[asetro-nord] Kong Frej
Nicolai Sichlau
Det er en ordentlig omgang, men det er alt hvad jeg har om kong =
Frej/Frode/Frø og ynglingeslægten, både Snorre og Saxo kender =
særdeles godt til ham.
Det skulle rigeligt kunne besvare de spørgsmål du nu måtte have.
Typisk svensk, at skulle få sit lands historie fortalt af en dansker =
;-)
ærbødigst
Nicolai
Snorre om Frej i Ynglingesaga
Den svenske kongeslægt Ynglingerne kunne rose sig af at være =
efterkommere af guden Frej, skjalden Tjodolf, som digtede =
»Yngfingatal« til en norsk småkonge, der hævdede at nedstamme =
fra Ynglingeætten i Uppsala, taler i den forbindelse om Frejs =
efterkommere og ætlinge. Og om gudekongen Frejs liv og død =
fortæller Snorre, der opfattede både ham og de øvrige guder som =
mennesker, i »Heimskringla«s Ynglingesaga, følgende:
Frej arvede riget efter Njord, han blev kaldt konge over sveerne og tog =
skat af dem. Han var vennesæl og under ham som under hans fader var =
landets avl og afgrøde god. Ved Uppsala byggede han et stort hov og =
havde sit hovedsæde der og tillagde det alle sine indtægter af land =
og løsøre. Det var i hans dage, Frode-freden kom, da var det gode =
tider overalt, og sveerne tilskrev Frej det. Og så meget mere blev =
han dyrket end de andre guder, som folket i hans dage var rigere end for =
på grund af freden og frugtbarheden. Gerd Gjmesdatter hed hans kone, =
deres søn var Fjolner.
Med et andet navn hed Frej også Yngve, og Yngve-navnet blev længe =
regnet for et hædersnavn i hans slægt, og hans ætmænd blev siden =
kaldt Ynglinger.
Frej blev syg, og da sygdommen gik mod døden, rådslog hans mænd og =
lod kun få andre komme til ham, men byggede en stor høj og lod der =
være dør i og tre vinduer. Men da Frej var død, bar de ham =
hemmeligt i højen og bildte sveerne ind, at han var levende, og der =
beholdt de ham i tre år, og hele skatten hældte de ned i højen, =
gennem det ene vindue guldet, i det andet sølvet, i det tredje =
kobberskillingerne. Og fred og frugtbarhed varede ved ... Da så alle =
sveerne blev klare over, at Frej var død, men de gode tider ikke =
hørte op, troede de, at sådan vine det blive ved, så længe Frej =
var i Sverige, og derfor ville de ikke brænde ham, men kaldte ham =
verdensguden og blotede siden stedse til ham for frugtbarhed og fred.
Saxo om kong Frode
Ynglinge-sagas bemærkning om Frode-freden i kong Yngves dage spænder =
nettet længere ud. Thi om den danske kong -Frode i Lejre fortæller =
Saxo meget, og en del af det har en påfaldende lighed med =
»Heimskringla«s beretning om Frejs død:
Efter at den gamle kong Frode, den navnkundigste konge i hele verden, =
var død som offer for trolddom, lod hans mænd indvoldene tage ud af =
liget, saltede det og opbevarede det i tre år. De frygtede nemlig =
for, at landsdelene ville falde fra riget, hvis det erfaredes at kongen =
var død; og de var især ivrige for at hemmeligholde hans død for =
udlændinge, for at de, ved at foregive at han stadig var i live, kunne =
holde sammen på riget, hvis grænser var blevet så vidtstrakte, og =
for i kraft af kongens gamle myndighed at kunne kræve den sædvanlige =
skat og afgift af undersåtterne.
Derfor førte de også hans døde legeme omkring, ikke på en =
ligbåre, men på en kongelig vogn, som om det var en svag og =
afkræftet olding, hvem hans hird skyldte denne tjeneste. Således =
hædrede hans mænd ham selv efter døden.
Men da så liget tilsidst helt faldt fra hinanden, og forrådnelsen =
ikke lod sig standse, begravede de det kongeligt ved Værebro på =
Sjælland og kundgjorde, at Frode selv havde ønsket at dø og blive =
højsat i sit riges ypperste landsdel. -
Kong Frodes mel
Islændingene har også husket den rige kong Frode, som fik alt til =
overflod, og for hvem alt lykkedes, indtil Frode-freden lagdes øde af =
kongen selv ved hans umættelige begær. Men Snorre fortæller om =
det i sin »Edda«, for at skjaldene må vide, hvorfor guldet kan =
kaldes 'Frodes mel':
Fridlevs søn hed Frode, han fik kongeriget efter sin fader på den =
tid, da kejser Augustus lagde fred over hele jorden. På den tid blev =
Kristus født. Men fordi Frode var den mægtigste af alle konger i de =
nordlige lande, tilskrev man ham freden overalt, hvor dansk tunge =
taltes, og nordboerne kaldte den Frode-freden: Ingen mand skadede en =
anden, var det end hans faders eller broders banemand, han havde for =
sig, fri eller bunden. Da var der hverken tyv eller ransmand, en =
guldring lå længe på Jelling hede.
