Svigerfamilie fra helvete!
Hilde
kan forstå at det er noe alvorlig galt med hvordan de behandler "outsidere"
(les: meg,svigerdøttre) ???
Bertel Lund Hansen
>Hva gjør man når man har svigerfamilie fra helvete, og min samlever ikke vil
>kan forstå at det er noe alvorlig galt med hvordan de behandler "outsidere"
>(les: meg,svigerdøttre) ?
Dropper kæresten og familien. Det er ingen joke. Du kan spilde
enorme mængder energi på at prøve at rette op på sådan noget. Der
er masser af imødekommende familier.
Venlig hilsen, Bertel
--
http://image.dk/~blh/
FABEL - http://www.fabel.dk/
HenningP
Hilde skrev i meddelelsen ...
>Hva gjør man når man har svigerfamilie fra helvete, og min samlever ikke vil
>kan forstå at det er noe alvorlig galt med hvordan de behandler "outsidere"
>
>
Hilde det er simpelt hen det ulitmative spørgsmål her i livet.
Hvad du gør... hvis jeg vidste det ville jeg være en rig mand.
Har du igrunden aldrig undret dig over at i vittigshedstegninger
er det altid svigermor og svigersønnen der har problemer,
når det nu i virkeligheden er svigermor og svigerdatteren
der har det største bøvl. Det har jeg.
Jeg har også inde på livet, at en svigerdatter ikke vil anderkende
mandens familie, hvad gør man der??
Ja livet er svært.
mvh
Henning
Hilde
HenningP wrote in message ...
Hilde det er simpelt hen det ulitmative spørgsmål her i livet.
Hvad du gør... hvis jeg vidste det ville jeg være en rig mand.
Har du igrunden aldrig undret dig over at i vittigshedstegninger
er det altid svigermor og svigersønnen der har problemer,
når det nu i virkeligheden er svigermor og svigerdatteren
der har det største bøvl. Det har jeg.
Jeg har også inde på livet, at en svigerdatter ikke vil anderkende
mandens familie, hvad gør man der??
Ja livet er svært.
mvh
Henning
Hvis det er svigerdatter der ikke vil anerkende svigerfamilien, er det hun
som har et problem. Det er fordi blod er tykkere enn vann. Sønnen vil alltid
ha sin familie, mens svigerdøttre kan udskiftes....
Jeg tror jeg har kommet til det punkt, hvor jeg ikke lengre kan anerkende
min svigerfamilie. Det har ikke noe med at jeg har problemer med
svigerfamilier generelt. Jeg har et meget godt forhold til min
ex-svigerfamilie. De kunne godt komme på besøk å være hos i flere dager,
uten at det oppsto noe som helst problem. vi hyggede oss sammen.
Men denne familie er rett spesiell... Jeg har vært sammen med min samlever i
3 år snart. Vi har boet sammen det siste året. Vi er nordmenn, begge to, men
p.g.a. hans arbeide flyttet vi hit til Danmark. (Hvor vi trives udmerket!)
Jeg har alltid funnet det lit merkeligt at de alldri har kunnnet funnet noe
positivt å si om deres andre svigerdøttre. Det som er ennu mer merkeligt, er
at sønnene ikke engang tar sine kjære i forsvar. Jeg har ennu ikke opplevd
at min samlevers brødre har sagt noe som helst positivt om deres samlever
heller. Den ene av sønnene synes det er meget sjovt å gøre narr av sin
samlever, gerne om deres sexliv eller om hennes person, mens alle andre
hører på. Familien synes selv det er sjovt, og smiler til hverandre. Dette
er noe jeg har funnet svært opprørende. Jeg har begynt å si ifra, når jeg
synes de er uforskammede. Nu i julen var de her på besøk. Min samlevers bror
så var ubehagelig overfor sin kæreste, at hun til slutt bare gikk, og jeg
mumlet noget om at det er nogle der ikke har fokeskikk, hvorpå svigermor
bryder ut i tårer. Hun skriker at man kan ikke sige noget som helst i dette
hus, og hun løber gråtende til sitt værelse. Jeg bliver oppgitt, og ber min
samlever tale med henne. Men han gør ingenting. Den tredje bror, går til
verbalt angrep, og siger jeg blander meg inn i noget som jeg ikke har noget
med at gøre. Min datter bryder ut i gråt (det er hennes fødselsdag...), og
jeg tar henne med meg til hennes værelse. Jeg var meget sint, for jeg mente
at min samlever kunne ha stått ved min side...men det gør han altså ikke.
