Polykarps martyrium (0340)

47 views
Skip to first unread message

Kall, Mogens

unread,
Mar 8, 2003, 7:18:01 AM3/8/03
to
Polykarps martyrium

Guds menighed, der bor som fremmed i Smyrna, til Guds menighed, der bor som
fremmed i Filomelion, og til alle dele af den hellige og almindelige kirke,
der bor som fremmed på et hvert sted: Måtte nåde, fred og kærlighed fra Gud
Fader og vor Herre Jesus Kristus blive mange gange forøget.

1 .

1. Vi nedskriver for jer, brødre, beretningen om martyrerne og om den salige
Polykarp, som bragte forfølgelsen til ophør, da han ligesom forseglede den
ved sit martyrium. For næsten alt, hvad der gik forud, skete, for at Herren
ovenfra kunne vise os det martyrium, som er i overensstemmelse med
evangeliet. 2. Han ventede nemlig på, at han skulle blive forrådt, ligesom
også Herren, for at vi også skulle blive efterfølgere af ham "og ikke blot
skulle se på vort eget, men også vor næstes". For det er et tegn på sand og
stadig kærlighed, at man ønsker ikke bare sig selv frelst, men også alle
brødrene.

2.

1. Salige og ægte er da alle de martyrier, der er sket efter Guds vilje, for
vi bør være omhyggelige og lægge afgørelsen af alt hen til Gud. 2. For hvem
ville ikke beundre deres oprigtighed, og udholdenhed og kærlighed til deres
Herre? For skønt sønderslåede af piskeslag, så at man kunne se opbygning af
legemet lige ind til de indre årer og blodkar, holdt de ud, så at endog de,
der stod rundt omkring, ynkedes og jamrede. ja, nogle af dem nåede en sådan
grad af ædelhed, at de hverken sukkede eller stønnede, men viste os alle, at
i den stund, da de blev pint, var Kristi højædle martyrer fraværende fra
deres legeme, eller rettere, at Herren stod hos dem og talte med dem. 3. Og
medens de rettede deres opmærksomhed mod Kristi nåde, lod de hånt om denne
verdens pinsler og erhvervede sig på ,n time det evige liv. Og de grusomme
bødlers ild føltes kun kølig af dem, for de holdt blot det for øje at flygte
fra den evige ild, der aldrig slukkes, og med deres hjertes øjne så de hen
til de gode ting, som gemmes for dem, der holder ud, "det som intet øre har
hørt, og intet øje set, og som ikke er steget op i noget menneskehjerte",
men det blev af Herren vist for dem, der ikke længere var mennesker, men
allerede engle. 4. På samme måde udstod også de, der var dømt til at blive
kastet for de vilde dyr, frygtelige pinsler, eftersom de blev strakt på
spidse pigge og blev pint med andre former for forskellige torturredskaber,
for at bødlen om muligt kunne bringe dem til fornægtelse ved den vedvarende
tortur.

3 .

1. Ja, djævelen brugte mange kunster mod dem. Men priset være Gud!
Djævelen formåede jo intet mod nogen af dem. Den brave Germanikus
forvandlede ved sin udholdenhed deres frygt til mod. Han kæmpede også
tappert mod de vilde dyr. For da prokonsulen ville overtale ham og sagde,
at han skulle betænke sin unge alder, trak han selv med magt det vilde dyr
hen mod sig, da han ønskede hurtigere at blive udfriet fra deres uretfærdige
og lovløse liv. 2. Derefter råbte nu hele mængden, der undrede sig over
ædelheden hos de kristnes gudhengivne og gudfrygtige slægt: "Væk med de
ugudelige! Polykarp skal eftersøges!"

4.

1. Dog blev én ved navn Quintus, en fryger, der nylig var ankommet fra
Frygien, bange, da han så de vilde dyr. Han havde imidlertid presset sig
selv og nogle andre til frivilligt at træde frem. Denne overtalte
prokonsulen efter mange tilskyndelser til at sværge og at ofre. Derfor,
brødre, roser vi ikke dem, der udleverer sig selv, eftersom evangeliet ikke
lærer noget sådant.

5 .

1. Men da den højt beundrede Polykarp først hørte dette, blev han ikke
forskrækket, men ønskede at forblive i byen; flertallet overtalte ham
imidlertid til at drage bort. Han drog så bort til en gård ikke langt borte
fra byen, og han opholdt sig der sammen med nogle få andre uden nat og dag
at gøre andet end at bede for alle og for menighederne ud over hele verden,
således som han havde for skik. 2. Og medens han bad, fik han et syn, tre
dage før han blev grebet: han så sin hovedpude antændt af ild. Da vendte
han sig til dem, der var sammen med ham og sagde: "Jeg vil blive brændt
levende."

6.

1. Medens man fortsatte med at søge efter ham, gik han over til en anden
gård, og de, der søgte efter ham, kom snart derhen; men da de ikke fandt
ham, greb de to unge slaver, og den ene af dem gik efter at være blevet pint
til bekendelse. 2. Det var da umuligt for ham at skjule sig, når de, der
forrådte ham, endog var hans egne husfæller; og lederen af ordenspolitiet,
som bar et rammende navn, eftersom han hed Herodes, var ivrig for at bringe
ham hen på stadion, for at også han skulle vinde sin lod ved at blive
delagtig i Kristus, medens de, som forrådte ham, skulle få samme straf som
Judas.

7.

1. Med denne slave med sig drog så en fredag ved middagstid soldater og
ryttere ud med deres sædvanlige våben, "som om de rykkede ud mod en røver".
Sent om aftenen kom de over ham og fandt ham liggende i et værelse ovenpå.
Han kunne imidlertid være taget et andet sted hen, men han ville ikke og
sagde: "Guds vilje ske!" 2. Da han altså havde hørt, at de var kommet, gik
han ned og talte med dem, og de tilstedeværende undrede sig over hans alder
og mod og over, om det havde så stor hast med at arrestere en sådan gammel
mand. Han gav straks besked om, at der omgående skulle stilles noget frem
til dem at spise og drikke, så meget som de måtte ønske, og han bad dem om
at give ham en time til at bede i uden forstyrrelse. 3. Da de gav tilladelse
hertil, stod han frem og bad, således fuld af Guds nåde, at han i to timer
ikke kunne tie, og de, som hørte på det, var slået af forbavselse, og mange
fortrød, at de var rykket ud mod en så ærværdig gammel mand.

