Gys med børnene.
bny
Er der nogen af Jer der gør sig overvejelser over hvor meget man kan tillade
sig at skræmme børn på natløb, eller hvor uhyggelige godnathistorierne må
være. Er der nogen der har gode erfaringer med at gys rent faktisk styrker
børnene eller er I meget påpasselige med at skræmme jeres små poder? Selv
ser jeg mange positive sider ved at skræmme børn, eller i det hele taget
lære dem om gyser-genren, hvorved de får en bedre forståelse af
virkemidlerne og -måske- oven i købet en bedre forståelse for sin egen
frygt, og de overskrider -måske- også nogle sunde grænser!! Har I det sådan
at man kan nå langt med gys så længe det bare er sjovt for børnene, eller er
jeg den eneste der kan have større meninger med løbene og derfor gøre meget
ud af at lege med deres tanker-få dem til at tænke over filosofiske
spørgsmål, appellere til deres egoisme, sætte venskaberne på prøve eller
lade dem komme ud i (uhyggelige) etiske dillemmaer.
Spejdere er jo berømte for at lave natløb, så der må være nogle gode
overvejelser bag! Kom også endeligt med gode idéer!! Både for de helt små
børn og op til de større seniorer! Uanset alder er det mit indtryk at alle
er vilde med at komme ud på natløb eller lave andre uhyggelige ting på
f.eks. møder, så det vil være synd at de går glip af gyset, hvis der er så
mange gode sider af gyset der kan bruges konstruktivt for børnene/de unge.
Med gysende spejderhilsen:
Benny B. Jensen
Tue Olesen
Mine erfaringer, dels som deltager og som "bøøøh-mand" på uhyggelige
natløb har været, at der er ret stor forskel på hvad ungerne kan
klare, selv inden for en ret lille aldersforskel. Nogle kan tage
forskrækkelserne med et højt hvin og bagefter grine af det, mens andre
bogstavelig talt bliver skræmt så de græder og går helt i panik. For
det meste varer det dog ikke så længe, men man skal være opmærksom og
god til at vurdere, hvornår det er "nok". Så er det med at smide
"masken", og få trøstet vedkommende.
Ikke desto mindre plejer et godt uhygge-natløb at være noget der
bliver husket og omtalt positivt bagefter, og det gi'r spejderne en
anden oplevelse af hinanden. En oplevelse af at være lidt pressede, og
vide at de andre også er det, men alligevel håndtere situationen
fornuftigt og udforskende!
Jeg har aldrig oplevet natløb, som er gået totalt over gevind og har
måttet stoppes fordi de blev for vilde. Dog har der af og til været
deltagere eller patruljer, som har gået hjem i deres telt fordi
enkelte ikke syntes det var sjovt længere.
--
Spejderhilsen Klan Bifrost, Aalborg:
Tue Olesen http://www.klanbifrost.org
Uffe Holst
In an article of 12 Nov 2000 bny wrote:
> Er der nogen af Jer der gør sig overvejelser over hvor meget man kan tillade
> sig at skræmme børn på natløb, eller hvor uhyggelige godnathistorierne må
> være. Er der nogen der har gode erfaringer med at gys rent faktisk styrker
> børnene eller er I meget påpasselige med at skræmme jeres små poder?
Jeg tror absolut, at et godt gys både kan være sjovt og styrkende for
børnene. Men jeg tror også, at man skal sørge for at få gysset
"efterbehandlet".
Da jeg selv var 9-10 år gammel, var jeg på en weekendtur i november eller
så med spejderne. Vi (dvs. mini- og juniorspejderne) skulle naturligvis på
natløb -- det plejede vi jo. Netop som vi skulle til at af sted, kom en af
lederne og fortalte, at politiet netop havde ringet og sagt, at to farlige
forbrydere var stukket af fra et nærliggende fængsel -- de var også
bevæbnede. Derfor blev natløbet aflyst.
Men så kunne vi jo alle sammen blot gå en tur. Jeg aner ikke, hvor det var,
men på et eller andet tidspunkt var vi gået over på en lille ø eller
lignende over en smal gangbro. Mens vi var på øen hører vi pludselig et
skud og et plask. "Nu må vi hjem", mener lederne. Vi når frem til broen, og
vi kan nu høre en mand, der svømmer ude i vandet et godt stykke fra broen.
På broen finder vores leder også et gevær, så "der er ikke noget at være
bange for - jeg har geværet", siger han.
