Stedbørn og økonomi???
Papfaderen
Hvad og hvordan gør i andre derude når / hvis i flytter sammen
med en der har to børn og i ikke selv har børn???
Jeg mener Økonomisk, har i fælles økonomi eller delt op, som eks. sådan her:
1. Ved at ALLE de penge der tjenes i husstanden lægges i en pulje og
det der evt. måtte være til overs deles lige over.... Eller
2. Ved at der er 3 budgetter, Hendes, Hans og det fælles budget.
Hvor man hver måned hver især lægger et fast beløb til den fælles
husførelse og så ellers hører resten ind under personligt forbrug,
hvis der er noget tilbage.
Eller en hel 3'je løsning?
Jeg spørger fordi at jeg står i denne situation....
Jeg har mødt kvinden i mit liv, vi mødte hinanden lidt sent så
hun havde nået at få 2 børn inden vi mødtes.
Jeg elsker hende og begge hendes børn.
Men så kommer vi til økonomien:
Lige nu bor jeg på et lejet værelse og hun bor sammen med
børnene på samme måde som inden vi mødtes.
Og det fungerer fint.
MEN når / hvis vi flytter sammen snakker hun om at starte på
en uddannelse der varer 3 ½ år, og det er på SU.
Det ville så i praksis sige at HVIS vi flyttede sammen inden
hun påbegyndte sin uddannelse ville jeg stå for at tjene
en masse penge til hende og hendes børn som
- uanset hvor meget jeg elsker dem og omvendt -
stadigt ikke er mine børn.
Når hun så bliver færdig med uddannelsen er det hendes plan at
arbejde 30 timer om ugen, med andre ord ville det være
- i mine øjne - unfair over for mig hvis det blev
version 1. som beskrevet ovenfor.
Hvor imod jeg selv hælder mere til version 2.
da den jo - igen i mine øjne - ville være mere fair.
Man kan fortolke det på flere måder, en kunne være at
hvis hun insisterer på version 1. at hun så godtager at jeg 'køber'
mig fri af mit ansvar, og det er jeg ikke enig i, for jeg tager
og skal nok tage mit ansvar for de nuværende og evt kommende
børn. Eks. er det mig der er med på første skoledag etc.
Og jeg er også indforstået med at betale fælles husleje, vand,
el, varme og madbudget.
Det er når vi kommer til resten at jeg er i tvivl hvad der fair.
Mvh En Betænksom Stedfader
Nette
"Papfaderen" skrev i en meddelelse
news:T520b.51617$Kb2.2...@news010.worldonline.dk...
> Hvad og hvordan gør i andre derude når / hvis i flytter sammen
> med en der har to børn og i ikke selv har børn???
>
> Jeg mener Økonomisk, har i fælles økonomi eller delt op, som eks. sådan
her:
>
> 1. Ved at ALLE de penge der tjenes i husstanden lægges i en pulje og
> det der evt. måtte være til overs deles lige over.... Eller
Det er det man kalder "fælles økonomi". Det ville jeg nok vente et par år
med endnu, hvis jeg var jer. Vær nu 100% sikker på hinanden og jeres hverdag
først.Og, at det også, når det bliver akutuelt, gælder børnepenge og
børnebidrag.
> 2. Ved at der er 3 budgetter, Hendes, Hans og det fælles budget.
> Hvor man hver måned hver især lægger et fast beløb til den fælles
> husførelse og så ellers hører resten ind under personligt forbrug,
> hvis der er noget tilbage.
Tja, hvad med at i hver d. 1. hver i sær smider halvdelen af de penge i
puljen som skal til jeres faste udgifter så som telefon, husleje, varme, el
osv. Og i så gemmer bonnerne for indkøb i løbet af måneden, skriver navn på
dem og sidst på måneden regner ud, hvor meget i hver i sær har betalt og
deler det, efter hvad i nu bliver enige om 50/50, eller måske dig 40, hende
60 pga. hendes børn, som jo også spiser med.
Nu ved jeg ikke, hvor meget du tjener, men hvis det ikke er skyhøjt, vil i
nok alligevel i en lejerbolig have mulighed for at hente noget boligsikring
hjem.
Jeg synes under alle omstændigheder ikke det er rimeligt, at du flytter
sammen med en kvinde som fra dag 1, skal leve af din løn, da hun selv skal
på SU og har børn. Det var noget andet, hvis i havde været samboende i nogle
år.
Nette
Katja Lykkegaard Andersen
> > 1. Ved at ALLE de penge der tjenes i husstanden lægges i en pulje og
> > det der evt. måtte være til overs deles lige over.... Eller
>
> Det er det man kalder "fælles økonomi". Det ville jeg nok vente et par år
> med endnu, hvis jeg var jer. Vær nu 100% sikker på hinanden og jeres
hverdag
> først.Og, at det også, når det bliver akutuelt, gælder børnepenge og
> børnebidrag.
>
> > 2. Ved at der er 3 budgetter, Hendes, Hans og det fælles budget.
> > Hvor man hver måned hver især lægger et fast beløb til den fælles
> > husførelse og så ellers hører resten ind under personligt forbrug,
> > hvis der er noget tilbage.
>
> Tja, hvad med at i hver d. 1. hver i sær smider halvdelen af de penge i
> puljen som skal til jeres faste udgifter så som telefon, husleje, varme,
el
> osv. Og i så gemmer bonnerne for indkøb i løbet af måneden, skriver navn
på
> dem og sidst på måneden regner ud, hvor meget i hver i sær har betalt og
> deler det, efter hvad i nu bliver enige om 50/50, eller måske dig 40,
hende
> 60 pga. hendes børn, som jo også spiser med.
>
Hej!
Var jeg dig ville jeg nok også holde mig til Nette´s sidste foreslag.
Og husk så at der kan søges om et særligt børnetilskud til forældre under
uddannelse.
www.su.dk
Hilsen Katja
She
news:T520b.51617$Kb2.2...@news010.worldonline.dk:
> Hej der ude!
>
> Hvad og hvordan gør i andre derude når / hvis i flytter sammen
> med en der har to børn og i ikke selv har børn???
>
> Jeg mener Økonomisk, har i fælles økonomi eller delt op, som eks.
> sådan her:
>
> 1. Ved at ALLE de penge der tjenes i husstanden lægges i en pulje og
> det der evt. måtte være til overs deles lige over.... Eller
>
> 2. Ved at der er 3 budgetter, Hendes, Hans og det fælles budget.
> Hvor man hver måned hver især lægger et fast beløb til den fælles
> husførelse og så ellers hører resten ind under personligt forbrug,
> hvis der er noget tilbage.
>
> Eller en hel 3'je løsning?
Her har vi 2 budgetter, hvoraf at hele min løn går til husleje, min bil,
forsikringer, lån osv. Han har eget budget, hvor han betaler sin bil, lån
osv. Det rådighedsbeløb han så har tilbage, er til indkøb, tøj, gaver
osv.
Dvs. at jeg rent faktisk intet rådighedsbeløb har tilbage, når mit budget
er trukket, men at han så har penge til daglige fornødenheder.
Vi har hver vores bank, derfor de 2 budgetkontoer.
> Jeg spørger fordi at jeg står i denne situation....
>
> Jeg har mødt kvinden i mit liv, vi mødte hinanden lidt sent så
> hun havde nået at få 2 børn inden vi mødtes.
Dejligt - så hold ved :-)
Samme her, jeg har 2 børn, han har 1 barn
> Jeg elsker hende og begge hendes børn.
Dejligt, sådan skal det jo gerne være :-)
> Men så kommer vi til økonomien:
>
> Lige nu bor jeg på et lejet værelse og hun bor sammen med
> børnene på samme måde som inden vi mødtes.
> Og det fungerer fint.
Jamen så får hun vel boligsikring og estraordinært børnetilskud, evt.
friplads i instituation?
Dette falder bort den dag du får fast bopæl på hendes adresse.
Det beløb hun mister, når du flytter ind, kunne du jo give hende!!!
For mit vedkommende var det 5000 kr. pr. måned, indtil vi lavede en
anden ordning *S*
> MEN når / hvis vi flytter sammen snakker hun om at starte på
> en uddannelse der varer 3 ½ år, og det er på SU.
På SU kan hun få max. beløb, tjek www.SU.dk, samt kan hun søge lån. Dog
skal hun betale skat af selve SUen medmindre hendes fradrag er højere end
SU beløbet. Hun kan jo også søge legater, få sig et mindre job ved siden
af udd., da hendes fribeløb forøges med ca. 20.000 pr. barn pr. år.
> Det ville så i praksis sige at HVIS vi flyttede sammen inden
> hun påbegyndte sin uddannelse ville jeg stå for at tjene
> en masse penge til hende og hendes børn som
> - uanset hvor meget jeg elsker dem og omvendt -
> stadigt ikke er mine børn.
Hmm, den lyder lidt negativt i mine ører. Hvis man bor sammen, tjener
man vel pengene til fælles fornøjelse. Hun får vel også en form for løn,
som hun bruger på dig og børnene.
>
> Når hun så bliver færdig med uddannelsen er det hendes plan at
> arbejde 30 timer om ugen, med andre ord ville det være
> - i mine øjne - unfair over for mig hvis det blev
> version 1. som beskrevet ovenfor.
Eller min model kan bruges..hun betaler hele sin løn til udgifter, og
hvad du har tilovers lever i af, uanset om det reelt er dine penge.
Et 30 timers job kan vel være lige så godt som et 37 timers? - Alt efter
lønnen. TRor ikke hun er ude på, at du skal føle det er unfair, nok mere
at hun gerne vil have tid sammen med sin familie. Alt skal jo gerne hænge
sammen, både økonomisk, men også familiemæssigt.
>
> Hvor imod jeg selv hælder mere til version 2.
> da den jo - igen i mine øjne - ville være mere fair.
>
> Man kan fortolke det på flere måder, en kunne være at
> hvis hun insisterer på version 1. at hun så godtager at jeg 'køber'
> mig fri af mit ansvar, og det er jeg ikke enig i, for jeg tager
> og skal nok tage mit ansvar for de nuværende og evt kommende
> børn. Eks. er det mig der er med på første skoledag etc.
Hvor er faderen til børnene henne i alt det her, med ansvar osv?
>
> Og jeg er også indforstået med at betale fælles husleje, vand,
> el, varme og madbudget.
> Det er når vi kommer til resten at jeg er i tvivl hvad der fair.
Tjaa, man skal vel ikke være indforstået med at betale...det er noget
man gør ?
>
> Mvh En Betænksom Stedfader
>
>
>
Mvh. She
Bodil Grove Christensen
"Papfaderen" <dk8008RE...@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:T520b.51617$Kb2.2...@news010.worldonline.dk...
> Hej der ude!
>
> Hvad og hvordan gør i andre derude når / hvis i flytter sammen
> med en der har to børn og i ikke selv har børn???
Herre Jemini!
Hvis du elsker hende - så lad jer være fælles om det hele,
også økonomien. Gift dig med hende, elsk hende og hendes
børn - hold nu op med alle de betænkeligheder.
Og hvorfor skulle hun ikke kunne tage et 30 timers job,
når hun er færdig? Ofte er det vel hende, der har det
meste at gøre derhjemme - eller hvad?
Carpe diem!
Mvh.Bodil.
John Sahl
> Hvad og hvordan gør i andre derude når / hvis i flytter sammen
> med en der har to børn og i ikke selv har børn???
Her i huset (mor+barn+papfar) er vi fælles om alt. Alt der
kommer ind går i samme bunke.
Det med at der er en i trpden der råder jer til at vente med
at få fælles økonomi til i er helt sikre på hinanden er i mine
øjne noget bullshit. For er der børn involveret flytter man i
mine øjne ikke sammen med mindre man er sikker på hvad
man vil. Så det er allerede afgjort der.
Hverken jeg eller min kæreste ville have det godt med at have
andet end totalt fælles økonomi. Det er VORES liv, vores penge.
Dermed ikke sagt at vi ikke bruger penge separat, vi gør det
bare i respekt for at man ikke længere er ene om at skulle leve
for dem og der også skal være til resten af familien.
--
John Sahl, Projektleder på MandeZonen.dk
Når du er træt af /Tidens Kvinder/
http://www.mandezonen.dk/
Sabina Hertzum
> Papfaderen <dk8008RE...@hotmail.com> wrote:
>> Hvad og hvordan gør i andre derude når / hvis i flytter sammen
>> med en der har to børn og i ikke selv har børn???
nu har min kæreste godt nok svaret*G* men jeg synes måske han mangler lidt
detaljer, så jeg uddyber lige*G*
> Her i huset (mor+barn+papfar) er vi fælles om alt. Alt der
> kommer ind går i samme bunke.
der er et barn mere her i huset på papfars side ;)
og økonomien er fælles men på sin vis stadig opdelt, dog meget
ligeligt........
husleje og mobilregning klarer john fra hans konto.... resten klarer jeg fra
min konto.....
rundt regnet lander begge beløb på nogenlunde det samme, og på den måde er
det rimelig ligeligt fordelt ;)
derudover har vi begge et rådighedsbeløb som dog er forskelligt efter
indkomst, for selvom min kæreste har en højere løn end jeg, så har jeg
udover min løn stadig indtægten ved mit barn i form af børnepenge og
børnebidrag....... ligesom min kæreste også har en ekstra udgift til sit
barn......
vi kører vores økonomi uafhængigt af hinanden kontomæssigt, men er fælles om
alt..... skal der handles bliver der ikke spekuleret i dine og mine
penge.... mangler bilen benzin betaler den der lige har pungen fremme....
den der har penge betaler, og længere er den altså ikke.....
> Det med at der er en i trpden der råder jer til at vente med
> at få fælles økonomi til i er helt sikre på hinanden er i mine
> øjne noget bullshit. For er der børn involveret flytter man i
> mine øjne ikke sammen med mindre man er sikker på hvad
> man vil. Så det er allerede afgjort der.
det er i mine øjne fattigt at flytte ind til en familie med et "dine og mine
penge" synspunkt.......
men en ting er sikkert, der skal et klart blik på økonomien..... mere for
at den ene ikke sidder med alle udgifterne og den anden med alle pengene....
det ender nemlig ofte galt...... og især når der er børn involveret, for de
skal jo under alle omstændigheder have tøj på kroppen......
dog skal man altid vise respekt for sin partner, og samarbejde om hvad
pengene skal gå til..... det kan godt tage lang tid at opnå et ordentligt
samarbejde, men det primære er at viljen er der.....
> Hverken jeg eller min kæreste ville have det godt med at have
> andet end totalt fælles økonomi. Det er VORES liv, vores penge.
nemlig!!!
> Dermed ikke sagt at vi ikke bruger penge separat, vi gør det
> bare i respekt for at man ikke længere er ene om at skulle leve
> for dem og der også skal være til resten af familien.
vi kan sagtens tage i byen hver for sig, men altid med den andens
accept...... vi kan sagtens handle impulsivt, men aldrig uden at have en
tanke på at ungerne altså også skal spise imorgen og resten af ugen......
--
Knus Sabina
www.MandeZonen.dk
Danmarks førende mandeportal.
Christina Puhakka Egholm
> Hvad og hvordan gør i andre derude når / hvis i flytter sammen
> med en der har to børn og i ikke selv har børn???
Her er der ingen papbørn med i spillet, men jeg tillader mig at svare
alligevel, da det lyder som om, du i det hele taget søger bud på,
hvordan økonomi og parforhold kan gå op i en højere enhed.
Vores økonomi kører efter samme princip som alt det praktiske i
husholdningen i øvrigt: den, der har bedst mulighed for at gøre noget,
gør det. Og det hvadenten det handler om indkøb, opvask, madlavning
eller at betale en regning. På den måde har vi i øvrigt aldrig haft
nogen af de "sædvanlige" konflikter om det praktiske. Det hænder
selvfølgelig, at en af os i perioder betaler mest eller gør mest rent,
men i sidste ende skal det såmænd nok gå nogenlunde lige op. Og gør det
ikke det, er det også ligemeget.
Så vi har ikke fælles økonomi - men heller ikke rigtigt adskilt økonomi.
Christina
Martin Edlich
> 1. Ved at ALLE de penge der tjenes i husstanden lægges i en pulje og
> det der evt. måtte være til overs deles lige over.... Eller
>
> 2. Ved at der er 3 budgetter, Hendes, Hans og det fælles budget.
> Hvor man hver måned hver især lægger et fast beløb til den fælles
> husførelse og så ellers hører resten ind under personligt forbrug,
> hvis der er noget tilbage.
Hvad havde du tænkt dig at bruge "dine" penge til?
--
MVH
Martin Edlich
Far til fem.
Heidi
> Hej der ude!
>
> Hvad og hvordan gør i andre derude når / hvis i flytter sammen
> med en der har to børn og i ikke selv har børn???
Nu har vi godt nok ingen børn boende fast, men du får lige
et input alligevel.
> Jeg mener Økonomisk, har i fælles økonomi eller delt op, som eks.
> sådan her:
>
> 1. Ved at ALLE de penge der tjenes i husstanden lægges i en pulje og
> det der evt. måtte være til overs deles lige over.... Eller
Det er den løsning der kommer tættest på vores måde at gøre det på.
Min kæreste tjener 4-5000 mere om måneden end jeg (før skat), men
al vores indtægt ryger ind på den samme konto (han har skiftet til min
bank i forbindelse med at vi flyttede sammen for 4 måneder siden).
Herfra betales samtlige vores fælles udgifter så, både faste og
knap så faste.
Jeg laver budget så vi hele tiden har styr på hvor mange penge der
skal til i hver måned, og ud fra det, og hvad der reelt er tilbage den
sidste i måneden, får vi så begge to overført det samme beløb som
"lommepenge", som vi kan bruge som vi lyster - til mobiltlf., tøj,
byture, pc-udstyr (det vi ikke lige får sneget ind i fællesbudgettet
:-),
osv.
Min kæreste arbejder ind i mellem lidt over, og de ekstra penge der
kommer ud af det, har han indtil nu selv fået, men det er da muligt
der bliver lavet om på det på et tidspunkt.
(Især fordi vi går på husjagt på et tidspunkt).
Vi er altså også fælles om børnebidraget til hans søn, samt de
ting og gaver vi køber til ham.
Jeg ved godt at vores situation ikke rigtig kan sammenlignes med
din, for det første fordi din kæreste har to børn boende hjemme,
hvilket jo unægteligt giver flere omkostninger end et børnebidrag
og de udgifter der er to gange om måneden, men nu fik du i
hvert fald endnu en historie om hvordan andre gør...
Jeg vil dog så også sige, at jeg føler jeg har været heldig med
en kæreste, som er tilfreds med at have det samme beløb til
sjov som mig, på trods af at han tjener mere.
Jeg har tidligere boet sammen med en, som tjente en del mere
end mig, eftersom jeg var på dimitenddagpengesats i en periode,
og der betalte vi det samme beløb til fælles udgifter, og havde så det
til privat forbrug, der var tilbage, og det var altså ikke meget for
mit vedkommende.
Men det er jo forskelligt hvordan man ser på det, og det gør det
selvfølgelig ikke nemmere at der er "andres" børn involveret.
Men jeg håber i finder den rette løsning :-)
--
Mvh. Heidi
Svar i gruppen og IKKE pr. mail!!!
"Time is fun when you're having flies" - Kermit
nilfri (4000)
news:T520b.51617$Kb2.2...@news010.worldonline.dk...
>
> Hvad og hvordan gør i andre derude når / hvis i flytter sammen
> med en der har to børn og i ikke selv har børn???
Kast dig ud i det - eller som en anden skrev: Carpe diem!
Eneste forbehold kunne være at lade være med at stifte fælles gæld, til I
for alvor har prøvet forholdet af.
Held og lykke!
mvh
Finn, Roskilde
Jens og Jannie
> Hej der ude!
>
> Hvad og hvordan gør i andre derude når / hvis i flytter sammen
> med en der har to børn og i ikke selv har børn???
>
Nu er jeg i den modsatte situation end dig, jeg har to børn og min kæreste
har ingen, og tro mig hvis jeg fik mistanke om, at hun tænkte ligesom dig,
så røg hun sq ud med det samme, men det er bare min mening.
Jeg menner ikke man i et kæreste forhold, kan gå og være bange for at blive
snydt, som et lille barn. det må da gælde om at alle sammenlagt har hvad de
skal bruge.
Kunne du forestille dig, at du sad og spiste en dejlig bøf, mens hun sad ved
siden af og spiste havregrød sammen med sine børn, fordi hun ikke havde råd
til andet.
Jens
Lisbeth Jacobsen
news:T520b.51617$Kb2.2...@news010.worldonline.dk...
> Hvad og hvordan gør i andre derude når / hvis i flytter sammen
> med en der har to børn og i ikke selv har børn???
>
> Jeg mener Økonomisk, har i fælles økonomi eller delt op, som eks. sådan
her:
Jeg har aldrig prøvet andet end at have "din", "min" og en "fælles" økonomi.
Og jeg har aldrig oplevet problemer med ordningen.
Min valg er derfor, at man finder ud af, hvad de fælles udgifter løber op i
og spytter hver især det beløb i den fælles kasse. Resten tilhører den, der
har tjent pengene. Og det er selvfølgelig vedkommendes eget valg, om de skal
bruges på computerspil, fælles rejser, middag i byen, modetøj, ny
mobiltelefon, ugeblade, biografture.....
Mvh. Lisbeth
Lisbeth Jacobsen
news:3f4232bd$0$32544$edfa...@dread16.news.tele.dk...
> Kunne du forestille dig, at du sad og spiste en dejlig bøf, mens hun sad
ved
> siden af og spiste havregrød sammen med sine børn, fordi hun ikke havde
råd
> til andet.
Man kunne jo vælge at madindkøb er en fælles udgift og sætte niveaet der,
hvor det passer begge. Så kan alle spise det samme sammen.
Men når det kommer til andre goder og nødvendigheder kan jeg da fint leve
med, at den ene har råd til A6 og Armani, men den anden må "nøjes" med HT og
H&M.
Mvh. Lisbeth
Bodil Grove Christensen
"Lisbeth Jacobsen" <jacobse...@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:3f427c40$1$
> Men når det kommer til andre goder og nødvendigheder kan jeg da fint leve
> med, at den ene har råd til A6 og Armani, men den anden må "nøjes" med HT
og
> H&M.