Kong Frode var til gilde i Sverige hos den konge, som hed Fjølner. =
Der købte han to trælkvinder, som hed Fenja og Menja, de var store =
og stærke, af jætteæt.
På den tid var der i Danmark to kværnstene så store, at ingen mand =
var stærk nok til at trække kværnen. Men den natur havde den, at =
hvad den, der malede på den, udtalte ønsket om, det kom ud af den. =
Denne kværn hed Grotte.
Grottesangen
Kong Frode lod trælkvinderne sætte til kværnen og bød dem male =
guld, og det gjorde de, malede først guld, og så lykke og fred til =
Frode:
Guld maler vi konuen og god lykke.
Malfulde kister
på Frodes kværn!
Han sidde på guld,
han sove på dun,
han vågne frisk,
det er vel malet!
Her skal ingen
ufred herske,
ej svig sås
og ej sværd råde;
selv bagbunden
brodermorder,
der findes af sin
fjende, skal leve.
Men da undte han dem ikke hvile eller søvn i længere tid, end =
gøgen sov eller det tog at svnge en sang:
Sov da så kort
som en kukker sover,
så længe, det varer
et vers at kvæde.
Og det fortælles, at de sang det kvad, som hedder Grottesangen. Og =
før kvadet var til ende, malede de en hær frem mod Frode:
Hårdt skal hænder
holde om sværdet,
hvasse blodvåben.
Vågn nu, Frode!
Vågn nu, Frode!
hvis du vil lytte
til vore sange
om svundne tider.
Ilden bærer
øst for hegnet
bud om ufred,
en bavn, tror jeg;
en hær kommer
hid i stormskridt
med bål og brand
til bjæIkehegnet.
Du må forlade
Lejre, Frode,
gvldne ringe
og Grottes rigdom.
(Martin Larsens overs.)
Og samme nat kom den søkonge, som hed Myser, og dræbte Frode og tog =
meget bytte. Dermed var Frode-freden til ende.
Saxo om Frode
Saxo Grammaticus har i sin Danmarkskrønike bevaret andre træk, som =
rimeligvis er udsprungne af minder om den gamle frugtbarhedskult. Et =
sted fortæller han, at Frej som gudernes jarl bosatte sig ved Uppsala =
og indførte en ny og skammelig skik til forskel fra den gamle =
gudedyrkelses form: han gav sig til at slagte mennesker som kvæg og =
foranstaltede skrækkelige ofre til himmelguderne. - Dette må vel =
bero på erindringer om de store gamle kultfester ved Uppsala.
Og når han et andet sted beretter, at kong Frø af Sverige, som =
levede på Regnar Lodbrogs tid, fældede kong Sigvard af Norge og =
spærrede hans frænders hustruer inde i et offentligt horehus, da kan =
baggrunden herfor muligvis søges i, at der engang har været knyttet =
en sakral prostitution til frugtbarhedskulten, sådan som det kendes =
fra andre folkeslag inden for kulturkredsen.
Sammenstillingen af de forskellige myter om Frej og Frode viser tydeligt =
nok, at de to oprindelig er identiske. Frode-freden er et udtryk for =
bondens, agerdyrkerens, håb til Frejkultens resultater: den lange =
række af gyldne år med store afgrøder, uhærgede af fjender.
Fra Sveariget derimod, som netop i dette tidsrum vandt overvægt på =
halvøen, er der i norske skjaldekvad opbevaret en mærkelig række =
af kongesagn, som yderligere forøges ved, hvad der endnu levede i =
folkemunde på Saxes og Snorres tid.
Det mærkes snart på disse overleveringer, at det er et ungt og =
kraftigt rige, som har affødt dem. Selve guderne sættes i =
bevægelse for at
grundlægge det, og hovedtanken er overherredømmet vidt og bredt. =
Odin, fortælles der, drog ud fra Østerland, hvor han havde bolig ved =
det sorte Hav; han forlod sine frænder for at opsøge et kongedømme =
i det fjerne nord. Først kom han til Saxland, derfra til Danmark, =
hvor han tog bolig i Odensve'. Omsider kom han til sin bestemmelse, =
Sigt-un ved Mælaren. Han blev svearnes konge. Krævede skat af dem =
og forestod deres gudsdyrkelse. Alt, hvad der var stort og herligt i =
Norden, hidrørte fra ham og hans rige, fortaltes der; selve Sjælland =
med Lejrestolen, det gamle Nordens hjerte, havde han ved hælp af =
Gefion ladet pløje ud af Svearigets skød.
