Broholmeren
Jan Froerup
Hallųjsa
Er der nogen der har kendskab til Broholmeren -
Hvordan er dens gemyt - har den problemer med hd etc.
-Jan
Kirsten Olsen
jfro...@danbbs.dk,usenet2 skriver:
>Er der nogen der har kendskab til Broholmeren -
>Hvordan er dens gemyt - har den problemer med hd etc.
Artiklerne er fra DKKs medlemsblad, HUNDEN, nr. 12, 1997. " Gengivelse
af HUNDENS artikler er kun tilladt med kildeangivelse."
Broholmeren - glemt og genoplivet
Positiv status for et ambitiøst, målrettet rekonstruktionsarbejde
Af journalist Sten Søndergaard
'Cæsar vandrede langs Ladegårdens Aa. Han var ude på Spøg.... Hans
speciale var Damehatte, Muffer, Galocher - og Katte. Undertiden trak
Cæsar det korteste Strå,, men det hændte også, at Katten lå død på
Valpladsen. Så vankede der hug, som fortjent, til Cæsars tykke Skind.
Først gik Spadserestokken sig en Tur, derefter gik Ridepisken samme
Vej. Men så blev der anskaffet en tyk Rebtamp og den slog igennem, så
Cæsar skreg. Cæsar levede nemlig i de gamle Dage, før
Dyrebeskyttelsernes Tid, da Hundene fik Hug og Brød. Cæsar slog sine
Volter langs Ladegårdsaaen i 1866. "
Sådan skriver 0. Larsen, Århus, i bladet "Vore Hunde" i 1933. Når han
interesserede sig så levende for broholmeren Cæsar, hænger det sammen
med den afgørende indflydelse, netop Cæsar fik for broholmeravlen i
forrige århundrede. For Cæsars ejer, kaptajn Ahlmann, solgte ham til
avlstjeneste på den fynske herregård Broholm, hvor kammerherre N. F. B.
Sehested var i gang med et intensivt avlsarbejde for at redde den
gamle, danske hunderace.
Men lad os vende tilbage til O. Larsen, som fortæller om Cæsars rejse
fra Frederiksberg til Fyn, hvorefter hen skriver:
"Da Cæsar kørte over Broen og gennem Broholms Port, så han et Syn, der
vist har fået den gamle Filur til at blinke. Til venstre for Broen stod
den dejlige Broholmertæve Gorda ved sit Hus og til højre den yndige
Yrsa af samme Race; snart fik Cæsar Visit af unge Broholmer-Damer fra
Nabogårdene. "
"Yrsa var indladende - og allerede inden 18. april 1867 havde Cæsar
gjort sin Pligt som Mand, og den danske Dogges fortsatte Avl på Broholm
var reddet. "
Ned ad bakke
Men selv om kammerherre Sehested sendte broholmerhvalpe gratis til
venner og bekendte på andre danske herregårde mod et løfte om, at de
ville blive brugt til avl, lykkedes det dog ikke at sikre racens
overlevelse effektivt. Broholmeren blev en særdeles populær hund op til
og efter århundredeskiftet, der blev fastsat en racestandard, hundene
blev udstillede, men fra tiden omkring 1. verdenskrig gik det langsomt,
men sikkert ned ad bakke med racen. Den sidste stambogsførte broholmer
døde efter alt at dømme i 1957.
I august 1974 dukker der så en broholmer-lignende hund op på
udstillingen i Odense, hvor den bliver anerkendt som en ægte broholmer.
Det er Bjørn, ejet af apotekerparret Schiermer fra Helsinge i
Nordsjælland. Desværre er Bjørn en ældre herre på 11 år og ikke længere
i stand til at producere forplantningsdygtig sæd. Han dør i begyndelsen
af 1975.
Men interessen for broholmerracen var genvakt, og i DKK begynder nu en
større eftersøgning af broholmerlignende hunde med Jytte Weiss og Ole
Staunskjær i spidsen. Håbet var at genskabe broholmeren som national,
dansk hunderace. At der skulle gå 23 år, inden rekonstruktionen var så
langt, at broholmeren kunne opnå FCI-godkendt stambog, var det kun de
færreste, der havde forestillet sig. Det skete her i efteråret 1997.
Broholmeren Bjørn
Dansk Kennel Klubs kasserer, eksteriørdommer Ole Staunskjær var med fra
starten. Han var en af de få, der havde forudsætninger for at forstå
omfanget af det arbejde, der lå forude, og det var i øvrigt også ham,
der opdagede Bjørn hos apotekerparret i Helsinge.
