Kære alle på Fejø
Det er med stor beklagelse, at vi må meddele, at det trods ihærdige bestræbelser ikke er lykkedes Fejø Havnelaug at finde en ny forpagter til Cafe Dybvig.
Vi ved, at mange har savnet muligheden for at nyde en vaffelis, en kop kaffe eller et måltid på havnen, og derfor har bestyrelsen i Fejø Havnelaug besluttet, at Cafe Dybvig åbner igen den 2. juli 2026.
Åbningen bliver mulig takket være en kombination af frivillige kræfter og ikke mindst et særdeles velkomment tilsagn om assistance fra restauratør Jan Kristiansen fra Centerkroen, som vi er meget taknemmelige for.
Samtidig kan vi dele en anden glædelig nyhed.
Den omfattende renovering af Cafe Dybvig nærmer sig nu sin afslutning. Renoveringen er den største opgradering af cafeen i mange år og har løftet faciliteter og indretning markant.
At dette er blevet muligt, skyldes en imponerende indsats fra mange sider. Generøs støtte fra fonde har bidraget væsentligt til projektet, ligesom lokale ildsjæle gennem afholdelse af støttefester har skaffet værdifulde midler til renoveringen.
Samtidig har Fejøs borgere og venner af øen bakket flot op med donationer og støtte undervejs.
Takket være denne fælles indsats står vi nu med en moderne og fremtidssikret cafe, som hele Fejø kan være stolt af. Dermed er der skabt et solidt grundlag for, at Cafe Dybvig kan fortsætte som et attraktivt samlingssted for øboere og gæster i mange, mange år fremover.
I det daglige vil Havnelaugets kasserer og næstformand, Kate og Niels Erik Sørensen, stå for den praktiske drift af cafeen i tæt samarbejde med Jan Kristiansen, Centerkroen.
Cafeen vil blive drevet som en klassisk havnecafe med grillbar-sortiment, herunder burgere, pølser, pommes frites, kaffe, øl, vin og is - et køb af dagens ret bliver også muligt.
For at få projektet til at lykkes har vi brug for opbakning fra hele øen. Derfor håber vi, at mange vil have lyst til at give en hånd med som frivillig i cafeen – enten fast eller efter mulighed.
Hvis du ønsker at hjælpe, kan du kontakte Kate Sørensen på telefon 2145 3505 eller sende en e-mail til in...@cafedybvig.com.
Vi inviterer samtidig til informationsmøde for alle interesserede frivillige:
Søndag den 28. juni 2026 kl. 15.00
Lokalitet: Det Gule Pakhus, Dybvig Havn
Her vil vi orientere nærmere om planerne for sommeren og de forskellige opgaver, hvor der er brug for hjælp.
Vi har også lanceret cafeens hjemmeside, www.cafedybvig.com, hvor der løbende vil blive lagt information ud om åbningstider, dagens ret mv. og nyt fra cafeen.
Det er Fejø Havnelaugs håb, at dette initiativ kan blive et fælles projekt, som samler øen omkring Dybvig Havn og sikrer, at både øboere, sommerhusejere, sejlere og feriegæster igen kan nyde livet på havnen med en is, en kop kaffe eller et måltid mad.
Med fælles opbakning og frivillige kræfter kan vi skabe en levende og gæstfri havnecafe, som bliver et naturligt samlingspunkt hele sommeren.
Vi glæder os til at byde jer velkommen i Cafe Dybvig fra den 2. juli og håber, at rigtig mange vil være med til at gøre sommeren 2026 til starten på et nyt og stærkt kapitel for cafeen og Dybvig Havn.
Med venlig hilsen
På vegne af bestyrelsen i Fejø Havnelaug
Formand Bo Tørper