Det ville ikke være et ligeværdigt forhold.
Det er dømt til at mislykkes.
Mvh.Bodil.
Sabina Hertzum
>> Men når det kommer til andre goder og nødvendigheder kan jeg da fint
>> leve med, at den ene har råd til A6 og Armani, men den anden må
>> "nøjes" med HT og H&M.
>
>
> Det ville ikke være et ligeværdigt forhold.
> Det er dømt til at mislykkes.
enig..... de få gange jeg har oplevet et sådant forhold ( ikke at jeg
nogensinde ville være i et sådant, men som tilskuer) er parret brudt op
fordi den "fattige" part har følt sig som underhund og ikke som en
ligeværdig partner, udelukkende pga den økonomiske status.....
IMO bør alle forhold være økonomisk ligeværdige uagtet indtægt, ligesom alle
forhold bør være pligtmæssigt, og kærlighedsmæssigt og sexmæssigt
ligeværdige....... ellers vil den part af forholdet der ikke er ligeværdig
fylde for meget.......
nu ser jeg en stor helt i Dr Phil..... og i hans ord (dog modificeret til
emnet) så fylder en god økonomi 10 % i et forhold, mens en dårlig økonomi
fylder 90%.....
(de af jer der kender ham, ved han siger dette om det seksuelle forhold
partnere imellem*G*) dog mener jeg der er en ret stor sandhed i det.....
alt der påvirker forholdet negativt vil fylde alt for meget, og presser
dermed de kærlige følelser ud ;)
Stine
"John Sahl" <spam...@mandezonen.dk> wrote in message
news:Ek40b.51660$Kb2.2...@news010.worldonline.dk...
> Papfaderen <dk8008RE...@hotmail.com> wrote:
> > Hvad og hvordan gør i andre derude når / hvis i flytter sammen
> > med en der har to børn og i ikke selv har børn???
>
> Her i huset (mor+barn+papfar) er vi fælles om alt. Alt der
> kommer ind går i samme bunke.
>
>
> Hverken jeg eller min kæreste ville have det godt med at have
> andet end totalt fælles økonomi. Det er VORES liv, vores penge.
> Dermed ikke sagt at vi ikke bruger penge separat, vi gør det
> bare i respekt for at man ikke længere er ene om at skulle leve
> for dem og der også skal være til resten af familien.
Nu er det jo ikke alle mennesker der mener, at fordi man bor sammen, skal
alt være *vores*, som du skriver. At du ligefrem skriver "vores liv" giver
mig nærmest kuldegysninger....:~] Er I blevet til ét?
Men, det var en sidebemærkning. Hos os (samboende igennem 6 år), deles vi
ligeligt om de faste udgifter. Alt, hvad man har tilbage derefter er man
selv herre over. Manden køber som regel ind til alt det daglige - tilgengæld
står jeg for tøjindkøb til ungerne (og manden :)) Vi bestemmer således selv
vores ekstra *bidrag* til familien.
Der er vel ikke nogen grund til at være så nøjeregnende. At man ligefrem
skulle gemme regninger??? Pyh, jeg kan da godt forstå, at så mange
ægteskaber falder fra hinanden..
/Stine
John Sahl
> Nu er det jo ikke alle mennesker der mener, at fordi man bor sammen,
> skal alt være *vores*, som du skriver. At du ligefrem skriver "vores
> liv" giver mig nærmest kuldegysninger....:~] Er I blevet til ét?
Nej, vi er blevet at par, en familie, bestående af enestående individer.
> Men, det var en sidebemærkning. Hos os (samboende igennem 6 år),
> deles vi ligeligt om de faste udgifter. Alt, hvad man har tilbage
> derefter er man selv herre over. Manden køber som regel ind til alt
> det daglige - tilgengæld står jeg for tøjindkøb til ungerne (og
> manden :)) Vi bestemmer således selv vores ekstra *bidrag* til
> familien.
Jeg aner et pseudoregnskab der, for der er absolut ingen forskel
i det du beskriver i forhold til det jeg bekskrev i praksis, men det
er muligt at i rent psykisk har det bedre med at stille det op sådan.
> Der er vel ikke nogen grund til at være så nøjeregnende. At man
> ligefrem skulle gemme regninger??? Pyh, jeg kan da godt forstå, at så
> mange ægteskaber falder fra hinanden..
Det er vi helt enige i.
John Sahl
> Stine <unk...@unknown.dk> wrote:
>> Der er vel ikke nogen grund til at være så nøjeregnende. At man
>> ligefrem skulle gemme regninger??? Pyh, jeg kan da godt forstå, at så
>> mange ægteskaber falder fra hinanden..
>
> Det er vi helt enige i.
Jeg glemte dog helt at spørge hvor du fik det fra med at gemme
regninger, det er i al fald ikke fra mit indlæg eller min dagligdag
Nette
"Jens og Jannie" skrev i en meddelelse
news:3f4232bd$0$32544$edfa...@dread16.news.tele.dk...
> Kunne du forestille dig, at du sad og spiste en dejlig bøf, mens hun sad
ved
> siden af og spiste havregrød sammen med sine børn, fordi hun ikke havde
råd
> til andet.
Nu kunne man jo lade madbugdettet indgå i en fast udgift, sådan man kan
spise samlet og det samme.
Hos os er det f.eks. sådan at jeg helst vil gå i noget tøj, der er noget
dyrere end min kæreste vil. Det ville være urimeligt, hvis han skulle spæde
til der.
Han er storsamler af f.eks. videobånd og ligeledes køber han meget
computerudstyr. Det ville være lige så urimeligt, hvis jeg skulle være med
til at betale det.
Når vores fælles udgifter er betalt, kan vi hver i sær vælge, hvad vores
penge skal bruges til. Så er der slet ikke de problemer med at man skal
spørge hinanden, før man køber noget.
Nette
Sabina Hertzum
> Nu kunne man jo lade madbugdettet indgå i en fast udgift, sådan man
> kan spise samlet og det samme.
dermed vil det jo stadig ende med at parten uden børn betaler mere end
parten med børn, gennemsnitligt.......
> Hos os er det f.eks. sådan at jeg helst vil gå i noget tøj, der er
> noget dyrere end min kæreste vil. Det ville være urimeligt, hvis han
> skulle spæde til der.
ville det?? har din kæreste ikke også glæde af at du glæder dig over at gå i
det tøj du ønsker og bliver glad af??
> Han er storsamler af f.eks. videobånd og ligeledes køber han meget
> computerudstyr. Det ville være lige så urimeligt, hvis jeg skulle
> være med til at betale det.
har du ikke også glæde af at se din mand bruge penge på¨noget der har hans
interesse?
> Når vores fælles udgifter er betalt, kan vi hver i sær vælge, hvad
> vores penge skal bruges til. Så er der slet ikke de problemer med at
> man skal spørge hinanden, før man køber noget.
hvordan finder i så ud af det hvis en af jer ikke tænker over at der altså
skal købes mad også sidst på måneden?
her i huset spørger vi skam heller ikke om "lov" for at købe noget........
men vi udviser respekt for hinanden, ved at gennemtænke situationen inden vi
ender i den......
dvs hvis min kæreste har lyst til at købe et grafikkort til compen der
koster 1500 kr, så overvejer han lige, om vi i fællesskab kan undvære de
1500 kr, eller om den udgift i sidste ende vil røre vores madbudget eller
tøjudgifter.....
ligesom jeg overvejer en ekstra gang om vi har råd til at jeg bruger 500 kr
på et sæt acrylnegle (+300 hvis de skal vedligeholdes).....
hvis vi ikke tænkte over det på den måde, ville vi ende med at den ene havde
brugt alle pengene, uden omtanke, og dermed skal den anden dække de
almindelige udgifter resten af måneden...... og de ekstra udgifter der evt
måtte være..... hvis den anden part da har været snu nok til at tænke så
langt, eller måske gemte pengene til en stor personlig udgift, som så måtte
udsættes pga den andens tankeløshed ;)
men hver familie må jo gøre hvad der fungerer for dem....... desværre har
jeg bare flere gange set økonomisk uligevægtige forhold gå i stykker fordi
fyren (som jo oftest tjener mere end kvinden) drager i byen hver weekend med
gutterne "fordi han har råd", hvor kæresten må sidde derhjemme foran
flimmerkassen fordi hun ikke har råd......
i de to langvarige forhold jeg har haft har vi altid haft fælles økonomi, og
og i mit nuværende startede det faktisk allerede inden vi flyttede
sammen...... forstået på den måde, at skulle jeg handle ind til min søn,
havde min kæreste ingen skrubler ved at hive pungen op og betale for de ting
jeg havde besluttet at købe.......
Nette
"Sabina Hertzum" skrev i en meddelelse
news:xrw0b.52122$Kb2.2...@news010.worldonline.dk...
> dermed vil det jo stadig ende med at parten uden børn betaler mere end
> parten med børn, gennemsnitligt.......
Hvorfor dog det? Man kan sagtens have en kasse, hvoraf man køber ind, hvor
den ene spæder lidt mere til end den anden.
> ville det?? har din kæreste ikke også glæde af at du glæder dig over at gå
i
> det tøj du ønsker og bliver glad af??
Han er fuldstændig ligeglad med hvilket tøj jeg går i. Hvis det stod til
hans natur, så valgte jeg ligesom ham det billigste.
Det er mit ekstra forbrug, det må jeg så sandelig selv betale.
> har du ikke også glæde af at se din mand bruge penge på¨noget der har hans
> interesse?
Både og. Jeg ville godt nok brokke mig, hvis jeg gentagne gange skulle være
med til at betale hans udstyr. Hvis det havde været vores fælles kasse de
penge blev taget fra, ville jeg mene, de kunne være brugt meget bedre.
> hvordan finder i så ud af det hvis en af jer ikke tænker over at der altså
> skal købes mad også sidst på måneden?
Vi smider pengene i hver den 1. og der er altid en lille klat tilbage når
måneden er omme. Vi kan også sagtens gå ud og spise for de penge....
I starten gjorde vi det, jeg startede med at foreslå, - at gemme
regningerne, sådan vi kunne danne os et madbudget. Efter nogle måneder lå
det helt fast, hvilket beløb vi aldrig kom op over, og så satte vi os på
det.
> men hver familie må jo gøre hvad der fungerer for dem....... desværre har
> jeg bare flere gange set økonomisk uligevægtige forhold gå i stykker fordi
> fyren (som jo oftest tjener mere end kvinden) drager i byen hver weekend
med
> gutterne "fordi han har råd", hvor kæresten må sidde derhjemme foran
> flimmerkassen fordi hun ikke har råd......
Det vil jeg så aldrig kunne forestille mig kunne ske for os. Vi tjener
nogenlunde lige meget, og hvis den ene hellere vil bruge sine penge på div.
ting og sager end at f.eks. gå i byen for dem, så er det helt op til
vedkommende selv.
Nette
Sabina Hertzum
> "Sabina Hertzum" skrev i en meddelelse
> news:xrw0b.52122$Kb2.2...@news010.worldonline.dk...
>> dermed vil det jo stadig ende med at parten uden børn betaler mere
>> end parten med børn, gennemsnitligt.......
>
> Hvorfor dog det? Man kan sagtens have en kasse, hvoraf man køber ind,
> hvor den ene spæder lidt mere til end den anden.
ja det kan man...... og det fungerer sikkert udemærket for nogle, men nu er
det udgangspunkt i denne tråd at manden uden børn tjener flest penge, og
kvinden med børn sikkert kommer på SU, hvilket jo gør det noget nær umuligt
for dem at spæde ligeligt til......
>> ville det?? har din kæreste ikke også glæde af at du glæder dig over
>> at gå i det tøj du ønsker og bliver glad af??
>
> Han er fuldstændig ligeglad med hvilket tøj jeg går i. Hvis det stod
> til hans natur, så valgte jeg ligesom ham det billigste.
> Det er mit ekstra forbrug, det må jeg så sandelig selv betale.
ok jeg er nødt til at spørge på en andem måde.....
bliver du gladere af at købe det dyrere tøj?
påvirker den glæde ikke sekundært din kæreste?
har han så ikke også glæde af at du får det tøj du gerne vil have?
>> har du ikke også glæde af at se din mand bruge penge på¨noget der
>> har hans interesse?
>
> Både og. Jeg ville godt nok brokke mig, hvis jeg gentagne gange
> skulle være med til at betale hans udstyr. Hvis det havde været vores
> fælles kasse de penge blev taget fra, ville jeg mene, de kunne være
> brugt meget bedre.
tror du ikke din kæreste ville bruge lidt mere omtanke hvis det var fra
jeres fælles kasse?
>> hvordan finder i så ud af det hvis en af jer ikke tænker over at der
>> altså skal købes mad også sidst på måneden?
>
> Vi smider pengene i hver den 1. og der er altid en lille klat tilbage
> når måneden er omme. Vi kan også sagtens gå ud og spise for de
> penge....
> I starten gjorde vi det, jeg startede med at foreslå, - at gemme
> regningerne, sådan vi kunne danne os et madbudget. Efter nogle
> måneder lå det helt fast, hvilket beløb vi aldrig kom op over, og så
> satte vi os på det.
hvilket jo også er fint nok, for nogle......
>> men hver familie må jo gøre hvad der fungerer for dem.......
>> desværre har jeg bare flere gange set økonomisk uligevægtige forhold
>> gå i stykker fordi fyren (som jo oftest tjener mere end kvinden)
>> drager i byen hver weekend med gutterne "fordi han har råd", hvor
>> kæresten må sidde derhjemme foran flimmerkassen fordi hun ikke har
>> råd......
>
> Det vil jeg så aldrig kunne forestille mig kunne ske for os. Vi tjener
> nogenlunde lige meget, og hvis den ene hellere vil bruge sine penge
> på div. ting og sager end at f.eks. gå i byen for dem, så er det helt
> op til vedkommende selv.
igen er jeg nødt til at gå tilbage til udgangspunktet...... sådan lidt bredt
set, hvordan tror du kæresten ville synes det var særligt fedt at hun skulle
sidde med sin skaldede SU og skulle betale 3/4 dele af husholdningen, når
han tjener så rigeligt til at de alle kan spise godt, og ingen behøver gå i
"hand me downs"......
Uffe Bærentsen
"Papfaderen" <dk8008RE...@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:T520b.51617$Kb2.2...@news010.worldonline.dk...
> Hej der ude!
>
> Hvad og hvordan gør i andre derude når / hvis i flytter sammen
> med en der har to børn og i ikke selv har børn???
Flyttede sammen med en der havde 2 børn.
Jeg havde selv 1 fra tidligere forhold.
> Jeg mener Økonomisk, har i fælles økonomi eller delt op, som eks. sådan
her:
>
> 1. Ved at ALLE de penge der tjenes i husstanden lægges i en pulje og
> det der evt. måtte være til overs deles lige over.... Eller
>
> 2. Ved at der er 3 budgetter, Hendes, Hans og det fælles budget.
> Hvor man hver måned hver især lægger et fast beløb til den fælles
> husførelse og så ellers hører resten ind under personligt forbrug,
> hvis der er noget tilbage.
>
> Eller en hel 3'je løsning?
Det blev 'En helt 3. model'
> Jeg spørger fordi at jeg står i denne situation....
>
> Jeg har mødt kvinden i mit liv, vi mødte hinanden lidt sent så
> hun havde nået at få 2 børn inden vi mødtes.
>
> Jeg elsker hende og begge hendes børn.
>
> Men så kommer vi til økonomien:
>
> Lige nu bor jeg på et lejet værelse og hun bor sammen med
> børnene på samme måde som inden vi mødtes.
> Og det fungerer fint.
Jeg boede på et lejet værelse, men flyttede kort efter ind ved kæresten (på
det tidspunkt) og ungerne.
> MEN når / hvis vi flytter sammen snakker hun om at starte på
> en uddannelse der varer 3 ½ år, og det er på SU.
>
> Det ville så i praksis sige at HVIS vi flyttede sammen inden
> hun påbegyndte sin uddannelse ville jeg stå for at tjene
> en masse penge til hende og hendes børn som
> - uanset hvor meget jeg elsker dem og omvendt -
> stadigt ikke er mine børn.
>
> Når hun så bliver færdig med uddannelsen er det hendes plan at
> arbejde 30 timer om ugen, med andre ord ville det være
> - i mine øjne - unfair over for mig hvis det blev
> version 1. som beskrevet ovenfor.
Vi havde begge taget en uddannelse.
Jeg havde studiegæld, hun ingen.
> Hvor imod jeg selv hælder mere til version 2.
> da den jo - igen i mine øjne - ville være mere fair.
>
> Man kan fortolke det på flere måder, en kunne være at
> hvis hun insisterer på version 1. at hun så godtager at jeg 'køber'
> mig fri af mit ansvar, og det er jeg ikke enig i, for jeg tager
> og skal nok tage mit ansvar for de nuværende og evt kommende
> børn. Eks. er det mig der er med på første skoledag etc.
>
> Og jeg er også indforstået med at betale fælles husleje, vand,
> el, varme og madbudget.
> Det er når vi kommer til resten at jeg er i tvivl hvad der fair.
Modellen blev i vores tilfælde som følger:
Alle pengene kom i en fælles kasse.
Det skal lige bemærkes at vi siden er gået hen og blevet gift.
Har købt hus sammen.
Fået 1 fælles barn.
Vi har stadig separate konti, men kun af praktiske hensyn.
Alle udgifter bliver fordelt, om det bliver fordelt ligeligt eller ej ved
jeg faktisk ikke.
Det skal lige bemærkes at mange af vores faste udgifter kører over PBS, fra
separate konti.
Det overskud der er der når måneden er omme kommer på en opsparing, der
bliver ikke kigget på hvor meget der komme fra hvilken konto.
Vi spørger faktisk sjældent hinanden om jeg eller hun må købe den eller den
ting.
Forklaringen på dette er nok at vi begge føler et ansvar for at det lagte
budget skal holde (det er hende der styrer regnskabet).
Jeg er meget godt tilfreds med den model vi har valgt (jeg slipper for
regnskabet).
mvh Uffe Bærentsen
SE
> men hver familie må jo gøre hvad der fungerer for dem....... desværre har
> jeg bare flere gange set økonomisk uligevægtige forhold gå i stykker fordi
> fyren (som jo oftest tjener mere end kvinden) drager i byen hver weekend
med
> gutterne "fordi han har råd", hvor kæresten må sidde derhjemme foran
> flimmerkassen fordi hun ikke har råd......
Det lyder som min søsters nuværende forhold........ Hun er på SU og han er
voksenlærling, og tjener altså en del mere end hende. De har boet sammen i
over 3 år, og deler alle faste udgifter lige over, samt lægger 1000 kr. hver
til mad/toiletartikler/el-pærer o.s.v. pr. måned. Når det er gjort, har min
søster ikke meget tilbage til sig selv, med det resultat at hun må låne af
sin kæreste. Og jeg mener seriøst at pengene skal betales tilbage den 1.
Vi ville på et tidspunkt i biografen på en double-date og det var sidst på
måneden og min søster mente ikke hun havde råd, hvorefter kæresten tilbød
hende at LÅNE pengene til biografbilletten. Så har de et fint regnskab
hjemme på køleskabet, hvor min søster kan se hvor meget hun skylder sin
kæreste til den 1.
Det er for mig at se et forhold dømt til at mislykkes før eller siden. Hvad
så hvis de får børn........ Hvem skal så betale deres tøj? Skal det også
tages fra en fælles pulje?
Millimeterdemokrati hører IKKE hjemme i et fast parforhold efter min mening.
/se
Sabina Hertzum
> Vi ville på et tidspunkt i biografen på en double-date og det var
> sidst på måneden og min søster mente ikke hun havde råd, hvorefter
> kæresten tilbød hende at LÅNE pengene til biografbilletten. Så har de
> et fint regnskab hjemme på køleskabet, hvor min søster kan se hvor
> meget hun skylder sin kæreste til den 1.
>
> Det er for mig at se et forhold dømt til at mislykkes før eller
> siden. Hvad så hvis de får børn........ Hvem skal så betale deres
> tøj? Skal det også tages fra en fælles pulje?
>
> Millimeterdemokrati hører IKKE hjemme i et fast parforhold efter min
> mening.
HØRT! og tak for en god beskrivelse af hvad jeg er enig med dig i, et
forhold der er dømt til at mislykkedes.......
Henrik Andersen
"Nette" <nettes...@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:3f40bfb3$0$24657$edfa...@dread14.news.tele.dk...
Henrik Andersen
"Katja Lykkegaard Andersen" <Bl...@c4-llife.dk> skrev i en meddelelse
news:3f40c2a4$0$5155$edfa...@dread11.news.tele.dk...
Henrik Andersen
"She" <pffshere...@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:Xns93DB909357E3B...@212.88.64.226...
Henrik Andersen
"Bodil Grove Christensen" <grov...@fjerndettetdcadsl.dk> skrev i en
meddelelse news:3f40cce7$0$24655$edfa...@dread14.news.tele.dk...
Henrik Andersen
> > Her i huset (mor+barn+papfar) er vi fælles om alt. Alt der
> > kommer ind går i samme bunke.
> >
> <snip>
> >
> > Hverken jeg eller min kæreste ville have det godt med at have
> > andet end totalt fælles økonomi. Det er VORES liv, vores penge.
> > Dermed ikke sagt at vi ikke bruger penge separat, vi gør det
> > bare i respekt for at man ikke længere er ene om at skulle leve
> > for dem og der også skal være til resten af familien.
>
> Nu er det jo ikke alle mennesker der mener, at fordi man bor sammen, skal
> alt være *vores*, som du skriver. At du ligefrem skriver "vores liv" giver
> mig nærmest kuldegysninger....:~] Er I blevet til ét?
>
længe og grundigt
over tingene...
Og nej, jeg er bestemt ikke som de andre, hvis vi eks. fik fælles økonomi
kan jeg mærke at hun
skulle stå regnskab for ALT hvad hun foretog sig økonomisk.
Hvis vi der imod fik fælles budget, eller at jeg betalte hende et fast beløb
om måneden og at de penge så gik til husleje og etc.
Det sidste ville jeg have det super med, hun er et geni til at finde tingene
til de bedste priser
og steder....