I gåsegang passerer vi nu broen, og det gør jeg som en af de sidste sammen
med en af lederne. "Hvad er det, der ligger derude?" spørger lederen og
peger ud i vandet, "må jeg lige låne din lygte", og enten jeg eller en af
mine kammerater låner lederen en lygte. Hun (eller måske var det han) lyser
så ud i vandet, hvor der flyder en død mand rundt. Herefter skynder vi os
naturligvis hjem.
"Det var var kun for sjov. Det var bare A's og B's mænd i dykkerdragt," får
vi at vide. "Ha ha, var det ikke sjovt? Nu er det sengetid - sov godt".
Og selvfølgelig var det sjovt. Ingen tvivl om det. Den dag i dag husker jeg
det som en sjov oplevelse, og jeg husker også, at jeg også dengang syntes,
at det var sjovt. Men oplevelsen resulterede lidt i, at jeg mistede
tilliden til mine ledere. Jeg stolede ikke rigtig på dem længere. Det i
kombination med, at jeg ikke syntes, at det var så sjovt at være
juniorspejder som minispejder, gjorde, at jeg holdt op som spejder 1-2
måneder senere. Og jeg ved også, at der var andre, som også holdt op
derefter.
Selvfølgelig er det i dag svært at sige, hvad der egentlig var grunden til,
at jeg stoppede som spejder for snart 20 år siden. Efter at være blevet
ældre, så har jeg jo indimellem tænkt tilbage på denne oplevelse, og jeg må
jo indrømme, at jeg bestemt tænker tilbage på den med glæde. Det var
bestemt en stor oplevelse. Over årene har jeg også flere gange tænkt på, at
det da var synd, at jeg ikke var fortsat som spejder, så jeg kunne få flere
lignende oplevelser. Når jeg sådan har tænkt tilbage, er jeg kommet frem
til, at den væsentligste problem ved den oplevelse var, at jeg mistede
tilliden til mine ledere. De førte mig bag lyset, skræmte mig og undlod at
tale om det bagefter.
Havde vi blot sat os ned og fået en god lang snak efter at være kommet hjem
-- eller for den sags skyld blot næste dag -- så havde der måske også været
mulighed for, at jeg og andre af mine kammerater havde fortsat med at være
spejder. Der havde været mulighed for at jeg kunne genetablere tilliden til
mine ledere. Måske var jeg holdt op alligevel, fordi det var kedeligere at
være junior end mini i den pågældende gruppe, men så havde det -- der
skulle have været en sjov oplevelse -- i hvert fald ikke været en
medvirkende årsag.
I dag er jeg heldigvis tilbage i spejderbevægelsen igen -- denne gang godt
nok som blå -- og jeg håber da, at jeg kan være med til at give en ny flok
børn en masse gode oplevelser.
Derfor tror jeg, at det er vigtigt, at man får talt med børnene bagefter.
Gys kan også være sjove, og jeg synes absolut ikke, at vi skal afholde os
fra at skræmme børnene. Jeg er fuldstændig enig med dig i, at der helt
sikkert også er nogle positive sider ved at skræmme børn. Men vi skal sørge
for at tale med vores børn. Vi giver dem en masse oplevelser -- og
forhåbentlig en masse store oplevelser -- og disse oplevelser skal vi
naturligvis tale med børnene om - både de skræmmende og de ikke-skræmmende.
Nogle oplevelser fordrer selvfølgelig i højere grad en samtale end andre --
og netop når vi skræmmer børnene er det måske vigtigst.
I dag var jeg inde på Rådhuspladsen sammen med nogen fra troppen for at stå
fanevagt ved Dronning Ingrids begravelse. Det er sidste gang jeg gør det --
uden børnene. Det er en utrolig oplevelse at se så mange mennesker vise vor
dronning respekt og ære. Og jeg er også sikker på, at det vil have været en
utrolig stor oplevelse for de mindste børnene. Men en sådan oplevelse er
også vigtig at tale om, for børnene skal helt klart vide, hvorfor vi står
fanevagt. Det er ikke et cirkus, og det er derfor vigtig at vi får talt med
børnene om, hvorfor vi står der. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at jeg
næste gang tager alle mine minispejdere med mig derind -- men det er der
forhåbentlig rigtig mange år til, for jeg håber da, at vi får lov til at
beholde vor dronning i rigtig mange år endnu.
Sørg blot for at tale med dine børn.
--
Uffe Holst
Troels Mølgaard Nielsen
Jo, jeg har tit tænkt på om det er en god ide eller ej. Men de fleste børn
elsker natløb.
Derfor prøver vi at lave natløb så de tager hensyn til børnenes alder. Gerne
lidt humoristiske og ikke alt for realistisk og uhyggeligt. Selvom børnene
ved at det er et natteløb synes de som regel at det spændende alligevel.