- En dag hørte jeg en stor hund gø inde bag apoteket i Helsinge. Da jeg
jo selv opdrætter grand danois, sagde jeg til apotekeren "Nå, du har
nok grand danois", men han svarede "Nej, jeg har broholmer." Så blev
jeg jo for alvor interesseret, og det viste sig, at hunden svarede
utroligt godt til standarden og kunne være et forbillede for racen.
Desværre var hunden steril. Men det var starter på arbejdet med
broholmeren, hvor Jytte Weiss og jeg arbejdede sammen. Hun var
teoretikeren og havde det opsøgende arbejde, mens jeg som
eksteriørdommer tog mig af vurderingen af hundene, fortæller Ole
Staunskjær.
Dansk Kennel Klub oprettede et udvalg for rationale og glemte racer som
ramme om det storstilede rekonstruktionsarbejde. Ole Staunskjær, som i
dag er formand for udvalget, fortæller:
- Vi begyndte med at annoncere efter broholmerlignende hunde og
begyndte også at lede aktivt i området omkring Frederiksværk og
Hillerød. De nordsjællandske kulsviere havde ofte broholmere, og det
var sandsynligt, at de hunde havde sat sig spor rundt omkring i
området. Vi fandt da også en sort hund på en rideskole i Frederiksværk.
Den hed Manne, og den var formodentlig en blanding af flere forskellige
racer. Ejerne påstod, at hen var en ren broholmer, men det var den i
hvert fald ikke, hvilket vi kunne se med bestemthed på afkommet. Der
var ingen tvivl om, at der var labrador i ham.
Masser af fejlskud
. Men udvalget fandt andre blandingshunde, som man skønnede kunne
tilføre avlsarbejdet brugbare egenskaber.
- Vi startede sådan set fra nul, så vi var nødt til at tænke os
grundigt om. Vi måtte forestille os, hvordan broholmeren skulle se ud.
Den skulle have lidt af sct. bernhardbundens kraft og store hovede, og
den skulle have grand danois' bentøj, så vi ledte efter blandingshunde
med de egenskaber, vi mente, at vi skulle bruge. I en af de anvendte
hunde her der nok været noget rottweiler, og den skulle vi aldrig have
brugt, for i de næste fem generationer sloges vi med rottweilerens
karakteristiske black and tanfarve, beretter Ole Staunskjær
Han lægger ikke skjul på, at der var mange fejlskud i den periode, så
der var ikke andet at gøre end at drive kraftig indavl på de bedste
eksemplarer for at fastholde de rigtige egenskaber.
- Så gik vi i gang med udavl igen, og på min anbefaling købte
kennelklubben en spansk mastiff. Han gik så hos mig, men da hen voksede
op, viste det sig, at han havde utroligt dårlige albuer eller hofter.
Så det gik fuldstændig i vasken med ham. Til gengæld fandt vi en
mastiff med samme afstamning i Holland. Den brugte vi en gang, så
forsvandt den for os, men den ene parring gav os den størrelse på
hundene, vi havde brug for.
Broholmerselskabet
Samtidig med, at avlsarbejdet greb om sig, blev Selskabet til
rekonstruktion af Broholmeren dannet. Det er en selvstændig forening af
broholmerejere, som ved købet af hvalpen skriver under på, at de er
forpligtede til at være medlem af broholmerselskabet, at lade hunden
fremstille til avlsskue og lade hunden indgå i DKKs avlsarbejde, hvis
den godkendes.
Til brug ved avlsgodkendelsen blev der udarbejdet et pointsystem med
krydser, plusser og minusser.
- Det optimale, en broholmer kan opnå, er fem krydser. Så skal hunden
leve helt op til broholmerstandarden. Men alle hunde, der opnår tre
krydser og et plus, er godkendte til avl, mens de hunde, der kun opnår
tre krydser, står i venteposition. Hunde med under tre krydser er ikke
blevet brugt. De er med så store typeafvigelser, blandt andet
fejlfarve, og dem er man nødt til at sortere fra helt konsekvent, siger
Ole Staunskjær.
På netop det punkt er der i tidens løb opstået konflikter mellem
hundeejerne og DKKs udvalg for rationale og glemte racer.
- For os handlede det jo om det fortsatte avlsarbejde frem for det
enkelte individ, og når der var hvalpe nok i et kuld, var det min
holdning, at vi med det samme fjernede for eksempel fejlfarvede hvalpe,
der kun kunne skade avlsarbejdet. Men det var som regel svært at få
folk til at forstå, for hvalpene var jo søde, selv om de ikke lignede
broholmere. Så vi oplevede at få fraktioner i Jylland og på
Christiania, som avlede på hunde, som ikke var godkendte, og som blev
annonceret til salg som broholmere, fortæller Ole Staunskjær.
