Lange sætninger / brugen af fodnoter
PH
kom jeg til at tænke på, hvor grænsen går for, hvor lange sætninger der (om
ikke andet så af sprog-gruppens eksperter) kan tillades. Prøv at læse
sætningen ud i en køre (inddrag evt. fodnoten direkte for at gøre det lidt
sværere):
/citat start/
Ved læsning af den nævnte praksis må man holde sige for øje, dels at det
afgørende for den part (A), der vil "fri af" et vilkår, ikke er, om vilkåret
anses for ikke-vedtaget, om det fortolkes, så det mister sin byrdefulde
karakter for A, eller om det tilsidesættes (typisk i medfør af aftalelovens
§ 36), men kun om A kommer fri af vilkåret, hvorfor A ofte anfører alle tre
anbringender og/eller kæder dem sammen,(fodnote) dels at afgørelser fra
tiden før indførelsen af § 36 (i 1976) vedrører en situation, hvor
domstolene nok var mere tilbøjelige til at anse et vilkår for ikke-vedtager
(eller fortolke det indskrænkende), end man er i dag, hvor
tilsidesættelsesmuligheden fremstår som et mere anvendeligt redskab ved
bekæmpelsen af standardvilkårenes vildskud end tidligere, fordi muligheden
væsentligt klarere end før har manifesteret sig i en lovregel (§ 36), sml.
nedenfor i kap. 2 (10) og i kap. 9 (4.3)
Fodnote: Det er ikke blot i en parts anbringender, synspunkterne kan blive
kædet sammen, jf. herved eksempelvis lejelovens § 5, stk. 1 (jf. stk. 3),
hvori det hedder: "Anvendes der blanketter ved indgåelse af lejeaftaler,
skal bestemmelser, der pålægger lejeren større forpligtelser eller giver
lejeren mindre rettigheder end angivet i loven, fremhæves for at være
gyldige".
/citat slut/
Citat fra: "Aftaler og mellemmænd, 4. udgave s. 82"
Se, jeg er jo udmærket klar over, at juraen til tider kan være vanskelig at
forstå, men derfor er der vel ingen grund til at gøre tingene mere
indviklede end de er. Det er som sådan ikke fordi, at sætningen giver de
store forståelsesmæssige problemer, når først man har slugt den, men i
ovenstående sætning kunne jeg snildt finde plads til 3-4 punktumer, uden at
det ville fylde væsentlig mere. Til gengæld kunne man nøjes med at læse
sætningen (afsnittet) en enkelt gang og samtidigt få fat i meningen. Findes
der generelle regler for, hvor lange sætninger man med rimelighed kan
benytte sig af eller står det forfatteren frit for, så længe de grammatiske
regler er overholdt?
I mine amerikanske lærebøger er det nærmest det modsatte der gør sig
gældende. Her opereres der ofte i korte og meget letforståelige sætninger,
ligesom de samme ting ofte bliver forklaret en 3-4 gange. Skyldes dette at
amerikanske (fagbogs)forfattere modtager betaling pr. side, er det et
tilfælde, eller er er der en tendens til, at det danske tekstsprog generelt
benytter sig af længere sætninger end amerikansk?
Eksemplet illustrerer også et, efter min mening, andet irritationsmoment.
Brugen af fodnoter driver mig efterhånden til vanvid. Som udgangspunkt læser
jeg altid fodnoter, og jeg læser dem "med det samme", dvs. når fodnoten
kommer læser jeg den (også selv om den er i midten af en sætning) og
springer derefter tilbage i sætningen og læser videre. Dette fører ikke til
problemer, så længe fodnoterne enten er korte eller kun bliver brugt i
begrænset omfang (til henvisninger). Men i stort set alle (mine) lærebøger
er tendensen den, at der ofte benyttes meget lange fodnoter (er stødt på
fodnoter der fylder flere sider!) ligesom mængden af fodnoter også ofte er
meget stor (gennemsnitligt 3-4 stk. pr. side). I en sætning som ovenstående
er problemet åbenlyst, til trods for, at fodnoten er forholdsmæssig kort:
Læses fodnoten med det samme, vil man være så langt ude af den oprindelige
sætning, at der her må startes forfra, læses fodnoten efter sætningen er det
ikke altid klart hvad der menes i fodnoten.
