Høvlebænken i revideret udgave
B. Mathias Askholm
håndværktøj".
Jeg vedlægger den her i håb om at nogen - gerne træsmede som jeg selv (det
er alle mulige håndværkere der arbejder i eller med træ) vil læse den,
kommentere den og evt. komme med gode forslag til ændringer og/eller
tilføjelser.
God fordøjelse.
Børge.
Høvlebænk
Er først og fremmest snedkerens og til dels tømrerens fornemste og måske
vigtigste værktøj, hans arbejdsbord; men den findes i mange forskellige
udførelser, størrelser og med lige så mange forskellige navne. Ligesom de er
indrettet eller udformet efter det særlige behov den enkelte træsmed har.
Derfor vil enhver træsmed finde sin egen høvlebænk mest praktisk, hvis han
da hører til dem der bruger den - det er nemlig ikke alle. Det til trods kan
man finde den i en eller anden form på stort set alle træsmedeværksteder.
Høvlebænken har en lang historie bag sig. I følge en engelsk ordbog om
træhåndværktøj brugte de gamle romere et bord, bestående af en kraftig
plade monteret på fire spredte ben. Til at fastholde emnerne brugte de
holdehager, mens de ikke udnyttede deres kendskab til skruen til at lave
egentlige tænger. Høvlebænken var derfor i århundreder blot et bord med
nogle duphuller; sådanne arbejdsborde bruges endnu i Sydeuropa og de
angelsaksiske lande (USA inkl.).
Som den ser ud i dag er den af tysk oprindelse. Den kom fuldbåren til verden
i Nürnberg omkring år 1500, hvor en Löffelholz forsynede den med
skrue-tænger, men der gik mere end 200 år inden den blev almindelig. Det er
temmelig bemærkelsesværdigt at der skulle gå så lang tid, for høvlen bliver
rigtigt almindelig netop i slutningen af middelalderen (skønt den allerede
da har været kendt på disse kanter i 1200 år).
Fælles for alle høvlebænke er dog at de består af en kraftig (bøgetræs)
planke, pladen eller ladet, der hviler på et forsvarligt stel af fyrretræ.
Stellet består af to bukke, normalt med tre "ben" i bænkens brede ende og to
i den smalle (bagende), og holdes sammen af to brede "bjælker" der er tappet
igennem benene. Benene et tappet ind i et vandret liggende fodstykke og et
lignende topstykke. Slås der en plade under bjælkerne har man et udmærket
rum til opbevaring af værktøj, madpakke eller andet brugbart gods...
Ladet har en tykkelse på 5-10 cm, bredden normalt omkr. 30 cm, men er dertil
bagtil forsynet med en fordybning, biladet, hvor værktøjet kan lægges så det
er lige for hånden når der er brug for det, og hvor det ikke generer
arbejdet på den høje del af ladet.
Jeg har ved en enkelt lejlighed hørt udtrykket "grebning" blive brugt om
biladet; det var fra en møbelsnedker der havde hørt det af "af en af de
gamle" som han udtrykte det.
Langs ladets forkant og i bagtangen er lodret nedstemt en række duphuller
til at sætte bænkdupper, skæredupper eller pigdupper i. Undertiden ses en
lignende række huller vandret nedstemt i forkanten. De er til de sjældne
sidebænkduppe. Der har været en særlig høvlebænkstopper osse kaldt
høvlebænkhage i handelen, men jeg har aldrig set den på nogen bænk.
På især gamle bænke - jeg mindes kun at have set dem på museer - er der et
eller flere runde huller i ladet, beregnet til bænkhager.
Et stykke fidusværktøj er støtteklodsen, en lille drejelig pind der skrues
fast ud for bagsiden af biladet ved bagtangen. Det er den der vistnok osse
kaldes høvlebænkstopper.
Hos en pianosnedker har jeg mødt en snedkerbænk hvor biladet var dækket af
en plade ("et pænt fyrrebræt"), ca. dobbelt så bred som biladet. Denne
høvlebænk er særligt velegnet når der skal arbejdes med flygel-mekanikker
der er noget bredere end piano- og pianette-mekanikker.
Høvlebænken er oftest "venstrevendt", d.v.s. udformet til højrehåndede
træsmede, hvor fortangen er sat i venstre side og bagtangen i højre. Der
bliver fremstillet højrevendte til venstrehåndede. De er dog forholdsvis
sjældne og synes ikke at være lagervare. - Jeg har kun set et enkelt
eksemplar i brug.
Høvlebænkens fornemste indretninger er tængerne, de to "skruestikker", ladet
er forsynet med, fortangen, der som ovenfor nævnt normalt sidder til venstre
og bagtangen, til højre (på snedkerbænken). Tængerne spændes med spindler,
skruer af træ eller - i dag almindeligvis - jern. Skal det være meget
højtideligt, kan ordene høvlebænk-spindel, resp. -skrue, evt. fortangsskrue
anvendes, men det er ord det helt afgjort tilhører skriftsproget.
Danske høvlebænke er sjældent udstyret med fransk fortang, der strengt taget
osse hører til det lange høvlbord, der bl.a. findes på franske og
angelsaxiske værksteder og i hele middelhavsområdet.
Fortangen er den "forreste" af høvlebænkens tænger. Hos snedkere, tømrere og
flere andre er det den tang der sidder til venstre når man står med front
mod bænken på den almindelige "højrevendte" bænk.
En karetmager fra Vestlolland har dog fortalt mig at det er den tang der
sidder til højre på hans bænk (d.v.s. for enden af), der er fortangen og som
ligeledes benævnes karetmagertang med kun ét duphul i modsætning til
snedkertang.
