Undren
Heinrich Nielsen
til at vi samler på glansbilleder. Jeg synes det er sørgeligt at se hvordan
de forskellige landes postvæsner forsøger at overgå hinanden i at udgive
mærkelige mærker som ikke kan retfærdiggøres som frimærker, men blot er en
måde at få fat i samlernes penge. Jeg kan kun frygte det bliver værre med
årene.
Jeg for mit vedkommende har taget konsekvensen af det og stopper de
forskellige landesamlinger der hvor kæden springer af, det ser ud til det er
en gennemgående tendens over hele verden.
Venlig hilsen
H. Nielsen
S.Waever
der jo heller ikke noget galt i så længe de små papirslapper ikke slipper
op. / Svend
"Heinrich Nielsen" <heinr...@nielsen.mail.dk> wrote in message
news:43c680e0$0$46987$edfa...@dread15.news.tele.dk...
S.Waever
der jo heller ikke noget galt i så længe de små papirslapper ikke slipper
op. / Svend
"Heinrich Nielsen" <heinr...@nielsen.mail.dk> wrote in message
news:43c680e0$0$46987$edfa...@dread15.news.tele.dk...
Per Andreasen
fra starten i 1938 og frem til 2000. I de første 31 år var antallet af
udgivelser 74, og i de sidste 31 år 293 eller 4 gange så mange. Af samme
årsag slutter jeg min Grønlandssamling i 1990. Det er bare trist, at det
skal være sådan.
mvh Per
"Heinrich Nielsen" <heinr...@nielsen.mail.dk> skrev i en meddelelse
news:43c680e0$0$46987$edfa...@dread15.news.tele.dk...
Preben Birch
Desuden er der mange, som samler motiver, hvilket ville være meget
svært, hvis man kun havde de "gamle" papirlapper.
Man skal jo heller ikke glemme at diverse postvæsener jo driver en
forretning, hvor de gerne vil tjene penge.
Man kan jo ikke forvente at de vil drive en forretning, med et formål
at gøre det sjovt for dem, som kun vil samle de gamle mærker.
Hvis det skulle være forbigået nogen, at samfundet har udviklet sig
mere og mere hastigt gennem de sidste 50 år, så må de til at vågne
op.
Men husk nu - Det er frivilligt hvad man vil samle på.
Hilsen
Preben
amesh
news:1137165281.7...@g49g2000cwa.googlegroups.com...
En meget væsentlig ting for vores hobby er at tiltrække nye og helst unge
samlere, som har mod på at "være med" i mange år fremover. Det forekommer
mig, at der er en tendens til at gøre frimærkehobbyen til noget
halv-videnskabeligt, noget fisefornemt, der er hævet over almindelige
samleres forstand, og den holdning er med til at skræmme mange unge væk.
Jeg har hørt flere potentielle samlere sige, at "jeg vil gerne samle på
frimærker, men der skal være noget på". Det er kun muligt med motivmærker.
Selv synes jeg også at de er noget mere spændende end de gamle papirlapper,
og jeg er snart en "gammel" kone :-) Jeg har stor fornøjelse af mine
frimærker, som er samlet siden jeg var 10 år, og som langsomt er gledet fra
at være de gamle falmede papirlapper med udtværede stempler, til pæne nye
mærker med flotte motiver inden for mine områder. Heldigvis er der plads til
os alle :-)
mvh
Mette
S.Waever
Det er blevet sagt tusindvis af gange i frimærkeklubberne og
frimærketidskrifterne. Hvorfor? Fordi ingen ønsker at diktere andre samlere
hvad de skal samle på og hvordan. Men er det ikke efterhånden blevet en lidt
for bekvem og for slidt frase?
Mette, du kører den helt derud hvor anarkiet findes. Du forsvarer at
frimærkesamlere samler glansbilleder og visse landes udnyttelse af samlerne.
Lad dog glansbilledsamlerne samle glansbilleder og frimærkesamlere samle
frimærker. Og prøv at forstå hvorfor frimærkesamlere, der har besluttet sig
for at samle på et land, bliver frustrerede når de hen ad vejen opdager, at
de har svært ved at følge med i takt med nyudgivelserne, og når de forsøger
at finde ud af om der er en postal begrundelse bag en udgivelse, opdager, at
det er der ikke. Konklusionen for den samler er uundgåeligt den, at den
frimærkeudgivende stat blot udnytter mig og det uanset at du fik et ekstra
mærke til din motivsamling.
Landesamleren giver enten op eller gør som Heinrich eller som jeg - der i
mange år samlede på alle de fem nordiske lande - har gjort det. Heinrich
sætter grænsen der hvor kæden springer af. Jeg vælger en enkelt serie og
fordyber mig i den. Og når den bliver for kedelig - det sker - så hopper jeg
over til min verdensomspændende samling korsbånd som jeg har begrænset til
før 1901 eller til min posthistoriske samling Schleswig-Holstein, som for
mig på grund af hertugdømmernes historie er det samme som at forsøge at
opbygge 50 hjemstavssamlinger i én. Er det fisefornemt, eller
videnskabeligt. Hvis ja, fint, for der er plads til os alle, som du siger.
(Det er jeg glad for!) Jeg opfatter det ikke sådan og de mange mennesker jeg
nu og da viser min samling gør det heller ikke. De forekommer interesserede
og spørger til hvordan samlingen er opbygget, hvor jeg finder materialet og
hvordan jeg har opnået den megen viden om mine områder. Og så fortæller de
om deres samling af ørnefigurer eller piper. Kan det også være fisefornemt
eller videnskabeligt?
Men er det ikke noget helt andet du efterlyser. Accept og anerkendelse af
motivsamlere. Mig bekendt er motivsamlerede både accepterede og anerkendte,
men er kriterierne for at samle motiver det? Er det af betydning for en
motivsamler om der bag en udgivelse at en serie med sportmærker eller
svampemærker findes en reel begrundelse. Begrundelsen for en sportsserie
kunne være at det var olympiadeår eller VM år. Det kunne være et generelt
politisk ønske hos en regering om at fremme sporten. En begrundelse bag en
svampeserie kunne være at advare mod giftsvampe, eller at fremme kendskabet
til særligt sjældne svampe. Som 12 - 15 årig samlede jeg også motiver. Det
var min interesse for geografi der lå bag. Jeg havde set mærker fra belgisk
Congo med afrikanere med særlige dragter og fra Papua Ny Guinea med huse i
træerne. Jeg opgav fordi jeg ikke kunne finde disse mærker. Internettet var
ikke opfundet endnu. Begrundelserne for disse udgivelser var vel at fremhæve
visse nationale, sociale træk. Disse mærker var jo i øvrigt udgivet af
kolonimagter der havde deres helt specifikke interesser i at fremstille
situationen i deres kolonier på en bestemt måde. Men hvad når der ikke
findes en begrundelse. Når en ørkenstat udsender en serie med isbørne eller
et sydamerikansk land en serie med franske forskere. Eksemplerne er
opfundne, men jeg ved at den type udgivelser uden anden begrundelse end
ønsker om at tjene penge på motivsamlerne (landesamlerne har på det
tidspunkt allerede givet op :) ) findes der mange af. Ser frem til at høre
fra dig.
mvh
Svend
"Preben Birch" <pre...@flyco.dk> wrote in message
news:1137165281.7...@g49g2000cwa.googlegroups.com...
amesh
news:43ca131d$0$15791$1472...@news.sunsite.dk...
Hej Svend,
Jeg vil forsøge at forklare hvad jeg mener. Det bliver langt, men du har lov
til at læse det i flere omgange ;-)
> Ja det er frivilligt hvad man vil samle på. Men det ved vi jo alle sammen!
> Det er blevet sagt tusindvis af gange i frimærkeklubberne og
> frimærketidskrifterne. Hvorfor? Fordi ingen ønsker at diktere andre
> samlere hvad de skal samle på og hvordan. Men er det ikke efterhånden
> blevet en lidt for bekvem og for slidt frase?