Personligt ville jeg derfor foretrække, at fodnoter som hovedregel kun blev
brugt til formelle henvisninger, således at alt hvad der er en del af selve
teksten fremgår af tekstafsnittet. Mindre væsentlige oplysninger (som altså
har en tendens til at finde plads i fodnoterne) kunne så passende rykkes ind
i en parentes, således at en kontinuerlig læsning er mulig.
Men det er selvfølgelig blot min mening, hvad med jer andre? Hvordan griber
i fodnoter an (og lange sætninger for den sags skyld)? Ser I, som mig,
hellere, at fodnoterne bliver smidt ind i teksten eller er der nogen der har
nogle gode argumenter for disse "tekst"-fodnoter? Nogen der ved hvad der
står i forarbejderne til fodnote-loven?
Undskylder for "Bo Warming"-længden på dette indlæg, men her sent på natten
har fingrene det med at danse lystigt hen over tastaturet.
PH
Leo
Hej
Som du selv skriver volder den aktuelle tekst ingen forståelsesmæssige
problemer, da der er rigeligt med kommaer til at lette pauseringen.
Jeg har en fornemmelse af, at denne måde at skrive på opstår, fordi teksten
er skrevet af folk, der dels ønsker at skrive umisforståeligt og dels ønsker
at henvende sig til en ligestillet faggruppe.
Jeg ser det samme, når jeg fortaber mig i skriverier indenfor mit eget
fagområde, der henvender sig til kolleger. Som min viv siger - du bruger alt
for mange ord.
Men at det ikke blot er i fagsprog dette finder sted oplevede jeg for nogle
uer siden, da jeg atter fandt nogle af Johannes V. Jensens myter frem. I en
af disse er indledningen et forløb over næsten 14 linjer uden punktum. Jeg
husker ikke længere hvilken, men jeg bemærkede det og kommenterede det for
fruen, der kom med upassende bemærknionger om forfatter Jensens sprogbrug
for små 100 år siden, mine grå tindinger, aldersbetinget skrøbelighed,
cerebral inkompensering og et til lejligheden opfundet begreb 'retrograd
verbalisering'. Jeg havde ikke en blok post-it ved hånden, hvad jeg
bitterligt ærgrede mig over; der var mange pudsigheder, der nok kunne have
fornøjet en og anden i denne gruppe!
Når man i amerikanske tekster anvender kortre sætninger, kan det måske
skyldes den amerikanke tradition med ikke at ville søge den objektive
sandhed, men den til lejligheden mest troværdige version af sandheden. Der
skal altså ikke være nogen smuthuller, der kan forårsage at sagen falder .
En selvstændig sætning virker mere ubetinget end en efterhængt.
Med hensyn til noteapparat, så mener jeg, at fodnoter er fodnoter - det vil
sige små, opklarende noter. Fodnoter af siders længde som den anførte
virker forstyrrende og bør tilføjes med henvisning til slutnoter. Men det er
min opfattelse.
Bertel Lund Hansen
>Efter at være faldet over nedenstående sætning (fra lærebog om aftaleret)
>kom jeg til at tænke på, hvor grænsen går for, hvor lange sætninger der (om
>ikke andet så af sprog-gruppens eksperter) kan tillades.
Kilometervis. Det er ikke sætningens længde i sig selv der er et
problem. Det er formuleringen.
>Prøv at læse sætningen ud i en køre (inddrag evt. fodnoten direkte for at gøre det lidt
>sværere):
Den er ganske rigtigt svær. Første snublesten er det forsinkede
"ikke" der virkelig finter her. Anden snublesten er når "dels"
nummer to dukker op som en trold af en æske. Men bemærk at resten
af sætningen (altså fra andet "dels") flyder naturligt selv om
den er længere end den første halvdel.
Jeg kan ikke se nogen tvingende grund til at klappe to separate
forhold inde i samme sætning og omklamre dem med dels'er.
