Hvad ved vi egentlig om Månen?

[Jahnu Dasa]

Det eneste, vi ved om månen, er hvad en flok tumber fra NASA i hvide kitler har fortalt os på en TV skærm.

Enhver normalt begavet person kan sige sig selv, at hvis de virkelig havde været på månen i 1969, så ville de have en rumstation og fast rutefart til og fra månen nu 50 år efter. Især efter de kvantespring af teknologi der er sket siden 60erne.

Og hvis man stadig er i tvivl, så rapporterede NASA for et par år siden, at de havde mistet alle de oprindelige foto-optagelser fra måne-landingerne. Den største teknologiske bedrift i menneskehedens historie, og så går NASA hen og smider foto-optagelserne væk? 🤣

Det er indlysende at månelandingerne var et fupnummer. Det er simpelthen så tydeligt. Faktisk, har der aldrig været nogen rumrejser overhovedet. De kan dårligt nok rejse op til deres rumstation, der ligger lige et par km. uden for jordens atmosfære, uden alverdens problemer, og de kalder det for rumalderen. Hvad kan man andet end at le højt af sådanne dumheder?

Rumstation er ikke engang langt nok væk fra jorden til at man kan se planeten som en hel klode. Der er kun billeder af jorden som en sfære. Rumrejser? 😂

Men stadig er der indoktrinerede stakler , der tror på, at NASA var på månen i 1969. Disse mennesker vil forsvare den nuværende Coca-cola kultur til deres sidste åndedrag.

De samme tosser tror også på, at 9/11 blev forøvet af arabiske terrorister. De tror gudhjælpemig på den officielle hstorie selv efter, at det er blevet bevist sort på hvidt at det var Bush administrationen selv, der dræbte 3000 af deres egen befolkning, for at have en undskyldning til at gå i krig for at sikre sig olie.

Det er nazisterne om igen. De forklædte sig til polakker og angreb Tyskland, så de havde en undskyldning til at starte anden verdenskrig.

Srila Prabhupada, grundlæggeren af Hare Krishna, var den første til at hævde, at amerikanerne ikke var på Månen. Han sad med mogle af sine amerikanske disciple og så spetaklet på TV. En af disciplene udbrød begejstret - se, Prabhupada, de går på månen. Srila Prabhupada svarede - this is not the moon. Disciplen blev så forsmået, at han senere forlod Hare Krishna.

Det følgende er en artikel vedrørende månelandingen som min ven Lalitanath Das skrev for mange år siden. Dn er baseret på en bog, han har læst om emnet - Dark Moon af Mary Bennett og David Percy

Af Lalitanatha Dasa

Jeg har ved en tidligere lejlighed læst en bog af en amerikansk ingeniør, Bill Kaysing, der i We Never Went to the Moon temmelig overbevisende argumenterer for, at hele måneprojektet var et stort anlagt svindelnummer.

Læs mere på Apollo Moon Landings; Mars Missions; Space Exploration; Humankind's Origins; og Dark Moon: Apollo and the Whistle-Blowers

Efter at have læst Dark Moon er det største spørgsmål nok, hvordan det har kunnet lade sig gøre at føre næsten en hel planet bag lyset, hvilket bogen også har nogle bud på. Det er under alle omstændigheder svært at se, hvordan den kan undgå indenfor de næste år at vælte hele verdens opfattelse af måneprojektet og i sidste ende fremtvinge nogle meget ydmygende indrømmelser fra verdens førende rumforskningsorganisantion, NASA.

Så sobert, men systematisk gennemgår de to engelske forfattere Mary Bennett og David Percy måneprojektets mange huller, at ingen kan undgå at blive rokket i sin overbevisning om måneprojektets ægthed. Dr. David Groves, der blev sat til at analysere nogle af månebillederne, siger: "Jeg forsøgte at modbevise forfatternes påstande…men som en professionel i billedteknik blev jeg overrasket over at konstatere, at disse Apollo-fotografier ER fulde af modsigelser og uoverensstemmelser."

På sin vis er bogen lige så systematisk som Forbidden Archeology, og den er da også et resultat af mange års arbejde.

Billeder fra månen

Det første kapitel er viet til de fotografiske vidnesbyrd. Hvad kan vi sige om de billeder, vi er blevet fortalt, kommer fra Månen? Ikke så meget i virkeligheden, men én ting er sikkert: de er ikke taget på Månen! Både computeranalyser og et skarpt øje kan se, at f.eks. skygger og lys skulle have set helt anderledes ud, hvis de var blevet taget i naturligt sollys. Der er mange eksempler på skygger, der ikke er parallelle, som alle skygger er det i naturlig solbelysning, og på, at områder, der naturligt skulle have været mørke, er oplyste. Nogle billeder er taget fra vinkler, der er umulige under de påståede omstændigheder, og der er uoverensstemmelser imellem fotografier og fjernsynsbilleder af den samme ting eller begivenhed. Paradoksalt er det også, at der ikke er stjerner på nogle af billederne.

