Carsten Stage skrev:
> Er det sådan, at man generelt er tilbøjelig til at "hænge fast"
> i sproget, som man i sin tid lærte det - som i teenageårene?
> Det uanset at man selv mener at følge godt med.
Både og. Der er nok ingen tvivl om at man kan høre på mig hvilken
aldersklasse jeg tilhører. Jeg taler forholdsvis tydeligt, og
nogle af mine sprogvalg er utvilsomt karakteristiske for min
generation (uden at jeg på stående fod kan sige hvilke).
Men jeg har taget mange nye udtryk til mig fordi jeg syntes at de
ramte noget vigtigt. Jeg kan faktisk huske min umiddelbare glæde
første gang jeg hørt "rimeligt" brugt som forstærker. Men der er
en del gadesprog (forstået neutralt - det var stærkt nedsættende
da jeg var barn, jf. det delvist forældede "gadedreng") jeg ikke
har berøring med og derfor ikke kan blive inspireret af.
Jeg har også før givet udtryk for at specielt denne her
sproggruppe har været med til at flytte mine grænser for hvad jeg
vil kalde acceptabelt eller rigtigt dansk. Jo mere man hører om
andre jævnbyrdige sprogbrugeres anderledes sprogbrug, jo mere går
det op for en at ens egen opfattelse ikke er så naturgivet som
man ellers troede.
Af og til flirter jeg med en holdning som jeg oplevede i et
TED-foredrag af en amerikansk sprogperson. Hun undrede sig over
den afvisning der fandt sted over for sproglige afvisninger. Jeg
kan sammenligne det med musikverdenen hvor 'afvigelser' ikke er
afvigelser, men nye udtryksformer der skal udforskes, og hvor man
med forkærlighed blander vidt forskellige kulturers udtryk så der
opstår en helt ny udtryksform.
Sammenligningen halter dog, for musikken har jo ikke til formål
at udtrykke præcise tanker - af og til så præcise at
"spidsfindig" er for mildt et ord - og det sætter grænser for
hvor mange slag man kan slå i bolledejen. Men man kunne jo godt
lade sig inspirere til ikke at være så afvisende over for at nye
ord hentes ind selv om de i princippet er inderligt overflødige.
Det er morgenfruer jo sådan set også.
> Jeg har flere gange observeret det i forhold til musik, teenageårenes
> smag hænger fast, og der kommer ikke voldsomt meget nyt til. Jo måske
> navne, men ikke helt ny stil eller smag.
Det kan jeg ikke genkende. Det er blevet lidt begrænset hvor
meget musik jeg lytter til selv om min interesse er blomstret en
del op på det sidste. Men der er ikke nogen genre som jeg vil
afvise som uinteressant og hvor jeg ikke kan finde eksempler der
er værd at lytte til. Jeg oplever måske ikke længere at et nyt
album ligesom åbner en helt ny dør sådan som Jimi Hendrix' "Are
You Experienced" eller flere af Beatles' plader gjorde. Den
første aften jeg hørte Hendrix, står lyslevende i min erindring.
Men jeg glæder mig jævnligt over nye oplevelser hvor jeg f.eks.
kan nævne at Bjørk og Portishead også gik rent ind med nogle
meget personlige udtryk - og Ohland forresten. Tag og hør hendes
cd.
Men der er masser af nymodens musik som jeg ikke kender fordi jeg
som sagt bruger musik på et lavt plan.