Forslag til formulering:
Ved læsning af den nævnte praksis er der to ting man må holde sig
for øje.
For det første at det ikke er afgørende for den part (A) der vil
"fri af" et vilkår, om vilkåret anses for ikke-vedtaget, om det
fortolkes så det mister sin byrdefulde karakter for A, eller om
det tilsidesættes (typisk i medfør af aftalelovens § 36), men kun
om A kommer fri af vilkåret hvorfor A ofte anfører alle tre
anbringender og/eller kæder dem sammen (fodnote).
For det andet at afgørelser fra tiden ... [resten uændret]
>Se, jeg er jo udmærket klar over, at juraen til tider kan være vanskelig at
>forstå, men derfor er der vel ingen grund til at gøre tingene mere
>indviklede end de er.
Nej - og dog. En jurist er nødt til at være ekspert i kringlet
sprogbrug for ikke at blive taget på sengen af en snu modpart.
Men jeg mener alligevel ikke at det er en god idé at gøre
teksterne unødigt komplicerede.
>Det er som sådan ikke fordi, at sætningen giver de
>store forståelsesmæssige problemer, når først man har slugt den, men i
>ovenstående sætning kunne jeg snildt finde plads til 3-4 punktumer, uden at
>det ville fylde væsentlig mere.
Punktummer er ikke afgørende for en let læsning. Det er en myte
at korte sætninger og korte ord er lette at læse.
Ole så en sø. Ida så en sø. Ole og Ida sø en sø. Ved søen var en
so. Ole og Ida så en so ved en sø ... [osv]
Det er til at få svip af. Cirka sådan var teksterne i min første
læsebog (Ole Bole ABC).
>Findes der generelle regler for, hvor lange sætninger man med rimelighed kan
>benytte sig af eller står det forfatteren frit for, så længe de grammatiske
>regler er overholdt?
Forfatteren er bundet af sit eget ønske om at kommunikere
effektivt. Andre bånd er han sådan set ikke underlagt. Lange
sætninger kan sagtens være nemme at læse:
Da han var færdig med at spise morgenmad, drak han en øl og
kastede flasken ud ad vinduet som han plejede når han havde den
slags klare tømmermænd som han fik når han var heldig morgenen
efter en heftig brandert der ellers aftenen før havde truet med
at lægge an til en spoleret dag med dunkende hovedpine og næsen
under dynen indtil der kom et eller andet åndssvagt i fjerneren,
så irritationen over lavmålet kunne overskygge hans elendighed
for en stund.
>I mine amerikanske lærebøger er det nærmest det modsatte der gør sig
>gældende. Her opereres der ofte i korte og meget letforståelige sætninger,
>ligesom de samme ting ofte bliver forklaret en 3-4 gange. Skyldes dette at
>amerikanske (fagbogs)forfattere modtager betaling pr. side
Ja. Jeg kan ikke bevise det, men når man ser på hvor mange
indholdsfortegnelser og dedikationer amerikanere kan klemme ned i
deres bøger, for ikke at snakke om blanke sider til notater, så
er konklusionen oplagt.
>Eksemplet illustrerer også et, efter min mening, andet irritationsmoment.
>Brugen af fodnoter driver mig efterhånden til vanvid.
Jeg er enig i din vurdering af fodnoter. I debatgrupperne brugte
jeg engang en henvisning som denne her [1] når der var noget der
ikke var en central del af min tekst, men efterhånden tænkte jeg:
"Hvis det ikke er centralt - så drop det. Og hvis det ikke må
droppes, så må det heller ikke stå væk fra resten af teksten."
Derfor er jeg stort set holdt op med at skrive den slags noter.
[1] Og så kom kommentaren her.
>Som udgangspunkt læser jeg altid fodnoter, og jeg læser dem "med det samme"
Det gør jeg så ikke. Jeg ræsonnerer som så at de kan vente siden
de ikke er anbragt som en naturlig del af sætningen, og et spring
midt i det hele kan kun gøre læsningen vanskeligere. Men det er
rigtigt i dit eksempel at jeg var nødt til at gå tilbage og samle
op før jeg kunne læse fodnoten med mening (og den er endda ikke
helt klar endnu).