Vi bestemmer således selv
> vores ekstra *bidrag* til familien.
>
Enig, fornuftigt...
> Der er vel ikke nogen grund til at være så nøjeregnende. At man ligefrem
> skulle gemme regninger??? Pyh, jeg kan da godt forstå, at så mange
> ægteskaber falder fra hinanden..
>
Samme her....
Henrik Andersen
"Christina Puhakka Egholm" <find.a...@andetsteds.dk> skrev i en
meddelelse news:bhqr39$f37$1...@sunsite.dk...
Henrik Andersen
"Martin Edlich" <news...@mail.edlich.dk> skrev i en meddelelse
news:pan.2003.08.18....@mail.edlich.dk...
Henrik Andersen
"nilfri (4000)" <ne...@pq.dk> skrev i en meddelelse
news:3f41c783$0$13223$edfa...@dread15.news.tele.dk...
Henrik Andersen
> Det er den løsning der kommer tættest på vores måde at gøre det på.
> Min kæreste tjener 4-5000 mere om måneden end jeg (før skat), men
> al vores indtægt ryger ind på den samme konto (han har skiftet til min
> bank i forbindelse med at vi flyttede sammen for 4 måneder siden).
> Herfra betales samtlige vores fælles udgifter så, både faste og
> knap så faste.
> Jeg laver budget så vi hele tiden har styr på hvor mange penge der
> skal til i hver måned, og ud fra det, og hvad der reelt er tilbage den
> sidste i måneden, får vi så begge to overført det samme beløb som
> "lommepenge", som vi kan bruge som vi lyster - til mobiltlf., tøj,
> byture, pc-udstyr (det vi ikke lige får sneget ind i fællesbudgettet
> :-),
> osv.
Ok....
> Min kæreste arbejder ind i mellem lidt over, og de ekstra penge der
> kommer ud af det, har han indtil nu selv fået,
Fair nok :-)
men det er da muligt
> der bliver lavet om på det på et tidspunkt.
Ok....
> (Især fordi vi går på husjagt på et tidspunkt).
>
> Vi er altså også fælles om børnebidraget til hans søn, samt de
> ting og gaver vi køber til ham.
>
> Jeg ved godt at vores situation ikke rigtig kan sammenlignes med
> din, for det første fordi din kæreste har to børn boende hjemme,
> hvilket jo unægteligt giver flere omkostninger end et børnebidrag
> og de udgifter der er to gange om måneden, men nu fik du i
> hvert fald endnu en historie om hvordan andre gør...
Tak for det....
>
> Jeg vil dog så også sige, at jeg føler jeg har været heldig med
> en kæreste, som er tilfreds med at have det samme beløb til
> sjov som mig, på trods af at han tjener mere.
Jep, det må man sige...
> Jeg har tidligere boet sammen med en, som tjente en del mere
> end mig, eftersom jeg var på dimitenddagpengesats i en periode,
> og der betalte vi det samme beløb til fælles udgifter, og havde så det
> til privat forbrug, der var tilbage, og det var altså ikke meget for
> mit vedkommende.
Ok....
>
> Men det er jo forskelligt hvordan man ser på det, og det gør det
> selvfølgelig ikke nemmere at der er "andres" børn involveret.
Næe, der skal tages lidt højde for tingene...
> Men jeg håber i finder den rette løsning :-)
>
Det gør jeg også, takker for inputtet....
Henrik Andersen
Jeg mener, hvis min Kæreste tjener mere end mig er det da nok fordi at hun
har fortjent det,
det betyder jo ikke at at jeg skal rippe og flå hende økonomisk, vel?
Hvis man ikke selv tjener nok må man jo ændre på det...
"Lisbeth Jacobsen" <jacobse...@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:3f427c40$1$26606$ba62...@nntp04.dk.telia.net...
Henrik Andersen
Jeg mener, hvis min Kæreste tjener mere end mig er det da nok fordi at hun
har fortjent det, det betyder jo ikke at at jeg skal rippe og flå hende
økonomisk, vel?
Hvis man ikke selv tjener nok må man jo ændre på det...
"Bodil Grove Christensen" <grov...@fjerndettetdcadsl.dk> skrev i en
meddelelse news:3f427dbc$0$24665$edfa...@dread14.news.tele.dk...
Henrik Andersen
Takker for inputtet...
"Nette" <nettes...@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:3f428d05$0$5161$edfa...@dread11.news.tele.dk...
Henrik Andersen
> > Nu kunne man jo lade madbugdettet indgå i en fast udgift, sådan man
> > kan spise samlet og det samme.
>
> dermed vil det jo stadig ende med at parten uden børn betaler mere end
> parten med børn, gennemsnitligt.......
Ikke hvis jeg har forstået det rigtigt...
Man betaler det samme, men at der er forskel på hvad man tjener er jo en
helt anden ting...
>
> > Hos os er det f.eks. sådan at jeg helst vil gå i noget tøj, der er
> > noget dyrere end min kæreste vil. Det ville være urimeligt, hvis han
> > skulle spæde til der.
>
> > Han er storsamler af f.eks. videobånd og ligeledes køber han meget
> > computerudstyr. Det ville være lige så urimeligt, hvis jeg skulle
> > være med til at betale det.
100% enig...
> > Når vores fælles udgifter er betalt, kan vi hver i sær vælge, hvad
> > vores penge skal bruges til. Så er der slet ikke de problemer med at
> > man skal spørge hinanden, før man køber noget.
Ja, det er vigtigt at få en funktionabel ordning på det,
det er grund til megen bekymring i mange forhold....
>
> hvordan finder i så ud af det hvis en af jer ikke tænker over at der altså
> skal købes mad også sidst på måneden?
>
> men hver familie må jo gøre hvad der fungerer for dem.......
Enig....
>
> www.MandeZonen.dk
> Danmarks førende mandeportal.
>
>
Sabina Hertzum
> Nej da, se nedenstående....
>
> Jeg mener, hvis min Kæreste tjener mere end mig er det da nok fordi
> at hun har fortjent det, det betyder jo ikke at at jeg skal rippe og
> flå hende økonomisk, vel?
hvem taler om at flå hinanden??
det eneste der er tale om her er at få et ligeværdigt forhold....... det
opnår man ikke hvis man har milimeter demokrati som på månedlig basis
nedgraderer den ene partner....
> Hvis man ikke selv tjener nok må man jo ændre på det...
det kan være svært når man gerne vil have sig en uddannelse....
hvis din kæreste nu er snu så søger hun revalidering nu, og starter på
uddannelsen inden i flytter sammen, da hun så vil være berettiget til en
væsentlig højere indtægt, og ikke vil være så afhængig af dig.....
som jeg har sagt andetsteds i denne tråd, ville jeg aldrig overveje to gange
at flytte sammen med en mand der ikke er villig til at være i forholdet på
lige vilkår og hjælpe hvor det er nødvendigt.....
Henrik Andersen
"SE" <bla...@plidderpladder.dk> skrev i en meddelelse
news:KlK0b.67259$zL....@news1.bredband.com...
Henrik Andersen
"Nette" <nettes...@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:3f430f05$0$97231$edfa...@dread12.news.tele.dk...
>
> "Sabina Hertzum" skrev i en meddelelse
> news:xrw0b.52122$Kb2.2...@news010.worldonline.dk...
> > dermed vil det jo stadig ende med at parten uden børn betaler mere end
> > parten med børn, gennemsnitligt.......
>
> Hvorfor dog det? Man kan sagtens have en kasse, hvoraf man køber ind, hvor
> den ene spæder lidt mere til end den anden.
Ja, selvfølgeligt....
>
> > ville det?? har din kæreste ikke også glæde af at du glæder dig over at
gå
> i
> > det tøj du ønsker og bliver glad af??
>
> Han er fuldstændig ligeglad med hvilket tøj jeg går i. Hvis det stod til
> hans natur, så valgte jeg ligesom ham det billigste.
> Det er mit ekstra forbrug, det må jeg så sandelig selv betale.
Fair nok, allerhelst så jeg at min kæreste kun havde tøj på UDENFOR
hjemmet...
>
> > har du ikke også glæde af at se din mand bruge penge på¨noget der har
hans
> > interesse?
>
> Både og. Jeg ville godt nok brokke mig, hvis jeg gentagne gange skulle
være
> med til at betale hans udstyr.
Det kan jeg godt forstå...
Hvis det havde været vores fælles kasse de
> penge blev taget fra, ville jeg mene, de kunne være brugt meget bedre.
Samme her....
>
> > hvordan finder i så ud af det hvis en af jer ikke tænker over at der
altså
> > skal købes mad også sidst på måneden?
>
> Vi smider pengene i hver den 1. og der er altid en lille klat tilbage når
> måneden er omme. Vi kan også sagtens gå ud og spise for de penge....
> I starten gjorde vi det, jeg startede med at foreslå, - at gemme
> regningerne, sådan vi kunne danne os et madbudget. Efter nogle måneder lå
> det helt fast, hvilket beløb vi aldrig kom op over, og så satte vi os på
> det.
Det lyder som noget der virker...
>
> > men hver familie må jo gøre hvad der fungerer for dem....... desværre
har
> > jeg bare flere gange set økonomisk uligevægtige forhold gå i stykker
fordi
> > fyren (som jo oftest tjener mere end kvinden) drager i byen hver weekend
> med
> > gutterne "fordi han har råd", hvor kæresten må sidde derhjemme foran
> > flimmerkassen fordi hun ikke har råd......
>
> Det vil jeg så aldrig kunne forestille mig kunne ske for os.
Heller ikke her....
Vi tjener
> nogenlunde lige meget, og hvis den ene hellere vil bruge sine penge på
div.
> ting og sager end at f.eks. gå i byen for dem, så er det helt op til
> vedkommende selv.
Enig...
>
> Nette
>
>
Sabina Hertzum
>>> Nu kunne man jo lade madbugdettet indgå i en fast udgift, sådan man
>>> kan spise samlet og det samme.
>>
>> dermed vil det jo stadig ende med at parten uden børn betaler mere
>> end parten med børn, gennemsnitligt.......
>
> Ikke hvis jeg har forstået det rigtigt...
> Man betaler det samme, men at der er forskel på hvad man tjener er jo
> en helt anden ting...
hvis du og din kæreste begge to putter X antal kroner i en fælles kasse,
uafhængigt af at din kæreste tjener Y og du tjener K, så vil det STADIG
blive dig der betaler mere i helheden, da din kæreste jo har to børn med i
forholdet, som du så hjælper med at brødføde......
skal det fordeles ligeligt efter antal mennesker i familien vil fordelingen
hedde 3 dele til din kæreste og 1 del til dig........
>>> Når vores fælles udgifter er betalt, kan vi hver i sær vælge, hvad
>>> vores penge skal bruges til. Så er der slet ikke de problemer med at
>>> man skal spørge hinanden, før man køber noget.
>
> Ja, det er vigtigt at få en funktionabel ordning på det,
> det er grund til megen bekymring i mange forhold....
kun hvis man tillader det at blive det......
Henrik Andersen
"Lisbeth Jacobsen" <jacobse...@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:3f427c40$0$26606$ba62...@nntp04.dk.telia.net...
> "Papfaderen" <dk8008RE...@hotmail.com> skrev i en meddelelse
> news:T520b.51617$Kb2.2...@news010.worldonline.dk...
>
> > Hvad og hvordan gør i andre derude når / hvis i flytter sammen
> > med en der har to børn og i ikke selv har børn???
> >
> her:
>
økonomi.
> Og jeg har aldrig oplevet problemer med ordningen.
Det er dejligt at høre for det er sådan jeg ser på det...
>
> Min valg er derfor, at man finder ud af, hvad de fælles udgifter løber op
i
> og spytter hver især det beløb i den fælles kasse. Resten tilhører den,
der
> har tjent pengene.
Og det må da siges at være fair...
Og det er selvfølgelig vedkommendes eget valg, om de skal
> bruges på computerspil, fælles rejser, middag i byen, modetøj, ny
> mobiltelefon, ugeblade, biografture.....
Det er jo det det er...
>
> Mvh. Lisbeth
>
>
>
>
Henrik Andersen
"Sabina Hertzum" <sab...@mandezonen.dk> skrev i en meddelelse
news:H1M0b.52339$Kb2.2...@news010.worldonline.dk...
> Henrik Andersen wrote:
> >>> Nu kunne man jo lade madbugdettet indgå i en fast udgift, sådan man
> >>> kan spise samlet og det samme.
> >>
> >> dermed vil det jo stadig ende med at parten uden børn betaler mere
> >> end parten med børn, gennemsnitligt.......
> >
> > Ikke hvis jeg har forstået det rigtigt...
> > Man betaler det samme, men at der er forskel på hvad man tjener er jo
> > en helt anden ting...
>
> hvis du og din kæreste begge to putter X antal kroner i en fælles kasse,
> uafhængigt af at din kæreste tjener Y og du tjener K, så vil det STADIG
> blive dig der betaler mere i helheden, da din kæreste jo har to børn med i
> forholdet, som du så hjælper med at brødføde......
> skal det fordeles ligeligt efter antal mennesker i familien vil
fordelingen
> hedde 3 dele til din kæreste og 1 del til dig........
Ok, du har fat i noget der....
>
> >>> Når vores fælles udgifter er betalt, kan vi hver i sær vælge, hvad
> >>> vores penge skal bruges til. Så er der slet ikke de problemer med at
> >>> man skal spørge hinanden, før man køber noget.
> >
> > Ja, det er vigtigt at få en funktionabel ordning på det,
> > det er grund til megen bekymring i mange forhold....
>
> kun hvis man tillader det at blive det......
Nemlig, derfor denne tråd...
Henrik Andersen
"Sabina Hertzum" <sab...@mandezonen.dk> skrev i en meddelelse
news:n%L0b.52336$Kb2.2...@news010.worldonline.dk...
> Henrik Andersen wrote:
> > Nej da, se nedenstående....
> >
> > Jeg mener, hvis min Kæreste tjener mere end mig er det da nok fordi
> > at hun har fortjent det, det betyder jo ikke at at jeg skal rippe og
> > flå hende økonomisk, vel?
>
> hvem taler om at flå hinanden??
Det var bare et eksempel, det det egentligt handler om er vel
at tage sit økonomiske ansvar, altså nok til at man ikke balaster den anden
unødigt...
> > Hvis man ikke selv tjener nok må man jo ændre på det...
>
> det kan være svært når man gerne vil have sig en uddannelse....
> hvis din kæreste nu er snu så søger hun revalidering nu, og starter på
> uddannelsen inden i flytter sammen, da hun så vil være berettiget til en
> væsentlig højere indtægt, og ikke vil være så afhængig af dig.....
Takker for DET tip :-)
Søger snart selv revalidering...
>
> som jeg har sagt andetsteds i denne tråd, ville jeg aldrig overveje to
gange
> at flytte sammen med en mand der ikke er villig til at være i forholdet på
> lige vilkår og hjælpe hvor det er nødvendigt.....
Man er jo i forholdet på lige vilkår, der er nogle udgifter der skal dækkes
og det må begge parter sørge for, ikke kun den ene...
Og jeg ville ikke overveje at flytte sammen med en økonomisk belastende
kvinde...
Uanset hvor meget jeg ellers elskede hende...
Lisbeth Jacobsen
meddelelse news:3f427dbc$0$24665$edfa...@dread14.news.tele.dk...
> Det ville ikke være et ligeværdigt forhold.
> Det er dømt til at mislykkes.
Hvorfor er det det?
I de fleste forhold ER det faktisk sådan, at manden tjener mest.
Masser af kvinder kan tydeligvis leve med, at de ikke personligt kan skaffe
sig råd til mere end HT og H&M selv om manden kan skaffe til A6 og Armani.
Mvh.
Lisbeth
Nette
"Sabina Hertzum" skrev i en meddelelse
> ja det kan man...... og det fungerer sikkert udemærket for nogle, men nu
er
> det udgangspunkt i denne tråd at manden uden børn tjener flest penge, og
> kvinden med børn sikkert kommer på SU, hvilket jo gør det noget nær
umuligt
> for dem at spæde ligeligt til......
Selvfølgelig er det muligt at spæde ligeligt til til mad, husleje osv. SU er
ikke betinget af den samboendes indtægt. HVad ville hun have gjort, hvis hun
havde været alene? Så skulel hun jo selv betale maden for hende og to børn.
> ok jeg er nødt til at spørge på en andem måde.....
> bliver du gladere af at købe det dyrere tøj?
Gladere og gladere, jeg føler mig bedre tilpas...Men ved godt hvor du vil
hen. :-)
> påvirker den glæde ikke sekundært din kæreste?
> har han så ikke også glæde af at du får det tøj du gerne vil have?
Det gør det måske, men fordi jeg har den lidenskab, skal min kæreste da slet
ike betale for at se mig "glad". Det er da MIT problem.
> tror du ikke din kæreste ville bruge lidt mere omtanke hvis det var fra
> jeres fælles kasse?
Måske, men det ville da være uretfærdig, hvis han tjente mere end mig og
skulle holde sig selv tilbage fra sin store lidenskab pga. min indtægt.
Han skal da have lov til at samle det han ved for de penge, som han selv
tjener.
> igen er jeg nødt til at gå tilbage til udgangspunktet...... sådan lidt
bredt
> set, hvordan tror du kæresten ville synes det var særligt fedt at hun
skulle
> sidde med sin skaldede SU og skulle betale 3/4 dele af husholdningen, når
> han tjener så rigeligt til at de alle kan spise godt, og ingen behøver gå
i
> "hand me downs"......
Hvis vi stod i den situation, og jeg f.eks. var på SU. Så måtte jeg jo bide
i det sure æble accepterer, at han også selv på et tidspunkt havde betalt
for sin uddannelse, og at det nu er min tur. Jeg har så bare valgt at få
børn først. Det ville aldrig kunne blive hans problem. At betale for børnene
må være et økonomisk spørgsmål imellem børnenes far og jeg. At min kæreste
så vælger at bruge sine penge på noget til ham selv, det ville jeg aldrig
nogen sinde kunne klantre ham for. Man høster som man selv sår her i livet.
Nette
Christina Puhakka Egholm
> Og jeg er også indforstået med at betale fælles husleje, vand,
> el, varme og madbudget.
> Det er når vi kommer til resten at jeg er i tvivl hvad der fair.
Du har gjort mig nysgerrig efterhånden. Hvad siger din kæreste selv til
alt dette med økonomi?
Christina
Jan Allan Andersen
> 1. Ved at ALLE de penge der tjenes i husstanden lægges i en pulje og
> det der evt. måtte være til overs deles lige over.... Eller
Kan godt se at du har fået en hel del kommentarer allerede, men har
alligevel lyst til at give dig en med på vejen.
Jeg sad for 5 år siden i den omvendte situation af din. Havde mødt en
dejlig pige på det studie hvor vi begge læste, og efter at have været
kærester i godt ½ år, besluttede vi at flytte sammen.
Jeg var på det tidspunkt på revalidering, alenefar med 2 børn samt 1 barn
der boede hos deres mor. Samtidig havde jeg noget gæld jeg gik og betalte
af på.
Hun var på SU og havde en lille opsparing hun gik og brugte af.
Da vi så skulle flytte sammen, var jeg meget opsat på at hun ikke skulle
betale for mine personlige udgifter, dvs. børnepenge og gæld. Derfor
prøvede jeg at udregne en model, hvori de udgifter og indtægter blev
friholdt, samtidig med at der jo også var fællesudgifter hun ikke skulle
betale lige så meget til som jeg skulle. Men det slog mig så også, at jeg
jo rent faktisk mistede noget boligsikring, noget børnetilskud samt noget
friplads i institution - Skal en sådan beregning være retfærdig den ene
vej, så skal den jo også være retfærdig den anden vej.
Enden på det blev for vores vedkommende, at jeg synes det var alt for
besværligt at skulle indregne alle de ovenstående ting i en sådan økonomisk
model, og derfor endte vi alligevel med at have fælles økonomi, endda også
omkring de penge der var tilbage efter alle udgifter var betalt.
Vi kunne selvfølgelig godt have kørt en model, hvor vi hver især lagde et
lige stort beløb i kassen til fællesudgifter, hvorefter vi så beholdt hvad
der måtte være tilbage af vores særskilte indtægter, men hvis man også
ville prøve at indregne boligsikring mv. i modellen (og det må man jo
skulle, for man skal vel tilstræbe fuld retfærdighed og ikke på forhånd
nøjes med ½ retfærdighed), så ville det vist nok være endt med, at hun
ville havde haft mindre tilbage end før vi flyttede sammen og jeg vist
ville have mere. Det syntes jeg heller ikke kunne være retfærdigt, for hun
havde ikke specielt meget tilbage i forvejen.
Alt dette for at fortælle dig, at hvis du vil prøve at lave en "retfærdig"
økonomisk model for fordelingen af den økonomiske byrde mellem dig og din
kæreste, så skal du jo huske at inddrage ALLE relevante aspekter, såsom
boligsikring osv., og ikke kun nogle af aspekterne - Og hvis det
overhovedet kan lade sig gøre, på den måde at inddrage alle aspekter, så er
det ikke sikkert at det nødvendigvis ender med at blive et, om jeg så må
sige, plus for dig.
Endeligt vil jeg sige til dig, at helt personligt mener jeg det er noget
pjat at gå SÅ meget op i de økonomiske aspekter.
Hvis man elsker hinanden, og sørger for at der er til fælles udgifter (så
dét ikke kan blive et problem), så synes jeg altså det er at gå i alt for
små sko, hvis alting skal deles op i dit, mit og vores.
Kan godt se den ekstra lille krølle på halen, at hun gerne vil studere (på
SU) efter I er flyttet sammen. Men efter min mening må det jo så være en
fælles vurdering af, om jeres økonomi i fællesskab (hvad enten den så er
fælles eller delt op) kan bære det. Og som en anden har skrevet i tråden,
så kunne det nok være værd at se på, om hun evt. kunne komme igang med
uddannelsen (som pædagog? er bare nysgerrig) på revalidering allerede før I
flytter sammen.
Mvh. Jan
Sabina Hertzum
>> Det ville ikke være et ligeværdigt forhold.
>> Det er dømt til at mislykkes.
>
> Hvorfor er det det?
>
> I de fleste forhold ER det faktisk sådan, at manden tjener mest.
