Google Groups no longer supports new Usenet posts or subscriptions. Historical content remains viewable.
Dismiss
Jeg er Sorte Per. En lang og trist historie, om et erhvervslejemål
60 views
Skip to first unread message
lamwai khamseetha
Oct 30, 2015, 6:11:11 AM10/30/15
to
Kære alle
Jeg ved ærlig talt ikke hvor jeg skal gå hen, eller hvem der vil lytte til min historie.
Jeg forventer ikke at der er nogle her der kan svare, men måske der er nogle der kan give mig en ide.
En lang og trist Historie
I 2008 købte min ex kone og jeg, som nye iværksættere, en butik til brug for salg og produktion af fødevarer.
Vi forsøgte efter vores bedste evner at gøre tingene efter bogen.
Vi betalte 18.000 for en advokatpakke bestående af kontrakt forhandling, og selskabsstiftelse, og råd.
Vi stiftede et aps og et holdingselskab, efter advokaternes råd.
En af de ting jeg var særlig opmærksom på var at jeg i kontrakten med udlejer havde ret til afståelse, altså at jeg kan sælge butikken med den værdi som var opbygget, på et frit marked, i tilfælde af at vi ønskede at opgive forretningen.
Jeg var særlig opmærksom på at det blev skrevet i kontrakten at butikken skulle bruges til fødevareproduktion.
Vores budget var ca. 400.000 som vi lånte privat, og lånte videre til aps.
Der var mange ting der skulle laves til indretning af butikken, og 100.000 i afståelse til udlejer, 70.000 depositum, istandsættelse af lokaler, indretning af køkken, komfur, emfang(55.000), køleskabe ogsv.Det løb hurtigt op til vores budget, og vi måtte lease forskelligt udstyr.
Efter betaling af depositum, og afståelse til udlejer ialt 170.000, ved overtagelse af butikken viste det sig at ejendommens erjerforening, havde givet vores udlejer et påbud, om at bringe visse sanitære installationer i orden, før at de ville tillade at der blev drevet restaurant i lokalet.
Dette ignorerede udlejer, og bad os ikke lytte til ejerforeningen. Ejerforeningen truede os med fogedforbud, så vi turde ikke gå videre med indretningen af restaurenten, indtil problemet var løst.
Efter tre måneders skriveri med udlejer, lover han at løse problemet. Der gik dog yderligere tre måneder, hvor udlejer ikke løste problemet.Vi havde opsagt vores arbejde, for at komme igang med vores restaurant, og levede derfor af vores lån. Vi stod overfor valget, at opgive lejemålet, og muligvis have store problemer med at få vores penge tilbage fra udlejer, uden mulighed for at kunne finansiere en anden restaurant. Eller forfølge vores drøm, og tro på det bedste, og at alt ville ordne sig. Vi valgte at tro på det bedste. Jeg tilbød at få de forskellig krav fra ejerforening udbedret, og at udlejer ville betale arbejdet. Det var efter min og vores advokats klare opfattelse at udlejer uretmessigt havde udlejet lejemålet som godkendt restaurations lokale, da de sanitære installationer vedrørende lejemålet var ulovlige.Vi aftalte med udlejer at han skulle stå for den lovliggørelse der vedrørede selve lejemålet.
Arbejdet blev bestilt, og beløb sig på 70.000,- og vi havde fået alle godkendelser, fra ejerforening, kommune osv.
Jeg præsenterede udlejer for regningen, som sagde, at det var alt for dyrt, og han ville betale 8000,-
Vi var på det tidspunkt langt over vores budget, og måtte optage dyre forbrugslån for at finansiere.
Mildest talt en rigtig dårlig start for en lille forretning, der nu havde for høje udgifter.
Mit raseri var stort, og jeg følte mig i den grad tørret af udlejer. Mine advokater ville ikke anbefale at gøre noget.
Jeg skrev i et forum om problemet, og fik henvendelse fra en så kaldt juridisk rådgiver.
Han fortalte hvordan han kunne føre retsag mod udlejer, ved at han for 3000 påtog sig alt skrifteligt arbejde i sagen, og at jeg derefter bare skulle have en advokat til at stille op til hovedforhandling som kunne gøres for 8000-10000. Rådgiveren var meget interesseret og indlevende og lyttede i timevis, og virkede i det hele taget meget kyndig i jura. Og vi indledte en sag.