Efter Odin kom den fredsæle Njord og efter ham sønnen Frej, =
frugtbarhedens gud med den gyldne galt. Han flyder i sagnet sammen med =
Yngve, efter hvem kongeslægten benævnes Ynglingerne; ligesom Frode i =
Danmark lod man ham for fredens skyld være konge i 3 år efter sin =
død. Hans søn, Fjølner, lignede ham i rigdom og lykke; han =
druknede efter et gæstebud hos kong Frode på Sjælland i et =
mjødkar: i vindløs sø, som skjalden kalder det.
Det er minder fra Svearigets første tider, dets guldalder. Odin =
grundlægger det uden kamp, fredsæle konger bærer spiret i en =
række år og fremkalder rigdom af den frugtbare muld i Mælarlandet. =
Men denne fred har sine farlige sider: Vellevned og umandig =
ørkesløshed råder blandt de forhen stridbare slægter.
Da bliver Svegder konge; han aflægger det løfte at opsøge Odin den =
gamle, og han holder sit ord. Efter længe at have søgt forgæves =
ser han en aften efter solens nedgang en dværg under et klippestykke. =
Dværgen siger til ham, at i dette fjeld bor Odin; da betænker kongen =
sig ikke længe, men løber ind i fjeldet, som lukker sig efter ham.
Svegders længsel efter Odin og hans attrå efter at kalde ham tilbage =
afbryder guldalderen og Frode-freden i Uplandene.
Fra nu af hører vi om hærtog til fjerne lande og om forfærdelige =
frændemord i ynglingeætten. Der nævnes en lang række konger, =
søn efter fader, som tilsammen ville kunne udfylde adskillige =
århundreder, og det forholder sig da vel her som i Danmark, hvor =
overleveringer fra rigets forskellige lande er knyttede sammen til en =
eneste slægtrække.
Svegders søn, Vanlande, drog i viking til Finland og ægtede =
finnekongens datter. Senere forlod han hende igen, og da han ikke kom =
tilbage til den aftalte tid, påførte hun ham sin helsot. Deres =
søn, Visbur, bragte en tung slægtskæbne over ynglingerne. Han =
forskød nemlig sin hustru uden at ville tilbagegive hende den =
guldkæde, som hun havde medbragt i sit ægteskab. Den forbandelse =
blev da lagt på den, at den skulle blive den bedste mand i ætten til =
bane, og at der for fremtiden stadig skulle foregå frændedrab blandt =
ynglingerne. Visbur faldt selv kort efter som den første for sine =
sønners hævn, idet de indebrændte ham i kongeborgen.
Forbandelsen fulgte slægten til det sidste, siges der. Agne, søn af =
Dag den vise, var den bedste mand af sin æt, siden det var ham, som =
kæden blev til bane; hans hærtagne finske hustru forrådte ham =
efter et gilde og lod ham hænge i et træ. Det skete på det fed, =
som sønderfra springer frem ved Mælarens udløb, over for =
Stokholmen; det kaldtes senere efter ham for Agnefed. Hans sønner, =
Alrik og Erik, sad som samkonger; deres største lyst var at tæmme =
heste og kappes i ridning. Engang red de ene bort og kom ikke mere =
tilbage; deres lig blev fundne uden våben, og man holdt da for, at de =
havde dræbt hinanden med bidslerne. Alriks sønner, Yngve og Alf, =
var ligeledes samkonger; Yngve fór i viking, medens Alf sad hjemme. =
Da de engang var sammen en vinter i Upsala, lagde Alf mærke til, at =
hans hustru Bera hver aften sad længe oppe hos Yngve for at høre ham =
fortælle om sine bedrifter. Herover fattede han nag til sin broder, =
og en aften kom han væbnet ind i hallen og dræbte ham i =
høj'sædet; straks efter faldt han selv for Yngves mænd.
Og for at ingen slags frændedrab skulle mangle, ofrer Ane, Yngves =
sønnesøn, sine egne børn til Odin for at forlænge sit liv; guden =
gav ham ti år for hvert barn, indtil svearene lagde sig imellem. Han =
døde da af ælde, liggende i et kar, og som et barn diende af et =
horn. Efter ham kaldes sådan alderdom for anesot. Dermed endte, som =
det synes, den svenske sagnkreds om ynglingernes frændedrab.
