Slow Food KBH Nordsjælland: Burns Supper - Nytårshilsen fra Katrine

6 views
Skip to first unread message

Slow Food CPH

unread,
Dec 30, 2011, 12:13:32 PM12/30/11
to slowfoodc...@googlegroups.com
Kære medlemmer af Slow Food og abonnenter på mailinglisten!

Vi ønsker jer alle en glædelig jul og et godt – og slow – nytår! Vi har hermed fornøjelsen at præsentere de første arrangementer i 2012 og en særlig nytårshilsen fra vores formand, Katrine Klinken.

Vi har flere arrangementer i støbeskeen - så husk at holde øje med hjemmesiden og vores facebook-side – og inviter dine venner til at modtage nyhedsbrevet!

24. januar 2012: BURNS SUPPER PÅ NOSE2TAIL
Den skotske nationaldigter, Robert Burns (1759-1796) har fødselsdag den 25. januar. Herhjemme er han bedst kendt for digtet »Auld lang syne«, som Jeppe Aakjær i 1927 fordanskede til »Skuld gammel venskab rejn forgo«.

I hjemlandet fejrer man ham i dagene omkring hans fødselsdag med »Burns Suppers«, en traditionsrig middag, hvor hovedretten altid ligger fast: Haggis, og hvor det er et fast element, at Burns' digt »Address to a Haggis« bliver reciteret.

Haggis, der bedst kan sammenlignes med finker, består af indmad og afpuds fra får, som er blandet med havre krydret, og derefter kogt i fårets mave. Den serveres traditionelt med »neeps and tatties«: Mos af kålrabi og kartofler.

I Slow Food synes vi det er oplagt at fejre Robert Burns' fødselsdag med en ægte »Burns Supper« – dels fordi vi gerne vil holde liv i traditionelle råvarer, retter og tilberedninger, dels fordi vi mener indmad fortjener ære og oprejsning i gryder og på tallerkener.

Vi har inviteret Richard O'Connor, der til daglig driver chokoladefirmaet »Chocolate and Love« til at stå for recitationen af Burns-tekster, og afholder arrangementet på Nose2Tail Madbodega i Kødbyen.

Nose2Tail Madbodega, der drives af Martin Becker Rasmussen, Teitur Christensen og Søren Haahr, er Københavns føste bæredygtige madbodega.

Restaurantent er baseret på »nose to tail«-princippet, der går ud på at hele dyret skal bruges fra snude til hale, så man undgår spild. Hos Nose2Tail er »nærhed« et andet princip: Kødet og grøntsagerne leveres fra små, lokale og helst økologiske landbrug.

Vær med til Slow Food København Nordsjælland og Nose2Tail Madbodegas fejring af Robert Burns og hyldesten til indmaden den 24. januar.

HVAD: Burns Supper på Nose2Tail
HVORNÅR: Tirsdag den 24. januar 2012 fra klokken 18.00
HVOR: Nose2Tail Madbodega, Flæsketorvet 13A, 1711 København V
PRIS: 350,- for medlemmer / 425,- for ikke-medlemmer (prisen inkluderer 3 retter + et glas, drikkevarer kan købes derudover)
TILMELDING: http://www.billetto.dk/burnssupper

ØVRIGE FASTLAGTE ARRANGEMENTER i 2012
  • 18. april: Chokoladesmagning hos Chocolate and Love
  • 25.-27. maj: Smaklust, Stockholm. Slow Food-convivierne i Danmark deltager med en fælles stand, der præsenterer danske madhåndværk
  • 16. juni: Krydderurtedemo på Fuglebjerggaard, ved Camilla Plum og frokost specielt for medlemmer af Slow Food
  • 28-29. juli: Fælles Slow Food-tur til Livø i Limfjorden. Øen, der ejes af Skov- og Naturstyrelsen, er drevet økologisk siden 1991, og på programmet er blandt andet gamle kornsorter, projekt »grøn Livø« og hvordan man kan bruge »Food design« som udviklende element i små øsamfund
  • 25-29. oktober: Terra Madre og Salone del Gusto i Torino. Slow Food convivierne i Norden arbejder med en fælles stand for de nordiske lande
  • Vi har endnu ikke fastlagt datoen for et besøg hos Din Baghave i februar og Generalforsamlingen hos Glad Mad i Marts

NYTÅRSHILSEN FRA FORMANDEN

Kære alle medlemmer og venner af Slow Food København-Nordsjælland

Året er ved at rinde ud, og jeg håber at I har haft en god jul. Jeg sidder som formand for vores convivium og som talskvinde for Slow Food i Danmark og i Norden og tænker over hvad der er sket i løbet af 2011.

Det er blevet endnu mere klart for mig hvor stærk vores filosofi er – det er faktisk svært at møde nogen, der ikke er enig med os! Rigtig mange er blevet  inspireret af hvad bevægelsen står for og ikke mindst af hinanden – for Slow Food og Terra Madre er et fantastisk netværk.