Det viste sig at sagen skulle tage tre år, at der blev lavet fejl undervejs fra rådgiveren, således at sagen skulle genanlægges. Der kom advokatpålæg på sagen, og ejerforeningen var ikke færdig med at kalge, hvilket medføårte ekstra udgifter til rådgiveren, og nu også advokat. Retsagen kunne således ikke længere betale sig økonomisk. Men var endnu en udgift for en lille nystartet forretning der kæmpede for overlevelse i finanskrisens start. Men nu var vi allerede nået så langt, og det var en følelse af at jeg bare nægtede at lade tage mig i røven af udlejer, som helt bevidst havde tørret en lovliggørelsen af hans lejemål af på mig.
I 2011, vand vi sagen i byretten, og udlejer ankede.
I 2012 vandt vi også i landsretten.
I mellem tiden, var min exkone og jeg gået fra hinanden. Butikken kørte ikke så godt, og indså at jeg måtte se at komme ud.
Til trods for stress over situationen, og mit dårlige forhold til min ex, og dårlig økonomi, stod vi begge dagligt i butikken. For at opretholde en værdi i butikken, som var pænt indrettet, have en pæn hjemmeside, gode produkter. I starten mærkede vi ikke hvor dårligt det gik, da firmaet, skylte os penge som vi derfor hævede som løn i løbet af de første to år. Vi havde selvfølgelig en bogholder, som vi afleverede kasseopgørelse til hver måned, og vi fik lavet regnskab årligt. I 2011 var vores samlede årsløn på ca. 300.000, altså to personer der gik på arbejde hver dag.
Problemet var at nu skulle vi også betale skat af vores løn.
Jeg havde længe set at den var gal og at vi måtte ud. Butikken, havde første gang været til salg, hos en førende restaurantsmægler, som foreslog 750.000, for vores lækre restaurantlokale med alt tilbehør.
Da der ingen henvendelser var på den, fandt jeg et år efter en anden mægler der satte den til 550.000.
Heller ikke her var der henvendelser, jeg havde den til salg andre steder. Men min kone ønskede ikke at opgive forretningen, og skræmte køberene væk.
Jeg aftalte derfor i at min exkone kunne købe forretningen af mig. Det var mig der var ejer i følge vores bodeling.
i 2011 blev hun ene direktør, og vi lavede en skriftlig aftale om at hun kunne købe, for 400.000 uden renter og hun skulle afdrage ca. 2000,- til mig om måneden, og overtage al gæld i firmaet.
Jeg var ude. Troede jeg. Jeg tog 4 måneder til Indien, for at komme mig over skilsmisse, stress osv. Mit budget var 4000 om måneden, som jeg havde i forbindelse med salg af min lejlighed.
Salget af min lejlighed betød også at vi fik afviklet vores private gæld. Som min ex således ikke skulle afdrage på.
Jeg regnede med at hendes chance for at køre forretningen var fair, da hun er meget dygtig i faget.
I sommeren 2012, hjemvendt fra Indien, arbejdsløs, og uden andet end gæld i banken, finder jeg at min ex nok er for presset til at hun kan køre butikken. Der var mange ekstra regninger til skat, osv, der skulle betales, og det viser sig at gælden til skat er vokset. Hun stopper sin betaling til mig.
Det lykkedes hende at finde en kollega fra branchen, der var på udkik efter en forretning til ham selv.
Salget er på det tidspunkt ekstremt vigtigt. Så vi endelig kan få lukket butikken, og betale gæld til skat ud, og alt andet.
Vi aftaler med køber, som vi kender fra branchen, og som er en af de bedste i branchen, og har været køkkenchef i over 10år i branchen, og på den måde er super kvalifiseret til at opfylde kontraktens betingelser om at butikken skal sælges til samme branche eller lignende.
Vi aftaler 450.000 kr. Det er kun 350.000 vi skriver i vores aftale.
Salget vil efter al gæld er betalt indbringe mig, ca 200.000.
Jeg får den juridiske rådgiver til at lave en kontrakt. Han er trods alt mit billigste bud.
Køber møder op på udlejers kontor, sammen med sin advokat og vores underskrevede kontrakt, for at få en underskrift fra udlejer.
Udlejer vil ikke godkende afståelsen.
Han giver først mange dårlige grunde, så som at køber er udlænding, og hans dårlige økonomiske situation. Køber har særdelse god økonomi, har ejerbolig, og kan fremvise penge i banken.
Udlejer har ingen gyldig grund til at modsætte sig salget.
Men han giver skriftelig udtryk for at udlejer er godkendt, men at vi skal droppe den verserende sag mod ham for at han vil underskrive.
