Henrik Nordbrandt
Lise
Jeg er en stor Nordbrandt fan, især er jeg vild med hans digte. Et digt jeg
har tænkt meget over er "Tornerose", som virkelig er et smukt skrevet digt,
men jeg vil høre, om der er nogen af jer, der evt. har en fortolkning eller
kommentaren til digtet. Det kunne være meget spændende at høre.
Jeg håber på svar,
Hilsen Lise.
gv204-05
Hej Lise
Hvis du sender digtet med - så er det nemmere at komme med en - hurtig -
kommentar...Nordbrandt er spændende at læse. Ja.
mvh.
peter
Lise
uden alt for mange slåfejl):
____________________________________________________________________________
___
Tornerose
da du igen spillede mozart
gennemtrængte dine hænders duft
hele slottet
klaveret var løbet fuldt
af lunken regn og gennem bjælker af sol
dryssede lofternes barokengle varsomt
deres forgyldning
over det afblomstrede rosenbed
istapper samlede sig
om din pande hvor venerne
lå som sammenrullede
violblade i sne og skønt
det var sommer kunne man høre
greven stå på ski
ned ad trapperne
men du spillede bare
i det tiltagende århundrede ligeglad
med kustodernes forgæves kalden
og dine elskere som på filttøfler
listende ældedes omkring dig
og jeg vågnede i den hede aften
og blæste dit fravær fuldt af støv
og jeg vidste ikke rigtig
om du var gået fra mig
eller om du netop
skulle til at komme
(Henrik Nordbrandt)
Peter H.S.
>Tja, det kunne der vel være noget om... Her er så digtet (så vidt muligt
>uden alt for mange slåfejl):
>____________________________________________________________________________
Jeg kedede mig, så her er nogle løse betragtninger, der måske kan
inspirere dig lidt. Vær dog opmærksom på, at ikke alene skyder jeg fra
hoften, jeg bruger også store hagl i den oversavede:
>Tornerose
Her er en allusion til historien om Tornerose (om det er Disney
udgaven skal være usagt). Uden det skal ende i en komparativ analyse,
vil det nok være en god ide et genopfriske denne historie. HN har
sikkert en pointe med denne henvisning, der får eventyret til at
fungere som medspillende undertekst til digtet.
Mere banalt har overskriften, samt underskriften (HN) også den
funktion, at læseren bliver klar over at "du'et" i teksten nok er en
kvindelig figur, hvilket ikke kan aflæses grammatisk af teksten.
Jeg bryder teksten noget op for at klargøre min læsning, der er dog
ikke tale om en egentlig skandering.
(A)
>da du igen spillede mozart gennemtrængte dine hænders duft hele slottet
Hænder kunne her ses som en metonymi, da det her skal forstås at
hendes hænder frembragte musik. Dette glider så igen over i en
synæstesi, idet musikken kan duftes, dvs. hænder-> musik -> duft.
>klaveret var løbet fuldt af lunken regn
>og gennem bjælker af sol dryssede lofternes barokengle varsomt deres forgyldning over det afblomstrede rosenbed
Rosenbedet kunne være en svag allusion til tornebuskene der omgav
Tornerose i eventyret.
(B)
>istapper samlede sig om din pande hvor venerne lå som sammenrullede violblade i sne
> og skønt det var sommer kunne man høre greven stå på ski ned ad trapperne
Denne linie forekommer ganske bizar. Selvom man nok kunne forklare
liniens stilmæssige virkning, er dens mening mig helt obskur. På den
andens side, er den næppe særlig afgørende for digtet i sin helhed.
(C)
>men du spillede bare i det tiltagende århundrede
>ligeglad med kustodernes forgæves kalden og dine elskere
> som på filttøfler listende ældedes omkring dig
Her er der igen en svag allusion til eventyret om Tornerose (100
år/århundrede).
I første omgang kan det virke som om, at digtets Tornerose (DT), selv
vælger (100 års?) isolation, hvilket tilsyneladende er en modsætning
til eventyrets Tornerose (ET), der jo bliver ufrivilligt forgiftet.
Men hvis man anlægger en "Villy Sørensensk" (Digtere og dæmoner)
fortolkning af ET, beskriver historien en piges udviklingshistorie,
med tilhørende seksuel modning. (Der er vist også noget med en spids
genstand der får ET til at bløde osv. I det hele taget er ET oplagt
offer for en "dansklærerfortolkning".)
Dvs. at ET er en digterisk fortolkning af et normalt livsvilkår for
alle unge piger der bliver kvinder.
