Har/er ved bevægelsesverber
Claus Tondering
Ved mange verber er der en skelnen mellem aktiv og passiv:
- Jeg har skrevet (aktiv)
- Brevet er skrevet (passiv)
Men ved bevægelseverber er situationen en anden:
- Peter har gået en tur (og han er vendt tilbage)
- Peter er gået en tur (og han er ikke kommet tilbage endnu)
- Søren har rejst meget (og er formodentlig vendt tilbage)
- Søren er rejst til England (og er der stadig)
Denne forskel på "er" og "har" + perfektum participium forekommer mig
at være så stor at det ikke giver mening at benytte samme betegnelse
for de to former. Ikke desto mindre mener jeg at begge konstruktioner
kaldes førnutid/perfektum. Har jeg ret? Og hvis jeg har ret, er det så
ikke underligt?
--
Claus Tøndering
Bertel Lund Hansen
>Og hvis jeg har ret, er det så ikke underligt?
Jo.
--
Bertel
http://lundhansen.dk/bertel/ FIDUSO: http://fiduso.dk/
Henning Makholm
> Ved mange verber er der en skelnen mellem aktiv og passiv:
> - Jeg har skrevet (aktiv)
> - Brevet er skrevet (passiv)
> Men ved bevægelseverber er situationen en anden:
> - Peter har gået en tur (og han er vendt tilbage)
> - Peter er gået en tur (og han er ikke kommet tilbage endnu)
Jeg bilder mig ind at jeg kan se en vis moralsk parallel mellem de to
situationer. Når man bruger "er" er det for at betone den egenskab
Peter har *nu* fordi han gik en tur (nemlig at han er fraværende). Når
man bruger "har" er hovedvægten på den handling Peter foretog, og ikke
i sig selv på de underforståede konsekvenser for situationen nu.
Hvor er så parallellen? Jo, jeg er ikke sikker på at jeg ville
analysere
Brevet er skrevet
som førnutid. Jeg ville snarere opfatte det som en kopulakonstruktion,
hvor "skrevet" fungerer som omsagnsled til "brevet". Derimod vil jeg
kalde
Jeg har skrevet et brev
for ægte førnutid.
Omsagnsled-karakteren af "er skrevet" synes jeg semantisk minder om
det fokus på Peters nuværende fravær der ligger i "er gået en tur" -
selv om "gået en tur" rent syntaktisk ikke duer som udtryk for en
egenskab.
--
Henning Makholm "... not one has been remembered from the time
when the author studied freshman physics. Quite the
contrary: he merely remembers that such and such is true, and to
explain it he invents a demonstration at the moment it is needed."
e l g e . s @orangenet.dk Helge S
"Claus Tondering" <c...@filanet.dk> skrev i en meddelelse
news:5yvg85d...@ct.local.filanet.dk...
> Jeg har grublet lidt over brugen af "har" og "er" i perfektum.
>
> Ved mange verber er der en skelnen mellem aktiv og passiv:
>
> - Jeg har skrevet (aktiv)
> - Brevet er skrevet (passiv)
Jeg mener der er en forskel på
(1) Brevet 'er skrevet (perfektum)
(2) Brevet er 'skrevet (dvs ikke printet; nærmest adjektivisk, i modsætning
til (3) Brevet blev skrevet)
> Men ved bevægelseverber er situationen en anden:
>
> - Søren har rejst meget (og er formodentlig vendt tilbage)
> - Søren er rejst til England (og er der stadig)
>
Søren har rejst meget
- kan man kalde "erfarings-aspekt". Handlingen er foregået på et ubestemt
tidspunkt og er afsluttet, og det drejer sig om noget nogen har prøvet eller
erfaret. Man kan normal indsætte "engang"eller "flere gange" i sætningen
uden at betydningen ændres nævneværdigt.
Søren er rejst til England
- en perfektum, næsten som vi kender det fra engelsk eller tysk (her tænker
jeg på betydningen og ikke konventionerne omkring anvendelse)
. . .
Johansen
> at være så stor at det ikke giver mening at benytte samme betegnelse
> for de to former. Ikke desto mindre mener jeg at begge konstruktioner
> kaldes førnutid/perfektum. Har jeg ret? Og hvis jeg har ret, er det så
> ikke underligt?
I forhold til *tid* er forskellen vel ikke så stor.
Tag f.eks.
- Han er lige kørt til Århus
- Han har lige kørt de ti kilometer til Århus
Forskellen er her, at "de ti kilometer" kommer til at virke som objekt i den
sidste sætning, men semantisk/tidsmæssigt ligger sætningerne meget tæt op ad
hinanden.
/Johansen
Claus Tondering
> I forhold til *tid* er forskellen vel ikke så stor.
>
> Tag f.eks.
>
> - Han er lige kørt til Århus
> - Han har lige kørt de ti kilometer til Århus
>
> Forskellen er her, at "de ti kilometer" kommer til at virke som objekt i den
> sidste sætning, men semantisk/tidsmæssigt ligger sætningerne meget tæt op ad
> hinanden.
Jeg synes at sætningerne semantisk ligger meget langt fra hinanden.
I første tilfælde er han muligvis stadig undervejs mod Århus, i andet
tilfælde er han nået frem til Århus. Det er da en væsentlig forskel.
--
Claus Tøndering
Johansen
> >
> > - Han er lige kørt til Århus
> > - Han har lige kørt de ti kilometer til Århus
> >
> > Forskellen er her, at "de ti kilometer" kommer til at virke som objekt i
den
> > sidste sætning, men semantisk/tidsmæssigt ligger sætningerne meget tæt
op ad
> > hinanden.
>
> Jeg synes at sætningerne semantisk ligger meget langt fra hinanden.
> I første tilfælde er han muligvis stadig undervejs mod Århus, i andet
> tilfælde er han nået frem til Århus. Det er da en væsentlig forskel.
*Måske* ligger sætningerne meget langt fra hinanden i semantisk henseende.
Men de kan lige så vel have stort set samme betydning. Det er ikke
afgørende. Der er tale om tempus, og så er det tiden og ikke semantikken,
der er central.
I tysk er der i øvrigt en stærkere tendens til at bruge "være"-formen om
bevægelsesverber:
- Er ist 100 Meter gelaufen
snarere end
- Er hat 100 Meter gelaufen
hvor man på dansk nok vil foretrække
- Han har løbet 100 meter
Men heller ikke inden for det danske sprog skal man overdrive forskellen:
- Han har lige kørt de ti kilometer til Århus
- Han er lige kørt de ti kilometer til Århus
Jeg vil mene, at begge eksempler kan accepteres som korrekt dansk, men jeg
har meget svært ved at se, hvad der er den betydningsmæssige forskel på de
to eksempler.
/Johansen
Peter Kyllesbeck
Her kommer så måske yderligere den lille forskel på 'at være' eller 'at
have' ;-)
Mvh
Peter Kyllesbeck