Jamaica
pc25
Jeg skal snart til Jamaica, så er der nogen er kan fortælle mig noget om
landet?
På forhånd tak.
Hilsen pc25
HCV
God tur! - Hanne
Konkyliespisernes Ø
Facetter af det frodigtgrønne tropeparadis Jamaica
Tekst: Jens Jørgen Jæger
Jamaica er konkyliespisernes ø. Skåret i strimler og tilberedt med en
krydret karrysauce, serveret med ris og grøntsager smager det omtrent som
blækspruttekød - ikke af ret meget i sig selv, men krydderierne får det
magre, rene kød til at smage godt.
På stranden så vi fiskerbåden komme ind med de smukke skaldyr, hentet op fra
bunden af høje, sorte snorkeldykkere med kruset hår og dreadlocks. De lokale
fiskere parterede konkylierne på stedet ved hjælp af en lang kniv, hvormed
de huggede bunden af skallen. Derpå hentede de bløddyret ud af sin trygge
skal og bortskar de overflødige dele, fordøjelses-organer og lignende. En
ca. otte cm lang strimmel af indvoldene, der nærmest lignende en mælkehvid,
blød plastic-bændel, var genstand for fiskernes særlige omhu og interesse.
De puttede den i munden og fortærede den så rå som den var.
-Det er konkyliens penis, forklarede de alvorligt og tilføjede: - It will
give you a strong bamboo, den gør din bambus stor og stærk!
Ved det syn og den forklaring gøs turisterne lidt, rystede smilende på
hovedet og luntede tilbage til liggestolene under palmetræerne. Men der var
ingen tvivl om, at de spændstige sorte fiskere selv troede på konkyliens
kraft som afrodisiakum. Og måske virker den, hvis man tror på den...
Det tavse paradis
Næste dag vadede vi barfodet fra den paradisisk hvide sandstrand gennem det
klare, grønne vand ud til en overdækket båd med glasbund. Tre sorte
jamaicanere sørgede for knust is og læskedrikke, styrede og navigerede, mens
glasbunden blev pudset en ekstra gang, så man klart kunne se alt på
havbunden, der hastede forbi under båden.
Efter en tre kvarters sejlads lå vi for anker i Bloody Bay. Det var stedet,
hvor sørøvere og hvalfangere i gamle dage holdt til - men vi var der nu på
grund af det lille koralrev ude i bugten. Mens nogle blev i båden som
observatører, iførte de tapreste sig dykkermaske, snorkel og gummifødder, og
lod sig opsluge af det gennemsigtige blågrønne vand.
På fire meters dybde føles det som en fantastisk oplevelse at svæve vægtløs
over et koralrev. Under sig ser man de utroligste knudrede, svampede
gevækster i grønt, hvidt og rustrødt, nogle som undersøiske kaktusser, nogle
med smukt snoede vindinger som på en hjernebark. Det virker overbevisende,
at der må ligge en slags intelligens bag alle disse livsformer. Store,
vajende, grønbrune kålblade svajer for strømmen, og alt er belyst af mønstre
af lys - de evigt bevægelige, sammenhængende bånd af lysreflekser fra den
stærke sol, der brydes i bølgerne i overfladen.
Og fiskene. De findes i snart alle farver og faconer, ensfarvede og
stribede. En stime lader sig ikke forstyrre af et par danske dykkere, men
kommer én i møde og dvæler et øjeblik op ad kroppen på én, før de med et sæt
svømmer videre blandt koralerne.
Min snorkel tager vand ind, og jeg må pludselig tage mig sammen for ikke at
blive grebet af panik og kvælningsfornemmelser. Hvor er båden? Rolig nu,
trække vejret langsomt og regelmæssigt. En af de sorte dykkere er lige i
nærheden. Der bliver passet på os uerfarne. Det bliver til et par billeder
med undervandskameraet af gul plastic, skønt resultaterne kommer nok næppe
på højde med Cousteau og Discovery. Dog er det en speciel oplevelse at være
der selv i det tavse, blå-grønne paradis, live og i tre-dimensionelle
farver. Det er en oplevelse, der vil blive siddende i baghovedbanken.