Jeg pakker to tasker med klær, og forlater huset. Jeg bor hos enn venn over
natten, og reiser til Norge neste dag.
Min kæreste ringer konstant, og vil at vi skal tale om det. Han reiser opp
til Norge og vi taler hele weekenden. Det ender med at jeg reiser med han
tilbake. På veien til Danmark ringer hans foreldre og den ene broren
konstant. Jeg har ikke fått at vite alt som ble sagt, men jeg forsto at det
overhode ikke var noe positivt. Jeg har forstått det slik at de ber ham om å
velge, meg eller de.
Min samlever siger at jeg må "svelge noen kameler", hvis de skal komme på
besøk igjen. Det vil jeg ikke. Jeg vil hels ikke se de igen. Han har ikke
hatt kontakt med de siden...
Det hører også med til historien, at jeg også tidligere har hatt problemer
med familien, efter at de har vært på besøk her. De fortalt til venner av
meg at jeg var kriminell, og ville ta alle pengene til min samlever for å
begynne på nytt i Norge. Jeg ble meget ked av det. Jeg kan ikke forstå
hvordan noen kan lyve om andre på denne måte. Vi var nødt til at presse en
unskyldning ud av dem.
Jeg har også hatt problemer med at min svigermor roter rundt i mine kasser i
kælderen. Og at de overhodet ikke har respekt for at jeg faktisk bor i dette
huset, de gør akkurat som de vill. Jeg har problemer med at min svigermor
begynner at vaske huset ned, når hun kommer hit. Og at hun skal "lære" meg
at lave mad og andre huslige ting. Jeg bliver irriteret...jeg er tross alt
30 år. Jeg trenger ingen svigermor til at fortelle meg hvordan ting skal
gjøres. Selv om jeg alldri har hatt problemer med at spørge om råd, hvis det
er noe jeg ikke kan så godt...
Dette her er noget jeg og min samlever ikke kan tale om overhodet. Det ender
bare opp i et stort skænderi. Jeg har foreslått at vi måske kunne få hjelp
til at løse dette problem, men han vil overhodet ikke blande inn andre i
denne konflikt.
Jeg vet ikke hva jeg skal gjøre! Dette tærer på meg, og gjør meg deprimeret.
Hva skal man så gjøre?
Hilde
Bertel Lund Hansen
>Jeg tror jeg har kommet til det punkt, hvor jeg ikke lengre kan anerkende
>min svigerfamilie.
Det forstår jeg godt.
>Men denne familie er rett spesiell...
Ja, det er tydeligt. De har svære problemer. Dem kan du ikke
løse.
>Min samlever siger at jeg må "svelge noen kameler", hvis de skal komme på
>besøk igjen. Det vil jeg ikke.
Det ser jeg heller ingen grund til. Det er fint at kunne vise
hensyn og lære at respektere andre mennesker. Men det her handler
om noget helt andet. Det handler om at det forlanges af dig at du
skal acceptere destruktiv adfærd. Det kan kun skade dig selv og
dit barn, og det kan ikke gavne nogen.
>huset, de gør akkurat som de vill. Jeg har problemer med at min svigermor
>begynner at vaske huset ned, når hun kommer hit. Og at hun skal "lære" meg
>at lave mad og andre huslige ting. Jeg bliver irriteret...
Ja, selvfølgelig.
>Dette her er noget jeg og min samlever ikke kan tale om overhodet. Det ender
>bare opp i et stort skænderi. Jeg har foreslått at vi måske kunne få hjelp
>til at løse dette problem, men han vil overhodet ikke blande inn andre i
>denne konflikt.
Så er den uløselig.
Selv hvis han "giver sig" (evt. efter at du flytter eller
meddeler at du vil gøre det), vil du sandsynligvis blot opleve,
at han kun gør et halvhjertet forsøg.
>Jeg vet ikke hva jeg skal gjøre! Dette tærer på meg, og gjør meg deprimeret.
>Hva skal man så gjøre?
Hvad kunne du gøre som vil give dig ro?
Hilde
>
>Hvad kunne du gøre som vil give dig ro?
