"Tom Wagner" skrev i meddelelsen
news:4fc87177$0$287$1472...@news.sunsite.dk...
Den 01-06-2012 01:14, Arne H. Wilstrup skrev:
> Da jeg læste sociolingvistik på universitetet, blev jeg belært om hvor
> følsomt folks sprogforståelse var når det gjaldt deres eget sprog og
> samtidig fik jeg at vide at forskerne i årevis har været uenige om
> definitionerne på forskellene på hvad der er "rigssprog" og dialekt. Fx
> omtalte en af mine lærebøger britisk engelsk som blot en variation af
> engelsk, fordi man ikke kan afgøre hvad der egentlig er det "rigtige"
> engelsk. Jeg vil derfor ikke på nogen måde indgå i en ophidset
> diskussion om hvor grænsen mellem dialekt og rigssprog går. På den anden
> side,når du nu spørger, så vil jeg svare: set fra mit sproglige ståsted,
> så er Ålborgensisk en dialekt. ;-)
Her er der ikke tale om, hvad "rigtigt" dansk er, ålborgensisk er lige
så rigtigt som, københavnsk "lavsprog" eller det sprog dronningen taler.
--------------------------------------------------------------------------------
jovist - men jeg hævder ikke at det dansk de taler i Ålborg ikke er "rigtig
"dansk, men forsøger at forklare at man ikke er enige rundt om bordet hvad
begrebet "dialekt" egentlig dækker og når der nævnes rigsdansk, som dybest
set er en konstruktion (for hvad er det og hvem taler det?) så er det vel
relevant at forsøge at komme med et bud på hvordan man opfatter andre former
for dansk -og her mener jeg så at Ålborgensisk, set fra min pind, er en
dialekt.
--------------------------------------------------------------------------------
Hans spørger, om vi vil kategorisere ålborgensisk som dialekt eller
accent, og mit svar er, som Jens, at der er tale om tydeligt
regionalpræg, ikke dialekt.
--------------------------------------------------------------------------------
Ja, her er jeg så ikke enig -jeg mener at jysk er en dialekt i forhold til
standard-dansk, eller rigsdansk om du vil, og det sprog tales mest i
København (; -) )
--------------------------------------------------------------------------------
Som andre har været inde på, vil jeg reservere dialekt til en sprogform
med ordforråd, grammatik (syntaks) afvigende fra rigsmålet, som nærmest
er "negativt" defineret, som det sprog som hverken udtalemæssigt eller
grammatisk entydigt kan sted- og tidsfæstes geografisk, socialt osv.
I dag er det svært at finde klare eksempler på dansk dialekt.
--------------------------------------------------------------------------------
Lad mig -for ikke at blive for polemisk - citere professor Ronald Wardhaugh
fra det lingvisgtiske departement på Torontos universitet.
Han skriver ikke alene om det engelsk sprog, men har andre sprog og
sprog-variationer som sit område.
Han skriver i en bog om sociolingvistik blandt andet følgende:
"For many people there can be no confusion at all about about what language
they speak. For example, they are Chinese, Japanese, or Korean and they
speak Chinese, Japanese, and Korean respectively. It is as simple as that;
language and ethnicity are virtually synonymous (Coulmas, 1999). A Chinese
my be surprised to find that another person who appears to be Chinese does
not speak Chinese, and some Japanese have gone so far to claim not to be
able to understand Caucasians who speak fluent Japanese. Just as such a
strong connection between language and ethnicity may prove to be invaluable
in nation-bulding, it can also be fraught with problems when individuals
and groups seek to realize some other identity, e.g., to be both Chinese and
American, or to be Canadian rather than Korean-Canadian. As we will see,
many Americans seem partricularly reluctant to equate language with
ethnicity in their own case: although they regard English as the 'natural'
language of Americans, they do not consider American to be an ethnic label.
The results may be the same; only the reasons differ." (Wardhaugh, 2008 p.
27)
Og videre om dialekter:
"Haugen has pointed out the language and dialect ar ambigious terms.
Ordinary people use these terms quite freely in speech; for them a dialect
is almost certainly no more than a local non-prestigious (therefore
powerless) variety of real language. In contrast, scholars often experience
considerable difficulty in deciding whether one term should be used rather
than the other in certain situations. As Haugen says, the terms 'represents
a simple dichotomy in a situation that is almost infinitely complex'. He
points out that the confusion goes back to the Ancient Greeks. The Greek
language that we associate with Ancient Greece was actually a group of
distinct local varieties (Ionic, Doric and Attic) descended by divergance
from a common spoken source with each variety having its own literary
traditions and uses, e.g., Ionic for history, Doric for choral and lyric
works, and Attic for tragedy. Later, Athenian Greek, the koiné -or 'common
language' -became the norm for the spoken language as the various spoken
varieties converged on the dialect of the major cultural and administrative
center. Haugen points out that the Greek situation has provided the model
for later usages of the two terms with the resulting ambiguity. Language can
be used to refer either to a single linguistic norm or to a group of related
norms, and dialect to refer to one of the norms." (ibid. p. 28).
Det får ham til at skrive følgende om hvordan det historisk set er blevet
sådan at man taler om standard-variationen af engelsk som baserer sig på det
engelsk der udviklede sig efter den normanniske erobring og som resulterede
i "the permanent removal of the Court from Winchester to London. This
dialect became the one preferred by the educated, and ti was developed and
promoted as a model, or norm, for wider and wider segments of society....