En slange i paradis
Vi skal have vekslet vore US dollars til Jamaican dollars og må til byen for
at få den bedste kurs. Man kan tage en taxa, men vi vælger at gå langs
stranden til Negril city, der ligger en lille times slentretur mod syd. På
forhånd er vi blevet advaret mod pågående sælgere på den sidste strækning
mod byen. Dér ligger Craft Market, hvor turister kan blive generet.
Ærgerligt nok, for vi ville ellers gerne se, hvad de lokale kan frembringe
af kunsthåndværk, lige fra perlekæder til træskærerarbejde. Vi nikker til et
par forbipasserende betjente fra turistpolitiet, der hver dag patruljerer på
den del af stranden, der er besat af turisthoteller. De lokale er henvist
til nogle små brædde- og blikskure, samlet om Craft Market.
Solen er ved at gå ned, og stranden er blevet helt øde, da vi passerer ud
for Craft Market. Da dukker en aloe vera sælgerske op. Aloe vera er som
bekendt saften af en agave-agtig plante og er et effektivt middel mod
solskoldning og insektbid. Overalt, hvor turisterne kommer, er der også
aloe-sælgere, og vi har allerede købt vor portion. Det prøver jeg at
forklare kvinden, men hun er pågående og bliver ved.
-You go your way, I'll go my way, vore veje skilles her, OK? forklarer jeg
hende og begynder at gå. Men hun stikker ugenert sin hånd dybt ned i min
bukselomme. Jeg er lamslået, men det lykkes mig at skubbe hende væk. Så
tager hun minsandten sine højhælede sandaler af og slår ud efter mit hoved.
Instinktivt holder jeg underarmen op for at opfange slagene, der gør ondt,
for der sidder grus i de høje hæle. Hun slår og slår, helt vildt. Indtil jeg
finder et stykke drivtømmer, et brædt, som jeg svinger mod hendes skulder. I
sit raseri kaster hun de højhæle-de efter mig, så de havner i vandet, og vi
skynder os videre, mens hun er optaget af at fiske dem op igen.
Det viser sig, at jeg er sluppet med nogle overfladiske hudafskrabninger,
men det ser ret voldsomt ud og blodet flyder, så jeg må rense armen i det
salte havvand. I den forfatning entrer vi vekslebutikken, hvor de lokale
bliver dybt forarget på vores vegne.
-Det er for groft! Politiet må sætte en stopper for den slags! siger damen
ved disken og griber sin mobiltelefon. Ti minutter senere er politiet der.
Det er svært at give et signalement af kvinden, for vi havde begge travlt
med at undgå øjenkontakt med hende og tænkte kun på at komme væk, men ud fra
hendes neongule jakke og de højhælede i klar plastic mener politiet at kunne
genkende hende - en gammel kending og kokain-bruger. Det forklarer måske
også hendes urimelige voldsomhed. Ifølge politiet er episoden enestående. De
har aldrig oplevet en sælger angribe turister før, siger de. Og som
historien spredes på hotellet, viser personalet deres deltagelse og
forargelse. Lederen af stuepigerne, en bomstærk matrone, mener, at jeg
skulle have slået kvinden ihjel, og spørger, hvorfor min kone ikke kom mig
til hjælp. -What a crazy wife, sikken dum kone! siger hun hovedrystende.
Slavernes gemmested - de grønne grotter
Nutidens sorte jamaicanere er efterkommere af de slaver, som fra 1600 til
1807 blev hentet til øen fra Afrika for at arbejde på sukkerplantagerne.
Slaveriet blev ophævet i 1838, men har sat sine spor. Nogle jamaicanere har
stadig - dybt nede - en fjendtlig holdning til den hvide mand, som
slavebandt deres forfædre, og som stadig ses som rigere og mere privilegeret
end den jævne, sorte mand. Det mærker man nu og da, når fattige børn kaster
sten efter turistbussen i det indre Jamaica, når de lokale forlanger dollars
for at lade sig fotografere, eller når arbejdsløse unge truer af taxaen i
Kingstons slumkvarterer.
I gamle dage gemte bortrømte slaver sig i de grønne grotter i Runaway Bay på
nordkysten. I dag er grotterne et turistmål med reggae-musikere og
aloe-sælgere, alt hvad der hører til.
