Dansk Sprog

[Azalee Freas]

Biospandpermakrise, solsikkesnor og genderreveal. Ordene her er i 2023 fjet til ordbogen Nye ord i dansk 1955 til i dag, og den indeholder ikke kun ord der er kommet ind i dansk i rets lb, men ogs ldre ord der beskriver ret.

Dansk er et stnordisk sprog indenfor den germanske gren af den indoeuropiske sprogfamilie. Det danske sprog tales af ca. seks millioner mennesker, hovedsageligt i Danmark, men ogs i Sydslesvig, p Frerne og Grnland.[1] Dansk er tt beslgtet med norsk, svensk og islandsk, og sproghistorisk har dansk vret strkt pvirket af nedertysk.

Dansk bliver til tider kaldt Danmarks "officielle sprog",[2][3] til trods for der ikke er nogen dansk lov der faststter dette,[4]:38 det er alts et de facto nationalsprog.[5] Lovgivningen og retten i Danmark foregr p dansk jf. Retsplejeloven,[6] og Retskrivningsloven af 1997 beskriver den officielle retskrivning, mlrettet offentlige myndigheder tillige med uddannelsesinstitutioner der i vsentlig grad stttes af staten.

Urnordisk betegner generelt ursproget i det nordiske omrde. I den historiske lingvistik regnes tiden omkring r 800 for et sprogskel, og opkomsten af runedansk, eller olddansk som et selvstndigt sprog. Sprogperiodiseringen falder nogenlunde sammen med den historiske periodisering, alts vikingetiden. Det danske sprog i hjmiddelalderen, lokalt kaldet tidlig middelalder (dvs. Danmarks historie (1047-1397)), er gammeldansk, der i 1500-tallet gr over i nydansk. Nydansk opdeles i ldre nydansk, fra begyndelsen af 1500-tallet til ca. 1700, og yngre nydansk, fra 1700 til nutiden.

Oldnordisk blev benyttet i den tidlige danske sprogvidenskab - formelt siden Rasmus Rask i 1832 udgav bogtitelen "Kortfattet Vejledning til det oldnordiske eller gamle islandske sprog" - som en begrebsliggrelse af det flles nordiske sprog, bde forstet som et 'grundsprog' og som et slagsenkeltsprog (de) - og beskriver som regel det der i dag kendes som norrnt. I dag opfattes bde urnordisk og norrnt som en slags flles nordiske enkeltsprog.[11]

Det ldste runefund i Europa stammer fra en dansk lokalitet, Vimose, dateret til omkring r 160. Der er flere tidlige fund, men til forskel fra perioden for olddansk, eller runedansk, er det et sporadisk fundmateriale, og indtil ca. r 300 er der kun et korpus af nogle hundreder runer ialt som er spredt over flertallige genstande. Herefter kendes en del flere indskrifter, men det drejer sig generelt om et eller kun f ord fra mange forskellige genstande.[12]

De tidligste lokale arkologiske artefakts der brer korporeale vidnesbyrd om et sprog er diverse kkkenredskaber af bronze med et latinsk manufaktur-stempel. Ligesom med runefundene kendes der fra den efterflgende tid, indtil ca. r 400, ogs her en del flere inskriptioner.[13] Mens det arkologiske fundbillede sledes appelerer til forstelsen af runernes form og funktion - for runerne blev kvar - s er den sprogteoretiske udredning af urnordisk ikke s ligefrem.[14]

Da den betydelige pantsttelse til de tysktalende hertuger fandt sted i 1300-tallet blev den spirende rigsadministration, fra 1400-tallet kendt som kancelliet, prget af netop det forhold, svel sprogligt. Kancelliets skrivelser vedrrende Slesvig og Holsten - og Oldenburg - var holdt i den tids tysk, men det m ogs bemrkes den landlige udstrkning af omrderne, inklusive Hamborg og Flensborg, for hovedparten ligger udenfor den nuvrende grnse mod Tyskland. Kansleren var i flere tilflde tysk og en del af kancelliskriverne mtte kunne beherske bde tysk og latin s at der p den mde fandtes flere tyske borgere i kancelliet.[15] Ogs i senmiddelalderen indvandrede, eller frdedes hanseatiske kbmnd og hndvrkere i landet, og det satte ligevel et sprogligt prg.[16] Det siges flere af middelalderens konger ikke talte dansk (helt korrekt, gammeldansk), men havde plattysk som modersml - sikkert er det i hvert fald at det oldenburgske hus, med sde i Holsten, fik kongetitlen ved Christian d.1.s kroning i 1449.

Grundtrkkene i dansk retskrivning har eksisteret siden midten af 1500-tallet, hvor Christiern Pedersens bibeloversttelse fungerede som norm, men retskrivningen bliver lbende ndret. Den frste officielle retskrivningsordbog udkom i 1872.[17] Retskrivningsreformen i 1948 havde undervisningsminister Hartvig Frisch som initiativtager og afskaffede stort forbogstav i navneord og ndrede formerne kunde, skulde og vilde til kunne, skulle og ville. Desuden erstattede bogstavet den hidtidige stavemde med dobbelt A (Aa/aa).[18]

De strste ordbger over dansk indeholder mere end 200000 ord. Ordforrdet kan opdeles i arveord og lneord. Arveord er de ord som har eksisteret i sproget siden urnordisk eller tidligere, og udgr nsten alle af de 100 hyppigste ord og 80% af de 500 hyppigste ord. Lneord er ord som er kommet ind i dansk via et andet sprog. Blandt de 100 hyppigste ord findes ord som blive, og blandt de hyppigste 500 ord findes faktisk, eksempel og familie. De fleste lneord i dansk er fra nedertysk. Udover ln kan ord skabes gennem orddannelse i form af sammenstning eller afledning.[22]

