Er det rigtigt, at sandheden altid kommer frem?

[Jahnu Dasa]

Sandheden kommer altid frem, om ikke andet så på dødstispunktet. Døden vil blive en ubehagelig opvågning for ateisten.

Døden er den sidste examen man skal op til i livets skole. Den mentalitet og de handlinger vi har kultiveret gennem et liv, vil blive afgørende for den næste krop vi bliver født ind i.

Krishna siger:

Og hvem der end ved slutningen af sit liv forlader sin krop, idet han kun tænker på Mig, opnår øjeblikkeligt Min natur. Om det hersker der ingen tvivl. (Bg. 8.5)

Hvilken tilstand man end ihukommer når man forlader kroppen, O Kuntis søn, den tilstand vil man med sikkerhed opnå i det næste liv. (Bg. 8.6)

Lad mig fortælle jer lidt om, hvad man kan forvente, der vil ske på dødstidspunktet, som det beskrives i Vedaerne.

Hvis man har været meget god og from, så vil man, når man forlader din krop, blive ført til de himmelske planeter og blive en halvgud. Der vil man nyde i millioer af år, før man igen vil falde tilbage til jorden og blive født som menneske. På de himmelske planeter nyder man stort set som man gør på jorden - sex, drugs and rock'nroll, men det foregår på et mere subtilt (fintfysisk eller psykisk) plan.

Astral-planet er det nogen, der kalder det. Der er himmelske dansepiger og vidunderlige haver og soma-drik (en intoxikerende drik, der forlænger livet), og musiken leveres af gandharvaerne (en slags engle), der er de himmelske musikere. På de himmelske planeter er der ingen alderdom og sygdom og ingen kropslige udskillelser. Men til slut dør man og falder tilbage til en menneskelig krop.

Hvis man har været meget ond og nederdrægtig vil man på dødstidspunktet blive hentet af Yamadhutaerne (dødsguden Yamarajas budbringere) og blive ført til de helvedesagtige planeter, hvor man vil blive pint og plaget i hvad der føles som en evighed. Det sker også på det subtile, astrale plan. Så kort tid kan forkomme som meget lang tid - ligesom i en drøm. Efter endt lidelse bliver man igen født på jorden, men ikke nødvendigvis fra en menneskelig livmoder. Det kan være fra en hvilken som helst af 8.400.400 livsarter.

Hvis man bare har været et ganske almindeligt, anstændigt menneske som folk er flest, ikke for god og ikke for ond, vil man på dødstidspunktet simpelthen slukke. Man falder i dyb søvn. 7 måneder senere vågner man så op i en eller anden livmoder totalt snørret sammen. Foster tilstanden er yderst pinefuld, og man er ved fuld bevidsthed. Man vil huske alt om, hvad man har gjort for at havne i den livmoder og få de forældre. Efter to måneder i dette helvede bliver man mast ud af et hul, der er alt for lille og bliver født i total shok, og glemmer alting. Fostertilstanden beskrives detaljeret i Bhagavat Purana.

Hvis man derimod har praktiseret åndeligt liv og tænker på Krishna ved dødstidspunktet vil man vende tilbage til din oprindelige, evige tilstand af viden og lyksalighed i den åndelige verden, eller man vil blive født på den planet i det univers i den materielle verden, hvor Krishna har fremtrådt for manifestere sine lege.

Når det er slut, vil man sammen med Krishna vende tilbage til den ådenlige verden. Den åndelige verden består af ren bevidsthed - dvs. evighed, viden og lyksalighed. Hvert eneste atom der er en sjæl i sin oprindelige rene, åndelige tilstand. MAO, alting består af bevidsthed. Der hører sjælen oprindeligt hjemme. Det er derfor, man aldrig kan blive fuldt tilfreds i en fysisk/psykisk krop.