Det gør mig selvfølgelig rasende. Jeg er på det tidspunkt et nervevrag. Og foreslår et kompromis i sagen med ham.
Han er stævnet for 100.000, men kan slippe med at betale 50.000.
Udlejer vil kun betale 10.000, for at slippe.
Jeg beslutter sammen med den juridiske rådgiver at stævne ham og kræve erstatning for misted salg.
Jeg har trods alt alle beviser syntes jeg. Udlejers skriftlige udsagn at den nye lejer er godkendt, men at jeg skal opgive sag nr. 1 for at han vil tillade ham.
Den bedste udvej for for mig var selvfølgelig at give efter for udlejers urimelige afpresning.
Men jeg følte at det kan bare ikke være rigtigt, at han hele tiden skal bøje reglerne, som det passer ham, og valgte derfor at fastholde mit erstatnings krav.
Jeg var bevidst om at det var en meget farlig vej at gå, og at jeg ville være fulstendig afhængig af rådgiveren, og hans luner.
Men jeg stod jo reelt kun med et valg om at fæje udlejers gentagne urimeligheder, eller holde fast i min ret, det jeg var blevet lovet, at kunne afstå butikken.
Jeg stod derfor med en butik, som ikke kunne sælges, og et firma som havde en retsag, og derfor skulle holdes i live.
Jeg havde ikke psykisk overskud til at køre butikken, og jeg havde også fået nyt arbejde.
Det skulle vise sig at udlejer var fuldt ud opsat på at forsvare sine urimeligheder, og at han var villig til at bruge et ubegrænset beløb til sin meget dygtige erhvervs advokat, der nu er sat til at gøre retsag så umulig som muligt for mig at gennemføre.
Trods mine bange anelser lykkedes det min juridiske rådgiver at overtale mig til at han blev direktør, og han ville køre butikken. Da han blev direktør, fik han fyret alle mine udlærte personale i butikken, trods mine kraftige advarsler, og ansatte folk til høje lønninger. Det gik selvfølgelig hurtigt den forkerte vej, og han kunne ikke betale løn, (han kunne godt finde løn til sig selv),
Og en medarbejder anlage sag, for manglende kontrakt, og løn.
Fornærmet over min kritik, skred rådgiveren så fra det rod han havde lavet.
Jeg stod med butik som jeg ikke magtede at drive, retsager, osv, som jeg ikke anede hvad jeg skulle stille op med. Jeg viste ikke hvordan jeg skulle lukke det, og forsatte med at komme i butikken efter arbejde, og uden at tjene en krone, samtidig med at jeg lavede mere gæld.
Min plan var at finde en forpakter. Og det lykkedes efter ca. 6 md. At finde en der ville drive butikken i sit eget firma. Det var en tidligere ansat, og jeg forlangede ikke nogen forpaktnings afgift, da det var min vurdering, at han ikke kunne generere overskud til det.
Og jeg var lykkelig for at jeg var ude.
Tilbage stod jeg med mit eneste kort, nemlig erstatnings sagen.
Samtidig med en række inkasso sager fra div. Kreditorere, leverandører, jeg var stukket af fra.
Boede på en pension, kunne ikke sove, og havde angstanfald.
Jeg diskuterede sagen med forskellige advokater, som skulle have beløb forudbetalt, på 70.000, som jeg ikke havde. Jeg diskuterede stadig med rådgiveren, og efter som han er god til at føre krig, og tage sig af inkasso sager, ende det med til trods for at jeg helst ville være fri for ham, at jeg lavede en kontrakt med ham hvor jeg ikke skulle have penge op af lommen, men han blev betalt når sagen blev vundet, samt et garanteret beløb på 30.000,- han var jo trods alt den største fortaler for at det var en god sag.
Det viste sig at historien skulle gentage sig. Vi fik advokatpålæg, og vi betalte advokat med penge vundet fra retsag nr.1 Den første advokat lavede fejl. Han deltog i et indledende telefonisk retsmøde, som han ikke var forberedt på. Advokaten blev fyret af rådgiveren, vi fandt en ny advokat, som havde været involveret i den første sag. Vi indbetalte 25.000 akonto til ham, som skulle dække alle retsmøder ink. Hovedforhandling.
Jeg troede jeg var home free, men tilsyneladende opstod der også misforståelser her mellem advokat og rådgiver. Der var et syn og skøns mand, og tema om syn og skøn, som rådgiveren, på det tidspunkt mente var absolut nødvendig, for at kunne bevise et tab. Den nye advokat, meldte sig ud af sagen, og opgjorde sine brugte timer til de 25.000 han havde fået.