> Masser af kvinder kan tydeligvis leve med, at de ikke personligt kan
> skaffe sig råd til mere end HT og H&M selv om manden kan skaffe til
> A6 og Armani.
en ting er hvad man KAN, det er noget helt andet hvad man i praksis gør.....
Sabina Hertzum
>>
>> hvem taler om at flå hinanden??
>
> Det var bare et eksempel, det det egentligt handler om er vel
> at tage sit økonomiske ansvar, altså nok til at man ikke balaster den
> anden unødigt...
jamen så bør du overveje om hun kan bære at flytte sammen med dig.....
som enlig mor modtager hun jo sikkert både boligsikring, friplads samt
ekstra bidrag fordi hun er enlig forsørger..... den slags kan NEMT løbe op i
henved 3-4000 kr plus det løse....... vil du gå ind og dække den mangel i
hendes økonomi??
>>> Hvis man ikke selv tjener nok må man jo ændre på det...
>>
>> det kan være svært når man gerne vil have sig en uddannelse....
>> hvis din kæreste nu er snu så søger hun revalidering nu, og starter
>> på uddannelsen inden i flytter sammen, da hun så vil være berettiget
>> til en væsentlig højere indtægt, og ikke vil være så afhængig af
>> dig.....
>
> Takker for DET tip :-)
> Søger snart selv revalidering...
det kan desværre være nødvendigt når man er alene med et barn (siger min
personlige erfaring ;) )
>> som jeg har sagt andetsteds i denne tråd, ville jeg aldrig overveje
>> to gange at flytte sammen med en mand der ikke er villig til at være
>> i forholdet på lige vilkår og hjælpe hvor det er nødvendigt.....
>
> Man er jo i forholdet på lige vilkår, der er nogle udgifter der skal
> dækkes og det må begge parter sørge for, ikke kun den ene...
enig...... men der er jo stadig ufattelig mange aspekter du er nødt til at
tage med i beregningen når du vil dele økonomien op..... og faktum er at i
samme øjeblik i flytter sammen så koster du hende penge hver måned.......
> Og jeg ville ikke overveje at flytte sammen med en økonomisk
> belastende kvinde...
> Uanset hvor meget jeg ellers elskede hende...
godt så ;)
Sabina Hertzum
>> ja det kan man...... og det fungerer sikkert udemærket for nogle,
>> men nu er det udgangspunkt i denne tråd at manden uden børn tjener
>> flest penge, og kvinden med børn sikkert kommer på SU, hvilket jo
>> gør det noget nær umuligt for dem at spæde ligeligt til......
>
> Selvfølgelig er det muligt at spæde ligeligt til til mad, husleje
> osv. SU er ikke betinget af den samboendes indtægt. HVad ville hun
> have gjort, hvis hun havde været alene? Så skulel hun jo selv betale
> maden for hende og to børn.
ja ligeligt måske, men ikke med en rimelig fordeling, hvis hun vel at mærke
skal dække både sig selv og sine børn......
og når det er sagt, så vil hun som enlig jo stadig have boligsikring,
fripladser samt enlig forælderydelsen at trække på...... det bortfaldet
jo......
>> ok jeg er nødt til at spørge på en andem måde.....
>> bliver du gladere af at købe det dyrere tøj?
>
> Gladere og gladere, jeg føler mig bedre tilpas...Men ved godt hvor du
> vil hen. :-)
godt ;)
>> påvirker den glæde ikke sekundært din kæreste?
>> har han så ikke også glæde af at du får det tøj du gerne vil have?
>
> Det gør det måske, men fordi jeg har den lidenskab, skal min kæreste
> da slet ike betale for at se mig "glad". Det er da MIT problem.
uha*G* jeg gad godt nok ikke leve i et forhold, hvor min egen glæde og lykke
kun var "mit" problem, for i samme øjeblik jeg er ulykkelig vil min kæreste
automatisk blive seriøst påvirket af det ;) uanset om den slags kan betales
eller ej ;)
>> tror du ikke din kæreste ville bruge lidt mere omtanke hvis det var
>> fra jeres fælles kasse?
>
> Måske, men det ville da være uretfærdig, hvis han tjente mere end mig
> og skulle holde sig selv tilbage fra sin store lidenskab pga. min
> indtægt.
> Han skal da have lov til at samle det han ved for de penge, som han
> selv tjener.
i teorien ja, men hvis det i praksis betyder at mit barn går uden tøj der
passer og skal leve af havregrød den sidste uge i måneden, så mener jeg
bestemt ikke det bør være sådan......
>> igen er jeg nødt til at gå tilbage til udgangspunktet...... sådan
>> lidt bredt set, hvordan tror du kæresten ville synes det var særligt
>> fedt at hun skulle sidde med sin skaldede SU og skulle betale 3/4
>> dele af husholdningen, når han tjener så rigeligt til at de alle kan
>> spise godt, og ingen behøver gå i "hand me downs"......
>
> Hvis vi stod i den situation, og jeg f.eks. var på SU. Så måtte jeg
> jo bide i det sure æble accepterer, at han også selv på et tidspunkt
> havde betalt for sin uddannelse, og at det nu er min tur. Jeg har så
> bare valgt at få børn først. Det ville aldrig kunne blive hans
> problem. At betale for børnene må være et økonomisk spørgsmål imellem
> børnenes far og jeg. At min kæreste så vælger at bruge sine penge på
> noget til ham selv, det ville jeg aldrig nogen sinde kunne klantre
> ham for. Man høster som man selv sår her i livet.
ja det gør man, men jeg kan vittligt ikke se det glædelige i et forhold som
du beskriver det her...... fra mit synspunkt vil det hurtigt ende med sure
pligter, og endnu surere ansigter...... ikke ligefrem det jeg havde lyst til
at leve i, uanset om jeg selv havde høstet frugterne.....
btw, jeg tog også min uddannelse efter jeg fik barn, men det forhindrede
heldigvis ikke min kæreste i at flytte sammen med mig på lige vilkår.......
man høster som man sår, eller man spiller de kort livet giver en....... lidt
et opfattelsesspørgsmål ;)
Sabina Hertzum
Hej Jan....
> - Skal en sådan beregning være retfærdig den ene vej, så
> skal den jo også være retfærdig den anden vej.
heh, jeg vidste der var noget jeg havde glemt*G*
> Enden på det blev for vores vedkommende, at jeg synes det var alt for
> besværligt at skulle indregne alle de ovenstående ting i en sådan
> økonomisk model, og derfor endte vi alligevel med at have fælles
> økonomi, endda også omkring de penge der var tilbage efter alle
> udgifter var betalt.
langt den nemmeste løsning, og IMO den mest retfærdige for børnene ;)
> Alt dette for at fortælle dig, at hvis du vil prøve at lave en
> "retfærdig" økonomisk model for fordelingen af den økonomiske byrde
> mellem dig og din kæreste, så skal du jo huske at inddrage ALLE
> relevante aspekter, såsom boligsikring osv., og ikke kun nogle af
> aspekterne - Og hvis det overhovedet kan lade sig gøre, på den måde
> at inddrage alle aspekter, så er det ikke sikkert at det nødvendigvis
> ender med at blive et, om jeg så må sige, plus for dig.
netop ;)
> Endeligt vil jeg sige til dig, at helt personligt mener jeg det er
> noget pjat at gå SÅ meget op i de økonomiske aspekter.
> Hvis man elsker hinanden, og sørger for at der er til fælles udgifter
> (så dét ikke kan blive et problem), så synes jeg altså det er at gå i
> alt for små sko, hvis alting skal deles op i dit, mit og vores.
Hørt!!
> Kan godt se den ekstra lille krølle på halen, at hun gerne vil
> studere (på SU) efter I er flyttet sammen. Men efter min mening må
> det jo så være en fælles vurdering af, om jeres økonomi i fællesskab
> (hvad enten den så er fælles eller delt op) kan bære det. Og som en
> anden har skrevet i tråden, så kunne det nok være værd at se på, om
> hun evt. kunne komme igang med uddannelsen (som pædagog? er bare
> nysgerrig) på revalidering allerede før I flytter sammen.
det er netop en mulighed, hvis hun da er revalideringsberettiget..... for
6-7 år siden var det nemlig muligt at få revalidering af sociale årsager (
som enlig mor uden nogen reel uddannelse), jeg ved dog ikke om reglerne er
strammet op i dag.....
Lisbeth Jacobsen
news:ZfX0b.52545$Kb2.2...@news010.worldonline.dk...
> en ting er hvad man KAN, det er noget helt andet hvad man i praksis
gør.....
Jeg er ikke helt med på, hvad du mener med ovenstående.
Praksis er nemlig, at mange (især kvinder) lever sammen med en mand, der
tjener betydeligt mere end de selv gør. Det er faktisk det mest normale.
Mvh. Lisbeth
Lisbeth Jacobsen
news:Xns93DE11983BD0...@130.226.1.34...
> Men det slog mig så også, at jeg
> jo rent faktisk mistede noget boligsikring, noget børnetilskud samt noget
> friplads i institution - Skal en sådan beregning være retfærdig den ene
> vej, så skal den jo også være retfærdig den anden vej.
Man kunne jo tilføje, at ved at flytte sammen får den enlige mor/far /også
den anden part!) nogle økonomiske fordele, der måske ligefrem udligner, hvad
man mister (i tilskud)på at flytte sammen. Der kan være rigtig mange penge
at spare ved at være to om dele husleje, varme, forsikring, avis, licens,
telefonabb. etc.
Frem for at hænge sig i alle detaljer om, hvad man eventuelt måtte miste i
offentligt tilskud, kunne man jo slet og ret nøjes med at kigge på, der er
af fælles udgifter (for så at dele dem) og efterfølgende sige, at resten
råder man selv over... og jo mere man tjener, jo mere har man at råde over.
Det er måske ikke retfærdigt, men det er nemt. Og det er løsningen for folk,
der netop ikke gider sidde og høvle i detaljer om hinandens indtægter og
udgifter.
I øvrigt er det jo ikke sådan, at bare fordi man er enlig mor/far, så er man
inde i en gaveregn af tilskud til dit og dat fra offentlige i form af
boligsikring, friplads etc. Så det er kun i nogle tilfælde, at den slags er
aktuelt.
> Enden på det blev for vores vedkommende, at jeg synes det var alt for
> besværligt at skulle indregne alle de ovenstående ting i en sådan
økonomisk
> model,
Det vil jeg da også mene, at det er. Så jeg ville bare kigge på, hvad der er
af fælles udgift, dele den og lade resten ligge uden at overveje spørgsmål
om retfærdighed etc.
> (og det må man jo skulle, for man skal vel tilstræbe fuld retfærdighed og
ikke på
> forhånd nøjes med ½ retfærdighed),
Jamen hvad med slet og ret og lade være med at gå op i, om dit eller dat er
retfærdigt?
Der er fælles udgifter og der er dine og mine indtægter. Indtægter tildeles
jo heller ikke efter, hvad der er "retfærdigt". Udgifter heller ikke for
den sags skyld.
Det er eksempelvis så uretfærdigt, at det er dyrere at bo i Kbh. og Århus
end i resten af landet. Flytter den enlige mor sammen med en mand, der har
4-værelses ejerlejlighed i Kbh. vil hendes andel af huslejen blive
væsentligt forhøjet, hvis hun før boede i en 2- værelses lejlighed i
Bjerringbro. Og hvordan regner man det med... hvis man går op i, om det er
"retfærdigt"?
> Alt dette for at fortælle dig, at hvis du vil prøve at lave en "retfærdig"
> økonomisk model for fordelingen af den økonomiske byrde mellem dig og din
> kæreste, så skal du jo huske at inddrage ALLE relevante aspekter, såsom
> boligsikring osv., og ikke kun nogle af aspekterne
Man behøver ikke gå op i, om det er retfærdigt. Man behøver ikke hænge sig i
alle disse detaljer. Gør man det, ville jeg også mene, at det er langt
nemmere at dele det hele lige over. Indtægt og udgift. Det hele fælles.
Spørgsmålet er så..... sikrer dét en retfærdig fordeling? Jeg vil jo mene,
at det netop vil være en af de MEST uretfærdige løsninger.
Nogle par har det bedst med at kunne sige "vi" konstant - og så skal man nok
vælge at så meget som mulig er "vores" ... vores indtægter og vores
udgifter, vores ulemper og vore fordele.
Andre har behov for at markere, at det er dig og mig og vi to - og det er
nok især den type, der vil kunne trives med at sige det samme om økonomien i
forholdet.
> Endeligt vil jeg sige til dig, at helt personligt mener jeg det er noget
> pjat at gå SÅ meget op i de økonomiske aspekter.
Enig.
> Hvis man elsker hinanden, og sørger for at der er til fælles udgifter (så
> dét ikke kan blive et problem), så synes jeg altså det er at gå i alt for
> små sko, hvis alting skal deles op i dit, mit og vores.
Man skal bare huske, at når skilsmissen står for døren, SKAL man til at gå
op i dit, mit og vores. Og så kan det godt være, at man ikke mere synes,
fordelingen har været "retfærdig". Specielt ikke, hvis man er ugift og TROR
at man har været fælles om det hele - og det så ved bodeling viser sig, at
der er HAM der købte bilen, hvidevarerne, stereoanlægget, computerne,
designermøblerne - og hende der betalte forbruget af dagligvarer.
Mvh. Lisbeth
Tine Andersen
"Lisbeth Jacobsen" <jacobse...@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:3f446a42$1$26589$ba62...@nntp04.dk.telia.net...
> "Jan Allan Andersen" <nospam...@ishoejby.dk> skrev i en meddelelse
> news:Xns93DE11983BD0...@130.226.1.34...
>
> > Men det slog mig så også, at jeg
> > jo rent faktisk mistede noget boligsikring, noget børnetilskud samt
noget
> > friplads i institution - Skal en sådan beregning være retfærdig den ene
> > vej, så skal den jo også være retfærdig den anden vej.
>
> Man kunne jo tilføje, at ved at flytte sammen får den enlige mor/far /også
> den anden part!) nogle økonomiske fordele, der måske ligefrem udligner,
hvad
> man mister (i tilskud)på at flytte sammen. Der kan være rigtig mange penge
> at spare ved at være to om dele husleje, varme, forsikring, avis, licens,
> telefonabb. etc.
Tine
Sabina Hertzum
> Man kunne jo tilføje, at ved at flytte sammen får den enlige mor/far
> /også den anden part!) nogle økonomiske fordele, der måske ligefrem
> udligner, hvad man mister (i tilskud)på at flytte sammen. Der kan
> være rigtig mange penge at spare ved at være to om dele husleje,
> varme, forsikring, avis, licens, telefonabb. etc.
efter at have stået i situationen kan jeg fortælle at det absolut IKKE har
været en fordel for mig rent økonomisk a flytte sammen med min kæreste.....
uanset om vi boede i jylland eller på sjælland, har det betydet at vi
generelt set har færre penge mellem hænderne....
det man mister får man jo ikke igen, og ofte ved en løsning hvor man lægger
udgifterne sammen, vil det kæresten lægger i, kun knapt dække det beløb man
mistede....
> Frem for at hænge sig i alle detaljer om, hvad man eventuelt måtte
> miste i offentligt tilskud, kunne man jo slet og ret nøjes med at
> kigge på, der er af fælles udgifter (for så at dele dem) og
> efterfølgende sige, at resten råder man selv over... og jo mere man
> tjener, jo mere har man at råde over.
hvorfor bør man netop ikke hænge sig i detaljerne??
hvis man skal flytte sammen bør man kigge på alle aspekter inden man
beslutter sig... jeg synes det er naivt kun at ville se på fordelen fra et
synspunkt, så tallene taler tydeligt for sig selv..... hvis der var så mange
fordele ved at bo sammen ville der jo nok næppe være så mange der bor sammen
med en mand uden at oplyse det.....
> Det er måske ikke retfærdigt, men det er nemt. Og det er løsningen
> for folk, der netop ikke gider sidde og høvle i detaljer om hinandens
> indtægter og udgifter.
der er IMO to muligheder hvis det skal være retfærdigt på en eller anden
vis....... 100% fælles økonomi, eller en 100% adskilt økonomi der tager
hensyn til alle aspekter, også den nedgang i indtægt forældreren får...
> I øvrigt er det jo ikke sådan, at bare fordi man er enlig mor/far, så
> er man inde i en gaveregn af tilskud til dit og dat fra offentlige i
> form af boligsikring, friplads etc. Så det er kun i nogle tilfælde,
> at den slags er aktuelt.
det kommer jo klart an på hvor man står i sit liv, men faktum er at alle
enlige forældre ihvertfald modtager ca 2000 kr hver 3 md, derudover er der
boligsikring, der er fastsat efter indtægt, kvadratmeter, husleje og antal
personer i beboelsen..... og friplads der ligledes er fastsat efter
indtægt.....
det er min opfattelse at hvis man IKKE modtager disse ting, ville denne
debat være totalt unødvendigt, da det ofte vil betyde at moderen har en
indtægt der jo ihvertfald gør at hun ikke er beretttiget til disse
ydelser.....
>> Enden på det blev for vores vedkommende, at jeg synes det var alt for
>> besværligt at skulle indregne alle de ovenstående ting i en sådan
>> økonomisk model,
>
> Det vil jeg da også mene, at det er. Så jeg ville bare kigge på, hvad
> der er af fælles udgift, dele den og lade resten ligge uden at
> overveje spørgsmål om retfærdighed etc.
igen, hvori ligger det fair i det, når den ene part kommer med tre individer
i forholdet, og den anden kun en..... så bør den jo i reglen ikke deles
50/50......
>> (og det må man jo skulle, for man skal vel tilstræbe fuld
>> retfærdighed og ikke på forhånd nøjes med ½ retfærdighed),
>
> Jamen hvad med slet og ret og lade være med at gå op i, om dit eller
> dat er retfærdigt?
man kan altså ikke både blæse og have mel i munden når der er børn
involveret.....
> Der er fælles udgifter og der er dine og mine indtægter. Indtægter
> tildeles jo heller ikke efter, hvad der er "retfærdigt". Udgifter
> heller ikke for den sags skyld.
når der er børn med er der jo også børnenes udgifter, skal de bare skubbes
ind under fælles eller er det moderens private udgifter?
> Det er eksempelvis så uretfærdigt, at det er dyrere at bo i Kbh. og
> Århus end i resten af landet. Flytter den enlige mor sammen med en
> mand, der har 4-værelses ejerlejlighed i Kbh. vil hendes andel af
> huslejen blive væsentligt forhøjet, hvis hun før boede i en 2-
> værelses lejlighed i Bjerringbro. Og hvordan regner man det med...
> hvis man går op i, om det er "retfærdigt"?
så bør man måske træde lidt uden for.... hvis den enlige mor bor i en 2
værelse i bjerringbro har det sansyneligvis en af to årsager.... enten har
hun ikke haft mulighed for at få andet, ellers har hun ikke råd til
andet......
og hvis manden bor i en 4 værelses i københavn er det jo tydeligvis fordi
han har pengene til det....
bør man så stille et krav om 50/50 deling, hvis hun jo klart bliver stilt
tydeligt dårligere end før?
>> Alt dette for at fortælle dig, at hvis du vil prøve at lave en
>> "retfærdig" økonomisk model for fordelingen af den økonomiske byrde
>> mellem dig og din kæreste, så skal du jo huske at inddrage ALLE
>> relevante aspekter, såsom boligsikring osv., og ikke kun nogle af
>> aspekterne
>
> Man behøver ikke gå op i, om det er retfærdigt. Man behøver ikke
> hænge sig i alle disse detaljer. Gør man det, ville jeg også mene, at
> det er langt nemmere at dele det hele lige over. Indtægt og udgift.
> Det hele fælles.
netop......
> Spørgsmålet er så..... sikrer dét en retfærdig fordeling? Jeg vil jo
> mene, at det netop vil være en af de MEST uretfærdige løsninger.
for hvem? hvem ville du tage mest hensyn til?
> Nogle par har det bedst med at kunne sige "vi" konstant - og så skal
> man nok vælge at så meget som mulig er "vores" ... vores indtægter og
> vores udgifter, vores ulemper og vore fordele.
>
> Andre har behov for at markere, at det er dig og mig og vi to - og
> det er nok især den type, der vil kunne trives med at sige det samme
> om økonomien i forholdet.
man kan sagtens markere dig og mig og vi to, uden at skulle gøre det
økonomisk...
>> Hvis man elsker hinanden, og sørger for at der er til fælles
>> udgifter (så dét ikke kan blive et problem), så synes jeg altså det
>> er at gå i alt for små sko, hvis alting skal deles op i dit, mit og
>> vores.
>
> Man skal bare huske, at når skilsmissen står for døren, SKAL man til
> at gå op i dit, mit og vores. Og så kan det godt være, at man ikke
> mere synes, fordelingen har været "retfærdig". Specielt ikke, hvis
> man er ugift og TROR at man har været fælles om det hele - og det så
> ved bodeling viser sig, at der er HAM der købte bilen, hvidevarerne,
> stereoanlægget, computerne, designermøblerne - og hende der betalte
> forbruget af dagligvarer.
er det ikke en smule "dommedagsprofeti"agtigt at gå ind i et forhold og
straks tænke på skilsmissen?? jeg foretrækker at gå ind i et forhold og
tænke på fremtiden sammen......
Sabina Hertzum
ja det er det sikkert.... men spørgsmålet er så om de alle lever med at
manden køber armani og de selv kun kan handle tøj i føtex, eller om det i
sidste ende ikke fungerer sådan i praksis at de begge har lige vilkår og
begge handler efter hvad familien kan rumme...
omformulering.... en ting er at manden KAN købe armarni, og konen kun KAN
handle i H&M, det er noget helt andet om de reelt gør det.....
Nette
"Sabina Hertzum" skrev i en meddelelse
news:Bp21b.52637$Kb2.2...@news010.worldonline.dk...
>
> er det ikke en smule "dommedagsprofeti"agtigt at gå ind i et forhold og
> straks tænke på skilsmissen?? jeg foretrækker at gå ind i et forhold og
> tænke på fremtiden sammen......
Søde Sabina.
Jeg bliver altså nød til endnu engang at være omvendt dig. :-)
Det er lige præcis ofte det der sker, - Folk glemmer at sikre sig, hvis det
skulle gå galt.