Almindeligvis er bænkens lad udvidet vinkelret foran fortangen, således at
spændpladen styres af en kulisse (se nedenfor). Den franske fortang (se
høvlbord) sidder direkte på siden af ladet og kan bedst sammenlignes med en
almindelig bagtang eller en karetmagertang. Spindlen sidder lavere og går
gennem et hul midt i det lange bræt der udgør den ene af tangens kæber.
Kæben roterer løst om spindlen til stor irritation for folk der ikke er vant
til det, jeg har selv prøvet at stå på et græsk værksted i en ferie.
Billedskærerbænken har kun én tang (i højre side), som kaldes fortang. Det
står der bl.a. at læse om i Billedskærerbogen.
I de fleste tilfælde spændes tængerne med en spindel, men i Den gamle By i
Århus har jeg set et eksempel på en, hvor fortangen er forsynet med en kile.
Den bageste af høvlebænkens tænger er bagtangen - men der er som ovenfor
antydet blot ikke enighed om hvordan for og bag på en høvlebænk defineres!
For en snedker eller en tømrer er der ingen tvivl: Venstre er "for" og højre
er "bag" når man står med front mod bænken.
Snedkerbænkens bagtang er vinkelformet og har 1 - 3 duphuller i den "blok"
der glider langs ladet styret af en kulisse, mens karetmagerbænkens fortang,
der som andet steds nævnt sidder til højre, har et eller to, afhængigt af om
der er en eller to rækker duphuller, og tangens hoveddel er den klods der
sidder på tværs af bænken.
En pind der sidder i spindelens hoved, og som bruges som vægtstang, når
tangen skal spændes, kaldes enten bænkstok, tangstok, spændepind, eller
spændestok.
Den første bænk jeg selv stod ved, og som blev kaldt "karetmagerbænk" (hvad
den blot ikke var, men den havde karetmagertang), havde to rækker duphuller,
og altså et i hver side af bagtangen, der fyldte hele ladets bredde (set på
Fyn i begyndelsen af 50-erne). Denne bænk kan have været en tillempning af
Axel Mikkelsens berømmelige - og for ægte træsmede - berygtede, kolonnebænk
(hvordan kan man save, endsige høvle i takt under overopsyn af en
støvleskaftet lærer med lineal og waterpas i ryggen?).
Bagtangen styres som på øvrige høvlebænke ved hjælp af styrelister, der
glider i en kulisse under bænkladet.
Bagtangen kendes ikke i Middelhavslandene eller Amerika, hvor man knapnok
bruger høvlebænk i det hele taget men tager til takke med nogle mærkværdige
borde, som vi danskere ville have svært ved at vænne os til. Sådanne er
illustreret hos Diderot i den store Encyklopædi fra slutningen af 18. årh.
Det er rimeligvis en overdrivelse, men enhver so holder mest af sine egne
unger, og den bænk man har vænnet sig til at stå ved "fra vi var lille"
finder man sikkert mest genial resten af livet. Se osse billedskærerbænk.
Én billedskærer (f. på Falster) kalder derimod vor fortang en "fileklemme" -
så forvirringen synes total blandt de forskellige brugere af høvlebænke.
Fugebænken, er muligvis en høvlebænk uden bagtang. En sådan er illustreret i
Håndværkets Kulturhistorie, bd. iv. Illustrationen er ikke helt god at
blive klog på; det kan godt være at det bord der ligger på bænken skjuler
udsigten til bagtangen. Det kan dog osse være en pløjebænk.
Billedskærerbænkens fortang er formentlig et lån fra høvlebænkens bagtang,
men det er rent gætteri.
De forskellige træsmede har omarbejdet høvlebænken, og tilpasset den sine
egne behov. Nogle kan klare sig med en kort, let bænk, andre skal have en
lang, tung; ligeledes er der forskel på tængernes udformning, bl.a. med
hensyn til antal og placering af duphullerne.
Tømmerbænken (tømrerbænken) har som regel kun fortang og er altså snarere en
fugbænk.
Sluttelig kommer der en række forskelligt udformede høvlebænke, først og
fremmest beregnet til hobby- og sløjdbrug. De er alle mindre end
snedkerbænken. Jeg har dog set en sådan hobbybænk i brug hos en violinbygger
i København, men en instrumentbygger har ejheller behov for 2 meter
arbejdsplads, omend hans hænder er på størrelse med en møggreb.
Kolonnebænken, eller sløjdbænken, derimod er en rent dansk opfindelse fra
omkr. 1880 hvor en eller to kolonner er fælles om en lang grebning på tværs
af rækkens forende. I forbindelse med sløjdundervisning er der desuden
udviklet en lærerbænk, osse kaldt katederbænk.
I tidens løb er der gjort forsøg på at udvikle forskellige transportable
høvlebænke. Et sådant er beskrevet i Århus Værktøjsmagasin (1930, p 24),
hvor det kaldes høvlebænk-skruestykke, der kan monteres på en planke eller
en buk og med lethed kan være i rygsækken, da den vejer en bagatel af 12 kg
og anbefales især bygningssnedkere. Den er egl. blot en kombineret for- og
bagtang fremstillet af "jern og stål", og som monteret på en passende planke
kunne gøre det ud for en art høvlebænk. hvorvidt denne opfindelse fik nogen
praktisk betydning er uvist, i dag foretrækkes nok den transportable
arbejdsbænk.
Send gerne kommentarer eller forslag til
e-mail: ba...@get2net.dk
Homepage: www.angelfire.com/ak/askholm
Har jeg ikke et citat på hånden, laver jeg det på stedet.
Haven't I a quotation present, I hurry up making one.