Lolland Kommune skal spare mange millioner næste år. Derfor har forvaltningen kigget på sparemuligheder de seneste måneder. Nu har de været i udvalgene til sortering, og efter sommerferien skal det besluttes endeligt hvor sparekniven skal svinges. Det er først efter sommerferien, at kommunen ved hvor meget de får i særtilskud fra staten, og om det stiger og kan afbøde nogle af besparelserne.
Vores muligheder for at påvirke politikerne er nok bedst frem til slutningen af august.
Klima-, Teknik- og Miljøudvalget (KTM) har haft et besparelseskatalog til behandling, som bl.a. handler om færgefarten. De første fem forslag i sparekataloget fra forvaltningen handler om færgerne, og det er ikke rar læsning.
Værst er efter min mening, at de vil skære afgange på færgerne. På Fejø foreslår de at fjerne to gange tur/retur på alle hverdage - sidst på morgenen og først på aftenen (forslag KMT4). Det betyder op til 2 timer mellem afgangene på nogle tidspunkter, og den slags er gift for mobiliteten til og fra øen.
Og hvad sparer de så på det - ja lønnen til personalet bliver næppe mindre, så det er kun olieforbruget det handler om. 216.000 kroner om året for alle 3 færger tilsammen. Det er virkelig småpenge i færgefartens store regnskab, og vi vil i Fejøforeningen kraftigt fraråde kommunen at genere øernes beboere og erhvervsliv på denne måde. Hvis færgen ikke sejler nogenlunde stabilt uden store pauser, risikerer man ekstra forsinkelser ved at skulle vente længe på næste færge.
Tre andre forslag handler om forskellige mindre besparelser.
KMT1 vil hente 100.000 kr. ved at afskaffe dagene med gratis billetter til gående - Æblets Dag, Turismens Dag o.l. Her er der stor sandsynlighed for at færre vil komme over til øerne, når vi ikke kan lokke med gratis færge. Dermed forsvinder noget af besparelsen måske, samtidig med at turisterhvervet og andre på øerne går glip af noget af omsætningen ved de store begivenheder.
KMT2 handler om at lave bestillingsafgange på alle færger til og fra Femø og Askø, samt på alle aftenafgange (efter kl. 19) til og fra Fejø. Det sparer også brændstof - ialt for 40.000 kr. årligt.
KMT3 skaffer 93.000 kr. i ekstra indtægter ved at tage penge for uledsaget gods. Her kan jeg godt frygte at administrationen af denne ordning tager en god bid af indtægten.
I alt skaffer disse 3 forslag 233.000 kroner hjem ifølge forvaltningens beregninger, og det er tilsammen på samme niveau som forslaget om at fjerne afgange. Altså igen småpenge i forhold til det samlede regnskab for færgerne.
Færgefartens regnskaber har igennem de seneste år ligget tæt på at løbe rundt. Tidligere var der mindre statstilskud og dårligere økonomi. Vi har en opgave med at sikre at politikerne er klar over at færgefartens drift nærmest er betalt af staten. Det betyder reelt også, at kommunen ikke kan tillade sig at tjene penge på færgefarten.
Sommerpakken har fungeret som ekstra statsstøtte, når færgen fik betalt billetterne til alle de gratis gående af staten. Der kom jo flere på grund af at gående passagerer kom gratis over. Det er nok den væsentligste grund til at færgerne gav overskud i 2020.
I Fejøforeningens bestyrelse vil vi arbejde for at ovennævnte besparelser ikke bliver virkelighed. Vi har noteret os at Klima-, Teknik- og Miljøudvalget til besparelserne udtaler at de "finder det uhensigtsmæssigt at lave punktvise besparelser på færgedriften og ønsker at se færgedriften i en større sammenhæng, herunder hvordan en fremtidig elfærge kan indgå i den samlede færgedrift, så der opnås en effektiv og balanceret service".
Fejøforeningens bestyrelse