Siden december 2018 har jeg dyrket forhaven ved Havehuset. I
nogle sæsoner med hjælp fra andre, f. eks. havde vi i foråret 2021 haveskole.
Det var rigtig godt. Nu vil jeg gerne stoppe og spørger derfor: er der
nogen, der vil overtage? Jorden har været dyrket økologisk, uden brug af
pesticider og kunstgødning. Den er løbende blevet tilført kompost, som er lavet
af haveaffald, Jans blade, kirkekaffegrums og alterbuketter. En ny portion vil
være klar til foråret.
Der er vist nogenlunde frit slag: man kan dyrke blomster, man kan dyrke
grøntsager, man kan plante stauder, man kan plante bærbuske. I tilgift er der
to vidunderlige æbletræer, et Discovery, som er klar midt i august, og et Cox
Orange, som er et godt efterårs- og vinteræble. Jeg har plantet nogle jordbær
og sat hvidløg, som kommer næste år.
Jeg håber, I er nogle, der kan se mulighederne, enten for selv at have noget
jord at dyrke, eller for at gøre det sammen med andre. Det giver SÅ meget
mening, og så er det godt for biodiversiteten og vores bynatur at få noget liv
i haverne.
I kan henvende jer til mig, Marianne Lund – 24426440 – eller til kordegn
Lisbeth Kristoffersen.
Billederne: Cox Orange-træet for en måneds tid siden.
Bedene er gjort vinterklare, dækket med løv.