Op- og nedture
Selv om Ole Staunskjær på forhånd havde advaret mod en overdreven
optimisme og allerede fra starter vurderede, at genskabelsen af
broholmeren ville vare mindst 20 år, har også han været igennem
perioder, hvor hen syntes, at det hele så håbløst ud.
- Jeg regnede med minimum otte generationer, før vi måske kunne sige,
at nu går det godt. Alligevel var der år, hvor vi var helt nede i
kælderen og andre år, hvor vi fløj oppe i himlen og troede, at nu var
vi den Men så løb vi ind i nye problemer, og i dag tror jeg, at der går
yderligere 15 eller 20 år, før racen er helt homogen, vurderer Ole
Staunskjær.
Avlsgodkendelsen er i dag lagt i hænderne på eksteriørdommer Bo
Lasthein Andersen. Han får nok at se til, for i dag tæller racen
omkring 300 nulevende eksemplarer, hvor omkring 75 er avlsgodkendte.
Til gengæld får Bo Lasthein Andersen efterhånden mulighed for at
udveksle erfaringer og synspunkter med andre eksteriørdommere, for
siden DKKs europaudstilling i sommeren 1997 kan broholmeren udstilles
på samme vilkår som alle andre hunderacer, såvel i Danmark som i
udlandet. Eneste begrænsning er, at en broholmer endnu ikke kan opnå
titlen "International Champion".
For Ole Staunskjær er det altafgørende, at broholmerens temperament
bliver fastholdt i fremtiden.
- En broholmer skal være rolig, vagtsom og til at stole 100 procent på.
Det gode temperament er broholmerens adelsmærke, det skal fastholdes,
og med det håb vil jeg ønske broholmerfolkene held og lykke med den
fortsatte avl, siger han.
Broholmeren - en fin vagt- og familiehund
En ubuden gæst vil tænke sig om mere end to gange, når hen hører de
advarende, dybe glam fra et par vagtsomme broholmere. Her er meldingen
klar: Her er ingen adgang uden invitation. Men har ejeren først budt
velkommen, følger broholmerne trop og hilser både venligt og engageret
på gæsten.-
Sådan er det også at besøge Lizzi Amandus nord for København. Hendes to
broholmere, tæven Ran og den store unghund, hannen Gor har ikke det
fierneste mod besøg, bare mor giver grønt lys. Så hilses der på med
snudepuf og hjertelige slik. Godt det samme, for en broholmer er en
velvoksen hund. Tæverne er mindst 70 centimeter og hannerne 75
centimeter over manken, med et stort, bredt hoved og meget kraftigt
brystparti. Ikke en hund, man har lyst til at diskutere med, hvis
situationen udvikler sig i uheldig retning. Men det gør den sjældent,
for en rigtig broholmer er en godmodig hund med et roligt temperament
og dermed en fortrinlig og børneglad familiehund.
- Jeg skal have hunde, jeg kan kramme og som altid synes, at jeg er
dejlig. Så broholmerne er de heft rigtige hunde for mig, siger Lizzi
Amandus, der er det ene af de tre medlemmer i DKKs broholmerudvalg - i
daglig tale avlsudvalget. De to andre er formanden, dyrlæge Bente
Johansen fra Bornholm og Lisbeth Rasmussen fra Fuglebjerg. Lizzi
Amandus er desuden næstformand i Selskabet til rekonstruktion af
Broholmerracen.
- Men vagtsomme, det er broholmerne. Vi havde en sjov episode med min
mands datter, der boede her en måneds tid. En dag havde hun glemt sin
nøgle, så hun kravlede ind ad et vindue til vores grovkøkken, men der
stod min gamle broholmertæve Ran og knurrede, selv om de to kendte
hinanden ganske udmærket. Men den måde at komme ind på var forkert,
syntes Ran, så min mands datter måtte bruge en halv time på at overtale
hunden til at lade hende komme ind, fortæller Lizzi Amandus.
Hun fik sin første broholmer i 1985 efter en ventetid på to år. Det var
Tor. Opdrætterne var Merete og Torben Elmedal i Holbæk, som her gjort
et stort arbejde for broholmerracen i årevis.
- Tor var en rigtig hanhund, stor og dejlig. Da vi var til skue med ham
første gang, var han 14 måneder gammel - og der vandt hen selvfølgelig.
Endda over sin egen far, husker Lizzi Amandus.
- Det syntes jeg jo var flot, så vi måtte jo have en hund mere. Det
blev så Ran, eller den første Ran, for min nuværende tæve hedder også
Ran.
