Glistrups 1994-bog

[Per Hagemann]

Hvis der ikke kommer relevante indsigelser, har jeg tænkt mig at bringe hele
Glistrups 1994-bog i denne tråd.

Jeg venter lige en dags tid med at bringe resten af bogen, sådan at dem der
mener det er oversvømmelse af debatten at bringe en hel bog eller har andre
argumenter, kan nå at protestere. Når jeg gerne vil bringe rup og stup er
det for at kunne genfinde det hele senere, hvis bogen ikke længere kan
findes på en netside. Den findes i øjeblikket på www.glistrup.com .

KAPITEL 7

Konventionsflygtninge

Den stadigt gældende 1951-definition på konventionsflygtninge er:
Udlændinge, som nærer »velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af race,
religion, nationalitet, tilhørsforhold til en særlig
gruppe eller politisk anskuelse«, som befinder sig her i landet eller på
grænsen, og som har et akut behov for beskyttelse i Danmark.
I deres gnubbevarme studerekamre kan flygtningelobbyisterne selvglæde sig
over disse ords humanismeuddunstning.
Men som altid i den slags konventionsanliggender stejler de, når de
konfronteres med virkeligheden.
Den principielle problemstilling eksemplificeres skarpt af de
socialdemokratiske justitsministre, der forklarede grænseafvisninger
1933-1943 med, at den tyske jødelovgivning var legitim, borgerlig lov, der
ikke gav de tyske jøder ret til at få asylstatus her i landet.
Således gælder generelt, at ifølge hjemlandets love er de pågældende
straffelovsovertrædere: Oprørsophidsere, hærværksfolk, organiserede
terrorister, deltagere i tyverier med politiske over- og undertoner
osv. En praktisk vigtig gruppe er for eksempel militante PLO'ere, hvis
livsmål er at smide jøderne ud af Israel. I et (helt) fremmed land vil der
herske usikkerhed om, hvorvidt kriminaliteten i overvejende grad
er sådan, at den bør udløse universel afsky og fordømmelse, eller om de
fleste af sagens aspekter taler for urimelig statsforfølgelse.
Blekingegadefolkene vil sandsynligvis blive fejret som helte og kaldt
politiske flygtninge, hvis de undslipper til Iran eller Libyen.
Lobbyistforurenerflygtningevennerne glemmer bl.a., at det er umodent og
uholdbart at anvende danske målestokke til vurdering af forhold i helt
fremmede lande med helt andre kulturtraditioner.
Den monumentale uvidenhed i vor del af verden om Balkans historie afsløres
for eksempel igen og igen. Bl.a. i den ophedede debat om, hvor streng en
straf, serbiske desertører ville få, hvis de
overensstemmende med Flygtningenævnskendelser fra november 1993 sendtes
hjem. Selvfølgelig er der ingen, der aner noget herom. Såmænd heller ikke
dem, der sidder på Beogradmagten, når
hjemkomsten sker. Præjudikatdyrkere mister deres barnetro ved at se, hvor
forskelligt desertører er blevet behandlet ned gennem historien.
Asylgavmildheden kulminerede med VKR-regeringens holdning til
portugisere, der ikke ville være med i Afrikakolonikrigene, hvorimod Per
Hækkerup mente det modsatte om vægring ved at participere i vor store
allierede USA's Vietnameskapader nogle år senere.
Iraneren Mustafa Taheriam fortalte 22. oktober 1991 Jyllands-Posten, at hans
asyl i Danmark skyldes, at han tre gange var blevet anholdt derhjemme for at
gå i Cowboybukser.
Supervigtigt er det, at begrebsverdenen omkring foreteelsen »politisk
flygtning« er groet i den europæiske urtegård. For udlændinge er tolerance,
ytringsfrihed, religionsfrihed, individcentralplacering osv.
uforståelige ord. Fjerne som moser i Sibirien. Derfor giver hele
flygtningeteorien ingen fatbar mening for dem. Det menneskeligt forståelige
er, at den my(s)tiske asyl-sesam-luk-dig-op-glose er brækjernet til
at bryde ind i Vestens overflodsparadis.
For os farligst er de statsudsendte muhamedanere, som vore naive embedsværk
har tildelt asyl i Danmark.
Muhamedanere, der måtte have blot en snert af flygtningeislæt, har i deres
egen region omkring et halvt hundrede meningsfællelande, hvor de let gemmer
sig. Når de kommer til Høje Nord er det derfor givet,
at der ikke er antydning af ægte flygtning i dem.
Endog udover, hvad Genevekonventionen strengt taget giver dækning for,
nægter dansk udlændingelovs §10 til overmål asyl til nogle storforbrydere og
visse af de personer, der antages at frembyde fare eller
være til ulempe for deres omgivelser.
Alligevel giver Danmark stribevis af muhamedanerterrorister politisk asyl.
Eksempler findes nedenfor i kapitel 52, VII.
Når Geneveskrivebordsbegrebet konfronteres med virkeligheden, er det
inspirerende at genlæse Exil juni 1994. Her har Weekendavisens Merete
Reinholdt en statusrapport fra Algier: Fundamentalistiske
terrorister terroriserer. Mange vil flygte til Frankrig. Her nægter man uden
videre de truede adgang. Men man har det sværere med muhamedanerfantasterne.
For de forfølges vitterligt af Algiers regering på
grund af deres tro og af, at deres parti havde den frækhed at mobilisere
vælgerflertal dengang man i 1990'ernes begyndelse havde valg i landet.
Frankrig snor sig af fuld kraft for at tilsidesætte sine
Geneveforpligtelser.
Hvis man ville holde sig strikt til flygtningedefinitionen ville eneste
gedigne flygtningegruppe under de i Danmarks omegn p.t. rådende forhold være
Stasifolk fra det forna DDR. Og går man helt ud i periferien
ville man møde de forkætrede serbere.
Men den slags umulig humanismeneutralitet ligger fjernt fra magthavere, der
altid svigter humanismen, når den støder mod deres egne interesser. Dette
har materialiseret sig i Genevekonventionens artikel 1 F,
som undtager personer, om hvem der findes alvorlig grund til at antage, at
de har begået det, som de herskende vælger at betegne som forbrydelser mod
freden, menneskeheden eller FN's mål og
grundsætninger. Dette er i vor TV-terrortid som skabt til at udelukke dem,
som fjernsynets røde journalist-guruer foretrækker at lægge for had.
Belysende er den behandling, som Vibeke Sperling og Synne
Rifbjerg - et par inkarnationer af Overdanmark - giver af den Jugoslaviske
Frihedskrig: Muhamedanerterroristerne er politisk forfulgte asylværdige,
mens Danmarks sande venner skal stilles for
krigsforbrydertribunaler, som i 1992 blev påtvunget FN af de overmægtige
USA'eres særprægede opfattelse af (naturrets)juraen, som egnet til at afgøre
politiske uenigheder. Endog på internationalt plan.
Ideerne herom hører heller ikke på anden vis til de bedst gennemtænkte. Det
rammer kun krigens tabere. Når det hele er overstået, skal skatteborgerne
betale enorme pengemængder til, at politi, jurister osv.
skal befatte sig med sager, der gør ringe bruttonytte i et samfund med helt
andre problemstillinger. Reliefsættende er forfølgelsen af
menneskehedsforbrydere under 1940-44 besættelsen af Frankrig. Først på
Hitlers 105 års fødselsdag afsagdes første endelige dom herom over en
79-årig olding. Men de danske gammelpartiers frådsepolitikere går på med
krum hals. I FN-verdensfjernhedens ukrænkelige navn
erklærer de, at danske skatteydere er rede til at betale. Også for
fængselsophold i snesevis af år for et ukendt antal for os og vore problemer
helt fremmede mennesker.
En anden variant blev verden præsenteret for 24. september 1992: Tysklands
grundlovsbaserede åbenhed for asylsøgere var ved at udvikle sig til folkelig
katastrofe. For at lette på Rostock-trykket udviser
udenrigsministeren derfor ca. 60.000 Rumænere (heraf de fleste zigeunere).
Tyskland tilkøbte sig nemlig hos den rumænske regering, at de ikke ville
blive politisk forfulgte ved tilbagevenden. Den historie
blev en af inspirationerne til at forstærke det betydningsfulde
eksportindslag i moderne tysk flygtningepolitik, som omtales foran i kapitel
5, III

KAPITEL 8

De facto B-flygtninge

At 1951-konventionen var håbløs, fordi den var så nær bundet til sine
specielle historiske forudsætninger, erkendtes, da justitsministeriet i sit
daværende frie skøn fra 1965 begyndte at godkende »de
facto-flygtninge«: Folk, som ikke opfylder Genevejuristerierne, men hvis
faktiske situation alligevel er, at myndighederne formoder, at tilbagevenden
til hjemlandet vil indebære risiko for store
ubehageligheder.
I abstrakt udtryksform betyder sidestilling af B-flygtninge med
konventionsflygtninge, at asylsagsbehandleren i stedet for at analysere
årsagen til flugten, skal lægge den afgørende vægt på, hvorvidt den
pågældende må forventes at blive udsat for grusom forfølgelse ved
tilbagevenden til hjemlandet. Men der er det fælles gods, at asyl for begge
grupper kræver, at der er en væsentlig individuel særrisiko for
den konkrete ansøger. Det er altså ikke nok, at hjemlandet - for eksempel på
grund af borgerkrig eller hungersnød - generelt er et farligt sted at
opholde sig.
Efterhånden blev de facto gruppen større end Geneverne. Danmark 1990 således
1242 mod 700. Jugoslavienbegivenhederne har senere gjort denne forskel
kæmpestor, men også forflygtiget den som følge
af særtillægslovgivning. Svenske 1993-asylbevillinger var
konventionsflygtninge for ca. 22%, mens resten var de facto'er.
Dertil kommer, at 1968-oprørernes radikale Center for Menneskerettigheder
fortolker stribevis af kling-klang-fraseriet i internationale konventioner
(jfr. kapitel 12) sådan, at Danmark folkeretligt skulle være
forpligtet til at huse næsten hvemsomhelst som B-flygtning (Jyllands-Postens
kronik 24. september 1991). På modsat yderfløj står Det Konservative
Folkeparti. For eksempel 14. december 1993 foreslog
de at afskaffe B-flygtninges retskrav på opholdstilladelse (B 43), men det
forkastedes. (Spalte 10, 164).

[Per Hagemann]

Per Hagemann wrote:
> Hvis der ikke kommer relevante indsigelser, har jeg tænkt mig at
> bringe hele Glistrups 1994-bog i denne tråd.

KAPITEL 1

Folkepresset

Frederik den Sjette døde fra en verden på rundt regnet een milliard
mennesker.
Siden 1830'erne er vi blevet mange flere.
Væksttempoet har været hidtil kraftigst de sidste fyrre år.
Det måles nu på, at der hvert minut fødes 290 og dør 105.
De 185 bliver til 97 millioner hvert år.
Alt i alt er vi nu 5,7 milliarder.
I 2025 bliver vi 8,5 - vurderede United Nations Population Fund i en
1992-rapport.
96% af tilvæksten sker i U-landene. I tillæg til de mange andre
velsignelser, disse katastrofernes og elendighedernes galne umuliusstater
gennem tiderne har modtaget fra barmhjertighedens euroamerikanske
kultur, har de nemlig også fået foræret omfattende vaccinationsprogrammer,
moderne medicin, bedre hygiejne og anden vestlig sundhedsteknik.
UNICEF's nytårsrapport 1994 fryder sig over, at mæslinger, kighoste, polio
og andre børnesygdomme er ved at blive udryddet. Kopper er allerede fortid.
1960 døde 21,6% af Ulandsbørnene, før de fyldte fem år. Over de følgende
tredive år halveredes procenten.
Den udvikling fortsætter, så yderligere storbidder bliver skåret af ned til
Danmarks 0,9%.
I år 2000 vil halvdelen af Ulandsindbyggerne herefter være under 25 år.
Særligt stejlt vil kurven knække op med tallet på kvinder i eller på vej til
den fødedygtige alder i forhold til antallet i den foregående generation.
Det betyder, at der er indbygget tendens til endnu større
befolkningsforøgelse i de kommende tiår, medmindre der for pigerne gøres
noget herimod (sterilisation, krige, epidemier og holdningsændringer er
eksempler).
Accelerationen i verdensbefolkningens vækst kan derfor blive voldsom. Også i
det kommende halvsekel.
Som vanligt er FN - under forbrug af milliarder af skattekroner - verdens
dummepeter: Med fanfarer har dette forfærdelighedsforum udnævnt 1994
til »Det globale internationale Befolkningsår«.
Der vil nok blive udbragt nogle skåltaler. Og hældt mange svulstige
talefraser ud af ørene. Men det vil ikke ændre en pind på, at stadig større
myriader vokser op med rædselsfulde mangler. På mad,
uddannelse, sundhedsvæsen, underholdning, udholdelige boliger,
sanitetsforhold, rimelige samfundsstrukturer og næsten alt andet
trivselsfremmende. 1,3 milliarder mangler adgang til rent vand. 2,8
milliarder
forventes ikke at have tilstrækkeligt med frisk vand i år 2025.

Jo flere homo sapiens'er, der skal bo her på planeten, des sværere at øge
eller blot bevare den nuværende livskvalitet.
På side 94 i sin 1982-bog »Danmark dejligst - men hvor længe?« (Hernovs
Forlag) fremhæver Sven Burmester, at »en stabiliseret befolkningsstørrelse
af en milliard engang i fremtiden ville være bedre for
alle.«
Da dette fromme håb med garanti ikke går i opfyldelse, er
fremtidsperspektivløs nød for dem selv og deres efterkommere det, ulandsfolk
må disponere efter, hvis de vil blive i det land, hvor de er født og har
hjemme.
Stillet heroverfor drages flere og flere med desperatnøden som drivkraft
indædt målfikserede til at søge permanent Lebensraum i den rige verdens dans
om guldkalven med det vellevnedsgufferi, de ser i
I-landene. De har alt at vinde og intet at tabe.
Sune Dalgaard beskriver det, som går for sig:
»Højvandet og flodbølgen i det vældige folkehav skaber en
befolkningseksplosion. Som andre eksplosioner retter også den sin kraft udad
mod omgivelserne. Hundrede af millioner mennesker søger, hvis de
får mulighederne for det, til bedre livsbetingelser. Overbefolkningen i
forhold til den økonomiske udvikling af landene og kampen om
levemulighederne fører let til gnidninger og borgerkrige mellem de mange
etniske, religiøse og sociale grupper, som mange af disse lande er sammensat
af. Dermed frembringes strømme af udvandrere, der søger andetsteds hen som
mere eller mindre truede flygtninge.
Et hovedspørgsmål for europæisk og dansk fremmedpolitik er, om vi vil
fungere som indvandrings- og kolonisationsområde for fremmede landes
folkebrydninger eller som ekspansionsbeholder til at udskyde
befolkningseksplosionerne i deres trykkedler. Hvis vi vil lade os bruge til
det, kan vi være sikre på, at vi også vil blive brugt, lige indtil
eksplosionerne sker her. Kan det være rimeligt eller endog et etisk
imperativ, at vi skal opgive folkelig enhed? For at modtage begrænsede eller
ubegrænsede mængder af aldeles fremmedartede mennesker, der - da de kun
udgør en ubetydelig del af deres oprindelseslandes
befolkningshav - ikke mærkbart eller varigt mindsker overbefolkningspresset
der«.
Anders Jerichow skildrede det i Weekendavisen 30. november 1992: »De første
80, måske 100 millioner, mennesker har forladt deres land for at søge
arbejde andetsteds, rapporterer Verdensbanken. Og
millioner af andre mennesker er på vej tværs over grænser. De fleste i Den
tredje Verden. Alle på kurs mod bedre strande.
Den største magnet er Europa, fordi europæere lever rigest. Flere millioner
nordafrikanere har allerede søgt tværs over Middelhavet. Og hver dag stiger
flere nordafrikanere om bord i en båd på Afrikas kyst
for at sejle over i retning af håbet om en bedre skæbne. I Rusland og
Østeuropa ventes millioner af mennesker også at søge væk. Helst i retning af
Vesten.«
Verdensbankens vicegeneralsekretær, Ulandsmoralisten par excellence Sven
Burmester påpeger: »Som forholdene er i dag, er det forbavsende, at ikke
hver eneste ung ægypter står i kø for at få asyl i
Danmark, hvor arbejdsløshedsdagpengene er fire gange højere end den
ægyptiske statsministers årsløn«.
Som årene går, udhules skæbnetrofatalismen og de andre barrierer, der endnu
fastholder næsten alle ulandsmennesker i deres hjemregion.
Historisk står vi altså blot ved lavinens startpunkt. Sneskredsbolden er ved
at blive sat i gang.
Satellit-TV har bestemt ikke formindsket den desperation og dragning væk fra
det håbløse, som så fremragende udmales - særligt i Karl
Oskar-portrætterne - i Vilhelm Mobergs Storroman »Udvandrerne«.
Jo bedre stillet og des yngre udlændingen er, des større risiko for, at
han/hun kan realisere bosætning i et land som Danmark. Det gælder blot om
med kreativ opfindsomhed at forme den påskudsgrimasse,
der kan passe ind i skabelonen i destinationslandets til enhver tid gældende
udlændingelov.
Emigrationerne fra Nordafrika og Sydasien aflejrer derfor massevis af os
uvedkommende problemskabere i Danas Have. I deres naivitet attrår vore
MF'ere så skrækkeligt gerne med mælk og honning at
vise deres godhed mod dem, der beærer os med at blive landets gæster.
Nok ynker vor flygtningelobby de fremmede. Og selvfølgelig vil mere have
mere. Men målt med deres alen er det ikke så ringe endda hver dag at have
rigeligt at spise, hver nat et varmt sted at sove, ikke at
blive myndighedsforfulgt, have gode læge- og sygehuse samt uddannelser, der
for dem er gratis.
Hans Magnus Enzenberger bruger første trediedel af sin bog: »Den store
vandring« (Gyldendal 1993) til at gennemspille den hovedadvarsel, at forsvar
af eget territorium mod indtrængen er et gen, som
nedlagdes i alle dyr fra deres tiders morgen.
Naturligvis magter det bagatelfnug på kloden, som Danmark geografisk dækker
med mindre end een promille af jordens befolkning, overhovedet ikke at
forsørge blot een procent i legionerne af fremmede,
som efter vor målestok vitterligt har hjælp behov. Denne lille andel ville
give os henved fyrre millioner Ulandsindvandrere. Hertil kommer så dem, de
allerede ankomne yderligere tiltrækker samt deres børn
og børnebørn. På mindre end 50 år vil det danske Danmark være udtværet.
Det er realiteten, folketinget må indrette sig efter. Ikke flagrende
ønskedrømme om globale fællesskabsfølerier. Intet godt kommer ud af at
lovgive imod de naturgivne omstændigheder. Heller ikke selv om
MF'ere i enfoldig, selvoptaget, tåget trods mener at vide bedre, om hvordan
mennesket burde have været indrettet.
En omfattende masseindvandring fra fattige lande vil løbende øge den
skatteudpresning, som er skyld i et skralt levegrundlag for den danske
menigfamilie uden fanden til oldemor eller andre tilsvarende
forbindelser. Og katastrofeøkonomi for vore egne småkårshusstande. Forud for
de fremmede må vi prioritere vore egne syge, handicappede og ældre. Både de
nulevende og deres descendenter.
Danmarks bedste bud er derfor at begrænse udlændinges indtrængen i Danmark
og reeksportere mange af de allerede indrejste.
Disse opfattelser uddybes, præciseres og begrundes i nærværende bog.

KAPITEL 2

Asylfolkeretten

Hovedfundamentet for dansk Udlændingejura blev lagt i 1776 ved, at
lovgivning udskilte den del af verdensbefolkningen, som har dansk
indfødsret.
I løbet af 1800-tallet blev dansk retstilstand, at Danmark ikke udviser sine
egne statsborgere.
Supplerende er folkerettens grundlæggende regel, at et land selv bestemmer,
hvem det vil have inden for sine grænser af folk, som ikke har landets
statsborgerskab.
Danmark har begrænset sin handlefrihed ved at tiltræde nogle traktater om,
at vi er villige til at huse folk uden dansk indfødsret.De vigtigste omtales
i de næste kapitler.

KAPITEL 3

Nordisk samarbejde

Problemerne omkring de interskandinaviske flytninger er ikke stort værre end
tilpasningen ved bopælsskift indenfor det samme nordiske land fra en
landsdel til en anden.
Juridisk lettes dette ved fritagelsen for pas og visum for statsborgere fra
Finland, Island, Norge og Sverige.Om det fællesnordiske arbejdsmarked findes
reglerne i Lovtidende C's bekendtgørelse nr. 33 af 29.
juli 1954 og nr. 92 af 9. september 1983.

KAPITEL 4

EF-borgere

I. Allerede før vor indtræden i EF pr. 1. januar 1973, var reglen, at enhver
EF'er frit kunne tage arbejde i et andet EF land og dermed opnå adgang til
at bosætte sig der.
Småudvidelser skete ved direktiver nr. 364, 365 og 366 af 28. juni 1990.
Deltidsarbejde er nok, og EF'ere kan opholde sig her i tre måneder som
arbejdssøgende. Egen erhvervsvirksomhed er også arbejde. Retten gælder
tillige for EF-borgerens ægtefælle og børn, der uden at
falde vore offentlige ordninger til byrde forsørger sig selv - måske ved at
modtage socialbistand fra sit hjemland.
Yderligere enkeltheder kan studeres i den på Jurist- og Økonomforbundets
forlag i sommeren 1993 udsendte anden udgave af Herman Langlouis, Claus W.
Tornøe og Torben Geneser »Udlændingeloven
med kommentarer« (491 sider). Særligt på siderne 50-55, 63-76, 190f, 254f og
259.
Af de 11 andre EF-landes ca. 342 millioner borgere har mindre end 0.01%
bosat sig her. Nytårsaften 1991 var det 28.640. Udskiftning sker ved, at ca.
2.000 forlader os hvert år, mens et lignende antal nye
kommer ind. Intet tyder på, at disse tal vil ændre sig væsentligt.
II. Af nogen praktisk interesse er en 1980-aftale mellem EF og Tyrkiet om,
at tyrkiske arbejdstagere i et EF-land har ret til at forblive og arbejde
der hos en arbejdsgiver, hvor han lovligt har været ansat i
hele den seneste 12-månedersperiode. Dette er en undtagelse fra den
dominerende hovedregel, om at EF's frie personbevægelighed alene gælder
mennesker med EF-indfødsret.
III. Mere langsigtet rumler såkaldt unionsborgerskab: Ophavet er
deklarationer fra for eksempel Parisertopmødet i 1974 og
Parlamentsbeslutning af 16. november 1977. Ved Maastrichtaftalen ikrafttrådt
1.
november 1993 kom det ind i Romtraktaten som artikel 8-8 E. I første omgang
med meget lidt kød og blod. Kun noget med, at EF-landsambassader i udlandet
kan hjælpe alle de 347 millioner EF'ere, og at
de skal kunne stemme og vælges ved lokalvalg og EF-parlamentsvalg overalt i
Fællesskabet, hvor de måtte bo, men vel at mærke efter nærmere regler
fastsat af EF's ministerråd. Hver gang
Unionsborgerskabet får større betydning, skal forslaget herom ratificeres i
hvert medlemslands parlament for sig.
IV. Oplagt forekommer tilfælde, hvor den nuværende retstilstand er for
snæver. Et eksempel var et 14-års pigebarn, som efter forældrenes skilsmisse
havde tilpasningsvanskeligheder i Flensborg. Med alle
vedkommendes indforståelse kom hun ind i et godt plejehjem ved Juelsminde.
Efter halvandet års granskning nægtede justitsministeren alligevel Tyske
Anja opholdstilladelse i Danmark. Men hendes
udbringning af riget blev på grund af den offentlige kritik af Engell
bestandig udskudt. Til slut fandt Moderen (og hendes nye mand), at det hele
var blevet for broget, hvorfor de tog barnet hjem til Flensborg
(Jyllands-Posten 10. juli 1992 og B.T. 19.s.m.).

KAPITEL 5

Fort Europa

I. Det Store Mareridt skyldes, at EF's sydflanke er blød: Lige øst for
ligger Mellemøstens inferno. Og lige syd for Afrika med ungdomsårgange fire
gange så store som Europas.
Sven Burmester oplyste i P1 12. december 1993 kl. 15.25 at for 150 år siden
boede 3 millioner i både Danmark og Ægypten. Nu har Ægypten 60 millioner
indbyggere. De vokser med 5 millioner i hver fireårsperiode.
Mens EF-middelhavslandenes befolkninger stagnerer, øges genboerne på Havets
øst- og sydside fra 69 millioner i 1950 og 170 i 1985 til 349 i 2025 og 100
mere i 2050. Hvis de bliver hvor de er.
ILO anslog, at der i 1990 var fire millioner nordafrikanere, tyrkere og
arabere, som arbejder papirubemærket i EF. 7 millioner i Vesteuropa er det
bud, der gives af Giles Meritt i bogen. ȯsteuropa og Sovjetunionen -
Frihedens
Udfordringer« (Schultz 1992). Disse folk er ikke registreret hos
myndighederne og er da heller ikke beskyttet af arbejdsmarkedets lovgivning
og lønaftaler. Mange, der sikkert kunne få opholdstilladelse, undlader at
søge. Dels af afsky
for sagens bureaukratiske behandling, men navnlig fordi de frygter, at giver
de sig til kende ved en ansøgning, vil de blive smidt ud. Illegal
tilstedeværelse driver dem imidlertid ofte ud i narkohandel, lejemorderjobs
og andre
uønskeligheder. Som en af grundene til at myndighederne lukker øjnene,
nævner Christian Horst (i Social Kritik for november 1992 side 92) frygt
for, at virksomheder vil flytte til andre lande eller gå fallit, hvis de
ikke kan beholde denne
attraktive arbejdskraft.
Tyrkiet har Satanisk Morskab ved at landsætte irakkere og andre muhamedanere
en masse steder spredt rundt om på den græske Ærkefjendes uendeligt mange
øer (Jyllands-Posten 11. oktober 1992).
I denne sydøstre ende af Kultureuropa står fjenden bag vore linier i form af
det muhamedanerbælte, som vi skal se lidt nærmere på i kapitel 45, II. Da
der jo næsten er landegrænse til Asien-muhamedanerområdet, er det
ukontrollabelt at
blande sig for dem, som endeligt vil sige farvel til hjemlandets fattigdom
og ferskvandsmangel. Igen er det mest Hellas, som må undgælde. Ca. 30.000
illegale er væltet ind over landet fra Albanien og Jugoslavien.
Da en brændende flyvemaskine den 4. oktober 1992 faldt ned og ødelagde to
højhuse i Amsterdam, måtte myndighederne gå til bekendelse og tilstå, at man
udmærket var klar over, at masser af uregistrerede fremmede boede i husene.
En makaber understregning af, at myndighederne til hverdag fejer problemet
ind under gulvtæppet.
15. juni 1993 oplyste Dagens Nyheter, at udover 15 millioner legale
indbyggere regner Holland med at have omkring 1 million illegale
immigranter - heraf en stor del ikke-europæere.
På Anschlussdagen 3. oktober 1990 forefandtes i DDR 60.000 vietnamesere,
16.000 mozambiquere og 9.000 cubanere til at gøre det grove, lavt betalte
arbejde. Juridisk var deres opholdstilladelser tidsbegrænsede, og Kohls
Tyskland vil
ikke forny dem. Derfor må det forventes, at de som illegale vil sive over
til de europæiske nabolande. En gennemsnitsnat i 1992 svømmede 200 over
Neisse til Det Fjerde Riges Paradis (Rune Bech i Politiken 2. maj 1993).
23. maj 1993 nævner Berlingske en halv million som størrelsesordenen for den
årlige illegale indvandring til Frankrig.
FN anslår, at 450.000 nordafrikanske rejste ulovligt ind i Spanien og
Italien i årene 1988-92 (Politiken 30. november 1992 og Samspil marts 1993
side 18f). Portugal anslås - af Politiken 21. september 1992 - at være
værtsland for op mod
100.000 illegale immigranter fra Afrika.
Kontinentaleuropa prøver at begrænse ulykkerne ved at masseudvise
nordafrikanere og asiater fra de store flygtningeleverandørlande. Frankrig
strammer fra tid til anden op med sådanne storkampagner. Således ved
regeringsdekret af
5. januar 1994. Marts 1992 planlagde Portugal at deportere 50.000 illegater,
der for mange år siden kom fra Brasilien og tidligere afrikanske kolonier.
Kort efter fulgte Grækenland med en halv million. Typisk for vor TV-epoke er
dette
passeret med mindre end en promille af den internationale opmærksomhed, som
tildeltes Italiens hjemsendelse i august 1991 af 2.000 albanske
bådflygtninge.
Frankrig, Holland og Schweiz har ordninger med korttidskarakter for
sæsonfremmedarbejdere (Jyllands-Posten 29. oktober 1993).
Italien søgte i 1987 og igen i 1990 at løse problemet ved at lovliggøre
allerede stedfundne indvandringer. Som bl.a. dokumenteret i DR TV 4.
november 1991 blev hovedvirkningen, at støvlelandet med de lange kyster nu
er blevet særligt
stærkt angrebet. Fordi illegale indvandrere dertil dels har fået langt bedre
modtagelsesmuligheder hos de nu legale, dels regner med, at en tilsvarende
lov hurtigt vil komme igen. Derfor gælder det om at være kommet ind før
skæringsdatoen. Tilsvarende erfaringer fremkom fra lignende øvelser i
Frankrig (1981) og Spanien (1985).
Gibraltarstrædet (Europas Rio Grande) er ned til 14 km smalt. Erik Ettrup
havde en storreportage i Politiken 7. maj 1993 om afrikanere, der krydser
det for at arbejde sort på andalusiske frugt- og grøntfarme.Men i oktober
1992 havde
Spanien fundet en ny - og tilsyneladende succesfyldt - model: Amnesti til
30.000 illegale forbandtes med en aftale med Marokkos enekonge om, at han -
mod særstatus for sit lands vareeksport til EF - skulle sørge for, at
menneske- og
narkosmugleriet fra hans land faldt til et minimum, og at han ville tage
tilbage de få, som slap gennem hans politinet.
II. Særdeles kraftige dæmninger må bygges, når opgaven er at hindre
menneskepresset i at finde sit afløb ud over Europa. Generelt gælder, at jo
dårligere Danmark behandler fremmede, des færre vil komme til os, og des
flere af de
allerede ankomne vil fordufte.
For at undgå overrending, bør Danmark følgelig omredigere en del politikker.
For eksempel ved på social- og uddannelsesområdet at smække vore pengekasser
i for fremmede. Udvisninger og tilbagesendelser kan hindre skade fra dem,
der var blevet afvist ved grænsen i tiden før det danske folketing i 1983 -
næsten enstemmigt - prisgav den danske befolkning ved ensidigt at imødekomme
de vildtfremmedes indvandringskrav. Kapitel 13,II og 49,I og II kortlægger
hovedkilder til dette Gammeltoft-dæmningsbrud.
Bestandigt skal et patriotisk folketing altså sørge for, at vi kendeligt er
mindre tiltrækkende end Tyskland og de andre.
Udlændingestrømmene har det som vand. Dæmmes der op et sted, findes andet
blødt afløbssted. Det er brøstfældigt - specielt for smålande - at halte
bagefter de store. Det bliver for langsomt og for hullet.
Når et land gør sig sværere tilgængeligt og/eller mindre attraktivt, trykker
fattige udlændinge så meget stærkere på andetsteds. Der indføres mindst lige
så skrappe restriktioner for at ødelæggelse kan undgås af det lands forhold.
En let
overskuelig illustration heraf er den i kapitel 16,IV skildrede indførelse
af jugoslavervisumpligt.
Jo mindre skrap den danske lovgivning er, des fastere interstatsligt
samarbejde må vi have som vor støttepædagog.
Præcis på samme måde som det er virkelighedsflugt at tro, at Danmarks
fysiske forureningsproblemer kan løses af os isoleret. Også udlændingeloven
er grænseoverskridende.
Folkevandringspresset på vej mod Nordvesteuropa truer så mægtigt, at vort
lille åbne, let tilgængelige, Marianne Jelved-befængte land ikke på egen
hånd varigt kan klare selvtilstrækkeligt at forsvare sig mod Afrika og
Asien. De, som
lukker deres øjne herfor, er fortidssværmeriske nationalromantikere af
værste juni 1992-skuffe.
Selv Danmarks affable, holdningsblottede Justitsminister erkendte i et
øjebliks klarsyn, da det sidst i 1992 gled mod afslutningen på hans
ophøjethed, at fastholdelse af hans udlændingelovsslaphed var »som at bygge
en dæmning
med tændstikker mod en flodbølge«.
Selvsamme Hans Engell skrev i B.T. 11. november 1991: »I forbindelse med
spørgsmålet om en overordnet styring af antallet af udlændinge bør vi
overveje en kvoteordning. Udformet på den måde, at der på hvert års
finanslov
træffes afgørelse om antallet af udlændinge, som skal kunne bosætte sig i
Danmark. En kvoteordning vil indebære den principielt rigtige nydannelse, at
den nødvendiggør en politisk stillingtagen til, hvorledes ressourcerne på
udlændingeområdet skal prioriteres i forhold til andre områder«.
Sådan et finansstyringsmiddel er der selvsagt ikke gehør for i Mimi
Jakobsens folketing. Men Caritas Europa foreslog 10. januar 1994, at EF
indretter sig efter en samlet årskvote på 850.000.
Hermed er i al fald valgt den fornuftigste medkæmper. EF er p.t. den
realistiske redningsplanke til at beskytte det danske folk overfor danske
politikere, danske medier og danske embedsmænd. Hvadenten vi bryder os om
EF'ere eller ej,
er vi lænket uløseligt til at være en lille brik i det store EF puslespil.
Den stærkeste handlekraft i de kontinuerlige hverdage har nemlig den
historisk set helt enestående møjsommeligt opbyggede og gennemtestede
EF-organisation. Geografisk ligger det nærmest for med fodslag med de 9
medlemslande,
der ligger mellem os og Muhamedanien. De er tilmed mere fornuftige end den
herskende mening i Danmark. Det skyldes bl.a. deres historiske erfaringer og
sydligere geografiske placering med de daglige oplevelser med muhamedanske
befolkningsindslag i egne lande.
For Europakendere var det derfor ikke overraskende, da Le Monde 1. juni 1993
citerede Frankrigs indenrigsminister, Charles Pasqua for at stræbe efter en
nulindvandring. I flygtningeministerrådet 29. november 1993 var også England
og Spanien inde på tanken.
Vil man målet, må man også ville midlet. Hovedforsvarslinien må lægges ved
Middelhavet. Er Afrikanerne/Asiaterne først kommet ind i Kontinentaleuropa,
vil de spredes ud over hele molevitten, uanset hvilke juridiske regler, der
så
ellers fastlægges for deres grænsepassager. Den sammenhængende
forsvarsvold - mod syd og øst - må bygge på et supereffektivt grænseværn.
Ikke blot militærtropper, men også anvendelse af elektronik og al anden
topteknologi: En
i overvejende grad elektronisk overvågning af EF's sydgrænser er på vej til
teknisk at blive mulig på økonomisk profitable vilkår.
For os, der ønsker Fort Europas vindebro trukket op for muhamedanere m.fl.,
er det stærkeste trumfkort aftaler indgået på en pram på Moselfloden ved
Schengen 14. juni 1985. Tillæg kom 19. juni 1990. Begge havde hemmelige
bilag.
Aftalerne har pø om pø fået tilslutning fra alle ni middelhavsnærmeste
EF-medlemmer. Fællesflygtningepolitikken skal baseres på et - med tysk
grundighed og akkuratesse opbygget - centralt EDB-kartotek. Her registreres
mængder af
data omkring ikke-EF-borgeres uønskede adfærd.
Især på grund af computeropbygningens børnesygdomme kom vi helt frem til
marts 1994, før det nye system fik sin hovedikrafttræden.
Et sådant politihøjteknologisk nytteredskab ville det være svært at skaffe
og få udviklet hastigt, hvis Danmark havde været med fra begyndelsen. I så
fald ville EF-hadende registerskrækflertal alarmere alle danske medier til
at gå til
modstand: Alle klynkere som én af hus til at hykle om krænkelse af den
enkelte muhamedaners påståede privatlivssfære. Kriminologen, psykologen Ida
Koch o.l. mammutskrev sådanne Schengennedsablinger i
1992-Novembernummeret af Tidsskriftet Social Kritik (udgives af Selskabet
for Social Debat). Tilsvarende teknologistormløb findes hos Bente Clausen i
Kristeligt Dagblad den 1. august 1992 og den rød-grønne partiboss, Keld
Albrechtsen i Information 6. maj 1993. Trods dette har Danmark søgt
optagelse i Schengenprojektet som observatør (Berlingske 27. april 1994).
Den danske interesse er at blive fuldgyldigt medlem, så snart de hårde
kerne-EF'ere i praksis har grundfæstet Schengensystemet.
Tre beslægtede databaser er også så småt ved at være under EF-opbygning
(Grænsekontrolkonvention, Europol og Eurodac):
Udkastet til Grænsekontrolkonventionen blev færdigforhandlet på
justitsministermøder i juni 1991. Det går ud på, at erstatte de faste
grænselinier mellem EF-landene med en velkontrolleret ydre grænse og at
samvirke om at hindre
samfundsnedbrydere i at boltre sig indenfor EF-området som ellers fri
helhed. Desværre ligger projektet stadig og roder. Hårdknuden er
Spaniolernes forlangende om, at den 5,35 km2 lille Gibraltarklippe skal
afståes til dem.
Særligt efter Schengenaftalen´s ikrafttræden er Danmark på den fri
EF-personbevægelses-område blevet Europas blødende sår. Den dansk-tyske
grænse er både en indre linieføring indenfor EF-unionen og en ydergrænse for
Schengensamarbejdet.
I Slutakten til udkastet til Grænsekontrolkonventionen erklærede Danmark - i
dansk propaganda angiveligt med de øvrige 11's indforståelse - at vi fortsat
vil overholde vore nordiske forpligtelser (jfr. kapitel 3). Det kræver en
hårfin
balancegang både at holde uønskede ude af EF og samtidig ikke fratage
mørkhårede svenskere adkomst til papirfrit at komme i Nyhavn.
EF's grundlæggende regel er juridisk klar: Ret til ukontrolleret krydsning
af indre EF-grænser tilkommer ikke folk uden EF-borgerskab. For at undgå
bøvl, med hvem der er, og hvem der ikke er EF-borger, ved de indre grænser,
må der
være kontrol ved den ydre grænse. Og vor ydre grænse til for eksempel
Sverige, er stort set åben på grund af den nordiske pasunion. Det bringer
Tyskland i vanskeligheder (jfr. nedenfor kapitel 17).
Den penible danske tofrontsituation vakte uro, da nogle få
stikprøvekontroller ved Sverigesbåde i Helsingør, Dragør og Frederikshavn
afslørede masser af fremmede, som var ved at indvandre illegalt
(Jyllands-Posten 10. september
1993). Myndighederne havde groft undervurderet problemet. Derfor måtte et
stort antal politifolk forpligtes til kontrol ved færgelejerne (Politiken
19. januar 1994). Det gav en endnu større fangst (se for eksempel
Jyllands-Posten 24.
februar 1994).Så opdagede man en anden læk. Skibe, der anløber dansk havn om
natten, bliver først kontrolleret, når politikontoret åbner næste dag.
Illegale passagerer har i ro og mag kunnet skaffe sig mange timers forspring
til at
forsvinde i Danmark (Jyllands-Posten 1. marts 1994).
Den anden nye database påbegyndtes i praksis, da Europol med hjemsted i Haag
optog sit virke i begyndelsen af 1994. Det skal bekæmpe de overlappende
grupper af terrorister, asylsøgere, nakobagmænd, EDB-svindlere,
Holigans-fodboldbøller, smuglere og andre samfundsfarlige kriminelle.
Bevares, starten er alene en oplysningsudvekslingscentral og analyseenhed.
Indenfor den ramme må den kunne gå i gang med opsyn med
muhamedanerintriger - individuelle såvel som statsligt inspirerede - i
Europa og med
inddragelse af Danmark, England og Irland i centrale dele af
Schengen-arrangementet. Skulle dette regionale Interpol senere overtrumfe
FBI, er det jo ikke væsensforskelligt fra Danmarks 1938-statsliggørelse af
det kommunale politi.
Det endnu ikke vedtagne Eurodac-system skal EDB-samle asylansøgeres
fingeraftryk. Ingen tvivl om at rigtige danskere ønsker al mulig good luck
til hurtig og effektiv gennemførelse heraf. En nærliggende forbedring ville
nemlig være
det i mange livsforhold billige og sikre bevismateriale at optage
fingeraftryk af enhver, der søger flygtningestatus i Danmark. Det vil
mindske danske offentlige myndigheders vanskeligheder med at have hold på de
mange fremmede,
der strømmer ind i vort land og skille illegale indvandrere fra bukkene.
Myndighederne har ikke lokalpersonkendskab til disse fremmede. Tit optræder
de under skiftende navne. De udgør en høj procentdel af dem, som tegner sig
for
terrorisme, narkogrossisthandel, knivstikdrab og andre top-alvorlige
forbrydelser. De hører til de mindst bofaste, så de med korte mellemrum
dukker op i de forskellige landsdele og hyppigt er i udlandet i kortere
eller længere perioder.
Sproglige misforståelser undgås, når talen overlades til det universelle
fingeraftrykningssprog - gerne også på sygesikringsbevis, i pas, på kørekort
osv. Herved dannes også et fortrinligt grundlag for det samarbejde, som
netop i den
slags sager er så påkrævet med udenlandske offentlige myndigheder, der også
tages ved næsen af de muhamedanergrupper med flere, som ulykkeligvis for
tiden tillades at oversvømme landene i den kulturkreds, hvortil Grundtvigs
fædreland hører. Man kan blot tænke på Interpols aktiviteter eller på de
tilfælde, hvor de samme udlændingefamilier forskaffer sig
mangedobbeltforsørgelse i form af samtidig socialhjælp på flere steder. I
det hele skal retsvæsenet se at
komme op på mærkerne med den rivende udvikling, der i øjeblikket foregår på
fingeraftrykslignende identificeringsområder og på de praktiske muligheder
for teleoverførsel.
Når alle EF-lande er med i alle 4 systemer, bliver grundlaget bedst for et
superkartotek. Det vil være det praktisk nyttigste, der overhovedet kan ske
i nærmeste fremtid for dansk udlændingepolitik. Helt grundlæggende er nemlig
at
udnytte gentester og anden moderne teknologi, så danske myndigheder
nårsomhelst har et pålideligt middel til på få minutter at verificere enhver
udlændings identitet.
Menneskedygtigheden vokser forrygende hver dag.Jyllands-Postens forside 29.
juli 1994 gav blot et eksempel: »Retsmedicinsk Institut indfører i løbet af
kort tid en ny forbedret form for genetisk fingeraftryk. Med den nye teknik
kan vi lave en genetisk profil af gerningsmanden ud fra selv gamle og
bittesmå rester af blod eller sæd fra gerningsstedet. Analysen kan også
laves langt hurtigere end i dag, hvor det tager op til tre uger at lave
testen færdig.
Derfor vil PCR-teknikken være værdifuld for politiet«, siger lektor Birthe
Eriksen, Retsgenetisk Institut på Københavns Universitet.«
Folketinget foretog et skridt i den rigtige retning i juni 1992 ved i
udlændingelovens §40 at indsætte adgang til optagelse af fingeraftryk og
personfotografi af udlændinge, hvis dette skønnes hensigtsmæssigt med
henblik på
vedkommendes identifikation.
Motiverne fremhæver, at oplysningerne skal kunne stilles til rådighed for de
europæiske lande, men i betænkningen kræver efterslæbflertallet, at det ikke
sker, uden at folketinget forud får lejlighed til at fastsætte regeldetaljer
herom.
III. Over halvdelen af asylansøgerne i EF tyer til Tyskland. Her voksede
tallet fra 57.379 i 1987 til 256.112 i 1991. 1992, 1. halvår viste 187.455.
Andet halvår 250.745 og 1993 1. halvår 224.300.
Antagelig skal disse tal forstørres med ca. 60% (illegale
samt »folketyskere« fra den tidligere Sovjetblok).
Væksten styrkede den såkaldt højreekstremistiske frihedskamp. Tryk avler jo
modtryk.
Det gav besværligheder for Reichskansler Kohl. I efterkrigens bodfærdighed
havde den tyske grundlov nemlig fået en flygtningeforkælende artikel 16. Her
sikres bl.a. asylsøgeres ret til ophold i Tyskland, så længe deres sag
verserer.
Pr. 1. april 1993 fik man omsider en lov om en udbygget, decentral
sagsbehandling, som kan afvise mange på få minutter. Den har ført til, at de
fleste sager er endt med et Nej inden 14 dage.
Blandt andet for at kunne indføre første asyllandsreglen (nedenfor kapitel
16,III) var hovedsagen dog at grundlovsændre. Dette kræver kvalificeret
flertal omfattende socialdemokraterne. Som i Danmark er deres top præget af
livsfjerne
teoretikere med benene plantet i fortidsmyter, mens vælgerne er
fremskridtstrivselsfans. Frygten for ellers at lide valgnederlag fik
Socialdemokratiet til at bide til bollen pr. 1. juli 1993.
Die Welt oplyste 9. december 1993, at indenrigsminister Kanther forstærker
grænsepolitiet med værnepligtige fra forbundsværnet. De skal optræde i
civil.
Asylsøgertallet blev herefter »kun« 98.500 i andet halvår 1993 og 62.802 i
første halvdel af 1994.
Bunken af uekspederede sager svandt i løbet af 1993 ind fra ca. 500.000 til
40% heraf. Januar 1994 var tallet på 36,6% af tallet året før, oplyses det i
Indenrigsministeriets analyse 14. februar 1994 af den ændrede tyske
situation.
Fra Tyskland fortsatte bølgen til det nærmeste betydende EF-land: November
1993 vedtog den franske rigsdag med overvældende flertal at begrænse
adgangen til politisk asyl.
Allerede på et stormøde i Berlin 30-31. oktober 1991 med deltagelse af 28
landes ministre blev dynamikken tilrettelagt for nye betydelige Fremskridt:
Schengenlandene og Østrig har siden da - enkeltvis eller i gruppe - indgået
aftaler med
afsender- og gennemrejselande (Marokko, Rumænien, Bulgarien Tjekkoslovakiet,
Ungarn, Polen og Slovenien) om, at disse holder uønsket indvandring ude, og
når dette ikke lykkes affinder sig med tilbagesendelse.
Et eksempel er den tysk-polske aftale: Tyskland betalte 120 millioner DM.
Velvidende, at Polen nok scorer en betragtelig avance til sig selv ved at
bruge langt færre midler på de tilbagesendte. Men en sådan
kummerlighedspolitik er jo i
begge kontraherende staters interesse.
De berørte personer ved nok udmærket, at forsørgelsen ikke er så flot
derhjemme som i Tyskland. Det var reverenter talt derfor de iværksatte deres
udvandringsangreb.
IV. Stillet overfor den lange hjemlige træghed måtte Kohl også spille på
EF-instrumentet. Udviklingen er EF-typisk: Langsom fremadskriden.
Det begyndte med ad hoc samarbejdet TREVI mellem 12 ministre. 15. juni 1990
kom det første udadrettede resultat. En Dublinaftale, som ikke er meget
værd. Dels giver den kun nogle ufuldkomne regler om hvilket land, der skal
behandle asylansøgninger. Dels er den (pr. 22. december 1993) alene
ratificeret af Danmark og fire andre medlemmer. Holland nægter af
ratificere, fordi området ikke er flyttet til egentligt EF-stof, og det kan
det ikke blive på grund af det
danske nationale kompromis.
Men Kohl fik i Maastricht-aftalen lagt op til mere effektive
EF-Bremseklodser. Dels i artikel 100 C om samordnet visumpolitik og dels i
afsnit K (jfr. artikel 100 D) om rammer for fælles bekæmpelse af illegal
indvandring, asylbetingelser,
bosætningsret, familiesammenføring, arbejdsadgang, rejse over indre
EF-grænser og udvisning, 30. november og 1. december 1992 vedtog
Immigrationsministerrådet, at der senest 1995 skal iværksættes bl.a.
følgende opstramninger og
harmoniseringer:
1) Asylsøgerens bevisbyrde skærpes for, at netop han har været udsat for
konkret politisk forfølgelse i sit hjemland.
2) Indsnævret fortolkning af flygtningebegrebet i Genevekonventionen (det
netop tiltrådte tyske formandsskab tog dette op som sit hovedpunkt på møde
5. juli 1994).
3) Luftfartselskabsansvar for passagerer skærpes.
4) Fællesregistrering af asylsøgere.
5) Arbejdsgrupper nedsættes til oplysning om jugoslaviske flygtningestrømme.
6) EF-flygtningelejre oprettes i Jugoslavien.
7) Balkanflygtninge fordeles mellem medlemslandene efter kvotesystem.
8) EF skal kun som sjældne undtagelser modtage flygtninge fra andre
kontinenter.
9) Intet land skal være mere attraktivt end et andet for asylsøgere med
hensyn til lommepenge, anden økonomisk hjælp, boligforhold og
arbejdsordninger m.v.
10) Reglerne om familiesammenføring harmoniseres og skærpes så hårdt, at det
vil opmuntre flygtninge til at søge asyl tættere på deres eget land.
Kun Danmark (S, SF og Z) var imod følgende vedtagelser:
11) Første asyllands-princippet anvendes hyppigere på grundlag af
fælleslister over sikre lande.
12) Fællesregler om afvisning af håbløse asylansøgninger og
13) Samarbejde om hjemsendelse til lande, hvor flygtningeundskyldningen ikke
længere gælder. Bl.a. ved at stille det som vilkår i aftaler om bistand til
afrikanske og østeuropæiske lande. Kontaktorganisationer søges opbygget
mellem
emigrantlande, immigrantlande og transitlande ved hver af de almindeligste
rejseruter.
Ved rådsmødet 1. juni 1993 godkendte Danmark også de tre sidste punkter.
29/30. november 1993 kom ind i billedet:
14) Fællesliste over lande, hvorfra visum kræves.
15) Mindstegarantier i asylsagsbehandlingen.
16) Fordeling mellem medlemslandene af byrderne ved
flygtningeindstrømningen. (EF-parlamentet har foreslået en Eurofond for
flygtninge).
17) Henstillinger om menneskehandel med prostituerede.
20. juni 1994 suppleres listen med:
18) Modelregler, for hvornår fremmedarbejdere skal have opholdstilladelse.
Nærmere gennemgang findes side 50-53 i Indenrigsministeriets Nyhedsbrev af
1. juli 1994. Inspirationerne ligger herefter ganske tæt på den danske
praksis, som der henvises til nedenfor i kapitel 13, III, 5), 1. afsnit.
Forslagenes indhold behandledes i den store artikel, som lederen af Det
danske Center for Menneskerettigheder cand. jur. Morten Kjærum og Adjunkt
ved Danmarks Lærerhøjskole Christian Horst offentliggjorde i november
1992-nummeret af »Social Kritik«.
En hovednøgle gjorde de opmærksom på med ordene: »Justits- og
indenrigsministrene i Europa trækker én vej nemlig den defensive, hvor
adgangen til de 12 EF-lande er stærkt kontrolleret og begrænset. Det vil gå
ud over
mennesker, som søger beskyttelse mod forfølgelse i deres hjemlande. Når man
vil forhindre mennesker i nød i at finde beskyttelse her ved at indføre
visumbestemmelser og bøder til transportører, får det en rent udsmykkende
funktion, at artikel K2 understreger, at alle spørgsmål i det retlige
samarbejde skal behandles under overholdelse af den europæiske konvention om
menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder og konventionen
om flygtninges retsstilling.«
V. Kjærums og Horst's sympati bygger klart på det firkantede yderstandpunkt,
at opvise det storsind overfor fremmede, at enhver med bopælsret i et
EF-land i hele unionen skal have samme rettigheder som EF-borgere.
Herfor kæmper også en række interesseorganisationer, som blev oprettet på
grundlag af EF-parlamentets Eurigenisberetning af december 1985:
I »Indvandrernes Forum« er Amin Bahar »dansk« hovedrepræsentant. Parallelt
hermed deltager Dansk Flygtningehjælp i European Network of Asylum (ELENA)
og European Consultation for Refugees and Exiles (ECRE).
En hollandsk bevægelse »International Alert« var 28. juni 1991 stifter af et
fælleseuropæisk servicecenter til fremme af etniske mindretals ideer. Den
danske kvindeindvandringsforening »Solduen« arbejder i »Women's Green Group«
og i BWEN (Black women and Europe Network).
Venstreforvredne »Forskere« malker statskasser i et »Netværk«, de kalder
COST(!)
Joseph Obeng fra Ind-Sam repræsenterer Danmark i The Standing Conference on
Racial Equality in Europe (C.R.E.). Den bekæmper »den øgede racisme og
facisme« i flere EF-lande.
Mammutrapport nr. 1813 af 28. september 1990 er p.t. hovednæringsbasen for
disse lobbyister. I 1994 har de søgt at få større indflydelse gennem
juni-EF-parlamentsvalget og en særlig »Kommissær mod Racisme og
Diskrimination«.
Niveauet illustreres af et typisk Informationslæserbrev (15. januar
1993): »I en tid hvor der som ingen sinde siden nazismens hæslige spøgelse
fejede gennem Europa og jog mennesker på flugt, er behov for forståelse for
og solidaritet
med de mennesker, som af de mange forskellige grunde er strandet hos os,
skal vi opleve en justitsminister, der frejdigt går i gang med at
stigmatisere dem og derved skamløst bærer ved til det selvgode fremmedhad,
der stikker sit
ækle fjæs frem i »den danske forening« og lignende steder. Hvad er det dog
for et menneske, vi har fået anbragt i justitsministerstolen?«.
Efter store interne rivninger nåede EF-kommissionen den 23. februar 1994
frem til et kompromistynget strategiudkast (en »Kommunikation« hedder det på
diplomatfagsproget). Et hovedsynspunkt er, at der skal samarbejdes med de
lande, hvorfra indvandringspres forventes at komme. Altså den spansk-tyske
1992/93 linie. Nærmere oplysning i Indenrigsministeriets Nyhedsbreve 22.
marts og 13. maj 1994.
Håbet er fromt om en skånselsløs fri debat. Så detaljereglerne snarest
udformes med færrest mulige svipsere.
Så længe emnerne kun kan afgøres med enstemmighed, bliver resultaterne nok
for magre og sene. Men lidt er bedre end intet under alle omstændigheder.
Om næsten alle EF-lys i det udlændingeretlige mørke, der har ligget over
Danmark de sidste 11 år, gælder, at vi har en teknisk-juridisk barriere i
det Nationale Kompromis fra efteråret 1992. Slagsmål kommer nok til at bryde
ud mellem de
syv deltagere i den sjusket udformede aftale. Om, hvor langt man kan gå uden
folkeafstemningsgodkendelse.
I det omfang resultatet bliver et eller flere referenda, må vi måske affinde
os med et Nej ved den første, anden og tredie folkeafstemning om emnet.
Udviklingen vil under alle omstændigheder tvinge noget andet igennem.
Gennemfører
de andre lande beskyttelsesforsvarsløsninger, kan Danmark ikke ligge ret
længe som det eneste land og tiltrække multimillioner af muhamedanere, der
begærer Europa, men er spærret ude fra alle andre EF-lande.
VI. A. Vi må også have øjnene vidt åbne overfor, hvorvidt det vil være mere
hensigtsmæssigt at ty til endnu større internationale fora end EF.
Geneveklubben, EØS, (EF/EFTA), ICAO, Europarådet, CSCE. (Kooperationen om
Sikkerhed
og Samarbejde i Europa), OECD, samt NATO med østområdeaflæggere (fx.
Partnerskab for Fred) er nogle af de konkurrenter, der byder sig til som
bredere (og derved måske bedre) muligheder end EF.
Vitaminindsprøjtninger kan tillige komme primo 1995, når GATT bliver til
WTO.
Specialsamarbejder blomstrer også op i 1990'ernes storår for
embedsmands-udenlandsrejser. Et Geneveforum - på nu 16 lande - startedes
allerede i 1987.
Indenrigsministeriets Nyhedsbrev 27. maj 1994 refererer et
tirsdag/torsdag-møde i CDMG (Europarådets migrationskomite). For
akademikerteoretikere ser det ud som apoteosen af afsondring fra
distraherende virkelighed. Det er
Erasmus Montanus-åndsgymnastik. Måske kulturberigende for de deltagende. Men
bestemt ikke for de skatteyderhoveriarbejdere der skal betale for de fines
fornøjelser.
Østersøarbejdsgrupperne vedrørende grænsekontrol og indvandring m.v. holdt
Stockholmskonference 25.-26. januar 1994.
I vrimlen af mellemnationale organer, der i disse års opbrud ser deres snit
til at etablere sig, er videre det Nordiske Udlændingeudvalg. Et
skoleeksempel på, hvordan tomgangsmøder i referater kan pustes op til at
være sagligt
påkrævede betydningsfuldheder, frembyder side 57f i Indenrigsministeriets
Nyhedsbrev af 13. maj 1994 om udvalgets tirsdag/torsdag-forårssammenkomst i
Kolding.
De nordiske lande holder flygtningesamråd, og sådan er der så meget. Snak og
papir. Druk og luksushoteller.
Men er starten end famlende, tør man da endnu håbe, at det hele ikke helmer,
før det har gjort sin nytte - at berede vejen for et samlet slagkraftigt
Europaforsvar mod udlændinges indtrængen.
Baggrunden er imidlertid den sædvanlige sagsbehandlerkyniske. Her i den
version, at det i en verden i stærk forandring ikke mere giver fornuft med
de internationale samarbejdsmønstre fra jerntæppebloksituationen, som den
henlå
fastfrosset 1946-1989. De mange organisationsapparater, som opstod under de
forhold, leder nu efter nye opgaver, så de kan undgå - eller i al fald
begrænse (udskyde) - deres nedlæggelse. Verden i opbrud må være afventende,
før det
nye lægges i bestemte rammer. Vi skal give os tid til påpasseligt at udforme
fremtidens samarbejsformer, så de bedst harmonerer med Fremtidens Forhold.
B. Det desperate nødbehov for et fjendebillede i fortvivlet kamp for at
bevare pamperapparaterne er p.t. stærkest indenfor militæretablissementet.
På området for Ragnarokvåbnene (nukleare, kemiske og bakteriologiske) kan
lille Danmark kun folde sine hænder og bede til, at Menneskehedens
udslettelse udsættes længst muligt.
Løjtnant von Buddinges oldebørn har efter 1945 fået i millionvis af
milliarder kroner. Fordi den bluffløgn, at USSR's konventionelle våben var
en fare, affødte jordklodens stærkeste lobbybevægelse. Overfor den skal
folketinget blot
vende tommelfingrene nedad og reducere militærbevillingen til 0
(telefonsvareren til 81,75 kr. årligt blev overflødig, da Kreml strøg det
røde flag i december 1991). Fattig Danmark har ikke råd til at betale for
opretholdelse af forlængst
forstedse forældede særprivilegier. Men sålænge staten fremturer med
flottenheimerflanørierne, er det da et lille lyspunkt, at de inderligt
overflødige militærfolk skal til at lære arabisk (Jyllands-Posten 8. april
1994).
C. FN oprettedes 24. oktober 1945. Godt et par snese medlemslande fra vort
kulturområde. Tidsånd og medlemskreds avlede rosendrømme. I vore
gammelpolitikeres forkalkning har den lammende vanetænkningssutteklud bidt
sig fast,
at når noget er fra FN, er det såre godt.
Men FN er nuomdage totalt anderledes Af de 184 medlemsstater (pr. 29. juni
1993) er flertallet således ca. 60 Korandyrkere suppleret med U-lande, der
bare kræver til sig selv, men ikke positivt yder noget væsentligt. 52.000
medarbejdere, hvoraf de fleste alene er der til egen prestige og
kæmpeindtægt.
FN's Ulandssektion (UNDP) har lille Danmark som trediestørste betaler (P1
22. marts 1994 kl. 11.36). Grønnegaard Christensen berettede i
Weekend-avisen 22. juli 1994 om, hvad det er for et bundråddent foretagende:
Ledelsen svindler
og bedrager for at få skatteyderpenge ned i egne lommer. De projekter, man
reklamerer med, er ret virkningsløse. Det danske udenrigsministerium fupper
finansudvalget ved i bevillingsansøgninger kreativt at lysmale sandheden og
udradere mørkepunkterne.
I sin evindelige kamp for at indynde sig hos verdensdiplomatiets toppinger
snakker Venstres formand bestandigt om at give FN indflydelse på
indvandrerfordeling og flygtningepolitikken iøvrigt. Udførligst - og derfor
værst - 7.
november 1986 på FN's generalforsamling.
Side 53 og 54 i justitsministeriets fremmedlovsdebatoplæg af 11. november
1991 specificerer, hvordan vor småstat har bragt sig meget nær også at have
bronzemedalje i absolutte dollartilskud til FN's to store
flygtningeorganisationer
(Hartlings UNHCR og Arafats UNRWA). At malkningen af danske skatteydere også
her er still going strong, læste man eksempler på bl.a. i Jyllands-Posten
10. og 11. december 1991 samt i Berlingske 1992 (1. og 8. februar samt 22.
marts) og 1993 (18. maj).
Skatteyderkostbar militær voldsanvendelse rundt om i ulykkelige lande har
hidtil været FN's hovedindsats i 1990'erne.
Militærmultimilliardærerne og FN's moralske og økonomiske fallitbo slår
nemlig i disse år pjalterne sammen til såkaldt fredsbevarende
(fredsskabende) aktiviteter. Foreløbig er hovedeksemplerne Jugoslavien,
Somalia og Haiti. Totalt
blottede for disse landes virkelige problemstillinger og alene beruset af
ønske om at hævde egen magt (især i det indenrigspolitiske) og noget så
ligegyldigt abstrakt som, at »det internationale samfund føler sig ydmyget
på værdighed
og troværdighed« (altså egen prestige), tosser FN-poseurerne rundt som
narkoelefanter i en porcelænsbutik.
Kyniske diktatoregoistinteresser og amerikanske præsidenters manipuleren for
at blive genvalgt er typen på, hvad der fejrer orgier under angivelse af, at
de virkelighedsfjerne selvretfærdigheder skulle være idealistisk
verdensfornuft.
I de sager, der (oftest TV-dikteret) tages op af FN, beror
sagsbehandlingsvarighed og udfald på et forargeligt nationalegoistisk spil
mellem Vetomagterne. Ikke blot er den såkaldte retshåndhævelse præget af
inkonsekvens og
tilfældigheder, men den gennemføres også ineffektivt og
omkostningsforagtende.
Juli 1994 tales mest om Hutu v. Tutsi-sagens løbskkørsel i og omkring Rwanda
og Burundi. På 10 uger slagtedes her mange gange flere mennesker, end der er
dræbt i den to år tidligere startede Jugoslavienkrig. Men FN er kun til
stede,
når der er tekstreklame til hver fjernsynsaftenkaffe.
Heldigvis bliver FN mere og mere ringeagtet af de lokale i offerlandene.
Det er en helt fejlagtig arbejdshypotese at tro, at FN vil det godt for
menneskeheden. Det er en prestigelegeplads for skvadronerende diplomater og
militærfolk - altså de to mest samfundsskadelige professioner.
I de næste hundrede år skal Danmark derfor være særdeles tilbageholdende med
at give De Forenede Nationer afgørende indflydelse på nogetsomhelst
væsentligt. Med UNESCO's tankekontrol, bekæmpelsen af Sydafrika og Israel,
forgudelsen af korrupte eetpartisocialiststater, sanktioner mod Serbien og
meget andet strider standpunkttagningen i FN mod danske interesser.
Under alle omstændigheder er der jo højst ressourcer til at gribe ind
overfor et fåtal af jordens lange stribe af inhumane, farlige regimer.
Kompetenceområdet for Verdenspolitibetjenten må derfor indskrænkes til at
forebygge, at jorden
gøres ubeboelig for mennesker. Det defineres konkret til at begrænse
udbredelse af atomvåben, fremføringsraketter, grundlag for bakteriologisk og
kemisk krigsførelse (herunder giftgasser) og andre masseudryddelsesmidler.
Skal
verden overhovedet have en politibetjent, er United States langt mindre
foruroligende end United Nations.
Som FN vokser sig stærkere, vil modviljen skærpes til det ulandsdominerende
FN, der opfører sig som var det en himmelsk rådsforsamling. Blandt andet ved
suveræn foragt for økonomisk påpasselighed (se fx. Jyllands-Posten 4, 25 og
27. marts 1994).
Danmarks valg må klart være udmeldelse af FN.
En tillægsgevinst vil være, at folketingsmedlemmerne får tid til at
beskæftige sig med det, der er deres opgave: at mildne danskerlivet i stedet
for som nu - med K.B. Andersen og Niels Ahlmann-Ohlsen som de værste
eksempler - at
dyrke som den herligste tidsfordriv at agte på fjernlandes færden og liv. Og
derefter optræde som hunde i det keglespil, som de intet begriber af.
D. Slemt er det også fat med de afdankede Ædedolkes Europaråd.
Derfor må et stærkt Nej siges til Dansk Flygtningehjælps igangværende
bestræbelser for under Europarådets menneskerettighedsfægteri at udvide den
internationale flygtningemafias blækspruttebureaukrati med en europæisk
flygtningekomite nøje afstemt med UNHCR.
Morten Kjærums forsvar for en sådan nyskabelse i 1992-hæftet »Jeg var
Fremmed« udsendt af Folkekirkens Nødhjælp m.fl. blev imidlertid skrevet af,
da Rødkløver-regeringen skulle finde Alt godt fra Havet til
Regeringsgrundlagserklæringen af 22. januar 1993.
Til EF's rådsmøde for indenrigs- og justitsministre den 2/3 juni 1993
stillede formandslandet Danmark derfor forslag om, at Europas lande - i øst
som i vest - skal oprette en flygtningekommission med følgende opgaver:
1) katastrofe- og bistandshjælp,
2) hjælp til de lande, der tager flest flygtninge,
3) en bedre fordeling af flygtninge mellem landene,
4) en fælles praksis for at give flygtningestatus,
5) en fælles praksis for anvendelsen af midlertidig flygtningestatus,
6) reaktioner over for illegal indvandring, og
7) repatrieringsprogrammer.
Reelt led de danske ønsker skibbrud - de blev begravet i diverse
undersøgelsesudvalg - ved novemberopfølgningsmøde i Athen. Væsentligste
bidrag herfra var iværksættelse af propagandakampagne i Udvandrerlandene om,
at deres
indbyggere bør blive derhjemme, hvor de hører til.
(pr. 29. juni 1993) er flertallet således ca. 60 Korandyrkere suppleret med
U-lande, der bare kræver til sig selv, men ikke positivt yder noget
væsentligt. 52.000
medarbejdere, hvoraf de fleste alene er der til egen prestige og
kæmpeindtægt.
FN's Ulandssektion (UNDP) har lille Danmark som trediestørste betaler (P1
22. marts 1994 kl. 11.36). Grønnegaard Christensen berettede i
Weekend-avisen 22. juli 1994 om, hvad det er for et bundråddent foretagende:
Ledelsen svindler
og bedrager for at få skatteyderpenge ned i egne lommer. De projekter, man
reklamerer med, er ret virkningsløse. Det danske udenrigsministerium fupper
finansudvalget ved i bevillingsansøgninger kreativt at lysmale sandheden og
udradere mørkepunkterne.
I sin evindelige kamp for at indynde sig hos verdensdiplomatiets toppinger
snakker Venstres formand bestandigt om at give FN indflydelse på
indvandrerfordeling og flygtningepolitikken iøvrigt. Udførligst - og derfor
værst - 7.
november 1986 på FN's generalforsamling.
Side 53 og 54 i justitsministeriets fremmedlovsdebatoplæg af 11. november
1991 specificerer, hvordan vor småstat har bragt sig meget nær også at have
bronzemedalje i absolutte dollartilskud til FN's to store
flygtningeorganisationer
(Hartlings UNHCR og Arafats UNRWA). At malkningen af danske skatteydere også
her er still going strong, læste man eksempler på bl.a. i Jyllands-Posten
10. og 11. december 1991 samt i Berlingske 1992 (1. og 8. februar samt 22.
marts) og 1993 (18. maj).
Skatteyderkostbar militær voldsanvendelse rundt om i ulykkelige lande har
hidtil været FN's hovedindsats i 1990'erne.
Militærmultimilliardærerne og FN's moralske og økonomiske fallitbo slår
nemlig i disse år pjalterne sammen til såkaldt fredsbevarende
(fredsskabende) aktiviteter. Foreløbig er hovedeksemplerne Jugoslavien,
Somalia og Haiti. Totalt
blottede for disse landes virkelige problemstillinger og alene beruset af
ønske om at hævde egen magt (især i det indenrigspolitiske) og noget så
ligegyldigt abstrakt som, at »det internationale samfund føler sig ydmyget
på værdighed
og troværdighed« (altså egen prestige), tosser FN-poseurerne rundt som
narkoelefanter i en porcelænsbutik.
Kyniske diktatoregoistinteresser og amerikanske præsidenters manipuleren for
at blive genvalgt er typen på, hvad der fejrer orgier under angivelse af, at
de virkelighedsfjerne selvretfærdigheder skulle være idealistisk
verdensfornuft.
I de sager, der (oftest TV-dikteret) tages op af FN, beror
sagsbehandlingsvarighed og udfald på et forargeligt nationalegoistisk spil
mellem Vetomagterne. Ikke blot er den såkaldte retshåndhævelse præget af
inkonsekvens og
tilfældigheder, men den gennemføres også ineffektivt og
omkostningsforagtende.
Juli 1994 tales mest om Hutu v. Tutsi-sagens løbskkørsel i og omkring Rwanda
og Burundi. På 10 uger slagtedes her mange gange flere mennesker, end der er
dræbt i den to år tidligere startede Jugoslavienkrig. Men FN er kun til
stede,
når der er tekstreklame til hver fjernsynsaftenkaffe.
Heldigvis bliver FN mere og mere ringeagtet af de lokale i offerlandene.
Det er en helt fejlagtig arbejdshypotese at tro, at FN vil det godt for
menneskeheden. Det er en prestigelegeplads for skvadronerende diplomater og
militærfolk - altså de to mest samfundsskadelige professioner.
I de næste hundrede år skal Danmark derfor være særdeles tilbageholdende med
at give De Forenede Nationer afgørende indflydelse på nogetsomhelst
væsentligt. Med UNESCO's tankekontrol, bekæmpelsen af Sydafrika og Israel,
forgudelsen af korrupte eetpartisocialiststater, sanktioner mod Serbien og
meget andet strider standpunkttagningen i FN mod danske interesser.
Under alle omstændigheder er der jo højst ressourcer til at gribe ind
overfor et fåtal af jordens lange stribe af inhumane, farlige regimer.
Kompetenceområdet for Verdenspolitibetjenten må derfor indskrænkes til at
forebygge, at jorden
gøres ubeboelig for mennesker. Det defineres konkret til at begrænse
udbredelse af atomvåben, fremføringsraketter, grundlag for bakteriologisk og
kemisk krigsførelse (herunder giftgasser) og andre masseudryddelsesmidler.
Skal
verden overhovedet have en politibetjent, er United States langt mindre
foruroligende end United Nations.
Som FN vokser sig stærkere, vil modviljen skærpes til det ulandsdominerende
FN, der opfører sig som var det en himmelsk rådsforsamling. Blandt andet ved
suveræn foragt for økonomisk påpasselighed (se fx. Jyllands-Posten 4, 25 og
27. marts 1994).
Danmarks valg må klart være udmeldelse af FN.
En tillægsgevinst vil være, at folketingsmedlemmerne får tid til at
beskæftige sig med det, der er deres opgave: at mildne danskerlivet i stedet
for som nu - med K.B. Andersen og Niels Ahlmann-Ohlsen som de værste
eksempler - at
dyrke som den herligste tidsfordriv at agte på fjernlandes færden og liv. Og
derefter optræde som hunde i det keglespil, som de intet begriber af.
D. Slemt er det også fat med de afdankede Ædedolkes Europaråd.
Derfor må et stærkt Nej siges til Dansk Flygtningehjælps igangværende
bestræbelser for under Europarådets menneskerettighedsfægteri at udvide den
internationale flygtningemafias blækspruttebureaukrati med en europæisk
flygtningekomite nøje afstemt med UNHCR.
Morten Kjærums forsvar for en sådan nyskabelse i 1992-hæftet »Jeg var
Fremmed« udsendt af Folkekirkens Nødhjælp m.fl. blev imidlertid skrevet af,
da Rødkløver-regeringen skulle finde Alt godt fra Havet til
Regeringsgrundlagserklæringen af 22. januar 1993.
Til EF's rådsmøde for indenrigs- og justitsministre den 2/3 juni 1993
stillede formandslandet Danmark derfor forslag om, at Europas lande - i øst
som i vest - skal oprette en flygtningekommission med følgende opgaver:
1) katastrofe- og bistandshjælp,
2) hjælp til de lande, der tager flest flygtninge,
3) en bedre fordeling af flygtninge mellem landene,
4) en fælles praksis for at give flygtningestatus,
5) en fælles praksis for anvendelsen af midlertidig flygtningestatus,
6) reaktioner over for illegal indvandring, og
7) repatrieringsprogrammer.
Reelt led de danske ønsker skibbrud - de blev begravet i diverse
undersøgelsesudvalg - ved novemberopfølgningsmøde i Athen. Væsentligste
bidrag herfra var iværksættelse af propagandakampagne i Udvandrerlandene om,
at deres
indbyggere bør blive derhjemme, hvor de hører til.

KAPITEL 6

Genevekonventionens tilblivelse

I. 1930'ernes og 1940'ernes magthavere i Tyskland og andetsteds førte sig
frem med dødstrusler mod egne statsborgere med politisk overbevisning eller
national oprindelse udenfor det regerende partis
kridthus.
Disse mennesker flygtede - oftest over hals og hoved - ad illegale
rejseruter fra deres fædreland derhen, hvor de nu kunne komme. Næsten altid
til et naboland. Det vigtigste danske eksempel er de ca.
17.000 frihedskæmpere og jøder, som i besættelsens to sidste år drog over
Øresund til Sverige og derfra vendte hjem igen straks efter 4. maj 1945.
De opsamlede erfaringer affødte Genevekonventionen af 28. juli 1951.
Hensigten var at rydde op i Europa efter krigskaoset. Traktaten er kun
ændret en gang i de siden da forløbne fire årtier. Det var til
gengæld en overmåde voldsom og tragisk omvæltning af konventionens hele
basis og betydning: New York-protokollen af 31. januar 1967 udvidede den
beskyttede kreds fra alene at omfatte europæere,
der var blevet flygtninge før 1951, til at gælde Alverden uden antydning af
begrænsning i tid eller steder, der har tilknytning til indrejselandet.
Dette det største nedadbakkeskred i dansk fremmedret før 1983 skete uden
antydning af information til dansk offentlighed. Den nytiltrådte minister
Poul Hartling (FN's flygtningechef 1978-85) afleverede 29.
januar 1968 Danmarks Tiltræden til FN. Som det fjerde europæiske land (efter
Norge, Pavestolen og Sverige). Alene på grundlag af en gehejme kongelig
resolution og med en Lovtidende C-indrykning (se
nr. 21 af 12. februar 1968), som end ikke alarmerer nogen af de få læsere,
idet realiteterne helt forties. Tilsvarende annullerede Hartling en del
væsentlige danske forbehold (bekendtgørelse nr. 60 af 12. juni
1968).
Fra da af blev den danske praktisering langt sværere og usikrere end
dengang, vore sagsbehandlere alene skulle være orienterede om de europæiske
landes udvikling i en forlængst gennemarbejdet tid, og
hvor de indrejsende kom fra de kulturbeslægtede områder, som fra Istidens
ophør til 1960'erne, har været så godt som ene om at forsyne Danmark med
indvandrere. Det er aldeles overspændt urealistisk at
forvente overkommelig administration, når kravet er ekspertise i de totalt
uoverskuelige, hastigt omskiftelige problemkredse i fremmede verdensdeles
indbyrdes stærkt afvigende og fuldstændigt
fremmedartede heksekedler.
Blandt andet derfor bør Fremtidens Fremmedlov bygge på forskelsbehandling
mellem udlændinge fra vor kulturkreds og helt fremmede. Deres indpasning i
det danske samfund volder også overvældende
vanskeligheder.
Redressering skal altså ske af den blåøjede New-Yorker-livsløgn fra dengang,
1968'er mørket var i anmarch. Nogle lande - for eksempel Tyrkiet og Ungarn -
har da også begrænset deres tilslutning til
Genevekonventionen til alene at angå europæiske flygtninge. Italien gjorde
det samme helt frem til 30. december 1989.
Det er ubeføjet snak, at »politiske flygtninge« skulle rejse fra deres
elskede fædrelandshjem en tredjedel af jordkloden rundt, og så nødtvungent
havne i antipoden for deres hjemlands kultur og livsmåde.
Fjernflygtninge, der kommer mange hundrede (ja ofte flere tusinde) kilometre
fra, er en nymodens uting.
De, som Kofod-Svendsen og hele hans magtklerasi udskælder som
forbryderregimer, befæstes jo, når deres frihedskæmpere prinser den på
danske socialkontorer i stedet for at kæmpe i deres fædreland
mod utyskestregerne.
Dette gennemanalyseres af sognepræst Terkel Tikjøb på de særdeles
dybdeborende sider 123-125 i bogen »Hvad med Danmark?«.
Anelise Nielsen konkretskærper i Ekstra Bladet 18. september 1992: »Samtidig
med at politikerne pønser på at tvinge danske soldater ned til en
borgerkrig, hvor alle slår løs på alle, modtager
Danmark med åbne arme desertører fra Jugoslavien. Hvorfor skal danske
soldater ned til denne forrykte krig, hvor de risikerer at ende som
kanonføde, alt imens unge kroater, serbere og
muslimer kan gå og hygge sig her i landet?«

[Per Hagemann]

KAPITEL 9

Ulandsflygtninge

I. Europas udvandrerhistories største succes var USA-emigrationen i
1800-tallet. Her drejede det sig om stoute folk. Men af den slags, som vor
tids søjlehelgener kalder bekvemmelighedsflygtninge. Sådan
nogle rangerer lavt i hakkeordenen hos den snæversynsflok, som har forfattet
Vestens flygtningekonventioner og udlændingelove.
I disse autoriteters begrebsverden henføres ulandsindbyggerne til samme
lavkaste.
Bl.a. trods følgende baggrunde:
a) Af ukendte årsager har de sidste 10.000 år påført Nordafrika en stadig
fremadskridende udtørring. Af og til har der været afbrydelser. Så har folk
bosat sig i store mængder i det nu pludseligt fremragende
landbrugsområde. Senest gjaldt det i nogle årtier frem til 1968. Men siden
er langtidstendensen igen slået igennem. Skove, græsgange og agerjord
udpines, eroderer, forsaltes og ørkenlægges. I store
regioner henligger landminer og andre eksplosiver fra fortidens krige.
Derfor må befolkningen leve med smertefyldte invalider. Fordærvet miljø
forvolder andre umenneskelige lidelser. De hidtil uskadte ved
aldrig, når det bliver deres eller deres børns tur.
Skovdød kan også skyldes hugst af brænde til den hurtigt voksende
befolkning. Skove afbrændes hyppigt for at skaffe nye landsbyarealer.
Muldlag og andre dyrkbarhedsfaktorer nedslides ved
overgræsninger, rydninger og andet fremtidsødelæggende.
b) Muligt, at det står endnu værre til inde i byerne.
Konstantinopel blev en millionby i 1950'erne - nu bor der 10 millioner.
Djakarta voksede fra 4,6 millioner i 1971 til 19 i 1993. Ankara, New Delhi,
Kairo, Karachi, Lima, Dacca, Lagos og andre
ghetto-megabyer er skæbnetragediescener for millioner af hårdt trængte.
Omkring år 2000 vil Calcutta have 16, Bombay 15 og Teheran 14 millioner
indbyggere. Verdens pt. største by - Mexico City - når
24 millioner. Samme niveau bliver Sao Paulos. Da den vokser sammen med Rio,
vil det over 400 kvadratkilometer samlede byområde rumme 40 millioner.
Millionbyer er der nu ca. 125 af i ulandene. I år
2000 forventes ca. 300. Heraf 18 med over 10 millioner indbyggere.
Om næsten alle disse mennesker er det let at forudse det 21. århundrede: De
er uafvendeligt fordømte til livslangt armod dybt under hutlestadiet.
For de manglende muligheder for gode liv borger samspillet mellem, hvad der
for vor samfundsbaggrund, hver for sig er katastrofefaktorer: Umulige
toilet- og køkkenfaciliteter. Utilstrækkeligt skolevæsen.
Dominans af (professionelt bedømt) fremragende røverbander med masser af
våben. Politibestikkelser. Superbrandfarligheder. Arbejdsløshed.
Slaveriagtige undertrykkelser. Ulmende optøjer (mange steder
i vidt omfang muhamedansk inspireret). Desperation i letantændelige
befolkningsmasser præget af driftsforstyrrelser. Færdslen ineffektiv på
grund af for få busser og tog, trafikpropper, bilvrag og
omstrejfende gadevoldsmænd. Blodfejder mellem etniske stammeklaner er
væsentligt mere generende end det afløb, misundelsen fik i Aksel Sandemoses
Jante-barndomsby. Den offentlige sektors
beslutningsmekanismer hører simpelthen til det uforståelige for den, der er
opdraget med vestcivilisationens retsstatsidealer.
Hver dag dør næsten 50.000 mennesker af sult (Aktuelt 14. marts 1994).
Overalt i ulandene ødelægges det enkelte menneskes modstandsdygtighed og
fremtidsudsigter af, at samfundsstrukturen ingen støtte
giver: Sundheds-, social-, renovations- og uddannelsesvæsenet er elendige.
Infrastrukturer, fritidsoppepninger og retssikkerhed er stedse i aftagende
fra meget lave udgangspunkter. Selv i meteorologisk
forstand er klimaet ofte usundt.
Zaires Kinshasa siges at have verdensrekorden i fortvivlede forhold med
Pakistans Karachi på andenpladsen.
I Cairo roder børn i kokasser efter ufordøjede kornkerner, som de kan spise.
Manglende affaldsbortskaffelse og funktionsudygtige kloakker samvirker om at
fostre kolera, immunforsvarsødelæggelser og andre massedødsfremskyndelser.

Litteraturen rummer mængder af detaljerede slumskildringer. Eksempelvis en
samling på side 77-105 i det af et par kvindesagssocialister forfattede bind
5 i Ritt Bjerregaard-mandens værk »Det europæiske
hus« (Gyldendal 1991).
Her uddybes også, hvordan de omgivende samfund før i tiden tog det koldt og
roligt. De socialt lavtstående fik ingen praktisk mulighed for at slippe op
af hængedyndet. Derhjemme måtte de dø, når deres
magre husdyr var bukket under for sygdomme, og deres hærgede jorder ikke
mere kunne afkaste afgrøder. Eller når lossepladsens madrester en dag var
for få til alle beboerne i gaderendestenene og
blikkasseskurene.
De senere årtiers blødgøren har fået mange TV-kiggere til at føle sympati
for disse sagtmodige, der har kastet af i nærmeste krav de få ressourcer,
der har været dem forundt, men hvor jordskælv,
gældsafhængighed, epidemihærgen, galoperende korruption, religionsdogmer,
vulkanudbrud, hungerkatastrofer, oversvømmelser, tørkeår, tyfoner,
stammerivaliseringer, sandstorme, græshoppeangreb, krige,
hyperinflation, overtro og/eller andre (natur)ulykker nu har tromlet
familiens primitive stenalderlandbrugslevemuligheder ned under det
udholdeliges grænse. Eller for dem, der siger farvel til de endeløse
slumuendeligheders aldeles udsigtsløse bedrøveligheds-huse, hvor den
arkitektoniske afvekslen blot er mellem papkasser og blikdåser.
II. Kristeligt Dagblads chefredaktør Erik Bjerager skriver i
Bogen »Baby-Bomben« (Red Barnet, 1994), at fremover vil flugten fra
fattigdom blive dynamoen i den voksende »folkevandring«.
1993 kaldte FN det for »vor tids menneskelige katastrofe«.
Udlændingeloven 1983 er ikke blot ond mod danskerne. Også ulandene skades.
Med et Pia Henricksen guldkorn: Asyl giver vi til forholdsvis rige med råd
til flybillet hertil og tror, at vi derved gør noget godt.
I 1987 understregede Sune Dalgaard, »at fattige livsvilkår i et økonomisk
uudviklet og overbefolket land udskiftes med udsigterne til en langt lettere
og materielt rigere og sikrere tilværelse i et veludviklet
europæisk velfærdssamfund«.
Emigrationens fortropper gør det lettere for landsmænd at følge efter. Der
sendes penge hjem og ordnes alle de praktiske modtageforanstaltninger.
Det eneste sikre er, at bringer vi bedre økonomi til fattiglandene, bliver
deres befolkninger mere mobile. Endnu flere vil altså overrende os. For hver
gang vi knytter en eller anden forbindelsestråd til et eller
andet tilbagestående land, opnår man en accelererende virkning, der bl.a.
vil manifestere sig i, at flere fra det pågældende land vil bosætte sig i
Danmark.
I det omfang det skulle lykkes at industrialisere den anden og tredie
verden, vil det frigøre mere arbejdskraft fra landbrug, mindre håndværk,
vandhentning osv. og dermed bevirke, at de gennem
levefodsstigningen mere mobile folkegrupper opnår øget blod på tanden for
udvandringsbølgen henimod det endnu mere velstående Nordvesteuropa. En vis
parallel har vi i den begyndende mekanisering i
Nordeuropa for hundrede år siden. Den sendte ganske mange udvandrere af sted
fra os.
Ulandslobbyens skønmaleri-romantik er derfor tredobbeltskadelig:
At »hjælpe« fattiglandene er blot at udpumpe penge, der før eller senere i
deres kredsløb vil blive brugt til forstærket invasion af vor del af
verden.
Jo mere uddannelse og velstandsforøgelse man giver ulændinge, jo mere øger
man nemlig deres evne og lyst til at emigrere til vor del af verden.
Hver eneste statslig ulandshjælpskrone svækker danskerne. Hver øre af
kronen, der ikke går til korruption eller spild, øger folkepresset mod dansk
overlevelseschance.
En af de mange sandsynliggørelser heraf stammer fra Ulandslobbyen selv:
»Betaler vi ikke for dem, vil de angribe os«.
Burmester 86 rider på denne i sagsbehandlerkredse populære opfattelse, idet
han hævder, at farerne fra ulandene formindskes ved, at de får højere
levestandard, »så disse befolkningers desparation
formindskes«.
Sammenhængen er nu nok i de fleste tilfælde den at vore bistandsmilliarders
hovedeffekt hos modtagerlandenes befolkninger er øget utilfredshed og
aggression mod vor del af verden. Selv når hjælpen når ud
til trængende. For tusind gange flere ved, at deres hjælpebehov er større.
De oprøres derfor over, at de ikke får (så meget), når deres naboer
forgyldes.
Men hvadenten vi giver bistand eller ej, er de økonomiske (og andre) fordele
ved at flytte væk fra tropernes totalkollaps så gigantiske, at de, der har
praktiske muligheder for det, ikke engang ville opnå
kompensation, selv om den første verden så gav en trediedel af sit
nationalprodukt de næste tyve år til dem, der ved den såkaldte
imperialismefrigørelse valgte at undsige os.
Hvorfor skulle en ung inder afstå fra en Vesteuropakarriere, fordi der blev
100 kroner mere om året til hver af de andre 3 milliarder asiater?
Det der med, at de fornærmede ville angribe os, hvis vi ikke lader os
afpresse, er derfor nok rent mundsvejr - som man er så vant til fra
ulandslobbyens side. Sandheden er stikmodsat. Jo mere
levestandarden stiger inden for overskuelig tid, des større farer.
Appetitten kommer, mens man spiser.
Evnen og inspirationen til vold mod os styrkes jo mere befolkningerne hæver
sig fra apatiens eksistensminimum.
Men skulle Burmesters bekymringer virkeligt dække over nogetsomhelst
realistisk, tilskynder det yderligere til hurtigst at opbygge
forsvarsanlægget Fort Europa.
Allerede pr. det øjeblikkelige må vi derudover drage den konsekvens, at
ulændingenes angrebsevne og blod på tanden formindskes ved, at vi ikke
styrker dem. Altså, at vi ikke tilfører dem midler til at
udvikle de nødvendige kræfter til for eksempel at blive atombombeudrustede.
Eller bare mere mobile.
Selv når de ad selvhjælpsvejen er kommet lidt længere frem, er tiden endnu
ikke inde til at give de bedst egnede adgang til smutvejen at bosætte sig i
EF.
De ulandsfamilier, der så bliver de nordeuropæiske socialbistandskontorers
proletarklienter, er nemlig i stort omfang de mennesker, der ville have
været den bedste hjemlige arbejdskraft til at opbygge deres
egne fædrelande. Disse skades derfor langt mere, end Danmark hjælpes ved, at
vi med enorme omkostninger gør dem til bunden i vor arbejdsstyrke.
Harry Vinter supplerer: »Ethvert økonomisk fremskridt er omgående blevet
omsat i forøget befolkningstilvækst, og man hænger fast i en
flygtningeopfattelse, som ikke svarer til dagens realiteter. Det betyder i
praksis, at de dårligst stillede, nødlidende bliver overladt til deres
skæbne, mens den danske hjælpeindsats koncentreres om deres bedrestillede og
lidet solidariske landsmænd, som kan betale for en
asylrejse til Danmark. I regeringens selvforståelse er dette udtryk for
en »humanistisk« politik. Det er svært at forstå for folk uden for
Christiansborg, som ikke har asylsøgere som levebrød. For hver eneste
af de hungerdøende er vel lige så berettiget til dansk omsorg og til
spaltelang presseomtale, som en person, der risikerer at bliver kaldt til
samtale med politiet i Colombo.«
Et dækkende billede blev tegnet i den schweiziske film Journey of Hope -
drømme om et godt liv. Den handlede om en tyrkisk families
landsbyfattigdomsbegrundede rejse til Vesten. Den er baseret på
begivenheder i 1988 og fik 1991-Oscaren for bedste udenlandske film.
Herhjemme udlejes den (også til andre end biografer) af Egmont Film.
III. Lenin bragte i sin 1911-bog om Imperialismen den påstand til torvs, at
ulandenes fattigdom skyldes kolonimagternes udnyttelse af dem.
Det var hensigtsmæssig snak for de næste firs års verdenskommunisme.
Men sagligt var det pærevrøvl: Det lidt ulandsfolk har, er tilført dem af
Ilandene.
Men i stedet for at følge Japans Vej handlede de ud fra en dumstolt
overbevisning om, at de vidste bedre. Derfor ligger de nu, som de selv har
redet: I dyb forarmelse.
Det problem kan vi intet gøre ved. Det kan kun løses af dem selv. Som
østasiater mange steder har gjort det.
For 33 år siden var Sydkoreas og Ghanas nationalprodukter lige store. Nu er
forholdet 11:1. Østasiater er nemlig rationelt tænkende effektivitetsfolk,
der kan klare deres problemer selv. Afrikanske
holdninger er helt anderledes. Men intet folk kan opnå øget levestandard
uden, at det i velholdende gerning og uden varig, stor fattighjælp selv gør
indsatsen.
At svælge i forskruede beskyldninger mod imperialisterne for
gangsterudnyttelser af de uskyldsrene naturfolk er til ingen nytte i den
forfærdelighedssituation, som nu foreligger. Tværtimod vil det at drukne i
selvmedlidenhed være det dårligst mulige grundlag for at sikre
Wirtschaftswunder.
Lenins gudestatus blandt vestverdenens styrende klasser har imidlertid
afkastet, at der på kæmpelageret af pladderhumanisternes masochistiske
vrangvridningsscenarier forefindes opgejlede
historieforfalskninger om, at Europa er skyldig kollektivt at betale aflad
for at sone påstået brøde i Imperialismeæraen. Et typisk dansk eksempel er
Pernille Forchhammers (siderne 75-88 i den af
Arbejdernes Oplysningsforbund i april 1992 udgivne bog »Danmark og Europa«).
De, der gennempressede (støttede) frigørelsen fra kolonistyret for 20-40 år
siden er de selvsamme fremmedforguderkredse, der nu betegner Danmark for
Danskerne-parolen som pervers afskyelig racisme.
Dengang hylede de paroler som: Indien for indere, Afrika for afrikanere osv.
Når resultatet blev stadig forøgelse af emigrantstrømmen væk fra Ulandene
skyldtes det i vidt omfang, at disse lande ikke har været modne til at
administrere sig selv. De regerende skrålhalse afsløredes som
umuliusser: Ineffektiv økonomi, borgerkrige, korruption, florerende vold,
selvrådighed og anden uduelig samfundsopbygning er og var sandheden om de
højt priste nationalheltes storskryden om, at deres
lande er suveræne, frie og uafhængige.

IV. Den offentlige sektor fungerer pr. automatik med stat-til-stat- hjælp.
Uhyrligt rige enkeltpersoner er de, der først og fremmest nyder godt af
statslig Ulandsbistand. Uden at de rører en finger for at hjælpe deres eget
lands fattige. I Indien er det påfaldende. I Brasilien
indrømmer landets egen statistik, at den rigeste femtedel af befolkningen
har indkomst 26 gange så stor som den fattigste femtedel.
I alle ulande suser og duser overklassen med aldeles ufattelige opskruninger
af overforbrugsturboen. De er bestemt ikke indstillede på at ofre
nogetsomhelst af deres fabelagtige rigdomme på hjælp til deres
egne fattigbefolkninger. Det overlader de til Vest-skatteministrenes
plyndringer af de herværende fattige.
Hundredvis af skatteydermilliarder vandrer - ofte som bestikkelsespenge og
anden svindel - ned i lommerne på Ulands potentatdespoter og deres
overklasseslæng. Forrygende superuhædersmænd er flittige
indskydere i schweiziske banker.
August 1994 gæstede Samvirke den erfarne Ulandsprojektmand Jørgen Rudbeck.
Med Nepal som eksempel er hans belæring: »Nedtrap bistandsarbejdet til 0
over de næste ti år. Det vil ryste landets elite,
men på ingen måde være nogen katastrofe for dets fattige«.
»Ulandshjælpen tager fra de fattige i den rige verden for at give til de
rige i den fattige. Undervejs toldes ganske betydeligt til Ulandsmafiaens
sagsbehandlere«. Med den slags udtalelser søgtes
verdensopinionen optøet af vestverdenens dengang mægtigste mand (Ronald
Reagan).
Men han magtede ikke at sætte det mindste blad på nælderne hos klodens
magtfuldere Knud Vilby'er og andre Kong Gulerod'er.
Projekterne fra Danida og kolleger er gennemgående dårlige. Nerotypernes
krav er nemlig prangende pompøse prestigebyggerier, mens deres forståelse er
lig nul for nationaløkonomiske vækstvitaminer.
Vestens naive Ulandsadministrationer er blot superspytslikkere, der skal
sone deres Forchhammerkomplekser. Tag blot Nicaragua. Efter at deres
socialisme har kørt alt og alle i sænk, har det stadig en lille
halvdel af sine indtægter i form af ulandshjælp. Fordi de råber og skriger
op om, at andre lande skal betale for deres udskejelser. Helle Degnene rundt
om i donornationerne er programmeret til at være
følgagtige.
Ved magten i Danmark og andetsteds sidder egoister, der hykler
fanatisme-støtte til nationale modstandsbevægelser i fjerne lande. De samme
som smæder deres ypperste landsmænd - dem med mod og
styrke til at udvise selvstændig dansk nationalfølelse. Men magthaverne
scorer selv kassen. Vindskibeligt udviser de deres selvnyttighed ved via
skatteudsugning at stjæle dansk-patrioters penge.
Typisk for Folketingernes foragt for andre folks tegnebøger, er deres
manipulationer med ulandsmilliarderne. Gennemsyret af manglende indsigt i
samfundssammenhængene i det enkelte uland.
Efterkalkulationer må derfor bruge stemplet »Fiasko« gang efter gang ved
afslutningen af sagsbehandlinger. Almissefattighjælp gør ulændinge til
underlødige krævere og fattiggør dem dermed yderligere ved at
forgifte de praktiske muligheder for de krafttag, som ville være nødvendige,
såfremt samfundene skal blive selvbærende.
Hverken økonomisk eller holdningsmæssigt kan DANIDA's socialhjælp erstatte
sliddets, flidens og sparsommelighedens hårde vej til, at ulændingene bliver
selvhjulpne.
Sådan er de tusindvis af livserfaringers bitre lære.
De ulande, der årti efter årti indretter sig efter, at bistandsgaver er
statens væsentligste økonomifundament, fordømmes til en særdeles usund
fungeringsmåde.
Bevares, hist og pist kan vi pletrense, men når så vor interesse svinger
andetsteds hen, er den pågældende befolkning blevet afhængig af den hjælp,
som nu ikke mere strømmer i så store mængder. Og derfor
er de på blot lidt længere sigt dårligere stillet, end de ellers ville have
været.
I stedet for at tage konflikterne med de mere traditionsbevarende landsmænd,
sætter også ulændinge med potentialet til udvikling og forandring sig ned og
venter med hænderne i skødet på, at den store
hvide mand vil komme og gennemtrumfe sine projekter. Men i
milliardbefolkninger har end ikke Vesten kapacitet til at give mere end
forholdsvis få steder. Og når de så gør det, enes landsbyen hurtigt om, at
det Danida (eller hvem det nu er) foretager sig, er helt skrupforkert og
stiktosset. Hvad det også i reglen er.
Senere hen vil ingen indfødt selv tage initiativer uden at få afløftet sin
risiko og betalt sin indsats over offentlig støtte. Så forkvaklingsskabende
er hovedpræget på den del af ulandsmilliarderne, som
overhovedet får berøring med den fattiges verden.
Men bistandskagens storbidder går nu nok til, at overklassen får velbetalte
jobs som administratorer o.l. af hjælpeformidlingen, uden at de kan og vil
give arbejde for deres løn.
Da de ansatte i Udenrigsministeriets Ulandsafdeling (og deres kolleger rundt
om i verden) optræder som endnu mere økonomianalfabeter end de grådige
Ulandsherskere, sker tilmed det, at der pøses penge
af sted i størrelser og tempoer så store, at midlerne slet ikke kunne
absorberes rationelt, selv om modtagerlandene havde haft god vilje hertil.
Forår 1994 bekræftede en svensk offentlig udredning, at så beskæmmende er
den virkelige sammenhæng. I forhold til modtagerlandenes kapacitet på deres
underudviklingsniveau doneres donorlandenes
hjælpemilliarder i så uforholdsmæssigt generøse mængder, at pengene ikke kan
opsuges. Derfor fortrænger ulandsbistanden råderumsmuligheden for
selvstændig indsats fra ulandenes egne indbyggere, som
følgelig simpelthen ikke kan gøre andet end at henfalde i apati.
Dette er i og for sig blot i moderne klædedragt en bekræftelse af det, som
den lærde pastor Thomas Malthus påviste i 1798, nemlig jernhårdheden, at når
et land ikke kan og vil være oppe på mærkerne,
påvirkes udviklingen tungere og tungere af underernæring, ressourceudpining
og optøjer.
På disse nødvendighedsfølger evner ingen udenforstående - heller ikke
Vestverdenen - i vor tid at råde bod. End ikke ved at bortøde nok så mange
Ulandsstøttemilliarder.
Vor opgave er klart at hindre det aldeles unyttige, at også vi drages med
ned i kummerligheden. Det opnås ved, at vi stærkt begrænser vor involveren i
Den tredie Verden.
Alligevel påprakkes vore skatteydere af deres knappe midler at ofre for
ulandenes vanvidsopførsel. 8.319 millioner kroner stod der på statsregnskab
1993. Det skal stige til 49 milliarder sammenlagt for
årene 1994-98 ifølge den rullende 132 siders plan, Danida udgav december
1992. Men som vanligt gemmer suppleringsbeløb sig under mange andre poster.
Se for eksempel Lov nr. 178 af 14. april 1993,
om, at arbejdsløshedshjælp udbetales til DANIDA-medarbejdere på spændende
udlandsjobs.
Den første nordiske bebuder om, at realiteterne vil sejre, kom 20. september
1992 fra Palmes fædreland. Fra 14,5 milliarder kroner i 1992-finansloven (1%
af BNP) nedsattes statsstøtten til 13 i 1993. Det
var ydre krisenødvendighed, der gennemtvang det. Skal man vaske skurvede
hoveder, må hård lud jo bruges. Vor store Nabo mod øst inspirerede til
VK-finanslovsændringsforslag af 23. november 1993
om, at Danmark skulle sænke sit niveau (som procent af nationalproduktet)
til svensk standard. Tysklandspromillen af BNP til Ulandsbistand faldt fra
1992's 4 til 3 1/2 i 1993.
Og sådan er der fald i næsten alle 21 OECD-landene: USA fra 2,0 til 1,4,
Japan fra 3,0 til 2,6. Schweiz raslede ned til 3,2. Finland fra 6,4 til 4,6.
Irland - second to one (USA) - er på 1,6.
Landegennemsnittet blev på 2,9.
Men Fattigdanmark steg til 10,3 og vandt derved Skammens Førsteplads.
Brundtlandet er næstværst (10,1). Iøvrigt er kun to lande over de 7,0
(Sverige med 9,7 og Holland på 8,1), som FN's
1992-stormøde i Rio satte som målet for at få Ulandene til at stemme for
forureningsbekæmpelse.
For at blive rost i TV smider Per Stig Møller, Hanne Severinsen,
Kelm-Hansen, Flemming Kofod-Svendsen osv., osv. endog danske skattepenge ud
på terrorister som Arafat, ANC-kommunister og de
mange andre, som kun forøger ulykkerne for menigmand i deres hjemregioner.
Denne politikerliderlighed bemærkes i Ulandene som en tilskyndelse til at
stille sig endnu mere urimelige an. Det giver jo pote. Og når det drypper
fra Ilandene, regner det ned i de egne lommer hos
Ulandsoverklassen.
Den 17. januar 1994 var Niels Helveg i Thailand for at meddele, at
Siameserne nu diskvalificeres fra at få danske penge, fordi de har strammet
sig op og selv forbedret deres forhold, roligt og ordnet. Sådan
er nu engang handlingsmønstret i smalsporede SocialDanmark. Men da Svend
Auken erfarede dette træk fra sin ærkefjende Helle Degn, sørgede han for, at
danske skatteydere alligevel sender penge til
Thailand. Konteret på hans Miljøfond (Jyllands-Posten 24. januar 1994).
Et andet aspekt stod i en Berlingske leder 27. december
1993: »Danida-bistanden til hjemlige aktiviteter minder i betænkelig grad om
vennetjenester. Såvel sanering som samordning er hårdt tiltrængt i den
statslige gavebod«.
Gammel Mønt-bladet fulgte op 18. januar 1994: »U-landsbistand omfatter også
penge til studierejser, udstillinger, musik, dans, Radikal Ungdom og
Socialdemokratiet i Storstrøms Amt«. Endog videnskab
besudler man ved at tage af kassen til noget, man højtravende (men næppe
stringent) kalder »Ulandsforskning«.
En god gave til galgenhumorister er Rigsrevisionens mange noveller om,
hvordan der svines med skattepenge i Danidas Danaidekar. I flæng nævnes det
aldrig brugte skoleskib til Philippinerne (Berlingske 11.
december 1993). Mejeri i Himalaya. Kæmpelang motorvej til Tanzanias
præsident, der også fik en flot cementfabrik, som ingen har haft brug for.
Borgerkrigsfinanciering af Angola ved cementfabrik til
videresalg (Jyllands-Posten 8. og 9. december 1993). I Nicaragua har
SiD-skolen og en luksushavn det tilfælles, at de henligger øde og
ubenyttede.
Derimod kan delopgaver løses: Begrænsning af Børnelammelse i Bolivia,
vandboringer i liberianske landsbyer, forbedret boligstandard i Calcutta
osv. Hvilke af disse opgaver - og millionvis af tilsvarende -
danskerne skal bidrage til, må den enkelte afgøre som suverænt handlende
privatperson. Efter hvad hans pengepung kan og vil lænses for.
Drives man eksempelvis af et stærkt kristendomsengagement kan Ydre Mission,
Armenienforeningen eller Folkekirkens Nødhjælp være naturlige steder at
lægge sine kontanter. Nogle er Røde Kors fans.
Tvind, SOS-børnebyer og Amnesty er andre alternativer.
Endog den snobbede helleruppensionistinde er der sørget for i form af Care
Danmark, som er den danske afdeling af den internationale
udviklingsorganisation Care International. Prins Joachim er protektor
og hofmarskal Søren Haslund-Christensen er formand.
Vil den enkelte Informationsaktivist anvende sine privatforbrugsmuligheder
til ulande, må det - i den personlige friheds navn - være op til hans egen
suveræne afgørelse, hvad han vil støtte. Men det er
horribelt via skattebilletten at tvinge anderledes prioriterende ud i
pengespild og at statsindplantere en personansvarlighed hos den enkelte
nulevende dansker.
Vor udbytterklasses arbejdsforlæg er selvovervurderende stolthed over
Danmark som det bedste af alle lande. Alle de andre skal blot efterligne os.
Den selvudråbte elite ænser ikke den
teknikalitetspetitesse, at det ganske overspænder det danske
Lidenlundsamfunds viden og kræfter at påvirke de stort set ukendte
livsmuligheder for de mange, helt ukendte menneskemasser derudefra den
store, store verden.
Skulle man give uden at forvolde mere skade end gavn, måtte den enkelte
ulandsbistandsmand sætte sig fantastisk grundigt ind i forestillingsverdenen
hos befolkningen i netop det enkeltområde, han skulle
arbejde i. Men hvordan skulle den, der er opvokset i for eksempel
Klampenborgs ministerialmiljø kunne forudse, hvordan de forskellige
overtro'er i stenaldersamfundet i Himalaya eller Peruørkenen eller i
regnskovsområder over længere tid vil reagere på fænomener, der er dem så
fremmede. Et teknisk eksempel er en vandhane. En selvfølgelig indretning for
os. Men noget helt mærkeligt for ulændingen. Ved
uforudsete behandlinger går den hurtigt itu. Reservedele kan ikke skaffes.
Derfor plasker vandet ud hele tiden. Også når der ikke er brug for det. Det
finder landsbybeboerne ikke noget mærkeligt i. Men lige
det modsatte af, hvordan vi i vor kultur opfatter vandhanen. Og der er
unægteligt tusinder af mere indviklede indretninger, som den utålmodige
Klampenborger gerne på no time vil have til at fungere. Så han
kan opvise resultater. Hvilket for ham som Vesterlænding er synonymt med, at
det patientsamfund, som blev ham betroet, nu er helbredt. Altså omskabt til
Vestverdens ideal om at videnskabens
effektivitetsprodukter skal sidde i højsædet. Uanset at tredie verdensfolk,
hverken mentalt eller i deres samfund er gearet til på et kvartal at ændre
sig fra stadiet for Kong Skjolds fæstebønder til IBM-funkis.
Kærnen i bistandsmandens arbejde er langsigtet planlægning. For ulændinge er
dette utålelig fremrykken af konfliktaktualisering i stedet for at leve
livet med dagen og vejen. Hvis man så lever, når
vanskelighederne har vokset sig overvældende uomgængelige, må man kikke på
dem til den tid og drøfte dem med de andre i landsbyen.
Det er forrykt at anvende den p.t. gældende danske samfundsalen som
målestokken for, hvordan lande skal indrette sig i helt andre regioner på
helt andre udviklingstrin.
Og i tiende potens forrykt er det at udsuge danske skatteydere for at bistå
den Enhedsmuhamedanisme, hvis hovedmål er at udrydde folk som os, og som
selv har uhørt rige lande: Saudi-Arabien, Bahrain,
Brunei og De forenede Arabiske Emirater.
Skal vi være forpligtede til at klare den enkelte Bangla Desh'ers og Iraners
vanskelighed, skal han tilsvarende blande sig i det for ham helt
fremmedartede. Som vore broplaner, arbejdsløshedsmiserer og
betalingsubalancer. Hvilket miskmask af de overfladiskes og ukyndiges
paradis.
Den almindelige menneskelige reaktion er nu engang at blive mere ulykkelig,
når den hund, man har haft i årevis, bliver kørt ihjel, end når 100
millioner mennesker lider nød på den anden side af jordkloden.
Sværmeriske blåluftsgemytter fordømmer nok i deres forskruethed denne
optagethed af de nære ting. Men ingen kan ændre, at sådan er det bare.
Skulle man virkelig være tynget over al ulykkeligheden i den tredie verden,
ville vore egne liv blive forpestede. Uden at det nyttede nogetsomhelst.
Lille Danmark kan ikke forandre (redde) hele verden. Ja,
end ikke uanselige promiller af den.
I deres selvhellighed udstiller Levebrødshumanisterne deres godhed. At det
kun er staffage indiceres af deres tavshed om, at en masse for dem givtige
forretninger er den anden side af skatteydernes årlige 33
milliarder-kroners betalinger i anledning af de fremmede. (Tallets basis
findes nedenfor i kapitel 25, IV). Lukrative jobs i spændende eksotiske
miljøer, hvor lønnen - bl.a. på grund af skattelettelser -
strækker til millionærtilværelser.
Dette forargelige sagsbehandleroverforbrug bliver ikke mindre af, at store
dele af dansk statshjælp går gennem flere bureaukratmellemhandlerled. Som
fællesnordiske projekter, EF (LOME), FN (UNDP)
eller Verdensbanken og IMF-ministervalutafonde.
Her går det godt, Fru Kammerherreinde.
De fleste danske har appetit på langt flere materielle goder.
Selv med den lyseste fremtid ligger det mere end 100 år fremme, før alle
danskere er mætte af velstand. Og før det er sket, må dansk offentlig sektor
holde sig væk fra at koste på Ulandene.
Men Tante Degn med den fede tegnebog bilder sig ind, at hun ved bedst,
hvordan lande med vildtfremmede forhold skal indrette deres samfund: Ud over
pengedøvning af ulændinge skal det være i de
sagsbehandlersnagende menneskeskabeloner, som vore
hjemmefødningssocialdemokraters kyllingehjerner anser for absolutte og
universelle krav.
Den dag fru Degn stedes for St. Peter, vil på hendes synderegisterattest stå
hendes kronik i Berlingske 13. juli 1994. Heri leflede hun for den nedenfor
i kapitel 12 nærmere omtalte USA-svada fra årene
omkring 1800 (demokrati, borgerlige menneskerettigheder, angelsaksisk
domstolsvæsen etc.). Men det er tankegange og ord, som knurrer meningsløst i
vor tids tomme maver, der er i majoritet blandt hele
jordens befolkning. Men det er hamrende ligegyldigt for vor Ulandsminister.
Hun ved, at det for hende afgørende - ros fra mediepamperne - erhverver man
ved i stedet for at bistå de brede masser af fattige
at hense til enkeltstående (kultur)pinger, som personligt ømskindede flygter
fra den risiko, de var fuldstændigt klar over ville komme, da de stak deres
næser frem. I Bangla Desh, Kina, Vietnam eller
andetsteds i tredielandene.