>
>Venlig hilsen, Bertel
>--
Det som kunne gi meg ro nå, var å krype ned i et mørkt hull, og bli der til
verden virker normal igjen...
Saken er den at jeg faktisk er glad i min samlever. Vi har det faktisk godt
sammen, så lenge familien hans holder seg unna. - Og så lenge vi ikke
snakker om problemet. Jeg vil jo så gjerne at det skal fungere.
Jeg tror på ingen måte at min familie er perfekt, tvert i mot. Det sårer meg
faktisk ikke når han slynger mot meg alle de feil de gør. - Av den enkle
grund at jeg vet det godt selv. Men jeg er likevell glad i min familie. Jeg
har snakket med min familie om ting som jeg ikke har vært glad for. Vi har
diskutert, vi har kranglet - men vi har kommet videre. Men min samlever kan
ikke godta at noen kritiserer hans familie. Hans beste venn, (som også er en
svært god venn av meg) sier at man må behandle hans foreldre som pasienter -
mentale pasienter. Dette sier han selvfølgelig bare til meg... Han har vært
min støtte oppe i alt dette. Det er ikke få timer vi snakket på telefonen.
Jeg snakker med min bror også om dette, men han vil bare at jeg skal komme
meg hjem. Det samme mener alle andre på "min side".
Det eneste som jeg kan se kan være en løsning er at vi snakker med en
familierådgiverer, eller en psykolog. Kansje det vil få han til å innse at
noe er galt. Men når alt kommer til alt, er det kansje det han er redd
for...
Og jeg vet ikke hva som må til for å få han med. Og jeg er redd for det du
sier, -at det vil være et halvhjertet forsøk fra hans side.
------
I kveld fikk jeg høre flere løgner om meg. Jeg er glad for at det er ingen
som tror på det de får høre fra dem.
Jeg vet ikke hvordan jeg noen gang skal orke å se de igjen.
Og noen ganger, drømmer jeg om den gang jeg bodde alene med barna og ønsker
meg tilbake dit. Kansje kjøpe en hund, og male leiligheten :-), og å holde
menn langt vekk...
Men hva skal jeg gjøre, når jeg faktisk elsker denne mannen. Skal jeg bare
gi opp, sånn uten videre?
Venevil
Bertel Lund Hansen
>Det som kunne gi meg ro nå, var å krype ned i et mørkt hull, og bli der til
>verden virker normal igjen...
Jo, skriv til mig hvis du finder sådan et!
>Saken er den at jeg faktisk er glad i min samlever. Vi har det faktisk godt
>sammen, så lenge familien hans holder seg unna.
Er han ikke selv negativ når han ikke er sammen med familien?
>- Og så lenge vi ikke snakker om problemet. Jeg vil jo så gjerne at det skal fungere.
Ved du hvordan det lyder? Som om du går på listesko og bilder dig
selv ind at alt er o.k.
>Jeg tror på ingen måte at min familie er perfekt, tvert i mot. Det sårer meg
>faktisk ikke når han slynger mot meg alle de feil de gør.
Hm, få familier er perfekte, men det er et rimeligt krav, både
til en samlever og til ens venner, at de omtaler dem i normale
vendinger. Hvorfor har han travlt med din families fejl. Det
lyder da ikke som om det hele er i orden?
>har snakket med min familie om ting som jeg ikke har vært glad for. Vi har
>diskutert, vi har kranglet - men vi har kommet videre.
Det er en god ting.
>ikke godta at noen kritiserer hans familie. Hans beste venn, (som også er en
>svært god venn av meg) sier at man må behandle hans foreldre som pasienter -
>mentale pasienter.
... og sådan skal din mand åbenbart også behandles? Vil du
tilbringe resten af dit liv med at være psykiatrisk sygeplejerske
for en familie der ikke er i behandling?
>min støtte oppe i alt dette. Det er ikke få timer vi snakket på telefonen.
Fint.
>Jeg snakker med min bror også om dette, men han vil bare at jeg skal komme
>meg hjem. Det samme mener alle andre på "min side".
Har de skubbet dig ind i en stædig rolle?
>Det eneste som jeg kan se kan være en løsning er at vi snakker med en
>familierådgiverer, eller en psykolog. Kansje det vil få han til å innse at
>noe er galt. Men når alt kommer til alt, er det kansje det han er redd
>for...