Vi fandt en ny advokat. Sagen var genanlagt. Også denne advokat lavede fejl ved at deltage i et møde han ikke skulle. En tredeie advokat var inde over. Det var udelukkende min rådgiver der stod for kontakten til advokat, da jeg havde fået at vide at jeg ikke måtte. Vi fortsatte dog med ham der lavede fejl, selvom rådgivern mente at han var dårlig. Vi indbetalte et beløb til ham på ca 33.000, som også skulle dægge hovedforhandling, og indledende møder.
Der var gået et par år siden anlæggelse af sagen, og vi var nu endelig kommet til de sidste processskrifter der skulle afleveres, og der var afsat tid til hovedforhandling, i sommer 2015.
Det lykkedes dog for advokaten også denne gang ikke at indlevere et processkrift rettidigt.
Dommen blev derfor afsagt. Mit firma havde tabt sagen. Mit firma blev dømt til betaling af 50.000 i sagsomkostninger.
Jeg blev enig med rådgiveren om at så måtte vi jo bare anlægge sagen hurtigst muligt igen, og staret forfra, og håbe at det ville gå hurtigt denne gang. Tiden gik, og sagen blev ikke anlagt. Jeg talte med rådgiveren om hvorfor, og bad ham anlægge den hurtigst muligt, og vi var enige med advokaten der havde lavet fejlen, om at vi havde penge til gode. Advokaten ville gerne påtage sig at viderføre sagen uden ekstra betaling. Rådgiveren mente at vi skulle forbi sommeren for at anlægge sagen.
Sidst på sommeren 2015, kontaktede jeg ham igen for at høre hvor langt sagen var kommet, og fik nu at vide at mit firma var under konkurs, pga. den retsag som medarbejderen, som rådgiveren havde ansat som diriktør, ikke kunne få løn og ikke havde kontrakt.
Da jeg personligt stod som medstifter af sagen, blev jeg nu indkaldt af fogeden til betaling af 50.000.
Rådgiveren har kæret, og der er en igangværende kære sag.
Samtidig er har jeg fået brev fra kurrator, om at redegøre for dn manglende indbetaling til skat, som jo er ulovlig, og som jeg står til at bøde for.
Udlejer har haft held med sin taktik, og har givet vis brugt flere hunredetusind på sin advokat.
Han endte med at købe butiksinventaret for 70.000, og slippe for at betale depositum tilbage,
Tiltrods for at rådgiveren lavede en specifik aftale om at han ikke kunne gøre krav på "mangler", som udlejer underskrev.
Og hvor står jeg? Kan jeg indelede en ny retssag personligt mod udlejer?
Advokat siger at sagen nu er forældet, så det kan jeg ikke. Advokaten, ham som lavede fejl, siger at sagen er dårlig og at han vil fraråde mig at lægge sag ( bekvemt for ham), da det jo indebære en risiko personligt for mig. Rådgiveren syntes nu underligt nok også at sagen er dårlig.
Men at der er en chance for at kurrator vil lade mig købe en sådan såkaldt fordring, fordi jeg personligt er kreditor til selskabet, og kan sagsøge udlejer for at dægge mit tab.
Der er mange flere ubehagelige detaljer, men dette er de grove træk.
Kan det være rigtigt at jeg er sorteper, fordi jeg valgte at tage kampen op mod en økonomisk overlegen udlejer, som drejede reglerne til sin fordel.
Er der ikke mere retfærdighed i Danmark en det? Den der har flest penge til at føre sag, vinder uanset hvor lidt ret han har.
Tak for at lytte, håber nogle kan give mig råd.
Jeg ved ærlig talt ikke hvor jeg skal gå hen, eller hvem der vil lytte til min historie.
Jeg forventer ikke at der er nogle her der kan svare, men måske der er nogle der kan give mig en ide.
En lang og trist Historie
I 2008 købte min ex kone og jeg, som nye iværksættere, en butik til brug for salg og produktion af fødevarer.
Vi forsøgte efter vores bedste evner at gøre tingene efter bogen.
Vi betalte 18.000 for en advokatpakke bestående af kontrakt forhandling, og selskabsstiftelse, og råd.
Vi stiftede et aps og et holdingselskab, efter advokaternes råd.
En af de ting jeg var særlig opmærksom på var at jeg i kontrakten med udlejer havde ret til afståelse, altså at jeg kan sælge butikken med den værdi som var opbygget, på et frit marked, i tilfælde af at vi ønskede at opgive forretningen.