Hvis man enten lever sammen papirløst eller har særeje i et ægteskab, er man
nød til at sikre sig på visse punkter, for intet i denne verden er sikkert.
Selvfølgelig skal man tænke på fremtiden og ikke mindst nutiden, når man går
ind i et forhold, men hvis man ikke tager sine forholdsregler, enden man
altså med at stå med håret i postkassen, hvis uheldet er ude.
Og hvis han ejer det hele og du intet, så kan det give store problemer ved
et eventuelt brud, hvor parterne jo ofte, selv om de aldrig selv troede det,
kan komme nok så meget op at tottes om tingene.
Min veninde har taget disse forholdsregler. Han ejer bolig, bil og
sommerhus. Hun ejer intet og betaler i stedet det daglige foder, regninger
osv.... MEN hun gør også det, at hun hver måned sætter 250 kr. ind på en
konto, som en sikkerhed, sådan at hun, hvis det skulle gå galt, har råd til
flyttebil, indskud, maling og opstart på et nyt liv. Det er ikke at være
pesimistisk, det er at være sikker. Se det på samme måde som en
ulykkesforsikring,- Det er da også pesimistisk at satse på en ulykke, men
sker den, så ER du sikret. :-)
Min moster gjorde lige så. De har nu været gift i 30 år, har hævet nogle af
pengene sammen og er taget på en jordomrejse. Så set i det perspektiv, så er
det da en dejlig gave at få, når man fylder 55 år.
Nette
Torben Borre Larsen
>Jeg har mødt kvinden i mit liv, vi mødte hinanden lidt sent så
>hun havde nået at få 2 børn inden vi mødtes.
>
>Jeg elsker hende og begge hendes børn.
>
>Men så kommer vi til økonomien:
Jeg har læst alle svarene til dit indlæg, og må sige, at der er nok at
tage fat på af overvejelser. Men alligevel vil jeg gerne bidrage med et
indlæg.
Du skriver, ad du elsker kvinden og hendes dejlige børn. Dermed er min
slutning at I skal arbejde på en så fælles økonomi som muligt - også selv
om det er dig der tjener mest.
Du skriver, at kvinden i dit liv måske skal til at læse 3-4 år - uden
indkomst ud over SU. I de
3-4 år kommer du til at betale MEGET mens kvinden ikke betaler så meget.
Og fint med det, for uddannelsen er vigtig.
Imidlertid så kan det være en idé at lave et regnestykke på, hvad jeres
"husholdning m.v." koster årligt mens kvinden i dit liv studerer. Lav så
en kontrakt sammen og lad en advokat kigge på det. Kontrakten skal gå på,
at hvis forholdet går i stykker efter et vist antal måneder efter kvinden
har færdiggjort uddannelsen, ja så skal hun betale dig et månedligt
pengebeløb i x-antal måneder. Hvis forholdet derimod fortsætter, så skal
du sammen med kvinden og børnene glæde dig over at kvinden fik den ønskede
uddannelse og at I fortsat har det godt alle sammen....
Jeg kender et par, der har gennemført denne model med stor tilfredshed.
Held og lykke!
--
Venlig hilsen
Torben Borre Larsen
[tor...@dui.dk] [www.dui.dk]
Sabina Hertzum
> Søde Sabina.
>
> Jeg bliver altså nød til endnu engang at være omvendt dig. :-)
det er jo ikke noget nyt*G* mon ikke vi begge overlever??
> Det er lige præcis ofte det der sker, - Folk glemmer at sikre sig,
> hvis det skulle gå galt.
> Hvis man enten lever sammen papirløst eller har særeje i et ægteskab,
> er man nød til at sikre sig på visse punkter, for intet i denne
> verden er sikkert. Selvfølgelig skal man tænke på fremtiden og ikke
> mindst nutiden, når man går ind i et forhold, men hvis man ikke tager
> sine forholdsregler, enden man altså med at stå med håret i
> postkassen, hvis uheldet er ude.
jeg har stået i uheldet en gang.... i et hjem hvor det primære af tingene og
især de dyre ting var noget min ex havde betalt.......
heldigvis var min ex så reel at han ikke havde nogen intentioner om at rippe
mig, så han tog stue møblerne og bilen, resten fik jeg.....
dermed også sagt at han tog bilgælden 100%.... og jeg faktisk stod rimeligt
godt da jeg belv alene....... det eneste jeg skulle ud og købe igen var en
sofa, en reol og et sofabord, og den eneste grund til at han tog disse ting
var at det var noget vi havde fået forærene af hans forældre....
> Og hvis han ejer det hele og du intet, så kan det give store
> problemer ved et eventuelt brud, hvor parterne jo ofte, selv om de
> aldrig selv troede det, kan komme nok så meget op at tottes om
> tingene.
måske, måske ikke.... hvis man går uhyggeligt meget op i dit og mit, så er
det ret sansyneligt at det ender sådan, men i de forhold jeg har levet i,
hvor vi har kørt 100% fælles økonomi har det aldrig været et issue om dit og
mit....
de eneste ting der ikke skulle deles ligeligt var de møbler vi hver især har
arvet eller fået af vores familie.... resten var vores og blev delt
50/50..... uanset hvis konto det blev betalt fra eller hvor meget man hver
især har lagt i en bestemt ting....
mht at tottes om tingene, så er der IMO langt vigtigere ting at tottes om
end møbler....
jeg ved det ikke... måske har jeg været heldig og har mødt nogle gode mænd
der har samme indstilling til den slags som jeg....
> Min veninde har taget disse forholdsregler. Han ejer bolig, bil og
> sommerhus. Hun ejer intet og betaler i stedet det daglige foder,
> regninger osv.... MEN hun gør også det, at hun hver måned sætter 250
> kr. ind på en konto, som en sikkerhed, sådan at hun, hvis det skulle
> gå galt, har råd til flyttebil, indskud, maling og opstart på et nyt
> liv. Det er ikke at være pesimistisk, det er at være sikker. Se det
> på samme måde som en ulykkesforsikring,- Det er da også pesimistisk
> at satse på en ulykke, men sker den, så ER du sikret. :-)
ja men en forsikring kommer immervæk også ens familie til gode hvis man
kradser af...... det er ikke udelukkende til at sikre en selv for at blive
fri for at kæmpe, som jeg synes den opsparing til skilsmisse er..........
det er måske hårdt skåret ud, men det er min klare opfattelse at hvis man
lægger penge til side til en dårlig dag, så skal den dårlige dag nok
komme..... hvis man derimod investerer sin energi i at få det til at fungere
i stedet for at bare give op, fordi man nu har pengene til at klare det, så
er det langt sundere i længden....... både for en selv og for ens børn.....
dermed ikke sagt at man skal kæmpe for enhver pris, men det er da ligesom at
bede om problemer at løse, når man på den måde sætter penge til side til en
skilsmisse.... for mig er det et tydeligt tegn på at man ikke stoler på sig
selv eller sin partner..... eller på forholdet i det hele taget......
der er jeg personligt mere til modellen hvor man klarer problemerne når man
står i dem, istedet for at planlægge til noget der måske ikke sker.....
> Min moster gjorde lige så. De har nu været gift i 30 år, har hævet
> nogle af pengene sammen og er taget på en jordomrejse. Så set i det
> perspektiv, så er det da en dejlig gave at få, når man fylder 55 år.
jamen det er da meget muligt, men jeg kender også ægtepar der er gået fra
hinanden efter 31 år sammen....
din moster ville nok blive lidt ærgelig hvis hun havde givet sin mand en
jordomrejse, kun for at vågne op 4 uger efter og han har pakket sine
ting......
hvor er pointen så i at spare op til skilsmissen? ;)
Lisbeth Jacobsen
news:Bp21b.52637$Kb2.2...@news010.worldonline.dk...
> efter at have stået i situationen kan jeg fortælle at det absolut IKKE har
> været en fordel for mig rent økonomisk a flytte sammen med min
kæreste.....
> uanset om vi boede i jylland eller på sjælland, har det betydet at vi
> generelt set har færre penge mellem hænderne....
Nu er det altså langtfra alle enlige forældre, der er på off. tilskud udover
børnetilskud - og derfor er der en del, for hvem det at flytte sammen med en
anden ikke er lig med at miste tilskud af betydning.
> > Frem for at hænge sig i alle detaljer om, hvad man eventuelt måtte
> > miste i offentligt tilskud, kunne man jo slet og ret nøjes med at
> > kigge på, der er af fælles udgifter (for så at dele dem) og
> > efterfølgende sige, at resten råder man selv over... og jo mere man
> > tjener, jo mere har man at råde over.
>
> hvorfor bør man netop ikke hænge sig i detaljerne??
Jeg skriver ikke, at man ikke bør. Men at man kan vælge at lade være.
> hvis man skal flytte sammen bør man kigge på alle aspekter inden man
> beslutter sig...
Hvorfor bør man det?
> der er IMO to muligheder hvis det skal være retfærdigt på en eller anden
> vis....... 100% fælles økonomi, eller en 100% adskilt økonomi der tager
> hensyn til alle aspekter, også den nedgang i indtægt forældreren får...
Der er andre muligheder end de to. *S*
Men der findes næppe en, der er helt retfærdig.
> det kommer jo klart an på hvor man står i sit liv, men faktum er at alle
> enlige forældre ihvertfald modtager ca 2000 kr hver 3 md,
Ja.. 2037 kr. er det vist endda
> derudover er der boligsikring, der er fastsat efter indtægt, kvadratmeter,
husleje og
> antal personer i beboelsen..... og friplads der ligledes er fastsat efter
> indtægt.....
Tjah.. det har jeg aldrig fået. Så for mig har det at "flytte sammen med"
kun handlet om at miste 679 kr om måneden i børnetilskud og ekstra
børnetilskud. Jeg vil dog mene, at der kan spares langt mere ved at bo flere
under samme tag.
> igen, hvori ligger det fair i det, når den ene part kommer med tre
individer
> i forholdet, og den anden kun en..... så bør den jo i reglen ikke deles
> 50/50......
Jeg er aldrig gået op i, om det er fair eller ej.
Jeg er gået op i at betale min andel af de fælles udgifter - og selv råde
over de penge, jeg har tilbage, når den andel er betalt. Og da det er mig,
der har bragt barn ind i et forhold, har jeg også udgiften til barnet.
> > Jamen hvad med slet og ret og lade være med at gå op i, om dit eller
> > dat er retfærdigt?
>
> man kan altså ikke både blæse og have mel i munden når der er børn
> involveret.....
Hvis du kalder dét at lade være med at hænge sig i, om det er retfærdigt
eller ej for at blæse og have mel i munden, så har jeg praktiseret det uden
problemer.
> når der er børn med er der jo også børnenes udgifter, skal de bare skubbes
> ind under fælles eller er det moderens private udgifter?
Der behøver ikke være noget problem i, at udgiften til barn/børn er
morens/farens/forældrenes og ikke andres.
> så bør man måske træde lidt uden for.... hvis den enlige mor bor i en 2
> værelse i bjerringbro har det sansyneligvis en af to årsager.... enten har
> hun ikke haft mulighed for at få andet, ellers har hun ikke råd til
> andet......
Hvis man bor i en to-værelses med barn, så ER det selvfølgelig - med
overvejende stor sandsynlighed - fordi man ikke har råd til andet. Jeg har
selv prøvet det *S*
Men det ændrer jo ikke på det, der var pointen *S*
> bør man så stille et krav om 50/50 deling, hvis hun jo klart bliver stilt
> tydeligt dårligere end før?
Nej, man BØR ikke stille krav om det. *S*
Man vælger selv.
Og bor den ene part i en ejerlejlighed, vil det under alle omstændigheder
være urimeligt at dele udgiften ligeligt. Det vil være mere retfærdigt at
betale en husleje, som man aftaler sig frem til. Og den vil afgjort være
langt under halvdelen af udgiften til ejerlejligheden.
> for hvem? hvem ville du tage mest hensyn til?
Jeg vil ikke primært bekymre mig om at "tage hensyn".
Jeg vil finde et acceptabelt fælles udgiftsniveau - og betale min andel
deraf. (Husleje, mad, abonnementer, forsikring, varme, vand, el etc.)
> man kan sagtens markere dig og mig og vi to, uden at skulle gøre det
> økonomisk...
Jamen man kan vælge at gøre præcis som man synes *S*
Der er mere end én rigtig løsning på sagen.
Og hvad der er rigtigt for den ene er jo tydeligvis totalt uforståeligt for
andre.
> er det ikke en smule "dommedagsprofeti"agtigt at gå ind i et forhold og
> straks tænke på skilsmissen?? jeg foretrækker at gå ind i et forhold og
> tænke på fremtiden sammen......
Det ene udelukker efter min mening ikke det andet. Man kan godt opføre sig
fornuftigt/praktisk og alligevel tænke på en fremtid sammen.
Men mange går ind i et forhold uden at vove at tænke den
dommedagsprofeti-tanke, at partneren kan forsvinde - på grund af dødsfald
eller skilsmisse.
Der findes utallige rædselseksempler på enker med flere børn, der har
måttet forlade "hus og hjem" fordi de kun har tænkt på en "fremtid sammen".
Og der findes massevis af historier om folk, der lidt for sent har erfaret,
at det havde været klogt ikke at handle, som om det ville vare for evigt.
Mvh. Lisbeth
Lisbeth Jacobsen
> omformulering.... en ting er at manden KAN købe armarni, og konen kun KAN
> handle i H&M, det er noget helt andet om de reelt gør det.....
Som det fremgår af denne debat, er der nogle, for hvem tanken om "din, min
og vores" økonomi er en hæslig tanke - og så er der dem, der foretrækker
"vores" hele vejen igennem.
Armani og H&M-parret findes i begge kategorier.
At man har "din, min og vores" økonomi er selvfølgelig ikke nødvendigvis
ensbetydende med, at den med lav indtægt ikke på nogen måde nyder godt af
den andens høje indtægt. Dét vil jeg faktisk tro er sjældent. Har i hvert
fald aldrig oplevet det, hos de par jeg kender med stor forskel i indtægt.
Mvh. Lisbeth
Lisbeth Jacobsen
news:3f44e9d8$0$97214$edfa...@dread12.news.tele.dk...
> Min veninde har taget disse forholdsregler. Han ejer bolig, bil og
> sommerhus. Hun ejer intet og betaler i stedet det daglige foder, regninger
> osv.... MEN hun gør også det, at hun hver måned sætter 250 kr. ind på en
> konto, som en sikkerhed, sådan at hun, hvis det skulle gå galt, har råd
til
> flyttebil, indskud, maling og opstart på et nyt liv.
Der findes kulturer, hvor kvinderne ofte går rundt overlæsset med dyre
guldsmykker. Historien bag de mange smykker er lige præcis, at kvinder
dermed er sikret, at hun kan klare sig, ifald hun bliver alene. Hun bærer så
at sige konstant rundt på sin økonomiske sikkerhed.
Klog veninde du har i øvrigt!
Mvh. Lisbeth
Sabina Hertzum
> "Sabina Hertzum" <sab...@mandezonen.dk> skrev i en meddelelse
> news:nr21b.52638$Kb2.2...@news010.worldonline.dk...
>
>> omformulering.... en ting er at manden KAN købe armarni, og konen
>> kun KAN handle i H&M, det er noget helt andet om de reelt gør
>> det.....
>
> Som det fremgår af denne debat, er der nogle, for hvem tanken om
> "din, min og vores" økonomi er en hæslig tanke - og så er der dem,
> der foretrækker "vores" hele vejen igennem.
øhhhhh er det ikke en og samme type du snakker om?
eller har du en uddybning af det der, for sådan umiddelbart må det i mine
øjne være det samme....
altså dem der synes "din, min og vores" er hæslig, er vel i grunden også dem
der foretrækker vores hele vejen igennem eller?
> Armani og H&M-parret findes i begge kategorier.
ja det gør det utvivlsomt.....
jeg har skam også levet i et sådant parforhold.... min ex er primært
skjorte/slips mand (gerne silkeslips og dyre habitter) , hvor jeg er lidt
mere poppet og afslappet......
min nuværende kæreste er også væsentlig mere mærkedyr end jeg er, men det
kompenseres (om du vil) ved at jeg har en større garderope end han har......
hvilket er nødvendigt når man står i butik, og i ens job ødelægger temmelig
meget tøj med farver og diverse.........
> At man har "din, min og vores" økonomi er selvfølgelig ikke
> nødvendigvis ensbetydende med, at den med lav indtægt ikke på nogen
> måde nyder godt af den andens høje indtægt. Dét vil jeg faktisk tro
> er sjældent. Har i hvert fald aldrig oplevet det, hos de par jeg
> kender med stor forskel i indtægt.
nej, det er jo netop min pointe....
men der findes par derude der kører det på den meget strikse adskilte måde,
det er dog meget uholdbart i længden, og hvert eneste par jeg har set på den
måde, er også gået fra hinanden før eller siden......
Sabina Hertzum
> Nu er det altså langtfra alle enlige forældre, der er på off. tilskud
> udover børnetilskud - og derfor er der en del, for hvem det at flytte
> sammen med en anden ikke er lig med at miste tilskud af betydning.
som jeg har pointeret før, men som du jo har klippet ud, skyldes det jo nok
at man har en indtægt der gør det muligt at undvære disse tilskud..... ikke
noget man ofte ser når vi taler om u-uddannede kvinder med to børn i dag,
som jo reelt set er udgangspunktet her ;)
>> hvorfor bør man netop ikke hænge sig i detaljerne??
>
> Jeg skriver ikke, at man ikke bør. Men at man kan vælge at lade være.
ja, men med hvilke konsekvenser?
>> hvis man skal flytte sammen bør man kigge på alle aspekter inden man
>> beslutter sig...
>
> Hvorfor bør man det?
for at undgå overraskelser...... og for at gå ind i situationen med åbne
øjne og ikke kaste sig blindt ud i det.....
>> der er IMO to muligheder hvis det skal være retfærdigt på en eller
>> anden vis.......
>
> Der er andre muligheder end de to. *S*
> Men der findes næppe en, der er helt retfærdig.
kun i det tilfælde hvor begge parter kommer med et barn, har præcist den
samme indtægt og de samme udgifter, kommer vi i nærheden af noget
retfærdigt, men igen er vi nødt til at tage ibetragtning hvem det skal være
retfærdigt overfor......
> Ja.. 2037 kr. er det vist endda
sikkert, det er ved at være længe siden jeg har modtaget det, så jeg kunne
ikke lige huske det konkrete beløb.....
> Tjah.. det har jeg aldrig fået. Så for mig har det at "flytte sammen
> med" kun handlet om at miste 679 kr om måneden i børnetilskud og
> ekstra børnetilskud. Jeg vil dog mene, at der kan spares langt mere
> ved at bo flere under samme tag.
igen, det ses sjældent i u-uddannede enlige mødre til to børn.... derfor har
jeg en smule svært ved at sluge det som et eksembel der er brugbart i denne
situation.....
>> igen, hvori ligger det fair i det, når den ene part kommer med tre
>> individer i forholdet, og den anden kun en..... så bør den jo i
>> reglen ikke deles 50/50......
>
> Jeg er aldrig gået op i, om det er fair eller ej.
det var udgangspunktet i Jans indlæg, og dermed også det jeg forholder mig
til ;)
> Jeg er gået op i at betale min andel af de fælles udgifter - og selv
> råde over de penge, jeg har tilbage, når den andel er betalt. Og da
> det er mig, der har bragt barn ind i et forhold, har jeg også
> udgiften til barnet.
se det har jeg aldrig bekymret mig så meget om....... min primære bekymring
går på om ungerne har det tøj de skal bruge, om de får mad hver dag, og om
vi alle er glade i vores familie..... hvem der råder over de resterende
penge og hvorfor og hvordan, er for mig uendeligt ligegyldigt, så længe de
andre aspekter er i orden....
> Hvis du kalder dét at lade være med at hænge sig i, om det er
> retfærdigt eller ej for at blæse og have mel i munden, så har jeg
> praktiseret det uden problemer.
jeg kan ikke helt finde hovede og hale i dine udsagn.... på den ene side
siger du at du ikke bekymrer dig om retfærdighed, men på den anden side går
du tilsyneladende meget op i om du har de penge der tilkommer dig og dine???
det er det jeg mener.....
>> når der er børn med er der jo også børnenes udgifter, skal de bare
>> skubbes ind under fælles eller er det moderens private udgifter?
>
> Der behøver ikke være noget problem i, at udgiften til barn/børn er
> morens/farens/forældrenes og ikke andres.
det kan det hurtigt gå hen og blive hvis moderen er på SU og mor og børn
derfor nærmest går i laser, mens manden i huset dagligt går i armani
habitter....
eller mener du ikke at en stedfar har samme forpligtelser overfor børnene
som enhver anden samboende forælderfigur?? personlige som økonomiske?
>> så bør man måske træde lidt uden for.... hvis den enlige mor bor i
>> en 2 værelse i bjerringbro har det sansyneligvis en af to
>> årsager.... enten har hun ikke haft mulighed for at få andet, ellers
>> har hun ikke råd til andet......
>
> Hvis man bor i en to-værelses med barn, så ER det selvfølgelig - med
> overvejende stor sandsynlighed - fordi man ikke har råd til andet.
> Jeg har selv prøvet det *S*
>
> Men det ændrer jo ikke på det, der var pointen *S*
jo det synes jeg at det gør, for du forsøger at komme ind på at ikke alle
får diverse ydelser, men overser det faktum at langt de fleste enlige
forældre i dag faktisk får de ydelser, fordi de ikke har resurcerne til at
få den uddannelse der skal sikre deres økonomi......
>> bør man så stille et krav om 50/50 deling, hvis hun jo klart bliver
>> stilt tydeligt dårligere end før?
>
> Nej, man BØR ikke stille krav om det. *S*
> Man vælger selv.
ja, men er formålet med denne debat ikke at give et mere tydeligt billede af
hvordan det påvirker økonomien at flytte sammen?
> Og bor den ene part i en ejerlejlighed, vil det under alle
> omstændigheder være urimeligt at dele udgiften ligeligt. Det vil være
> mere retfærdigt at betale en husleje, som man aftaler sig frem til.
