Ingen virus fundet i denne
meddelelse.
Kontrolleret af AVG - www.avg.com
Version: 2013.0.2904 /
Virusdatabase: 3162/6240 - Udgivelsesdato:
12-04-2013
----- Original Message -----From: Anne Ehlers OlsenSent: Saturday, April 13, 2013 5:55 PMSubject: Min dygtige dreng :-)
I dag var Kato og jeg til vores første DcH-konkurrence i B-klassen, vi rykkede op fra C sidste år.. Og han var bare så god,175 point og den første af to oprykninger til A.Hilsner fra en træt Kato og en stolt mor ;-)
--
Når først vi har hilst på dommeren og er er i gang, er jeg ikke nervøs. Jeg tager så heller aldrig ud til konkurrencer, hvis ikke jeg ved, at Kato kan øvelserne. Men selvfølgelig kan der ske fejl, og på trods af, at jeg aldrig nogen sinde har skældt Kato ud på træningsbanen - jeg skælder i det hele taget stort set aldrig mine hunde ud - er han meget påvirket af min sindsstemning. Han kan godt mærke på mig, hvis der er noget galt - han tror jo, han har gjort det rigtigt, og til en konkurrence kan jeg ikke give ham muligheden for at lave en øvelse om, så jeg kan klikke og belønne ham for at det var DET jeg gerne ville se.
Jeg er 100% sikker på, at
klikkertræning fremmer arbejdsglæden meget mere end mange tror. Jeg
har for nylig læst den bog af Karen Pryor der hedder "Veien inn
i dyrets sinn" (norsk), den er fantastisk! Hun forklarer bl.a.
meget indgående, hvad det er der sker i hjernen og hvorfor det har
den effekt det har, når man bruger klikker.
Og jeg kan jo
selv så tydeligt se det, når jeg bruger klikkeren. Lige nu er jeg
hjælpetræner på et klikkerkursus i vores klub, der er 8 (mere
eller mindre) problematiske unghunde med, og man får næsten tårer
i øjnene når man ser forståelsen komme til dem én efter én - vel
at mærke uden at der bliver hverken skældt ud, rykket i liner eller
lokket. Der bliver nærmest ikke sagt en lyd, det eneste man hører
er "klik" rundt omkring på pladsen. En cocker, der normalt
gør uden ophør, står nu med logrende hale og kigger forelsket op
på sin far – uden at gø! - og venter kun på at få lov til at
vise noget, så den kan få et klik og en belønning. En rodisian
ridgeback, der hele tiden sprang op ad ryggen på sin far, har på to
træningstimer fået alle 4 poter i jorden ved at bruge potetarget –
og sådan er det hele vejen rundt. Det er jo mageløst, så bruger
man gerne nogle lørdag formiddage på at hjælpe andre :-)
Og omvendt er det utrolig trist at se til f.eks. en konkurrence, hvor passive hunde, der er traditionelt trænet, er. Bange for at tage et initiativ, bange for at gøre noget forkert.
Mange forårshilsener
Anne
Åhhh, Anne, hvor er det dejligt at læse om din tilgang til indlæring. Jeg bliver helt rørt. Og tillykke med det flotte resultat med Kato – det er godt gået!
Knus
Rebekka