8

1. Da han omsider havde endt sin bon efter at have husket på alle, som
nogensinde havde mødt ham, både små og store, høje og lave, og hele den
almindelige kirke ud over jorden, kom den stund, da han skulle afsted, og de
satte ham på et æsel og førte ham ind til byen på en stor sabbatsdag. 2. Og
lederen af ordenspolitiet, Herodes, Og dennes fader, Niketas, drog ham i
møde og fik ham flyttet over i deres vogn, og medens de sad ved siden af
ham, søgte de at overtale ham ved at sige: "Hvad galt er der dog i at sige:
"Herre kejser" og i at ofre og så videre og så blive reddet?" Først svarede
han dem ikke, men da de blev ved, sagde han: "Jeg vil ikke gøre det, som I
råder mig til." 3. De opgav da at overtale ham og sagde nogle grove ord til
ham og stødte ham i en sådan fart ned fra vognen, at han fik en
hudafskrabning; og uden at vende sig om gik han, som om han ikke havde lidt
nogen skade, straks og hurtigt fremad og blev ført til stadion, medens der
var en så stor uro på stadion, at ingen kunne høres.

9

1. Da Polykarp gik ind på stadion, lød der en røst fra himlen: "Vær stærk,
Polykarp, og mandig!" Og ingen så den, der talte, men de af vore folk, som
var der, hørte røsten. Og derefter blev han ført frem, og der blev en stor
uro hos dem, da man hørte, at Polykarp var blevet arresteret. 2. Da han så
var blevet fremstillet, spurgte prokonsulen ham, om han var Polykarp. Da
han havde bekræftet dette, søgte prokonsulen at overtale ham til at fornægte
og sagde: "Betænk din høje alder" og så videre, sådan som de plejer at sige:
"Sværg ved Kejserens lykkegudinde, vend om og sig: Væk med de ugudelige!"
Men Polykarp så med et alvorligt blik ud over hele mængden af ugudelige
hedninger på stadion, vinkede med hånden mod dem, sukkede, så op mod himlen
og sagde: "Væk med de ugudelige!" 3. Da så prokonsulen lagde pres på ham og
sagde: "Sværg, og jeg løslader dig, forband Kristus!" svarede han: "I seks
og firs år har jeg tjent ham, og han har ikke gjort mig noget ondt,
hvorledes skal jeg så kunne forbande min konge, som har frelst mig?"

10.

1. Da prokonsulen blev ved og sagde: "Sværg ved Kejserens lykkegudinde",
svarede han: "Hvis du sætter en tom ære i, at jeg skal sværge ved Kejserens
lykkegudinde, som du siger, og foregiver, at du ikke ved, hvem jeg er, så
hør det ligeud: jeg er kristen. Men vil du lære kristendommens lære at
kende, så afsæt en dag og hør om den." 2. Prokonsulen sagde: "Prøv du at
overtale folket." Polykarp svarede: "Dig ville jeg have regnet for værdig
til en forklaring, for vi har lært at vise fyrster og myndigheder, der er
indsat af Gud, den respekt, der tilkommer dem, når det ikke skader os. Men
disse dér agter jeg ikke for værdige til, at jeg skulle forsvare mig overfor
dem."

11.

1. Prokonsulen sagde da: "Jeg har vilde dyr; dem vil jeg kaste dig for, hvis
du ikke omvender dig." Han svarede: "Kald dem ind, for vi må ikke omvende os
fra det bedre til det ringere; men det er rigtigt at skifte om fra det onde
til det retfærdige." 2. Da sagde prokonsulen igen til ham: "Hvis du er
ligeglad med de vilde dyr, så skal jeg sørge for, at du bliver fortæret af
ild, hvis du ikke omvender dig." Men Polykarp svarede: "Du truer med en ild,
der kun brænder en tid og snart slukkes; for du kender ikke den kommende
doms og den evige pinsels ild, der venter de ugudelige. Men hvorfor tøver
du? Bring det, du vil, til udførelse!"

12.

1. Disse og mange andre ord sagde han, fuld af mod og glæde, og hans ansigt
lyste af nåde, så at han ikke blot ikke blev slået med forfærdelse ved de
ting, der blev sagt til ham, men så at prokonsulen tværtimod blev ude af sig
selv og sendte sin herold ind midt på stadion for at forkynde tre gange:
"Polykarp har bekendt, at han er kristen." 2. Da det var blevet sagt af
herolden, råbte den ganske mængde af både hedninger og jøder, der bor i
Smyrna, med ubehersket vrede og med høj røst: "Han er Asiens lærer, de
kristnes fader, vore guders ødelægger, den, der lærer mange, at de hverken
skal ofre eller tilbede." Medens de sagde dette, råbte de op og krævede, at
asiarken Filip skulle slippe en love løs på Polykarp. Men han sagde, at det
havde han ikke lov til at gøre, da jagterne var forbi. 3. Så fandt de det
for godt enstemmigt at råbe op om, at han skulle brænde Polykarp levende.
Det syn måtte jo gå i opfyldelse, som havde vist sig for ham på hans
hovedpude, dengang han så den brænde, medens han bad, og han vendte sig om
og profetisk sagde til de troende, der var med ham: "Jeg vil blive brændt
levende."

13.

1. Disse ting indtraf så hurtigt - hurtigere end det kan fortælles - og
skarerne skaffede straks træstykker og kviste til veje fra værkstederne og
badeanstalterne, og jøderne var som sædvanligt særdeles ivrige til at hjælpe
til med dette. 2. Da bålet var lagt til rette, tog han alle sine overklæder
af, løste sit bælte og forsøgte også at tage sine sko af, noget han ellers
ikke plejede at gøre før, fordi enhver af de troende altid var ivrig efter
at være den, der først rørte ham. For også før martyriet udviste man ham al
respekt på grund af hans gode vandel. 3. Straks blev så de redskaber, som
var blevet gjort rede til bålet, lagt om ham. Da man også skulle til at
nagle ham fast, sagde han: "Lad mig være sådan, for han, som sætter mig i
stand til at udholde ilden, vil også sætte mig i stand til at forblive rolig
på bålet, uden jeres sikkerhedsforanstaltning med naglerne."