Et eksempel på månebillede, hvor skyggerne ikke er parallelle, som de skulle være det, hvis solen alene er lyskilden.

Hvorfor er skyggerne af de to astronauter af forskellig længde?

Buzz Aldrin kravler ned fra månelandingsfartøjet. Hvorfor er han oplyst, selv om han kravler ned i skyggesiden? Hvor er stjernerne?

Et godt eksempel er det berømte billede af Buzz Aldrin, der står på månelandskabet med månehorisonten i baggrunden. Billedet skulle være taget af Neil Armstrong, hvis skikkelse spejler sig i Aldrins visir.

Èn 'fejl' ved dette billede er, at Aldrins front er oplyst, imens skyggerne viser, at solen er bag ham skråt til højre. På et sådant modlysbillede skulle han have fremstået mørk i billedet. Han må altså være belyst af en anden lyskilde end solen, og astronauterne havde hverken blitz eller projektører med sig, fik vi at vide.

Men den virkelige fejl er en anden. Her er det vigtigt at vide, at astronauterne havde deres kamaraer fastspændt på brystet. Alle deres billeder skulle være taget fra brysthøjde. Læg nu mærke til, hvordan den horisont, der afspejles i visiret, flugter med den virkelige horisont bag Aldrin. I virkeligheden skulle horisonten i visiret have været højere oppe, ligesom når et barn ser op på en voksen. Fotospecialister som Dr. John Groves' konklusion er, at dette billede umuligt kan være taget af Armstrong, der reflekteres i visiret! Så hvem i alverden har taget det?

Et andet eksempel er plantningen af det amerikanske flag, der blev fotograferet både af et fast kamera og et fjernsynskamera. En nærmere undersøgelse viser, at det er to forskellige flag, selv om det skulle have været ét og samme!

Påfaldende er det som sagt også, at ikke et eneste af månebillederne viser stjernerne. Det er underligt, da stjernerne set fra Månen er mindst dobbelt så klare som på Jorden og kan ses selv ved fuld dagslys på grund af Månens manglende atmosfære. Vi hørte også astronauterne tale om, hvor utroligt flot stjernehimlen var. Hvorfor i alverden tog de ikke et eneste billede af den? NASA hævder, at billeder i det stærke sollys blev taget med meget kort blænde, hvorfor stjernerne ikke kan ses. Men på andre billeder ser man Jorden, der ikke er så meget klarere end stjernerne, så hvordan holder det argument? En anden forklaring end NASA's kan være, at billedet ikke er taget på Månen, men i nogle filmstudier på Jorden. Havde man valgt en kunstig stjernehimmel eller et stjernebillede fra jorden som baggrund, ville enhver astronom have kunnet regne sig frem til, at det ikke var fra Månen. Det eneste alternativ kan have været at udelade stjernerne.

Kamera og film

Det andet kapitel af Dark Moon handler om den fotografiske udfordring, det skulle have været at fotografere på Månens overflade. Månens miljø er noget helt andet end det, vi kender til. I modsætning til Månen beskyttes Jorden af en stor atmosfære, der både udligner temperaturforskelle og beskytter imod de mange former for stråling. På Månen svinger temperaturerne imellem lys og skygge kraftigt. Et solbelyst område er på op til 120 grader, imens temperaturerne i skyggerne ligger omkring minus 80 grader. Hvilke kamaraer og film kan holde til det? Endvidere bombarderes måneoverfladen - og resten af det ubeskyttede univers for den sags skyld - af stærk stråling som radioaktivitet, røntgenstråler og veritable partikelstorme, specielt fra Solen og specielt, når solpletterne er i udbrud. Det er de hvert ellevte år, og tilfældigvis var solpletterne på deres højeste, da Apollo-ekspeditionerne fandt sted! Hvorfor var billederne ikke i det mindste tågede og grynede, som de bliver det her på jorden ved strålepåvirkning?

Man kan tro, at det var fordi, der var specielt udviklede film og kamaraer med på månerejserne, men det viser sig ikke at være tilfældet. Filmen var leveret af Kodak og adskilte sig ikke væsentligt fra almindelig film. Kameraerne var svenske Hasselblad og udover nogle konstruktive ændringer (som en manglende søger) havde de heller ingen specielle beskyttelsesindkapslinger. Filmen og kamaraerne adskilte sig så lidt fra almindelige film og kameraer, at hverken Kodak eller Hasselblad nogensinde i deres reklamer har slået på, at deres produkter var de første på Månen (hvilket vist også er lidt underligt). Hvordan var alt dette muligt?