Verden er så stor, så stor
Helle, Helle lille.
Meget større end du tror
Helle, Helle lille.

Når noget giver profit til den klasse, hvortil man selv hører, forfalder man
let til at anse det som moralsk og samfundsmæssigt rigtigt. Derfor er
monumental enfoldighed og omfattende
virkelighedsundertrykkelse blevet karakteristikaerne for den
flygtningelobby, som kom på afvejen, at ville bruge 1950'ernes børnelærdom
på 1990'ernes helt anderledes verden. En typisk
sagsbehandlersnæversynsudtalelse kom fra Danidaformand Peter Elkjær om, at
nu skal danske ulandsstatsmidler satse på bistand til opbygning af
statsregnskabssektoren.
Andre projekter går ud på opbygning af effektive Afgifts- og
Skattedepartementer.
Det selvsocialbevidste Danmark forarges over foragten mod det fattige folk,
da Enevældskongerne holdt bryllupper med pomp og pragt. Vor tids
statstyranner er meget værre. Skal de til udlandet,
medbringer de kæmpegaver fra de udpinte (og uspurgte) undersåtbetalerslaver.
Forår 1994 var et eksempel: statsministerfest og dusen over Sydafrikas nye
grundlov. Gavens kærnepunkt var 750 millioner
kroner.
V. Historiens beske Nemesis mindes Victoriatidens magthavere, som
godtselskabsudelukkede socialister, fordi de betegnede religion som opium
for folket og som privatsager. Nutidens dominanter må søbe
deres ulandsskråleri med præcis de samme påvisninger.
Ydmyge burde de fem gange i døgnet med bederetning, Vesterbrogades luksus
udsige: »Ulandenes chance for at blive rigere består i at handle med os,
levere os råvarer, tøj, elektronik, overtage vores
teknologi, vores arbejdsmåde, vore arbejdspladser«. (Ritt Bjerregaard i
Jyllands-Posten 24. oktober 1993).
Dårlige landbrugsmetoder og andre erhvervsskrøbeligheder lader sig kun ændre
ved udstrakt brug af princippet: Nød lærer nøgen kvinde at spinde. Jo flere
ulandsmilliarder Helle Degn og hendes kolleger
slår om sig med, jo dårligere bliver ulandenes muligheder for at afsvække
deres grusomhedsskæbne.
Hovedlinien i den danske statsulandspolitik - sålænge en sådan overhovedet
bevares - må derfor være tilbageholdenhed med at hæmme de fattige lande i at
udfolde deres konkurrencetalenter.
Det kræver anspændelse af alle kræfter i hvert enkelt land. For ifølge en
FN-1992 »Human Development Report« (udgivet på Oxford University Press) står
de fattigste 20% af verden blot for een procent af
verdenshandelen.
I Jyllands-Posten Lillejuleaften 1991 skrev Pia Henricksen: »Hvis indere kan
producere computere, skjorter eller sukker billigere end danskere, skal
danske forbrugere have fordelen af at købe der, hvorved
der som biprodukt skabes arbejdspladser i et land med sult«.
Såvel EF som USA giver store offentlige tilskud til deres sukker-landmænd.
Det forvrider konkurrencebetingelserne. Derfor kan de bedre naturlige og
arbejdskraftmæssige forudsætninger ikke slå igennem,
f.eks. på Cuba og i Philippinerne.
Indtil udjævning er sket ad denne den eneste mulige vej, frikonkurrencens,
kan vi selvsagt ikke kræve, at de andre skal opgive deres konkurrencestyrke
(lav arbejdsløn, børnearbejde, 80-timers arbejdsuge)
samtidig med, at vi ikke ødelægger vore fordele (Kapitalapparat,
infrastruktur, hygiejne, sundhedsvæsen osv.). Her - henhørende eksempel er
det danske establisments hovmodige forundring over, at børn -
som de gjorde det her i tidligere århundreder - deltager i produktionen i
tidlig alder. Overklassedanskeren kan ikke godtage, at disse søde rollinger
ikke er i legestue eller på teoretikerskolebænken.
Enzenbergers studier (1994, p. 33) konkluderer, at OECD-verdenen overhovedet
ikke ville få ulemper af, at de fattigste lande forsvandt.
Har et uland det skidt, skyldes det (næsten) udelukkende landets egen
dårskab. Ikke multinationale kapitalistiske imperialismeudbyttere. Skal
deres land opbygges, skal de selv bygge den nye tid ved deres
eget arbejde. Ikke ved jamrekrav om at snylte på, hvad Iverdenen gennem
generationer har skabt med egen velfærd for øje. Og ikke ved at tigge, tigge
og atter tigge om at få penge, penge og atter penge fra
uvedkommende, som den for dem i enhver henseende fjerntliggende del af
verden. At ville fundere sin fremtid på snylteri, kommer der kun skidt ud
af. Denne regel gælder også for den tredie verden.
At den danske stat ved gaver til u-landene kan bidrage til at løfte dem op
på vort niveau, er et lige så uigennemførligt projekt, som når
seksårsdrengen på sommerferie i Løkken med sin legetøjsspade kaster
sand i Jammerbugten for at tørlægge verdenshavene. Nøden i U-landene taget
som helhed har et sådant gigantomfang, at det er praktisk umuligt for den
rige verden at socialhjælpe dem frem til mærkbar
lindring. Det er som at ville slukke urskovsbrande med en teskefuld H2O.
Unge, sultne, fremtidsudsigtsløse ulændinge vil under alle omstændigheder
søge at erobre Europa. Jo mere vi hjælper dem, des mere frygteliggør vi vore
landes fremtid. Trivselsløsningen er derfor: Nul Putte.
Så at sige ingen dansk statskontakt til disse lande.
Danske politikeres eksistensberettigelse er at bedre levevilkårsråmassen for
fremtidens danskere.
I det omfang det kræver beskyttelse mod ulandsfaren, er den tilgængelige vej
Fort Europa-projektet, som blev uddybet i kapitel 5.

KAPITEL 10

Sovjetblokbankerotten

I kommunisttiden bestemtes den administrative hovedopdeling dels af
1918-sejrherrernes ukyndighed og ligegyldighed, dels af Stalins og Titos og
deres samtidige kollegers ønske om at undgå decentral
indflydelse. Hver enkeltregion søgtes derfor tilføjet indre spændinger.
Undertiden ved folkeflytninger.
Med magtmidler og del- og -hersk-taktik iaveholdt man således over flere
generationer bevidst modsætningerne mellem folk tilhørende forskellige
politiske magtklaner, afvigende religioner og etniske
grupperinger.
1991-tumulten med at opdele Sovjet og Jugoslavien m.fl. muliggjorde ikke at
revidere grænser mellem de nye lande. Derfor overtog de kritikløst de gamle
eneherskeres kludetæpper. Uanset, at de netop
sigtede på, at det enkelte område ikke var egnet til at fungere
selvstændigt. Hermed belastedes eftertiden med masseflygtningeproducerende
indbyrdes kampe.
Snesevis af millioner Østeuropæere opdager ved deres opvågnen fra
frigørelsesrusen, at Socialismens Forbandelsesarv er så gigantisk grusom, at
de dårende trylleformularer »Markedsøkonomi« og
»Demokrati« ikke på en studs skaber Velstand, Velfærd og Velvære.
Befolkningerne skal uundgåeligt gennemleve særdeles tidskrævende
forarmninger, kaostumulter og omstillinger. Århundreders
tyranstyre fra oven er næppe den bedste grobund for nogenlunde hurtigt at
slippe frem til vestlig standard.
Bortset fra muhamedanerne dominerer usikkerheden hos rodløse
befolkningsmasser. De er uden målestok for at udskille klinten fra hvedekorn
i alt det nye. Eller overskue, hvad der overhovedet er realistisk
for dem, nu da der pludseligt røres op i det, der så længe var stivnet.
I dansk indvandringshistorie er det fra hedengangne hidtil blot blevet til,
at Moskvamafiaen til os har formidlet nogle irriterende - men overskuelige -
småforbrydere. Halvfjerds Forbandede År har
tilsyneladende kun forstærket det for os monumentalt mystiske, hvor Ætlinge
efter Fjodor Dostovjeski og Leo Tolstojs fatalister lider og tåler i stilhed
på deres skæbnebestemte underklassepladser.
I året efter det store juleblodbad kom blot 511 Rumænere. Og i 1991 blev
det »kun« til godt 500 spontanansøgere fra hele det gamle
Warzawapagt-østeuropa. Hans Engells og Birte Weiss's anstrengelser
med jugoslaver er af mange gange så stort et format og må derfor bekæmpes
med større alvor.
Men der eksisterer ikke nogensomhelst krystalkugle til at forudse, når og i
hvilket omfang, folkemasser drager mod (Nord)vest. Der er jo ret beset
ingen, der har styr på nogetsomhelst. Starter
menneskebevægelsen vil den muligt med ekspresfart få karakter af en
selvforstærkende flodbølge.
I stedet for at gå så grueligt meget ondt igennem vil mange frustrerede
muligt søge at komme væk fra håbløsheden. Før morgendagen opviser
tilbageslag, der udsletter dagens emigrationschance.
For os betyder det, at oveni tredieverdensinvasionen truer lige om hjørnet
en anden folkevandrings-storbølge. Den kan skylle ind hvorsomhelst fra
kæmpearealerne mellem Oder-Neisse og Vladivostok, fra
Murmansk til Jugoslaviens sydspids. Langt de fleste nærmeste flugtlande i
det forjættede paradis er det østlige Vesteuropa. Altså blandt andet
Danmark.
Den gevaldige suppedas af miljøkatastrofer, fattidomsforbandelser og alskens
andre bryderier vil udløse uforudsigelige desperataktioner. Et af
mareridstscenarierne er Det Store Eksplosionsbang, hvor
millioner fra Øst bosætter sig i Danmark over en kort periode. Albanerne i
Syditalien sommer 1991 var kun et famlende tilløb til, hvad der kan ske.
Også hos os.
Hans Engell sagde til Berlingske 21. august 1991, at han - ganske som Ove
Sprogøe's Egon - har en plan: »Vi vil naturligvis være parat til at hjælpe
mennesker i nød. Det er klart«. Nok klinger sådan
snak fager. Men en dansk ministers opgave er som de italienske
fædrelandsforsvareres i Bari: at beskytte egne borgere. Den eftertænksomme
må derfor fordømme øllebrødsblødsødenhedssignalet. Ministre
får ikke deres høje løn for selvopgivende ligefrem at indbyde fremmede til
at skabe kaos og katastrofer hertillands.
Der gik da også kun seks dage, før den daværende flygtningeminister - nu i
Jyllands-Posten - erkendte, at gældende lovgivning og procedurer ikke
muliggør, at vi kan klare masseindstrømning af fremmede.
10. december 1991 er hans udsagn blevet, at nu kan Danmark klare 200.000 på
een gang.
For Nutidsmagthaverne er et højt prioriteret tiltrækkende incitament at
danne nye internationale organer (kapitel 5, VI, A). Med Ole Espersen som
den danske topfigur i hans idelige stræben efter et vellønnet
prestigejob fungerer Østersørådet fra 1992 (Politiken 24. maj 1994). Primo
september 1994 planlægger en konkurrerende gruppe at oprette et Politisk
Institut for samarbejde mellem regionernes
udlændingeadministrationer (side 57 i Indenrigsministeriets Nyhedsbrev 13.
maj 1994).
Sker østtilstrømningen drypvis, må vi bruge penge til hurtig omskoling af de
indsivede til at gøre nytte til forøgelse af det danske nationalprodukt.
Disse mennesker ligger nemlig vor kulturkreds ganske nær. Erfaringen er klar
fra årene efter 1956: Uden store offentlige faciliteter integreredes
datidens Ungarnsflygtninge mangefold bedre end de resultater
1980'ernes kæmpeopbud har opvist. Fordi asiaterne og de fra Afrika
ankommende er os meget mere fremmede. Så hvorfor bruge de begrænsede
ressourcer på dem?
Også for at give plads til de ventede østblokkere må de fravælges.
Først til i praksis at opdage pudlens kærne var USA. Fra 1991 øgedes her
indvandringskvoten med 55.000 højtuddannede. At omskole er jo billigere end
selv at skulle bekoste opskolingerne fra fødsel til
fuldbåren specialistdygtighed. Befolkningsregnskabet bragtes til at
balancere ved, at man stoppede den indvandring af fattigfolk (særligt
armenere og jøder), som hidtil var pågået under henvisning til
Bolsjevikisk Forfølgelse.
På trods af, at der intet belæg findes for, at det vil mindske antallet af
folk, der søger flygtningeophold i Danmark foregøglede Danmarks dengang
regerende Engell-justitsminister i et rablende naivhåb om at
holde udlændingene hjemme i Jyllands-Posten for 3. marts 1991: »I de
kommende år må vi i højere grad sammenkæde udenrigspolitik, u-landspolitik
og flygtningepolitik. Ved at hjælpe på stedet
kan vi give disse mennesker et perspektiv, så de ikke forlader deres
hjemland«.
»Derved bliver det nemmere for flygtningene at vende tilbage til deres
hjemlande når der atter bliver fred, så de kan være med til at genopbygge
landet«. Bekender Henning Grove-ekkoet i
Kristeligt Dagblad 26. september 1992. Udenrigsminister Ellemann-Jensen vil
i Berlingske Tidende 4. november 1991 give »generøs bistand til verdens
fattige og verdens flygtninge« derhjemme i eget
nabolag.
Overensstemmende hermed er Berlingskes hofreportage 19. januar 1993: Prins
Henriks indvielse af danskerlejr i projekt for 8.600 bosnier. Hans Engell
praler i Politiken 10. december 1992 af, at »vi« er
største EF-bidragyder og allerede har »givet mere end 161 millioner kr. til
hjælpeforanstaltninger i regionen«. Det skete ved, at Ellemann fik
gennemført lynbehandlinger i folketingets finansudvalg
(Berlingske 29. september 1992). Konkurrenter til Danmarks førsteplads er
Tyskland og Belgien. Uden for EF forsøger Sverige og Norge sig på samme
galskabsgalej.
Selvovervurderende danske medier fatter ikke, at der ikke skulle være idel
begejstring for alt, hvad vi i vore selvgode hjerters veldædighed etablerer
af institutioner - gjort i vort eget billede - på fremmed
jord. Måske vil eftertanke dog snige sig ind ved sammenhold med den
forargelse, som vore samfundspaver (Flygtningehjælpen, Røde Kors etc.)
udviser over, at de bosniske myndigheder siden foråret 1993
har haft et professorledet informationskontor i København (Berlingske 21.
december 1993).
De - foreløbigt tre - danske Pionerlejre ligger i Kroatien. Men når den
offentlige sektor har taget førsteskridtet, bærer fremtiden
Parkinson-knopskydning i sit skød. Allerede snakkes om nye lejre på Cypern
og i Ungarn.
Jo dybere vi tramper ned i Muhamedanersumpen, des alvorligere bliver Balkans
Krudttønde. Eneste acceptable endeløsning er, at Islamitterne skal til Asien
og Afrika. Enhver trækken dette i langdrag gør
blot rædslerne værre og værre. Enhver styrkelse af båndene til Danmark, gør
danskernes liv farligere.
20.-22. maj 1993 svansede Birte Weiss rundt på sightseeing på Kroatiens
Luksushoteller. For at finde frem til om den danske statskasse dog ikke
kunne få lov til også at betale for at fylde alle værelserne
op. I tillæg til, hvad vi bruger derhjemme på Jugoslav-flygtningene. Hvornår
vises tilsvarende generøsitet til den skrantende danske hotelbranche?
Forord bryder ingen trætte: På side 13 i L 258 af 10. maj 1994 bebuder Birte
Weiss, at danske skatteydere oveni skal piskes med at betale til
genopbygning og genhusning i Bosnien. Da her må forventes
gentagne krigshandlinger endnu i 97 år, er det molbolværk, så længe vi ikke
alle er døde. Og så er vore efterkommere vel mere fornuftige.
Trivselspartiet er modstander af de mange skatteyderbetalte støtteordninger
til østlandene. Hvadenten de sker over dansk finanslov (for eksempel
Demokratifonden), EF (for eksempel
PHARE-programmet), HEBRD-Østbanken i London, CSCE, FN eller anden dansk
statsindblanding. Den vigtigste undtagelse er målrettet intervention til at
mindske atomfarerne. Her bør den civiliserede
verden endda handle hårdt og hurtigt. Vi kan ikke have atombomber liggende
og rode rundt i det tidligere Sovjet. Borgerkrig og Valutabekneb rummer alt
for nærliggende risici.
Og så skal vi selvfølgelig - i alle befolkningers velforståede interesser -
holde op med handelsrestriktioner, rettet mod Østeuropas
erhvervsvirksomheder og forbrugere. 16. november 1993 tog et
Vestverden-møde et skridt i den retning ved at foreslå, at den
protektionistiske Kold Krig foreteelse COCOM (oprettet 1950) bortfaldt 31.
marts 1994. Den mellemliggende tid brugtes til at tilrettelægge en
erstatningsorganisation, som skal hæmme frihandlen med Iran, Irak,
Nordkorea, Libyen og andre slemme lande.
Den, der vil følge Østudviklingen eller enkeltforeteelser her, gør klogt i
at spørge hos EF. For mange af de gode factfremstillinger kommer derfra.
Eksempelvis de 202 1993-sider: »The Russian Federation«.

KAPITEL 11

Gældende flygtningebegreb må yt

»Hvis man hedder Ingrid, er tyve år og fra Malmø, kan det være sværere at
komme ind i USA, end hvis man hedder Ahmet og har diskrete forbindelser til
en muslimsk terrororganisation.
Årsagen er, at Ahmet muligvis kommer fra et land med et blakket
menneskerettigheds-omdømme. Han kan derfor sige »politisk asyl«, når han
kommer til skranken i JFK-lufthavnen i New
York. Det kan Ingrid ikke. Sverige betragtes som et sikkert land, og hun
lugter langt væk af illegal au pair-pige. Bare mistanken om illegalt arbejde
er nok til, at Immigrationsmyndighederne
kan sende hende tilbage«. (Berlingske 3. august 1993).
Det var således langt fra visdomsord med indbygget fremtid, Hans Engell
fremkom med i B.T. 11. november 1991:
»Det vigtigste er, at vi gør os langt større anstrengelser for at beskytte
selve flygtningebegrebet. Der skal ikke herske tvivl om, at Danmark
naturligvis må leve op til sine internationale
forpligtelser, når det gælder om at beskytte mennesker, som er forfulgt af
politiske, religiøse eller racemæssige årsager. Men Danmark kan ikke gennem
udlændingelovgivningen løse verdens
fattigdomsproblemer.«
Som typisk MF'er råtsluger Engell finkulturelitens hovmodighed. Disse
diplomater og politikere har deres klassesympati hos de politisk forfulgte
og ikke dem i kæmpemæssig socialøkonomisk nød og derfor
uforskyldt langt værre livstruet. Nok står politiske flygtninge politikerne
nærmest. Men det er for groft at lovgiverne finder, at de som indvandrernes
adel skal behandles milevidt bedre end de, der »kun« er
fattigdomsflygtninge (eller bevæges af andre motiver).
Som dokumenteret i kapitel 9, ligger døden nærmere for milliarderne i
dybeste fornedrelse, end for konventionsflygtningene, som danskerne har haft
så rig anledning til at studere i de 11 år, vi har henslæbt
under Ninn-Hansens udlændingelovsåg. Kommer man ned fra blålufthøjderne, må
man erkende, at de frihedsgoder, som fattigdomsflygtningene har, er så
mikroskopiske, at deres situation er mere
riskomættet end den luksuskulturelle ideologiske businessclassrejsende,
klassiske politiske flygtning. Som Geneve-konventionen - og dermed
udlændingeloven - er udformet, er langt fra alle asylberettigede
livsfrihedstruede. Og langt de fleste livs- og frihedstruede er uden
mulighed for asylret. Jo mere sagesløse, de er i deres asylbehov, des
længere ligger de fra at opfylde Genevekravet.
1990'erne skal imidlertid ikke tilpasse sine regler efter
begrebskonstruktioner fra det forgangne, men efter den realiteternes verden,
som må forudses også at blive mest sandsynlig i det 21. århundrede.
Genevekonventionstilhængerne har derfor udviklet sig til dumstædige på linje
med historiens mange forblindede militærliderlige, der altid er optaget af
at kæmpe fortidens krige.
Deres principielle fejltagelse er, at de vil granske nyrer, hjerner og
hjerter for at finde årsagen til, at udvandrere vil væk fra hjemmet. Noget
sådant er hverken muligt eller rimeligt.
Dertil kommer den faktiske ændring fra dengang Genevetankerne fostredes. Nu
om dage vælger og vrager den, der vil være politisk flygtning, sig kynisk
frem til, hvilket asylland, han må betragte som det,
der giver ham de mest tillokkende muligheder. Dernæst sætter han sig hyppigt
ind i et bekvemt trafikmiddel, der i fuld åbenhed transporterer ham fra hans
land til asylet med det bedste tilbud, hvor han og
hans slægt så lever som skamridere, så længe det behager dem.
Efter den uigennemtænkte 1967-gigantudvidelse (kapitel 6) er det ikke blot
det materielle begreb politisk flygtning, som er passé. Det er også blevet
teknisk uanvendeligt (kapitel 14).
Det land, som er længst fremme i TV-dominans, belyser klarest endnu en
falskmønt i den efterhånden helt udlevede Geneveasyljura.
På grund af emnets fængende skærmkarakter er det blevet topegnet som tema i
de valgkampe, USA har med to års mellemrum.
Et par aktuelle eksempler belyser denne facet:
Haitis militærdiktator udløste den USA-domstolsreaktion, at de, der virkelig
var politisk forfulgte stak af over til naboen Den Dominikanske Republik.
De, der havnede i USA (herunder USA's base på
Cuba) var derfor fattigdomsflygtninge, som måtte sendes tilbage. Denne
folkeligt uforståelige æggehovedjura blev yderligere forplumret ved at blive
et præsidentvalgkampstema i 1992.
Gældende flygtningebegrebs tåbelighed belyses tilsvarende af Cuba.
Kommunismens verdenssammenbrud medfører stærkt faldende levestandard. Den
reliefstilles af det nærliggende Floridas rigdomme.
Castros dårlige rygte er et godt instrument at spille på for den
fattigflygtning, som juridisk strengt taget er en fupflygtning.
Yderligere en facon, hvor indenrigspolitiske manøvrer i TV-alderen kaster
grus i Genevemaskineriet, er, at folk bliver optaget af det billedegnede i
form af krigs- og hungersnødsreportager: TV kikkerens
medlidenhedsfascination beror på, at det er så mange »almindelige
mennesker«, som kunne have været ham selv, der rammes. Men det er helt på
tværs af Genevekonventionsforfatternes hensigt. De er
hamrende ligeglade med almindelige mennesker, og ville kun hjælpe de
særlige - dem der var udsat for »individuelle, særlige risici«.
I konfrontationen mellem jura og vælgerfølelser, sejrer de sidste altid hos
de genvalgscentrerede politikere. Derfor særlove, de facto flygtningebegreb,
humanasyl og andre filihutstreger med juraen for at
komme vælgerne imøde.
Indtil finanshovedkassens folk måtte opdage, at det er hundredfold dyrere.
Som Ulandene er indrettede, vil milliardvis af mennesker altid være i eller
nær hungerkatastrofer. Og krige kommer og går. I 1993 var der 34 borgerkrige
(SIPRI rapport 16. juni 1994). Det bliver værre og
værre år for år.
TV journalisten skal skaffe afvekslende billeder. Men den menige vælger kan
simpelthen ikke finde forskel på Herzegovina, Angola, Burma og det
trecifrede antal ligeså ukendte steder.
Giver Danmark flygtningestatus til folk fra et land, som var i TV-fokus for
8 år siden, hænger vi på vedkommende med familie (og kommende generationer)
til evig tid. Og når det får lov at fortsætte
springende hveranden uge fra land til land, kan Vestverdenen over nogle
årtier komme til at importere helt uoverkommelige mængder af Ulændinge, hvis
hjemlands trængsler forlængst er totalt glemt af
asyllandet.
De, som selvudpeger sig som flygtninge, kan man ikke nuomdage på praktisabel
eller retfærdigmæssig måde adskille fra andre, der higer efter en fremtid
uden for eget fædreland (kapitel 51).
Alle indvandrere koster stort set skatteyderne det samme. Og drivkraften er
reelt den samme: Nemlig, at man bestemmer sig til at forlade sit land, fordi
man anser sine fremtidsudsigter (risikomomenterne) -
alt taget i betragtning - for dårligere der end i det land, hvor man i
stedet ønsker ophold.
Når man sådan stille og roligt fremstiller tingenes sande virkeligheder,
opløses den omfattende bitterhedsdebat, hvor nogle
råber: »Bekvemmelighedsflygtninge«, mens den københavnske flygtningemafia
himmelvender sine øjne og hulker: Ingen forlader sit hjemland, uden at have
dybt alvorlig anledning til det. De to termer udtrykker ret beset præcis det
samme. »Bekvemmelighed« er en plus
menneskedrivkraft og ikke det negative ord, det er reduceret til.
Det er ikke den folkelige fornemmelse, der her fejler noget.
Diplomatherrerne og deres klakører (Hans Engell bl.a.) er fuldstændig
tåbelige. Også når de fastholder, at retsadministratorer skal arbejde med
Genevebegrebet.
Asyljura er blevet selvbedragerisk blålys.

[Per Hagemann]

KAPITEL 12

Traktatmanien

I 1963 udformede Charles de Gaulle de lærdomsspækkede ord: »Traktater er som
unge piger og roser. De varer, så længe de varer«.
Danmark bør hurtigst muligt melde sig ud af Geneveklubben.
Den juridiske virkning af at gå ud er ene og alene, at derefter kan Danmark
henholde sig til den almindelige folkeretlige grundregel (kapitel 2).
Selvsagt hindrer den os ikke i at give opholdstilladelse,
socialbistand osv. til hvemsomhelst, vi ønsker. Som ikke-medlem kan vi
overholde helt eller delvist alle de Geneve-regler, som det ønskes af det
til enhver tid siddende folketing.
Ifølge konventionen - der her er i harmoni med den langt mere almindelige
folkeretlige regel i Wienertraktaten - kan udmeldelse ske nårsomhelst til
ikrafttræden på etårsdagen.
Men New Yorker-protokoludskejelsen (kapitel 6) har nu fået virkninger, der
er millionfold mere ødelæggende for os, end vi kunne forudse ved
Hartlingratifikationen. Derfor er det ret og rimeligt, at vi ud fra
et forudsætningssynspunkt udmelder os med øjeblikkelig virkning.
Ingen har generet et hår på for eksempel Indiens hoved, fordi dette
subkontinent-land aldrig har været så dum at tiltræde konventionen.
Også efter dansk Geneveudmeldelse vil flygtningelobbyens propaganda forvirre
offentligheden med upræcise traktatgylperier med nysaliggjorte
hensigtserklæringer.
De historiske og igangværende udviklinger dækker livsforhold og
bevidsthedsverdener, som adskiller sig stærkt fra hinanden fra land til
land. Derfor er det galmandsværk at ville fastfryse en universalideologi.
Også, når den baseres på den bevægelse, som Magna Charta satte igang i 1215.
I sit hjemland - England - forstærkedes den med Habeas Corpus i 1679 og The
Glorious Revolution i 1688. Hundrede år
senere tilførtes den yderligere Jefferson - Franklinsvulstigheder i USA 4.
juli 1776 og i Frankrig 27. august 1789.
Alle de nævnte fem lejligheder var trængte situationer, hvor de, som
tilfældigvis var tilstede, i huj og hast sammenføjede nogle opflammende
brokker som opstemte følelsesapplauser, se nærmere Knud J.V.
Jespersens begavede analyser på siderne 211-230 og 266-268 i bind 4 af Det
Europæiske Hus (1991).
Centralt stod det, at USA patetisk fastslog som selvindlysende, at alle
mennesker er skabt lige. På det tidspunkt var valgretten begrænset til 2% af
befolkningen.
Da nationalretorikken intetsteds har stærkere gennemslag end i Gods own
Country og i Mitterandstatens Grandeur, blev de fem dokumenter i FN's
forvirrede babyår paradigmaer for de selvopblæste
diplomatfusentaster, som desperat stræber efter et alibi for at synes
nyttige.
Til afvaskning af Folkeforbundsforgængernes dengang upopulære kynisme
doserede FN-afløseren derfor den 10. december 1948 en Verdenserklæring om
Menneskerettigheder: Man ophøjede sin egen
regions efterkrigstidsånd til evige, universelle sandheder i en præambel og
et 30 paragraffer langt katalog.
Heri mobiliserede det daværende yankee/frankofilt dominerede FN bl.a.
følgende hulhedsbravader:
Artikel 1. »Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder.
De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle med hinanden i
en broderskabets ånd«.
Artikel 3: »Enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed«.
Artikel 4: »Enhver har ret til i andre lande at søge og få tilstået asyl mod
forfølgelse«.
Det hedder også: »Hvert menneske har krav på en social og international
orden, i hvilken de anførte rettigheder og friheder fuldt ud kan
virkeliggøres.«.
Enzenberger 1994 kommenterer på side 58 ff:
»Fire femtedele af verdens befolkning lever under forhold, som er en hån mod
erklæringens retorik. År for år vokser dette tal med næsten 100 millioner,
hvis perspektiver er langt ringere end
deres forældres. På denne baggrund virker FN's stolte formuleringer kyniske.
På tilsvarende måde kunne sovjetstatens undersåtter føle sig forhånet af
Stalins forfatning år 1936, som tilskrev
hver og en alle mulige grundlæggende rettigheder. Det, som er specifikt for
Vesten, er universalismens retorik. De postulater, som dermed er stillet op,
skal gælde for alle uden undtagelse og
uden forskel. Universalismen kender ikke forskel på det nære og det fjerne.
Den er ubetinget og abstrakt. Menneskerettighedernes idé pålægger hver og én
en forpligtelse, som i princippet er
grænseløs. Enhver, skal være ansvarlig for alle. Det forudsætter
allestedsnærværelse, ja almagt. Da vore handlemuligheder imidlertid er
endelige, bliver gabet mellem prætention og
virkelighed større og større. Snart har man overskredet grænsen til det
objektive hykleri. Universalismen viser sig at være en moralsk fælde.
Overalt finder der uafladeligt massakrer sted,
mennesker dør af sult, fordrives, torteres, voldtages. Men I ser på uden at
foretage jer noget, I passer jeres daglige forretninger, lægger hænderne i
skødet.«
I 1950 ville Europarådet ikke stå tilbage og supplerede derfor med sin egen
Menneskeretsudgydelse, som blandt andet (i artikel 3) forbyder »umenneskelig
eller vanærende behandling eller straf«. I en af
tillægsprotokollerne (nr. 4) forbydes »kollektiv udvisning af udlændinge.«
Disse festtaleord fra de intellektuelles saloner er et af de utallige
eksempler på vor tids uskik med at politikere og bureaukrater lever i sus og
dus på skatteydernes regninger med at holde internationale
konferencer. Fra den overvægt af spradebasser, som dominerer Nutidens
Diplomatier, kommer der så en eller anden traktattekst med
positiv-ord-klingklang i en ellers døvende, juraformel
uoverskuelighedsopstilling med opstablinger af paragraf-eldoradoer, der kan
fortolkes efter forgodtbefindende. Så de med mediemagten kan imponere den
brede befolkning med, at Danmark er forpligtet til
at tage vare på snartsagt hvemsomhelst, der vil møve sig ind i landet med en
eller anden (fantasi)lidelseshistorie.
Til familien hører ud over FN's flygtninge- og menneskeretskonventioner for
eksempel, FN's Torturkonvention og Røde Kors's 4. Genevekonvention om
beskyttelse af civile i krigssituationer. Endvidere to
konventioner fra 1976: Den ene angår civile og politiske rettigheder, den
anden forsøger at beskytte økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. I
CSCE slår mange sig til riddere på at deltage i
menneskeretpalaveret. Heldigvis har dette (endnu) ikke ført til
formuleringer i juradragter.
Da vor kulturkreds har været sejrherren i magtstræbskampen om
traktatudformninger, rummer de mange elementer, som det er hensigtsmæssigt
at lade indgå i dansk ret. Men det, den første verden vil, er at
trække vore egoistinteresser ned over helt andre kulturers befolkninger. Med
de for dem tilvænnede samfundsindretninger og udviklingsstadier virker det
pinligt og løgnagtigt, hver gang de for at få penge
pleaser USA o.l. med at forsikre, at deres statsstyre reelt vil gå over til
den flertalsdyrkelse som er kernen i demokratiets mytologi.
Exil juni 1994 og Jacques Hersh´s kroniktriologi (Information 21.-23. juli
1994) uddyber det tema, at det er et grotesk ærinde at vove sig ud i.
Der findes ikke nogensomhelst fællesnævnerhovedvejleder i det 20.
århundrede. Kulturforskellene mellem I- og U-lande er så store, at det er
absurd nonsens, når man først ønsker verden opsplittet i de
nuværende ca. 200 stater at skræve så vidt, at I-landene med grov
intolerance skal påklistre de andre vore livsopfattelser.
Om næsten hver eneste af verdens regioner kan siges, at den har sin egen
særprægede lokalstolthed, hvis sociale og kulturelle struktur bygger på
overbevisningen om, at man selv må forme sin
fremtidsskæbne ud fra sin egen ganske særlige tusindårige historiske
udvikling, der rummer særlige ideologier og særlige behov, hvorfra man må
arbejde for at ens eget område får den genrejsning, som det -
og kun det - fortjener.
Til alle tider forekommer tendenser til, at folks kærlighed til det samfund,
de nu engang har vænnet sig til fra barnsben, er blevet opforstørret til
udsagn om, at ens egen position på udviklingslinien skulle være
verdenskulminationen, hvortil ingen andre er nået.
Enhver har lov til at blive salig i sin tro. Men logisk er der selvsagt ikke
nogen generel, fundamental sandhed i alles krav på at være bedst.
Det brovtende, snæversynede skandinaviske magtetablissement anser vor
velfærdsmodel for hele menneskehedens ideal. Derfor er det for os mest
centralt i al menneskeretsstøjen at få den indsmuglet i de
andres lovsystemer. Uanset at den universelt afgørende strider mod
størstedelen af verdens - indbyrdes vidt forskellige - samfundsforhold,
menneskementalitet, ressourcemuligheder, traditioner, religion og
alskens andet.
Også om hver eneste ikke-nordisk kongresdeltager gælder, at han kun tænker
på kulturer og traditioner i hans egen region. Nogle betoner mennesket som
enkelt-individ, andre som en del af et socialt
kollektiv eller som tjenere af en gud eller despot. Nogle finder
enkebålbrændinger hellige og hensigtsmæssige. Andre har andet kvindesyn. Og
sådan er der så uhyre meget at undre sig på for den fordomsfrie
neutraliagttager, som aldrig findes i finstikkernes gemakker.
Direktør for det københavnske Center for Freds- og Konfliktforskning Håkon
Wiberg konkluderer det sådan: »En model er et hierarkisk system af den
konfucianske type. For cirka en milliard
mennesker i Sydøstasien er det meget dubiøst, at en stemme er lige så meget
værd som en anden. Her er man enig om, at den eneste legitime måde at løse
konflikter på er, at nogen, der står
højere i rang, træffer afgørelsen. En styreform bør kunne håndtere
konflikter uden brug af vold. Det kræver dog en klar enighed om, at denne
eller hin styreform er den eneste legitime. Men så
kan det i og for sig være ligemeget, om man lægger papir i bokse og tæller
dem op, eller man sidder på sin flade i timer eller dage, til man er enig.
Eller man bruger det ritual, at man går til en
mandarin eller qadi eller mullah eller rabbi. Så længe der er enighed. Det
kan være meget betænkeligt at eksportere vor specielle nordatlantiske model
for demokrati, fordi vi let kommer til at
opløse konsensus.«
Med ca. 20% af verdensbefolkningen er Kina et ganske stort land. Og i
menneskeopfattelse mere typisk for majoriteten end Aftenlande som USA og
Frankrig. Det er derfor med stjålne fjer, at
1948-traktaten udgiver sig som en verdenserklæring.
Først og sidst tildækkes, at som plat er den anden side af kronen, er
pligter og byrder for nogle mennesker i kollission med de
menneskerettigheder, man tildeler andre. Og den enes menneskeret er ofte i
strid med andres.
Uden større opmærksomhed eller kritisk overvejelse ratificerer Danmark derpå
tomhovedet, at vi til fordel for kongressernes kompromissludder skal afgive
vor suverænitet for en meget lang fremtid til at
indrette vore egne forhold, som vi efter de skiftende tiders behov synes er
bedst. Til trods for at emnet er af en karakter, hvor det ikke sagligt er
påkrævet, at der absolut skal være samme retstilstand i
Danmark som i udlandet. Men kongresmiddagsherrerne får noget at have deres
tilsyneladende betydningsfuldhed i. Og de, der interesserer sig for den
pågældende sag, har fået cementeret deres kæphest
langt bedre og langt lettere end, hvis de blot havde søgt at lobbybearbejde
det danske folketing.
Når først traktaterne har fået deres evighedsasyl i Lovtidende, er
virkningen, at falankser af jurister (og deres mangeartede medhjælp) opnår
fede levebrød. Totaltrivslen hos den øvrige menneskehed
reduceres herved mangefold. Fra eksempelvrimlen vælger jeg, at den til
enhver tid herskende opfattelse i folketinget naturligvis må afgøre,
hvorvidt donorfædre har ret til anonymitet. Men i sit blad
Information blander menneskeretsursopaten Morten Kjærum sig ind i debatten
den 6. januar 1994 med dekretering af, at det spørgsmål skal afgøres sådan
og sådan i henhold til de folkeretlige forpligtelser
Danmark bandt sig til, da vi ratificerede Den Europæiske
Menneskeretskonvention af 1950 og senere FN's Børnekonvention af 1989.
Samme avis havde 7. maj 1994 reportage om menneskeretskonventionsbeskyttelse
ved den af Venstrefløjen kritiserede politiskydning på Nørrebroautonome
natten til den 19. maj 1993.
Det var derfor med gru, man i Jyllands-Posten 1. juni 1994 læste om en ny
FN-pophotline: »FN har oprettet en »varm linje«, der døgnet rundt gør det
muligt for privatpersoner og organisationer
verden over at telefaxe oplysninger om menneskeretsovertrædelser direkte til
verdensorganisationen«.
Sådan voldtægt og svindel mod det danske folk bør der rejses et oprør mod,
ved engangsoprydning i form af, at folketinget meddeler det internationale
samfund, at vi fremover ikke juridisk vil være bundet
af universelle principtraktater og ikke vil forhandle om nye.
Tragisk, at vejen synes så ufremkommelig for det formentlige folkeflertal,
som fornemmer, at næst efter deres Jacob von Tyboe - fætre i krigsmagtklanen
er der ingen herremandsklasse, der skader gemene
mennesker så graverende som disse skatteyderblodsugende
undskyldningsomsvøbsvattede intrigehertuger, når de i uophørlig evindelighed
skyller deres bravadefraser ned ved at drikke hinanden under
festbanketbordene i Geneve og på Alverdens øvrige Skønsteder.
Et af de seneste storeksempler er FN´s Kæmpewienerkongres 14.-25. juni 1993.
Tusindvis af højtbetalte enøjede regeringsdelegater snakkede og snakkede op
og ned ad stolper og vægge om de sidste 45
års mange flotklingende traktattekster til folk og fæ, børn (1989) og gamle,
mænd og kvinder (1979) gule og sorte (1960'erne) og alle andre. Hver for sig
havde de da heller ikke noget imod, at andre lande
blev mere imødekommende overfor deres egne hjemlige fordomme. Men enigheden
bestod navnlig i de kilolitervis af spiritus og raffinerede luksusspiser,
som forsvandt i deres kæmpevomme. Og så avlede
man endnu en bureaukratisk gevækstsvulst: En Højkommissær for
Menneskerettigheder. Ecuadors José Ayala Lasso.
Meget taler unægteligt for, at Terkel Tikjøb rammer plet, når han punkterer
menneskemakværket til prangende paradeuniformer i garderobeskabet og
opbygning af permanent professionelt
bistands-bureaukrati med masser af højtlønnede administrative stillinger
(»Hvad med Danmark«? side 118-123 og 126). Sagsbehandlerbærmen misbruger
deres herskerstatus til universel
guddommelighedsgørelse af den ideologi, som bedst tjener deres egne
kortsynede klasse- og personinteresser. Med masser af givtige,
skatteyderbetalte stillinger.
Menneskerettighedsgøglets minussider er for Danskerne klart større end
traktaternes plusvirkninger for os. Hvordan det ligger for andre lande, kan
ingen Dansker overskue. Men det rækker for os at fastslå,
at det er tosset, at Danmark er bundet til noget, der ikke er - eller i al
fald næppe forbliver - trivselsfremmende for netop vor befolkning.
Herved skal vi ikke forbise, at FN's flertal er skiftet markant siden 1948.
Vi må derfor påregne, at menneskeretskonventionen - som Geneveaftalen blev
det i 1967 - vil blive forsynet med tilføjelser og
fortolkninger sådan, som Ulændinge ønsker det.
Det var derfor Tilbageskridt, at lov nr. 285 af 29. april 1992
indkorporerede Den Europæiske Menneskeretskonvention i dansk intern ret. De
nærmere juridiske implikationer heraf analyseres i den i 1994 på
Jurist- og Økonomiforbundets forlag udsendte 544 siders kommentar.
Skal man endelig finde noget positivt i Menneskehedskonventionen, må det
blive, at også danskere er omfattet af FN's menne-skerettighedskonvention,
der tilsikrer alle folk - altså også danskernes - ret til at
bevare deres eksistensmuligheder og selv bestemme over deres økonomiske,
sociale og kulturelle udvikling.
Multietnikkere og 1968'ere højstemttaler om FN-aftaler, når de skal hyppe
deres egne kartofler. Så må de også respektere konventionerne, når de for en
gangs skyld er i dansk interesse.
Menneskehedsfolk bør søbe deres egen kål og indrømme deres modstandere fuld
menneskeret.
Men se, om de gør det.

Kapitel 13

KAPITEL 13

Udlændingelovasyl

I. Under 1930'ernes arbejdsløshedsfattiggørelse afstak den
socialdemokratisk-radikale flertalsregering retningslinien: »Ved at åbne
Grænserne for Indvandring vil landet komme i samme latterlige Situation
som visse godgørende Damer, der af lutter Iver for at forfærdige Tøj til
Uddeling til fattige Børn«, lader deres egne gå for Lud og koldt Vand.«
(Udenrigspolitiske Meddelelser november 1938).
Det er et eksempel på, at så langt vi kan spore vor Retshistorie tilbage,
har af- og udvisning af udlændinge beroet på Justitsadministrationens skøn
under smidig tilpasning til de skiftende omstændigheder. Det
retsteoretisk rigtige heri dyrkedes ved behandlingen af 1952 fremmedlovens
§6, stk. 3. Den blev gentaget ved en 1973-lovfornyelse.

I en 1985-opsats (Fremskridt nr. 43 side 3) foreslog jeg
tigerspringsløsningen, at hele fremmedlovgivningen kun skal have to
sætninger: »Politiet kan bestemme, at en person uden dansk indfødsret ikke
skal
have ret til ophold i Danmark«.
Dette er et af de titusinde Fremskridtseksempler på, hvordan kæmpefordele
opnås ved at reducere lovjunglen til en lille brøkdel af, hvad de uduelige
gammelpartier har belastet os med.

Det er til alles fordel, at Danmarks udlændingepolitik ikke åbner den
mindste sprække for eksotiskes retskrav på at flytte hertil. Retskrav for
dem er nemlig lig med underminering af styringsmulighed for de
danske myndigheder af hvilke problemater, der må være på dansk territorium.
Retskravsskrigeriet kræver, at vi uden modstandsmuligheder pr. automatik
accepterer de første de værste, som banker på
Danmarks dør uden at kunne øve indflydelse på hverken antal eller egnethed
til indpasning i det danske samfund til dettes tarv.
Følgelig er indvandringsstoppet fra 1970/73 et fortrinligt instrument. Med
dets ubestridt overordnede position havde Danmark hver eneste dag mulighed
for styr på sagerne.
II. Men 1968'er-degenerationen vandt frem: En ny revolutionsomkalfatrende
udlændingelov gennemførtes med ikrafttræden den 1. oktober 1983.
Snigløbsdolkestødet i de uopmærksomme danskeres rygge havde to gerningsmænd:
Hansen & Hansen. Den enes mellemnavn var Ninn, den andens Gammeltoft. Den
første var vor regerende justitsminister,
som førte loven igennem folketinget, og som underskrev den som den
ansvarlige minister. Den anden er professor dr.jur., daværende formand for
Dansk Flygtningehjælp og nuværende ombudsmand.
Reelt var det de to i forening, som forærede retskrav på alle leder og
kanter til enhver fremmed, der søger påskud for at trænge sig ind i Danmark.

Den således gældende udlændingelovs uegnethed skyldes først og fremmest, at
den ikke dæmmer op for de hastigt voksende menneskebølger fra særdeles
fremmede kulturer og ideologier hjemmehørende i
overbefolkede områder med stor afstand fra dansk livsmønster. Vidt
forskellige i vaner, tankesæt og leveregler bryder de ind i det, der var
Danmarks pryd. Et harmonisk enhedssamfund. Det kunne lige såvel
have været os, landsfader Tage Erlander karakteriserede, da han i 1965 i den
svenske Riksdag sammenlignede det splittede USA med det lykkelige Folkehjem.
Han påpegede racehomogeniteten som helt
central årsag.

På trods heraf skænkede det aldeles kritikløse, stærkt kritisable
1983-folketing utallige vildtfremmede lempelig adgang til bosættelse i
Danmark med bedre rettigheder på mange områder end de indfødte
danske. Og opholdsretten i baronsengen er tidsubegrænset for de mange
Jepper.
Terkel Tikjøb skriver i »Hvad med Danmark?«:
»Retstradition hører til i historien og ikke i himmeriget. Hvad der er
fundamentale rettigheder kan ikke bero på et smukt ideal, som nogen finder
på, men kun på sædvanen i en konkret
retskultur, hvor lovgiverne har givet retsbegreberne bogstavens kød og blod;
og de kan naturligvis kun omfatte disse lovgiveres retsområde. De kan ikke
gælde hvem som helst på kloden. De
ukendte mennesker i Mellemøsten eller Afrika, som Gammeltoft-Hansen vil lade
omfatte af sine »retsregler«, vil jo ikke engang kunne genkende deres egen
retsforståelse i dem.
Den danske stat kan give udenlandske borgere flygtningeasyl af humanitære
grunde og fornuftigvis i det omfang, regeringen til enhver tid skønner det
forsvarligt. Og den kan i mellemfolkelige institutioner
træffe internationale aftaler om visse rammeforpligtelser, for
medlemslandene. Men det charter eller den konvention, der kommer ud af det,
skaber ikke fundamentale rettigheder for nogen borger - kun
aftalemæssige forpligtelser for de implicerede stater.
Den danske stat kan ikke forlods tilsikre de fremmede danske retsgarantier,
som det er Hans Gammeltoft-Hansens kongstanke. Gør man hele verden til det
danske folketings retsområde, indfører man
naturligvis ikke dermed danske retstilstande i hele verden. Men man fratager
danskerne deres retsgarantier. Enhver kan så drømme om en ideal, total og
global retstilstand; men den findes immervæk kun i
pandekagehuset i eventyrland. Hvor en sådan abstraktion søges realiseret med
den dertil fornødne magt, vil konsekvenserne blive det
totalitære »folkefængsel«, der ikke tager hensyn til forskellighederne i
folkenes nedarvede retsbegreber.«
Ninn-Hansen og hans medsammensvorne kaldte invasionisterne
for »flygtninge« og »familiesammenførte«. Men navne gør ingen forskel. Alle,
der med magnetkraft tiltrækkes af det forjættede danske lands
sociallovsflotheder, kan meget let - so oder so - tilrettelægge deres
forhold, så de med lidt lykke og lidt held kan bilde danske sagsbehandlere
ind, at de opfylder de lempelige lovbetingelser for at komme
hertil. Fra 1992 blev »Bosnier« tilmed et tredie modeord.
Enhver tilrejsende har med et gran af sandhed flygtningeelement i sin
situation. Hans problem er alene med hvilken overbevisningskraft, han magter
at overspille det. Familiebånd og Bosniernationalitet kan
også ret let fingeres.
At tragikfarcen forholder sig sådan afsløres for eksempel af, at når spillet
er vundet, behandles og optræder den fremmede næsten altid, som
den »indvandrer« han er.
Debatten forud for 1983-loven anførtes af den nuværende ombudsmand. Med
Dansk Flygtningehjælp, Socialministeriets Indvandrerkonsulent og
Advokatrådet som væbnere. De og deres skulle jo profitere
på landets ulykke.

I al sin omfattethed kan deres skrivebordsargumentation læses i Betænkning
968 fra november 1982 og i Gammeltoftbogen »Flygtningeret« (tilegnet Dansk
Flygtningehjælp). Hovedsynspunkterne er:
Fuldstændig åbenhed for indvandring må gå forud for snævrere danske
interesser. Udlændingelovgivningen har nemlig »betydelig symbolsk betydning
for landets internationale renome«. Grundholdningen i
loven »kan på længere sigt have indflydelse på befolkningens almene
holdninger til udlændinge. Dette gælder ikke mindst under en udvikling, hvor
relativt større andele af den danske befolkning udgøres af
indvandrergrupper.«
Ulykkeligheds-virkelighedsstriden i disse »begrundelser« for gældende lov er
(ifølge Jyllands-Posten 12. januar 1993) nu også gået op for Dansk
Flygtningehjælps generalsekretær Arne Piel Christensen. Om
det sandsynligvis voksende flygtningeproblem udtaler han, at det vil
udfordre vore »moralbegreber, værdinormer og økonomier« - ja, tilmed »udgøre
en egentlig sikkerhedsrisiko, hvis det ikke kommer under
kontrol«.
De medieleflende flertalspartier er bedøvende ligeglade hermed. Alle
neddæmper de den helt nye fædrelandstrussel: I 1972 Uganda-asiaterne, fra
1973 Chilesocialisterne og kort efter Vietnameserne. Fra
1980'erne bevægede mange udvandrere sig fra et kontinent til et andet, hvor
de så let kunne slippe igennem ved at foregive det helt ubeviselige, at de
var politiske flygtninge. Det blev hurtigt det
omdrejningspunkt, over for hvilken sagsbehandlergenerationens lov (nr. 226
af 8. juni 1983) kom op til sin eksamen. Og dumpede med et brag.
Barskvirkelighedens karaktergivning lød nådesløst: Uforsvarlig nærsynethed i
form af konsekvensmageri som dikteredes af ideologiske forestillinger om,
hvordan mennesker bør være. Men med bortseen fra,
hvordan de er.
For at bøde herpå har folketinget siden hen pestilleret med en del spredte
tilfældigheds-paragraflapperier. Men helhedsfejlkonstruktionen står stadig
urørt.
Danmarks porte står fortsat på 1983-gab. Derfor er der endnu ikke grund til
arbejdsløshedsangst i flygtningeindustrien.
En anden væsentlig grund til ikke at hæge om 1983-makværket er, at det udgør
et teknisk svært tilgængeligt paragrafmoradsvirvar med detaljemættede
lovspændetrøjer om den ramme, der gerne smidigst og
hurtigst burde kunne tilpasses omverdenens hastigt skiftende trusler mod vor
lille stats nationale overlevelse på de til enhver tid bedst gennemførlige
vilkår.
Fremmedlogivningen er under alle omstændigheder, så langt øjet kan stirre
frem, et sprængstoffyldt politisk kontroversielt emne, så
folketingsflertallet (ofte gennem retsudvalget), vil givet gribe ind lige
meget,
hvordan loven udformes.

III. 1) I 1983 udsendtes Dansk Flygtningehjælps Jubilæumsbog. Heri jubles
over, at man fra 1979 fik sikret sig stabile leverandører ved, at Danmark
hvert år aftager en mindstekvote af flygtninge. Af side
156 fremgår, at fremmedpolitiet protesterede mod denne nydannelse.
Reglerne står nu i udlændingelovens §8.
De pågældende kommer hertil ifølge internationale aftaler. Oftest med De
Forenede Nationers Højkommissær for Flygtninge (UNHCR). Det er typisk
stakler, som har siddet i lang tid i kummerlige ussellejre
i Afrika eller Asien.
En almindelig dansk årskvote var til og med 1988 på 250 og derefter det
dobbelte (se fx. side 265 i Anmærkninger til finanslovsforslag 1994).
Nina Holm i Samvirke juni 1993 side 24-27 og siderne 22-25 i
Indenrigsministeriets Nyhedsbrev fra 1. juli 1994 beskriver indgående,
hvordan Danbureaukrater rejser rundt i den ganske verden, for at
udvælge de rette blandt de mulige millioner. Og så kan man endda heller ikke
overskue, hvor mange og hvem, der følger bagefter. For eksempel under påskud
af at skulle

Kapitel 14

KAPITEL 14

Fup-flygtninge

I. A. Flygtningejuraen er bygget op om den situation, at den flygtende i
egen forhutlede person fysisk dukker op ved den danske grænse for at få
beskyttelse her.
Men spontanflygtninge nuomdage er ikke, hvad de var engang, og hvad de
stadig er i lovens nostalgiske, romantiserede forestillingsverden.
I stedet er det meget ofte velstående og velformulerende mennesker, der
vælger og vrager mellem, hvor det betaler sig at flygte hen. Folk med
ressourcestyrke til at »flygte« over store distancer er ikke
nødvendigvis dem med størst socialt behov for flygtningestatus.
»En dominerende del af de ankommende flygtninge hører til de mest
ressourcerige personer i deres respektive hjemlande. Vi gør disse lande en
bjørnetjeneste, såfremt vi dræner dem for
deres menneskelige ressourcer, blot fordi vi ikke kan tage os sammen til at
gennemskue de påskud, de anvender for at skaffe sig plads i den
vesteuropæiske varme«.
Sådan lægger Ole Hasselbalch trykket i Jyllands-Posten 7. marts 1994.
Men om man sætter ølsen for eller bag, er rejser over tusinder af kilometre
en udpræget udmøntning af Darwintesen the survivors are the fittest. Man
skal have evne og initiativ til at planlægge og til at sno sig
med resolutte improviseringer. Stor likvid kapital godt gemt for tyveknægte
skal man skjule på kroppen, så man i de krisesituationer, der ideligt
opstår, kan mobilisere de likvider - i gangbar valuta og
mønt-(seddel)størrelse - som er påkrævet til bestikkelser m.v. for at komme
videre.
B. Af danmarkshistorisk grund vælges som første eksempel tamiler fra Ceylon
(11.000 km borte). Føler de, at netop deres personlige sikkerhed er særligt
truet som nævnt foran i kapitel 7 og 8, kan de sejle
eller padle over det smalle Palkstræde til Indiens sydøsthjørne. Her har ca.
50 millioner af deres egne folkefæller egen stat. Trefjerdedel af de ca.
240.000 Tamiler, der har forladt Sri Lanka i de senere år,
har da også slået sig ned her. Men de velorienterede og eftertænksomme med
god økonomi udnytter situationen til at rejse til Europa og Canada og opnå
asyl her.
En stor del af tamilerne har iøvrigt ikke været på Ceylon i masser af år. De
blev i 1970'erne gæstearbejdere i Saudi-Arabien o.l. Da oliepriserne gik i
bund midt i 1980'erne, blev de arbejdsløse. I stedet for
at vende hjem rejste de typisk til Singapore og tog herfra flyveren til
Kastrup.
Da tusindvis af tamiler strømmede hertil i midtfirserne, var det danske
embedsværk betaget af, at her var en socialistisk frihedskæmperbevægelse,
der gjorde modstand mod den fæle kapitalistmagt i
Colombo. Det er nu engang 1968-magthavernes skrøne i Sydafrika, Chile,
Nicaragua og masser af andre steder. Men også fra Ceylon var det bander af
terrorforbrydere af værste skuffe, som de danske
myndigheder gav dansk asyl. Siden har de i det store og hele levet højt på
dansk socialhjælp og berigelseskriminalitet (se for eksempel Jyllands-Posten
6. marts 1994).
Samme avis berettede 13. februar 1993 om »en srilankansk statsborger med
kufferten fuld af 30 falske pas, snesevis af visa til Danmark, Norge,
Sverige og Tyskland samt de nødvendige stempler«.

Det norske udenrigsministerium sendte i 1987 en delegation til Ceylon for at
undersøge forholdene. Af rapporten (»Situasjonen på Sri Lanka etter
fredsavtalen«) fremgår, at tamilerne ikke var udsat for
specielle forfølgelser fra centralmyndighedernes side. Delegationslederen
udtalte (Aftenposten 2. oktober 1987), at der generelt ikke var nogen fare
ved at tilhøre det tamilske mindretal - end ikke for fhv.
medlemmer af den tamilske guerilla.
I FN-organet Refugees, april 1989, fortælles da også om, hvorledes FN kunne
gennemføre en gnidningsfri tilbagesendelse af tamilske flygtninge til Sri
Lanka - hvor tamiler altså ifølge FN's vurderinger ikke
forfølges. Dette bekræftes år efter år siden. For eksempel i Berlingske 7.
marts 1994.
I august 1991 fik England ved Menneskerettighedsdomstolen medhold i, at det
var berettiget at sende nogle af de tamilske »flygtninge« tilbage, idet der
ingen vægtige grunde var til at tro, at de ville blive
forfulgt ved hjemkomsten (Jyllands-Posten 31. oktober 1991).
Schweiz var mest grundig og konstaterede, at mindst 94,4% af immigranterne
fra Sri Lanka i 1989 ikke var politiske flygtninge.

Men herhjemme gik en Svend Auken og drømte om at blive statsminister. Med
juristeristiske skamridninger ophidsede han de altid fidele medie-humanister
op mod konservative ministre med noget større
realitetsfornemmelse.
Nutidens Christiansborgere spiddes af G. Gottschalck-Andersen den 22.
februar 1993 i Berlingske: »En rigsretssag mod Erik Ninn-Hansen er uden for
al sund fornuft. En minister skal varetage sit lands
interesser, og Ninn-Hansen har ikke været besjælet af andet. Han har haft
sine berettigede tvivl om, hvorvidt tamilerne, der kommer fra et frodigt
land, hvor de har gjort oprør mod et lovligt valgt
demokratisk styre, skulle behandles som almindelige nødlidende flygtninge.
Havde Ninn-Hansen været opstillet til valg nu, ville han være blevet en
stemmesluger af rang. Det burde være vælgerne, der har
den endelige afgørelse«.
Ak Danmark, på Rænker du dig aldrig forstod.
C. Også fra andre regioner strømmer postulerede flygtninge ind i Danmark på
lignende basis:
Shia-muslimer kunne blot flygte til Iran, Sunni-muslimer til Irak,
Palæstinensere til Jordan, og sådan har de næsten alle meningsfæller, der
regerer i andre islamiske lande. I det nærliggende Syd-Sovjet har de
et ottecifret antal trosfæller. Alligevel sender Orientens rejsebureauer dem
til Vesteuropa.
D. I januar 1991 fortalte professor Eberhard Haner til Welt am Sonntag, at
ca. 140.000 (vest)tyske asylsøgere i 1990 havde modtaget bistand fra
menneskesmuglerorganisationer, som også virker i den
internationale narkobranche, og som har tæt kontakt til specialiserede tyske
advokatvirksomheder.
»Hvis rejselystne ikke har midler nok til at betale smuglerne, kan de betale
med at transportere narkotika til indvandringslandet og evt. at forhandle
det dér. I Hamborg f.eks. mener politiet, at 70% af
narkohandlerne er udlændinge og af dem igen 80% asylsøgere.« (Danskeren
april 1991).
Særdeles typisk er sikkert en sag, hvor en af de danske forgreninger
pådømtes af Østre Landsret 11. december 1990 og Højesteret 29. maj 1991: En
politimand i Teheran startede et heroineksportfirma.
Han sendte et hav af iranere til en række vesteuropæiske lande, hvor de
udgav sig som politiske flygtninge. Foretagendet har hidtil fungeret i
adskillige år og tilført Irans handelsbalance kæmpemæssige
valutaindtægter.
Mange financierer altså flygtning til Nordvesteuropa ved at være
narkotransportører. Men utvivlsomt er der også en stor del kamouflerede
agenter, som er sendt af de hjemlige regioner for under
flygtningedække at ophidse til uro og usikkerhed i vor del af verden efter
de løbende instrukser, som de modtager fra hjemlandet. I første omgang
sporadisk terror, senere hen egentlige undergrundsstyrker.
Den 21. marts 1993 beretter Jyllands-Posten om hvordan PLO i 1991 og 1992
har plantet næsten 100.000 i Vestverdenen. Samtidig fik PLO såkaldt
humanitære organisationer til i strid med sandheden at
påstå, at der var forekommet myndighedsrepressalier mod asylsøgere
tilbagevendt til Libanon.
Ekstra Bladet 11. marts 1992 interviewede Mahmoud Safardi: »Her i Libanon
svirrer det med historier blandt os palæstinensere, som tror, livet som
asylsøger i blandt andet Danmark er det rene paradis:
Gratis bolig, gratis lægehjælp, stor løn eller masser af penge fra A-kassen.
Det lokker tusinder afsted«.
Sådan var virkeligheden bag den af blåøjede Elisabeth Arnold i februar 1992
gennemtrumfede særlov.
E. Enhver, der med seriøsitet vil have dansk opholdstilladelse, ved
udmærket, at indvandrerstoppet er en forhindring, hvis han vil hertil af
interesse for dansk samfund, fordi han har besvær med at klare det
personlige eller økonomiske derhjemme eller af andre grunde.
En ting er sikker. Det er ikke de fattige, de sagtmodige, de svage, de
handicappede som i praksis i særlig høj grad orker og har mulighed til at
deltage i fremmedinvasionen. Ud over terrorister og
narkohandlere finder man imidlertid også mere almindeligt kriminelle,
debitorer, skilsmissefolk, andre brudte eksistenser, lykkeriddere,
slapsvanse, plattenslagere og charlataner blandt kundegrupperne i
flygtningerejsebureauerne. Deres vare er jo særdeles egnet for dem, der -
under afgivelse af falsk navn og falsk nationalitet - vil bore sig ind til
en ny tilværelse et sted i Nordvesteuropa.
Eller romantikhistorien fra Politiken 1. september 1992: »En 14-årig svensk
pige og hendes 15-årige iranske kæreste udgav sig for at være asylsøgere fra
Iran. Forældrene er imod forbindelsen, hvorfor de
unge var stukket af«.
Berlingske 7. februar 1993 fortæller om den asylsøgergruppe, som lider af
forfølgelsesvanvid eller lignende sindsygdom.
F. Et af lakmusbeviserne på, at de, som gives ophold i Danmark, ikke er
politiske flygtninge, er deres omfattende kontakter til hjemlandet. Pr.
post, pr. telefon og pr. (midlertidige) hjemrejser går deres
stræben på at bane vejen for, at deres hjemlige bekendte - illegalt eller
legalt - kan komme og nyde frugterne i Danas have.
»Når en familie har ofret måske alle sine midler på at få en af sine yngre
mænd afsted, vil han normalt, så snart han har skaffet sig penge i
ankomstlandet, sendte midler hjem, så andre af familiens medlemmer
efterhånden kan følge efter.« (Danskeren april 1991).
Fra tid til anden giver dette mediepostyr (se for eksempel Folketingstidende
for 11. marts 1992 og valgkampforpranget august 1994).
G. Det er misforstået venlighed, når UNHCR's håndbog om anvendelse af
Genevekonventionen ser gennem fingre med besøg til gamle og syge forældre
derhjemme. Det åbner ladeporte for producerede,
skudsikre alibier.
Den store rejsetrafik mellem Danmark og hjemlandet betales reelt i ganske
stort omfang af danske skatteydere.
H. Opnår en person een gang blåstemplet som flygtning i Danmark, er
gevinsten, at han og hans efterkommere i praksis ikke kan verfes ud igen.
Heller ikke, når forholdene i hans hjemland ikke (mere) giver
ham rimelig grund til at frygte noget ved tilbagevenden. Der er to specielt
danske baggrunde herfor: 1983-lovens regel om beskyttelse af den, der har
været her i et par år, samt at han ret kort tid efter med
Folketingets bundnaive praksis kan opnå dansk indfødsret. Om disse forhold
nærmere nedenfor i kapitlerne 21-23 og 34-35. De torpederer den opfattelse,
som var grundlæggende, da gældende
flygtningebegreber skabtes. Da regnede man med at efter en overskuelig tid
rejste en flygtning selv fra Danmark igen. Taknemmelig over at have haft
husly i en kort, ond tid.
J. Nuomdage svæver man i vildfarelse, hvis man tror, at en godkendt
flygtning er en rigtig flygtning. Blot en fremmed kalder sig
selv »flygtning« kan ingen bureaukrat skue ham på hårene, så det
paragrafpedantisk kan afgøres, om han er flygtning i lovens forstand. Hvor
objektivt velbegrundet er for eksempel hans frygt for, at forfærdeligheder
vil ramme ham, hvis han vender hjem? Hvor dybtgående
og omfattende har han udvist den politiske opfattelse, som han hævder at
blive forfulgt for? Hvor meget i hans forklaringer er maskeradeskuespil ud
fra synspunktet, at dansk sociallovsstatus vel er en messe
værd?
Skarplys på dette hovedprincip i Gammeltoft-Hansen-loven blev kastet den 4.
marts 1993, da Berlingske beskrev den sagstype, hvor en fremmed går gennem
toldernes grønne passage. Den er jo til brug for
indrejsende uden varer at fortolde. Når tolderne stopper ham og finder
smuglergods i hans bagage, søger han asyl.
Uanset hvor åbenbar og grov hans overtrædelse af dansk lov er, udløser hans
blotte begæring, at der startes en lang og kostbar asylprocedure. Den sikrer
manden frit ophold i Danmark, mens hans
ansøgning undersøges og vurderes. Især i de mange tilfælde, hvor den
fremmede hjemmefra er instrueret om de tangenter, han skal spille på, skal
han ikke være særlig heldig for at vinde nogle år. Den tid, der
er gået godt, kommer ikke skidt tilbage. Om nærmere detaljer henvises til
kapitel 21.
Et andet typeeksempel på, hvordan man bare omdøber sin juridiske status, når
man ønsker at indvandre til Vestverden, frembyder en artikel i Fri
Information juni 1994: 350 af dem, der hver uge kommer til
Skåne med kroatiske pas, plejer at anføre, at de var lovet arbejde i
Sverige. Når de fortælles, at den går ikke, skifter de over til at være
asylansøgere. Nu er det politisk forfølgelse, værnepligtspålæg og
anden inhumanitet, som angiveligt er deres hovedproblem.
II. Tydeligvis er danske myndigheder ikke gearet til at imødegå den
systematiske udnyttelse, som er det dominerende indhold af den moderne
tilstrømning af folk, der har valgt at kalde sig flygtninge.
Til Berlingske Tidende den 4. juli 1991 forklarer chefen i Direktoratet for
Udlændinge om de asiatiske bureauer, som »har studeret, hvordan vore regler
er nu, og hvordan vi administrerer dem«, så de kan
indrette deres kunders rejseruter derefter (for eksempel via Bulgarien).
Et lærestykke stod i Jyllands-Posten 17. april 1993:

»Danmark har gennem de seneste måneder modtaget et stort antal asylsøgere
fra det tidligere Jugoslavien. De er transporteret hertil direkte fra en
Røde Kors lejr i Tyrkiet.
Alene den 14. april ankom 70-100 asylsøgere fra en Røde Kors lejr i den
tyrkiske by Kavakli. Mange af dem havde opholdt sig i lejren siden sommeren
1992.
For 340 tyske mark havde de købt en billet til en organiseret busrute, der
gik fra Kavakli, gennem Bulgarien, Rumænien, Ukraine og Polen. Herfra tog
asylsøgerne færgen til Danmark. Rejsen varede
fire-fem dage. Den var organiseret af et busselskab der hedder Kula Trans
fra Skopje i Makedonien.
Ifølge Jyllands-Postens oplysninger har busselskabet været flere gange i
Røde Kors lejren og gjort reklame for forholdene i Danmark. Desuden har
asylsøgerne i den lokale radio hørt om gode forhold for
flygtninge i Danmark. Ruten har været i drift i hvert fald siden årsskiftet.
Asylsøgerne kommer oprindeligt fra Bosnien og er ikke omfattet af visumpligt
til Danmark. De kan derfor rejse ind i Danmark, søge asyl og få deres sag
behandlet.
I Direktoratet for Udlændinge oplyses, at asylsøgerne, der kommer ind via
Polen, ikke sendes tilbage af frygt for, at polske myndigheder vil returnere
dem til Bosnien. Det er desuden afgørende, at der er tale
om en rute, der uden ophold i sikre asyllande, går direkte til Danmark.«
Birte Weiss blev sat til at nedkule slig racistisk bagtalelse af vore
stakkels gæster. Hendes rapport af 2. juli 1993 (jfr. Folketingstidende
spalte 9667f) måtte erkende, at fænomenet er dækkende for den langt
overvejende del af de Jugoslavsager, hun udtog til undersøgelse. Og de
baserede sig endda på de jugoslaviske herværende asylsøgeres egne
forklaringer. Af de få, der ikke indrømmede at være kommet ind
via muslimlandet Tyrkiet, var der sikkert mange, som anede uråd og derfor
kneb sig til at tilrettelægge deres forklaring, så de ikke kom i fedtefadet.
Det er forhåbentligt den slags selvoplevelser, der får
sommerfuglestøvet til at fordampe fra en uerfaren flygtningeministers
Englevinger.
Svensk TV2 fulgte 19. marts 1992 i et halvtimes program en jugoslavisk
turistbus. Åbent solgtes billetter til rejsen nordpå. Også denne rute var så
snedig, at den gik uden om sikre asyllande. I Sofia købte
man falske pas for ca. 6.500 kroner pr. styk. I Sverige erklærede
passagererne sig så som asylanter. Trelleborg paspoliti fortalte, at den
slags sendinger kom der flere af om ugen.
III. Den i vinteren 1986/87 forfattede bog »Hvad med Danmark?« oplyser (side
23) at skruppelløse udvandringsagenturer i Indien »tjente store penge på at
organisere pakketure med flytransport,
falske pas og visa, instruktion i manipulering af indvandringsmyndigheder
m.m.«
Danskeren april 1991 uddyber:
»Bagmændene har kontorer og akkvisitører i afskibsningslandene. I
hovedstæder som Colombo og Ankara sælger rejsebureauer asylpakkerejser med
alt nødvendigt inkluderet: falske
pas og visa, flybilletter til den rigtige afvisningsfrie rute, opdigtede
beviser for politisk forfølgelse, vejledning om myndighedshenvendelser osv.
Repræsentanter gennemtrawler
systematisk landsbyerne i hele provinser og prædiker for den fattige
landbefolkning om Vestens slaraffenlande«.
Som en del af rejsearrangørens ydelser belæres kunden om, hvordan han skal
optræde for at nå de baronsengoverdådigheder, som det danske velfærdssystem
repræsenterer for Jeppe på Kurderbjerget.
En diplomat i Beirut fortæller til Ekstra Bladet 11. marts 1992, at priser
omkring $ 2.500 er de gængse for et falsk visum til et skandinavisk land.
25. juli 1991 berettede Jyllands-Posten om en århusiansk filial af en græsk
specialforretning i at bringe arabere til Norden. Politiet fandt 1.000
stjålne pas, der skulle forfalskes.
Til Jyllands-Posten (5. oktober 1991) oplyser kriminalinspektør Jørgen
Tagge, at forfalskede danske visummærker fremstilles ved eftertryk og
fotokopiering. Men ifølge bladet foretrækker langt de fleste
udlændinge med falske papirer at rejse til Danmark på et lånt eller købt
pas, som - om nødvendigt - i forvejen er udstyret med et ægte visummærke.
Nogle skifter billedet i passet ud - andre rejser på det, som det er.
For hovedparten af udlændingene er formålet med den illegale rejse af slippe
ind over grænsen og søge asyl. Blandt de falske rejsepapirer er fremmedpas
udstedt til udlændinge med fast bopæl i Danmark.
De udlånes eller handles illegalt. Ved at melde passet bortkommet, kan den
retmæssige ejer få et nyt. Udlændingedirektoratet meldte pas overfor at
skride ind herimod. På side 101f i årsberetning af 15. juli
1992.
Politiet oplyser, at 11.392 danske pas blev meldt stjålne eller bortkomne i
1990.
Jyllands-Posten 3. juli 1994 meddeler detaljeret markedspladsrapport fra
Moskvas Puskin Plads om, hvor meget de mange forskellige forfalskningstyper
af danske pas sælges og udlejes for. Det virker som
forberedelsen til et nyt dagligt børstillæg til avisen.
Hvad enten disse pasmanøvrer går godt eller skidt, kan de gentages den ene
gang efter den anden.
Jyllands-Postens Søndagsavis fortsætter 4. november 1991:
»En syrisk sluser i Nordrhein-Westfalen lå inde med tyske interne papirer,
som indeholdt oplysninger om, hvad myndighederne lægger vægt på, hvis asyl
skal gives. Papirer der gør det
muligt at konstruere meget hjertegribende »begrundelser« for asylansøgere.
Sluseren har fabrikeret »officielle« syriske skrivelser på originalt
brevpapir, stempler og underskrifter til personer, som skal møde for syriske
domstole for lovovertrædelser, der i Tyskland vil blive anset for
politiske.
Lederen af grænsepolitiet i Flensborg ligger inde med bunker af beslaglagt
materiale, som er anvendt til at fabrikere dokumenter, der - hvis de var
ægte - sikrer ihændehaveren asyl og
opholdstilladelse i Tyskland.«
Samme chef (Jürgen Hönhle) virker i Berlingske 27. april 1994 som
diplomatisk lærermester: »Det er rigtigt, at vi i nogle tilfælde
fotokopierer pas og bruger EDB-kontrol, men det er kun, når vi
konstaterer ulovligheder, og det samme praktiserer dansk politi vel.«

Supplerende eller alternativt til falske pas og visa indgår i pakkerejserne
vejledning til den emigrerende om, hvordan han inden indgivelse af
asylanmodning til Danmark skal bortsmide identifikationspapirer og
rejsebilletter og derefter oplyse forkert hjemland. Rejserådgiveren i
Mellemøstens indvandrerproduktionsmaskineri vil ofte levere en fiduskatalog,
der tilråder kunden ved ankomst til Kastrup at tage den med
ro og først henvende sig til danske myndigheder, når adskillige fly er
landet, så ingen ved, med hvilken maskine asylansøgeren er ankommet.
Jyllandsposten beskrev 3. juli 1994 forretningsgangen: »Politiet i
Københavns Lufthavn i Kastrup har ved flere lejligheder taget flygtninge med
skriftlige instruktioner om, hvordan de skal forholde sig i
lufthavnen - og hvad de ikke må fortælle myndighederne.
En enkelt gang har politiet konfiskeret et kassettebånd, hvorpå en arabisk
mandsstemme blandt andet fortalte, hvilken vej flygtningene skulle gå i
lufthavnen, og at de efter ankomsten til København ville blive
indkvarteret i Sandholm-lejren i Nordsjælland,
Smuglerne instruerer altid flygtninge om, at de ikke må sige, hvordan de er
kommet hertil. De gør, hvad de kan for at sløre sporene, fortæller
politikommissær Egon Jørgensen fra politiet i Kastrup.«
Som asylansøgere skal de ankomne jo slippes ind, og som papirløse er de
næsten umulige senere at udvise.
Direktoratet for udlændinges statistik oplyser asylsøgertallet, som er
kommet ind uden gyldige papirer til 2377 i 1991 og 4197 i 1993.
De benyttede afsenderrejsebureauer har de danske myndigheders
skemablanketter liggende, og før afrejsen har man tålmodigt indviet kunden
i, hvilke ord og formuleringer i hvert enkelt rubrik, som danske
myndigheder erfaringsmæssigt helst vil høre for at være imødekommende.
Som tiden går, bevæger vi os fra de famlende pionerforsøg og over i fasen,
hvor de professionelle afsendere i og omkring Mellemøsten forbedrer deres
snedighedsproduktudvikling skridt for skridt henimod
stadig mere industrialiseret tilrettelæggelse af panislamismens
menneskeksport i stordriftsstil.
Griber Folketinget ikke ind, står vi helt klart ved begyndelsen til en
kæmpegivtig masseforretning for Mellemøstens initiativrige rejsebrancher.
Når fagfolk udpønser strategier for den kommende sæson,
sammenligner de selvsagt modtagerlandenes praksis med hensyn til at bevilge
asyl og deres skattemiddelsspenderingsflothed over for dem, der afventer og
opnår asyl.
Størst avance beregnes, hvor opholdstilladelseskrav er slappest og pengene
sidder løsest hos administratorerne. Her er rejsegæsternes efterspørgsel jo
størst. Som hvepse i utallighed sværmer hen til de
sødeste sukkerbrødsbutikker.
IV. 26. august 1991 gav retten i Nykøbing Sjælland et halvt års fængsel til
lederen af en gruppe herværende tamiler, der gennem fire år havde indsmuglet
landsmænd en masse.
5. september 1991 anholdes i Københavns lufthavn en libaneser, der med
falske pas sørgede for indsmugling af palæstinensere. Grupperne rejste over
Tripoli, hvor man fik mange viseringer i passene, for at
forbedre alibiet i Danmark.
En lille måneds tid senere takserede Gråsten Ret til 4 måneder et forsøg på
at indsluse 19, der havde søgt tysk asyl (se også kapitel 17 og 15). Ifølge
Berlingeren for 21. april 1991 slap en syrer på Lolland
med 2.000 i bøde for et lignende forhold.
Ekstra Bladet skriver 4. oktober 1991, at »den hidtil mest omtalte sag
herhjemme om organiseret menneskesmugling« talte flere hundrede fortrinsvis
irakere og libanesere.
Lederen af paspolitiet i Rødbyhavn, Ole Ellegaard, siger at det er en bande,
der bruger benhårde og kyniske metoder for at profitere på udlændinges drøm
om en gylden fremtid i Skandinavien.

Pimpernelskikkelsen som grossist i menneskesmuglerbranchen er i vor region
den i Uppsala bosatte iraner Amir Heidari (født 1953). I 1980'erne hjalp han
20.000 af sine landsmænd til svensk asyl. Efter
adskillige frifindelser led han i marts 1990 et tilbageslag ved, at kun to
ud af fem svenske højesteretsdommere ville frikende ham, mens flertallet gav
ham otte måneder i fængsel. Herfra drev han så
virksomheden videre, og i en senere sag klarer han frifindelse. Men så blev
han fængslet i Frankfurt. 21. oktober 1991 startedes her en ugelang sag mod
ham. Politiet i Padborg har 184 forhold på ham og
håber at få ham udleveret (Jyllands-Posten 13. oktober 1991).
Det skete 6. februar 1992. Gråsten ret puttede ham i varetægtsfængsel og
dømte ham 10. april. Dagen efter refereredes i Jyllands-Posten: Retten i
Gråsten afsagde fredag den hidtil hårdeste dom herhjemme
for menneskesmugleri, da den 38-årige iranskfødte Amir Heidari fik 22
måneders fængsel for at være hovedmanden bag en organiseret indslusning af
et stort antal iranere til Danmark. Domsmandsretten
fandt det bevist, at Amir Heidari i perioden fra 1986 til 1990 fra
fortrinsvis Sverige - og med hjælp af blandt andre en bror i Tyskland -
organiserede indslusningen af et ikke nøje opgjort antal iranere til
Danmark. Retten gik ud over §59-strafferammen på 18 måneders fængsel og
begrundede det med sagens grovhed og den systematik, hvormed loven i årevis
blev overtrådt. Amir Heidari fik konfiskeret en
anslået fortjeneste på menneskesmuglingerne på 400.000 kr., ligesom han
efter afsoning og udvisning til Sverige, ikke må rejse til Danmark de første
10 år.
Heidari ankede straks til Vestre Landsret. Under de to dages retsmøder her
ville han hverken svare ja eller nej til, om han kunne erkende sig skyldig i
anklagerne om bagmandsvirksomhed. Derefter
stadfæstedes dommen.
Under retssagen fortalte vidner, at hver person typisk skulle betale mellem
600 og 1.200 dollars for at blive sendt fra f.eks. Berlin via Hamburg til
Danmark og ofte videre til Sverige.
Amir Heidari har i et TV-indslag, som blev vist under retssagen i Gråsten,
fortalt, at han siden 1980 har sluset mindst 50.000 iranere til Europa. Og
at omkring 1.600 blev sendt til Danmark.

Heidari har konsekvent fastholdt, at hans indsats har været af humanitær
art, og at alle flygtningenes »gebyrer« gik til at dække organisationens
faktiske udgifter.
Han har derfor også afvist udregninger, som viser, at de 50.000 iranere
tilsammen har måttet

betale over en mia. kr. for at blive sluset til Europa af Amir Heidaris
organisation.

Da udlændinge som hovedregel løslades efter afsoning af 7/12 dele af deres
straf, blev Amir Heidari med reduktion for 121 dages dansk og tysk
varetægtsfængsling løsladt og udleveret til Sverige i slutningen
af 1992.
12. februar 1993 dømte Uppsala Ret ham for at have indsmuglet til Sverige
mindst 600 iranere fra april 1990 til maj 1991. Denne gang fik han 18
måneders fængsel med udvisning efter afsoning. Han
appellerede dommen.
En senere sag detailbehandles i Jyllands-Posten 3. juli 1994: Halvandet års
fængsel og en bøde på én million svenske kr. fik en 40-årig irakisk kurder
for at smugle 400 personer til Sverige.
Også ham kan dansk straffeapparat få arbejde med. Professionen er jo så
grænseoverskridende, at når en storsag optrevles i et land, vil nogle af de
løse ender næsten uundgåeligt pege mod nabolande. Her
var der således en iraker i Nykøbing Mors, som havde betalt for, at få sin
bror fra Moskva til Sverige. Langt større var en forretning med at hyre en
estisk fiskekutter til et natligt anløb af Nexø og losse lasten
(140 kurdere), og så - mens Bornholm stadig sov - tøffe ud af havnen igen
med ca. 2 millioner i betaling. Så sig ikke at fiskebådslaster ikke kaster
godt af sig i vore dages Østersø. Man skal bare i sine
ulovligheder være opfindsom nok til at slå sig på andre torsk end de
traditionelle. Men det er jo erhvervsfolks adelsmærke at disponere i takt
med de stadigt skiftende markedsforhold.
Menneskesmugling er nuomdage blevet en højt udviklet rationelt organiseret
virksomhed som udføres af internationale karteller. Derfor er det troligt,
at afsløringsprocenten er meget beske- den.
I 1992 dømtes 42, i 1993 blev det til 100.

Til Jyllands-Posten 1. juli 1994 oplyser Den Centrale politiafdeling i
København, at »næsten hver gang forklarer asylsøgerne, at de er hjulpet til
Danmark af menneskesmuglere«, men »de fleste danske er små
fisk. De egentlige bagmænd, der tjener store beløb på at sende desperate
flygtninge til Vesten, går næsten altid fri.«
Højst udviklet kampplads - fra begge sider - i vor region er nok det
Oder-Neisse område, som mod mange profetier aldrig blev varmt i den kolde
krig. Men nu slåsses der med teknisk indsats. Reportagerne
i Jyllands-Posten 23. december 1992 og 25. juni 1994 er rene røverromaner:
Menneskesmuglerbander har fast trafikrute med chartrede russiske helikoptere
til at flyve mellemøstere og balkanere frem. Ved
de lavvandede floder har de forenede tyske riger opstillet
elitepolitisoldater med topmoderne teknologisk kram. Det hele er indvævet i
varesmugling (biler vest/øst, cigaretter og benzin den anden vej). De
illegale mennesker fik myndighederne en ekstra snor i ved den polsk/tyske
overenskomst af juni 1993 (foran kapitel 5, III i.f.).
Vilkårligheden mindskes ikke af, at menneskesmuglerkriminaliseringen beror
på ringe logikfornuft. De pågældende bistår folk, der efter herskende
Genevemenneskerettigheder har hjælpen behov. At de tager
penge derfor er der intet underligt i. Også menneskesmuglere og deres
familier skal jo leve. Og de slider hårdt, risikofyldt og på skæve
arbejdstider. De sidste til at kaste sten skulle være de kredse af
asylcenterpersonale, Flygtningehjælpsfolk og deslige, der selv skummer
pengefløden for at hjælpe de selvsamme flygtningeaspiranter. De fylder endog
deres egne lommer fra skatteydernes kasser.
Under Folketingets åbningsdebat 7. oktober 1993 mindede Ole Espersen om, at
danske jøder til de Øresundsfiskere, der bragte dem til Sverige ofte betalte
mellem 5.000 og 10.000 kr eller i nukroner
omkring 50.000. For langt mindre komplicerede operationer med langt mindre
omkostninger end vor tids menneskesmuglere klarer.
Psykologisk er det forståeligt, at de invaderede landes myndigheder, når de
møder noget sådant helt nyt, i vidt omfang griber til det middel, de nu har
for hånden til at isolere folk under sagsbehandlingen og til
at afskræksstraffe dem.
Udlændingeloven har derfor stillet fængsel til rådighed. Dels for
menneskesmuglere (§59) og dels for besværlige asylansøgere (§§35-37).
Lige så forudsigeligt er det, at Amnesty og andre 68'ere brø- ler op herover
(se fx. Jyllands-Posten 7. marts 1994). Men det vægter ligesom ikke, når man
tager i betragtning, at de samme kredse er aldeles
ligeglade med, hvordan deres kære bureaukratier her og i udlandet i
kæmpeomfang behandler deres egne brave borgere.
Ifølge Jyllands-Posten 10. september 1993 melder der sig hver dag folk i
Sandholmlejren, som skjuler deres hjemland, og hvordan de er kommet til
Danmark.
Myndighederne har altså ikke noget land, hvortil man kan udvise dem. Derfor
underkastes de uidentificerbare administrativ frihedsberøvelse i medfør af
§36. Hermed kommer et sødsuppeland ud i en
retspolitisk cirklens evighedskvadratur, hvis konturer udstikkes af Merete
Stagetorn i Søndags Berlingeren 16. februar 1992 og af Langlouis side
297-299.
VKZ-bidraget til retsudvalgsbetænkning af 5. maj 1994 (ad L 214) vil have,
at uidentificerede asylsøgere, der i dag anbringes på hotel »indsættes« i de
af mindretallet ønskede »særlige centre med meldepligt
og begrænset bevægelsesfrihed«.
De fleste med ægte flygtningeelementer har iøvrigt stærke interesser i at
tilsløre deres rette identitet. Frygt for hjemlands herskeres stærke arme,
der kan ramme dem selv eller i al fald deres derhjemme
efterladte omgangskreds. Angst for, at hvis danske myndigheder får noget at
vide om dem, kan man hurtigt afgøre deres sag med afslag eller i al fald
optrævle usandfærdighedspunkter i deres forklaringer.
I alt væsentligt drejer praksis sig om tilpasningsbesværlige barske fyre,
der - for eksempel ved at tilsløre identitetspapirer - søger at tiltuske sig
selv og efterkommere i alle led livsvarig forsørgelse af danske
skatteydere.
Hvis man tager embedsmandsforsigtigheden ud af Rigsadvokatens udtalelser til
Jyllands-Posten 3. juli 1994, mener han vistnok noget i retning af følgende:
Hotel Gitterly i Skandinavien er femstjernet sammenlignet med, hvad
vedkommende med livet i behold er flygtet fra og også sammenlignet med
levestandard, asylmuligheder og flygtningelejre andetsteds i
Verden. Aldrig har de oplevet en sådan luksus. Og kan de ikke recidivere i
nordisk land, vil de nok heller aldrig i deres livsens dage påny opnå et
sådant flottenheimerliv.
Strafafsoning hos os indebærer jo tryghed, omsorg, fritidsfornøjelser og
lønudbetalinger, som langt overstiger, hvad menne- skesmuglerpersonalet
kunne opnå derhjemme.
Gotlands erfaringer med fængselsstraf til østeuropæermandskab på
menneskesmuglerskibe er da også, at de er rørende taknemmelige.

Kispusset med myndighederne gentages derfor uafskrækkeligt. Der er god
gevinstchance, hvadenten de pågældende forbliver uopdagede eller - som
erhvervsrisiko - kommer på fængselsrekreation et stykke
tid.
At det danske system så endda giver fangerne adgang til uledsaget at fær

[Per Hagemann]

KAPITEL 15

Mørketals-flygtninge

Svend Burmester angav i 1987, »at henved 10 millioner mexicanere opholder
sig illegalt i USA«. Givetvis er det hvert år siden vokset med adskillige
hundrede tusinde. Det vakte derfor furore, at Kongressen kasserede Clintons
justitsminister-kandidat, blot fordi hun havde gjort noget så ordinært som
at have en af slagsen som babysitter. P1 10. februar 1993 kl. 6.05 og svensk
TV1 4. januar 1994 kl. 21.16 er kilder for, at organisationer hver måned
smugler over 8.000 kinesere ind i USA, hvor de opsluges af China Towns. Hver
betaler omkring 200.000 kr. Den 18. juli 1993 stod i Dagens Nyheter, at tre
kinesiske skibe forsøgte illegalt at landsætte 659 kinesere i USA, hvor de
ville søge asyl. USA pressede Mexico til at tage dem, men Mexico
protesterede og meddelte, at de straks ville udvise dem. Når en illegal
indvandring først er begyndt, er den selvforstærkende. Det har man bl.a. set
med evighedsmaskinetilstrømningen af mexicanere, cubanere og pueritoricanere
med flere over Rio Grande til Texas, over Kariberhavet til Florida og over
den sydcaliforniske grænse. John Steinbeck-efterfølgeren Victor Villasenor
skildrer miljøet i romanen »Macho« (Klim 1993). Heroverfor kan vi ikke
trøste os med det dejlige, at Amerika ligge skal så langt herfra. Så store
multi-nationale koncerner vil uundgåeligt få forgreninger også i Vesteuropa.
Mellemfolkeligt Samvirke-bossen Ole Hammer skriver, at »det danske
kontrolsystem er så finmasket, at en eventuel illegal indvandring ikke vil
have den store succes«. Den ende spinder han videre på i »Dokumentation om
Indvandrere«, 1991 nr. 4. og på side 29 i »Kommer de os ved?« (1993). Dette
er et typisk eksempel på det dumgørende i at klynge sig til blege tal i det
offentliges statistikker og betænkninger. Disses udvisende er intet andet
end, hvad de har fået af input. Allerede i november 1970 fremhævede Aksel
Larsen (spalte 1017) at regeringens skøn på ca. 15.000 fremmedarbejdere
meget vel kunne være 10.000 for lavt. Enhver, der har fulgt
undergrundsøkonomien i det sidste kvarte århundrede vil vide, at differencen
bestandigt vokser. Først og fremmest fordi de mange Ulandsfolk, folketinget
har lodset ind i Danmark, giver gode forbindelser og dækadresser til, at
deres landsmænd kan følge efter. På gedulgt vis. Om Gartner- og
Landbrugsmedhjælpere foreligger nogenlunde enslydende udtalelser fra
Kriminalkommissær Jørn Larsen, Roskilde (Ekstra Bladet 21. april 1993),
Vicepolitimester Sv. Lundsteen, Sakskøbing (B.T. 1. maj 1993) og
Politiassistent Roland Lorenzen, Padborg (Jyllands-Posten 13. juni 1993).
Penge og Privatøkonomi 1994-4 skildrer, hvordan danske husejere sparer
kæmpebeløb ved at benytte illegale polak-håndværkersjak. Indrejsekontrollen
er dårlig af de 20 millioner udlændinge, som hvert år passerer
grænsepolitiets dør. Kommer de fra et ikke-EF-land handler vore myndigheder
tildels også på 11 kollegalandes vegne. At EF bestemmelserne p.t. flyder,
har vi set i kapitel 5 II. Oplysningerne her om, hvad der trods alt er
opdaget af det, der går i svang, afslørede, at der sandsynligvis blot i
dette ene problemkompleks skjuler sig en ganske stor løbende illegal
indvandring. Sådan er næsten hele ulændingeområdet. Når fingeren bliver sat
på et eller andet detailpunkt, viser det sig hurtigt, at være langt slemmere
end halleluja Ole Hammer-naivhumanisterne har fortalt. Mange sniger sig ind
i Danmark uden om de officielle indrejsesteder. Nogle fordi de er
politieftersøgte. I Slesvig kan man hyre professionel bistand til ulovlig
indrejse i Danmark. I 1992 fangede det sønderjydske politi 494 overløbere og
145 slusere. Med det mørke efterår som højsæson. Men i de første fem
1993-måneder blev det til 228 og 69 (ud over 155 med illegalt
Danmarksophold). Senere udvikling berøres nedenfor i kapitel 17. 25. januar
1993 brugte Ekstra Bladet trekvart side på at beskrive tre rumænere
klamrende sig til aksler under internationale togvogne. 31. oktober blev det
Berlingskes tur (nu var togloftet skjulested). Plomberede godsvogne og store
lastbiler er mere bekvemme og bruges derfor hyppigere. Men det er der ingen
pressehistorie i. De tusindvis af storcontainere, der strømmer ind i
Danmark, er det uoverkommeligt at kontrollere ud over nogle få promille.
Foretagsomme smuglere af cigaretter, narko og/eller mennesker ser med fryd
på 7.000 km ret ubevogtet dansk kyst. Efter 1990 er de tidligere
kommunistområder velegnede udgangspositioner. Et typeeksempel var de 36
forfrosne Tamiler, som februar 1994 som chalupper brugte tre gummiflåder i
Køge Bugt. Natten til 29. juni i 1994 fulgte i Nexø Havn yderligere 92 fra
Oceanfrugtbarhedsøen, som ingen særlig fare frembyder (kapitel 14, I B og
21, IV A). Udrejsekontrollen er stort set helt afskaffet: Folk lader derfor
risikofrit være med at forlade landet igen. Uanset om de er kommet ind på
besøgs-, turist- eller forretningsvisum med kort gyldighedsperiode. De
kommer maskerede som ferierende på sviptur, men de forlader os ikke igen. I
forsøg på at forebygge dette har Direktoratet for Udlændinge fremnørklet et
bureaukratsystem, som stærkt generer ansøgere til dansk visum. Per Henrik
Hansen skildrer dette generelt i Information 12. november 1991. En tilpas
stor bankgaranti for, at vedkommende er ude af landet, når visummet udløber,
vil kunne afskaffe meget kontornusseri. Mindre dårligt end den nu fulgte
praksis skiller fårene fra bukkene. Udlændinge, som den offentlige statistik
tror er udvist, forbliver her som underjordiske (kapitel 21, IV, A4). Nogen
effektiv klapjagt drives ikke på de illegale herboende. Illustrerende for
slumpetilfældighederne er sørgmunter-historien i Jydske/Vestkysten 6. juli
1992: En massageklinik alarmerede politiet, fordi en kundetyr ikke ville
betale det krævede beløb. Da udrykningsholdet gik i gang med sin
bureaukratskemaudfyldningsrapportskrivning, afsløredes, at nærigpråsen var
kommet ind i Danmark på et nu forlængst udløbet turistvisum. Berlingske 10.
august 1993 har en lignende historie om en butikstyv, der viste sig at have
arbejde mindst 3 år som bygningshåndværker i Kolding. Ifølge bladet for 5.
marts 1994 lejede en asylsagstaber et værelse i nærheden af det asylcenter,
hvor han hidtil havde boet. Fra sit nye domicil drev han virksomhed som
indbrudstyv. Han blev først pågrebet, da han med pakkeposten ville sende
nogle af tyvekosterne til sit hjemland. Når opdagelser er sket, er
retsapparatet ikke overvældende emsigt for at få de uheldige ud igen. En vis
strømpil gav en Vestre Landsretsdom, der frifandt en overlæge og en iransk
tolk på trods af, at de havde brugt falske navne, da to iranere fra
mørketalsgruppen var indlagt og blev behandlet på sygehuset i Nykøbing Mors
(Jyllands-Posten 13. januar 1990). Et andet typeeksempel indtraf 27. oktober
1992: 190 kurdiske flygtninge ankom pr. menneskesmuglertransport til Nexø
Havn. Mens politiet registrerede nogle, hyrede andre biler og forsvandt i
ubemærketheden. Nudanmark er blot en lille mosaik i Vestcivilisationen. Vi
må derfor affinde os med at dele de mørketalsflygtninge-vilkår, som
forlængst er konstateret i resten af den Første Verden. Kapitel 5, I
skildrer adskillige huller i EF's hegn. EF-kommissionens Europæiske
Nyhedsbrev 24. juni 1994 sammenfatter, at for EF under eet er der flere
illegale indvandrere, end der i samme tidsrum melder sig som flygtninge.
EF's Immigrationsministerråd opfordrede 1. juni 1993 medlemslandene til
omgående at sørge for udvisning af de illegale. Også Østrig oplever, at de,
der har fået legalt ophold, giver husly til landsmænd, der sniger sig ind
over grænserne. Primo oktober 1992 diskuteredes det, hvorvidt man nu var
nået op på 100.000 eller 300.000 illegale. Den 11. maj 1993 behandlede
Europarådet en rapport fra Grækeren Christos Pahtas. Han fastslog, at
indvandringen i stigende omfang sker illegalt med hjælp fra kriminelle
netværk og menneskehandlere, der skaffer falske papirer og organiserer
transporten, medens asylsøgere, der får et illegalt job, ofte går »under
jorden«. Rådet vedtog herefter enstemmigt, at der skal indgås en konvention
til fælles bekæmpelse af problemet. Da alt jo er relativt, modtager endog
Libyen mængder af fattigfremmedarbejdere. Til stadighed vælter de ind fra
lande som Chad, Niger og Mali (Jyllands-Posten 20. februar 1994). I Østasien
trækker Rige Japan som en magnet. Fra de fattige folkehave er indstrømningen
så stor, at det ingen mærkbar effekt har, at mængder af illegale hvert år
udvises (1992 således 67.824). Sydkoreas arbejdsministerium meddelte, at
landets aktuelle mangel på arbejdskraft medførte, at man pr. 30 november
1992 lukkede øjnene for 46.264 illegale fremmedarbejdere (Jyllands-Posten
26. oktober 1992). Sameksistensen går altså ud på, at de fremmedes illegale
forbliven »tåles« indtil nogen tager sagen op. Denne form for privat påtale
fremmer stavnsbånd og afspresningstrusler om, at udlændinge bliver meldt til
myndighederne, hvis de ikke makker ret med for eksempel underbetalt arbejde,
pervers sexdeltagelse, eller hvad udnyttelse ellers kan gå ud på.