14.

1. Så naglede de ham ikke fast, men bandt ham. Han lagde hænderne om på
ryggen og blev så bundet ligesom en herlig vædder fra en stor hjord med
henblik på ofringen, et helt brændeoffer, der var gjort rede, behageligt for
Gud, og han så op mod himlen og sagde: "Herre, almægtige Gud, din elskede og
velsignede Søns, Jesu Kristi fader, ved hvem vi har fået kendskab til dig,
englenes og magternes og al skabningens, hele den for dit ansigt levende
retfærdige slægts Gud! 2. Jeg priser dig, fordi du har anset mig for værdig
til denne dag og time, sa at jeg iblandt dine vidner skal få del i din
salvedes kalk til både sjælens og legemets opstandelse til evigt liv i
Helligåndens uforkrænkelighed. Lad mig i dag blive optaget iblandt dem
foran dig som et godt og velbehageligt offer, således som du, Gud, uden svig
og sanddru, forud har forberedt, åbenbaret og fuldendt det. 3. Derfor priser
jeg dig også for alt, jeg lover dig, jeg forherliger dig ved den evige og
himmelske ypperstepræst Jesus Kristus, din elskede Søn, ved hvem ære være
dig sammen med Helligånden både nu og i de tider, der kommer, Amen."

15.

1. Da han havde sagt sit "Amen" og dermed fuldendt bønnen, antændte de folk,
der tog sig af ilden, denne. En stor flamme blussede op, og vi, som havde
fået lov at se på, så noget forunderligt, og vi er blevet bevarede for at
fortælle de andre det, som skete. 2. Ilden dannede nemlig ligesom en mur og
omgav ligesom et af vinden fyldt skibssejl martyrens legeme rundt om; dette
var inde midt i det, men ikke som noget brændende kød, men som et brød, der
bages, eller som guld og sølv, der lutres i en ovn. Vi fornam en sådan
vellugt, som en duftende virak eller af en af de kostbare røgelser.

16.

1. Da de ugudelige på afstand dog indså, at hans legeme ikke kunne fortæres
af ilden, befalede de bøddelen at gå hen til ham og gennembore ham med et
sværd. Da han gjorde dette, kom der en due og en mængde blod ud, så at
ilden blev slukket, og hele mængden forundrede sig over, at der var så stor
en forskel på de vantro og de udvalgte. 2. Af dem var han én, den
vidunderligste martyr, Polykarp, som i vor tid var en apostolsk og profetisk
lærer, biskop for den almindelige kirke i Smyrna. Hvert ord, som han mælede
med sin mund, er jo både gået i opfyldelse og vil gå i opfyldelse.

17.

1. Men da den misundelige og skinsyge onde, som modarbejder de retfærdiges
slægt, så hans martyriums storhed og hans lige fra først af ulastelige
vandel, og at han blev kronet med uforkrænkelighedens sejrskrans og
hjemførte den fortjente sejrspris, stræbte han efter, at ikke engang hans
stakkels lig skulle blive fjernet af os, skønt mange ønskede at gøre dette
og at få del i hans hellige legeme. 2. Derfor fik han Niketas, Herodes'
fader og broder til Alke, til at bede statholderen om ikke at udlevere hans
lig. "For at de ikke", sagde han, "Skal forlade den korsfæstede og begynde
at tilbede samme mand." Dette sagde de efter tilskyndelse og pres fra
jøderne, som også passede på, da vi skulle til at tage ham ud af ilden, da
de er uvidende om, at vi hverken nogen sinde vil kunne opgive Kristus som
led - den uskyldige for syndere - for at frelse dem, der frelses i hele
verden, eller vil kunne dyrke nogen anden. 3. Ham tilbeder vi jo som Guds
Søn, men martyrerne elsker vi, som det er rimeligt, som disciple og
efterlignere af Herren på grund af den uovertrufne hengivenhed overfor deres
egen konge og lærer. Gid også vi må blive deres fæller og meddisciple!

18.

1. Da nu officeren så den nidkærhed, der blev udvist af jøderne, lod han,
således som det er deres skik, liget anbringe midt på bålet og brændte det.
2. Så opsamlede vi senere hans knogler, der er mere dyrebare end dyrebare
ædelsten og prægtigere end guld, og vi lagde dem på et passende sted. 3. Der
vil Herren, så vidt det er os muligt, lade os komme sammen med fryd og glæde
for at fejre hans martyriums fødselsdag, både til minde om dem, som
tidligere har stridt, og som øvelse og forberedelse for dem, som skal komme
til at stride.

19.

1. Således var begivenhederne omkring den salige Polykarp, som, skønt han,
medregnet dem fra Filadelfia, er den tolvte, der er blevet martyr i Smyrna,
ene af dem alle, huskes i særlig grad, så at han omtales overalt, endog af
hedningerne. Han var ikke blot en fremragende lærer, men også en
bemærkelsesværdig martyr, hvis martyrium alle ønsker at efterligne, da det
var i overensstemmelse med Kristi evangelium. 2. Ved sin udholdenhed vandt
han over den uretfærdige statholder, og således vandt han
uforkrænkelighedens sejrskrans, og sammen med apostlene og alle de
retfærdige jubler han og lavpriser Gud og den almægtige fader, og han priser
vor Herre Jesus Kristus, vore sjæles frelser og vore legemers styrer og
hyrde for den almindelige kirke over hele verden.

20.

1. I har jo bedt om, at begivenhederne måtte blive skildret udførligt for
er, men vi har for nærværende refereret det i hovedtræk ved vor broder
Markion; når I så har læst dette, bedes I også sende brevet videre til
brødrene andet steds, for at også de kan prise Herren, som foretager
udvælgelser blandt sine egne tjenere. 2. Ham, som kan føre os alle ind i sin
nåde og rigdom, til sit himmelske rige ved sin enbårne søn Jesus Kristus,
være herlighed, ære, magt og storhed i evighederne. Hils alle de hellige.
De, som er sammen med os, og Evarestus, som har skrevet dette, tillige med
hele hans husstand, hilser jer.