Today Standard English is codified to the extent that the grammar and
vocabulary of English are much the same everywhere in the world: variation
among local standards is really quite minor, being differences of 'flavor'
rather than of 'substance', so that the Singapore, South African, and Irish
varieties are really very little different from one another so far as
grammar and vocabulary are concerned. Indeed, Standard English is ´so
powerful that it exerts a tremendous presure on all local varieties, to the
extent that many of the long-established dialects of England and the
Lowlands English of Scotland have lost much of their vigor."
(Ibid. p.35)
Med andre ord bliver den engelske variation som måske kunne kaldes for
hoveddialekten, det sprog der tales i London af de veluddannede gruppe af
mennesker og som synes at have en så stor indflydelse og magt sprogligt set
at det sætter øvrige måder at formidle engelsk på i landene under stærkt
pres.
Overfører vi det til dansk, så kan man - hvis det samme er tilfældet her -
sige at det "rigtige" dansk er det dansk der tales i København af de
veluddannede grupper, og som dermed presser de øvrige regionale måder at
tale dansk på, herunder også den måde der tales dansk på i Ålborg.
Wardhaugh fortæller i sin bog om vanskelighederne ved at gruppere de
forskellige sproglige varieteter, for hvordan skal de grupperes? Er det
hvordan de udtaler et -r fx i ord som car og cart eller er det ikke? Hvilken
form for præteritumsvalg foretrækker man og hvilke ord skal man benytte til
forskellige ting i hverdagen fx "elevator" eller "lift", "petrol" eller
"gas", "carousel" eller "roundabout"?.
Endelig skriver han om dialekter at man også kan bruge termen til at
beskrive forskelligheder i udtale hos forskellige sociale grupper eller
klasser. Der er både sociale dialekter såvel som regionale og igen opstår
vanskelighederne med at gruppere disse forhold, for hvordan skal man
afgrænse og definere en social gruppe eller en socialklasse?
Han fortsætter med at skrive at eftersom regionale dialekter er baseret på
geografi, opstår sociale dialekter blandt sociale grupper og relaterer sig
til en mængde faktorer, hovedsagelig tilsyneladende blandt socialklasser,
religion elelr etnicitet.
Bogen er på over 400 sider på engelsk og beskriver meget omfattende hvad der
foregår i forhold til dialektforskningen og problemerne med afgrænsningerne
af dialekter og "rigssprog", så det er ingenlunde en let opgave at forklare
eller definere sig ud af. Det er derfor jeg normalt er yderst forsigtig med
at definere Ålborg-dialekten som andet end en variation af dansk, men med en
reference til det dansk der tales af veluddannede folk i København (man kan
jo ikke længere tale om et radio-tv-sprog, eftersom der nu opstår flere og
flere der taler et dialektalt dansk der. Jeg mener at når seriøse forskere
har store vanskeligheder med de definitioner og afgrænsninger,hvordan skal
jeg så - som ikke-forsker inden for området dog kunne bidrage med noget
mere genialt end dem?
--------------------------------------------------------------------------------
På dansk bruger jeg, som andre, mest accent om den sprogtone, der
karakteriserer udtale hos folk, der ikke har dansk som førstesprog.
Prins Henrik har fx en tydelig fransk accent, men uhyre få grammatiske
fejl. Men jeg kan dog godt finde på at sige, at en person taler med fx
bornholmsk accent.
--------------------------------------------------------------------------------
Hvad angår begrebet accent skriver professoren følgende (om engelsk):
"Finally, the term dialexct, particularly when it is used in reference to
regional variation, should not be confused with the term accent. Standard
English, for example, is spoken in a variety of accents, often with clear
regional and social associations: there are accents associated with North
America, Singapore, India, Liverpool (Scouse), Tyneside (Geordie), Boston,
New York, and so on. However, many people who live in such places show a
remarkable uniformity to one another in their grammar and vocabulary because
they speak Standard English and the differences are merely those of accent,
i.e., how they pronounce what they say." (ibid. p.46)
Med andre ord -for nu at koge en lang historie ned til noget kort (selvom
det godtnok er for sent ;-) ), kan man måske henvise til en hjemmeside på
Københavns Universitet der netop forsøger at beskrive forholdet, for du har
bestemt ikke ret i at der IKKE er let at finde klare eksempler på dialekt på
dansk.
http://dialekt.ku.dk/dialekter/dialektdefinitioner/
Her står der blandt andet at læse:
I megen talesprogsforskning i dag er det den moderne angelsaksiske
definition af dialekt der bruges, og det er også den der er vores her på
siden. Her er opfattelsen at alle taler dialekt . Både unge og gamle, og
mennesker på landet og i byen. Sproglig variation på flere sproglige
niveauer (udtale, ordforråd og grammatik) som er systematisk ens for en
gruppe af mennesker, kan kaldes en dialekt . Dialekt er derfor i denne
definition også overbetegnelse for f.eks. sociolekt og multietnolekt
Her står der også om accent: Man kan blive flydende i ordforråd og
grammatik, mens udtalen er farvet af et andet modersmål end dansk. Det
kalder man accent. Dansk med accent må ikke forveksles med den type dansk
som tales af tosprogede børn og unge som er født og opvokset i Danmark.
Deres sprog bør betragtes som dialekt eller multietnolekt
I Danmark bruger vi normalt ordet accent om udenlandsk accent, dvs. om dansk
talt med en hørbar udtaleafsmitning fra et andet modersmål. På engelsk kan
accent også bruges om dialekter – en hørbar udtale som signalerer talerens
lokale baggrund.
http://dialekt.ku.dk/dansk_med_accent/
Puha - det var en ordentlig omgang -og jeg mener stadig at Ålborgensisk er
en dialekt (hvilket jo også er i overensstemmelse med forskernes opfattelse
som fremgår af ovennævnte hjemmeside :-) )