KAPITEL 16

Afvisning

I. Kønsrollemæssigt og på mangfoldige andre dagligdagsprægede områder er
verdensbefolkningen opdelt i to hovedgrupper: Vestcivilisationens og
Ulandenes. Kæmpeforringelser af danskernes trivsel
indtræder derfor, når Ulændinge bosætter sig hos os.
Det er et fatamorgana at tro, at de uønskelige nationaliteter blot kan være
her midlertidigt. Erfaringen siger, at når de først har opholdt sig her et
stykke tid, er de i praksis oftest ikke til at slippe af med. Til
dels kan de ikke længere tilpasse sig der, hvor deres familie eller de selv
kommer fra, til dels har de det mere bekvemt her. (Mere udførligt i kapitel
21, II).
Et hovedprincip i al dansk fremmedlovgivning før 1983 var vidtgående adgang
for grænsepolitiet til at give indrejsende det røde kort, før de nåede at
overskride dansk grænse. 1983-lovens største flop var at
kaste vrag herpå. Denne stjernetåbelighed påprakker hvert år Danmark
tusindvis, vi skulle have været foruden.
Ætsende skildrede Bildzeitung 7. august 1991 denne centrale del af
asylvirkeligheden: »En mand ringer på Deres dør. Han vil gerne ind, fordi
han er forfulgt af en farlig fjende. De giver ham husly, men
opdager snart, at han slet ikke er forfulgt. Og desuden opfører han sig
meget, meget dårligt. Han slår Deres børn, stjæler Deres penge og pudser
sine sko i Deres gardiner. De ville gerne af med ham, men det
kan ikke lade sig gøre.«
Derfor må Retsordenen indrettes sådan, at Danmark som alt-, altovervejende
hovedregel afviser folk med Ulandsoprindelse, så snart de søger at få
fodfæste her. Også når alibiet er turisme, idrætsstævner,
forretningsvirksomhed eller lignende, som erfaringsmæssigt går over i
afhopperasylansøgninger.
En inspiration kom i juni 1992 fra Frankrig. Med forbillede i
frihavnssystemet indrettes ved større indrejsesteder zoner, hvor ankomne
asylsøgere anbringes, indtil deres sag er afgjort. Bliver det afslag er de
teknisk aldrig nogensinde kommet ind i Frankrig.
Under østrigske asylsagers behandling sidder ansøgeren i fængsel. Normalt
bliver en sag afgjort på to dage.
De tyske 1993-reformer (se kapitel 5, III) bygger reelt på samme tankegang.
Herhjemme tippede 1983-traurigheden over i 1986: Da begyndte for alvor den
sejge Danmarksforsvarsperiode, som vi stadig befinder os i. Æren tilkommer
en Enkeltmandshær: Søren Krarups Niels
Ebbesen-indsats. Vårbrud var en kvartsides Jyllands-Post-annonce søndag den
21. september. Dens oprørsbidskhed gav ulivssår til vor tids Grev Gert
(Petersen). Mindre end en måned senere var den
første forbedring i hus (lov nr. 686 af 17. oktober 1986).
II. En af opstramningens godvirkninger er, at folk fra det land, hvor de
opholder sig ofte henvises til - via lokale danskambassader - skriftlig at
søge asyl (§7, stk. 4).
Danmark slipper derved langt nådigere, end når asylsøgeren først er kommet
ind i Danmark, og som højlydt akkompagnement til sine hulkehistorier har
hele troubadourkorpset fra Dansk Flygtningehjælp,
TV-A og VS-administrationen. Selv når fjern-ansøgeren findes
flygtningekvalificeret, får han tilmed afslag, hvis han ikke har en sådan
tilknytning til Danmark, at vi anser os som hans naturlige kommende
opholdsland. Og søger han fra hjemlandet er han også uden håb ud fra den
jurisprudentielle synsmåde, at en person ikke kan være flygtning, så længe
han befinder sig i eget land.
De fleste af den slags sager kommer i epidemier, når det på et sted rygtes,
at nu er Danmark blevet særligt mildt. Et eksempel er henved 2.000 i Cairo,
efter at de ægyptiske aviser havde refereret Marianne
Jelveds pral om Palæstinensersærloven fra marts 1992. Rekorden sattes i 1990
i Islamabad med 12.564 Afghaneransøgere hvoraf 12.534 fik Nej. Moskva,
Beirut og Nairobi afgiver lignende erfaringer.
I 1992 kom der 6.187 ambassadeansøgninger. Afslagsprocenten var de vanlige
97.
Det var derfor fornuftigt, at udlændingelovsændring nr. 482 af 24. juni 1992
yderligere svækkede den såkaldte retssikkerhed ved dels at tillade, at
åbenbart grundløse ambassadeansøgninger om asyl kan
afgøres uden klageadgang til Flygtningenævnet, og dels at danske
repræsentationer i udlandet skal afvise ambassadeansøgninger om asyl, hvis
ansøgeren ikke oplyser et tilknytningsforhold til Danmark, som
kan være plausibelt (ny §46b).
1993 - tallene faldt herefter (ca. 150 af 2.126 ansøgninger blev
imødekommet).
III. Et andet forsvarsvåben er med Danmarks geografiske beliggenhed teorien
om, at en flygtning skal benytte det første sikre asylland. Mange fra
Afrika/Asien vil jo på deres rejserute have passeret lande,
der har tiltrådt Genevekonventionen, og hvis retsniveau er det, vi kalder
højt.
23. april 1994 skrev Berlingske Tidende: »Udenrigsministeriet undersøger hos
FNs Flygtningehøjkommissær om Ungarn er et sikkert land«.
Det vigtigste diskussionspunkt p.t. er om Rusland kan kaldes et trygt land,
efter at det 2. februar 1993 tiltrådte Genevekonventionen uden endnu at have
opbygget noget imponerende
asylbevillingsbureaukrati, jfr. nærmere Berlingske for 11. s.m.
Estland, Letland og Litauen har slet ikke underskrevet Geneve-konventionen.
Finsk administration nåede ned på normalsagsbehandlingstid på ca. 5 dage, da
man primo 1994 erklærede Rusland og Balticum for sikre lande, men disse fire
lande er stadig ikke godkendt herhjemme
(Indenrigsministeriets Nyhedsbrev 28. april 1994 p. 23-30).
Derfor sprang syv blinde passagerer på det lettiske skib »Garciens«
begejstret frem fra deres skjul, så snart København var anløbet 4. februar
1994. Men kaptajnen kendte ikke dansk blødsødenhed, og i
forfærdelse over, hvad der kunne ske med skib og besætning kappede han
straks fortøjningerne og stævnede fluks til Riga, hvor de syv kastedes i
fængsel. Herom beretter Jyllands-Posten 15. s.m. To dage
efter drejer det sig om rederiet Letline. Det afleverer blinde passagerer
fra Riga til dansk havnepoliti, som derefter indlod dem i Sandholmparadiset.
I Amnestys rapport af november 1992 og anden flygtningepropaganda doceres,
at et »sikkert land« skulle være et sted, der vil imødekomme den pågældendes
asylansøgning. Men dansk opfattelse er blot,
at anmodningen må forventes at få en fair, grundig og individuel behandling
med respekt for Genevereglerne. Hvad enten det så sker i det land, hvortil
Danmark sender den asylsøgende eller i et land, hvortil
Jerusalem-skomagertypen derfra videresendes. Hvert land tager sin
retsopfattelse ud fra det rent chauvinistiske, hvad der giver færrest
asylsøgere.
Undtagelsen, der bekræfter denne regel, er ikke uventet Englands
apolitikstræbende domstole. Sveriges Radioavis 13. januar 1994 kl. 6.14
berettede således om et par Kosovaalbanere, som opgav at få
svensk asyl og nu søgte beskyttelse hos The Immigration Appeal Court. Denne
vurderede Sveriges retsbehandling som for overfladisk til, at Sverige kunne
godtages som Første Asylland.
Den, der nærmere vil studere det aparte folkeretssfænomen om disse
kredsløbsflygtninge (refugees in orbit hedder de på udenlandsk), finder i et
af Europarådets mange arkiver for spildte kræfter
papirdynger, som stræber mod at give retlige kriterier for første
asyllandsreglen. Men først og sidst er den ikke jura, men egoistisk magtkamp
mellem nationerne. Oplysende oversigter står i »Hvad med
Danmark?« side 79-81, 86f og 106.
Danmark søger at returnere ankomne til sydligere (gennemrejse)lande. Ofte
med pauvert resultat. For stater på vejen fra det skrantende Syd til
Frihedens Hjem i Det Høje Nord, praktiserer langt snævrere
fortolkninger af doktrinen om første asylland.
Ikke sjældent går sagerne derfor i hårdknude med jesuitisk sorteperspil,
hvor den fremmede bliver omflakkende kastebold, så han afvises overalt.
Danmark sender ham retur til for eksempel Tjekkiet, der
returnerer ham til det af ham foretrukne asyl hos os. Sideløbende foregår
varme diplomatiske forhandlinger. Her vinder den stærkeste, og den blideste
giver efter. Ofte farer Danmark op med egen
retsopfattelse, men falder ned som et lam efter kort tids pres. Et par af
Hans Engells nederlag indtraf i sommeren 1992 (28. juli med nogle Irakiske
Kurdere i et SAS fly, der var mellemlandet i Prag og 21.
august med flygtningeskibet Svendborg Globe, som havde været indenfor i
Lissabon).
Hvor stor rolle den geografiske placering spiller for dem, der stræber mod
at blive et flygtningefrit land, får man en overbevisende bekræftelse på,
ved at læse om Islands udlændingejura (for eksempel i
Indenrigsministeriets Nyhedsbrev for 4. marts 1994 side 8-12). Krumtappen i
det hele er simpelthen førsteasyllandsprincippet.
IV. Et tredie forsvarsvåben er visumpligt.
Den 27. november 1991 spiddede Ebba Strange fra Folketingets talerstol den
legalistiske problemstilling:
»Hvordan vil man som politisk forfulgt person i Iran eller Irak få et pas?
Skulle man være i besiddelse af sådan et, hvordan tør man så gå ind på den
danske ambassade? Og skulle man alligevel vove sig
derind, er der så nogen der tror, at den danske ambassadør vil sige: Ja,
lige et øjeblik, ven, så skal jeg skaffe dig et visum, så du kan flygte til
Danmark?«
For det modsatte standpunkt tyr Birthe Rønn Hornbech side 35 til
argumentationen: »I en situation med så mange flygtninge er det ikke
rimeligt, at den enkelte selv kan vælge sit asylland.«
Størst aktuel betydning har visumkrav overfor Jugoslavien. England skal æres
som pionerlandet. Fra 5. november 1992 nægtedes visum til så at sige alle
jugoslaver uden nær familie i England. I forsommeren
1993 fulgte adskillige andre lande efter. Bl.a. Tyskland og Sverige. Det
nødvendiggjorde, at også vi kom med på holdet. Serbere (incl. dem fra
Kosova), Makedoner og Montenegroer skulle allerede fra 8.
oktober 1992 have visum for at komme til Danmark, men 26. juni 1993 klokken
0000 - to dage efter Sverige - kom de praktisk vigtigste (bosnierne) også
med.
V. En af grundene til, at visumpligt hjælper, er en af 1986-godbidderne
(senere efterabet i Belgien, Tyskland, Canada, England og Italien):
Funktionærer i luftfartselskaberne (og andre
transportørvirksomheder) i den ganske verden fik af den danske lov (§59a
jfr. §61) væltet ud over sig, at de på alle pladser og alle tider af døgnet
skal kontrollere, at kunden har de efter de til enhver tid
gældende danske regler fornødne visa (og iøvrigt krævet rejselegitimation).
Det kan de selvsagt ikke, og da de heller ikke vil have deres arbejdsgiver
straffet, kvæles flygtningeindtrængen i fødslen ved at
problemater slet ikke kommer med flyet. Normalbødetaksten er 8.000 kr. pr.
passager jfr. højesteretsdom af 26. juni 1991, kommenteret på side 37 ff i
Ugeskrift for Retsvæsen 1992 B. SAS har betalt
over 4 millioner (Berlingske 25. juni 1993).
En lignende transportør-pengeafpresning følger af Første-asyllandsreglen. Et
malende eksempel herpå fik det polske færgeselskab, der blandt sine
1992-passagerer havde Jugoslaver. Når danske
myndigheder mente, de var fra visumdistrikter, lod man dem ikke komme i
land, og færgeselskabet måtte derfor ved returneringen til Polen befragte og
bespise dem gratis jfr. udlændingelovens §43, stk. 2.
Resultatet blev selvsagt indskrænkning af billetsalg til folk, der så ud som
serbere o.l.
Professionaliseringsrafineringsudviklingen af Menneskesmuglerbranchen i
Moskva er ved at løbe Transportøransvarsreglen over ende. 242 sager verserer
mod Aeroflot bygget over den model, at en dansker
i København køber en stak tur-retur billetter til Moskva. De fordeles mellem
Moskvavirksomhedens kunder, som derefter ved indbookningen er nogle, der
tilsyneladende skal hjem til Danmark. Når de
kommer hertil, melder de sig som asylsøgere.
Den bølgende kamp bitterkommenterer politikommissær Egon Jørgensen til
Jyllands-Posten (som beskriver sagerne 1. og 3. juli 1994): Før fabrikerede
de enkelte flygtninge selv deres papirer. Vi fangede
dem på dette diletanteri. Nu har transportøransvarsreglen drevet dem i
armene på bureauer, som professionelt fremstiller pas, visa osv., så
falskheden ikke umiddelbart kan afsløres.
VI. Lykkes det den fremmede at forcere alle de opstillede forhindringer, så
han fysisk kommer til dansk grænse, afvises han alene, såfremt han hører til
de 10%, der giver en helt dødssyg forklaring på,
hvorfor han anser sig berettiget til at komme hertil, og hverken
Direktoratet for Udlændinge eller Dansk Flygtningehjælp efter separate og
individuelle samtaler med ansøgeren når til, at der kan vise sig
grundlag for asylkravet.
På dette område - de åbenbart grundløse asylkrav - er det særdeles
påtrængende at stramme op. Ved en lovrevision.
Vi er nemlig oppe mod særdeles habile modstandere. Der er store penge at
tjene for de afsenderlande, der producerer falske visa, lægger rejseplanen
over usikre destinationer, benytter dårligt organiserede
flyselskaber og underviser deres kunder i, hvordan de skal sno sig. Og ofte
foregår bagmandstilrettelæggelsen i samvirke mellem privatinitiativer og
statslige organer. (Se nærmere foran kapitel 14).
Man må i al fald ikke være mildere end englænderne, der i disse år stadig
ændrer deres regler om, at grænsepolitiet kontrollerer fingeraftryk i
bestemte rutefly og i stadigt stigende omfang på stedet afviser
asylsøgere, der møder op uden 100% korrekte identifikationspapirer.
Når man skal have fornuftsafgørelser kan man da godt som en begyndelse
tage: »Venstre ønsker kontrol med asylsøgers opholdssted ikke mindst i den
første undersøgelsesfase og først og fremmest i de helt
udsigtsløse sager. Både politiet og Dansk Flygtningehjælp har i årevis
affundet sig med, at personer, der er i åbenbart grundløs-proceduren, og
hvis asylsager altså må anses for udsigtsløse, kan udeblive flere
gange fra afhøring. Man har overhovedet ikke sikkerhed for, hvor de
pågældende opholder sig. Det er helt utilfredsstillende og udtryk for dårlig
planlægning, at f,eks. personer fra Østlandene placeres i lejre i
Jylland, så de uden kontrol kan bevæge sig, hvorhen de vil, og forsætligt
udeblive fra afhøring, fordi de naturligvis har en interesse i at trække
sagerne i langdrag«. (Folketingstidende 1993/94, spalte 7692).
Birte Weiss foretrak i stedet - ved brev af 21. juni 1994 - dels at udvide
statens udgifter, dels at omrokere, så andres asylansøgninger forsinkes,
fordi de skal lægges længere ned i bunken. Flere detaljer på
Berlingskes forside 25. juni 1994. To måneder senere skærpede hun
yderligere.
VII. En særgruppe, som der er ekstra god grund til at afvise, er personer
under mistanke for ikke at have indfødsret nogetsteds. Er de her nemlig
først, kan vi ikke folkeretligt bortskaffe dem til nogetsomhelst
land mod dets vilje. Danmark hænger på dem og deres efterkommere ud i al
evighed. I 1983 havde vi ca. 1.000 af dem. 8 år efter var de blevet 7.550
plus asylsøgere og illegale. Det er især de
palæstinensiske terrorverdensmestre, som Elisabeth Arnold-særloven fra
begyndelsen af 1992 har givet yderligere reklame for at flytte til Danmark.
Urimeligheden heri er ekstra grel, når man erindrer sig baggrunden:
Da det engelske mandatområde Palæstina deltes (1922 og 1948-50), lykkedes
det muhamedanerne at spise de oprindelige indbyggere, jøderne, af med ca.
17% af området, mens araberne fik 83%. En stor
del heraf tilfaldt det stadig eksisterende kongerige Jordan.
Masser af muslimer blev boende i Israel og er fortsat statsborgere der.
Andre var med til at fordrive de kristne fra magten i Libanon og dermed
næsten udradere dette fordums Paradisland. I Jordan er over
to trediedele af befolkningen den dag i dag såkaldte palæstinensere. Når
mange er statsløse, er det et Muhamedanertrick for at kunne støtte det
urimelighedskrav, som muhamedanere trods deres millioner af
kvadratkilometre spiller på. At få del i de ca. 30.000 kvadratkilometre som
Israelerne med så stor arbejdsindsats og dygtighed har kultiveret i de
sidste 44 år. Den slags bedrifter kan muhamedanerne ikke
klare. Fordi deres livsstil bygger på forestillingerne i Arabien for mere
end 1.000 år siden. Det giver en livsrytme, som ikke er gearet til at skabe
økonomiopsving. Derfor må de, som gøgen, søge reder
bygget af andre.
Palæstinensere er altså ikke nogen nationalitetsbetegnelse, men blot nogle,
som siger, at de tilhører den i 1964 grundlagte terrororganisation PLO. Når
man kalder dem statsløse er det, fordi de
muhamedanerstater, hvor de hører hjemme, har ufuldkomne samfundslove og
finder det politisk opportunt på dem at anvende begrebet »statsløs«, som de
har hentet fra den civiliserede verdens jura, der
generelt ikke giver nogen mening i Muhameds Kriger-Univers.
Mens det længe gik godt med at få afsat udviste Palæstinensere til Libanon -
bl.a. ved at kalde det for første asylland - går landets kaotiske indre
stridigheder nu i retning af, at man siger nej til Palæstinensere,
der har været i Danmark (jfr. for eksempel Ekstra Bladet 5. november 1991).
Og så står danske myndigheder med skægget i postkassen. Vi aner intet om,
hvor disse starutter reelt og formelt hører hjemme. Stærke advarselslamper
burde have lyst i al fald fra Amager Posten udkom 7.
oktober 1986. Her var detaljerede reportager fra Flyvestation Kongelunden,
hvor der den gang var installeret en del - i vidt omfang tysktalende -
personer, som angiveligt skulle være Palæstinensere.
Hvor galt det gik, da Elisabeth Arnolds parti kom til
udenrigsministermagten, får den læser at se, som kommer helt frem til
kapitel 45, II og kapitel 52, VII.

VIII. Det hæderkronede retsinstitut afvisning bør få en storrenæssance.

KAPITEL 17

Grænseoverløbere

Allerede i H.C. Hansens dage indgik Danmark og (Vest)Tyskland en
grænseoverløbertraktat (Lovtidende C nr. 37 af 27. august 1954). Danske
myndigheder kan derfor ret formløst tilbagesende en del
udlændinge, som indenfor de sidste par uger ulovligt er indrejst fra det
tyske område til Danmark. I 1993 blev det til 535 anholdelser. Grundlaget er
meget hyppigt, at grænselandets beboere ringer til
politistationen, når de ser sortlødede fremmedfolk ude i terrænet. Så rykker
politiets hundepatrulje ud.
Fra begyndelsen af 1993 voksede nord/syd-trafikken. Dels på grund af
praksisskærpelser i Sverige, som får asylsøgende (flest fra Kosova) til
gennem Danmark at søge til Tyskland. Dels fordi Tyskland har
visumpligt ud over det i Danmark gældende (for eksempel Marokko, Togo og
Gambia). Da dansk/tysk grænse blev ydergrænse for Schengen-området, var
Tyskland forpligtet til skærpet kontrol (herom fx.
Berlingske 27. april og 17. maj 1994).
I forhold til Sverige/Norge løses tilsvarende problemer i politihverdagen
som led i det vidunderligt formløse samarbejde, der i praksis er naturgoet
så fortrinligt over Øresund og Skagerak. Lidt fyldstofviden
herom fås hos Langlouis side 250 f. Som en slags forløber til Europol går
det efterhånden lige så godt mellem Graastens og Flensborgs politi.

KAPITEL 18

Familiesammenføring

Den største principforringelse i den udlændingelov, som trådte i kraft den
første oktober 1983, var at massevis af fremmede som enkeltpersoner fik
forærende retskrav på at bosætte sig i Danmark (Kapitel
13, I og II).
Et hovedeksempel er §9 til fordel for dem, der påstår at være børn under 18
år af herboende eller (under visse betingelser) forældre over 60 år.
Endvidere ægtefæller og faste samlevere (også homosexuelt).
Set over et åremål kan disse grupper kombineres på meget forskellig (og
opfindsom) vis. Derfor må man ved bedømmelsen af kompleksets kvantitative og
kvalitative omfang være meget opmærksom på
kædereaktions-mulighederne.
Den praktiske betydning af reglerne øgedes enormt i 1985. Socialminister
Mimi Jakobsens uopmærksomhed overfor Dansk Flygtningehjælps egenmægtighed
med at lade statskassen betale for de angivelige
familiemedlemmers rejseudgifter med at komme hertil, førte til, at staten
ved Aktsstykke nr. 67 af 25. november 1987 overtog udgiftsposten (uanset
nationaliteter).
Juridisk er det værd at bemærke sig, at da man ved november 1992-loven fandt
på at give jugoslaver opholdstilladelserne »midlertidigt«, drog man den
slutning, at så havde familien intet
sammenføringsretskrav. Men det tilsyneladende Fremskridt er næsten lige så
smalt som det er bredt. I al fald skrev indenrigsministeren i sin 10. maj
1994-redegørelse, at de kan få familiesammenføring med
ægtefælle og børn, jfr. herved også side 15 i lovforslag nr. 258 af 10. maj
1994.
Familiesammenføringsstatistikken begyndte 1. august 1987. Den fik fat i godt
tyve pr. gennemsnitsdøgn (i 1992: 8.091). Søndags-Politikens forside 30.
januar 1994 havde den hovedhistorie, at 1993-tallet
nok rasler ned til 5.033.
Lakonisk slår 1992-årsberetningen fra Danmarks Statistik fast: »Statistikken
er desværre ikke inddelt efter nationalitet, køn eller alder«. Helt mangler
for eksempel oplysninger om hvor mange, der
familiesammenførtes med herboende, som har dansk indfødsret erhvervet ved
naturaliseringer over de senere års indfødsretslove og/eller ved
ægteskabsindgåelse, som den fremmede køber sig til ved at
betale penge til en dansk statsborger.
Ude i det virkelige liv oplever vi de besynderligste tilvækster (eller
kulturelle indsprøjtninger, som det hedder i de kredse).
Ubeviselige påstande om familieforhold tages for gode varer af embedsmænd
med det livskald at åbne flest mulige afløb fra den danske statskasse. Som
så mange andre steder bør i det mindste indføres
udbredt brug af DNA-arvemateriale-»fingeraftryk« (herom kapitel 5, II).
Hidtil er metoden kun anvendt når ansøgeren ønsker det, og
Udlændingedirektoratet ellers ville sige nej. Dette gav i 1992 ca. 80 af
skatteyderne betalte undersøgelser og i samtlige tilfælde sagde Direktoratet
derefter ja (jfr. dets årsberetning side 50-52).
En erfaren iagttager skrev i Danske Kommuner for 2. september 1981: »Jeg har
ikke mødt blandede ægteskaber i Ishøj, uden at det har været begrundet med,
at manden skulle opnå en opholds- og
arbejdstilladelse.«
Straffelovens §222's samlejeforbud før 15-årsfødselsdagen var afgørende for,
om en fremmed kunne få dansk opholdstilladelse som ægtefælle (samlever). Det
skyldes nok mere popgrunde end forventning
om mærkbare realitetsgevinster, at aldersminimum i juni 1992 blev sat op til
18 år.
Efter to års ægteskab havde den tilflyttede - uanset senere skilsmisse - i
henhold til Ninn-Hansen-loven retskrav på at blive boende her i landet.
Ifølge Samspil 1991-6 udtaler pakistaner-borgerrepræsentanten Lubna Elahi,
at der er masser af eksempler på danske kvinder, som gang på gang indgår
ægteskaber med fremmede af cirka to års varighed.
Den daværende Udlændingedirektoratsdirektør sagde 9. juli 1990 til B.T.: »Vi
har eksempler på, at danske kvinder har giftet sig med fire-fem udlændinge
af samme nationalitet i træk. Og i hvert tilfælde har
de været gift med dem lidt længere end to år.«
Dansk Politi 1989 nummer 4 giver følgende variant:
»Fremmedafdelingen er bekendt med flere tilfælde, hvor tyrkiske mænd, der
allerede er gift og har børn i Tyrkiet, lader sig skille, rejser til Danmark
og gifter sig med en dansk pige. Efter 2 år lader han sig
skille fra den danske pige, hvorefter han rejser til Tyrkiet og
bliver »genforenet« med sin fraskilte tyrkiske hustru. Han gifter sig med
hende igen, og kort tid efter kommer han med kone og børn til Danmark.
Ringen er sluttet, og det hele tager altså kun to år.«
Direktoratet for Udlændinge skriver i sin beretning for 1992, at det
er »meget vanskeligt at fastslå« udbredelsen af proformaægteskaber. Derfor
er det »kun i et mindre antal sager, at direktoratet anmoder
politietaten om at foretage egentlig samlivskontrol«.
Med ikrafttræden 27. juni 1992 udvidede lov nr. 482 de to år til tre år. Det
sikrer selvsagt ikke de store forbedringer - hverken principielt eller
praktisk. Fristforlængelsen skal endda ikke benyttes, hvis
myndighederne bibringes tro på, at det er synd for den fremmede.
Den danske ægtefælleknopskydningsmaskine fræser derudad ved, at enhver her i
landet kan skaffe sig en ny ægtefælle hvert tredie år, og tidligere
importerede ægtefæller kan jo også indgå nye
treårsgiftermål.
Hvis en dansk kvinde hvert tredie år i 72 år gifter sig med en udlænding,
får hun direkte 24 ind. Hver af dem kan gifte sig med en fremmed hvert
tredie år og så fremdeles. Så den ene danske kvinde kan på
de 72 år blive til adskillige tusinde, der har forsørgelsesret til evig tid
på danske bistandskontorer. Bevares, eksemplet er måske nok outreret
sjældent, men derfor ikke mindre tankevækkende.
I flerkoneforhold gælder (endnu), at der ikke gives opholdstilladelse til
mere end een kone. Men skilles man fra hende, kan man få een af
medhustruerne herop. Og så fremdeles. En trigamist skal altså bruge
sex år, hvis han helt lovligt vil have retskrav på familieforening her.
21. november 1991 berettede Helge Adam Møller i folketinget: »Jeg har hørt
fra et rådhus i Sydsjælland, at en asylansøger 7 dage før jul sidste år
indgav ansøgning om bryllup, men 2 dage før
de skulle giftes, meldte bruden fra, fordi hun opdagede, at det vist var
proforma. 2 dage efter indgav han ansøgning med et nyt navn; da opdagede
bruden heldigvis også, at det vist ikke
var på grund af kærlighed. Og endelig i februar kom den samme ansøger med
det tredje kvindenavn på 3 måneder. Han er nu udvist.
Her blev det altså afsløret, men det lykkes desværre mange gange at få
ægteskabet etableret, og det er ikke til gavn for den danske kvinde, det går
ud over.«
B.T. 21. november 1991 refererer fra Slagelse Ret: En marokkaner kommer på
turistvisum for at bosætte sig her. Han køber for 60.000 kroner en dansk
kone, men de deler aldrig bord, stol
eller seng. Han fik 40 dages fængsel. Fra Marokko kræver manden nu pengene
tilbage, og nægter at gå med til skilsmisse til det er sket.
Tyrkerindvandrerspecialisten Jan Hjarnø opgiver
(Aktuelt 14. december 1991) »taksten« til ca. 80.000 kroner, så
Slagelsepigen havde altså endda givet 25% rabat.
TV 2-Nyhederne havde 4. juni 1994 to interviews: Et med giftefogden i en
tyrkisk landsby. Side op og ned i hans protokoller var der ægteskaber mellem
tyrkiske mænd og danske damer, med oplysninger
om hvad hun havde fået af penge. Det andet med en århusiansk pige, der havde
scoret en halv millionkroner på successivt at gifte sig med to tyrkere.
Historien opfulgtes dagen efter i Jyllands-Posten. Efter
yderligere en uges tid kom det tynde øl, der nu er hele Fremskridtspartiets
udlændingepolitik:
»Fremskridtspartiets politiske ordfører Pia Kjærsgaard bringer hvad hun
kalder udenlandske statsborgeres fupægteskaber op i Folketinget. Det sker
ved et skriftligt spørgsmål til justitsministeren.
»Af medierne fremgår det, at udlændinge betaler danskere for at gifte sig
med dem for at få opholdstilladelse i Danmark,« påpeger hun. »Det er ikke
alene etisk og moralsk forkasteligt.
Men det betyder også, at den pågældende uberettiget får sugerøret ned i
statskassen i form af ydelser fra det offentlige.«« (Ritzaus version af 12.
juni-pressemeddelelse.)
De fleste tyske forbundsstater følger Helmuth Schmidt-regeringens
henstilling af 2. december 1981, om at kun personer, der har boet i Tyskland
i mindst otte år kan importere sin ægtefælle og børn, når
ægteskabet har varet mindst eet år. Begrænsningens officielle begrundelse
er, at den, der ønsker en familiesammenføring, selv skal være så integreret
i det tyske samfund, at det sammenførte familiemedlem
kan få et fast holdepunkt i sin omplantning.
I England berettiger endog ægteskab med britisk statsborger ikke til at
bosætte sig i landet, medmindre det kan bevises, at hovedformålet med
ægteskabet ikke var at få adgang til Det Forenede Kongerige.
Blandt 1992-småpuslerierne var iøvrigt, at tilladelse for ægtefæller til
indvandrere betinges af, at den herboende har boet i Danmark i mere end 5
år, og at udlændinge kun må indgå ægteskab her i landet, hvis
de har lovligt ophold her med opholdstilladelse, visum eller som visumfrie
udlændinge.
Det står myndighederne frit at betinge opholdstilladelsen af, at den
herboende kan forsørge sin ægtefælle. Til brug for afgørelser herom har
indenrigsministeriet udsendt Vejledning nr. 91 af 30. maj 1994 og
socialministeriet forventer i august 1994 at komme med sin Vejledning om
selve forsørgelsesbegrebet. Der er altså rigtigt lagt op til at knække
juristeriernes arbejdsløshedskurve. Af menneskeretsgrunde er
man ikke meget for at stille krav. Samspil 1994-4 side 2-7 er et eksempel
på, hvordan de forkælede kredse himler op. I stedet for at affinde sig med,
at vil fx. tyrkiske ægtefæller bo sammen, må de gøre det
i Tyrkiet. I al fald ikke i det sagesløse Danmark.
26. maj 1994 sagde Birte Weiss til Ritzau, at nu skal forsørgelsespligten
mildnes. Hertil havde hun givet et halvt år til det Per Sørensen-udvalg, der
bl.a. stod bag den netop da gennemførte
sagsbehandlingsreform (nedenfor kapitel 21, IV A).
Ved folketingets behandling af L 257 i foråret 1992 var interessen enorm for
det lidet betydningsfulde med at tage gamle forældre til Danmark.
ABDFQ-partierne modsatte sig justitsministerens forslag om en forhøjelse af
aldersgrænsen fra 60 til 65 år og om, at det for familiesammenføring med
forældre til indvandrere skal være en betingelse, at den
herboende indvandrer har boet i Danmark i 7 år.
Derimod vedtog folketinget:
1. Familiesammenføring med forældre til indvandrere nægtes i almindelighed,
hvis der er andre børn i hjemlandet.
2. Mere effektiv håndhævelse af kravet om, at den herboende udlænding reelt
skal forsørge de familiemedlemmer, der kommer hertil. Familiesammenføring
med forældre tillades kun, hvis den herboende
påtager sig forsørgelsen og dokumenterer at være i stand til at opfylde
denne forpligtelse.
3. Misligholder den herboende sine forsørgelsespligter gives regler om
tvangsinddrivelse.
Uanset disse petitesser bidrager fremturen med nugældende
familiesammenføringsomfang til opbygning af vort eget fædrelands ligbål.
Det konservative Folkepartis daværende politiske ordfører (nu radioavischef)
Connie Hedegaard var altså overmåde beskeden i sin store
fremmedinvasionsadvokatur - som burde have fældet hende - i
Jyllands-Posten 8. august 1990. Hun ville 100% bevare
familiesammenføringsreglerne for flygtninge. For andre ville hun helst have
reglen, at »forældre, ægtefællers forældre og særbørn m.fl. ikke automatisk
skal kunne komme hertil«.
Blandt andet hendes flygtningefavorisering er forrygende. Flygtninge er jo
principielt kun i lille Danmark på en kort visit. Er de virkelige forfulgte
af et ondt despoti derhjemme, er det forunderligt, at
hjemlandet tillader, at dets oprøreres familie frit rejser ud.
Jo længere Folketinget bragesnakker i stedet for at handle, des større er
risikoen for, at de, der tørster efter påstået familiesammenføring, dels vil
fremskynde deres igangværende aktioner, dels ruster sig til,
hvordan de vil finde svagheder i Danmarks hegn, når 1983-lovens
urimelighedshuller bliver lukket.
Mest smidigt fornuftgøres familiesammenføringsreglerne nok ved helt at
kassere retskrav for ikke danske.
Ved administrationen af familiesammenføringstilladelser skal de os
nærstående nationaliteter så gives fortrin. For eksempel må man som
ekspeditionssager kunne klare over 90% af anmodninger fra danske
om at få nærstående familiemedlemmer hertil, når de hører hjemme i andre
OECD-lande,
Men den Pakistaner Bashy Qurashy, som Danmark så storsindet har ydet
gæstevenlighed, mener at Danmark juridisk er forpligtet til at give alle -
også subsistensløse - adgang til familiesammenføring her i
landet. Han påberåber sig i Information 9. oktober 1993 artiklerne 8 og 12 i
den Europæiske Menneskeretskonvention, som Danmark (jfr. kapitel 12) har
været tåbelig nok til at tiltræde. Justitsministeriets
tolkning er modsat (side 15 i lovforslag af 1. april 1992).

KAPITEL 19

Humanasyl

Udlændingelovens §9 stk. 2, nr. 2 bemyndiger indenrigsministeren til at give
opholdstilladelse til fremmede, »når væsentlige hensyn af humanitær karakter
afgørende taler for det«.
I årene 1991-93 slap 386, 45 og 59 personer gennem ventilen. Pr. 20. maj var
1994-tallet 26.
Baggrunden er, »at udlændinge, der kan tilføre Danmark særlige ressourcer på
det økonomiske eller det menneskelige plan, bør vi have mulighed for at tage
imod, selv om de ikke er flygtninge«. Sådan sagde
Hans Engell på side 60 i debatoplæg af 11. november 1991.
Hans efterfølger mener, at det skal dreje sig om psykiske og fysiske
sygdomme samt svære familieforhold. (Jyllands-Posten 15. marts 1994 samt
Indenrigsministeriets Nyhedsbrev 7. januar og 27. maj 1994).
Omsat til virkelighedens NuDanmark er det betydende noget helt tredie,
nemlig at fremmedlobbyens mediepaver med TV-A, Ekstra Bladet o.l. kanoner
blot skal affyre en ensidig - oftest helt forløjet -
medlidenhedskanonade. Temaet for øjebliksbestemte tåreperser-hulkekampagner
uden langtidsperspektiv er tit, at det ikke kan udelukkes, at vedkommende
vil blive skudt eller i al fald tortureret, når han på
den umenneskelige, hensynsløse ministers kolde ordre ankommer til sit
hjemland. Så spiller Ebba Strangeklaveret straks i Folketingets
slapperprægede retsudvalg. Journalisten får sin Cavlingpris, og deres
subjekt med slægt og venner kan forblive i Danmark. Udskejelserne kritiseres
af Birthe Rønn Hornbech og Mimi Jakobsen i Folketingstidende 1991/92 spalte
8855f og 8867.
Hovsausaglighedsrekorden tilhører Elisabeth Arnold og Marianne Jelved med
deres Særlov nr. 144 af 3. marts 1992. Forskrækket over
Blågårdskirkepressedækning og som led i socialdemokratiets
græmmelse over ikke at have regeringsmagten gav loven en bloc
opholdstilladelse til 315 personer, der havde opholdt sig i Danmark
som »asylsøgere« i over et år, og som betegnes som »statsløse
palæstinensere fra Libanon«. (Se nærmere kapitel 16, VII om denne gruppe.)
En variant over temaet, med hvilken forskelsbehandling, humanasyl udstrøs,
refereres i Jyllands-Posten 18. januar 1994: »En 18-årig palæstinensisk
flygtning, har - med indenrigsminister Birte
Weiss' mellemkomst - fået humanitær opholdstilladelse. Da myndighederne i
december afviste hans ansøgning om politisk asyl, besatte hans
klassekammerater fra Hobro Gymnasium
asylcentret i protest.«
Vi skal vare os for, at danske tilstande bliver så slemme som Kaare Rud
skildrede de norske i Aftenposten 22. december 1988: »Utstedelse av
oppholdstillatelser på humanitært grunnlag er i
realiteten myndigheternes form for omgåelse av innvandringsstoppen.« 36% af
norske asylsøgere fik humanasyl i 1990 og procenten lå på 41 og 26 i 1991 og
1992.

KAPITEL 20

Børn

En af de fremmedes strategier er at skubbe børnene foran sig i fortrøstning
til, at værtslandet ikke kan stå for medlidenhedskampagner.
A. Bingo blev opnået, da Sverige 14. april 1994 gav opholdstilladelse til
20.000 medlemmer af asylansøgerfamilier, fordi de havde været i Sverige
længere
end 15 1/2 måned. L 258 af 10. maj 1994 p. 15 varsler måske, at »stærke
humanitære hensyn« kan føre til, at fremmede forældre indbydes til
Danmark, hvis de har »et mindreårigt barn, der er indrejst som uledsaget«.
B. Ulandene har tradition for at skaffe børn en bedre tilværelse ved uden
spor til forældrene at efterlade dem i et mere velstående område.
Det officielle Danmark erkendte fænomenet omkring 1987. Justitsministeriel
rapport udsendtes i oktober 1992.
I begrænset omfang kan familier ved at kontakte Dansk Flygtningehjælp få lov
til at huse et af disse børn. Men i BUPL'ernes fædreland er
hovedkravet selvsagt Institutioner. Dyrere og dyrere. Pr. 8 juli 1993
foregår det i Ringsted, Tølløse, Hobro og Fredensborg-Humlebæk (Sletten).
Talmæssigt drejer det sig om få. Men stadig flere og flere: 47 kom i 1990,
121 i 1991 og 375 i 1992.
Trivselsløsningen på dette danske problem er fra vore egne
adoptantventelister at finde danske adoptivfamilier til disse børn. Det
giver dansk
indfødsret (indfødsretsloven §2A). Sættes grænsen for en regel ved
niårsalderen, er risikoen ikke overvældende for systemudsugningstendenser
og/eller muhamedanisme. Ældre børn vil ofte være uopretteligt ødelagte.
Den langt mere betydende kærne er imidlertid, at vor planet rummer
hundredtusindvis af ustimulerede børn. I horribel armod savner de mad og
helbredspleje. Når vestlige medier mangler stof, er der
uendelighedsleverance-muligheder for professionelle humanistskrydere til at
iscenesætte PR-orkaner.
En af dem kom fra Mimi Jakobsen som L 155. Det fremsatte hun i Spalte 3726f
på Fandens sidste Fødselsdag før hun blev Første Vicestatsminister. Siden er
der ikke sket ret meget reelt.

[Per Hagemann]

KAPITEL 21 Udvisning
I. Danske statsborgere udvises ikke af Danmark (kapitel 2).
Udlændinges sikreste vej til at undgå udvisning er derfor at blive
naturaliseret (kapitel 34).
II. De, der (endnu) ikke er kommet så vidt, vil typisk ikke frivilligt
adlyde en udvisningsordre. Den danske (tosse)godhed med at lade dem være
her, gengældes ikke med taknemmelighed over den tid, de er
sluppet godt igennem.
Har de først overvundet besværlighederne ved at komme ind i Danmark, vil de
simpelthen ikke ud igen. Den helt dominerende hovedårsag til
storindstrømningen af Tredieverdens-folk er jo, at de fremmede
ønsker bedre levevilkår for deres efterkommere.
Appetitten er udvidet enormt, mens de har spist ved det danske bord.
Levestandard og tryghed i vort honningdepot er mange gange så stor som
derhjemme. Og de danske pylrenylre-sagsbehandlere har
klientgjort dem så meget, at de har mistet deres evner, mod og lyst til at
gennemkæmpe de overvældende vanskeligheder, som er hverdagen i deres
hjemland.
Endog for de, der blot har opholdt sig i et asylcenter er billedet, at »des
længere tid, des mere sker der en forandring i menneskets egen psyke og i
familiens forhold. Tilknytningen til Danmark bliver tættere, i
og med at man opholder sig her så længe, og tilknytningen til det land, man
oprindeligt flygtede fra, bliver svagere« (Ebba Strange 17. maj 1994, spalte
11143).
Nok fyger det fra dem med utaknemmelighedsorgier om værtslandets fedtethed
og racisme. Alligevel er de totalt afvisende, når retsindige danske giver
dem det råd, at de da blot kan rejse hjem, hvor de
kom fra, når deres danske livsbetingelser angiveligt er så forfærdelige for
dem.
Uanset alle øjenhimmelvendte forsikringer om, at man intet højere ønske har
end på et eller andet tidspunkt at komme tilbage til eget fædreland,
stritter næsten alle derfor imod, når myndighederne statuerer,
at deres fortsatte ophold her er ulovligt. I reglen vil der være gået flere
år, hvor de har vænnet sig til den service, danske myndigheder forærer dem.
Og de ved, at kommer de tilbage til deres eget land, vil de
først og fremmest møde foragt, fordi de stak halen mellem benene, da det
brændte på. Mellemfolkeligt Samvirke udtrykte det i 1994: »Tidligere
erfaringer viser, at det for alle - indvandrere som flygtninge -
kan være meget vanskeligt at falde til i oprindelseslandet. Uanset ønsker og
vilje«.
Anskuelsesundervisning i denne vurderings rigtighed findes bl.a. i den
lærdomsudstrålende case story på side 14-15 i Samspil for juni 1993: En
23-årig fremmedarbejder kom til Danmark i 1972 og havde 17
gode år her, før hans kone og han flyttede tilbage til deres tyrkiske
landsby. Både den og de havde forandret sig så meget, at det blev en
kæmpefiasko.
P1 gav 12. maj 1993 (med genudsendelse 16. s.m.) en halv time til en mand,
der fortalte, at han var fra Chile, men godkendt som flygtning i Danmark. Vi
havde givet ham en uddannelse på vor
Landbohøjskole. Hans beretnings tyngdefelt drejede sig om danskernes kolde
umenneskelighed. Undervejs nævnte han dog den positive oplevelse, det var
for ham, i 1983 at besøge sin familie i Chile i to
måneder. Han fandt også, at det var ganske behageligt med den slags ferier
for andre af hans landsmænd i samme situation som hans. Men han og de andre
vil da blive boende resten af deres dage i
Danmark. Ligegyldigt er det, at Pinochet-diktaturet i sin tid var hans
påskud til at komme til Danmark, og at det som bekendt forlængst er forbi.
Genlæsning af kapitel 14, I, B bekræfter, at tamilerne også nærer ulændinges
almindelige skepsisholdning mod deres fædreland.
En kuriøs gruppe udgøres af de vietnamesere, som begiver sig ud på det
kinesiske hav for at bringe sig selv i havsnød og blive opsamlede af skibe
fra A.P. Møller m.fl. USA-høge gjorde det udenrigspolitisk
opportunt for vasalstaten Danmark at give dem adgang. Også længe efter, at
det med mindste ret kunne kaldes sagligt at tildele dem præference. Den dag
i dag har vi regelkompleks herom (tekstanmærkning
3 til §13 i Finansloven 1994).
Selv om vietnameserne er et af de ulandsfolk, der bedst passer ind i dansk
mønster, bliver det internationalt retningsgivende forhåbentlig aftalen
mellem England og Vietnam om, at Vietnamesere, der kommer
til Hongkong efter 29. oktober 1991 med påstand om, at de er flygtninge,
bliver hjemsendt uden at få deres sag undersøgt.
Et detaljespækket indslag i P1-Orientering den 5. marts 1993 kl. 22.45
overbeviste om, at alene USA's frygt for at tabe ansigt dølger, at
vietnameserne kan vende hjem med særdeles høj tryghed. En
optøning begyndte 3. februar 1994, ved at USA ophævede handelsembargoen mod
Vietnam. Herefter vil kapitalistlandets eksportørers grådighed nok ret
hurtigt få de tilbageværende
veteranpressionsgruppers fortidsspøgelser til helt at fordufte.
At vi danske betragter alt dette som en lykkeudvikling, vinder ikke genklang
hos de vietnamesiske familier, der mente at have vundet varig bopæl her.
Helt overensstemmende med holdningen hos andre
fremmede, der trues af repatriering, er de i fuld gang med at etablere en
landsdækkende kamporganisation. Socialrådgiverstuderende Do Huc Honang (tlf.
62 228671) forbereder fra Svendborg stiftende
generalforsamling i oktober 1994.
Fra 1992 har den praktiske hovedinteresse, knyttet sig til, hvor hurtigt og
i hvilket omfang vi kan blive af med jugoslav-muhamedanerne.
Serbernes og Kroaternes forsvarskamp mod deres invasion har foreløbig varet
i over 650 år. Jugoslavienudviklingen på det seneste har muliggjort, at lige
i øjeblikket kan de kristne på Balkan komme af med
mange af dem, der har plaget dem så ondt i mere end et halvt årtusinde.
Når de uddrives af det land, tyrkerne besatte i 1300-tallet, skulle de
selvsagt drage til deres fæller i Syd og blive der.
Frodige Danmark har ingen skyldighed - heller ikke nogen historisk - til at
tage imod dem, der i stedet søger egen velstand ved at belemre vort land. De
osmanniske forurenere må selv sørge for
bortskaffelsen af deres affaldsprodukter.
Men de bosniske Quislinge har opdaget Nordvest som verdenshjørnet med naive
lande, der er villige til at bære deres synder.
Balkans egentlige befolkningsgrupper reagerer med et: Når man ikke kan
deportere dem til frysedøden på Nordpolen, er Danmark da et stykke vej
borte.
En svensk P1 reportage 5. maj 1994 tog tyren ved to af dens horn: Serbien er
glad for at være sluppet af med muhamedanerne og nægter derfor at tage dem
retur. Den bosniske regering vil have dem hjem
og kæmpe for deres land. Det bekræftes af en historie, hvis fakta man bedst
stifter bekendtskab med i det alt for lidt studerede blad, Folketingstidende
(bl.a. spalterne 11566 f og 11573 f): I efteråret 1993
ekspederede Kroaterne 250 muslimer til Avnstrup, Montebello og Allerød. Men
de har aldrig ønsket asyl. Kun at komme tilbage og Djihadkriges for Muhamed.
Kroatien nægter at lade dem rejse til
jugoslavisk område. Så derfor blev de siddende på stedet, hvor de sad
(Jyllands-Posten 20. maj 1994 og TV 2's halvtimesudsendelse 24. s.m.)
Havde vi fulgt gældende udlændingelovs §7, havde vi afvist de mange, som i
ly af begivenhederne i Bosnien og omliggende distrikter søger at bosætte sig
i Danmark. Borgerkrigsofre er nemlig juridisk ikke
omfattet af Genevekonventionen, medmindre myndighederne i formentlig meget
sjældne enkelttilfælde skulle hoppe på, at pågældende havde været udsat for
etnisk eller religionsforfølgelse, som påførte netop
ham en særlig individuel risiko.
Men blandt jordens mange snese (krigs)helveder var det teknisk bekvemt for
internationalt TV at vælge at lade grusomme jugoslavbilleder vælte ud som
hjemmenes aftenunderholdning 365 (366) døgn på
rad. Hvert år.
George Bush o.a. statspotentater besluttede at ride med på bølgen for at
opnå genvalg. Skatteyderhensyntagenblottede UNHCR så sin chance og dikterede
sine løsninger 29. juli 1992.
Danmark adlød ved særasyllov nr. 933 af 28. november 1992 om midlertidigt
ophold. Ud fra folketingets naive håb, at de nok ret hurtigt af sig selv vil
rejse hjem igen. Det er jo blot et spørgsmål om, hvornår
de dumme serbere kan forstå Sir Helveg Petersens og Lord Owens
moralprædikener. Og det kan da ikke vare så længe.
Jurateknikken i 1992-loven er at elaborere udlændingelovens §11 om
tidsbegrænsede opholdstilladelser til forlængbare opholdstilladelser på 6
måneder (sammenlagt dog højst to år) for særligt nødstedte
personer fra områder, der er ramt af krigshandlinger eller lignende
uroligheder. Foreløbig gælder det dog kun Jugoslaver. Per Sørensen-udvalget
arbejder med nærmere analyse.
24. april 1994 havde 18.087 benyttet Den Serbiske Frihedskrig som påskud til
at bosætte sig midlertidigt i Danmark. Fra tid til anden fabler aviserne på
Konen med æggene-vis om, at nu rejser de til USA,
Canada og Australien. Eksempelvis Jyllands-Posten 16. maj 1994 og Berlingske
29. juli 1994. Positive realiteter herom, kan forhåbentligt bekræftes af
anmelderne af nærværende bog.
De afskrækkende eksempler med november 1992-loven opfordrer bestemt ikke til
at udvide området for at udskubbe problemerne ved midlertidige
opholdstilladelser. Folketingstommelfingeren bør derfor
vendes nedad overfor de nye fiduser, som i Flygtninge Nyt februar 1994 blev
foreslået af lederen af Dansk Flygtningehjælps asylafdeling, Jakob
Gammelgaard om midlertidige humanitære opholdstilladelser
til asylsøgere, hvis forhold ikke er afklaret. Det tålmodige papir kunne så
berette, at opholdstilladelsen kunne inddrages, hvis situationen i
hjemlandet ændrer sig i positiv retning. Det ville i praksis bare give
anledning til kiv og kævl.
Et Genevemøde 23. marts 1994 beordrede Danmark til ikke at forlænge
novemberlovens 2 årsfrist.
Den ordre adlød vi ved §1 nr. 6 og 7 i en ny lov af 1. juni 1994 (L 258,
vedtaget 27. maj 1994).
På Pressemøde 18 juli 1994 oplyste flygtningeministeren, at finanslov 1994
har et udgiftstal på 3,5 milliarder kroner, som grundudgifter til de
bosniske flygtninges ophold i Danmark. Det vil sikkert være et
fornuftigt gæt, at de danske politikeres tåbelige Bosnieneventyr belaster
skatteyderne med det dobbelte beløb. Og at den for 1995 planlagte politik
vil gøre det endnu dyrere.
Mest sandsynligt fremtidsscenarie er, at dansk bureaukrati skal i gang med
små 20.000 asylsagsbehandlinger i perioden december 1994-april 1996. Et
ildevarslende forprang om hvor galt det vil gå, leverede
Weiss den 10. maj 1994 i form af 150 siders redegørelse om »Bosniske
krigsflygtninge i Danmark«.
Sverige tog allerede 21. juni 1993 bosnierbeslutning svarende til den, der
hos os kom et år senere. I 1993 afgjordes 28.703 sager. Ifølge Svenska
Dagbladet 11. marts 1994, fik alle lov at blive i Sverige.
Men kun knapt 3% ansås for Geneveflygtninge og et lignende tal som de facto
flygtninge. Knapt 1 1/2% kom under flygtningekvoten. Den resterende store
majoritet (26.903) tildeltes humanasyl. Finland har
stort set hele tiden brugt humanasyl til de få, man overhovedet tager, mens
Norge stadig kører en »midlertidig ordning«, som imidlertid er ret
forskellig fra de andre landes.
Indenrigsministeriets Nyhedsbrev af 14. april 1994 pointerer som UNHCR's
mening, »det meget store behov for genopbygning i Bosnien, som er en
forudsætning for, at de personer, der er flygtet og
fordrevet fra området, kan og vil vende tilbage.«
7. juli 1994 præsenterede UNHCR et oplæg omkring Bosniernes fremtid - deres
hjemvenden og deres lands genopbygning og fremtidige sikkerhedsforhold.
Den mest realistiske vurdering er, at FN sin vane tro blot serverede
skinbarligt papirtigeri.
1992-midlertidighedskonstruktionen er dårlig. Slækker man på kravene, da
opholdstilladelsen alligevel kun skal gælde en kort afgrænset periode, vil
flere få adgang til Danmark. Men erfaringen viser, at når
tidsterminen er udløbet, opfinder de pågældende millionvis af undskyldninger
for, at de alligevel skal forblive her. På grund af ændrede forudsætninger.
Når bosnierne m.fl. efter flere år i Danmark skal gøre op med sig selv, om
de ønsker at rejse hjem, vil umådeligt meget derfor tale for permanent at
forblive i det lette rigdomsland Danmark. Og eventuelle
samvittighedskvaler bliver nemt dysset ned med desperat frygt for, at
ligegyldigt hvor de slår sig ned i det fjerne, forandrede
fremtidsuoverskuelige Jugoslavien vil de blive betragtet som uønskede
fremmedemementer. Og/eller krystere, fordi de stak af, da deres land var i
nød.
Dertil kommer, at selve borgerkrigsforløbet masser af steder for årtier
fremover har umuliggjort, at græsk-katolske serbere, romersk-katolske
kroater og Allah-tilbedere kan leve tæt på hinanden, sådan som
Titos jerngreb havde muliggjort det på trods af de mange århundreders
indbyrdes had. Under alle omstændigheder vil man årtier frem kunne henvise
til, at Jugoslavienbegivenhederne i disse år har ført til en
sådan opblussen af indbyrdes angst og mistro, at sikker tilbagevenden er
udelukket.
EF-bladet Europa bragte 26. februar 1994 et interview med en sikkert typisk
Jugoslav-muslim. Han havde haft en mindre tekstilforretning:
»Mit hjemland har været et smukt og dejligt land, men det er forbi nu. Nu er
det bare rod det hele. Hvis der bliver indgået fredsaftaler, og jeg tager
tilbage, vil jeg alligevel blive peget ud,
når jeg går på gaden. Jeg skal bo blandt fjender, som jeg ikke længere kan
stole på, skønt de engang har været mine venner. Jeg vil gerne blive i
Danmark, og skabe mig en fremtid. Alt
hvad jeg har opnået, er jo væk i Jugoslavien.«
Dansk Flygtningehjælp citerede en Sarajevoaner i Bladet Flygtninge Nyt 27.
januar 1994:
»Nogle af os, for ikke at sige mange, kunne godt tænke os at starte et nyt
liv i dette gæstfrie og frem for alt civiliserede land. At starte forfra -
på lige fod med sin nabo. Vi er også parate til at løse enhver
opgave, som vi skulle komme ud for. Nogle kunne alligevel godt tænke sig at
vende tilbage til deres hjemland, når krigen er slut, hvis krigens herskere
vil tillade dem det, og tilgiver dem for ikke at have tyet til
geværet.«
Sammesteds skriver Ivanka Perivian fra sit Østerbro-asylcenter:
»Mange er bange for muligheden for, at Danmark i fremtiden vil udlevere dem
til krigens sejrherrer i Bosnien. De forstår ikke, hvorfor de kun er en
kategori af mennesker, som er
uønskede i dette land, der først gav dem husly, for derefter at dømme dem
til en uvis fremtid. Flygtningene fra Bosnien ønsker jo at leve, og ikke kun
vegetere ved at fylde deres maver
og vente på, at nogen anden igen skal bestemme deres skæbne. De ved på
forhånd det, som danskerne endnu ikke kan forstå. Selvom krigen i deres
hjemland snart skulle stoppe, hvilket
der er en meget lille sandsynlighed for, hvor skal de tage tilbage til?
Mellem døde og de fortabte? I smadrede og stjålne hjem? De forstår det, som
danskerne ikke vil forstå. De ved, at
de ikke vil være velkomne hjemme. Mange har forladt deres land, fordi de
bevidst har sat landflygtighed højere end det, at myrde dem, som man indtil
for nylig var venner og slægtninge
med. De vil sikkert ikke, og fortjener heller ikke, at nogen sender dem
tilbage til et sønderrevet og nationalt opdelt land. Derfor flygter mange af
dem væk fra Danmark i søgen efter en
fremtid for deres børn. Mange kunne godt tænke sig at følge efter, men ved
ikke hvordan og hvorledes. De er allesammen slaver for humaniteten og alle
stiller det samme spørgsmål: Er
det virkelig en så stor synd at være født i Bosnien, at man dømmer os til et
liv uden fremtid?«
III. Fru Perivian og hendes mange ligesindede har deres stærkeste
argumentationsplatform i FN's flygtningekonventions artikel 33: »Ingen lande
må på nogen måde udvise eller tilbagesende flygtninge
til steder, hvor deres liv trues på grund af deres race, religion,
nationalitet eller medlemsskab af en bestemt social eller politisk gruppe.«
Denne regel er omplantet til dansk udlændingelovs §§31 og 48 stk. 2, 3, pkt.
Til troende står justitsministerens oplysning om, at der intet tilfælde
foreligger dokumenteret »hvor hjemvendte asylansøgere er blevet udsat for
forfølgelse med baggrund i de forhold, der har foreligget for
danske myndigheder ved deres stillingtagen til asylansøgningen«
(Folketingstidende 1987/88, 1. samling, spalte 624f).
Alligevel er det naivt at tro, at når bureaukraterne skal anvende artikel
33's hårfine kriterier, har de foran sig noget, der blot nærmer sig
grundforudsætningen for ordentlig sagsbehandling, nemlig et klart
billede af sandheden, hele sandheden og intet andet end sandheden. Med
inddragelsen af alle momenter af individuel såvel som generel karakter, der
knytter sig til sagen.
Tværtimod er det uundgåeligt, at afgørelserne bliver rent lotterispil.
Sagens udgangspunkt skulle være nøje kendskab til samfundstilstanden netop i
den egn på kloden, som ansøgeren kommer fra. Selvfølgelig kan de danske
diplomatiske repræsentationer overalt i verden ikke
leve op til fejlfrit, udiskutabelt og uden fortolkningstvivl at levere dette
grundmateriale i perfekt udformning.
Et skoleeksempel oplevede vi 25. og 26. februar 1994. En særligt opmærksomt
sag om retssikkerheden i Colombo var efterforsket i månedsvis. UNHCR's
lokale repræsentanter gav den ene dag en
vurdering. Geneve-hovedkontoret den næste dag den stik modsatte. For- og
efterprang refereres i Jyllands-Posten 3. februar og 6. marts.
De ofte kvalitetssvage rapporter, som kommer hjem til Danmark fra de vidt
forskellige, meget fremmedartede lande, bearbejdes af kontorfuldmægtige. De
skal give sagsekstrakter om alle detaljer i
kringelkrogene til de fortravlede mennesker, der skal træffe de
skæbnesvangre afgørelser.
I den muhamedanske verden og i de fleste andre af jordens lande, kan ingen
føle sig sikker på at overleve ret længe.

Oftest varierer usikkerhedsgraden (og entydig informationspålidelighed
herom) fra den ene region til den anden. Ingen dansk udsending kan fra
Hovedstaden tage den aktuelle temperatur på, hvordan det står
til tusinder af uvejsomme kilometre borte. Sociale fattigdomsårsager, terror
og myndigheders vilkårlighedsdespoti spiller sammen til, at næsten alle ved
at vende hjem til Ulandsverdenen lider overlast, når
dette begreb udmåles med dansk alen. Uomtvisteligt kan Danmark ikke huse
alle fra disse lande. Den tilfældighed, at et menneske har haft den fordel
frem for sine landsmænd at leve et stykke tid hos os, bør
naturligvis ikke bevirke, at vedkommende skal yderligere begunstiges med at
få lov til at forblive her. Puddelkærnerealiteten heri fortrænges imidlertid
aldeles af præstemennesker og andet godtfolk, som
plages af afsindig kløe for på TV-skærmen at udvise tilsyneladende
næstekærlighed over for den nødstedte, som har banket på Danmarks dør for at
opnå barmhjertighed. I samtlige sager om hvemsomhelst
kan produceres tilsyneladende beviser for, at deres fremtid hjemme hos sig
selv bærer frygteligheder i sin favn.
Jævnligt foregår disse sagsbehandlinger med kraftige støjsendere fra Amnesty
International, FN's flygtningehøjkommissær, (UNHCR), Indvandrerforeninger,
Flygtningevenner og andre, der stræber efter at
opbygge sig et fint PR-omdømme, og for hvem det er aldeles gratis, at
Danmarks befolkning skal bære byrderne fremover. Det vrimler altid med
fremskaffede generelle eller individuelle klynke-henstillinger.
Bestandigt oppustes forfølgelsesrisikoer i det pågældende land. Hver gang
pressørerne afvises, kommer de igen og påstår, at nu er tilstanden i al fald
blevet stærkt forværret.
Det skorter aldrig på poppede skrækscenarier: Så længe vi ikke har hel klar
og langtidsholdbar dokumentation for, at hjemlandet er paradisisk, gambler
udvisninger ubestrideligt med liv og død for de stakler,
der har søgt beskyttelse hos Mor Danmark.

Det er ret umuligt at tale fornuft med flygtningevennerne. De spænder nemlig
elastikken ved at formulere deres krav sådan, at danske myndigheder »skal
sikre, at den afviste kan rejse ind i sit land
værdigt og sikkert, uden risiko for at blive udsat for ubehag ved
indrejsen.« (Ebba Strange i Folketingstidende 1993/94 spalte 7718).
De overspændte krav til, hvordan nordvesteuropæiske stater skal kontrollere,
hvad der sker i fremmede lande, kom også frem i en Kristeligt Dagblad notits
23. juli 1994 - altså længe efter
federations-sammenslutningen Kroatien/Bosnien. Alligevel vil Amnesty have,
at den svenske regering sikrer, »at bosniske flygtninge, der er sendt
tilbage til Kroatien ikke bliver sendt videre til det
krigshærgede Bosnien.«
Et tredie af de forfærdende eksempler fra samme typeskuffe er Berlingskes
kronik 4. marts 1994,
skrevet af Lars Normann Jørgensen (generalsekretær i Amnestys danske
afdeling):

»Var han prøveklud og hvor blev han af? Den unge mand, som i august 1993 fik
afslag på asyl i Danmark og blev returneret til Afghanistan. På turen blev
han ledsaget af to danske betjente. I hovedstaden
Kabuls lufthavn blev han mødt af to bevæbnede og uniformerede personer. De
ved, hvad vi ved. Siden har ingen hørt noget til ham. Interesserer det os
overhovedet at vide det?
Det bør det gøre. Fordi det er Danmarks pligt at sikre, at ingen asylsøgere
sendes til lande, hvor de risikerer overgreb, og fordi Danmark bærer det
fulde ansvar for at have sendt den unge mand tilbage til en
uvis skæbne.
Verdenserklæringen om Menneskerettigheder (1948), Konventionen om
flygtninges retsstilling (1951) såvel som Konventionen mod Tortur (1984)
udstikker retningslinier for, hvordan mennesker på flugt bør
behandles. Som medlem af FN bør Danmark efterleve de normer, der er fastsat
i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, og Danmark er juridisk bundet
til at følge bestemmelserne i de konventioner,
som vi har tiltrådt. I Danmark er disse ting omsat til lovgivning i bl.a.
Udlændingeloven.

De danske myndigheder kunne umuligt være i tvivl om, at situationen i
Afghanistan var kaotisk og meget farlig med en regering, der kun regerede i
hovedstaden, mens resten af landet var opdelt mellem
utallige indbyrdes rivaliserende klanledere. Sagen udløste en dramatisk
sultestrejke blandt tilbageværende asylsøgere, som syede deres læber sammen,
og sagen gav i øvrigt ekko internationalt. Efter at have
sendt den unge mand retur stoppede man, os bekendt, tilbagesendelsen af
yderligere personer til Afghanistan.«
Hvis udvisning ikke effektueres til lande, hvor den pågældende har stor
risiko for at blive udsat for tortur, umenneskelig straf, krigsbegivenheder
eller menneskeretskrænkelser, vil man ifølge 1991-rapporten
fra Amnesty International, finde 116 stater med 80% af jordens befolkning,
hvortil vi ikke kan udvise.
De resterende lande vil stort set ikke være forpligtede til at modtage de
pågældende, fordi de ikke har indfødsret der.
IV. 1983-lovens åbne ladeporte og det praktiske liv giver utallige chancer
for de mange, som - uanset lovligheden deri - vil klamre sig til dansk
bopæl. Rådsnar opfindsomhed opbydes frodigt hos deres
hjælpere:
A. 1983-reformens fallittenspil råber højt i de ædle tanker om, at sålænge
en asylsag ikke er endeligt afgjort tildeles ansøgeren tvivlsfordelen.
Frit kan vor gæst komme og gå som statsunderstøttet turist. Så længe han er
her, har han reelt vundet danskerlevevilkår. Altså det, som hans sag drejer
sig om. (Hvorvidt han overhovedet har ret til at være
her). Folketinget har skruet juraen sådan sammen, at han ikke kan udvises,
sålænge asylsagen verserer. I mellemtiden betaler den danske stat
asylansøgerens kost, logi, tøj, lommepenge, tobak,
lægebehandlinger, skolegang m.m.
Derfor har vi til stadighed så kolossalt mange af slagsen.
Derfor ikke så mærkeligt, at de med de dårligste sager ivrigt bistår
hinanden med til det yderste at presse alle klagemuligheder.
Før 1. juli 1994 gik normalproceduren ud på, at afslag kunne indbringes for
Flygtningenævnet og/eller ombudsmanden samt for indenrigsministeren
(humanasyl). Masser af tid vandtes ved ping-pong-spil
mellem de tre instanser. Ingen af dem rider jo den dag, de sadler. Meddelte
de omsider afslag, kom ofte begæring om genoptagelse. Heri påberåbes, at
myndighederne må begynde forfra på sagen som følge
af påstået nyt bevismateriale (sådant findes altid i kæmpemængder i denne
type sager). Det kan også være ansøgninger om opholdstilladelse på andet
(lov)grundlag end det, hvorpå den afgjorte sag blev
behandlet. I lovbøgerne findes så mange paragraffer. Hver gang advokaten
fremdrager en ny, går tiden. Selv om reglen (så at sige) aldrig kan anvendes
på normalasylsagstabere. Mest brugt er nok §9 stk. 2
nr. 4, som er tiltænkt fremmede kunstnere, gæsteforelæsere o.l. Men da
lovgiver selvsagt ikke kan finde alle af den slags hverv, står der i
paragrafteksten blot, at danske opholdstilladelser kan gives, når
»ganske særlige grunde taler herfor«.
Der findes ingen kvotebegrænsning for, hvor mange genoptagelsesbegæringer
o.l., hver enkelt asylsøger i sin desperate ulykkelighed kan komme med. Tit
er det med papirer på et helt fremmed sprog skrevet
under det fremmede lands forudsætninger. Det tager tid for danske
myndigheder at få korrekte oversættelser og derefter vurdere betydningen.
Ofte er de fremmedsprogede alenlange bilag noget, som slet
ikke vedrører sagen overhovedet. De vakse asylsagstabere siger også hyppigt,
at de påny søger asyl efter de nu ændrede forhold.
Den, der en gang er udvist, kan nemlig - i princippet et ubegrænset antal
gange - vende tilbage og rejse ny asylsag på det nu aktuelle grundlag.
Så kan de blive her til den nye asylsag er afgjort. (Berlingske 6. november
1992).
21. oktober 1993 havde B.T. en beretning om en tre gange udvist Jugoslav,
som på den vis stadig opholdt sig åbent her tillands.
Der er ikke større succes med at dæmme op for, at dette går for meget over
gevind ved hjælp af myndighedernes i kapitel 16 beskrevne forsvarsvåben
(åbenbart grundløs-procedure m.fl.).
29. og 30. december 1992 havde Jyllands-Posten registreret, at udviklingen
nu var kommet dertil, at »i gennemsnit prøver alle afviste asylsøgere tre
gange at få deres sager prøvet påny«. Justitsministeren
akkompagnerede: »I dag er det ikke ualmindeligt, at afviste asylsøgere
anmoder om genoptagelse syv-otte gange«. Da de fleste asylsager ender med
afslag, er det klart, at det indebærer et enormt
spild af samfundsressourcer.
Til Aktuelt 30. december 1992 oplyser landsdommer Leif Grønning-Nielsen, at
advokater spekulerer heri. Disse Røde Mor-sabotører er vilde med at trække
fremmed-sagerne i langdrag med fuldstændigt
håbløse klager. Det skyldes i al fald deres ideologiforskruethed. Men det
sker da også mod betaling. Meget ofte fra det offentlige, fordi fri
procesagtige ordninger rask væk bevilges den fremmede asylsøger.
En flygtningeadvokat sagde 11. februar 1992 til Ritzau: »mange af mine
klienter er interesserede i, at behandlingstiden bliver trukket ud, hvis de
ikke kan forvente at få et positivt svar. De vil bruge ventetiden
til at emigrere. Typisk til Argentina, Canada eller Australien.« At søge
asyl i Sverige, Norge eller Tyskland er nu nok langt almindeligere.
I Jyllands-Posten 17. og 18. juni 1993, fortæller Advokatrådet, at
det »aldrig har hørt om klager over advokater på asyl-området«. Det er de så
nok ene om i hele Danmark.
1. juli 1994 skildrede Berlingske Tidende virkelighedens forunderlige
verden:»Indenrigsministeriet har de seneste uger givet 70 tamilske
flygtninge opholdstilladelse alene på grund af langtrukken
sagsbehandling. Ministeriet, der er sidste ankemulighed, har haft tamilernes
anmodninger om humanitær opholdstilladelse liggende i mere end et halvt år
uden at give svar.
Sidste sommer fik 50 tamiler opholdstilladelse af samme årsag. Deres
ansøgninger blev ikke besvaret, fordi der hele tiden kom nye oplysninger om
situationen på Sri Lanka, men den lange tid uden svar
udløste en opholdstilladelse. Ud fra en forvaltningsretlig
lighedsbetragtning har ministeriet følt sig forpligtet til at give den nye
gruppe samme behandling. Kontorchef Inge Bruhn Thomsen peger på, at
behandlingstiden og de manglende svar skyldes begivenheder ved hjemsendelsen
af en tamilsk asylsøger i januar 1993. Efter ankomsten til Sri Lanka blev
manden anholdt under omstændigheder, der kunne
ligne aftalt spil, men det betød, at Indenrigsministeriet ikke tog stilling
til ansøgningerne om humanitær opholdstilladelse, mens undersøgelserne stod
på.
»Inden vi fik alle trådene redt ud, gik der atter nogle måneder, og så blev
vi fanget« siger Inge Bruhn Thomsen.«
Udtalelserne kan sammenholdes med, at Jyllands-Posten samme dag oplyser, at
den aktuelle bestand af tamilske asylansøgere er på ca. 720, hvoraf ca. 565
har fået afslag (heraf 100 i Flygtningenævnet). Jfr.
også statusrapporten på side 46-49 og 59 i Indenrigsministeriets Nyhedsbrev
14. juni 1994.
Indenrigsministeriets »forvaltningsretlige lighedsbetragtning« fordamper
unægteligt i denne heksekedel. Sagerne forpestes selvsagt også af, at i
socialdemokratiets næsten 4.000 døgns kamp for at genvinde
regeringsmagten, blev det forholdene med tamilerne, som løste op.
I Hans Engells lange liste over bebudelser om »i begyndelsen af næste
måned« at komme med præcise initiativer til skærpelse af udlændingeloven
indgik også en udtalelse i retsudvalget 24. oktober 1991
om, at ingen asylsag fremtidigt skal blive mere end eet år gammel alt i alt.
Dette lyder jo fagert. Og han fortsatte (B.T. 18 dage senere) i sit
Vælger-rottefængeri med - tildels helt modstridende - skønord:
»Binder vi stadig større ressourcer til behandlingen af asylansøgninger fra
mennesker, som ikke er flygtninge, og hvor det af en meget stor del af
befolkningen opleves som misbrug af vort retssystem og
sociale system, skaber vi det alleralvorligste grundlag for mistillid,
kritik og måske endda fremmedhad. Med andre ord: Skal vi med fuld opbakning
kunne hjælpe de, der er i nød - og det skal vi - må vi sikre
os, at vor udlændingelovgivning ikke sander til, fordi de, som ikke har krav
på opholdstilladelse, benytter alle muligheder for at holde sager i gang i
det danske udlændingesystem. Dette er præcis kernen i den
debat, vi bør have på Christiansborg. Forhåbentlig er både vilje og evne til
at nå resultater til stede.«
Ca. 1.500 af asylansøgningerne var i februar 1992 over et år gamle
(Folketingstidende 1991/1992 spalte 7035 f).
I 1993 var gennemsnitssagsbehandlertid 600 dage regnet fra asylansøgning til
Flygtningenævnsafgørelse, altså excl. efterbehandlingsfiduser (begæring om
genoptagelse, humanasyl og ombudsmandsklage).
Professor dr.jur. Stig Jørgensen er en hovedforkæmper for mindskning af
galskaben:
»Det er forkert at tillægge den langvarige sagsbehandling betydning, når det
er ansøgerne selv, som forlænger proceduren gennem åbenbart ubegrundede
klager og anker. Man skal ikke
gennem egne handlinger kunne skaffe sig en retlig fordel, idet et modsat
resultat ikke alene ville være uretfærdigt over for andre, men også ville
medføre et hav af klager og anker. Et
klagesystem virker kun tilfredsstillende, hvis det giver anledning til få
klager, fordi ankeinstansens afgørelse er forudsigelig.«
Men da Folketinget efter mange års tomgang omsider i juni 1992 tog sig
sammen til at gøre noget ved miseren, blev det eneste konkrete i Engells tid
en hjemmel til at frihedsberøve asylsøgere, der ikke
møder til afhøring. Det hjalp naturligvis intetsomhelst.
Da Fanden ønsked intet skulle ske, nedsatte han den første komite. Det
gentog Folketinget 18. juni 1992. Per Sørensen-udvalget, som
hasteforetagendet kom til at hedde, lod høre fra sig 7. juni 1993. Med
en delbetænkning (nr. 1249).
Udvalget havde »beregnet«, at hvis man gennem eksempelvis effektivisering
med blandt anden edb og omprioriteringer kunne mindske den gennemsnitlige
sagsbehandlingstid med én måned, ville man opnå
en årlig besparelse på 45,8 mill. kr.
Men i Budgetanalysen fra juli 1993 står lakonisk om 7.
juni-oplægget: »Indenrigsministeriet har oplyst, at der ikke er grundlag for
at antage, at forslagene i væsentlig grad vil påvirke den
samlede, gennemsnitlige sagsbehandlingstid.«
7. februar 1994 kom Per Sørensen-udvalgets anden delbetænkning (nr. 1265).
Så sent, at den knap fik indflydelse på L 214 af 2. marts 1994, der uændret
blev til lov nr. 421 af 1. juni 1994, som trådte i kraft 1. juli.
Per Sørensen-cocktailen til sagsbehandlingsforkortning er at kæle for hver
enkelt fase i typeafslagsasylsagen. Derved er det blevet en atomiseret,
detaljespækket reform, vi har fået. Men lagt sammen håber
Weiss, at hendes computere til valget 1998, vil kunne udspy hurtige
afgørelser.
Da tiden frem til Udlændingedirektoratets afslag er udskudt til Sørensens
kommende betænkning(er), drejer loven sig først og fremmest om at pille ved
de senere behandlingsfaser. Nogle ingredienser er:
1. Forøgelse af bureaukratiet.
2.Mobilkorps til at sætte ind, hvor der er ved at opstå sagspukkel.
3.Undgåelse af dvælen, fordi udlændingen ikke vil nokke sig færdig med
overhovedet at klage til Flygtningenævnet. Ethvert afslag indsendes straks
til nævnsprøvelse.
4. Når nævnets afslag foreligger, vil fortsatte krumspring normalt ikke
berettige asylsøgeren til at blive i landet. Det gælder
genoptagelsesanmodninger, klager til ombudsmand,
ansøgning om humanasyl efter mere end 10 dage og hvad han ellers kan finde
på, for at sabotere sin udbringning af Danmark.
Men masser af andre krumspring end det nu amputerede sagstrænereri ud i det
uendelige giver også pote:
1) Politiken oplyste 3. april 1993, at i 1991 giftede 387 afviste asylsøgere
sig med en dansker eller herboende udlændinge i Danmark, efter at de havde
modtaget sidste afslag på asyl. Tallet er ukendt på
ægteskaber, indgået før håbløse asylsager er endeligt afgjort.
Udvisningstruede når herigennem ofte helle for gode ord og betaling. Holder
ægteskabet i tre år, er bestandigt ophold sikret. Men selv kortere tid kan
være nok efter udlændingelovens §26: Et skøn om, at
fraskilte personer får det svært i den fremmedes hjemland bevirker, at hun
(han) fortsat kan blive boende her.
15. marts 1994 sagde Birthe Rønn Hornbech: »Venstre finder, at det nu er på
tide, at der sker en udmøntning af den gamle aftale mellem KV-regeringen og
Socialdemokratiet om, at asylsøgeres indgåelse af
ægteskab ikke uden videre skal give opholdstilladelse. Vi ønsker denne
ændring for at dæmme op for de misbrug, der finder sted, når en person efter
at have trukket sagen ud i årevis før udsendelse indgår
proformaægteskab.« (Spalte 7693).
2) Folketingsmedlemmer, der gerne vil roses i medierne, kan stille
særlovforslag. Som de radikale gjorde ved L 211 af 28. januar 1992
(palæstinenserne) og CD ved L 155 af 11. december 1992 (under
18-årige). Den slags enkeltsagsflødeskumsskummerier er en af de store beter
ved vor regeringsform (kapitel 49).
Typisk for det videre forløb er Ekstra Bladsartiklen 9. april (!) 1992 om
det uforståelige i, at kun PLO'erne blev begunstiget ved Elisabeth
Arnoldsærloven. Derfor kræves generel amnesti for alle asylsøgere
som har opholdt sig i Danmark i mere end 12 måneder.
3) De uidentificerede flygtninge blev behandlet i sammenhæng foran i kapitel
14 (IV).
4) Når lokummet for alvor brænder, lader den fremmede bare være med at
udrejse. Politikens kærneabonnenter med de »gode« forbindelser inddrager så
med opfindsomhed journalister, præster, BZ'ere,
forfattere, politikere og andre medieliderlige i offentlighedsappel om, at
lige præcis de pågældende stakler skal forblive her.
De skjuler udlændingen (typisk opgejlet af Danmarks Statsradios og andre
mediers bragendeklapsalver).
Foreningsglade Danmark har endog en organisation - Landsforeningen Danske
Flygtningevenner - hvis væsentligste kræfter bruges på at styrke, at
civilulydighed går i svang på netop dette område. Den blev
oprettet i februar 1986. Hovedtalsmand er familiesammenføringsindvandreren
Brian Patrick McGuire, som siden 1977 er blevet forsørget over Københavns
Universitets lønkonto.
Aktuelt havde 12. november 1991 en storbeskrivelse af
forskellige »netværk« i Danmark, som organiserer gemmesteder for udviste
flygtninge. »Menneskene bag netværkerne er drevet af humanitære,
religiøse eller politiske motiver. De fungerer efter samme principper som i
den danske modstandsbevægelse under 2. verdenskrig. Hver enkelt i netværket
har kun enkelte funktioner, og de kender kun nogle
få kontaktpersoner i resten af nettet.«
Komiteen Flygtninge Under Jorden har fået polititilladelse til at gennemføre
en offentlig indsamling, selv om dens virke går ud på at hjælpe personer,
der anvises »fra venstrefløjsorganisationer, danske
eller internationale«, fordi de bør have asyl. Derfor skal stramningen i
dansk flygtningelov saboteres. Hjælpen går ud på »forberedelse af
politiforhør og fornuftige rejseruter«. Flere saftige
detaljer i Danskeren for april 1991, i Berlingske 16. september s.å. og i
Politiken 30. marts 1993. I slutningen af 1993 indgik i komiteen frustrerede
københavnske folkekirkepræster og
Flygtningestofmedarbejderen på P1 Pernille Bøgild. Peter Neerup Buhl
sidestiller virksomheden med den, der bryder loven ved at købe af en hæler.
I begge tilfælde er der tale om et uundværligt led »for, at
forbrydelsen kan finde sted«. (Berlingske 10. februar 1994).
Røde Kors meddeler, at i de første ni måneder af 1993 forsvandt 2.750
asylsøgere fra asylcentre. Givetvis har mange af dem været bange for ikke at
få asyl. Derfor var det klogere i tide at gøre sig usynlig.
Mens man endnu er her og kan forberede sig i ro og mag på at gå under jorden
på et gunstigt tidspunkt.
På side 11 i L 214 af 2. marts 1994 fortælles om, at i indenrigsministeriets
statistik afgangføres de forsvundne fra asylcentre hurtigt ud fra en -
aldeles ufunderet - formodning om, at de nok er rejst fra
Danmark.
Bortset herfra har danske myndigheder med ubehagelig fortielsesstaktik
aldeles mørkelagt emnet.
Men den internationale tendens, der nok også gælder (vil komme til at gælde)
her, belyses af Sverige, hvis radioavis den 19. juli 1993 klokken 5.33
oplyste, at p.t. ca. 5.000, der var nægtet asyl, var gået
under jorden, og at UNHCR anslog, at tallet sikkert bliver ellevedobbelt
over de næste 5-6 år. 14. december 1993 angav medierne tallet til 7.000 med
tilføjelse af, at Indvandrerpolitiets Transportcentral nu
måtte opgive at finde hver femte. Der Spiegel (1993-45) oplyser, at i
Sachsen har 2.000 forladt asylcentrene sporløst og i Mecklenburg-Vorpommern
12.000.
Denne af vort dårlige asylsagssystem producerede gruppe vil uundgåeligt
rumme mange desperate. Et advarselsfingerpeg gav den somalier, som fik norsk
asylafslag og derefter den 12. februar 1993 kaprede
et rutefly med 104 ombordværende.
Mere almindelig er det dog, at den fremmede under jorden holder sig
bomstille i skjulet en passende lang tid, til han under andet navn og anden
nationalitet kan dukke op og indgive ny asylansøgning med en
hulkehistorie helt anderledes end i den sag, hvor han tabte. Det havde været
praktisk om man fra den gamle sag havde haft mandens fingeraftryk (foran
kapitel 5, II).
5) Undertiden tæres på nære kontakter i den publicitysøgende del af den
danske folkekirke. Den tror nemlig, at statskirkens ejendom er de gejstliges
(og menighedsrådenes).
Inspirationen til denne uhellige alliance med muhamedanere og marxister kom
i 1981 fra det katolske Alvika-kloster ved Uppsala. Her skjuler
Helligånds-nonnerne konstant udviste. Ved ransagning 24.
november 1993 ved Morgenmessetid fandt politiet således 40 flygtninge på
flugt fra svenske myndigheder.
I Danmark er det berømteste eksempel de 4 måneder fra 1. september 1991 i
Enghave- og Blågårdskirkerne. Udførligt forsvar for denne udskejelse kan
læses i 1992-årbogen for Københavns Stift, hvor
også Ditlev Tamm klargør, at kirkeasyl har været juridisk nonsens siden det
16. århundrede.
Den 14. marts 1992 sendte P1 en heltimes montage fra Palæstinensernes ophold
i Blågårdskirken. Her bekræftedes, at den danske støttekreds' stærke element
var BZ'ere og arbejdsløse fra Jord og Beton,
Murerarbejdsmænd m.fl., som havde været med til de voldsomme blokader o.l.,
der var foregået i de foregående år. Som for eksempel Sydafrika-konsulatet
og HT Roskilde. Derudover var der
troskyldigheder, der troede på hvert ord om, hvordan »gæsterne« ville blive
mishandlet, såfremt de viste sig i Libanon.
Flygtningene selv skildredes som Pashaer, der helst sad og drak kaffe, mens
de spillede kort. Når de da ikke lige var i korporlige slagsmål med
hverandre over tilsyneladende bagateller.
6) Danske naboer, arbejdsfæller, klassekammerater og andre, der har fattet
godhed for den udvisningstruede, iværksætter også (ofte under betydelig
medielarm) aktioner for, at netop deres ven(inde) skal få
lov til at blive her.
7) De udvisningstruede selv iscenesætter happenings, som de forventer vil få
de blødsødne danskere til at indse, at så må man da beholde dem:
a) Selvmordsforsøg er en af metoderne. For eksempel som beskrevet i
Jyllands-Posten 20. oktober 1993:
»I et desperat forsøg på at få behandlet sin asylsag truede en 24-årig
albansk asylansøger mandag med at sætte ild til sig selv i et asylcenter i
Holbæk.
Manden havde overhældt sig med ti liter benzin, da politi og brandvæsen
stormede ind på det kontor, hvor han havde låst sig inde. I samme øjeblik
forsøgte den 24-årige at slå en lighter an, men ved straks
at overdænge manden med vand, forhindrede brandvæsenet en farlig
benzineksplosion.
Asylcentret i Holbæk huser over 200 asylansøgere. En eksplosion med 10 liter
benzin kunne ifølge kriminalpolitiet i Holbæk have udviklet sig dramatisk.«
b) Hyppigt forekommer også sultestrejker. Hidtidig omtalerekord er scoret af
Iranere og Tamiler. Det var ganske klart centralt dirigeret. For Tamilernes
vedkommende fra den effektive
Tiger-kommandocentral i Struer.
Både før og senere er sultestrejker anvendt overfor vore Quislingbefængte
myndigheder, der hyppigt følger deres lyster til at give efter. Eksempler er
der nok af. Otte Iranere sultede 49 dage i slutningen af
1992. 20 landsmænd holdt deres ekstrem-skærpede Ramadan i Nakkebølle i
perioden 25. juli til 2. september 1992. Syv Afghanere i Birkerød syede
deres læber sammen den 6. september 1993 og
fastholdt aktionen i 12 dage.
c) 29. marts 1994 var en Birkerød-afghaner påny i presseaktion. Denne gang
brandantændelse i sin dyne sekunderet af andre asylsøgere, der tævede løs på
medbeboere og dansk politi.
d) Muhamedaneradfærd ligger hinsides danskerforestillingsevne. Et eksempel
er palæstinenserfamilien Fouad Halim. To år trænerede de deres grundløse
asylsag. Stillet overfor udbringning af landet anmelder
de grædende 21. juni 1994, at deres femårige søn, Mohammed er bortkommet i
Hovedbanegårdens myldretid. Hele pressehulkekoret går igang. Indtil
politieftersøgningens kæmpeopbud 23 dage senere
afslører, at faderen har sendt ham til Libanon, så politiet kunne have søgt
hans kidnapper i årevis. Og sålænge ville pladdersentimentale Danmark
selvfølgelig ikke vove at sende familien ud af Danmark med
hele den storforargelse, det ville puste op i den venstrefordrejede danske
offentlighed, som mediernes storomtale havde pisket op til stormedlidenhed
med den tilsyneladende så hårdt ramte familie.
8) I kataloget over de hundrede krumspringsmuligheder for at undgå
udvisningseffektuering finder vi også nægtelse af underskrift på ansøgning
til myndighederne i eget land om at få pas eller andre
indrejsepapirer, der nødvendiggøres af fædrelandets bureaukratregler.
9) Sker det endeligt, at en af de fremmede efterkommer et udvisnings-påbud,
tager han ofte til Flensborg og vender - måske ved brug af et andet navn -
samme eftermiddag tilbage over Aventoft/Tønder
grænseovergangen (se for eksempel B.T. 31. oktober 1992 og 14. februar 1993,
Ekstra Bladet 5. februar 1993, Politiken 8. april 1993 og Berlingske 17.
juni 1993).
Berlingskes Ole Bang Nielsen beretter 3. marts 1992, at hans mange
researchresultater i det belgiske justitsministerium køligt
kommenteredes: »Det er stort set umuligt at standse trafikken. Lige så
hurtigt vi
kan udvise dem, lige så hurtigt kan de jo rejse ind igen«.
B. Er opholdstilladelse opnået, indeholder loven en udvisningsregel, for så
vidt det er sket på urigtigt grundlag (for eksempel forkerte oplysninger).
Der er blot det aber dabei herved, at bestemmelsen så at sige ikke anvendes.
C. Begår den fremmede noget kriminelt, kan udvisning altid undlades ud fra
en vurdering af hans personlige forhold (alder, helbred, mulighed for at
klare sig i hjemlandet, familieforhold osv.).
Men i masser af tilfælde forbyder Ninn-Hansen-loven endog udvisning.
a) Det gælder for det første i den periode, hver asylsag er under
behandling. Som vi har set foran under A kan det være noget af det nærmeste
jordelivet kan komme til evigheden. Gammelpartierne forsøger
tit og ofte at dupere danskerrakket med, at nu vil de sørge for at
forbryderes asylsager bliver ekspresbehandlet.
Indsigt i nudansk statsstyres funktionsmåde fås for eksempel ved at følge
nogle enkeltdage i Birte Weiss's seneste ni måneder før nærværende bogs
færdiggørelse:
1) 24. november 1993 TVA kl. 18.03: Chefen for Udlændinge-direktoratet
siger, at nu er der indført lynbehandling af disse sager.
2) 20. januar 1994: Folketingssvar på samme linie til fruens
indenrigsministerforgænger Thor Pedersen.
3) Side 47 i Indenrigsministeriets Nyhedsbrev af 22. marts 1994 gengiver
reglerne for den forlods hastebehandling. Det hedder, at den p.t.
er »relevant over for visse personer fra de baltiske lande, Rusland,
Polen, Rumænien og Gambia«. Det er den slags, som ville blive stemplet som
racistisk forskelsbehandling, hvis det var en Jørgen Hattemager, der havde
dristet at føre slig tale.
4) 11. juli 1994: Til Jyllands-Posten oplyser Fru Weiss, at hun for 10 dage
siden har indført halvering af sagsbehandlingstiden ved at lægge disse sager
øverst i bunken.
5) 24. august 1994 blev barnet taget med tang.
Min barselstale:
For det første skulle gerne alle asylsøgere, også de der opfører sig pænt,
behandles så hurtigt som muligt. Derfor er det ikke underligt, at systemet
ikke i praksis har magtet i nævneværdigt omfang at tage de
kriminelles sager frem i køen forud for dem, der ikke fremstår som
forbrydere.
For det andet er den af Hans Engell m.fl. anbefalede kur nærmest dræbende,
hvis den til hastejaskeri udtagne asylsag fører til, at vedkommende får
asyl. Og i princippet vil chancerne være større, når sagerne
behandles hurtigere. Det betyder nemlig, at de bliver dårligere oplyst. Og
på bjerget hersker jo den opfattelse, at tvivl skal komme asylsøgeren til
gode.
For det tredie er det alt for overfladisk, at politikerne hver gang de
præsenteres for et problem af denne art siger, at så skal netop den type
sager, som dagens debat drejer sig om, hastebehandles. At
opprioritere nogle sager er det samme som at nedprioritere andre, men hvilke
det er, oplyses ikke af popjagerpolitikerne.
Men også når forbryderen har fået dansk opholdstilladelse, vil han oftest
undgå udvisning.
Langlouis 185-247 gennemgår de mange filurdetaljer.
Hovedsynspunktet er jo slappere samfundsbeskyttelse, des længere
udlændingen har boet her. Efter 7 år kan udvisning kun ske af den, der
vedholdende har begået grov kriminalitet eller er idømt
mindst seks års fængsel ubetinget. Med nutidens strafmildhed, når man
normalt kun så højt op, hvis udlændingen har begået drab, væbnet røveri af
særlig farlig karakter eller narkohandel i den helt store
stil. Ifølge §22 er flygtninge - med eller uden asylret - ligestillet med
andre udlændinge, som har boet her i syv år.
Et eksempel på ikke-udvisning er de to kurdere, som den 5. august 1987
med våbenmagt iværksatte en gidseltagningsbesættelse af Lufthansas kontor i
København (Folketingstidende 1987/88, 2.
samling, spalte 1573f).
Et andet eksempel er Iranerflygtningen Hossin Giholi Abelechian (omtalt i
B.T. 28. september 1990). Han fik 8.400 kroner danske statspenge i kvartalet
som børnechecks. Dem investerede han i rejser
hjem til Mellemøsten og køb dernede af heroin, som han så indførte via
Kastrup Lufthavn til videresalg på det danske marked. Han fik kun tre års
fængsel og kan derfor forblive som forsørget gæst hos
de danske skatteydere til sine dages ende. Danskeren for november 1991
samler en række sager fra omkring 1. oktober, hvori samme slaphed udvises
overfor 11 iranske narkogrossister.
For det tredie kan fra Aktuelt 9. oktober 1986 hentes den iranske
asylansøger, der voldtog en seksårig. Vestre Landsret idømte ham 10 års
udvisning. Direktoratet for Udlændinge anså det for en
eengangs-handling og underkendte derfor dommen. Denne opsigtsvækkende
omkalfatrring af kompetencefordelingen i grundlovens §63 har formentlig
hjemmel i udlændingelovens §10 stk. 2, jfr.
herved justitsministeriets bemærkninger til L 257 af 1. april 1992 §1 nr.
7. Hensynet til at retssikre fremmede går altså her forud for tilvante
danske grundlovs-hovedprincipper.
Sognepræst Jesper Langballe skriver: »Af personer, over for hvem Danmark
ingen individuelle skyldigheder har, må man kunne forlange en adfærd, der
ikke kolliderer med straffelovgivningen. Den
misforståede tolerance, der udvises i dag, muliggør - ifølge rapporter
fra socialrådgivere - at de uheldige elementer ved hårdhændet behandling af
repræsentanter for de danske samfundsmyndigheder
faktisk tiltager sig uberettigede fordele. Og den kan give indtryk af, at
danskerne mangler evne til at værne sig mod en tilpas målrettet indsats.
Vort land kan få en særlig tiltrækning på uheldige
elementer, som jo ikke kan udfolde sig under lige så frie forhold
andetsteds.«
Når en gæst i et privat hjem forulemper og bestjæler sine værtsfolk, vil
han normalt blive smidt ud for bestandig. Når staten ikke lever op til samme
standard er det jo ligefrem en opfordring til
svagsjælede fremmede om at mase på med forbrydelser.
10. maj 1994 stod alle de andre partier sammen om at forkaste
Fremskridtspartiets B 75 om, at udenlandske statsborgere, der har afsonet
fængselsstraf her i landet, skal udvises ved afsoningens ophør.
I Tyskland er det lidt bedre fat: Illustrativ er en tyrk som efter 16 års
bopæl idømmes 2 1/2 år fængsel. Efter 20 måneders afsoning blev han løsladt
for god opførsel. Han udvises straks, men
myndighederne kunne ikke hindre, at han lod kone og børn blive tilbage i
Det Fjerde Rige.
D. Når Danmark som følge af folketingernes manglende økonomiske styreevne
i stadigt stigende tempo synker dybere og dybere i bankerot-afgrunden, må ét
sparesynspunkt blandt mange være: De
stærkt beskårne, offentlige udgifter, Danmark i de kommende år får råd
til, må først og fremmest reserveres landets egne børn. Denne
retfærdighedsgrundsætning stemmer med god international
tradition om, at fremmede ikke skal ligge værtslandets skattebetalere til
byrde. Når danske har været i for eksempel Schweiz eller USA, har de måtte
rejse hjem, når der er blevet knapt med arbejde.
Fordi førstefødselsret til egne arbejdspladser forbeholdes egne
landsmænd.
Socialbistandslovbekendtgørelsen §4 har følgende ordlyd:
»Bliver der behov for vedvarende hjælp til forsørgelse af en person, der
ikke har dansk indfødsret eller ret til hjælp i medfør af §3, afgør
socialministeren eller den myndighed,
ministeren giver bemyndigelse hertil, om pågældende skal hjemsendes.
Stk. 2. Der kan dog ikke træffes beslutning om hjemsendelse af
udlændinge, der bor her i landet med henblik på varigt opholdt, og som
lovligt har boet her i mere end de sidste tre
år«.
(Den nævnte §3 lyder sådan: »Der kan ved aftale med andre stater eller
internationale organisationer gives personer, der ikke har dansk indfødsret,
ret til vedvarende hjælp til forsørgelse under ophold
her i landet.«
Reglen administreres vattet (Retsudvalgets bilag L 257-30 af 26. maj 1992
og betænkning af 11. juni 1992).

E.a. Den nuværende beholdning af uønskede i vort land stammer fra tre
hovedkilder:
Den første var de fremmedarbejdere som kom i årene omkring 1970, og som
klart skulle hjem igen efter ganske kort tid.
Den anden er dem, der har fået asyl (tilflugtsfristed). De burde selvsagt
sendes hjem, senest når deres hjemlands forhold er forbedrede i forhold til
det, som gav dem flygtningestatus. Sådan er lovens
§22 bare ikke. Seneste folketingsstormløb herimod kom fra de
konservative, som ville udvise flygtninge, hvis forholdene i deres land er
forbedret, medmindre de har været i Danmark i mere end syv år
og er velintegrerede. Det forkastedes 28. april 1994. Tilslutning var der
kun fra Fremskridtspartiet, mens Venstre undlod at stemme.
Den tredie er de illegale indvandrere, som skal ud så snart de fanges. Og
med dem må ligestilles de asylsøgere, der har tabt deres sag.
Selv efter den gældende - alt for fremmedsledske - udlændingelov er der
altså rigeligt med materiale at tage fat på til udsmidning af Danmark.
b) Men virkeligheden er meget værre end loven:
I Folketingets retsudvalg finder man som bilag til lovsag 214 et brev af
14. april 1994 fra Dansk Flygtningehjælp, der skriver: »I et anseligt antal
sager kan udrejsefristen være overskredet med både
måneder og endda år, uden at danske myndigheder har taget skridt til at
effektuere en tvangsmæssig udsendelse bl.a. på grund af praktiske og/eller
sikkerhedsmæssige forhindringer«.
Samspils aprilsnummer 1991 side 11 beretter om de 177 ghanesere, som fik
afslag i 1980'erne. Alle bor stadig her i landet og Direktoratet for
Udlændinge fastslog på side 44 i beretning af 24. maj
1991 ganske generelt »at det i realiteten er et lille antal asylsøgere,
der tvangsmæssigt udvises af landet efter et endeligt afslag«.
Jyllands-Posten 23. november 1991 refererer en stikprøve på 21
palæstinensere hvis sidste udrejsefrist var udløbet et par måneder tilbage.
Justitsministeriet sagde, at de ikke længere befandt sig på
deres asylcenter, og derfor var de registreret som udviste. Nærmere
undersøgelse afslørede, at 3 havde giftet sig med danske, 3 var rejst
illegalt ind i Norge, 3 formodedes at være udrejst behørigt og
12 kunne ikke identificeres.

Til Der Spiegel 1992-10 fortæller Münchens overborgmester om en
tilsyneladende ikke atypisk sag: To gange fik en Bangladesher asylafslag,
men bliver bare boende. Nu er hans kone og tre børn kommet
på permanent besøg hos ham. Det udløser månedlig socialhjælpsuddeling på
5.200 mark (over det dobbelte af lønnen til et tysk postbud).
c) Når en dansker strander pengeløs i udlandet og skal hjem, involveres vor
udenrigstjeneste i betalingen. Skal vi en sjælden gang effektuere en
udvisning, koster det os det hvide ud af øjnene.
Politiet skal i gang med et større cirkus, hvor (næsten) hver forestilling
må improviseres som noget helt unikt. Skatteyderne betaler (herom Langlouis
side 330-335).
En gruppe af danske politifolk skal pr. fly ledsage de udviste og deres
ejendele til deres hjemland. »Typisk tilbringer de danske politifolk et
eller to døgn i det land, asylsøgeren afleveres i«
(Politiken 30. marts 1993). Den danske stat giver også lommepenge til den
udviste (Jyllands-Posten 5. oktober 1992). Undertiden nægter hjemlandet
modtagelse (Ukraineeksempel i Berlingske 24. marts
1994).
d) Ofte starter det med at indkvartere den pågældende på hotel, så han er
umiddelbart til rådighed, når afrejseplanen er i hak. Flygtningehjælpen
oplyser for eksempel 27. januar 1994, at flere hundrede
afviste kurdiske asylsøgere fra Irak venter på transitvisum gennem Tyrkiet,
før de kan vende tilbage til det nordlige Irak. Tre måneder senere
ajourførte Berlingeren den sneglefart, hvormed sagen har
bevæget sig. 8. juni 1994 noterer Jyllands-Posten, at Tyrkiet har
principgodkendt, at 80 må passere, og at Udenrigsministeriet har sendt de
første ansøgninger.
6. april 1994 dukkede Berlingskes Linda Bang Jessen op med hulkereportage.
Fra Nakkebølle Asylcenter, hvis hårdhudskynisme hun i sin blåøjethed slet
ikke ænser. Som journalisters forudfattede
fordomme er, så bliver deres reportager.
Mange detaljer i relation til såvel gennemrejsestater som hjemlandet må der
være check på. Ofte må danske læger attestere, at vedkommende kan tåle
rejsen.
God at få forstand af er også Jyllands-Posten 30. marts 1992:
»Norske myndigheder tvinges nu til at indstille udvisningen af 200
flygtninge fra Etiopien og Eritrea, fordi flygtningene ikke er velkomne i
hjemlandet. Dermed er Norge kommet i den
situation, at skulle beholde flygtninge, som ikke er berettiget til asyl.
Udvisningen af flygtningene blev stoppet, efter at fire norske politifolk
blev frataget deres pas i den etiopiske hovedstad Addis Abeba, da de skulle
eskortere ni udviste eritreanere hjem.
Myndighederne i Addis Abeba tog ikke hensyn til en norsk protestnote og
afleverede først passene efter 17 dages ufrivilligt ophold for de norske
politifolk - og kun mod, at de ni
eritreanske flygtninge fik lov til at rejse tilbage til Norge«.
7. oktober 1992 fik danske politieskorter ganske tilsvarende oplevelser
(Aktuelt, 2. og 19. november 1992, samt Politiken 20. januar 1993). 1. april
1993 vurderer Politiken, at dansk politi har opgivet på
ubestemt tid at få nogen udvist til Abesinien eller Eritrea.
På april 1994-samrådgruppemødet brainstormede Nordens flygtningeministerier
om besværlighederne. Den henrivende svenske konklusion blev, at der er tale
om en svær balancegang mellem effektivitet og
værdighed.
Den svenske 6.30-Radioavis 12. august 1993 samtalede med
politiudbringningschefen. Han bekræftede bestikkelsesbetaling til
hjemlandets myndigheder, for at det overhovedet var muligt at få de udviste
anbragt. Som så meget andet ubehageligt i Udlændingepolitikken er dette emne
tys-tys i Danmark. Men selvfølgelig vil korruptionsmønstret i Ulandene også
slå igennem over for os. Jo mere vi betaler, des
mere sultne vil de fremmede embedsmænd blive, for at få endnu mere ned i
deres foer.
I et serbisk distrikt - Kosova - gjorde muhamedanerne oprør i 1991 og
erklærede deres egen republik. En del benyttede lejligheden til - uden
ringeste saglige grundlag - at erklære sig for flygtninge i
Nordvesteuropa. 17.000 i Danmark, 55.000 i Sverige og 230.000 i Tyskland. De
er særdeles uønskelige. Blandt andet fordi de er overkriminelle
(Butikstyverier og Narkohandel er specialiteterne). Så
udpræget at endog den svenske flygtningeminister (Friggebo fra de radikales
søsterparti) måtte erklære det for en karakterbrist hos den pågældende race.
Serberne er kistelykkelige for at være sluppet af
med disse folk, og nægter derfor at modtage dem tilbage. Tvangsudbringelser
er forsøgt til nabolande som Makedonien og Albanien, der jo så landværts fra
kan få dem lodset over grænsen. Selv om de
nævnte to lande også er muhamedanske, nægter de at være mellemstation. Under
påberåbelse af, at de i stedet for at lade sig transportere til Serbien
render rundt som forbrydere i de i folkeretlig forstand
uvedkommende mellemlandingssteder. Derfor holdes en del international
diplomatpalaver, om vi i Nordvesteuropa dog ikke for gode ord og (navnlig)
betaling kan tørre vore ubehagelige gæster af på de to
Balkanstater.
F. Summen af de beskrevne myndighedsdumheder er deprimerende for de mange
blåøjede, som endnu tror på myten om Danmark som et retssamfund.
Den uundgåelige konklusion er, at udvisning i praksis er et alt, alt for
svagt retsmiddel til at undgå uønskede udlændinge. Det rokkes der ikke
afgørende ved, uanset hvordan folketinget jurateknisk indretter
vore danske regler om udvisningsinstrumentet.
Indenrigsministeriets Nyhedsbrev 1. juli 1994 side 38 bebudede stramning af
reglerne om politiets udbringelsessagsbehandlinger, (herunder
justitsministeriets vejledninger af 1. juli og 1. september 1992).
Sammen med for eksempel Per Sørensen-loven fra maj 1994 er dette selvsagt
skridt i den rigtige retning. Men enhver, der ønsker at lære af
virkelighedens erfaringer, må se i øjnene, at den afgørende fejl er,
at vi overhovedet lader de fremmede passere ind over Danmarks grænser. Har
de først fået fodfæste her, vil de have held både til at klynge sig fast og
til at danne modtagergrupper for lige så uønskede
landsmænd.
Den generelle lære er, at hvert minut, en fremmed forbliver i Danmark,
svækkes hans muligheder og ønsker om at vende tilbage til, hvor han hører
hjemme. Han mister mere og mere eksistensevne i sit
fædreland. Men bliver ikke nødvendigvis samtidig bedre egnet til at indpasse
sig i det danske fællesskab. Tværtimod gør hans fortvivlede rodløshed ham
til et bestandigt værre, generende uroelement, som
forstyrrer Danskhedens lykkestræben.
Den konstruktive løsning er at afvise så at sige enhver ulænding, før han
indrejseoverskrider den danske grænse.