Jeg var særlig opmærksom på at det blev skrevet i kontrakten at butikken skulle bruges til fødevareproduktion.
Vores budget var ca. 400.000 som vi lånte privat, og lånte videre til aps.
Der var mange ting der skulle laves til indretning af butikken, og 100.000 i afståelse til udlejer, 70.000 depositum, istandsættelse af lokaler, indretning af køkken, komfur, emfang(55.000), køleskabe ogsv.Det løb hurtigt op til vores budget, og vi måtte lease forskelligt udstyr.
Efter betaling af depositum, og afståelse til udlejer ialt 170.000, ved overtagelse af butikken viste det sig at ejendommens erjerforening, havde givet vores udlejer et påbud, om at bringe visse sanitære installationer i orden, før at de ville tillade at der blev drevet restaurant i lokalet.
Dette ignorerede udlejer, og bad os ikke lytte til ejerforeningen. Ejerforeningen truede os med fogedforbud, så vi turde ikke gå videre med indretningen af restaurenten, indtil problemet var løst.
Efter tre måneders skriveri med udlejer, lover han at løse problemet. Der gik dog yderligere tre måneder, hvor udlejer ikke løste problemet.Vi havde opsagt vores arbejde, for at komme igang med vores restaurant, og levede derfor af vores lån. Vi stod overfor valget, at opgive lejemålet, og muligvis have store problemer med at få vores penge tilbage fra udlejer, uden mulighed for at kunne finansiere en anden restaurant. Eller forfølge vores drøm, og tro på det bedste, og at alt ville ordne sig. Vi valgte at tro på det bedste. Jeg tilbød at få de forskellig krav fra ejerforening udbedret, og at udlejer ville betale arbejdet. Det var efter min og vores advokats klare opfattelse at udlejer uretmessigt havde udlejet lejemålet som godkendt restaurations lokale, da de sanitære installationer vedrørende lejemålet var ulovlige.Vi aftalte med udlejer at han skulle stå for den lovliggørelse der vedrørede selve lejemålet.
Arbejdet blev bestilt, og beløb sig på 70.000,- og vi havde fået alle godkendelser, fra ejerforening, kommune osv.
Jeg præsenterede udlejer for regningen, som sagde, at det var alt for dyrt, og han ville betale 8000,-
Vi var på det tidspunkt langt over vores budget, og måtte optage dyre forbrugslån for at finansiere.
Mildest talt en rigtig dårlig start for en lille forretning, der nu havde for høje udgifter.
Mit raseri var stort, og jeg følte mig i den grad tørret af udlejer. Mine advokater ville ikke anbefale at gøre noget.
Jeg skrev i et forum om problemet, og fik henvendelse fra en så kaldt juridisk rådgiver.
Han fortalte hvordan han kunne føre retsag mod udlejer, ved at han for 3000 påtog sig alt skrifteligt arbejde i sagen, og at jeg derefter bare skulle have en advokat til at stille op til hovedforhandling som kunne gøres for 8000-10000. Rådgiveren var meget interesseret og indlevende og lyttede i timevis, og virkede i det hele taget meget kyndig i jura. Og vi indledte en sag.
Det viste sig at sagen skulle tage tre år, at der blev lavet fejl undervejs fra rådgiveren, således at sagen skulle genanlægges. Der kom advokatpålæg på sagen, og ejerforeningen var ikke færdig med at kalge, hvilket medføårte ekstra udgifter til rådgiveren, og nu også advokat. Retsagen kunne således ikke længere betale sig økonomisk. Men var endnu en udgift for en lille nystartet forretning der kæmpede for overlevelse i finanskrisens start. Men nu var vi allerede nået så langt, og det var en følelse af at jeg bare nægtede at lade tage mig i røven af udlejer, som helt bevidst havde tørret en lovliggørelsen af hans lejemål af på mig.
I 2011, vand vi sagen i byretten, og udlejer ankede.
I 2012 vandt vi også i landsretten.
I mellem tiden, var min exkone og jeg gået fra hinanden. Butikken kørte ikke så godt, og indså at jeg måtte se at komme ud.
Til trods for stress over situationen, og mit dårlige forhold til min ex, og dårlig økonomi, stod vi begge dagligt i butikken. For at opretholde en værdi i butikken, som var pænt indrettet, have en pæn hjemmeside, gode produkter. I starten mærkede vi ikke hvor dårligt det gik, da firmaet, skylte os penge som vi derfor hævede som løn i løbet af de første to år. Vi havde selvfølgelig en bogholder, som vi afleverede kasseopgørelse til hver måned, og vi fik lavet regnskab årligt. I 2011 var vores samlede årsløn på ca. 300.000, altså to personer der gik på arbejde hver dag.