21.

1. Den salige Polykarp blev martyr den anden dag i første halvdel af måneden
Xantikus, syv dage for første marts, en stor sabbatsdag, ved den ottende
time. Han blev arresteret af Herodes, medens Filip fra Tralles var
forstepræst, og medens Statius Qvadratus var prokonsul, men Jesus Kristus
konge i evighed; ham være herlighed, ære, storhed og en evig trone fra slægt
til slægt. Amen.

22.

1. Vi ønsker, brødre, at I må leve vel og vandre i overensstemmelse med
evangeliet efter Jesu Kristi ord - ham tillige med Gud, Faderen og
Helligånden være ære til frelse for de hellige udvalgte - således som den
salige Polykarp, i hvis fodspor vi forhåbentligt må blive fundet i Jesu
Kristi rige, led martyrdøden. 2. Dette har Gajus afskrevet efter skrifter af
Irenæus, der var discipel af Polykarp. Gajus boede i samme by som Irenæus.
Jeg, Sokrates, afskrev i Korinth Gajus' afskrift. Nåde være med jer alle.
3. Jeg, Pionlus, har igen afskrevet den fornævnte afskrift, da jeg havde
søgt efter det i overensstemmelse med en åbenbaring, i hvilken den salige
Polykarp viste mig det, således som jeg skal berette i det følgende. jeg
samlede det, da det allerede næsten var ødelagt af tiderne, for at den Herre
Jesus Kristus også skal samle mig sammen med sine udvalgte til sit himmelske
rige. Ære være ham tillige med Faderen og Helligånden i evighedernes
evighed! Amen.

[22.]

I en anden form fra Moskva-håndskriftet.
1. Dette har Gajus afskrevet efter Irenæus'skrifter, og han boede i samme by
som Irenæus, der var discipel af den hellige Polykarp. 2. Dengang da biskop
Polykarp blev martyr, var denne Irenæus i Rom og underviste mange. Fra ham
findes der også mange fortrinlige og rigtige skrifter, i hvilke han nævner,
at han havde været discipel af Polykarp. Han gendrev grundigt ethvert
kætteri og overleverede den kirkelige og almindelige rettesnor, som han
havde modtaget af den hellige. 3. Han fortæller også dette, at da Marklon,
fra hvem de såkaldte markioniter stammer, engang mødte den hellige Polykarp
og sagde: "Anerkend os, Polykarp!" svarede denne: "Ja, jeg anerkender dig
som Satans førstefødte." 4. Dette berettes også i Irenæus'skrifter: "På den
dag og i den time, da Polykarp blev martyr i Smyrna, hørte Irenæus, som var
i byen Rom, en lyd, der lød som en trompet, der sagde: "Polykarp er blevet
martyr." 5. Fra disse skrifter af Irenæus foretog Gajus så som nævnt før en
afskrift, og fra Gajus' afskrift foretog Isokrates i Korinth en afskrift.
Og jeg, Pionius, foretog en afskrift efter Isokrates' kopi, efter at jeg
efter en åbenbaring af den hellige Polykarp havde søgt efter den og fået
samlet den, da den næsten var ødelagt af tiden, for at den Herre Jesus
Kristus også skal samle mig sammen med sine udvalgte til sit himmelske rige
sammen med sine udvalgte. Ham være æren sammen med sine udvalgte i hans
himmel! Ære være ham tillige med Faderen og Sønnen og Helligånden i
evighedernes evighed!

END of "Polykarps martyrium"


Guds fred (til alt Hans folk)
Peace-from-God (to all His people)

with love from
Mogens Kall
The servant of Michael

Bible Free Downloads:
From http://www.gospelcom.net/ibs/
From http://www.wbtc.com/default.htm

Jump-Address:
http://forum.giraffen.dk

Return-Address:
dk.livssyn.kristendom\Ordet (2002-09-30, CET 15:29)
---------------------------------------------------------

Internal:

File-name:
Polykarps martyrium (0340)

Ordre-OUTPUT:
DADDY-Break (2003-03-08, CET 10:59):
- "Det skal du (copy martyr-text to dk.l.k)."

This file has been send to
dk.livssyn.kristendom

Time for OUTPUT:
2003-03-08, Saturday, CET 13:17


Kall, Mogens

unread,
Mar 8, 2003, 9:16:18 AM3/8/03
to
Kommentarer til "Polykarps martyrium"
ved Søren Giversen

Indledning

Polykarps martyrium er uden for Ny Testamente den ældste, kendte beretning
om en kristens lidelseshistorie og død og det vidnesbyrd, han dermed
aflagde. Det er i sig selv et værdifuldt gammelt kildeskrift, men det har
også sin betydning derved, at det kom til at danne forbillede for den
særlige litteratur, der voksede op under navn af martyrakter.
Fra sin grundlæggelse og frem til Konstantin den Store var kirken gang på
gang genstand for forfølgelser. Disse forfølgelser greb dybt ind i
menighedernes liv og fik på mange områder betydning for kirkens videre
udvikling og historie. Under disse forfølgelser vidner adskillige
uforfærdet til det sidste om evangeliet. Den uforfærdethed fik afgørende
betydning på to måder: dels fordi den var en styrke og inspiration for de
øvrige kristne, dels fordi den vakte opmærksomhed udenfor kirken. Derved
blev martyrernes blod kirkens udsæd, som det blev hævdet af Tertullian.
Derfor blev også beretninger om dem, der blev martyrer under disse
forfølgelser, meget udbredt. Som litterær genre bringer de ikke noget nyt.
Sådanne beretninger kendte de kristne allerede fra evangeliernes
lidelseshistorie og fra beretningen om Stefanus i Ap.g. 6-7; og fra det
dermed næsten samtidige jødiske skrift, 4. Makkabæerbog, fra 1. årh. e. Kr.
og fra den lidt ældre 2. Makkabæerbog fra ca. 1 00 o Kr. kendtes genren også
i jødisk tradition.
Det er sådanne traditioner for beretninger om mennesker, der med deres
blod kom til at aflægge et sådant vidnesbyrd om deres tro, at de blev kaldt
for martyrer, d.vs. vidner, Polykarps martyrium bygger på og udvikler
videre. Der opstod i tiden derefter en række skildringer af martyrier, der
stort set er bygget op på samme måde.
I Polykarps martyrium (1, 1) forekommer netop for første gang ordet martyr
(det græske martys) i den særlige betydning af en, der dør for sin tro og
dermed vidner om den, og her forekommer også for første gang ordet martyrium
(græsk martyn'a) i den særlige betydning. Begge ord forekommer i Ny
Testamente, men kun i de oprindelige betydninger af vidne og vidnesbyrd i
ligefrem mening. Hvordan og hvornår ordene har fået den særlige betydning
er omdiskuteret.
Polykarps martyrium er ifølge skriftets indledende hilsen et brev fra
menigheden i Smyrna til en menighed, der selv havde udbedt sig nærmere
oplysninger om begivenhederne (20, 1), nemlig menigheden i Filomelion.
Denne by lå i Frygien i det centrale Lilleasien, ca. 350 km stik øst for
Smyrna.