[Per Hagemann]

KAPITEL 22
Skrub-af-præmier

I. Fremmede, som flytter hjem, kan herfor kræve en kontant belønning fra den
danske statskasse.
Det startede i 1990. Siden har der været stor grøde i væksten af dansk
generøsitet. Fra august 1993 gjaldt udvidede regler i henhold til lov nr.
464 (L 335). Da der var få (70 i 1990, 125 hvert af de
følgende to år og 77 i 1993), har folketinget gjort det mere attraktivt ved
fra 1. august 1994 at indføre to endnu dyrere bekendtskaber for den danske
statskasse. En for jugoslaver (siderne 5 f og 21 f i L
258 af 10. maj 1994), og en for andre (lov nr. 362 af 18. maj 1994, L 189).
Sidstnævnte udvider støtten fra 5.000 kr. pr. person til 15.000 kr.
(dog »kun« 5.000 pr. barn). Endvidere dækkes som før rejse- og
transportomkostninger samt sygeforsikring i et år. Mens
det er muligt for flygtninge at vende tilbage til Danmark inden for det
første halve eller hele år, får indvandrere ikke fortrydelsesret, når
undtages børn og unge som er rejst sammen med deres
forældre.
Der blev i debatten introduceret forskellige forslag til at koble en
repatrieringsordning sammen med f.eks. de nye bestemmelser om :
orlovsmuligheder fra arbejdsmarkedet,
modelprojekter for tilbagevenden
og udvikling af kundskaber, som også kan anvendes ved en eventuel
tilbagevenden.
De personer, der udtrykker ønske om hjemvenden, kan få vederlagsfri
rådgivning af Dansk Flygtningehjælp. Bl.a. om de økonomiske, sociale og
politiske forhold i hjemlandet, og om de øvrige
konsekvenser af en beslutning om at rejse tilbage til deres fædreland.
En enkelt kommune har med hjælp af Dansk Flygtningehjælp tilrettelagt et
program, som sætter flygtningene i stand til at virke som u-landsfrivillige
ved tilbagevenden til deres hjemland.
Ordningen har bl.a. følgende ulemper:
a. Tilskud til fremmede, der vil rejse, er en ny statsudgift udover, hvad vi
har råd til.
Som sædvanligt er det umuligt at råbe de selvgode partier op til at ænse, at
for hver million, der ekstra ruller til bosættelser i Iran og Libanon,
forsvinder endnu flere kroner fra danske sygehuse, danske
folkepensionister og danske skattelettelseshungrende.
b. De fremmede, som ikke ønsker at forlade de danske velfærdsorgier, kan
undlade at benytte reglen.
c. Det er nok så svært at afgrænse modtagerkredsen uden frustrerende
tovtrækningsbureaukrati om, hvem der skal have lov at få de milde
pengegaver.
d. Afskedsbetalinger bruges anderledes, end blåøjede folke(tings)flertal
forventer. Narkofinanciering, kvindekøb, etablering i andre vesteuropæiske
lande og endnu større fremmedfamilier er nogle af de
umiddelbart forudsigelige investeringer af de danske skatteydermidler.
e. Udover fiktive hjemrejser, vil der efter nogen tids ferieophold derhjemme
gå den prås op for ham, at det trods alt var lettere at leve i Danmark end i
hjemlandet. Mere eller mindre fordækt i forhold til
myndighederne vender han så tilbage til Tivoligardens Slaraffenland. Uden
alt for tydeligt at gøre opmærksom på, at han er identisk med en person, som
fik vederlag af den danske stat for at forsvinde.
Penge, som han typisk forlængst har brugt, uden at danske inkassomyndigheder
nogensinde evner at få ham til at tilbagebetale dele af det modtagne.
f. Flygtningevennepamperne vil misbruge deres mediebeherskelse til
uophørligt at kræve pengeudbetalingssatserne forhøjet - generelt for grupper
af fremmede eller i enkeltsager. Det er så let for dem at
producere medlidenhedstrommeildskampagner til støtte af familier, der som
starthjælp til en ny tilværelse i hjemlandet godt kan bruge flere penge.
Hvorfor skal rige Danmark dog være mammonnærig overfor
mennesker i nød? Det holdt for eksempel ophidserbladet Søndags-Politiken 9.
juni 1991 auktion over mellem, S, SF, CD, Kristeligt Folkeparti og det
Radikale Venstre.
Ellemann-Jensen flottede sig straks - naturligvis for skatteydernes penge -
med 2 millioner kroner som sommergave 1991 til »reintegrering« i Chile.
Ole Espersen og Lilli Gyldenkilde ville selvsagt ikke reduceres til anden
violiner.
Så de foreslog i B.T. 17. juli 1991 udvidelse af adgangen for hjemvendte til
i udlandet at modtage livslange danske statspensioner samt frirejser til at
vende tilbage til de danske bistandskontorer, når de ikke
længere er fuldt tilfredse i deres fædreland .
g. Omvendt er de fremmede selv hurtige til at hyle op om, at det er alle
tiders forretning for den danske skatteyder:
»En kurdisk indvandrerfamilie på fem får årligt udbetalt knap 320.000 kroner
i offentlige ydelser i Danmark. Den muslimske familie med bopæl i Ikast er
alligevel ulykkelig og føler, at
tilværelsen har udviklet sig til et liv i isolation. Familiens største ønske
er, at det danske samfund vil forbarme sig over den og hjælpe den tilbage
til en menneskeværdig tilværelse
hjemme i landsbyen nær Nakara i Tyrkiet.
»Med et tilskud på fem tusinde kroner om måneden de første år, vil vi være i
stand til at skabe os en anstændig hverdag i vort fædreland,« pointerer Ziya
Arslan, 35 år.
De kontante ydelser på knap 320.000 kroner har form af understøttelse,
børnebidrag og boligsikring. Desuden er der betydelige omkostninger til
uddannelse, medicin, lægehjælp, skolegang,
specialundervisning m.v., som Danmark kunne spare ved at hjælpe os i gang i
vort fædreland, påpeger Ziya Arslan. Han er i øjeblikket i gang med at
afvikle de sidste uger i et jobtilbud, inden han i næste
måned træder tilbage i de arbejdsløses rækker.« (Jyllands-Posten 12. august
1993).
h. Det er en ret blakket affære, at de danske skatteydere, der i forvejen
har ofret så meget til de helt fremmede, på ny skal bløde. Nu for at
overvinde en uvilje mod det, som burde være den fremmedes
største begær: at komme tilbage til sit eget land.
II. Ordningen er blot en overbygning på, at den fremmede, som overvejer at
rejse hjem, ofte i medfør af bistandslovens paragraf 47 (jfr. §134 stk. 3)
efter »lempelige betingelser« (socialministeriets skrivelse
af 20. august 1984) får udbetalt penge, for eksempel til ruteflybilletter,
flyttegodsforsendelser etc.
Hans Engell supplerer i flygtningeredegørelse 91: »Danida ydede i 1989 ca.
40 mio. kr i bistand til internationale programmer for flygtninge, som
frivilligt ønsker at vende tilbage fra et asylland til deres
hjemlande. I 1990 blev der ydet ca. 30. mio. kr. direkte til UNHCR's
repatrieringsprogrammer for mellemamerikanske og vietnamesiske flygtninge
samt IOM's (International Organisation for Migration) og
Folkekirkens Nødhjælps programmer for hjemvendende i Latinamerika og Afrika.
Sådanne programmer omfatter blandt andet støtte til hjemrejsen og til
integration i hjemlandet samt juridisk og finansiel
bistand i forbindelse med hjemkomsten. Endvidere er der ydet mere end 100
mio. kr. til UNHCR og Røde Kors som mere generelle bidrag«.
A-kasserne betaler 80% af dagpengene i et år, hvis de hjemsendte udfører
humanitært eller kirkeligt arbejde derhjemme.
Danske (sociale) pensioner kan ofte tages med hjem (kapitel 26 og 30). L 362
1994 forøger nu denne ret.
I enighed med Tyrkiets ambassade i København og Anatolsk Kulturforening i
Århus foreslog lektor Jan Hjarnø fra Sydjysk Universitet i julemåneden 1991,
at de mange tyrkere, der under deres
Danmarksophold, har bevaret deres bondejord i hjemlandet, skal havde danske
skatteydere til at betale for, at de kan skaffe sig et (større) husdyrhold,
og at de så også kan tage deres danske socialhjælp
med sig, hvis de forlader Danmark. Hjarnø er ikke hr. hvemsomhelst. Han er
nemlig formand for indvandrerforskerne i Norden.
Sandelig: Den, der vender hjem til sin fædrene asiaterlandsby fra dansk
asyl, er et godt parti. Som Mr. Swansson fra United States i vort
schlageralbum.
III. Selvom en generel ordning med retskrav mod den danske statskasse altså
må afvises, skal man selvsagt også på dette område være praktisk og
udogmatisk: Hvis justitsministeriet konkret skønner,
at store fremtidsudgifter kan undgås for danske skatteydere, kan det da godt
få bevilling til en enkeltbillet med billigste transportmiddel til den
pengeløse udlændings hjemland.
Her kan han så etnisk, kulturelt, religiøst og i det hele i det almindelige
livsmønster falde ind i naturlig harmoni med det omgivende samfund. Langt
bedre end i det Danmark, han nu har så travlt med at
kritisere.

KAPITEL 23
Udlevering

En variant af Udvisningsinstituttet forekommer, når en fremmed stat - ofte
vedkommendes hjemland - anmoder Danmark om at få udleveret en udlænding, der
befinder sig her.
Typisk i forbindelse med straffesager. For eksempel for at få den pågældende
retsforfulgt eller for at få hans fængselsophold til at foregå derhjemme.
Med storkriminalitetens internationalisering bør udleveringsinstituttet få
langt større anvendelse i fremtiden med tæt samarbejdende nationer. Men vi
skal naturligvis ikke udlevere terrorister til
muhamedanerlande.

KAPITEL 24
Trivsels-hovedsynspunkter

I. Så svimlende hurtigt udviklingen forløber, tilhører Verden af i Morgen
givetvis Kosmopolitterne. Teknologieksplosionen sprænger enhver mulighed
for, at lille Danmark kan være sig selv nok.
Når vi ikke kan hindre internationaliseringen, må vi tilslutte os den og
indgå i den nærmeststående verdensblok med styrke til at være med under den
ny tids vilkår (OECD-landene er kærnegruppen).
I-landenes område er så kraftigt, at vor deltagelse her udelukker, at
Danmark bliver en lukket, degenererende, gold stagnationsloge.
Det er derfor ubetænkeligt for folketinget at følge
snusfornufttrivsels-forsigtigheden og afbryde næsten al statslig kontakt med
den tredie verden.
Heri ligger ingen underkendelse af den gode leveregel at møde alle andre
mennesker med udstrakt venlighed. Det er værst for en selv, hvis man
indsnævrer sit livs mangfoldighed ved at blive vammel,
selvtilfreds isolationist. Det har blot ikke noget at gøre med lovgivning.
Der opstår problemerne nemlig kun, når imødekommenhed over for nogle
indebærer, at man generer andre. Ret givet til en (gruppe) er
pligt for en anden. Lovgiverens opgave er at vælge, hvem han vil vælge.
Trivselsvalget er størst mulig samlet fremtidslykke og livsglæde til de 11
millioner, som udgøres af de nulevende danske plus deres
endnu ufødte børn og børnebørn.
De styrende i Danmark har alene mandat til at gavne danskere.
Folketingsmedlemmerne er sat til at fremme danskernes trivsel. Hverken mere
eller mindre.
Danske politikeres forpligtelser over for landets nuværende indbyggere og
disses i forvejen gældstyngede efterkommere, må gå forud for hensynet til
sværmeriske kuller om, at den tredie verdens utallige
konflikter og uhæmmede befolkningstilvækst også skal foregå her i landet.
Når folketingere pålægger danskere tunge byrder til fremmedes fordel begår
de groft magtmisbrug (landsforræderi). Det er stærkt angribeligt, at selv
nok så store flertal via statsmagten tvinger nogen til, mod
sin vilje (ved skattebetaling eller på anden vis) at søge at løse alverdens
problemer. Eller gå fremmedes ærinde så egne landsmænds kår undergraves
gennem økonomiske, folkelige og kulturelle begunstigelser
for dem, der selvbestaltet er trængt ind i vort land.
Trivselsfolket er altså enig med Den Danske Forening: »Vi vil fastholde, at
danskerne har førstefødselsretten til Danmark og dets hjælpekilder, og at
danskerne - ikke som ofte nu de fremmede -
har førsteretten til arbejde, boliger, uddannelse, kollegiepladser, sociale
ydelser osv. I det hele taget må de fremmede, så længe de er her i landet,
indrette sig efter danskerne og ikke
omvendt. Danmark kan ikke være bistandskontor for hele verden.«
Med skyklapper for deres forstand fører folketingspartierne sig alligevel
frem, som om de var kaldede til at frelse hver og en af verdens nationer. I
den takt journalisterne vælger at dagsordensætte dem
på skærmen. Eller når de selv kan opstøve nogen i pengetrang, for eksempel
på deres mangfoldige skatteyderbetalte ulandsrejser: Asien, Afrika,
PLO-terrorister, kommunistødelagte østeuropæere, færinger,
grønlændere, osv., osv. Alle skal helst forsørges af danske
skatteydermidler. Og forgyldes langt ud over de forestillingskredse, de er
tilvænnede.
Når et menneske finder et problem væsentligt, må det normale være, at han
selv - gerne sammen med ligesindede - søger at løse det. Ikke, at han i
selvgodhed får lov at vælte løsningen over på andre. De
må have mere udbredt frihed end nu til i deres eneste ene jordeliv at
beskæftige sig med de sider af tilværelsen, som de - med lige så god
adkomst - finder essentielle.
Fra såkaldt store ånder møder vi den kritik, at vor Halfdan Rasmussenske
jordbundethed savner de store visioner. Det er korrekt. Men vi tror ikke en
døjt på, at nogensomhelst kvindefødt evner at
gennemskue alle universets sammenhænge. Eller blot en væsentlig del deraf.
Det gode, vi kan gøre, skal vi derfor udrette indenfor det, vi overskuer
mindst dårligt. Hvad du evner kast af i de nærmeste
krav. Ikke i Det Indiske Hav.
Peter Neerup Buhl skriver det i Berlingske 10. oktober 1993: »Så snart man
begynder at bekymre sig om hele verdens problemer, svigter man nødvendigvis
sine egne. Mennesket har nu engang
så begrænsede evner, at det kun kan koncentrere sig ordentligt om én ting ad
gangen. Og i Danmark er opgaven nu engang danskernes vel.«
Det er vigtigt at forstå, at stillingtagen til disse overlevelsesproblemer
bør foretages for danskerne på længere sigt.
Ikke ud fra de tilfældige enkeltpersonerfaringer, den argumenterende er
løbet ind i.
Gedigen sammenhængsforståelse og urigoristisk logik er nogle af
hovedakslerne for, at samfundet og dets individer bliver velfungerende. De
styrkes med sindenes åbenhed over for andres meninger og
argumenter. Efterfulgt af kritikkyndig afvejning for og imod.
Trivselspartiet ønsker ved drøftelse af alle anliggender at sætte lødigheden
og væsentligheden i højsædet med fuld, fribåren respekt for hvemsomhelst.
Morten Kjærum, såvel som Povl Heinrich
Riis-Knudsen. Debatten skal gå på argumenternes livsnærhed og ikke på, hvem
der fremfører dem. Eller hvor gængse fladtrådte vaneforestillinger, de
udtrykker.
Helt undtagelsesfrit er det hamrende tåbeligt med selvværdsfølelse at
overtrumfe nogetsomhelst andet menneske eller på nogensomhelst vis at se
nedladende på det.
Vi Voltairianere er ene på den danske politiske arena om i praksis som i
teori at hylde den store toleranceforkynders anvisning, at man frem for
alt - fuldt og helt personanseelsesfornægtende - skal kæmpe
for alle menneskers adgang til at være ligeværdige og turde lytte til og
fordomsfrit overveje alle synspunkter. Mest dem, man er mest uenige med. Det
er jo hos dem, man har mulighed for at lære mest. Den
tolerante anser alle mennesker for ligeværdige (altså modsat racisten) og
vil kæmpe for, at andre skal have reel adgang til at fremføre sine
synspunkter. Lige meget, hvor kraftigt de støder an mod ens egne.
I praksis som i teori er vi 180% tilhængere af den pluralisme-ytringsfrihed,
som er demokratiets nødvendige grundprincip. Så at sige alle folkestyrets
nuværende mænd og kvinder på Christiansborg
praktiserer det stik modsatte.
Under foregivende af at fægte for såkaldt stuerenhed, håber de at kunne gøre
Trivsels/Fremskridtspartierne tandløse og ligegyldige gennem
apartheidsbeslægtet berøringsangst. Som den for eksempel blev
principielt anbefalet af Arne Melchior i Folketingstidende 1987/88, 1.
samling, spalte 6950 og den 17. december 1992 af Mogens Lykketoft (Tvedeling
af Folketingsdebatter: »En, hvor Fremskridtspartiet
snakker med sig selv. Og en anden, hvor vi andre diskuterer med hinanden«.)
Smalsporet haven foragt for andre - det er den stil, MF'erne tvinges ind i
på grund af deres eget saglige armod.
I stedet burde alle afgive eksempler til efterfølgelse ved fair gennemsyret
åbensindethed overfor enhver modparts argumentation.
I Trivsels-Fremskridtskampen mod indsigtsløsheden bag vulgærpolitikernes
nationale dødsmarch lader vi os derfor ikke friste til at give igen med
samme usaglige mønt.

Men man må ikke begå den fejl, at forveksle tolerance med holdninger. At
kæmpe for holdninger er et politisk partis eksistensberettigelse.
Holdninger hos Trivslens fædrelandssindede Parti er for eksempel, at vi vil
gøre en virksom indsats for at hindre muhamedanerne i at fortrænge danskerne
fra Danmark, og at vi hellere vil bruge
penge til skattenedsættelser eller folkepensionsforhøjelser eller forkortede
sygehusventelister end at øse offentlige midler ud på tilfældige udsnit af
vildtfremmede.
Alle nulevende danske er flasket op med modellen Socialisme med et
menneskeligt ansigt. Dens vurderingsgrundlag angives som
lighedsgrundsætninger og egoismefordømmelse, samt at staten skal give de
svage (mindst) lige så gode positioner, som de stærke har erhvervet sig. Og
det ganske uanset om svagheden er selvforskyldt eller i al fald skyldes, at
man ikke har anstrengt sig fuldt ud eller misset chancer.
Ideologien er kommet ganske langt frem med at forgifte danske medborgere.
Det er kun tilsyneladende, at dens realisering skulle fremme udsigterne til
et liv med forudsigelighed og fred i vor tid. Tryghedsnarkomanien er drevet
for vidt. Systemfejlene i den skandinaviske model bliver
skæbnesvangre i fremtidens teknologidirigerede, internationalistiske
velstandssamfund. Her fremskyndes nemlig Sandhedens Time, hvor man ikke
længere ind under gulvtæppet kan feje, at Alfa og Omega i
fordelingspolitik er, hvor meget der er at fordele. Altså størrelsen af
produktionen af nyttegoder.
En pædagogisk måde at klargøre det på, er indgående studium af
Sovjetblokkens nationaløkonomi. Her havde man, højt oppe i det barokke,
sammenskruet et statsapparat, som (angiveligt til fattigfolks
hjælp) dirigerede alt årti efter årti. Endnu er Skandinavien langt fra så
forrykt. Men det enorme sagsbehandlerapparats magtudfoldelser og
forvridninger, samt forsteninger af produktionssektoren er af samme
karakter. De er blot så meget lettere at få øje på i Stalins og Brezjnevs
Imperium, fordi vrangvridningerne var af så gigantisk enormstørrelse. Med
støtte i det forstørrelsesglas vil måske en og anden sætte
spørgsmålstegn ved den almindelige danske tendens til selvglad
bortforklaring af, at vor nationale deroute skyldes kæmpevæksten i den
offentlige sektor.
Efter at produktionsteknologi og den internationale handels opblomstring
uigenkaldeligt har skabt et helt andet samfund end det, der inspirerede
Louis Pio og F.J. Borbjerg, er velfærdsstatens hovedindhold
blevet en kontrolmagt, der u-ydmygt blander sig utåleligt i det enkelte
menneskes livstilrettelæggelse. Hver evige eneste dag fra barsel og
vuggestue til plejehjem og kirkegård. Et utal anliggender, der før 1960
trivedes i privatsfæren, er af nævenyttige politikere overført til
offentligt styrede reguleringer.
Velfærdsstatens hverdag er, at folketinget drukner folket i
formyndersystemer med regler, restriktioner og kontrol på alle ledder og
kanter. I virkeligheden er det ondt mod alle mennesker: Hvadenten de
trives bedst med stadige overraskelser og udfordringer eller foretrækker at
leve trygt uden uventede indblandinger. Heller ikke fra specialområde -
enøjes - myndigheder.
Anders Fogh Rasmussen skrev i Berlingeren 11. juli 1994:
»Den største trussel mod den personlige frihed er visse politikeres trang
til at ville lovgive om stort og småt og alle mulige detaljer i folks
hverdag. Ingen detalje er for lille og intet
livsspørgsmål for stort til, at dirigere-lystne politikere kommer rendende
med love, bekendtgørelser og cirkulærer.
Ikke blot er der alt for mange love om alt for meget. Men reglerne er også
alt for indviklede, så almindelige mennesker kan løbe sure i paragrafferne.
Det er betænkeligt for borgernes retssikkerhed, hvis reglerne bliver så
indviklede, at det kun er eksperterne og de, der har råd til at hyre dyre
rådgivere, som kan bjerge sig helskindet igennem.
Menneskene kastes i statsapparatets kløer ved at private borgere gøres
afhængige af nådesakter fra det statslige bureaukrati.«
For gammelpolitikerne er det bekvemt at gøre vælgerne til de bevilgende
myndigheders klientgruppe. De fleste stemmeseddelkrydser sættes så ud fra
egne kortsigtede fordele frem for det, der er
demokratiets grundforudsætning: Langsigtet styrkelse af Samfundets Ve og
Vel.
Når det i god tro i de nordiske andegårde foregives, at den skandinaviske
velfærdsmodel skulle være stærk, er en hovedårsag det kæmpeheld, vor region
har haft, ved under de to verdenskrige at ligge trygt
og godt sammenlignet med ødelæggelsesforløbet i de fleste andre lande.
Den lange fredsperiode siden 1945 har fjernet dette forspring. Herefter kan
vi ikke fortsat tillade os at opretholde velfærdsbrovteriet med, at de
offentlige systemer er sikkerhedsnettet for, at ingen - forskyldt
eller uforskyldt - ryger ud i pengemangel.
For at opretholde økonomisk tryghed og anden trivsel for befolkningens brede
masser kræves mindre statsvatindpakkeri og mere dynamik.
Det er en illusion, at befolkningen kan leve fastspændt i en social
sikkerhedssele, som skatteyderfinancieres for hele befolkningen.
Internationalisering og teknologiskabt velstand nødvendiggør det langt mere
trivselsmættede alternativ, at de raske overvinder gyset ved at kaste sig ud
på fem favne vand,
Da afmonteringen af folkehjemsoverdrivelserne er den nødvendige medicin, er
det absurd i stedet at udvide Gredalismen til også at gælde de fremmede
folkemasser med helt anden traditionsbaggrund.
Når politikere - her som andetsteds - for en tid slipper godt fra deres
fortidsbaserede anslag, beror det blandt andet på, at medier, skoler og alt
andet dansk establishment af bekvemmelighedsgrunde udvider
og støtter ordmagi. Heri ligger dels, at den anvendte sprogbrug ikke
defineres stringent, og dels at det, der passer i de regerende 68'eres kram,
alment forsynes med hypnotiserende - men i reglen
skrupforkerte - vurderingsvalører. Som hos Orwell kaldes det negative
positivt og det positive negativt.
Danskere, som de er flest, handler helt uden for den virkelige nu-situation.
Fordi de endnu ikke har gennemskuet, hvad de berøves i valgfrihed mellem
fremtidsverdenens vidunderlige mangfoldigheder, når de
rædselsslagne i blind dybkonservatisme klynger sig til tryghedsnarkomanien
og partout tror, at den fra en helt anden tid tilvante begrebsverden fortsat
kan og bør realiseres.
Som så vanligt i politiske anliggender fortrænges det realistiske altså af
det sentimentale hos de fleste danskere. Gårsdagens Velfærdsideologi har så
stor affektionsmagt over sindene, at de fleste næsegrust er
beredte til at køre globalt ud af tangenten. Det bliver helt selvfølgeligt
at udvise øllebrødsgodhed over for helt fremmede: Bevidst eller ubevidst
former Peder Dansker i snæversynet ukyndighed sine
synspunkter ud fra socialideologien, at loven skulle have til opgave at give
permanent opholdstilladelse til personer og familier, som hellere vil leve i
det danske velfærdssamfund end i deres eget fattige,
underudviklede land.
Danmarks herskere har i en vanlig realitetsblottet overmodighed og for egen
behagelighedsfremme valgt at forsimple fremmeddebatten, så katastrofetruende
kendsgerninger undertrykkes. Det giver færrest
knubs kritikløst at ligge på maven for de finkulturelle letbenetheder. På
etniske spisesteder o.l. finder overklassen det åh så charmerende med den
eksotiske og fremmedartede masseindvandring. Deres
forestillingskreds går ikke længere end til en inderlig overbevisning om, at
alverden vil have bedst af at blive omformet til tro kopier af Julius
Bomholts og Helle Degns hjemmefødningsvelfærdsstat. Fra
Fremskridtsbevægelsens fødsel var vi forrest i kritikken. Det var en værre
tabukrænkelse end at kritisere Muhamed i Teheran.
Det var derfor et kæmpespring fremad, da regeringen 20. december 1993 krøb
så langt mod korset, at den nedsatte en kommission (med Danfoss's Harald
Agerby til formand) til et kritisk eftersyn af de
mange årtiers uantastbare velfærdsstatsudskejelser.
Meget kan imidlertid med sikkerhed siges om problemet helt uden
kommissionsomsvøb. For eksempel, at det anno 1994 er splittergalt at henføre
de fremmede i landet til de svage grupper. Tværtom gives
de maksimal forkælelse fra vor socialstats gigantmagtfyldte almuligtapparat.
Men 20. juni 1994 kom vicestatsminister Mimi med en stor rapport om, at nu
skal Danmark igang med at eksportere sine Velfærdspåhit. Kynisk misbrug af
fremmede landes fremtid til fordel for CD's
indvortes spærregrænseproblemer.
Samfundets velstand øges og mere mennesketrivsel gives for hver anvendt
ressourceandel, når statsaktiviteten begrænses til det offentliges
kærneopgaver. Kraftig beskæring af velfærdsrestriktionsapparatet
reducerer spild.
Den skandinaviske model har år for år forøget rutten og anden skadevoldende
økonomiadfærd.
Tæring efter næring-religionen i Christian den Niendes tid var særdeles
trivselsbefordrende. Dens genindførelse i ganske vidt omfang vil resultere i
øget velstand og velvære på holdbart grundlag. I
stedet for nutidens glimmerbluff om, at Danmark skulle være et rigt land.
Nordisk Fjer-skandalen er aldeles ubetydelig sammenholdt med, hvad de sidste
34 års folketings-uduelighed har ødelagt for
Danmarks fremtid.
Tove Westergaard konkretiserede 26. august 1993 i Jyllands-Posten: »Marianne
Jelved siger, at vort samfund er ved at gå i opløsning. Nej, vi er bare ved
at vågne op og tage ansvar for det, vi
skal tage ansvaret for, nemlig vore børn, gamle, syge og arbejdsløse. I har
så travlt med at ordne andre landes problemer, at I glemmer Danmark.
Der er nok at tage fat på, f.eks. lange ventetider på sygehuse. Men vi kan
godt tage 800 sårede fra Sarajevo. Hvor vil I lægge dem? Igen en
forskelsbehandling af danskere og flygtninge.«
II. Mere specifikt bygger de af Trivselspartiet ønskede skærpelser i
udlændingepolitikken på to hovedsynspunkter: Finanspolitiske (kapitlerne
25-33) og folkelige (kapitel 34-50):
A. Stik modsat herskernes positive særbehandlinger er
Trivselsudgangspunktet, at de knappe danske ressourcer først og fremmest
skal forbeholdes danskere. Så vidt denne ambition følges, er fremmede
uvelkomne, hvis de er nettoforbrugere, og velkomne, hvis de hidfører
nettoforøgelse af nationalproduktet.
Spørgsmålene omkring de fremmede i landet er altså meget langt det
politiker-klassiske problem om fordelingsøkonomi: Hvordan skal det danske
produktionsresultat skæres ud i forbrugsmuligheder for de
forskellige familier?
Dette udtrykkes koncist i mit lovforslag om offentlige besparelser på
udlændinge (L 247 af 24. maj 1989). Dets fulde tekst er: »Justitsministeren
udviser personer uden dansk indfødsret, såfremt den
husstand, hvortil de hører, belaster de danske offentlige kasser i
væsentligt omfang, medmindre sådan udvisning uomtvisteligt strider mod
juridisk bindende folkeretlige forpligtelser.«
Lovforslaget gengiver blot den faste internationale tradition, som Danmark
først forlod for få årtier siden. Inger Dübecks udlændingelovhistoriske
studier dokumenterer, at Danmark tidligere stort set kun gav
adgang til dem, der medbragte kapital eller kundskaber til »fabrik- eller
manufakturvæsenet« (»Fremmede i Danmark«, udgivet 1987 af Odense
Universitet).
Eller som Lauritz L. Kongslev udtrykte det i dansk juras pionerværk (»Den
Danske og Norske Private Rets Første Grunde«) fra 1781:
Ikke-danske, »tiggere, løsgængere, tatere, betlere og omløbere« er
forment adgang til Kongens Riger og Lande.
Denne fortrinlige tilstand blev opgivet ved 1983-loven. Umiddelbart åbnede
den sluserne for mængder af helt anderledes beskafne. En hoveddrivkraft var
at give stødet til formidabel opfindsomhed over
næsten hele den offentlige sektors spektrum til at malke skatteyderne for
flere blodsugerudgifter af jættestørrelse bestemt for den nye målgruppe.
Først og fremmest til løntung virksomhed - altså netop
toppunktet af den allerværste forureningskilde over for
samfundsressourcerne.
Et råstoffattigt, gældstynget lilleland som Danmark kan under ingen
omstændigheder tillade sig at expandere sin i forvejen alt for store
offentlige sektor med at være mere generøs overfor fremmede end fedtet
praksis i andre lande.
Velrettet er derfor Jørn Frydenbergs spørgsmål i Jyllands-Posten 9. august
1993: »Vi er mange i Danmark, der gerne vil spørge Birte Weiss eller
socialministeriet, om de kan anvise os et eller andet land,
hvor vi kan få kontanthjælp og familiesammenføring betalt af det pågældende
land.«
Birgit Fjelde opstillede i Berlingske 4. oktober 1992 følgende regnestykke:
»Med ja til 200 palæstinensere, siger man samtidig nej til ca. 155 hårdt
tiltrængte plejehjemspladser for ældre og svage medborgere.
Driften af en plejehjemsplads koster pr. år ca. kr. 275.000. Minimumsudgift
pr. palæstinenser er årligt ca. kr. 108.000. Beregnet ud fra følgende tal:
Underhold/kontanthjælp pr. md. kr.
2.800, husleje kr. 2.000 = 4.800 kr eller ca. 57.600 kr. på årsbasis. Hertil
skal lægges følgeudgifter på minimum kr. 50.000 pr. person til
danskundervisning, efterfølgende revalidering,
sundhedsudgifter, herunder formentlig psykologhjælp i større omfang - i
hvert fald et beløb på kr. 50.000. Tilsvarende beløb på kr. 108.000 kan
forventes i form af familiesammenføring,
dvs. absolut minimum udgifter på kr. 216.000. Dette beløb ganget med 200 =
kr. 43.200.000.«
Det kunne også være sammenlignet med, at der er ca. 500 i livsfare på
sygehusenes by-pass-ventelister (Jyllands-Posten 9. november 1993).
Den danske befolkning har år efter år siden midtfirserne mærket, hvordan
presset er blevet værre og værre i kraft af de fremmedes fortrængen af de
indfødtes økonomi, velfærd, sociale niveau og danskhed.
De, der undgælder, er i vidt omfang handicappede, hvis hjemmehjælp beskæres
og lidelsesplagede, der på grund af sygehuspengemangel forbliver på
venteliste kvartal efter kvartal. Selv om det gælder
udbedring af en let reparabel, men særdeles smertefuld sygdom, der hindrer
dem i at fungere og at nyde livet, så længe de er henviste til køen for
hofte-, brok-, stær- og andre operationer.
Ebba Johansen protesterede 21. oktober 1993 i Jyllands-Posten:
»De radikales Elisabeth Arnold skriver, at 200 familiesammenføringer om året
ikke kan true det danske velfærdssamfund.
Så læser vi om en ældre dansk dame i kørestol, som er sat ned fra en halv
times hjemmehjælp om ugen til en halv time hver 14. dag.
Er politikerne rablende gale?«
Så længe Folketinget mangler evnen til at klare danskernes problemer, er det
hinsides al fornuft at slå så store brød op, som at den danske stat gennem
gavegramskastning og på anden vis skal fjerne
vanskeligheder for de 99,9% af jordens indbyggere, som ikke er danske.
De statspenge, der øses ud til udlændinge, kan ikke gives til danskere.
Uddannes tolke til kroatisk, er der ikke penge til at skaffe tolke nok til
vore blinde, døve og andre handicappede. Derfor er det at gøre
de fremmede gøgeunger til superførsterangs-folk ensbetydende med at
nedpresse de danske til anden, tredie eller fjerdeklasses udskud, plaget af
kronisk pengemangel. Opprioriterer man noget, er det
ensbetydende med nedprioritering af andet. Og her er tale om, at de
fremmede, der skal betales for, trækker meget stærkt på Danmarks til
rådighed værende midler. Ikke blot fordi de er fremmede - dvs.
utilpassede til det danske samfund - men også fordi de tilhører grupper, som
er uden bevislig formue og uden evne til at skaffe sig arbejdsindtægter i
det nuværende danske samfund. De beslaglægger derfor
uforholdsmæssigt store ressourcer indenfor en række hundedyre offentlige
gebeter (social, sundhed, domstole, fængsler osv., osv.).
Det sker i to fremtrædelsesformer:
Den ene at den offentlige sektor udvides.
Den anden, at skatteprovenuet i vidt omfang ødes på fremmede, så det bliver
mindre til danskerne. Tænk for eksempel på det politi, som springer rundt i
alskens Ulande (Hebron, Bosnien osv.) eller må tage
sig af de herboende fremmedes kriminalitet m.v. Begge dele medfører, at
politistyrken ikke kan hjælpe danskerne så godt med de opgaver, som er det
danske politis opgave at tage vare på. Forbrydere
opnår bedre forhold ved det danske ta'-selv-bord.
Curtis Lykholt vurderer i B.T. 14. november 1991: »Det er jo nærmest
forrædderi mod de gamle, syge, arbejdsløse og boligløse, når en integration
af vildt fremmede mennesker bliver presset ned over
hovedet på befolkningen. De svage grupper bliver skubbet endnu længere ned,
end de er i forvejen.
Det er komplet vanvittigt, at der skal spares på alle områder - for
danskerne - mens der forlods bliver afsat penge til flygtninge/indvandrere
fra den anden ende af kloden.«
Varinka Wichfeld Muus skriver 16. maj 1993: »Lige hjemkommet fra et ophold
på Gentofte Amtssygehus kan jeg kun sige, at jeg er dybt rystet over de
forhold, der bydes gamle og syge mennesker i dagens
Danmark. Der var 23 indlagt på min afdeling, hovedparten gamle mænd. Alle
døre stod altid åbne til gangen, og der promenerede de oppestavrende syge
iført et par korte hvide underbukser. »Der er ikke
råd til badekåber«. Der var fire toiletter, hvoraf de tre ikke kunne rumme
andre end den trængende, det fjerde var indrettet til kørestol og gangstol
med plads til en medhjælper. Der var trængsel i dette ene
lokale, da mange havde haft blodpropper, og adskillige havde akut mavevrøvl.
En hage ved det var, at et af de eneste to vaskerum fandtes i samme lokale,
så man kom ud bag gardinet til synet af en bænket
patient. Hovedpuderne var med store vår, og disse var en tredjedel fyldt med
et finkornet fnadder iblandet klumper. Vel er det mere glamourøst at indvie
ulandsprojekter med hornmusik og præsidenters
håndtryk, for ikke at nævne store moderne skulpturer. Jeg er klar over, at
pressen ikke dækker indvielsen af nye hovedpuder eller toiletter. Men er det
ikke på tide, at de »indfødte« her i landet bliver
tilgodeset?«
Ganske tilsvarende stærke sager finde i B.T. 13. juli 1994 (Ebbe Jensen) og
Weekendavisen 15. s.m. (Ulrik Høy).
I Annette Poulsens B.T.-indlæg 30. juli 1992 stod: »Når jeg ser Poul Nyrup
Rasmussen tone frem på skærmen og sige, at vi skal tage imod flygtninge fra
nær og fjern, bliver jeg rigtig godt gal i skralden.
Min gamle moder på 78 år bor på et plejecenter i København, og hun »spises
af« med 565 kr. om måneden i lommepenge.
Inden hun fik plads på plejecentret, boede hun et par år på
Kommunehospitalets venteafdeling. Så elendighed har hun og jeg set nok af.«
Da statens pengemidler er begrænsede, betyder det, at når udlændingelobbyen
tager grådigt for sig af statskassens indhold, levnes der så meget mindre
til de mere sagtmodige C-holds-placerede.
Fordi en Ulænding har belastet danske offentlige kasser ved at trække på vor
danskundervisning, skal han ikke have ret til også at lukrere på dem ved at
hæve arbejdsløshedsunderstøttelse.
Trivselsfolk vakler aldrig, når valget står mellem vantrivsel til danske
eller til udlændinge. Derfor er vi enige med Berlingskes førsteleder den 12.
november 1991: »I forvejen har vi langtfra betalt den
levestandard, vi har tilladt os selv. Og det bør nu engang være en god regel
at have orden i eget hus, før man interesserer sig for andres uorden.«
Kommer en herboende udlænding i den situation, at han i en kortere periode
ikke endnu af egen kraft (fuldt ud) kan klare sin og sin herværende families
forsørgelse, skal det ikke være aldeles udelukket, at
staten betaler, så de kan opretholde livet. Men betingelsen er, at et
konkret fremtidsperspektivskøn sandsynliggør, at de derefter vil blive
selvhjulpne.
Skal der herudover ydes yderligere hjælp, bistand eller anden varetagelse af
udlændingenes interesser, må det være op til den enkelte offervillige
velgører - eventuelt i foreningsvirke med ligesindede - at klare
hjælpsomheden. Frivilligt og af egen lomme. Måske ved at lade dem bo hjemme
hos sig. Det kan aldrig være en opgave for de danskere, der ikke ønsker det
at blive tvunget til over skattebilletten at bekoste
udgiften. Statssocialiseret gavmildhed er bestemt ikke nogen god ting. Man
skal ikke regne de humanist-prædikanter, som pudser egne glorier, mens den
gemene skatteslave tvinges til at betale derfor.
Menneskeligt og socialøkonomisk fører det til langt lykkeligere resultater
end præsteret af den nuværende absurdsump af forlorne frasemagere som
Danida, Flygtningehjælpen, Mellemfolkeligt Samvirke og
folketinget.

B. Ind i idealpolitikken går også bevarelse og styrkelse af trivsel og
velvære i uforstyrrethed for den hyggegennemsyrede afslapperlivsstil, som
rent faktisk i løbet af det 20. århundrede har vist sig at passe så
eminent godt for næsten alle danske.
Vort mål er, at danskerne i denne verden skal have forbedret mulighed for
livsglæde og have det sjovt, mens de lever.
Kraftigste modpol og dermed trussel mod vor lyslette toleranceuhøjtidelighed
er muhamedanismen. Dens værdisæt og kulturbaggrund er så fjern fra vort helt
anderledes samfunds 1990'er væremåde, at det
er overmodigt russisk roulettespil rettet mod danskernes fremtid, når
folketinget søger at integrere islamitterne.
Grumme realiteter afslører ubarmhjertigt afgrunde til forskel mellem
folketingspolitik om, at Danmark skal huse for eksempel 200.000 svenskere,
tyskere og polakker og så Ninn-Hansens lov fra 1983 om, at
begynde med at lade 10.000 Muhamedaner Hellig-Krigere belemre vort lille
land.
Jo mere forskelligartede elementer af nævneværdig udbredelse i en
befolkning, des større gnidninger må lovgiveren søge at forebygge. Med andre
ord: I jo højere grad træder statens kommandostyring i
stedet for den enkeltes frihed.
Kapitel 25

[Per Hagemann]

KAPITEL 34 Indfødsrettildeling

1776 opfandtes Fremmedrettens grundbegreb, dansk indfødsret. Som begrundelse
oplystes: »Billigheden selv vil, at landets børn skal nyde landets brød, og
at fordelene i staten falder i dens borgeres lod«. På trods heraf frembragte
Schlüterepoken en kæmpestigning i indfødsretslove med tusinder af asiatiske,
afrikanske og andre tungebrækkende navne, som den gemene dansker end ikke
kan
udtale eller stave. Efter opnåelsen af dansk statsborgerskab, fremturer
disse
folk i deres fremmedartethed endnu mere uforstyrret end hidtil. Ca. 60.000
af
vor tids voksne indvandrere (over 17 år) har allerede dansk indfødsret
(Bodil
Rahbek i Information 17. april 1993, og Finn Oelsner i Berlingske 28. marts
1994). Fortsætter Schlüterpolitikken og de høje muhamedanerfødselsrater, vil
de nærmeste årtier mangedoble tallet. Modsat herboende efterkommere af
tidligere generationers indvandrere bliver de næppe danske af id og af sind.
Fra først til sidst foræres dansk statsborgerskab til mennesker, som må
befrygtes at komme til at tynge de danske offentlige kasser. Derfor må vi
sørge dårligere for de ægte danskere. Nationalproduktet kan jo kun bruges én
gang. Under devisen »Jeg er dansk statsborger, bor i Danmark« fylder folk
som
Bashi Quraishy fra Pakistan danske aviser med forhånelser mod dansk
mentalitet og dansk adfærd. Men langt farligere er de danskhedsfjender, som
i
det skjulte bekæmper det Danmark, hvis folketing, ved at være dummere end
det
burde tillades, på må og få strør om sig med danske statsborgerskaber. De
naturaliseredes børn følger med i indfødsreterhvervelsen. Familiernes senere
tilkommere er i juridisk forstand ganske almindelige danskere fra fødslen.
Uanset om de opdrages i muhamedansk krigertradition. Befolkningsbilledet
bliver derfor varigt mere udenlandsk de tre dage om året, hvor Folketinget
hæm- nings-, hensyns- og kritikløst vedtager en ny mammutindfødsretslov.
Hovedreglen er, at ansøgeren og hans efterkommere til evig tid får fulde
danskerrettigheder, blot han har boet her i syv år (6 for de såkaldte
flygtninge). Dansk indfødsret (statsborgerskab) er juridisk den klare
skillelinie for, om man har danskerrettigheder. I forhold til andre lande
kan
det være (næsten) umuligt at blive af med folk, som det danske Folketing har
givet indfødsret i Danmark. Alle indfødsretslovvedtagelser har derfor den
sidste halve snes år været konsolideringer af femtekolonnere på dansk grund.
Altså en forlængelse af de jastemmendes forbrydelsesalbum. Man må gøre sig
den hårde jura klar: Man skader næsten aldrig ved at nøle meget længe
(generationer) med indfødsretstildeling. Men har Folketinget først taget
skridtet, er løbet uigenkaldeligt kørt. Danmark hænger utilbagekaldeligt på
den pågældende (og hans efterkommere) helt indtil Jordens Undergang.
Medmindre vi skulle få et fornuftigt folketingsflertal. Som blandt de
vildtfremmede iøvrigt vrimler det også her med kriminelle. Ved hver eneste
indfødsretsuddeling. Fra den seneste tid findes konkretiseringer bl.a. i
Berlingske 14. februar og 27. maj, Jyllands-Posten 30. maj og Ekstra Bladet
2. juni 1994. I 1990 var Iran topscorernationen til at levere naturaliserede
danske. Tæller man op i de omgivende års love, møder man sikkert tilsvarende
ubehageligheder. Det at give fremmede dansk indfødsret bør altså blive en
absolut sjældenhed. Først når en tilflytter (eller oftest hans efterkommere)
er kommet i så dyb harmoni med det danske samfund og dets måde at leve på,
at
han simpelthen ikke hører til nogetsomhelst andet sted, kan det under nutids
forhold være rimeligt at overveje den undtagelsesdisposition pr.
myndighedsakt at adoptere den pågældende som dansk statsborger. Derudover
kan
hensyn til familieenheder, hvor de fleste har dansk indfødsret, gøre det
praktisk rimeligt at imødekomme en naturalisationsansøgning for
kernefamilien
iøvrigt.

Gammelpartifronten begyndte at tø 1. november 1991. I den dags TV-A meddelte
Venstre og Konservative, at nu modsatte de sig indfødsretstildeling til
folk,
der havde begået nævneværdig kriminalitet (herunder butikstyveri, men ikke
hastighedsovertrædelser) eller som ikke kunne forsørge sig selv. VK'erne
fulgte det op i februar 1994 ved B 73 »om skærpede kriterier for tildeling
af
dansk indfødsret«. Ikke overraskende bekæmper Morten Kjærum det i
Information
(17. februar 1994). Også andre store farer truer. For eksempel forslaget
»Enhver, der fødes i en medlemsstat, bør ved fødslen få denne stats
nationalitet«. Det står i henstilling nr. 62 i EF-parlamentets
racismeberetning af juli 1990. Og de tidligere kolonistater plus Tyskland er
desværre modtagelige for udvidelser af statsborgertallet. Af de 50 millioner
franske statsborgere, der bor i Frankrig, har således de 3% erhvervet
fransk-statusen ved naturalisering. Endnu har det danske folketing dog
magten
til at udstede en lov, som for eksempel fastslår - at med forbehold af
grundlovens og folkerettens uomtvistelige forskrifter - skal personer, der
er
naturaliserede efter 1975 ikke have rettigheder som danske. Vælgerne skal
blot sætte 90 mennesker ind i folketinget, som vil det sådan. Men end lever
Schlüters Danmarksødelæggelse. I B.T. 9. marts 1993 skrev en af hans
epigoner, konservativt folketingsmedlem John Vinter: »Vi skal være smigret
over at modtage indvandrere, som vil være danske statsborgere«. Forhåbentlig
er denne Magtens Arrogance en af de mange kim til den rasende aggression,
som
tilsyneladende er Danskens eneste mulighed for at blive af med sine
landsforrædderiske MF'ere.

Kapitel 35

KAPITEL 35 Dobbelt statsborgerskab

En af de mange tåbeligheder, som efterkrigens rejsediætforbrugende
diplomatmiddagsherrer har indsovset os i, er Europarådskonventionen af 6.
maj
1963, som fratog os muligheder for, at danskere også kan have indfødsret i
et
eller flere andre lande. Politiken 5. august 1993 fortæller dog, at
undtagelse
gøres efter konkret bedømmelse i forhold til jugoslaver.

Kapitel 36

KAPITEL 36 Valgret

A. Traditionen er at betinge valgret i Danmark af dansk indfødsret. For
Folketingets vedkommende er det en grundlovsforskrift (§29).
På kommunalområdet indførtes i 1978 ved almindelig lov valgret for nordiske
statsborgere, som havde boet her i 3 år. Det udvidedes i 1981 til at omfatte
alle udlændinge. I 1993 var der godt 99.000 (Aktuelt 3. september 1993).
På Jyllands-Postens forside 11. november 1993 giver
SF-Københavnerborgmesteren
Tom Ahlberg begrundelsen: »Det er en forudsætning for hele
integrationsarbejdet, at indvandrerne stemmer«.

B. Fremskridtspartiet var imod og har gentagne gange foreslået den nye regel
ophævet. For eksempel i Folketingets forhandlinger 1988/89 spalte 6278-6282
(B 54). Men alle andre stemmer 100% imod. Senere déjà-vuer kom 17. juni 1993
(L 103) og som L 72 op til 1993-valget. Z-hovedbegrundelsen er, at
vælgerkredsen ikke bør udvides med grupper, der i vidt omfang savner indblik
i den offentlige sektors virkeområde. Herunder det vigtigste, at penge til
nye udgifter skaffer Danmark ikke ved at plukke dem ned af træerne eller fra
nogle overrige oliesheikemirer. Tilflyttere, der er vokset op i helt
anderledes samfund, kan ikke få andet indtryk, end at dansk offentlig sektor
har en uudtømmelig materiel formåen. Heri bestyrkes de af, at de danske, de
har mest kontakt til, opfører sig SF'ske. Den typiske fremmede har derfor
slet ikke forståelse for at skære ned på de offentlige udgifter. Han er
følgelig helt uegnet til at deltage i et dansk politisk valg. Dansk
(valg)lov
skal ikke ligefrem øge de letbenede, samvittighedsløse bankerotpolitikeres
stemmekvægsandele. Med de knivskarpe flertalsdannelser, som forekommer i
mange byråd, fristes flere og flere gammelpartier til at tækkes de
muhamedanere, som Folketinget i sin ubetænksomme generøsitet har tildelt
dansk indfødsret eller bopælsbegrundet valgret. Jo større vælgertyngde de
danskantipodede opnår, des stærkere bastioner får deres pressionsgrupper for
skridt for skridt, at skære mere af den danske lagkage. Vælgeren er
generalistisk hersker i et forfatningssystem som det danske. At give
fremmede
valgret betyder altså ikke blot, at de skal være medbestemmende om hvor
store
sociale tilskud og andre fordele, de selv skal have. Men også i alle andre
danske samfundsanliggender, hvor de fremmede ikke har fornøden baggrund til
blot i beskedent omfang, at trænge til bunds. Alligevel gøres udlændingen
lige så magtfuld som hans ærkedanske nabo. En sådan valglov er ikke blot
anstødelig og uden international tradition. Den er også pæredum. At være
vælger i et folkestyre er langt mere pligt til at indleve sig i
problemkredsene, end det er en rettighed. Valgkampfunktionen forringes, når
en del vælgere har fremmede sprog. Den, som vil læse detaljeret om de
uhyggelige erfaringer, som allerede er gjort, henvises til den på forlaget
Mansell i London 1990 udgivne bog »The New Islamic Presence in Western
Europe«. Dens redaktører hedder Thomas Gerholm og Yngve Lithman.

C. Maastrichttraktatens §8 B sikrer i princippet EF borgere valgret og
valgbarhed til kommunale råd (og EF-parlamentet) i deres bopælsmedlemsstat.

D. Den overdådighed, hvormed folketinget uddeler indfødsret, indebærer, at
der
også ved folketingsvalg kommer flere og flere muhamedanervælgere.
Afskrækkende
var Labours løfter om mertilskud til dem op til 9. april
1992-underhusvalget.

Kapitel 37

KAPITEL 37 Valgbarhed

En uforstandig dansk lovgivertese går ud på, at kredsen af valgbare til
folkelige forsamlinger stort set er de samme, som dem med valgret. De
fremmede, som hidtil er blevet indvalgt i kommunale råd, har ikke været
nogen
berigende fornyelse til Danmarkstyrets inspiration. Det er folk som Farums
tidligere Venstre-viceborgmester Hüseseyin Tas. og Albertslund-tyrken
Muammar
Celim. Ved 1993-kommunalvalget i København havde SF'erne en snes kandidater
at sprede deres stemmer over. En af dem var den af medierne i årevis dyrkede
muhamedaner, dullen Lubna Elahi. Intet under, at hun fik næstflest af de
personlige stemmer, der faldt på SF (Charlotte Amundsen var naturligvis den,
der støvsugede flest). Medietrommerne kørte straks for, at så skulle Elahi
være Københavns borgmester for Kultur og Skole. Nok lykkedes det ikke denne
gang at rette et æselspark mod skole og dansk kultur, men episoden afslører
en af vejene ud i endnu flere danske katastrofer. (Juan Fonceca krævede
sammen med andre udlændingekommunalpolitikere i Dagens Nyheter 8. maj 1994,
at Stockholm opretter en særlig borgmesterpost for indvandrerforhold, og at
den besættes med en ikke-svensk). Venstrefløjsbyrådskandidat Sefa Martin
Yürikel truede i et valgindslag i Århus Stiftstidende 23. oktober 1993 med
repressalier fra Orienten mod Danmark, hvis vor regering ikke ophører med,
hvad han betegner som nazistisk aggression fra Nyrup Rasmussens rødkløvere.
Upyntelighederne er i vækst. Strategien i flere og flere gammelpartier går
ud
på at skovle de fremmedes stemmer hjem ved at have en eller to indvandrere
placeret i byrådsgruppen eller i al fald på kandidatlisten. Den pakistanske
forenings formand Wallait Khan (født 1954) sidder i Københavns
Borgerrepræsentation på en af de rene ulændingelister, som er uden andet
formål end at malke danske skatteydere til fordel for egen gruppe. Krævere
og
Klynkere. Intet andet. I traurigheden skal ikke overses det gode, at mange
af
kræfterne bruges på at bekrige hinanden. Berlingske omtalte således 13.
oktober 1993 et socialdemokratisk angreb på en Indvandrerliste til
kommunevalget for at udgøre » en lille gruppe af egocentrerede personer«.
Den
slags sætter bitre sår i sjælene og forringer derved danskerbekæmpelsens
muligheder.

Kapitel 38

[Per Hagemann]

KAPITEL 38 Multisamfund

For 20.000 år siden stod meteorologien på istid (Vestjylland gik fri).
Derfor
nul mennesker i Danmark. De første strejfede herop for ca. 12.000 år siden.
Faste bosættelser i Danmark skete et par tusinde år senere. Derfor er alle
vi
danske efterkommere af indvandrere. Benny Andersen og andre finkulturelle
tillægger det den betydning, at så må også andre i Jordens befolkning have
fri adkomst til at bosætte sig her i landet. Nej. Vi skal ikke lade os køre
ned af talemåder om, at de, der kommer fra fremmede lande, har lige så stærk
ret til riget, som vi, der med sandhed kan synge om os selv og vore
forfædre:
»I Danmark er jeg født«. Gennemgang af det zoologiske atlas viser den
pattedyrnatur, at har man først erhvervet et territorium for sig og sin
familie, forsvarer man det mod andres indtrængen. Denne genbestemte naturlov
er lige så stærk som den meteorologiske lov, der gjorde Danmark
istidsubeboeligt. Og naturlove må de juridiske love indrette sig efter. Men
i
langt størstedelen af de 14.000 år der er forløbet i nuværende mellemistid,
henlå frie områder at tage i besiddelse i Danmark. Indvandrere blev derfor
først et spirende problem i 1500- og 1600-tallene. Altså nogenlunde
samtidigt
med, at kongemagten vandt den enevoldsstyrke, at Danmark juridisk og
magtmæssigt blot var at betragte som Kongens privatejendom, hvor han kunne
disponere ubundet af lovregler eller andre håndfæstninger. Udlændingeretten
blev klart målrettet mod at gavne og styrke det bestående Danmark. Ikke på,
at den fremmede og hans interesser på nogen måde var i centrum: Opholds- og
arbejdstilladelsessystemet fik et stærkt begrænset og selektivt indhold. De
fremmede, der fik lov at flytte ind i Danmark, var i det store og hele alene
dem, der kunne gavne vort land. Alle kom de fra nærtstående nationer og gik
derfor op i det danske folk uden at true vor egenart eller nationale enhed.
Oftest besad de særlig viden eller faglig kunnen, der tilførte vort samfund
civilisatoriske fremskridt og levevilkårsforbedringer. Amager fik således
Christian den Andens aspargeshollændere.
Centraladministrationsembedsmandsstand og andre enkeltspecialister og
grupper
hentedes senere her til landet. For eksempel 350 kartoffeltyskere i 1760.
Den
sidste større indvandring i denne epoke var de 4.885 polske landarbejdere,
som flyttede til Lolland 1893-1929 (i snit 136 om året). Hele vejen igennem
kom de altså i adstadigt, overskueligt tempo uden udfordrende elementer.
Antalsmæssigt var det småt. Kvalitetsmæssigt var det fint, når man har det
politiske grundsyn som er Trivselsaksiomet: Danske magthaveres opgave er at
gavne danskerne. Hverken mere eller mindre. Det er derfor Loreleiforførelse,
når indvandrerlobbyen støtter sig til tidligere århundreder. Peter Neerup
Buhl spidder den krampagtige foregøglelse med ordene: »Den moderne
hundredfold tilstrømnings mest iøjnefaldende talenter er heroinhandel,
kvindemord og aids-spredning. De enkelte glimrende undtagelser fra dette
generelle billede kunne nemt have været udvalgt, uden at de andre fulgte
med«. I sit Nytårsdag 1993-læserbrev i Jyllands-Posten taler P.H. Bering om
»Nutidens masseinvasion af tyrkere, kurdere, somaliere, marokkanere,
pakistanere, iranere og tamiler. Den årlige tilstrømning tælles i
titusinder.
De er vildt fremmede; de fleste muslimer. De tynger enormt på
bistandssystemet, mens vore skatter (verdens højeste) fortsat stiger og
stiger.« Den nedarvede danskeropfattelse er, at de nulevende blot forvalter
frugterne af forfædrenes slid for at skabe børnebørnenes og deres
efterkommeres lykke. De nedstammer jo lige fuldt fra dem, der byggede Det
Danske Rige, hvor Slægt skal følge Slægters Gang. 15. februar 1918 holdt
Vilhelm la Cour sin danskanalysetale »Nationens Ret« med de stolte ord: »Vi
har ikke kendt folkeblandinger, som de store riger derude. Vi er det reneste
blandt gottonske folk. Vi er det stærkeste sammenlevede.« Danmark i tusinde
år fra vikingetiden modtog nemlig intet større input i form af fremmed blod.
Eneste tilløb til revolutionsagtig omkalfatring udefra var Lutheranerne i
1500-tallets begyndelse. Kirkeforkyndelsen, kongetroskaben og nationalismen
havde længe stor magt til at forene de danske sind. Men i 1960'erne var
denne
baggrund nedbrudt og forældet. Samtidig voksede utrygheden over
uoverskuelighedsudviklingen i samfundets mange problemer, som de maste sig
ud
af det nye stærkmedie, fjernsynet. I tomrummet blev behovet stærkt for et
alternativt engagement, under hvis vinger man blev beskyttet mod alverdens
truende koldheder. Disse drømmerier blæste vind i sejlene hos smarte
trendsættere for den mytespækkede socialisme. Dens ulækre indhold er nok
sentimentalt ævl, men det glider let ned, fordi budskabet er at vælte al
skyld over på andre. Og derved klart, enkelt og letfatteligt at legitimere
egen klasse til at rage til sig selv. Og tro, at det gør man af idealistiske
årsager. Danskerarvesølvet fra 1747-1960 blev trukket ned i sølet. Særligt
fra 1968 har psykisk terror søgt fædrelandsglæden udryddet. De dominerende
meningsmaskiners følelsesoppiskende selvcentrister nærer dyb foragt for det
fodslæbende, bondske, danske småfolk. De postulerer, at have eneretten til
at
definere, hvad der er anstændigt. Dette tyvstjålne ord skulle angiveligt
kræve leflen og logren for de eksotiske og fremmedartedes masseindvandring.
Sådan er signalementet af vor tids verdensfjernhedsfanatikere, der i
indbyrdes støtteforgreninger har placeret sig selv som de ledende
kulturfolk,
journalister, embedsmænd og politikere. Deres mantra er, at alverden vil

have
bedst af at blive omformet til tro kopier af Julius Bomholts og Helle Degns

velfærdsstat. Afbrækket kom med den ubetænksomme 1983-åbning af den fuldt
udbyggede og tilstrækkeligt tætbefolkede lilleputstat Danmarks port på vid
gab, som gjorde dansk område til bosted for dem, der tilfældigt forvilder
sig
ind i vor afkrog af jordkloden. Udslettelsen truer dermed herværende kultur,
tankegang, sprog og livsformer. Om ophobningen i Danmark af aldeles
fremmedartede mennesker og kulturer forkyndte Dansk Flygtningehjælps
daværende propagandaminister (Karen-Lis Svarre) i 1992's julemåned i
tidsskriftet Exil enfoldighedsevangeliet: »De fremmede iblandt os inspirerer
i mange tilfælde os danskere til større bevidsthed om vor egen arv. Hvis
angsten for det fremmede konverteres til nysgerrighed, kan naboskab med
mennesker fra en anden kultur ikke blot give oplevelser og rige erfaringer,
men også give os mulighed for at spejle vor egen kultur til ny besindelse af
vor egen identitet.« Folkevirkes februar 1992-temanummer fanfareindledtes af
redaktøren Annemarie Balle: »I dag behøver man ikke bruge 80 dage til at
rejse verden rundt, sådan som Filias Fogg gjorde i Jules Vernes bog. Man
behøver blot at gå en eftermiddag i en større by. Helt automatisk bliver man
her præsenteret for en række forskellige etniske kulturer. De kan opleves i
forretninger, forskellige restauranter og i gadebilledet. Det er indvandrere
og flygtninge, som på forskellig vis præger dagens samfund - en udvikling
mod
et flerkulturelt samfund, som opleves over alt i verden. Også her i Danmark.
Det flerkulturelle samfund er godt på vej. Det betyder forandring og
bevægelse.« Formand for Den Danske Helsingfors Komite, professor Erik Siesby
rejser kloden rundt med forkyndelsen: »Rigdom for et samfund er at rumme
mange kulturer«. (P1 18. september 1993). Herligt ville det være, om ulven
og
lammet virkelig kunne græsse side om side her, hvor der findes en have så
skøn.

Politikens Herbert Pundik knæfaldskapitulerer:

»Man kan ikke føre aktiv, solidarisk fremmedpolitik og samtidig bevare den
nationale ensartethed. Vi må indstille os på at blive et multi-etnisk
samfund. Det bliver vort samfund ikke fattigere af. Det er i den retning
USA,
Storbritanien, Tyskland og Frankrig er gået. Nu kommer turen til Danmark.
Multi- etnisk sameksistens er et spørgsmål om opdragelse. Den må indgå i
skolernes undervisning og i voksenundervisningen. Politikerne har også et
stort ansvar. At opdrage os selv må blive en integreret del af vor
fremmedpolitik. Ellers bliver der ballade.«

Søren Krarups gensvar til sådanne holdninger står i Ekstra Bladet 19. juni
1994: »Javist er alt dette realiteter, men dansk politik består i at
forholde
sig til disse realiteter«. Derefter udvikles, hvorfor og hvordan Danmark
skal
bekæmpe Multietnikkeriet ifølge den i Seem Præstegaard herskende politiske
holdning.

Uenige med Krarup er elfenbenstårnsakademikerskryderne.

En ikke uvæsentlig facet af den kultur, Danmark efter deres mening skal
indrette sig på at leve med, beskrives i den bog om Flygtninge og
Indvandrere
i Danmark, som Jens Branner august 1994 udsender på Gyldendal: »Blandt de
hundredetusinder af myrdede var et typisk eksempel en 14-årig Rwandapige.
Hendes kjole lå på vejen oversmurt af blod fra machetknive. En del af ligene
skalperede, andre brændt, så de ikke lader sig skelne fra de knuste
lerpotter.« På herværende planet findes således mange folkeslag med egne
særpræg. Praktisk talt alle er blandingskulturer. Altså udformede under
påvirkninger udefra. Men fordi man finder den traditionelle danske blandede
kultur bevaringsværdig, kan man selvsagt godt afsky den helt anderledes
blandingskultur, som vor tids ulændingeinvasion er ved at tilvejebringe.
Mange sømil fra Virkelighedens Kyst finder vi dekadente
sentimentalromantikere. Umodent og magisk søger de at bryde grå
hverdagsensformighed ved at fabulere om det ædle i de fremmedes primitive
vaner, dufte og andre mærkværdigheder. Dagdrømmerisk fornemmer de, at hos
disse rørende naturdejligheder findes genklangen af deres egne forlængst
forsvundne rødder. Når disse etniske voyeurs beruser sig i deres selvgode,
patetiske tiraders krydderier, er de nært beslægtede med de
livskedsommelighedsplagede overklassekvinder, som i Francoise Sagans
noveller
bedriver legetøjsbehandling af gigoloer. »Dyrkelse af de fremmede« er da
også
»mest udbredt i de mere uddannede og velbemidlede grupper«, oplyser områdets
ekspert - den i kapitel 26, III omtalte Mehmet Ümit Necef. Med
Rousseau-paradisforestillinger om de fremmedes farverigdom, oprindelighed,
uberørthed, spontanitet og naturlighed koketterer vor tids fin de siecles
intellektueldepravister. Med Enzenbergers udtryk (1994, side 55) er det
ildevarsler fra elitære fantaster i den selvbestaltede avantgarde. Deres
udåndinger er ret beset arabiske kludetæpper og pærevælling. Uanset denne
åndsarmod skal snobbene selvsagt have frihed til at lade sig henrives af
eksotiske happenings, påstået ældgammel folkedans, naturfolkemusik og de
bøger, som Nobelpriskomitegamlingene vælger for at bevise, at de skam ikke
er
racister. Men det skal ikke tillades hovne akademikeres selvglæde at bidrage
til Danmarks ødelæggelse. Udbredelse af tristesse er nemlig 180 grader
fjernet fra den danskertrivsel, som er begrundelsen for overhovedet at have
magthavere i dette land. Illustration af letkøbt finkulturhovmodsfarisæisme
var psykolog Libby Tata Arcels indlæg i Berlingske 22. november 1992. 12
dage
senere svarede Kaj Wilhelmsen: »Når fru Arcel hævder, at fremmedhaderne er
mindre rationelle og vidende end de såkaldte tolerante mennesker, refererer
hun kun til en almindelig fordom blandt venstreorienterede intellektuelle.
Hvorfor skulle det være specielt rationelt, at folkeslagene lever
sammenblandet og ikke hver for sig? At fremmedhadere er uvidende, er en
komplet latterlig opfattelse. Fremmedhadere er kulturelt bevidste borgere,
som på grund af deres egen dybe forankring i dansk kultur er parat til at
forsvare denne kultur. Derimod er de ivrigste anti-racister jo BZere, der
vel
næppe kan regnes for kulturelt bevidste mennesker. At kaste en brosten
kræver
ikke den store filosofiske indsigt. Som støtte for påstanden om, at
fremmedhadere er irrationelle, anfører fru Arcel, at arbejdsløse ikke kan
»overskue« arbejdsmarkedsforholdene og derfor vender sig imod de fremmede.
Nej, naturligvis kan en dansk arbejder ikke overskue sin situation og må
have
hjælp af en psykolog. Det er da klart.« Tuttenuttet småvrøvler Arne
Melchior:
»I mod- og samspil med andre kulturnationer besinder folk sig virkelig på
sine egne værdier«. At falde for sligt teoretikerpræk, er at udsætte vore
landsmænd for betydelig fare for, at idyl og harmoni afløses af ufredelighed
og sammenstød. Nu- og fremtidens verden hører nemlig til på en farefyldt
planet, som mere og mere præges af kaos, overbefolkning, barbari, vold og
fanatisme. Under de forhold er ulændinges hård(før)hed i nært dagligsamliv
uforeneligt med dansk sødsuppementalitet. Danskere, der rejser ud, anser det
ofte for spændende og berigende - for en kort stund - at stifte bekendtskab
med pirrende dele af fremmedkulturens anderledeshed. Mellemfolkelig kulturel
inspiration og udveksling trives i tusinder af andre kontaktformer. Blot for
konkretiseringens skyld nævnes stævnedeltagelse, udveksling af bøger, film
m.v., turistbesøg og pennevenskaber. Men herfra kan ikke med føje sluttes,
at
det er positivt at åbne vore hjem for fremmede i hverdagen i et ubegrænset
åremål.

Lone Abenth (side 88) er virkelighedsnær: »Det er yderst forskelligt, hvad
der er passende i henholdsvis den ene og den anden kultur. Det er helt
sikkert, at man først føler sig hundrede procent hjemme i en ny kultur, når
man er fortrolig med de almindeligste uskrevne regler for medmenneskelig
adfærd og samvær«. Opvækstens vaner, forestillinger og forudsætninger
bestemmer den enkeltes vurderinger, præferencer, handlinger og reaktioner.
Hos de fremmede er det en selvfølge at adlyde forældrene (uden begrundelser,
sniksnak eller surmuleri). Unægteligt en børneopdragelse fjernt fra den
nudanske. Gennem hele livet har traditioner og principper magten over de
fremmede, hvor danskeren vælger det efter forholdene pragmatiske. I
princippet er det da for eksempel smukt, at fremmedfamilierne har et iboende
moralbud om selv at pleje deres syge og senile, men når det sker i et dansk
bysamfund, vil det uvægerligt føre ud i betydelige ulemper og undertiden
katastrofer, fordi vi er gearet til noget helt andet. Irritationerne
forekommer også i smådagligdagen: Nivå kommune ansætter en arabisk talende
mand for at lære indvandrerne, at på bibliotekslæsesale skal man ikke lave
støjballade. (Berlingske 7. februar 1994). En af Jens Branners jamrere er
kurderen Nahid, som har fået dansk asyl. Hun siger: »De danskere, som vil
møde indvandrere, er sjældne mennesker. Det er ikke kun sproget, som
skiller.
Også det, at vi ikke forstår hinandens traditioner. Vi har svært ved at
forstå ensomheden her. Kulden.« Overalt vrimler det med friktioner, fordi de
fremmedes tilvænninger adskiller sig så afgrundsdybt fra det, der er
selvfølgeligt for danske. Æresbegreber, udtryksmåde, dyrebehandling,
minespil, fysiske berøringer, sømmelighedsbegreber og et hav af andre
reaktioner er vidt forskellige i jordklodens mange traditioner. Den måde,
man
opfatter på, er bestemt af ens egen kultur. Altså kan præcis det samme blive
forstået helt forskelligt og dermed gøde grobund for misforståelser og
rivninger. Samliv med markant anderledes folk, vil uundgåeligt medføre
ståhej
og misforståelser. De vokser til gnideri, ufred og bataljer.
Forskelligartede
vaner og adfærd stiller sig i vejen for den for et samliv nødvendige
gensidige loyalitet og mellemmenneskelige forståelse. I al fald når
mentalitetsforskellene er så betydelige, at afgrundsspændvidden føles
uoverkommelig. Irritationstærsklen skubbes langt nedad, når kulturmøderne
sker hos et økonomisk trængt folkefærd som det danske, der dagligt ser, at
brandbeskatningen går lige lukt ud som socialhjælp i videste forstand til de
fremmede. Genbrug i dansk favør er ikke muligt af de milliarder, der engang
er bortødet i Danaidekar. Reelt gør det ingen forskel, at der - fra begge
sider - er mange misforståelser. Man handler jo ud fra, hvad man tror. Ikke,
hvad der måtte være en objektiv sandhed. At nærme sig denne væsentligt mere
er praktisk uoverkommeligt. Viljen er ringe. Begge sider har gravet sig ned
i
et forsvarsberedskab. Fordi de andres opførsel gang på gang har været
aldeles
uforståelig ud fra ens egen, tilvante - og derfor selvindlysende - målestok.
Det afsvækkes end ikke, selv om en fordomsfri analyse skulle føre til, at
det
er ligegyldige bagateller, som adskille

[Per Hagemann]

KAPITEL 39 Fimsen fra 1968degenerationen

Lur dem: Når Mimiisterne uden byrde for sig selv i opskruede tonelejer
deklamerer omsorg for hele menneskeheden og lumske ligger på maverne for de
indstrømmende fremmede, er drivkraften egne magt- og pengemæssige
egoismeambitioner. Principielt er de ikke anderledes end Beriaynglens
østblokledere. Også de hyklede dybtfølt socialt engagement til at bistå
samfundets svage. Socialisme er og bliver overalt vildførelse af den brede
befolkning. For at regenterne selv kan mæske sig i uantastede neroismer.
Baggrunden for, at parasitteriet på det danske folk kan lade sig gøre, er,
at
det etablerede Magtdanmarks skinhellige virkelighedsfornægtere pudser deres
fodformede pænhedsglorier. De har jo selv gennemtrumfet de af dem selv
opdigtede definitioner, som tillægger dem selv en pletfri moral høj hævet
over
den gemene hobs primitive populisme.
Erik Midtgaard fra Vissenbjerg tager dem ved vingebenet:

»I politikeres udnyttelse af den humanitære idealisme er der sandelig ikke
noget med, at den venstre hånd ikke ved, hvad den højre gør. Gang på gang
ser
vi de humanitære farisæere stille sig op på TV-skærmens gadehjørne for at
lade
sig beundre for deres hjertensgodhed. Men små uartige gadedrenge gennemskuer
dem og ser, at glorien er købt for andres penge, og at de, som stiller sig
til
skue, udøver forloren samvittighedspleje: De køber sig aflad med deres
humanitære ædelhed«. (Jyllands-Posten 11. december 1993).

Hele denne sætten det middelmådige i højsædet bliver der bødet for i lange
år, mens strømmen af skatteyderpenge dog kun er en stakket glæde for de
flygtningevenneprofessionelle. Økonomisk og kulturelt kører de nemlig
Danmark
i sænk.

1968'ernes hovedkendetegn er således manglende solidaritet. Med deres egne
børn, børnebørn og oldebørn. De skades, fordi blomsterbørnene rager til sig
selv. Med arme og ben, mund, næse og albuer. På bekostning af gældsætning og
svækket produktionsapparatseffektivitet. Altså dum-efter-os-syndflods-
indstilling. Sådan agerer de, der det sidste kvarte århundrede er ført frem
og har ført sig frem, som var de Danmarks intellektuel-moralske elite. Men
de
kerede sig kun om egoistisk at bevare de magtpositioner, de erobrede i dansk
offentlig sektors ekspanderende bureaukratier. Medlidenhedsskabende
sentimentalitetsfraser om mennesker i nød bruges igen og igen. Men det
totalskorter hele vejen igennem på erkendelse af, hvorfor Danmark på lidt
længere sigt er i dødsensalvorlig fare. Det er da heller ikke
opinionsskurkene som i det daglige (endnu) har vanskeligheder inde på deres
egen krop. Det for udbytterne karakteristiske indholdstomme åndshovmod
oplevede Jyllands- Post-læserne for eksempel den 25. marts 1993 i en
folkerevserartikel af religionshistorikeren, mag.art Mikael Rothstein,
Eskebuen 20, Albertslund (Propaganda-chefen i Dansk Flygtningehjælp har
samme
sjældne efternavn). Vi skal holde vore rygge ranke og ikke bøje af for
hysterikernes rasen mod os. Uanset med hvor megen overmenneskehovmod, Georg
Metz'er hetzer mod os ved at udstille os som ulækre, underlødige og dumme.
Om
end de styrende undertrykker fri og åben debat, og til trods for, at vi
andre
med ukvemsord miskendes overalt i magthaverkredsen, garanterer sandhedens
styrke i vort arsenal for, at de hovmodige Akademikervælde-Herrer i Åndernes
Rige ikke så let får undertrykt forsvarerne for Danskhedens Overlevelse i
Danmark.

De autoritære ufejlbarlighedsmolukker vil givetvis på et eller andet
tidspunkt
rende sig dræbende staver i livet.

Måtte den tid snart oprinde, hvor ytringsfrihedsundertrykkelsen i Danmark
ikke
længere hindrer de mange socialistlig i skabene i at rasle ud til almindelig
beskuelse og oplysning.
Herligt, når angergivne 1968'ere fylkes på avissiderne med kollektiv
bodsgang.

Men endnu lever vi i den tid, hvor samfundets styrende bander knuser
danskerskæbner under foregivelse af kæmpeelskov til alskens eksotiske
ulændinge.

Kapitel 40

KAPITEL 40 Den såkaldt Danske Flygtningehjælp

Flygtningevennernes LO-lignende mammut-paraplyorganisation hedder Dansk
Flygtningehjælp. Der er 18 medlemsorganisationer. Heraf tilkom 29. maj 1994:
Dansk Arbejdsgiverforening, SiD, Arbejderbevægelsens Internationale Forum,
Care Danmark, De Etniske Mindretals Sammenslutning IND-SAM og
Landsforeningen
for Bøsser og Lesbiske. Flygtningehjælpens mange ansatte - navnlig dem i
topjobs - får fede hyrer plus tjenestemandsgoder. Finansieringen sker i
hovedsagen ved, at alle grabberne er nede i skatteydernes lommer.

Finanslovshovedskabelonen er §13.32.01 og 31.05. For 1994 ligger den på
5.213
millioner. Og i §35.11.03 findes en »reserve« på 797,7 millioner. Den fører
Flygtningehjælpen an i at dræne. Som Flygtningehjælpens ledende direktør
siden 1967 (Arne Piel Christensen) udtrykker det, anlægger man hos ham »et
mere storladent syn på administration af offentlige midler«,
(Jyllands-Posten
16. september 1991). Flygtningehjælpen godskrives for beløb, som den har
udlagt til indvandrerforeninger. For eksempel med kontobetegnelser hentet
fra
kultur-, informations- eller integrationsordbogen. Et andet eksempel belyses
af statsminister Schlüters udtalelser i Folketinget 20. februar 1991: Fra
1985 brugte Dansk Flygtningehjælp sine mellemregningskonto med staten til at
betale rejseudgifter for folk, der familiesammenførtes med herboende
»flygtninge«. Da dette lovbrud opdagedes i sommeren 1987, gennemtvang
Flygtningehjælpen, at den ulovlige praksis legaliseredes blivende og med
tilbagevirkende kraft. Altså både for de allerede afholdte udgifter til
flyrejser m.v. fra Asien og for fremtidige familiesammenføringer (spalte
2098). De i 1991 gældende regler gengives af Langlouis 328. I februar 1994
får den højtplacerede Flygtningehjælpsmedarbejder Peter Villads Vedel et
velbetalt statsben som Ole Vig Jensens »konsulent for undervisningen af
voksne indvandrere«. To måneder senere flytter en dame med samme efternavn
som en af de værste flygtningelobbyister (Tinor-Centi) fra
indenrigsministeriet til Flygtningehjælpen. Og sådan er det faktisk samme
personnavne, der sidder som fremmedpolitikkens ledere i det offentlige og i
den foregivne private sektor. I skarp konkurrence og indbyrdes jalousi med
Røde Kors har Flygtningehjælpen store offentlige opgaver i den første lange
tid, de såkaldte flygtninge er her i landet. Udlicitationsopgaverne drejer
sig først og fremmest om at klare integrationen. 18. juli 1994 erobrede
Flygtningehjælpen også centralpositionen i henhold til den lige gennemførte
lovgivning om jugoslavflygtninges vilkårsforbedringer, herunder »udmøntning«
af de af finansudvalget bevilgede statspenge.

Tre-ministeriums-budgetanalysen juli 1993 konstaterer:

»Stort set ingen flygtninge er selvhjulpne ved afslutningen af
integrationsforløbet. De forsørges derfor næsten alle af det offentlige ved
overgangen til kommunen - i reglen på kontanthjælp, uddannelsesstøtte eller
revalideringsydelser«.

På frugterne skal man kende træet:

At over 90% af deltagerne i programmerne ikke vinder fast fodfæste på dansk
arbejdsmarked, kan man være lykkelig for, såfremt vurderingsgrundlaget er
den
kortsynede sagsbehandlerklans. Har man nærværende bogs grundholdninger, er
karakteren som til Klods Hans's brødre: Duer ikke.

Udover det berørte modtager Flygtningehjælpen et hav af andre offentlige
tilskud. Alligevel går man ikke af vejen for at iværksætte
folkeindsamlinger.
Med stor virak fra næsten alle dele af den offentlige sektor. Men med langt
fra så tilforladelige regnskabsaflæggelser (B.T. 14. september 1990).

Dette har betydet stadigt faldende indsamlingsindtægter: Enorm gratis
mediereklame for en 1992-Jugoslavienindsamling førte til, at
Flygtningehjælpen
plus dens 12 medlemsorganisationer pr. 24. august havde modtaget 3.519.538
kroner - altså en lille brøkdel af, hvad selvbetalende virksomheder måtte
have
bekostet for tilsvarende PR-indsats.

Næsten lige så galt gik det i september 1993 med Røde Kor´s gallaindsamling.

I de fede 1980'ere degenererede Flygtningehjælpen til en magtsyg
selvtilstrækkelig blodsuger, som plager og piner den jævne danske befolkning
med noget af det usleste af alt: At skubbe svage mennesker foran sig for at
sikre sig selv kors og bånd og mange stjerner og egne fede levebrød samtidig
med, at man syndebuksudstiller og terroriserer sine kritikere. Blandt andet
Den Danske Forening, fordi denne bestandigt afslører det ensidige
upålidelige
propagandaforetagende, som Flygtningehjælpen har været den sidste lille snes
år. Flygtningehjælpsmisfostrets uvederhæftige grundmentalitet er
deltaljebeskrevet i Søren Krarups klassiske gennemgang på siderne 38-67 i
»Hvad med Danmark?« Her leverer han et lærestykke på machiavellisk
magtapparatopbygning i vor tids embedsmandsstat. Side 126-133 suppleres han
af fætter Jesper (Langballe).

24. juni 1985 afgav daværende formand Thor A. Bak den principerklæring: »
Selvfølgelig er vi på flygtningenes parti«. Herefter kom tilføjelsen: »Hvis
flygtningene opfører sig på en måde, vi ikke finder i overensstemmelse med
danske normer, eller iøvrigt er uhensigtsmæssigt, er det vor opgave at
forsøge
at få dem til at undgå dette«.

I tilslutning hertil proklamerede Flygtningehjælpens PR-indoktrinatør Finn
Slumstrup i Dansk Kirketidende 19. september 1986, at
foretagendets »ambition
er at påvirke folks holdninger«. Samme skatteyderbetalte enøjede
partsrepræsentant afslog i Jyllands-Posten 16. juli 1988 at medvirke i et
uvildigt udvalg, der kan undersøge, belyse og oplyse om forholdene omkring
de
fremmede i Danmark. Hans arrogante ordvalg var, at Dansk Flygtningehjælp »
konsekvent udsender de faktiske oplysninger af enhver art, som er en
nødvendig
forudsætning for, at en åben debat kan foregå på et reelt grundlag«.

Også efter hans overflytning til Danmarks Radio benægter Dansk
Flygtningehjælp
totalt de brutale kendsgerninger. Massiv dokumentation for denne gå-udenom-
taktik frembyder for eksempel Jyllands-Postens sødsuppekronik den 27.
november
1991.
Det, som kaldes oplysningsvirksomhed, er reelt undertrykkelse af de
modstående
synspunkter og massiv fordrejning af de virkelige kendsgerninger, når disse
ikke entydigt giver et trommesalsagtigt idylbillede af de stakkels fremmede
og
deres ædle flygtningehjælpere (se nærmere kapitel 50).

Som forholdene er p.t., pestilleres mange Gode Danskeres liv af, at de skal
adlyde Dansk Flygtningehjælp. Men den offentlige sektors magtkontrol -
parlamentarisk såvel som retligt - gælder kun i begrænset omfang. Fordi
Flygtningehjælpen har magt til at få respekteret, at den er en privat
velgørende forening med det formål at hjælpe de fremmede.
En typisk Flygtningehjælpsindoktrinering - sammen med Indenrigsministeriet
og
Kommunernes Landsforening - var seminaret 29. maj - 1. juni 1994 for
kommunernes ledende medarbejdere om informations- og kursusbehov.

Juni 1994 læses i Mellemfolkeligt Samvirkes Nyhedsbrev: »Dansk
Flygtningehjælp, Indenrigsministeriet og Kommunernes Landsforening
planlægger
en skriftserie til kommunerne om integration af flygtninge og indvandrere. I
forvejen er MS i færd med at udarbejde en undervisningsserie om
tværkulturelt
arbejde. De første bind udkommer i slutningen af 1994«. Såvel af navn som af
gavn er Flygtningehjælpen advokat for asylansøgere (med betaling fra det
offentlige). Alligevel sidder den på dommersædet i asylhøjesteretten (se
kapitel 14, VI, C om Flygtningenævnet og kapitel 16, VI om de såkaldte
åbenbart-grundløse-sager). Topjuristen, der styrede dette 1984- 1990, hedder
Morten Kjærum. Han er nu Menneskeretscenterleder og konsulent for den
europæiske flygtningeorganisation ECRE (dyrt barn har dyre titler). Når
det -
alt for sjældent - sker, at en såkaldt flygtning vil hjem, har det
offentlige
engageret Dansk Flygtningehjælp til at hjælpe ham. At det er at sætte
skattesnylterulven til at vogte gæs, gav P2 11. august 1994 en overbevisende
bekræftelse på. Det drejede sig om de bosniske soldater, der af Kroatien mod
deres vilje blev deporteret til Danmark som flygtninge i efteråret 1993. Nu
havde de omsider fået held med deres kraftfulde kamp for at komme tilbage og
slås for deres muhamedanerregering. Chefen for den
Flygtningehjælpsdelegation, der ledsagede dem, blev interviewet. Det
skinnede
klart igennem, at det ikke var med hans gode vilje, at Dansk Flygtningehjælp
gav afkald på denne klientportefølje. Han gentog monotont, at Dansk
Flygtningehjælp ikke kunne give dem »garanti« for, at alt ville forløbe
smertefrit for dem og var modstræbende med at indrømme, at når de absolut
ville væk fra Danmark måtte de da have personlige grunde dertil. Noget, der
tydeligvis for Flygtningehjælpstormogulen stod som umoden uegnethed til at
sammenligne trygge Socialhjælpsdanmark med det fremmede Jugoslavien. I
Nordjylland driver Flygtningehjælpen for skattepenge kursusvirksomhed for at
uddanne tolke, EDB'ere og iværksættere. Forudseende knyttede man fra starten
en arbejdsløshedsoverbygning (ATB/UTB) til projekterne. På Amager har man en
drama-workshop for de fremmedes mime- og teaterarbejde. Maj 1994 opvarter
Dansk Flygtningehjælp Viborg med et teaterstykke om danskernes møde med
flygtninge. I stor stil producerer man informationslydbånd. For eksempel
om »
Integration/bolig«, »Daginstitutioner/folkeskole«, »Det danske
arbejdsmarked/kultur« »Fritid« og »Det danske uddannelsessystem/ valg af
uddannelse«. Lydbåndene er på engelsk, arabisk, farsi og vietnamesisk. De
ledsages af et hæfte på dansk.

En yderligere uendelig syndflod af kostbart udstyret lækker-leflende
propagandamateriale udspredes for at få befolkningen til at falde på halen
for de fremmede. Bøger, storhæfter, pjecer, film, dias, video, udstillinger,
brochurer, foldere osv. Altså tvangsindlæggelse af danske skatteydere til at
betale for udenlandsk tant og fjas. Eller indoktrinering af betalernes børn
som tilfældet er, når det enøjede fædrelandsødelæggerforetagendes
Informationsafdeling til gratis rådighed for folkeskolen, gymnasier,
handelsskoler og tekniske skoler med jævne mellemrum udgiver
undervisningsmaterialer. (»Flygtningeideer til undervisning«). Hver af
udformningerne sigter mod en speciel aldersgruppe. Materialet er grydeklart,
så det kan anvendes af læreren uden yderligere forberedelse. Juni 1994
anbefaler Flygtninge Nyt eksempelvis en lærebog for elever i teenageralderen
til anvendelse i skemaets timer i dansk, samfundsfag, mediekundskab,
psykologi eller religion, når de unge skal belæres om »fremmedhad og
fordomme«.

Nævnte Flygtninge Nyt er et af Flygtningehjælpen udgivet tidsskrift, som
alle
gratis kan få tilsendt henved en halv snes gange om året.
Det er ikke blot det danske folk, der viser Flygtningehjælpen mistillid.

Nok så vigtigt finder den det nok selv, at dens egne medlemsorganisationer
også konkurrerer med den. Det gør for eksempel Røde Kors, Mellemfolkeligt
Samvirke og Red Barnet. Reelt hører Danida og Operation Dagværk til samme
gruppe. Om Flygtningehjælpens hovedpengetilegning - den såkaldte integration
- skrev Røde Kors således november 1986 til folketingets retsudvalg: »Vores
integration af flygtninge er udfra enhver humanitær betragtning uacceptabel.
Den gør flygtningene sløve«.

Stadigt mere desperat kæmper Flygtningehjælpen for at øge sit volumen -
(personaletal) ved at gå ind i alskens opgaver.

Professor dr.jur. Stig Jørgensen har (i maj 1992) udtrykt det således:

»Størst succes har Dansk Flygtningehjælp og Mellemfolkeligt Samvirke haft
til
at skabe en stat i staten. Er der optræk til nedgang i omsætningen, er man
straks leveringsdygtig i nye opgaver«.

I bekræftelse heraf skriver Flygtningehjælpens nuværende formand (Nils Foss)
i Søndagsavisen 12. juni 1994: »Det klassiske flygtningearbejde med
individuelt asyl og integration i de nye værtslande - eller med større
bosætningsprogrammer i nabolandene til flygtningens oprindelseslande -
bliver
i disse år en for ensidig og begrænset måde at betragte
flygtningeproblemerne
på. Vi skal finde på nye metoder, så vi hele tiden er optimalt rustet til at
hjælpe flygtningene, hvad enten de skal igennem en individuel sagsbehandling
eller kommer hertil i store tal fordrevet af krig og etnisk udrensning. Vi
skal også lægge en større indsats i at overvåge og varsle
flygtningesituationer under opsejling. Kun ved maksimal opmærksomhed og en
bredspekret international indsats kan verdens millioner af fordrevne hjælpes
effektivt«. Kamikazepiloter sætter eget liv på spil i idealistisk omsorg for
deres landsmænd. Flygtningehjælpsfolkene luksuslever ved skrupelløst at
kæmperisikobefænge landsmænds eksistenser. Men også indenfor de centrale
kollaboratørorganisationer findes samvittighedsfulde medarbejdere, der
forfærdes over deres oplevelser. »Hvad med Danmark?« dokumenterer (bl.a. ved
omfattende optryk fra Amager Posten for 2. og 21. oktober 1986), at de
ansatte i flygtningelejrene trues med at miste deres job, hvis de fortæller,
hvad der virkelig sker.

Men modsat Frede Fahrmanns Oxford-beretninger, forties skrækkelighederne i
de
udbredte danske medier.
Den eneste undtagelse herfra, som jeg erindrer p.t., er opgørskronikken 6.
oktober 1986 i Berlingske. Her konkluderer den tidligere
Flygtningehjælpsmedarbejder Flemming Behrendt, at taktisk kynisk fejge
hensyn
til institutionens tarv er blevet det dominerende fremfor den humansag, det
hele udspringer af.

Dansk Flygtningehjælps usmagelige, forstokkede kamp for at bagatellisere
muhamedanernes invasion af Danmark og denne lobby-organisations øvrige
skandaløse adfærd, har diskvalificeret den fra at have nogetsomhelst at gøre
i den offentlige sektors administration eller have adgang til
skatteyderpenge. Man besidder ikke den hertil nødvendige uvildighed, når man
selv lever af, at der i Danmark er flest mulige flygtninge med flest mulige
problemer - virkelige eller opdigtede.

Tilmed skaber den slags organisationer (altså også Mellemfolkeligt Samvirke,
Danida o.l.) frygt for at have tilløb fra jordbunde som dem, hvori
Lejerboskandalen o.l. groede. Det korte og det lange er, at
holdningsbevægelser er for græsrodsidealister. De skal hverken subsidieres
eller tildeles embedsmandskasketter. Privatisering er også på dette felt den
rette medicin for Bureaukratdanmark med den alt, alt for store offentlige
overbygning. Flygtningeindustrivirksomhedernes nuværende monopol på næsten
daglig usandfærdighedspropagandabefolkningshjernevask i det offentliges
elektroniske medier bør ophøre. I forbindelse hermed kunne
immigrationspolitikerne i Flygtningehjælpen så sandfærdiggøre deres navn til
»Udansk Fremmedelementimport «. Den fremtidsoptimistiske søger at drage
varsler fra en af Flygtningehjælpens november 1990-publikationer, hvor
Slumstrup himself i en artikel med titlen » Lige før tæppefald«
forkynder: »I
det lange løb kan det ikke nytte noget at prøve at springe over, hvor gærdet
er lavest«. Er Dansk Flygtningehjælp med sin årelange erfaring i den branche
omsider havnet på den mødding, som altid bør være placeret netop bag dette
gærdepunkt? Slumstrup selv sprang til Danmarks Radio, da han fornemmede, at
tæppefaldskoldvinden nærmede sig Gammeltoft-Hansens hjertebarn. Men som
forholdene har været i mange år er forskellen såmænd ens på, om man er
Flygtningehjælpspropagandaminister eller Program 1-chef. Den svulmende
månedlige indbetaling på lønkontoen kommer endda fra samme
fædrelandsfjendske
statskasse (som jeg så ofte har dokumenteret det - fra 1974 i
Folketingstidende - er licensen en skat).

Kapitel 41

KAPITEL 41 Ombudsmanden

Ombudsmandens udgydelser behandles af medier og dermed af
folketingsflertallet, som var det Allahåbenbaringer. At betvivle deres
sandhed anses for en dødssynd. Han har »næsten gudelig status«, som formand
Henning Grove fra folketingets retsudvalg formulerer det i Berlingske (11.
oktober 1992). Når man engang kommer ned på jorden, vil man erkende, at det
er særdeles uforstandigt at forbruge én eneste øre af de knappe offentlige
midler på den ombudsmandsinstitution, der - som en af Det Radikale Venstres
mange diller - fra 1955 har forøget det landsskadelige
papirnusserbureaukrati.

Og her er Hans Gammeltoft-Hansen (f. 1944) såmænd ikke stort værre end hans
forgængere.

Før 1968 ville man imidlertid have forsvoret i et ministerielt skrift at
have
læst »På baggrund af en henvendelse fra Komiteen Flygtninge Under Jorden
anmodede Folketingets ombudsmand i et brev af 17.5.1994 Flygtningenævnet om
en
udtalelse«. (Indenrigsministeriets Nyhedsbrev 1. juni 1994).

De sørgelige erfaringer med udlændinges parodiske misbrug tilsiger i det
mindste helt entydigt, at der hurtigst muligt gennemføres en ændringslov, så
påståede krænkelser af folk uden dansk indfødsret under ingen omstændigheder
kan give ombudsmanden og hans folk kompetence til at trække på skatteydernes
penge. Så kan masser af udlændingesager afvikles langt hurtigere og bedre.
Det
er smalhansforøgende i danske hjem blot passivt at vente på, at Gammeltofts
excesser omstyrtes af offentligudgiftssparenødvendigheden, som hans østtyske
sus og dusvenners blev det.

Næst efter Den Sociale Dimension og udvidelserne af EF-parlamentets
kompetence var det forfærdeligste ved Maastricht-aftalen at påprakke de
andre
EF lande det rædselsfulde danske ombudsmandssystem.

9. marts 1994 passeredes det stadium på ulykkesvejen, at EF-parlamentet
vedtog
statutten for det nye bureaukratiomsvøb.

En af Hornslet-rapportens lykkelige konsekvenser har været, at de
konservatives sommergruppemøde den 4. august 1993 førte til den vedtagelse,
at »når Flygtningenævnet har truffet en afgørelse, hvor der sidder en dommer
for bordenden, er det ikke rigtigt, at denne afgørelse fra et
domstolslignende organ skal kunne prøves efterfølgende af ombudsmanden«.

Kapitel 42

KAPITEL 42 Andre pressionsgrupper

Danskpatrioterne apartheidbehandles også ved, at ikke de, men derimod
indvandrerlobbyen reelt er del af den danske offentlige administration af
udlændingepolitikken. Den er nemlig gearet til bagdelsslikkende
underdanighed
over for danskfjendtlige foretagender. For eksempel Ind-Sam
(Indvandrerforeningernes Sammenslutning i Danmark stiftet i 1981 og nu
paraplyorganisation for 35 foreninger med baglande rundt om i verden),
Fællesinitiativet mod Racisme, Landskoordineringen for Flygtninges og
Indvandreres Rettigheder og det fra 1976 stammende, ekstremt havesyge
Indvandrernes Fællesråd i Danmark. Via telefon 33 92 92 53 udleverer
indenrigsministeriet gratis Marts 1994- adresselister for foreninger,
rådgivningskontorer samt fritids- og ungdomsklubber for indvandrere. Den
røde
bygnings fortegnelse revideres imidlertid kun en gang årligt. Da det er et
gebet med supervækst, må man for at være ajour spørge på telefonerne 33 91
27
00 (Dansk Flygtningehjælp), 33 32 62 44 (Mellemfolkeligt Samvirke) og 31 39
21 43 (Ind-Sam). For Århusegnens vedkommende tillige i Fredsbutikken,
Nørregade 6.

Folketingstidende 1989/90, spalte 11.811 f. opregner fem forskellige
ministeriers overlappende konti med navnene »Tilskud til
Indvandrerorganisationer«, »Sociale og kulturelle netværk«, »Kultur og
fritidsaktiviteter«, Oplysning om flygtninge og indvandrere«,
Kursusvirksomhed
vedrørende fremmedsprogede elever«, »Undervisning af voksne indvandrere«,
Folkebibliotekernes indvandrerbibliotek« og »Kulturelle aktiviteter for
indvandrere«.

1994 oprettede Ind-Sam for statstilskud en »multikulturel støttegruppe«.

Her kan etniske foreninger - ved at ringe på telefon 31 39 21 43 - få klaret
deres lommesmerter ved at angive at de planlægger aktiviteter i boligområder
for at fremme integration (f.eks. dialogmøder eller information om
beboerdemokrati), og/eller forbedringer af bomiljøet og kulturmødet (f.eks.
multikulturelle arrangementer), og/eller kontakttilvejebringelse mellem
danske og etniske foreninger, og/eller debatskaben om rettigheder og
pligter,
og/eller videreudvikling af de etniske mindretals kulturelle selvforståelse
og identitet, og/eller sammenbringning af etniske grupper om et fælles
projekt, og/eller noget for unge andengenerationsindvandrere og/eller
indvandrerkvinder, og/eller videreudvikling af de etniske foreninger selv.
Stat/amt/kommuner giver også i mere end rigt mål tilskud til sommerlejre for
de indrejste og til »kulturelt« samarbejde mellem udlændinge og frelste
danske.

I Samspil slår flygtningeministeriet hvert forår på tromme for at bevæge
Indvandrerforeningerne, til at søge statstilskud. Normalt vanker også penge
m.v. fra kommunen. Resultatet er blevet, at vi har ca. 400 af slagsen.
I det offentliges udgiftsregnskaber skjuler sig også en hovedforklaring på,
at
112 siders bogen »Danske indvandrer- og minoritetstidsskrifter« (Frydenlund
1994) kan opregne ca. 150 blade og tidsskrifter.

Med Bashy Quaraishy som redaktør udgiver Ind-Sam således det tisprogede,
firfarvetrykte flotblad »Etnica«. »Den selvejende institution
Indvandrer-bladet«, er en storbestyrelse med de sædvanlige toppampere fra
indvandrerorganisationerne, Dansk Flygtningehjælp, Mellemfolkeligt Samvirke,
Kommunernes Landsforening, Københavns kommunes flygtninge- og
indvandrersekretariat og fem ministerier. De sidste skaffer pengene.
Skatteyderne finansierer altså dette selskabsretlige og
statsforfatningsmæssigt set besynderlige hybridamfibiums flag- og slagskib
(Tidsskriftet »Samspil«), mange flotte propagandapublikationer og andre
færdrelandsundergravende klakørlydigheder over for de indtrængende i landet.
Formand var de radikales Ole Vig Jensen (indtil han i januar 1993 blev
undervisningsminister). Principielt set har vi i de penge, der således siver
ud til indvandrerbranchens propaganda, den værste del af de 33 årlige
skatteydermilliarder, som ofres til ulændinge. Under den igangværende kamp
mellem flygtningevenner og den folkelige modviljes Danskhedsbeskyttere, er
det forvridning af folkestyrets grundlag, som er, at staten skal være
neutral. Så opfattelser kan brydes på lige vilkår. Her kaster statsmagten
sit
centnertunge lod i vægtskålen sammen med en stor pose af skatteydernes penge
til den ene parts repræsentanter, mens for eksempel Tidehverv og nærværende
bog har det store bagspring i konkurrencen, at vi ikke modtager én øre i
skatteydertilskud.

Danskeren 1991-5 aftrykker Den Danske Forenings årsregnskab. Alle 1990-
udgifterne (592.701 kroner og 91 øre) er klaret for medlemskontingenter og
frivillige bidrag. Lønkonti, foredrags- eller forfatterhonorarer eller
lignende forekommer ikke, idet vi ca. 4.000 medlemmer gør vort arbejde
gratis. Dette sidste er rimeligt og rigtigt, men også i ligestillingens navn
bør Folketinget sætte endegyldigt punktum for tilskud til
muhamedanerforherligende skrifter, film, TV, radio osv. Uden antydning af
kildekritik videreleverer de ensidigt rå overfald på folk, der ønsker at
tænke og argumentere frit uden at indpasse sig i nogen stalinistsele.
Flygtningesocialismens eneste forsvar er deres egen - i bund og grund
uhumanistiske postulat - om, at de alene skulle være båret af ædle motiver.
Uanset at enhver objektiv iagttager må konstatere, at de kun agerer
egoistisk
ud fra, hvad der på kort sigt tilfører deres egen sagsbehandlerklan flest
mulige skatteydermidler. Da de har ligesindede allierede hos embedsmænd og
medier (og dermed politikerne), slipper de godt fra at tilsøle anderledes
tænkende med racistpræk. En vis parallel haves i de graverende
partistøtteordninger. Folketingets partier lever i overvejende grad på
statsstøtte.

På alle disse områder er det sunde, at har man svært ved at leve af egen
kraft, må man afpasse sine udgifter efter egenindtægterne eller gå konkurs.

I sit svar af 8. november 1990 på folketingsspørgsmål S 105 slår Henning
Dyremose syv kors og fjorten halvmåner for sig i anledning af, at han ikke
kender det samlede tilskud til fremmedlobbyens foreninger.
Folketingets brev af 7. maj 1990 nægtede Den Danske Forening at benytte dets
fornemme Christiansborglokaler. Men de stilles rask væk til rådighed for
overflødighedshornspolitik.

Som spredte eksempler nævnes:

December 1991 blåstempledes de såkaldte anti-racisters kamp for censur
rettet
mod de danske kredse, der vil beskytte vore efterkommere mod at blive løbet
over ende.
27. november 1991 havde Forbundet af Arbejdere fra Tyrkiet rådighed over
Landstingssalen til et møde om integration, mens Kurdistan Komiteen i
Danmark
arrangerede møde i Folketinget den 1. juni 1992.

Den 29. november 1992 fremturede folketinget med at stille væsentlige dele
af
sine lokaler til rådighed for Konferencen mod Fremmedhad arrangeret af
Arbejderbevægelsens Internationale Forum. De prædikede det hadets budskab at
kræve dødbringende stød rettet mod »den ekstreme højrefløj«.

Dødbiderne så ikke engang den lattervækkende bjælke i deres egne øjne, da de
som konferencens motto misbrugte Oskarordene fra dengang, deres
bedsteforældre
var en social kamporganisation: »Plads til alle«.
Til et seminar 5. marts 1994 prostituerede landets øverste myndighed sig
tilsvarende. Indoktrinørerne var alle fra Overdanmarks sædvanlige
vagtparade:
Morten Kjærum, Arne Piel Christensen, Bjørn Elmquist, Birte Weiss, Ebba
Strange, Claes Nielsen og Jens Vedsted Hansen. Til dem lyttede andægtigt
Flygtningenævnet og andre af de Flygtningeprofessionelle.
Om emnerne »Racisme, trusler og vold« foregik 8. maj 1994 en
Christiansborgkonference arrangeret af et dusin skatteparasitorganisationer
(Fair Play, FACTS, SOS-racisme, Ind-Sam, Indvandrernes Fællesråd i Danmark,
Soldue, Etnisk Debatforum, Dokumentations- og Rådgivningscentret om
Racediskrimination, Kirkernes Raceprogram, Rådgivning for
Udlændinge-Randers,
Kommiteen for Udlændinges Retssikkerhed og Dansk Retspolitisk Forening).

Konferencen fik økonomisk støtte gennem en stor underskudsgaranti fra
Indenrigsministeriets bevilling til kulturelle formål og oplysning for og om
indvandrere og flygtninge. Endvidere var der bidrag fra Dansk
Flygtningehjælp,
Fredsfonden og Græsrodsfonden samt BUPL i Vejle Amt, København og
Frederiksberg, Prosa, Trafikfunktionærernes Fagforening og Danske
Afspændingspædagoger, flere fra SF og diverse højrøde fagforeninger.

Med al den parnasplacering mødte DR-TV selvfølgelig op. Uanset at mødet,
hverken i indhold eller deltagerantal udartede sig særligt sammenlignet med
de hundredvis af andre interesseorganisationers møder, der dagligt holdes ud
over det ganske land. Midt på året 1994 arbejder Joseph Obeng i Ind-Sam på
at
øge pressionsorganisationerne med noget, han har døbt »Panafrican
Coordination Forum «.

Foreningen Solduen kæmper nationalt og internationalt for at styrke
indvandrerkvinder vis á vis de vesteuropæiske værtslande. Nærmere på telefon
31 31 41 34. Der er (var?) også noget, som hed(der) Wind (Women Immigrant
Network Denmark). Tyrkisk-Dansk Forening og Komiteen for Udlændinges
Retssikkerhed var maj 1992 arrangører af firedages marchen Aarhus-København
imod visumpligt og fingeraftryksregistrering, men for familiesammenføring og
modersmålsundervisning. Alex Libulwa's forening »Tredie Verdens Stemme« er
også særdeles aktiv. Opskræmte af sensationsjournalistik dannede velmenende
mennesker 5. maj 1988 » Folkebevægelsen mod Nazisme«. De pralede hurtigt af
5.500 enkeltmedlemmer og 800.000 kollektivt tilmeldte. Lederne kroede sig
derfor i honorarer og » udgiftsdækninger«. Men da der ingen nazisme er i vor
tid, havde de intet at være imod. De sprang derfor på Indvandrervennevognen.
I overfyldssammenstimlingen her er folkebevægelsen nu ved at blive trængt
ud.
Derved voldes ingen seriøs skade.

Socialrådgiverforeninger, FN-Forbundet, Ind-Sam, diverse indvandrer-
organisationer, Folkebevægelsen mod Nazisme m.fl. har stiftet en
organisation, som de prætentiøst har døbt Fair Play 91. Den har allerede
fået
kontanter fra EF og forventer statsunderstøttelse. For pengene skal drives
en
stort anlagt kampagne mod Den Danske Forening, og for at Danmark bedre
efterlever 77 henstillinger om bekæmpelse af såkaldt fremmedhad, som er
kommet fra det indflydelsesjagende, selvcentrerede EF-parlament. Udadtil er
seminarielærer Erik Jensen og direktør Jens Sejersen organisationens mest
højttalende. På samme linie findes SF'eren Tim O'Connor. Inge Hindberg,
Vandtårnsvej 15, 2860 Søborg (Tlf. 31 67 47 97) er formand for » Mennesker
for Frihed og Tolerance«. På tværkulturelt grundlag bekæmper de fremmedhad
samt nazistiske og racistiske strømninger. Blandt andet ved udsendelse af
tidsskriftet Facts. Det får penge fra »Kulturministeriets bevilling til
almenkulturelle tidsskrifter«.

Statsfinansieringen af Indvandrerrådet og Indvandrernes Repræsentantskab
dårligundskylder finansministeriet med, »at de rådgiver regeringen i
generelle indvandrerpolitiske spørgsmål«. Altså hverken mere eller mindre
end
den position som indehaves af centraladministrationens embedsmænd. Men for
disses vedkommende foreskriver selveste grundloven (§27 stk. 1, 2. pkt.), at
de skal have dansk indfødsret. Hvorfor skulle de to nævnte iøvrigt have
anden
finanslovsstilling end alle andre pressionsorganisationer, som har deres
gang
i den røde bygning? Men Indvandrerrådet har sit sekretariat i
Indenrigsministeriet, og på dets møder slås til lyd for, at det skal
suppleres med lokale råd i de enkelte amter og kommuner, og at diæterne og
kontantgodtgørelserne skal øges til de fremmede, som deltager i arbejdet,
ligesom staten afkræves flere penge til kurser og konferencer (se for
eksempel side 2 i Samspil for november 1991). I Indvandrerrådets møde ved
indgangen til rådsåret 1991/92 udpegedes også repræsentanter »til bl.a.
Kultur- og Socialministeriets bevillingsgruppe, arbejdsudvalget ang.
Folkebibliotekernes Indvandrerbibliotek, Samspils bestyrelse,
SUM-formidlingsenheden under MS og en følgegruppe under
Socialforskningsinstituttet.« Endvidere blev nedsat arbejdsgrupper
vedrørende
retsstilling, foreningstilskud, medier, arbejdsmarkedsforhold, uddannelse,
EF
og nordiske kontakter. Ved afslutningen af det følgende rådsår, rapporterer
Samspil påny udførligt. Det meste er lirumlarumsnak. Kun to konkrete ting:
For det første, at man ikke kan finde tre fremmedkvinder til Nævnet for
Etnisk Ligestilling. For det andet, at man gerne vil have fingre i flere
skatteyderpenge, dels til løn af personale i Rådets Sekretariat, dels til
rådsmedlemmernes aflønning (»frikøb for andet arbejde« er terminologien i
dette arbejdsløshedsunderstøttelsesrekordsættende miljø). Det Danske Center
for Menneskerettigheder fra 1985 er en selvejende institution, oprettet af
folketinget. Altså noget organisatorisk miskmask. Vistnok dens største
arrangement foregik 6. november 1993. I seks timer holdt » 50 kendte
personer« foredrag imod racisme. Danskernes mulige menneskerettigheder har
der næppe været adgang til at nævne noget om. 1993 var også året, hvori de
nordiske menneskeretscentre planlagde et fælles projekt mod Racisme i
Norden.
Om målsætningen har Centret aldrig været i tvivl. Fra første færd er det kun
de, hvis livsmål er at snylte på offentlige kasser, som skal have
menneskerettigheder. Dokumentation herfor findes på side 42 i bogen »5 år
for
Danmark«.

Andre kreative finanslovsmørkestreger er Dansk Flygtningehjælps
mellemregningskonti med statskassen. Nogle af dem er benævnt foran i kapitel
40, 26 og 25.

Mellemfolkeligt Samvirke præsenterer sig selv som »en privat
medlemsorganisation på tværs af partipolitik med ca. 1.000 aktive
medlemmer«.
Blandt dets fortrinsstillinger frem for os andre har det kulturministeriel
bevilling til sit bibliotek (ca. 3.000 titler om indvandrer- og
flygtningeforhold), mens Socialministeriet betaler for Samvirkes ensidige »
Nyhedsbrev om indvandrere og flygtninge« (udkommer p.t. med otte årlige
numre). Til Ole Hasselbalchs litterære perler hører hans rapport på side 19
i
Danskeren for september 1991 fra besøg i MS-førerbunkeren - »Nutidens
Dagmarhus« - Borgergade 10-14, 1300 København K.

