Hej studenterhold 1955!
Allerførst vil jeg sige, at jeg blev meget glad for at få et livstegn fra jer Karin, Karen og Pelle og høre lidt om, hvordan tilværelsen former sig for jer nu, hver især. Jeg har ikke haft forbindelse med Aksel Bertelsen siden gymnasietiden, men det var trist at høre, at endnu en fra vores gamle studenterhold ikke er her mere.
Og det gør mig ondt at høre om de helbredsmæssige problemer og skavanker, I er ramt af, Karin og Pelle. Men så er det godt at høre, at I også har meget at glæde jer over, ikke mindst en dejlig stor familie.
Selv tænker jeg ikke så meget på den alder, jeg har nået - det burde jeg måske. Min partner og jeg deler stadig vores tid mellem vore to hjem, i Grenaa og Middelfart, som vi har gjort det i mange år. prøver at holde god kontakt til familie og venner, selv om de er spredt i ind- og udland. Det bliver til en hel del kørsel og jeg kunne tit godt ønske, at afstanden nogle gange ikke var så stor. Vores fælles familie er stor, 6 børn, 10 børnebørn, ægtefæller og kærester. Og så har min datter og svigersøn i Hvidovre tre dejlige børnebørn. "Det er dine oldebørn, Mor", siger min datter.
I eftermiddag tager Ingolf og jeg og en af familiens gamle venner til Southend i England for at være med til at fejre to fødselsdage hos Ingolfs yngste datter, det glæder vi os til.
De kan ikke komme til Danmark i Julen, svigersønnen lider desværre af højdeskræk og kan ikke flyve. Mine tre børn har talt om, at vi skal fejre Jul i Middelfart, som vi gjorde det forrige år. Det gik fint og var rigtig hyggeligt - men det kniber jo med pladsen, så måske må vi fordele os over juledagene.
Både her ved Grenaa Strand og i Middelfart gåt vi ture i skov og ved strand, prøver at leve rimelig sundt og få dyrket lidt motion - der har jeg en lidt dårlig samvittighed. På Fyn står den også på teater, udstillinger, lidt foreningsliv. Først i november var vi en uge i sommerhus i Odsherred sammen med fire fynboer, det var ottende gang, vi sammen besøgte en ny egn i Danmark. I Odsherred skinnede solen det meste af ugen, vi nød de pragtfulde efterårslandskaber og nogle af egnens seværdigheder.
Nu kan man jo ikke se ind i fremtiden og ved ikke, hvor længe helbredet vil slå til, så vi er da også begyndt at tale om at finde en enklere ramme om tilværelsen, måske i Århus området, hvor en del af familien bor.
Karin, afstanden mellem os er ikke så stor, det ville være dejligt, synes jeg, hvis vi kunne mødes en dag, i Middelart eller Kolding.
Til slut de bedste ønsker og kærlige hilsener fra Margrethe