>Personligt ville jeg derfor foretrække, at fodnoter som hovedregel kun blev
>brugt til formelle henvisninger
Ditto.
>Undskylder for "Bo Warming"-længden på dette indlæg
Lad være at undskylde. Længden på et indlæg er som længden på en
sætning: uinteressant i sig selv.
Et indlæg af Bo Warming er en pine at læse.
Dit indlæg var interessant fra start til slut.
--
Bertel
http://bertel.lundhansen.dk/ FIDUSO: http://fiduso.dk/
kjaer
"PH" <Ingen_Spam@til_mig.dk> skrev i en meddelelse
news:41072b92$0$3079$ba62...@nntp05.dk.telia.net...
> Efter at være faldet over nedenstående sætning (fra lærebog om aftaleret)
> kom jeg til at tænke på, hvor grænsen går for, hvor lange sætninger der
(om
> ikke andet så af sprog-gruppens eksperter) kan tillades. Prøv at læse
> sætningen ud i en køre (inddrag evt. fodnoten direkte for at gøre det lidt
> sværere):
>
>
http://www.domstol.dk/ref.asp?id=3239
kjaer
"Bertel Lund Hansen" <nosp...@lundhansen.dk> skrev i en meddelelse
news:uhpeg0hu5p6svf2qf...@news.stofanet.dk...
> PH skrev:
>
> Punktummer er ikke afgørende for en let læsning. Det er en myte
> at korte sætninger og korte ord er lette at læse.
>
"Sprogpolitik for Danmarks Domstole"
http://www.domstol.dk/ref.asp?id=3239
Torsten Poulin
> Man måler da læseligheden ved hjælp af lix-værdien, det er også beskrevet i
> "Sprogpolitik for Danmarks Domstole"
> http://www.domstol.dk/ref.asp?id=3239
Lix er en temmelig grov metrik der slet ikke tager hensyn til
indholdet. Det er diskutabelt om den egentlig kan bruges til ret
meget.
--
Torsten
Bertel Lund Hansen
>Man måler da læseligheden ved hjælp af lix-værdien
Nej, man måler lixværdien ved hjælp af lixmålingen. Nogle
forvildede sjæle tror at man derved også måler læseligheden.
Se på mine to teksteksempel i mit tidligere svar og prøv at
vurdere hvilken du finder lettest at læse. Der er stor forskel på
deres lixværdier.
>det er også beskrevet
Jeg kender godt lix.
Søren Olsen
>
>>det er også beskrevet
>
>
> Jeg kender godt lix.
>
Jamen, hent alligevel pdf'en. Så kan du nyde layoutet, som jeg har lavet.*
Er det o.k. -- når man nu har valgt ikke at bruge startkomma -- at sætte
ovenstående komma. Jeg betragter i eksemplet ledsætningen som havende en
vis selvstændighed. (Og ville indlægge en lille pause hvis jeg skulle
læse sætningen højt).
--
Søren O
*)Men du må tænke dig til det elfenbensfarvede bøttepapir som den blev
trykt på.
Karin Trabolt
> Jamen, hent alligevel pdf'en. Så kan du nyde layoutet, som jeg har
> lavet.*
> Er det o.k. -- når man nu har valgt ikke at bruge startkomma --
Ja, det må være i orden. "Som jeg har lavet" opfatter jeg som en parentetisk
relativsætning.
Karin Trabolt
Bertel Lund Hansen
>Jamen, hent alligevel pdf'en. Så kan du nyde layoutet, som jeg har lavet.*
>Er det o.k. -- når man nu har valgt ikke at bruge startkomma -- at sætte
>ovenstående komma. Jeg betragter i eksemplet ledsætningen som havende en
>vis selvstændighed. (Og ville indlægge en lille pause hvis jeg skulle
>læse sætningen højt).
