Bestemmer jeg selv min egen skæbne?

[Jahnu Dasa]

Absolut. Det kaldes karma. Karma betyder handling, og de handlinger vi udfører igennem et liv vil danne vores skæbne. De handlinger vi udførte i tidligere liv vil afgøre vores nuværende liv - hvilken familie, køn og evner vi fødes med osv. Det kan siges meget kort - den lykke eller lidelse jeg oplever lige nu er et resultat af mine fortidige handlinger, og de handlinger jeg udfører lige nu vil resultere i min fremtidige lykke og lidelse. Alting i den materielle verden er således forudbestem.

Det fritager dog ingen fra skyld. Ofret er skyldig, fordi det er ofrets egne handlinger, der har bragt det karma med sig, og den, der leverer karmaet, er også skyldig, for ifølge karma-loven vil vi lide i samme grad som vi påfører andre lidelse. Selvom den lidelde, vi påfører andre, er forudbestem ifølge deres karma, så modtager vi stadig dårligt karma for at påføre nogen lidelse. Så i den materielle verden er alle skyldige og alting er forudbestemt, for vi danner vores egen skæbne gennem vores handlinger.

Derfor siger Krishna:

Man er nødt til at udføre sine handlinger som en ofring til Vishnu, ellers vil disse handlinger forårsage trældom i denne materielle verden. Udfør derfor dine foreskrevne pligter for at behage Ham,O Kuntis søn, for på den måde kan du altid forblive fri for (karmas) trældom . (Bg 3.9)

Karma betragtes som en naturlov på linie med tyngdeloven. Og ligesom tyngdeloven virker hvadenten, man tro på den eller ej, på samme måde virker karma.

En anden ting er, at karmaloven kun kan kun forstås ordentligt i forbindelse med reinkarnation. Det beskrives meget simpelt i Biblen med ordene - som man sår så høster man. Det er tydeligt, at man høster lige fra fødslen af. Man høster en særlig krop, et særligt køn, en særlig familie, samfund og nation, ja, man høster en særlig skæbne. Hvornår skulle man have sået alt det hvis ikke før sin fødsel?

Ofte hører jeg fra folk, at karma-loven gør mennesker kolde og kyniske fordi, når man ser nogen lide, så siger man bare - se, det er deres egen skyld. De har lavet noget lort på et eller andet tidspunkt, og nu får de deres velfortjente straf.

Men den mentalitet kan jeg slet ikke sætte mig ind i. Bare fordi, jeg ved hvorfor nogen lider og at det yderst set er deres egen skyld, så synes jeg stadig det er synd for dem.

Det er lissom, hvis man fortæller sit barn - du må ikke lege med ild, så brænder du sig. Når så ens barn leger med ild og ganske rigtigt brænder sig, så vil man måske sige - jeg sagde det jo, men man vil da stadig synes det er synd for barnet. Man vil stadig have medlidenhed med barnet og forsøge at lindre dets smerte. Jeg kan ikke fatte, hvor den ide kommer fra, at blot fordi man kender årsagen til, at nogen lider, så bliver man mindre medfølende og omsorgsfuld mod vedkommende.

Eller oppe hos lægen - lægen siger til fru Jensen, De må altså holde med at ryge fru Jensen, ellers kan de risikere at få lungekræft. 10 år efter får fru Jensen så konstateret lungekræft. Så siger lægen jo ikke - haha, sagde jeg det ikke nok?, der kan de bare se.

Lægen vil stadig synes, at det er synd for fru Jensen og gøre alt for at hjælpe hende. Det er helt enkelt hans pligt.

På samme måde er vi alle forpligtet til at behandle hinanden såvel som alle andre levende væsener ordentligt. At gøre karmaloven uforenlig med almindelig medmenneskelig anstændighed er der overhovedet intet belæg for.

Krishna siger:

Den, der ikke er misundelig men som er venlig mod alle levende væsener, og som fri for falsk ego ikke anser sig selv for besidderen, som er den samme i både lykke og lidelse, som er tolerant og altid tilfreds og selvbehersket og med beslutsomhed beskæftiget i hengiven tjeneste, samt hvis sind og intelligens er fikseret på Mig - sådan en hengiven er Mig meget kær. (Bg. 12. 14)

Den, der ikke forvolder andre besvær, og som ikke lader sig forstyrre af nogen, som er ligevægtig i både lykke og lidelse, frygt og bekymring, er Mig meget kær. (Bg. 12. 15)

Min hengivne, der ikke er underlagt almindelige handlingsforløb, som er ren, ferm, og fri for bekymringer og al smerte, og som ikke efterstræber noget, er Mig meget kær. (Bg. 12. 16)

Den, der aldrig fryder sig eller sørger over noget, og som aldrig beklager sig eller begærer noget, og som forsager både det lykkevarslende og ulykkevarslende - en sådan hengiven er Mig meget kær. (Bg. 12. 17-18)

Den, der er ens indstillet overfor venner og fjender, og som er ligevægtig i ære og vanære, varme og kulde, lykke og lidelse, berømmelse og skam, som altid er fri for besmittende selskab og som altid er tavs og tilfreds med alting, som er ligeglad med nogen fast bolig, og som er forankret i viden og beskæftiget i hengiven tjeneste - en sådan person er Mig meget kær. (Bg. 12. 19)

De, der følger den hengivne tjenestes uforgængelige vej, og som med tro helt absorberer sig selv, idet de gør Mig til det højeste mål, er Mig meget, meget kær. (Bg. 12. 20)