Det synes jeg ikke, hvis det gælder om at hverve nye, unge samlere. Det er
min erfaring med ungdomsklubber (jeg har selv sådan en i men dagligstue 1
gang om måneden), at de unge går langt uden om de klassiske frimærker, som
de både finder for dyre og uspændende -- og de kan slet ikke følge de
løbende diskussioner om pladefejl, manglende farver, og den slags, som de
finder både fisefornem og elitær. De vil have det sjovt med deres frimærker,
og ikke gøre samlingen til noget halv-videnskabeligt. Det de unge ikke gider
er at samle på nr. 1, 2, 3 o.s.v. fra et enkelt land eller en bestemt serie,
og bare sætte dem ind i rækkefølge i deres album
>
> Mette, du kører den helt derud hvor anarkiet findes. Du forsvarer at
> frimærkesamlere samler glansbilleder og visse landes udnyttelse af
> samlerne.
Hvis de unge er usikre på hvad de skal samle på, spørger jeg dem om hvad der
intersserer dem. Det kan være skak, foldbold, olympiske lege, deres
biografhelte og -heltinder, jernbaner, vilde svampe etc. Et af mine
medlemmer søger ind på farmaceuthøjskolen, og hun samler naturligt nok på
lægeplanter. En anden af de unge piger i klubben samler på kendte kvinder,
som har gjort sig bemærket inden for lægevidenskab, kunst og litteratur.
Selv om langt de fleste frimærker af den type i de flestes øjne er
glansbilleder -- eller endnu værre, klistermærker -- synes jeg bestemt ikke
at det er anarkistisk. Samlere af disse områder har har jo også lov til at
være kritiske med hensyn til oprindelsen af deres mærker. I den sammenhæng
plejer jeg at råde dem til at samle både nye og brugte frimærker, især hvis
de kan få fat i de brugte anvendt som frankatur på et rigtigt brev. Min
personlige holdning er, at jeg synes det er tidsspilde at samle på f.eks.
Disney-figurer eller andre tegneserier, men eet sted skal samlingen jo
begynde, og de får hurtigt andre og mere "seriøse" interesser. Det vigtigste
er at få dem igang, og få dem til at føle sig bidt af det.
> Lad dog glansbilledsamlerne samle glansbilleder og frimærkesamlere samle
> frimærker. Og prøv at forstå hvorfor frimærkesamlere, der har besluttet
> sig for at samle på et land, bliver frustrerede når de hen ad vejen
> opdager, at de har svært ved at følge med i takt med nyudgivelserne, og
> når de forsøger at finde ud af om der er en postal begrundelse bag en
> udgivelse, opdager, at det er der ikke. Konklusionen for den samler er
> uundgåeligt den, at den frimærkeudgivende stat blot udnytter mig og det
> uanset at du fik et ekstra mærke til din motivsamling.
Det har du fuldstændig ret i, og din konklusion gælder også motivsamlinger.
Jeg behøver ikke gå længere end til min egen kunstsamling som standser brat
ved årtusindskiftet, ganske enkelt fordi jeg ikke kan følge med i de mange
udgivelser af Picasso, Chagall og andre populære kunstnere. For øvrigt har
jeg opdaget, at ganske mange af mine kunstfrimærker kan bruges i en anden
sammenhæng, nemlig til opbygning af en samling "World Cultural Heritage on
Stamps". Det er for øvrigt et populært emne blandt de unge, fordi de kan
komme "hele vejen rundt", og få mindst eet frimærke fra hvert land.
>
> Landesamleren giver enten op eller gør som Heinrich eller som jeg - der i
> mange år samlede på alle de fem nordiske lande - har gjort det. Heinrich
> sætter grænsen der hvor kæden springer af. Jeg vælger en enkelt serie og
> fordyber mig i den. Og når den bliver for kedelig - det sker - så hopper
> jeg over til min verdensomspændende samling korsbånd som jeg har begrænset
> til før 1901 eller til min posthistoriske samling Schleswig-Holstein, som
> for mig på grund af hertugdømmernes historie er det samme som at forsøge
> at opbygge 50 hjemstavssamlinger i én. Er det fisefornemt, eller
> videnskabeligt.
Det lyder som en spændende motivsamling og bestemt ikke fisefornemt eller
elitært, og på det område kan jeg se at vi tænker nogenlunde ens :-) Det
fisefornemme, halv-videnskabelige, elitære, består (for mig) i at gå højt op
i papirtyper, hvilken trykmaskine der er anvendt, om der har været for meget
eller for lidt farve på valsen, om der er en pladefejl der er forskudt en
kvart millimeter i forhold til kanten og den slags.
> Hvis ja, fint, for der er plads til os alle, som du siger. (Det er jeg
> glad for!) Jeg opfatter det ikke sådan og de mange mennesker jeg nu og da
> viser min samling gør det heller ikke. De forekommer interesserede og
> spørger til hvordan samlingen er opbygget, hvor jeg finder materialet og
> hvordan jeg har opnået den megen viden om mine områder. Og så fortæller de
> om deres samling af ørnefigurer eller piper. Kan det også være fisefornemt
> eller videnskabeligt?
Absolut ikke, men det er jo også motivsamlinger ;-)
>
> Men er det ikke noget helt andet du efterlyser. Accept og anerkendelse af
> motivsamlere. Mig bekendt er motivsamlerede både accepterede og
> anerkendte, men er kriterierne for at samle motiver det? Er det af
> betydning for en motivsamler om der bag en udgivelse at en serie med
> sportmærker eller svampemærker findes en reel begrundelse. Begrundelsen
> for en sportsserie kunne være at det var olympiadeår eller VM år. Det
> kunne være et generelt politisk ønske hos en regering om at fremme
> sporten. En begrundelse bag en svampeserie kunne være at advare mod
> giftsvampe, eller at fremme kendskabet til særligt sjældne svampe. Som
> 12 - 15 årig samlede jeg også motiver. Det var min interesse for geografi
> der lå bag. Jeg havde set mærker fra belgisk Congo med afrikanere med
> særlige dragter og fra Papua Ny Guinea med huse i træerne. Jeg opgav
> fordi jeg ikke kunne finde disse mærker. Internettet var ikke opfundet
> endnu. Begrundelserne for disse udgivelser var vel at fremhæve visse
> nationale, sociale træk. Disse mærker var jo i øvrigt udgivet af
> kolonimagter der havde deres helt specifikke interesser i at fremstille
> situationen i deres kolonier på en bestemt måde. Men hvad når der ikke
> findes en begrundelse.
Det er vi ikke uenige om :-) Min interesse for kunst stammer fra min
barndom, hvor min farmor indgav mig en glødende interesse for kunst,
kunsthistorie og litteratur, men dengang fandtes der ikke kunstfrimærker som
i dag, det begyndte først for alvor med de franske serier (Le Musée Virtuel)
i begyndelsen af 60erne, og siden er det gået med stormskridt. Og i 70'erne
kom UNESCO på banen med World Cultural Heritage-programmet, som kan bringe
samleren ud på en verdensomrejse på frimærker. Mine kunstfrimærker er ikke
arrangeret efter kunstner, men i en tidslinie der følger kunsthistorien lige
fra hulekunsten for 32.000 år siden og til moderne kunst idag, og hvor
kunstnere der er repræsentative for en bestemt stilart er med i samlingen.
Hvad er en renaissance-samling uden Leonardo og Michelangelo? Eller de
verdensberømte tapeter fra Cluny-museet i Paris? Og hvad er en
barok-samling uden Rembrandt og den altid glade Frans Hals? Picasso er
problematisk, fordi han skiftede stilart som vi andre skifter tøj, men han
forstod at omstille sig til nye tider, og det er nok en af grundende til at
han er så populær at samle på. Chagall kan man opfatte som man vil, men
hans univers beskriver Ruslands og Hvideruslands historiske baggrund og
jødernes vilkår i de to lande på en helt unik måde. Ud fra tankegangen om at
der er mere end rigeligt med kunstbøger med farvestrålende billeder over
hele verden, er mit hovedkriterium for samlingen, at det skal være
"Kunsthistorie illustreret gennem frimærker og filatelistisk materiale".