Vi lægger meget op til børnene at bestemme, hvor meget de vil være med til.
De børn der ikke vil med på natteløbet får lov til at blive tilbage. Dem der
bliver for bange undervejs får at vide at det bare er andre ledere der er
agenter. Og til sidst, når alle agenterne er taget til fange, bliver de
afsløret og børnerne snakker med agenterne om løbet.
Men vi har desværre haft et par uheldige episoder. Bl.a. var der en af
børnene, som vi troede var psykisk stærk som skulle "kidnappes". Selv om
agenterne forsøgte at berolige ham, havde/fik han det meget dårlig med den
oplevelse.
En anden historie lyder på et barn som blev mørkeræd, fordi hun på et
natteløb gik over en bro og blev omringet af to agenter fra hver sin side af
broen.
Så man skal helt klart tænke sig om som arrangør af et natteløb.
Med venlig hilsen
Troels Mølgaard Nielsen
FDF Ringsted afd.
bny <b...@aub.dk> skrev i en
nyhedsmeddelelse:JJWP5.769$zs.2...@twister.sunsite.auc.dk...
> Hej alle spejderledere.
> Er der nogen af Jer der gør sig overvejelser over hvor meget man kan
tillade
> sig at skræmme børn på natløb, eller hvor uhyggelige godnathistorierne må
> være. Er der nogen der har gode erfaringer med at gys rent faktisk styrker
Tina Jensen- Sondrup
tror det der er vigtigt for at børnene ikke kun føler det som en "Bøh mands"
oplevelse er, at der er noget indhold i natløbet, at det ikke kun går ud på
at skræmme dem så meget som muligt. At det måske skal løse en opgave, eller
"stjæle" noget fra smulerne eller hvem der nu er med som de onde. At de på
den måde kan se bagefter at det jo egentlig ikke var så farligt.
Men samtidig skal det jo også være sådanne, at de ikke tænker, hvor er de
dog dumme de ledere. Men det må jo gerne havde følelsen af, at de har været
lidt dygtigere end lederne....... men ikke mere end at de stadig har
respekt tilbage for lederne.
Et godt gys er nok det børenene oftest vil huske bagefter og fortælle
videre. De er stolte over at de kunne klare det. Så det gælder jo om at få
lavet et natløb, hvor der er udfordring i selve "opgaven" for det største,
samtidig med, at det er nok for de små bare at genneføre, at det i sig selv
er en grænse der overskrides. Jeg tror at man på den måde opnår det bedste
resultat for et sådanne natløb. Og i en sådanne sammenhæng passer lidt gys
og ballade jo godt ind.
Spejder hilsner
Tina
Mette Filskov Arno
>tror det der er vigtigt for at børnene ikke kun føler det som en "Bøh
mands"
>oplevelse er, at der er noget indhold i natløbet, at det ikke kun går ud på
>at skræmme dem så meget som muligt. At det måske skal løse en opgave, eller
>"stjæle" noget fra smulerne eller hvem der nu er med som de onde. At de på
>den måde kan se bagefter at det jo egentlig ikke var så farligt.
Dét er jeg MEGET enig i! Jeg har selv været på et natløb en gang, hvor vi
var nødt til at aflyse resten af weekenden! Der var flere der brød grædende
sammen, tissede i bukserne, ikke turde gå uden for en dør o.s.v. Det var
ikke specielt morsomt.
Det var (for at gøre en lang historie KORT) et SKIDE-GODT oplæg, men man
skal virkelig være med på hvilken målgruppe man "leger med"! Det ville måske
have været OK til en omgang ledere på weekend, eller hårde seniorer.
De havde lavet et ku klux klan-optog med fakler, trommer, bål o.lign. Om
dagen havde vi lavet et FLOT raftetårn, og deri hængte de en dukke
(menneskestørrelse og MEGET livagtig kl. 02 om natten!!!), som de brændte
af. Det var så meningen at vi skulle følge efter dem ned til stranden for at
fange dem o.s.v., men der var INGEN der turde gå ud - og lederne havde deres
hyr med at trøste, tørre op m.m.
Havde jeg været 10 år ældre, havde det virkelig været ALLE TIDERS, men
derude i den mørke skov, med myten om "øksemorderen" siddende i rygmarven og
en rislen ned ad ryggen, var det IKKE specielt morsomt!
Venlig Hilsen
Mette, FDF'er
hamsel...@gmail.com
mvh Birger Garsdal Jørgensen