I ET var der vist mangt en prins der på forhånd opgav at erobre T, da
"forsvarsværkerne" (tornebuske?) var dem for store. Kun den prins der
turde satste, kunne forløse ET's emotionelle/seksuelle følelser. I en
lidt karrikeret fortolkning kunne man sige, at kun en "rigtig mand",
kunne trænge igennem hendes emotionelle forsvarsværker og forløse
hendes kærlighed, og hende selv som kvinde osv osv. De andre prinser
var derimod nogle tøffelhelte.
I DT optræder der i første omgang ikke nogen rigtig prins, derimod er
der masser af tøffelhelte (tøfler er vist heller ikke det rigtige
fodtøj når man er på frierfødder).
DTs manglende erobring kan måske skyldes manglen på rigtige prinser;
selv Jeg'et er en tøffelhelt i den sammenhæng. Måske skyldes det at
hun ikke vil erobres, men selv vil erobre, hvad Jeg'ets usikkerhed i
(D) kunne antyde. Eller måske skyldes det at hun har været erobret af
Jeg'et, (erobringen er i så fald foregået usagt mellem (C) og (D)).
Man kunne anlægge en feministisk læsning af digtet, hvorefter det vil
være en drilsk intertekstuel reference til forskellen mellem ET og DT:
ET= ydre skønhed, men utilnærmelig pga af ydre omstændigheder. Erobres
af en udafarende kraft. (ET's egenskaber er hentet fra realplanet,
ikke fortolkningsplanet)
DT= indre skønhed (musikken), men selvalgt isoleret. Ikke erobret,
eller er selv den udafarende kraft, der kommer og går som hun selv
vil.
Ovenstående til trods, har jeg en grum mistanke om, at digtet ikke
(kun) handler om en kvinde af kød og blod;
På digtets realplan, kunne det virke som om at Jeg'et står indefor
("lofternes" i (A)) og kigger ud på en statue i haven/gården der
forestiller en klaverspillende kvinde (et gensyn med statuen, se
første linie i (A)). Solens stråler gennem vinduet dannner hvad der
ligner bjælker, og det dansende støv i disse, ser ud som om, at
barokenglende drysser forgyldt støv ned fra oven. At støvet ser ud til
at lande i rosenbeddet, skyldes at Jeg'et ser i gennem disse
lysbjælker. Dermed forekommer det heller ikke så mærkeligt at der er
vand i klaveret (regnvand/smeltevand).
En forklaring på istapperne kunne være en metafor for det faktum, at
gamle statuer, oftest har disse lyse løbende striber af ir/kalk fra
regnvand/forurening osv.
Tilbedernes listen rundt, kunne skyldes den museale stilhed der ofte
kommer over folk når de beskuer klassisk kunst.
Statuens ælde og skønhed får Jeg'et til at drage sammenligning mellem
den og Tornerose; Begge ombejlede og beskuede gennem lang tid, men
begge utilnærmelige. Navnet Tornerose består jo også af de to dele;
torne og rose, dvs. noget der er smukt, men som også maner til en vis
forsigtig distance.
En sådan mere prosaisk læsning, har den fordel at den kan forklare
nogenlunde konsistent hvad der foregår på digtets realplan i (A-C).
Men digtet kan ikke bare være en af de klassiske
"se-en-statue-skriv-et-hyldestdigt" digt. I den forbindelse giver
særligt det noget dobbelttydige (D) problemer;
(D)
>og jeg vågnede i den hede aften
>og blæste dit fravær fuldt af støv
>og jeg vidste ikke rigtig
>om du var gået fra mig
>eller om du netop
>skulle til at komme
(D) står i det hele taget i et særligt forhold til resten af digtet.
Digtets Jeg optræder her for første gang, hvilket nok skal være en
indikation af, at en særlig pointe ligger her.
(A-C) ligger klart på tidsmæssig afstand af digtets fortæller, hvilket
nemt kan påvises qua de deiktiske størrelser som: da, spille/de/, var
osv. Men på trods af, at de deiktiske størrelser i (D) også indikerer
datid, forekommer det mig ikke urimeligt at påstå, at (D) bringer
læseren frem til en slags "digtets nu" eller digtets
udsigelsestidspunkt.
Uden at komme med en længere redegørelse for hvordan sådan noget kan
lade sig gøre, vil jeg her nøjes med at fremhæve, at digtets sidste
linier, peger frem imod en uafgjordt fremtid.
(A-C): (Du'et) Tidsmæssigt på afstand.