> Når en ørkenstat udsender en serie med isbørne eller et sydamerikansk land
> en serie med franske forskere. Eksemplerne er opfundne, men jeg ved at den
> type udgivelser uden anden begrundelse end ønsker om at tjene penge på
> motivsamlerne (landesamlerne har på det tidspunkt allerede givet op :) )
> findes der mange af. Ser frem til at høre fra dig.
Enhver med et minimalt kendskab til filateli ved at ørkenstaternes uendelige
udgivelser ikke har nogen som helst begrundelse, hverken motivmæssigt eller
postalt. Det er soleklart, at en ørkenstat med måske 50.000 indbyggere, der
hverken kan læse eller skrive, ikke har brug for 200 nyudgivelser årligt,
hvor hvert enkelt mærke er trykt i 5 millioner eksemplarer!! De fleste af
de samlere jeg kender undgår disse mærker som pesten, eller bruger dem i det
mindste kun som reference-materiale i forbindelse med opbygningen af en
større samling. Jeg er selv lidt i tvivl om hvorvidt de uendelige
HCA-udgivelser fra de mærkværdigste knappenåls-atoller i Stillehavet er
velbegrundede, men omvendt må jeg sige at HCA (sammen med Biblen og Jules
Verne) hører til de mest oversatte forfattere i verden, så måske ligger
begrundelsen der.
Der er for øvrigt et samleområde som jeg synes kunne være spændende, nemlig
forfalskninger, og jeg kender en enkelt samler i USA, som har specialiseret
sig i forfalskede frimærker fra hele verden, fra Spiro og til de moderne
falsknerier. Men det er vistnok hundedyrt at opbygge sådan en samling, så
det må vente til mit næste liv :-)
mvh
Mette
S.Waever
tiltængt. Men inden jeg griber fat i andre aspekter, lad mig lige prøve at
analysere hvad det er du har fat i her. Etiketterne kommer jeg tilbage til
til sidst. Du siger:
"Det fisefornemme, halv-videnskabelige, elitære, består (for mig) i at gå
højt op i papirtyper, hvilken trykmaskine der er anvendt, om der har været
for meget
eller for lidt farve på valsen, om der er en pladefejl der er forskudt en
kvart millimeter i forhold til kanten og den slags."
1) "papirtyper" - hvorfor kan de have samlerinteresse? De tidlige danske
bølgelinjemærker findes på tysk og dansk papir. Jeg har aldrig kunnet finde
ud af at se hvad der er hvad. Næppe et emne for en ny samler. Men for den
avancerede samler er det sikkert interessant. Et af dem (6 på 8øre) er vist
ganske sjældent. For Austalienssamleren er det et must. Fluorocerende
striber på engelske mærker hører vel også hjemme her. De er nu afløst af den
underlige sikkerhedsperforering. Spørger de unge samlere dig ikke om hvad
det er for noget? Trykbestemmelse af tofarvede. Navnet kartonserien siger
det hele. Er papiret tykt, kan mærket være fra den serie. Ikke nødvendigvis
for den avancerede samler, men heller ikke for en 10-årig. Krideret papir.
Passer man ikke på, risikerer man at beskadige visse mærker fra Rusland og
de engelske kolonier. Det kan da være nyttigt at vide. Papir med silketråd
findes fra flere lande. Grilleret papir fra USA. Begge steder forsøg på at
slippe for forfalskninger til skade for postvæsenet. Hører hjemme i en
landesamling og en falskneri samling. Men er også kendetegn der kan være
nyttige at kende når man møder mærkerne. Er det fup eller den ægte vare?
2) "hvilken trykmaskine"
Her kommer jeg i tanke om bogtryk og stålstik mærker. En Danmarkssamler
kommer ikke uden om den sondring. Fransk og svensk og tjekkoslovakisk
stålstik har frembragt nogle pragtfulde mærker, Mesteren Slania ikke at
forglemme i den forbindelse.
3) "for meget eller for lidt farve på valsen", kan være en forklaring på at
mærker som ikke ligner hinanden i udseende alligevel er de samme. Kan være
nyttigt. Moderne mærker findes jo også med farvefejltryk. Hvad gør en
motivsamler med dem? Giver dem til en voksen der derefter sælger dem på
auktion?
4) "pladefejl der er forskudt en kvart millimeter i forhold til kanten" er
nok et fænomen som specialsamleren beskæftiger sig med. Jeg kikker somme
tider efter en sådan fejl i et tofarvet mærke. Det kan afgøre en placering.
Men varianter er da i al almindelighed et spændende emne. Især hvis man
finder en af de gode. Bombe mod rundetårn, manglende kors i Alexandrine
serien. Det gik de unge meget op i den gang jeg gik i frimærkeklub som 12
årig. Håbede vel at tjene en skilling, eller bare at kunne vise de andre at
have fundet en sådan. Ret og omvendt ramme på de tofarvede er jo faktisk en
sådan lille fejl med stor betydning. Provisorierne på Fr. IX med kort pind
(Tokes emne) er da også sjov at finde.
Nu ved jeg ikke hvilken årgang du samler i din dagligstue. Der skal en vis
alder til at synes at varianter er spændende. Taler vi om 5 - 10 årige er
motivmærker sikkert det helt rigtige. Men jeg synes stadig det er forkert at
kalde de fænomener du nævner som tegn på fisefornemme, halv-videnskabelige,
elitær frimærkesamleri. Jeg kan garantere dig at jeg som 12 årig der søgte
efter en variant ikke følte jeg var fisefornem, men begynder ud i
frimærkesamleriet. Den gang rummede AFA kataloget kun 300 - 400 hovednumre i
Danmarksafsnittet. Det var ikke nogen illusion at forestille sig en komplet
landesamling, så det stræbte vi alle efter.
mvh
Svend
"amesh" <nob...@mail.dk> wrote in message
news:43ca6da1$0$47049$edfa...@dread15.news.tele.dk...
amesh
> Det er spændende at diskutere de her ting. Tror det oven i købet er
> tiltængt. Men inden jeg griber fat i andre aspekter, lad mig lige prøve at
> analysere hvad det er du har fat i her. Etiketterne kommer jeg tilbage til
> til sidst. Du siger:
>
> "Det fisefornemme, halv-videnskabelige, elitære, består (for mig) i at gå
> højt op i papirtyper, hvilken trykmaskine der er anvendt, om der har været
> for meget
> eller for lidt farve på valsen, om der er en pladefejl der er forskudt en
> kvart millimeter i forhold til kanten og den slags."
For nogle år siden havde jeg en filatelistisk ven, som gik så højt op i de
dele at han fik et bi-job hos en frimærkehandler og auktionsleder, og var en
virkelig ekspert på området. Desværre var hans ekspertise så
stressfremkaldende, at han fik en hjerneblødning der skadede ham så voldsomt
at han i dag ikke kan koncentrere sig om detaljerne. Han samler ikke længere
på frimærker, og har solgt sin samling, incl. kataloger. Jeg har overtaget
hans Slania-samling. Hvis det er (eller kan være) prisen for at samle på
frimærker på højniveau, synes jeg det er bedre at holde sig nede på jorden
og "nøjes med" at glæde sig over den helt almindelige samling der giver
mening for den enkelte.
>
> 1) "papirtyper" - hvorfor kan de have samlerinteresse? De tidlige danske
> bølgelinjemærker findes på tysk og dansk papir. Jeg har aldrig kunnet
> finde ud af at se hvad der er hvad. Næppe et emne for en ny samler. Men
> for den avancerede samler er det sikkert interessant. Et af dem (6 på
> 8øre) er vist ganske sjældent. For Austalienssamleren er det et must.