> Og den vil afgjort være langt under halvdelen af udgiften til
> ejerlejligheden.
ja, men det kan stadig være at den ejerlejlighed i kbh har en husleje der
ligger på over det doppelte af hendes gamle lejlighed i bjerringbro..... (
det er faktisk ret sansyneligt), og det vil dermed stille hende ret meget
dårligere i sidste ende....
>> for hvem? hvem ville du tage mest hensyn til?
>
> Jeg vil ikke primært bekymre mig om at "tage hensyn".
heller ike til børnene der her er fanget i midten?
> Jeg vil finde et acceptabelt fælles udgiftsniveau - og betale min
> andel deraf. (Husleje, mad, abonnementer, forsikring, varme, vand, el
> etc.)
igen hvad er acceptabelt når der er to indtægter der ligger måske 6-7000 kr
fra hinanden, og den der har den laveste indtægt også er den der bringer
flest udgifter ind i husholdningen??
>> man kan sagtens markere dig og mig og vi to, uden at skulle gøre det
>> økonomisk...
>
> Jamen man kan vælge at gøre præcis som man synes *S*
> Der er mere end én rigtig løsning på sagen.
> Og hvad der er rigtigt for den ene er jo tydeligvis totalt
> uforståeligt for andre.
ja åbenbart ;)
>> er det ikke en smule "dommedagsprofeti"agtigt at gå ind i et forhold
>> og straks tænke på skilsmissen?? jeg foretrækker at gå ind i et
>> forhold og tænke på fremtiden sammen......
>
> Det ene udelukker efter min mening ikke det andet. Man kan godt
> opføre sig fornuftigt/praktisk og alligevel tænke på en fremtid
> sammen.
det kan man sikkert, men hvis det gøres på en måde der underminerer ens
partner, så synes jeg vi er ude på et sidespor....
> Men mange går ind i et forhold uden at vove at tænke den
> dommedagsprofeti-tanke, at partneren kan forsvinde - på grund af
> dødsfald eller skilsmisse.
enig.... men der er forskel på at sikre hinanden og børnene, og så på at
sikre sig selv......
> Der findes utallige rædselseksempler på enker med flere børn, der har
> måttet forlade "hus og hjem" fordi de kun har tænkt på en "fremtid
> sammen".
enig..... men igen..... der er forskel på at sikre hinanden og børnene og så
på at sikre sig selv.....
> Og der findes massevis af historier om folk, der lidt for sent har
> erfaret, at det havde været klogt ikke at handle, som om det ville
> vare for evigt.
uden tvivl...... men den tanke bør man overveje inden man kaster sig ud i en
situation.... som feks hvis man køber hus sammen, eller bil sammen.... ikke
fordi man frygter at man en dag ikke længere kan holde på manden........
Lisbeth Jacobsen
> som jeg har pointeret før, men som du jo har klippet ud, skyldes det jo
nok
> at man har en indtægt der gør det muligt at undvære disse tilskud.....
Jeg er enig.
Forsøger såmænd bare at dreje debatten til OGSÅ at handle om andre
parforhold end dem, hvor den ene er enlig forælder med "masser" af
offentlige tilskud. Det er heldigvis de færreste forhold, der består af den
konstellation.
> ja, men med hvilke konsekvenser?
Det vil være meget individuelt, hvilke konsekvenser det har ikke at hænge
sig i detaljer *S*
> igen, det ses sjældent i u-uddannede enlige mødre til to børn.... derfor
har
> jeg en smule svært ved at sluge det som et eksembel der er brugbart i
denne
> situation.....
En del af debatten er generel og handler ikke kun om, hvad man skal gøre,
når den ene er enlig mor med to børn.
> jeg kan ikke helt finde hovede og hale i dine udsagn.... på den ene side
> siger du at du ikke bekymrer dig om retfærdighed, men på den anden side
går
> du tilsyneladende meget op i om du har de penge der tilkommer dig og
dine???
> det er det jeg mener.....
Jeg går ikke op i, om hans og min indtægt er fordelt "retfærdigt".
Jeg går såmænd heller ikke op i, om de fælles udgifter er retfærdigt
fordelt. Det behøver de da ikke nødvendigvis være.
Jeg har været i en situation, hvor jeg valgte at betale mere til de fælles
madudgifter end han - fordi jeg ikke ville nøjes med det beskedne budget han
kunne/ville bidrage til.
Hvad den enkelte har tilbage, har heller ikke været fordelt med henblik på
at være retfærdig.
Jeg har i øvrigt samme forhold til veninderne. Vi går heller ikke op i, om
café-regningen og den fælles ferietur ender med præcis ligeligt fordelt
udgift.
> eller mener du ikke at en stedfar har samme forpligtelser overfor børnene
> som enhver anden samboende forælderfigur?? personlige som økonomiske?
Nej, jeg mener ikke, at en stedfar har samme forpligtelser. Tvært imod. Jeg
har været vant til, at den rigtige far SKAL deltage, mens stedfar KAN i det
omfang han har lyst.
> jo det synes jeg at det gør, for du forsøger at komme ind på at ikke alle
> får diverse ydelser, men overser det faktum at langt de fleste enlige
> forældre i dag faktisk får de ydelser, fordi de ikke har resurcerne til at
> få den uddannelse der skal sikre deres økonomi......
Nu er det jo ikke nogen naturlov, at det at være enlig forælder er lig med,
at man ikke har en uddannelse eller en ordentlig økonomi.
> ja, men det kan stadig være at den ejerlejlighed i kbh har en husleje der
> ligger på over det doppelte af hendes gamle lejlighed i bjerringbro..... (
> det er faktisk ret sansyneligt), og det vil dermed stille hende ret meget
> dårligere i sidste ende....
Der er jo ingen der siger, at hun skal betale mere til huslejen i Kbh. end
hun gjorde i Bjerringbro.
> heller ike til børnene der her er fanget i midten?
Jeg vil som enlig forælder altid sikre mig, at jeg kan forsørge mit barn -
og at jeg kan det uanset jeg er alene eller har en partner.
> igen hvad er acceptabelt når der er to indtægter der ligger måske 6-7000
kr
> fra hinanden, og den der har den laveste indtægt også er den der bringer
> flest udgifter ind i husholdningen??
Det aftaler man.
> det kan man sikkert, men hvis det gøres på en måde der underminerer ens
> partner, så synes jeg vi er ude på et sidespor....
Jeg ved ikke hvad du mener med at "underminere ens partner" i denne
sammenhæng.
> enig.... men der er forskel på at sikre hinanden og børnene, og så på at
> sikre sig selv......
Ja det er der da. Nogle vælger eksempelvis at sikre sin fremtid ved hver
måned at indbetale et stort beløb til min pension. Partneren vælger ikke
nødvendigvis at gøre det samme.
> enig..... men igen..... der er forskel på at sikre hinanden og børnene og
så
> på at sikre sig selv.....
Ja... men nogle har et større behov for at sikre sig end andre.
Som enlig forsørger har man eksempelvis et større behov for at sikre, at der
også sidst på måneden er penge til ordentlig mad. Den form for sikkerhed er
barnløse ikke altid bekymrede for.
Man kan snildt være i en situation, hvor man ikke har samme krav til, i
hvilket omfang man skal sikre sig.
Mvh. Lisbeth
Lisbeth Jacobsen
> øhhhhh er det ikke en og samme type du snakker om?
Nej. Jeg taler om to meget forskellige måder at dele udgifter på.
Med "din, min og fælles" økonomi mener jeg, at man har nogle udgifter
fælles - men resten af ens indtægt råder man selv over.
Alternativt kan man putte begges indtægter i en fælles kasse og dele så
ligeligt som muligt.
> men der findes par derude der kører det på den meget strikse adskilte
måde,
> det er dog meget uholdbart i længden, og hvert eneste par jeg har set på
den
> måde, er også gået fra hinanden før eller siden......
De fleste par går fra hinanden før ellers siden. Fælles økonomi eller ej.
Mvh. Lisbeth
Sabina Hertzum
> "Sabina Hertzum" <sab...@mandezonen.dk> skrev i en meddelelse
> news:w081b.52753$Kb2.2...@news010.worldonline.dk...
>
>> øhhhhh er det ikke en og samme type du snakker om?
>
> Nej. Jeg taler om to meget forskellige måder at dele udgifter på.
nu henviste jeg mere til din formulering.... det var den der forvirrede mig
lidt...... hvilket jeg også beskrev i følgende sætning:
altså dem der synes "din, min og vores" er hæslig, er vel i grunden også dem
er foretrækker vores hele vejen igennem eller?
> Med "din, min og fælles" økonomi mener jeg, at man har nogle udgifter
> fælles - men resten af ens indtægt råder man selv over.
>
> Alternativt kan man putte begges indtægter i en fælles kasse og dele
> så ligeligt som muligt.
så langt er jeg med, men for mig at se virkede det som om du beskrev den
samme type..... måske manglede der bare et ord eller lignende....... jeg
blev bare forvirret af din formulering, derfor spurgte jeg ind til det....
>> men der findes par derude der kører det på den meget strikse
>> adskilte måde, det er dog meget uholdbart i længden, og hvert eneste
>> par jeg har set på den måde, er også gået fra hinanden før eller
>> siden......
>
> De fleste par går fra hinanden før ellers siden. Fælles økonomi eller
> ej.
sikkert, men i min erfaring er økonomiske problemer ofte den primære årsag
til problemerne parterne imellem..... hvilket i overført betydning så gør de
økonomiske problemer til årsag for bruddet.....
Sabina Hertzum
> Jeg er enig.
>
> Forsøger såmænd bare at dreje debatten til OGSÅ at handle om andre
> parforhold end dem, hvor den ene er enlig forælder med "masser" af
> offentlige tilskud. Det er heldigvis de færreste forhold, der består
> af den konstellation.
du må da vel indrømme at det gør det væsentligt nemmere at forholde sig til
den forhåndværende situation..... og ikke blande de tusinder af andre
muligheder der er ind i det.......
rent praktisk set, er der ret stor sansynelighed for at kvinden i det
oprindelige indlæg modtager disse ekstra ydelser, og derfor vil miste dem
når hun flytter sammen med kæresten..... derfor foretrækker jeg at forholde
mig til den side af sagen.....
>> ja, men med hvilke konsekvenser?
>
> Det vil være meget individuelt, hvilke konsekvenser det har ikke at
> hænge sig i detaljer *S*
enig, men for nogle kan disse manglende detaljer kun være skyld i nogle
ubetydelige diskutioner (sansyneligvis hvis begge har en forholdsvis god løn
og samme indgangsvinkel til det), i værste fald kan det betyde at de går fra
hinanden inden for få måneder, fordi de ikke havde gennemtænkt
situationen.......
jeg formoder at parret vi her taler om vil have størst glæde af at få
tingene på det rene inden de flytter sammen, ud fra de oplysninger der er
kommet undervejs.....
>> igen, det ses sjældent i u-uddannede enlige mødre til to børn....
>> derfor har jeg en smule svært ved at sluge det som et eksembel der
>> er brugbart i denne situation.....
>
> En del af debatten er generel og handler ikke kun om, hvad man skal
> gøre, når den ene er enlig mor med to børn.
enig, men det er nu engang den side af debatten jeg forholder mig
til......... det håber jeg du vil respektere ;)
>> jeg kan ikke helt finde hovede og hale i dine udsagn.... på den ene
>> side siger du at du ikke bekymrer dig om retfærdighed, men på den
>> anden side går du tilsyneladende meget op i om du har de penge der
>> tilkommer dig og dine??? det er det jeg mener.....
>
> Jeg går ikke op i, om hans og min indtægt er fordelt "retfærdigt".
>
> Jeg går såmænd heller ikke op i, om de fælles udgifter er retfærdigt
> fordelt. Det behøver de da ikke nødvendigvis være.
>
> Jeg har været i en situation, hvor jeg valgte at betale mere til de
> fælles madudgifter end han - fordi jeg ikke ville nøjes med det
> beskedne budget han kunne/ville bidrage til.
>
> Hvad den enkelte har tilbage, har heller ikke været fordelt med
> henblik på at være retfærdig.
>
> Jeg har i øvrigt samme forhold til veninderne. Vi går heller ikke op
> i, om café-regningen og den fælles ferietur ender med præcis ligeligt
> fordelt udgift.
så er det jo egentlig ikke så forskellig en situation vi sidder i....... jeg
kunne formode at det et eller andet sted er afgørende for dig at have dine
penge, og så disponere derfra........ det er det så ikke for mig ;)
>> eller mener du ikke at en stedfar har samme forpligtelser overfor
>> børnene som enhver anden samboende forælderfigur?? personlige som
>> økonomiske?
>
> Nej, jeg mener ikke, at en stedfar har samme forpligtelser. Tvært
> imod. Jeg har været vant til, at den rigtige far SKAL deltage, mens
> stedfar KAN i det omfang han har lyst.
det er jo fint nok hvis faderen er nærværende og har muligheden for at
deltage.....
nu bor min søns far på den anden side af de to bælter, så han kan ikke
deltage i samme omfang, hverken i opdragelse, eller skolearrangementer......
den plads tager min kæreste så gerne, og fylder flot ud, uden at overtræde
grænsen til hvor far hører hjemme......
i min verden har alle en forpligtelse overfor dem selv til at sætte de
grænser de har behov for, både overfor min søn og overfor alle andre......
det betyder i praksis at alle der er en del af vores liv som udgangspunkt
får at vide at de selv skal sige fra..... vi kan ikke læse tanker, men har
jo også vores egne grænser, det er dog ikke altid de stemmer overens med
andres..... det handler om respekt.....
på sin vis kan man sige at alle der kommer i berøring med et barn er med til
opdrage og påvirke dem ;)
> Nu er det jo ikke nogen naturlov, at det at være enlig forælder er
> lig med, at man ikke har en uddannelse eller en ordentlig økonomi.
nej, men igen er det den situation jeg forholder mig til.... nok især fordi
jeg selv har stået i den ;)
men iøvrigt vil jeg lige sige at bare fordi man ikke har en uddannelse, og
måske ikke tjener så meget, så er det ikke ens betydende med at man ikke har
en velfungerende økonomi...... der skal blot ikke helt så meget itl at vælte
den.....
>> ja, men det kan stadig være at den ejerlejlighed i kbh har en
>> husleje der ligger på over det doppelte af hendes gamle lejlighed i
>> bjerringbro..... ( det er faktisk ret sansyneligt), og det vil
>> dermed stille hende ret meget dårligere i sidste ende....
>
> Der er jo ingen der siger, at hun skal betale mere til huslejen i
> Kbh. end hun gjorde i Bjerringbro.
næ, men det er det der bliver antydet, når vi snakker 50/50 løsninger...
>> heller ike til børnene der her er fanget i midten?
>
> Jeg vil som enlig forælder altid sikre mig, at jeg kan forsørge mit
> barn - og at jeg kan det uanset jeg er alene eller har en partner.
naturligvis, men du forholder dig ikke til situationen vi snakker om......
kun til den situation du selv har stået i.... eller det er ihvertfald sådan
jeg umiddelbart opfatter det....
>> det kan man sikkert, men hvis det gøres på en måde der underminerer
>> ens partner, så synes jeg vi er ude på et sidespor....
>
> Jeg ved ikke hvad du mener med at "underminere ens partner" i denne
> sammenhæng.
hvis man feks selv sætter 250 kr til side hver måned, uden at informere
partneren om det....
>> enig.... men der er forskel på at sikre hinanden og børnene, og så
>> på at sikre sig selv......
>
> Ja det er der da. Nogle vælger eksempelvis at sikre sin fremtid ved
> hver måned at indbetale et stort beløb til min pension. Partneren
> vælger ikke nødvendigvis at gøre det samme.
nu kan jeg ikke umiddelbart huske reglerne, men er det ikke noget med at ens
ægtefælle eller børn arver de penge hvis man falder væk.....
>> enig..... men igen..... der er forskel på at sikre hinanden og
>> børnene og så på at sikre sig selv.....
>
> Ja... men nogle har et større behov for at sikre sig end andre.
> Som enlig forsørger har man eksempelvis et større behov for at sikre,
> at der også sidst på måneden er penge til ordentlig mad. Den form for
> sikkerhed er barnløse ikke altid bekymrede for.
nemlig.....
> Man kan snildt være i en situation, hvor man ikke har samme krav til,
> i hvilket omfang man skal sikre sig.
ja enig....... personligt har jeg kun en personlig forsikring, og en indbo
forsikring.... de går dog af min og kærestens fælles økonomi, dog går min
personlige forsikring til min søn hvis jeg skulle falde væk.......
af andre typer sikringer, kan man tale om at man feks laver aftaler om hvad
der skal ske med børnene i tilfælde af uheld og lignende....... den slags
sikringer har jeg også taget mig.... i samråd med min kæreste og min
ex...... ligesom min mor og min søns gudmor er informeret herom....
mht økonomisk sikring, der er jeg mere i retningen af "live in the
moment"..... jeg nyder livet mens det er her, og bekymrer mig om problemerne
når de opstår ;)
Thorbjoern Ravn Andersen
> Med "din, min og fælles" økonomi mener jeg, at man har nogle udgifter
> fælles - men resten af ens indtægt råder man selv over.
Det afgørende er vel om der er penge nok i kassen til at man kan lave
den slags ting uden at det skaber brødnid.
--
Thorbjørn Ravn Andersen
http://unixsnedkeren.dk/ravn
Stine
"John Sahl" <spam...@mandezonen.dk> wrote in message
news:kYv0b.52108$Kb2.2...@news010.worldonline.dk...
> John Sahl <spam...@mandezonen.dk> wrote:
> > Stine <unk...@unknown.dk> wrote:
> >> Der er vel ikke nogen grund til at være så nøjeregnende. At man
> >> ligefrem skulle gemme regninger??? Pyh, jeg kan da godt forstå, at så
> >> mange ægteskaber falder fra hinanden..
> >
> > Det er vi helt enige i.
>
> Jeg glemte dog helt at spørge hvor du fik det fra med at gemme
> regninger, det er i al fald ikke fra mit indlæg eller min dagligdag
>
>
Nej, du har ret - det var ikke dig, men Nette. Nogen gange må man jo bare
have det hele ud på én gang :)
Sorry..
/Stine
--
> John Sahl, Projektleder på MandeZonen.dk
> Når du er træt af /Tidens Kvinder/
> http://www.mandezonen.dk/
>
>
Lars Marquart
Ikke fordi jeg vil blande mig i din og Sabrinas debat, men jeg kan ikke lade
være ;-)....
Hos os er vi godt nok gift, og har et barn, som er fælles. Så problematikken
med om den ene skal betale til den andens barn er ikke eksisterende. Men
derfor har vi aligevel været diskutionen igennem om hvad der er rimeligt, og
hvad der ikke er.
Skulle jeg batale havdelen af de faste udgifter (hus, bil osv) ville der
være et minus på 2-3 tusinde på min konto hver måned. Altså vi kan slæt ikke
bo sammen, da jeg af gode grunde, hværken ville kunne få mad på bordet eller
tøj på kroppen. (min mand tenker ikke så langt når han handler "det kunne
jeg godt tenke mig, er det kvalitet?... ja, jammen det tager jeg". og det er
ligegyldigt om det er til fælles forbrug, til mig eller til ham selv, og så
forsvinder pengene jo hurtigt)
Sådan fungerer det bare ikke. Vi elsker hinanden, og hvem der har hvad at
gøre med til hvad, er irilevandt. Vi gør hvad der er nødvendigt, for at
holde på hinanden og det kalder jeg at udvise respekt.
Kræver det at jeg fx en måned er "nød til" at leve på havergrød i en uge,
for at min partner, kan få betalt den der skide regnig, jammen så gør jeg da
det, jeg dør ikke af det, (hvis det aligevel skulle gå så galt, dør vi jo
sammen, for er der ikke råd til mad til mig er der heller ikke til ham)
Vi er fælles om det hele (selgfølgelig er der en køns fordeling, men det
betydder ikke at vi ikke hjælper hinanden, hvor det er nødvendigt) og kan
man ikke finde ud af at deles, mener jeg ikke det er noget positiv at bygge
et forhold på, da det beviser at man kun kan og vil tenke på: "min min min
mine og så lige mig" hvilket der ikke ligger en skid respekt i, som er en af
de største ingridienser for at få forholdet til at køre.
Inten elsker man og er der med villig til at dø (og jeg mener vitterlig dø i
ordets engtlige betydning) for ens partner, hvis det er det der skal til.
Eller også, er man uinteraseret, og ønsker kun at skumme fløden selv.
Det overstående, er når man først er i et fast forhold, (flyttet sammen og
spitelt når der er børn indblandet)
Ind til man er sikker på hvad man vil (og det er man hvis man vælger at
blande børn ind i det, ligegyldigt om det er ens egne eller ej. Ellers skal
man holde sig VÆK) er det, det fornuftigste at lade være med at blande
tingene for meget sammen, da det kun vil gøre tingene meget indviklede, hvis
det viser sig, at kærligheden ikke lige slår til....
John Sahl
> Nej, du har ret - det var ikke dig, men Nette. Nogen gange må man jo
> bare have det hele ud på én gang :)
>
> Sorry..
Jeg overlever nok ;-)
Lisbeth Jacobsen
> du må da vel indrømme at det gør det væsentligt nemmere at forholde sig
til
> den forhåndværende situation..... og ikke blande de tusinder af andre
> muligheder der er ind i det.......
Jeg synes ikke det er nemmere at forholde sig til et bestemt pars konkrete
situation frem for at snakke om det i bredere perspektiver.
> så er det jo egentlig ikke så forskellig en situation vi sidder i.......
jeg
> kunne formode at det et eller andet sted er afgørende for dig at have dine
> penge, og så disponere derfra........ det er det så ikke for mig ;)
Det er afgørende for mig er, at BEGGE parter råder over egne penge. Og har
egne penge at råde over.
> nej, men igen er det den situation jeg forholder mig til.... nok især
fordi
> jeg selv har stået i den ;)
Me to.
> næ, men det er det der bliver antydet, når vi snakker 50/50 løsninger...
Jeg går ikke ind for 50/50 løsninger frem for andre løsninger.
At man har nogle udgifter, man vælger at være fælles om, behøver ikke
betyde, at man betaler lige meget. Det kan være det ender med 25/75
> naturligvis, men du forholder dig ikke til situationen vi snakker om......