Problemet var at nu skulle vi også betale skat af vores løn.
Jeg havde længe set at den var gal og at vi måtte ud. Butikken, havde første gang været til salg, hos en førende restaurantsmægler, som foreslog 750.000, for vores lækre restaurantlokale med alt tilbehør.
Da der ingen henvendelser var på den, fandt jeg et år efter en anden mægler der satte den til 550.000.
Heller ikke her var der henvendelser, jeg havde den til salg andre steder. Men min kone ønskede ikke at opgive forretningen, og skræmte køberene væk.
Jeg aftalte derfor i at min exkone kunne købe forretningen af mig. Det var mig der var ejer i følge vores bodeling.
i 2011 blev hun ene direktør, og vi lavede en skriftlig aftale om at hun kunne købe, for 400.000 uden renter og hun skulle afdrage ca. 2000,- til mig om måneden, og overtage al gæld i firmaet.
Jeg var ude. Troede jeg. Jeg tog 4 måneder til Indien, for at komme mig over skilsmisse, stress osv. Mit budget var 4000 om måneden, som jeg havde i forbindelse med salg af min lejlighed.
Salget af min lejlighed betød også at vi fik afviklet vores private gæld. Som min ex således ikke skulle afdrage på.
Jeg regnede med at hendes chance for at køre forretningen var fair, da hun er meget dygtig i faget.
I sommeren 2012, hjemvendt fra Indien, arbejdsløs, og uden andet end gæld i banken, finder jeg at min ex nok er for presset til at hun kan køre butikken. Der var mange ekstra regninger til skat, osv, der skulle betales, og det viser sig at gælden til skat er vokset. Hun stopper sin betaling til mig.
Det lykkedes hende at finde en kollega fra branchen, der var på udkik efter en forretning til ham selv.
Salget er på det tidspunkt ekstremt vigtigt. Så vi endelig kan få lukket butikken, og betale gæld til skat ud, og alt andet.
Vi aftaler med køber, som vi kender fra branchen, og som er en af de bedste i branchen, og har været køkkenchef i over 10år i branchen, og på den måde er super kvalifiseret til at opfylde kontraktens betingelser om at butikken skal sælges til samme branche eller lignende.
Vi aftaler 450.000 kr. Det er kun 350.000 vi skriver i vores aftale.
Salget vil efter al gæld er betalt indbringe mig, ca 200.000.
Jeg får den juridiske rådgiver til at lave en kontrakt. Han er trods alt mit billigste bud.
Køber møder op på udlejers kontor, sammen med sin advokat og vores underskrevede kontrakt, for at få en underskrift fra udlejer.
Udlejer vil ikke godkende afståelsen.
Han giver først mange dårlige grunde, så som at køber er udlænding, og hans dårlige økonomiske situation. Køber har særdelse god økonomi, har ejerbolig, og kan fremvise penge i banken.
Udlejer har ingen gyldig grund til at modsætte sig salget.
Men han giver skriftelig udtryk for at udlejer er godkendt, men at vi skal droppe den verserende sag mod ham for at han vil underskrive.
Det gør mig selvfølgelig rasende. Jeg er på det tidspunkt et nervevrag. Og foreslår et kompromis i sagen med ham.
Han er stævnet for 100.000, men kan slippe med at betale 50.000.
Udlejer vil kun betale 10.000, for at slippe.
Jeg beslutter sammen med den juridiske rådgiver at stævne ham og kræve erstatning for misted salg.
Jeg har trods alt alle beviser syntes jeg. Udlejers skriftlige udsagn at den nye lejer er godkendt, men at jeg skal opgive sag nr. 1 for at han vil tillade ham.
Den bedste udvej for for mig var selvfølgelig at give efter for udlejers urimelige afpresning.
Men jeg følte at det kan bare ikke være rigtigt, at han hele tiden skal bøje reglerne, som det passer ham, og valgte derfor at fastholde mit erstatnings krav.
Jeg var bevidst om at det var en meget farlig vej at gå, og at jeg ville være fulstendig afhængig af rådgiveren, og hans luner.
Men jeg stod jo reelt kun med et valg om at fæje udlejers gentagne urimeligheder, eller holde fast i min ret, det jeg var blevet lovet, at kunne afstå butikken.