> Fluorocerende striber på engelske mærker hører vel også hjemme her. De er
> nu afløst af den underlige sikkerhedsperforering. Spørger de unge samlere
> dig ikke om hvad det er for noget? Trykbestemmelse af tofarvede. Navnet
> kartonserien siger det hele. Er papiret tykt, kan mærket være fra den
> serie. Ikke nødvendigvis for den avancerede samler, men heller ikke for en
> 10-årig. Krideret papir. Passer man ikke på, risikerer man at beskadige
> visse mærker fra Rusland og de engelske kolonier. Det kan da være nyttigt
> at vide. Papir med silketråd findes fra flere lande. Grilleret papir fra
> USA. Begge steder forsøg på at slippe for forfalskninger til skade for
> postvæsenet. Hører hjemme i en landesamling og en falskneri samling. Men
> er også kendetegn der kan være nyttige at kende når man møder mærkerne. Er
> det fup eller den ægte vare?
Ja, men det gider de unge ikke. De unge af i dag ønsker standard-varer, som
de kan tillade sig at smide væk, hvis interessen fordufter, eller familie og
karriere tager tiden. Der er ingen unge der forventer at kunne finansiere
studiet med provenuet fra salget af en frimærkesamling. Hvis de genoptager
samlingen senere i livet, gør de som dig :-) så er de bare ikke unge
længere, men min hverve-mission er nået: at få dem så interesseret, at de
bliver bidt af det :-) Det vigtigste for mig i den sammenhæng er at få dem
indfanget, så hobbyen ikke uddør, eller kun bliver tilgængelig for
(ex)konger med god tid og mange penge ;-) jfr udtrykket "the king of
hobbies, the hobby for kings".
>
> 2) "hvilken trykmaskine"
> Her kommer jeg i tanke om bogtryk og stålstik mærker. En Danmarkssamler
> kommer ikke uden om den sondring. Fransk og svensk og tjekkoslovakisk
> stålstik har frembragt nogle pragtfulde mærker, Mesteren Slania ikke at
> forglemme i den forbindelse.
Naturligvis ikke, men vi snakker stadig om de unge. Det er normalt for de
unge at starte deres samling med udgivelser fra det år de er født.
Franskmanden Pierre Albuisson er fænomenal med sin stålstikke. Og så er han
ung, kun i begyndelsen af 50'erne. De tjekkiske og østrigske gravører er
pragtfulde samleområder, men så vidt jeg kan skønne, kun værdsat i de
tysktalende områder.
>
> 3) "for meget eller for lidt farve på valsen", kan være en forklaring på
> at mærker som ikke ligner hinanden i udseende alligevel er de samme. Kan
> være nyttigt. Moderne mærker findes jo også med farvefejltryk. Hvad gør en
> motivsamler med dem? Giver dem til en voksen der derefter sælger dem på
> auktion?
Der findes masser af farvefejl på moderne mærker. De unge gemmer dem indtil
de får fat i et "rigtigt" mærke uden fejl. Sådanne mærker sælges normalt kun
sammen med det fejlfri mærke, så man kan se forskellen med det blotte øje.
>
> 4) "pladefejl der er forskudt en kvart millimeter i forhold til kanten" er
> nok et fænomen som specialsamleren beskæftiger sig med. Jeg kikker somme
> tider efter en sådan fejl i et tofarvet mærke. Det kan afgøre en
> placering. Men varianter er da i al almindelighed et spændende emne. Især
> hvis man finder en af de gode. Bombe mod rundetårn, manglende kors i
> Alexandrine serien. Det gik de unge meget op i den gang jeg gik i
> frimærkeklub som 12 årig. Håbede vel at tjene en skilling, eller bare at
> kunne vise de andre at have fundet en sådan. Ret og omvendt ramme på de
> tofarvede er jo faktisk en sådan lille fejl med stor betydning.
> Provisorierne på Fr. IX med kort pind (Tokes emne) er da også sjov at
> finde.
Hvis jeg går ind til en frimærkehandler og køber en Bombe mod Rundetårn,
kommer jeg af med en net sum penge. Og jeg ville næppe kunne sælge det til
samme pris som jeg selv har givet, førend i det næste liv. Den slags kan
formentlig kun gøres i penge, hvis mærket sidder på en postalt brugt kuvert.
>
> Nu ved jeg ikke hvilken årgang du samler i din dagligstue. Der skal en vis
> alder til at synes at varianter er spændende. Taler vi om 5 - 10 årige er
> motivmærker sikkert det helt rigtige.
De unge er ca. 10-18 år, og naturligt nok med forskellige samler-interesser.
> Men jeg synes stadig det er forkert at kalde de fænomener du nævner som
> tegn på fisefornemme, halv-videnskabelige, elitær frimærkesamleri.
Det er de unge der bruger den slags udtryk. Og jeg er ikke altid uenig med
dem :-) En af dem, en 18-årig dreng, er lidt "anderledes". Han samler kun
på frimærker der sidder på et kort eller kuvert, og kun fra nu nedlagte
posthuse. Det har han stor glæde af, men ingen af hans kammerater kan følge
ham i den interesse. Der er heller ingen af de unge der kan følge mig i mine
kunst-interesser, men de giver mig hvad de har i overskud af den slags
mærker til gengæld for husly, sodavand'er og en god snak en gang om måneden
:-))
> Jeg kan garantere dig at jeg som 12 årig der søgte efter en variant ikke
> følte jeg var fisefornem, men begynder ud i frimærkesamleriet. Den gang
> rummede AFA kataloget kun 300 - 400 hovednumre i Danmarksafsnittet. Det
> var ikke nogen illusion at forestille sig en komplet landesamling, så det
> stræbte vi alle efter.
Det kan jeg godt huske, men det er ærlig talt længe siden :-) Det samme for
Færøerne og Grønland. Et spændende område er for øvrigt Island indtil 1944,
hvor de blev selvstændige. Også de "døde" lande er gode samleområder, fordi
man kan koncentrere sig uden at skulle løbe om kap med nye udgivelser,
f.eks. DVI. .
mvh
Mette
Heinrich Nielsen
Jeg vil gerne definere hvad jeg forstår ved et frimærke - Et frimærke er et
middel til at frigøre breve for kontant betaling, til at frigøre postvæsnet
for opkrævning hos afsender - modtager, som det ellers var kutyme før
frimærkerne. Når jeg ser frimærker mener jeg stadig der udgives for mange
frimærker til postalt formål. Lad mig komme med et eksempel, Danmark nr. AFA
1252 - 1252a er for mig at se det samme frimærke uden ændringer af nogen
art, det optræder i 4 forskellige sammenhænge. Først er det udgivet helt
regulært som enkeltmærke, derefter i et sammentryk den 12 november år 2000
sammen med 16 andre der er udgivet i forvejen - derefter kommer det sandelig
igen to gange i hæftesammentryk med forskellige vignetter. Hvis det ikke er
spekulation i Samlernes penge så fortæl mig lige hvad det er for noget der
foregår. Der er mange andre eksempler både her i Danmark og i andre lande.
Jeg har fuld forståelse for de indlæg der er kommet angående motivsamlere,
som har sin fulde berettigelse, og er smukke at se på.Jeg synes bare det er
for mange lande der udgiver meningsløse mærker, uden den postale tilgang. Så
er det man for mig at se bevæger os over i glansbilledeafdelingen. Jeg synes
ikke at samle frimærker er forbeholdt folk som sidder fordybet bag et
mikroskop og leder efter småfejl, de har også deres berettigelse og andre
måder der ligger imellem de to yderpunkter.
Venlig Hilsen
Heinrich
amesh
news:43cb8dee$0$46993$edfa...@dread15.news.tele.dk...
> Jeg er glad for så mange har en holdning til mit indlæg, men --
> Jeg vil gerne definere hvad jeg forstår ved et frimærke - Et frimærke er
> et middel til at frigøre breve for kontant betaling, til at frigøre
> postvæsnet for opkrævning hos afsender - modtager, som det ellers var
> kutyme før frimærkerne. Når jeg ser frimærker mener jeg stadig der udgives
> for mange frimærker til postalt formål. Lad mig komme med et eksempel,
> Danmark nr. AFA 1252 - 1252a er for mig at se det samme frimærke uden
> ændringer af nogen art, det optræder i 4 forskellige sammenhænge. Først er
> det udgivet helt regulært som enkeltmærke, derefter i et sammentryk den 12
> november år 2000 sammen med 16 andre der er udgivet i forvejen - derefter
> kommer det sandelig igen to gange i hæftesammentryk med forskellige
> vignetter. Hvis det ikke er spekulation i Samlernes penge så fortæl mig
> lige hvad det er for noget der foregår. Der er mange andre eksempler både
> her i Danmark og i andre lande.