En Mellemfolkeligt Samvirke aktivitet fremgår af en pressemeddelelse fra maj
1992: »Vedkommer AIDS os?« Tyrkisk sproget video med tilhørende folder
produceret af »Kulturmøde, film og video« for Sundhedsstyrelsen. Tekstet på
dansk. Folder og dansk oversættelse rekvireres hos Statens
Informationstjeneste. Også megen anden guldregn styrter fra statskassen
hvert
eneste år ned over dette sekteriske Indoktrineringssamvirke. For eksempel
162
millioner kroner fra 1994-ulandsbistanden. Yderligere karakteristiske
indtægtsposter er Nordisk Råd-penge. 1991 for eksempel til at fremme bedre
samarbejdsformer mellem indvandrere og de nordiske landes myndigheder
(projekt 41.06.16.00). 1992 kom EF-tilskud til at udarbejde et idekatalog
for
kommunernes udvidede indsats på indvandrerområdet. Mon ikke der også vanker
adskillige gysser fra bonkammeraten Finn Slumstrups P1, som MS bestandigt
bruger som en af sine propagandakanaler. I socialministeriets regnskab
finder
man år efter år tilskud til Mellemfolkeligt Samvirkes Indvandrer- og
Flygtningekonsulentafdeling, hvis chef er Ole Hammer. Uge 36's første fire
hverdage i 1991 bød Vallekilde Højskole på konference om fremtidens
indvandrer- og flygtningepolitik med modeopvisning, gallamiddag, café,
marked
osv. Opinionsdannere, projektmagere og indvandrere drøftede bl.a., hvordan
folket oplyses. På forventet efterbevilling var Birte Weiss »
regeringsrepræsentant«. Ombudsmanden, Finn Slumstrup og Tine Bryld var
indledere. De øvrige 12 foredragsholdere fra ind- og udland var næsten alle
fra samme ensidighedsvagtparade. Alt dette var selvsagt i orden, hvis det
ikke lige var sådan, at arrangørerne var Socialministeriet, Direktoratet for
Udlændinge, Kulturministeriets Direktorat for Folkeoplysning og det
skatteyderbetalte Mellemfolkeligt Samvirke. Deltagerne var overvejende
offentligt ansatte, der brugte deres arbejdstid til at opfange den ensidige
indoktrinering. Den skatteyderbetalte statslige Danmarks Radio undså sig
ikke
for ukritisk at lobhudle, hvad der blev forkyndt på mødet. Succesen gentoges
i eftersommeren 1992 i Højbjerg og 1993 i Sønderborg og Esbjerg samt 1994 på
Brandbjerg Højskole. Altid sådan, at Week-end'er fritages for
mødedeltagelse.

25. november 1991 var der en »presse-briefing« til belæring af journalister
om kilder og kontakter på indvandrer- og flygtningeområdet. Arrangør var
Dansk Flygtningehjælp, Dansk Røde Kors, Mellemfolkeligt Samvirke, Ind-Sam og
Samspil. Utallige er de frokoster og lignende arrangementer, hvor
organisationer fra samme familie beværter politikere og embedsmænd. For at
opnå Goodwill. Det er således de mærkværdigste og normalt upåagtede steder
danske skatteydere udsættes for belastninger, som reelt er tilskud til
femtekolonneforetagender. Det er derfor ikke for stærkt sagt, at fejlskudene
i aldeles overvejende grad finansieres ved, at dansk offentlig sektor
kryster
landets potentielle mordere til sin barm. Behagesygelogringen overfor
medmagthaverne får interesseorganisationer - som der reelt er
tvangsmedlemskab i - til at meningsterrorisere i forhold, som - retligt
såvel
som politisk - skulle være dem aldeles uvedkommende. Eksempelvis var det
tilfældet på Danmarks Lærerforenings kongres november 1992. Her opfordredes
regeringen og Folketinget til at sikre flygtninges rettigheder og til en
oplysningskampagne, »så mytedannelser og fremmedfjendtlige holdninger i
befolkningen modvirkes«. I Jyllands-Posten 17. oktober 1993 skrev pastor
John
W. Hørbo, Nykøbing Sjælland: »Enhver præst i den danske folkekirke har givet
sin underskrift på at ville fordømme muhamedanismens falske tale om Gud. Det
er embedspligt, og må klart adskilles fra fremmedhad. Det er en svær skelnen
mellem person og sag«. Vanskelighederne klares nok så letfærdigt i
1990'ernes
herskende kirkekredse. November 1992 vedtog Nordisk Økumenisk Råd, at Kirken
skal påvirke opinionen til fordel for de fremmede i Norden. Straks opbyggede
en række svenske kirkesamfund - kristne, jøder og islamiske - en
organisation, der skal virke for bedre relationer såvel mellem de gamle og
nye svenskere som indbyrdes mellem de fremmedes mange etniske grupper. 6.
januar 1993 nedsatte de danske gejstlige organisationer et hurtigt
arbejdende
udvalg om, hvad folkekirken kan gøre for, at flygtninge undgår varig
isolation.

Indre Mission tager i en ruf fat på at etablere flygtningenetværk i
København. Vel at mærke efter at have sikret sig en treårig bevilling fra
Socialministeriet. Poul Hartling, Anker Jørgensen, Kvindeligt
Arbejderforbund
og bisp Erik Normann Svendsen stod 28. februar 1993 i spidsen for
demonstrationer i 100 byer mod racistiske grusomheder. Som vanligt ved den
slags lejligheder var der ingen konstruktive løsningsforslag. Kun bragesnak.
17. januar 1994 afholdt Københavns Stifts Flygtningeudvalg et
flygtningepolitisk propagandamøde i Københavns Vor Frue-Domkirke. Emnet
var »
Visumtvangens formål«. Det arrangeredes af nogle toppinger. Derfor var det
helt anderledes med en præst, som ikke er i Biskopatets kridthus: Efter et
fællesmøde for de tre skriftreligioner (Abrahams Børn) sluttedes af med en
bøn ved alteret. Præsten blev tjenstefritaget, men Ekstra Bladet kunne
selvsagt (17. juni 1994) finde Kirkesociolog Hans Raun Jensen ved Københavns
Universitets Institut for praktisk Teologi til at fastslå, at folkekirken må
tage højde for, at vi nu lever i et multireligiøst samfund. 11 dage senere
refererer Jyllands-Posten, at denne religionskrig løb ud i udvandet sand.
Tilsvarende uneutrale er universiteterne. Det i København indledte for
eksempel den 4. oktober 1993 en mangedages international konference om
Racisme og Flygtningeproblemer. At dømme efter den massive reportage i P1's
Orientering var det en forestilling, som i ensidig
Propaganda-Uvidenskabelighed ikke gav Goebbels nogetsomhelst efter. Statens
Samfundsvidenskabelige Forskningsråd bevilgede sommer 1993 docent Lise
Togeby
1,7 millioner til projektet »Fremmedhad i Danmark i 1990'erne«. Nordisk
Ministerråd betalte og Københavns Universitet arrangerede i januar 1992 en
tredages konference for nordiske ungdomsforskere om »Multikulturel Ungdom«.
19-22. oktober 1992 indeholdt Ekstra Bladet omfattende afsløringer af
Regnbuegruppen med tyngdepunkt på Universitet. Deres Ulrike Meinhof hedder
Anne Jönsson og deres Andreas Baader Kalle Birk-Madsen. En af landets
dyreste
ejendomme det statsejede Studenterhuset, Købmagergade 50-52 var blandt deres
velassorterede lagre af slag-, stik- og kastevåben samt storkalibrerede
automatvåben m.v. Det skulle bruges overfor de Nazigrupper, som efter deres
angivelse står lige for at ordne den danske statsmagt. Da sagen kom
offentligt frem, plomberedes huset for en kort tid af Københavns
Universitets
ledelse. 3 måneder senere kunne Ugeavisen »Den røde Tråd« oplyse, at det
hele
var spist af med to bøder á 600 kr. Fanden hytter sine. SOS Racisme er en i
Frankrig grundet europæisk græsrodsbevægelse. Den norske gren bruger bl.a.
navnet Antiracistisk Center. Det får stattilskud (for 1993 1,4 million
n.Kr.). Aktuelt 24. oktober 1992 og Danskeren juni 1993 beretter om den
danske afdeling. Dens formand hedder Robert Jacobsen. I september 1993
overlod B.T. sin fornemme Side 2-kommentar-rubrik til ham, og den 28. maj
1994 indviede han afdelingens nye lokaler (Peter Fabersgade 20, 2200
København N). Her er åbne døre hver mandag frem til kl. 17. Det er da
usædvanligt for den slags foretagender. Men det kalder sig også en
Folkebevægelse (mod Fremmedhad).

Antiracismeunderskovsjunglen samles ganske langt omkring det såkaldte
butiksfællesskab »Demos« i Københavns Elmegade (tæt ved Sankt Hans Torv,
bekendt fra natten til 19. maj 1993). Heri findes også andre led i den
revolutionære Venstrefløj (Erik Jensens udtryk) såsom Børnemagt,
Christiania,
Ravage, Palæstinensergrupper og El Salvador Initiativet. Som skarpt
konkurrerende supermarkeder søger de at overgå hinanden med knaldtilbud på
racistbekæmpelsesmarkedet. Det farve TV-egnede er højst i kurs. Fernislaget
af
idealisme oser af forstokket selvgodhed. Indholdet er forkælet egocentrisme.
I
samspil med medierne legitimerer de sig ved at opforstørre til det groteske
en
højreekstremistisk racisme, som de så brændemærker ud fra en intolerance af
dimensioner, som næppe er oplevet siden Inkvisitionens kulmination: Hopla,
man
har konstrueret de racistgrupperinger, man har brug for. Så kan man fremføre
sig selv i ædel positur. Den smarte taktik går ud på, at tryllemidlet blot
er
at sige de rigtige ord. Enhver tvivl er bandlyst om, hvorvidt de dækker
Sandheden, hele Sandheden og intet andet end Sandheden.

DR-TV, som er et centalelement i hele tabernaklet, har bl.a. i
Jyllands-Posten 2. august 1994 markeret sin præference for forbryderne. End
ikke engang en udsendelse, de har sendt om Nørrebrooptøjer, vil de udlevere
i
bånd til politiets bevisindsamling. Begrundelsen er den fantastiske, at hvis
de gør det, vil man ved fremtidige ballader være udsat for hævn fra
hærværksgrupperne. De ville nok kaste deres sten mod kamerafolk i stedet for
på bankvinduer.

Internationale Socialister stiftedes 1984 af udbrydere fra VS. Mærkesagen
formuleredes i deres blad 13. november 1990: »Facister og Nazister skal
ingen
ytringsfrihed have«. De forsøger at udmønte dette ved at hindre typografer i
at trykke materiale, som efter deres mening hidrører fra de grupper, som de
ikke er enige med, og som de derfor finder det bekvemt at udstille som
spedalske i det omfang, det til enhver tid konvenerer
herrefolkssocialisterne. Det er dem alene, der definerer, hvad der skal være
syndigt og utilladeligt.

Ideologisk er slægtskabet tæt mellem Mimis Regnbue-Drenge og 1970'ernes
tyske
socialistterrorceller. Fjendebilledet er udskiftet
fra »kapitalist-fascister«
til (også) at være »racist-fascister«. Men overfor enhver, bøllerne vælger
at
stemple som deres syndebuk, føler de sig i deres gode ret til at anvende
vold. Dens historiske rod går tilbage til KGB, som i sin fraseologi gjorde
yderste højrefløj til menneskehedens afskyeligste afskum. Det koger nutidens
åndsforsnævrede journaliststand videre på, og det labber Gadens Voldsmænd så
i sig. Af samme kaliber er den norske Blitzbevægelse. Et af de første
pøbeloptøjer, som bragte banden i fokus, udspillede sig 31. oktober 1990.
Man
efterlignede de seksti år gamle SA-mødeterrorforbilleder til at kneble
andres
meninger, da det norske Studenterforbund holdt offentligt debatmøde om emnet
»Nationalisme - fædrelandskærlighed eller fremmedhad?« I bogen »5 år for
Danmark« (1992) leverer Ole Hasselbalch en række citater fra de såkaldte
Anti-Racister om, at deres modstandere ikke skal have nogen adgang til at
oplyse, hvad de mener og hvorfor. Svage i ånden med gangstergener klarer jo
bedre at kaste brosten og udøve andre former for fysisk vold end saglig
debat
med åbne modtagelighedssind for folk, der mener noget andet end, hvad man
selv lige p.t. er hjernevasket til. Ja, debatter ville jo ligefrem påføre
oplysninger uforenelige med egne verdensbilleder. Brian Patrick McGuires
Landsforening Danske Flygtningevenner (en parallel til Besættelsestidens
Dansk-Tyske Forening) var i pressen sidst i februar 1993, da den uddelte sin
årlige hæderspris til en af de advokater - Niels Henrik Christensen - som
indgår i dagligdagens kernetropper til at lodse tusinder muhamedanere ind i
Danmark dels som offentligt beskikket invasionstogfører, dels som
»asylsøgernes repræsentant i Flygtningenævnet«.

Den samme kamp - men med mere slående argumenter - føres af Militante
Antifascister. I august 1992 fjernede de mindesten, kors og skilte fra
Mindelunden for faldne Frikorpsfolk i Kongensbro i Midtjylland. April 1994
grovskændtes Frits Clausens Aabenraagravsted. Formålet blev nået gennem
stort
opsatte avisreportager baseret på pressemeddelelser fra gruppen om, at den
ikke vil tolerere »den fascistiske kontinuitet«. 1718-mordet på Karl XII er
endnu uopklaret. Hans elskede Lund mindes ham på drabsdagen 30. november. De
danske BZ'ere har udskreget denne urgamle nationale hædersbevisning som
naziracistisk. Med »et inferno af vold og ødelæggelse« (Berlingske udtryk)
hindrede de afviklingen i 1991. I denne genoplivelse af den Store Nordiske
Krig stod i 1992 500 bevæbnede danske overfor vel ca. 25 svenske
akademikergubber. I 1993 viste det svenske politi mere civil courage, end
deres danske og norske kolleger får lov til. På dansk grund er det hidtil
mest spektakulære de for ordensmagten livsfarlige happenings, som
anti-racister opførte på Nørrebro natten til 19. maj 1993. Under navnet De
Autonome. Det er græsk og betyder de, der sætter deres egen lov. Altså
Asociale Ateister. Samvirke gav Marts 1994 nærmere analyse af bevægelsen.

Den stammer fra Østtyskland, jfr. den historiske gennemgang på side 44-50
hos
Enzenberger 1994. Allerede i 1951 udsendte Hannah Arendt i New York i tredie
del af hendes værk » The Origins of Totalitarianism« en overbevisende
analyse
af grundfaktorerne bag BZ'ere, Blitz'er, Rockere, Autonome, og hvilke mange
navne de ukære børn iøvrigt har: Kynisk kedsomhedsskabt ligegyldighed
blottet
for sund fornuft og dømmekraft, får dem til at satse på deres egne
selvsuggestioner. Vold, hærværk og ytringsfrihedskrænkelser er i sig selv
afskyelige. Men ved udfindelsen af den

Kapitel 43

[Per Hagemann]

KAPITEL 43 Muhamedanismen
I . Muhamed fødtes 570. I 610 vandrede han ud i ørkenen. Ved tilbagekomsten
oplyste han, at Englen Gabriel som sendebud for Allah havde dikteret sådan
og
sådan til ham. Dette gentog sig 113 gange over de 22 år, Profeten endnu
havde
tilbage. De 114 åbenbaringer (suraer) har sammenlagt 6.206 vers (jærtegn).
Koranens indhold er disse åbenbaringer. Hverken mere eller mindre.

Koranen fortolkes dels med Sunna (profetens sædvane), dels med Haditherne,
som er traditionen om, hvordan Muhameds daglige gøren og laden plejede at
være (herunder hans belærende udtalelser). Beskrevet i et utal af små korte
situationer. Som for eksempel: »Livets vederkvægelse findes i tre ting: Bøn,
Vellugt og Kvinder«. Hulter til bulter findes småting (for eksempel befaling
om at bruge tandstikker »som middel til at søge Herrens Behag«) og absolutte
svar på spørgsmålene i den højere teologis skoleridt. Igennem 200 år søgte
muhamedanere overalt at give deres egne opfattelser eftertryk ved at skrive
en ny Hadith. På den måde kom der mere end tre kvart million. Men midt i det
niende århundrede gik Muhamed-al-Binkhari hele sværten igennem og
attesterede
at 7297 af dem var gode nok. Siden er det dem alene, der gælder.

Som hærfører udbredte Muhamed ideologien. Ved sin død var han statsleder for
det meste af den arabiske halvø.

II . A. Vor nutidige menneskeforståelse er, at fremmede folk har fremmede
skikke, helt anderledes værdinormer og udanske reaktionsfaconer. De kan på
os
virke bizarre og umodne. Det gælder også muhamedanerne: Hver bør have et
særligt kompas, så han nøjagtigt kan vende front mod Mekka, når han beder.
Toiletter placeres derimod vinkelret på denne retning, så man ved nødtørft
er
fjernest fra bederetningen. 2. sura vers 181ff fastlægger reglerne for den
årlige fastemåned (Ramadanen). Fra solopgang til solnedgang skal muslimerne
holde sig væk fra mad, drikke og tobak. Hele døgnet bandlyses sex,
tandbørstning, kys og blodprøveafgivning. Undtagelse gælder folk i hellig
krig eller på rejse. Fritaget er også menstruerende og den, der lige har
født. Dette er ikke resultatet af en kvindekampsindsats, men udslag af, at
damemennesker i disse perioder er urene. Derfor tilkommer de ikke
privilegierne at bede, læse Koranen eller ramadanfaste. Håret ved kønsdelene
skal fjernes. Popmusik er uislamisk. Man skal børste tænder, som Muhamed
gjorde det. Da djævelen spiser med venstre hånd, skal muhamedaneren - også
den kejthåndede - spise med højre. Og det skal være med tre fingre, fordi
den
hovmodige spiser med een og den glubske med alle fem. Venstre hånd er så til
toiletbesøg og andet uappetitligt. For voldsom nysen eller gaben kommer fra
Fanden. Når en anden nyser er det de tilstedeværendes pligt at sige prosit.
At tegne forsikringer strider mod Koranens forbud mod hasardspil. Respekten
for hunde og andre dyrs velbefindende er markant lavere end almindeligt i
Danmark. Dyreslagtninger sker med dyrets hoved vendt mod Mekka ved
overskæring af halspulsåren uden forudgående bedøvelse. Dansk leverpostej,
flæskesvær og svinekødets andre delikatessevariationer går for altid
muhamedanermunde forbi. Ifølge 2. Sura, vers 173 hører grisen nemlig til de
urene dyr. Iøvrigt sammen med skaldyr og selvdøde dyr. Også blod er forbudt
spise. Alt hvad der har været i berøring hermed - kogekar, spisebestik og
andre ting - er for altid urene. Koranens eneste trøst for overtrædelse af
disse spiseregler er: »Den, der er tvunget af nød, uden at begære det og
uden
at ville synde, han vil ikke blive straffet.« Mænds arvelodder er dobbelt så
store som kvinders. Selvmord er forbudt. Kalenderen begynder i år 622, da
profeten flygtede fra fødebyen Mekka (til Medina). Den har 354 dage om året
(månedsskiftet er ved nymåne). Koranens 9. Sura vers 37 forbyder
udtrykkeligt
skuddage som vantro. Gennem hver periode på 33 år forskyder månederne sig
derfor over alle årstiderne. Udbredes muhamedanismen til polaregne vil de,
som skal faste fra solopgang til solnedgang, altså sulte ihjel. (I 1992
begyndte årets niende måned (Ramadanen) den 5. marts). Døgnet skifter ikke
ved midnat, men allerede ved solnedgang. Næringsdrivende må ikke tage avance
på over 33 1/3%. Med grundlæggende hjemmel i 2. Sura og i 6. Sura vers 142
og
adskillige andre Koransteder opbyggede Muhamed i 620'erne et
personskattesystem (Zakat og Ushr) - måske verdens første. Kalif Umar, der
omkring 640 erobrede Mellemøsten, var så begejstret for nytilkomlingen, at
han forkyndte, at nok bringer Bønnen de troende halvvejs til himmelen, og
nok
fører Ramadanfaste ham lige til døren. Men det er ved at betale skat, han
kommer ind i Allahs Hus. Alligevel udviklede muhamedanerlederne også en af
rødderne til Skattetænkning (Hijal). Som tiden ændrede sig, blev det nemlig
stadigt vanskeligere at finde entydige sammenhængende fortolkninger af
Koranens svært forståelige skatteregler. Pudseløjerlige ærbarhedskrav i
mangfoldighed stilles til hunkønsvæsner. Araberordsproget siger: »Kvindens
plads er enten i hjemmet eller i graven«. I samfundsrelationer repræsenteres
hun oftest af en far, en bror, en ægtemand eller en søn. Hun må ikke lade
sig
fotografere af fremmede. Disse frihedsindskrænkninger lempes en del, når hun
ikke mere er fødedygtig. Når ægtepar går tur, spadserer konen fire skridt
bag
ved manden. November 1992 opdeltes Irans busser, så forenden reserveres
mænd,
mens kvinder har de bageste pladser. I kritik af Brixtoftes behandling af
Farums muslimer fremhæver Politiken 14. februar 1992 »det nedværdigende, at
mænd og kvinder benytter samme toilet og badeværelse«. Det er usømmeligt,
hvis mand og kvinde taler med hinanden på gaden eller danser sammen.
Mandlige
damefrisører eller kvindelæger forekommer ikke. Profeten forbød nemlig de
troende at berøre en fremmed kvinde. Det skaber derfra fra tid til anden
bitre problemer, når en dansker hilser på en musliminde med et håndtryk.
Endsige med knus. 1979 forbød Iran Kvinder at overvære mandefodboldkampe.
Forsøgsvis suspenderes forbudet i 1994, så tildækkede kvinder kunne overvære
visse kampe fra en mandefri tribune. Men da nogle af dem efter en kamp,
forsøgte at få autografer fra nogle mandlige spillere, blev det ubetingede
forbud igen tidsubegrænset sat i kraft. Da muhamedanismen magtmæssigt kom
ovenpå i den evindelige sudanske borgerkrig, var fyring af de offentligt
ansatte kvinder noget af det første, den stadigt eksisterende islamiske
Sudan-republik foretog sig. Fødestuer skal have lys og støj for at
bortskræmme fødeheksen Alcarisi, som lurer på at dræbe mor og/eller barn.
Straks efter fødslen får barnet at vide, at det tilhører Islam. Ved at
faderen (eller hans repræsentant) for den lille nye synger den til
lejligheden autoriserede sang. Nyfødte kronrages, fordi deres hår er blevet
urent ved opholdet i moderens legeme. Spædbørn skal pakkes meget varmt ind
og
må helst ikke komme i fri luft før 40-dages alderen. Endnu længere tvinges
babyen til at ligge på ryggen for at opnå et fladt baghoved. Påklædningen er
bestemt ikke tvangfri. Ofte skal muslimer færdes på strømpesokker. Tager man
sko på, skal man begynde med den højre, men tager man dem af, med den
venstre. Den muhamedanske kvindeklædedragt består af tre dele: Kappe, Slør
og
Tørklæde (chador). Koranens 24. Sura, vers 31 befaler kvinder at »trække
deres hoveddække sammen foran deres bryster, og ikke åbenbare deres skønhed,
undtagen over for deres ægtemænd og fædre«. Ayatolla Abdul-Hussein
Dast-Ghagb
uddyber: »En mand, som lader sine kvinder afkaste sløret og bære makeup,
skal
indtegnes i de himmelske annaler som hanrej og derefter føres til helvede,
hvor han skal ristes til tidernes aften«. »I Creil i Nord-Frankrig var der
en
månedlang konflikt, fordi tre muslimske piger nægtede at gå i skole uden den
traditionelle hovedbeklædning. I tre kommuner (Beaucaire, Cessenneuil og
Montfermeil) trodsede borgmestrene åbenlyst undervisningsministeriet og
nægtede at optage indvandrerbørn i skolerne. En kommunistisk borgmester
udtrykte offentligt »forståelse« for sine borgmester- kolleger og benyttede
lejligheden til at fremkomme med nogle nedsættende bemærkninger om arabere
og
»sorte«. Det skal tilføjes, at han modtog en reprimande fra sit parti« (p.
63
i Peter Dalhoffs bog »Brun Pest«, Munksgaard 1993). På begge sider af Den
persiske Golf fortolkes reglerne sådan, at kvinden ud over at skjule krop og
det meste af ansigtet med slør også til stadighed skal bære maske (undtagen
i
sengen), jfr. nærmere Henny Harald Hansen: »Islams Kvindeslør« (Borgen
1992).
Antropolog Inger W. Boesen beretter, at religionspolitiet anholdt en
studine,
fordi hun gik i røde sko i stedet for de obligatoriske sorte. Først da hun
afleverede de røde, fik hun lov til at fortsætte på Universitetet. Jes
Asmussen 241 fortæller om en dansk dame, der den 10. i måneden Muhervan i
1971 var ved at blive lynchet i Teheran. Hun gik nemlig i rød
plasticregnfrakke netop på årsdagen for, at en rødklædt morder 1291 år før
havde dræbt Muhameds dattersøn. Med visse lighedspunkter til vore
konfirmationsfester omskæres drengebørnene - en lidelsestilføjelse, der er
absurd for nutidig dansk mentalitet, men som Koranen foreskriver som
obligatorisk. Og under overskriften »Ægte glæde i det store tyrkiske
fællesskab« fyldte et Berlingske-tillæg den 26. oktober 1991 to sider med
overstrømmende reportage om, hvordan en landsby kæmpefestede uafbrudt i 27
timer i anledning af, at tre drenge på 1 1/2, 4 og 6 år blev omskåret. De
græd nok og måtte gå uden bukser de næste dage. »Lige som os var de en stor
oplevelse rigere«, konkluderer avisens rapportør Birgitte Frederiksen. Også
Silkeborg-etnografen Lone Abenth er i sin i 1990 på Munksgaards forlag
udsendte bog »Tyrkiske indvandrere og os. Kulturelle forskelle og ligheder«,
positiv overfor fænomenet (side 73f og 100f). Når man begynder på et eller
andet - starte en bil, holde en tale, spise et måltid osv. - skal man sige
»Bismellahi«. Forsikrer man ikke således, at man handler »i Allahs navn«,
vil
foretagendet mislykkes. For eksempel ved, at Satan tager en del af maden.
Beretter man noget godt, skal man bestandig indflette » Alhamdrolihad« (Alt
takket og lovet være Allah). Endnu flere tekster tynges af de tre små
ord »Ma
Sha Allah«. De betyder: »Allahs vilje er sket«. Oprindeligt holdt Muhamed
meget af vin. Fra år 612 blev hans trosfællers paradis derfor, hvad en tysk
Junker G. Jacobi har beskrevet som »en vinknejpe med kvindelig betjening«.
(Se Sura 78, vers 17-37; 83, 21-35 og 56, 10-55). Men år 627 sadlede Muhamed
om og blev afholdsmand. Det hang nok sammen med, at han var i krig med
jøderne og de kristne. De ejede områdets fleste værtshuse, hvor
Islamsoldaterne hang dagen lang. Muhamed gik så ud i ørkenen og fik den
åbenbaring, at det siden da for muhamedanere gældende alkoholforbud skulle
indføres (5. Sura vers 90 ff). I paradisbeskrivelsen erstattedes vinen med
vand. Rettroende fik forbud mod at sidde til bords med ikke-muhamedanere,
der
indtager alkohol. Den må heller ikke anvendes som lægemiddel. Et tilsvarende
eksempel opkom, da en af Muhameds koner beskyldtes for usædelighed med anden
mand. Derfor gælder den dag i dag Sura 24, vers 4: »Den, der beskylder gifte
kvinder for utroskab og derpå ikke kan skaffe fire øjenvidner, dem skal I
piske med 80 svøbeslag og aldrig mere modtage noget vidnesbyrd fra dem.«
Noget lignende indtraf ved den blodskamsmurren Muhammed var ude for, da han
i
626 giftede sig med sin adoptivsøns fraskilte kone. Sura 33 lovliggjorde
det.
Generelt kan fastslås, at mange af de rigoristiske regler, som alle de mange
islamitter har været underkastet i nu snart 1400 år, og som vil fortsætte,
sålangt øjet kan skue ud i fremtiden, har deres hovedoprindelse i den efter
Muhameds øjebliksbekvemmelighed mest tillokkende løsning på de spørgsmål,
som
hårdest trængte sig på i hans dagligdag på det tidspunkt, han ved sine 114
hjemkomster refererede sine åbenbaringer. Andre eksempler herpå findes hos
F.
Buhl, siderne 148f, 257-262, 275-278, 331 og 353f. Noget lignende forekom i
vor tids Danmark ved professor Plums radioseance i 1949 med fru Meloni og
doktor Lazarus (se nærmere Politikens hundredårs jubilæumsbog bind 2, side
159-161). B. Ud fra Trivselsideologiens frihedsbasis godtager vi meget
langt,
at også muhamedanerne da må gøre som de vil. Blot de lader os andre leve i
fred til at sejle op ad åen (og nedad igen) med en kæp i øret og udfylde de
øvrige tilværelsesrammer, efter hver enkelt danskers ønsker og formåen.
Livet
må ikke blive utriveligt for os indfødte. Men allerede her i invasionens
begyndelsesfase hvirvler det med irritationsmomenter: Frikadellemadder
forsvinder fra danske skolebespisninger. »8. klasse fra Sjællandsgades Skole
på Nørrebro i København måtte efter et års forberedelse aflyse en uges
landbrugspraktik i Langå-området. Ti dage før eleverne skulle have været af
sted: Det var ikke muligt at skaffe værtsfamilier nok, fordi 12 af klassens
18 elever er muslimer. Det ville bl.a. give problemer med hensyn til
kosten -
muslimer må ikke spise svinekød - mente landsmændene på egnen.« (Berlingske
10. juni 1994). Juleaften 1993 fik fængselsfangerne i Esbjerg flæskesteg.
Undtagen de muhamedanske. Til dem vankede and. To myndighedsinstanser måtte
i
de følgende måneder gennemlyse »sagen« for at statuere, at dette ikke var
strafbar racisme. Men ikke nok med det. Nu arbejder Folketingets Retsudvalg
med generelle foranstaltninger, så muslimske fængselsfanger også i hverdagen
mest muligt kan slippe for svinekød (Jyllands-Posten 23. april 1994).
»Direktoratet for Kriminalforsorgen har i cirkulæreform tilladt muslimer et
fravær fra rutine-job, så de kan gå afsides for at vaske fødder, knæle og
sende deres bønner til profeten Allah i Mekka. Det har længe været et
udbredt
ønske blandt islamisk troende indsatte i danske fængsler at kunne opfylde
dette af Koranens bud.« (Ekstra Bladet 24. juni 1994). Muhamedanerdamer får
eneværelserne på fødeafdelinger, fordi de mere ublufærdige danske mødre blot
kan lægges ud på hospitalsgangen. Berlingske meddelte 19. juni 1994 fra
bladets udsendte i Slagelse: »Muslimer fra foreningen Nour El Hak i Slagelse
bliver nødt til at smide tøjet, hvis de vil bade i Slagelse Svømmehal. De
har
ellers protesteret mod den forudgående, reglementerede afvaskning under
bruseren under henvisning til, at Koranen forbyder, at man blotter sig for
hinanden. Slagelse Kommunes kulturudvalg har afvist protesten.« Aabenraa
Byråd drøfter maj 1993 ændringer i skolernes badeindretninger, fordi
hunkønsmuhamedanerbørn »af religiøse årsager« ikke vil udstille deres
nøgenhed for kammeraterne. Heller ikke for andre muslimske piger.
Principbetydningen heraf dyrkes i et herligt ironisk-sagligt læserbrev af
Poul Erik Clausen i Jyllands-Posten 9. juni 1993. Vesterbro Imamen Abu-Laban
udtaler om problemet i Exil december 1992: »De fleste steder har vi fået os
talt til rette. Pigerne får lov til at bruge lærerindens bad, eller de
venter, til de andre piger er færdige, og bader så alene. Når det betyder så
meget for os, skyldes det også en frygt: Hvis vi giver efter her, hvad
bliver
så det næste?«. I Samspil marts 1994 oplyste Hussein Shenadek om forargelse
over, at en dansk avis brugte motiver fra Koranen som kaligrafisk
illustration. Det vanærer den hellige bog, fordi »danskerne plejer at tage
deres avis med på toilettet«. Danskeren April 1993 berettede om
brandpåsættelse og mordforsøg mod forhandlere af sko og bildæk, hvis mønstre
kunne minde om de arabiske skrifttegn i ordet » Allah«. Bild 22. januar 1994
skriver om mordtrusler mod en modeskaber og hans tyske topmodel for en haute
couture, hvis barmstykkes perlebroderi kan forveksles med skrifttegnene i et
Koranvers. I foråret 1994 fik PR-afdelingerne hos Mac Donald og Coca Cola
samme tanke: De masseproducerede emballage med flagene fra de 24 lande, som
havde kvalificeret sig til fodbold-VM's slutrunde. Et af dem - det
saudiarabiske - har påtrykt nogle Koranord. Da disse ikke må vanhelliges af
at ende i affaldscontainere, kom der bombetrusler og officiel saudisk
protest, så de milliondyre poser og dåser måtte trækkes ubrugte tilbage til
hemmelig destruktion (Berlingske 10. juni 1994). Sydsvenska Dagbladet 4.
april 1992 gennemgår sagen om Ljungby-skolerektoren, der forbød
nationalsangafsyngning, fordi de fremmede i landet stødes af ordene »
vänaste
land uppå jord«. Daværende førstesuppleant i Århus Byråd for SF - Sefa M.
Yürikel - påpeger i Samspil marts 1992, at Danmarks underskrift på diverse
traktater om såkaldte menneskerettigheder skulle forpligte os til at omdøbe
Kirkeministeriet til Religionsministeriet, så de etniske mindretals
forskellige trosretninger kan tilgodeses gennem dette ministerium. Dorthea
Andersen klagede sig i B.T. 15. august 1993: »Danske børn vil høre om Jesus
og Juleevangeliet i skolen, når det er jul. Men det må de ikke, fordi der er
for mange muslimer i klassen«. Iranske regeringsrepræsentanter sprøjter syre
i ansigtet på utilslørede kvinder og sprænger biografer og restauranter i
luften, når de finder deres virksomhed Muhamedbespottende. Tusindvis af
tilsvarende tilpasninger kan i sig selv være bagateller. Men, hvorfor skal
vi
absolut tvinges til selvudslettende at leve med praktisk indkorporering i
dansk dagligdagsrytme af striben af muhamedanske must'er? Og bestandigt tage
højde for at blive udsatte for kraftige - måske uoprettelige -
fornærmelsesudladninger, hvis en muhamedansk synsvinkel krænkes.
Ikke-muslimer skal jo anspænde sig til vagtsom koncentration for at sikre
ikke at komme til at gøre noget katastrofeudløsende. Ubetænksomhed og
uvidenhed hos andre udløser let skarpe reaktioner. Som tiden går, indføres
og
skærpes flere og flere præventive kontornusserier til forebyggelse at, at
det
ikke går helt agurk med samværet mellem diametralt forskellige levevaner.
Det
er derfor ikke smart absolut at skulle presse muhamedanere ind netop i vort
samfund. Her skulle også vore børn og børnebørn meget gerne få en let
lykkegang på vor egen jord. Grænsen bør ikke være alt for høj, før vor
politiske afvejning resulterer i, at nu vil vi ikke have mere vantrivsel og
flere misforvridninger blot for at hævde det princip, at også Danmark skal
stå åbent for folk fra muslimske lande. Vi må gøre Hr. Labans ord til vore
egne: »Hvis vi giver efter, hvad bliver så det næste?«.

Spørgsmålet drukner imidlertid helt og holdent i, at muhamedanismen også
rummer livstrusler mod danskere og danskkulturen. På rabiateste vis
tilsidesætter den vedvarende de mest grundlæggende menneskefrihedsbegreber.
Jyllands-Posten den 8. april 1990 skriver det i lederen: »Islam tror på to
modstillede og modsat rettede verdener. Den ene verden er Allahs, og den
anden verden er Satans. Målet er Allahs sejr over alt på kloden og
oprettelsen af et islamisk verdensrige. Midlet er »Djihad« - hellig krig.
Den
muslimske fanatisme kryber ind i alle sprækker.« III. Ordet Islam betyder
underkastelse. Fordi Islamitten 100% betingelsesløst og selvforglemmende
skal
underkaste sig muhamedanismen. Ifølge Koranen er mennesket derfor ikke andet
eller mere end det redskab, der som Allahs Khalifa skal sikre, at Allahs
anvisninger følges til punkt og prikke. Socialt, økonomisk, juridisk og på
alle andre områder. Da Koranen er Allahs uforfalskede tale, er der intet i
den, som kan være forkert eller som kan gøres bedre. Hvert ord, komma,
punktum osv er indblæst af Eneguden Allah. Han ved bedre end noget menneske.
Derfor må hans ord lystres fuldt og helt. Under alle omstændigheder. Basta.
Absolut lydighed overensstemmende med hele Koranens indhold er derfor den
pligt, som går frem for alt på samtlige tilværelsens områder. I tanke, ord
og
handling. Hver eneste påstand og hvert eneste argument, en muhamedaner
fremfører, må være baseret på og hentet fra de nu snart 1400 år gamle 114
Sura'er. Suveræniteten på alle felter tilkommer alene Allah. At lyde Hans
Vilje er Det Eneste Rette. In majorem gloriam Dei kan og skal der handles,
og
så er det aldeles ligegyldigt, om det ud fra en nutidig vestcivilisatorisk
målestok er skringrende menneskestridigt og tilføjer en selv eller andre
svære lidelser. Blandt den kristne kirkes Islambedømmere findes
Chad-missionæren Marius Baar: » Allah tåler kun sit eget billede. For ham er
mennesket en retsløs slave uden valgmulighed. Denne gud fordrer
underkastelse
og tilbedelse af alle skabninger. Han er den fuldkomne egoisme, en grusom
kærlighedsløs tyran, der kun fordrer. Islams falske lære fører uværgerligt
til stivnen og en mørk skæbnetro.« Hjemme hos sig selv har Islam
total-monopol på uanfægteligt at svare på samtlige spørgsmål, der
overhovedet
kan stilles om tilværelsen, dens indhold og mening. Intet kan være rigtigt,
uden at det søger sit grundlag i Koranen. Udpenslet i alskens enkeltheder
angiver Koranen nemlig Allahs formål med verden og med mennesker. * Om man
tilhører den ene eller anden nationalitet, samfundsklasse eller sproggruppe,
er det muhamedanismen, som ensrettet og absolut med detailforskrifter
blander
sig despotisk. Islam levner så at sige ingen tomme områder, hvor det
tillades
muslimerne selv at danne sig en mening om, hvordan tilværelsen bør
indrettes.
Muhamedanismen er et universalredskab til med magt at diktere alle aspekter
i
det enkelte menneskes liv. Bindende, entydige, endegyldige, ufravigelige
løsninger søges gennemtromlet for rub og stub i alle samfundets
forgreninger:
Madtilberedning, drikkemuligheder, seksualitet, klædedragt, personlig
hygiejne osv., osv. reguleres i store som i små enkeltheder, så næsten ingen
margin lades tilbage for privatlivets frie bestemmelsesret.

Hvor vor bibel udtaler: »Giv Gud, hvad Guds er og Kejseren, hvad Kejserens
er, siger de »Hudan«. Det betyder, at Islam regulerer alt i menneskelivet.
Indre sjæleliv såvel som ydre omgangsregler i et kontinuerligt spektrum fra
Emma Gads Takt og Tone over Birte Weiss's Jura til Søren Kierkegaards Etik.
Men på alle tre områder unægteligt med et helt andet indhold. Den levende
daglige virkelighed går ud på, at Islam udmønter den samlede struktur for
hvert enkelt menneskes liv. Endog Saudiernes deltagelse i VM- fodbold skete
helt uden pengetanker, men alene »for fædrelandets ære og for hele den
arabiske verden« (Jyllands-Posten 29. juni 1994). Enhedssystemet levner
ingen
basis for vor sondring mellem verdslige og religiøse domæner. De, som
udøver,
hvad vi nærmest vil kalde gejstlige funktioner, disponerer også den øvrige
statsmagtsudøvelse. De er overordnede i forhold til politikere, jurister,
adel, kapitalejere, fagforeningsbosser, journalister, intellektuelle eller
hvem andre i samfundet, vi betegner som folk med delagtighed i
samfundsstyringen. En Tunesergruppe i Paris udmøntede i april 1992 den
muslim-typiske tese: » Hvorfor have flere partier, når der kun findes et
eneste parti, Gud den almægtiges?« Saudi-Arabiens Kong Fajsal fastholdt
Nej'et til demokrati med den årtusindgamle begrundelse: »Islam er vor
sociale, politiske og økonomiske lov. Den indeholder en komplet forfatning
om
såvel social og økonomisk retfærdighed som om regering og juridisk
retfærdighed«. Muhamedanismen er altså altomfattende absolutter. Noget er
godt, andet ondt. Den slags generaliserings-skråsikkerhed har hos os altid
været ophavet til størst menneskelig ulykke og vantrivsel. Ingen bevægelse
på
hele Guds Grønne Jord er derfor så menneskefarlig som den Muhamedanisme,
hvis
frygtindgydende styrke er tilslutning fra milliardbefolkninger. IV. I
Koranens 4. Sura, vers 38 står: »Mænd er kvinder overlegne, fordi Gud har
givet mændene forrang for dem, og fordi mændene giver dem medgift.«
Hustruens
livsfunktion er derfor fuldt og helt at være et redskab til tjeneste for
familiens mænd. De må beskytte hende. For som umoden evner kvinden ikke selv
at modstå verdens fristelser. Ugifte, kønsmodne piger nærmest lukkes inde.
De
er under stadigt opsyn af familie og naboer. Først og sidst fordi det vil
kaste en næsten evigtvarende, uuholdelig skam over hele slægten, hvis nogen
mister sin mødom uden for ægteskab. Faderen afgør børnenes giftermålsvalg.
På
forlaget Vega kom i 1992 bogen »Solgt «. Forfatterinden (Zana Mühsera)
redegør særdeles detaljeret for det enorme skift, hun udsattes for, da hun
som 14-årig i Yemen blev bortgiftet til et bondesamfund. Formedelst 6.000
kroner til hendes far. Eksempler på anden kvindeundertrykkelse er: 1) Den
muhamedanske kvindekrop er ikke andet end en mark, som ægtemanden kan
behandle ganske efter forgodtbefindende, når og hvor han lyster (Koranen,
Sura 2, vers 224). Hun skal jævnligt føde drengebørn. Særligt hvis der
tidligere »kun « er kommet piger, er senere graviditeter et angsthelvede
for,
at det igen skal blive det forkerte køn. En væsentlig årsag til
muhamedanismens forskelsbehandling er behovet for mange soldater til
undertvingelse af vantro folkeslag. 2) Ydmygt og føjeligt skal hun for altid
underlægges ægtemandens og svigerfamiliens - til tider tyranniske - luner og
kadaverdisciplin. For der står skrevet i 4. Sura: »Mændene har autoritet
over
kvinderne« (vers 34), og at manden har ret til at slå kvinden (vers 38).
Dette er hjemlen for bl.a. den strenge magtomklamrende hustugt, som kræver
at
familiefaderen undtagelsesfrit adlydes villigt og hurtigt og aldrig
modsiges.
Samspil februar 1994 citerer en tyrkisk domstol for
1987-præcisionsudtalelsen: »Kvinder skal helst have et barn i maven og
pisken
over nakken«. Er konens rengøring ikke tilfredsstillende, går øje for
øje-gengældelsesretfærdigheden på at overhælde hende med kogende vand
(Berlingske 17. oktober 1991). Som de laveststående familiemedlemmer må
storfamiliens yngste hustruer vente med at spise, til de andre er færdige
med
måltidet. Derfor får hun for ofte for lidt mad og kød samt anden sund føde.
Lækkerier er spist op, før hun kommer til fadet. 3) Millioner af
muhamedanske
piger mellem 2 måneder og 11 år rammes hvert år af omskæring m.v. Med rustne
barberblade eller lignende afskæres deres clitoris og skamlæber (eller disse
syes sammen). Formålet er, at de som kønsmodne ikke skal tiltrækkes til
udenægteskabelige forbindelser. Barbariet er ikke direkte koranbefalet. Men
dets udbredelse hænger selvsagt sammen med Islams placering af kvinden. 11.
marts 1991 indrømmede Drude Dahlerup i P1, at det da ikke var rart for
indvandrerkvinderne at blive omskårne, men - sagde hun - det er nu engang
deres kultur. Birte Frandsen kommenterede i Information 19. marts 1991:
»Ville man i Saudi- Arabien reagere sådan, hvis derboende danske forældre
sendte deres døtre i skole iført shorts og med bar ryg?« 4) Manden kan ægte
op til fire koner og derudover have så mange friller (slavinder), han vil.
Blandt Muhameds halve snes ægtefæller var Aisa den eneste, der var jomfru
ved
brylluppet. Hun var ni år, da hun ægtede den 51- årige profet. Da han fem år
senere i løbet af et halvt år øgede sit hustruantal med tre, blev det
hensigtsmæssigt med en åbenbaring (Sura 33) om at skærpe kravene til
isolation af gifte kvinder i forhold til andre mænd. 5) Hvis en kone begår
utroskab blot en enkelt gang, føres hun ud i en arena, hvis publikum er
forsynet med sten. Dem kaster de så efter damen, indtil hun er død. De
sidste
sten kastes ofte mod hovedet, mens hun er begravet i sand op til halsen. 6)
En mand kan lade sig skille fra sin kone, hvis han har lyst. Han skal blot
råbe »talaq« tre gange til hustruen. Tidligere var formlen: »Du er for mig
som min moders ryg«. 7) Derimod er det yderst vanskeligt for en muslimsk
kvinde at få skilsmisse. Også selv om manden er notorisk koneplager. 8)
Tykke
bøger kan skrives om, hvordan det martrer moderens liv, at faderen alene har
forældremyndigheden over børnene. Kan eller vil han ikke have dem, tilfalder
børnene deres faders familie. Uanset at mødrenes hele liv oftest er børnene,
og at manden ikke tager sig af dem. At disse gamle fortidslevninger stadig
blomstrer belyses bl.a. af, at ingen af de muhamedanske stater er med i det
internationale samarbejde, som fra sommeren 1991 ville tage noget af brodden
ud af børnebortførelser. 9) Hans monopolrolle i familien er forbindelser til
livet uden for hjemmet. I Sura 33, 54 og 56 gives nærmere regler om kvindens
udelukkelse fra det offentlige liv. 10) Muhamedanske pigers opdragelse
afspejler kvindeidealet: Ȯrbarhed, tjenstvillighed, renlighed - samt det at
være i stand til at efterkomme mændenes ønsker - ofte før de er udtalt«,
(Abenth side 78). Det er derfor hartad utroligt, at det danske
kirkeministerium (med påstået hjemmel i ægteskabsloven), efter at have holdt
stand overfor et mangeårigt pres fra Shahen i Teheran, i 1970 autoriserede
islamitterne til med fuld juridisk gyldighed at indstifte ægteskaber på
dansk
jord. Indholdet - også juridisk - af et muslimsk ægteskab er så forskelligt
fra det danske, at det kun kan opfattes som endnu et eksempel på 1968'ernes
usaglige dominans. Illustration findes i kapitel 18 og 44 om den hårdhændede
brug af familiesammenføringsparagraffen. 11) I anledning af, at en
mavedanserinde fik en ægyptisk fængselsstraf for at have danset usædeligt
kommenterer Danskeren: »Efter vore fremmedlobbyisters lovprisninger af de
mange spændende ting, vi kan labbe i os af de fremmedes sæder og skikke,
havde vi ellers den opfattelse, at mavedans hørte med til kulturberigelsen«.
12) En muhamedanerinde må ikke indgå ægteskab med en ikke-muslim. En mandlig
muslim må ikke gifte sig med en kristen eller anden »afgudsdyrker«, uden at
denne forinden konverterer til Islam. (Koranen, 2. Sura, vers 222). Dermed
er
de kommende generationer sikret muhamedanismen. Adskillige danske piger, der
har ladet sig fortrylle til at gifte sig med en muslim fortæller om, hvordan
ægtemanden og Islams sande ansigt viste sig, da de rejste ned til hans land,
hvor muhamedanismen er den regerende faktor i hverdagen. På internationalt
plan er det bedst kendte eksempel vel Michigan'eren Betty Mahmoodys
filmatiserede bog »Ikke uden min datter« om hendes ægteskab med en persisk
læge. En Esbjerg-pendant skildres i B.T. 6. og 7. juni 1994. Disse mødres
livsoplevelser svarer til, hvad man bestandigt hører i vor del af verden.
Uanset, at den patriarkalske, mandschauvinistiske kvindefornedring endnu
ikke
er så synlig i den del af Vesteuropa, hvor relativt få pioner- muhamedanere
foreløbig blot er ved at skyde sig ind. Stillet over for de mange
kendsgerninger vedtog Mellemfolkeligt Samvirke 1. april 1991 afslørende nok,
at kvinders integration skal foregå »på måder, der passer for dem i forhold
til deres egen kultur og i samarbejde med deres mænd«.

Fanatismen, hvormed rødstrømper og den slags har frigørelseskæmpet i den
sidste snes år, er unægteligt dårligt foreneligt med, at
muhamedanerbevægelsen vokser så kraftigt i Danmark. Lad da de fremmede dyrke
deres kønsrollemønster i deres land. Men ikke hertillands støde an mod den
ligestillingsreligion, som sejrede så stort i 1970'erne og 1980'erne. V.
Koranen, Sunna og Hadith i forening udgør de altomfattende kodeks, der for
alle livets forhold fastlægger, hvad muhamedanerne har at følge. Hvad Allah
har fastsat, har intet menneske - eller nogen forsamling af mennesker -
autoritet til at ændre på mindste måde. Og så er det inderligt ligegyldigt
om
vedkommende er valgt på demokratisk vis eller ej. Denne gudegivne retsorden
gælder også, når muslimen lever uden for den muhamedanske verden, og der
møder masser af lovparagraffer, i lodret strid med Islams forskrifter.
Vedtagelser i det danske Folketing (eller for den sags skyld i EF) er ingen
undtagelse. Som det hedder i 3. Sura, vers 106: »I muslimer er
menneskehedens
bedste folk. I påbyder, hvad ret er og forbyder uretten«. Derfor er et
hovedkendetegn for muhamedanismen, at den har et udtømmende uforanderligt
retssystem (Sharia). Med bindende kraft for hele verdens befolkning.
Indholdsmæssigt vrimler det med masser af besynderligheder (bedømt efter vor
traditionelle jura). Underkastet retlig regulering er for eksempel detaljer
i
måltider, andagtslivet og påklædningen. Ethvert livsområde beherskes i lige
grad af Allahs Lov. Koranens bevisregler kræver ofte to vidners samhørende
udtalelser. 2. Sura vers 282 fastslår, at kvinder kun tæller halvt, fordi
manden er mere troværdig end kvinden (Lone Abenth side 73). Mest
iøjnefaldende er dog nok den drakoniske straffebestialitet: Ihjelsultning,
øjeudstikning, anden lemlæstelse og halshugning i raffinerede
specialudformninger er samfundets hyppige reaktion på dagligdagens
kriminalitet. Dødsstraf ved stening anvendes bl.a. overfor homosexuelle.
Forfærdede FN-folk i Somalia berettede til Göteborg-Posten 10. januar 1993
om
at 5 kvinder, anklaget for ægteskabsbrud, blev stenet til døde, mens en
sjette fik 100 piskeslag. TVA 15. december 1992 viste en somalisk
feltmadras,
som stod foran sin dødsstraf. Hævnmotivet er klart og barokt, når
brandstifteren brændes og gravrøvere sættes til at grave en grav, hvori han
begraves levende. Eller når vareforfalskeren af piskende politibetjente
drives gennem byens gader med pligt til igen og igen at udråbe sit bedrag.
Sura 24, vers 1: »Horkvinden og horkarlen skal I piske, hver med 100
svøbeslag, og for Allahs religions skyld ingen medlidenhed vise dem«.
Gennempiskning rammer også den, der drikker alkohol, som kvinde har
førægteskabelig sex eller giver anden anledning til offentlig anstød eller
vrede. At tale nedsættende om Muhamed, medfører ofte dødsstraf. Med hjemmel
i
5. Sura vers 42 får tyven afhugget højre hånd. Ved gentagelse også venstre.
Gribes han tredie gang, må han sige farvel til begge sine fødder. Da
straffene er fastsat af Allah, kan der i princippet ikke blive tale om
formildelser eller benådning. De afskårne legemsdele ophænges på
markedspladsen til offentlig beskuelse. TV- transmissioner af alt dette
forekommer. Denne ekstreme offentlighed i strafferetsplejen bygger ikke på
afskrækkelse af andre, der kunne tænkes at forbryde sig, men på, at hele
forbryderens slægt skal skammes ud og ærekrænkes som en væsentlig del af
strafsanktionens indhold. Grusomhedsdetaljer om muhamedanske fængsler
udpensles i Weekendavis- korrespondenten Anders Jerichows: »Arabiske
Stemmer«
(Samlerens Forlag 1991). Har man mod til løbende at blive orienteret om
koransk straffepraksis kan man abonnere på »Amnesty International Nyt«.
Oktober 1991 kom for eksempel en gruskabende rapport om Ægypten. 9. oktober
1993 beskrev Politiken fra Saudi-Arabien årets halshugning nr. 75 - de
fleste
offentlige som kulmination på fredagsbønnen midt på dagen. I Ægypten er
hængning den sædvanlige henrettelsesform. En verserende kriminalsag samler
en
række typiske eksempler fra det miljø, Mimi Jakobsen med kumpaner er vild
efter at berige vort land med: Omkring 1970 kommer en iransk storfamilie til
Vesterbro. Forlængst har de fået dansk indfødsret. I 1980 kommer en
landsmand
i kontakt med dem. For at skaffe ham opholdsret i Danmark gifter man
lillesøsteren med ham. Under en af hendes graviditeter fornærmer han
svigerfamilien ved at forlade hjemmet. Denne familieærekrænkelse udløser som
privat straffehåndhævelse efter muhamedansk ret ikke blot, at han 13.
oktober
1993 myrdes med 21 knivstik. Men for at han ikke efter døden skal fremture,
kræver øje for øje-ritualet, at man skærer hoved og testikler af den
myrdede,
som så smides i Christianias voldgrav (hovedet dog ud for Avedøre Holme og
testiklerne et tredie sted). En fra svigermorderfamilien flyttede til
Pakistan i håb om, at det danske system med individuel skyldbedømmelse med
tvivlsrisiko i de anklagedes favør kunne give frifindelser (milde domme) til
de tilbageværende, fordi skyld kunne væltes over på den fraværende. VI. I de
spørgsmål, som Koranen (færdigredigeret år 653) direkte beskæftiger sig med,
følges den gamle tekst. Uanset at samfundsforudsætningernes ikke uvæsentlige
ændringer i forhold til Beduinklanens ørkentilværelse i det syvende
århundrede, kan gøre det barokt for iagttageren og grusomt for de
involverede. Når muhamedaneren kommer til Paradis skal det være med sine
egne
lemmer og organer. Derfor modsætter Islam sig transplantationer osv. Selv om
dette nu er noget helt andet end de muligheder, der eksisterede i Medina for
1370 år siden. Problemer, som er opstået siden, løses ud fra spidsfindig
fortolkning med det ene formål at udfinde, hvad de hellige tekster ville
have
udtalt om emnet. Der eksisterer nemlig kun een lovgiver, og det er Allah.
Det
afvises derfor, at der kan opstå situationer, omstændigheder eller
livsaspekter - individuelle eller kollektive - som ikke kan og skal løses
glødende nidkært og kompromisløst i henhold til Koranen og
Hadithoverleveringerne fra profeten, som disse er blevet fortolket i
hundredvis af bind (Sunna og Charia), der nu er over tusinde år gamle. For
befolkningen var der derfor intet overraskende i, at Pakistans Præsident i
sin 1. maj tale i 1979 fremhævdede, at alle arbejdsmarkedsretlige regler
fandtes i Koranen, der selvsagt ville blive fastholdt. På denne stivnede
gold-basis har visse ulamaer (retslærde) fastslået, at tøjbamser og billeder
af kvinder i avisen er forbudt. Derimod kan kvinder udmærket udføre
erhvervsarbejde. Det skyldes, at Muhamed i 595 blev gift med den 15 år ældre
enke Chaliga. Hun drev en omfattende handelsvirksomhed, der blev det
økonomiske grundlag for, at Muhamed overhovedet kunne få den fornødne tid og
økonomiske styrke til at grundlægge Islam. Særligt under de senere årtiers
nationsopsplittelse af Islams Verden og det øgede samkvem med stærkere lande
udenfor, snor muhamedanerne sig med udglattende retskameler til
moderniserende svækkelse af Shariaen. Forbudet mod at tage renter har
således
affødt verdensrekord i subtiliteter. Koranordet »riba « tolkes efterhånden
så
smidigt, at det ikke generer anvendelsen af nogensomhelst af rentetyperne i
vor tids finansverden. Denne juridiske tilpasning giver ikke os andre
anledning til forklaringsbesværligheder. Sålænge Muhamedanerne skulle
financiere krigstogter, var det naturligt, at renteberegning blev forbudt
som
udbytning. Det er en bekvem debitorindstilling. Når man forventer i
fremtiden
at være nettokreditor, er det almenmenneskeligt at ens moral svinger over
til
stik modsat pengepolitik. En hovedkanal for pengestrømmen til
Islaminiseringen af Nordvesteuropa var BBCI. Denne Bank of Credit and
Commerce International har som hovedaktionær Sheik Sayed bin Sultan
al-Ndyahan fra Abu Dabi. Fra 1972 drev den billionvirksomhed ud over hele
den
vestlige verden. Den regnedes som verdens femtestørste privatejede
pengeinstitut. Sålænge finanseventyret kørte, havde enhver ægte Abu Dabier
en
årlig millionindtægt (penge plus gratis goder). Se nærmere Baar side 34-37.
Dette er det mest ekstreme Gullaschbaroneksempel. Blod på tanden til at
skaffe sig overluksustilværelse fik brede muhamedanerkræfter også i
blomstringsårene 1973- 82 for Zaki Yamanis globale olieprisafpresning. 3.
juli 1991 lukkede England BBCI. Fordi den først og fremmest var camouflage
for den multinationale muhamedanismes terror, våbenhandel, narkosmugling og
finanstilsløring. Herefter fremstår muhamedansk bankvirksomhed mere
småagtigt. I Danmark således som Islamic Bank International A/S med en
egenkapital på 62 millioner kroner og udlån på 31 (1993-tal). Klaringen af
mange andre dagligdagsproblemer er omstridt og skiftende. Nutidige eksempler
på kraftige strammerdominanser frembyder Pakistan 1977, Iran 1979, Sudan
1983
og 1991, samt Quatar og Irak 1994. Bølgen startede, da Libyen i 1972 vedtog
Sharia, i den strengeste fortolkning som landets lov. Derefter udsendte
lederen Mu'ammar al-Quadhdhafi »Den lille grønne bog«. Den løser alle
problemer om statens styre på godt 40 sider med et direkte, ikke
repræsentativt demokrati bygget på »folkekongresser«. Økonomien klares i 2.
del på ca. 30 sider, som beskriver hans »islamiske socialisme«.
(Tranholm-Mikkelsen 110). VII. Den, der reelt dyrkes er ikke Allah. For ham
kender Koranen kun gennem Muhameds læresætninger. Derfor er det Muhamed, som
er Muhamedanismens virkelige centrum. Som professor Jes P. Asmussen
udtrykker
det i sin bog Islam (Politikens Forlag, 2. udg. 1989): »Muslimer kan finde
sig i angreb på Allah - der findes ateister og ateistiske publikationer og
rationalistiske selskaber; men foragt for Muhammed vil selv i samfundets
mest
liberale dele fremkalde en fanatisme af glødende intensitet.« Det er Sir
Muhammed Igbal's ord. Han, der i »Evighedens bog« fra 1932 ligeud sagde: »Du
kan fornægte Gud, men ikke Profeten!« Og det er sande ord, som
vesterlændingene alt for ofte negligerer eller ikke fuldt ud fatter.
Muslimerne har et begreb, der hedder isma og betegner Profetens fuldstændige
frihed for alle moralske fejl. Hvordan kunne han ellers være de troendes
sædelige forbillede og autoritet? »Han måtte være syndfri, for ellers ville
Gud have gjort synden til pligt,« skrev en ægyptisk muslim i 1800-tallet.
»Hvis du ikke havde været«, hedder det i den religiøse overlevering, »så
havde jeg ikke skabt himlene.« Det er store ord, men i en from muslims øjne
ikke for store. Profetens navn og rygte er af en sådan art, at intet kan
kompromittere ham«. I Islamteologien den dag i dag er det derfor en
(døds)synd at komme med nogetsomhelst tilføjende eller korrigerende rettelse
til, hvad der stammer fra Muhamed. Også det, vi ville kalde
(historie)videnskabelig kildekritik, er udelukket. På flaget for Islam (samt
for Mekkas og Muhameds land, verdens største olieproducent Saudi-Arabien)
findes mindelsen om den store Hærfører Muhamed i form af et sværd. Ovenover
står den trosbekendelse, som muhamedaneren har fremført mindst fem gange
hver
dag gennem hele sit liv: »Allah il Allah. Muhamed fas ul Allahi«. (Der er
ingen anden Gud end Allah, og Muhamed er Hans Profet). Intet under, at for
den jævne mand står Muhamed mere centralt, end for eksempel Kristus gør i
Kristendommen. På vesterlandsk er det derfor stort set falsk varebetegnelse
at tale om en muslimsk Islam-religion. Ideologien karakteriseres mere
præcist
som bekvemmelighedsdagligdagsleveregler for beduinkrigsmanden Muhamed i den
haremshusstand, hvor han levede for 1370 år siden. VIII. I de seneste
århundreder er kristendommen udvandet. Så det nu er et alment syn i Danmark,
at religion er en privatsag. Derimod vil udsagnet »Islam er en privatsag«
fortsat ikke have nogen mening i muhamedanismen. Hos dem er det absurd
nonsens med adskillelsen af religion og det timelige hverdagstrivielle
samfund. De læner sig ikke tilbage og siger, at enhver bliver salig i sin
tro, og at det står enhver frit for at være kristen eller muslim. At forny
Islam ved tiltag af den art vil føre ud i Muhamedanismens Undergang. Det vil
resultere i et stadigt pres og debatter om bestandig at skulle ændre endnu
mere muslimsk identitet for at følge med tiden. Svagheden og svigten er den
sikre vej til tilbagegang, der i sig bærer kimen til tommere og tommere
moskeer. * I deres skråsikre overbevisning om eget bedreværd, nærer
korandisciplene foragt for de slappe dumriandanskere. Vor ligegyldighed til
hverdag overfor Vorherre bestyrker dem i, at vi ikke fortjener at bevare
livet. At vi uegennyttigt overvælder dem med store gaver, overbeviser dem
om,
at de ved at gøre sig vanskelige med vold, sultestrejker,
grådselvmedlidenhedsscener osv., kan tilrane sig meget mere. Det er i de
lys,
man skal betragte hændelser som palæstinenserindmarchen i Enghave Kirke 1.
september 1991 og Jugoslavmuhamedanernes nægtelse af at flytte ind på
Avnstrup Asylcenter i april 1993. Efter et par måneders Danmarksophold siger
Sudandistriktspræsten Benson Joel til Kristeligt Dagblad 23. april 1991:

»Når danskerne taler om dialog mellem islam og kristendom, aner de ikke,
hvad
de snakker om. Den islamiske fundamentalisme er som et kræftsår, der breder
sig. Der er et uoverstigeligt gab mellem de to religioner. De, der snakker
om
frihed og tolerance, glemmer, at disse begreber betyder noget helt andet i
muslimsk sammenhæng. Prøv at se hvor meget frihed der gælder i de muslimske
lande. Danskerne risikerer at blive rendt overende af de muslimske
fundamentalister: I er så valne og slappe og overmåde tolerante, og derfor
har I ikke noget forsvar over for de kræfter, der lukkes ind. Præsterne i
moskeerne ophidser muslimerne til at overfalde de kristne, ofte med dødelig
udgang.« Muhamedanerne er falskspillere, hvis de omtaler deres fortroppers
indtrængen i Danmark, som var det bare en variant af Bernhard Severin
Ingemanns og Johannes Møllehaves gudsdyrkelse. Vor Jesus var en
vagabonderende, arbejdsløs tømrersvend. Han ville vende den anden kind til,
når nogen førte sig voldeligt frem. Hans liv kulminerede den palmesøndag, da
han på et æsels ryg red ind i Jerusalem for at blive korsfæstet. Deres
Muhamed red fulgt af en kæmpeskare 600 år senere ind i Mekka på en kamel for
at blive Arabiens enehersker. Ud over at være statsregent var han en grusom
krigsgeneral med strengdisciplinkrav og højesteretsenedommer, som
praktiserede øje for øje og tand for tand. Og bestemt ikke
barmhjertighedskriteriet: »Elsk din fjende«. Blaise Pascal skrev: »Muhamed
grundlagde et herredømme ved at myrde. Kristus ved at lade sig myrde«. Det
er
torskedumt at opfatte dette anderledes end helt bogstaveligt. Altså at vi
står overfor en overmåde stærk aggressionsideologi: Alt fortidigt - herunder
Kristendommen - er i det højeste noget ufuldkomment. Alt fremtidigt har nøje
at indpasse sig efter Muhameds forskrifter. Kun den omstændighed, at
muhamedanismen er så ny blandt liv- og dødemnerne i Danmark, kan undskylde
Elisabeth Arnoldernes reducering af den til en akademikersalonkonversation
om
teologispidsfindigheder. Blot ved at studere Bjergprædikenen og Koranen i
sammenlæsning vil selv en Arne Melchior erkende, at helhedsbilledet er vidt
forskelligt af Allah og de kristnes Gud. Islams målsætning er erobring af
Verdensherredømmet. Også den del, vi kalder verdslig. Når muslimerne
overtager magten i et land, berøves ikke-koranbekendere adgang til
indflydelsesposter. Selvsagt har de aldersstegne skrifter fra primitive,
fremmede samfund, Biblen og Koranen, det tilfælles, at mangt og meget er
aldeles uplausibelt for Nudanskerne. Men det 20. århundredes kirkefolk er så
tolerante og selvbegrænsende, at tillidsfuldt fællesskab er praktisabelt
mellem de erklæret kristne og de andre danske. I den milliardstærke
muhamedanermenighed findes derimod den dag i dag, så fanatiske
bogstavtroende
(fundamentalistiske) indslag om reguleringer af dagligdagens adfærdsnormer,
at et styrkefyldt muhamedanerislæt vil ulykkeliggøre de danskes fremtidsliv.
De blåøjede 1968-naivister vil nok endnu en stund postulere, at de
muhamedanske ikke er nær så slemme, som Dansk Ydre Mission. Også i denne
omgang får de bratte opvågninger fra deres sommerfuglestøvstroskyldighed,
når
de opnår syn for sagn for, at muhamedanismen ikke er nogen religion, men en
militant aggressiv kadre. Men selvfølgelig er der ikke inden for denne bogs
rammer plads til ud i alle detaljer at dokumentere den erkendelse, jeg er
nået til af muhamedanismens virkelige indhold. Vil nogen have flere
enkeltheder, er en givtig nutidig bog » De I'Islam en général et du monde
moderne en particulier« (1991). Forfatteren Jean Claude Barreau var leder af
den franske stats indvandrerkontor. Men muhamedanerne sørgede for, at bogen
kom til at koste ham hans levebrød . Kapitel 44

[Per Hagemann]

KAPITEL 46 Hvordan udskilles de uønskede? I. Når der skal sættes helt
nøjagtig navn og adresse på de farlige enkeltpersoner, kan ingen med
løgnedetektor eller på anden naturvidenskabelig vis finde frem til
optændthedsgraden i hvert enkelt individs begær for med Hizbollah-terror at
koranisere Danmark. Menneskeligt er det heller ikke muligt i
tilstrømningslavinen at udskille de, der vil agere mest fundamentalistisk.
Det skæpper derfor så lidt at vide, at generaliserende udtalelser om store
menneskegrupper aldrig er dækkende for hver enkelt i gruppen. Ingen lovgiver
eller administrator kan nogensinde være retfærdig over for alle. Hans opgave
er at benytte helhedsoverblik og derefter afveje de menneskelige og
samfundsfremtidige fordele og ulemper. For klart og præcist at afgøre - og
stå ved - den løsning, som er den mindst dårlige ud fra de værdinormer, han
sætter højst. Disse observationer betyder, at Folketingets opbygning af det
påkrævede bolværk mod muhamedanerne juridisk-teknisk må ske som en firkantet
samleløsning. Betænkelighederne herimod er øregas. Der er nemlig intet
forgjort i at komme til at godtage nogle få muhamedanere. Men heller ikke i
at afvise hundredtusindvis af udlændinge. Danmark kan nemlig få lige så
»pæne« mennesker andetsteds i langt større antal, end selv Steen Gade kan
ønske juleaften. Det lille og i forvejen fuldt udbyggede Danmark kan højst
rumme en brøkdel af en promille af de 3,5 milliarder mennesker, der har det
skidt. Når det danske Folketing skal tilrettelægge, hvem vi skal tage imod,
er det aldeles vanvittig at realitetsfornægte den afgrundsdybe kulturkløft
ved at tilbyde nogle af disse få danske pladser iblandt de 1,1 milliarder
muhamedanere. I stedet for udelukkende at fordele eventuel hjælp blandt de
cirka to og en halv milliarder nødlidende ikke-muhamedanere. Reverenter talt
er det splittertosset, at Folketinget lader stå til med først og fremmest at
lade de ekstremt anderledes aggressive tilegne sig indvandrerpladserne. Blot
fordi de har trængt sig foran i køen. II. Beskyttelseslovgivningen må rettes
mod folk fra de områder, hvor muhamedanismen dominerer. Skitsemæssigt kan et
første udkast hertil definere territoriet som landene fra Marokko i vest til
Indonesien i øst med undtagelse af Israel, Indien, Ceylon, Singapore, og
Laos. Omvendt skal medtages områder uden for det nordafrikanske/sydasiatiske
bælte. For eksempel visse regioner i (Nord)nigeria, på Balkan syd for
Slovenien og på Philippinerne. Et af hjælpemidlerne kan være den til
stadighed ajourførte liste fra USA's udenrigsministerium over farlige lande.
Den koncentrerer sig om netop det nævnte geografiske bælte og omfattede
primo
maj 1991 74 stater. I Danmark har vi tilløb hertil, i de sortlistede lande,
som opregnes i Justitsministeriets svar af 21. januar 1992 på
retsudvalgsspørgsmålet nr. 61. Spæde eksperimenter i den rigtige retning
opstod i praksis i Irakkrigens 1991- kulminationsfebruar. En af vore
EF-kolleger (Spanien) nægtede generelt indrejse af statsborgere fra en række
specificerede muhamedanerlande, ligesom Tyskland udstedte svært opfyldelige
visumkrav over en tilsvarende læst. Pr. 1. april 1994 indførte Frankrig -
»fordi vi lever i den voksende terrorismes tidsalder« - udrejsevisum for
alle
fra 12 lande, så man hele tiden ved, hvornår de er i eller udenfor landet.
Landene var (stort set) alle muhamedanske. Derimod stillede Engell i
efteråret 1992 og Birte Weiss i juni 1993 tingene på hovedet, da deres
Jugoslaver-visumkrav m.v. direkte favoriserede muslimerne. III. Sålænge
fremtidsudsigterne er så risikomættede som nu, må beskyttelsesloven
udstrækkes til enhver, der ikke kan tilvejebringe en større grad af
sandsynlighed for, at han ikke er fra et muhamedanerland. Når denne
bevisbyrdefordeling er den rigtige, beror det blandt andet på islamitternes
skruppelløse snuhed med at fordølge deres rette identitet og på, at den, der
har rent - muhamedanerfrit - mel i posen selv er nærmest til at levere
plausibilitet for, at han ikke er fra et af de blacklistede lande. IV.
Visionen om muhamedanerfrit Danmark er for det første at lukke hermetisk af
for tilstrømningen. I al fald skal vi som alt, altovervejende hovedregel
lade
være med at tillade, at flere muhamedanske gøgeæg lægges i Danmarks
Sangfuglerede. Derimod bliver situationen næppe til, at vi fra den ene dag
til den næste kan udvise samtlige muhamedanere, vi har i øjeblikket. En
sådan
udlægning er derfor lige så tåbelig og dermed debatforsimplende, som hvis
tilhængere af et tuberkulosefrit Danmark i 1920'erne var blevet mødt med en
beskyldning om at ville skyde alle tuberkulosepatienter. De muhamedanere,
som
Folketinget har tildelt dansk indfødsret, vil det endda volde ganske store -
tildels uoverkommelige - folkeretlige besværligheder at få ud igen. Mange,
der har boet her i lang tid - måske er født og opvokset her - er så indgroet
i det danske samfund, at det bliver svært for et princips skyld at smide dem
ud. I første etape er det derfor snusfornuftigt at undvige al den hylen op,
som netop den gruppe vil give anledning til. For eksempel kan de jo henvise
til Fjerde Geneve-konvention og andre højtravende falbelader om, at »
deportationer« skulle være ulovlige. Udvises hurtigst skal de, der ikke kan
klare egen økonomi samt de kriminelle. Det nationale forsvarsberedskab fører
også til at nægte indføds- og valgret i Danmark til de danskfremmede.
Skudsikre begrundelser hober sig op i nærværende bog - særligt i kapitlerne
42- 45 samt 38 - for at folketinget skal knække den danske muhamedanerkurve,
så den peger mod Nul Hellig Krig-tilhængere.

Kapitel 47

KAPITEL 47 Er det lovligt? Dårende for den ubetænksomme lokker Marianne
Jelved husarerne ind på de radikales skråplan: »Her i landet har vi altid
været stolte af, at der skal være lighed for lovene, og det må også gælde
udlændinge.« Juristen Birthe Rønn Hornbech er lige så politikerfloskelfyldt
og dermed lige så usandfærdig: »Vi kan ikke begynde at indføre A- og
B-mennesker«. I. Sandheden er stik modsat: Ulighedsbehandling er kernen i
Folketingets - og mange andres - virke. »Lighed for loven« er nok en alment
accepteret frase. Men den rammer ikke plet. Tværtimod udtrykker så at sige
enhver lovparagraf og retsregel iøvrigt, at de, som opfylder de og de
betingelser, får den og den juridiske status, ret eller pligt, mens den, der
ikke omfattes af regelens beskrivelse, ikke har lighed i retsstilling .
Straffeloven behandler drabsmanden anderledes end dén, som ikke er morder.
Myndighedsloven den under 18-årige forskelligt fra den, som har opnået
myndighedsalderen. Folkepensionsloven personer under 67 år på anden vis end
ældre. Skatteloven den, der har tjent 400.000 kr. på anden vis end ham med
en
80.000 kroners indkomst osv., osv . Begrebsnødvendig er næsten al jura
diskrimination, som skaber forskel for loven. Altså en opdeling af mennesker
i forskellige grupper, så nogle mennesker behandles anderledes end andre.
Derfor er det forvrøvlet pladder at kritisere en regel eller en juridisk
afgørelse for at være diskriminationstynget. Var den ikke det, havde den
intet at gøre med lov og ret . Forskelsbehandlingsloven og straffelovens
paragraf 266b (kapitel 50) er endda et par tilfælde, hvor gammelpartierne -
herunder Det Radikale Venstre - har valgt at forkaste lighed for loven
mellem
udlændinge og det danske folk, der vil forsvare sig mod opløsning af det
årtusindgamle folkelige enhedssammenhold. Ulandsbevilligslovene er dybest
set
også eksempler på det samme. Sydafrikanske sportsfolk blev i lange perioder
af folketingsflertallet behandlet anderledes end idrætsrepræsentanter fra
andre lande . Herboende udlændinge begunstiges med danske skatteydermidler i
henhold til Birte Weiss lovforslaget nr. 224 af 24. marts 1994 §21. Men det
gælder kun dem, der ikke hører hjemme i Norden, EU eller Nordamerika. Typisk
for nutidens fuplovskrivning står ingen antydning heraf i §21. Men de få,
som
i læsningen af forslaget kommer helt frem til side 19, anden spalte og
stadig
har læseskærpelsen i behold, ser en indputtet bemærkning om, at en
indenrigsministeriel gennemførelsesbemyndigelse (i §31) vil blive brugt til,
at støtten forbeholdes »et afgrænset antal flygtningenationaliteter«. At det
blev de tre grupper, der er os nærmeststående, der diskrimineres mod,
opdager
man, hvis man endnu husker disse formuleringer i lovforslaget, når man læser
side 16 i Indenrigsministeriets Nyhedsbrev af 14. april 1994 . Havde dette
blot været en enkeltstående labyrinthjernegymnastik, havde det knapt været
en
halv snes linier værd. Men desværre er det typisk for, hvordan
utilgængeligheden sprøjtes ud af vor tids befolkningsforagtende magthavere,
uden at nogensomhelst på magtens tinder kerer sig det mindste om
forståelighed eller andre retsgarantier . Undtagen når det gælder om at
holde
frasehyldesttaler for de fremmede, der er ved at stjæle vort land fra os, og
andre forbrydere . Typisk er det, at Jelved-forbrydelsen, som nærværende
kapitel handler om, altså ikke rummer nogensomhelst fornuftskritik af
Trivselspolitikken. Heller ikke af vor sondring mellem muhamedanerlandene og
andre . Det er kuriøst, at det latinske stamord »radicalis« dækker den, der
ædrueligt og korrekt søger til roden af en sag . Og her borer
Folketingstidende 1991/92 spalte 8818 dybere: »Behandler man vidt
forskellige
mennesker lige, behandler man dem ulige«. I dette Mimi Jacobsen-skarpsind
indlægger Trivselsfolk, at danske må have kolossal positiv særbehandling i
Danmark .II. Man finder end ikke den sandhedskerne i Jelved-forkyndelsen, at
de foreslåede regler om et muhamedanerfrit Danmark skulle stride mod
religionsfrihedens princip . Denne humanisttese bygger nemlig på det
religionsbegreb, at religiøst tilhørsforhold er et grundlag for personlig
etik, som det enkelte menneske individuelt vælger til eller fra. Under
forbehold af fuld fortrydelsesadgang, hvis den pågældende skifter
opfattelse.
Muhamedanismen er derimod et for alle tvunget juridisk system, som den
enkelte skal underkaste sig. Uden at verdslige lovgivningsmyndigheder kan
ændre på den evigt gældende Koranudformning . Den, der ønsker at trænge
længere ind i den her skildrede opfattelse, henvises til forfatterskabet af
Lund-professoren i Islamologi. Han hedder Jan Hjärpe. I præcise
formuleringer
står hans analyse på side 12-20, 107-112, 121f og 126-130 i bogen »Islam. En
verden i bevægelse«. Udgivet af Mellemfolkeligt Samvirke i 1989 KAPITEL 48

KAPITEL 48 Danskhedens væbnere Den herskende klasses befolkningsforførende
medie- og magtmisbrug nødvendiggør kraftige stød i advarselsluren. Så Mor
Danmark hindres i at dybsove så længe, at det er blevet for sent at afværge
korankoloniseringskatastrofen, når hun omsider vågner og skal i gang med at
tage sig sammen til at afbøde magthaverpampernes årtilange vildførelse af
hende. Hendes bedste hjælper er Den Danske Forening. Den blev stiftet 18.
marts 1987. Adressen er Postbox 411, 8100 Århus C. Kontingenter og bidrag
kan
indbetales på postgiro 4 54 75 51. Telefonnummeret er 86 13 24 01. Arbejdet
vil styrkes, hvis det lykkes at opnå samvirke med ligesindede i det øvrige
Europa. At der overhovedet findes en forening, som bekymrer sig om
danskernes
fortsatte eksistens, er givetvis trøst og opmuntring for mange anonyme i
hverdagsfortvivelsen, hvor de ser deres arabernaboer nedbryde og trampe på
de
værdier, de er opdraget i. Foreningens kulegravninger efter sandfærdige
oplysninger og modige offentliggørelser heraf sker bl.a. i tidsskriftet
»Danskeren« (opkaldt efter det af Grundtvig i årene 1848-1851 udsendte
Ugeblad). Indsatsen overstråler det, der i 1930'erne præsteredes af Poul
Henningsen, Hartvig Frisch og Nicolaj Blædel. I seriøsitet overgås Danskeren
kun i Skandinavien med bedre indvandreroplysning af det svenske »Fri
Information« og den norske forenings store kompendier. Førstnævnte har
adresse Box 494, 114 79 Stockholm, mens den norske pendant har Postbox 71,
Skøgenåsen 0682 Oslo 6. »Intet ondt om udlændinge«, sagde lokalavisen, da
den
refuserede Mogens Cappelens læserbrev, som så i stedet tryktes i Fri
Information juni 1994: I al sin hverdagsnærhed handler det om, at en
selvbetjeningsbutik havde måttet indføre pant for sine butiksvogne, fordi
asylcenterkunder ikke kunne bibringes forståelse for, at de ikke måtte
beholde vognene, køre varerne hjem deri, og derefter forære dem til deres
børn som legetøj. Butikken turde ikke rejse sagen offentligt. For så var den
jo blevet udhængt for racisme . Denne dagligdagshistorie er et af de mange
beviser for, at der også i vor tids Skandinavien er brug for blade som
Danskeren m.fl. der vil udfolde oplysningsvirksomhed, som ikke behager
besættelsesmagten og dens håndlangere. Vi bevæger os hurtigt imod, at de
officielle mediers utroværdighed bliver lige så slem som den, der under
Hitlerbesættelsen gav efterspørgsel på uforfærdede ILLEGALE BLADE. Så folk
kan få besked om, hvad der faktisk sker i vort samfund . Ruud beretter på
side 53 om norsk meningsmobning: Med følelsesladede og hånende, urigtige
beskyldninger undergraves patriotforeningernes moralske respektabilitet.
Derved undgår de mediedominerende meget langt, at de norsknorske overhovedet
kan komme ind i debatten. I det omfang, det alligevel sker, er jorden gødet
for, at man bare uden saglig argumentation kan afvise dem - de
ordensbehængte
ved jo godt, hvad vi er for nogle subjekter . På samme vis ligger hele det
danske finkulturelle klerasi på lur og interesserer sig alene for som
blodtørstige gribbe at kaste sig over alle fra Den Danske Forening, så snart
en enkelt er kommet med et par sætninger, som de ondsindede kan mistolke . I
sit fremragende dokumentarværk »5 år for Danmark« (1992) gennemgår Ole
Hasselbalch magthavernes chikanerier mod foreningen . Det gælder for
eksempel
ledelsesformen . Heller ikke Frihedsrådet var imidlertid på demokratisk
valg.
Danske tilstande i dag minder enormt meget om forholdene under århundredets
første besættelse af vort land. Iøvrigt også deri, at man ikke skal tage
afstand fra modstandsbevægelsens udsendelse af anonyme, illegale blade. Jfr.
også Danskeren for november 1991 (side 11 og side 20-23) . Et af de få
goder,
urimelighedsforfølgelsen har medført, er, at Den Danske Forenings
udelukkelse
fra Grundtvig-borgen Vartov inspirerede den tilsværtede hædersmand, vor tids
Grundtvig Søren Krarup til at hæve sig til Nordahl Grieg- højder (Tidehverv
1990, side 109) . Hillerød kommune fulgte trop i efteråret 1992. Som
gammelpartiborgmesteren (Jens S. Jensen) sagde: »Jeg har før brudt loven.
Det
medførte nogle dagbøder, som jeg fik eftergivet, da jeg havde tabt sagen.
Sådan går det også nok denne gang«. Men heldigvis havde Trivselspartiet et
byrådsmedlem (Henrik Søndergaard). Ham kunne man ikke nægte kommunale
mødelokaler. Og dertil indbød han så Den Danske Forening. Sagens kalamiteter
analyseres udførligt i Ole Hasselbalchs bog »Svig« (1993) .
Kulturudvalgsformand i Kommunernes Landsforening, Venstrekvinden Else
Købstrup jamrede til Aktuelt 3. marts 1993: Utilfredsheden er stor i
kommunerne over, at Den Danske Forening skal behandles som alle andre i
relation til folkeoplysningsloven, som først skal revideres i 1994 . Det,
frihedsknægtende etablerede magthavere (endnu) ikke kan slippe godt fra,
ordnes af gadens voldelige pøbel. Gang på gang hærværksblokerer den møder i
Den Danske Forening. Det begyndte allerede med stiftelsesmødet i Virum. Det
fortsatte i 1988 på Østerbro og i Brønshøj og Gentofte. Det har stået på
lige
siden. I en firespalter den 30. december 1992 i deres blad Information
krampagtigforsvarer bøllerne deres adfærd . En velskreven Jesper Langballe
Aarhus-frontberetning stod i Jyllands-Posten 26. februar 1993 . Ved
kommunevalgene 1989 og 1993 dukkede nogle antiindvandrerlister op. Flest
stemmer fik P.H. Bering i Ålborg. Det første mandat gik 16. november 1993
til
murer Kaj Villy Villadsen fra Struers Holger Danske-liste . Antagelig var
det
uforvarende, at TV2 aftenen før 1993-kommunalvalget sagde: » Det er lykkedes
politikerne at lægge låg på et af de hidsigste temaer, nemlig debatten om
flygtninge. « Uanset at dette ene valg derefter tabtes, er sandheden
imidlertid stadig, at så længe dansk politik er skruet sammen som nu, er
støtte til Trivselspartiet den eneste måde, hvorpå folketingsvælgeren kan
gøre en indsats mod den islamiske fremmarch i Danmark . I Jyllands-Posten
for
27. oktober 1991 beretter Søren Krarup: »Forleden var jeg i Paarup i Odenses
udkant for at holde foredrag om »Kristendom og Kultur«. Det foregik i
menighedshuset, hvor sognepræsten var vært. Et kvarters tid før mødets
begyndelse stillede en række demonstranter foran indgangsdøren og uddelte
løbesedler, som opfordrede til boykot af et møde med mig som
foredragsholder.
Sognepræsten opfordrede dem til at komme inden for og deltage i
diskussionen.
Det ville de ikke. De ville heller ikke navngive sig. De foretrak at
fotografere de ca. 80 tilhørere og efter evne forstyrre mødet ved larm uden
for . I anledning af et foredrag om kristendom og kultur . Den lille episode
fortæller om et betændt klima i Danmark. Hetz hører efterhånden til dagens
vilkår. Mistænkeliggørelse og hysteri er blevet en del af dagens uorden. En
fri og uafhængig tale er til forargelse . Da jeg kørte fra Paarup, kom jeg -
Gud forlade mig - til at tænke på Arne Melchior og Mimi Jakobsen, som hujer
og hetzer imod Den Danske Forening.« Han kunne også have tænkt på
Socialdemokratiet. I dets udlændingepolitik er splittelsen mellem
topfolkenes
opportunistiske godtagen af medie- og embedsmandselitens
menneskeretsabstrakte skrivebordsskryden og på den anden side af den
milebrede afgrund de stauningsprægede vælgermasser. Eller som den førende
Politikenjournalist Henning Olsson formulerede det 21. juni 1992: »
Socialdemokratiets bagland er til tider ikke til at kende fra
Fremskridtspartiet i spørgsmålet om udlændingeloven og
indvandrerpolitikken«.
» Gælder solidariteten kun de fremmede?«, formuleredes spændvidden i B.T. 5.
januar 1992 fra en af baglandsfolkene. Først i Fokus som deres talerør var
Bornholmeren Per Madsen. Sommer 1987 tog han pionermodigt offentligt afstand
fra yderligere Khromenisering af Ishøj. I Danskeren 1989-1 skrev han bl.a.:
»Muslimerne lever på middelalderstadiet med en nedgøring af kvinder og
kvindekultur, som er uhørt i dette land. Der handles med kvinder, som var
det
kvæg, og kvinder prygles og mishandles. Den største ulykke i en muslimsk
familie er, hvis et medlem gifter sig med en dansker. Tyrkerne har en udtalt
sans for penge. Ikke alene kender de den danske bistandslov bedre end vi
selv, men de forlanger også penge for at lade deres kvinder deltage i
sprogkurser o.l. Tyrkerne er i det hele taget mest interesserede i vor
sociale understøttelse. Muslimerne negligerer det danske samfund og dets
regler på de fleste områder og har kun hån tilovers for danskere. Vi er
æreløse, respektløse.« Finkultureliten, der nu om dage styrer det gamle
arbejderparti, stemplede ham som landsbytosse, men i den efterfølgende
retssag (mod flygtningevennen Erik Mikkelsen) fandtes udtalelserne ikke
racistiske. Den daværende formand for Socialdemokratiets Indvandrerudvalg
Vibeke Storm Rasmussen udarbejdede 1987 en fremskrivning, der viste godt
400.000 fremmede i Danmark i år 2000. Da dette regnestykke stødte an mod
partiets ideologi, men ikke sagligt kunne afkræftes, blev hendes produkt
undertrykt, og hun selv sat fra bestillingen. Til fordel for den mere
partifidele Nyrupnæstformand, borgmester Ove Dalsgaard. Han skrev i stedet
»en rapport, hvor stort set alle de kildne problemer var stukket under
gulvtæppet, og som indeholdt afgørende fejl og mangler. Selv i det rene
talmateriale.« (Danskeren, december 1990). Storm Rasmussen lod sig dog ikke
kue. Til B.T. for 13. juli 1990 sagde hun: »Danmark står over for en
kolossal
forsørger-byrde, der dels består af de fremmede, 50% af dem er arbejdsløse i
Københavns Amt, dels af vore egne arbejdsløse. Derfor må vi vælge.« Hendes
eget valg var, at »sige stop for yderligere indvandring. Jeg tror ganske
enkelt ikke, vi har råd og kræfter til at påtage os den forsørger-byrde, som
vi ellers står overfor.« Hendes virkelighedsnærhed og undladelse af
kujonagtigt at strække våben for partiledelsespamperne fik sin belønning ved
urafstemning december 1992. De menige partimedlemmer udpegede netop hende
til
kommende amtsborgmester. Partibladet refererede så 1987-tildragelsen
med, »at
hun var nogle år foran andre politikere ved at se problemerne omkring
indvandrere og flygtninge i øjnene på et tidligt tidspunkt.« I sin fight for
at tilpasse det forstenede Socialdemokrati til Nutiden kom partiets
»tænketank« - Ritt Bjerregaard - i Aktuelts kronik den 21. januar 1993 til
udlændingeloven. Kun ved en lejlighed før har nogen top-socialdemokrat brudt
partiets hyklerlinie. Det var da Anker Jørgensen havde sin sidste chance for
at generobre statsministerposten. 4 dage før 1987-valget bemærkede han i
Fjernsynet, at vi ikke skal lade os overrende af de fremmede, men holde
deres
antal på et relativt behersket niveau. Og 18. maj 1993 lancerede Storebror -
de svenske sosser - et flygtningeoplæg, der bl.a. beskar de fremmedes
såkaldte retsgarantier en del (udvisning under klagebehandling, mindre
socialhjælp, formindsket familiesammenføringsadgang). I Østen stiger Foråret
så sagte op. I B.T. kunne man i august 1993 læse Aarhusborgmester Thorkild
Simonsens tidligere så umulige ord: »Tiden er moden til at sige tingene
direkte. Der er indvandrere, der udnytter vor liberale lov. De snyder os så
at sige.« 4. november 1993 kronedes udviklingen med følgende opsigtsvækkende
erklæring fra selveste partilederen: »Hvis man har det syn på flygtninge og
indvandrere, at de ikke skal komme hertil, skal man sige det klart og
tydeligt, så det kan forstås. Så kan man forholde sig til det i stedet for,
at det af og til forsøges at skabe skel i befolkningen, som ingen har
interesse i.« (Folketingstidende spalte 1436). Ingen nævnte, at det af Nyrup
efterspurgte alternativ så sent som på FN's 48 års fødselsdag 11 dage før
var
blevet udmøntet på norsk-dansk-svensk fællesbasis i form af Osloerklæringen
om antiindvandrernes mål og midler i de kommende år. Som iøvrigt heller ikke
var kommet til nogens kendskab, fordi intet medium havde gengivet det. Med
andre ord et typisk debatforløb, som indebærer, at de nuværende
parlamentariske og mediemæssige ulyksaligheder hindrer reel debat. Man kunne
også have henvist til, at Søren Krarup den 20. november 1992 skrev i Ekstra
Bladet »I seks-syv år har vi, der er kritiske over for indvandringen i det
Danmark, der ikke er et indvandrerland, men en nation, søgt at råbe
politikerne op og komme i diskussion med dem om spørgsmålet. På ny og på ny.
I bøger, artikler og indlæg af mangen art. Ad drøftelsens og agumentationens
vej . Men politikerne og Over-Danmark har hidtil nægtet at diskutere
spørgsmålet.« KAPITEL 49

[Per Hagemann]

1KAPITEL 50 Racistgalskaben Vestcivilisationens mest fundamentale
godhedsfrembringelse er nok tyske Immanuel Kants svirpende
1785-formynderfrigørelsesbudskab: Sapere aude (vov at vide). Fremskridt
skyldes ofte enegængere, der ikke godtager det alment accepterede som det
eneste rigtige, men nytænker årvågent og uafhængigt. Altså frygtløs
formulering af synspunkter, der for det overvældende flertal er anmassende
ubehagelige, modbydelige, anstødelige galskabsvederstyggeligheder. De bryder
trygheden ved at skabe usikkerhed. Forældede foreteelser erstattes med
kombinationer, som tilvejebringer overraskende sammenhænge mellem fænomener,
der ikke hidtil har været sat i forbindelse med hverandre. Politikens
Kastholm Hansen har evig ret i sin anmeldelse af Gyldendals i 1991 startede
pamfletserie: »En pamflet, der ikke bevæger sig på kanten af
injurielovgivningen eller med helt præcis adresse krænker nogle etablerede
interesser, er en overflødig tryksag.« De skrøbeligheder og råddenskaber,
som
magthavere vil skjule eller er uvidende om, afdækkes alene, når det gældende
systems kritikere med deres umiddelbart plumpe, frastødende og uautoriserede
spydspidsbøvl, kan komme i direkte fri og åben debat med systemets folk og
krakelere deres strømlinede glatoverflader. Samfundets revsere er samfundets
velgørere. Bestræbelser på at udmatte eller på anden vis standse samfundets
revsere er at lægge gift ud forDanskernes Fremtidstrivsel. Det skæve, det
bornerte og det mugne i samfundet har altid magtfulde beskyttere. Mest
effektivt fordrives det af åben ytringsfrihed. Jo før Nytænkning kommer i
rampelyset, des hurtigere kan den udvikles (og svipserne udskilles fra de
nyttige elementer). Beslutninger træffes på grundlag af det billede, som den
siddende magthaver har af den aktuelle virkelighed. Det vil altid være
forkert og ufyldestgørende. Dels fordi enkeltkomponenter er tildelt for stor
eller for lille betydning. Dels fordi tolkningen og sammenstillingen af
enkeltoplysninger ikke er helt præcis. Ajourført og kombineret med den
malstrøm af nyoplysninger, som verden nuomdage præsterer hvert eneste
sekund.
Derfor har samfundet et stort behov for, at hvemsomhelst frejdigt,
praktisabelt og uden strafrisiko skal kunne offentliggøre sine
ændringskommentarer. Beslutningsgrundlagets virkelighedsoverensstemmelse
forbedres derved hele tiden mest muligt og hurtigst muligt. Endvidere
afbødes
flest af de inerti-ulemper, som altid flyder af, at magten forbliver hos
den,
hvis fornuftstid er forbi, og som derfor drømme-ønsketænker sig væk fra, at
virkeligheden er (blevet) mere indviklet, end før de forkalkede. Den
engelske
åndsgigant John Locke har hovedæren for at påvise de kæmpeværdier, som
ligger
i frihed for hvert eneste menneske til at sprede oplysning, tankestof og
argumentation. Han levede på den tid, da Ludvig XIV, Frederik den Tredie og
sådan nogle indførte Vi-alene-vide-enevælden: »Skepsis over for autoriteter
er demokratiets salt«. Sådan lyder en af Poul Henningsens veldrejede
formuleringer. I generel teori kan man få stor tilslutning hertil. Men det
knirker gevaldigt, når det er autoriteten, der skal afgøre, om det i et
konkret, betydende tilfælde er godt, at hans mening mødes med skepsis. Til
alle tider får den almenmenneskelige trang til egen behagelighed langt de
fleste regenter til af al deres magt at kæmpe for at kendingsmelodien på den
offentlige mening fortsat skal være den, skrædderne komponerede i Keiserens
Nye Klæder: De formår næsten altid at få flertallet til automatisk at
fremskryde de færdigsyede opfattelser, der vanerefleksmæssigt fremkalder
bifald fra sytten ud af et dusin vælgere. Men som i al sin velfriserede
pænhed reelt intet siger. Uanset ordflommens mængde og ladethed med
værdipositive sprogvendinger. Jo sikrere de i Magtens korridorer føler sig
fritagne for kritik, des slappere leder de samfundet i fordærv. Med
selvforstærkende mekanismers kraft fristes magthaverne til selvretfærdigt at
opfatte kritik som samfundsforstyrrende uorden og uanstændig anarkisme.
Derfor forledes de til at (mis)bruge magten til at modvirke, tie ihjel,
mistænkeliggøre og fejlcitere langt ud over, hvad der i juraen kaldes
dokumentfalsk. Hertil har magthaverne mangfoldige - ofte skjulte - kanaler.
Ellers var de ikke magthavere. Pr. definition er det dem selv, der
udfærdiger
spillets regler. Utallige tricks står til deres rådighed til at drive
undersåtterne ind i konformitetsfoldens ensretning. Mens magthaverne altid
har mere end rigeligt af medvindseftersnakkere, har Folketinget al mulig
grund til at hæge om og fremelske de få, som kortlægger langsigtet
samfundsudvikling. Frygten for, at de nårsomhelst kan blive mødt af åben
kritik, er den pisk, som ansporer magthaverne til at afstå fra korruption,
magtmisbrug og ineffektivitet. Kun ytringsfrihedssamfund kan holde det nede.
Fordi de styrende her ved forsyndelser er i daglig risiko for at miste deres
positioner. Usynliggørelse af kritikeren, forvrængninger og fortielser af
hans påvisninger samt bagtalelser af hans person kan med dundrende effekt
gennemføres af magthaveren med medierne i sit sold. Han behøver ikke ty til
klodsmajorier som åbenlys censur eller bogbål som i 1930'ernes tyske gader.
Reelt lige så galt er det derfor, hvis ytringerne ikke kan blive udbredt til
dem, der har brug for at blive bekendt med de pågældende meninger. At have
mediekontrol er derfor lige så meget værd som at have den censorinstitution,
som er forbudt af grundloven (§77). På side 18 i bogen »Den danske syge«
(Hovedland 1993) supplerer Henning Silberbrandt: »Tanker - hvor interessante
og geniale de end er - eksisterer ikke i et tomrum eller som frit svævende
størrelser i luften. De får først krop, tyngde og effekt, når de cirkulerer
i
samfundet«. Ulykkeligvis spiddes Nu-verdenen med tragisk aktualitet i
Fridell-læresætningen om at »tanker er ligegyldige, når de ikke med stædig
velholdenhed fremføres offentligt.« Siden Fridells dage er Rasmus Modsat
Opponenters muligheder forringet. I og med at de få dominerende medier er
blevet så stærke og samtidigt frygtsomme over for at få sat spørgsmålstegn,
der kunne svække den autoritet, hvormed de fremturer. Derfor er
samfundsbehovet blevet kolossalt for, at friløb gives til de kaskader af
informationsdatamyriader som uafladeligt strømmer ind. Der bør ikke lægges
hindringer i vejen for, at mange borgere ofrer tid på i åben og skånselsløs
debat råt for usødet at belyse, systematisere og holdningssammenfatte det
til
enhver tid foreliggende materiale. Uden blusel, blufærdighed,
værdighedskomplekser eller andre forslumringer må sandheden komme til
krystalklarest udtryk. Også den omtvistede sandhed. Man er jo oppe imod en
gigantmodstander: Magthaverhetzens næsten fuldstændige
opinionspåvirkningsmonopol omredigerer og sminker virkeligheden ensidigt med
massiv kraftudfoldelse. Sandelig har indvandrermafioserne hverken skrupler
eller hæmninger, når de helligt slår sig på brystet. Hyklende, at de skulle
have et bedre menneskesyn end os andre, mens sandheden blot er, at de ikke
kunne klare sig på egen hånd og derfor er blevet pariaer, der har okkuperet
statsapparatet. Herfra omgår de censurforbudet i grundlovens §77 med et
bredt
bælte af mundkurvpålæggelsesvarianter. Distraherende fakta bortluges af de
censurknive, hvormed deres knusende mediebeherskelse har udrustet dem.
Honecker-facader er flotte, når realiteterne er skjult i utilgængelighed bag
lag på lag af fortielser. Men tyk sminke skaber kun en forgængelig glæde.
Når
kendsgerningerne myldrer frem, er der sket så langt større skader, end hvis
man forlængst havde bidt hovedet af al skam, og 100% fordomsfrit var gået
lige på og hårdt. Lukkes Midasbarbertrykket for at udråbe sandheden mere og
mere inde i en kolbe, bliver en eksplosion det uundgåelige resultat.
Alternativerne kommer til at stå mellem fremmedhad og danskerhad. Tvunget
hertil vil enhver rettænkende foretrække det første. Man skal tidligst
muligt
gribe om brændenældens rod. Nænsom respekt er sjældent nyttebringende.
Skarpslebne formuleringer skal der til. Med fornyelse, liv, saft og kraft.
Erfaringen er entydigt, at fortrængningerne har fået problemerne til at
vokse
sig store med samfundseksplosioner som resultat. Det hævner sig nemlig på
blot lidt længere sigt, når de regerende søger egen bekvemmelighed ved
meningsterroristisk at sprede skræk og frygtsomhed. Et kuet folk med lås for
mund giver ingen Trivselsgevinst. Utallige lande i Afrika, Østeuropa og
andetsteds har gennem en længere årrække praktiseret monopol for magthaverne
til at fastlægge hvilke emner og synspunkter, der må behandles, og hvad der
skal forties. Nu ligger de, som de har redt. I »Vänstern och tyranniet. Det
galna kvartsseklet« (Timbro 1994) gennemlyser Per Ahlmark de senere års
svensktop: Indordnede man sig under Palmegalskaben, åbnedes dørene for den,
der ville gøre karriere. Gjorde man det ikke, lukkedes man ude fra alle
muligheder. Antidiskriminationscentre eller andre greb ikke ind, når
usurpatorerne var dem, som spytslikkerne hyldede. Fordi de så heltemodigt
bekæmpede afskyelig Apartheid på Idi Amins, Hendrik Verwoerds og Rhodesias
kontinent. Også Sverige har nu fået sine nok så alvorlige problemer. Palmes
Hybris udgør en væsentlig del af årsagen. Som deres Stalinistforgængere
skaber 1968'ernes fordømmende, fordomsfyldte ensretterterror selv deres egen
undergang ved årti efter årti at gennempresse en officiel virkelighed, som
ikke stemmer overens med den virkelige virkelighed. Med fodfæste på
efterslæbende folkepsykologiske kendsgerninger tigger og beder VK-bosserne
og
andre dekadente svigtere af Danskhedens sag alligevel om, at vi
Sandhedsdyrkere en stund endnu formulerer de rette synspunkter mindre barsk
og opgiver idealerne. Som folketingerne forlængst har gjort det. De vil, at
også vi tilpasser os det, de kalder parlamentarisk modenhed. Men
overmodenhed
er lig råddenskab. Og »sober« betyder for Ellemann-Engell-fans, at
kendsgerningerne begraves under gulvtæppedynger af upræcise og
bortforklarende pølsesnakkerier. At opnå magt for eget parti er blevet den
altdominerende drivkraft. Herudfra disponeres, tales sort, anvendes fraser
og
søges suttesten i øjeblikkets skinhellige modeanskuelser. For dem er det
essentielle at tilrettelægge bevarelse af egen magtplacering. Ved at deres
udsagn her og nu er de bedste agn for at de personligt (deres parti) kan
fiske righoldigt hos deres (marginal) vælgere. I forhold hertil er de
bedøvende ligeglade med, om de svækker trivselsskabende løsninger for
danskerne. Med sådan misrøgt tømrer Christiansborg konstant og hele tiden
bjælker til Nationens ligkiste. For naturligvis skal ingen sige (skrive)
andet end, hvad der set i sammenhæng er korrekt ifølge hans sagsbedømmelse.
Man må aldrig nogensinde ændre, værdiforringe eller diplomatisk belægge sine
synspunkters udformning for at tækkes tilhørere (læsere). Eksklusioner af,
hvad man kan tillade sig at sige, må bekæmpes kraftigt som forfærdelige
onder. Sproget har vi til at udtrykke sandheden. Ikke for at tildække den.
Eller gøre det til lusken rundt i en mineret logogriflabyrint at finde frem
til, hvad den talende (skrivende) egentlig mener, når han benytter sig af
dunkel, kunstfærdig tale og skrift for at udsende spekulativt postulerede
»signaler« til befolkning, eget parti eller andre partier. Ofte skyldes
sådan
dumhed, enten at den talende ikke har gennemtænkt problemet, eller at han
bevidst vil vildlede. Franskmanden René Descartes fastslog i første halvdel
af 1600-tallet, at man skal tvivle på alt, og at sandheden alene er det, der
kan stå for en logisk efterprøvelse. For at undgå misforståelser benytter
idealpolitikeren vort herligt nuancerige sprog i dets fulde bredde. Det
altafgørende ved ordvalg er nemlig at være mest præcis. At anprise urbane
diplomatformuleringer som klædelige er - som al victoriansk hykleri -
aldeles
forfejlet. Bl.a. fordi det er vanedannende undergravning af
trivselsmulighederne. Blege akademikerabstrakter umuliggør folkelig
forståelse. Karsk udtryksmåde trækker realiteten frem fra logernes
portieredækker - og stimulerer derfor den tankevirksomhed og debat, som i et
folk af robuste frimennesker er det mest velegnede grundlag for løsning af
virkelighedsproblemerne. Fædrelandets forsvarere skal ikke kujoneres væk fra
det, som selvglade debat- fordærvere med løftede pegefingre kalder verbale
overfald. Folk kalder snak lige ud af posen for sårende. Efter
Trivselsmålestokken er enekodex: Far ikke med usandhed. Afsky derfor
bagatellisering af realiteterne med for svage udtryk, vattetheder, og uld-i-
mund-søvndyssende-omsvøbstungetale. Eller forbeholdsfyldte
kancellisnørklerier, som drukner mulighederne for umiddelbart at forstå det
væsentlige i budskabet. For at udrydde Fremskridtstanken smisker Ellemann og
Engell for Z som de ræve for de gæs. Forfærdeligst af alt er nemlig for den
nuværende Z-gruppe at tro, at den skulle stå alene på Christiansborg. Kan
man
ikke med korpsloyalitet tilslutte sig den offentlige mening, er man jo ikke
respektabel og udsættes derfor for brændemærkning. Poul Henningsen og hans
åndsfælle Søren Krarup har i praksis ikke vundet gehør i dette centralemne.
Derfor er der god grund til at optrykke PH's eviggrønne retvisning:

»Høje hellige moralske fine folk og samfundsstøtter, brave borgere og venner
- I som altid vasker hænder - ta og rend mig i den offentlige mening«.
Ellers
som han skærpede det, da Danmark blev besat: »Ingen er fangne, når tanken er
fri,Vi har en indre fæstning her,som styrkes i sit eget værd,når bare vi
kæmper, for det vi kan li.Den som holder sjælen rank, kan aldrig blie
træl.Ingen kan regere det, som vi bestemmer selv.Drømmen om frihedblir
aldrig
forbiDit liv bugter sig på må og få mellem alt, du kan, og det lidt, du må,
som et gitter stav for stav. En fugl fangen bag et gitterværk. Sætter gitre
op, det er menneskeværk. Din frihedstrang ska' være mer end ord i sang: en
livsværdi, som gør din tanke fri. Enhver trues af et fangenskab. Går du
villigt med, blir det tab på tab. Hold dig rank. La' vær og knæl, for du
ejer
selv din sjæl.« I vor P3-tidsalder får flere end nogensinde før væsentlige
dele af deres holdningsdannelse gennem musikken. Det er tragisk, at
statsmagten også her opgiver den neutralitet, den skal have for, at alle
opnår samme reelle ytringsfrihed. Landsforrædere såvel som nazister for at
nævne to aktuelt omtalte grupper. Skævdelingen viser sig i, at de første
begunstiges, de sidste forfølges. Fra den første gruppe er et eksempel, at
Danmarks Lærerforenings kongrestilskyndelse november 1992 til
»Anti-Racistiske Aktiviteter i Skolen« udtrykkeligt nævnte »Skoletræf med
popmusikertrækplastre«. Der kan også henvises til forherligelsen i
Berlingske
25. marts 1994, at »blomsten af Danmarks musikungdom spillede koncert mod
racisme« på Montmartre. Fra den anden gruppe citeres fra Jyllands-Posten 23.
juni 1993: »Retten i Rhin- byen Koblenz rejste mandag formel anklage mod
lederen af den berygtede skinhead- gruppe »Störkraft«, Jörg Petrisch. Flere
af hans sangtekster blev tidligere på året forbudt, men Petrisch og hans
band
har trodset myndighedernes krav og har fortsat med fremmedfjendsk optræden.
En talsmand for anklagemyndigheden i Koblenz betegner »Störkraft« som en af
de mest indflydelsesrige rockgrupper på den yderste højrefløj. Bandets
første
plade, »Dreckig, kahl und hundsgemein« (Beskidt, skaldet og hunde-led), blev
i 1989 solgt i 60.000 eksemplarer«. Sjældent i historien har ubarmhjertig
ytringsfrihed været så påkrævet som nu, hvor forandringernes tal, hastighed
og tilsyneladende indbyrdes modstrid er rekordstore. De gør det
ekstravigtigt, at masser af synspunkter offentliggøres i debatten. Overalt
knager det i samfundets fuger og bånd. Indgroede sædvaner og vedtagne
traditioner undermineres af de nye virkeligheder. Hvad der for hundrede år
siden var urørlige helligværdier fejes for evigt væk af
kompleksitetsgørelsens vedvarende orkan, som stormer ind over vort land.
Den,
der hurtigst nemmer og forklarer noget af det, der nu bliver
grænsesprængende
sandheder, har sin samfundsskyldighed til at udbrede sin opdagelse. Derved
bidrages til, at han selv og andre samfundstænkere kan bringe os yderligere
nogle skridt fremad med tilvejebringelse af grundsubstansen for større
menneskelig trivsel. Af de anførte årsager er det ikke for store ord at
betegne ytringsfriheden som det væsentligste enkeltelement i grundlaget for
den aldrig før sete mængde af trivselsfremmende goder, som borgerne har
opnået i nutidens vestlige samfund. II . Det gør ingen nytte, men kan ofte
volde betydelig - måske endda ubodelig - skade, hvis nogen ikke kan få den
praktisk frieste adgang til at publicere sine løsningsmodeller. Såvel i
indhold som form. Hver begrænsning, der gøres, er til skade for samfundet.
Og
samfundet er noget helt andet end den mindre væsentlige stat. Den er blot en
organisation - et redskab - som skulle tjene samfundets (befolkningens)
interesser, men langt fra altid gør det. Alarmklokken skal ringe og blinke,
så snart nogen gør mine til at ville hæmme andres fremførelse af deres
meninger. Uanset hvor afskyelige de så end er i ens egen selvgode svælgen.
Hel eller delvis fortielse af problemer løser dem ikke. Det
fordummelsestogt,
der består i lovmæssige debatinfamerende ytringsfrihedsbegrænsninger, er
derfor en af de værste skamridninger folketinget kan udsætte vort land for.
Men at vi i også ytringsfrihedsrelationen lever under den egocentriske
1968'erbesættelsesmagts åg, bekræftes af den af VKR-regering nummer 1
indførte lede §266b i Borgerlig Straffelov: »Den, der offentligt eller med
forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden
meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller
nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske
oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde, hæfte eller
fængsel indtil 2 år.« Da det bestemt ikke er straffeparagraffer, Danmark har
manglet på området omkring injurier, betød tilvæksten af §266b, at det man
yderligere kriminaliserede var udtalelser, der er ubekvemme for magthaverne,
men som er sande og/eller udtrykker oppositionelle holdninger. Ved
gummiformuleringerne af lovteksten, mente man at opnå den maksimale
afskrækkelse. Ingen kan nemlig af ordlyden se, om han bliver
straffelovsovertræder, når han udtaler sig udenfor de af ulændinge i egen
interesse knæsatte meninger. Udtrykt i retspolitiske termer forfærder §266b
altså ved, at vor tids lovgivere svigter deres hovedopgave med at tale klart
og forståeligt. I stedet snyder de sig igennem med retlige standarder, dvs.
tomme fraser, som overlader til en domstol, et nævn eller anden magtudøver
at
trække grænsen mellem det lovlige og det ulovlige. Men domstole m.fl. består
af tyndblodede akademikere med alle disses antipatier og andre skavanker.
Når
loven er slap, bliver de endnu mere slappe. Retsafgørelsens indhold kommer
herefter til at bero på, hvad der i den givne konkrete situation er
behageligst for den kreds af myndighedspersoner, som bliver tildelt
afgørelsesretten. Den, der jokker på skrankepavernes ligtorne, straffes. Han
burde bespises på Prytaneion. 21. oktober 1993 lod en Århusdommer sin
pjaltede, finkulturelle superskrøbelighed komme til udtryk overfor noget så
lapidarisk fra småtingsafdelingen som et par plakater. De straffede var to
studerende (ved Institut for Statskundskab(!)). De budskaber, den
miljøskadede dommer var for sart til at høre, var dels lighedstegn mellem
udlændinge og AIDS, dels ordet » fejlfarvede«. Fra Århushistorie over til
sindssygebyen Nykøbing S: Restaurant og hotel på Dragsholm Slot var
bortforpagtet til en inder. Denne ville ikke flytte, selv om han havde
misligholdt kontrakten. Megen pressesympati blev ham til del, da han hylede
op om, at slotsejeren havde sagt til ham: »Du kan lige så godt vaske dig i
voldgraven. Det kan man alligevel ikke se på din hudfarve«. I Robert Storm
Petersens fædreland ville man have forsvoret, at den slags skulle ulejlige
Kriminalretten. Men den blev beklædt af en humorforladt sarthedsmimose. Han
uddelte 1.000 kroner i racismebøde. Dragsholmsagen overgås endda i
groteskhed
af en sag, der aldrig blev nogen sag: Verdensberømt i Danmark - og da især i
det danske politi - er tegneren Vagnbys plakat, hvorpå betjenten sørger for,
at en andefamilie kan passere gaden. Februar 1994 bragte fagbladet Dansk
Politi en pastiche herpå. Ænderne var erstattet af en række
ulændinge-indbrudstyve. Stor ballade i kulturelite- familien. Politiet måtte
drage til Canossa for at sone sin racismesynd. Gennemgang af sagsforløbet
stod i Information 12. juli 1994. Da TVA-chef Lasse Jensen og hans
journalist
Jens Olaf Jersild blev idømt §266b- bøder for at lade Grønjakker udtale sig
i
en udsendelsen den 21. juli 1985, rejste de i 1989 efter den europæiske
menneskerettighedskonventions artikel 10 en ytringsfrihedskrænkelsessag. Dom
ventes i efteråret 1994. Men som hørende til den herskende klasse har
radio/TV-journalister allerede sikret sig, at de fremover skal fritages for
ansvar (Medieansvarslovens §22). Det er kun totalitærideologer som benægter
problemers eksistens. Men det er det, §266b gør ved papistisk at dekretere
spærrebomme mellem opfattelser og synspunkter, så nogle diskrimineres fra
den
meningsbrydning, som er folkestyrets salt. Jura og forbud bortskubber på
vulgær proletarvis samfundsfarerne væk derfra, hvor de kan afværges bedst og
hurtigst. Den virkeligt betydende debat henvises til undergrunden. Bevares,
det afføder en romantisk dragningskraft hos en del mennesker. Nudanmarks
hovskisnovskiede magthavere er lige så skråsikre på, at andres meninger bør
undertrykkes fra at komme frem på lige fod med deres egne, som tilfældet var
for Christian den Fjerdes heksejægere, Aldous Huxleys robottede despoter og
rektorerne i kommunistlandenes omskolingslejre. Uanset om man finder
realiteternes verden ulidelig og skingrende umoralsk, er det imidlertid den,
man må forholde sig til. Og ikke ophøje sine egne overbevisninger som var de
baseret på indiskutabel Allah-ufejlbarlighed. Vi, der mener, at nuværende
udlændingelov udsætter danskere for at blive udryddet i eget fædreland,
synes, at de herskende levebrødsdefensorer i dette anliggende er
pøbelagtige,
stupide, intolerante og uden anstændig ordentlighed eller fornuft. Deres
fundament er fordommenes, overfladiskhedens og myternes kviksand.
Magthaverne
udslynger noget lignende om os. Med ord som aldeles uanstændig, snæversynet,
bigot nationalisme. Umådelig megen tid spildes på den slags skænderier. Men
når det nu er sådan, hjælper det ikke nogetsomhelst at hælde sine egne
uforgribelige sømmelighedsfordømmelser ud over modparternes hoveder. Jo mere
uenig man er med et andet menneske, des mere intenst og loyalt skal man
hellere med åbent sind lytte til hans synspunkter. Derved gavnes det danske
samfund mest. Såvel i princippet som i praksis. Et virkeligt godt råd er
derfor, at vi alle bruger størstedelen af vor samfundsdebattid på indgående
og fordomsfrit at beskæftige os med det, vore modstandere siger og skriver.
Her lærer man mest nyt og udvikler mest rationelt den debathøjnende åndelige
spændstighed, hvor andre ikke tillægges synspunkter, som de ikke har.
Idealet
er at komme nærmest opnåeligt til reel ligestilling mellem de forskellige
synspunkters adgang til at blive udbredt. Det er et sygdomstegn for den
danske 266b-stat, at den har straffelovsdekreteret, at den ene part i
debatten - Slumstrupindoktrinørerne - ikke må få deres patentforklaringer
anfægtet. Fordi de en gang for alle skulle være helliggjorte. Ganske som
tidligere tider ville blive stående ved, at jorden er flad, og Darwin
anstødelig, fordi hans teser ikke umiddelbart forekommer forenelige med
Først
Mosebogs Skabelsesberetning. As time goes by har det bestandigt vist sig, at
det, der fremstår som uomtvistet almensandhed en tid, i eftertiden, meget
hyppigt, viser sig at være rædselsfulde fejlbedømmelser. Det er oplagt, at
fortløbende erkendelser af, hvorfor de dominerende konventionelle sandheder
ikke (længere) er sandheder bør have lette muligheder for hurtigst muligt at
bryde igennem. Den anden side af samme sag er, at langt de fleste Fremskridt
fra begyndelsen af forkætres. Dels forekommer de uordentlige, fordi de
bryder
med det tilvante. Dels føres de ofte frem af ildsprudende kraftnaturer, som
også i sig selv virker utroværdige. Dels vil deres gennemførelse stride mod
de eksisterende magtinteresser, som jo netop er blevet etableret på
fortidens
(nu) uholdbare erkendelser. Men af den slags irrelevanterier må
ytringsfrihedssamfundet ikke lade sig underkue. Side 47-49 i »5 år for
Danmark« dokumenterer, hvordan Dansk Flygtningehjælp modarbejder
information,
som ikke gavner Flygtningehjælpens ensidige kamp for at opbygge den størst
mulige sagsbehandlerindustrivirksomhed. Professor dr. theol. Peter Widmann
skrev 10. december 1992 i Jyllands-Posten, at meningers kvalitet er
afgørende
for, om de må fremsættes. »Noget så afskyeligt som racisme må ikke
udbasuneres ukommenteret og uimodsagt«. Hvilken herlig Montanusdebat kan man
dog få om, hvorvidt en udtalelse er racistisk, og hvornår den er kommenteret
og modsagt tilstrækkeligt meget til, at den ikke blot må fremsættes, men
endog udbasuneres. Dumpapper og opviglere fra Blegdamskvarteret har skræmt
hundrede tusinder af medborgere med kampråb. Postmodernistisk sublimpoetik
forfattet dybt nede i deres forstenede hjernebark. Som for eksempel
»Racister, Facister skal hakkes til medister«. Den regerende kreds fryder
sig
over, at kærlighed til Danmark således ved digterkulturens hjælp gøres til
noget grimt og mistænkbart. På linie hermed er eksercitsen mod befolkningen
i
Poul Nyrup Rasmussens manifest af 29. december 1992: Skatteyderne skal
betale
for at blive indoktrinerede i »en fælles informationskampagne til alle
danske
husstande« med consensusholdningerne overfor flygtninge hos folketingets
ansvarlige partier. Fyndigt svarer et Ekstra Blad's læserbrev dagen efter:
»bedre, at vi via en folkeafstemning får indflydelse på
flygtningepolitikken«. Da Nyrups broderparti endnu sad på den svenske
regeringsmagt, meningstyranniserede statsmagten med
bogen »Flygtning-frågorna
i Pressen 1985- 1988«. Dens misevangelium følges 13. marts 1992 op med, at
man kun må tale og skrive om fjernelse af kløften mellem svenske og
fremmede,
for at overgangsvanskeligheder kan lettes mest muligt for de nye svenskere.
Netop i den situation er der brug for en frygtløs, udførlig, frejdig,
samfundsnyttig dialog. Argumentsundertrykkelse er afskyelig og tåbelig.
Historiens entydige lære giver os, der vil have de fremmede smidt ud og
ingen
flere ind, krav på samme - reelle og juridiske - ytringsadgang som den
ubegrænsthed, farisæer-flygtningelobbyisterne hele tiden har bevilget sig
selv. Med selvfabrikerede ædelhedsglorier sprøjtende frem af deres ædle
pander hulker og helvedsprædiker Ensidighedens bedrevidende Nordiske Mestre
(herunder vore skoler, teatre osv.) om indvandringens fortræffelighed og om
danskpatrioter som menneskehedens usle, skændselsbefængte bærme. Dem kan
Over-Danmarks Farisæer ikke nedværdige sig til at lytte på, endsige
diskutere
med. Reel ytringsfrihed fjernes. Fuldstændigt efter recepten fra 1950'ernes
McCarthy-lobbys kommunisthetz. Slibrige og edderspruttende kan de uanfægtet
udmønte deres grove perfidier og beklikke danskerne. Med Ku Klux
Klan-lynchefterlignende, ubeføjede beskyldninger mod gode danske kvinder og
mænd, om at de skulle være notoriske racister, sekteriske stympere,
svinehunde, udlændingehadere, højreekstremistnationalistiske,
fremmedfjendske, egoistiske, hårdhjertet uansvarlige og fulde af løgn - alt
ifølge de finkulturelles inappellable dom: Ingen tvivl skal lades tilbage.
De, som skulle driste sig til blot delvist, at udtrykke enighed i kritikken
mod flygtningeudgifts-solderiet, skal magthaverne nok komme efter og kue med
deres mange krabasker. For menneskegodhedens selvudnævnte apostle er alt
syndigt, som ikke selvudslettende forguder og højagter alle fremmede. Den,
som ikke positivt og aktivt er for alle indstrømmende i enhver henseende, er
imod dem. Altså racist. Sådan er hørmen fra den selvglade åndselitemagt.
Skrækslagen for at andres meninger skulle komme frem, vil den inkvisitorisk
håndhæve faktisk og juridisk monopol på, at egne meninger uimodsigelige er
ene på markedet. Med andre ord: Debatten skal ifølge de typiske
magthaverrepræsentanter foregå som i de fordums folkedemokratier.
Befolkningen må gerne ytre sig, men indholdet i deres synspunkter må ikke
være uanstændige, dvs. ikke stride imod sagsbehandlerkadrernes kortsigtede
(alias gammelpartiske) egeninteresser. Magthaverne skal med løftede
pegefingre fortsat være overdommere, der ensidigt fastlægger på styggeste
Big
Brother-facon, hvad fakta skal være, og hvad man skal mene om dem. Der er
ytringsfrihed for dem, der godtager de fordrejede fakta, som
indvandrervennerne vil indoktrinere os med. Den, der kæmper for fædrelandets
ve og vel, skal med formanende fordømmelser, systematisk bagtalelse og
undertrykkelse afskæres fra at fremføre sine synspunkter og holdninger. Med
moderne massemediers evindelige påtrykningskraft påduttes hele befolkningen
skyld og anger for alt, hvad medieeliten har kanoniseret som globale og
nationale ulykker. Bagtanken er helt klar: Når nogen sværtes tilstrækkeligt,
er udsigterne gode, for at offentligheden lader være med at sætte sig ind i,
hvordan de virkelige forhold er og blot passivt affinder sig med, at det her
gør man nok klogest i at holde sig langt fra. Med selvretfærdigheds
vulgaritet og paternalisme tromles skikkelige folk ned til vidtstrakt
selvcensur. De vover ikke andet end, hvad autoriteterne har sagt god for.
Men
holder sig væk fra at sige, hvad man egentligt godt vidste er sandheden.
Derved bevarer man sit gode navn og rygte, og det foretrækkes frem for at
blive jagtet og sønderrevet af blodtørstige journalister. Modet vælder
heller
ikke op i Marie Dansker, når hun fra tid til anden - for eksempel i
Jyllands-Posten 7. december 1992 - læser om, at Politiets
Efterretningstjeneste registrerer danske flygtningefjender. Eller for at
præsentere det samme i en anden version: En dagbogsnotits fra 24. juni 1994
lyder: »Årets studenter har skrevet pænt og solidarisk om de fremmede i
deres
eksamensstile. En censor mener dog, det også kan bero på, at 3.g'erne
skriver, hvad de tror censorerne vil have.« Tilsvarende optræder i et utal
af
varierende klædedragter. Det er en af de mange samfundsskader, der følger af
at have en så kæmpestor, finmasket offentlig sektor, som den, der plager
Danskerne. Alle er afhængige af den ene eller anden myndighed og derfor
angste for at vise en holdning, som de med rette eller urette frygter ikke
billiges af den myndighed, de er i lommen på. Magthaverklanen har herved
opnået, at mange hundredtusinde danske ikke tør tale åbent om, hvad de mener
og oplever. Rædselsslagne for at komme til at sige blot eet eneste ord, som
virker forkert i magthaverøren, frygter de, at de vil blive straffet som
racister og diskrimineret imod af skatteuvæsen, socialforvaltningskontor, og
hvad der ellers er af bestemmende organer i formynderstaten. Deres sutteklud
bliver »Fred i vor tid«. Mere Chamberlainske end Chamberlain nogensinde selv
var. Hellere på lidt længere sigt passivt og aktivt medvirke til Danmarks
islamisering, end her og nu blive hængt ud som racister. Et syvsifret antal
danske tør ikke andet end at fremstå som pæne mennesker. I al fald vil de
ikke vedstå, at de ikke er det. Kaare Ruud formulerer på side 54: »Det
mobbes
mer av egeninteresse enn av overbevisning. De mange som mangler sine
meningers mot finner det lønnsomt å være på den mediesterke, offisielle
side.
Særlig gjelder dette alle dem som fisker etter å bli betraktet som
medmenneskelike, tolerante, progressive, moderne, osv. De vil så gjerne være
med i all hyklersk selvgothet.« Fordummelsesspillets sorte tale resulterer
uundgåeligt i, at de ekspert- leflende, de ubetænksomme, de hjernevaskede,
de
tankeuvillige, de frygtsomme, de forfængelige, de ugidelige, de
ureflekterende, de velmenende, de uselvstændige, de intellektuelt svage, de
naive og de opportunistiske med(vinds) løbere kujoneres til at blive møre og
lydige. De tør ikke vove sig væk fra gnubbevarmen hos Vor Store Birteleder.
Duperede og artige slutter de så op som Bjørn Elmquist, Bettina Heltberg,
Svend Auken og hele den øvrige vagtparade af finkulturelle, som misbruger
deres uddannelser og eksklusive sammenspisthed til at troldspejlmanipulere
kendsgerninger i hobetal og derigennem mobilisere falske meningsdannelser.
Endog folkesadister burde ellers erkende, at danskerne så rigeligt har
aftjent flygtningepligten, og hvad de vildfarne 1968-egoister ellers
overvæltede af vanvidsbyrder på befolkningen. For disse frelste
patriotfjender, som endegyldigt har foregrebet de rigtige meninger, er §266b
gefundenes Fressen. Paragraffen ignorerer ganske, at modsigelsesretten er
fundamentet for gældende dansk samfundsstruktur. Netop hvor det virkeligt
alvorligt brænder på, er ytringsfriheden særlig stærkt motiveret. §266b
forvansker den ligestilling af Loke og Thor, som er grundrygmarven i
ytringsfrihedsvelsignelsen. Paragraffen er en bestræbelse for udbygning af
formynderstatens sindelagskontrol. Statsapparatets folk skal kontrollere, om
den enkelte borger udtrykker »forkerte« eller »unormale« opfattelser. Det
fører ud i forskruethed og tilbagegang. Sligt undgås nemlig kun ved, at frie
informationsstrømme hurtigt eliminerer de fejl, der uvægerlige begås i
foranderlighedens rivende dynamik-samfund. Skånselsløs ytringsfrihed er et
gode, som burde være udelbart. Alt dette har folketinget vist suveræn foragt
i det kvarte århundrede, vi har haft §266b. Konsekvensudredninger er som
folketingssædvanligt udeblevet. At det nuværende folketing oftest kun evner
overfladiske fjollerier, er fortløbende ødelæggelse af parlamentets mulighed
for at nå frem til holdbare problemløsninger. Bemærkningerne til mit forslag
(L 205 af 14. marts 1990) om at ophæve §266b's ytringsfrihedsknægtelse
rummer
udførlige frihedsfakkelanalyser. De dårlige kår herfor hos Christiansborgs
klunkeviktorianere, dokumenteres sort på hvidt i Folketingstidende for 28.
marts 1990 (spalte 8032-8039). Som sædvanligt på fremmedlovsområdet søgte
magthaverne at hindre redelig, upartisk sandhedsafklaring.

Venstre har siden fortrudt sin modstand. Side 28 i Birthe Rønn-Hornbechs
1993- bog »Udlændinge i Danmark« kundgør: »Helst så jeg den bestemmelse helt
ophævet. »Det er aldeles forkert, at vi i et land som Danmark, hvor debatten
i øvrigt er meget åben, overhovedet har bestemt, at der er meninger, der er
strafbare. Udlændinge, der kommer til Danmark er ofte flygtet fra et land,
hvor ytringsfriheden er undertrykt. Vore gæster og nye landsmænd må forstå,
at de er kommet til et land med ytringsfrihed, og at danskerne er ret
rapkæftede, og at skældsord ikke nødvendigvis har undertoner af uvilje mod
bestemte befolkningsgrupper.« Seneste Christiansborgforsøg på at få smidt
§266b i den skraldespand, hvor den hører hjemme, er Fremskridtsforslag L 225
af 5. april 1994. Jo længere der tøves med Sandhedens Time, des frygteligere
bliver de uundgåelige konsekvenser for efterslægten. »Stop fremmedhadet, men
gør det ved at fjerne dets årsager, som jo er den af lovgivningen og
statsmagten understøttede fremmedinvasion, der intet fornuftigt formål
tjener«. Sådan skriver Ole Hasselbalch. Han hamrer også fast, at det er » en
stor urimelighed«, at det på den ene side tolereres, at man kan skælde
befolkningen ud, fordi den ikke vil finde sig i at blive misbrugt i eget
hjem, mens den samme befolkning er truet med bål og brand, hvis den djærvt
lader sin misfornøjelse slippe ud. Jeg lægger i slutbemærkningen en dybt
bevægende advarsel mod de i befolkningskæft- og tritkampagnen fremtrædende
Hallelujasigere til den henrivende nudanske stat (som forgylder dem over
Kunstfond, højskolestøtte osv.). De ser ingen Danmarksødelæggere i vor
grønne
magthaverskov. Bortset fra de i denne forbindelse ligegyldige direktører i
K.K. Kirk A/S, Lejerbo, Hafnia og andre småfisk, som ofres, så folket kan
nero-underholdes. Og for at der kan sælges flere aviser samt gives Stig
Andersen og hans fætre i de elektroniske medier afløb for deres
1968'er-pubertetsambitioner. Et af 1994's forårstegn stod i Skole og
Samfunds
blad »Børn«. Det er en undersøgelse fra Pædagogisk Center af Esbjergs
15-årige: »De deler sig i to næsten lige store lejre. Den ene fjendtlig over
for flygtninge og indvandrere, den anden det stik modsatte. Stort set ingen
midt imellem«. Erik Lund kommenterede: »Børnene er nu ofre for den giftige
og
anti-danske hjernevask, som visse pædagoger og konfliktsky skabsmuslimer
udsætter dem for. Det modsatte af racisme - som ordet i flæng bliver brugt i
dag - er simpelthen landsforræderi. Børnene bør vide, at deres
»småracistiske« kammerater har ret. Deres meninger er jo sandfærdige«. (B.T.
28. april 1994). Når vi fra disse vigtige principbetragtninger går over til
realanalyse af 266b, kan vi stilfærdigt begynde med følelserne omkring
landskampe mod arvefjenden Sverige. Overfører man dem til det tusindfold
mere
spændingsmættede forhold til de superfremmede etniske racer, som vil
fastforsørges hos os, opdager man, at udstødning af de fremmede også rummer
noget godt ved vort liv i det danske fællesskab. Ethvert fællesskabs
inspiration og identitet beror jo meget langt på glæden ved at føle sig
bedre
end de andre. Hvad der således almentmenneskeligt føles, må man da have lov
til at ytre sig om. I fædrelandssange, frisprog eller på alskens andre
måder.
I bogen »Fjendebilleder og Fremmedhad« (1988) gør Kristof K. Kristiansen
faktumiagttagelsen: »At tillægge andre folkeslag, racer eller blot personer,
der tilhører en anden tro eller social klasse allehånde negative og
barbariske egenskaber, synes at udspringe af grundlæggende psykologiske
behov
i det enkelte menneske. De er middel til at orientere sig i verden og
besvare
spørgsmålet: Hvem er jeg?« Alle mennesker opbygger inde i deres hoveder mere
eller mindre forenklede billeder af verden omkring dem - både som den er, og
som den burde være. Hvis Apartheid-udnytterne af mediemagt og statsmagt
fremturer med deres absurditeter, havner vi i et demokratur behersket af
stemmekøb. Ud fra, hvad der til enhver tid ensretteragtigt indpresses i
befolkningen af vrange letfordøjeligheder. Forskellige samfundsgrupper taler
nu engang forskellige sprog. God at få forstand af er Mark Twain/Ebbe
Rode-monologen om præsten i 1880'ernes Wild West. Folkelig slang skurrer i
ørene på blodløse bureaukrater, som sidder til doms. Tag for eksempel: »De
skulle rejse hjem og klatre op i de træer, hvor de kommer fra« eller »Negre
lugter ikke godt«. Harmløs munterhed fra mennesker med en anden
(sprog)kultur. Men når det ramsaltede bliver til skriftlige sagsakter,
glider
det over til et helt andet miljøs ekkorum. Som L.O. Kristiansen
skriver: »Det
kræver stor sproglig ekvilibrisme at undgå at udtrykke sig »racistisk«.
Forskrifter om hvordan man skal belægge sine ord lukker munden på
almindelige
mennesker«. Der skal også være ytringsfrihed for den, der kun taler
bramfrisprog lige på og hårdt ved at publicere vidt og bredt, at alle de
satans fejlfarver skal kastreres og have ordentlige los i deres forpulede
røve hjem til Niggerland. Til brug i festligt kammeratlag forfattede en
soldatergruppe en slagsang med barsk sort humor. På 54års-lørdagen for
Danmarks besættelse bragte TVA den. For at angribe racisme i dansk militær
(se for eksempel Berlingske 16. april 1994). Men selvfølgelig er det
skingrende forkert af danske myndigheder at stable sig op til at lægge bånd
på nogen danskers suveræne adgang til uforfærdet i sit eget frisprog at
fremføre egen mening om, hvem der skal have lov til at være med i
Fællesskabet Danmark. Og specielt at favorisere de danske, hvis sprog af vor
største ekspert på området (Rasmus Rask) karakteriseredes - i modsætning til
menigmands - som »statisk, uniformt, uden liv eller mangfoldighed eller
produktiv kraft«.

Der skal være plads til alle. Blev man tvunget til at vælge, er vi givetvis
mange, der foretrækker djærv tale fremfor et kønsløst, intellektuelklægt,
søvndyssende kancellisprog. Det er principielt og politisk en drønende
uretfærdighed, at fremmede ved danske domstole har retsværnet i §266b. De må
højst gives samme retsmidler som danske fornærmede. Altså de injurieregler
som er langt svagere. Blandt andet fordi der er privat påtale. Men hele den
offentlige anklagemyndighed står til rådighed, når det gælder §266b om at
tøjlebinde Fædrelandets Venner og Forsvarere. Selv en mindre politisag
efterlader i medier og hos menigmand indtrykket, at der ikke er gået røg af
en brand uden at have været ild. Morten Linstrup kalder det at vende
problemet på hovedet, når »den vanetænkende elitære humanisme sætter enhver
flygtnings ideelle og individuelle rettigheder over dansk kultur og
borgerret«. (Berlingske 10. marts 1994). Anvendelsen af §266b's urimelige
overbeskyttelse af overfølsomme, nærtagende skrællinger resulterer også i
andre vilkårligheder og uhyrligheder. Det er horribelt at tvinge
skatteyderne
til at aflønne retsvæsensbureaukraterne for sådan noget. Den mindste
robusthed, som må kræves af enhver medborger, indebærer, at der overhovedet
ikke er nogetsomhelst retsbeskyttelsesværdigt i den påståede finfølelse, som
§266b angiveligt vil værne. Tilhængere af §266b lancerer selvfølgelig
standardbedøvelsen af al givtig samfundsdebat: Lovgivningen skal ensidigt
forkæle de svage på de stærkes bekostning. Nu er det vel tvivlsomt om de
terroristprægede narkohandlere, som er typiske for vore såkaldte flygtninge,
skulle være svage. Hvor dårligt kan det i det hele taget være at komme til
et
andet land, og gratis få varme, tag over hovedet, mad, tøj og lommepenge? De
påståede ulemper ved at såre og fornærme må bekæmpes ved selvhærdelse hos
dem, der angiver sig ramt. Deres nærtagende finføleri i Potemkinkulisser er
samfundsdestruktivt. Æres- og Værdighedsfornemmelser skal derfor ikke nyde
retsordenens beskyttelse. Det er forlorenhed, som hurtigst må kastes på
møddingen som noget, der er lig i lasten til unødig bebyrdelse af en
lykkefremtid. Når folk forlader stringensens slagne landevej, forsumper de i
åndsfattigdom. Og det skal undgås. Også i deres egen interesse. Selv i det
omfang, svaghedsvurderinger måtte holde, gør vi nemlig de fremmede en
bjørnetjeneste ved at putte dem ind i §266b-vattet. Blandt andet fordi det
hjælper dem, der i første omgang generes heraf til at opbygge
sjælsrobusthed.
Det er afsindigt at begrænse dette, fordi sarte menneskesjæle angiver, at de
føler sig stødt og såret ved at høre andet end deres egne fordomme.
Lægemidler herimod er at arbejde med sig selv for at blive mere hårdfør.
Magter de ikke det, vil de under alle omstændigheder rende ind i
livsvanskeligheder. Uanset om §266b afskaffes eller opretholdes.
Religionsfrihed er et gode. Men det er lige så vel frihed for den, der vil
kritisere en eller flere religioner. Når mindre principielt tænkende folk
alligevel bifalder denne del af §266b, er deres forestillingsverden
behersket
af den nuværende tandløse, udvandede danske hygge-folkekirke. Sådan noget er
det da taktløst og upåkrævet at angribe. Men med muhamedanismen forholder
det
sig helt anderledes. Herom hvirvler springfloder af skræmmende
dokumentation.
Kapitlerne 43-45 indeholder en del. På dette sted rækker det derfor at
erindre om, at muhamedanismen går langt videre end det, vi indbefatter under
religion. Det er en total-politik- ideologi, baseret på intolerance, som
gennemtvinges ved svig, vold, forhåninger, drab, forklejninger og
fængslinger. §266b er en censuragtig foranstaltning, som kræver, at
myndighederne skal dele ytringer op efter deres indhold i hvide og sorte.
Det
er aldeles barokt at anvende denne kvalificerede menneskeretsbeskyttelse i
§266b som våben mod os, der forsvarer de ifølge vor kultur mest fundamentale
menneskerettigheder ved på almenforståelig vis at sprede lys i det danske
misforståelsesmørke om muhamedanismens sande indhold og karakter. Dansk Dåd
er bestandigt at flytte grænser ved at sætte nye spørgsmålstegn. Også når
det
besværliggør magtelitens kamp for at bevare egne privilegier. Ja man påstår
endda, at de, som til enhver tid vinder folkeflertallet, også kan ændre på,
hvad der er lov og ret, rigtigt og forkert. For islamitten er denne
demokratiopfattelse en umulighed. Alt er jo engang for alle lagt fast i
Koranen. At have magten i samfundet er derfor blot at administrere, hvad
Muhamed har meddelt som Allahs Vilje. Despotdiktatur er den nærmestliggende
styreform i Islamdominerede lande. Muslimer finder sandheden i blind
underkastelse under Koranens forlangender. Vigtige løsninger på alt i
tilværelsen blev endegyldigt fastlåst i det syvende århundrede. Blot forsøg
på at rokke herved er kriminelt. En af muhamedanerforskrifterne (den hedder
tawhid), forlanger udryddelse af alle tanker, synspunkter og ytringer, som
ikke har grundlag i Islams Lære. Altså helt modsat vestcivilisationers
videnskabsverdens fordomsfrie, hensynsløse kildekritik og afvisning af
overordnet styring af ytringsfrihedens grænser ud fra blasfemiopfattelser.
Stærke Bangla Desh krav foreligger om at hænge en forfatterinde (Taslima
Nasrin), fordi hendes omtale af Koranen ikke er tilbørlig underdanig, Jfr.
nærmere i Weekendavisen 10. og 24. juni samt Jyllands-Postleder 4. juli
1994.
Spaltekilometre af presseomtale kom resten af sommeren. Altsammen et
lærestykke i vor uhyggelige mediehomogenitet: Her er en enkeltsag, som taler
til 1968'ernes idealer. Derfor madonnaforgudes fru Nasrin. Uden mindste
forbehold. Og uden at gå ind på at hendes kulsortsværtede modstandere, er de
samme muhamedanere, for hvis invasion af Danmark journalisternes
Anti-Racisme- religion ellers har kæmpet så bravt og stadig slås. Salman
Rushdie dødsdømtes i februar 1989, fordi han den 26. september 1988 i
England
udsendte den påstået islam-blasfemiske roman »De sataniske vers«. Den, der
dræber ham, får den iranske stats dusør på 1 million dollars . Tre, der
medvirkede til udbredelsen af bogen, har været udsat for alvorlige
mordforsøg. I Italien (1991), Japan (1991), og Norge (1993). Aziz Nesin
(født
1915) oversatte bogen til tyrkisk. Derfor iværksattes juli 1993 mordbrand
mod
et hotel, hvor han boede. 37 andre dræbtes . Truslen hindrer Rushdie (født
1947) i at leve et normalt åbent menneskeliv . Man kan have forskellige
meninger om læseværdigheden af hans roman om et par unge inderes
omstillingsvanskeligheder til Det moderne England. Men de få sider, der
behandler Islam, beskriver blot religionsanfægtelser svarende til Henrik
Pontoppidans og Kaj Munks indtrængen i lignende sjælekonflikter . 13.
oktober
1993 meddelte Information, at 7000 ungmuslimer forsamlede til møde i
København alle uden undtagelse støttede fatwa dødsdommen over Rushdie . 7.
august 1994 skriver Jørgen Grumstrup i Jyllands-Posten: »DR-TV's udsendelse
af Dirckinck-Holmfelds »Duellen«, gennemspiller en dansk Salman Rushdie-sag.
Alle tre deltagende muslimske indvandrere, herunder den vigtigste
indvandrerpolitiker Bashy Quraishy, talte for, at en Rushdie-lignende bog
skulle nægtes udgivelse, da den krænkede muslimers tro.« I virkelighedens
verden drejede vor lokale Rushdie-sag - fra februar 1992 - sig typisk dansk
om et pornoblad (Cupido). Det skildrede Muhameds sexliv. Bashy Quaraishy var
der straks med hadefulde bemærkninger mod dansk ytringsfrihed. Hans kumpaner
truede med, at den ansvarshavende redaktør skulle føle sit ansvar i form af
tæsk og hærværk. Hyklerisk fortier dansk journalistik - også typisk for
Danske Tilstande - at danske magthavere undertrykker reel ytringsfrihed for
os danske, der næppe ligger længere kulturmæssigt fra danske magthavere, end
Rushdie gør det fra iranske. Det danske Parnas´ metoder overfor for eksempel
Den Danske Forening er udslag af principielt de samme afskyelige
reaktionsmetoder. Hvi ser du Skæven? Det skal da heller ikke være nogen
hemmelighed, at de i deres fraseologi så ytringsfrihedsbegejstrede danske
forlæggere, boghandlere og bibliotekarer - uanset det økonomiske - har
dannet
ismurfront mod, at nærværende bog med dens holdninger og synspunkter skulle
komme ud til offentligheden. Principielt samme sindelag som
fatwaforfølgelserne bæres af i deres kulturkreds. Hos dem er det noget, der
har været fastholdt i årtusinder. Hos os det en ensretningsmodevind, der
adskiller sig fra, hvad der langt frem i vort århundrede har været næsten
ensstemmig dansk synsmåde i mere end tusinde år. Et eksempel blandt tusinder
på muhamedanismens intolerance drøftedes i Jyllands- Posten 24. april samt
2., 6. og 12. maj 1994: PEN-klubbens præsident Nils Barfoed (storridder i
Rushdieforsvaret) afholdt på Louisianna en af EF betalt konference om
presse-
og kulturforhold i Mellemøsten. Men Israelfolk er bandlyst. For ellers ville
muhamedanerne boykotte.

Ifølge deres »religion« er muslimer ikke bundet af aftaler, som de har
indgået med vantro. Man må kunne bevise, at man er rettroende som betingelse
for i et muhamedansk land at have adgang til at ytre sig offentligt eller at
kunne indtage en ledende stilling. Lederen af Center for Alternativ
Humanistisk Forskning, Janice Granados argumenterer i kronikken »Moskeen og
den danske kulturarv« (Berlingeren 10. maj 1991) indgående for synspunktet
»Trosfrihed bør ikke medføre fremme af normer, som for os repræsenterer
tilbageskridt«. Det er med fuld føje, at Henri Nusslé udmejsler: »Islam er
totalitær. Den nægter alle ikke-muslimer trosfrihed. Religionsfrihed er
utænkelig for muslimer «. Selve det at prædike kristendom svækker den
islamiske stat og er derfor en ulovlig, oprørsk handling. I al fald i
Saudiarabien - hvor USA havde hovedkvarter i Golfkrigshalvåret - konfiskeres
Bibelen, hvor den findes, og kristne gudstjenester tillades ikke. Kun i tre
arabiske lande har Det Danske Missionsselskab kunnet oprette oaser (Ægypten,
Oman og Bahrein). Jes P. Asmussen gennemgår nærmere detaljer i den på
Politikens Forlag udsendte »Islam« (2. udgave 1989) side 165f, 155f, 159f,
162 og 164. »De senere år er trykket mod kristne øget i mange lande,
domineret af Islam. Først og fremmest Egypten, Sudan, Bangladesh og
Indonesien«. Det sagde Samuel Fehr, der er leder af den evangeliske
Karmelmissions årsfest i Stuttgart i Tyskland. »Kristne, som åbent vedkender
sig deres tro, bliver også forfulgte og udvist eller arresteret og torteret.
I nogle asiatiske lande har især fundamentalistiske bevægelser søgt at
bortføre og myrde missionærer. I Iran f.eks. er en indfødt medarbejder i
Karmelmissionen anklaget for kristen forkyndelse blandt muslimer. Ifølge
Samuel Fehr må det forventes, at han dømmes til døden.« (Kristeligt Dagblad
8. oktober 1993).

I tyverne var 30% af Istanbuls indbyggere græsk-ortodokse kristne. Tallet er
i dag kommet ned under 3.000 ud af en bybefolkning på ti millioner, og
kristne gejstlige forudser, at der om 30 år ikke vil være flere af deres
trosfæller tilbage i det østlige Mellemøsten. Området vil være renset, og
det
2.000-årige kristne kapitel vil være slut. For at vantro øjne ikke skal se
de
hellige byer må Medina- og Mekka- distrikterne ikke overflyves (sanktioneret
med dødsstraf). Hvis vi kommer til Saudi Arabien og får at vide, at vore
koner skal gå med slør, og at vi ikke må drikke spiritus, ja så følger vi
(vore koner) det. Enhver må selv bestemme i sit eget hus. Skik følge eller
land fly. Men vi vil til gengæld også, når det er muhamedanere, der kommer
til Danmark, have lov til på vort eget lille territorium, at bestemme og
bevare danskheden uden at blive infiltreret af de fremmede. Der ligger
selvsagt ikke nogen trussel, forhånelse eller nedværdigelse i ikke at ville
have en gruppe mennesker i sit hjem og/eller i sit land. Der er ingen
rimelig
grund til at opkaste sig til fordømmende overmennesker overfor os med den
politiske opfattelse, at den danske befolkning, på sit eget territorium skal
fredes for besværet med folk fra kulturer, som er helt fremmedartede og
modsatrettede i forhold til danskheden. Fordi danskere er anderledes end
muhamedanere, mongoler og andre fremmede, er de selvsagt ikke bedre. Vi har
bare forskellige rodfæstninger. Dette har intetsomhelst at gøre med racisme,
der af Gyldendals Fakta-leksikon defineres som »troen på visse racers
overlegenhed og medfødte ret til at herske «. Alligevel er det mest udbredte
modevåben til at kue og skræmme os anderledes talende at kalde
os »racister«.
Dette ord hørte ellers til i fortiden, hvis udskejelser historisk
interesserede kan dyrke i detaljer i den i 1993 på Gyldendals Forlag
udsendte
bog »Udryd de Sataner« af Sven Lindqvist. Det var Aristoteles, Muhamed, Karl
Marx, Adolf Hitler og sådan nogle, der lidenskabeligt forfægtede, at deres
egen biologiske afstamning var alle andres overlegen. Derfor havde de
adkomst
til at dominere de laverestående mindreværdige (biologisk, fysisk,
kulturelt,
intellektuelt osv.). De skulle enten være slaver eller dræbes. De, som er
gået over til nutidens uhæmmede og udflydende brug af glosen racisme, må
leve
med, at for dem var så at sige alle mennesker racister i Vestverdenen før
1950. Winston Churchill påhæftes således betegnelsen i Clive Pantings
1994-biografi af ham. Med alle stemmer mod 8 i folketinget indførte Danmark
i
1929 tvangssterilation for at undgå, at den danske race blev forurenet. Det
kom til at ramme 10.972 før loven ophævedes igen i 1967. Den, som mere bredt
vil forske i oprindelsen til dette afsnit af vort fædrelands historie, kan
tage afsæt i Birgit Kirkebæks 400 siders bog »Da de åndssvage blev farlige«.
(Socpol 1994). Men man skal ud i det kuriøse i den danske debat for at finde
nutidige relikter. Og da (for at følge magthaverstrømmen) oftest vendt mod
danskere. Et af de få eksempler er Dansk Amatør Bokse Unions udtalelser 28.
november 1993 i Jyllands-Posten om værdien af negroide som
publikumtrækplastre, fordi de »af sind og natur« er mere hårdføre end
danskere. Iøvrigt har racismen som biologisk funderet størrelse i mange
årtier været et døende fænomen. Allerede fordi der ikke eksisterer
nogensomhelst måleenhed, hvormed det kan fastlægges, at et menneske eller et
folk er bedre eller dårligere end et hvilket som helst andet menneske eller
folk. Ud over Europa fra 1967 genopfriskede skrydere imidlertid glosen. I
midtfirserne kom dette rablende ignorantvås til Danmark. Som skældsord fra
1968- døgenigterne, der hermed sortgrydeplacerede os andre. De fik massiv
støtte af de magtfulde kredse, som selv profiterer på de fremmedes
indstrømning. Det er jesuiter-skolastisk Erasmus Montanuspræk, når de
selvretfærdige »Anti- racister« sammenkobler fortidens jødeforfølgelser og
1990'ernes frihedskamp mod muhamedanismen. Særligt De Radikale og CD er i
deres standpunkter slemme til at skabe pasticher på 1930'ernes
tyskerjødeflugt. Men nutidens problematik er i bund og grund anderledes,
hvorfor analogien er mere forvirrende end hjælpsom til en nyttig debat. Den
forlængst totalafsluttede 1933-1945 parentes rummede kun brøkdele af de
dansker-udslettelsesfarer, som er hovedindholdet i de foreløbigt over 1.300
år fastholdte muhamedideologiske bestialske kvindeundertrykkelser, straffe,
Helligkrigsførelser og andre terrorvoldsudåder. Nazister var nationale
socialister, hvis hæmningsløshed gik ud på at ændre opdelingen af det
internationale samfund, som skete ved Versaillestraktatkomplekset 1919/20.
Dette har fra 1945 været åbenbart meningsløst. Ordet nazisme har følgelig
ikke siden anden verdenskrig haft nogensomhelst saglig relevans i aktuelle
sammenhænge. Det således ledigtblevne ord er af folk, der er fattige i
ånden,
erobret som en samlebetegnelse for alt, hvad der er ondt ifølge disse
medmenneskers uforgribelige meninger. Da vi har sproget til umisforståeligt
at formidle en mening, er det helt tåbeligt at gøre brug af ordet for alle
andre end dem, der vil skildre kvartseklet 1920-1945. Vor tids brugere af
ordene »racisme« og »nazisme« er altså indholdstomme debatforgiftere som med
skinargumenter og løgneparoler betjener sig af stendøde spøgelser fra en
fortid uden væsentlige lighedspunkter med epoken omkring år 2.000. Det er
disse antiracister selv, der har annammet og adlydt Hitlers ord om, at folks
»opfattelsesevne er indskrænket, forståelsen ringe og glemsomheden stor. Ud
fra disse kendsgerninger bør al virkningsfuld propaganda indskrænke sig til
meget få punkter og anvende disse som slagord så længe, indtil alle ved
sådanne ord formår at forestille sig det tilsigtede«. Forbindelsen til
1990'er- bøllerne er antagelig etableret ved, at de citerede Hitler-ord var
centralt placerede i KGB's 1960'er instruktioner til alverdens kommunister
om, hvordan de skulle nedbryde Vestlandene indefra ved at få journalister og
andre naive eftersnakkere til at lade racismeløgnen rulle videre. At der
intet særligt præcist er i den nymodens racisme-sprogbrug fremgår af side
26-218 i Carsten Svane Hansens bog »Rejs hjem din Hund« (Forlaget Systime,
1992). Hans emnegennemgang og analyser af ordopkomlingen skæmmes dog i lange
passager af at være spekulation og jesuitisk had. Men alt i alt bekræfter
denne den kvantitativt største danske behandling, at ordet racisme er et
bekvemmelighedsord, som åndsfattige trækker frem, såsnart de ikke præcist
får
det, de ønsker, og er blottede for saglige argumenter. Når Racismehykleriet
i
vor tid piskes op i fobihøjder er det således et fælles- hovedtegn for
anstifterne, at benytte ophidsende eufori for at fremme egne særinteresser.
Hitler ville eksempelvis have opslutning til sin kamp mod 1918- dolkestødet
i
Fru Germanias ryg. Nutidens slapsvanse vil på lignende vis bevare den magt
over samfundet, som truer med at glide dem af hænde ved Socialismens
ubortforklarlige sammenbrud. Ophidselse mod nogle syndebuks-prügelknaber er
i
begge eksempler fremfundet som et snedigt samlingsvåben. Externt som
internt.
I rekordstort omfang formår de fire uheldige helte (Dansk Flygtningehjælp,
Mellemfolkeligt Samvirke, Folketingets partier og Danmarks Radio) og deres
følgesvende at forvandle argumenternes dialog til mudderkastning.
Yndlingsordene Racisme og Nazisme har imidlertid intet at gøre med
indvandrermodstandspolitiske holdninger. Men på grund af debatforplumrernes
magtpositioner har de terrorfremkaldt, at folk skal have de »rigtige« (dvs.
sagsbehandlervenlige) meninger og dertil kræves, at man bruger de »rigtige«
ord (dvs. hyklefraser). Ved at appellere til ensomhedsfølende
luksusmenneskers pylrenylre-trang til at få lov til at være gode ved andre
og
med udenomssnakkende talemåder smisker de ræve for de landsmænd, de vil
reducere til gæs. Denne propaganda fra oven gennemsyrer danskernes hverdag.
Professor dr.jur. Stig Jørgensen skrev 8. november 1991 i Børsen: »I sin
hang
til mytomani og konfliktskyhed har de politiske partier alt for længe
overhørt de velbegrundede advarsler mod at etablere nye etniske og sociale
skel i befolkningen, som kunne føre til den racisme, som politikerne
frygtede
for at kalde frem. Det gik med flygtningepolitikken som med
skattepolitikken:
Som de radikale har sagt det bedre, end vi andre har kunnet, har
berøringsangsten over for Fremskridtspartiet dels skabt unødvendige
problemer, dels styrket den bevægelse, man ville besværge. I stedet for med
skinger stemmeføring at moralisere mod Den danske Forening og dermed kurere
på sygdommens symptomer, skulle man have taget fat på at behandle dens
årsager.« Racismefladflosklen baseres på løgnagtigt at dutte patrioter
synspunkter på, som de ikke har. Fastgroede rygter og myter gør det så let
for svage i ånden at være anti-racister. Men prisen er, at ud over hele vor
kulturkreds svækkes den stringente befolkningsdebat vedrørende den mest
hensigtsmæssige udlændinglovsudformning i den verden, vi nu engang lever i.
Historisk formulerer Andersen, Humlebæk det: »Tidligere satte landets monark
og ledere livet ind for sit folk. Nu bliver en leder, som vil bevare landet
for sit folk, mistænkeliggjort.« (B.T. 11. januar 1993). Overfor denne
hysteriopgejling er det næppe muligt i mange år fremover at anvende glosen
på
den sobre vis, at udtrykket dækker dem, som anser sig for overmennesker og
dermed finere end andre. Sådan er vi bestemt ikke i Trivselspartiet.
Trivselsautoritetsforagthovedsynspunktet er tværtimod det fjerneste noget
dansk folketingsparti nogensinde har været fra den sætten staten foran
individet, som historisk var kernen i racismens farlighed. Men på grund af
de
andres menings- og indflydelsesmonopol er vi stadig i den overgangsperiode,
hvor ordet racisme har så stor magikmagt, at den i vidt omfang besværliggør
seriøs debat. Det er nu engang den (tilsigtede) virkning, som forrykte
sammenligninger og smadrende skældsord har, når de anvendes på må og få.
Baseret på uholdbare historiske paralleller og antydninger. Men
racismebeskyldningerne er blot udslag af sløv åndsfattigdom hos vore
magtudøvere: De savner holdbare saglighedsargumenter. Med racismeglosen som
letfærdig bekvemmelighedssovepude slipper de - forhåbentlig kun for en tid,
der er ved at udløbe - for at erkende deres totale nederlag i
fremmeddebatten. Nonsensordet fører til ressourcespildende ufrugtbare,
forgiftende personlige uvenskaber og retssager m.v. Forplumringen øgedes da
Dansk Sprognævn i 1991 konstaterede, at glosen i dag rent faktisk anvendes i
så udvidet betydning, at den også omfatter »blot afstandtagen fra andre
grupper af mennesker«. Altså når de fra B 1909 tager afstand fra OB'erne.
Skal man frigøre sig for disse uhæderlige illusionsnumre og præcisere,
hvordan nutiden anvender ordet, må det være, at det er det moderne
dagligdags
synonym til erstatning af det ord »fædrelandskærlighed«, som for mange
omkring det 20. århundredes midte var blevet for højtideligt til
hverdagsbrug
i usvulstig snak. Når Jens Sejersen, Erik Jensen og mange andre
uforsonligheds-Ayatollaher vrænger »racister« ad os, de ikke kan lide, er de
hovedårsag til den skete ordbetydningsglidning: de kan ikke lide dem, der
ønsker at leve i et samfund tilpasset deres egne landsmænd. De højner heller
ikke debatten ved at fremprovokere retorsions-smædeord. Som
landsforræderbøller, forbrydervenner osv. Sådanne følelsesord kan måske
virke
underholdende, men brugt uden saglig fundering er de ikke frugtbare
elementer
i konstruktiv fornuftsdebat. Meningsløsheden i al den nymodens racismesnak
kan bl.a. illustreres af, at hvis dens brugere ville være konsekvente, måtte
de racismestemple indianerne, som modsatte sig europæernes indvandringer til
deres prærieområder. Med socialdemokrativarmestræberen Ejner Hovgaard
Christiansen som dansk hovedbidragyder har EF-parlamentet i dets jagt på at
blive taget alvorligt 9. oktober 1990 vedtaget den ordskvaldrende
hetz-racisme rapport A3-195 (182 sider). Den har iøvrigt en forløber fra
december 1985 (PE 97.547). Selvsagt kan det ikke skjules, at overalt i
Europa
vokser den folkelige afstandtagen fra de fremmede. Trods magthavernes
bestandige anstrengelser for at give modstandsbevægelsen uudholdelige kår.
Modsat hvad blåøjede måtte forvente af en folkevalgt forsamling, er
beretningen en lang socialistønskeseddel om, at yderligere offentlige
kæmperessourcer skal sættes ind for ensidigt at bortekspedere de europæiske
græsrødder. Værktøjet skal være censur, tankekontrol, overvågning af
fædrelandsorganisationer, privatlivsspioneri, straffebarbari, BZ-aktioner og
indoktrinering. De hellige selv skal have skatteyderbetalte
behagelighedsjobs. Huxleys »Brave New World« og Orwells »1984 « er slugt
bogstaveligt, men uden forståelse for forfatternes advarselshensigter. Den
antipluralistiske, diktaturbefængte inkvisitionsrapport ofrer ikke et eneste
ord på de fremmedes daglige grove overgreb mod de indfødte Europæere.
Anmeldelsen i Danskeren april 1992 giver hovedkarakteristikken: »Der gøres
intet forsøg på at definere, hvad racisme og fremmedhad er. Det fremgår dog
af fremstillingen, at disse begreber omfatter enhver indvending imod den
igangværende folkevandring mod Europa. Det kan derfor ikke overraske, at
racisme og fremmedhad anses for at være voksende. Det, der i virkeligheden
er
voksende, er disse begrebers anvendelsesområde, der udstrækkes til at
omfatte
både fædrelandskærlighed og social indignation over ressourcemisbrug.« Da
det
græske formandsskab ikke evnede, at forberede brugeligt stof til EF-top-
mødet juni 1994 på ferieøen Korfu, måtte redaktørerne af mødevedtagelserne
ty
til diverse ordskvalder. Derfor en vedtagelse om at arbejde henimod, at EF i
juni 1995 kan vedtage »en overordnet strategi imod racistiske
voldshandlinger«. På samme baggrund nedsattes et udvalg, der til
Essentopmødet december 1994 skal sende en rapport om racismebekæmpelse
(Anker
Jørgensen er det danske medlem). På 8. maj 1994-antiracismemødet talte Rob
Witte om racismebekæmpelse i Holland. Det sker i samarbejde med det lokale
politi, der indlægges på kurser om de fremmede kulturer. Hvert
politidistrikt
skal have en etnisk ekspert og helst også politibetjente fra de etniske
mindretal. Også Europarådet (med 32 medlemslande) fremturer med
censurunderlødigheder. Et eksempel er Robert Krieps-rapporten »Need to
combat
resurgent fascist propaganda and its racist aspect«. Et andet eksempel er
krav om, at der lovgives om kontrolapparater til at sikre etisk journalistik
på det meningsdannende område (Jyllands-Posten 6. november 1993). Et tredie
en i 1994 nedsat komite af racismeeksperter (Ove Nathan er det danske
medlem). 9. oktober 1993 vedtog regeringscheferne at iværksætte en kampagne
til begrænsning af fremmedhad og racisme. De internationale bureaukratiers
næste marchskridt læste man om i Indenrigsministeriets Nyhedsbrev 1. juli
1994: »Koordineringen påbegyndes nu af Europarådets deklaration og
arbejdsprogram vedrørende racisme og fremmedhad samt af Nordisk Råds
resolution vedrørende bekæmpelse af racisme. Kampagnen forudsættes
gennemført
mellem Indenrigsministeriet og andre berørte ministerier samt Dansk Ungdoms
Fællesråd og andre organisationer«. Foretagendet med speciale i at svindle
med tipsmidler, det partipolitisk forkælede Dansk Ungdoms Fællesråd skal
altså nu have statstilskud til - med hjælp af Ind-Sams sagkundskab - at
tumle
sig rundt i den venstrefløjsvelbehagelige Europarådskampagne mod Racisme.
1994 gik også Nationalmuseet ind i det antiracistiske felttog. Ved
separatudstillingen »Hvidt på sort«. Budskabet forklares i bogen med samme
titel (undertitel: »Illustrerede fordomme«) af Jan Nederveen Piertre. Den
fås
for 248 kroner hos Mellemfolkeligt Samvirke. De 260 siders hovedsynspunkt
er,
at vestlig kultur til overflod svælger i fordomme og stereotyper over for
negre i et mønster, som er grumt, foruroligende og nedværdigende. FN vil
eliminere alle former for racediskrimination gennem CERD-konventionen.
Mellemfolkeligt Samvirkes Nyhedsbrev meddeler herom marts 1994, at
Lego-figurer mobiliseres som led i den verdensomspændende kampagne. Ved
racismedebatten 3. december 1991 stoltposerede statsminister Schlüter: »
Folketinget bevilgede i 1989 og 1990 10 mio. kroner til en øget
oplysningsindsats om flygtninges og indvandreres baggrund og vilkår og til
støtte for lokale aktiviteter mellem flygtninge, indvandrere og danskere, og
i 1991 er der afsat 5 mio kroner til formålet«. Han hævdede videre (spalte
3155) at psykologiske fremmedhads-barrierer ville blive overvundet ved
personlig kontakt med indvandrerne, og fortier hermed at lokalbefolkninger
andetsteds nok har de fremmede på tættere hold end de
embedsmandsfinkulturkredse, som Schlüter selv færdes i. Dernæst tilskyndede
han indtrængende fagforeninger m.fl. til at bruge løs af statsmidlerne for
at
udbrede kendskabet til udlændinge i Danmark. Altså præcis den opgave, som
Den
Danske Forening uden socialhjælp har løst og stadig løser så forbilledligt.
Regeringens udsagn er altså reelt, at nu skal staten betale for usandfærdig
propaganda for at mase sandhedsbudbringerne yderligere ned. Hans
indenrigsminister (Thor Pedersen) fulgte tankerne op. Detaljeret og konkret
i
redegørelse R 11 af 30. marts 1992 som for så vidt hyldedes i spalte 8790 af
den socialdemokratiske ordfører (Birte Weiss). På finanslov 1994 er det
formentlig 56 millioner kroner Weisskontoen §13.39.01, som modsvarer de
propagandabeløb, Schlüter nævnte. Det er ingen trøst, at det også står galt
til i Sverige. Jfr. for eksempel Fri Information august 1993: »Riksdagen har
anslagit 10 miljoner kronor till insatser mot »Främlingsfientlighet, rasism
och antisemitism«. Etablissemanget anser att svenska folket ska uppfostras
till at ha de rätta åsikterna.«

Det offentliges Orwellaktiviteter starter med uskyldige børn. Typisk var 5.
april 1994 i Holstebro: Børnehaveklasser og de to første skoleklasser fik i
Kulturhuset serveret mad og eventyr fra Arabien. Som pudder på den interne
strukturuenighed og på arbejdsløsheds-afmægtighed afledte LO kongressen
november 1991 med udtalelser om, at staten skal sørge for bedre integration
og mindre fremmedhad. SiD inspirerede på temakonference 23. maj 1991
forbundets afdelinger til at arbejde for flygtninge og indvandrere. I 1993
følges dette op af en bred anti- racistisk kampagne med såvel »lokale som
landsdækkende aktiviteter«. Hermed har SiD vendekåbevendt markant fra
pionerindsatsen omkring 1970 mod fremmedarbejdere. If you cannot beat them,
then join them, er Hardy Hansen- opportunisternes valgsprog. 30. april 1994
afholdt Dansk El-Forbunds Københavns Afdeling i Fælledparken » Mod
Fremmedhad-Festivalen« med Tom McEwan som hovedagerende. »LO, SiD,
Arbejderbevægelsens Internationale Forum, HK og Danmarks Lærerforening
gennemfører i løbet af de næste par år omfattende antiracistiske kampagner.
Siden 1989 er afsat særlige midler til oplysnings- og kulturmødeaktiviteter
mellem danskere, indvandrere og flygtninge. Disse aktiviteter søges i videst
muligt omfang forankret lokalt«. (Samspil marts 1994). Det nævnte Forum er
en
paraplyorganisation for både landsorganisationer og enkeltpersoner. AIF's
mål
er bl.a. at arbejde for mellemfolkelig forståelse, udvikling, global
bæredygtighed og fred i verden.

Se det er da en udvikling siden Lyngsies dage, hvor alle kræfter anvendtes
på, at danske arbejdere fik bedre levevilkår. Men det er så herligt
pamperansvarlighedsforflygtigende at rejse jorden rundt og sprede sig over
noget, hvor man hverken kan gøre fra eller til. Med statsstøtte producerede
TV2 tre dokumentarfilm om indvandrernes og flygtningenes hverdag og
levemåde.
Dem med endnu større sugerør i statskassen (DR-TV) fulgte op med filmserie i
seks afsnit i forsommeren 1992 med en blanding af faktum og fiktion med over
100 medvirkende (Ole Ernst i hovedrollen). Formålet var at indoktrinere
dansk
ungdom mod det, som man i jordforbindelsesløse kredse aldeles forrykt kalder
for »racisme«. LO's mediekomité gav 1 1/2 million kroner i tilskud til
serien
(Politiken 10. marts 1992). Sådanne meddelelser fra landets stærkeste
lobbyorganisationer rædselsslår den, der er angst for øgede offentlige
udgifter. Jyllands-Posten 20. marts 1992 oplyser, at fagforeningsaktivister
blandt nordjydske postbude nægter at udbringe »højreekstremistisk
propaganda«. I de sidste 18 år har fremmedarbejderne været kolossalt
overrepræsenterede i sager om at snyde sig til sygeløn. Ifølge Aktuelt for
2.
og 5. august 1991 er det strafbar racisme at oplyse denne kendsgerning.
Harry
Vinter skriver i Jyllands-Posten 3. august 1994: »Birte Weiss kalder det
nedvurderende, at Brøndbys borgmester har sagt om nogle indvandrere, at de
har fået handicappede børn. Hvad »nedvurderende« er der i at være
»handicappet«? Der er grund til at tage afstand fra Indenrigsministerens
diskriminerende holdning til handicappede. Hun burde skamme sig.« Aase Cicia
(formand for Københavns Lærerforening) kræver en statsskole med det »
overordnede formål at udvikle interkulturel og antiracistisk undervisning«.
(Berlingske 15. februar 1994). Nok er ytringsbalancen altså allerede
særdeles
skæv i danskernes disfavør. Men mere vil have mere. Mustafa Hussain fik øje
på noget materiale fra antiracistrabiate engelske organisationer.
Indvandrerrådet udsendte det i tilpasset dansk udgave med titlen »Report on
the mass media and the ethnic minorities in Denmark«. Heri kræves positiv
særbehandling. Eksempelvis ved at æterbårne medier, avisredaktørerne,
journalisthøjskole, journalistforbund og forskningsrådene sender signaler om
mediernes medansvar for integrationsprocessen. Dernæst påpegedes det vigtige
i at sikre indvandrernes uddannelse til og synliggørelse i medierne.
Forskning i emnet »massemedier og minoriteter« må opprioriteres og de
offentlige medier må tilskyndes til at rekruttere medarbejdere også i
minoritetsgrupperne. I juni 1993 redegjorde Samspil (side 21) for indholdet
i
de mange terroristiske love, man kræver, at folketinget skal vedtage for at
knuse de medborgere, som taler og handler for danskernes interesser. August
1993 åbnedes specialkontorer som rammen om den praktiske gennemførelse. Det
var - og er - i Ind-Sam's lokaler på Blegdamsvej 4, 2000 København N. Altså
reelt betalt af danske skatteydere. Den nye organisation hedder
Dokumentations- og rådgivningscentret om racediskrimination (DRC). Ved en
åbningshøjtidelighed på FN's antiracismedag 23. marts 1994 lystes den
officielt i kuld og køn af Birte Weiss. Man lagde hårdt ud. Med indædt
malabarfanatisme haglbeskyder man alt, hvad der rører sig af
samfundsanalyser, som strider mod, hvad lederen Eric Tinor-Centi vil tjene
sit brød ved. På en helside i Samspil pointerer han, at det drejer sig om
holdningsskabende arbejde forankret i de etniske minoriteters egne
organisationer. I samarbejde med deres tre gratisarbejdende advokater. De
vil
have flere sager om overtrædelse af §266b og om forskelsbehandlingerne -
herunder om »chikanerier begået af politiet«.

12. april uddyber piberiorkesteret, at dansk racismebekæmpelse er alt for
blød
til at opfylde landets traktatlige forpligtelser, som disse måske tolkes i
anbefalinger fra Europarådet og EBU (europæisk radio- og TV-organisation). I
kravene til kraftige lovskærpelser får de mopsede straks tilslutning fra SF.

USA's Frihedsdag fejrede DRC med at §266b-politianmelde Kjeld Rasmussen for
hans vidneforklaring i Tamilsagen. Måske en oprejsning til Grethe Fenger
Møller, som 26 dage før fik en straffedom for, at hun i samme sag ikke
vidneforklarede den fulde sandhed. Hvor er det dog svært at være dansker i
dette lovjungleland. Justitsministeriets EF- og Menneskeretsafdeling skal i
eftersommeren 1994 rapportere til FN, hvad den danske stat gør i sin kamp
mod
racisme. Det vil fremgå heraf, at hovedtendensen fra 1989 trækker i retning
af, at danske anklagemyndigheder er på vej til at lade §266b-desvetudo
bortfalde. Det er i god overensstemmelse med tendenserne i andre
civiliserede
lande. Se for eksempel EF-parlamentsrapporten af 9. oktober 1990 om Tyskland
(kapitel 3.4.2) og Frankrig (side 88 note 106). I omtalen af sidstnævnte
land
(3.7.8) siges endda, at »at antiracistloven ikke har tjent noget andet
formål
end at skærpe følelserne mod indvandrerne«. At §266b måske er ved at
afblomstre er imidlertid ikke nok. Denne ukrudtsplante må rykkes helt op med
rod. III. A. I praksis er det nødvendigt at behandle forskellige
forskelligt.
Et eksempel er udlændingebekendtgørelsens §43, hvorefter Rigspolitichefen
fastsætter nærmere regler om, hvordan eksotiske udlændinge skal anmeldes til
politiet, når de rykker ind på hotel, pensionat, herberg eller lejrplads.
Også det øvrige politiarbejde nødvendiggør ofte diskrimination mod de, der
ser fremmede ud. For eksempel ved stikprøveudtagninger på indrejsesteder og
i
gadepatruljeringer. Den faktisk foreliggende overkriminalitet hos disse
persongrupper, kan et rationelt arbejdende politi naturligvis ikke bortse
fra. Bare fordi nogle virkelighedsfjerne personager dominerer det danske
folketing. De troede, at de kunne gå på vandet, da de i 1971 udstedte lov om
forbud mod forskelsbehandling (nu lovbekendtgørelse nr. 626 af 29. september
1987). Inspirationen var den samme 1965 FN-antiracismekonvention som ligger
bag §266b (den hører til den forfærdelighedsgruppe, som nærmere er beskrevet
i kapitel 12). Et typisk eksempel på lovens tilskud til hverdagsliv i
Danmark
er Københavns Byrets 26. april 1994-domme over en diskoteksbestyrer og hans
dørmand for at afvise udlændinge ved Bell Clubs indgangsdør. Reelt er der
ingen forskel fra politiarbejdet over til den domfældte bestyrers erfaring
om, at mange indvandrere på samme sted var ensbetydende med slagsmål. Derfor
skulle alle ud over de første 15 afvises. Diskoteket var blevet smadret tre
gange, fordi der var flere fremmede. Diskotek-dørmænd oplever nat efter nat,
at når der er ballade, er ulændinge næsten altid hovedmænd. De selvsamme
nationaliteter er overrepræsenteret af hankøn. (Fordi de selv diskriminerer
deres kvinder.) Alt i alt et publikum, som der er gode diskoteksaglige
grunde
til ikke at lukke ind i glade danskeres spiritushuler. Jørgen Hansen skrev i
B.T. 1. maj 1994: »Nu er mange diskoteks- og caféejere kommet i klemme.
Lukker de for mange indvandrere ind, holder danskerne sig væk. Og hvis de
ikke lukker indvandrerne ind, bliver de kaldt racister af statslønnede folk,
der forsker i den såkaldte racisme, og bliver idømt bøder. Uanset hvad de
gør, risikerer de at få ødelagt deres forretning. Hvem har skylden? Da den
massive indvandring begyndte, fik den danske befolkning at vide af
politikere, at der ikke ville blive lukket flere ind end der kunne
integreres
i det danske samfund"

Kapitel 51

[Per Hagemann]

KAPITEL 51 Konklusioner 1) I Stavanger Aftenblad konkluderede Kaare Ruud 7.
december 1988: » Innvandringspolitikken er den mest betydelige sak i all
norsk politisk historie med enorme langsiktige konsekvenser for vårt norske
fellesskap som folk og nasjon. Meningsundertrykkelsen i denne sak har slått
alvorlige sprekker i forestillingen om Norge som en høyborg for
meningsdemokrati. Slikt kan ikke funksjonere uten både ytringsfrihet og
ytringsmulighet. Uten muligheten er friheten ikke mye verd.« På grund af det
folketingsfastlagte skatte- og restriktionstyranni eksporterer vi tilmed i
stadigt stigende tempo visionære hjerner (især unge og/eller dynamiske), som
skulle øge den danske velstand. Gammelpartierne vælger reelt at
kriminalisere
og jage ud af landet mange af de danske, der ellers havde skabt
værditilvækst
og valuta-tilgang herhjemme og dermed Fremtidens Arbejdspladser for vore
egne
børnebørn og deres børnebørn. Et mylder af detaljer står at læse i Kristian
Lunds prægtige værk »Udvandrerne. Danske Erhvervsfolk og Mangemillionærer i
Eksil« (Børsen 1992). Oktober 1993-lederen i skatterådgivertidsskriftet
»Penge og Privatøkonomi« skriver: »Alt i alt er det med vemod, men ikke
forundring, man kan vinke farvel til de godt 20.000 danskere, der hvert år
vælger at sige deres fædreland farvel «. Danmarks Statistik udsender årligt
prognoser om de kommende 20 års befolkningsudskiftning. I 1992 gættede man
et
årsgennemsnit på 5.800 nettoindvandrere. Året efter var 5 og 8-tallet
omskiftede. Danmarks Statistik oplyser en stigning fra 2303 udenlandske
statsborgere som udvandrede i 1. kvartal 1993 til 2749 året efter. Især
mange
nordmænd og amerikanere forlod Danmark i begyndelsen af 1994. Afrikanere,
libanesere og irakere rejste derimod i større antal ind i landet.
Indsivningen af de uønskede fremmede samtidig med udsivningen af folk fra
vor
kultur i accellerende tempo er årtusind-skiftets memento, som vi ikke må
sidde overhørigt i typisk dansk laden stå til og hyggestræbende
virkelighedsundvigen. Veckans Affärer 29. januar 1992 oplyste, at af
Sveriges
indbyggere i 1970 var 0,5% førstegenerations indvandrere fra lande uden for
Europa. I 1990 var procenten seksdoblet. De fattige ulands-familier, hvis
kultur er så grundforskellig fra vor, bringer vort land i disharmoni med
gammelerfaringen om, at lige børn leger bedst. Mere og mere af de ubærlige
skatteplyndringers provenu kastes bort på grund af folkevandringen fra
Asien,
Balkan, Afrika, Syd- og Mellemamerika. Svineriet med at bruge løs af
Danmarks
knappe ressourcer til noget så utriveligt som sagsbehandlinger fortsætter
også efter, at sagen om opholdstilladelse er afgjort. Vi har hverken for få
ledige/bistandsklienter, for mange boliger/uddannelsespladser eller for lave
skatter/renter. Derfor må vi være særdeles tilbageholdende med at modtage de
danskfremmede tilflyttere, som er et helt nyt, aldrig før i vor historie
oplevet fænomen. I kampen mod 1983-udskejelserne udkom det første litterære
hovedbidrag 9. april 1987. Antologien: »Hvad med Danmark?« (Forlaget
Kontrast). Sune Dalgaard anførte: »Vi er allerede nået dertil, at f.eks.
store, gamle kvarterer i København og andre større byer stort set er som
fremmede verdensdeles kolonier i Danmark, at folkeskoler har et stort
flertal
af fremmede elever, at man derfor fremsætter tanker om tvangsmæssig
transport
af elever fra den ene skole til den anden ligesom i USA's racedelte
storbyer,
at flygtninge og andre fremmede stilles foran danskere i køerne af
boligsøgende, at unge danskere, der søger en uddannelse, finder deres
kollegieværelser optaget af de fremmede og en del af uddannelsespladserne
lige så, at milliardudgifterne til fremmedpolitikken gør det nødvendigt at
holde stærkt igen på pensioner til og omsorg for de gamle af den generation
af danskere, der sled for at opbygge det nuværende velfærdssamfund, at det
danske folk er spaltet af indbyrdes kiv og strid, om Danmark skal være for
danskerne eller for alle mulige andre også, at der ind imellem opstår åbne
uroligheder eller - som det hedder i pressen - »raceoptøjer «, når
spændingerne i forhold til de fremmede bliver for store. Er det den
udvikling, vi vil forstærke ved at fortsætte ad den vej, vi siden 1960'erne
er slået ind på? Mon ikke de fleste både her i landet og i andre europæiske
lande, hvis de får mulighed for at erkende problemets helhed og perspektiv,
vil svare klart nej? I vor sammenhæng vil det ikke alene volde store
praktiske problemer og udgifter, men også i vidt omfang ændre hele folkets
og
samfundets karakter?« Når folketinget blåøjet virkelighedsfjernt slapt
fremturer med at dynge tilflagrende socialproblemater op på vor grønne gren,
knækker den over. Den er tilmed indvortes rådden. De sidste 34 års
folketingselendighed har belastet dansk fremtid med så mange tikkende
gældsbomber og andre storproblemer, at det, der stråler som velstand, reelt
i
ganske vidt omfang er bluffglimmer.

Folketingets svigtende modighed i disse år kan føre ud i
- at de fremmede i landet bliver afgørende i flere og flere kom-
munalbestyrelser
- at de bliver et større og større uroelement

- at de kan blive i flertal om 60 år, ganske som de i Libanon i
perioden 1910-1970 forvandlede sig fra et mindretal til et
flertal og
- at danske sociale bistandskontorer bliver tag-selv-borde for
alskens bekvemmelighedsflygtninge, terrorister, fantaster og

voldsmænd. Det er Europæernes handlemåde i de allernærmeste årtier, der for
en uoverskuelig lang fremtid fastlægger magtbalancen i vor verdensdel. Enten
slår vi ulændingeinvasionen tilbage. Eller også er det 1968'generationen,
der
bortspiller danskerarven ved at muliggøre de vildtfremmedes altødelæggende
indtrængen. Vi skal og må afholde os fra for evigt at overstyrvolte
arvegodset, vi har modtaget fra vore opbyggende forfædre. Man må altså gøre
sig klart, at forsømmelighederne i den sidste halve snes år nu er
akkumuleret
til, at nødvendigheden kræver langt mere dramatiske foranstaltninger end
tidligere drøftet. Meget stærke folkelige, finanspolitiske og
sikkerhedsmæssige begrundelser forlanger, at alle gode kræfter i Vesteuropas
nuværende truede samfund igen og igen ramaskriger, at fareklasse 1 er
muhamedanerne og fareklasse 2 dem fra de andre Ulande. Over 50 lande er
iøvrigt muhamedansk styrede, så valgmulighederne er store for den islamit,
der ikke kan lide lugten i sit hjemlige bageri. Osloerklæringen af 24.
oktober 1993 udtaler: »Ved afgørelsen af, hvem der er de uønskede fremmede,
går den store skillelinie til de personer, der er hjemmehørende uden for vor
kulturkreds. I store træk hører hertil: Balkan syd for Slovenien - Afrika
nord for Sydafrika - hele Mellem- og Sydamerika - Store dele af Asien.«
»Slagord som »afstumpet menneskesyn«, »racistisk fremmedhader«, »manglende
stuerenhed« osv. afslører blot den talendes uvidenhed. I stedet må vi alle
argumentere ud fra denne verdens realiteter. Helt uafhængigt af deres
modstrid med de fordomme, som velaflagte mediepaver er startet ud fra. Vi,
der i det store og hele vil undgå Ulandsfolk i Danmark, gør det ud fra
danske
interesser, men ikke fordi vi på mindste måde ser ned på noget
ulandsmenneske, er uforstående overfor deres situation eller anser dem som
skyldige i nogetsomhelst dadelværdigt. Ej heller nærer vi nogen disrespekt
for de fremmedes kultur, traditioner, baggrund og menneskerettigheder. Det
hele drejer sig alene om et nationalt samfundsforsvar til beskyttelse af
vore
efterkommere. Under vor tids forhold må vort forsvar løses på EF-basis. Er
de
andre EF'ere slappe, kan vi simpelthen ikke løse opgaven tilfredsstillende.
Men alt peger heldigvis i retning af, at vore EF-fæller gør jobbet bedre end
vi. Derfor må vi hænge på dem. Og til undgåelse (mindskelse) af faren for at
blive opslugt af Ragnarok, bruge vor indflydelse til størst mulig
gennemførelse af Fort Europapolitik. Lovgivningsmagten skal lære at
disponere
efter, som mennesket er. Ikke efter, hvordan nogle ønskedrømmer om, at de
burde have været indrettet. Folketingets opgave er at ville eet: At gøre
Danmark mest velegnet at leve i for Danskerne. De sidste 30 års indvandrere
skal nu i største hast blive udvandrere.

2) Ole Hasselbalch skrev i Jyllands-Posten 7. marts 1994: »En ny
hunnerkonge,
som ønsker at slå sig ned her, behøvede ingen hær for at få sin vilje. Hans
vandrende horder kunne bare skaffe sig ind, smide passet væk og glemme alt
om, hvor de kom fra. Så ville kampråbet »asyl« sikre, at der endog blev
bygget byer til dem.« Men skal danskheden overleve, må MF-flertallets
gennemunationale holdninger udskiftes. De har skabt, opretholder og
forstærker ufredelige, voldelige og intolerante fremmedes undergravende
virksomhed på dansk jord. Christiansborg må befolkes af dansksindede kvinder
og mænd. De betuttes nemlig ikke af, at Gregers Dirckinck-Holmfeld fortsat
vil lægge den røde løber ud til enhver udenlandsk skælm, som vil berige os
ved at indvandre som forsørget gæst hertillands. Og de fanges ejheller af
Radikaleren Ole Olsens lille-juleaften- forprang i Jyllands-Posten 1992: »I
denne tid, hvor der er uro i store dele af Europa og omliggende regioner,
bør
vi lære af historien og åbne døren mod den urolige omverden. At bruge den
lukkede dørs politik vil være både dumt og flovt! « Partifællen Ebbe
Lundgaard supplerer lyrikken med, at han ikke vil »ride med en kold vind fra
det yderste højre« (Jyllands-Posten 12. september 1993). Ordet næste er
gammeldansk. På nudansk er det synonymt med »nærmeste«, (side 126 note 2 i
Antologibindet af Danskernes Identitetshistorie, C.A. Reitzels Forlag,
1993).
Præcis det samme gælder Bibelens brug af glosen.

Skinbarlig forvrøvlingsgørelse af Jesu Ord foreligger derfor, når de
utopiske
humanister vil udstrække næstekærlighedsbuddet til, at hver og en af jordens
5,7 milliarder fjernester skulle være næster i forhold til hver af os andre.
Intet menneske kan have mere end et tocifret antal næster. Sandheden er jo,
at går man ud over de nærmeste behov, gør man næstebegrebet så luftigt og
dermed tomt, at humanismeskryderne reelt ikke er en kvart dåse snustobak
værd. Blev deres globale næstekærlighed taget for pålydende, hurtigkørtes
alle - danske som fremmede - ud i skidtet. Ækelhed ville da blive
tilfredsstillelse af hykleres selvglade principrytteri. Oversættes den
almenudbredte letkøbthed til jurasprog skulle udlændingeloven
(flygtningekonventionen) ændres til, at et hvilketsomhelst land giver asyl
til enhver ansøger, som har utilfredsstillende livsvilkår i sit hjemland.
Skal menneskeheden overleve, er det tværtimod naturnødvendigt med enorme
(vilkårlige) indskrænkninger i den anførte bjergprædikenfortolkning: Så at
sige alle skal og må prioritere velfærd for sig og sine egne børn og andre
nærtstående, som han tilbringer sit liv med. Døgn ud og døgn ind. Dernæst må
han interessere sig for nationen (nærhedssamfundet), han tilhører. N.F.S.
Grundtvig fremhævede med rette, at intet er så skadeligt som at »gjøre
overspændte Fordringer til hinanden«. Ved bibellæsning må man altid (som ved
alle andre kilder) hense til, hvilken publikumskreds ordene var formet til.
Det ville intet formål tjene, om Jesus var gået i gang med at forvirre sine
tilhørere med de samlivsformer, der ville blive hensigtsmæssige i
befolkninger på det 21. århundredes størrelse med deres trafikmuligheder og
velstandsbaggrund. Af gode grunde modtog det Fortids- Palæstina, som Biblens
beretninger foregår i, ikke nogensomhelst vildtfremmed folkemassestorm, der
dukkede op fra Langtbortistan over tusinder af kilometres afstand i et
antal,
som truede med græshoppesværmerisk at overbefolke Det Hellige Land. Nøgternt
helhedsstuderet er Bibelen en sammenstilling af indbyrdes modstridende
fortolkningstilgængelige udsagn. Bibelcitater er derfor ikke noget hæderligt
redskab for nævenyttige egoister til at slå andre oven i hovedet med for at
gennemtvinge et bestemt standpunkt i vore dages danske samfundsdebat. Det er
falskmønteri, når man vil trække næstekærlighedsopfordringen ud i
menneskelig
absurditet. Det, der tæller, er alene rene saglighedsargumenter baseret på
den nærmeste, mindst svært overskuelige fremtid.

Bibelen rummer altså ikke nogensomhelst brugbar vejviser for 1990'ernes
danske
folketingsmedlems beslutning, om han skal trykke på sin afstemningsknap for
eller imod Den Danske Forenings synspunkter.
Her må hans fornuftsafgørelse blive, at grænseløs solidaritet med hele
verden
kun er for prestigejagende, selvcentrerede profilposeurer. Man må vælge,
hvor
det danske samfunds til rådighed stående knappe midler nytter mest
effektivt.
Det gør de i forhold til de nærmeste. Deres situation kender man jo bedst
til
og kan bedst følge indgående.
K.H. Riis-Vestergaard skrev 16. november 1991 i Jydske/Vestkysten: »Bibelens
fortælling om »Den barmhjertige samaritan« oplyser, at samaritaneren helt ud
selv betalte for sin barmhjertighed. Først med besværet med at få staklen
forbundet og transporteret til kroen. Og dernæst i kontanter, til den
overfaldne fremmede er blevet rask. Så forsvinder samaritaneren ud af
billedet
og forbliver anonym. Han får ingen medalje, ingen hædrende omtale i
medierne.
Ikke engang et fradrag på selvangivelsen. Jesu sidste ord er: Gå hen og gør
lige så.

Ville politikerne gøre brug af fortællingen, måtte de i al anonymitet
invitere flygtninge til at bo gratis i deres eget hjem eller af egen pung
betale for flygtninges ophold andetsteds uden godtgørelse fra det offentlige
af nogen art. - Men se om det gør det«. Næstekærlighed er herefter alene
noget personligt. Enkeltmenneske til enkeltmenneske. De virkelige
ideologiske
rødder for Flygtningevennerne findes da heller ikke i Bibelen, men i Den
Skandinaviske Models forældede tese om, at menneskelige behov er lig med
rettigheder til at blive hjulpet af Staten. »Lad os række hånden ud, hvor
der
er menneskelig nød og angst. Så vi danskere igen kan være os selv bekendt«,
lyder den typiske formulering i Information. Det var den 28. oktober 1992.
Skribent: Anna Rambusch fra Glostrup. For selvglade personager lyder denne
universelle omsorg nok klingrende flot. Man glemmer næsten, at få er så
intolerante som disse selvgodsmennesker over for de medmennesker, der
særligt
har deres antipati og derfor udskydes som højreekstremistiske, plutokratiske
nazifacistkapitalistracister. Modsat Biblens Barmhjertige Samaritan er det
ikke engang egne penge, men sine landsmænds skattebetalinger Fru Rambusch
vil
lægge beslag på, når hun vil fjerne nød og angst for de 3,5 milliarder
fremmede. Om hun end konfiskerede alle danskernes formuer og indtægter, blev
den danske stat ikke bragt i stand til for mere end meget kort tid at
indsnævre blot en flig af fremmede landes fremmede problemer. Den globale
sult og elendighed er uendelig, men Danmark er et lidet land uden evne og
egnethed til at være aflastningsaftørringscenter for ulandsregenternes
udygtigheder og forbrydelser. Dækningsløs sentimental tanketomhed er derfor
baggrunden for snakken fra de selvgode opviglere, som foregiver at være
altfavnende. Men som derfor målt med realiteternes alen er intetfavnende.
Vejen banes for Danmarks nedrykning fra superligaen til femte division. I
Børsen 8. november 1991 udtrykte Stig Jørgensen det således: »I det
betydelige omfang, hvori flygtninge- og indvandrerstrømmen kommer fra fjerne
egne og fremmede kulturer med ringe integration- og
beskæftigelsesmuligheder,
virker de velmente og menneskekærlige regler mod deres hensigt og bidrager
støt og roligt til etablering af et nyt protelariat.« Med englevinger
springende frem af ryggen hævder CD'erne alligevel, at humanismen ikke
stopper ved Kruså. Sådanne menneskehensyn er noget, det enkelte menneske må
have for egen regning. Ikke noget staten - og dermed dens regerende
(og/eller
disses konkurrerende) partier - skal byde på. Den danske stat er en
hensigtsmæssighedssammenslutning til varetagelse af danskernes tarv. Hvad
den
enkelte dansker - individuelt eller sammen med ligesindende - vil tage sig
til iøvrigt, må han eller hun selv afgøre. Multimilliarder
medlidenhedspådragende begivenheder udspiller sig hvert eneste sekund i
Universet. Vore liv gik i stykker til ingen verdens nytte, hvis vi skulle
bryde sammen og opnå dansk skatteyderbetaling hver gang. Skal vi gøre godt
mod fremmede, må hver enkelt afgøre, hvordan han vil være god. Og ikke -
heller ikke over skatten - tvinge andre til at være gode på samme måde.
Ingen
skal opkaste sig til dommer over andres moral. Heller ikke over, at
kollektivt næsteansvar er hyklerisk selvgodhed, som alene trives i det
omfang, talent- og ressourcefyldte TV-folk med kameravinkler og lyslamper på
skærmen derhjemme påfører os det billede fra Ætiopien o.l., som den
pågældende TV- station nu ønsker at bringe. Alligevel kvidrer Mimi Jakobsen
sine urenfærdige menneskesyn: Vi er globalt ansvarlige. Kom bare indenfor.
Selvfølgelig kan I få vore socialgoder. Danske skatteydere kan ikke være
andet bekendt. For vi er åh, så søde og åh, så rige. Godhedsgørelse overfor
milliarder i nød er uopfyldeligt og derfor pærevrøvl. At skræve så vidt, at
man vil være god mod alle, er at være god mod ingen og/eller at værre god
mod
nogle på bekostning af andre, som man derfor er ond imod, når man måler med
fru Jakobsens naivismer. Fylder vi op med fremmede i det danske smørhul, er
dette ikke mere noget smørhul for nogensomhelst. Mimis verden er for god til
herværende planet. For selvgod. Eller i venligste version: For enfoldig.
Dissekeret er budskabet fra damen fra Tappernøje, at hun lover for fuld
udblæsning fra folketingets talerstol for skatteydernes regning guld og
grønne skove til nogle tilfældige ukendte, der udgør forsvindende
promillebrøkdele blandt denne verdens nødlidende. Mimis bestandige pukken på
Jødereaktionen oktober 1943 er en boomerang. Kernen i den historie var, at
man skal forlade sig mere på den jævne befolknings snusfornuft end på
skidtvigtige politikers skråsikkerhed, fraser og udenomssnakken. Deres
nedarvede tankesæt bygger på, at nutiden skulle være genspejlinger af
fortidens helt anderledes problemstillinger. De scorer point efter deres
egen
målestok ved at foregive bekymring for konkrete menneskeskæbner. Drøftelse
med os andre besværliggøres, fordi vi ser nutidens farer helt andetsteds end
noget tidligere oplevet i vor fædrelandshistorie. Hvad skal der dog blive af
vor danskerslægt og det samfund, vi holder af? Men det udlægges i deres
verden med hysterisk fornærmelse, som om vi bærer nag til de enkelte
indvandrere, fordi vi skulle være besat af racismeideologi. Medieindlæg mod
Mimiismen optages næsten kun i læserbrevsspalterne i Jyllands- Posten og
andre provinsaviser. Redaktionelt stof befatter sig næsten udelukkende med
påstået positive sider ved fremmedinvasionen. Meget siges for eksempel om
kulturimpulser. Meget lidt om kulturkløfter (bortset fra skildringer af
afskyelige snavsbefængte psykopater). Når propagandaen gentages dag ud og
dag
ind af alle førende medier, fortrænger desinformationen befolkningens
virkelighedserkendelse. Mimiismens udgydelser toges dog ved vingebenene i
dybdeborende og omfattende analyser i Jyllands-Postens kronik lillejuleaften
1991. Når Mimiisterne uden byrde for sig selv deklamerer omsorg for hele
menneskeheden og lumske ligger på maven for de indstrømmende fremmede, er
deres drivkraft egne magt- og pengemæssige egoismeambitioner. Principielt er
de ikke anderledes end Stalinynglens østblokledere, som også hyklede dybt
følt socialt engagement med at bistå samfundets svage. Socialisme er og
bliver overalt vildførelse at den brede befolkning, for at man selv kan
mæske
sig i uantastede neroismer. Det er derfor Mimi Jakobsen, man kommer til at
tænke på, hver gang man støder på Solsjenitsyns monumentale
USSR-doktrinkarakteristik: »Forloren, opstyltet og teatralsk. Den tilstopper
hele vort samfundsliv - vore tanker, vore tunger, vor radio og presse, som
ikke andet end lyver, lyver, lyver. For hvordan vil noget dødt ellers kunne
foregive at være i live end ved at rejse et stillads af løgne. Alting
udspilles i løgne og alle og enhver er klar over det.« Baggrunden for
formynderparasitteriet på det danske folk er, at de etablerede Magtdanmarks

skinhellige virkelighedsfornægtere pudser deres fodformede pænhedsglorier.