Ja, det er ratificeret af RO's indledning om komma ved
selvstændige sætningsdele. Det forudsætter at elementet kan
undværes.
kjaer
> kjaer skrev:
>
> >Man måler da læseligheden ved hjælp af lix-værdien
>
> Nej, man måler lixværdien ved hjælp af lixmålingen. Nogle
> forvildede sjæle tror at man derved også måler læseligheden.
>
> Se på mine to teksteksempel i mit tidligere svar og prøv at
> vurdere hvilken du finder lettest at læse. Der er stor forskel på
> deres lixværdier.
>
heller ikke i forbindelse med digte og kunsteriske ting. Men i offentlige
skrifter, referater og aviser er det vist et meget præcist mål for
læseligheden. Prøv at sammenligne Ekstrabladet og Information, jeg er sikker
på at lix-tallet fortæller hvilken der er mest letlæselig.
Det er da positivt at man nu vil prøve afskaffe den sidste rest af
kancellisproget, de der læser knudret sprog uden besvær bliver vel ikke
snydt fordi de samme oplysninger gives på en mere nutidig måde.
Bertel Lund Hansen
>læseligheden. Prøv at sammenligne Ekstrabladet og Information, jeg er sikker
>på at lix-tallet fortæller hvilken der er mest letlæselig.
Påstanden bag lix er at lange ord og lange sætninger er svære at
læse. Begge dele er forkert. Derfor behøver jeg ikke at undersøge
de nævnte aviser. En eventuel forskel i lixtal behøver ikke at
hænge sammen med sværhedsgrad.
I øvrigt kender jeg ikke nogen udersøgelser af en evt. sammenhæng
mellem lixtal og sværhedsgrad. Dermed ikke være sagt at de ikke
findes; det har ikke haft min interesse at tjekke det.
>Det er da positivt at man nu vil prøve afskaffe den sidste rest af
>kancellisproget, de der læser knudret sprog uden besvær bliver vel ikke
>snydt fordi de samme oplysninger gives på en mere nutidig måde.
Enig, og det kan godt være at henvisningen til lixtallet i den
forbindelse har en positiv effekt - enhver overvejelse over
letlæselighed vil have en tendens til at forbedre resultatet selv
om anledningen er en misforståelse - men jeg havde hellere set at
man havde hæftet sig ved nogle mere relle fænomener.
Lixtallet har den fordel at det er simpelt at forstå og beregne.
Det er bare lidt uheldigt at sandheden ikke er lige så enkel.
Rasmus Underbjerg Pinnerup
>>læseligheden. Prøv at sammenligne Ekstrabladet og Information, jeg er sikker
>>på at lix-tallet fortæller hvilken der er mest letlæselig.
>Påstanden bag lix er at lange ord og lange sætninger er svære at
>læse. Begge dele er forkert.
Er ideen ikke, at lange ord og lange sætninger er svære *at forstå*? Det
virker i hvert fald som en mere rimelig påstand, eftersom en højere del af
de lange ord er (svære) fremmedord og lign.
Venlig hilsen,
Rasmus Underbjerg Pinnerup
--
... som p.t. er på ferie i Kbh.
Bertel Lund Hansen
>Er ideen ikke, at lange ord og lange sætninger er svære *at forstå*?
Jo, jeg brugte nærmest "læse" i den betydning.
>Det virker i hvert fald som en mere rimelig påstand, eftersom en højere del af
>de lange ord er (svære) fremmedord og lign.
Fremmedord kan være svære at forstå - uanset længde. Sammensatte
ord med rene danske led, er det næppe.
Rasmus Underbjerg Pinnerup
>Rasmus Underbjerg Pinnerup skrev:
>>Er ideen ikke, at lange ord og lange sætninger er svære *at forstå*?
>Jo, jeg brugte nærmest "læse" i den betydning.
Ok.
>>Det virker i hvert fald som en mere rimelig påstand, eftersom en højere del af
>>de lange ord er (svære) fremmedord og lign.
>Fremmedord kan være svære at forstå - uanset længde.
Ja, men hvis lange ord udviser en højere frekvens af fremmedord og
fremmedord er svære, så vil mange lange ord alt andet lige også betyde en
øget sværhed.