(D): (Jeg'et) Digtets "nutid", der peger frem imod fremtiden.
At Jeg'et vågner er lidt spøjst, men jeg mener det vil være forkert at
banalt udlægge (A-C) som en drøm.
Men nu til min afsluttende pointe; der er noget der tyder på, at
digtet føjer sig en i rækken af digte om det at digte (digt om kunsten
i sig selv).
De indikatorer der peger i den retning er;
Den konkrete benævnelse af Mozart.
Det at kvinden ikke benævnes ved sin skønhed, eller kvindelige
atributter, men ved den musik hun frembringer.
Det at kvindens musisering også gøre hende lidt halvdøv over
tilbederenes påkaldelse, dvs. hun er fraværende i sin kunsteriske
udøvelse.
Den drilske intertekstualitet /allusionerne til eventyret Tornerose,
der nok mere henviser til _fortolkningen_ af eventyret, end til selve
eventyrets realplan.
Hvis man læser DT som en statue set af Jeg'et, er det igen et
kunsterisk objekt der har inspireret Jeg'et til sin digtning.
Dvs. at både på digtets realplan, og på dets fortolkningsplan
omhandler det kunst.
Kunsten/inspirationen som tema, vil også forklare (D) bedre i forhold
til (A-C).
I kort form kunne man sige; Jeg'ets oplevelse af statuen i digtets
realplan, transformerer den til symbol på Jeg'ets digteriske
inspiration, dvs. en digtermuse. Denne besjæling af den døde materie,
giver digtet en vis Romantisk genklang. Jeg'ets forhold til
digtermusen /inspirationen bliver så igen (D) sammenholdt med
forholdet til en rigtig kvinde.
Læses det som et digt om digterkunsten, handler Jeg'ets spørgsmål om
kommen og gåen om den kunsteriske formåens flygtighed. At hverken
digtermusen, eller frk. Fortuna kan erobres ved magt, men selv kommer
og går som det passer dem, er et klassisk digtema, særligt dyrket i
romantikken. Denne uberegnelige skiften mellem fravær og nærvær,
mellem kunnen og ikke-kunnen, fylde og tomhed, har derfor ofte fået
disse romantiske poeter, til sammenligne forholdet mellem den
digteriske inspiration, med det til en kvinde.
Afslutningen på(D) kan endda i det lys, aflæses som en drilsk
meta-selvkritisk kommentar; Var dette digt kunst (var hun
(=inspirationen)) gået før digtet blev til? Dvs. ligger inspirationen,
før skabelsen.
Gik hun (=inspiration) efter dets frembringelse, dvs. at man som
digter forlades af sin elskede muse /inspiration, når man ikke er i
digtesituationen? Eller ligger den kunsteriske oplevelse ikke i
frembringelsen af digtet, men i læsningen.
Om der er hold i disse noget spekulative påstande, må du selv afgøre.
/Flame bait
Æstetisk set forekommer digtet mig noget trivielt; bevares, det er
skam kontrueret fint nok, lidt stemning kan der vist også siges at
være i det, men særligt dybsindigt forekommer det mig nu ikke. Dens
navlebeskuende beskæftigelse med digtningen i sig selv, virker som et
noget pasticheagtigt venstrehåndsarbejde; kan man ikke skrive kunst,
kan man altid skrive _om_ den, samt hvor svært det er at digte.
Formæssigt kunne man også klandre digtet, for at prøve at give sig ud
for mere end det er. Linieafbrækkende virker tilfældige, og
modarbejder direkte en fornuftig læsning. Digtets romantiske bundklang
og indhold, skurrer imod knækprosaens form.
Stilmæssigt kan digtet heller ikke bestemme sig; fra storladne ord og
metaforer som; "barokengle", "gyldent støv", "sammenrullede
violblade", til; "stå på ski ned ad trapperne". Ligeså stilskiftet i
afsnittet om "elskere"<->"filtøfler".
Man kan naturligvis se disse stilskift som moderne distancerende,
ironiske uhøjtideligheder, men et par dråber citron opfrisker ikke den
grundlæggende sukkerkvalmende romantiske pastiche.
Man kan vel også svagt trække på skuldrene af, at en dansk digter i
det 20 årh., stadig sovser rundt i romantikken.
/Flame bait
Med venlig hilsen
Peter H.S.
Eventuelle stave- og kommafejl, er en terapeutisk service for de anal-
retentive.
oliverp...@gmail.com
ved ikke om du læser denne mail men kontakt mig gerne hvis du kan, har et par spørgsmål angående din analyse på digtet "tornerose"