Deres sociale lag har jo gennemtrumfet de af dem selv opdigtede
definitioner,
hvorefter de skulle have en pletfri moral højt hævet over den gemene hobs
primitive populisme. Fru Jakobsens tidligere CD-ministerkollega Svend
Bergstein - der har en fortid som asylcenterchef - siger da
også: »Muslimerne
er det største problem, og det skyldes, at Islam ikke bare er en religion,
men også et politisk system. En sand muslim er forpligtet til at missionere
og påvirke samfundet omkring sig. Det medfører jo også, at muslimer, der
rejser til et kristent land som Danmark, får store problemer med at indpasse
sig.« (Søndagsavisen 17. november 1991). 3) Truslen fra
Ulandsbefolkningsbomben er alt for alvorlig til, at vi uovervejet og
letsindigt kan lade os lede af spontane reaktioner, som vi opgejles til af
Flimmerkassens og lignende overfladepopperes påkaldelse af, at det er synd
for de mennesker, som i tusindvis strømmer ind over os. I traurigheden over,
at Melchiorrismens kyniske udnyttelse af fjernsynet bringer menigmand på
følelsesafveje, varmer psykolog Gert Sørensen profeti om, at det nu går mod
lysere tider: »Efter lidt tilvænning er det faktisk muligt at se på sultende
børn i Afrika og lemlæstede lig i det krigshærgede Jugoslavien og så spise
wienerbrød samtidig. Mediepåvirkning flytter grænserne for, hvad vi kan tåle
at høre og se uden at reagere.« Tungnemmes pråse for Sørensens Evangelium
går
op ved studium af Ole Scheldes Berlingske indlæg 30. juli 1994. »Udtryk som
»islamiske fundamentalister« - » yderliggåede højreorienterede jøder« -
»IRA-terrorister« - »etnisk udryddelse« - »borgerkrig med folkedrab i
Rwanda«
m.v. gør efterhånden TV-kiggeren følelsesløs og ligegyldig. »Man kan jo
alligevel intet stille op ...« Vi - den rige verden - kan hjælpe nogle få -
men ingen af os vil jo for alvor gå - frivilligt - med til en drastisk
nedsættelse af vor levestandard. Jeg frygter mere og mere problemerne
omkring
den hastigt stigende verdensbefolkning. Det er klart, at »tredjelandene«
ønsker en større og større del af kagen, men de 25 pct., der besidder de 75
pct. af verdens ressourcer, vil jo ikke give slip på selv det mindste
stykke.
Og at alle skulle kunne leve på samme niveau som de nuværende 25 pct. rige
er
totalt umuligt. Det er begrænset, hvor mange »fremmede« et folk på fem
millioner kan klare at gøre noget virkelig gavnligt for. Man kan trække
store
veksler på menneskers godhed og hjælpsomhed; men hvis problemer får lov at
vokse sig for store - eller de samler sig omkring bestemte områder og bydele
- så tror jeg ikke på, at vi slipper for en udvikling som den, vi har set
bl.a. i USA og i London m.v. -« Opnår disse tanker bredt gennembrud, vil
debatten om danskernes mulighed for en fremtid i Danmark få sundere vilkår.
Folketingets udlændingepolitik skal som noget ganske væsentligt forholde sig
til, at grænsenedbrydning, teknologiraffineringer og verdensmarkedsøkonomi
buldrer derudaf. At dansk lovgivereffektivitet kan nytte noget så vi en
bekræftelse på, da Mellemfolkeligt Samvirke i Jyllands-Posten 13. februar
1994 begræd, at »langt færre kommer til Danmark«. Blot som følge af
bagatelstramningerne af udlændingeloven i juni 1992. 4) Mennesketilværelsens
udfoldelser forringes betydeligt, såfremt der på vort bagatelagtige,
syddanske areal sammenpresses væsentlig flere indbyggere end de 5.196.642,
der (incl. fremmede) optaltes pr. 1. januar 1994. Danmark er ikke et
gummiland, som kan udvide sig. Vi har 43.075 km2 til vor rådighed. Hverken
mere eller mindre. Danskerne udgør lidt under een promille af menneskeheden,
men har kun rådighed over knapt 0,32 promille af jordklodens beboede
landområde. Modsat Nordamerika og Australien/New Zeeland i tidligere
århundreder henligger det danske territorium altså ikke som et ret
mennesketomt kontinent klar til opdyrkning af de hyperenergiske, der dukker
op med bare næver og gåpåmod. Spurgte man imidlertid hvert enkelt af
jordklodens mennesker, om han foretrækker, at han og hans efterkommer bor i
Danmark fremfor i deres hjemland, ville mindst 3 1/2 milliard svare ja. Så
mange lever nemlig under Ulandsforhold med så næsten totalt fravær af
fremtidsmuligheder, at intet tabes ved at flytte til et I-land. Hvert år
bliver der flere af dem. Indtil for ganske nylig måtte de ilde stedte
resignationsaffinde sig med umenneskelige elendighedskår som deres
uafvendelige skæbne. Aldeles blottet for håb. Vor tids teknologi m.v.
skænker
flere og flere de praktiske muligheder for emigration. Valget er let for
ulændingen. Da trylleformularen for at komme ind var »fremmedarbejder« sagde
man, at det var man. Nu er det blevet »flygtning«, og så præsenterer man sig
som sådan. Men det er jo bare ord. Words, words, words.
Fremmedarbejderstoppet gjorde blot asylpostulater til den mest attraktive
legale indvandringssmutvej. Befolkningseksperten, Professor ved Københavns
Universitet P.C. Matthiessen påviste i Ugebrevet Mandag Morgen for 11.
januar
1993 at vi foreløbig alene har set forløberne for fortropperne i den
kæmpefolkevandring, der vil skylle frem mod Vesteuropa. 10. august 1994
brugte Berlingske trekvart side på dokumentation for, at verden nu
overvældes
af millionvis af nye flygtninge uden at nogen kan skimte, hvordan
stormbølgerækken fremover kan mindskes. På side 73 giver Enzenberger 94
pædagogstøtte med uoverskuelighedsafskrækkende eksempler: »Kashmir-problemet
kan vi ikke hæfte for. Striden mellem sunni- og shia- muslimer, mellem
tamiler og singhalesere forstår vi ikke ret meget af. Hvad der skal ske med
Angola, det må i første række angolanerne afgøre.« Når alt dette skal
omsættes til praktikabel dagligdag ved Birte Weiss's skrivebord, må det
erkendes, at som verden er, magter man intet andet under gældende dansk lov,
end at præstere vilkårlige og uhensigtsmæssige sagsresultater. Hvadenten man
vurderer ud fra asylsøgernes eller fra asylsamfundenes samlede interesser.
Bare det at foretage indgående individuelle sagsbehandlinger er nu
administrativt så overbesværligt, at det udgør ressourcefejlanvendelse af
dimensioner. Uanset hvor mange bureaukrater staten ansætter, er det
totalumuligt blandt de 3,5 milliarder at udskille een eneste, som har større
rimelighedskrav på dansk asyl end de fleste af de 3.499.999.999 andre. Så
meget kan blot siges, at den, der har overskud til at komme til Danmark,
hører til i gruppen, som har det mindst svært. Næsten til 100% gælder, at
disse fremmedes kulturbagage og øvrige særpræg mere end rigeligt er dækket
med de allerede ankomne. For ikke yderligere at accelerere den hastige vækst
i folkemassernes mobilitet må vi i det mindste stoppe al direkte og
indirekte
dansk offentlig støtte til den tredie verdens mennesker.
Folketingsflertallet
udsender for andre folks penge invitationer til, at tusinder og atter
tusinder for en tidsubegrænset fremtid kan prinse sig som gratister, der
bruger løs af det danske produktionsresultat og af, hvad vi låner i
udlandet.
Denne politik fra den sammensvejsede blok af flertalspartierne er en af de
stærkeste enkeltfaktorer, som truer med økonomisk at nedslide Danmark til en
af det 21. århundredes fattiggårde. Skabelsen af det nye ho- vederhverv,
fremmedbetjening (der bliver sit eget formål) er tåbeligere end fortidens
økonomskræmmebillede om, at vi ikke kan leve af at barbere hinanden, (se
nærmere »Hvad med Danmark?« side 124-126). Sådan er livets fatale sandhed om
den berigelse af dansk kultur, som Finn Slumstrups ligesindede taler så
varmt
og sorgløst om fra deres velbjergethedsplaceringer i skatteyderbetalte,
betryggede jobs. Det er en af tidens hovedopgaver for Folketinget brutalt og
håndfast at fjerne den fremtrædende - ja ofte dominerende - stilling de
fremmede og deres lobbybagmænd kan kringle sig til ved snyltning på de
ressourcer, Danmark har til socialsektoren, retsvæsenet,
arbejdsløshedsunderstøttelserne, bolighjælp, arbejdsanvisning og masser af
andre offentlige indretninger. I øjeblikket er vi tæt på den helt utålelige
tilstand, at der som pr. automatik i stort og småt pibler nye skatteyderdyre
stiklinger frem. Så at sige altsammen som overskridelser af, hvad der er råd
til at ofre af de særdeles knappe offentlige midler. I 1885 sagde Chresten
Berg i folketinget ord, der også er belærende for vor tids Danmark: »Hvor
ringeagtet den danske almue end er, er den dog kernen i det lille danske
folk. I en lille stat som vor er der mange underlige ting at opdage. Lige så
underlige, som når man med et stærkt mikroskop vil se ned i et glas vand.
For
mig bliver de lag, som tror om sig selv at være kernen i det danske folk,
aldrig kernen. Det kan være blomster, men ofte blomster, der hurtigt falmer.
Når følelsen hos ærede rigsdagsmænd kan være forskellig, kan det afhænge af,
at vi står forskelligt til almuen. Jeg hører ikke til de folk, der er kommet
til nogen ære og værdighed her for at pine og plage kernen i det danske
folk.
Det er meget naturligt, at andre, der står fjernere, ikke kan have den samme
følelse for sagen som jeg. Min følelse stiller disse folk umiddelbart i
klasse med herremænds ladefogeder, som udførte de bøddelarbejder, som
junkerne ikke altid følte sig kaldet til personligt at udføre. Denne følelse
gør én noget stærkere i sin vedholdenhed ved de rettigheder, der dog endnu
er
tilbage for den menige mand her i landet, og gør én noget mere klarøjet for,
hvem der ikke rigtig betænker, at en udvej kan være fra asken og i ilden,
når
den ikke fører til sejr.« 5) Vor tids store fare skyldes: a) Slaphed hos
gammelpartierne over for TV-A, de finkulturelles organisationer og andre
dansknedbrydere. Når de hænger os andre ud som racister, er
virkelighedsårsagen, at oversvømmelse af Danmark med helt fremmedartede
mennesker medfører arbejdsopgaver, der væsentligt forbedrer deres eget
grundlag for at tiltuske sig gevaldige fordele via en forøget offentlig
sektor. I kampen for deres egne selviske politiske mål skubber de
asylstræbende udlændinge foran sig. Så må prisen for deres skinhellighed
godt
være, at de får dansk økonomi til at brase sammen og fremturer i skærpelsen
af muhamedanervoldskampe. b) De såkaldte familiesammenføringer. c)
Asiaternes
høje børnefødselsrate. De ni partier som i øjeblikket er de eneste med
statsautorisation, spiller russisk roulette med vore børns og børnebørns liv
ved ganske at underkende farligheden i multiplikatorvirkningen i de her
nævnte forhold, fattigdom, TV- glamour, koranildhu og den helt ændrede
transportmiddelteknologi. Bebrejdelser i den anledning skal man selvsagt
ikke
rette mod de fremmede. De udnytter blot de huller, som Mimiisterne udlægger
i
deres kyniske medieleflen. 6) Virkeligheden er løbet fra asylinstituttet.
Ved
tilrettelæggelsen af fremtidens lovgivning foreligger intet råderum for
romantiserende cliche-sentimentalitet. Opgaven er forstandigt at afgrænse,
hvem Danmark må sige nej til i de indvandrersupplikant-myriader, af hvilke
vi
allerhøjst kan indlade en forsvindende brøkdel. a) Over for truslen om at
blive overrendt er det politikertåbeligste modtræk at dalre deruda' ved
fortsat at åbne vore grænser for dem, hvis bagmænd dygtigst placerer dem i
Danmark. At privilegere dem, der er havnet indenfor vor synskreds, ved at
fylde op med dem lige indtil Danmark har nået sit udlændingemætningspunkt,
vil i bedste fald få tilfældighedernes præg. Mere sandsynligt vil det
betyde,
at dominanstragtende folkegrupper (muhamedansk prægede) vil optage
pladserne.
Med et større antal herboende iranere, palæstinensere, libanesere og andre
ufatteligt grusomme Hellig-Krig- Korandyrkere vil magten til at påvirke
udviklingen ret hurtigt glide danskerne af hænde. Brutalt må vi aflive
fordummelsen i den spejderinspirerede appel om, at fordi vi skal elske hele
menneskeheden, skal vi også åbne for de første, de værste, der har råd til
at
banke på Danmarks dør. b) Næstdårligste mulighed er de sociale kriterier.
For
det første kan vi ikke i praksis sortere efter, hvem der er i den dybeste
nød. For det andet brækker forgældede Bittedanmark halsen, såfremt vor
offentlige sektor i selvovervurderingsrus fremturer med at ligge under for
de
professionelle Grædekors krav om at ville lighedsprincippåvirke denne
verdens
fordelingspolitiske socialtilstande. For det tredie får man god forstand af
Arne Høgsteds konkretisering i Ekstra Bladet den 11. marts 1992: »En turist
blev betaget af Danmark. Han var alene og pensioneret politimand fra USA.
Han
ville gerne blive i Danmark lidt længere end de tre måneder, man lovligt må
opholde sig her som turist. »Lad mig bruge mine dollars i et land, hvor der
er rart at være« sagde han. Hans forsikringer var i orden, og han var
økonomisk velfunderet, så han prøvede at forlænge sin opholdstilladelse. Men
nej. Ordensmagten forsikrede ham om, at han skulle være ude på dagen. En
mand, som bidrager med en masse dollars til vor slunkne valutakasse og
aldrig
vil komme til at ligge vort samfund til byrde, skal med djævlens vold og
magt
ud. Men havde han været et socialt tilfælde, som vi skulle betale for, ville
der nok have været en Anker Jørgensen eller Ole Espersen, som havde hjulpet
ham til at blive.« c) Få hak bedre er det modificerede social-kriterium at
tage imod »værdigt« trængende. Det vil blot være at sætte hulkepressionen i
højsædet. Hverken i princip eller i dagligdags sagsbehandling lader det sig
nemlig gøre at fabrikere et almenacceptabelt termometer til måling af graden
af uskyldsrenhed, så ansøgerne kan opdeles i A- og B-individer. d) Nogle
synes, at som forholdene er på vor jordklode, må et land som Danmark give
bopæl til flere nødstedte udlændinge. De med denne vamle selvovervurdering
burde også fortælle, at vort sociale ansvar strækker sig til at modtage så
og
så mange fremmede. For eksempel 50.000 hvert år de næste ti år. Dernæst må
de
angive, at de 50.000 skal fordeles efter de og de nationale, sociale og
andre
kriterier. Det vil være rationelt. Fremfor at smyge sig udenom at tage
konsekvensen af sit problem med den følge, at vi får det nuværende
uretfærdighedsspil at tage dem, der har ressourcer til at mase sig ind i
Danmark med størst skuespillertalent. e) I stedet for det nuværende hykleri
med at bøje af for de fremmedes begær er det bedre at fastslå, at den
nødvendige vælgen og vragen først og fremmest sker efter, hvad der ifølge
helhedsvurdering gavner Danmark. Opholdstilladelser skal fortrinsvis gives
til de spændende mennesker, der kan gøre Danmark til et endnu lykkeligere
land at leve i for os danske. Vi har ikke brug for befolkningstilførsel af
klynkere, krævere og nassere, men af selvhjulpne, der smøger ærmerne op og
vedholdende sætter tæring efter næring i uegennyttig disciplineret
slidsomhed. Udlændinge er uvelkomne til at opholde sig, bosætte sig og
arbejde i Danmark, hvis de i nævneværdigt omfang påfører danske skatteydere
udgifter eller frembyder væsentlig risiko for alvorlig kriminalitet eller
for
mærkbart forringet livsudfoldelse for danskerne. Meget langt, er det klogt
at
tage Henrik Gade Jensen alvorligt, når han i B.T. for 2. oktober 1991
skitserer privatisering af dansk udlændingepolitik: » Tildeling af visum bør
ske på det fri marked. Ikke efter politiske kriterier, men til dem der vil
betale. Staten kan så fastsætte en årlig kvote på antallet af indvandrere
eller flygtninge, for eksempel på 1.000 eller 5.000, eller hvad den vil. De
højst bydende får et visum med arbejds- eller opholdstilladelse, indtil
kvoten er opfyldt. Politikerne skal kun angive kvotens størrelse, så klarer
markedsmekanismen resten. Hvis kvoten er lille, stiger prisen for visa. Hvis
kvoten bliver for stor, falder prisen. Sådan virker markedet. Dette ville
være mere retfærdigt end den nuværende situation. Både for skatteyderne, som
ikke tvinges til at betale til fremmede. Og for indvandrere, der dermed får
klare kriterier for opholdstilladelse. Adgang til andres lande er intet frit
gode, som står åbent for enhver. Ligesom olien i Nordsøen og fiskene i
Østersøen heller ikke gives gratis væk til fremmede, men udbydes og sælges
efter markedets principper, dvs. til dem som vil betale. Knappe goder
fordeles mest retfærdigt ved, at alle frit kan byde på dem. På det fri
marked
får den, der vil ofre. Politikernes paragrafretfærdighed ender derimod altid
i korruption. For eksempel den moralske korruption, der tvinger mennesker
til
at give sig ud for flygtninge, for at kunne slå sig ned her i landet.
Danmark
befor- drer indirekte kommunister og andre samfundsomstyrtere i den tredje
verden ved at vinke med et asyl. Lovlydige borgere, der vil betale for asyl,
har derimod ingen mulighed i Danmark. At indføre markedsmekanismen i dansk
udlændingepolitik har indlysende fordele. For det første tjener staten penge
på denne måde, mens der er store udgifter forbundet med den nuværende
fremmedpolitik. Dernæst får Danmark automatisk de mest interesserede
indvandrere og dermed også dem, der kan berige vor kultur mest. De
indvandrere, som vil byde højst på et visum, er dem, der forventer at kunne
tjene mest ved at ophold i Danmark. Og dermed dem, der gavner dansk økonomi
mest. Endnu en fordel er, at flugthjælp bliver legitim forretning. Det sorte
marked for menneskesmugling vil forsvinde. Staten scorer profitten. Danskere
vil frit kunne betale for at få udlændinge til landet. Eksempelvis kunne
arbejdsgivere være interesserede i veluddannet arbejdskraft fra den tredje
verden, hvis visa de så kunne betale. En udlicitering af opholdstilladelser
vil desuden forøge retssikkerheden, da der dermed er klare kriterier for at
opnå visum. Det nuværende bureaukratiske system giver endeløse ventetider
med
usikkerhed og frygt. Den nuværende udlændingepolitik er planøkonomi, hvor
asylansøgere må vente op til to år på at få deres sag endelig bedømt. Det er
barbarisk og inhumant, selv om viljen er god. Det er socialisme. Med et frit
marked på dette område ville det stå enhver frit for at investere i det
gode,
det er, at bo i et fredeligt land med venlige mennesker. Endelig ville
mistænksomheden over for fremmede sikkert helt forsvinde, når danskerne ved,
at alle nytilkomne selv har betalt for at komme. Glæde vil afløse mistro, da
enhver fremmed, man ser på gaden, betyder penge i statskassen. I dag kan
alle
frit rejse og prøve lykken i asyllotteriet. Nu foræres visa væk. Vilkårligt
til rig eller fattig.« Pr. 1. oktober 1994 indføres indvandringsfrihed til
England for den, der medfører mindst £1 million i likvider og investerer
mindst £750.000 i britisk erhvervsliv (P2 25. maj 1994 kl. 7.27). AlDanmarks
og AlEnglands fru Rambusch'er vil forfærdes. Den fattige bliver jo ikke
ligestillet. Midlet er nogle teskeer hjernecellevækstmedicin, der kan få de
overgode til at fatte, at gives de subsistensløse adgang til Danmarks stærkt
begrænsede pladsantal, bliver de rige jo ikke ligestillede. Og rige er lige
fuldt mennesker som fattige. Det er derfor dyb dumhed at ville anvende
sociale lighedsprincipper på det herbehandlede område. f) 3. april 1994
specificerede Berlingske det vadested, Indvandrerlandet USA befinder sig i,
fordi alverdens Ulande stormer frem med asylansøgere. En af de allerede
gennemførte afbalanceringsmetoder er årlige tendenslodtrækninger. Et antal
permanente opholdstilladelser (55.000 i 1994) går til borgere fra de lande,
man helst vil have indvandrere fra, herunder Danmark. Nærmere oplysning på
Den amerikanske ambassade, Dag Hammerskjölds Alle 24, 2100 København Ø.
Endnu
nærmere det selektive indvandrer-rekrutterings traditionelle regelsæt, er
man
stadig i for eksempel Australien. Udlændinge tillades kun bopælsret, hvis de
inden ankomsten har dokumenteret helbred, uddannelse, holdninger,
sprogkundskab og andre kvalifikationer, der sandsynliggør evne og vilje til
at tilføre værdifulde bidrag til modtagerlandets samfundshusholdning
(menneskeligt og/eller økonomisk). Udenlands fra kan vi også lære meget ved
nøje at studere, hvordan Finland praktiserer sit politiske mål, nemlig at
modtage så få flygtninge som overhovedet muligt. I 1994's fire første
måneder
meddeltes asyl med konventionsstatus til sammenlagt fire personer. 7) De
fremmede må for vor skyld udfolde deres sædvaner alle andre steder på kloden
end i vor Europaregion. Men her er det alt for farligt, at vi nærer disse
fremmedslanger ved vore barme. Ved alligevel at engagere sig i
umulighedsopgaven kan den danske stat ødelægge fremtiden for danskerne. John
Pedersen formulerer det i B.T. 15. februar 1992: »Menneskelighed over for
fremmede folkeslag er ikke nogen undskyldning for at tilsidesætte hensynet
til vor egne efterkommere. Deres eksistensmuligheder bliver jo undergravet
lige nu.« En hård, barsk løsning er derfor påkrævet. Ganske som i Wild
West-situationen: Det er enten os eller dem, der må undgælde. Bliver det os,
vil vi ikke vide, om vi i vore rådnende ligbunker skal le eller græde over,
at de, der slog os ihjel, ikke evner at føre samfundet videre, men hurtigere
end tre generationer selv går til grunde. 8) Dommedagsvarsler gælder ofte ad
Wandsbeck til. Forhåbentlig også nærværende bogs frygt for, at ulændinge vil
vælte ind over vor verdensregion i uhåndterbare mængder. Men da det også kan
gå (nogenlunde) så slemt eller værre, er bogen skrevet ud fra et ønske om at
fremtidsvurdere så korrekt, som de foreliggende kendsgerninger overhovedet
gør det muligt at afveje sandsynmulighederne. Bliver det ikke så slemt, er
det let at sadle om, så snart og såvidt der er fast grund herfor under
danske
fødder. Går det som nærværende bog spår - eller endnu styggere - vil det
danske folketing ingen fortrydelsesret have. Tværtimod må det se tingets
bratte død i øjnene. Fælles Skibbrud er ringe Fælles Trøst. Kapitel 52

[Per Hagemann]

KAPITEL 52 Fremtiden

I. »Så længe flertallet stemmer på Socialdemokratiet, De radikale, CD, SF og
Kristeligt Folkeparti vil tusinder familiesammenførte, indvandrere og »
flygtninge« år efter år strømme til Danmark. Det vil først høre op, når vi
er
lige så fattige, som de tilrejsende, og der hersker samme elendighed her som
der. Vi graver vor egen grav.« Med disse ord varslede Arne Jørgensen i B.T.
den 28. september 1992, Danmarks Vej ud i Udslettelsens Katastrofe.
Tilsvarende eksempel på dansk menigmands holdning skrev D. Andersen i samme
blad 26. oktober 1993: »Hellere fattig dansker, men herre i eget hus, end
multinationalt medlem af et krigslystent sammenrend«. Endnu værre var
storskræmmebilledet i Aftenposten 17. august 1987: Rød valgalliance
forjættede total samfundsomvæltning gennem »En million innvandrere til Norge
i vår tid«. Alt for længe har finkultureliten imidlertid undertrykt, at
ildebrand, rovdyr og giftdræbere vokser i Europas kælder. I stedet for at
bekæmpe dette har magthaverne beskæftigeterapibehandlet nationen med at
flytte lidt rundt med nipsgenstande i stuerne mellem kommode og reol. Den
slags idyllerisk hyggen sig er glimrende. Men først skal faren fjernes. Før
det hele bryder sammen. Når man har brugt størstedelen af sit liv på
hundevagt for at bekæmpe folketingsdårligdomme, må man dog påny stille sig
evergreen-Hørup-spørgsmålet: » Hvad skal det nytte?« Svaret er ubetinget,
stædig, vedholdende fastholden af Rasmus Rasks ord: »Sit fædreland skylder
man alt, man kan udrette.« Altid skal man kæmpe med åben pande, for hvad man
for alvor tror. Dø om så det gælder. Man skal ikke lade sig terrorisere væk
fra Fremskridts Trivselsvejen. At sandheden ikke kan dølges i al evighed, er
et håb, som ikke må svækkes. Endnu har den herskende klasse jo ikke engang
vedstået, at der overhovedet er et problem. For at magthavernes sind
hurtigst
åbnes, er det nødvendigt, at vi andre råber op og ikke lader os skræmme til
selvcensurens bekvemme tavshed. II. Gro Harlem Brundtland er også på
fremmedinvasionsområdet menneskehedsødelæggende. Det er nok en af grundene
til, at Norge hidtil har markeret sig blandt de svageste i Vesteuropa. Men
norsk frimandsstyrke findes i 1989-bogen »Hva skjer med Norge?« og i nu
afdøde cand.oceon. Kaare Ruuds øvrige forfatterskab. 20 års FN-tjeneste i U-
landene lærte ham, at det er ukyndige naivister, som på vore breddegrader
vil
etablere multietnisk farverigdom. Aktuelle norske kontaktadresser er
højesteretsadvokat Erik Gjems-Onstad, Ravnsborgveien 18, 1364 Hvalstad og
Jan
Høeg, Houlandsveien 150 C, 3250 Larvik. Deres telefonnumre er henholdsvis 66
84 50 96 og 14 495. III. 1969 overtog Ulykkesfuglen Oluf Palme styringen af
Sverige. Fra da af brølede alle rigsdagspartier og alle opinionsdannere til
stadighed enstemmigt op om muhamedanervenlighed. En enkelt mand -
sognerådsformand Sven-Olle Olsson i det uanselige Sjöbolanddistrikt, 16
kilometer nord for Ystad - fik fremtryllet en kommunal folkeafstemning 18.
september 1988. Trods dårlige informationsmuligheder fik han to tredjedels
flertal for synspunkter, der i mangt og meget var som afkopierede fra den
danske Fremskridtskampagne. Et af de svenske Gallupinstitutter (TEMO)
oplyste, at denne enlige svale fremkaldte sommer hos flertallet af det
svenske folk. Det opdagede, at andre også syntes, som man selv tænkte i sit
stille sind, men fortrængte. Valgdagen 15. september 1991 gav nette
stemmetal
til Sjöbopartiet, Framstegspartiet, Sverrigsdemokraterne m.fl. Nyt Demokrati
blev rigsdagsparti og viste sig i det mindste mindre virkelighedsfjernt end
de seks kollegapartier. Ved det samtidige kommunalvalg bemærkede man sig
sejren for Kenneth Sandberg. Han er fra Vänsterpartiet. Men da han også er
ansat ved den statslige Indvandrermodtagelse i Malmø, har han ikke kunnet
undertrykke det partifjendtlige udbrud, at meget få asylansøgere er rigtige
flygtninge. Svensk flygtningelobby afsløredes 1994 i to bøger:
»Flygtningepolitik i analys« kan man købe hos en af forfatterne (Åke Wedin,
Rinn 15, Torsby). »Indvandring - sammenbrot eller utveckling« sælges af
Samfundet för nationell och internationell utveckling, Box 1046, 75140
Uppsala. Partipolitisk opleves 1994 som norske 1977. Men der kan da også ske
genfødsel i Sverige. En svensk meningsmålings undergrupper viser, at
oppositionen mod de fremmede er markant større blandt LO-medlemmer og privat
ansatte end hos akademikere og statsligt beskæftigede, samt at flere kvinder
end mænd finder, at der kommer for mange flygtninge (Danskeren juni 1991).
Dagens Nyheter oplyste 20. april 1993, at det svenske folks modstand mod
flygtninge er vokset til 64%.

IV . Et hav af opinionsundersøgelser dokumenterer lignende danske tendenser.
Oversigter findes bl.a. i Danskerens særnummer Oktober 1993 p. 21 og på
siderne 153-174 i Carsten Svane Hansens 1992-bog. Observa i B.T. er
flittigt.
Et par storundersøgelser offentliggjordes for eksempel 10. september 1993 og
27. oktober 1991. Sidstnævnte fordelte svarene på spørgsmålet »Skal vi
modtage flere eller færre flygtninge?« sådan: 66% langt færre 13% lidt færre
15% som nu 5% lidt flere 1% mange flere Lignende tendenser måltes nogenlunde
samtidig af Rockwoolfonden. I relation til spørgsmålene om U-landshjælpen
bør
halveres, og arbejdsløse indvandrere sendes hjem (se nærmere »Vi og vore
politikere« side 171 og 176). Mange flere eksempler gennemgås i
Socialforskningsinstitutets Maj 1993-rapport: »Os og Dem. Gensidig
tilpasning«. Hovedkonklusionen er, at der ikke skal være sket markante
ændringer den sidste halve snes år i befolkningens holdning til de fremmede.
Det sker dog på Instituttets sædvanlige, uinspirerede, gumpetunge facon. V.
Erik Graff skrev 5. december 1992 i Berlingske: »Da den danske befolkning
skal betale »prisen«, har den et indlysende krav på selv at kunne bestemme
over den fremtidige samfundsudvikling og dermed over, hvem og hvor mange der
inviteres til at bo i »det danske hus«, og hvor længe.« Ole Hasselbalch har
appelleret til folketinget: »Tænk jer om og sæt jer ikke i
samarbejdspolitikernes sted som under sidste besættelse. Lad dog
befolkningen
få lov at bestemme selv i dette spørgsmål - lad os få en folkeafstemning.«
(Berlingske 31. oktober 1991). Fremskridtspartiet har gang på gang søgt det
fornødne folketingsflertal for et landsdækkende flygtningereferendum. L 216
af 31. januar 1992 førstebehandledes over spalterne 7053-7069. De syv
Lukke-øjnene-partier nedstemte det 7. april (spalte 8662). Bedre gik det
ikke
med L 33 i efteråret 1993. Og 9. maj 1994 var alle påny mod Z-partiet
(Spalte
11577f og 11521). Ganske tilsvarende stilling har længe hersket i det norske
Storting. Som optakt til 1989-kommunalvalgkampen bestemte Farumborgmesteren
i
marts 1988, at der skulle være kommunal folkeafstemning om 25
flygtningeboliger. Men Brixtofte blev hurtigt tæsket på plads af Venstres
landsledelse. Herostraten Hans Engell »begrundede« i TV 5. september 1991
flertalsafvisningen med, at folkeafstemning om dette emne ikke ville være
»smagfuldt«. Berlingske Tidende formulerede i en leder 21. februar 1988 den
reelle barriere: »Langt ind i Det konservative Folkeparti er stor
betænkelighed ved en eventuel folkeafstemning om en eventuel lempelse af den
nuværende flygtningepolitik. Som bl.a. Connie Hedegaard har givet udtryk
for,
er det illusorisk at tro, at nogen kan styre den debat, der vil komme forud
for afstemningen.« I tidsskriftet Tidehverv barsksammenfatter Søren Krarup:
»Folkestyre betyder anno 1988, at folket styres.« Men endog Niels Helveg er
blevet mør. Til Berlingske Tidende 14. juli 1991 siger han, at man bør kunne
have folkeafstemninger om alting - også Flygtningepolitikken. »Det er en
farlig hovenhed at mene, at vi skal regere på tværs af danskernes
opfattelse.« Skrækken for folkeafstemning hos vi-alene-vide-majoriteten er
ikke mindsket, selv om medier, organisationer, 94%-folketingsflertal osv. i
årevis har kørt bastant meningsterror mod nejsigerne til udlændingeloven.
Rædslen er så stor, at VK-partierne endog februar 1992 afslog at bruge den
almindelige folkeafstemningsregel i grundlovens §42 overfor de radikales
palæstinensersærlovforslag. Danskeren kommenterede: »Den formelle
begrundelse
herfor er, at regeringen ikke mener, der bør lovgives om enkeltpersoners
forhold - og at der derfor heller ikke bør holdes folkeafstemning herom! En
regering, som mener, at en lov er afgørende imod god lovgivningsskik, vil
altså ikke have loven forkastet ved folkeafstemning.« Efter det chock, fem
sjettedels EF-flertallet i folketinget fik 2. juni 1992, er udsigterne til
udlændingefolkeafstemning rykket om muligt endnu længere væk fra
realiteternes verden. VI . Hvor den overmodige gak-i-låget-politik forhen
bestandigt triumferede, har hver halvårsstatus nu 16 gange i træk styrket
troen på, at retsindigheden kan sejre i dansk flygtningedebat. Mere og mere
af det, der var forargeligt for få år siden, bliver stadig mere acceptabelt.
Fortidens fortielser og primitivforenklinger får stadig mindre dominans.
Farten har været snegleagtig. Men kursen ret. Oktober 1991 begyndte med, at
Venstres næstformand skrev i B.T.: »Den aktuelt største fare for de
politiske
partier består i den kollektive undertrykkelse af en debat, som længe har
raset under overfladen i hele befolkningen: Flygtningedebatten. Der er et
skrigende misforhold mellem Christiansborg og befolkningen i denne sag. Det
fylder mange mennesker med vrede, at ethvert tilløb til en åben debat bliver
kvast af et etablissement af meningsmagere.« I sin Vamdruptale 31. august
1994 tog formanden omsider konsekvenser af næstformandens råd. Da Niels
Helvegvennen Poul Schlüter var faldet ned fra sin gudetrone, dristede mange
deltagere i det første landsmøde (11/12 september 1993) sig til fra
talerstolen at kræve store stramninger i udlændingepolitikken. KU havde
allerede taget skridtet april 1991. Som vi så i kapitel 48's slutning har
også Socialdemokratiets orkester spillet op til denne helt uvante melodi.
Dagskæret anes. Men også den tilbageværende barske frihedskamp bliver lang
og
sejg og farefyldt, før happy Danskerdage are here again. VII . Gift og
terrorisme trives intetsteds stærkere end hos de atombombestræbende despoter
i PLO, Libyen, Irak, Khromeniland, Syrien og Pakistan. Fra 1993 foreligger
en
416 siders bog herom. Skrevet af Amir Taberi (op til 1979 chefredaktør for
Irans største avis). Den hedder »Morden für Allah - Terrorismus im Auftrag
der Mullahs«. Den kom på München-forlaget Knaur. I det såkaldte »Fri«
Aktuelt
den 8. februar 1991 skrev den medieforlovede pakistaner Bashy Quaraishy, at
vestverdenen må lære, »at Islam som tro og som en politisk bevægelse er for
magtfuld og stærk en kraft til at kunne blive dårligt behandlet.«
Dybdeboringer i den slags bør være lærestykker for danskerne. Konstant
stammer det forfærdelige fra organiserede muhamedanere. De vil undertrykke
os
»vantro hunde«. Risikoen er betydelig for Koranisering af Danmark. Også
fordi
der sandsynligvis fremover vil ske bastante styrkelser af hovedårsagerne bag
folkepresset, mod vor del af verden. Geoffrey Cain skrev i Berlingske 20.
maj
1993: »I al ubemærkethed bliver de kristne chikaneret, endda direkte
terroriseret til at forlade hus og hjem. Et hjem, som de nogle gange må
efterlade som en brændende ruinhob. Det sker i Ægypten, Libanon, Tyrkiet og
de muhamedanske enklaver i Israel og på Vestbredden. Alene fra Jerusalem og
de administrerede områder udvandrer der hvert år mellem 7.000 og 8.000
kristne. Det tidligere overvejende kristne Libanon er nu en muslimsk
domineret syrisk vasalstat, hvorfra over en kvart million kristne er
udvandret gennem de seneste årtier.« Libanonisering af Danmark er en
tankevækkende afskrækker. Fra at være det land, hvor paradiset lå,
forvandledes Beirut-staten af 1910 til et 1970'er land med muhamedansk
flertal. Fra 1975 blev det derefter et borgerkrigshelvede. Landets ledere
havde i slaphed, uduelighed og åndssløvhed ladet folkearven smuldre væk.
Fortvivlelsen blev i 15 opslidende år så dominerende, at
hellere-sort-end-bort- folkene viljeløst lod syrisk militær destruere de
sidste lommer af Lyssyns- Kristenheden. Dokumentationen er så stærk, at det
ville være ugrundet sorgløshed at tro, at 1990'ernes muhamedanske herskere
uheldigvis er nogle onde mennesker. Så alt bliver godt, når blot de fjernes.
Den frygtelige sandhed er, at de er repræsentative for muhamedanismen.
Risikoen for endnu værre regenter i fremtiden er langt større end chancen
for, at bløde mænd bliver muhamedanerlandenes blivende ledere. Og med
våbenteknologiens voldsomme grusomhedsudvikling er bare én enkelt desperat
Hellig Kriger ved magten i en ret kort periode nok til at gøre vor planet
ubeboelig for alle mennesker i massevis af millioner år fremover. Talløse
mellemmuligheder består for fremtidskatastrofer. Vi må bestemt ikke
undervurdere, at muhamedanske militantaktivister rundt om i Europa studerer
de vestlige systemer indefra for bedst muligt at kunne bekæmpe dem med alle
formålstjenlige midler, når der er opbygget tilstrækkelig styrke til, at
Ayatollaherne kan erklære Hævnens time for alle de ydmygelser, de mener
gennem tiderne at være påført af os Vantro. Koranskoler, pjecer, bøger, TV-
sendere, talrige arabisk-sprogede radiostationer, fredagsbønnerne m.m.m.
tager sig af den propagandamæssige side til at sikre, at de, der har bosat
sig i vor region, er rede til at kæmpe for Islams sag. På det tidspunkt og
på
den måde som hjemmeområdet kommanderer. I mere end tusind år har
Kurderfolket
været stærkt muhamedanske, frygtløse krigere. Danskerne må derfor vel agte
på
de titusinder Kurdere, som allerede er bosatte her. De kan komme til at
danne
modtagergrupper for ganske mange af de 23 millioner folkefæller, som stadig
lever trængt i Kurdistan. Hele forsiden på Berlingske Tidendes Magasintillæg
var 3. oktober 1990 fyldt med specificeret detaljedokumentation for tolv af
de store internationale terrororganisationer, som muhamedanerne har
opbygget.
Side 49-52 i Anders Jerichows 1991-bog »Arabiske Stemmer« supplerer med
yderligere detaljer. Bl.a. om, hvordan terroristerne virker i intimt
samarbejde med muhamedanske stater. Siden Shahstyrets fald sidst i 1970'erne
styres Iran af det terroristiske Gudsparti (Hezb-allah). Årtiers
Khaddaffistyre i Libyen er ganske uberegneligt. De to eneste Algiervalg (12.
juni 1990 og 26. december 1991) viste flertal for ren Islam (FIS hedder det
der). Meget tyder på lignende folkeønsker, hvis Ægypten, Tunis, Jordan eller
andre islamiske lande får frie valg. Kuwaits og Saudi Arabiens herskere
jager
ved deres afskrækkende overluksusexcesser flere og flere over i samme fold.
Syriens, Iraks og andre landes diktatorer giver fundamentalistiske
(koranbogstavdyrkende) skuespil til de befolkninger, de ikke kan give brød.
I
1980'erne betalte USA og Saudi Arabien meget betydelige beløb til, at CIA
millitæruddannede unge muhamedanerfantaster fra Ægypten, Jordan, Algier o.l.
De blev sat ind mod Sovjetbesættelsestropperne i Afghanistan. Da sejren var
vundet i 1989, vendte de hjem, besatte af det livskald i islamisk fanatisme
at bruge de indvundne færdigheder på at fremmedlegionsterrorisere
ikke-muslimer andetsteds i verden. En af dem, der hjalp Reagan med at skaffe
hans Afghanistanstyrker, var den blinde fundamentalistiske Führer, Sheik
Omar
Abdel-Rahman (f. 1937). Han blev et centrum i oprøret i sit hjemland
Ægypten,
men for gammelt venskabs skyld gav USA ham politisk asyl. 26. februar 1993
terrorsprængets en bilkælder i verdens næsthøjeste skyskraber - New York's
World Trade Center. Et af USA'ismens helligste helligsteder. Det var Omars
bande, der førte an. Andre fra denne hyggeklub rejste til Danmark. Tre har
givet kæmpebeskæftigelse til Århus Politi. De er sigtet for at forberede
storterror her i landet. Indbliksoversigt stod i Jyllands-Posten 1. maj
1994.
Men djihaderne er mere uvante for danske betjente end at følge en andemor
over gaden. Derfor er det muligt, at sagen smuldrer, trods al anvendt
efterforskningsflid (Jyllands-Posten 12. juli 1994). Langt bedre er det gået
for kammerat Talat Fouad Quasaen. Han er nemlig dødsdømt i Ægypten og kan
derfor under ingen omstændigheder udvises af pylrenylre Danmark. En
minimarathondebat herom 2. marts 1994 (spalte 7352 ff.) indbragte sikkert de
efter christiansborgkodeks obligate 25 ører i massevis til justits- og
indenrigsministeren for elegant at steppe udenom. Uanset at Talatforholdet
længe før havde været udførligt drøftet i den hjemlige offentlige debat, gik
det først ved folketingsdrøftelsen op for Pia Kjærsgaard, at der var en sag
(jfr. spalte 9947 og 9949). Selv om der ikke var mere for folketinget at
foretage, ville hun som sædvanlig gerne gøre reklame for egen person. Pia
Flovkvinde-forslaget er registreret som B 87 af 5. april. Om en lignende
svensk sag skrev Fri Information juni 1994: »Förmodligen kommer väl
marockanen att få avtjäna en livstidsdom i svenskt fängelse. Det innebär,
att
han från att tidigare ha kostat svenska skattebetalare c:a 250 kr om dagen i
nio månader nu kommer att kosta c:a 1.500 kr. om dagen i tio år. Därefter
kommer vi att ha kvar honom som socialbidragsfall och förmodligen
återfallsbrottsling under resten af hans liv. Att utvisa honom til Marocko
går nämligen inte. Där riskerar han dödstraff. Därför är han berättigad att
stanna i Sverige. Svensk asylpolitk förnekar sig inte.« På forlaget
Routledge
i London udsendte Richard Chutterbuck i 1990 »Terrorism, Drugs and Crime in
Europe after 1992«. På side 17 skriver han: »Med så mange indvandrere fra så
mange forskellige racer, som kan færdes nogenlunde frit i Europa, vil
udenlandske terrorister ikke have problemer med at forsvinde i mængden (både
før og efter deres handlinger) i anonyme hoteller og pensionater, som er
vant
til omstrejfende indvandrere.« 1. og 2. maj 1994 meddeler Jyllands-Posten og
B.T. »Op mod 40 af Verdens frygtede terrororganisationer har baser eller
agenter i Danmark, mener Politiets Efterretningstjeneste, PET.
Organisationernes sympatisører skaffer penge, falske pas og fristeder til
bevægelsens aktive terrorister. Det kan være medlemmer, som har politisk
asyl, indvandrere eller danskere, der sympatiserer med deres kamp«. En
Torden
i Syd langt mere ildevarslende end i Jørgen Steins ungdom varsler
voldsbrådsøer mod også vort land. Det er ingen tilfældighed, at de få tilløb
til terrorisme, vi hidtil har oplevet i Danmark - værst juli 1985 Synagoge-
og Northwest-Orient-bombningerne - var financieret og bagmandsopdækket af
muhamedanske (halv)statslige organisationer. Mujahideen (ordet betyder
»Hellige Krigere«) etablerede sig omkring 1980 i København (og Aarhus), jfr.
nærmere side 132f i »Hvad med Danmark?«. At de fortsat er tilstede her,
beviste deres vrede gadedemonstration den 5. april 1992. 25. februar 1994
nævner Information, at disse aktivister har dansk politisk asyl. Om den
danske afdeling af Algier-fundamentalisterne handlede en helside i
Jyllands-Posten 21. august 1994. Berlingske beretter samme dag om, at
algierorienterede i Københavns Sydvestkvarter træner i Muslim Martial Art
Society, der er ved at danne filialer i foreløbig en halv snes andre lande.
Hizbollah er nu ved at miste sin libanesiske jagtmark. At den derefter
skulle
gå i kloster, er nok for fromt et håb, når henses til den mentale og
tekniske
terroristprofessionalisering, medlemmerne har erhvervet. Historisk set har
den værste terroristrede været PLO. Den blev stiftet i 1964 og har holdt sig
i live længere end nogen af kollegerne. Af mere velkendte tragedier er
(beslægtede grupper til) PLO skyldige i mordet på den amerikanske
præsidentkandidat Robert Kennedy (1968) og massakren ved OL i München
(1972).
Blandt andet i Amager Postens artikelserie i efteråret 1986 kunne man læse,
hvordan PLO'erne prinsede den på asylcenter Kongelunden med
rekreationsorlov,
hærværk og træning til nye forfærdeligheder. I ly af den danske 1983-lov.
Senere fik de - ved de radikales 1992-særlov - endda endnu friere adgang til
at bo i Danmark. PLO's største terrorsektion (og næststørste
medlemsorganisation) hedder PFLP. Den ledes af George Habash og stod blandt
andet for kapringen af krydstogtskibet Achille Lauro. Dansk fredstids bedst
bevæbnede terrorgruppe fik sine ordrer fra PFLP og modtog sin
banditoptræning
i organisationens træningslejre. I Østre Landsret 4. oktober 1990
forklaredes
om Blekingegadefolkenes militære opbygning af et kartotek over mange
hundrede
herværende personer og firmaer med sympati for zionismen. En af deltagerne
tog ansættelse på Hellerup Postkontor, for der at kunne åbne breve til den
israelske ambassade m.fl. Lars Villemoes gav store gennemgange af
Blekingegadebandens PFLP-baggrund i Week-end avisen for 5. og 12. april
1991.
Her optrækkes forbindelse til Abu-Nidal-bevægelsens terrorgrupper, som
foretog de 270 mord ved jumbojetsprængningen i 1988 over den skotske landsby
Lockerbie. Den har også danske aktiviteter (B.T. 22. januar 1991). Det
hidtil
farligste Blekinge-efterslæt er, at vi som langtidsfange i et dansk fængsel
har siddende en af de internationalt set mellemstore terrorfolk (Marc
Rudin).
Allerede har der været ulovlig tvang overfor danske autoriteter for at befri
ham (se for eksempel fra maj 1994: Jyllands-Posten (d. 18 og 26.) Berlingske
(d. 18. og 19.) og B.T. (d. 17.). Weekendavisen 20. maj og 22. juli 1994 er
også oplysende). Vi må se i øjnene, at den slags bliver almindeligt og
grovere og grovere. Måske også som følge af MF'ernes holdning til såkaldte
krigsforbrydere fra Serbien (foran kapitel 7). Alt dette var forudset og
præcise retsregler derimod udformet i mit L 86 af 8. november 1977 om
samfundets nødværge mod livsødelæggende terrorisme. Med dødsstrafhjemmel,
som
vil fjerne de forfærdeligheder, det danske folk år for år, må frygte mere og
mere. Forslaget bør derfor vedtages hurtigst muligt. Det var grupper af
libanesere og palæstinensere, som iværksatte de livstruende gidseltagninger
af danske politifolk på Livø den 26. marts 1985. Siden da har de
indstrømmende jævnligt øget manddrabslisten. Kapitel 26 II, 14 behandler
emnet i forhold til socialadministrationen. Det der anførte kan overføres
til, at andre offentlige arbejdspladser ligefuldt må have
særforanstaltninger. For eksempel konduktører og buschauffører, der drister
sig til at kræve billetter af det indvandrende herrefolk. Og det samme
gælder
alle andre steder, hvor danske færdes. Også når de ikke er på den offentlige
sektors gebeter. Ulands- mordere kan dukke op overalt (nogle foran i kapitel
38). B.T. fortæller 22. juli 1991 fra Randers: En dansker stod og talte med
tre libanesere og en marokkaner. Pludselig trækker en af de fremmede en
stilet- lignende kniv og stikker den gennem dan- skerens tynd- og tyktarm.
Provinspressens mandagslæsere ved, at hver week-end i årevis har budt på
tragiske udskejelser af slagsen. Drab og invaliditeter er forlængst blevet
for hyppige til at komme på forsiden. Knivstikkeriets vækst til hidtil
ukendte højder er en af de mange muhamedanske specialiteter, som i disse år
kryber ind over hegnet til Danas Have. Rystende i hundrede potens er det i
1993 at læse, at Det Radikale Venstres første udenrigsminister efter P.
Munch
og Erik Scavenius sætter Terroristen over alle Terrorister - Yasser Arafat -
helt op på toppen af dem, som danske skatteydere skal yde milliardtilskud
til
(Politiken 2. september, Jyllands- Posten 29. september, Information 9.
november og Berlingske 4. oktober 1993. Sidstnævnte blad havde en
ajourføring
8. juni 1994. Jyllands-Posten følger op - set gennem danske eksportørers
briller - den 5. juli). Måtte den helvege Excellence dog få tid til at
inhalere en stor slurk af sin kraftfoder-børnemælk fra De Radikales
Hovedskriftsted, Rigsdagstidende 1882/83, Folketingets Forhandlinger spalte
3276 (»Hvad skal det nytte? Dette spørgsmål, der er en hæder for vort folks
forstandighed, breder sig mere og mere ud gennem alle lag i befolkningen.«).
Det kan ikke undre, at PLO's rige medmuhamedanere (i Saudi Arabien osv.)
ikke
yder nogen skærv (Jyllands-Posten 4. juli 1994). De kan jo bare grine fedt
af
Vestlandene, der endog selv betaler til den strikke, hvori vi skal hænges.

VIII. Indvandringsbegrænsningspolitikerne fik ca. 20 millioner stemmer ved
EF
valget 1989. 1994-resultaterne er sværere at analysere. Blandt andet fordi
mange partier (fx. i Italien, Frankrig og Portugal) har fået flere islæt af
forsvarere mod ulændinges fremtrængen. Europa-Parlamentets beretning A3-195
fra sommeren 1990 har på siderne 19-99 oversigter over udviklingen for
patriotbevægelser i Europa. Hovedtendensen er tydeligvis styrkelse. Side 61
f
står frontreportagen fra Grækenland. 1993 stiftedes Politisk Forår, som nu
har to Strassburgmandater. Jyllands-Posten 17. november 1991 og Politiken
30.
november 1992 supplerede med spanske opvågningsbebudere. 51% af italienerne
ønsker stop for indstrømningen af ulændinge. Marts 1994 udtryktes i
stemmeboxene et udbredt ønske om beskyttelse mod de fremmede. Rom, Milano,
Genova og Caverta oplevede tre måneder senere landets hidtidige toppunkt for
gaderacekampe (Berlingske 14. juli 1994). I Schweiz 1990 indtog kun et
mindretal (41%) en positiv holdning overfor udlændinge. I Østrig har Jörg
Haiders Frihedsparti (FPØ) den sidste halve snes år holdt en stor
vælgertilslutning (svingende omkring de 20%). Peter Ravn beskrev fakta i
Information 30. december 1992 om den spæde polske » højreekstremisme« med
center i Krakov-området. Fransk pionerarbejde er udført af Le Pens Nationale
Front (11% i juni 1994- valget). Selv Præsident Mitterand erklærer, at
tolerancetærsklen for indvandring er nået (Le Monde 24. november 1989). 76%
slutter i opinionsmåling op om, at der er for mange arabere i landet. I
hårdhændet kamp særligt mod algierne spiller politiminister Pasqua herpå i
sommeren 1994's TV-sællert. Han har nemlig præsidentambitioner i maven. Jfr.
nærmere Berlingskes Temaartikel 20. august 1994. Den libanesiske
Hitzbollah-leder Hussein Massani spår: »I franskmænd vil måske ikke lære den
islamiske stat at kende i Frankrig i denne generation. Men det er sikkert,
at
jeres børn og børnebørn vil komme til at kende den.« Blandt andet i
Marseille, Lyon, Reims, Toulouse og Paris fører
andengenerationsmuhamedanerne
allerede an i uroligheder med karakter af væbnede revolutioner i svøb. Ved
omplantning til fremmede samfund med uvante socialstrukturer får Islam i
hårdeste model sin chance, som de unge vedholdende klamrer sig til som
tilværelsens fixpunkt. Mange bevæger sig over i selvbevidste yderliggående
grupperinger eller forsumper i ghettobaseret kriminalitet: Lemlæstelser,
hærværk, vold mod politiet, ildspåsættelser og andre brutaleskapader.
Superødelæggelserne, brostenskasteskytset, molotovcocktailene og
mishandlingsgrusomheden tog 11-15 maj 1991 et tigerspring nordpå til
Bryssels
tyrkere og maghrebere (nordvestafrikanere): Typisk var reaktionen hos
Marokkos ambassadør i Belgien. Han sammenlignede med den af muhamedanerne
berømmede palæstinensiske Intifada. Nok så interessant for gadebøllerne var,
at i jo højere grad, de opførte sig, så det gav medrivende action-TV
billeder, des mere var politikerne villige til at give dem skatteyderbetalte
tilskud i cool cash: Hermed er grunden lagt til en evighedsmaskine, der -
sålænge uduelighedssvagheder dominerer de folkevalgte - bestandig hiver sig
selv op med fantasien til hver gang at præsentere nye, anderledes og
blodrystende scener af hidtil uset karakter for de udsendte TV-journalister
og deres redaktører. Enzenberger 1994, 57 og 60ff uddyber: »Kombattanterne
udstiller deres forbrydelser for offentligheden. En hvilkensomhelst halvgal
person kan nu til dags gøre sig håb om at komme på forsiden af The New York
Times med en ølflaske fyldt med benzin i den ene hånd og den anden løftet
til
Heil Hitler-hilsen. I TV-nyhederne kan han beundre sit værk fra i går:
brændende huse, lemlæstede lig, ekstraordinære krisestabsmøder. Medierne er
stolte af at være til stede, når der bliver slået ihjel. Borgerkrige bliver
til TV-serier. Kommentatoren tilsætter den nødvendige indignation. På den
måde hæver det mest korrupte af alle medier, fjernsynet sig op til at være
en
moralsk instans«. I Wallonien er det Den Nationale Front, der gøder belgisk
jord, mens Flandern klares partiorganisatorisk af søsterpartiet Vlaans Blok,
som i juni 1994 blev Antwerpens største parti med 24% af stemmerne.
Anti-fremmedpartierne havde store fremgange ved de hollandske lokalvalg 2.
marts 1994. De to største (De Centrale Demokrater og Centralpartiet) sikrede
sig tilsammen flere end 10 pct. af stemmerne i Rotterdam, mens tilslutningen
var næsten lige så stor i både Utrecht og Haag. Republikanerne, Den Tyske
Folkeunion m.fl. tager de tilsvarende hundevagter i Tyskland.

August 1989 offentliggjorde Der Spiegel en opinions-undersøgelse: 75% mente,
at Forbundsrepublikken havde for mange udlændinge. 29. september 1991
jordskredsfravalgtes Bremens asylsøgere. Djihadagtige ophidselser til
muhamedanerkampe står bl.a. i det tysksprogede tidsskrift Umet, der udgives
af den tyrkiske mufti Eddine Kaplan. Blodbølgen op over Europa fik fra
efteråret 1991 sit mediecentrum i vor umiddelbare nabo mod syd. Politiken
oplyser således 27. september 1991: »Tyskerne er trætte af flygtninge. Det
store, rige land midt i Europa med den liberale asyllovgivning er enhver
flygtnings drømmemål, men hver fjerde indbygger i den genforenede republik
vil have asylansøgerne smidt ud, og i det tidligere DDR bifalder 40%, at
unge
neo-nazister tager sagen i egen hånd.« Den i England i 1960'erne dannede
rockmusikbaserede skinheadbevægelse (»det ægte politi« kalder de sig)
flyttede tyngdepunkt til Tyskland. Den tyske frihedskamp analyseres (under
betegnelsen »fremmedhad«) i Forskningsrapport nr. 97 fra Roskilde
Universitet
1993. En vis optrapning af etniske kampe i Nordvesteuropas gader og
stemmelokaler er nok facit, når man skal opstille den sandsynligste prognose
for de næste fem år. Journalister er en hovedårsag hertil ved at skildre
begivenheder, så de sikrer sig, at de også får stof i fremtiden.

IX . Som Carl Ploug stødte i luren, når vægteren sov, søgte Ole Hasselbalch
31. oktober 1991 i Berlingske at råbe Danmarks magthavere op: »Der vil ske
nøjagtigt det samme, som der er sket i Tyskland og nu også i Sverige, hvor
asylhjem og offentlige kontorer brænder, fordi politikerne har forkastet
argumentationens vej og sat slagord om »fremmedhad« og »racisme« i stedet.
Hvor det, vi forbinder med humanitet, derfor opfattes som landsforrædderiske
diktater om eftergivenhed over for en invasion, som ansvarlige mennesker må
sætte sig imod.« 5 dage efter i samme blad præciserer han, at ved ikke at
høre protesterne skaber Folketinget »noget,der utvivlsomt vil ende i
regulære
racekonflikter i Danmark, måske allerede i år 2000.« Hidtil har medier og
myndigheder desværre handlet over for de bekymrede advarere, som oldtidens
herskere, når de fik melding om, at noget var ved at gå galt. Budbringeren
er
blevet forulempet i stedet for takket. Et eksempel er tvangsforflyttelsen af
politiassistent Jan Simonsen, Gedser, efter at VS- ulvinden Connie Hedegaard
(nu radioavischef) i en firespalter på forsiden af Berlingske Søndag 1.
september 1991 med professionel journalistperfidi havde skubbet ham ud i den
rigspolitichefglubskhed, som den da siddende Thune Jacobsen udviste for at
skøtte sig selv over for mediegabestokken. Som sædvanligt bestod betydelig
diskrepans mellem, hvad medierne fortæller, og hvad baggrunden herfor er.
Dette måtte Berlingske - på side 7 - erkende 4. september 1991. Nuværende
landsstyre er så forstokkenhedsforkalket og selvsupplerende, at det mest
sandsynligt er selvbedrag at bygge på, at folketinget løser problemet. Det
er
i al fald for hazarderet grisefro at forlade sig uden videre på, at de, som
grundloven har givet ret til at styre landet nok også vil gøre det, så
Danmark fortsat består. Ikke blot trodser Folketingets tilbageskridtspartier
den massive advarselsdokumentation. Aktivt medvirker de til den danske
nations undergang. For eksempel gennem Socialminister Mimis
Familiesammenføringsbetaling og Indenrigsminister Birtes Zagrebskontor. Oven
i købet udskriver de menneskeødelæggende brandskatter på den danske
befolkning for at give muhamedanerne stadig forbedret kampevne mod det
samfund, som hidtil har været vort.

X. Et hovedproblem er, hvorvidt lovovertrædelser vil gavne eller skade.
Sagen
er så fremtidsskæbnemættet, at den kan bære, at også andre end
socialdemokratiske borgmestre udviser civil ulydighed. Derfor kan det ikke
uden videre afvises, at flytning af loven til forbedring af danskernes
overlevelsesmuligheder bør gennemtvinges ved, at tilstrækkeligt mange begår
ensartede lovbrud. I en aktuel sag om præsters hjælp til muhamedanere på
flugt fra dansk politi skrev Peter Neerup Buhl i Berlingske 10. februar
1994:
»Det kunne tænkes, at danske nationalister bryder loven og »handler efter
deres samvittighed«, hvilket jo er blevet svært populært på det sidste. Den
modbydelige tendens i danske medier til at se let på loven og undskylde
eller
direkte forsvare kriminelle, må jo før eller siden fremkalde en sund
modreaktion blandt individer, som tager konsekvensen af ordenens sammenbrud.
Det vil da være interessant at se, om TV også laver en udsendelse til deres
ære. Eller er patriotisme et »dårligere« motiv end såkaldt humanisme? Er
overgreb mod fremmedhjælpere værre end disses overgreb mod Danmark?«

XI. Uden for nødværge- eller nødretssituationer skal volds-konfrontationer
fra andre end statsmagten undgås i 99.999 tilfælde af 100.000. Bataljer gør
nemlig oftest ondt værre: Næve- og sparkekampe bliver alt for let til
knivstiksdramaer og disse igen til, at skydevåben tages i brug. Med tiden
endog maskinpistoler, raketaffyringer, bilbomber og hvad vi ellers har hørt
om. Fra for eksempel irske IRA. Uanset at opfanatisering fører meget stygt
med sig, skal vi passe på at blive så ensidigt kvækerindstillede, at vi
fornægter, at biologisk findes kampvilje i årmillioners nedarvede
genmateriale. Til det maskuline hører således trang hos teenageren til at
prøve sine fysiske kampkræfter. Hæmninger overfor at besvare vold med
modvold
har derfor ikke nogen kæmpehøj tolerancetærskel. Muhamedanerforråelsen af
det
danske samfundsklima provokerer iltre ungdanskere til at gå i slagsmål med
de
fremmede i desperate håb, om, at denne Fortvivlelsens Nødværge kan hindre,
at
det bliver for sent, fordi Danmark i mellemtiden er Khromeniseret. De
ophidsede danskere og deres forfædre var her dog først. Trivselsfolks ellers
ubetingede modstand mod vold må derfor ikke kaste os helt over i
uforståenhedens grøft, når vore unge landsmænd tirres til at gå amok og
håndhæve nationalbeskyttelse med fysisk magt. Det selvovervurderende
folketingsflertal burde have lært af fejl, som deres forgængere begik i
toethalvåret op til 27. august 1943. Gid de dog denne gang gør det, før
folkevreden bobler op til kogepunktet. Umiddelbar hovedskyldig er helt klart
den blodtørst, som medierne for at skabe attraktivt stof professionelt er
interesseret i at oppiske (såkaldt kreativ, opsøgende journalistik). Tænk
for
eksempel blot på, hvad der rundt om i landet er opbygget af had og harme,
ved
at såkaldte racister uden fundering igen og igen er blevet påduttet at have
sendt den brevbombe, som den 16. marts 1992 dræbte en fra foreningen
Internationale Socialister. Og i masser af andre tilfælde er der ikke engang
så meget som en lille fjer, før medierne farer ud og uden skrupler
viderebringer helt grundløse påstande fra fremmede, der vil gøre sig
interessante og opnå medieopmærksomhed på bekostning af danske ved at
opdigte, at de har været ude for en eller anden mishandling. Et ligeartet
eksempel er Radio Syd-historien om mordsammensværgelse mod Ole Espersen o.a.
(Jyllands-Posten 1. september 1994), Belysende er også B.T.-beretningen 16.
januar 1994: En 17-årig kørestolsbunden pige i Sachsen-Anhalt skamferede sit
ansigt ved at snitte et hagekors i sin ene kind. Hendes falske anmeldelse
af,
at det var gjort af tre opdigtede skinheads, affødte kæmpeaktiviteter hos
medier og politi. Nutidens forhold er nu engang blevet sådanne, at de unge,
der er disponeret til at gå i kamp - hvad enten de havner på »racistisk«
eller på »antiracistisk« side - oftest motiveres af ønsket om at rykke sig
ud
af en dødsenskedelig anonym tilværelse og over til status som spændende
stjerneeksistens i TV- lampernes og andet medielys. Derudover finder man den
tryghed og det livsindhold, som opnås i gode idrætsklubber og spejdertroppe.
Alt dette får de svage hæmninger til at falde hos flipperne (fulderikker,
galninge, narkomaner, mediumpåvirkede, åndsdefekte, ungdomsusikre,
ballademagere o.l.). Ganske almindeligt er nok et mix af drengestreger,
kæresteforsmåelse, mentaldefekter, kedsomhed, irritabilitet og andet
upolitisk. Men når lunten først er begyndt at knitre, bliver den videre
udvikling alt for let rationaliseret hen i racekrig.

Indgående analyser ad disse linier - med særligt henblik på de som
nynazister
fejlagtigt rubricerede unge tyskere - er en hovedsag i Hans Magnus
Enzenberger: »Med udsigt til borgerkrigen« (Gyldendal 1994). Højdepunkterne
står på siderne 21f og 42f. Herhjemme har vi med kortvarige uroligheder set
begyndelsen til begyndelsen. For eksempel i Kalundborg (1985), Gilleleje
(1990), Holbæk, Roskilde og Farum (1991), Stige (1992), Fredericia (1992/93)
og Ølstykke (forår 1993). På Nørrebro gik det løs 13. maj 1993. 1994
begyndte
med nytårsnatnævekampe i Brande og Lunderskov. Storinvasionen af
Jugoslavmuhamedanerne og mediernes overopblæste fixering på tyrkerbrande i
Tyskland fulgtes i Danmark op af drengede ildspåsættelser og andet hærværk
på
(påtænkte) asylcentre. Bl.a. i Gram, Tårnby, Roskilde, Thisted, Helsingør,
Dragør, Hornsyld og Gentofte. I vinterhalvåret 1992/93 fik Politiets
Efterretningstjeneste indberetninger om ca. 40 angreb på Asylcentre spredt
ud
over hele landet. Et eksempel - bankning af nogle Jugoslaver på Ulfborgegnen
- beskrives i Jyllands-Posten 24. februar og 5. marts 1993. En tuneser fik
en
nat i samme februar stjålet sit tøj i Thistedområdet, så han måtte vandre
hjem næsten nøgen (Underbukserne tog man ikke). En 16-årig dansk dreng har
sat ild til en pakistanerkiosk og knivstukket en tyrk på Amager (Berlingske
8. juni 1993). Marts 1994 ramte knivstik et par jugoslaver i Herlev og en
dansker i Helsingør. Maj 1994 uddelte Vestre Landsret 80 timers
samfundstjeneste til en Esbjergenser for brandstiftelse rettet mod en
iraner.
Betegnende for det hidtidige udviklingsstadium er den store avisomtale, som
begyndte i 1992 om en Birkerød-nazistgruppe med stor bombeproduktion. Dels
til salg ud over Europa, dels til aktion i Danmark (se fx. Berlingske og
Jyllands- Posten 14. og 15. december 1993). 20. august 1994 afsiges dom: 20
dages betinget hæfte. Der havde simpelthen været mere løgn i avisernes
opskræmninger, end hvis de som medarbejder havde haft Baron Karl Friedrich
Hieronymus Münchhausen. Dette århundredes første besættelse af Danmark
belærte os om, at kraftig og langvarig fremmedinvasion pø om pø afføder
voldsstridigheder på alle leder og kanter. Forargelsen over
Muhamedanerimportørerne og deres medhjælperes virke resulterer såre let i
vold og hærværk. Det er kollaboratørers vanlige skæbne. Bandeslagsmål
opstår,
og kan fortsætte i lange tider - endnu værre end når et henkastet uslukket
cigaretskod lægger store naturområder øde. Drab og lemlæstelser udløser
aggressionsfølelser. Så det, der startede som tilfældige ret harmløse
slåskampe, over tiden optrappes til et skred i opfattelsen af, hvad der er
acceptabel adfærd, og hvad man selv vil være med til. Eksempler stod i
aviserne 12. december 1993 (tyrkere i Brabrand forsvarede sig med
pistolskud). Accellerationsautomatikken nærmer sig højst sandsynligt, at
terrorspiralen optrapper med schalburgtager og likvideringer. Foreløbig er
vi
kun kommet til det punkt i udviklingen, at danskermentalitetens umiddelbare
forstandsreaktion er samme afsky, som i 1941 og 1942 var den overvejende
uforståenhed for den gryende modstandsbevægelse, der med noget så udansk som
ødelæggelsesvåben i hånd greb til sabotager og andre illegaliteter. Men man
skal ikke undervurdere, at det, der endnu hviskes bag lukkede læber, hurtigt
kan blive gjaldende råb ud over landet: Gå til modstand, alle mand som een
og
gør Danmark frit. Hovedskylden for de etniske konfrontationer ligger
tydeligvis hos Mimi Jakobsen, Marianne Jelved, Birte Weiss og deres
medløbere. Det er dem, der har sat det danske folks fremtidseksistens på
spil. Funderet på sæbebobleillusioner i en verden, hvis rå barskhed, de slet
ikke fatter. Immervæk beror bristepunktsoverspændingens kurs mod
borgerkrigsagtige tilstande på Folketingets afsindige indslusning i
forfærdende omfang af de helt fremmede til det dybt kriseramte Danmark, og
magthavernes totalafvisning af debat på lige fod, ved at vi, der er imod den
førte politik, blot hånligt afvises som racistumennesker. Sådan
hovskisnovskifornedrelse udløser uafvendeligt følelseslidenskabelige
impuls-handlinger som eneste farbare modreaktion fra nogle
eksklusions-fordømte. Blandt millioner af danske vil være nogle, hvis
selvopholdelsesdrift oppisker dem til vold og hærværk. Så kan blodfattige
akademiker-kontornussere være nok så forstokkede og uforstående. Når de tre
ugæve piger sår vind, høster vi alle storm. Som i 1940'ernes første halvdel
er hovedfjenden altså også nu de rådne gammelpartiers dødedriftspolitik. For
en tid har det været så bekvemt for dem at fremture i fejlvurderingsblæver.
Derigennem har de hidtil opnået deres mål: Ved valg efter valg at bevare
deres taburetter frem til næste valg. Det gør man lettest ved at lukke
vælgernes øjne for truende farer. Svaret til MF'erne har vi storinspiration
til i 3. og 4. vers af Johan Ottosens, herlige 1890-sang om datidens
Pikkelhue - Köllerundertrykkelse: »Og de troede, at hjertebånd kan briste,
og
de troede, at glemmes kan vor ret; de skal vide, de aldrig ser de sidste, de
skal vide, at ingen bliver træt. Thi som årene randt, sås det: båndene
bandt,
- kræfter fødtes for kræfterne, som svandt,

de kan lokke med løfter og med løn, - fælles sprog giver vore tanker mæle,
fælles vilje gør kampdagen skøn. Nye stridsmænd skal der, nye stridsmænd
skal
her slutte kreds om den fane, vi har kær.« Sangen fastslår også, at for hver
en, der falder, skal der komme nye overalt. Men vi tør ikke mere med
frejdighed synge med på, at det slet ingen hast har for den, der tror. XII .
Sejrherrerne skriver historien. Derfor blev eftermælet positivt for Niels
Ebbesen, Svend Gønge og Churchill-gruppen. Men enhver, der har studeret
Muhamedanismen vil vide, at den nuværende invasion af Danmark er langt
farligere end Grev Gerts, Karl X Gustavs og Adolf Hitlers. Fastholdes
nuværende folketingskurs, så danskheden ender med at blive udslettet, får
nutidens Holger Danske-grupper ikke samme helteplacering som deres
bedsteforældres. Men et er følelsesmæssigt at forstå de unge, der griber til
Fortvivlelsens Selvhjælp overfor invasionstropperne, der formerer sig her i
landet med støtte fra vore egne magthavere. Noget andet er at tildele også
hjernerne deres plads, når skæbnesvangre afgørelser skal træffes. I 1994
savner vi tre af de betydeligste forudsætninger for modstandsbevægelsens
succes i de(t) sidste tyskerbesættelsesår: Kontakten med England bragte
kampen i alliance med en verdensomspændende gigantindsats, der bl.a. gav os
våben og samlet strategi, om hvor kræfterne mest fornuftigt sattes ind.
Sverige var en nærliggende Helle, hvorfra forberedelserne kunne iværksættes
i
ro. Og fra 19. september 1944 havde modstanderne ikke længere noget
lokalkendt politi til optrevlingsarbejdet. Politiets opgaver under de nu
foreliggende forhold er ganske klart at efterkomme holdningen hos det
kæmpestore folketingsflertal og derfor ressourceprioritere meget højt
efterforskningen i sager om drab, vold, brandstiftelse, hærværk m.v. mod,
hvad der på Tinge betragtes som Danmarks Gæster. Også uanset, at det kan
føre
til optrapning henimod en opforstørret udgave af det Big Bang, som indtraf
august 1943. Forsigtighed må udvises mod at lade det komme så vidt. Dertil
maner Warzawas efterårskatastrofe i 1944. De ulykkelige konsekvensmuligheder
er uoverskuelige. På nuværende stadium er det derfor bedst i stedet at satse
på, at skakmatsætte Mimiisterne med en EF-udvikling, som beskrevet i kapitel
5 (og i slutningen af kapitel 51, 1). Også i dette lys var det tåbeligt, at
Danmark den 2. juni 1992 kastede vrag på vore store nutidige allierede i de
11 EF lande. I Informations kronik 19. juli 1991 skrev Jørgen Knudsen om
Jafolkene: » Folkebevægelsen mod EF har bidt sig fast i deres løgnagtighed
og
slipper ikke sit bid, før den mærker knoglerne knase.« Forhåbentlig bliver
det den sejrende danskhed, der realiserer det over for den
Jabekvemmelighedsklasse, som Jørgen Knudsen og hans magthaverdominanter
tilhører i vor tids virkelige nationaldrama. XIII. Fjernest fra dansk
holdning, står de samme Leif Hermann/ Tine Bryld- kredse som
forkæleropvarter
bøller som BZ'ere og andre virkeligt anstødelige ungdomsvoldsmænd, der gang
på gang angriber dansk-nationale møder i Den Danske Forening, i
Fælledparken,
på Rådhuspladsen eller andetsteds. De søger at fremstille deres sag, som om
det var dem, der kan sidestilles med tyskertidens nationale samling. For
eksempel søger de at vække gløden fra 1940'ernes Alsang og Algang med
fakkeltog mod racisme (bl.a. på Christianshavn november 1992, i Hillerød
februar 1993 og i Brande 16. januar 1994). Fremturer disse herskerkredse, og
fortsætter folketinget sit spytslikkeri for dem, foreligger den mulighed -
ganske som i 1848 - at borgerkrigskampe bryder ud: Dansk Patriotisk Front i
desperationens nødværge for at sikre Danskhedens Overlevelse mod de tropper,
som foretrækker at lystre folketinget. Da danskerne jo er et besindigt og
ømskindet folk, ligger en sådan tragedie nok mindst en snes år ude i
fremtiden, men det er her i 1990'erne kimen lægges, og forud for
Storragnarok
vil gå mange ubehagelige rumlerier i den danske vulkanundergrund. Også for
at
undgå dette må man nære det fromme håb, at Birte Weiss og hendes følge
hurtigere end hurtigt drejer 1800 fra de misforståelser, som har ført dem
videre ud ad Gammeltofts 1983-landskatastrofevej. Ingen kan (præcist)
forudsige, hvor det bærer hen for Danmark. Men enhver storændring tager sit
udgangspunkt i det eksisterende samfund. Derfor er det så vigtigt her og nu
at arbejde hårdt for, at de slemme muhamedanske kræfter har så svagt et
dansk
fundament som opnåeligt, og modstandskampgrundlaget (dansk økonomisk styrke)
er størst muligt. Nærværende oplysningsbog er et skridt frem ad vejen. Den
afslutter ikke fædrelandskampen for sandhed og ret. Men dens materiale kan
vel bruges af nogle til mere effektivt at føre striden videre. For at give
vælgere saglig indsigt, så de sammensætter et Folketing, der forbedrer
fremmedlovgivningen. Sker det, har bogen gjort sin nytte. Selv om den over
for det selvtilstrækkelige Bedrevidenhedsdanmark kun er et skrig i ørkenen.
Måtte tossegodhedens og middelmådighedens tidsalder dog snart være omme på
Christiansborg og blive afløst af indsigtsfuld, velovervejet ånds-storsind.
Selv om der ikke var kommet muhamedanere og andre besværskabende
fremmedelementer, ville Danmark i 1990'erne forpestes af umådelige
storproblemer. I den kattepine er der bestemt ingen anledning til kraftigt
at
øge vanskelighederne ved at styrmændene ved Danmarks Ror nærer
hetorogonistforstyrrelse af tilvant Dansk Harmoni. Til dansk kulturelites
synder hører også, at den har fortrængt fra Dansk Folkebevidsthed, at
Danernes Stærke Krigsmand udførte sine bedrifter i Det Civiliserede Forenede
Europas Fælleskamp mod Muhamedanismen.

»Når Mænd han kasted sin Handske,
de så, han var Holger Danske.«
Nu er det tid at løfte arven efter ham, der på velgjort gerning sover i
Kronborgs Kasematter.
Også i de nulevendes lod er det faldet at kæmpe mod selvsamme Djihad-fare
for
dansk overlevelse.
Men nu i dansk hjemstavn.
Derfor må vi give pokker i forkvaklede, virkelighedsfjerne
humanistskoleridt.
Overfor vore efterkommere er det vor pligt at kæmpe for at vinde. Med alle
hertil egnede midler.

Om Trængsel og Nød
Du Fristed.
Jeg elsked dig
Dobbelt Ømt.

[Per Hagemann]

"De fremmede i landet"

INDHOLD af Glistrups bog

1. Folkepresset 7
2. Asylfolkeretten 11
3. Nordisk samarbejde 12
4. EF-borgere 12
5. Fort Europa 14
6. Genevekonventionens Tilblivelse 34
7. Konventionsflygtninge 36
8. De facto B-flygtninge 40
9. Ulandsflygtninge 41
10. Sovjetblokbankerotten 59
11. Gældende flygtningebegreb må yt 64
12. Traktatmanien 68
13. Udlændingelovasyl 76
14. Fup-flygtninge 83
15. Mærketals-flygtninge 109
16. Afvisning 114
17. Grænseoverløbere 123
18. Familiesammenføring 124
19. Humanasyl 130
20. Børn 132
21. Udvisning1 33
22. Skrub-af-præmier 163
23. Udlevering 167
24. Trivsels-hovedsynspunkter 168
25. Skatteplyndring 182
26. Socialhjælp 206

27. Integrering 241
28. Anti-integrering 262
29. Børnehaver 270
30. Ældreomsorg 276
31. Tolkene 279
32. Arbejdsløshed 284
33. Bopæl 298
34. Indfødsrettildeling 302
35. Dobbelt statsborgerskab 305
36. Valgret 306
37. Valgbarhed 308
38. Multisamfund 309
39. Fimsen fra 1968'er degenerationen 343
40. Den såkaldt Danske Flygtningehjælp 347
41. Ombudsmanden 355
42. Andre pressionsgrupper 356
43. Muhamedanismen 372
44. Muhamedanertruslens størrelse396
45. Muhamedanerfrit område429
46. Hvordan udskilles de uønskede?467
47. Er det lovligt?470
48. Danskhedens væbnere472
49. Folketings-tragedien479
50. Racistgalskaben526
51. Konklusioner568
52.Fremtiden589

[Per Hagemann]

>
> KAPITEL 14
>
> Fup-flygtninge
>

Kispusset med myndighederne gentages derfor uafskrækkeligt. Der er god
gevinstchance, hvadenten de pågældende forbliver uopdagede eller - som
erhvervsrisiko - kommer på fængselsrekreation et stykke tid. At det danske

system så endda giver fangerne adgang til uledsaget at færdes rundt i byen
med små mellemrum virker helt forrygende. Intet under at de fremmede ikke
magter at administrere en sådan for dem helt uforståelig
forbryderforgudelse.
Tvunget af denne for Christiansborgere helt ideologifjerne virkelighed blev
justitsministeren den 24. marts 1994 nødt til at stramme udgangsreglerne for
udenlandske strafafsonere. De i kraftig udvikling værende
menneskesmuglerorganisationer, som virker via Rusland og/eller Hviderusland
og de baltiske lande, studeres intenst af en forskergruppe i
Indenrigsministeriet, som forår 1994 barslede med en 43 siders redegørelse
herom til folketingets retsudvalg. De stillede forslag går ud på, at Danmark
nok skal kunne få effektiv hjælp til at løse sine problemer hos de andre
østersøstater. Mere konkret lyder ønskesedlen: 1) Dansk politi placeres i de
baltiske lande. Her skal de uddanne baltisk politi og sikre, at Danmark
hurtigt advares mod kommende menneskesmuglinger. 2) Russerne og balterne
skal
tilskyndes til at underskrive FN's Flygtningekonvention. Det er en
forudsætning for at returnere indsmuglede asylsøgere. (første
asyllandsregelen jfr. nedenfor kapitel 16 III). 3) Rusland og Balterne skal
have hjælp til en bedre grænsekontrol. Derudover vil Birte Weiss gerne tære
på ministerkollegers budgetter på punkter, hvor de selv vil spare: 4) Dansk
territorialfarvand udvides fra 3 til 12 sømil, så vi - med øgede
søpolitiressourcer - kan opbringe menneskesmuglerskibe over et langt større
område og 5) Marinen lægger øvelser m.v. i Østersøen. Hvad angår de tre
første forslag kommenterer UNHCR: »De russiske myndigheder ved godt, at hvis
de behandler flygtningene så dårligt som muligt, er der håb om, at de
forsvinder. Derfor har Rusland ingen interesse i at bekæmpe
menneskesmuglingen - nærmest tværtimod« (Jyllands-Posten 3. juli 1994). V.
Erfaringens beske hovedlære er, at udover held i hasardspillet er penge og
skuespilstalent de faktorer, der bestemmer, hvem der under gældende
flygtningelov maser sig længst frem på vejen til at erhverve den
eftertragtede bopæl i Nordeuropa. Problemerne forværres mangefold ved, at
selve sags-behandlingssituationen gør asylparagrafferne overmåde lette at
fixe. Realitetsvurderet afhænger asylsagens udfald nemlig af ansøgerens egen
forklaring. Ikke mindst, når han mangler papirer. Hvis asylsøgeren (ofte
godt
instrueret af flygtningeorganisationer og advokater) på plausibel vis former
sin fremstilling, så den er tilpasset lovens betingelser, er det umuligt at
afkræfte hans påstand. Danske myndigheder kan jo ikke basere noget på at
spørge for eksempel Bagdads politidirektør, hvilke bemærkninger han har til
asylsøgerens nærmere fremstilling om at være forfulgt af Saddam Husseins
myndigheder. I mange tilfælde forstår de danske myndigheder ikke ansøgerens
sprog. Så bliver det udslagsgivende, for om asyl opnås, ofte de i sagen
medvirkende tolkes udformning (uddybes i kapitel 31). Men selv om tolken
ikke
kan lide ham, får den pågældende tit mange nye chancer i det videre forløb:
For det første fik Dansk Flygtningehjælp i 1983 indsat en lovbestemmelse om,
at myndighederne som oftest har pligt til at fortælle asylsøgerne, at de har
ret til hjælp i Dansk Flygtningehjælp (nu §§48 og 37). For det andet fik
Dansk Flygtningehjælp sig også møvet ind med repræsentanter i det øverste
appelorgan (Flygtningenævnet). For det tredie har Folketinget som ombudsmand
udpeget tidligere Flygtningehjælpsformand Gammeltoft-Hansen (kapitel 41).
For
det fjerde forlanger Mellemfolkeligt Samvirke, »at der gives adgang til
asylvejledning af Dansk Flygtningehjælp i lufthavnen«. Ganske som for andre
venstrefløjsorganisationer går for Dansk Flygtningehjælp fupflygtningenes
retsgarantier forud for omsorgen for den danske befolkning.

VI. A. I den forhåndenværende miserable situation med mange og store
forhåndsfordele for asylsøgere er en hovedopgave for danske
udlændingelovgivere at styrke modspillet. Så vort land ikke bliver en af
Verdens affaldspladser for alskens trivselsødelæggende forbrydere og
nassere.
I OECD-landene sammenlagt overstiger skatteydernes årsudgifter til
asylsagsbehandling 40.000.000.000 kroner (Folketingstidende 1990/91, 2.
samling, spalte 4298). Sålænge Genevekonventionen opretholdes, vil
administrationsapparaternes verserende sagspukler svulme drastisk. Dels
snediggøres den enkelte ansøger, dels bliver der langt flere af dem. En af
Wilhjelmblåluftsriddernes 1983-tåbeligheder var, at enhver asylsøgers sag
skal finkæmmes individuelt af myndighederne - om krævet af ansøgeren endda i
flere instanser. Lovgivningsfejlen beroede til dels på den misopfattelse, at
det danske samfund har råd til at tappe sine knappe ressourcer uden at sætte
særdeles snævre grænser for mængderne af skrivebordsherseri.
Asylbehandlingen
er et af hundredevis af eksempler på, at folk bragesnakker om, at rettens
pleje ikke må være et spørgsmål om penge, men hvor følgen bliver mindre reel
velstand. Fordi landet i stedet for at producere nyttegoder bliver
bureaukratiseret ihjel af skatteyderbetalte advokater, sagsbehandlere og
lignende, mens retssikkerheden endda formindskes realistisk betragtet. Fordi
mere kompleksivitet giver flere urimeligheder. Blandt andet på grund af, at
den ene instans i medfødt menneskelig dovenskab og konfliktskyhed mener, at
besværligheder nok klares ved et af de mange andre skriveborde, som sagen
skal passere over. Uanset hvor overvægtigt man gør bureaukratiet, er og
bliver asylbehandling efter udlændingeloven et uhåndterbart Sisyfosjob. Det
hører til noget af det mest uproduktive af alt papirnusseri. Hans Engell
afsatte alligevel i oktober 1990 yderligere 50 mand hertil. Måneden efter
var
han i finansudvalget og fik tillægsbevilling, fordi Flygtningenævnets
arbejde
var forøget fra 12 til 35 sager pr. gennemsnitsuge. Samme melodi har
bureaukraternes lobbyklaver spillet uafbrudt siden. Kraftigst i sommeren
1994. B. Inden for administrationen er politiet - der jo har forgreninger
overalt i landet - den myndighed, som traditionelt beskæftiger sig med disse
områder, og som også klart er bedst egnet. Arbejdet går jo i vidt omfang ud
på at afdække faktiske forhold gennem afhøringer og anden efterforskning.
Det
betyder igen, at øverste myndighed skal være justitsministeren. Det var
derfor administrationssvækkende, da regeringsdannelsen 1993 flyttede
udlændingene væk fra justitsministeriet til indenrigsministeriet (til
gengæld
gik Indfødsretskontoret den modsatte vej). De fremmede kan selvfølgelig
lettere spille myndighederne på næsen, når der er opdeling mellem
udlændingeministerium og det politiministerium, der er ene om handleevne,
når
der skal gøres noget effektivt. C. Et af 1983-Gammeltoft-lovens mange mistag
var i ideologisk højtravenhed at exkludere Fremmedpolitiet fra den centrale
placering, det havde haft siden Arild var barn. I stedet satsede 1983-loven
på et nyt domstolslignende administrativt ankeorgan, der blev døbt
Flygtningenævnet. Det er øverste myndighed til at bevilge retskravsbaseret
asyl. Normalt har det fungeret med en dommer som formand og seks andre
medlemmer. En heraf kommer fra flygtningeministeriet, mens fem er disponeret
til at støtte ansøgerne (to fra Dansk Flygtningehjælp, én fra
udenrigspolitikken og to, der som flygtningeadvokat har erhvervet indsigt i
området). I sin kommentarrubrik i Berlingeren påviser Aage Deleuran 27.
oktober 1991, at Flygtningehjælpen i al fald i tre tilfælde partisk har
misbrugt sin udnævnelsesret. Fra sommeren 1994 virker Flygtningenævnet alene
med tre medlemmer i langt de fleste - de uprincipielle - sager (§53 stk. 3).
Fordelingen mellem det store og det lille nævn foretages af en som visitator
fungerende dommer. Men under alle omstændigheder afgøres fremmedlovssager
først og fremmest ud fra politiske - ikke retlige - overvejelser. Det er
derfor forkert, at nugældende lov giver beføjelser til domstole og
domstolslignende organer (som Flygtningenævnet). D. Bestandigt blokeres det
vanskelige sagsoplysningsarbejde med forskruede retssikkerhedskrav.
Principuenigheden her mellem magthaverne og Trivselspartiet er, at Ole
Espersen-blokken kun tænker på forbryderens betryggelse mod overgreb fra
statsmagten, hvor vort eftertryk ligger på at skabe retssikkerhed for, at
den
almindelige dansker ikke udsættes for krænkelser. Et aldeles hysterisk
eksempel endevendtes da medierne sæsonmæssigt savnede stof i højsommeren
1993. Et folketingsmedlem læste en asylansøgers politirapport, hvorefter
Røde
Kors hylede op om, hvor forskrækkelig en krænkelse det var for ansøgerens
integritet og dermed hans og andres tillid til Danmark. Fremmedelskerne
negligerede her for det første den centrale pligt for ethvert
folketingsmedlem til nidkært at kikke den offentlige administration i
kortene, hvor og når vedkommende - inden for grænserne afstukket af den
nationale sikkerhed - måtte ønske det. For det andet tilsiger afgørende
samfundshensyn, at enhver dansk skatteborger bør have adgang til kritisk og
detaljeret at følge alt i alle asylsager. Dels for at disse kan blive mindst
dårligt oplyste, dels for at den danske offentlige debat kan foregå på det
højst opnåelige oplysningsniveau. Et andet eksempel er, at verdensmesteren i
muhamedanerjagt, den israelske efterretningstjeneste Mossad, ikke må
inddrages ifølge beslutning fra 1990 i folketingets retsudvalg. Den må
sammenholdes med følgende fra Politiken 23. februar 1994: »Asylsøgerne
bestemmer selv, om de vil fortælle de danske myndigheder, om de har
foretaget
sig noget kriminelt i deres hjemland eller andre steder. Vi har ingen
mulighed for at undersøge deres oplysninger, siger afdelingschef i
Indenrigsministeriet, Claes Nilas«. I sager, der er så svære at få
ordentligt
oplyst, som de her behandlede, er det da stjernetosset, at den myndighed,
som
står i svag position, skal yderligere handlingslammes ved at give afkald på
efterprøvelsesmetoder, som vil være mest velegnet til opnåelse af
sandfærdige
informationer, Den nuværende tilstand, der er baseret på forhistoriske
strafferetsplejedogmer, som ikke svarer til Nuverdenens barske realiteter,
vil givet bryde sammen under sin egen vægt, efterhånden som flere og flere
søger væk fra deres hjemlande. E. Tilsyneladende vil der ligge nogen
fornuftsgørelse i at oprette filialer af Direktoratet for Udlændinge ude på
de steder, hvor det foregår. Det prøver man fra september 1993 i Zagreb.
Femtekolonnemagthaverne på Christiansborg har etableret et hvervekontor for
Djihadere. Med fremskyndelse af Danmarks Undergang som den mest sandsynlige
hovedvirkning. En begrundelse for Jugoslavkontorstedet er endda at undgå, at
kun flygtninge, der selv formåede at skaffe billet til Danmark kunne komme
herop. Derfor betaler danske skatteydere for indvandrernes rejse herop. (Se
for eksempel Berlingske 26. september 1993).

VII. Hvis Danmark på et givet tidspunkt mener, at der vitterligt foregår
politiske forfølgelser i et land, vil rygtet om at dette lands borgere
godkendes, føre til, at ti- eller hundredefold så mange af landets ikke-
forfulgte siger til sig selv, at nu er chancen der for dem og deres
efterkommere. Og danske myndigheder har i den situation ikke nogen mulighed
for at udskille de få, der er sluppet med i strømmen, uanset at de har det
handicap for at komme af sted, at de er forfulgte. Overalt på
spontanflygtningeområdet er prioriteringen den, at det er de velbjergede,
der
ler, mens de, som loven foregiver at ville hjælpe, kan forblive i tænders
gråd og gnidsel. Sålænge folketingsomsorgen for danskhedens langsigtede
behov
er så slap, kan det ikke undre, at de virkelighedsfjerne
elfenbenstårnsadministratorer meddeler en betydelig overvægt af
asylbevillinger, sammenholdt med, hvad man måtte forvente, hvis man alene
henholdt sig til udlændingelovens betingelser for at opnå asyl. Ansøgerens
egeninteresser for asylrelevante undskyldninger og påskud er så kæmpestærke,
at de gang på gang slår igennem. Enhver som nøgternt erkender lille
Bankerot-Danmarks vanskelige situation, indser let det splittertåbelige i at
opretholde udlændingelovens blåøjede paragraffer syv og ni med deres i bund
og grund ukontrollerbare kriterier. Deres virkelighedsindhold er, at der
står
en araber i Kastrup og hjerteskærende jamrer Sesamordene »Mig Muhamed - Mig
Asyl«. Samtidig ser han så ulykkelig ud og er beredt til at udsprøjte hele
registeret af 1001 Nats Eventyr i moderne version, som han har indstuderet
så
nøje på Rejsebureauets Forførelsesskole derhjemme i Levanten. Realiteten er,
at der ikke i noget år i 1990'erne er kommet og næppe vil komme ti ægte
flygtninge til Danmark. Det skaber derfor uacceptable spændinger og
vanskeligheder i det danske samfund, når hyklere udslynger
Brundtlandinspirerede flotbemærkninger om, at det skal komme enhver måske
forfulgt til gode, hvis der er skabt mindste tvivl om, at et afslag kan
kaste
ham hjem til fængsel eller henrettelse. Det virkelige indhold heri er, at
den
danske statskasse står på vid gab for charmeløgnere og deres afkom ud i al
evighed. Efter at den ghanesiske historiker Emanuel Aning i et par år nøje
har gransket emnet, fremlægger han i Samspil 1991 nr. 3 dokumentation for,
hvordan spil på danske myndigheders næser afgør afrikanske asylansøgninger.
Der er ingen grund til at betvivle, at tilsvarende undersøgelser ville give
samme resultat for de andre, der påstår at være flygtninge. Det var
verdensfjern landsskadelig tale universitetsprofessor Thor A. Bak (Dansk
Flygtningehjælps daværende formand) førte, da han - citeret efter side 175f
i
»Hvad med Danmark?« - Sankt Hans Dag 1985 skrev: »Jeg tør ikke udelukke, at
der slipper flygtninge ind, hvis flygtningestatus ikke er troværdig men jeg
mener, at det ikke er ret mange - og skal der begås fejl, er det vel bedre
at
vi tager et par stykker for mange, end at vi risikerer ved et fejltrin at
komme til at sende »rigtige flygtninge« tilbage til en tragisk skæbne. Og så
skal vi huske at sige, at vi nok går ind for, at al tvivl vil komme
asylsøgeren tilgode «. Langlouis 81 tilføjer tørt »kun for så vidt, at den
myndighed, som træffer afgørelse i sagen, er forvisset om asylansøgerens
almindelige troværdighed«.

VIII. I 1991 udsendte FN's flygtningekoordinator Jonas Widgren rapporten »
Movement of Refugees and Asylum-Seekers. Recent Trends in a Comparative
Perspective.« Asylsøgertallet i Vesteuropa angives som konstant ca. 45.000
om
året i en lang periode til og med 1977. Siden er det steget drastisk. En
svensk 1993-rapport oplyser således 1992-tallet til 2.9 millioner. At det
inkluderer alle indvandrere, bortforklarer ikke, at tendensen er dybt
foruroligende. Man må jo i bedømmelsen også medtage den diktaturafvikling,
der foregik i 1989 og 1990. Blot denne ene talrække rejser herefter stærk
mistanke om, at det er helt galt med sandfærdigheden hos næsten alle, der
påstår, at de er politiske flygtninge, I første halvår 1991 udtog de norske
myndigheder 160 asylsøgere til særlig dybtgående kontrol af ansøgernes
forklaringer. Det viste sig, at der i samtlige tilfælde - 100% - var løjet
(især om navne, fødselsdata, afrejselande og rejseruter). Pseudonymet
Mustafa
Kamal skriver i Danskeren for november 1991: Ȯgte politiske flygtninge som
mig udgør kun en forsvindende ringe del i forhold til de »flygtninge«, som
er
kommet hertil blot for at nyde et behageligt liv. De er for det meste
fanatiske muslimer, der anser sig selv for at være andre overlegne. Det
danske folk skal blot underholde dem og give dem de bedste boliger gratis.«
17. januar 1992 sagde topchefen i svensk udlændingeadministration Christina
Sandquist, at 98% af svenske asylansøgere ikke er forfulgte. Hun forklarede
årsagen til at dette ikke kommer frem: »Det finns Flygtningeorganisationer i
varenda liten håla. Folk engagerar sig och skriver inlagor och så vidare.
Några blir förbannade, när någon sedan kommer och avslöjar att deras
engagemang bygger på ett falsarium.« Ud over særaftaler med FN godkendte
Danmark i perioden 1956-1982 i gennemsnit 452 flygtninge om året. I perioden
1983-93 blev tallet 3.715. Hovedsageligt folk, som var økonomisk i stand til
at mase sig foran i Verdens Flygtningekø, og som nu opmuntredes af vor
1983-tåbelighedslov. Der indrejste i 1992 13.884 asylansøgere fordelt med
2.864 i 1. halvår og 11.020 i andet. Den store masse - 9.003 - var
Jugoslaver. Eleva2eren holdt 25. september 1992 telefonafstemning om
Danmarks
accept af asylstrømmen fra Jugoslavien. 86% fandt, vi lukkede for mange ind.
I begyndelsen af 1993 faldt ugetallet imidlertid med 80%. Om den uro dette
vakte i Flygtningeindustrien skrev Jyllands-Posten 20. januar 1993: »Faldet
skulle være forårsaget af, at Ungarn kræver op til 100 dollars« af hver, der
vil køre transit gennem landet. Det afvises af den ungarnske ambassade i
København. Flygtninge skal blot dokumentere, at de har midler til et par
dages ophold i Ungarn, siger ambassadøren«. Verden er ikke så let at stille
tilfreds. Ungarerne er ikke meget for at give deres naboer et måltid mad,
når
de er på flugt til Danmark, men i det fjerne Danmark sætter hjælperne en
undersøgelse i gang, når der ikke kommer flygtninge nok. Forlængst har den
muhamedanske afsenderindustri imidlertid fundet udveje til at pleje, bevare
og udvide deres marked (dog med en afmatning i 1994, 2. kvartal). Dansk
Flygtningeindustri kræver selvsagt - ganske på linie med andre expanderende
erhverv - store og stadig vedvarende leverancer af råmaterialer. Følgelig er
der indre logiknaturlighed i Birte Weiss's oktober 1993-beklagelse af, at
der
i juli kvartal var kommet for få Jugoslavmuhamedanere: »Målsætningen er
omkring 1.000 om måneden. Derfor er der behov for yderligere initiativer,
bl.a. oprettelse af endnu et visumkontor i Eks-Jugoslavien«. Som Anders
Hvass
formulerede det i Berlingske 12. august 1993: »Går det ikke hurtigt nok,
sætter vi bare en enkelt jumbojet ind i fast rutefart tre gange om ugen
mellem København og Tjatikistan. Det er 2.000 flygtninge om ugen, som fru
Weiss herefter kan modtage i tilgift. De fleste er analfabeter, så alle
skolelærererne kommer i arbejde, og Dansk Flygtningehjælp får klaret sit
konkurrenceproblem. Hvad vil vi mere?« For hele 1993 høstedes herefter
14.453
i medfør af Jugoslaverloven. 1994 havde pr. 26 juni bragt yderligere 2.682.
Fra andre lande ankom 2.610 i 1993 og 3.240 i 1994 frem til 26. juni
(Somalia
har førstepladsen med 653, mens Irak med 309 og Palæstinenserne med 301 tog
henholdsvis sølv- og bronzemedalje). Ser man på godkendelsesprocenter, lå de
i de skandinaviske lande efter 1983 omkring 80. Det var meget højt i forhold
til Vesteuropa i øvrigt. Fra 1990 faldt de da også til ca. 50%. 9. maj 1993
bragte Radioavisen såkaldt opdaterede tal: Danmarks godkendelsesprocent
oplystes med 50 at være højst i Europa. Nr. 2 er England med 37%, mens
Tyskland er nede på 4%. Og tilmed er de offentlige ordninger for asylsøgere
mest generøse i Danmark fra stort til småt. Jo lavere godkendelsesprocent
Danmark kendes på (i forhold til andre europæiske lande), des mindre
attraktiv er vi at vælge for de kommende års asylsøgere. Men som Verner
Jensen sammenfattede i Jyllands-Posten (7. december 1992): Myndighederne
»burde få behandlet sagerne for alle fup-asylansøgerne, de, som begår
kriminalitet og alle grundløse asylansøgere. Så de kunne blive udvist
snarest
muligt. Det ville hjælpe på den fælles retsbevidsthed. Vi danskere står
efterhånden i anden række i forhold til dem, der får asyl. Faktum er, at
danskerne skal være her, de andre må være her.« Som vi skal nærmere ind på i
kapitel 21, er forholdet desværre det - i Danmark som i det øvrige Europa -
at når en asylsøger har fået afslag, slipper han i reglen godt fra at
forblive i afslagslandet (eller rejse til andet europæisk land).

-----------== Posted via Deja News, The Discussion Network ==----------
http://www.dejanews.com/ Search, Read, Discuss, or Start Your Own

[Per Hagemann]

KAPITEL 32 Arbejdsløshed

I. Udviklingen er skræmmende, siden der i 1970 var stort flertal i
Folketinget
for, at fremmede ikke må arbejde i Danmark, såfremt en dansker kan skaffes
til
jobbet.

Dengang stod konjunkturen på overbeskæftigelse. Derfor var der brug for også
mindre kvalificerede. Det var fremmedarbejdernes adgangsbillet til vort
land.

Efter at Danmark i 1974 ramtes af storarbejdsløshed, er hovedproblemet, om
de
fremmedes forbliven og forøgelse bevirker mindre dansk beskæftigelse. Nogle
har tydeligvis denne virkning, andre den modsatte. Ved bedømmelse af gruppen
som helhed, må man koldhjernet holde sig klart, at danskarbejdsløshedens
samlede størrelse beror på prisen på arbejdskraft og andre
konkurrencepåvirkningsfaktorer samt på efterspørgslen efter danske produkter
i indland som udland.

Når flere bosætter sig i Danmark, stiger efterspørgslen. Men når der er
arbejdsløshed, vil også de offentlige udgifter vokse. Det er med det
nuværende
danske offentlig-sektor-niveau ensbetydende med relativt kraftig beskæring
af
den almindelige husstands velstand og velfærd og dermed formindskelse af
holdbar beskæftigelse.

Min afvejning er resulteret i, at mens tidligere tiders indvan- dring var
beskæftigelsesgunstig, har nettoeffekten været arbejdsløshedsforøgende
gennem
de sidste 20 år.

Det forventes, at Jan Ekberg vil nå samme hovedkonklusioner i den rapport,
den
svenske regering har bedt ham afgive sidst i 1994.

Herefter har det i de sidste 20 år været folketingets pligt hurtigst muligt
at
skubbe de nu Danmarkstyngende udlændinge ud af landet. Danske politikeres
mandat er at betjene danskerne - hverken mere eller mindre.

Men i januar 1975 genindtrådte et i udlændingepolitikken totalt forandret VS
i folketinget. Det udfyldte hjernetomrummet hos den socialdemokratiske
regering, som var usikker. Reverenter talt fattede den ikke et klap af de
igangværende befolkningsændringer. Partiets 1971-generation fik magt over
det
rystede parti, hvis traditionelle kolosfasthed opløstes. Resten af
folketinget - bortset fra Z - turde ikke andet end at følge strømmen. For
ikke at blive nedtrampede af de VS-sympatisører, der fra 1968 sidder så
hårdt
på de herskende medier.

Til dansk arvegods hører afstandtagen fra løntrykkere, møvere, folk med over
10 daglige arbejdstimer og social dumping. Dette er forhistorisk vraggods.
Social dumping er nok lige i øjeblikket irriterende for dem, der er indgroet
i dansk slendrian. Men for helheden er det i vor tids Danmark afgørende, at
vi får flest mulige livsgoder billigst muligt på det danske marked. Den pisk
over nakken øger tilmed erhvervsvirksomhedernes konkurrencestyrke. Det
indebærer flere danske arbejdspladser. Den gode spiral vil fortsætte så
længe
den sociale dumping står på. Sjældent efterfølges den af ondvirkninger.

I grøften ligger den forherligede solidariske lønpolitik. Den er kraftigste
enkeltårsag til Danmarks arbejdsløshed. OECD's januar 1994
Employment/Unemployment Study rammer nemlig plet: Høj beskæftigelse og høj
levestandard for hele befolkningen kræver stor lønspredning og andre former
for arbejdsmarkedsutryghed (flexibilitet).

Uden mediegennemslagskraft har jeg - fra 1971 offentligt - fremført disse de
eneste midler til arbejdsløshedens afskaffelse. En af indgangene hertil er
bogen »Sådan reddes Danmark« (1989) - især siderne 11f, 17, 21-23, 89-97,
100-
105 og 110f.

Så længe folketingsflertallet ikke vil vedtage
Arbejde-til-alle-lovforslaget,
(senest L 254 af 12. april 1988) og altså foretrækker, at der ikke skal være
arbejde til alle, er det rationelle at lade arbejdsløsheden ramme den
dårligst
egnede del af arbejdsstyrken.

I forgrunden står hyppigt, at medarbejdere skal være velegnede til at indgå
i
den hold-helhed, som en virksomhed udgør.

Det indebærer marginalisering af de fleste fra Tredie Verden. De der er
flest
af (tyrkerne), hører endda til i bundenden.

En arbejdsplads har jo svært ved at fungere hensigtsmæssigt, når nogle har
afvigende baggrunde, vaner og traditioner. (Herom nærmere i kapitlerne 45, I
og 38).

Danskkundskaber af typen: »Mig elske dig« rækker ikke langt. Fagsprog og
arbejdspladsslang skal man helst også beherske for at begå sig.

Indforståede ironidrillerier mellem lav og høj på danske arbejdspladser
forbliver ukendt land for dem, der er vokset op i helt andre kulturer.

Svigtende eget initiativ er en almindelig hovedanstødssten. Den fremmede
venter passivt på, at overordnede skal komme og fortælle ham alt, hvad han
skal foretage sig. Han er slet ikke indstillet på, hellere at disponere
selvstændigt, end at lade problemerne ligge uløste indtil en overordnet har
givet helt konkret besked.

Der skal tales langsomt og tydeligt til de fremmede. Beskeder skal gentages
3-4 gange og alligevel er misforståelseshyppigheden langt større end hos
danske. Kunder m.fl. har ikke tålmodighed over for dem, der ikke har
indbygget danskerfærdighedsparatreaktioner.

På side 121 bemærker Tranholm-Mikkelsen at »bøn og faste passer dårligt ind
i
fabrikkens rytme«. De ansatte holder tilmed tidlig weekend for at gå til
moskeugekulminationen Fredag middag.

Arbejdsmarkedslovgivningen, kollektive aftaler og faglige aktioner dikterer
ligestilling i løn og andre arbejdsvilkår mellem alle med samme hverv. Det
er
ensbetydende med arbejdsløshed for ulændingene med store svagheder i dansk
arbejdspladsperfektionisme, dansk sprog og dansk samfundstilpasning.

Multipliceres alle disse handicap med hinanden, bliver det ubønhørlige facit
nemlig et gab mellem løntarif og produktivitet.

Ydermere har den fremmede intet incitament til at klynge sig til den for ham
væmmelige, højtrationaliserede, tempostressskabende arbejdsplads. Den danske
stat aflønner ham jo så gigantfyrsteligt for ikke at bestille noget.
Velfærdssamfundets indkomstoverførsler er overdådige sammenholdt med den
levestandard, han er vokset op med.

Det samlede resultat bliver en registreret arbejdsløshed 2-4 gange så høj
for
fremmede som for danske. Eksempelvis var 1992-procenten for A-kassemedlemmer
12 for danske, men 41 og 45 for pakistanske og tyrkiske statsborgere. Mai
Heide Ottosens bog »Kan de få arbejde?« (Socialforskningsinstituttet 1992)
leverer udpenslende detaljer.

Finanspolitisk og nationaløkonomisk må til
arbejdsløshedsunderstøttelseshæverne lægges folk, der konteres under
uddannelsessøgende, pensionister, bistandsmodtagere eller andre af det
offentliges bogholderis udgiftskonti.

Jan Hjarnøs analyser viser, at det ikke er blevet et hak bedre i de 15-16
år,
han har fulgt tallene. Derfor er det uden belæg at kalkulere, at det snart
vil
lysne.

At skulle stampe mod naturgivne - og derfor uovervindelige - brodder er
imidlertid en ønskeposition for den offentlige sektors skrankepaver.

Forår 1993 udgav Arbejdsmarkedsstyrelsen (tlf. 35 28 81 00) en 119 siders
rapport om yderligere sagsbehandlerstillinger.

Frugtesløse udsmidninger af skatteydernes indbetalinger møder vi i utallige
konti. Blandt andet i finanslovens §17.42.06 og 43.03. Maj 1994 dukkede nok
et
apartheidtilskud op i Folketingstidende spalte 11836: 108 nye millioner de
næste 19 måneder.

Dirigering fra oven sker ud fra devisen: De fremmede først i alskens køer og
så skidt med danskerne. I stat, amter og kommuner vrimler det med projekter,
planer og andre tiltag, som (så at sige) udelukkende har muhamedanere som
ofre. Det giver så at sige aldrig job bagefter. Mens det står på, er det som
voksenbørnehaver. Set i langtidsforløb er hovedpræget skattepengespildte,
hundedyre gevækster på socialbistandstilværelser.III. Længe har Robert Storm
Petersens Fædreland været overopfyldt med arbejdsmarkedsunyttige
skævtænkerprojekter.

14. december 1990 berettede Politiken, at AOF, arbejdsformidlingen, SiD og
Teknisk Skole i fællesskab har opnået statsfinanciering til, at 14 tyrkere
o.l. brugte deres lønnede arbejdstid i fem måneder på at bygge et 35
kvadratmeter lille skovtursmadpakkespisehus i den københavnske Vestskov. Som
foretagendets værdi angaves, at de 14 »lærer noget om dansk arbejdskultur«.

Samspil 1992-1 rapporterer: »Flygtninge fra Nakskov kommunes projekt: »Godt
i
gang« har arbejdet med ombygning af to tidligere DSB-postvogne. Resultatet »
Toggalleriet« - er nu køreklart. Ud over udstillingsarealer medfølger en
lille café og en lille butik. Hjemstedet er Nakskov station, men det
rullende
galleri flytter sig gerne til andre steder med egne udstillere eller til
brug
for andre initiativer«.

Jyllands-Posten fortalte 2. februar 1992 om, at EF giver 900.000 kr. til i
Esbjerg at beskæftige 20 langtidsledige tyrkere under SiD. På forhånd
udskriges succesen. Fordi to Esbjerg-virksomheder har lovet at aftage to af
deltagerne i projektet. For hvor længe meddeles ikke.

1987 startedes et jobtræningsprojekt for Storstrøms og Vestsjællands amter
samt Københavns Kommune. Efter 7 års forløb har sammenlagt 163 flygtninge
været i aktion. 20% er derefter fortsat i uddannelse, mens ca. 1/3 har fået
arbejde hos det offentlige eller i privat virksomhed.

Berlingske 7. februar 1993: Sejlflod Kommune vil købe et nedlagt landbrug
som
70 somaliske flygtninge skal være med til at restaurere og drive. »Når
borgerkrigen i Somalia er forbi, vil flygtningene få brug for at kunne bygge
byer og forbedre vilkårene for landbruget. Det vil vi gerne lære dem,« siger
borgmester Christian Schnoor.

Dansk Flygtningehjælps aktivitetscenter lod vinter 1992/93 flygtninge
undervise andre flygtninge i bl.a. oliemaling, håndværk, fotofremkaldelse,
madlavning og edb. Det var i Viborg amt.

Mere humor viser naboen: Skoler i Aarhus Amt kan for 3.000 kroner pr. gang
få
Cirkus Tværs på besøg med indvandrere som optrædende. Det har hjemsted i
Gellerupplanen.

Københavns Amt og Taastrup Kommune betaler for, at tolv fremmede oplæres til
at produktudvikle og sælge arabisk, tyrkisk og iransk fast food (Berlingske
10. februar 1993). Poulsgaards og Mac Donalds pølseforretninger ryster
sikkert af skræk for at blive udkonkurrerede.

Horsens AMU-center har næsten årlange kurser. 1991/92 var der ti elever
mellem
23 og 50 år fra forskellige lande. Først 6 uger på AOF-daghøjskole. Resten
af
tiden forløb med til et rumænsk børnehjem at istandsætte legetøj, cykler,
køkkenudstyr og møbler med fire danske lærere. Enkeltvis eller parvis tages
de
ud af arbejdet til intensiv danskundervisning, der dog ikke kunne bringe
nogen
op til ottende skoleklasseniveau (Horsens Folkeblad 10. juni 1992). De lærte
også alt om dansk humor. Med vittighederne inddelt i syv kategorier, hvoraf
de
blødere forbeholdtes kvindelige elever. Det siges at ske ud fra Georg
Brandes
udtalelse: »Den, som ikke forstår spøg, forstår ikke dansk« (Jyllands-Posten
21. marts 1993).

26. maj 1994 oplevede Albertis gamle by påny stor festivitas: Ifølge
reportagen i næste dags Jyllands-Posten fejredes aflevering af et halvt års
arbejde for seks tyrkere, tre vietnamesere, to tamiler og en fra
Khromeniland. Ved fælles morgenbord for 149 med borgmesteren præsenteredes
produktet: En te-pavillion med plads til fire kørestole og et bord. De 12
udslidte arbejdere belønnedes med hædersbevisningsgaver. Fra A til Z var
hele
projektet betalt af Vejle Amts Regionale Arbejds- og Uddannelsescenter og
superviset af Horsens Tekniske Skole, AOF og Tobaksgårdens EDB-center.

Københavns AMU-center inviterer i foråret 1992 flygtninge til kurser for
metal- og specialarbejderområderne samt »praktisk introduktion til
forskellige fag«. En af de kreative fiduser er tretrinsraketten: Kommunen
skaffer den fremmede erhvervskørekort, og får ham ansat i HT, men således at
han fyres derfra, når han har optjent ret til den
arbejdsløshedsunderstøttelse, som Statskassen betaler (Berlingske 23. august
1993).

Den publicitystræbende borgmester Knud Stampe konkluderede op til 1993-
kommunevalget, at det ikke passede til kemien hos hans Hirtshalskommunes ca.
250 Vietnamesere at blive overbeskæftigede. Vips satte han dem til at
fremstille souvenirs til Nordsøcentret, at levere Nordsøspecialiteter til
supermarkedet og til at få gang i et nedlagt strikkeris maskiner. Jyllands-
Posten 21. november 1993 ser mere positivt på projektet.IV. I vinteren
1992/93 var 14 palæstinensiske kvinder i Greve i gang med et seks måneders
langt kursus. For at få større forståelse for sig selv, og uddybe deres
viden
om det danske samfunds børneopdragelse, kultur, sundhedsvæsen, undervisning
og arbejdsmarked. Kurset foregik som gruppearbejde. Man sagde, at man ville
bryde den isolation, som mange af kvinderne, der havde været ganske kort tid
i Danmark, befinder sig i. En arabisk medarbejder virkede som tolk og
kulturformidler. I 1987 opdagede en flygtningehjælpsassistent - Lise
Bøsballe
- en spændende fremtid. I Randers etablerede hun Kulturkælderen. November
1990 ansatte hun en virksomhedsudvikler. Projektet skal bl.a. skaffe lønnede
beskæftigelsesmuligheder for de indvandrer- og flygtningekvinder, som har
gennemført et længere designkursus på det lokale AMU-center.

Et år senere havde Kulturkælderen fået uddannet fem fremmede kvinder. Deres
arbejdskraftpræstationer sælger kælderen nu som systue-minutter til andre
værksteder og private designere. Usolgte minutter skal bruges til at
konkurrere med private tekstilproducenter.

Sideløbende hermed drives i vinterhalvåret 1991/92 et gobelinkursus for 12
kvinder fra Tyrkiet m.v. De skal væve deres egen historie ind i
billedtæpperne. Det foregives at fremme deres integration i det danske
samfund. Ud fra den forestilling, at de fremmede har blokeringer over for
egentlig undervisning, og derfor må man lege danskkundskaber ind i dem.
Camoufleret som en del af helt andre aktiviteter (for eksempel en
dukketeaterturne).

Man kan godt ty til den slags pædagogik. Hvis man vel at mærke har rig
adgang
til ressourcer. Og at der ikke er smalle steder i Kulturkælderen indiceres
af
den prangende opsætning med fotomontager, typografiske lækkerier osv., der
præger udgivelserne fra institutionens eget forlag.

Indvandrerskolen i Viborg indrømmer, at indvandrerkvinder ikke har
færdigheder til taleundervisning i dansk. Derfor foregår sprogundervisningen
ved, at man syr børnetøj i grupper, hvor samtalen skal foregå på dansk
(Jyllands-Posten 15. december 1993).

Berlingske 20. oktober 1992: ȯlstykke, Slangerup og Frederikssund tilbyder
ti
indvandrerkvinder et fem måneders sprogkursus, »Strik på dansk«. Kurset er
en
kombination af praktisk håndarbejde og danskundervisning. Bærende element er
det kreative arbejde med maskinstrikning, og en del af de 30 timer om ugen
kommer til at gå med at fremstille ting, der kan være til glæde i hjemmet.«

Et Varde-beskæftigelsesprojekt kæntrede, fordi de udsete - somaliske
kvinder -
fandt det uacceptabelt, at de skulle være der så umenneskeligt længe som 37
timer om ugen (Jyllands-Posten 14. januar 1993).

AOF i Slagelse afholder lejrskoler for tyrkiske kvinder med deres børn som
et
led i damernes indslusning som daginstitutionspædagogmedhjælpere.

Samspil 1992-4 side 27 refererer en evaluering af 75 skatteyderbetalte
beskæftigelseskurser for de fremmede: »Det var flot, farverigt og spændende.
De projektansvarlige har helt afgjort selv lært meget«, og de kvindelige
elever bliver nok bedre mødre og bedstemødre for de børn, der skal vokse op
i
Danmark. Men arbejde får de ikke.

Grete Kerrn-Jespersen drev i to år et tæppereparationsværksted med
indvandrerkvindearbejdskraft. I hendes studierapport (Berlingske 25. marts
1992) omtales, at såsnart kvinderne har optjent dagpengeret, vil deres mænd
gerne have dem hjemme.

På papiret står mange kvinder til rådighed for arbejdsmarkedet, men det er
fuldstændigt absurd og omsonst at behandle dem som mulig arbejdskraft, siger
indvandrerkonsulent Josi Boukris: Deres muslimske tradition gør det nærmest
til en dødssynd at sidde ved siden af en mand eller deltage i mange af de
danske arbejdspladsfunktioner (Jyllands-Posten 23. februar 1992).

I vinteren 1990/91 var arbejdsløshedsprocenten 51 og 45 for henholdsvis
tyrkiske og pakistanske kvinder. Ungtyrkerne er dobbelt så ofte arbejdsløse
som ungdanske. Men for ungtyrkinder er det tre gange deres jævnaldrende
danske kønsfæller.

Ritt Bjerregaard spidder situationen (brevbogen side 42): »Det er bekvemt
for
tyrkiske indvandrerkvinder at stå til rådighed for arbejdsmarkedet og hæve
understøttelse. Alt for bekvemt. Vel nærmest, hvad man i gamle dage kaldte
en
fristelse«.

Lone Abenth side 122 giver en god del af forklaringen: »Kvindernes danske
sprogfærdigheder er som regel ringere end mændenes. Det har flere årsager:
tvunget ophold i hjemmet, ringere arbejdsmarkedstilknytning samt dårlige
skolekundskaber fra hjemlandet og manglende kontakt til danskerne
generelt«.V. 1) Danskernes ulyst til tunge, snavsede, risikofyldte og
arbejdsvilkårubehagelige arbejdspladser er den vigtigste årsag til, at
fremmede overhovedet har indtjeningsområder. At Lyngsies arbejdsmænd var ved
at blive til Anker Jørgensens specialarbejdere, gav pladser til
fremmedarbejderbølgen 1965-1973. Mennesker med svag baggrund kunne klare sig
ved rutinearbejder, som andre ikke ville have.
Teknologi-eksplosionsudviklingen har siden hærget området. Og at omgås og
bevare dyrt maskinel kræver anden generel baggrund end de
fundamentalistisksindede landsbyfolks fra Asiaterlandes udkantområder.

Men endnu er da tilbage eksempelvis kloakbeskæftigede, portører,
sæsonarbejdere og rengøringspersonale.