Engelsk har siden 1950'erne vret hovedleverandr af lneord til dansk. I det 21. rhundrede er sproget i mange virksomheder blevet engelsk i takt med internationaliseringen af erhvervslivet og get anvendelse af personale fra udlandet.[kilde mangler]

Den danske grammatik deles i fonologi, morfologi og syntaks med nogen overlapning. Morfologi beskriver ordets forandring, herunder dets grammatiske flektiver, mens syntaks, eller stningslre, vedrrer hvorledes ordene grupperes i det levende sprog. Dialekter har deres sregne grammatik.

Af de nordiske sprog har frsk og islandsk fire kasus, men dansk (eller engelsk) er ikke decideret et kasussprog - genitiv, eller ejefald er dog en slags undtagelse - men det siges godtnok at indoeuropisk var et kasussprog.[23] Ud over de 'traditionelle' kasus, der ogs findes i det tyske sprog - nominativ, akkusativ, genitiv, dativ - findes svel adverbielle kasus, blandt andet kendt fra latin, der beskriver tid, sted og mde - mdeskasus er ablativ og instrumentalis; tidskasus er temporalis; stedskasus er lokativ. I et sprog signalerer ordets flektion en betydningsnuance. Kasus danner svel flektiver og er, p sin egen vis, dermed en berigelse af sproget. Alternativt, og konkret i sammenhng med oversttelse fra et kasussprog til dansk, m sdanne betydningsangivelser opns ved en omformulering, mest enkelt som en ndret ordstilling, eller ved finurlige prpositionsled. Som et sproganalytisk vrktj kan kasus siges ikke altid at vre signaleret af flektion.

De danske dialekter har t, to eller tre grammatiske kn, og kendeordet kan vre efterhngt eller foranstillet. P Frerne findes den srlige skriftsprogsnre udtaleform gtudansk, i Sydslesvig sydslesvigdansk.

De traditionelle dialekter er p retur og erstattes efterhnden af et landsdkkende rigsdansk, men udtalen varierer stadig i landets egne. Et kendetegn ved det vestjyske er std, mens specielt sproget p Fyn, Lolland og Falster samt p Bornholm synes at ligne mere (d)et syngende svensk(e). Sledes har nogle syddanske dialekter musikalsk accent. Socialt betingede udtaleforskelle, sociolekter, er (eller var engang) mest velkendt fra Kbenhavneromrdet - det borgerlige hjkbenhavnske, senere rigsdansk, og arbejderklassens lavkbenhavnske, gadesproget. Sprogfllesskaber markeres af en genkendelig sprogform, det vre sig i udtale eller grammatik, og medlemmer fra andre sprogfllesskaber end det danske kan s bre disse kendemrker med i deres danske sprogudtale, og det kaldes ogs en etnolekt. En etnolekt er en sprogstil, der er knyttet til en bestemt etnisk gruppe. Det hrer alt sammen med til det levende sprog.

Along with the other North Germanic languages, Danish is a descendant of Old Norse, the common language of the Germanic peoples who lived in Scandinavia during the Viking Era. Danish, together with Swedish, derives from the East Norse dialect group, while the Middle Norwegian language (before the influence of Danish) and Norwegian Bokml are classified as West Norse along with Faroese and Icelandic. A more recent classification based on mutual intelligibility separates modern spoken Danish, Norwegian, and Swedish as "mainland (or continental) Scandinavian", while Icelandic and Faroese are classified as "insular Scandinavian". Although the written languages are compatible, spoken Danish is distinctly different from Norwegian and Swedish and thus the degree of mutual intelligibility with either is variable between regions and speakers.

Until the 16th century, Danish was a continuum of dialects spoken from Southern Jutland and Schleswig to Scania with no standard variety or spelling conventions. With the Protestant Reformation and the introduction of the printing press, a standard language was developed which was based on the educated dialect of Copenhagen and Malm.[9] It spread through use in the education system and administration, though German and Latin continued to be the most important written languages well into the 17th century. Following the loss of territory to Germany and Sweden, a nationalist movement adopted the language as a token of Danish identity, and the language experienced a strong surge in use and popularity, with major works of literature produced in the 18th and 19th centuries. Today, traditional Danish dialects have all but disappeared, though regional variants of the standard language exist. The main differences in language are between generations, with youth language being particularly innovative.

Danish has a very large vowel inventory consisting of 27 phonemically distinctive vowels,[10] and its prosody is characterized by the distinctive phenomenon std, a kind of laryngeal phonation type. Due to the many pronunciation differences that set Danish apart from its neighboring languages, particularly the vowels, difficult prosody and "weakly" pronounced consonants, it is sometimes considered to be a "difficult language to learn, acquire and understand",[11][12] and some evidence shows that children are slower to acquire the phonological distinctions of Danish compared to other languages.[13] The grammar is moderately inflective with strong (irregular) and weak (regular) conjugations and inflections. Nouns, adjectives, and demonstrative pronouns distinguish common and neutral gender. Like English, Danish only has remnants of a former case system, particularly in the pronouns. Unlike English, it has lost all person marking on verbs. Its word order is V2, with the finite verb always occupying the second slot in the sentence.

3a8082e126