Min ekskone foreslog på et tidspunkt at vi skulle kontakte en
familierådgiver. Det lå mig fuldstændig fjernt at den slags
skulle være nødvendigt, og det endte for øvrigt med skilsmisse.
Først her efter at hun er død og jeg ser på vores ægteskab med
andre øjne kan jeg se, at der var masser af ting det havde været
værd at bevare. Hvis hun havde fået mig overtalt, ville jeg
overhovedet ikke have engageret mig. Jeg rådede min lillesøster
og hendes mand til at søge hjælp, og de gjorde det, mest fordi
jeg sagde det. Men det blev kun til én gang.
>Jeg vet ikke hvordan jeg noen gang skal orke å se de igjen.
Du bestemmer selv hvad du vil bruge din energi til.
>Og noen ganger, drømmer jeg om den gang jeg bodde alene med barna og ønsker
>meg tilbake dit. Kansje kjøpe en hund, og male leiligheten :-)
Hm, her hører jeg dig igen sige at du slet ikke har det rart
sammen med din mand.
>og å holde menn langt vekk...
Jeg forstår godt hvorfor du skriver sådan. Jeg kender ikke dine
tidligere oplevelser, og måske vil du have det bedst i en periode
med at bo alene. Men der *er* altså forskel på folk.
>Men hva skal jeg gjøre, når jeg faktisk elsker denne mannen. Skal jeg bare
>gi opp, sånn uten videre?
Nej. Du skal ikke give op. Du skal vælge. Enten må du bo sammen
med ham med det liv det giver dig, eller også må du pakke dine
sydfrugter. Ingen af delene er nemme, og ingen af dem har spor at
gøre med at give op.
Hilde
Bertel Lund Hansen wrote in message <36a13e68...@news.image.dk>...
>
>>Det som kunne gi meg ro nå, var å krype ned i et mørkt hull, og bli der
til
>>verden virker normal igjen...
>
>Jo, skriv til mig hvis du finder sådan et!
Det skal jeg.
>
>
>Er han ikke selv negativ når han ikke er sammen med familien?
Jo, det er han. Men ikke mot meg - foruten den dagen jeg dro herfra...
Jeg reagerte på måten han snakket til sin mor på. Han er frekk, og har
overhode ingen respekt for henne. Hvis han sier til at "Nu går du å setter
deg i en stol og holder kjeft!" - Så gjør hun det. Nu har ikke jeg verdens
største respekt for min egen mor, - men det ville alldri falle meg inn å
være så respektløs overfor henne.
Men de forguder min samlever. Han er den av sønnene som har lykkes her
livet. Han har en fet jobb, en fet lønn, og et fedt hus. Det aller værste er
at jeg nu kan se hvorfor han er slik overfor sin mor. Hvorfor han snakker
til henne som om hun var en hund...for det er den eneste måten man kan vise
henne hennes "plass", ellers tar hun helt overhånd. - Ja, det er sykt. Det
er det ingen tvil om.
Vi har oppdaget at det er kun når min samlever og jeg er uenige, at de går
til angrep på meg. Jeg har funderet om det kan være det at de ikke kan tåle
at noen overhode våger å si ham imot.
>
>Ved du hvordan det lyder? Som om du går på listesko og bilder dig
>selv ind at alt er o.k.
Det var ikke lett at høre...men du har kansje rett.
>
>>Jeg tror på ingen måte at min familie er perfekt, tvert i mot. Det sårer
meg
>>faktisk ikke når han slynger mot meg alle de feil de gør.
>
>Hm, få familier er perfekte, men det er et rimeligt krav, både
>til en samlever og til ens venner, at de omtaler dem i normale
>vendinger. Hvorfor har han travlt med din families fejl. Det
>lyder da ikke som om det hele er i orden?
>
Jeg synes dette er rett barnslig selv. Men etter min samelvers oppfatning,
kan ikke vi ha kontakt med min familie, hvis ikke han kan ha kontakt med
min...
Men min familie har alldri gjort ham noget i det hele tatt. Det blir liksom
noe useriøst over det.
>
>>ikke godta at noen kritiserer hans familie. Hans beste venn, (som også er
en
>>svært god venn av meg) sier at man må behandle hans foreldre som
pasienter -mentale pasienter.