Det fortælles, at selveste den spanske kommandant til sidst måtte gemme sig
i de grønne grotter, da han selv var på flugt for overmagten. Hvorom alting
er; grotterne er meget maleriske og en rundtur med den vittige sorte guide
er en oplevelse. Hist og her gennembry-des grotterne af åbne huller op til
den fri luft, hvorfra tropiske træer sender deres lange tykke rødder ned i
dybet - deraf navnet de grønne grotter. Allerdybest nede ligger en
underjordisk sø med blinde albino-fisk, og kun med fakler eller lygter kan
man få en fornemmelse af rummets størrelse, som er anseeligt. Det var såmænd
her, James Bond dukkede op i sin lille ubåd i filmen "Live And Let Die".
Det maleriske, frodigtgrønne Jamaica har flere gange lagt kulisser til
kendte film. Et andet sted, ved "Rick's Café" ses den 12 meter høje klippe,
som Steve McQueen sprang ud fra i "Papillon". I nærheden af grotterne på
nordkysten ligger Discovery Bay. Ifølge overleverin-gen var det her,
Columbus lagde til på sin anden rejse i 1494.
Den hvide heks
En af fortidens mest berygtede slavepinere var faktisk en kvinde, "Mad"
Annie Palmer, der drev sit spil fra det store herresæde Rose Hall fra
1700-tallet. Hun praktiserede voodoo, heksekunsten fra Haiti, og det
lykkedes hende at ombringe tre ægtemænd med gift, kvælning og knivstik.
Derpå tog hun sorte slaver som elskere - og lod dem henrette, når hun var
blevet træt af dem. En af hendes største fornøjelser var at se slaver blive
tortureret og sluttelig hængt fra træerne i parken. Til sidst, i 1831, blev
hun slået ihjel af en sort heksedoktor, som hun havde forført. Samtidig
startede det store slaveoprør, som syv år senere førte til slavernes
frigivelse.
Men den onde Annie Palmer's ånd siges stadig at husere på Rose Hall, som nu
er restaureret og indrettet som turistattraktion. Kælderen er indrettet som
restaurant og museum, hvor amerikanske turisters amatørfotografier med
lysreflekser på skal "dokumentere", at det endnu spøger på Rose Hall. En af
naboerne er iøvrigt sangeren Johnny Cash, der har investeret i et mindre
herresæde, hvor han ferierer en del af året. Jo-jo, det er et celebert
kvarter!
Rastafariernes kærlighedsbudskab
En religiøs minoritet på Jamaica er de maleriske rastafarier, som kan kendes
på mændenes krusede hår, der er rullet i pølser, de såkaldte dreadlocks. De
ofte ret lange dreadlocks eller fletninger er hyppigt gemt under en praktisk
kæmpekasket i de nationale farver gul, grøn, sort og rød. Kvinderne går med
en slags turbaner og lange kjoler.
Rastafarierne er meget optaget af deres slaveforfædres etiopiske herkomst.
Deres Gud og Skaber hedder Jah, deres Messias er Etiopiens afdøde kejser
Haile Selassie, og de drømmer om til slut at blive udfriet fra denne verdens
trængsler og ført til det forjættede land Etiopien.
Rastafariernes profet er reggae-sangeren Bob Marley, som døde i 1981. Hele
sit liv prædikede han Rasta-troens ikke-voldelige kærlighedsevangelium - og
dertil brugen af marihuana, som blandt de lokale kaldes Ganja.
De ca. 180.000 rastafarier føler sig politisk forfulgt af regeringen på
Jamaica, Årsagen er blandt andet de meget hårde fængselsdomme for
marihuanarygning. For tiden afsoner flere af Rasta-brødrene domme på syv års
fængsel for besiddelsen af blot en enkelt "Spliff" - én eneste
marihuanacigaret.
At marihuana er udbredt på Jamaica kan enhver mandlig turist forvisse sig
om. Det er ikke altid tobak, der er i de hjemmerullede cigaretter, og flere
gange om dagen bliver man diskret, men utvetydigt tilbudt at købe en Spliff.
Og ved reggae-koncerterne, der besøges af både turister og rastafarier,
bølger røgen tæt med en umiskendelig duft af brændt græs.
Mennesket lever ikke af konkylier alene.