Lizzi Amandus' interesse for racen startede egentlig med en Dahl Jensen
porcelænsfigur, hun faldt over på fabrikken i Husum nord for København.
Hun syntes, at hunden så spændende ud og fik at vide, at det var en
broholmer, som Dansk Kennel Klub var i gang med at genskabe.
- Så ville jeg jo vide noget mere om den hund og kontaktede derfor
Jytte Weiss gennem Dansk Kennel Klub. Hun fortalte en masse om
rekonstruktionsarbejdet og om broholmerens spændende historie.
Så var Lizzi Amandus solgt, selv om hun på det tidspunkt egentlig havde
tænkt på at anskaffe sig en rottweiler.
- Den første Ran blev desværre ikke gammel. Hun mistede et ledbånd i
bagbenet og måtte aflives. Thor blev 10 år, før hen døde, og det er
ganske pænt for så stor en hund. Vi ville egentlig gerne have haft en
ny hvalp af Thors datter, der var drægtig på det tidspunkt. På den måde
ville vi jo få et barnebarn af Thor i huset. Men hun gik desværre tom,
og så måtte vi jo atter ty til Merete og Torben Elmedal. Der fik vi så
den nuværende Ran, som i dag er godt to år gammel. Men så skulle Thors
datter jo have hvalpe igen, og denne gang lykkedes det. Det blev så til
Gor, fortæller Lizzi Amandus og fortaber sig i en længere forklaring om
hundenes slægtskabsforhold.
Det er typisk for broholmerejere. Langt de fleste af hundene er i
familie med hinanden og alle broholmerejere er levende interesseret i
rekonstruktionsarbejdet.
- Sådan er det nok for alle vi, der her været med i arbejdet i mange
år. Men når jeg nu tænker over det, er det nok mest kvinder, der går op
i slægtskabsforholdene. Måske er det derfor, at det er tre kvinder, der
sidder i avlsudvalget, funderer Lizzi Amandus.
De tre udvalgsmedlemmer her fordelt arbejdet mellem sig, så Bente
Johansen sager sig af samarbejdet internt i DKK, Lisbeth Rasmussen står
for indkaldelserne til avlsbedømmelse, mens Lizzi Amandus tager sig af
administrationen af parringer og står for kontakten til hundeejerne,
hvilket er meget naturligt, da hun jo er næst formand i
broholmerselskabet.
- Broholmerselskabet blev startet i midten af halvfjerdserne, og i
øjeblikket er der 399 medlemmer. Det er ikke alle medlemmer, der har en
broholmer, for vi har kun 300 nulevende hunde, siger Lizzi Amandus.
Alle broholmere har fået et såkaldt x-nummer i det register, som føres
af DKK. Hidtil har hundene ikke kunnet få en normal stambog, fordi
racen ikke var anerkendt, men den tid er nu ovre. I alt rummer
x-registret omkring 400 hunde. I øjeblikket er der omkring 30
avlsgodkendte hanner og godt 40 godkendte tæver, som skal føre racen
videre. Navnene er som regel hentet i den nordiske mytologi for at
understrege det gamle danske præg. Så på listen over kårede hunde
finder man navne som Baldur, Hugin, Mjølner, Ratatorsk, Skuld, Frig og
Freja, for blot at nævne nogle.
Det årlige broholmerskue holdes ofte på en af de store herregårde, hvor
broholmeren i gamle dage var en skattet gård- og vagthund, mens
avlsgodkendelsen sker to eller tre gange årligt med deltagelse af DKKs
Broholmerudvalg og avlsbedømmer Bo Lasthein Andersen.
- Efter DKKs europaudstilling i sommer i Bella Center har vi mærket en
stigende interesse for broholmeren blandt alle slags mennesker. Det
virker også som om de mere professionelle udstillere er ved at få øje
på broholmeren, fordi den nu kan udstilles på lige fod med andre
hunderacer. Dermed er der gode afsætningsmuligheder for hvalpene, og
det betyder igen, at vi kan sætte de hunde i avl, som vi gerne vil.
Avlsarbejdet kræver selvfølgelig disciplin blandt de nye hvalpekøbere,
men jeg tror ikke, at det bliver noget større problem, hvis broholmeren
bare ikke bliver mere populær, end den er i øjeblikket, siger Lizzi
Amandus.
Aristokrat og gemen slagterhund
Broholmeren har en spændende historie. Den har sat sine poteaftryk hos
både høj og lav op gennem danmarkshistorien, ligesom den markante og
kraftfulde hund ofte har fristet kunstnere gennem tiden over evne.
