Den 13.09.2013 kl. 04:08 skrev Bertel Lund Hansen
<
kanon...@lundhansen.dk>:
> Helge S skrev:
>
>> At "stort set alle" bruger man, når de omtaler sig selv, er en
>> gigantisk,
>> muligvis pædagogisk ment, overdrivelse.
>
> Sikkert, men dit svar rammer ved siden af.
>
> I det omtalte interview med Anne Linnet var det helt tydeligt at
> "man" havde erstattet "jeg". Hun fortalte om sine egne,
> specifikke oplevelser, men sagde udelukkende "man" og aldrig
> "jeg".
Jeg svarede på Pers indlæg, og han siger ikke noget om Anne Linnet.
Men jeg tror, at alle er stødt på personer, der i bestemt situationer
bruger man i stedet for jeg. Jeg tror det gælder offentlige situationer,
altså med mange tilskuere/tilhørere, hvor der bliver fokuseret på ens
person. Teori: Ved at bruge man, gør man sit udsagn alment,
"de-personaliseret" og forsøget at undgå fokus. Jeg hørte for nogle uger
siden et radiointerview om besættelsestiden, hvor et svar lød nogenlunde
sådan her (efter hukommelsen):
"Når man sådan tænker tilbage, så må man jo indrømme, at der er ting man
fortryder. Man var jo ung, og ens handlinger var tit uovervejede."
Hvis hun i stedet havde svaret:
"Når jeg tænker tilbage, så må jeg indrømme, at der er ting, jeg
fortryder. Jeg var jo ung, og mine handling var tit uovervejede"
- så inddrager hun i højere grad sin egne person. Som tidligere nævnt, kan
man kalde det for en distance. Hun lægger afstand til sin fortid ved af
bruge man. Det ligger mellem linjerne, at "jeg var en anden dengang".