Jens Jørgen Jæger
Rejsefakta om Jamaica
I Det karibiske Hav - lidt syd for Cuba, vest for Haiti, og ca. ti timers
flyvning fra London - ligger Jamaica. Den frodigtgrønne ø er godt halvanden
gang større end Sjælland, og den har en befolkning på knap 21/2 million
sorte mennesker - efterkommere af de slaver, som blev bragt hertil mellem
1600 og 1800-tallet. Slaveriet blev officielt ophævet i 1838.
Hovedstaden Kingston rummer knap 600.000 indbyggere, hvoraf en del bor i
usle slumkvar-terer i byens yderkant. Arbejdsløsheden er forholdsvis høj. En
god månedsløn ligger på 7-800 kr. - men nogle tjener kun det halve. I
turistområderne er varepriserne omtrent som i Danmark. I servicefagene
forventes gode drikkepenge, og mange steder pruttes om prisen.
Valutaen er jamaicanske dollars, men US-dollars modtages med glæde de fleste
steder. Kursen er for tiden ca. 16 øre for 1 jamaicansk dollar, men bankerne
tager som regel slet ikke imod danske penge. Det anbefales at medbringe
rejsevaluta i US-dollars - dog ikke i 100-dollarsedler, da der er en del
falske sedler i omløb. 1 US dollar = ca. 38 JA dollars.
Klimaet er tropisk, og der er meget smukke og rene palmestrande. Året rundt
er der omkring 30 graders varme om dagen og 22-25 grader om natten. Havet er
25-27 grader varmt, og der er gode muligheder for snorkeldykning. De store
nedbørsmåneder er maj og juni samt efterårsmånederne august-oktober, hvor
det også er sæson for hurricanes.
I 1990'erne er Jamaica blevet lettere tilgængelig for danske turister. Bl.a.
Larsen Rejser arrangerer Jamaica-rejser til overkommelige priser.
Tilbage til toppen
----------------------------------------------------------------------------
----
Fødselsdag for en legende
15 år efter sin død dyrkes Bob Marley stadig som en profet på Jamaica
Tekst: Jens Jørgen Jæger
Radiobilen rundt i Negril city og rastafarien, der kom vuggende med
dreadlocks og megafon blandt turisterne på stranden, spredte det samme
budskab i de tidlige februardage på Jamaica: Kom til fire dages Mindekoncert
for Bob Marley! Hør reggae med Rita Marley & The I-Threes - og med Julian
Marley og Ziggy Marley - og med Toots & The Maytals!
Reggaesanger og -komponist Bob Marley ville den 6. februar i år være fyldt
51, hvis han ikke var død af en kræftsygdom i 1981. Og Rasta-profetens
fødselsdag skulle nu fejres af alle rettroende rastafarier og tilløbende
turister. Marleys enke Rita og sønnerne Julian og Ziggy, der alle har
selvstændige musikalske karrierer, var blandt hovednavnene ved den
musikalske mindehøjtidelighed i byen Negril på det nordvestlige hjørne af
Jamaica.
Marley i Roskilde 1978
Titusinder og atter titusinder af danske Roskilde Festival-deltagere husker
stadig en af deres livs allerstørste musikalske oplevelser fra Bob Marleys
optræden tilbage i året 1978. Også dengang var hans Wailers ledsaget af
vokalgruppen The I-Threes med konen Rita samt Judy Mowatt og Marcia
Griffiths. Efter et par timers vuggende reggaerytmer havde det nordiske
publikum overgivet sig under fuldmånen. Aldrig før eller siden har der været
så fredeligt og... ja, ligefrem kærligt, en lørdag aften på en Roskilde
Festival. Bob Marley havde en enestående evne til at sprede sit
kærlighedsbudskab direkte gennem sin musik.
Februarfuldmånen 1996
Nu var det igen lørdag aften, men i 1996 og under den jamaicanske fuldmåne.
En tropisk regnstorm havde truet med at ødelægge begivenheden, men hen under
aften klarede det op, og nu skinnede månen hvid og rund gennem de flossede
skyer, der hastede hen over himlen over festivalpladsen, omkranset af
palmetræer. Publikum var en blanding af lyshudede turister og sorte
rastafarier med deres krusede hår trillet i lange pølser, de karakteristiske
dreadlocks. En del af de charmerende sorte rasta-mænd var i selskab med
lyshårede piger. De havde åbenbart ladet deres egen sorte "dronning" blive
hjemme hos børnene for en aften.
