Andagt: Hver den, som nævner Kristi Navn, afstaa fra Uretfærdighed

[Ole Madsen]

Husandagtsbog, N P Madsen

Den 28 Januar

Hver den, som nævner Kristi Navn, afstaa fra Uretfærdighed. - 2 Tim. 2, 19.

"Han er bleven saa meget ypperligere end Englene, som han har arvet et herligere Navn fremfor dem", siger Guds Ord (Hebr. 1, 4). Et "herligere Navn frem for alle Englene!" Hvor lidt tænker denne Syndens Slægt derpaa. Mange gaa jo daglig og "træde Guds Søn med Fødder". Hvor kunne vi da vente andet, end at ogsaa Guds Søns Navn bliver misbrugt af samme Mennesker. De bære selv hans Navn, de kalde sig Kristne, og saa bruges dette herlige Navn kun som et gyldent Smykke paa et Hjerte fuldt af Synd og Uretfærdighed. Men der gives ogsaa Guds Børn, som kunne tage Frelserens dyrebare Navn saa let og tankeløst i deres Mund. Saaledes bør det ikke være med dem. Aldrig burde hans herlige Navn miste sin hellige og guddommelige Klang i de frelste Synderes Hjerte og Mund. Hver den, som nævner det "afstaa fra Uretfærdighed", siger Apostelen. Og han mener, at der fra Herrens Navn skal udgaa en lutrende og helliggørende Virkning til os, hver Gang vi tage det i vor Mund.

Navnet Kristus betyder jo "den salvede". Det have vi lært som Børn. Det betegner hele hans store Frelserværk, baade som Profet, Yppersteprcest og Konge. Det maler ham for vor Sjæls Øje lige fra hans Fødsel i Bethlehems Krybbe til hans Sæde paa Himlens Kongestol. Vi se ham vandre om fattig og forladt og forfulgt og dog med det evige Livs Ord til naadehungrige Syndere; som den, der var agtet for intet, og dog skulde fylde Verden med et Evangelium uden Mage, fuldt af Naade og Sandhed. Vi se ham som Lammet, der føres hen at slagtes, lydeløst og derfor som et fuldgyldigt Offer. Vi se for os hin store Nat, da han gik sin sidste Gang over Kedron, og hin Dag, da han blev pint under Pontius Pilatus og hengav sit Liv og Blod til en evig, fuldgyldig Betaling for alle vore Synder. Vi se ham paa Verdens største Høstidsdag opstaa i sin Herlighed. Og vi se ham endelig ved Faderens højre Haand som alle de helliges Talsmand og Forbeder. Ja, alt dette males for hvert troende Hjertes Øje ved dette ene store Navn Kristus, Messias, vor salvede Frelser.

Og meget mere: det er i dette Navn - og i. det alene - at al Frelse er indesluttet. I det bleve vi en Gang "aftvættede, helliggjorte og retfærdiggjorte" (1 Kor.). I dette Navn ere vi blevne "Lysets Børn" og Arvinger til Himlens uforkrænkelige Krone. Og i dette samme, herlige Navn have vi daglig Adgang til vor himmelske Faders rige Skatkammer med Bøn om "hvad som helst" vi trænge til rinder vor Pilgrimsfærd.

Hvorledes kan dette Navn da forenes med Uretfærdighed i samme Hjerte? Hvad skulde kunne rense et Hjerte mere end et saadant Navn i vor Mund. Aldrig skulde det blive dagligdags for os, hvor tit vi end nævne det. Herrens hellige Navn fylder Himlen med sin Herlighed. Alle Guds Engle bøje Knæ derfor. Og en Gang skulle alle Jordens Slægter bøje sig i det samme Navn. Og dette store Navn blev dog en Gang skrevet i vore fattige Hjerter fulde af Synd og Besmittelse. Maatte det da der inde blive som en lutrende Ild for vort Liv, hver Gang det gaar over vore Læber.