Vores convivum
I vores convivium arrangerer vi en stribe medlemsmøder, der både er hyggelige, smagfulde og som har ord og meninger. Jeg tænker f.eks. på en sommeraften i skolehaverne på Tagensvej med mad over bål, et lærerigt møde om bier og honningsmagning i Skovlunde og naturvine på vinbaren Terroiristen.

Det føles godt at vi jævnligt samles og deler Slow Food filosofien godt at se de samme hoveder dukke op, og at se at de næsten altid er nye ansigter. Det er det dejlige ved at være del af en forening, der er åben for alle. 

I efteråret lavede vi med Forbrugerrådet og Praktisk Økologi en undersøgelse af hvilke æbler der er i de danske supermarkeder – og et møde om vigtigheden af lokal dansk æbleavl med mange æblesorter. Vi havde en meget smuk dag i Haven på Frederiksberg ved Biovidenskabelig fakultek og i Café Væksthuset.

Samarbejde er vigtigt og Slow Food bevægelsen er meget bevidst om at den store sag ikke er noget vi kan løfte alene. Derfor var dette en god start på at få endnu flere samarbejdspartnere.

Årets sidste møde blev en rigtig fin Terra Madre eftermiddag, der er Slow Foods fødselsdag: en dag hvor mere end 1000 convivia verden over fejrer at spise lokalt. Hos os var dagen en markedsdag med lokal mad og musik. 

Slow Food i Danmark
I november holdt conviviumledere og repræsentanter fra de danske convivia møde om hvordan vi i fællesskab kan gøre Slow Food bevægelsen stærkere.

Vi arbejder alle frivilligt og det er vigtigt at vi bruge vores kræfter så godt som muligt. Vi samarbejder om informationshjemmesiden slowfooddanmark.dk, har i flere år haft en fælles stand på Kulinarisk Sydfyn og der bliver nu udarbejdet en fælles pjece.

Sidste år havde vi den første fælles udflugt til Vadehavet for at samle østers, og sidst i juli 2012 arrangeres en spændende tur til Livø om korn.

Slow Food i Norden og hele verden
Det har været et spændende år hvad angår det internationale arbejde. Der er taget hul på store opgaver som jeg håber vi kan løfte de næste år.

I marts 2011 mødtes repræsentanter fra de nordiske lande til møde i Københavns Madhus for at diskutere etablering af et stærkere samarbejde mellem de ca. 50 convivia i Norden.

Ud over vores kontaktperson Veronica fra hovedkontoret i Italien deltog lederen af Slow Food International Carlo Petrini i mødet. Han og Slow Food er meget interesseret i, at man arbejder på tværs af grænser der er mere politiske end kulturelle.

I forbindelse med hans møde smagte de også vores lokale mad: Rene fra noma, der støtter bevægelsen, gav dem en frokost. Vi spiste med alle deltagerne på Spisestedet Mandfreds i Jægersborggade og jeg lavede en middag privat for alle deltagere hvor mange af de nordiske venner havde specialiteter med.

Carlo Petrini gav i forbindelse med mødet et flot interview til Politikens tillæg MAD.

I juni efter det store nordiske møde deltog jeg som talsmand i juni til det årlige internationale councils møde. Det blev for første gang afholdt i Afrika i Rabat i Marokko.

Her fortalte jeg om vores ideer og visioner med at arbejde sammen i den nordiske region for at gøre Slow Food stærkere i denne del af verden. Der var stor sympati for vores planer.

Det var et par gode dage for mig, da dét er stimulerende at møde repræsentanter fra hele verden, der vil det samme med græsrodsarbejdet. Og at høre om de mange udfordringer, der er fælles. Det bestyrkede mig i at vi bør arbejde på at få et kontor eller en organisation, der er stærkere end nu.

Der er ingen tvivl om, at Slow Food har en styrke i at være organiseret i små lokale enheder, men i visse sammenhænge er vi ikke stærke nok.

Arbejdet med etablering af Slow Food i Norden er nu gået ind i den sidste formelle fase. Vi er en arbejdsgruppe/interim bestyrelse på 8 med 3 repræsentanter fra Sverige, 1 fra Norge, 1 fra Finland, 1 fra Island og Mogens og mig fra Danmark.

Vores første projekt er at have en fælles nordisk stand/event som vi håber munder ud i en fælles nordisk stand på Terra Madre og Salone del Gusto i Torino 25.-29. oktober 2012.

Er der nogen der har idéer til at få støtte til projektet og finde midler hører vi meget gerne om det!!!!
På længere sigt ønsker vi et fælles nordisk kontor der kan håndtere den almindelige drift af foreningen og at afholde Nordisk Terra Madre og dermed skabe et tætteer netværk af producenter, undervisningssektoren, forskere, madhåndværkere m.m.