I Rasta-religionen er manden "king" og kvinden "queen" - og hun forstår da
udmærket, hvis hendes konge er nødt til at tage sig af lyshårede piger for
at vinde dem for troen.
Centralt i rastafariernes begrebsverden er Etiopien og afdøde kejser Hailie
Selassie. De mener, at deres forfædre, der trællede som slaver på
sukkerplantagerne, oprindeligt kom fra Nordøstafrika. Derfor er Etiopien
blevet deres forjættede land, som de drømmer om at kunne vende tilbage til i
den endelige forløsning, som deres guddom Jah vil sørge for.
Hvis rastafariernes profet er Bob Marley, så hedder en af ypperstepræsterne
Aia Fi. Og han rejser sig manende i scenehuset, hvis bagvæg er prydet med
portrætter af Bob Marley og andre rasta-koryfæer. Som ved en
baptistgudstjeneste i sydstaterne prædiker han heftigt og besværgende om
Messiah Selassie og Ethiopia, og menigheden falder bekræftende ind i den
ledsagende musik med udråb som "Yah man" og "Jah-Rastafa-I".
Prince & The Gangsters kommer på scenen, spiller vildt energisk (man tænker:
er de mon på coca, der fås en del steder på øen?) og taler entusiastisk om
"United States of Africa". I deres længsel efter Afrika overser
rastafarierne tilsyneladende, at levevilkårene dér mange steder er endnu
mere usle end her på øen, hvor en almindelig månedsløn trods alt når op på
7-800 kr.
Politisk forfølgelse
Sista Christa på scenen synger en smuk udgave af Marleys "One Love" - "Let's
get together and feel allright..." Publikum synger med; alle kender den sang
udenad og elsker den.
Påny er det tid for en prædiken. Denne gang hedder præsten Cubba, han har
meget lange dreadlocks og er en af lederne af musikstedet MXIII Negril, hvor
mindefestivalen foregår. Cubba sætter gang i råbene fra mængden,
"Jah-Rastafa-I", og han taler med ildhu om den store rasta-profet Bob
Marley, som han sammenligner med store sorte ledere som Malcolm X og Nelson
Mandela. -De var militante, og vi skal også være militante! råber han
sveddryppende til den hujende mængde.
Baggrunden for den noget retoriske opfordring til det "militante", som nu
ikke er det mest udprægede ved de ikke-voldelige rastafarier, skal søges i
den triste oplysning om, at to af "brødrene" for tiden afsoner domme på hele
syv års fængsel - blot for besiddelse af en enkelt "spliff", en enkelt
marihuana-cigaret!
Så strenge domme opfatter rastafarierne som politisk forfølgelse. Og man
forstår deres harme, når man ellers til daglig kan se blandt de lokale, hvor
udbredt det er at ryge "ganja", som den hjemmedyrkede ukrudtsplante
marihuana kaldes på Jamaica.
Cubba sætter i med et Marley-citat "Legalize it! Legalize it!" og messer "If
you're not a part of the solution, you're part of the problem! Yah man!"
Brændt græs
Der er ingen tvivl. Ganja-tågerne bølger overalt med en krydret lugt af
brændt græs under fuldmånen. Rastafarierne er fredelige familiemennesker, og
en del har medbragt deres børn til mindefestivalen. Men de fleste børn sover
nu trygt på deres stol i det fri ved to-tiden om natten, da det endelig
bliver tid for Rita Marley og The I-Threes at gå på scenen.
De er er uden sidestykke nattens dronninger. De tre smukke, sorte kvinder
med turbanklædte hoveder og farvestrålende kaftaner bevæger sig vuggende
gennem bløde harmonier af Bob Marleys repertoire. Rita Marley optræder helt
i sort i respekt for sin afdøde mand - kun forsynet med et hvidt tørklæde
kantet med rastafariernes farver: grøn, gul, rød, sort og guld.
Endnu en nat under den magiske fuldmåne lader tilhørerne sig bjergtage af
Bob Marleys hypnotiserende reggae-rytmer, mens man mindes mesteren.