>
>... og sådan skal din mand åbenbart også behandles? Vil du
>tilbringe resten af dit liv med at være psykiatrisk sygeplejerske
>for en familie der ikke er i behandling?
Nei, selvfølgelig vil jeg ikke det...
>
>Har de skubbet dig ind i en stædig rolle?
>
Nå oppdager jeg at jeg ikke er god nok i Dansk :-) Stædig? Jeg tror at jeg
kansje vet hva det kan bety, så jeg skal prøve å besvare.
Min samlever føler hat han står i midten av dette. Han ser på seg selv som
en som "megler" mellom hans familie og meg. Han sier at problemet er at hans
mor og jeg ikke kan like hverandre. Han vil ikke ta noen "side".
Jeg har prøvd å holde min famile utenfor dette, men jeg kom til det punkt
hvor jeg ikke lengre kunne stå ut all råttenskapen. Etter at min bror ble
enkemann for ett år siden har vi blitt meget fortrolige med hverandre.
Dengang hans kone døde, brukte han meg som en slags "klagemur", og jeg
passet hans børn rett meget. Jeg følte det var ok å kunne være der for han
når han trengte det. Jeg tror han føler det slik for meg nu. Han var den
jeg ringte til da jeg gikk rundt i Københavns gater med et fødselsdagsbarn,
to tasker, og ikke mere enn tohundrede kroner i lommen. Det var han som
ordnet det slik at jeg fikk et sted å sove hos en venn, og ringte rundt til
familien for at skaffe penger til en billett hjem. Min mor ringer og er
bekymret for meg.
Hun kan ikke tro sine egne ører. De kan ikke fatte at det går ann. Min
samlever blir irriteret når jeg "blander" min familie opp i dette. han mener
de ikke har noe med dette å gjøre. Men jeg orker ikke å stå alene mot disse
menneskene. Og det er i slike situasjoner det er godt å ha familie. Og det
er i slike situasjoner at de virkelig stiller opp for meg.
Jeg lurer egentlig på hva han vil si til at min familie kommer med krav til
*ham*, slik han og hans familie kommer med krav til meg? Det ville være
utrolig dumt og barnslig, men kansje eneste måte som kan få han til å forstå
at det ikke er holdbart at komme med krav om at "svelge kameler", at godta
at hans mor blir "husets frue", når hun er på besøk, eller at jeg skal be
*henne* om unskyldning for å ha kaldt min samlever for en "dott"...
>>Det eneste som jeg kan se kan være en løsning er at vi snakker med en
>>familierådgiverer, eller en psykolog. Kansje det vil få han til å innse at
>>noe er galt. Men når alt kommer til alt, er det kansje det han er redd
>>for...
>
>Min ekskone foreslog på et tidspunkt at vi skulle kontakte en
>familierådgiver. Det lå mig fuldstændig fjernt at den slags
>skulle være nødvendigt, og det endte for øvrigt med skilsmisse.
>Først her efter at hun er død og jeg ser på vores ægteskab med
>andre øjne kan jeg se, at der var masser af ting det havde været
>værd at bevare. Hvis hun havde fået mig overtalt, ville jeg
>overhovedet ikke have engageret mig. Jeg rådede min lillesøster
>og hendes mand til at søge hjælp, og de gjorde det, mest fordi
>jeg sagde det. Men det blev kun til én gang.
Jeg tror dette er rett typisk. Jeg foreslo for min ex at vi skulle søke
hjelp hos en familierådgiver, men det ville han ikke. Ikke før bruddet var
et faktum og vi bodde hver for oss. Da var det faktisk han som arrangerte
det... Men det var for sent for oss.
>
>>Jeg vet ikke hvordan jeg noen gang skal orke å se de igjen.
>
>Du bestemmer selv hvad du vil bruge din energi til.
Ja, ikke sant? Men min samlever mener at jeg må kunne klare å omgå dem, hvis
vi skal få det til å fungere. Blir jeg nødt til det, skal jeg anskaffe en
lille båndopptager som jeg kan ha i lommen, slik at jeg har "hårde bevis" på
hva som har blitt sagt, og hva som ikke har blitt sagt. Men det er utrolig
at det skulle være nødvendig.
