|
|
CLF nyhedsbrev nr. 98
December 2025 |
|
Indhold
1. Året, der gik på CLF 2025: Leder for CLF, Egon Noe, gør status over et år, hvor befolkningen i landdistrikterne i stigende grad har følt sig kørt over.
2. Nyt forskningsprojekt skal undersøge, hvordan Østersøens miljøtilstand forbedres: Læs mere om det dansk-tyske projekt RECOVER nedenfor.
3. Ny næstformand og nyt medlem i CLF's bestyrelse: Få en kort opdatering omkring sammensætningen i CLF's bestyrelse.
4. Legat til postdoc ved CLF: Karoline Duus Lindegaard har modtaget legat fra Esbjerg Fonden for sin erhvervsPhD om social innovation.
5. Webinar er nu tilgængeligt: Man kan vel kalde det for en form for digital julegave, at Kasper Friis Bavnbæks webinar om strategisk planlægning og udvikling af landsbyer nu er tilgængeligt via vores hjemmeside.
|
|
Året, der gik på CLF 2025

Billedkreditering: SDU
Det netop overståede kommunalvalg er en slags temperaturmåling på, hvad der rører sig i landdistrikterne og ikke mindst et indblik i, hvordan de mennesker, der bor og arbejder udenfor de største byer, oplever de betingelser, de lever under. Resultaterne af
kommunalvalget indikerer, at befolkningen i landdistrikterne i stadig stigende grad føler sig kørt over og afkoblet fra udrulningen af den grønne omstilling på VE-området, de føler sig forladt af den finansielle sektor og afkoblet fra den primære velfærdssektor.
Det synes som om, vi i stigende grad er ved at nå engelske og amerikanske tilstande, selvom det helt og aldeles er modstridende med den danske selvforståelse om et lille og sammenhængende land.
For CLF er en af vores vigtigste opgaver at give landdistrikterne et forskningsmæssigt perspektiv på den udvikling, der sker, og de udviklingsmuligheder, der er. I en tid, hvor storbyens dominerende blik på landdistrikterne ofte fremstiller landsbyernes afvikling
som en uomgængelig præmis, ønsker vi gennem vores forskning at stille konstruktive og refleksive spørgsmål og være med til at belyse nye og anderledes udviklingsveje. Ikke mindst må CLF være en modvægt til de centrale blikke på landdistrikterne, om end vi
må gøre det for beskedne ressourcer.
Læs resten af Egon Noes årsberetning
på vores hjemmeside.
|
|
|
|
|
Nyt forskningsprojekt skal undersøge, hvordan Østersøens miljøtilstand forbedres

Billedkreditering: RECOVER
I denne uge er det dansk-tyske Interreg-projekt RECOVER officielt kickstartet i Kiel, og her er Center for Landdistriktsforskning repræsenteret. I de kommende tre år vil forskere fra Danmark og Tyskland sammen med en bred kreds af partnere fra politik, forvaltning,
erhvervsliv og civilsamfund arbejde for bedre at forstå og målrettet forbedre miljøtilstanden i den vestlige Østersø.
Projektets kerne er udviklingen af en digital tvilling af den sydvestlige Østersø, som i realtid viser, hvordan havet har det, hvor der opstår belastninger, og hvilke beskyttelsestiltag der faktisk virker. Grundlaget er mikroalger, som fungerer som særligt
følsomme biologiske indikatorer og tidligt reagerer på ændringer i miljøforholdene.
RECOVER kombinerer avanceret sensorteknologi, miljø-DNA-analyser og kunstig intelligens med et stærkt grænseoverskridende samarbejde. Målet er at skabe et solidt, datadrevet grundlag for beslutninger om beskyttelse og forvaltning af Østersøen – videnskabeligt
funderet og samfundsmæssigt forankret.
Et centralt element i RECOVER er udviklingen af en fælles digital platform, som skal styrke dialogen mellem forskning, politik, myndigheder, landbrug, fiskeri og engagerede borgere og gøre Østersøens tilstand mere gennemsigtig for alle.
RECOVER er finansieret af det dansk-tyske Interreg-program med midler fra EU’s Europæiske Fond for Regionaludvikling og løber fra oktober 2025 til september 2028.
Du læse mere om projektet på
SDUs hjemmeside.
|
|
Ny næstformand og nyt medlem i CLF's bestyrelse

