Nu jeg genlæser hvad jeg skrev, bliver jeg i tvivl om det kan lyde som selvmord, hvilket ikke kunne være mere forkert.
Min mors krop var ødelagt, både af sygdommen og af medicinen, og opgav til sidst. Men psykisk var hun aldrig opgivende - lige til det sidste prøvede hun at være til gavn og glæde for sine omgivelser, og tog sin sygdom uden at kny.
Rune
Rune
Kære Rune
Tak for din resolutte og hurtige orientering af os studenterkammerater om din mors, Meretes død.
Jeg blev utroligt ked af at læse din meddelelse om, hvordan sygdommen KOL efter mange års kamp havde afsluttet din mors liv. Nok vidste jeg gennem samarbejdet med Merete sidste sommer om at få kontakt til alle studenterkammeraterne som optakt til 60 års jubilæet, at hun var alvorlig ramt af KOL. Men alligevel kom din meddelelse om din mors død som et chok for mig.
End ikke korte telefonsamtaler kunne kun dengang klare, så vi måtte klare korrespondancen via internettet. Selv nok så plaget af sygdommen fandt hun alligevel kræfter til at finde oplysninger eller svar frem fra kammeraterne samt tage stilling til mine forslag og mine udkast til diverse skrivelser.
Om end Merete meget gerne ville, meldte hun meget tidligt ud, at hun ikke var i stand til at deltage i 60 års studenterjubilæet. Men hun brændte for det og bidrog til, at vi kunne gennemføre jubilæet sommeren 2015, ligesom hun havde været en god sparringspartner for mig i tilknytning til de foregående jubilæer, hvilket jeg satte stor pris på. Vi skylder hende også en stor tak for - med hjælp fra dig, Rune - at ”hjemmesiden” ”Studenterhold 1955/Fredericia Gymnasium” på Google blev sat i værk, som netop nu viser sig som et effektivt kommunikationsredskab.
Jeg har i dag telefonisk talt med og kondoleret din far (Hans Henrik) samt fortalt ham, at jeg deltager i bisættelsen på lørdag i Nivå Kirke.
En hilsen og min dybeste deltagelse til dig og dine tre søskende over tabet af jeres mor.
Ære være Meretes minde