Helsingørpillens ophavsmand

[Ullrik Lie]

I midten af 1970'erne, var der en læge i Helsingør som sammensatte en
slangepille som han blev meget rig ved.

Min hustru opsøgte denne praktiserende læge som ordinerede hende
Helsingørpillen, som hun brugte i en lille periode, for at prøve den.

Da hun senere flyttede til Helsingør, valgte hun derfor denne læge
som havde fremstillet Helsingørpillen, og han nævnte for hende at han
kunne takke Jehovas Vidner for at han nu var blevet så rig, fordi de fleste
der købte Helsingørpillen på dette tidpunkt i 1975/76 og fremefter, var Jehovas Vidner.

Dengang i 1975/76 var jeg specialpioner eller en slags missionær
hos Jehovas Vidner og kendte flere specialpionere og almindelige pionerer
men der var især én som hed NN der var en omrejsende tilsynsmand som
på grund af madglæde, var blevet meget meget tyk og fed, men kun lige indtil at jeg
fik kvalme af at se ham spise dobbelt så meget end vi andre på Jehovas Vidners
plads i Hedehusene hvor vi lavede kulisser til skuespil til vores
områdestævner, og hvor jeg lavede "sandsten" af flamingoplader der
fik lidt benzin, så der kom små huller i og blev malet med tre forskellige
farver, så flamingopladerne kom til at ligne naturlige sandsten, som blev
sømmet op på store douglasplader for at de skulle ligne murværk
og stenhuse fra Jerusalems huse på Bibelens tid.

Ja, denne idé med at omdanne hvide flamingoplader i størrelsen
70 x 40 x 2 cm og stænke lidt benzin på dem så der kunne dannes
huller og så sprøjte dem med tre farver fra lys okker, lidt rødt og grå umbra,
gjorde at selv nysgerrige tyrkiske muslimer som besøgte Jehovas Vidners
plads dér i Hedehusene, troede at disse flamingoplader var rigtige sandsten
som man brugte i Tyrkiet og de arabiske lande og i Palæstina, men efter ved
selvsyn kunne se at de blot var tynde flamingoplader som jeg fik til at ligne
sandsten.

Der på denne plads, hos Jehovas Vidner, spiste vi sammen i det fælles
køkken, hvor mange kvinder var blevet lidt for tykke og derfor ønskede at tabe sig.

Dér i 1975/76 rygtedes det at Helsingørpillen kunne hjælpe de overvægtige til
at tabe sig, bl.a. den føromtalte NN som i løbet af flere år havde taget 50 kilo på i vægt, og havde svært ved at passe sit tøj.

Men først da jeg offentligt, en sommerdag ved frokosttid råbte højt i
spisesalen, at han skulle hellere stoppe med at proppe sig med den gratis
mad, så han igen kunne fremstå som et eksemplarisk forbillede som én der
levede et nøjsomt og kristent liv, men også fordi han jo i kraft af sin stilling
som Kredstilsynssmand, SKAL vise nøjsomhed, ved at spise normalt, og ikke
som nu at tage til sig af al den fede og gode mad, og at han hellere skulle
tabe sig, ja, disse ord fløj ud af mig, mens 50 Jehovas Vidners heltidsforkyndere
hørte hvad jeg sagde, og DÉT HJALP, for denne meget uheldige bemærkning fra
min side, fik ham til at gå på slankekur med Helsingørpillen, og i løbet af seks
måneder, havde NN tabt 50 kilo så hans hustru kunne vise sin mand
frem uden at blive flov over hans udseende.

Hver uge viste han nemlig hvor meget han nu havde tabt sig ved at vise alle på
scenepladsen hvor meget han nu havde tabt sig, ved at iføre sig andre bukser
men for rigtigt at vise os hvor meget han havde tabt sig, tog han sine store bukser på
igen, for at vi kunne se hvor mange centimeter han uge for uge havde tabt sig, og efter
de 6 mdr, takkede han mig, for, hvis ikke jeg havde råbt ad ham,dér i april 1976, da alle
vi andre havde spist vores tildelte portion, mens han ragede til sig for at fylde vommen, ja, så havde han aldrig selv fået dén idé at man kunne slanke sig.

Så NN tabte altså 50 kilo i perioden fra april -september 1976, men efter nogle år så jeg
ham igen nu i sin campingvogn på overnatningspladsen i Silkeborg, hvor Jehovas Vidner
holder deres årlige sommerstævner, og da han så mig i teltåbningen, kiggede han skamfuldt ned mod græsset og sagde ingenting, mens hans store tykke vom igen fortalte mig, at han desværre havde taget de 50 kilo på igen, efter han var holdt op med at spise Helsingørpillen.

Jeg sagde blot: LEV-VEL.