Jeg forholder mig ikke (kun) til et konkret pars situation.
> kun til den situation du selv har stået i.... eller det er ihvertfald
sådan
> jeg umiddelbart opfatter det....
Nej. Forholder mig lige så meget til situationer, jeg IKKE overhovedet har
været i *S*
> hvis man feks selv sætter 250 kr til side hver måned, uden at informere
> partneren om det....
Det kommer ikke min partner ved, hvad jeg sætter til side og hvad jeg bruger
og på hvad. Tilsvarende kommer det selvfølgelig heller ikke mig ved, om han
sparer op eller klatter alle sine penge væk. Ham om det.
> mht økonomisk sikring, der er jeg mere i retningen af "live in the
> moment"..... jeg nyder livet mens det er her, og bekymrer mig om
problemerne
> når de opstår ;)
Det er - for at tage et enkelt eksempel - for sent at vente med at bekymre
sig om økonomien som pensionist til du bliver pensioneret. Hvis du altså vil
have en nogenlunde god økonomi til den tid.
Mvh. Lisbeth
Lisbeth Jacobsen
news:3f453626$0$97193$edfa...@dread12.news.tele.dk...
> Skulle jeg batale havdelen af de faste udgifter (hus, bil osv) ville der
> være et minus på 2-3 tusinde på min konto hver måned. Altså vi kan slæt
ikke
> bo sammen, da jeg af gode grunde, hværken ville kunne få mad på bordet
eller
> tøj på kroppen.
I har med andre ord sat jer så hårdt, at du ikke vil kunne klare udgiften,
ifald du bliver alene. Den situation har jeg altid undgået at sætte mig i.
> Sådan fungerer det bare ikke. Vi elsker hinanden, og hvem der har hvad at
> gøre med til hvad, er irilevandt.
For mig har det med økonomien intet at gøre med kærligheden.
Mvh. Lisbeth
Sabina Hertzum
>> du må da vel indrømme at det gør det væsentligt nemmere at forholde
>> sig til den forhåndværende situation..... og ikke blande de tusinder
>> af andre muligheder der er ind i det.......
>
> Jeg synes ikke det er nemmere at forholde sig til et bestemt pars
> konkrete situation frem for at snakke om det i bredere perspektiver.
det er vi så uenige i.... jeg vil gerne fortsat forholde mig til den
indledende situation, da det er deri mit udgangspunkt for denne debat
ligger.... det er forplumrende at blande andre irelevante ting ind i det :)
>> så er det jo egentlig ikke så forskellig en situation vi sidder
>> i....... jeg kunne formode at det et eller andet sted er afgørende
>> for dig at have dine penge, og så disponere derfra........ det er
>> det så ikke for mig ;)
>
> Det er afgørende for mig er, at BEGGE parter råder over egne penge.
> Og har egne penge at råde over.
nøjagtig det samme, blot med andre ord ;)
og egentlig ikke så forskellig fra den situation jeg lever i..... med den
lille forskel at vi altså udviser respekt for hinanden inden vi køber ting,
der kun er til glæde for den ene....
>> nej, men igen er det den situation jeg forholder mig til.... nok
>> især fordi jeg selv har stået i den ;)
>
> Me to.
har du?? for det lyder unægtelig ikke som om du har stået uden uddannelse
som enlig mor, og har måtte kæmpe dig til din uddannelse alene..... men det
kan da godt være..... det fremgår bare overhovedet ikke....
>> næ, men det er det der bliver antydet, når vi snakker 50/50
>> løsninger...
>
> Jeg går ikke ind for 50/50 løsninger frem for andre løsninger.
> At man har nogle udgifter, man vælger at være fælles om, behøver ikke
> betyde, at man betaler lige meget. Det kan være det ender med 25/75
så må du forklare mig hvad forskellen så reelt set er?
>> naturligvis, men du forholder dig ikke til situationen vi snakker
>> om......
>
> Jeg forholder mig ikke (kun) til et konkret pars situation.
det forsøger jeg så på.....
>> hvis man feks selv sætter 250 kr til side hver måned, uden at
>> informere partneren om det....
>
> Det kommer ikke min partner ved, hvad jeg sætter til side og hvad jeg
> bruger og på hvad. Tilsvarende kommer det selvfølgelig heller ikke
> mig ved, om han sparer op eller klatter alle sine penge væk. Ham om
> det.
det ville jeg personligt betragte som den største disrespekt min partner
kunne udvise mig...... selvom det måske i praksis ikke vedkommer partneren,
så kan jeg ikke tolerere nogen form for løgn eller bedrag..... heller ikke
selvom det måske kun er skaldede 250 kr i måneden....
>> mht økonomisk sikring, der er jeg mere i retningen af "live in the
>> moment"..... jeg nyder livet mens det er her, og bekymrer mig om
>> problemerne når de opstår ;)
>
> Det er - for at tage et enkelt eksempel - for sent at vente med at
> bekymre sig om økonomien som pensionist til du bliver pensioneret.
> Hvis du altså vil have en nogenlunde god økonomi til den tid.
det er jeg ikke overbevist om er nogen fordel for mig....... jeg føler mig
overbevist om at jeg til den tid vil leve præcist som jeg gør nu...... og få
det meste ud af det jeg har ;)
jeg gider ikke spilde mine kræfter på at bekymre mig om i morgen, når der er
rigeligt at bekymre sig om i dag ;) og hvem ved iøvrigt om der overhovedet
er imorgen???
SE
"Papfaderen" <dk8008RE...@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:T520b.51617$Kb2.2...@news010.worldonline.dk...
> Hej der ude!
>
> Hvad og hvordan gør i andre derude når / hvis i flytter sammen
> med en der har to børn og i ikke selv har børn???
>
> Jeg mener Økonomisk, har i fælles økonomi eller delt op, som eks. sådan
her:
Da jeg mødte min mand havde han ikke noget sted at bo, og det var derfor
meget naturligt at han flyttede ind til mig fra dag 1. Han har 3 børn som vi
har hveranden weekend + betaler bidrag til.
Der har ikke på noget tidspunkt været tale om "dine og mine penge", men vi
har været fælles om det hele fra starten. Lige da jeg havde mødt ham, blev
han arbejdsløs og der var en del bøvl før han kunne få dagpenge. I den
periode levede vi af min (udmærkede) løn og det var det vi havde til deling.
Senere kom jeg på SU og så var det ham der tjente mest. Vi har ikke på noget
tidspunkt spekuleret over hvem der tjente hvad, men hos os hedder det at VI
tjener så og så meget. Den der har penge på sig betaler når vi handler og
vil den ene ud og shoppe, så tager man enten fra de penge man nu
tilfældigvis har liggende, eller man hæver på den ene af bankkontiene. Vi
har hver vores konto, da PBS trækker fra mig, men vi har fuldmagt og
hævekort til begge konti og fuld tillid til at vi spenderer med respekt for
hinanden og børnene.
Jeg har ikke på noget tidspunkt tænkt over at JEG betaler til HANS
børn....... Jeg bidrager til den fælles indtægt, hvoraf der så går x antal
kroner til børnene hver måned.
Hvis du allerede nu spekulerer i millimeterdemokrati mht. hendes børn og
jeres udgifter, så burde du efter min mening vente med at flytte sammen med
hende.
Hvis min mand og jeg skulle gå fra hinanden i morgen, så ville jeg ikke et
øjeblik ærgre mig over at jeg har betalt til HANS børn. Jeg har fået nogle
dejlige år sammen med dem allesammen (hvilket forhåbentlig fortsætter) og
jeg har nydt mit liv sammen med min mand, både med god og dårlig økonomi.
Hvis du elsker din kæreste, så må du sætte det over alt andet - ellers er
forholdet dømt til fiasko fra starten, da der uvægerligt vil blive
uoverensstemmelser mht det økonomiske.
/se
Nette
"Sabina Hertzum" skrev i en meddelelse
news:ak81b.52761$Kb2.2...@news010.worldonline.dk...
> det kan det hurtigt gå hen og blive hvis moderen er på SU og mor og børn
> derfor nærmest går i laser, mens manden i huset dagligt går i armani
> habitter....
Jeg skal nok svare på dit andet indlæg senere, eller rettere i morgen, min
koncentration er næsten lig nul på dette tidspunkt, men min "tilstand" gør
at jeg ingen døgnrytme har...
Efter at have læst overstående afsnit, kom jeg til at tænke på et gammelt
ordsprog, så kan man jo selv bedømme, om det passer eller ej......
"Lige børn leget bedst"....
Godnat med jer :-)
Nette
Lisbeth Jacobsen
> nøjagtig det samme, blot med andre ord ;)
> og egentlig ikke så forskellig fra den situation jeg lever i..... med den
> lille forskel at vi altså udviser respekt for hinanden inden vi køber
ting,
> der kun er til glæde for den ene....
Tjah.. jeg opfatter det ikke som lig med at vise mig respekt at manden
involverer mig i indkøb for hans egne penge.
> har du?? for det lyder unægtelig ikke som om du har stået uden uddannelse
> som enlig mor, og har måtte kæmpe dig til din uddannelse alene..... men
det
> kan da godt være..... det fremgår bare overhovedet ikke....
Jamen så ved du det nu... at jeg har været enlig mor uden uddannelse. *S*
Men den der med at have "kæmpet mig" til uddannelse, kan du godt sløjfe. Jeg
opfatter min studietid som en dejlig periode i mit liv - selvom økonomien
ikke var til store udskejelser. Men med arbejde i de lange sommerferier gik
det nu meget godt.
> så må du forklare mig hvad forskellen så reelt set er?
At man betaler en eller anden aftalt del til husholdningen og andre faste
fælles udgifter.
Og selv råder 100% over resten.
> det ville jeg personligt betragte som den største disrespekt min partner
> kunne udvise mig...... selvom det måske i praksis ikke vedkommer
partneren,
> så kan jeg ikke tolerere nogen form for løgn eller bedrag..... heller ikke
> selvom det måske kun er skaldede 250 kr i måneden....
Der er nu ikke tale om hverken disrespekt, løgn eller bedrag. *S*
> jeg gider ikke spilde mine kræfter på at bekymre mig om i morgen, når der
er
> rigeligt at bekymre sig om i dag ;) og hvem ved iøvrigt om der overhovedet
> er imorgen???
Jeg bekymrer mig ikke det fjerneste om i morgen. Min pensionsparing er
eksempelvis ikke noget jeg går og tænker på overhovedet. Det kører helt
automatisk og har gjort det siden starten. Jeg betaler en del af opsparingen
og min arbejdsgiver betaler en anden del.
Ved altid at have sikret mig, at jeg kan forsørge mig selv og mit barn -
partner eller ej - har jeg heller ikke bekymret mig det fjerneste om den
kortsigtede fremtid.
Det er med andre ord ikke lig med løgn, bedrag, disrespekt og bekymringer at
gøre det anderledes end du og din kæreste *S*
Mvh. Lisbeth
Sabina Hertzum
>> med den lille forskel at vi altså udviser respekt for hinanden inden
>> vi køber ting, der kun er til glæde for den ene....
>
> Tjah.. jeg opfatter det ikke som lig med at vise mig respekt at manden
> involverer mig i indkøb for hans egne penge.
det gør jeg på sin vis heller ikke..... men jeg opfatter det som disrespekt
hvis min partner bevidst lyver eller tilbageholder noget fra mig.....
eksembelvis hvis min kæreste købte en ny computer uden at delagtiggøre mig i
processen...... heldigvis er det ikke noget min kæreste ville gøre, så på
det punkt har jeg ikke noget at frygte ;)
>> så må du forklare mig hvad forskellen så reelt set er?
>
> At man betaler en eller anden aftalt del til husholdningen og andre
> faste fælles udgifter.
> Og selv råder 100% over resten.
du fik lige klippet lidt for meget væk.....
jeg har stadig lidt svært ved at se hvori forskellen ligger..... og hvordan
man udregner hvad der er en fair del af husholdningen.........
går man ud fra at begge parter skal have et forholdsvis ens rådighedsbeløb,
eller går man ud fra at begge parter skal betale nogenlunde lige meget,
eller hvad??
>> det ville jeg personligt betragte som den største disrespekt min
>> partner kunne udvise mig...... selvom det måske i praksis ikke
>> vedkommer partneren, så kan jeg ikke tolerere nogen form for løgn
>> eller bedrag..... heller ikke selvom det måske kun er skaldede 250
>> kr i måneden....
>
> Der er nu ikke tale om hverken disrespekt, løgn eller bedrag. *S*
sådan ville jeg opfatte det..... men det skyldes jo nok at jeg tidligere har
oplevet personligt bedrag, og derfor er ret følsom i den retning......
>> jeg gider ikke spilde mine kræfter på at bekymre mig om i morgen,
>> når der er rigeligt at bekymre sig om i dag ;) og hvem ved iøvrigt
>> om der overhovedet er imorgen???
>
> Jeg bekymrer mig ikke det fjerneste om i morgen. Min pensionsparing er
> eksempelvis ikke noget jeg går og tænker på overhovedet. Det kører
> helt automatisk og har gjort det siden starten. Jeg betaler en del af
> opsparingen og min arbejdsgiver betaler en anden del.
du har stadig på et tidspunkt skulle tage beslutningen eller er det blevet
dig påduttet?
> Ved altid at have sikret mig, at jeg kan forsørge mig selv og mit
> barn - partner eller ej - har jeg heller ikke bekymret mig det
> fjerneste om den kortsigtede fremtid.
jeg har ingen frygt for at jeg ikke vil kunne forsørge mig selv eller mit
barn.... det ved jeg at jeg fuldt ud vil være i stand til, uanset om jeg har
sikret mig for fremtiden eller ej.....
> Det er med andre ord ikke lig med løgn, bedrag, disrespekt og
> bekymringer at gøre det anderledes end du og din kæreste *S*
det har jeg bestemt heller ikke hverken sagt eller antydet...... jeg har
hele tiden sagt at sådan ville JEG opfatte det, hvis min partner gjorde
noget bag min ryg, uanset hvor lille et beløb vi taler om.... at du blander
de to begreber sammen, er vist tegn på at det er ved at være sengetid ;)
Lisbeth Jacobsen
news:3f454b4d$0$24634$edfa...@dread14.news.tele.dk...
> "Lige børn leget bedst"....
Hvis det også gælder på det økonomiske plan, er der mange, der må lege ret
dårligt. *S*
Mvh. Lisbeth
Lisbeth Jacobsen
> jeg har stadig lidt svært ved at se hvori forskellen ligger..... og
hvordan
> man udregner hvad der er en fair del af husholdningen.........
Jeg tror ikke man man lave en udregning, der er helt og totalt fair. Som jeg
tidligere har skrevet forstår jeg heller ikke, at man går op i, om det er
helt fair. Det er meget lidt her i livet, der er retfærdigt tildelt.
At man ikke kan gøre det 100% retfærdigt burde ikke forhindre, at man kan
kan aftale, hvad man hver især bidrager med. Ellers skal man nok lade være
med at flytte sammen.
> går man ud fra at begge parter skal have et forholdsvis ens
rådighedsbeløb,
Skal de da det?
Hvis jeg tjener dobbelt så meget som min partner, fïnder jeg det helt
naturligt, at jeg også har meget mere til rådighed end han har. Det omvendte
gælder naturligvis også. Og jeg har i øvrigt aldrig prøvet andet, end at
have meget forskellige rådighedsbeløb. Forskellen har været helt oppe på, at
den ene part havde fire-fem gange så stor indtægt som den anden.
> eller går man ud fra at begge parter skal betale nogenlunde lige meget,
> eller hvad??
Det betemmer parterne selv.
> du har stadig på et tidspunkt skulle tage beslutningen eller er det blevet
> dig påduttet?
Både og. Bortset fra, at pensionsopsparingen ikke ligefrem er blevet mig
påduttet, men dog var en normal ordning i min stilling og at jeg derfor helt
naturligt tog stilling til sagen ved min ansættelse. *S*
> det har jeg bestemt heller ikke hverken sagt eller antydet...... jeg har
> hele tiden sagt at sådan ville JEG opfatte det, hvis min partner gjorde
> noget bag min ryg, uanset hvor lille et beløb vi taler om.... at du
blander
> de to begreber sammen, er vist tegn på at det er ved at være sengetid ;)
Jeg er godt klar over, at du taler om, hvad du FØLER i den nævnte situation.
Men jeg talte om, hvordan tingene reelt er. Jeg synes med andre ord det kan
være meget godt at lade være med at mixe sådanne ting... specielt hvis man
føler grund til at være krænket over at partneren gør noget, der ikke reelt
har noget at gøre med, om han viser en respekt eller ej.
Mvh. Lisbeth
Christina Puhakka Egholm
> I har med andre ord sat jer så hårdt, at du ikke vil kunne klare
udgiften,
> ifald du bliver alene. Den situation har jeg altid undgået at sætte
mig i.
Jeg er i samme situation, eftersom jeg er studerende på SU. Men jeg er
ikke et sekund i tvivl om, at hvis jeg pludselig blev alene med vores
barn, ville jeg sagtens kunne klare det - vi kunne bare ikke blive
boende, men det gør mig heller ikke noget. Til gengæld er der ingen
risiko på nuværende tidspunkt for, at vi bliver alene, så jeg har slet
ikke bekymringen.
Min pointe er bare, at man i nogle tilfælde kan være nødt til at sætte
sig selv i den situation, du altid har undgået. Jojo, jeg kunne
selvfølgelig bare droppe studierne - men med 7 års universitetsstudier
på bagen og et afgangsbevis til næste sommer, om alt går vel, er det
ikke et reelt alternativ.
At der er forskel på vores økonomiske formåen er overhovedet ikke noget
problem her, og det er jo også kun et spørgsmål om tid, før det
udlignes, hvis man endelig skulle gå op i sådan noget.
Christina
Sabina Hertzum
>> Skulle jeg batale havdelen af de faste udgifter (hus, bil osv) ville
>> der være et minus på 2-3 tusinde på min konto hver måned. Altså vi
>> kan slæt ikke bo sammen, da jeg af gode grunde, hværken ville kunne
>> få mad på bordet eller tøj på kroppen.
>
> I har med andre ord sat jer så hårdt, at du ikke vil kunne klare
> udgiften, ifald du bliver alene. Den situation har jeg altid undgået
> at sætte mig i.
jeg har altid været i stand til at klare mig, selvom jeg måske har sat mig
lidt hårdt i det...... skulle jeg flytte, jamen så klarede vi også det.....
og nu er jeg heldigvis af en smule nomade natur, så jeg nyder at flytte og
har sjældent boet mere end 3 år det samme sted ;)
aå en ting er om man kan klare at bo alene i den bolig man bor i sammen med
sin partner, en anden ting er om man har sat sig "for hårdt"...... det er et
fortolkningsspørgsmål hvad der er "for hårdt" jo....... jeg har personligt
aldrig siddet "for hårdt" i det på trods af lav indtægt, og alvorlig
sygdom.......
>> Sådan fungerer det bare ikke. Vi elsker hinanden, og hvem der har
>> hvad at gøre med til hvad, er irilevandt.
>
> For mig har det med økonomien intet at gøre med kærligheden.
så længe man ingen problemer har med økonomien, er det jo klart det ikke
påvirker kærligheden........
Sabina Hertzum
>> jeg har stadig lidt svært ved at se hvori forskellen ligger..... og
>> hvordan man udregner hvad der er en fair del af
>> husholdningen.........
>
> Jeg tror ikke man man lave en udregning, der er helt og totalt fair.
> Som jeg tidligere har skrevet forstår jeg heller ikke, at man går op
> i, om det er helt fair. Det er meget lidt her i livet, der er
> retfærdigt tildelt.
>
> At man ikke kan gøre det 100% retfærdigt burde ikke forhindre, at man
> kan kan aftale, hvad man hver især bidrager med. Ellers skal man nok
> lade være med at flytte sammen.
enig..... men så kan jeg ikke rigtig se hvad forskellen på den løsning og så
den løsning vi praktiserer er??
eneste forskel er jo, så vidt jeg kan se, at man ikke taler sammen om hvad
man ellers bruger "sine" penge til.......
>> går man ud fra at begge parter skal have et forholdsvis ens
>> rådighedsbeløb,
>
> Skal de da det?
det er det jeg spørger om......
> Hvis jeg tjener dobbelt så meget som min partner, fïnder jeg det helt
> naturligt, at jeg også har meget mere til rådighed end han har. Det
> omvendte gælder naturligvis også. Og jeg har i øvrigt aldrig prøvet
> andet, end at have meget forskellige rådighedsbeløb. Forskellen har
> været helt oppe på, at den ene part havde fire-fem gange så stor
> indtægt som den anden.
som jeg har sagt før, hvis man har en rimelig høj indtægt, betyder det
væsentligt mindre, end hvis man lever på sultegrænsen ;)
>> eller går man ud fra at begge parter skal betale nogenlunde lige
>> meget, eller hvad??
>
> Det betemmer parterne selv.
hvad gjorde du? ( for eksemblets skyld??)
>> du har stadig på et tidspunkt skulle tage beslutningen eller er det
>> blevet dig påduttet?
>
> Både og. Bortset fra, at pensionsopsparingen ikke ligefrem er blevet
> mig påduttet, men dog var en normal ordning i min stilling og at jeg
> derfor helt naturligt tog stilling til sagen ved min ansættelse. *S*
det er det jo med mange stillinger, men bliver man fyret og kommer i et
andet job, der ikke har den samme ordning, kan det jo reelt være ligemeget
:) så står man med valget.. om man skal hæve dem og betale 60% i skat, eller
bare lade dem ligge.....
>> det har jeg bestemt heller ikke hverken sagt eller antydet...... jeg
>> har hele tiden sagt at sådan ville JEG opfatte det, hvis min partner
>> gjorde noget bag min ryg, uanset hvor lille et beløb vi taler om....
>> at du blander de to begreber sammen, er vist tegn på at det er ved
>> at være sengetid ;)
>
> Jeg er godt klar over, at du taler om, hvad du FØLER i den nævnte
> situation. Men jeg talte om, hvordan tingene reelt er.
en meget klog mand har ofte sagt
"there is no truth, just perception".....
dermed sagt at din sandhed ikke nødvendigvis er min sandhed.....