Indhold

Skriftet kan inddeles således:

Hilsen

1,1-2 Martyrium og evangelium
2,1-4 Martyrernes indsats
3,1-2 Germanikus'gode eksempel
4,1 Ouintus'dårlige eksempel
5,1-2 Polykarp undviger
6,1-7,3 Polykarp arresteres
8,1-3 Polykarp føres til stadion
9,1-11,2 Polykarp forhøres og bekender
12,1-13,3 Polykarp kræves dræbt og brændt
14,1-3 Polykarps bøn

Indledning til Polykarps martyrium

15,1 - 16,2 Polykarps død
17,1 - 18,3 Polykarps 'ordiske rester
19,1 - 20,2 Afsluttende hilsen
21,1 Datering
22,1-3 Hilsen og bemærkninger fra skrivere
[22,1-51 Hilsen og bemærkning fra skrivere.

Skriftets indhold kan i hovedtræk gengives således: Efter en hilsen fra
menigheden i Smyrna til menigheden i Filomelion hedder det, at man nu vil
bringe en beretning om martyrerne og om Polykarp, der var den sidste af dem
(1, 1 -2). Det understreges, at enhver afgørelse om martyrium eller ej skal
overlades til Gud, der vil stå martyrerne bi under alle deres trængsler
(2,1-4). Germanikus satte ved sin uforfærdede handling mod i de andre, og
mængden gav sig til at kræve Polykarp arresteret (3,1-2). Derimod handlede
Quintus forkert ved selv at melde sig (4, 1). Polykarp udleverede ikke sig
selv, men presset af sine venner unddrog han sig en tid forfølgerne, og han
blev så gennem et syn klar over, hvorledes han skulle lide døden (5, 1-2),
og røbet af en af sine husfolk, blev han arresteret under et større opbud af
soldater (6,1 - 7,3). Undervejs til stadion blev Polykarp af
politlmyndigheden opfordret til at fornægte sin tro, men afviste det
(8,1-3). Under det egentlige forhør for prokonsulen bekendte Polykarp sig
utvetydigt som kristen og fastholdt sin bekendelse trods trusler på livet
(9,1-11,2). Medens virkeliggørelsen af disse trusler under tilskyndelse og
bistand fra mængden blev forberedt, bevarede Polykarp sin ro (12,1 - 13,3)
og udtrykte derefter i en bøn til Gud sin glæde over at være fundet værdig
til martyriet (14,1-3). Derpå skildres hans død som ledsaget af underfulde
omstændigheder (15, 1 - 16,2). Trods hindringer fra modstanderne lykkedes
det menigheden at sikre sig de jordiske rester af Polykarp, som blev anbragt
på et passende sted med henblik på den kommende højtideligholdelse af hans
martyrdag, idet det dog betones, at martyrerne kun skal æres, medens Kristus
tilbedes (17,1 - 18,3). Til slut understreges Polykarps betydning som lærer
og martyr, og at hans martyrium i alle måder stemte overens med evangeliet,
hvorfor Polykarp da også har fået sin belønning for martyriet, som smyrnerne
efter ønske nu har skildret, omend kun i store træk, gennem denne beretning,
som et medlem af menigheden, Markion, er ansvarlig for, og som nu bedes
udbredt til for Herren, der lovprises af menigheden, som sender hilsener til
modtagerne (19,1 - 20,2). Derefter følger en datering af martyriet (21,1),
og yderligere et par hilsener med tilhørende bemærkninger fra skrivere om
tekstens overlevering (22,1-3), der dog i Moskva-håndskriftet har en noget
anden form og yderligere bringer oplysninger fra Irenæus om Polykarps
sammenstød med kætteren Marklon ([22,1-3]), og om at Irenæus i Rom forkyndte
Polykarps martyrium, samtidig med at det fandt sted i Smyrna ([22,41),
hvorefter håndskriftet i sin kolofon oplyser om tekstens overlevering og
bringer en trinitarisk lovprisning ([22,51).