Billedkreditering: Assens Kommune og mettewithhagensen.dk
I CLF's bestyrelse er der i den seneste tid sket lidt forandringer, som vi gerne vil berette om.
Først om fremmest er vi glade for at kunne byde Mette With Hagensen velkommen som nyt medlem af centrets bestyrelse. Mette With Hagensen er næstformand i regionsrådet i Region Syddanmark, hvor hun repræsenterer Socialdemokratiet, og er ligeledes formand for
sundhedsudvalget og medlem af Danske Regioners bestyrelse og sundhedsudvalg. Mette er bosat i Varde, men født og opvokset i Esbjerg. Hendes baggrund er cand.merc. i afsætning og ledelse, og hun har undervist på ungdoms- og videregående uddannelser i næsten
30 år. Derudover har hun arbejdet fagpolitisk med børn, unge og skole – bl.a. som formand for Skole og Forældre og senere for Børnerådet.
Hos CLF er vi glade for, at en så stærk kapacitet som Mette har sagt ja til at indgå i vores bestyrelse, og vi ser frem til samarbejdet.
Vi kan også fortælle, at CLF's bestyrelse har fået ny næstformand i kraft af Søren Steen Andersen. Søren (V) er borgmester i Assens Kommune og har virket i vores bestyrelse i et par år efterhånden. Vi er glade for, at Søren har besluttet at påtage sig endnu
mere ansvar i bestyrelsen, ligesom vi glædes over at kunne fortsætte samarbejdet med en så kompetent og engageret politiker.
Det betyder også, at vi har måtte sige farvel til Jeppe Kristensen, vores tidligere næstformand, som har valgt at træde ud af bestyrelsen som følge af et jobskifte. Bestyrelsen ønsker at rette en stor tak til Jeppe Kristensen for sit store arbejde og engagement
i bestyrelsen, og vi ønsker ham god vind i sit nye virke.
Du kan få et overblik over bestyrelsens medlemmer på
vores hjemmeside.
|
|
Legat til Karoline Duus Lindegaard for erhvervsPhD

Billedkreditering: Education Esbjerg
Ved prisoverrækkelsen E1 Awards I november, blev postdoc ved CLF, Karoline Duus Lindegaard, tildelt et legat fra Esbjerg Fonden. Legatet blev givet for hendes erhvervsPhD om social innovation og systemisk forandring i Collective Impact-indsatsen hos Medvind
i Østerbyen i Esbjerg.
Om Karolines projekt skriver Education Esbjerg: "Projektet har stor samfundsmæssig relevans og bidrager med ny viden om partnerskaber, mod og tid i forandringsprocesser samt udfordringer og muligheder i implementeringen af Collective Impact i en universel
velfærdskontekst. Karoline har været tæt knyttet til praksisfeltet via sin ansættelse i Esbjerg Kommune og har samtidig formidlet sin forskning bredt - både lokalt og nationalt. Hun har undervist og vejledt studerende på SDU Esbjerg og bygget bro mellem universitet
og praksis. (...) Hendes arbejde er et stærkt eksempel på, hvordan forskning kan skabe lokal værdi og forandring - og det gør hende til en oplagt kandidat til en pris, der hylder uddannelsesmæssig kvalitet og samfundsengagement."
Da Karoline er på barsel modtog Annette Aagaard Thuesen (tv.) fra CLF og Birgit Jahn, afdelingsleder hos SDU Uddannelse Esbjerg, prisen på hendes vegne. Stort tillykke til Karoline.
|
|
Se webinaret om strategisk planlægning og udvikling af landsbyer

Billedkreditering: SDU
I starten af december afholdt postdoc ved CLF, Kasper Friis Bavnbæk, et 60-minutters webinar om strategisk planlægning og udvikling af landsbyer med afsæt i forskning og kommunal praksis. Webinaret tog udgangspunkt i hans ph.d.-projekt fra 2025 om rumlig retfærdighed
i strategisk planlægning for landsbyer, og satte fokus på, hvordan kommunale prioriteringer, forståelser og arbejdsgange påvirker landsbyers udviklingsmuligheder.
Webinaret bestod af et oplæg med forskningsresultater, eksempler og centrale dilemmaer i arbejdet med landsbyudvikling samt dialog og spørgsmål, hvor deltagerne kunne koble pointerne til egne erfaringer fra praksis.
Du kan nu se hele webinaret
på vores hjemmeside.
|
|
|
🎄Rigtig glædelig jul og godt nytår fra alle os på CLF🎄
Følg os på LinkedIn og Facebook eller hold dig opdateret på vores hjemmeside.
|
|
|
Du kan til- eller afmelde dig nyhedsbrevet
her |
|
|
|