Hvad er din grund til at fortsætte med at leve?

[Jahnu Dasa]

Min grund til at fortsætte med at leve er at udvikle ren kærlighed til Krishna.

Jeg voksede op på Amager i 60erne of 70erne. Selvom Danmark har en statsstøttet protestantisk kirke, så anses Danmark for at være et ret ateistisk land.

I 60erne og 70erne (på Amager i det mindste) blev religiøse mennesker anset for nogle mærkelige nogle, de rene tabere, faktisk. Ingen i min familie, vennekreds eller lærere i skolen, troede på Gud. Gud og religion var noget, man simpelthen ikke talte om i mit hjem. På den måde voksede jeg op som total ateist.

Senere i livet, muligvis fordi jeg begyndte at ryge tjald, begyndte jeg at undre mig over Gud og de højere dimensioner i eksistensen. På det tidspunkt var jeg omkring 19. En anden grund til, at jeg begyndte at tænke eksistentielle tanker, var, at jeg ikke kunne forstå, at selvom jeg fik al den sex, drugs'n rock'nroll jeg kunne ønske mig, var jeg aldrig helt tilfreds. Det var altid som om, der manglede et eller andet.

Jeg prøvede alle mulige ting. Jeg prøvede at være intellektuel kommunist. Jeg læste alle bøgerne på biblioteket, de havde om filosofi og religion. En bog, jeg blev meget inspireret af, var forfattet af Paul Brunton - en englænder der tog til Indien for at finde en guru, men han fandt ingen, så han skrev sin egen bog inspireret af indisk filosofi. Jeg har glemt, hvad den hed. Mn nu ved jeg, at den var inspireret af indisk upersonligheds filosofi - at vi alle er Gud, at alting er et.

Jeg blev meget samfundskritisk. Mig og nogle af mine venner talte endda om, at vi ville ned og slutte os til Bader-Meinhof. Vi syntes, at Rote Arme Fraktione var helt fantastisk, men det blev heldigvis ved den tomme snak blandt en flok stenere.

Jeg prøvede at være buddhist, Jeg prøvede yoga og meditation. Jeg praktiserede pranayama. På det tidspunkt mødte jeg mormonerne, og de gav mig min første Gudsoplevelse. Jeg blev omvendt til mormonerne, døbt og det hele. Men der var for mange spørgsmål, de ikke havde ordentlige svar på, så der var jeg kun et halvt års tid. Der mødte jeg også moren til min første søn. Vi blev faktisk ekskluderet fra mormonkirken, fordi vi flyttede sammen uden at være gift.

På det tidspunkt var jeg på en søgen efter at finde meningen med livet. Jeg var meget tiltrukket af ideerne om karma og reinkarnation.

Så en dag, jeg var da 24, var jeg meget frustreret og i eksistentiel ængstelse. Jeg kaldte på Jesus - Åh Jesus, vis mig vejen. Og så skete der et mirakel. Den næste dag kom min veninde hjem, vi boede sammen i en lejlighed i Lyon gade. Hun fortalte mig, at hun havde mødt en mærkelig stodder inde i byen, som havde overtalt hende til at tage en bog. Her, sagde hun, jeg ved du er interesseret i det lort, og så smed hun bogen i skødet på mig.

Det viste sig, hun havde mødt en Hare Krishna, som havde givet hende Perfektion i Stridens Tidsalder, en Hare Krishna bog oversat til dansk. Science of Self-realization var original titlen.

Så snart jeg begyndte at læse den bog, vidste jeg, at jeg havde fundet Gud og meningen med tilværelsen.

Nogle år senere flyttede jeg ind i Hare Krishna templet, der på det tidspunkt lå i Brønshøj. Så det tog mig fem år fra jeg begyndte min søgen efter sandheden, og til at jeg mødte Hare Krishna'erne.

Gudsketak og lov for Srila Prabhupada (Hare Krishnas grundlægger i vesten) for at fortælle mig, hvem Gud er.… og Jesus viste mig vejen :)

Krishna siger:

Efter mange, mange fødsler, overgiver den, der besidder virkelig viden, sig til Mig, idet han ved, at Jeg er alle årsagers årsag, og alt der er til. En sådan sjæl er meget sjælden. (Bg. 7.19)