Jeg stod derfor med en butik, som ikke kunne sælges, og et firma som havde en retsag, og derfor skulle holdes i live.
Jeg havde ikke psykisk overskud til at køre butikken, og jeg havde også fået nyt arbejde.
Det skulle vise sig at udlejer var fuldt ud opsat på at forsvare sine urimeligheder, og at han var villig til at bruge et ubegrænset beløb til sin meget dygtige erhvervs advokat, der nu er sat til at gøre retsag så umulig som muligt for mig at gennemføre.
Trods mine bange anelser lykkedes det min juridiske rådgiver at overtale mig til at han blev direktør, og han ville køre butikken. Da han blev direktør, fik han fyret alle mine udlærte personale i butikken, trods mine kraftige advarsler, og ansatte folk til høje lønninger. Det gik selvfølgelig hurtigt den forkerte vej, og han kunne ikke betale løn, (han kunne godt finde løn til sig selv),
Og en medarbejder anlage sag, for manglende kontrakt, og løn.
Fornærmet over min kritik, skred rådgiveren så fra det rod han havde lavet.
Jeg stod med butik som jeg ikke magtede at drive, retsager, osv, som jeg ikke anede hvad jeg skulle stille op med. Jeg viste ikke hvordan jeg skulle lukke det, og forsatte med at komme i butikken efter arbejde, og uden at tjene en krone, samtidig med at jeg lavede mere gæld.
Min plan var at finde en forpakter. Og det lykkedes efter ca. 6 md. At finde en der ville drive butikken i sit eget firma. Det var en tidligere ansat, og jeg forlangede ikke nogen forpaktnings afgift, da det var min vurdering, at han ikke kunne generere overskud til det.
Og jeg var lykkelig for at jeg var ude.
Tilbage stod jeg med mit eneste kort, nemlig erstatnings sagen.
Samtidig med en række inkasso sager fra div. Kreditorere, leverandører, jeg var stukket af fra.
Boede på en pension, kunne ikke sove, og havde angstanfald.
Jeg diskuterede sagen med forskellige advokater, som skulle have beløb forudbetalt, på 70.000, som jeg ikke havde. Jeg diskuterede stadig med rådgiveren, og efter som han er god til at føre krig, og tage sig af inkasso sager, ende det med til trods for at jeg helst ville være fri for ham, at jeg lavede en kontrakt med ham hvor jeg ikke skulle have penge op af lommen, men han blev betalt når sagen blev vundet, samt et garanteret beløb på 30.000,- han var jo trods alt den største fortaler for at det var en god sag.
Det viste sig at historien skulle gentage sig. Vi fik advokatpålæg, og vi betalte advokat med penge vundet fra retsag nr.1 Den første advokat lavede fejl. Han deltog i et indledende telefonisk retsmøde, som han ikke var forberedt på. Advokaten blev fyret af rådgiveren, vi fandt en ny advokat, som havde været involveret i den første sag. Vi indbetalte 25.000 akonto til ham, som skulle dække alle retsmøder ink. Hovedforhandling.
Jeg troede jeg var home free, men tilsyneladende opstod der også misforståelser her mellem advokat og rådgiver. Der var et syn og skøns mand, og tema om syn og skøn, som rådgiveren, på det tidspunkt mente var absolut nødvendig, for at kunne bevise et tab. Den nye advokat, meldte sig ud af sagen, og opgjorde sine brugte timer til de 25.000 han havde fået.
Vi fandt en ny advokat. Sagen var genanlagt. Også denne advokat lavede fejl ved at deltage i et møde han ikke skulle. En tredeie advokat var inde over. Det var udelukkende min rådgiver der stod for kontakten til advokat, da jeg havde fået at vide at jeg ikke måtte. Vi fortsatte dog med ham der lavede fejl, selvom rådgivern mente at han var dårlig. Vi indbetalte et beløb til ham på ca 33.000, som også skulle dægge hovedforhandling, og indledende møder.
Der var gået et par år siden anlæggelse af sagen, og vi var nu endelig kommet til de sidste processskrifter der skulle afleveres, og der var afsat tid til hovedforhandling, i sommer 2015.
Det lykkedes dog for advokaten også denne gang ikke at indlevere et processkrift rettidigt.
Dommen blev derfor afsagt. Mit firma havde tabt sagen. Mit firma blev dømt til betaling af 50.000 i sagsomkostninger.