Det er godt du bringer det her ind i billedet, og jeg kan kun tilslutte mig
dit synspunkt. Jeg havde bare ikke fra starten opfattet, at det var det her
der var kernen i dit indlæg :-) For slet ikke at tale om maximumkort,
førstedagskuverter, særtryk, specialtryk, souvenirark, småark, 2-blokke,
4-blokke o.s.v. Hvis man samler den slags resulterer det kun i en
"overkomplet" samling, som i de fleste tilfælde samler støv. Men netop år
1999-2000 blev "fejret" helt umådeholdent af samtlige postvæsener verden
over, og der må man simpelthen være kritisk og kun anskaffe det, der hører
naturligt med i ens egen samling. Alt andet kan byttes væk. Man har jo også
lov til at splitte tingene ad og bruge mærkerne som porto. Hvis du har
kontakt med udenlandske samlere vil de som regel være glade for nogle
farvestrålende mærker på kuverterne (i stedet for Dr. Margrethe og/eller
bølgelinie).
Hvis du har postfriske udenlandske frimærker i større mængder (f.eks.
årspakker), kan de sandsynligvis sælges til en samler fra udgivelseslandet,
så han kan bruge dem som porto fra sit eget land. Det har jeg selv gjort med
en større bunke moderne engelske mærker, som jeg ikke anede hvad jeg skulle
stille op med. Jeg fik 90% af pålydende for dem, og køberen var glad for at
få "billig porto".
mvh
Mette
> Jeg har fuld forståelse for de indlæg der er kommet angående motivsamlere.
Bjørn Bols
var en
sterkt medvirkende årsak til at Norsk Filatelistforbund ble stiftet, er
knapt alment
kjent. Ikke desto mindre var det etter at Stavanger Filatelist-Klub og
Nordenfjeldske
Filatelistforening nærmest hadde røket i tottene på hverandre i forbindelse
med den
forestående utgivelse, at det ble fart i sakene - særlig etter at B. C.
Middelthon på
bakgrunn av striden i et foredrag i OFK hadde oppfordret til et «fellesmøte
av
norske filatelistklubber» så en kunne unngå slike uoverensstemmelser for
fremtiden.
Stavanger Filatelist-Klub mente at utgivelsen av en serie frimerker i
anledning av
900-års dagen for Olav den Helliges død på Stiklestad var unødvendig, mens
Nordenfjeldske på sin side gikk sterkt inn for den.
Og uenigheten var stor ..."
Fra N(orsk)FT, nr. 3 mars 1981
bb
S.Waever
Kender du nu afdøde Max Meedoms bog om netop den periode i dansk historie:
Postbesørgelsen i Danmark under 1864 krigen. Det er en god bog.
Mvh
Svend
<ke...@os.dk> wrote in message
news:1137369501....@f14g2000cwb.googlegroups.com...
Hej
Jeg har aldrig hørt om unge, der bruge udtrykkene "fisefornemt og
halv-videnskabligt" om den grundlæggende viden der beriger vores
hobby!
Mine samlevenner prioriterer kvalitet frem for kvantitet! Mærker der
ikke har, eller har haft, en postal formål interesserer os ikke - og
vi betragter dem ikke som filatelistiske objekter. Jeg kan heller ikke
genkende vendingen: De unge af i dag ønsker standard-varer, som de kan
tillade sig at smide væk, hvis interessen fordufter..." Det er da vist
et midretal af de unge der efterspørger standard-varer!
Jeg kender ingen unge, der har startet en samling med udgivelserne fra
deres fødselsår! Jeg samler hovedsagligt 1864 (incl. forsendelser) -
Jeg tror ikke jeg kunne blive fanget af en samling der startede med mit
fødselsår (1987). De fleste af mine samlervenner samler klassisk
Danmark. Selvfølgelig er der mange ting vi syntes er vanskelige - men
det er jo blot en udfordring, og en hobby der skal vare ved, skal vel
indeholde en god potion aha-oplevelser!
/Jonna
RKJ
Ja det synes jeg da også .. jeg har selv en pæn studie samling af den
udgave. Arbejder du med pladning?
> Kender du nu afdøde Max Meedoms bog om netop den periode i dansk historie:
> Postbesørgelsen i Danmark under 1864 krigen. Det er en god bog.
Helt sikkert Svend .. en i alle henseender grundig og seriøs bog. Er
nødvendig for at forstå portosatser og stempler fra den periode.
Derudover har jeg fulgt diskussionen i denne tråd. Den viser tydeligt at
selvom vi har samme hobby kan det nogen gange være svært at forstå hvorfor
andre samler på et område eller på en måde som man ikke selv gør.
Jeg så i et TV program en der samlede på servietter og en anden der samlede
på trommesæt !!! Dem havde jeg lidt svært ved at forstå, men det var
tydeligt at de begge brændte for deres sag, og det gjorde det interessant at
høre om i mine øjne (eller ører måske)
Men det ligger i at vi frimærkesamlere er meget forskellige og "tænder" på
noget forskelligt ved filatelien. Jeg hører nok selv til den "elitære" del
som Mette egentlig ret rammende kalder det. Den "høj-literære" del af
samleriet. Det er frimærkesamleriet kørt helt ud på overdrevet .... men hold
kæft hvor det spændende og sjovt. F.eks. de tofarvede ... der er stadig
store spørgsmål der kræver svar ... hvorfor findes de isolerede omvendte
rammer?? altså én eller to positioner i arket hvor rammen sidder omvendt????
Der burde statisktisk set være 50 af hver hhv. rette og omvendte !!! ... det
er således driften der vil have svar på et sådanne spørgsmål, der driver
tofarvede samlere til i årevis at sidde og kigge efter prikker og hakker i
frimærkerne??
Mange udenforstående vil jo sige, jamen er det ikke ligegyldige oplysninger
at have, om "rammen" nu sidder omvendt eller ret ... jo fuldstændigt ..
ligesom nogen synes at det er fuldstændigt ligegyldigt om et frimærkes motiv
viser en mælkebøtte, en ged eller majetætens kontrafej.
--
Rene
amesh
news:43cc036e$0$47047$edfa...@dread15.news.tele.dk...
Så er vi derhenne hvor man kan spørge om vi ikke alle er "elitære", når vi
specialiserer os i noget helt bestemt, uanset hvad det er?
Så er det næsten på sin plads at spørge, om du finder ud af noget "nyt"
undervejs, om du har en bog eller artikler om de tofarvede under opsejling,
eller kan supplere de allerede kendte oplysninger? Jeg ved du har en enorm
viden om dit område.
>
> Mange udenforstående vil jo sige, jamen er det ikke ligegyldige
> oplysninger at have, om "rammen" nu sidder omvendt eller ret ... jo
> fuldstændigt .. ligesom nogen synes at det er fuldstændigt ligegyldigt om
> et frimærkes motiv viser en mælkebøtte, en ged eller majetætens kontrafej.
Jeg har aldrig kunnet tænde på krone-scepter-sværd eller de tofarvede, men
der er ved gud også mange der ikke tænder på kunsten, men jeg synes selv at
det er dødspændende at kunne sammensætte et virtuelt museum :-)
Det væsentlige er at man har det sjovt med sine frimærker, uanset hvad
samlingen drejer sig om :-)
mvh
Mette
Elmbaek
prøve at tilføje endnu en 'dimension', som jeg føler, er relateret
til diskussionen - nemlig spørgsmålet om konsekvenserne for vores
hobby af udgivelsespolitikken og hvordan man samler.
(Jeg undskylder, at teksten er blevet så lang, men jeg havde en del
på hjertet).
Først dog lige en placering af mig selv i den her startede diskussion.