Andre opgaver er at skabe udvekslingsprogrammer for unge, netværk af producenter der laver råmælksost eller fiskere der gerne vil sælge friske bæredygtige fisk, skolemadsprojekter osv.

Slow Europe
I november var jeg inviteret til at deltage i et møde ”Capacity Builidng for Slow Food Leaders in Europe” i Tours i Frankrig i forbindelse med den franske Slow Food-udstillingen Euro Gusto. Jeg repræsenterede Danmark blandt 26 andre lande.

Mødet handlede om Slow Foods International arbejde med at påvirke CAP forhandlingerne i EU (Europas fælles landbrugspolitik). Det handler om biodiversitet, lokale aktører, at støtte unge mennesker der arbejder i landbrug og produktion og om at styrke lokale identitet og kultur.

Det er første gang man har holdt et møde på denne måde, og det var derfor ikke så let – Europa er større end man skulle tro! Men de papirer der er kommet ud af arbejdet er værd at læse og vigtige.

Folderen: SLOW EUROPE – print den ud og vær med til at sprede budskabet.
Pressemeddelelsen: Mod en ny, fælles landbrugspolitik i EU

Terra Madre i Norge og Japan
På egen hånd har jeg været til Terra Madre i Norge og Japan. I Flåm i Norge mødte jeg ca. 100 norske medlemmer samt et par svenskere. Det var en meget fin og lokal event med workshops og foredrag – og super norsk mad. Det mest fantastiske var nymalket vidunderlig upasteuriseret mælk, der hensatte mig til min barndom, hvor vi i 60-erne stadig fik det på landet herhjemme.

Desuden har jeg deltaget i Terra Madre i Unzen i Japan den første weekend i december. Her fik jeg også lov at deltage i conviviumledermøde med ca. 20 af de 40 conviviumledere i Japan. De havde fra den lokale kommune sørget for en tolk og det var rart, men at fatte alle detaljer er svært. Mange af de små producenter af lokalt håndværk i Nordjapan og producenterne omkring Fukushima er hårdt ramt efter de to forfærdelige ulykker i landet.

Slow Food har en fond der støtter arbejdet med at få reetableret områder hvor der dyrkes og steder hvor der produceres. I øvrigt har det internationale Slow Food netværk over hele verden også støttet genopbygningsarbejdet. På mødte fortalte jeg om Slow Europe og som i mange andre lande er det nyt at Slow Food bliver så politisk markerede, og der var vist ikke så mange kommentarer.

På selve Terra Madre, der var åben for alle, deltog Piero Sardo der er præcident for Slow Foods Biodiversitetsfond. Han holdt et foredrag om biodiversitet, som jeg fornemmede et stærkt indsatsområde for bevægelsen i Japan. Så mindst 25 slags daikonvarianter og smagte mange!

Og som rosinen i pølseenden fik jeg lige før jul besøg af Darina Allen fra Ballymaloe Cookery School i Irland. Hun er medlem af det internationale council af Slow Food. Jeg viste hende bl.a. rundt i Jægersborggade, og vi talte om hvad alt det gode der sker her hos os. 

Det er spændende hvordan fremtiden for bevægelsen ser ud. Vi står over for at lederen Carlo Petrini stopper – til mødet i Rabat sagde han ”Carlo Petrini har også har ret til at gå på pension”. Om det vil ske til næste kongres er uvist (Den afholdes hvert 5. år og næste gang i 2012 i Torino i forbindelse med Terra Madre.)

Der er ikke nogen navngiven efterfølger, kun gæt – og de går på at det vil være bedst for bevægelsen at det bliver en fra et andet kontinent! Med Carlos og Slow Foods visioner om 1000 African Gardens og en verden uden sult kunne det måske være en god ide.  

Tak til Slow Food og det store netværk!
Det er interessant – men som enkelt person også uoverskueligt - at være del af en international græsrodsbevægelse. Det giver udsyn, inspiration og modet til at tro på at vi er mange over hele kloden der ønsker at ændre fødevaresystemet så alle kan få nok at spsie og god ren, mangfoldig og retfærdig mad.

Der foregår så meget derude i verden – og meget er opløftende! Der er også mange gode initiativer her i landet og nogle af dem bør fremhæves f.eks. på messen Smaklust i Stockhom 25.-27 maj eller Terra Madre i Torino sidst i oktober. Vi skal dele viden og vise andre hvad der fungerer til inspiration og videre udvikling.

Tak til alle medlemmer for opbakning og støtte til Slow Food og dens idegrundlag og politik. En særlig stor tak til alle, der arbejder både stort og småt på at få gennemført det hele i praksis.

Med ønsket om et godt slow nytår til alle!

Katrine Klinken
Conviviumleder,
København-Nordsjælland

Reply all
Reply to author
Forward
0 new messages