Værdifuldt buddhist ritual
Bo Warming
Da jeg kort før vort bryllup boede i Norikos lejlighed i Tokyo, hørte jeg
gennem gulvet hver morgen husets ejer, en sokogakai buddhist chane monotont.
Jeg var positivt forudindtaget og oplevede harmoni og sjælefred hos
buddhisterne.
En måned efter Norikos ankomst til København, var hun deprimeret over at
Danmark ikke var som hun havde håbet - skønt hun havde ferieret her ti
gange i foregående femten somre, når hendes sygeplejerskejob havde
muliggjort det.
Vor forelskelse i hinanden var i høj grad forelskelse i hinandens land.
For at hanke op i sig selv opsøgte hun sokagakai dyrkere i København og hun
bakkede ud af sin bagage et alter og købte røgelse og aflirede chante
ritualer og fik styr på sit show og er stadig et extremt sundt og harmonisk
menneske som jeg kan lære meget af.
Mit livsværk, en citatbog, har jeg svært ved at få trykt og lån i mit hus så
jeg kan udgive på eget forlag er et problem så jeg er nedtrykt og mødte en
spændende harmonisk buddhist der forærede mig en bog om sokagakai og
anbefalede mig at chante
Jeg har længe gentaget
Nam-myohOO Renge-kOO
men opnår intet derved.
"Man lærer kun af dem man holder af" siger Goethe, og det er nok problemet
at jeg holder af mig selv og af Glistrups ideer og kun har intellektuel
tiltrækning til andet.
Frederik d. Stores soldater brugte megen tid på exersitz som er monoton
gentagelse af tramp, spark, ladegreb og fællesråb(fx en-tO-tre-Fire) og
engang var hans elitetropper omringet under et slag og stod fjernt fra
fjenden og officererne lod de menige udføre velkendt exersitz på
slagspladsen, mens fjenden på lang afstand så undrende til.
De splittede nederlags-frygtende stressede preussiske soldater fik hanket op
i sig selv så de vandt slaget let og hurtigt da de fik nærkontakt med
fjenden, der havde vundet første runde.
Den fælles korpsånd som taktfast ceremoniel havde indgydt, var deres
redning, og en nærliggende forklaring er at når man i kor udfører en fælles
gudstjeneste så oplever man sig som en stærk del af et fællesskab og al
fristelse til flugt og desertering bliver fortrængt.
Måske at chante er godt for en buddhist med buddhist forældre, fordi der er
kærlighed til et fællesskab, som "svarer igen" med at give stålsat vilje til
sammenhold og dermed en oplevelse af accept og optimisme.
Men et eller andet sted skal det komme fra, og hvis man ikke tror på læger,
så kan man ikke helbredes af dem, siger Goethe
Muslimers kasten sig mod Mekka 5 gange dagligt er ikke mere latterlig end
vor dansen om juletræet, - den store kulturkløft ligger i at de forbyder
selvstændig tænkning og kreativitet og baserer al helligkrig sammenhold på
fællesexersitzens dødsforagt.
Empati er når man føler indsigt i naboens tanker og
medlidenheds/barmhjertigheds-handlinger er når man hjælpe pga empati og
dette hjælpes af at man projicerer sin tillid over i naboen og han mærker
det så han skruer op for sin tillid, og man satser på at den anden er
tilliden værdig og at optimisme kan smitte pr selvopfyldende profetier, og i
godt fællesskab lykkes det således at skabe gavnlig sammenhængskraft og
fælles projekter, der giver trivsel.
Mennesker er dyr, men muslimer og kristne er næsten så forskellige som hund
og kat, for mødres tackling af den nyfødte er i Mellemøsten voldelig og
krigsrettet og det har været overlevelsesnødvendigt på de kanter.
Når kinesere står på fortovet og udfører skyggeboksning Taochii, så er der
gudstjeneste eller exersitz i det, skønt de er mere ateistiske end os.
Min kone og ca 50 mio andre japanere er både buddhister, shintotroende og
kristne på engang og gør dette til en særlig ateisme - som kan have sekter
(og en af de hundred sekter har haft Thomas Edison som
varemærke/skytshelgen/guddom.
På min (fraskilte) kones familiegravsted flød det med rådne blæksprutter og
andre offergaver som syge familiemedlemmer havde lagt som offergaver. og tro
på at samhørighed med foregående generationer hjalp vistnok til at hanke op
i sig selv og blive helbredt pr placeboeffekt uden bivirkninger.
På mit fortov ses ofte kondiløbere. De gør sig tanketomme af extrem
adskillelse, hvilket nok er en chante-agtig rituel både at opnå mediationens
tanketomhed hvormed man hanker op i sig selv og indbilder sig selv en
tiltrængt optimisme.
At spise halal-mad kun er et effektivt fællesritual og exersitz som giver
harmonisk , offerviljeens tillid, korpsåndens sammenhold og
sammenhængskraftens dødsforagt, og det gælder også danske skolebørn med ens
leverpostejmadder eller nys indkøbte pizzaer. Bandemedlemskabet kan bidrage
til at man har mobbet fastende muslimbørn nu under ramadanen. Madmobningen
påstås at være et problem, af bl.a. TV2 news - men jeg har her i kvarteret
mest hørt om mobnings-intolerance imod ikke-muslimske børn, året rundt -
lidt i stil med når Obama kalder sin rival et svin.
Dansk racisme censur bør ophæves så der er frit slag til at lære muslimer at
acceptere skældsord a la rotter og svin og aldrig gribe til vold pga de
ligegyldige verbale fornærmelser.