Jeg er generalsamler og samler stemplet Vesteuropa frem til og med 1999
(alle lande) efter AFA. Det afslører naturligvis min holdning til de
mange frimærkeudgivelser, hvor jeg ligesom mange andre har valgt at
lave et cut ved årtusindskiftet. Jeg blev ganske enkelt træt af de
mange nye udgivelser, som tydeligvis kun tjente et formål: Flere penge
i kassen hos postvæsnerne. Et helt legitimt formål, men som samtidig
fordyrer min hobby, og hvad værre var, umuliggjorde drømmen om den
komplette samling! (stadig en utopisk drøm, men dog nu en mulighed).
Og det er derfor jeg samler - det at få lukket nogle huller, kunne
se en side fyldt ud, at sætte en vinkel foroven i mit katalog og vide
jeg nu har alle mærker i den række. Jeg fascineres af, at dette lille
lap papir, som jeg sætter ind i min samling, har repræsenteret en
værdi, for det stykke arbejde den har gjort med at fragte et brev fra
A til B, hvorefter den så er værdiløs. Når den kommer i mine
hænder og bliver vasket af og sat i et album, får den pludselig
værdi igen, og tilmed nogen gange en værdi som er højere end, hvad
den blev købt til. Derfor er det at SAMLE frimærker i modsætning til
at købe sig til en frimærkesamling vigtig for mig, hvilket også
indebærer at kunne bytte sig til nye frimærker til sin samling.
Problemet med udgivelsespolitikken er for mig ikke de mange mærker, ej
heller at de er farvestrålende, det er mere, at mange af mærkerne er
utrolig svære at få brugte (altså ægte brugte). De tjener intet
postalt formål og bliver derfor sjældent brugt. Når man samler som
jeg, skal man jo have dem alle, hvilket inkluderer miniark og
parstykker (alt hvad AFA medtager). "Men så kan du jo bare begrænse
dig!". Præcis hvad jeg har gjort - men desværre for min hobby (og
postvæsen) har jeg valgt for fremtiden kun at samle på
'antikviteter' (en benævnelse tidligere brugt i denne tråd).
Jeg mener, at der i vores hobby er plads til både motivsamleren,
generalsamleren, posthistoriesamleren og specialsamleren. Intet er
finere end det andet. Men som jeg læser denne tråd, så skræmmes vi
faktisk alle af den eksisterende udgivelsespolitik. Vi afskærer os
enten ved årstal, udgave eller lande - selv motivsamleren. Vi
specialiserer os altså i større eller mindre grad. De unge samlere
synes naturligvis, at det er herligt med de mange flotte mærker, men
lur mig, om de ikke også på et tidspunkt når til den samme
konklusion som os andre (det gjorde jeg i al fald, da jeg var omkring
de 25). Problemet for hele denne diskussion er for mig ikke, om disse
mærker kan betegnes som glansbilleder og dermed ikke 'værdige'
for frimærkesamlere, men mere hvilke konsekvenser får det for vores
hobby. Den dimension af diskussion vil jeg gerne forsøge at komme med
et bud på her.
Jeg har været en del år i udlandet og har derfor måske ikke den
bedste føling med, hvad der foregår i frimærkeklubberne. Men i går
var jeg til byttemøde i en større frimærkeklub i
Københavnsområdet. Det var min første gang i klubben, så jeg fandt
mig et bord, hvor der sad nogle andre med frimærkerne fremme. Jeg
spurgte lidt til, hvad de samlede, og det var mere specialiserede ting,
og kun få af dem havde taget deres byttemateriale med (underligt når
det nu var byttemøde!). De mærker, der var fremme på bordet, var
nogen, som et medlem solgte. Jeg var også rundt ved de øvrige borde i
klubben (der var vel omkring 30 samlere den aften), men alle andre
steder var det postkort og breve - eller bare snak. Den aften fik jeg
byttet 2 mærker og solgt 1!
Dette kunne jo være en tilfældighed, men jeg er sikker på, at mange
andre frimærkesamlere kan nikke genkendende til denne historie. I
september var jeg til stor Trekanten byttemøde i Fredericia. Der var
flere hundrede frimærkesamlere og en del handlende. Jeg mødte hele
den dag kun 1 person, som havde mærker med for at bytte, og ham havde
jeg selv aftalt at mødes med! De få andre, der byttede, var postkort,
og ellers var det salg over hele linjen. Så hverken i klubben eller
til det 'byttemøde' ser de mig igen.
Generelt er min oplevelse, at til byttemøder og i frimærkeklubber
bytter man ikke længere frimærker, men handler kun eller hører på
foredrag. Måske er det okay. Men første gang jeg satte mine ben i en
frimærkeklub (Rødding) som 16-årig, byttede jeg med en samler, der
kunne bruge en masse af mine nyere mærker (og dengang var mit
byttemateriale meget begrænset). Jeg kom den aften hjem med flere
hundrede mærker, som jeg manglede, hvilket var det kick, som fik mig
til at fortsætte i klubben, selv om fodbold, badminton, skole og
fester skulle konkurrere med denne hobby. Jeg frygter for, om nye
samlere oplever den samme velkomst, som jeg fik i sin tid, og bliver
'reelt' optaget i klubben gennem bytteriet.
Min fornemmelse er, at konsekvensen af udgivelsespolitikken har været,
at mange landesamlere i klubberne har stoppet/skåret deres samlinger
til et mere begrænset område. Derved kommer de til at mangle meget
få mærker og ingen af de nyere.
Det gør, at nye samlere, der kommer til en frimærkeklub, sjældent
har nogle frimærker at give i bytte. Ergo er det fra starten et
spørgsmål om at købe mærker af de gamle samlere i klubben. Men
mærkerne kan de få billigere andre steder - eksempelvis på nettet.
De har altså ingen grund til at melde sig ind i klubben, med mindre de
da er interesseret i at specialisere sig. Disse fritidssamlere
forbliver aktive men uden for klubberne, og hygger sig i stedet med
deres hobby gennem køb eller via bytte på nettet. Det synes jeg er
synd, ikke bare for klubberne, som mangler aktive medlemmer, men også
for den enkelte samler, som ikke får glæden ved at bytte frimærker
og dele sin hobby med andre. Det starter jo som oftest med, at man
samler bredt og senere specialisere sig, men når der ingen er til at
dele sin interesse med for bare at samle frimærker, hvordan skal man
så komme 'skridtet videre'?
Udgivelsespolitikken er naturligvis ikke ene ansvarlig for, at samlerne
er blevet mere specialiserede og bytter mindre, men for mig at se er
det en stor medvirkende faktor. Måske hører denne del af debatten til
i en anden tråd, men det virker på mig som om, at bytteriet som del
af vores klubber er ved at dø ud. Det bekræftes også af andre af
mine byttevenner. Mange af de generalsamlere jeg kender, er nu enten
stoppet eller bytter mest pr. korrespondance. Vi har ikke længere brug
for klubberne (andet end til at sælge det overskydende materiale i,
som vi ikke kan bytte væk), da de ikke har nogle medlemmer, som er
interesserede i at bytte, og derfor heller ikke kan tiltrække/beholde
disse. Det bider jo sig selv i halen.
Jeg er interesseret i at høre, om jeg er den eneste, der har
oplevelsen af, at vores klubber ikke længere er det sted, hvor man
bytter frimærker. Om generelsamleren (og til dels også landesamleren)
er ved at være en uddøende race. Findes der klubber og byttemøder,
der stadig har overvægt af (undskyld udtrykket) ægte
frimærkesamlere, eller er de alle sammen specialiserede samlere?
mvh
Thomas
amesh
"Elmbaek" <elm...@spejdernet.dk> skrev i en meddelelse
news:1137510939.6...@g49g2000cwa.googlegroups.com...
En meget spændende diskussion der er startet i denne tråd. Jeg vil
prøve at tilføje endnu en 'dimension', som jeg føler, er relateret
til diskussionen - nemlig spørgsmålet om konsekvenserne for vores
hobby af udgivelsespolitikken og hvordan man samler.
(Jeg undskylder, at teksten er blevet så lang, men jeg havde en del
på hjertet).