>Sammensatte ord med rene danske led, er det næppe.
Det kan vi godt blive enige om.
PH
tv-gruppen lidt oftere ;-)
For nu at holde mig til selve emnet (Lange sætninger / brugen af fodnoter)
tillader jeg mig at stille et lille tillægsspørgsmål omkring den diskuterede
lix-værdi:
Hvordan forholder lix-metoden sig til fodnoter? Mit oprindelige citat er
måske ikke det bedste eksempel, idet fodnoten vel egentlig er en sætning for
sig selv, og dermed ikke giver problemer ved udregningen af lix-værdien. Men
til tider støder man på fodnoter, som principielt ligeså godt kunne have
stået som en indskudt sætning i den oprindelige sætning. Mit spørgsmål går
derfor på, hvorledes en sådan fodnote skal behandles ved udregning af
lix-værdien?
Brugen af fodnoter betyder vel noget i forhold til sværhedsgraden af en
tekst, og såfremt konklusionen af lix-værdien var, at den måler
sværhedsgraden (hvilket ikke er min holdning efter at have fulgt
diskussionen herom), så må det vel være et krav, at den nævnte type fodnoter
behandles i en eller anden grad i henhold hertil. Som tidligere anført
medfører brugen af fodnoter jo, i mine øjne i al fald, at en tekst let går
hen og bliver et mindre detektiv arbejde at finde rundt i, og dermed, ikke
på grund af lange sætninger og lange ord, men på grund af det faktum, at
fodnoter /kan/ føre til, at tekster bliver vanskeligere at /hitte rundt i/,
sværere at læse.
Var den sidste sætning, som på glimrende vis viser, at selvom man (jeg)
brokker sig over lange og indskudte sætninger, så føler man alligevel at man
selv kan tillade sig at benytte sådanne, i øvrigt grammatisk korrekt?
Og så lige et sidste spørgsmål: Findes der andre metoder, som mere
subjektivt (end lix-metoden) forsøger at sætte en værdi på selve
sværhedsgraden af en tekst, eller lader dette sig simpelthen ikke gøre, med
henvisning til B.L. Hansens "Ole så en sø" eksempel? (måske ikke helt
korrekt at bruge ordet "subjektivt", men af mangel på bedre faldt valget på
dette)
mvh
Peter Højvang
Søren Olsen
> Som tidligere anført
> medfører brugen af fodnoter jo, i mine øjne i al fald, at en tekst let går
> hen og bliver et mindre detektiv arbejde at finde rundt i
Ja, og man kan efter min mening gradbøje fænomenet.
Bedst
Ingen fodnoter
Næstbedst
Fodnoter i margenspalte (hvis layoutet tillader det)
Tredjebedst
Fodnoter nederst på siden
Fjerdebedst
Fodnoter sidst i bogen
Femtebedst
Fodnoter efter hvert kapitel
--
Søren O*
*)Olsen
Thomas Widmann
> On Fri, 30 Jul 2004 15:50:58 +0200, Bertel Lund Hansen wrote:
>>Rasmus Underbjerg Pinnerup skrev:
>
>>>Det virker i hvert fald som en mere rimelig påstand, eftersom en
>>>højere del af de lange ord er (svære) fremmedord og lign.
>
>>Fremmedord kan være svære at forstå - uanset længde.
>
> Ja, men hvis lange ord udviser en højere frekvens af fremmedord og
> fremmedord er svære, så vil mange lange ord alt andet lige også
> betyde en øget sværhed.
>
>>Sammensatte ord med rene danske led, er det næppe.
>
> Det kan vi godt blive enige om.
Me too. Men er LIX mon ikke opfundet til engelsk, hvor et langt ord
nærmest altid er et fremmedord?
/Thomas
--
Thomas Widmann tw...@bibulus.org http://www.twid.bibulus.org
Flat 3/2, 54 Mavisbank Gardens, Glasgow G51 1HL, Scotland, EU
*** Ny gruppe om spillet Nomic: europa.rec.nomic ***
Poul Erik Jørgensen
news:2mqnm4F...@uni-berlin.de
> Lix er en temmelig grov metrik der slet ikke tager hensyn til
> indholdet. Det er diskutabelt om den egentlig kan bruges til ret
> meget.