>
>>Og noen ganger, drømmer jeg om den gang jeg bodde alene med barna og
ønsker
>>meg tilbake dit. Kansje kjøpe en hund, og male leiligheten :-)
>
>Hm, her hører jeg dig igen sige at du slet ikke har det rart
>sammen med din mand.
>
Nei, vi har det ikke rart nu som situasjonen er slik den er...med mindre vi
unngår problemet.
Men uansett kan vi faktisk ha det rart sammen. Det er ingenting som å kjenne
at han holder rundt meg hele natten. Vi opplever meget sammen, og har det
morro sammen. Vi reiser meget rundt omkring i verden sammen, og liker
hverandres selskap. Vi har nogle venner som vi er titt sammen med, som vi
har det morro sammen med. Vi "leker" godt sammen, om det er at stå på
rollerblades, eller at utforske fremmede land og byer. Jeg liker hans
utadvendte og sociale natur, og jeg tror at han liker mit mere rolige og
følsomme vesen.
>>og å holde menn langt vekk...
>
>Jeg forstår godt hvorfor du skriver sådan. Jeg kender ikke dine
>tidligere oplevelser, og måske vil du have det bedst i en periode
>med at bo alene. Men der *er* altså forskel på folk.
Ja, det vet jeg godt at det er, gudskjelov. Men jeg føler at jeg har nok med
mitt eget liv akkurat nå. Jeg tror ikke jeg hadde orket å involvere noen
andre på en god stund...
>
>>Men hva skal jeg gjøre, når jeg faktisk elsker denne mannen. Skal jeg bare
>>gi opp, sånn uten videre?
>
>Nej. Du skal ikke give op. Du skal vælge. Enten må du bo sammen
>med ham med det liv det giver dig, eller også må du pakke dine
>sydfrugter. Ingen af delene er nemme, og ingen af dem har spor at
>gøre med at give op.
Det samme sa min mor...
Nu er han på den andre siden av kloden, så det er ikke så meget jeg får
gjort akkurat nu. Men jeg vil gjerne prøve at få han med til noen som kan
hjelpe. kansje jeg kan klare at overtale ham på en eller annen måte...
Hilde
Skov
Hilde skrev i meddelelsen ...
>Jeg har alltid funnet det lit merkeligt at de alldri har kunnnet funnet noe
>positivt å si om deres andre svigerdøttre. Det som er ennu mer merkeligt,
er
>at sønnene ikke engang tar sine kjære i forsvar. Jeg har ennu ikke opplevd
>at min samlevers brødre har sagt noe som helst positivt om deres samlever
>heller. Den ene av sønnene synes det er meget sjovt å gøre narr av sin
>samlever, gerne om deres sexliv eller om hennes person, mens alle andre
>hører på. Familien synes selv det er sjovt, og smiler til hverandre. Dette
>er noe jeg har funnet svært opprørende.
Når man gør nar af sin samlever/ægtefælde, rammer det jo også en selv, da
man jo selv har valgt samlever/ægtefælde. Alene dette burde jo gøre at man
vil tage sin samlever/ægtefælde i forsvar.
[snip]
>Min samlever siger at jeg må "svelge noen kameler", hvis de skal komme på
>besøk igjen. Det vil jeg ikke. Jeg vil hels ikke se de igen. Han har ikke
>hatt kontakt med de siden...
>
Vi må vel alle sluge nogle kameler, men jeg mener man bør gøre op med sig
selv hvor store kameler det er værd at sluge (og måske også om modparten vil
være villig til at sluge ligeså store kameler for min skyld)
[snip]
>Jeg har også hatt problemer med at min svigermor roter rundt i mine kasser
i
>kælderen. Og at de overhodet ikke har respekt for at jeg faktisk bor i
dette
>huset, de gør akkurat som de vill.
Lås kælderdøren ;-)
Nej, det duer ikke, men hvad kan man så gøre???
>Jeg har problemer med at min svigermor
>begynner at vaske huset ned, når hun kommer hit. Og at hun skal "lære" meg
>at lave mad og andre huslige ting. Jeg bliver irriteret...jeg er tross alt
>30 år. Jeg trenger ingen svigermor til at fortelle meg hvordan ting skal
>gjøres. Selv om jeg alldri har hatt problemer med at spørge om råd, hvis
det
>er noe jeg ikke kan så godt...