Hej Thomas,
Det er et smaddergodt indlæg du har skrevet, og teksten er ikke for lang,
når man har noget på hjerte. Efter min mening er måden man samler på helt
ligegyldig, altså om man bytter eller køber/sælger. Jeg ved godt, at det
generelt bliver betragtet som "bedre" at bytte sig til sin samling, men hvis
man f.eks. samler på gamle bøger eller andre ting, er der intet mærkeligt at
købe effekter til sin samling. Det synes jeg også gælder frimærkesamleriet.
Personligt har jeg byttet mig frem gennem mange år, men på det seneste er
jeg begyndt at købe, og for at finansiere købet også at sælge. Jeg kan med
god samvittighed sige, at min samling hviler i sig selv rent økonomisk, så
jeg har ingen problemer med at købe, hvis der er noget specielt. Jeg samler
postfrisk og brugt, det sidste dog helst på en kuvert eller postkort, så man
gennem stemplerne kan læse hvordan mærket er kommet fra A til B. Og min
samling bliver piftet gevaldigt op med de pæne kort/kuverter ved siden af de
postfriske mærker, i stedet for mange sider og lange rækker af frimærke
efter frimærke efter ...:-)
De "værste" lande til at udgive mærker der ikke er ægte brugt, er nok
Østeuropa og Ørkenstaterne. Faktisk bliver mange mærker fremstillet med
stempel på direkte i trykkeriet ! Sådanne mærker er efter min mening en
skændsel, men de kan dog bruges som referencemateriale indtil man får fat i
et ægte brugt.
Dine betragtninger omkring byttemøder deler jeg fuldt ud. Mit første (og
eneste) besøg i en klub på Sjælland faldt ikke ud til klubbens fordel (!),
og jeg blev aldrig betalende medlem. Den var befolket af "gnavne gamle mænd"
som bakkede på deres sure snadder, medens de så den nyankomne (kvinde)
grundigt an -- for derefter at tilbyde hende at KØBE deres mærker fremfor at
bytte. Tja. Det blev deres problem, og klubben er forresten nu nedlagt.
Jeg forstod på det, at nogle af de unge jeg taler om havde haft samme
oplevelse, så derfor blev ungdomsklubben i min dagligstue startet, og den
fungerer fint med medlemmer på ca. 10-18 år. (Jeg er selv 60+). Det eneste
jeg forventer er, at ungerne har vasket de mærker af, som de medbringer, så
jeg ikke har alt for meget vandsjaskeri og "diskussioner" om hvilke mærker
der tilhører hvem. Ellers er der frit slag for bytte og snak.
Indenfor de seneste 10 år er Internettet jo kommet gevaldigt frem, og det er
min fornemmelse at mange bruger nettet til at etablere kontakter og
byttevenner, og det er muligvis en medvirkende årsag til at byttemøderne i
klubberne er blever mindre interessant for mange. Det skal også ses i lyset
af, at mange klubber "kun" beskæftiger sig med Danmark og omegn. Det er
efter min mening en naturlig udvikling i det globaliserede samfund, hvor
mange rejser meget og måske samler på et eller flere lande som de har
besøgt.
Det er min personlige fornemmelse, at de fleste starter som generalsamlere
eller landesamlere, men hurtigt specialiserer sig i et eller andet emne, som
interesserer dem. Landesamleriet er muligvis ved at uddø, bl.a. på grund af
udgivelsespolitikken, men som jeg tidligere har nævnt er de såkaldt "døde
lande" et godt område, fordi man der kan koncentrere sig om at få hullerne
fyldt, uden at skulle løbe om kap med nyudgivelser. Blandt de døde lande kan
jeg umiddelbart nævne det hedengangne DDR samt Dansk Vestindien. De baltiske
lande Estland, Letland og Litauen fra den klassiske periode ca. 1918-20 til
1939-1940 er også gode og "færdige" områder. Island indtil 1944 er et godt
område, der appellerer både til landesamleren og specialsamleren. Færøerne
og Grønland har en rimeligt moderat udgivelsespolitik. De er alle med i AFA.
Holland er håbløs, men de nederlandske Antiller, som er et selvstændigt
område med egne frimærker (ad modum Færøerne), er godt.
Jeg kommer til at tænke på sådan noget som fællesudgivelser. Der er ganske
mange, som *kun* samler på fællesudgivelser fra begge eller alle involverede
lande, og der findes faktisk en internetklub, der beskæftiger sig med disse,
men jeg har aldrig hørt om sådan en klub her i Danmark.
Jeg håber jeg har kunnet besvare nogle af dine spørgsmål :-)
mvh
Mette
Elmbaek
Tak for dit indspark. Jeg har fuld forståelse for at man køber
mærker til sin samling - gør jeg selv. Jeg synes ikke, at det
nødvendigvis er 'finere' at bytte end at købe. Det er mere pga. det
økonomiske, samt fordi det giver en anden måde at være sammen om
frimærkerne på, når man er i et købe/salg forhold end i et
bytteforhold, hvor begge parter får mærker til sin samling. Tendensen
mod mere salg/køb i klubberne frygter jeg er til skade for klubberne
på lang sigt. Jeg kan jo forstå på dig, at du helt har valgt
frimærkeklubben fra, men alligevel har lyst til at dele din hobby med
nogen, og derfor har valgt at starte 'din egen' lille klub. Som
tidligere og nuværende medlem af flere forskellige klubber over det
ganske danske land kan jeg sagtens forstå din beslutning, da jeg også
har en oplevelse af, at vi i klubberne er meget dårlige til at tage
imod nye medlemmer. En del af den forklaring mener jeg ligger i det
manglende bytteri. Her skabes den første kontakt mellem medlemmerne,
og her ser den nyankomne den klare fordel for sig selv (sin samling)
ved at kunne nemt/gratis få nye mærker og komme af med sine
dubletter. Det jeg frygter, er ved at ske, er at man i højere og
højere grad sidder alene derhjemme med sin samling, og kun bytter per
korrespondance. For jeg mener, at vores frimærkeklubber kunne have (og
nogen sikker stadig også har) så meget at byde på, og burde være
det naturlige samlingspunkt for alle frimærkesamlere og ikke kun for
'de gamle garvede' specialister. Jeg håber, at jeg har fortolket
situationen helt forkert, og at andre kan fortælle om livlig
bytteaktivitet fra deres klub, hvor nye ansigter bliver budt velkommen
og som oftest bliver et hurtigt nyt medlem.
Thomas
RKJ
tofarvede frimærker, set i forhold til Lasse Nielsens "bibel" på 2000
sider. Det er ikke mindst forbi Lasse har været så fremsynet ikke kun
at beskrive hvad vi mener vi ved, men også hvad vi ikke ved. Der er
masser af grå felter i pladningerne som gerne skulle "hvid-vaskes".
En anden ting som er vigitgt er samarbejde. Derfor har studiegruppen
startet et årligt seminar om de tofarvede. Det er her at de skøre,
anderledes, sjove osv. iagttagelser kommer frem. Nogen gange er der en
der har fået en spændende ide som ingen andre har tænkt på før, og
det er netop i et sådant forum at man kan få bearbejdet nye ideer.
Så måske vores traditionelle forestillinger om hvordan en
frimærkeklub skal fungere har talte dage og at samlerne, hurtigere end
i tidligere tider, finder sammen i specialiserede grupper. Man skal jo
ikke have et ret anderledes samleområde, før man sidder alene med det
i sin klub, og således ikke længere har nogen at bytte med.
Det er i hvert fald min opfattelse at filatelister er meget mere
foraskellige end tidligere omkring hvad de samler. Da jeg som dreng
startede i frimærkeklub i slutningen af 70erne, samlede alle Danmark
og så måske et ekstra land som Island eller Norge. Mit gæt er at
fremtiden vil vise en større specialisering i studiegrupper o.lign. og
ikke kun vores traditionelle frimærkeklubber.