Affattelse

At Polykarps martyrium er en meget gammel og værdifuld historisk kilde er i
dag ubestridt. Man har dog drøftet både skriftets integritet og tiden for
dets affattelse med noget forskellige resultater.
Formelt står menigheden i Smyrna som afsender af skriftet, hvis udformning
en mand ved navn Markion angives at være ansvarlig for (Pol. Mart. 20, 1).
Denne oplysning er formentlig i det væsentlige rigtig, og man ville næppe
efter kætteren Markions fremtræden opdigte et sådant navn på den ansvarlige
for skriftets affattelse.
At kap. 21 med sin datering måske er tilføjet, og at kap. 22 med såkaldte
kolofoner i hvert fald er føjet til, er tydeligt. Hvad angår kap. 1-20, så
mener adskillige, at der dér flere steder er tale om indskud
(interpolationer) i teksten. Således anses kap. 4 af nogle for et indskud,
men i så fald må det være tøjet ind før Eusebs tid, for han bringer det som
en del af teksten. Derimod er 6,1 - 7,3 under mistanke for at være
interpoleret, fordi Euseb i sin kirkehistorie (H.E. 4,15,11-14) ikke har det
hele med, og to græske håndskrifter mangler også noget af dette afsnit.
Noget af den ujævnhed, der er i sproglig henseende i skriftet som helhed,
kan måske forklares. Man må formentlig regne med, at skriftet er blevet til
ved en redaktionel sammenføjning af beretninger fra forskellige kilder.
Noget af teksten frem til 20,2 stammer fra, hvad medlemmer af menigheden
selv har været med til (5, 1), enten de nu har hørt det (9,1) eller set det
med egne øjne (1 5, 1). Andet må man have spurgt sig frem til (8,2) og både
kap. 3 og 4 kan have været i brug til trøst og advarsel, indtil Polykarp
blev martyr. Skriftet fremtræder imidlertid som en helhed, og er
oplysningerne i 18,3 rigtige, må skriftet være blevet til, enten inden der
er gået et år efter Polykarps død, eller også inden for de aller første år
efter den. Derfor er spørgsmålet om skriftets affattelse nøje knyttet til
dateringen af Polykarps død.
Medens der kun indirekte kan udledes lidt om Polykarps lange virke som
biskop, kan man ud fra Polykarps martyrium næsten time for time følge de
begivenheder, der fører frem til Polykarps martyrdød. På grundlag af
martyrberetningen søger man også at fastlægge de kronologiske forhold
vedrørende Polykarps død, ud fra hans bemærkning om, at han i seks og firs
år har tjent Kristus (Pol. Mart. 9,3), og oplysningerne i Pol. Mart. 21,1,
har man søgt at finde frem til Polykarps dødsår. Den i 21,1 angivne dato
var i et almindeligt år den 23. februar, i et skudår den 22. februar. Nu
føjes det til, at det var "en stor sabbatsdag" (Pol.Mart. 21,1). I året 155
var den 23. februar en lørdag, og det var det igen i 166, 172 og 177.
Imidlertid var året 156 et skudår, og da var den 22. februar en lørdag. I
almindelighed antages det i dag, at Polykarps død fandt sted enten 23/2 155
eller 22/2 156. Nogen usikkerhed volder imidlertid udtrykket "en stor
sabbatsdag", som også er blevet tolket som sagt om den jødiske purimsfest
eller om påsken. Hertil kommer, at Euseb i sin kirkehistorie (H.E. 4,14,10)
har henlagt Polykarps død til engang under kejser Marcus Aurellus (161-180),
og derfor er også andre år som 167, 168, 177 og andre nævnt som mulige.
Opfatter man så Polykarps henvisning til de 86 år som sagt ikke om hans
leveår, men om hans tid som kristen, er han måske blevet henved hundrede år,
og det muliggør en af de sene dateringer - men svækker rigtig nok samtidig
sandsynligheden af oplysningerne om Polykarps personlige bekendtskab med
apostle. Da Irenæus'oplysninger bedst forstås således, at Polykarps død dog
er indtruffet for allerede nogen tid siden, anses året 156 i reglen for det
mest sandsynlige.
Er oplysningerne i Pol. Mart. 20,1 rigtige, må skriftet som for nævnt
være affattet snart efter Polykarps død, enten inden der er gået et år,
eller indenfor de første år derefter.

Håndskrifter

Polykarps martyrium kendes fra seks græske håndskrifter, alle fra 10.- 13.
århundrede, der af forskningen betegnes med B, H, M, P, V og C (eller
tilsvarende små bogstaver). Heraf regnes M, et håndskrift i Moskva (Codex
Mosquensis) for at være det bedste. Hertil kommer et håndskrift fra 10 - 11.
århundrede, der rummer et sammendrag (såkaldt encomium), der tilskrives
Johannes Chrysostomus. I Eusebs Kirkehistorle findes en omskrivning af Pol.
Mart. 2,2-7,3 (H.E. 4,15, 4-14) og en næsten fuldstændig gengivelse af
indledningen samt 8,1-19,1 (H.E. 4,15,3.15-45). Eusebs gengivelse (ofte
angivet med E) er vigtig, også på grund af dens ælde, og falder den sammen
med M, tillægges disse to vidner stor vægt.
Adskillige læsemåder er omdiskuterede, og ingen af de foreliggende udgaver
er helt tilfredsstillende, men må suppleres med nyere undersøgelser som
f.eks. fremlagt af B. Dehandschutter i 1977.

Noter til Polykarps martyrium

Hilsen

At den kristne menighed bor som fremmed svarer til den indledende hilsen i 1
Cl. og Pol. Fil., jvf Hebr. 13,4. - "Den hellige og almindelige kirke": jvf.
Ign. Smyrn. 8,2; Pol.Mart. 8,1; 16,2; 19,2. - "Nåde og fred ... ", jvf.
Jud. 2.

1.
1. "Beretningen om martyrerne" må være beretningen i kap. 2-3 om martyrer
generelt med nævnelse af en enkelt; først fra kap. 5 berettes der om
Polykarp.
2. Fil. 2,4.

2.
3. Ild, der aldrig slukkes, jvf Matt. 3,12. - Es. 64,4; citeret 1 Kor.
2,9. - "Allerede engle", jvf Ap.g. 6,15 om Stefanus, og jvf. Herm. 6,7 og
102,2, der siger, at de døde ved deres bortgang skal være sammen med engle.

3.
1. Germanikus, der i øvrigt er ukendt, handler her, som Ignatius skrev, at
han ville gøre det (Ign. Rom. 5,2). Germanikus bliver således det gode
eksempel, modsat Quintus i Pol. Mart. 4. - Det angivne motiv: udfrielsen
fra det uretfærdige og lovløse liv er et hyppigt tema i datiden.
2. De kristne blev ofte af romerske myndigheder beskyldt for gudløshed,
fordi de ikke ville dyrke statens guder. - "Væk med de gudløse" er
øjensynligt et fast udtryk, jvf. 9,2 og 9,3.

4.
1. Bemærkningen om, at det ikke er rosværdigt at udlevere sig selv, skal ses
i forbindelse med, at sigtet med beretningen om martyriet også er at være en
"øvelse og forberedelse" for eventuelt kommende martyrer, jvf 18,3. Ouintus
bebrejdes ikke, at han giver efter, men at han mod Herrens vilje frivilligt
har meldt sig, jvf. 1,2.