Blandt højdepunkterne er "One Love" og "Three Little Birds" med det kendte
refræn "Don't worry, bout a thing, cause every little thing's gonna be
allright". De jamaicanske stuepiger synger den på arbejdet, når de reder
senge på hotellet. En vuggende ømhedssang.
One Love
Efter koncerten har Rita Marley venligt bevilget en kort samtale i sin
turvogn. Man kan se, at hun er træt og ikke helt ung længere. Hun fortæller,
at hun ikke har giftet sig igen efter Bob Marley's død, fordi hun stadig
betragter sig som gift med hans ånd. Hun bor i Kingston, hvor hun også
passer sin individuelle karriere, når hun ikke synger med "The I-Threes".
Rita Marley bruger nu det meste af sin tid til at sprede rastafari
budskabet, som det overbeviste og rettroende menneske, hun er.
Da hun til slut bliver spurgt, om hun har en særlig hilsen til Politikens
læsere i Danmark, skriver hun på en lap papir: "One Love - Always &
forever - Always Rita Marley, 2/96". Hun vil holde Bob Marleys enkle
kærlighedsevangelium levende.
På 50 årsdagen sidste år blev Bob Marley hædret af staten Jamaica med et
minde-frimærke. Og tilbage på hotellet viser det sig, at Jamaicas officielle
turistreklame på CNN's tv-station Headline News er forsynet med en lydside
af - ja netop - Bob Marleys evigtgrønne "One Love".
"One Love, One Heart, Let's get together and feel allright"... Yah man!
----------------------------------------------------------------------------
----
Det er enestående, som Bob Marley-legenden stadig fejres nu 15 år efter
reggae-sangeren og -sangskriverens død. I anledning af hans 50 års
fødselsdag har Jamaica hædret sin store søn med et minde-frimærke i farver -
men idømmer på den anden side stadig strenge fængselsstraffe til de
rastafarier, der følger Bob Marleys anbefalinger af "ganja".
HCV
Her er lidt uddrag fra vores egen hjemmeside, der også indeholder
rejseartikler fra forskellige steder på jorden. Go' tur til Jamaica. Hanne
Se evt. home3.inet.tele.dk/omni/rejseartikler.html
Tilbage til toppen
Rejsefakta om Jamaica
I Det karibiske Hav - lidt syd for Cuba, vest for Haiti, og ca. ti timers
flyvning fra London - ligger Jamaica. Den frodigtgrønne ø er godt halvanden
gang større end Sjælland, og den har en befolkning på knap 21/2 million
sorte mennesker - efterkommere af de slaver, som blev bragt hertil mellem
1600 og 1800-tallet. Slaveriet blev officielt ophævet i 1838.
Hovedstaden Kingston rummer knap 600.000 indbyggere, hvoraf en del bor i
usle slumkvar-terer i byens yderkant. Arbejdsløsheden er forholdsvis høj.
En god månedsløn ligger på 7-800 kr. - men nogle tjener kun det halve. I
turistområderne er varepriserne omtrent som i Danmark. I servicefagene
forventes gode drikkepenge, og mange steder pruttes om prisen.
Valutaen er jamaicanske dollars, men US-dollars modtages med glæde de
fleste steder. Kursen er for tiden ca. 16 øre for 1 jamaicansk dollar, men
bankerne tager som regel slet ikke imod danske penge. Det anbefales at
medbringe rejsevaluta i US-dollars - dog ikke i 100-dollarsedler, da der er
en del falske sedler i omløb. 1 US dollar = ca. 38 JA dollars.
Klimaet er tropisk, og der er meget smukke og rene palmestrande. Året rundt
er der omkring 30 graders varme om dagen og 22-25 grader om natten. Havet
er 25-27 grader varmt, og der er gode muligheder for snorkeldykning. De
store nedbørsmåneder er maj og juni samt efterårsmånederne august-oktober,
hvor det også er sæson for hurricanes.
I 1990'erne er Jamaica blevet lettere tilgængelig for danske turister.
Bl.a. Larsen Rejser arrangerer Jamaica-rejser til overkommelige priser.
Tilbage til toppen
Fødselsdag for en legende
Det er enestående, som Bob Marley-legenden stadig fejres nu 15 år efter