Og ja ... nummer et er at man har det sjovt med at samle
frimærker/posthistorie. Men ellers ville man vel heller ikke være
gået igang :-)
--
Rene
Elmbaek
De starter jo sjældent med at være specialiserede, eller? Mit indtryk
er at dem der er specialiserede er eller har været medlem af
frimærkeklubber, hvor denne interesse for et givent område er blevet
vagt. Min pointe er, at vi alle er startet som 'almindelige'
frimærkesamler, startet i en klub, samlet et par lande gennem nogen
tid, hvorefter man så har specialiseret sig. Men måske tager jeg
fejl, og de nye medlemmer hurtig finder sig til rette i klubben som
specialsamlere, og når de så efter en tid mangler sparring inden for
deres område bruger de internettet. Men hvis det ikke er tilfældet,
så kommer vi jo til at mangle frimærkesamlere på et tidspunkt (i al
fald i klubberne - også de specialiserede).
Thomas
RKJ
altså en slags base, men at strukturen muligvis vil blive anderledes. Jeg
kunne godt forestille mig at man finder sammen på tværs af landegrænserne
gennem internettet, hvor der er bedre mulighed for at finde andre der samler
ligepræcis det samme som en selv, selvom der er fysiske barrierrer at kæmpe
med der. Men... der er stadig et gæt :-)
--
Rene
"Elmbaek" <elm...@spejdernet.dk> skrev i en meddelelse
news:1137588461.2...@g49g2000cwa.googlegroups.com...
Heinrich Nielsen
færre og færre der samler på nyudgivelser, så er det jo godt der er mange af
de tidligere udgivelser at kaste sig over.
Jeg synes samtidig det er spændende at se hvor vi som gruppe bevæger sig
hen. Der vil sikker opstå en kultur omkring frimærkerne som vi endnu ikke
har set. Det kunne jo være er forum som denne nyhedsgruppe eller en anden
form for "medlemskab" - det kan være en auktionsside som QXL hvor der også
er en livlig debat om frimærker, selv om det er mere salgsorienteret, så har
den også sin fulde berettigelse, man når ud til samlere som før i tiden var
utilgængelige, nogle der har mærker som jeg ellers ikke kan komme i
forbindelse med, hvor man er fritaget for medlemskab af nogen art.
Med hensyn til at bytte kontra at betale for mærkerne, tror jeg det er en
tendens som vi kommer til at leve med. I samfundet som helhed, har vi
efterhånden lært, at prissætte alt hvad vi rører ved og det gælder
selvfølgelig også frimærker. Selv synes jeg det er en ganske fin måde at
samle mærker på, man kommer ikke som før ud for at "smarte" samlere "snød"
andre samlere. Det er nemmere, når jeg har taget for 500 kr. af dine
dubletter, så får du måske tilbage for 400 kr. og kan bruge de sidste 100
kr. hos "Peter" som har nogle andre mærker du mangler. Jeg ser det mere som
en målestok for værdierne end som en bremse for samleriet, dog kan jeg sige
i den klub jeg er medlem af reducerer vi den sidste pris til afregning til
10% - 15% som man nu aftaler indbyrdes. Dette system fungerer fint og det
har jeg ikke noget problem med.
Jeg er så heldig at være medlem i en frimærkeklub i Midtjylland - alle de
tidligere omtalte uheldige oplevelser, nogle har haft med klubber, kender
jeg slet ikke. Når der kommer nye her hos os bliver der taget vare om folk
mange kommer og spørger til ens samleområder, kommer med mærker til bytning.
Så folk bliver hurtigt en integreret del af klubben.
Men når det er sagt, så må jeg også erkende vores medlemstal falder, vi har
diskuteret hvad der skal til for at trække nye samlere til. Statistikken
siger der er ca. 10% af befolkningen der samler på frimærker i en eller
anden form, men kun få % af dem er medlem af en klub, det kan nu ikke være
prisen der er afgørende for medlemskab, men måske for kedeligt at komme, og
fordi samfundet i øvrigt bevæger sig hen imod mere individualisme og knapt
så meget fællesskab, der kan være mange årsager til det er sådan.
Jeg har også set her i denne nyhedsgruppe, der er samlere der efterlyser
andre som samler på et bestemt område, det er måske en af de nye måder at
være med i et fællesskab og ganske fint, man mødes med andre som har
erfaring med dette område og kan komme med nye input omkring det område det
er mere givtigt at mødes på den måde. Vi skal bare passe på at vi bliver så
specialiserede at vi glemmer at være åben overfor andre samlere. Jeg synes
ikke der er en bestemt måde at samme på, der er ikke nogen der er bedre end
andre, blot en forskellighed som jeg kan glæde mig over, det giver en ny
indsigt.
Venlig hilsen
Heinrich
Lisbeth Lund Birkmose
en "generalsamler" som mig, jeg har samlet i en årrække, men endnu ikke
turdet vove mig til et klubmøde, for jeg er bange for at være for "uvidende"
og slet ikke have noget af interesse for andre.
Nye medlemmer, tror jeg, vil undersøge klubbens hjemmeside og program for
eventuelt at se hvor "specielle" emnerne er, måske kunne man i klubberne
lave nogle mere "udadrettede" aftener, hvor der bare er lagt op til at komme
med det hele og bytte, og hvor specialisterne er der for at hjælpe
begyndere.
Noget af det jeg kunne tænke mig at lære sammen med andre var at lave rammer
til udstilling - f.eks. i åben klasse eller motivsamling. Og turde tro på at
frimærker også er for kvinder - da jeg er en af slagsen.
Min nærmeste klub er Åbenrå, men jeg ved ikke så meget om den, har aldrig
mødt nogen derfra - og da der er 35 km derhen, skal der lidt mod til at
"træde over dørtærskelen"
Måske I kan hente lidt ideer til jeres klubber fra mine tanker her.
Hilsen Lisbeth
"Elmbaek" <elm...@spejdernet.dk> skrev i en meddelelse
news:1137588461.2...@g49g2000cwa.googlegroups.com...
Elmbaek
Jeg har et par enkelte gange været til byttemøde i Åbenrå (men det
er efterhånden mange år siden). Mit generelle indtryk er dog at mange
af de sønderjyske klubber er meget byttelystne (men det er godt nok
mange år siden jeg sidst har været der - trods medlemsskab af
Kongeåklubben, så det kan have ændret sig). Jeg ved at klubber som
Vejle tager godt hånd om deres nye medlemmer og laver
introduktionsprogrammer for dem - men det er også en meget stor klub.
Alligevel må jeg sige at de gange jeg har været der har det højest
været 10% af deltagerne som har siddet og byttet/haft byttemateriale
med, så den side synes jeg de mangler alligevel.
Men jeg synes bestemt du skal 'vove' dig hen i klubben. Det med
uvidenheden behøver du ikke være nervøs for - det er vi alle, på de
andres specialiserede områder. Som generalsamler har man dog end ikke
selv et eget ekspertområde, men personlig har det aldrig rigtig
interesseret mig at gå i dybden med et lille afsondret område af
filatelien. Generelt er frimærkeklubber lige så åbne og lukkede som
alle andre foreninger. Folk er flinke - det er vi danskere jo, men der
skal lidt tålmodighed til før 'de åbner sig op', men så er jeg
også sikker på at de vil kunne berige dig med alverdens informationer
omkring frimærker, hvordan man (= DE) samler (husk der er ingen RIGTIG
måde), sætter op, osv. Jeg er sikker på, at hvis du spørger en af
de gamle garvede om han/hun vil hjælpe dig med lidt information om
hvordan man sætter op, så slipper du aldrig af med vedkommende igen -
særlig hvis hans/hendes samling skal præsenteres.
Køn spiller ingen rolle (kan jeg jo sagtens sige som mand, men selv om
der er færre kvinder end mænd, tror jeg ikke at det 'betyder' noget).
Trods min kritik af klubberne, mener jeg stadig de er det bedste sted
at mødes for frimærkesamlere, og vi bør netop arbejde hårdt for at
disse klubber er aktive og klar til at tage vel imod nye potentielle
medlemmer, som dig.
Held og lykke med det
Thomas
PS: Jeg er i øvrigt altid interesseret i at bytte (samler Vesteuropa
stemplet, så der er altid noget der kan bruges), skriv til: elmbaek at
spejdernet punkt dk