5.
1."hørte dette" sigter til råbet i 3,2.
2. jvf 12,3. Der foreligger i øvrigt intet om, at Polykarp skulle have været
visionær, men derimod betones Polykarps hyppige og omfattende beden, jvf
7,2-3; 8,1; 14,1-3 og Pol. Fil. 12,3.

6.
1-2. At den, der forråder Polykarp, er en af hans husfolk, er endnu en
parallel til jesu lidelseshistorie, jvf Matt. 26,2 1 - 5 0. Det samme gælder
oplysningen om, at lederen af politiet hed Herodes, og at forræderen skal
straffes som Judas.

7
1. "som om ... ", jvf Matt. 26,55. - ´"Guds vilje ske", jvf. Matt. 6,10;
26,39; Ap.g. 21,14.
3. Under bøn stod man op med ansigtet vendt mod øst.

8.
1. Hvad der menes med en stor sabbatsdag er usikkert; almindeligvis
forklares det som en jødisk højtid, måske purimsfesten; nævnes også 21,1;
jvf. Joh. 19,31.
2. - Niketas nævnes også 17,2 men er i øvrigt ukendt. - Ordet "Herre" havde
for de kristne en særlig klang; kun én var Herre, jvf. 1 Kor. 12,3; Fil.
2,11.

9.
1. "en røst fra himlen", jvf Joh. 12,28; Ap.g. 9,34. - "Vær stærk", jvf.
Jos. 1,6; Sl. 27,14. - "At Polykarp opfordres til at være mandig svarer til
den opfordring fortælleren får i Herm. 4,3.
3. 86 år er, hvis Polykarp var født som søn af kristne forældre,
ensbetydende med hans alder; hvis han først senere er blevet kristen, må han
være over 86 år.


10.
1. Prokonsulen er tilsyneladende først venligt stemt overfor Polykarp som
Pilatus overfor Jesus, Luk. 23,20.
2. Tanken om respekt for øvrigheden, der er indsat af Gud svarer til Rom.
13,1.7; 1 Pet. 2,13 f.

11.
2. Polykarp vælger her modsat Quintus at stå fast jvf. 44); at han siger til
prokonsulen, at han blot skal kalde de vilde dyr ind, minder om
Ignatius'forsæt, Ign. Rom. 5,2 og om Germanikus' adfærd, Pol. Mart. 3, 1.

12.
1. At hans ansigt lyste af nåde svarer til beretningen om Stefanus i Ap.g.
6,15.
2. Hvis der med den -store sabbatsdag- i 8,1 menes en jødisk højtid, er det
påfaldende, at der er jøder til stede i mængden, da rettroende jøders
bevægelser var begrænset på sabbater. - Med mængdens råb: "Asiens lærer, de
kristnes fader" udpeges Polykarp som den ansvarlige for tilbagegangen i den
hedenske og jødiske gudsdyrkelse. At han kaldes for Asiens lærer, betegner
ham som den, der er ansvarlig for den ideologiske holdning hos de kristne i
provinsen Asien. Dette svarer ganske godt til, at Polykarp i følge Eusebs
kirkehistorle (H.E. 3,3 6,1) "var berømt i Asien", og at han ved mødet med
Aniket optrådte som leder af og talsmand for de østlige menigheder overfor
Rom (H.E. 5,24, 16-17). I udtrykket "de kristnes fader" kan ordet "fader"
være sagt om den funktion som åndelig vejleder, som Polykarp havde. I den
ældste kirke ser det ud til, at kun særligt ansvarlige, vistnok biskopper,
bar denne titel. Dette svarer til, at den øverste ansvarlige leder inden
for Mithrasmysterierne blev kaldt for "fader". Nu er der kun to græske
tekster, der læser Asiens lærer, nemlig Moskva-åndskriftet (M) og Euseb (E).
De fleste håndskrifter læser Ugudelighedens lærer. På græsk hedder Asien
asia, ugudelighed asebeia og man har ment, at det sidste var det
oprindelige, idet de kristne både i 3,2 og 9,2 kaldes for de ugudelige, og
en senere afskriver skulle så have rettet asebeia til asi'a, fordi han ikke
brød sig om, at Polykarp blev kaldt for ugudelighedens lærer. Dog er den
læsemåde, der findes hos flertallet af håndskrifter den letteste, fordi den
med ordet ugudelighed harmonerer med råbet mod de ugudelige i 3,2 og 9,2,
medens læsemåden hos M og Euseb er den vanskeligste, fordi den bringer noget
nyt ind i beretningen og forudsætter, at mængden omtaler Polykarp med
udtryk, som de kristne kan have brugt om Polykarp; det er da rimeligere at
betragte M's og E's læsemåde som den oprindeligste, og den anden læsemåde
som et harmoniseringsforsøg; hertil kommer at M og Euseb i almindelighed må
regnes for at være de bedste tekstvidner til Polykarps martyrium. - En
asiark var en lokal embedsmand med en ledende stilling indenfor en gruppe af
de vigtigste byer i den romerske provins Asien; han havde ansvaret for
kejserkulten og dermed for en række kamplege og fester; i visse tilfælde ser
hvervet ud til at være forbundet med hvervet som førstepræst, jvf. 21,1. En
Gajus Julius Filip var asiark under Antonius Pius' regeringstid (138-161) og
prokurator under Marcus Aurelius' regeringstid (161-180). - Jagterne vil
sige optrin, hvor rovdyr blev sluppet løs mod folk, der var professionelt
trænet i at kæmpe med dem, eller mod ulykkelige ofre.
3. Jvf. 5,2.

13.
1. Med jøderne menes der her folk af jødisk tro; adskillige kristne var af
jødisk afstamning.
2. Jvf. Mark. 5,28.
3. At Polykarp ikke nagles fast som jesus, viser at beretningen ikke er en
konstrueret parallel til jesu lidelseshistorie, men en selvstændig
beretning.