>
Det kan min mor også godt finde på, hun spørger dog først om det er i orden,
men svigermor det ville jeg ikke kunne acceptere.
>Dette her er noget jeg og min samlever ikke kan tale om overhodet. Det
ender
>bare opp i et stort skænderi. Jeg har foreslått at vi måske kunne få hjelp
>til at løse dette problem, men han vil overhodet ikke blande inn andre i
>denne konflikt.
>
I bliver nødt til at tale om det, hvad ville han sige hvis det var din mor
der opførte sig sådan (min mand var ikke særlig begejstret da min mor havde
vasket gulvene i hele huset, så det får hun ikke lov til en anden gang.)
>Jeg vet ikke hva jeg skal gjøre! Dette tærer på meg, og gjør meg
deprimeret.
>
>Hva skal man så gjøre?
>
>Hilde
Overvej om det er noget du kan leve med resten af dit liv.
Om han er det værd.
Mange venlige tanker
Jonna
Bertel Lund Hansen
>Jeg reagerte på måten han snakket til sin mor på. Han er frekk, og har
>overhode ingen respekt for henne.
>Men de forguder min samlever.
Altså en forkælet møgunge?
>Jeg synes dette er rett barnslig selv. Men etter min samelvers oppfatning,
>kan ikke vi ha kontakt med min familie, hvis ikke han kan ha kontakt med
>min...
Han vil altså prøve at sætte splid mellem dig og din familie, som
hævn.
>>Har de skubbet dig ind i en stædig rolle?
>Nå oppdager jeg at jeg ikke er god nok i Dansk :-) Stædig?
[Om sprog:]
"Stædig" hedder "påståelig" på norsk. "Påståelig" har næsten
samme betydning på dansk, men vi skelner lidt.
Hvis du har valgt en løsning/holdning og ingen kan snakke dig fra
den, er du stædig ("stædig" har med "stå" og "stadig" at gøre).
Hvis du siger at jorden er flad og ikke vil høre på argumenter,
er du påståelig.
Jeg mente:
Har din familie kritiseret din samlever så meget, at du er
begyndt at blive påståelig, og vil føle det som et nederlag hvis
du skulle indrømme at de har ret?
>Hun kan ikke tro sine egne ører. De kan ikke fatte at det går ann. Min
>samlever blir irriteret når jeg "blander" min familie opp i dette.
Hvad rager det ham hvad du har sammen med andre mennesker -
undtagen hvis han vil deltage i fællesskabet?
>Men jeg orker ikke å stå alene mot disse menneskene.
Selvfølgelig ikke.
>Og det er i slike situasjoner det er godt å ha familie.
Nemlig.
>Jeg lurer egentlig på hva han vil si til at min familie kommer med krav til
>*ham*, slik han og hans familie kommer med krav til meg?
Ja, men at forsøge på det vil blot være indledningen til en
skyttegravskrig, ligesom hans forsøg på at skille dig fra din
familie.
>Det ville være utrolig dumt og barnslig, men kansje eneste
>måte som kan få han til å forstå
Du får ham ikke til at forstå en skid. Du gør ham sur og
fornærmet.
>>>Det eneste som jeg kan se kan være en løsning er at vi snakker med en
>>>familierådgiverer, eller en psykolog.
Ved nærmere eftertanke er jeg blevet klar over at det slet ikke
vil hjælpe, selv om han gør sig umage. Problemet ligger ikke
primært mellem dig og ham. Det er dybt begravet i hans familie.
Hvis ikke hele hans familie bliver taget i behandling af en/flere
psykologer, vil det ikke flytte ret meget.
>Ja, ikke sant? Men min samlever mener at jeg må kunne klare å omgå dem, hvis
>vi skal få det til å fungere.
Det er sikkert rigtigt.
>Blir jeg nødt til det, skal jeg anskaffe en lille båndopptager som jeg kan ha i lommen,
Du venter altså på ridderen på den hvide hest? ... hvormed jeg
mener at du ikke vil tage beslutningen selv. *Du* behøver jo ikke
nogen båndoptagelse for at vide hvad der foregår. Og en
båndoptagelse er blot en anden måde at starte skyttegravskrigen
på.
>Nei, vi har det ikke rart nu som situasjonen er slik den er...med mindre vi
>unngår problemet.
Er det holdbart?