Den store popularitet har også givet sig udtryk i forskellige
betegnelser for det, der efter alt at dømme har været nogenlunde samme
type hund. Navne som Frederik 7.-hunde, jægersprishunde og danske
dogger har været brugt om hunde, der typemæssigt har ligget nær de
hunde, som fik navnet broholmere efter kammerherre N. F. B. Sehesteds
målrettede avlsarbejde på den fynske herregård Broholm i forrige
århundrede. Dengang var der ikke internationalt anerkendte standarder
og intet stambogsregister til at holde præcist rede på raceforholdene,
så nutidens overvejelser må støtte sig på malerier og nedskrevne
beretninger om hundene.
Her er malerierne ofte den bedste kilde. Datidens naturalistiske
malestil viser hundene nogenlunde, som de så ud, endda i farver. Der
findes også en lang række gamle fotografier med broholmere, men de er i
sagens natur alle i sort/hvid.
Et af de mest berømte malerier er kunstneren Wilhelm Gertners billede
af kong Frederik 7. og grevinde Danner med kongens favorithund Tyrk i
forgrunden. Frederik 7. var meget glad for sine store, gule hunde, og
det fortælles, at Tyrk om natten lå i kongens soveværelse, fordi
Frederik 7. var bange for spøgelser. Da Tyrk døde, blev han i øvrigt
udstoppet og anbragt på Zoologisk Museum, hvor han findes den dag i dag.
Hunde i Zoologisk Have
. Men forrige århundredes undrende københavnere behøvede ikke at gå
på museum for at se jægersprishunde eller broholmere. De kunne nøjes
med at gå i Zoologisk Have, der blev åbnet i 1859. I et langt træbur ud
mod Roskilde Landevej kunne man blandt andre hunde se en "dansk dogge".
I midten af 1870'erne udvider haven sin bestand af Frederik 7. hunde,
danske dogger og broholmere, og der bygges nye bure ud mod Fasanvej. To
af hundene blev skænket til haven af kammerherre Sehested allerede i
1875 og haven fik endnu en hund fra Broholm i 1879. Andre hunde kom fra
Dronninggård i Vendsyssel og fra Frederik 7.'s Stiftelse i Jægerspris.
Hundene var populære, og det er næppe nogen tilfældighed, at arkitekt
og professor Kampmann ville have to broholmer-hoveder i granit over
hovedindgangen til den nye toldbygning i Århus, der blev bygget i 1896-
o 97. Kampmann meddelte billedhugger Chr. Lindstrøm, at granithovederne
skulle "symbolisere Aarvaagenheden og Vagtsomheden i Toldgerningen".
Lindstrøm annoncerede forgæves i Århusbladene efter en broholmer, der
kunne sidde model, men uden held. Han rejste derfor til København, hvor
han fandt sine broholmere i Zoologisk Have.
Sorte kulsvierhunde
Haven havde et betydeligt opdræt broholmere, og nogle af hvalpene har
sandsynligvis fundet et hjem blandt det københavnske borgerskab. Noget
tyder på, at hundene har været specielt populære som vagthunde hos
hovedstadens slagtermestre, og der er dokumentation for flere mindre
opdræt, blandt andre hos en slagter Kamla og en slagtermester Buch.
Broholmerne fandtes i flere farvevarianter, og de sorte var en overgang
populære som vagthunde i Tivoli, helt op i 1920'erne. Sorte broholmere
var også populære hos kulsvierne i Nordsjælland i begyndelsen af
1900-tallet, og det er sandsynligt, at den sorte Manne fra
Frederiksværk-kanten, som rekonstruktionen af broholmerracen begyndte
med midt i 1970'erne, havde aner tilbage til de nordsjællandske
kulsvierhunde.
Men der dukker stadig nye vidnesbyrd om broholmerens popularitet op.
Senest i form af et stort kalkmaleri med to broholmere på væggen hos
familien Foldbjerg i Sydsjælland. Familiens hus er fra 1884 og har
tidligere været ejet af maleren og billedhuggeren Karl Hansen-Reistrup.
Han er mest kendt for sine friser på Glyptoteket og de to massive
granitelefanter ved porten ind til Gl. Carlsberg.
Jens Mejdahl
On Wed, 15 Apr 1998 20:16:50 GMT, jfro...@danbbs.dk (Jan Froerup)
wrote:
>Halløjsa
>
>Er der nogen der har kendskab til Broholmeren -
>
>Hvordan er dens gemyt - har den problemer med hd etc.
>
>
>-Jan
Hej prøv at ringe til Hanne på 75 869046
V.H. Jens Mejdahl