Udenfor jorden atmosfære

I tredje kapitel gennemgås problemet med at være udenfor Jordens beskyttende atmosfære. Udenfor den egentlige atmosfære ligger de såkaldte Van Allen-bælter. Disse er magnetiske felter, der strækker sig op til 80.000 km over jorden og fanger størstedelen af radioaktiviteten og andre partikler, der rammer jorden. Selve bæltet er særdeles radioaktivt, og jordiske organismer kan højst opholde sig der en times tid uden at dø. Hvordan overlevede astronauterne rejsen igennem dette bælte, og hvordan overlevede de bagefter at være i en atmosfære, der ikke havde et sådant beskyttende bælte? Hverken rumdragter eller rumfartøjer var beskyttet imod den stærke stråling.

Dette er en hindring, som man den dag i dag ikke har overvundet. Russerne, der i hvert fald i 60'erne var amerikanerne langt overlegne i rummet, har officielt aldrig haft bemandede rumfartøjer uden for Van Allen-bælterne. Uofficielt har én kosmonaut bevæget sig udenfor, og han døde kort efter sin hjemvenden til Jorden. Amerikanerne havde aldrig før Apollo-ekspeditionerne haft astronauter udenfor disse bælter og heller ikke siden været i stand til det. Er det nærliggende at stille spørgsmålstegn ved, om de i det hele taget var det dengang?

Raketteknik

Dark Moon gennemgår i fjerde kapitel en række omstændigheder omkring raketterne og månelandingsfartøjerne. Hvorfor hvirvlede månelandingsfartøjet ved landingen ikke støv op, hvorfor dannede det ikke et krater under sig, og hvorfor smeltede det ikke støv og klipper på landingsstedet? Måne-landingsfartøjets udstødningsflamme var omkring 1700 grader, og sten smelter ved 1000 grader. Hvorfor høres ikke en øredøvende torden, da landingsmodulet lander på eller letter fra Månen? Raketmotorer er normalt ikke lydløse. Hvis amerikanerne havde en lydløs raketmotor i 1969, hvorfor bruger man den så ikke i dag?

Den amerikanske rumhistorie før Apollo-ekspeditionerne præges af fiaskoer og direkte katastrofer. Så kommer der en periode med helt problemfrie Apollo-rejser til Månen, hvorefter det igen er hverdag med problemer og fiaskoer. Uldent? Den første Apollo brød i brand på rampen og dræbte tre astronauter i 1967. I april 1968 slår den ubemandede Apollo 6 fejl og rammer ikke Jordens atmosfære rigtigt. Apollo 6 var den sidste test, før de bemandede rumflyvninger skulle starte. Ingen større ændringer skete imellem Apollo 6 og Apollo 7. Ikke desto mindre fik verden at vide, at Apollo 7 var fejlfri, og som det næste ligger den bemandede Apollo 8 og kredser rundt om Månen. Var det virkeligt muligt, at en så kompliceret teknologi kunne gå fra at være direkte livsfarlig til total fejlfri på under to år uden nævneværdige teknologiske landvindinger?

Bemærk også igen, at de russiske raketter på dette tidspunkt var de amerikanske langt overlegne i styrke og sikkerhed, men selv om russerne også så det som et mål at sætte mennesker på Månen, så de sig ikke i stand til det. Hvordan skulle amerikanerne da have været i stand til det med deres mere tilbagestående rumteknik? Den afgørende forskel imellem russerne og amerikanerne syntes egentligt blot at have været, at russerne ikke havde politikere, der havde bundet sig til bemandede måneekspeditioner indenfor et bestemt tidsrum.

Derimod havde Præsident Kennedy i 1961 nærmest svoret sin nation og dens anseelse til at landsætte et menneske på Månen og bringe det helskindet tilbage til Jorden 'inden årtiets udgang'. Præsidenten ser ikke ud til at have været klar over, hvor teknisk umuligt dette i virkeligheden var (og fortsat er). Dette gik imidlertid hurtigt op for forskerne, og alle kræfter blev derefter sat ind på ikke at komme til Månen, men på at lave en simulering af en månerejse for at tilfredsstille offentligheden og forsvare nationens ære midt i den kolde krig. Dette ser ud til at være mere eller mindre, hvad der er sket, om end der også er mange flere faktorer inklusive militærinteresser involveret.

Dark Moon går videre med andre relaterede emner, der fører en tilbage til Anden Verdenskrig og frem til de paradoksale fund, der gøres på Mars i vore dage, men det kommer vi ikke ind på her. Under alle omstændigheder er bogen læsning værd.

Den er udgivet igennem Aulis Publishers i London og har ISBN-nummer 1 898541 051.