Jeg blev enig med rådgiveren om at så måtte vi jo bare anlægge sagen hurtigst muligt igen, og staret forfra, og håbe at det ville gå hurtigt denne gang. Tiden gik, og sagen blev ikke anlagt. Jeg talte med rådgiveren om hvorfor, og bad ham anlægge den hurtigst muligt, og vi var enige med advokaten der havde lavet fejlen, om at vi havde penge til gode. Advokaten ville gerne påtage sig at viderføre sagen uden ekstra betaling. Rådgiveren mente at vi skulle forbi sommeren for at anlægge sagen.
Sidst på sommeren 2015, kontaktede jeg ham igen for at høre hvor langt sagen var kommet, og fik nu at vide at mit firma var under konkurs, pga. den retsag som medarbejderen, som rådgiveren havde ansat som diriktør, ikke kunne få løn og ikke havde kontrakt.
Da jeg personligt stod som medstifter af sagen, blev jeg nu indkaldt af fogeden til betaling af 50.000.
Rådgiveren har kæret, og der er en igangværende kære sag.
Samtidig er har jeg fået brev fra kurrator, om at redegøre for dn manglende indbetaling til skat, som jo er ulovlig, og som jeg står til at bøde for.
Udlejer har haft held med sin taktik, og har givet vis brugt flere hunredetusind på sin advokat.
Han endte med at købe butiksinventaret for 70.000, og slippe for at betale depositum tilbage,
Tiltrods for at rådgiveren lavede en specifik aftale om at han ikke kunne gøre krav på "mangler", som udlejer underskrev.
Og hvor står jeg? Kan jeg indelede en ny retssag personligt mod udlejer?
Advokat siger at sagen nu er forældet, så det kan jeg ikke. Advokaten, ham som lavede fejl, siger at sagen er dårlig og at han vil fraråde mig at lægge sag ( bekvemt for ham), da det jo indebære en risiko personligt for mig. Rådgiveren syntes nu underligt nok også at sagen er dårlig.
Men at der er en chance for at kurrator vil lade mig købe en sådan såkaldt fordring, fordi jeg personligt er kreditor til selskabet, og kan sagsøge udlejer for at dægge mit tab.
Der er mange flere ubehagelige detaljer, men dette er de grove træk.
Kan det være rigtigt at jeg er sorteper, fordi jeg valgte at tage kampen op mod en økonomisk overlegen udlejer, som drejede reglerne til sin fordel.
Er der ikke mere retfærdighed i Danmark en det? Den der har flest penge til at føre sag, vinder uanset hvor lidt ret han har.
Tak for at lytte, håber nogle kan give mig råd.
Hans Paulin
Oct 30, 2015, 8:33:35 AM10/30/15
to
lamwai khamseetha skrev:
> Er der ikke mere retfærdighed i Danmark en det? Den der har flest penge til
> at føre sag, vinder uanset hvor lidt ret han har.
Dét er efter min opfattelse udgangspunktet - dog med undtagelser
--
Med venlig hilsen
Hans
www.zofiaoghans.dk
> Er der ikke mere retfærdighed i Danmark en det? Den der har flest penge til
> at føre sag, vinder uanset hvor lidt ret han har.
--
Med venlig hilsen
Hans
www.zofiaoghans.dk
Mcwm
Nov 1, 2015, 8:00:13 AM11/1/15
to
Den 30-10-2015 kl. 13:33 skrev Hans Paulin (6310):
> dog med undtagelser
Rettelse;
meget få undtagelser
Venligst
Mcwm(tilbage for en kort)
> dog med undtagelser
Rettelse;
meget få undtagelser
Venligst
Mcwm(tilbage for en kort)
Hans Paulin
Nov 1, 2015, 8:43:42 AM11/1/15
to
Mcwm skrev:
> meget få undtagelser
Vi er ikke uenige ;-)
> meget få undtagelser
Vi er ikke uenige ;-)
Mcwm
Nov 1, 2015, 3:12:08 PM11/1/15
to
Den 01-11-2015 kl. 14:43 skrev Hans Paulin (6310):
> Mcwm skrev:
>
>> meget få undtagelser
>
> Vi er ikke uenige ;-)
>
Nu er det jura-gruppen, så der må præciseres inden der flueknippes;
> Mcwm skrev:
>
>> meget få undtagelser
>
> Vi er ikke uenige ;-)
>
På dette punkt, er vi ikke uenige ;-)
Venligst
Mcwm
Hans Paulin
Nov 1, 2015, 6:00:41 PM11/1/15
to
Mcwm skrev:
> der må præciseres inden der flueknippes
> der må præciseres inden der flueknippes
0 new messages