Helt galt er det selvfølgelig hvis man presser den ned over hovedet på
digteriske tekster (jf. referencen ovenfor til Johannes V.). Her er der
langt mere raffinerede metoder til beskrivelse af tekster end lix. Ved
lixtal i forbindelse med digteriske tekster kan man nemt ende i samme
situation som ved vurderingen af højden i forbindelse med Rundetårn og et
tordenskrald.
Det er naturligvis interessant at læse retningslinierne for domstolene, som
kjaer refererer til. Man bør dog lægge mærke til hvad de skriver:
"Vores tekster - hvad enten det drejer sig om domme, breve eller
vejledninger - skal nemt og ubesværet kunne læses af alle, vi henvender os
til." Der står ikke, at Ane i Kjæret skal kunne læse Østre Landsrets
afgørelse i Scharla Nielsen-sagen som godnatlæsning. For teksten henvender
sig ikke til hende. Men der står at breve til Ane fra en domstol skal være
læselig for *hende*. Jammen skal Ane da ikke kunne følge med i
domsafsigelserne her i riget? Jo, naturligvis, men så må hun lære at læse
den slags tekster. Det har andre måttet.
Men i øvrigt er teksten http://www.domstol.dk/ref.asp?id=3239 interessant at
læse, og andre end jurister kan lære af den.
Poul Erik Jørgensen
--
Remove NNN from my e-mail address when replying.
Enlevez NNN de mon adresse électronique pour me répondre.
Ole Andersen
> Me too. Men er LIX mon ikke opfundet til engelsk, hvor et langt ord
> nærmest altid er et fremmedord?
Nej, svensk.
C.H. Björnsson beskrev formlen i bogen Läsbarhet i 1968.
På http://www.lysator.liu.se/~mace/skriv/laesbarhet.html opsummerer
Magnus Cedergren:
> Vad menas med läsbarhet? [Björnsson 1968] definierar läsbarhet på
> följande sätt:
>
> "Läsbarheten är summan av sådana språkliga egenskaper hos en text,
> vilka gör den mer eller mindre svårtillgänglig för läsaren."
>
> Björnsson skiljer läsbarheten ifrån läslighet och läsvärde hos en
> text. Läslighet definierar Björnsson som de typografiska egenskaperna
> hos texten, såsom t.ex. val av teckensnitt, radlängd, eller det
> fysiska avståndet mellan stycken. Läsvärde är, enligt Björnsson, hur
> komplexa eller intressanta de innehållsmässiga aspekterna av texten
> är.
På http://www.omatskrive.dk/Tekster/maale-veje.htm diskuterer Per
Salling LIX og LOM og nytten af det hele.
--
Ole Andersen, Copenhagen, Denmark * http://palnatoke.org
Thesis #16: Already, companies that speak in the language of the pitch,
the dog-and-pony show, are no longer speaking to anyone.
- Cluetrain Manifesto
Thomas Widmann
> Thomas Widmann wrote:
>
>> Me too. Men er LIX mon ikke opfundet til engelsk, hvor et langt
>> ord nærmest altid er et fremmedord?
>
> Nej, svensk. [...]
Der kan man bare se. Tak.
Froggy
> [klip]
... Jeg havde ikke en blok post-it ved hånden, hvad jeg
> bitterligt ærgrede mig over; der var mange pudsigheder, der nok kunne
have
> fornøjet en og anden i denne gruppe!
Værsgo! Du kan da spare de små alt for dyre blokke.
Jeg fandt det ved et tilfælde i forrige uge - det er bare super.
http://www.singerscreations.com/Software.asp - rul ned til "StickIt" -
download og installer, så vi ikke skal gå glip af eventuelle "guldkorn"
en anden gang ;-)
- og så er det altid "ved hånden".
--
Froggy
--------------------------------------------------
- som nu kan huske ikke at glemme :-)