Der omtales imidlertid mange andre konger i overleveringen; nogle af dem =
hørte muligvis til samme slægt, andre havde vel kun enkelte af =
rigets lande eller tilhørte gøternes folk. Mange gamle folkeminder =
kommer lejlighedsvis frem i fortællingerne om disse konger, således =
forbindelsen med Finland, som stadfæstes af oldsagerne, og hærtogene =
i Østerleden, til Danmark og længere bort. Der omtales kampe med =
danske konger, hvis følge er Svearigets underkastelse for længere =
eller kortere tid, således under Halvdan og Aale, der hver rådede i =
Uplandene i 25 år, medens Ane den gamle undveg til Vestergøtland. =
Egil tyede til kong Frode i Lejre og kom tilbage med hans hjælp; han =
lovede skat, men nøjedes med at sende vennegaver. Hans søn, Ottar, =
unddrog sig dette overherredømme, men faldt i Vendsyssel. Adils =
gæstedes af Rolf Krage, hvis moder Yrsa han havde ægtet, han slog =
oplændingernes konge, Aale, på Vennerns Is. Senere tiltog Sølve =
fra Jylland sig kongedømmet i Upsala.
Om Svearigets samling bevaredes der et blodigt minde.
Upsalakongen havde vel fra den første landnamstid af bevaret et vist =
overherredømme, men hvert af landene omkring Mælaren havde dog sin =
særkonge og sin selvstændighed. Da tog Ingjald sig på at gøre =
en ende på dette. Han gjorde et stort gravøl efter sin fader, =
Anund, og indbød nabokongerne: de to, som ejede de andre hoveddele af =
Upland, nord for Mælaren, samt kongerne af Sødermanland, Nerike og =
Vestergøtland. De mødte alle, på Granmar af Sødermanland nær, =
og blev satte i højsæder ved Ingjalds side i en ny hal, som han =
kaldte de syv kongers hal. Efter gildet lod han dem indebrænde i =
hallen og lagde deres lande under Upsala. Nogle år efter =
indebrændte han ligeledes Granmar og lagde hans land til sit rige. =
Østergøtlands konge, Høgne, modstod derimod se rrigt hans angreb. =
Ingjald fik tilnavnet Ildråde og siges i alt at have sveget tolv =
konger; han endte med at indebrænde sig selv og sin ligesindede =
datter, Aasa, for ikke at falde i sine fjenders hænder. Med ham =
udslukkes ynglingernes æt, og kongedømmet kommer til Iver Vidfadme, =
Halvdans søn af Skåne.
Vi møder nu atter en rigdom af kongesagn, som strækker deres =
rødder over hele Norden. Hvad der i Sverrig tillægges Iver =
Vidfadme, foreningen af alle Nordens lande, det tillægger det danske =
sagn Harald Hildetand; begge er de imidlertid sønner af en Halvdan, og =
begge træffer de på en konge Ingjald i Sverrig, så man fristes til =
også at holde dem for samme person eller dog bærere af den samme =
overlevering.
Efter det danske sagn underlagde Harald sig alle lande af den danske =
tunge foruden dele af den vendiske kyst. I Upsala sad Ingjalds søn, =
Ring, som underkonge, indtil han i Haralds alderdom lod det komme ti 'I =
kamp for at genvinde sin selvstændighed. Med Ring fulgte de lande, =
hans fader havde samlet: Sveariget og Vestergøtland, desuden =
størstedelen af Norge; med Harald stod foruden Danmark og de vendiske =
lydlande også Østergøtland og en del af de norske oplande. I den =
store folkekamp på Braaval i Østergøtland sejrede sveame og =
gjorde, som det synes, ende på østergøternes selvstændighed. Da =
Ansgar kom til Norden, forefandt han her kun to riger og folk, daner og =
svear, danske o svenske.
Nogen usikkerhed opstår, fordi navnet Frej egentlig betyder herre, =
fyrste, så det i en række tilfælde kan være dette ord, og ikke =
gudenavnet, der indgår i stednavnet. Men Frosmose ved Ringsted og =
forskellige lokaliteter med navnene Frosbjerg og Frøshøj har været =
heligsteder for guden Frej.
------------------------------------------------------------------------
eGroup of the Day:
"QueerLaw" - Discuss queer legal theory, sexual orientation and The Law.
http://offers.egroups.com/click/240/0
eGroup home: http://www.eGroups.com/list/asetro-nord
Free Web-based e-mail groups by eGroups.com