> Jeg synes med
> andre ord det kan være meget godt at lade være med at mixe sådanne
> ting... specielt hvis man føler grund til at være krænket over at
> partneren gør noget, der ikke reelt har noget at gøre med, om han
> viser en respekt eller ej.
hvem er det der skal afgøre hvad der er respekt for en person? er det ikke
rimeligt at det er personen selv?
og hvad du måske ikke ville opfatte som disrespekt, ville jeg måske opfatte
som den værste fornærmelse ever.....
prøv engang at tænke over hvis sandhed der er altafgørende..... man kan ikke
sige at noget er entydigt sandt, når vi taler om opfattelser og
holdninger....
vi kan sige det om former som firkanter og cirkler, vi kan endda sige det om
farver...... men holdninger og opfattelser er ike en statisk ting, og derfor
ikke noget man kan erklære som endegyldig sandhed.....
forklaret på en anden måde.....
din opfattelse: du får et hårdt skub i ryggen....
hans opfattelse: han kom til at vælte ind i dig og rakte instinktivt
hænderne ud for at afbøde faldet....
hvis umiddelbare opfattelse er korrekt?
Inger Pedersen
> "there is no truth, just perception".....
> dermed sagt at din sandhed ikke nødvendigvis er min sandhed.....
Netop - og er det egentlig ikke det, hele denne tråd handler om, nåpr det
kommer til stykket?
Troen/holdningerne til individualitet eller fællesskab?
Og troen/holdningerne til, om man kan adskille følelser og økonomi?
Hilsen Inger
nicolehh
> Hej der ude!
>
> Hvad og hvordan gør i andre derude når / hvis i flytter sammen
> med en der har to børn og i ikke selv har børn???
>
> Jeg mener Økonomisk, har i fælles økonomi eller delt op,
>
>
> Jeg har mødt kvinden i mit liv, vi mødte hinanden lidt sent så
> hun havde nået at få 2 børn inden vi mødtes.
>
> Jeg elsker hende og begge hendes børn.
>
> Men så kommer vi til økonomien:
>
> Lige nu bor jeg på et lejet værelse og hun bor sammen med
> børnene på samme måde som inden vi mødtes.
> Og det fungerer fint.
>
> MEN når / hvis vi flytter sammen snakker hun om at starte på
> en uddannelse der varer 3 ½ år, og det er på SU.
>
> Det ville så i praksis sige at HVIS vi flyttede sammen inden
> hun påbegyndte sin uddannelse ville jeg stå for at tjene
> en masse penge til hende og hendes børn som
> - uanset hvor meget jeg elsker dem og omvendt -
> stadigt ikke er mine børn.
>
> Når hun så bliver færdig med uddannelsen er det hendes plan at
> arbejde 30 timer om ugen, med andre ord ville det være
> - i mine øjne - unfair over for mig hvis det blev
> version 1. som beskrevet ovenfor.
>
> Hvor imod jeg selv hælder mere til version 2.
> da den jo - igen i mine øjne - ville være mere fair.
>
> Man kan fortolke det på flere måder, en kunne være at
> hvis hun insisterer på version 1. at hun så godtager at jeg 'køber'
> mig fri af mit ansvar, og det er jeg ikke enig i, for jeg tager
> og skal nok tage mit ansvar for de nuværende og evt kommende
> børn. Eks. er det mig der er med på første skoledag etc.
>
> Og jeg er også indforstået med at betale fælles husleje, vand,
> el, varme og madbudget.
> Det er når vi kommer til resten at jeg er i tvivl hvad der fair.
>
> Mvh En Betænksom Stedfader
>
>
Jeg har nu læst de tidligere svar, og vil bare gerne tilføje hvad jeg
har oplevet...
1. vi havde delvis fælles økonomi... 1/2 husleje, 1/2 forsikringer, 1/2
telefon osv.
MEN - de udgifter der var forbundet med hans biler og gamel gæld var
HANS udgifter, de udgifter der var forbundet med min gamle gæld var MINE
udgifter.
så vi havde delt fortid, og fælles nu/fremtid...
han tjente meget mere end mig, men havde han penge havde jeg penge og
omvendt, selv om vi havde hver vores konti...
den fælles gæld vi stifftede blev "delt op" så den del jeg købte for
(møbler) afdragede jeg på, den del han købte for (biler) afdragede han
på... osv.
Da det gik i stykker, som vi aldrig regnede med ville ske, var det nemt
at dele tingene, mine møbler hans biler... Og det der var købt fælles
delte vi mellem os...
Ingen børn!
2. vi har særskilt økonomi - han har ingen fast indtægt (tidligere
selvstændig, nu vikariatjobs), så han betaler reelt set halv husleje og
noget til kost, har han ingen penge en tid, har han stadig mad på bordet
og tag over hovet, men har han en stor indtjening en tid har jeg flere
penge til mig selv, får så også lidt af ham, når han har højvande i
kassen...
Det fungere perfekt, og der er ingen der føler sig snydt, vi sætter
simpelthen bare nydelse efter ydelse, og har så også en fælles datter,
der altid kommer i 1. række...
3. hvis dette forhold skulle gå i vasken og jeg fandt en ny, og han ikke
ville være med på at dele alle udgifter mellem os, så var det ud af
klappen inden han nåede døren...
Selvfølgelig skulle han ikke betalt ALT til min datter, men hvis der er
kærlighed til mig er der også til min datter, og så er der også fornuft
til at se, at hun altid vil være nr. 1 i mit liv...
Det vil jo altid være en besparelse at flytte sammen, én husleje, 1 x
forsikringer, én telefon mm.
Så jeg vil lige sige at hvis du ikke vil betale til hendes børn, så find
dig en uden børn, og hvis du ikke vil hjælpe hende når hun har lavvande,
så hold dig fra hende, for så er hun bedre tjent uden dig...
Undskyld, hvis det var hårdt sagt, men penge er ikke alt, kærlighed gør
lykkelig, det gør penge ikke...
Håber at du er blevet klogere af alle de versioner du har læst om
herinde, syntes jeg kan læse ud fra det du har skrevet tidligere at du
er ved at ændre din holdning en smule, hvilket jeg syntes er et godt
tegn, hvis i skal få et godt liv sammen, penge er en sur ting at skændes
over...
:-)
--
Leveret af:
http://www.kandu.dk/
"Vejen til en hurtig løsning"
Henrik Andersen
efter de faste udgifter...
Det mener jeg jo så ikke, og det er der flere grunde til....
1. Hun kommer ind i et forhold med 2 børn.
2. Jeg mener at man beholder de penge man har evnet at (for)tjent(e).
3. Jeg mener begge parter bør tage et økonomisk ansvar,
under de omstændigheder der nu er, og ikke belaste den anden.
Jeg forestiller mig det lidt som et slags kollektiv hvor man forpligter sig
til at hjælpe til og spæde
økonomisk til så alt der skal køre, kører godt.
Det efter mener jeg ikke der er grund til at forpligte sig til at putte
flere penge i den kasse,
det skal dog ikke afholde nogen fra at spæde ekstraordinært til, som eks. en
by tur, eller
en tur i Tovoli eller hvad man nu føler for. Men da det er for ens egen
penge skal man
selv tage initiativ til det.
Mvh Henrik
"Christina Puhakka Egholm" <find.a...@andetsteds.dk> skrev i en
meddelelse news:bi0hb8$7pc$1...@sunsite.dk...
> "Papfaderen" skrev...
>
> > Og jeg er også indforstået med at betale fælles husleje, vand,
> > el, varme og madbudget.
> > Det er når vi kommer til resten at jeg er i tvivl hvad der fair.
>
> Du har gjort mig nysgerrig efterhånden. Hvad siger din kæreste selv til
> alt dette med økonomi?
>
> Christina
>
Sabina Hertzum
> Hun mener at alt skal lægges i en pulje og at det så skal fordeles
> ligeligt efter de faste udgifter...
hivlket på mig lyder til at hun er villig til at tage det sure med det søde,
og gå ind i forholdet 100%
jeg har lige nogle kommentarer til det du skrive rherunder ;)
> Det mener jeg jo så ikke, og det er der flere grunde til....
> 1. Hun kommer ind i et forhold med 2 børn.
ja, men bliver de ikke også delvist dit ansvar ( om ikke andet så
personligt, hvis ikke økonomisk?)?
> 2. Jeg mener at man beholder de penge man har evnet at (for)tjent(e).
gælder det også for de penge du kommer til at koste hende ved
sammenflytningen?
i det hun flytter sammen med dig vil hun jo pr automatik miste en del af sin
indtægt pga dig.......
> 3. Jeg mener begge parter bør tage et økonomisk ansvar,
> under de omstændigheder der nu er, og ikke belaste den anden.
IMO kommer du til at belaste din kæreste økonomisk når i flytter sammen....
har hun prøvet at regne de tilskud sammen hun modtager??
og her taler jeg ikke om udelukkende penge i kassen, men også de fripladser
med mere hun evt har.....
det burde iøvrigt være rimeligt nemt.....
> Jeg forestiller mig det lidt som et slags kollektiv hvor man
> forpligter sig til at hjælpe til og spæde
> økonomisk til så alt der skal køre, kører godt.
så er det jo et spørgsmål om hvorvidt i er enige om hvad der skal køre??
hvis hun nu mener det er nødvendigt at børnene får nyt tøj hver 3 md eller
efter behov, vil du så hjælpe der, eller trække dig tilbage med armene
overkors og sige "det er ikke mit ansvar"??
> Det efter mener jeg ikke der er grund til at forpligte sig til at
> putte flere penge i den kasse,
hvorfor ikke, når det nu koster hende som absolut minimum 2000 kr hver anden
måned, plus fripladser og boligsikring..... dermed forringer du hendes
situation....
> det skal dog ikke afholde nogen fra at spæde ekstraordinært til, som
> eks. en by tur, eller
> en tur i Tovoli eller hvad man nu føler for. Men da det er for ens
> egen penge skal man selv tage initiativ til det.
undskyld jeg siger det, men på mig lyder det faktisk som om du ikke er
villig til at gå 100% ind i det forhold..... du vil have alle goderne, men
ikke rigtig noget af ansvaret...... eller sådan lyder det på mig.....
hvad skal du ofre for hende, når hun nu skal ofre sin økonomiske frihed for
dig?
SE
> undskyld jeg siger det, men på mig lyder det faktisk som om du ikke er
> villig til at gå 100% ind i det forhold..... du vil have alle goderne, men
> ikke rigtig noget af ansvaret...... eller sådan lyder det på mig.....
> hvad skal du ofre for hende, når hun nu skal ofre sin økonomiske frihed
for
> dig?
Præcis det samme jeg tænkte - jeg formulerede mig bare ikke så godt. Hvis
det var mig der var kæresten, så ville jeg nok tænke mig om en ekstra gang
(hvis hun altså er klar over spørgerens holdning). Lidt hårdt sagt, så
virker det umiddelbart som om han gerne vil have en samlever som så kan
hjælpe med det praktiske (oprydning o.s.v.) men helst uden de store
økonomiske forpligtelser, så ungkarlelivet med alle fornøjelserne stadig kan
holdes ved lige.
Godt det ikke er min kæreste der har den holdning..... så havde han aldrig
fået lov at flytte ind (og i vores tilfælde er det altså ham der har
børnene, men alligevel......) Ikke tale om at jeg skulle være "gratis
underholdning".
/se
Lars Marquart
> I har med andre ord sat jer så hårdt, at du ikke vil kunne klare udgiften,
> ifald du bliver alene. Den situation har jeg altid undgået at sætte mig i.
Nææ vi sidder ikke spitelt hårdt, men *jeg* alene har ikke en øknomi, der
kan holde til at side i det halve af det hus vi bor i, samt det halve af
bilen.
en lille billig lejlighed, og minus bil, vil jeg godt kunne side i alene.
Lige til vores historie hører, at min partner boede i huset, da jeg "kom
til" og havde bil. Jeg havde så et valg der hed: inten elsker jeg, og lever
med at der er sat "rammer" op for de næste, par år af mit liv. Eller også,
går jeg glip af mit livs kærlighed. (Vi kunne ikke flytte ind i min et
værlset, for vi kunne ikke være der. Og det var klart lettest at det var mig
der flytted mine få timg, frem for at min partner, flyttede et helt hus)
Jeg er kun glad for at jeg valgte at flytte. Men havde min partner været en
eguistisk ....... og forlangt at jeg betalte halvdelen, ville jeg have taget
mit grej og løbe *laaaangt* væk, for så ville jeg *kun* være her for
udnyttelsens skyld, og ikke fordi der var kærlighed fra min partners side.
> For mig har det med økonomien intet at gøre med kærligheden.
Den *skulle* lige drejes ;-) Det har det bestemt for mig/os.... det at
udvise respekt, for sin partner, er meget vigtigt i et forhold, og i mine
øjne viser man minus respekt, ved at skide på den anden, hvilket man
automatiskt gør ved at sige: "Det er MINE penge, det er mig der har tjænt
dem, at du så ikke har råd til benzin, til bilen, så du kan komme på
arbejde, og tjæne DINE penge, er absolut ikke mit problem" er f... (undskyld
sproget) at være ligeglad, og elsker man, er man ikke ligeglad......
Det hele hænger sammen....fx har mad som sådan heller ikke noget med
kærlighed at gøre, og dog, for får man ikke noget at spise, så dør man, og
dør man er man jo ligesom ikke i live til at elske.
Inger Pedersen
>
> Den *skulle* lige drejes ;-) Det har det bestemt for mig/os.... det at
> udvise respekt, for sin partner, er meget vigtigt i et forhold, og i mine
> øjne viser man minus respekt, ved at skide på den anden, hvilket man
> automatiskt gør ved at sige: "Det er MINE penge, det er mig der har tjænt
> dem, at du så ikke har råd til benzin, til bilen, så du kan komme på
> arbejde, og tjæne DINE penge, er absolut ikke mit problem" er f...
(undskyld
> sproget) at være ligeglad, og elsker man, er man ikke ligeglad......
>
> Det hele hænger sammen....fx har mad som sådan heller ikke noget med
> kærlighed at gøre, og dog, for får man ikke noget at spise, så dør man, og
> dør man er man jo ligesom ikke i live til at elske.
>
>
Hilsen Inger
Christina Puhakka Egholm
> Hun mener at alt skal lægges i en pulje og at det så skal fordeles
ligeligt
> efter de faste udgifter...
>
> Det mener jeg jo så ikke, og det er der flere grunde til....
<snip>
Tak for svaret, Henrik.
Man kan sige og mene meget om din situation (som tråden her så tydeligt
viser ;-), men det skal i hvert fald også siges, at det er klogt af dig
at bruge tid på at overveje mulighederne, når du nu har selverkendelse
nok til at vide, at dette emne vejer tungt for dig i et forhold. Engang
havde jeg det på samme måde - havde en udpræget tendens til at "føle mig
snydt" - og fandt da sammen med en partner, der havde det lige sådan.
Men lige børn leger ikke altid bedst, som nogle ellers har foreslået her
i tråden. I hvert fald gik vores nok så retfærdige fordeling ikke op i
den højere enhed, den var tænkt - den bredte sig tværtimod til alle
andre områder såsom tøjvask, madlavning, indkøb, opvask osv.
(afkrydsningssystemer for alt og kontant afregning ved månedens
slutning, hvis man ikke havde ydet lige meget). Det gik altså helt i
kage for os, men dermed ikke sagt at det ville gøre det for alle.
Det regnskab, vi havde, var i øvrigt sat ind i et regneark, hvor vores
indtægter og udgifter blev gjort op i procent, så vi hver især betalte
en lige stor del af vores respektive indkomster - vi betalte altså ikke
samme beløb, men betalte eksempelvis begge 60% af det, vi havde tjent,
og resten havde vi til os selv hver for sig. Det var i hvert fald
retfærdigt, hvis altså det ikke lige havde kørt sådan af sporet. Vi var
nok ikke heeeelt gamle, kloge og kærlige nok til at få ordningen til at
fungere.
Jeg kan ikke gennemskue om noget sådant kunne være relevant for jer. Der
er jo både børn at tage hensyn til, meget forskellige indtægter - og så
de tilskud, fripladser osv. (som andre har gjort opmærksom på) din
kæreste ville skulle undvære.
Men I skal i hvert fald have held og lykke. Hvis I virkelig vil hinanden
og livet sammen, er jeg ikke i tvivl om, at I nok skal finde en egnet
løsning.
Mvh.
Christina
Lisbeth Jacobsen
> Den *skulle* lige drejes ;-) Det har det bestemt for mig/os.... det at
> udvise respekt, for sin partner, er meget vigtigt i et forhold, og i mine
> øjne viser man minus respekt, ved at skide på den anden, hvilket man
> automatiskt gør ved at sige: "Det er MINE penge, det er mig der har tjænt
> dem, at du så ikke har råd til benzin, til bilen, så du kan komme på
> arbejde, og tjæne DINE penge, er absolut ikke mit problem" er f...
(undskyld
> sproget) at være ligeglad, og elsker man, er man ikke ligeglad......
At betragte det som den enkeltes eget ansvar at kunne forsørge sig selv er
ikke lig med, at man er ligeglad, hvis partneren IKKE magter det.
Jeg vil bestemt ikke være ligeglad, hvis min partner ikke har råd til det,
der skal være råd til.
Men der er forskel på, om han ikke har råd til de daglige og nødvendige
fornødenheder - eller, om han ikke har råd til 14 dages ferie sydpå. Jeg vil
IKKE betale hans benzin til bilen, hans sko, hans busbillet etc. Men jeg
betaler derimod glad og gerne en ferie eller en tur i byen på restaurant.
Mvh. Lisbeth
Lisbeth Jacobsen
> hvad gjorde du? ( for eksemblets skyld??)
Jeg har i et tilfælde betalt mindre end partneren.
Og i et andet betalt mere.
> dermed sagt at din sandhed ikke nødvendigvis er min sandhed.....
Korrekt.
Og talte vi nu om, hvad du og jeg føler, så er det korrekt, at vi kan føle
vidt forskelligt i præcis samme situation. At vi kan opleve det samme vidt
forskelligt. At vi kan reagere forskelligt på det samme ting.
Og ja... i sådanne tilfælde er der tale om forskellige sandheder.
Men der er andre virkeligheder og andre måder at vurdere situationer på, end
at vurdere dem efter ens eget følelsesmæssige barometer.
> hvem er det der skal afgøre hvad der er respekt for en person? er det ikke
> rimeligt at det er personen selv?
Joeeee *S*
Men at DU oplever en handling som mangel på respekt for dig, behøver ikke
betyde, at personen rent faktisk mangler respekt for dig.
Mvh. Lisbeth
Lisbeth Jacobsen
news:k9k1b.53401$Kb2.2...@news010.worldonline.dk...
> jeg har altid været i stand til at klare mig, selvom jeg måske har sat mig
> lidt hårdt i det......
Jamen "klare sig" kan man vel altid på den ene eller anden måde *S*
Men der er forskel på, hvordan man klarer sig. Jeg har haft perioder i mit
liv, hvor jeg har klaret mig på et niveau, som jeg ikke mere vil nøjes med.
> skulle jeg flytte, jamen så klarede vi også det.....
I mit tilfælde har jeg af mange anre årsager end mine personlige behov,
prioriteret det højt, at kunne blive boende. Også i tilfælde af "ulykker"
såsom død, skilsmisse, arbejdsløshed.....
> så længe man ingen problemer har med økonomien, er det jo klart det ikke
> påvirker kærligheden........
Jeg har aldrig oplevet, at økonomien - hverken god eller dårlig - har
påvirket kærligheden. Og det tror jeg hænger nøje sammen med, at jeg altid
har holdt økonomi og kærlighed adskilt ved aldrig at have fælles økonomi med
min partner.
Mvh. Lisbeth
Lisbeth Jacobsen
news:W8v1b.87009$GK....@news2.bredband.com...
> Præcis det samme jeg tænkte - jeg formulerede mig bare ikke så godt. Hvis
> det var mig der var kæresten, så ville jeg nok tænke mig om en ekstra gang
> (hvis hun altså er klar over spørgerens holdning).
Jeg forstår Henriks indstilling og er 100% enig med ham.
Vil ens partner give en tur i byen eller en god middag på restaurant, er det
dejligt. Men de daglige udgifter - herunder udgifterne til ens barn/børn -
er da ens eget ansvar. Det skal partneren da ikke lastes med.
Mvh. Lisbeth
Sabina Hertzum
>> dermed sagt at din sandhed ikke nødvendigvis er min sandhed.....
>
> Korrekt.
>
> Og talte vi nu om, hvad du og jeg føler, så er det korrekt, at vi kan
> føle vidt forskelligt i præcis samme situation. At vi kan opleve det
> samme vidt forskelligt. At vi kan reagere forskelligt på det samme
> ting.
>
> Og ja... i sådanne tilfælde er der tale om forskellige sandheder.
>
> Men der er andre virkeligheder og andre måder at vurdere situationer
> på, end at vurdere dem efter ens eget følelsesmæssige barometer.
det er der sikkert, men hvordan vil du afgøre noget, når alt dette er
baseret i følelser og ikke rationalitet?
man kan IMO ikke rationalisere sig frem til en fair løsning om fælles
økonomi uanset ( hvilket du også har erkendt) og derfor vil følelser altid
spille ind i disse situationer.....
det kan godt være du mener du kan skille følelserne fra, men det tillader
jeg mig så at tvivle på ;)
>> hvem er det der skal afgøre hvad der er respekt for en person? er
>> det ikke rimeligt at det er personen selv?
>
> Joeeee *S*
>
> Men at DU oplever en handling som mangel på respekt for dig, behøver
> ikke betyde, at personen rent faktisk mangler respekt for dig.
igen er jeg nødt til at spørge, hvem skal afgøre hvad der er respektfuldt og
hvad der ikke er?
jeg er overbevist om at hvis du gik op til dronningen og sagde "Yo bitch,
hvordan går det sååååå", ville det uden tvivl blive betragtet som
disrespekt, hvorimod hvis det bliver ytret i en natclub til en helt ung pige
af lettere vild natur, ville det være at udvise respekt......
uanset intentionen bag.......
det må være 100% personen der er modtageren, der afgører hvad der er respekt
og hvad der ikke er..... ikke de usagte intentioner bag......