14.
1. jvf. 4. Makk. 6,29; 17,22. - "Herre, almægtige Gud", jvf. Åb. 4,8;11,17;
15,3; 16,7 og jvf. Did.10,3: almægtige hersker. - "kendskab til dig", jvf 1
Cl. 59,2; Did. 9,2; 10,2. - "retfærdige slægt", d.v.s. de troende, jvf.
Herm. 94,5.
2. "Jeg priser dig"; det samme udtryk forekommer to gange i apokryffen
Paulus og Theklas gerninger 24.
3. Pol. Fil. 12,2 kalder Polykarp også Jesus for den evige ypperstepræst;
vf. Hebr. 6,20; 7,3; 7,2 6;8, 1;1 Cl. 36, 1; 61,3; 64,1; Ign.Fil. 9, 1.

15.
2. Jvf. Åb. 1, 15.

16.
1. Ordene "en due og" findes ikke i Eusebs gengivelse af begivenhederne i
hans Kirkehistorie (H.E. 4,15,39) og de antages al mindeligvis for at være
et senere indskud. I den hellenistiske verden sættes fugle ofte i
forbindelse med forestillinger om sjælen, og i kristen symbolik er duen et
billede på sjælen, jvf. Tertullians Om dåben, 8.
2. At Polykarp kaldes en apostolsk og profetisk lærer skal udtrykke, at hans
forkyndelse var i overensstemmelse med apostlene og evangeliet. Betegnelsen
lærer ser ud til at være en fast betegnelse for Polykarps virksomhed, jvf.
12,2 og 19,1. - Her er det først bevidnede eksempel på, at betegnelsen "den
almindelige kirke" bruges om en lokal menighed; i den indledende hilsen i
Pol. Mart. bruges det som i 19,2 og Ign. Smyrn. 8,2 om den universelle
kirke. Et vigtigt håndskrift, Moskva-håndskriftet, har dog i stedet "den
hellige kirke".

17.
1. Sejrskrans eller krone; jvf. 19,2; 4 Makk. 17,11-15; 1 Kor. 9,25; 2 Tim.
4,8.
2. - "stakkels lig", oversættelsen følger med Gebhardt, Harnack og Zahns
udgave de to bedste tekstvidner, M og E, medens flertallet af håndskrifter
og K. Bihlmeyers udgave blot har ordet for "lig", og ikke den diminutive
form, der også rummer nuancen "stakkels". - Niketas, jvf. 8,2. - Alke anses
for at være den samme kvinde, der nævnes Ign. Smyrn. 13,1 og Ign. Pol.
8,3.
3. Der er en klar forskel, som teksten understreger: Kristus tilbedes, d.vs.
som Gud, medens martyrerne blot elskes, d.v.s. æres eller værdsættes højt.

18.
3. "fødselsdag": hermed menes ikke blot, at Polykarps martyrium fandt sted
den dag, men snarere dette, at martyrens død opfattes som genfødelse til det
evige liv. Udtrykket var umiddelbart forståeligt i samtidens symbolsprog.
I mysteriekulterne kunne de indviedes symbolske død opfattes som deres
genfødelse; således f.eks. i Apulelus' Metam. 11, 24. - "stride": ordet
bruges om martyrer i 4 Makk. 1 7,1 1 - 1 6; 1 Cl. 5,2,: heraf ordet
stridsmand om martyrerne, jvf. Ign. Pol. 1,3; 2,3 og 3,1; senere får feks.
apostlen Thomas hædersnavnet "stridsmanden" - sin kamp for troen, jvo at han
i Nag Hammadi Codex 11, 145, 17-18 kaldes for "Thomas stridsmand".

19.
1. De øvrige 11 martyrer er antagelig omtalt i 2,1-3,2. - "i
overensstemmelse med Kristi evangelium", jvf. 1, 1; 4, 1.

20.
1-2. Den her nævnte Markion er den ansvarlige for beretningen, medens
Evarestus blot er den skriver, der som sekretær har besørget nedskriften.
Ingen af dem kendes i øvrigt, og Markion må ikke forveksles med kætteren af
samme navn, som nævnes i 22,4 (Moskva-håndskriftet).
2. "De hellige" vil sige de kristne, jvf. f.eks. Kol. 1,2.

21.
1. Om den angivne dato se indledningen - "ottende time", d.vs. først på
eftermiddagen. M. læser her i stedet "niende time", måske inspireret af
Matt. 27,46. - En indskrift fra 149 nævner en traller ved navn Filip, der er
asiark. Filip i 21,2 er da sandsynligvis den samme som Filip i 12,12, og
denne var formentlig asiark i 150-erne.

22.
2-3. Her søger teksten at bringe sin traditionshistorie; hensigten kan være
at styrke tilliden til teksten. - Irenæus f. ca. 130 i Smyrna, var discipel
af Polykarp; blev senere presbyter og biskop i Lyon, hvor han oplevede den
store forfølgelse år 177; Irenæus' hovedværk Mod kætterierne (Adversus
haereses, fra omkr. 185) rummer ganske vist beretninger om Polykarp, men
Pol. Mart. findes ikke optaget i hans skrifter.
3. Pionlus skal sikkert være den Pionius, der ifig. skriftet "Pionlus'
martyrium" blev martyr under den deciske forfølgelse 249-251. - "berette i
det følgende": en sådan beretning kendes ikke, hvorfor det kan forstås som
tegn på, at der efter Pol. Mart. har fulgt noget mere om samme emne.

[22.]
2-3. Stykket anses gerne for sekundært.
4. Markion er kætteren Markion.

END of "Kommentarer til Polykarps martyrium"


Guds fred (til alt Hans folk)
Peace-from-God (to all His people)

with love from
Mogens Kall
The servant of Michael

Jump-Address:
http://forum.giraffen.dk

Return-Address:
dk.livssyn.kristendom\Ordet (2002-09-30, CET 15:29)
---------------------------------------------------------

Internal:

File-name:
Polykarps martyrium (0340)
0341

Ordre-OUTPUT:
DADDY-Break (2003-03-08, CET 13:28):
- "Det skal du (copy Søren Giversen kommentar til 0340)."

This file has been send to
dk.livssyn.kristendom

Time for OUTPUT:
2003-03-08, Saturday, CET 15:16


Reply all
Reply to author
Forward
0 new messages