On Sat, 31 Jan 2015 11:03:24 +0100, "alexbo" rablede:
>Han ville finde/opfinde alverdens citater til støtte for sine synspunkter
>uden i øvrigt at kunne argumentere for dem.
Og så vågnede du op... jeg har argumenteret side op og side ned for
mine synspunkter. Ser du, forskellen på dig og mig er, at jeg
argumenterer for mine synspunkter, og jeg støtter mine argumenter med
citater fra tænkende mennesker. Du derimod kan ikke argumentere for
din evnesvage formodning om, at der ingen Gud er. Ikke et eneste
vægtigt argument kan du komme med. Tak for at bevise overskriften på
denne tråd :)
Hvad du end beskylder mig for er du selv en million gange mere
skyldig i selv. Sjovt hva? Føler du dig ikke rigtigt åndsvag nu?
Hvis Gud er til kan det bevises
Hvis der kom en og sagde, at alt hvad du havde kært, alt hvad du
troede på, alt hvad du troede, at du vidste, alle dine værdier, alle
dine håb og længsler, al din kærlighed til kone, børn, familie,
venner, og samfund, ja, hele dit livsgrundlag - det er altsammen
forkert - det hele er baseret på en illusion - så ville du sikkert
tænke, at den person var på stoffer eller hørte til på en anstalt.
I denne liberalismens og relativismens tidsalder er det forbudt at
kende den Absolutte Sandhed. Vi kan selvfølgelig godt vide med
sikkerhed om ting som videnskab og teknologi, men hvis man hævder at
have stadfæstet den oprindelige, ægte kundskab om religion fra Gud
selv, hvis man hævder at kende Gud og meningen med livet, bliver man
øjeblikkeligt afvist som en vanvittig fanatiker.
Det siger alle religioner, kommer det uundgåelige svar.
Lad os kigge nærmere på dette typiske svar fra det moderne menneske.
Det er egentligt ret fjollet, når man tænker sig om. Først bliver det
påstået, at det siger alle. Og så bliver det faktum, at alle siger
det, brugt til at afvise, det der blev sagt.
Hvis alle siger det samme, så er det helt rimeligt at antage, at der
må være noget om det. Det giver ingen mening at antage, at hvis alle
siger det, så må det være forkert. Hvor er logikken? Man ville kun
forvente, at alle religioner grundligggende set siger de samme ting,
for alle religioner er forskellige kulturelle udtryk for den samme
sandhed. Selvfølgelig kan detaljerne variere, men hvis alle religioner
er forskellige kulturelt betingede udtryk for den samme sandhed, ville
man netop forvente at de ville tale om de samme principper.
Og det er hvad vi lærer fra den vediske version - at alle religioner
stammer fra den oprindelige religion fra Gud selv. Og hvis det
virkeligt er sådan, bør man også kunne undersøge og bekræfte det. Hvis
det er et faktum, må det også kunne stadfæstes. Ellers er der bare
tale om spekulation og ønsketænkning. Og det er sandelig den måde
religion generelt bliver opfattet som i det moderne samfund - som en
trosretning eller ren spekulation.
Men hvis der på den anden side findes et højeste væsen, det som nogen
kalder Gud, så er det helt logisk at antage, at dette væsen også ville
give en proces gennem hvilken, Han kan kendes. Men det er meget
upopulært i det moderne samfundsklima, der for tiden sætter standarden
i verden, at hævde at kende den oprindelige forklaring fra Gud selv.
Hvordan kan du fremlægge en så uhyrlig påstand, kommer indvendingen -
ingen kender den Absolutte Sandhed. Det kan man ikke vide noget om.
Så hvor kommer denne mærkelige ide fra, at man ikke kan kende
sandheden? Den kommer selvfølgelig fra mennesker. Det er nemmelig,
hvad langt de fleste mennesker bliver bliver opdragede til at tro på.
Men det giver ingen mening. Hvis der er en sandhed, hvis Gud er til,
hvis der er en mening med livet, så kan det selvfølgelig også vides
med sikkerhed. Og hvorfor kan det det? Fordi Gud kan, som det
almægtige, altvidende, allestedsnærværende væsen Han er, selvfølgeligt
bevise sin egen eksistens hinsides al tvivl.
Og hvis der ingen Gud er, ja, hvis alting er relativt, hvis alting
blot er kemikalier, som er den livsanskuelse, der udlæres på alle
verdens universiteter, så kan det ikke blive bekræftet. Man kan per
definition ikke bevise en negativ. Det er det, der er så sjovt ved
livet - hvis Gud eksisterer, kan det vides med sikkerhed, og hvis Han
ikke eksisterer, kan det ikke vides med sikkerhed. Læg mærke til, at
dette ikke er en formodning, det er bare et faktum - hvis Gud er til,
kan det bevises, for Gud kan i så fald bevise sin egen eksistens. Og
hvis Gud ikke er til, kan det ikke bevises. Det er såre simpelt.
Læg mærke til hvordan propagandamaskinen fortæller os lige det
modsatte. Den kalder religiøse mennesker for troende, og ateister
kaldes for ikke-troende. Hvor vildledende er det? Som ateist tror man
på noget, der ikke kan bevises. Men som teist tror man på noget, der i
det mindste har en teoretisk mulighed for at blive bevist.
Vi kan således slå fast, at det er en intellektuel overlegen position
at indtage at tro på Gud snarere end det modsatte. Den første
formodning, at der er en Gud, har en chance for at blive bekræftet,
men formodningen om, at der ingen Gud er, kan ikke bekræftes.
Men hvis man vover, at påpege dette indiskutable faktum, så løber man
panden mod en mur - nej, nej, der er ingen der kender sandheden. Gud
er blot en myte på linie med nisser og julemanden. Det er hvad vi
bliver fortalt. Hvad vi kan lære af det er, at samfundet ikke bliver
regeret af godgørende kræfter. Hvilken slags samfund vil uddanne sin
befolkning i noget, der er så indlysende forkert? Så hvis man kender
sandheden og gerne vil delagtiggøre andre i den, er man oppe mod
massiv modstand.
Krishna siger:
Hør nu fra Mig, O Prithas søn, hvorledes du ved at udføre yoga i fuld
bevidsthed om Mig, med sindet fæstnet på Mig, kan kende Mig helt og
fuldt uden nogen tvivl. (Bg. 7.1)