Ifølge Berlingskes kronik 23. august 1993 prognosticerer formand Ashad
Jaried
for de udenlandske taxivognmænd i Storkøbenhavn, at om få år har sidste
danske
chauffør kørt sin sidste tur.

2) (Billig)butikker beskæftiger ofte fremmed arbejdskraft. Fordi den reelt
er
væsentligt billigere end danske HK'ere.

3) Flygtningelobbyen slås opfindsomt for at lodse de fremmede ind som
støttemedarbejdere i den offentlige sektors mangeknopskydende forgreninger,
der lever af de fremmede i landet.

Om socialrådgivere o.l., se kapitel 26, II, 12) i.f. Folkeskolelærere hører
til i kapitel 27, III. Endog som politibetjente finder de beskæftigelse
(B.T.
11. februar 1992). Det var dog kun blevet til ca. 15, da 24. marts 1994-
radioaviserne behandlede emnet. Erling Olsen vil skaffe flere over særlig
bevilling på Finansloven 1995 (Samspil 1994-4 p. 21).

4) Uanfægtet af de fiaskoer, som har præget offentligt støttede
iværksætterprojekter for danskere, sprang en del daghøjskoler og
Mellemfolkeligt Samvirke i 1993 ud i en række kurser for tværkulturelle
igangsættere. På grundlag af et ambitiøst »Erhvervs- og
Beskæftigelsespolitisk Handlingsprogram for Indvandrere og Flygtninge«
dækkende perioden 1991-1994 har Århus etableret et Iværksætterinstitut. For
resultattraurighederne redegør bogen »Indvandrerstart af egen virksomhed«.

Den legale del af egenkapitalfinancieringen hentes overvejende via §43 i
socialbistandsloven (foran kapitel 26, II, 7).

Systematisk udnyttes de opnåede positioner ved handel mellem
familiemedlemmer
med grøntbutikker og døgnkiosker og andre virksomheder. Som sædvanligt
lettes
deres fusk ved, at myndighederne har nok så svært ved at holde rede på de
udenlandske navne og mellemnavne. Den gamle erfaring, at for dansken ser
alle
kinesere ens ud, gælder nemlig også for mellemøstere.

28. november 1993 havde Politiken en rørende stemningsrapport om, hvordan
streng muhamedanerdyrkelse bestandigt går hånd i hånd med forretningsdrift
til
gunstige priser hos kødsælger Ahmed Temsamani på Fælledvej.

Mere nyttig livsvisdom henter man nok i dokumentationen i Jyllands-Posten
22.
marts 1994: Indvandrerbutikker på Vesterbro har indrettet storhælercentre,
der
aftager varer, andre af de fremmede har indbrudsstjålet. Spækket med
særdeles
konkrete detaljer brugte Fri Information hele sin side 28 i juni
1994-nummeret
til at påvise, hvordan svenske myndigheder i årevis har valgt at lukke
øjnene
for, at ulændingeejede butikkers varelagre i vidt omfang stammer fra
omfattende, organiseret indsmugling.

3. januar 1994 havde Søndagsavisen interview med Pia Kjærsgaard.
Pavindestolt
oplyste hun om en byge af spørgsmål, hvormed hun havde bombarderet Ole
Stavad.
For at han detaljeret kunne oplyse alt om indvandrerbutikkernes anstødelige
skattesnyderier. »Ministeren skal holdes fast på det her«, meddelte
skattehåndhævelsesfurien. Måneden før (12. december 1993) var det
finansministeren, hun ville have til det samme, for »han handler vel også en
gang imellem i Netto«, hvis lave priser indvandrerne ifølge hende skulle
udnytte til deres ikke statsautoriserede eller statskontrollerede
forretningsdrift. Sådant må holde op. Pia K er valgt på liste Z!

5) Tredieverdensfolk kan være til nytte i særlige erhvervsghettoer: Etniske
spisesteder, naturfolkemusik, oversættervirksomhed (tolkning) m.v. Blandt
Sterling European Airlines 134 kabinearbejdere i sommersæsonen 1994 er fire
tyrkiske. Det giver bedre service til en del af rejsegæsterne.

6) Det er realitetsblottet, når indvandrerforskeren Carl-Ulrik Schierup i
sin
bog »På kulturens slagmark« prædiker om den kæmpe kulturfornyelse, Danmark
skulle have opnået ved at modtage nye musikere, nye forfattere, nye
billedkunstnere, nye kunsthåndværkere o.l., som hele tiden skulle bringe
dansk
kunst og kultur fremad.

VI. Gammelerfaringen, at lediggang er roden til alt ondt, gælder med særlig
styrke for dem, som er i et helt fremmed land. Ydermere bør danske
skatteydere
selvsagt ikke betale til udenlandske langtidsarbejdsløse.

Et redskab hertil er 1979-udformningen af arbejdsløshedslovens §65
(understøttelse gives kun til den, der kan tale og forstå dansk).
Tilstrækkeligt hårdt fortolket bliver konsekvensen, at de fleste skal
forlade
Danmark.

Altså ganske svarende til hvad god international tradition forlængst har
etableret. Men hvor den uforstandige 1968-generation kastede vrag på den som
på så mange andre nedarvede værdifuldheder.

Udskrivning af enhver fremmed til tvungen arbejdstjeneste bør komme på tale,
hvis han faktisk er her, ikke ønsker at rejse og ikke kan forsørge sig og
sine. Nægter familierne under de omstændigheder at parere ordre, eller viser
de sig modvillige, har de selv sat sig uden for enhver
menneskeretsbeskyttelse. Sådan er god dansk arbejdertradition for den, der
vil have føden.

Tom Carstens rammer en kærne i Ulændinge-arbejdsløsheden: »Hvad stiller vi i
grunden op med de asylansøgere, der er vokset op med en Kalashnikov i
hånden,
aldrig har gået i skole og nu er forfulgt på grund af røveri, snigmord,
gidseldrab og bombeattentater? Danmark er et »humant« land. Vi giver dem
VIP-
behandling og ofrer milliard efter milliard af kroner på passiv
forsørgelse«.
Skal vi endelig have fremmede bosættere, skal vi, som forholdene var før
1983-
vanvidsloven, satse på indvandrere, som bidrager fredeligt til det danske
samfund med hårdt arbejde og afvise dem, som kræver forsørgelse af de danske
skatteydere og sår splid i det danske samfund.

Herefter er Ulandsfolk stort set uegnede på det nuværende danske
arbejdsmarked.

Skulle et dansk firma i beskæftigelsens nuværende tragiske forfatning
undtagelsesvis stå i bekneb for færdigheder, der bedst findes hos Ulændinge,
må det da foretrækkes at købe folk fra de(t) fremmede land(e) frem for at
have valgmulighederne indsnævret til det - i relation til
optimalkvalifikationerne for det pågældende job - tilfældige lille udsnit,
der er havnet i Danmark som 1960'er-fremmedarbejdere eller under påskud af,
at de skulle være flygtninge eller familiesammenførte.

I Berlingske 6. maj og Søndags-Avisen 12. juni 1994 foreslog den
socialdemokratiske borgerrepræsentant Hamid El Mousti, at de fremmede får
positiv særbehandling (kvoter) ved besættelse af arbejdspladser (og
formentlig også ved erhvervsuddannelser i form af praktikpladser,
lærlingeskab eller anden skattefinansieret aktivitet). Ebba Strange følger
op: »Hvis det offentlige ansætter flere farvede, vil det være med til at
nedbryde fordomme, og det er det, der er brug for«. Peter Brixtoftes
kommentar: »Det vil føre til en slags omvendt racisme, hvor man ikke
ansætter
danskere«.

Forsommer 1994 vedtog styrelsen i Mellemfolkeligt Samvirke at gennemføre en
på etnisk personalepolitik baseret samfundsreform. Første udslag var en
storkampagne for at oplyse danske arbejdsgivere om, »at indvandrer- eller
flygtningebaggrund kan være en positiv kvalifikation« ved
stillingsbesættelser. 15. juni får aktionen tilslutning fra Etnisk
Ligestillingsnævn. Den spiller på arbejdsgivernes egeninteresse i »at
virksomheden kan få så mange kvalifikationer at trække på som muligt«.

Til efterfølgelse for andre fremdrager MS revl og krat af, hvad man har
kunnet finde af eksempler på, at der udvises den ønskede racesærbehandling.
Ved at gå det igennem opdages, at alt vedrører tilfælde, hvor arbejdsgiveren
ikke af sin egen lomme skal betale for den forringelse/fordyrelse af
produktionsresultatet, som oftest er følgen af ringere arbejdskraft. Danida,
kommuner og andre skatteyderudsugende foretagender synes helt alene i
MS-kortlægningen.

Generelt ønsker de fremmedes organisationer løntilskud til firmaer, der
beskæftiger deres medlemmer.VII. Jugoslavflygtninge frembyder særproblemer,
når deres asylsager er berostillet efter november 1992-loven. Hovedreglen
er,
at de ikke må arbejde. Herfra gælder følgende undtagelser:

1) Ulønnet frivilligt arbejde af humanitær karakter. Dertil er f.eks.
henført
ti bosniere, der hjalp med at renholde Tilvildeleje Strand (Berlingske 17.
november 1993).

2) Trænings- og følordninger. 17. januar 1994 iværksatte Dansk Sygeplejeråd
således et 16 ugers kursus for jugoslavsygeplejersker. De skal have indblik
i
det danske sundhedsvæsen og demokrati samt undervises i sygeplejefag. De kan
så arbejde på jugoslavasylcentrene.

Næste skud på stammen var københavnske læger.

Ultimo maj gik Weiss til aktion for at få bosniere i større tal spredt ud
over offentlige arbejdspladser 19. juli 1994 oplyser Aktuelt, at det er
lykkedes at få oprettet 3.000 sådanne offentlig sektor pladser. Selv om det
i
forhold til så mange andre af det offentliges urentabiliteter er
småtingsafdeling, er det i al fald en udvikling i gal retning. I ydmyg
taknemmelighed overfor skatteyderne skal det offentlige i arbejdstiden passe
sit arbejde og ikke skeje ud fra størst opnåelige effektivitet.

De fra sommeren 1994 faktisk gældende retningslinier for jugoslaver-føl er
optrykt på side 26-28 i Indenrigsministeriets Nyhedsbrev 5. august 1994.

Juli 1993-budgetanalysen foreslog prisen pr. jugoslav i Dansk
Flygtningehjælps
aktiveringsprogram reduceret væsentligt ved øget inddragelse af
flygtningenes
egne ressourcer til selvforvaltning på asylcentrene. De fremmede skulle
overtage en del arbejdsfunktioner (rengøring, madlavning, undervisning,
børnepasning, bygningsvedligeholdelse, småreparationer etc). Via L 49 lærte
finansnøden sidst på 1993 selv nøgne Weiss at spinde overensstemmende med
sommerforslaget. På årsbasis sparer dette statskassen for en halv milliard
kroner.

Projekter, som flygtningene selv organiserer (med tilskud af danske
statsmidler). Biblioteker og fagordbøgers udarbejdelse er eksempler.

Lærere i de 180 bosniske klasser fordelt på 54 skoler, hvor 2.206 børn
undervises (31. marts 1994-tal).

Ungdomsuddannelser af henved 1.000 i alderen 16-20 år. Her virker ca. 130
jugoslavlærere og 20 danske ansatte. Det foregår i vidt omfang på danske
gymnasier.

Lov nr. 425 af 1. juni 1994 giver jugoslaverne større arbejdsmuligheder. I
forhold til den menige socialdemokratiske LO-vælger er dette imidlertid så
følsomt, at Birte Weiss træder mere end varsomt på side 10-12 og 13-15 i
motiverne til lovforslaget (L 258). Og på side 19 i Indenrigsministeriets
Nyhedsbrev af 5. august 1994 hedder det, at »iværksættelse af de
beskæftigelsesmæssige forbedringer forudsætter initiativer og samarbejde fra
arbejdsmarkedets parter og danske arbejdspladser«.

I praksis er det foreløbig kun blevet til mulighed for jobs, som har været
opslået i mindst 3 måneder, men stadig står ubesat (Jyllands-Posten 19., 28.
og 29. juli 1994 samt side 28 f i Indenrigsministeriets Nyhedsbrev af 5.
august 1994). Kapitel 33

KAPITEL 33 Bopæl

For den, der har fået opholdstilladelse, går gældende danske regler ud på,
at
det offentlige i vidt omfang betaler boligudgifterne, mens det er Dansk
Flygtningehjælp, som råder over, hvor de(n) første indkvartering(er) finder
sted. Til Aktuelt 30. juli 1990 oplyser Flygtningehjælpen, at uroligheder i
Gilleleje har lært den ikke fremover at placere fremmede i samfund, »hvor de
unge bistandsklienter udgør en relativ stor del af befolkningen«. Derfor har
Flygtningehjælpen definitivt besluttet, at Gilleleje er uegnet som
indkvarteringssted.

Sådan noget kan Flygtningehjælpen gøre, fordi den er langt
infiltreringsstærkere end de af landets egne indbyggere, som trænges i
boligkøen og der må tage, hvad de kan få.
Byfornyelsesmoderniseringer fører til så høje huslejer, at kun Dansk
Flygtningehjælp kan betale. Til dem, der derfor er blevet koraniseret, hører
Eskildsgadeområdet på Københavns Vesterbro.

Robert Christensen var forudseende, da han i 1970'ernes begyndelse i en
folketingsfremmeddebat konstaterede: »Når en familie har fået en lejlighed,
varer det ikke ret længe, før der bor 3-4 familier i lejligheden«. En snes
udenlandske beboere forekommer nuomdage i mange smålejligheder. Kældre,
loftspulterkamre o.l. anvendes i praksis til udvidelse af boligarealerne.

I Gjellerupparken domineres entredørnavneskiltene helt af fremmede navne.
Lignende ansamlinger af udlændinge kan man støde på for eksempel i
Vejleåparken (tidligere Ishøj Planen), Taastrup, Aalborg Øst,
Vollsmoseboligblokkene i Odense, Jenumparken ved Randers, Skovparken i
Kolding og Bæk-Fosgaarden i det nordlige Albertslund. Lommefilosoffer ligger
i vild strid om, hvorvidt det er godt, at folk fra samme nationalitet
klumper
sig sammen et sted, hvor de kan øge deres tryghed ved at støtte hinanden i
praktiseringen af deres tilvante livsmønstre, eller om det er en sag for
offentlige myndigheder at hindre slig frivillig apartheid. Blandt andet for
at påtvinge de indrejste at gøre mere brug af deres danskkundskaber. De
forvitrer jo, før de er indøvet, når indvandrerne døgnet igennem lever og
ånder i lukkede kredse med lutter landsmænd fra samme modersmålområde. Hvor
mange sådan bor tæt på hinanden, er det naboskabsbelastende dag ud og dag
ind
at opleve fremmede med andre leveviser, traditioner og husordensmønstre end
de danske. Gnidninger omkring overholdelse af vaskekælderens skrevne og
udskrevne regulativer, nødtørftsforretning i opgange og skrigen som på et
persisk marked, dyreslagtninger, stank fra hvidløg og andre uhumskheder
osv.,
osv. gør det hele til frastødende slumkvarterer for den danske urbefolkning.

Bilparkeringer spærrer de omboende inde, når de mere naturfolksprægede mødes
med muzak og andet spektakel i Moskeer, til omskæringsfester,
indvandrerforeningsmøder osv. Grundloven for muhamedanerballer er, at
kvinder
danser for sig og mænd for sig. Men mændenes dans skal være så nær ved det
afskærmede damerum, at pigernes mødre siddende i vinduerne kan danne sig
indtryk af de dansendes værd ved svigersønsvalget. Højtspillen i højtalere
og
megafoner gennemskærer marv og ben hos svagtnervede danske
nabostøjhadersvæklinge. At livsglæden hos de maratonfestende ikke går stille
af, mindsker ikke de uroplagedes problemer. Bilhorn trykkes ustandseligt i
bund, og musiktakten hamres ud med alle forhåndenværende
decibelforøgelsesmuligheder. Hærværk, indbrud i haver osv. må de danske i
kvarteret affinde sig med. Også det anses for deres egen fejl: Når de ikke
er
flyttet, må de da tage skade for hjemgæld. Men deres huse falder i værdi og
bliver svært sælgelige. Det giver unægteligt forældreuro, når ens børn i
sådanne kvarterer skal hen på legepladsen eller gå hjem i mørke. Bilen tør
man ikke have stående på gaden om natten - slet ikke med bagage, der kan
stjæles. Efter en periode får disse bidder af Danmark de factokarakter af at
være afstået til de indstrømmede. Men Danmarks udstrækning er for lille til,
at vi skal mindske landet med nye parallelsamfund (enklavedannelser) i
tillæg
til Christiania-»fristaden« og BZ-ejendommene. Integrationsleder i Dansk
Flygtningehjælps Aalborg-afdeling Henrik Svane ønsker, at hans by »viser
verden, at indfødte og indvandrere fint kan leve harmonisk side om side, ved
at lægge adresse til et nordjysk verdenssamfund«. Det lyder jo fejende flot.
Men det er i virkeligheden arrogant at forlange af Svanes landsmænd, at de
døgn ud og døgn ind blot for nogle luftige akademikerideers skyld, skal
affinde sig med den livsødelæggelse, det indebærer, når naboerne har markant
andre levemåder end ens egne. 22. januar 1991 efterkom Østre Landsret en
påstand fra Ishøj-komiteen mod Fremmedhad om, at de såkaldt sociale
boligselskaber skal overholde ventelistekøen, så de fremmede ikke kan
placeres, hvor kommunen helst ser dem. For eksempel for ikke i
enkeltbebyggelser at få særligt høje koncentrationer af problemskabere.
Oprøret mod dommen anføres af Aarhus kommune (Information 12. november 1991
og Jyllands-Posten 6. januar 1994) og af Brøndby. Fremmedorganisationerne
klynger sig til deres sejr. De fik i august 1994 støtte hertil fra Etnisk
Ligestillingsnævn. Det er en svær sag for socialdemokraterne. Næstformand
Birte Weiss blev sat på den. Hun sejrede tilsyneladende i juni 1992: Forlig
mellem seks partier (alle undtagen SF og FRP) om, at sociale boligselskaber
skal kunne overspringe fremmede. Men boligministeriet kunne ikke få det til
at stemme med nogle af de forstokkede FN-konventionsforpligtelser, Danmark
har påtaget sig.

Indenrigsminister Birte Weiss's partibog kræver, at hun gør noget ved det.
25. juni 1993 - ved vedtagelsen af L 336 - fik hun kommunerne til at
erhverve
nogle flere ejendomme »og dermed fremme udlændinges integration«. Februar
1994 nedsatte hun en arbejdsgruppe til at opstille modeller for løsning af
(tvangs) anvisningsproblemerne. 17. og 19. april 1994 vedtog folketinget
boligministerens forslag L 155 og L 206 om de sociale (læs:
socialdemokratiske) boligselskaber. Det første indførte rådgivere til at
styrke den aktuelle bebyggelses sociale liv. Det andet går ud på, at de
socialt belastede områder skal renoveres gennem statstilskud og favorable
omprioriteringsmuligheder. De 30 forslag, som regeringens Byudvalg havde
lanceret oktober 1993, offentliggjordes i finpudset stand 7. juni 1994. Et
af
dem lyder i Berlingerens version (12. juli): »Indenrigsministeren er klar
med
en check på 55 millioner kroner til kommuner i hovedstadsområdet, der har
problemer med Ghetto-dannelser«. Da de nærmere specifikationer fremkom -
side
35-38 i Indenrigsministeriets Nyhedsbrev 5. august 1994 - viste det sig, at
den nye boligsociale indsats er væsentligt dyrere for statskassen. Men
hovedfjenden på boligmarkedet er nu - som altid - de private udlejere. 5.
april 1994 forsøger rødkløveret det første skridt i salamikrigen mod dem:
Folketinget vedtager L 182 om, at kommunerne fra private udlejere kan købe
anvisningsretten for fem år til højst hver fjerde lejlighed i en ejendom. 7.
juni 1994 udspillet samordner kampen mod de konservativt styrede kommuner
(foran kapitel 26, II 15). Fremmedpolitikken skal helhedsgennemsvejses med
den traditionelle liste A-pamperstyrke i de (a)sociale boligforetagender
(kaldet de almennyttige af vittighedstørstende sprogfilurer). De tegner sig
for ca. halvdelen af de asylantboliger, Dansk Flygtningehjælp plejer at
skaffe. Honnette ambitioner - nogle kalder det racisme - får imidlertid vor
store Arbejderbevægelses grundsubstans til at kæmpe indædt for at blive fri
for så stort et tryk fra udlændinge. Seneste udvikling på slagmarken er, at
markante nødråb udstødtes 15. juni 1994: Københavns Amts 18 borgmestre
enedes
om otte lovændringer, så udvalgte (parcelhus)områder kan blive fri for
belastende udlændinge (og visse danske socialtabere). Alle otte refereres i
Berlingske 17. juni 1994. Her formuleres nummer 2: »Loft over antallet af
beboere pr. lejlighed. I nogle boligområder bliver de store lejligheder
slidt
ned på rekordtid, især fordi indvandrerfamilier flytter sammen i én
lejlighed.« Meget er i årenes løb blæst med den kolde østenvind til os fra
Sverige. Derfor er det ufornuftigt at overhøre, at den særdeles folkekære
stockholmske socialdemokrat, den kurdiske muhamedaner Nalia Baksi, i sin
1994-valgkamp kræver, at staten skal tvinge svenskere til at bosætte sig i
»indvandrartäta områder«.

Kapitel34

[Per Hagemann]

KAPITEL 27 Integrering

I.A. En guldgrube for sig selv fremtryllede den herskende klasse af
offentligt ansatte, da de fik indlistet, at danske skatteydere skal betale
for, at de fremmede til 100% lærer at beherske det danske sprog og indterpes
indgående kendskab til dansk levevis og danske sædvaner. Mellemfolkeligt
Samvirkes Hvidbog af 7. maj 1992 eksemplificerer dette til »at de bedre skal
kunne klare sig ved henvendelse til offentlige myndigheder
(kommunikationsformer), i institutions- og uddannelsessystemet
(undervisning-, opdragelses- og adfærdsmønstre), på arbejdspladserne
(kendskab til arbejdspladskulturer og tilpasning til arbejdspladsnormer), i
boligområderne (spilleregler for beboerdemokrati m.v.), i forenings- og
fritidslivet (foreningsformer) m.v.« Derfor kræves »foranstaltninger, som
skal sikre kontakt, forståelse og udveksling af erfaringer på tværs af
kulturerne.« Den indhøstede lærdom fra udført integrationsarbejde må
systematisk og vedvarende formidles tværsektionelt mellem alle de
implicerede
og deres organisationer. Hertil skal oprettes en ny centralinstitution. For
rigtigt at bureaukratisere - i stil med universitetsstyrelsesloven, som
1968'er oprøret fremtvang - kræves videre, at indvandreorganisationerne får
større beføjelser. Perpetuum mobile er dermed opfundet. Er man på lykke og
fromme kommet godt igennem med en vietnamesermand, nytter det næppe at bruge
erfaringen på en kurderkvinde eller en af jordens utallige andre
menneskevarianter med hver deres adfærdsmønster, styrker, svagheder. Når det
reelle hovedformål med integrationspolitikken er at give de SF-mindede i den
offentlige sektor flere klienter, bliver integrationspølsemaskinens
produktionsresultat - som vi så bittert har lært det ved klientgørelsen af
danske - at de behandlede får dræbt eget initiativ. Bliver passive og sløve.
De store integreringsudgifter er særligt urentable i forhold til udlændinge,
som hurtigt skal forlade Danmark igen. Blandt andet derfor var det en
selvfølge ikke at integrere Tyskerne 1945-49. Men i nutidens
sagsbehandlersamfund er udgangspunktet modsat: De flygtningerubricerede
trakteres ofte mest indgribende. Juni 1992 bestemte folketinget i B 65, at
forøget og mere sammenhængende integrationsindsats skal gennemføres. Dette
er
bl.a. udmøntet siden oktober 1993 i Byudvalgs- forslag og ved 1994
juni-loven
om undervisning af voksne indvandrere. Blandt andet pålagde den amterne
pligt
til propaganda for, at flere familiesammenførte sætter sig på den danske
skolepinebænk. Amterne fik også forbedret deres statstilskudsmulighed. B.
Jugoslavmasseinvasionssærloven af 28. november 1992 (kapitel 21, II)
vedtoges
af rådvilde og fremtidsusikre småpolitikere. De hyklede, at det var et
kortvarigt besøg vi fik. Deres logikkonsekvens blev, at Jugoslaverne skal
være ubeskæftigede som tyskerne i 1940'erne og ikke få fyldt tilværelsen med
at lære dansk og anden indleven i vort samfund. Denne integreringsundtagelse
huer hverken de indstrømmende, som vil fiske i TV- rørte jugoslavervande
efter varig emigration, eller den offentlige sektors fagforeninger, der
hurtigt opdagede, at her var givtige opgaver at holde sig til. Sejrherre i
magtkampen blev Dansk Flygtningehjælp og tildels de politiske partiers
»oplysningsforbund«. Danskernes synspunkter undertryktes som sædvanlig. Men
skolebestyrelsesvalget 8. marts 1994 gav et fingerpeg: Ud over landet var
gennemsnitsstemmeprocenten omkring 20. Men i Lunde (ved Varde) blev den
87,3.
Jordskredssejren gik til en liste, som kritiserede, at skolen stillede
lokaler til rådighed for bosnierne. Marts 1994 havde jugoslavforældre med
midlertidig opholdstilladelse ca. 2.000 børn i folkeskolealderen. Staten
havde hyret Dansk Flygtningehjælp til at sørge for, at de undervises ud fra,
at de skal hjem igen. Så det danske indskrænker sig til det mest basale
(parlørniveau). Skolelærere og andre offentligsektorfolk er storfornærmede
over alle de gode jobs, der går deres maver forbi. Stærkest kæmper Danmarks
Lærerforening som murbrækker for at få fat i bosnierne. Den spiller virtuost
på følelsesstrengen: Det må ikke gå ud over børnene. En oversigtsartikel fra
dette udviklingsstadium stod i Jyllands-Posten 27. januar 1994. På tværs af
reglerne tog flere og flere skoleledere jugoslaverbørn ind i de offentlige
skoler, så systemet kunne bryde sammen. Allerede 21. april fremgik det af
Jyllands-Posten at nu havde lobbyen sejret. Dansk skal være det dominerende
sprog, og hen ad vejen skal de unge brushoveder ind i vor folkeskole. Nyt
lovgrundlag (lov nr. 425 af 1. juni 1994) blev sikret til ikrafttræden
august
1994. Factsspækket orientering om det nye indeholdes i motiverne (L 258,
særligt side 8-10, 13, 16 f og 19). En af nydannelserne er sær-kostskoler
med
meget vidtstrakte undervisningsområder. Den første kommer på Tølløse Slot
(købt sommer 1994 af kommunen for 19,7 millioner kroner). Videre skal
stærkere bånd knyttes til lokale danske skoler. Bl.a. ved, at bosniske og
danske klasser kan have timer sammen. Sikkert tidsfordrivende for de
fremmede, men en ny skoleudbytteforringelse for vore egne. Tillige skal også
anvendes det offentliges uddannelsesinstitutioner iøvrigt. Bosnierne får
derudover adgang til dansk almen folkeoplysende virksomhed,
voksenuddannelsesaktiviteter og al-skens fritidsanvendelse. Herom findes en
første orientering i Indenrigsministeriets Nyhedsbrev af 5. august 1994 side
22-26. Da nærværende bogs færdiggørelse iøvrigt sejrede i kapløbet med
nyordningen, bliver resten af kapitel 27 jugoslaverfrit område. Men
fortsætter flygtningelobbyen som et magtcentrum, bliver det anderledes i
kommende udgaver af bogen.

II. Specielt vedrørende de voksne fremmede fik vi i 1986 en særlov om
danskundervisning (nr. 355 med bekendtgørelse nr. 450). En kulturministeriel
rapport fra marts 1991 ønskede loven endnu dyrere. Det blev den så 1. august
1994 jfr. lov 455 af 1. juni 1994 (L 136). Statens Samfundsvidenskabelige
Forskningsråd har bekostet AUC-cand. scienten Tina Ussing Bømlers
udarbejdelse af bogen »Integrationsarbejde i kommunerne«. For hende er det
alene elevernes individuelle livskvalitet, som tæller. Derfor skal de
fremmede lære dansk, så de kan handle, gå til lægen o.l. Men hun finder det
absurdt at kræve en dansksprogsfærdighed, så de kan klare en dansk
arbejdsplads. Ifølge hendes skatteydermammonforagtende målestok skal
integrationen ikke længere være arbejdsmarkedsdikteret. I stedet skal den i
hendes forkyndelse afpasses hver enkelt fremmeds kulturbaggrund. Så vi ikke
proletariserer nogen i strid med Genevekonventionens krav til os, om reelt
at
ligestille flygtninge med danske. Nuomdage kræver Dansklærernes ambitiøse
ære
(og kærlighed til egen pengepung), at de skal tage hånd om hver eneste elev
og elevinde ud fra netop pågældendes baggrund og udviklingsstade.
Individualiseret undervisning giver jo flere jobs til dem. Derfor det store
integreringshjernevaskeri. De stakkels forfulgte skal pinedød tvangslære det
danske sprog. Ikke blot Pidgin dansk, men også beherskelse af abstrakte
begreber og nutidens myriademylder af specialindsigter. Herunder ofte
manuduktion i at blive kunde hos pædagogkammerater, der lever af at sælge
erhvervstræninger og anden (efter)uddannelse. Tvangsfodring af voksne mødes
tit med modvillig umotiverethed. Og så er det hartad umuligt at få proppet
anvendelige kundskaber ind i disse elevers hjerner. Endsige at hindre det
lærtes hurtige forsvinden i glemmebogen. Virkelighedens kærnepunkt er
nemlig,
at det er blottet for fornuft (endsige humanisme) at påbyde medmennesker fra
Langtbortistans helt anderledes sprogstammer, at spænde deres
kaperingsgrænse
til bristepunktet på at stifte bekendtskab med det meget fremmede
fremmedsprog Dansk. Hvorfor i alverden skal de fremmede dog spilde tid på et
sprog, der, uanset at vi selv finder, at vort modersmål er dejligt, immervæk
ikke har så stor udbredelse, at det kan være rimeligt at forlange, at andre
skal påprakkes det. Torturen er stærkest, hvor skatteyderudgifterne er
mindst
udbyttegivende. Overfor de ældre mennesker, som aldrig har fået nævneværdig
skoleundervisning der, hvor de kommer fra, og derfor er (delvise)
analfabeter
i deres eget fædrelands kultur. Argumentet taler den modsatte vej for de
reelt bestemmende: De af gammelpartierne ejede oplysningsforbund og deres
infiltrationsorgan Dansk Folkeoplysnings Samråd begærer størst offentlig
pengestrøm til sig selv. Jo mere besværlige opgaver, des flere penge får man
selv ned i foret. Albertslundsocialdemokraten Jette Kammer Jensen siger: »De
får kun bevilget 1.200-1.300 sprogtimer, og så tror man, at miraklet er
sket.
Men det er alt for lidt, og hvis man skal gøre sig håb om at integrere de
voksne indvandrere og dermed deres familier i det danske samfund, må man
give
dem en ordentlig chance «. (Berlingske 12. maj 1994). Tidligere formand for
Liberalt Oplysningsforbund Birthe Rønn Hornbech tilstår på side 41 i sin
1993-bog, at hun tit tilskyndede lokalforeningerne til at gøre mere i
integrationsarbejdet. Side 39f udsteder hun detaljerede bandbuller til
fremmede, som ikke aktivt deltager i den danskundervisning, der er blevet så
givtig en skatteydermalkeko for oplysningsforbundene. Med den ringe
konkurrence på markedet kan de endog tillade sig irrationel
ressourceanvendelse (herom detaljer i Mads Madsens Kommentar-artikel i
Politiken 30. maj 1993). I vanlig uvidenhed om livets kendsgerninger er
politikernes synspunkt, at ingen må hindres i at få arbejde på grund af
manglende kendskab til sprog, kultur, historie, politik, adfærdsnormer eller
samfundsforhold i Danmark. Den hildede Rønn Hornbech finder det endda (på
side 40) »himmelråbende« tåbeligt, at der ikke ofres lige så mange
integreringsskattekroner på familiesammenførte som på flygtninge. I
Kristeligt Dagblad 28. august 1993 lover Indenrigsministeren, at
statspengene
hertil kommer. Men hendes forgænger havde i Redegørelse af 30. marts 1992
spiddet opgavens Sisyfoskarakter: »Undervisningen kendetegnes ved, at dens
indhold skal formidles til en meget bred målgruppe, uden at dette - som i
andre uddannelsesmæssige sammenhænge - kan ske på basis af et fælles sprog.
Deltagergruppen er ikke homogen, end ikke aldersmæssigt. Der er tale om en
gruppe deltagere med alle tænkelige nationaliteter, sprog og uddannelser.« I
Søndagsavisen for 29. december 1991 forlangte Socialdemokraterne, at der ved
tildeling af dagpenge, bistandshjælp og andre offentlige ydelser skulle
diskrimineres mod familiesammenførte, der ikke anstrengte sig for at lære
dansk. 14 dage efter overbød VK-partierne ved i bladet at forlange dette
udvidet til alle indvandrere. Jyllands-Posten 6. november 1993 satte
dagældende jura på plads: »Flygtninge i Holstebro Kommune, der går til
danskundervisning, skal underskrive en erklæring, der giver kommunen ret til
at kontrollere, om de følger undervisningen. Ellers standses
bistandshjælpen.
Kravet er ulovligt, sagde Socialministeriet.« Om retstilstanden efter lov
455
forventer ministeriet at udsende en vejledning i august 1994. Bedst indtryk
af, hvordan de faktiske forhold faktisk er, fås i Sigurd Høys læserbrev i
Jyllands-Posten 14. april 1994: »Radioavisen oplyste 12/4, at kvindelige
udlændinge, der aldrig har udført noget arbejde, søger familieorlov for at
unddrage sig danskundervisning, som de mener er ødelæggende for deres
kultur.
Birte Weiss siger, at naturligvis skal de have ret til orlov som andre.
Jamen, det sagde hun virkelig og tilføjede, at alt andet ville være
diskriminerende«. 35 dage senere vedtog folketinget alligevel L 136 om
fremover at gøre de fremmedes voksenundervisning væsentligt dyrere for de
danske skatteydere. Og efter endnu otte dage yderligere mange millioner til
folkeoplysningsforbundenes undervisning af bosniere (L 218, side 13). Begge
Birt(h)er havde opnået, at hver deres klient yderligere kan fattiggøre
danske
skatteydere. III. På landsplan var 5,6% af folkeskolens elever
fremmedsprogede november 1993. I absolutte tal var de steget fra 8.905 i
1981
til 28.865 i 1993 (heraf 29% tyrkiske). Vesselbo tipper 51.195 i år 2000. 92
skoler har i foråret 1994 mere end 20% fremmede elever. De fordeler sig ud
over 25 kommuner. Storinteressen retter sig mod disse hårdest belastede
egne.
Her bebudes jo, hvordan det pø om pø bliver i hele landet. Hvis folketinget
får lov at fremture med sin udlændingepolitik. I november 1993 havde Ishøj
bundplaceringen med 28,7%. Næstdårligst var Brøndby og København med
henholdsvis 23,73 og 23,55%. I absolutte tal fører København med 5677. I
Aarhus er tallene ca. 11% og godt 2.500. Her har man til gengæld den værste
enkeltskole: Nordgaardsskolens procent steg fra 84,6 i skoleåret 1990/91 til
98 tre år senere (TV 1, 28. oktober 1993 klokken 21.25). København har et
spænd fra 1,5% på Østerbros Sortedamsskole til 95% på Vesterbros Gasværksvej
(september 1993), hvor der ikke er en eneste dansksproget i Børnehaveklassen
eller i 1.-5. klasserne. På tre andre Vesterbroskoler er danske i
elevmindretal. 1993 behandlede en svensk betænkning (SOU 16) emnet opfulgt
af
lovforslag nr. 94 i Rigsdagssamling 1993/94. Af dette materiale fremgår
bl.a., at de fremmedsprogede folkeskoleelever nu har ca. 135 forskellige
modersmål. Der findes eksempler på, at børnene i danske skoleklasser taler
en
halv snes forskellige sprog og kommer fra familier med endnu flere typer
hjemstavnsskikke. Men selv hvor spredningen er væsentlig mindre, kræver de
talrige, uløselige storforskelle i elevernes baglande betydelig
opmærksomhed.
Manglende sammenhæng i skoledag efter skoledag kan bevirke en livslang dybt
tragisk uret mod danske børn. De går i skole for at indøve gode
arbejdsvaner,
men opnår det stik modsatte: at blive demoraliserede, ukoncentrerede og
flagrende. Tilmed virker det hårdt på barnesindene at blive mobbet af de
fremmedes flertal. Blot fordi man har danske vaner. Jo større afstand mellem
danske og udenlandske elever, des ringere udbytte opnår også danskerne af
fællesundervisningen. Undtagelsesfrit har de måttet give afkald på
acceptabelt undervisningstempo. De danske forældre, som vil have ordentligt
skolemiljø for deres børn, påtvinges derfor at overflytte dem til private
betalingsskoler. Ifølge Berlingske 5. september 1993 er det løsningen for
559
af Vesterbros 1213 danske skolebørn. De resterende klumpes sammen på
bydelens
to kommunale skoler, som - en stakket tid endnu - har under 50%
fremmedbelægning. September 1991 holdt Direktoratet for Københavns kommunale
skolevæsen en ugelang tværkulturel børnefestival. Det nyttigste, der kom ud
heraf, var interviewbogen: »Her er da meget fedt, men ...«. På siderne
119-127 skildrer 15- 16-årige Vesterbroere, hvordan »niveauet er lavere på
vores skoler i forhold til resten af landet. Min lillebror må vælge en
privatskole. Folkeskolen er blevet for dårlig«. Jyllands-Posten oplyste 12.
februar 1993, at elevgennemstrømningen er så stor, at der i en Vesterbro 6.
klasse kun er to elever tilbage, som også gik på skolen i 1. klasse. En
metode til at modvirke tiltrængte ressourcebesparelser, som tilsigtes med
højere klassekvotient, er at flerdoble lærerantallet i klasseværelset.
Undervisningsministeriets 1990-rapport om »uddannelsesvæsenets forhold for
flygtninge og indvandrere« slår til lyd for stærkt øget efteruddannelse af
lærere samt flere tolke og flersprogede undervisere. På
Undervisningsministerietelefon 33 92 53 24 sidder Gertrud Jespersen parat
til
at give de fremmede, der ringer, valget mellem otte seminarier, der afholder
såkaldte forberedelsesår for dem, der gerne vil have livsløn som lærer,
pædagog »eller lignende« i dansk offentlig sektor. Kan man fast ind i danske
skoleklasser proppe for eksempel både tyrkiske, jugoslaviske og danske
lærere, forvirrer, forstyrrer og formindsker det selvsagt børnenes udbytte
af
skoletimerne. Men hvad? Så kan Lærerforeningerne jo efter nogen tid hævde
behov for fordoblede storforbrug af lærerkrævende hjælpeklasser. På
Nørremarksskolen i Vejle bliver 55% af de fremmede fra alle stadier af
skoleforløbet specialundervist i dansk på småhold eller endog ud fra Martin
Rømers frådsedrøm én elev/én lærer. For at de skal undgå overanstrengelse,
kan de til gengæld blive fritaget for skolens for dem vigtigste fag,
engelsk.
»Det er svært at skabe en dansk folkeskole, når der næsten ingen danske børn
er«, konstaterer de resignerende. Udlændingeelevernes forældre viser total
ligegyldighed over for den danske skole. Sådan sagde lærer Lisbeth Dyveling
på Gasværksskolens seminar den 31. oktober 1990. Ja, undertiden er de
direkte
fjendtlige over for den institution, der tramper på og modvirker
muhamedanermoralen. Kyndighed i Islams Historie overbeviser om, at
langtidsmålet for de indstrømmende er, at hele skoleforløbet skal
gennemsyres
af Muhameds Ideologi, og at moske-menighederne tålmodigt arbejder herfor i
de
enkelte skoleområder efter salamimetoden. Familiernes største aktivitet er
at
begære deres børn - særligt pigerne - fritaget for visse dele af
skoleundervisningen samt lejrskole, ekskursioner, diverse juleforberedelser
osv. Den røde lampe lyser ikke blot for kristendomskundskaber, men også for
skolekøkken. Det kan jo bringe eleverne i kontakt med frikadeller,
leverpostej eller andet, der måske indeholder svinekød. I Ramadanmåneden
udøves nuhamedanerens aktiviteter om natten. Derfor sover de i skoletimerne.
»En muslimsk skolepige må i visse tilfælde ikke synge med på danske sange i
skolen, hvor hun heller ikke må tegne dannebrogsflag eller sidde ved siden
af
en dansk pige, der har sin dåbsgave - Dagmarkorset - om halsen. Naturligvis
må hun slet ikke sidde i nærheden af en dreng, og hun må ikke komme med til
skolebal, deltage i gymnastik eller svømning, og da slet ikke modtage
undervisning i seksuallivet og høre om AIDS«. (Birte Frandsen
Jyllands-Posten
19. maj 1991). Hendes ansigt eller krop må ikke ses af andre. Helt galt
bliver det, når pigen har haft sin første menstruation. Kan hun ikke
opbevares i en dydig pigeskole, må hun enten blive permanent skulker eller
sendes til hjemlandet. Indtil forældrene sælger hende som brud.
Skoleskulkning er i det hele udbredt blandt de fremmede. Mest skadeligt i
den
form, at Imamer o.l. tilskynder forældrene til hyppigt og langvarigt at lade
deres børn opholde sig i hjemlandet væk fra det umoralske Danmark. Derhjemme
kan de styrkes i de omgangsformer (mellem kønnene), som sømmer sig for en
muslim. Indenrigsministerredegørelsen af 30. marts 1992 ofrede en del
besværgelsesord på at ihjeltale fænomenet. Men folketingets handlinger blev
stikmodsat: Fra 1. januar 1994 giver Jytte Andersens (forældre)orlovssystem
fortrinlig statsstøtte til forehavenderne. Det er i al fald helt oplagt, at
de fremmede kommer slemt bagud, når de er til særundervisning andetsteds
eller helt skolefraværende. Og deres udbytte af hver skoletime er også
ringere, når de har svært ved at forstå dansk, og når de ikke har så stor
forældrestøtte, som den danske skole forudsætter, at hjemmet normalt yder.
Jo
større afstand mellem danske og udenlandske elever, des ringere udbytte
opnår
også danskerne af fællesundervisningen.

Alt dette skaber problemer af juridisk såvel som af praktisk art.
Sameksistensvanskelighederne kan ikke undgå at gå yderligere ud over de
danske klassekammerater. I praksis er skadevirkningerne forskellige, alt
efter hvilket Ulandsbarn det drejer sig om. Vietnameserne går det godt med.
De største problemskabere er dem, der er flest af (Allahs
børn). »Folkeskolen
er forpligtet til at gøre eleverne i stand til at tænke selvstændigt og
klare
sig selv. Det står i skærende kontrast til traditionen i muslimske familier,
hvor det er forældrene, der bestemmer, hvad der tjener deres børn bedst.« Så
klart kunne Undervisningsministeriets fagkonsulent Ann Granum 11. marts 1992
erkende problemet. Men det skæpper ikke den mindste døjt, så længe dem med
myndighedskasketterne på, er hunderædde for at handle effektivt. Det
udisciplinerede øger yderligere foragten for den danske skole hos
fremmedfamilien, som kræver autoritær indstilling. Flagrant i modstrid med
de
idealer, der præger dem, der bestemmer i 1990'ernes danske skole. De
fremmede
elever befinder sig derfor i bestandig klemme mellem to vidt forskellige
skolesyn. Det skader løbende de skolehverdage, som kun kan lykkes, hvis
livet
udfolder sig harmonisk konfliktløst. I august 1990 fandt Ishøj på at give
tilskud til de fremmede familier, der vil flytte deres børn fra meget
fremmedbelastede skoler til mere danske. Under kraftig protest fra
indvandrernes organisationer har systemet i forskellige varianter bredt sig
til adskillige andre kommuner (bl.a. Aarhus). I februar 1992 foreslog et
undervisningsministerielt udvalg, at skoler, man gerne vil have fremmede
over
på, skal have flere tosprogede lærere og eleverne et gratis buskort netop
derhen. Finanslov 1994 fulgte op med en statstilskudsordning til
foranstaltninger, som har til formål at sikre en bedre fordeling af
tosprogede elever på skolerne i den enkelte kommune, og mellem dem og
nabokommunernes skoler. København er imod spredningsforanstaltninger
(Jyllands-Posten 27. februar 1993). Som de fremmedes antal øges bliver
disharmoniulykkelighederne større og større. Fortvivlelsens selvhjælp i
traditionel embedsmandstænkning er naturligvis ikke at lade det praktiske
liv
selv løse opgaven i kræfternes frie spil, men derimod at tilplastre sårene
med endnu mere uproduktiv såkaldt kultursociologiforskning,
statistikudarbejdelse og andet bureaukrati. Så har man fred så længe og får
tilmed indarbejdet nye forvaltningsenheder såsom Københavns Kommunes særlige
administrativtpædagogiske kontor for fremmedsprogede børn og
undervisningsministeriets pædagogiske konsulentvirke for udlændingeelever.
De
famlende kokkes flugtpsykologi bekræftes også ved, at i takt med at
folkeskolerne ikke kan klare deres opgaver i forhold til udlændingeeleverne,
bruges flere og flere skattepenge på udenværker. Folkeskolens Udviklings Råd
(tlf. 33 92 53 00) er en pengebestillingsautomat til et utal af
»skolerelaterede« tidsfordriv. Eksempelvis til at få de fremmede til at
bruge
kulturinstitutioner og i det hele taget at forbedre fritidssamkvemmet mellem
danske og udlændinge. Virksomheden overlappes af den ligeledes
undervisningsministerielle pulje for »7 punktprogrammet - Folkeskolen som
lokalt Kulturcenter«. Vinteren 1993/94 skriver en undervisningsvejledning,
at
størstedelen af børnene forventes at skulle forblive her. En fire-årig
statslig forsøgspulje skal udvikle undervisningen. Danmarks Lærerforenings
Kongres november 1993 vedtog at udarbejde en handlingsplan for to-sprogede
elever i Folkeskolen. Allerede har man fremskaffet skatteyderpenge til et
trecifret antal forsøgsprojekter om fremmedsprogede elevers betjening i den
danske folkeskole. Materialet herfra »evalueres« af kostbare eksperter med
total mangel på sans for rigets finanspolitiske tilstand.
Undervisningsministeriets hovedtidsskrift »Uddannelse« udsendte maj 1994 et
50 siders temanummer om de fremmede elever. Byudvalgsforslag nr. 26 kaster
100 millioner skattekroner i grams til projekter om bedre kvalitet i
fremmedsprogede børns integrering. Samspil juni 1994 helsidesammenfatter de
første 299 ansøgninger. Til opfyldelsen af den millimeteralsidighed, et
statsmedie ej udviser, bruges den følgende helside til Bashy Quraishys
fornærmelsesudladninger mod materialet. Som man nærmere kan få uddybet hos
Lene Bisgaard på telefon 33 66 64 13 vrimler det i København med
forsøgsprojekter til at forbedre integrationen for kommunens fremmedelever.
Rådet for Uddannelses- og Erhvervsvejledning (tlf. 33 92 53 00) vil sidst i
1994 barsle med Vejledning til Unge fra Etniske Minoriteter og deres
Forældre. Københavns kommune udsender tilsvarende stof på video (tlf. 31 20
75 00). Hektivitet er der nok af. Og det har der været i masser af år. Men
resultaterne bliver tilsyneladende værre og værre. I de seneste 150 år har
skolen tilmed aldrig før stået overfor så omfattende desperate krav for at
bibringe danske børn positiv-kundskaber som her på tærskelen til
teknologiens
og internationaliseringens epoke. Selv bortset fra fremmedelementet er det
en
kæmpe-mundfuld i en tid, hvor TV's flakkende underholdning har afløst den
stråtækte skoles respekt for tabeller, kongerækker, salmeversudenadlæren og
deslige, som kunne være til stor støtte netop i den nu opståede situation.
At
det nedarvede skolesystem i bund og grund er en trussel mod Muhamedanismen
belyses i en indstilling, som først på året 1992 blev tilstillet
undervisningsministeren fra lærerkollegiet på Gasværksvejens Skole:
Lærerinder behandles med foragt. »Jødeagenter« er elevanklagen, når Saddam
Husseins ufejlbarlighed sættes til debat. Dette var der ingen, som mumlede
noget om, da det officielle Danmark få uger senere fremviste netop denne
skole for den besøgende Nelson Mandela, som bevis for, at Danmark også i
praksis lever op til den anti-apartheid, vore dominanter så længe har
pranget
sig med. Til ikrafttræden fra skoleåret 1993/94 øgede SF's skoleborgmester
skævdelingen af Københavns skolemidler: Mere anvendes på problemskolerne med
mange fremmedsprogede elever på bekostning af undervisningsmuligheder i de
mere danskprægede skoler. Aarhus har allerede fra 1990 kørt med million-
særbevillinger til Nordgaardsskolen. destruktivkræfter udstiller
integrationsflosklerne i al deres Birte Weisske nøgenhed, kvidrer hun bare
videre med forslag om, at danske børn i den offentlige folkeskole skal
tvangsanbringes i klasser med mange muhamedanerbørn. Selv handler hun som
usalige Rousseau. Hun bor i Gasværksvejsområdet, men sætter egne børn i Den
Classenske Legatskole (B.T. 30. november 1992). Venstres formand, fhv.
undervisningsminister og tidligere ordfører (samt Farums
vælgerrottefængermester) slås alle tre for større offentlige udgifter til
udvidelse af fremmedsprogede elevers danskundervisning. Kvantitativt såvel
som kvalitativt. Haarders efterfølger, Samspils tidligere chefredaktør, er
endnu mere ambitiøs på de fremmedes vegne. De skal have ekstra bevågenhed,
fordi de har fremmed kulturbaggrund, fastslår han i det Uddannelsesprogram,
han forelagde i folketinget i januar 1994. Det dybt alvorlige er imidlertid,
at hvert menneskeliv kun rummer én barndom, der aldrig kommer tilbage, og at
det er danske politikeres opgave at sørge for, at også denne livsperiode
forløber lykkeligst muligt, uden at danske i Danmark påføres læsioner, der
kraftigt kvalitetssænker de sidste 80% af den enkeltes liv. Derfor skal
dansk
folkeskole overalt baseres på, at eleverne har dansk hjemmefamilieliv. Kan
fremmede så ikke følge med, er det deres egen sag. Forstyrrer de ligefrem
alvorligt undervisningen, skal de bortvises fra skolen. Deres forældre må -
indenfor deres muligheders grænse - have frihed til at bestemme, hvilken
skoling de vil give deres børn. Dansk (folke)skole er for danskere.
Juridiske
undervisningspligter og ditto rettigheder bør ophæves for fremmedsprogede
børn. August 1993 opfordrede Californiens guvernør Kongressen til at ophæve
illegale indvandrerbørns adgang til gratis skolegang. Som danske tilstande
er
nu, er det et slag i luften at bortvise helt ustyrlige børn. Det kan nemlig
kun ske tidsbegrænset. Sendes de på børnehjem (via tvangsfjernelse) går
deres
aggressive forældre amok mod myndigheder m.fl. Det typeeksempel, som er
bedst
belyst for offentligheden, angår en bande på ca. 25 våbenførende
palæstinenserdrenge af fødselsårgangene 1977-1981. Fra 1992 har de
voldsplaget Århus og helt igennem været uhyrligt forbryderiske.
Stiftstidende
skildrede 15. juli 1994, at adskillige fredelige danske aflyste
arrangementer
af angst for at blive angrebet. Til beskyttelse herimod iværksattes en
»massiv indsats« af politifolk fra flere afdelinger i »tæt opdækning« for at
holde bøllerne væk. »De kommende dage fortsætter den koncentrerede
politiindsats«. Byen har gennem årene ofret kæmpesummer på med social
forståelse af hjælpe dem til at blive gode. Men nu tør socialvæsenets
medarbejdere ikke være med længere af hensyn til deres egen personlige
sikkerhed. De værste drenge sender man på døgninstitutioner. Til resten
oprettes Tilst særskole (tlf. 86 24 52 08). I deres rådvildusikkerhed mener
pædagogerne, at Mellemøsterne nok gerne vil opvartes med deres eget
modersmål
som centralt placeret fag. Stærkt kritiseredes håndteringen af Ole Hammer -
uden mindste modspil - i et langt indslag i TVA 18. juli 1994. Han
fremhævede, at det gælder om tålmodigt at fortsætte med stadigt større
horder
af offentligt lønnede psykologer, terapeuter, sociologer, kriminologer osv.
til at holdningsbearbejde de stakkels børn. Altså påny et af de tusindvis af
eksempler på ensidigheds DR'ernes sagsbehandlerlobbyvirke. Ifølge
Jyllands-Posten 2. og 7. august 1994 vil Århus herefter »involvere voksne
palæstinensiske mænd« i »en særlig indsats« overfor drengene, som man vil
opfordre til »at møde i skolen og i en fritidsklub efter undervisning«.
Dansk
Flygtningehjælps Dorith Brink er på vej med en bog om, hvordan man skal
klare
de skolesvage fremmedelever.

IV. Fremmedinvasionen volder også problemer for danske skatteydere, efter de
unges udskoling. De kan vælge og vrage i en kaskade af
rådgivningsforanstaltninger og kompetencegivende, teoretiske
introduktionsbrobygninger med undervisninger i dansk sprog og væremåde.
Systemet befæster yderligere stadig flere skatteyderlønnede jobs ved at
opstille den for hver enkelt ulændings mest attraktive individuelle plan for
hans uddannelse og erhvervsplacering. Med store forundrede øjne iagttager
subjektet, hvordan kommuner, Flygtningehjælp, ministerier osv. betjener,
opmuntrer og følger ham i hans ønskedrømmefabuleringer og uddeler særtilskud
og særtilbud til fremmede over hele spektret fra efterskole til universitet.
Et kuriøst udslag heraf er følgende hjertesuk (hentet fra pressionstryksagen
Mellemfolkeligt Samvirkes Nyhedsbrev for september 1991): »Efteråret byder
på
et væld af nye kurser, flere end nogensinde før. Så mange, at det kan være
vanskeligt at overskue og langt sværere at vurdere kvalitet og indhold.«
Kulturministeriets cirkulære nr. 8 af 10. januar 1991 hjemler fuld
elevstøtte
til fremmede på højskoler, landbrugsskoler, husholdningsskoler og
efterskoler. Videre presser den til enhver tid værende undervisningsminister
på, ved stadigt at udvide særlige, gymnasiale indslusningskurser for
flygtninge (GIF). Så er vejen åbnet for, at SF'eren Morten Langes Jakob-søn
stolt kan forkynde, at flygtninge år for år pladsbelægger langt flere
forskellige universitetsfag - ikke blot læge og ingeniør, men også
overflødighedsfag som humaniora og økonomi. Den hollandske
undervisningsminister Jo Ritzen foreslår ligefrem, at børn med
indvandrerforældre får ekstra lod i den lodtrækning, der afgør, hvem der
kommer ind på adgangsbegrænsede studier. Særlige forberedelseshold
forefindes
for de Danskergæster, som vil vise os den gunst at frekventere
længerevarende
uddannelser. 27. maj 1991 praler Bertel Haarder: Hans
Undervisningsministerium baner nu vejen for, at 690 flygtninge kan optages
på
videregående uddannelser i det følgende år. Projektet ventes at koste 23
mio.
kr. i 1991. »I det kommende undervisningsår ventes optaget 275 flygtninge
inden for fagene samfundsvidenskab, naturvidenskab og teknisk videnskab samt
415 flygtninge på erhvervsuddannelserne. Det ventes at koste ca. 20 mio. i
driftsudgifter samt udgifter til information og vejledning til flygtningene
og til introduktionskurser og andre specielle foranstaltninger.« De nævnte
beløb er selvsagt kun mindre poster i en langt dyrere skatteyderudplyndring.
Det kan man læse i specifikationen i Aktstykke nr. 224. I de fremmedes mange
studieår baseres deres økonomi almindeligvis på ikke-
tilbagebetalingspligtig
revalideringshjælp (kapitel 26, II, 7). Derfor har de det væsentligt bedre
end de danske kammerater med SU-banklån (detaljer findes i Haarders svar
(med
bilag) af 15. maj 1991 på folketingsspørgsmål S 517). Udover, at de fremmede
på lige fod med danske studenter kan gøre brug af læreanstaltens
faciliteter,
har undervisningsministeren en særkasse - finanslov §20.12.11 - at gøre godt
med til flygtningene. Mangelfulde danskkundskaber og uddannelsesfremmede
hjemmemiljøer betyder, at skattekroner, ofret på de fremmede, gør langt
mindre nytte end samme beløb brugt på danske. Alligevel søger man nu de
fremmedes særfordele øget (Politiken 18. juli 1991). Også i det videre
forløb
sidder skatteyderkronerne som sædvanligt særligt løse, når det er de fine
akademikere, som skal hjælpes. Et eksempel er Aarhus kommunes tilskud primo
1992 til de af byens virksomheder, der vil ansætte » højtuddannede
flygtninge«.

V. Jyllands-Posten gennemgik 26. januar 1992 andelen af 17-24 årige, der
hverken er i arbejde eller under uddannelse. Procenten var 16,3 for
danskerne. Fem gange så høj for Palæstinenserne, 31,7 for tyrkiske mænd og
60,5 for ditto kvinder. Symptomatiske er et par Aarhusundersøgelser. Den ene
fortæller, at ingen af de unge tyrkere, som i 1986-88 startede en
EFG-uddannelse, har gjort den færdig, og at 80% er arbejdsløse blandt dem,
som kom igennem basisåret. Den anden drejer sig om 15 palæstinensere, som i
efteråret 1990 fik kursus i »tæt kontakt, danskundervisning, praktiske
aktiviteter og kontant klubtilskud«. De syv forlod kursuset, mens de otte
andre næppe fik noget nyttigt ud af alle de lærerlønninger m.v., som
skatteyderne betalte for dette mærkelige skema. Afdelingsleder Bodil Thomsen
har herudfra vundet den erfaring, at man forud for arbejdskurser for
fremmede, for hver enkelt skal finde ud af, om han » overhovedet gider den
slags arbejde, kurset kvalificerer til«. Hertil kan afdelingsledernes
personaler nok øges, men opgaven er uløselig og undergravende.

Aalborg har flere hundrede fremmede, som kommunen uden positive resultater
har spildt integreringsundervisning på i fem-seks år. »De har prøvet alle
former for skoler og kurser og orker det ikke mere, for de ved, at de
alligevel ikke kan finde arbejde bagefter«, siger en af kommunens
kulturformidlere (Ole Berthelsen). Pr. 1. april 1990 søsattes så et nyt
skatteyderprojekt: 12 kom på et otte måneders kursus. I første fase skulle
de
tale med hinanden om deres problemer, mens de fremstillede »forskellige
kunstværker«. Anden fase gik med at bygge kulisser til udstillinger og
udføre
gavlmalerier på huse. I sidste fase drog de rundt til efterskoler o.l. i
Nordjyllands Amt og spillede guitar for eleverne samt lavede mad til dem.
Kun
otte af de 12 holdt ud til hele kurset. I statsbladet Samspil understreger
jobkonsulent i Aalborg kommune, Anders Christian Nielsen, at der herefter
vil
blive indgået individuelle aftaler med dem. For det har været en del af
projektet at man ikke bare slipper dem af syne, når det er afsluttet. »For
nu
har vi fået nogle i gang, som ellers aldrig ville være kommet i gang«.
Allerede nu ligger det fast, at to af de tilbageværende otte skal på
daghøjskole og en på sproghøjskole. Desuden vil kommunen forsøge at få
aftaler i stand med arbejdsgivere for at kunne tilbyde flygtningene et
praktikophold. Kursusbestyrelsen må dog erkende, at trods de otte måneder
taler nogle af deltagerne fortsat dansk »meget dårligt«. Sådan gik det altså
for de otte, der vel har været eliten iblandt de flere hundrede i en enkelt
dansk kommune. Men slige absurde erfaringer bekymrer ikke de danske
skatteyderpiskende storånder i de integreringspartier, som får opbakning fra
over 94% af de danske vælgere. Da det var blevet drønende fiasko for Aalborg
kommune, hvad den satsede på aprilsnardagen i 1990, gik Nordjyllands Amt på
årsdagen derefter i gang med en daghøjskole for de flygtninge, som ikke har
kunnet klare kravene på sprogskole eller AMU-centre. Tilbuddene er bl.a.
metal-, træværk- og medieværksteder som forsøg i to år. I slutningen af 1991
påbegyndte Frederiksborg amt tre nye kurser: a) »Kvinder i fokus« for 18
damemennesker fra Iran, arabiske lande og Rumænien. b) 16 ustyrlige unge
palæstinensere og somaliere skal i ni måneder veksle mellem praktisk arbejde
og undervisning. c) I syv måneder skal amtet kursusbehandle 18 fremmede, der
ikke har kunnet få arbejde i Danmark, trods høj uddannelse og gode
danskkundskaber. Ved en møderække i Hillerød i januar kvartal 1992
redegjorde
flygtningene for deres ansættelser på danske arbejdspladser. Denne
bedrøvelighed blev afbødet ved, at det faglige, underholdning, musik og
orientalsk mad afløste hinanden. Viborg amt udgav samtidig et katalog over
21
virksomheder og 9 erhvervsskoler, som fremmede kan besøge. Amtet indrømmede
dog, at de hverken skulle have arbejde, uddannelse eller praktik. Derfor var
det blot et led i amtets bestræbelser for at forbedre den mellemfolkelige
forståelse. Amtet formidler også, at de lokale skoler kan få gæstelærere fra
Tyrkiet, Sri Lanka, Libanon, Palæstina, Rumænien, Iran, Kurdistan,
Adzerbajdsjan og Beluchistan. Esbjerg Seminarium afholdt september 1990/maj
1991 sit første basiskursus for indvandrere og flygtninge. Af de 18
kursister
opnåede én fuldtidsarbejde, mens de resterende søger videre uddannelse. Et
nyt hold kan man komme på ved at ringe til telefon 75 14 32 44. I håb om at
få 16-18 af kommunens Tamiler sluset ud på arbejdsmarkedet brugte Grindsted
ud over hele 1992 penge på stædigt intensivt at lære dem dansk, montage,
udstansning og pakning. Fra 1993 tilbyder Roskilde Amt en snes unge
flygtninge en flerårig uddannelse på Roskilde Handelsskole. Det starter med
en to-årig grunduddannelse - mod normalt et år - med danskundervisning,
handelsfag og praktik. Der afsluttes med HG-eksamen. Derefter kan de på
linie
med andre begynde i en læreplads eller læse videre. Uddannelsen støttes med
midler fra EF's Socialfond. Silkeborg tilbyder indvandrere et 18 måneders
daghøjskolekursus. I Århus er det på 24 måneder, mens Holstebro lever op til
sine dyrhedsrekorder (36 måneder). Et lignende Frederikshavnerprojekt
omtales
2. juni 1991 i Vendsyssel Tidende. Og her slipper trolden ud af æsken. Alt
dette voksede netop i 1991 så stærkt, fordi kommunerne var interesserede i
at
få de, der har været her mere end 5 år over på en anden kontoplacering end
den socialhjælp, som de stod i begreb med selv at skulle betale 50% af
(kapitel 26, II, 15). Fra 1988 fik erhvervsskolerne ekstra bevillinger til
at
støtte fremmede under uddannelse. Yderligere placeres de automatisk i den
såkaldte gruppe 2, som giver dem fortrin til optagelse forud for danske. Men
lader man øjnene løbe ned over de senere års EFG-statistikker, ser man, at
danske får praktikpladser i omkring 90% af tilfældene efter basisåret, mens
livets realiteter dømmer de fremmede, så de kun en sjettedel så ofte (ca.
15%) findes passable, og det meget hyppigt, fordi idealistiske danske
(flygtninge)venner skubber dem ind fremfor bedre egnede danske. I stedet for
at indrette sig efter, at sådan er altså behovet, foreslår Regeringens
Byudvalg en praktikpladskvote for unge indvandrere og flygtninge. Altså at
det offentlige skal stampe yderligere imod brodden ved at foreskrive positiv
særbehandling af fremmede. Efter sommerferien 1994 starter ydermere en
speciel to-årig kommunal uddannelse (EGU), hvor der også sker
særfavorisering
af udlændinge. Sådan noget vil givetvis yderligere svække den desperate
nødvendighed for at styrke dansk produktion.

VI. Hele Det Danske Parnas gennemsyres altså af et snæversyn så stort, at
det
ligger helt udenfor fatteevnerne, at nogen i denne verden ikke higer og
stræber efter at blive danske. Når denne betingelse ikke er opfyldt
forvandles overklassens foregivne politik fra lyst til at hjælpe de fremmede
i påstået nød til tvangsmanipulerende psykisk terror. De kræver
kæmpe-anstrengelser mod vedkommendes - følelses- såvel som
forstandsmæssige -
vilje. Resultatet bliver ofte identitetsødelæggelse. Den forhadte danskhed
får man ikke med samfundstvang. Men den oprindelige hjemlandsidentitet
nedbrydes på ækleste George Orwell-maner. Disse indre virkninger af
tvangsfordanskning af mennesker med en vildtfremmed baggrund fører i det
ydre
ofte(st) ud i lediggang, en socialhjælpsbaseret tilværelse og/eller
identitetsfortabt modløshed. Måske slår det endda ud i (forbryderiske)
(affekt)handlinger, som gør betydelig skade både på andre mennesker og på
værtslandets ressourcer og offentlige kasser. Men værst er det for dem, som
socialakrobaterne vil dressere med deres statsomklamring. Den hindrer nemlig
de fremmede i at blive selvhjulpne på deres egne vilkår, ansvar og risiko.
Naturligvis kan befolkningsgrupper, der ligger metervidt borte fra det
danske, ikke i det daglige pulveriserende liv behandles med total
fornægtelse
af, at 1990'ernes danskhedsmentalitet - især i forhold til 620'ernes Arabien
- adskiller sig så fundamentalt, at det vil være fysisk umuligt at få
størstedelen af de indstrømmende til at integrere sig i et uland gennemsyret
af individualitet og drillehumor (se nærmere nedenfor i kapitel 45, I).

VII. Uden mindste skelen til de offentlige udgifter og personaleforbrug var
det derfor et ikke uventet dominerende hovedpunkt for Det Konservative
Folkeparti ved udlændingelovsdebatten 9. april 1991 at aktivere
integrationspolitikken, så det bliver obligatorisk for de fremmede i bred
almindelighed at blive langt dygtigere i dansk sprog, kultur, demokratiske
traditioner m.v. (spalte 4270- 4272). Schlüter følger dette op i
Folketingstidende 1991/92 spalte 3155 f. Sådan er nu engang den dybere
grundholdning i Ahlmann-Ohlsen m.fl's naivistiske folketingsgruppe. Som i
Schweiz skulle den offentlige sektor også her lade de fremmede selv
tilfredsstille deres mulige integreringsønsker uden indblanding fra
skatteydernes pengekasser. Blot de ikke på anstødelig vis krænker alle
gæsters grundregel: Skik følge eller land fly. Vil man fremture på faconer,
der ikke er passende for større kredse i værtslandet, må man søge andetsteds
hen.

Skulle de fremmede endelig lære dansk kultur, burde det være
Nørregadebagersangen:

Og har du penge,
så kan du få,
men har du ingen,
så kan du gå.

[Per Hagemann]

KAPITEL 28 Anti-integrering

Tårepersende romantikudladninger strømmer ud fra organisationer med
særinteressespeciale i at dræne offentlige kasser. De hyler om den pligt, de
selv har opdigtet, for dansk offentlig sektor til at bevare hjemlandets
skikke og sikre menneskelig kontinuitet hos dem, der har presset sig ind i
Danmark, og som derved er havnet i spændingsfeltet mellem to forskellige
kulturmønstre - deres og vort hjemland. Antiintegrering er et af de lettest
løste »problemer«: Så længe dansk ret og sømmelighed overholdes, må de
fremmede iført farvestrålende folkedragtsgevandter nostalgisk afsynge deres
hjemlands vemodige sange samt dyrke oprindelseslandets øvrige skikke, sprog
og hobbies. Individuelt, i familierne, i foreninger eller hvor de nu
foretrækker. Men det kan aldrig være tilstedeligt at tvinge danske
skatteydere til at betale for deres fornøjelse. I kampen for at forbedre
egen
privatøkonomi bruser flygtningelobbyen som sædvanlig frem med helt uholdbare
analogier: Her danskeremigrationen for hundrede år siden til De amerikanske
Nybyggerstater. Men modsat parasitteriet, som nu foregår hertillands, kan vi
med stolthed henvise til hvordan de ca. 350.000 danske, der i årtierne
omkring 1890 udvandrede til den vestlige halvkugle eller andetsteds, har
klaret sig selv og indpasset sig i immigrantlandets forhold uden at gribe
til
statstilskudstiggerstaven. I snesevis af år opretholdes ud over begge
Amerika'er Danske Hjemstavnsforeninger, hvor rørende personlig opofrenhed
bistår landsmænd samtidig med, at livene blev kvalitetsforbedrede som kun
selvhjulpenhed kan gøre det, Som altid med sugesnabler dybt nede i sine
gemene landsmænds knappe lønningsposer fastslår Ole Hammer med vanlig
absolutisme »Det er nødvendigt at give indvandrere og flygtninge mulighed
for
selv at sætte tempoet. Og det er nødvendigt at give dem mulighed for selv at
vælge, hvilke dele af deres oprindelige kultur, de ønsker at bevare eller
udvikle«. Det teoretiske begrebsapparat bag disse
sagsbehandlernødvendigheder
udvikles med germansk-abstrakte Montaniusserier i en 1994-rapport af R.
Baubück. Han betegner det som »kulturel« pluralisme, som for ham er eneste
alternativ til » assimileringsgørelse« eller »ghettonormalisering«.
Fjerdemuligheden - udvisning - er ikke trængt ind i hans studerekammer.
Modsat den almindelige holdning i fremmede lande betaler den danske
offentlige sektor følgelig for, at landets (permanente) gæster kan bevare og
udbygge tilknytningen til og indlevelsen i deres hjemegns traditioner. Blot
der er 12 børn og kan skaffes lærer, punger den danske skattebetaler ud til
modersmålsundervisning m.v. Dette er frø af ugræs, som er føget over hegnet
til den danske offentlige skole. Dens udbud af undervisningsfag bør alene
fastlægges efter danskeres behov. Familier, der vil supplere med andet, bør
selv betale herfor. Embedsmandsrapporten af 27. september 1990 søgte
kommunernes pligt begrænset til de fire første skoleår. Dette følger Ishøj
fra 1. august 1992 på grund af en forsøgstilladelse fra
Undervisningsministeriet. En knage at hænge hatten på i kampen herimod
finder
socialudbytterne i det ellers så forhadte EF. (Detaljefacts herom i
Søndagsavisen 19. september 1993). På 33 91 12 99 sidder Claus Slanzky og
venter ved telefonen på at nogen kan fortælle ham om »børns rettigheder til
modersmålet«. Til at skrive et forskningsprojekt herom har Det Danske Center
for Menneskerettigheder nemlig ansat ham. Allerede i 1993 udsendte det
lokale
Universitet Muharrem Aydes bog » Modersmålsundervisning og tyrkiske forældre
i Odense«. Selvom folketingets modstand mod offentlige besparelser skulle
blive overvundet på dette område, vil der stadig være mere end rigeligt
tilbage af integrationsmodvirkende aktiviteter. Også udover de mange
gruelige
anstødeligheder, som gennemgås i kapitel 25 og 42 samt andetsteds i
nærværende bog. Kulturministeriet behandlede årligt omkring 150 sager om
tilskud til » kulturelle aktiviteter for indvandrere«. Alligevel måtte
Kulturministeriet jamre i Mellemfolkeligt Samvirkes Nyhedsbrev September
1991
over endnu ikke at have ansøgninger nok til at forbruge Kulturfondens
bevillinger til »at bygge bro mellem den folkelige og professionelle
kultur«.
Men så lysner det: Den 26. oktober 1991 slog den nydannede
Mavedanserforening
dørene op for indvandrerkvinder. Og fra Istedgade proklameres samtidig, at
Forbundet af Arbejdere fra Tyrkiet har åbnet »Tværkulturel
Informationsbutik«. Juli 1993 udgår fra Dansk Flygtningehjælp (ved dets
Kulturkonsulent Ragnhild Riis) med Kulturfonden som økonomisk bagmand
følgende indbydelse: »Flygtninge og indvandrere opfordres til at bidrage til
Danmarks litteratur ud fra den betragtning, at disse befolkningsgrupper kan
bidrage væsentligt til landets kulturliv. Der er stort set ingen
begrænsninger for de litterære genrer, som de to grupper kan vælge.
Flygtningehjælpen sørger for den nødvendige oversættelsesbistand, så der kan
forfattes på et hvilket som helst sprog«. Alle bosniere får uden betaling
både Nyhedsavisen Vijesti og Informationsbladet Mi. 20. april 1994 kl.
7.12-7.17 fortalte en asylcenterleder i P2, at samlingsstuen havde en del
aviser på hjemlandets sprog og rundt på næsten alle værelserne var
specialudstyr af TV og radioer, så man kunne følge alt derhjemmefra. En
passent nævntes, at det skulle være betalt af de lommepenge, beboerne får
hver uge fra det danske socialvæsen. Gak dog ud i Dannevang og se hvor store
indtægtssupplementer asylsøgere har fra tyverier, hashsalg og andre
forbrydelser. Og lad os så blive fri for denne del af DR-utroværdigheden.
Over siderne 45-48 svælger Indenrigsministeriets Nyhedsbrev 5. august 1994 i
alle de biblioteksfaciliteter, hvormed danske skatteydere fra nu af skal
betjene Jugoslaverne på deres egne sprog. Det er naturligvis i orden, at de
statsstyrede tyrkiske og libyske TV'er, Reklame TV'er osv. sender i Danmark,
for så vidt det ikke - hverken direkte eller indirekte - lægger beslag på
danske skatteyderpenge eller på bølgelængdekanaler, som vi kan bruge bedre.
Men det er aldeles forkert, at danske statsmidler betaler til den i 1988 i
Københavnsområdet oprettede muslimske fjernsynsstation CA-Sharq TV. (Den
støttes også af mellemøstlige ambassader, og derudover kan den gratis
benytte
alt stof fra 20 arabiske TV-selskaber). Presset er stort for offentlig
støtte
til mere etnisk fjernsyn. Det kan man tale med om for eksempel i KTAS's
Hybridafdeling. Politiken omtaler 13. og 15. februar 1992, at tyrkerne har
skaffet sig flertal på generalforsamlinger i Korsør og Odder
Antenneforeninger. Kanalmulighederne går herefter til ikke-europæiske
programmer. Lokalpatriotismestolthed sprøjter ud af en seksspalter i
Bornholms Tidende 18. juni 1994: »Bornholms Stemme er ikke længere bare
bornholmsk lokalradio. Det er også bosnisk radio«. Ca. en times udsendelse
bruges hver af ugens syv dage til muhamedansk propaganda på et sprog, ingen
bornholmer forstår. Penge søges til udvidet drift fremover. Danmarks Radios
Indvandrerafdeling kværner og kværner hver eneste dag løs på her i landet
næsten ukendte sprog. Så meget få danskere kan vurdere kvaliteten. Men de,
som under tyskerbesættelsen nød Kristeligt Dagblads underfundige ledere,
oplevede et deja-vu, ved læsning af redegørelsen i Jyllands-Posten
(23.10.91)
fra afdelingens ledende redaktionssekretær (Jørgen P. Ditzel). Tamilen
Jesuratman Ponnudurai forlagde 1985 residensen til Danmark. Siden har han
styrket sine herværende landsmænds bevidsthed om deres kulturelle rødder ved
at producere ceylonesiske teaterforestillinger. Mere end een som månedligt
gennemsnit. Statens Filmcentral støtter indvandrerlobbyen gennem såkaldte
Tredieverdensfilm m.m. (Samspil 1991-6, side 27 og finansministersvar af 21.
november 1989 på spørgsmål S 172). Om otte af disse - produceret af fremmede
med dansk bopæl - har Staten udgivet en bog. Den tilsendes gratis, hvis man
ringer til telefon 33 13 26 86 eller 86 13 28 00. Heroverfor står, at Den
Danske Forening af økonomiske grunde har måttet skrinlægge en plan om en
enkelt oplysningsvideo. Københavns uformåenhed beror på, at socialiststyre
indførtes tidligt (14 år før Sovjet) og uafbrudt lige siden har Københavnere
stemt for, at deres kommune fortsat skal være socialistisk. Derfor ligger de
blot, som de selv har redet. I bundløs suppedas. Enormfrådseri har kørt
deres
kommunale økonomi i sænk (jfr. fx. Jens Gouls præcistformede analyse i
Berlingske 7. august 1994). Hverken bystyre eller vælgere drager
tilsyneladende mindste lære af Østsammenbruddet. Den evigt tiggende,
plejehjems- og hjemmehjælpsnedskærende kommune kører på for fuld kraft med
bl.a. det uhyggelige projekt Kulturby 1996. Deri lægges op til prangende
flerkulturel indsats. Hvis blot man har en ide - jo vildere des bedre - vil
pengene i ens kasse klinge, når man går op til gramskasteren ved det store
stygge storkespringvand (Amagertorv 1) eller til Dansk Flygtningehjælps
koordinator på dette projekt. Han hedder Bjarne B. Christensen (Tlf. 33 91
27
00). Med bidende ironi berettede Søren Espersen i Berlingske 11. april 1994
om en 40 millioners- ingrediens (»Multikulturel Ferieby«) i dette vanvid.
»Etniske kunstnere« skal deltage i »diverse manifestationer«, oplyste
Mellemfolkeligt Samvirkes Nyhedsbrev juni 1994. Herudover nævnes
mulighederne
i »flerkulturelle rum«, »samspil med oprindelseslande« og andre luftige -
men
sikkert hundepengedyre - tankespind. Projektets bagdel set fra Kramers
FrådseRådhus er, at det kun varer kort tid. Men det har nu aldrig skortet at
finde anvendelse for de skatteydermidler, der sidder så ekstra løst på
fremmedgebetet. Hertil er oprettet et formaliseret kontaktorgan mellem
kommunens indvandrerforeninger og Overborgmesterens Sekretariat. En af
avnerne herfra er et permanent indvandrerhyggehus (Nørre Allé 7), som står
til rådighed for de fremmedes mange af dansk offentlig sektor financierede
foreninger. Andre af Fallittenborghovedstadens storladenødslerier kan
studeres i et katalog over kommunens lydbøger på tyrkisk, kurdisk, arabisk
og
urdu. Det kan man rekvirere på tlf. 31 24 42 52. Herfra kan man også holde
sig orienteret om forberedelser til på indisk forlag at udsende
billed-ordbøger. Foreløbig på arabisk, persisk, serbo-kroatisk, somali,
tamil, tyrkisk, urdu og vietnamesisk. Jævnligt opvartes med at adsprede de
mange nye kommunalvælgere. I kommunalvalgsommeren juli 1993 købte Københavns
Kommune således en af Nyhavns- bådteatrets forestillinger på »Fluen«, og
uddelte fribilletter. Sammen med omliggende kommuner har København bekostet
udsendelse i 1992 på Dansk Psykologisk Forlag af Etnograf Lotte Bøggilds og
Skolepsykolog Sonja Overbys udgivelse af 7 billeder af Ingelise Özer. Bogen
hedder Den Blå Perle. Vil nogen købe den af egen pengepung, koster den 325
kroner. Billederne skal man bruge til at vise tyrkiske børn, der så spontant
vil oplyse om deres familiemæssige konflikter. Forlængst er glemt, at en
dansk forfatter engang for over 100 år siden skrev »Keiserens Ny Klæder«.
Under overskriften »De vil så gerne lære os afrikansk kultur«, jamrede
Vendsyssel Tidende 14. april 1992 over, at Hjørring kommunes kulturudvalg i
fire måneder har sløset med at betale for lokaler til byens 15 afrikanere,
så
de kan mødes og holde udstillinger om afrikansk mad og anden kultur. Det i
overvejende grad statsbetalte Forbrugerråd udgiver en pjece på tyrkisk om,
hvordan tyrkisk mad bedst tilberedes. Social- og Kulturministerierne søsatte
efteråret 1990 storprojektet »Indvandrerkvinder og det indre marked«. Det er
vist nok også på en kulturministeriel konto, vore skatteydere skal finde
deres betaling, for at et damemenneske på et asylcenter ved Silkeborg
udfolder sig på en somalisk musikvideo. I det for danske bøger kolossale
førsteoplag på 50.000 eksemplarer bekostede Socialministeriet en muhamedansk
eventyrbog til gratis uddeling bl.a. i DSB's Intercitytog. Herom meddeles,
at
man har ansat professor Jes P. Asmussen til at redigere den, og at den er et
led i kampagnen mod det voksende fremmedhad og bidrag til forståelsen af
vore
mange nye landsmænd. Initiativet kom fra kulturministeriet, og som en
statsinstitution fandt DSB ikke at kunne sige Nej. Danske bibliotekarer
hører
også til gruppen, der vejrer morgenluft i Ninn- Hansen-lovens
Danmarksåbning:
Punkt 1 skal de fremmedsprogede ligestilles med danske i adgang til deres
hjemlands litteratur (ældre som nyudgivelser, skønlitteratur og fagværker
osv.). Punkt 2 gør man det klart, at netop flygtninge har et kæmpeproblem -
der skal opfyldes - for at følge dag til dag udviklingen i fædrelandet. Og
punkt 3 er det en menneskeretsnødvendighed, når man er langt hjemmefra,
særligt intensivt at kunne dyrke sine nationale hjerterødder gennem et væld
af fædrelandshistoriske værker. Alle tre områder skal naturligvis afpasses
efter, at danske biblioteker fuldt ud skal betjene alle - professoren og
rengøringsdamen, landsbymanden og byboeren, den unge og den ældre.
Bibliotekarforbundets formand udvider kravene i Politiken 30. januar 1994.
Folketinget følger op med millionsærbevilling (Berlingske 6. april 1994).
Den
grundlæggende neutralitetspligt krænkedes også oprørende, da
Bibliotekarforbundets hæderspris den 26. oktober 1991 tildeltes Samspil,
fordi det fremmer forståelsen for indvandrernes problemer. Til
bibliotekernes
værste skammeligheder på denne front hører videre, at dette
skatteyderbetalte
væsen nægter patrioterne i Den Danske Forening at fremlægge deres skrifter
og
bruge offentlige mødelokaler. Herom kan bl.a. læses i Ole Hasselbalchs
bog »5
år for Danmark« (side 29-33). Endvidere i Jyllands-Posten 5. september 1990,
Berlingske 4. maj 1992 og Danskeren april 1993. Samtidig indkøber
bibliotekerne i store mængder, hvad Flygtningevennerne producerer.
Indsamlingsmateriale o.l. fra Dansk Flygtningehjælp fremlægger man generøst.
Og udstillinger stables på benene til betjening af de fremmede. For eksempel
for et muhamedansk foretagende ved navn Harem. Det startede i Brøndby, men
efter at Kjeld Rasmussen smed dem ud derfra, er dets domicil blevet
Blommehaven nummer sex i Valby. Det financieres af ministerier (særligt
Arbejds-, Kultur- og Undervisnings-) og søger også tilskud hos Dansk
Flygtningehjælp o.l. organisationer. Det arrangerer bl.a. koncerter med
professionelle udenlandske musikere og væver tæpper til det offentlige.
Helsidestekstreklamer havde det i Jyllands-Posten 11. juli 1991 og i
Berlingske 29. juni 1994. To januaruger 1992 fik de emsige lobbyister lov
til
at udstille i det kommunale Musikhus i Århus. Hele måneden gav
Centralbiblioteket i Nykøbing F. udstillingsplads til Harem vedrørende
Zigeunere. I maj kom en af favoriseringerne fra Roskilde Hovedbibliotek.
Hele
august havde de Rundetårn. Juni 1993 rådede de over Frederiksberg Haves
Brøndsal til deres salgskollektion af uldtrøjer, herreskjorter og andet
tøj -
til børn såvel som til voksne. Er dette en sag for Konkurrencerådet? Det
etniske ligestillingsnævn vil nemlig med garanti ikke tage Haremet ved
vingebenene. Birte Frandsen karaktergav i Information 19. marts 1991: »Det
er, som vil de kulturradikale ikke indse, at der kan være tale om
kultursammenstød, som ikke løses, dersom man stiller sig op og spiller
frelst, bedrevidende, bøjende sig i støvet for tilrejsendes love og normer.
Det er virkelighedsflugt og svigt«. På modsat bov ligger Gitte Olsen, der i
november 1984 sprang fra arbejdsløs væver til at være Harems grundlægger,
chef og ideolog: »Vi siger ikke: Tag nu og udvikl dig! Vi bryder os jo
heller
ikke om, at andre piller ved os. Integration er selv at vælge at være med.«

Kapitel 29

KAPITEL 29 Børnehaver

Børnepasning er traditionelt familiens privatopgave. Ofte klares den med
håndsrækninger fra bedstemødre og naboer. 1960'ernes Danmark skød opgaven
over på det offentlige. Tilsvarende udvikling skete ikke i U-landene. De
fremmede i landet har derfor tilpasningsproblemer i denne
kulturmønster-centrale del af tilværelsen. Eksempel 1: Mellemfolkeligt
Samvirke skriver marts 1994: »Det er en generel politisk målsætning i mange
kommuner, at indvandrer- og flygtningebørn skal i daginstitutioner eller
have
en anden form for pædagogisk tilbud (f.eks. mor/barngrupper, legestuer,
førbørnehaveklasse-tilbud). Flere og flere daginstitutioner har knyttet
flerkulturelt personale til sig«. Eksempel 2: Man læser i oktober
1990-nummeret af Samspil: »Fremmedsprogede børn udgør en stigende del af
børnene i kommunale daginstitutioner og dagpleje. Deres integration stiller
særlige krav til pædagoger og dagplejere. Social- og sundhedsforvaltningens
Børn- og unge-sektor i Århus har derfor tilrettelagt et omfattende
kursusprogram, som henvender sig til alle, der arbejder med indvandrere og
flygtninge. Primært i den kommunale medarbejderkreds. Via en række
informationsaftener og temadage kan deltagerne få kendskab til tyrkisk,
pakistansk og tamilsk kultur og opdragelse. Programmet beskæftiger sig også
med skolestartparathed, tosprogede medarbejdere i daginstitutioner,
fremmedsprogede 0-2 årige, sprogudvikling, tosprogethed og sprogstimulering,
ligesom der tilbydes studieture til København og Malmø. Kontakt
supervisionsteamet, cand.psyk. Heidi Kromeyer og Kirsten Raal.« På landsplan
er det Undervisningsministeriets fremmedsprogkonsulenter, som holder
foredragsserier for pædagoger med fremmedsprogede småbørn. I begge grupper
betaler skatteyderne såvel aktører som tilhørere. De violettørklædede
fagforeningsfuriers målrettede anstrengelser for at øge kundekredsen sårer
den tyrkiske mor dybt. For hende er missionen i tilværelsen at opdrage egne
børn. Nu stjæles de fra hende af de danske duller. Københavns kommune og
BUPL
udsendte midt på året 1990 bogen »Indvandrerbørn på Vesterbro. 1.
delrapport:
Daginstitutionernes erfaringer«. De går ud på, at børnehaver og vuggestuer
bør supplere deres danske personale med pædagoger, som behersker de
fremmedes
modersmål. De skal styres af en ny kommunal afdeling. Den skal dels sørge
for
den fornødne flerkulturelle viden og dels bedrive pædagogik, der fremmer
børnenes forståelse af deres hjemlige kultur og bygge broer til de andre
kulturer - herunder eventuelt den danske - som på det givne tidspunkt
frekventerer daginstitutionerne. Naturligvis skal disse nydannelser så
spredes ud fra de 28 Vesterbropionerbørnehaver til resten af Dannevang.
Psykologen Heidi Kromeyer supplerer i 134 siders-fremstillingen - også fra
1990 - om »Udvikling af integrationsmodeller for fremmedsprogede børn i
daginstitutioner«. Videoer om projektet har man dog til at begynde med kun
udsendt på fem sprog. Fra mandag den 30. september til fredag den 4. oktober
1991 afholdt Børne- og Ungdomspædagogernes Fagforbund på deres eget
naturskønt beliggende luksuskongrescenter kursus om tilrettelæggelse af
hverdagen med indvandrer- og flygtningebørn. Det er helt givet, at så at
sige
al betaling herfor kommer fra offentlige kasser. Det samme gælder givetvis
de
2.500 kroner, det kostede fra 2-6 maj 1994 at deltage i et Aarhuskursus om
Tosprogede Daginstitutionsbørn.

Eksempel 3: Samspil November 1991 (Lotte Bøggild Mortensen): »De fleste
tyrkiske indvandrere nærer den dybeste mistillid til såvel
børneinstitutioner
som Folkeskolen i Danmark. Opmuntring til leg med ting frem for samkvem med
personer, tilrettelæggelse af og kontrol med dagligdagen og spørgsmålet om
realisering af det individuelle selv er nogle af de kulturelle hjørnestene.
En farmor eller mor udvælger ofte et barn, som hun med tiden gør totalt
afhængig af sig. Det er utænkeligt, at noget barn selv henter sig et glas
vand, spiser selv, klæder sig selv på, har rådighed over egen seng, endsige
eget værelse. Det kan derfor ikke danne sig et overblik over dagens forløb,
foretage sig noget på egen hånd, kort sagt kontrollere sin hverdag. For
yndlingsbarnet gælder det, at farmoren i tilgift lader barnet sove ind på
sine ben, som anvendes som vugge, lader barnet få del i godbidderne ved det
fælles spisefad, skåner barnet for de fleste pligter og ikke mindst for
ældre
børns hårde knubs og hårde ord. Yndlingsbarnet indtager en særstilling
blandt
de andre børn og bliver fodret med kærlige ord i stedet for løstsiddende
hænder. Barnet bliver i »bedste« fald ét med farmorens identitet. Bliver
slugt råt med andre ord.« Eksempel 4: Konsulent for formidlingen af
Socialministeriets udviklingsmidler i Sydvestjylland, Anette Nicolaisen har
i
knap to år undersøgt forholdene for 36 iranske og palæstinensiske børn i
Sønderborg, Vejle og Odense. Om dette bekostelige forskningsprojekt
afholdtes
28. januar 1991 en konference i Esbjerg. Den konkluderede, at nu må fru
Nicolaisens ideer udmøntes, så flygtningebørn og deres familier får deres
fra
hjemlandet medbragte sjælelige sår bearbejdet af statens eksperter. Det
vigtigste middel er oceaner af personaleforøgelser. For de mange offentligt
ansatte skal inden for den fagforeningsfastsatte arbejdstid ustresset føre
beroligende small talks med de fremmede og sikre, at de bliver tokulturelle.
Det er nemlig trylleordet for, at de får gode liv. Behandlerne skal også
bruge store dele af deres arbejdstid på deltagelse i kurser, så de virkelig
får viden om alle de fremmedes hjemlige baggrunde. Altså tilfredsstillet de
behov, vi andre i en svunden tid fik dækket ved at betale entre til Hakon
Mielche-foredrag i vor fritid. Eksempel 5: Københavns skoleborgmester vil
lette de fremmedsprogedes skolestart: Den begrundelse giver han i et
1991-forslag om, at de fremmedes børnehavepladser skal være helt gratis for
indvandrerfamilierne. Eksempel 6: Danskeren april 1991: »Det kan være svært
for den lavtlønnede dansker at forstå, at vedkommende skal betale for
vuggestue og børnehave, når indvandrere uanset deres indtægtsforhold
automatisk får fripladser i en lang række kommuner. Med skattesystemet kan
det svare til et tilskud til indvandreren på 3-4.000 kr. pr. måned pr. barn.
Og den betalende dansker skal oven i dette jo betale indvandrernes
fripladser
gennem øget kommuneskat«. Dette sidste ord holder sjældent vand. Næsten alle
kommunale børnepasnings- ordninger for flygtningebørn har 100%
statsrefusion.
Eksempel 7: Århus kommunes temadag 27. maj 1994: Tyrkisk - Dansk forening
engageres til at udsende 27 sider »Synspunkter vedr. bosætning, fritidsliv,
pasningsordninger for småbørn, skole, arbejde og ældrepolitik.« Eksempel 8:
København har en »Daghøjskole for indvandrerkvinder med små børn« med
undervisning bl.a. i kropsbevidsthed og selvtillidsskabelse. Eksempel 9:
Forår 1994 gennemfører psykolog Jonna Højte for Hobro et tre- måneders
tværkulturelt integrationsforløb for fire danske og seks tamilske mødre. Som
en del af undervisningen var kvinderne på besøg hos hinanden. De har også
været på udflugt til pensionistcentre. På ældrebesøg hos private har de
interviewet om traditioner i Danmark. I august udkommer en rapport, der nøje
vil beskrive de opnåede videnskabelige landvindinger. Eksempel 10: Avedøre
plages af perker-ungdomskriminalitet. For at begrænse denne oprettedes i
1988
for offentlige midler et særligt fritidshjem for 10-16 årige drenge, som
ikke
passede ind andetsteds. De skulle have alskens tilbud, men selv være frie
som
fugle. Samspils oktober 1991-nummer forherliger foretagendet. Eksempel 11:
På
Beatesmindevej i Gug etablerede Aalborg kommune i september 1991
fritidshjemmet Samara udelukkende for 20 palæstinensiske børn. Her skal de
bruge deres eftermiddage til at slappe af og forberede sig til mødet med de
danske. Sammen med danske pædagoger og arabiske tolke. (B.T. og
Jyllands-Posten 18. oktober 1991). Eksempel 12: Efterår 1994 oprettede
Odense
kommune en særbørnehave for krigsmærkede 0-6 årige. Af dem kan man kun tage
en lille halv snes. Der skal nemlig »også være plads til deres forældre og
søskende«. Hermed er sluserne åbnede for en uendelighedskæde af
daginstitutioner øremærkede for børn med særproblemer. Og dermed
kvalificeres
til ekstrapersonalenormeringer og særløntillæg til medlemmer af geskæftige
fagforeninger. Eksempel 13: De særlige - udgiftforøgende - besværligheder,
som fremmede børn forvolder i børneværnssager behandles af Bo Ertmann i
»Tvangsfjernelser« (Kroghs Forlag 1994). Eksempel 14: Vendsyssel Tidende 14.
april 1992: »Den specielle daginstitution i Børnehuset Nord i Dronninglund,
der skulle tage sig af flygtningebørn, er lukket. Der kom nemlig ingen
børn.«
Eksempel 15: Berlingske 12. maj 1994 (Børneudvalgsforkvinde Jette Kammer
Jensen): »Her i Albertslund havde vi for få år siden næsten ingen
indvandrerbørn i børnehaven. Men selv om mange af forældrene er arbejdsløse,
er vi heldigvis nu oppe på, at 82% af børnene er tilmeldt. Mange af børnene
får særlig sprogstøtte. Det er derfor vigtigt at tage fat på forældrenes
sprogproblemer«. Eksempel 16: Berlingske 23. marts 1992:
Børnehaven »Viben« i
Gellerupplanen i Århus har i dag 18 danske børn og 42 børn fra
fremmedsprogede familier. Lederen Hanne Vibeke Poulsen siger, at det kun er
et spørgsmål om tid, før der ingen danske børn er: Af de 63 på ventelisten
er
ingen danske. Eksempel 17: Politiken 30. maj 1993: »De ca. 1.400 børn af
indvandrere og flygtninge i Høje-Taastrup har ingen eller kun ringe kontakt
med danskere. En rapport, som kommunen har udarbejdet, viser, at stort set
alle kommunale forsøg på at integrere børn under 19 år i lokalsamfundet har
været forgæves. Grundlæggende taler børnene så dårligt dansk, at de har
vanskeligt ved at klare sig i det lokale fællesskab. Da de klarer sig
dårligt
i skolen, kommer de næsten ikke i fritidsinstitutionerne.« Eksempel 18: 1994
bevilligede Kulturfonden (tlf. 33 92 35 55) statspenge til en etnisk blandet
Børnekulturcafé. Eksempel 19: »Treministeriebudgetanalysen af juli 1993:
»Forpligtelsen til at finde pasningsmuligheder for de mindre børn påhviler
kommunerne. Da kommunerne imidlertid ikke altid på kort sigt kan skaffe det
nødvendige antal pladser, har Dansk Flygtningehjælp oprettet
pasningsordninger, så forældrene kan deltage fuldt ud i sprogskolernes
danskundervisning. En del af disse pasningsordninger er etableret som
puljeordninger efter bistandslovens §70. Dansk Flygtningehjælp har endvidere
etableret mor/barn undervisning, hvor mødrene kan have børnene med ved
danskundervisningen.« Eksempel 20: Sommer 1994 nedsatte Indenrigsministeriet
et udvalg til at kortlægge indvandrerbørns særlige problemer og finde ud af,
hvordan de løses. Eksempel 21: Jyllands-Posten 23. oktober 1993: »En
dagplejemor i Skive er blevet fyret, fordi hun nægtede at passe
flygtningebørn. Dagplejeren blev før fyringen tilbudt pædagogisk og
psykologisk bistand til at klare arbejdet med flygtningebørnene, men afslog.
Hendes argument for at nægte at passe børnene var, at hun var bange for
deres
forældre.

Men i Skive kommune var holdningen klar: Alle børn med pasningsbehov skal
passes, uanset nationalitet.« Eksempel 22: Nord-Vest Avisen 17. november
1992
om åbning af fire nye daginstitutioner: »Personalet tog en masse »kurser om
indvandrere og pædagogik«. Og en pakistanskfødt pædagogmedhjælper blev sat
til at lære danske ledere, at » frygten for svinebesmittet mad skal
respekteres«. Derfor måtte børnene ikke mere få vingummi. Den, slags er der
nemlig gelatine i, og det kommer jo fra grise. Det religiøse smitter også
af,
her til jul med dens nisser og englebasser.« Danskeren kommenterede i
december 1993: »Var der nogen, der sagde, at fremmede, der ikke kan tåle at
se engle i Brønshøj, jo passende kunne skrubbe hjem til sig selv, hvor der
ingen engle er?« Kapitel 30

KAPITEL 30 Ældreomsorg I. Så sent som pr. 1. januar 1994 udviste
statistikken
blot 5.239 statsborgere af uønskede nationaliteter over 59 år med permanent
dansk opholdstilladelse. Heraf 987 tyrkere, 613 jugoslaver, 434 iranere og
423 statsløse. Men de sædvanlige pressionsskrig gjalder stadig stærkere,
efterhånden som 1960'er fremmedarbejdere, familiesammenførte og andre
indvandrere kommer op mod den tredie alder. Det er menneskenødvendigt, at
dansk offentlig sektor skaber ældrekår, som vi kan være bekendt over for de
fremmede og os selv. Førende er naturligt nok Omsorgsorganisationernes
Samråd
og andre interesse- organisationer, der begærer jobs til sig selv. Dansk
Gerontologisk Institut holdt 3-4 april 1992 og 1-3 oktober 1993
storseminarer
om flerkulturel ældreomsorg. Som retningsgivende eksempel blev fremdraget en
jordansk kvinde, der kom til Sverige som 54-årig. Hun fik seks års
svenskundervisning, »og kan i dag også enkelte svenske ord, men hendes
aktive
svensk er meget begrænset.« Udbredt tolkeservice må være et krav til værdig
alderdom på plejehjem. For hun kan selvsagt ikke bo i børnenes
toværelseslejlighed. Den er uegnet til tregenerationsfamilier. Iøvrigt er
hverken børn eller børnebørn i deres skandinavertilværelser tilgængelige for
krav om at lytte til bedsteforældrenes erfaringer. Skikkene derhjemme fra
Jordans bredder duer bare ikke her. Men overflødighedshorns-socialkontorerne
byder på så pengestruttende lokkemadder, at den fremmede da ikke ligefrem er
så dum, at hun rejser hjem. Mellemfolkeligt Samvirke udsendte sidst i 1993
en
forundersøgelse af problemerne omkring »Ældre Indvandrere i Danmark«.
Skrevet
af den tyrkisk fødte skolelærer Fatma Duran og konsulent Rolf Dressler fra
en
sagsbehandlerorganisation. Blandt andet foreslår de at uddanne to-sprogede
medarbejdere i hjemmeplejen og samarbejde med indvandrernes netværk og
ældreklubber. Disse forprang om udlændinge-ældre-boom varsler ilde for os,
der kerer os om offentlig sparsommelighed. De danske Gasværksskoleelever har
dog større valgfrihed og robusthed end de danske plejehjemsbeboere, hvis
ømfindtlige institutionshverdage skal pestilleres af, at hovedhensyn tages
til folk, som har levet det meste af deres liv i kurdiske landsbyer. En
sådan
gæst kan man for eksempel ikke byde at blive vasket på kroppen af en
plejehjemsassistent af modsat køn. Folketingets sædvanlige
buskstrudseagtighed skubber rædselsperspektivet ud til hver enkelt kommunes
betalingsvillighed (svar af 4. oktober 1990 på folketingsspørgsmål nr. 5):
»Ingen har en klar politisk model« sagde Birte Weiss i Socialministeriets
1993-film »Ældre i et fremmed land«.

II. Ajourført manuduktion om de fremmedes retskrav på danske sociale
pensioner fås på telefon 31 29 91 22. Hovedreglerne, som senest blev mildnet
ved lov 464/1993 og lov 362/1994, er: 1) »Hvis en flygtning ikke modtager
pension fra et andet land, tæller perioden som borger i oprindelseslandet
eller andre lande på lige fod med opholdet i Danmark, når pensionen skal
udregnes«. Sådan skrev Bashy Quarishy i Information 9.oktober 1993 og
tilføjede anklagende: »Det gælder ikke for indvandrere«. 2) 10 års arbejde
her i landet giver ret til folkepensionens grundbeløb for den udlænding, der
bliver boende i Danmark. 3) Marokkanere, Tyrkere og Pakistanere kan få
overdådighedspengene sendt til en adresse i deres hjemland. Den regel var
basis for det smørede grin i den tyrkiske landsby, som TV 2 så klart viste i
»Mælk og Honning«-udsendelsen 10. december 1991. III. Hvert år dør i Danmark
flere og flere fremmede med meget detaljerede og meget forskelligartede
begravelsesceremonier. Kuldegysninger får man ved at læse to af svenske
myndigheder udsendte hæfter (Landstingsförbundet: »Respekt och hänsyn«
(1990)
og Socialstyrelsens: »Om hänsyn till olika religiösa och etniske grupper i
sjukvården: Inför döden« (1991)). Angiveligt skulle det være
menneskeretsuværdigt, hvis ikke meget store skattemidler afsættes til at
imødekomme de fremmedes dødsfølelser. For eksempel foreskriver
muhamedanernes
kodex, at begravelsessteder skal ligge på jomfruelig jord, og at gravfreden
skal vare evigt. I et lille, intensivt udbygget land som Danmark, vil det -
modsat Arabien i Muhameds dage - være fysisk umuligt på blot lidt længere
sigt. Men forinden vil gå følelsesspækkede skænderier. Forskelligartede
vedligeholdelsessømmelighedskrav vil også spænde tolerancebuen ud over
bristepunktet. Og formentlig vil fra tid til anden komme kontroverser
vedrørende kravet om, at døde muslimers højre hånd og skulder skal pege mod
Mekka. 10. juni 1994 gav Berlingske følgende løsningsbidrag: »Mange
menighedsråd modsætter sig begravelser, der har karakter af totalteater og
kan strække sig fra solopgang til solnedgang. En indvandrer har forgæves
forsøgt at få begravet en amputeret legemsdel i dansk jord. Andre ønsker, at
halvdelen af deres aske nedsænkes i Danmark, mens resten spredes over
Gangesfloden. Nogle modsætter sig at blive begravet i jord, hvor der
tidligere har ligget en kristen.«

Menighedsrådet for Skt. Nikolai sogn i Nakskov har spurgt Kirkeministeriet
om,
hvad det skal gøre (B.T. 22. januar 1994).
Ud over København har Odense, Aarhus og Esbjerg været mere handlekraftige.
De
har allerede muhamedanerbegravelsespladser (Berlingske 17. juni 1994).
Men for landsbytyrkere er det almindelige fortsat at fryse ligene ned og
flyve
dem hjem. Pris: 18.000 kroner pr. afdød.

IV. Sammenslutningen af Tyrkiske Arbejderforeninger i Danmark har alletiders
pengeafpresningsløsning: Bliver deres ældre i Danmark, koster de i
gennemsnit
vore skatteydere 25.000 kr. månedligt (Ekstra Bladet 15. juni 1992). Derfor
er
det ren godgørenhed mod os, hvis de, som vil rejse hjem blot ville have
4.000
kr. månedligt, til at begynde med plus jævnlige ferierejser til månedlange
besøg hos deres børn og børnebørn i Danmark (Samspil 3. juni 1992, side 9).

Kapitel 31

KAPITEL 31 Tolkene Første Mosebog 11. kapitel, vers 1-9, beretter om de
hovmodige i Babylon. De ville bygge et tårn så højt, at det trængte ind i
Guds Himmel. Men den Højeste straffede menneskeheden ved at slå dem med hver
sit sprog. Hvordan det nu end forholdt sig, er en af Menneskehedens værste
forbistringer i vor tid, at vi ikke alle som modersmål behersker samme
udtryksmiddel. 2.000 forskellige modersmål findes efter sigende i Afrikas 52
lande. Resten af verden skal tegne sig for yderligere 4.000 sprog. Dertil
kommer utallige stamme- og lokaldialekter.

De, der i 1992 blev bevilget flygtningeasyl, fordelte sig på 34
nationaliteter. Hertil kom de statsløse. Forvirringen illustreres af
Jugoslavien med 18 hovedsprog. Halvdelen skrives med russiske (kyrilliske)
bogstaver, resten med vore (latinske). Så er det lettere med dem fra
Pakistan. Her taler de fleste urdu eller junjaki eller sindhi eller pushtu.
Får man blot fat i en tolk med ét af de fire sprog, vil man altså have
heldet
med sig ungefähr hver femte gang. Skal man i kontakt med en marokkaner,
viser
det sig tit, at tolken kun kan berbisk, og at den fremmede alene taler
arabisk (det omvendte er lige så slemt). Da Algier blev selvstændigt valgtes
af religiøse grunde et sprog, som ikke er modersmål for nogen Algierer. Det
er det syvende århundredes Koransprog med gloseforråd, grammatik og hele den
øvrige molevit. I 1988 iværksatte Herlev kommune sit hundedyre Ole
Hammer-integreringsprojekt. En af de få snusfornufter var at have både
afghanere og iranere. Vi har jo i skolen lært, at de taler samme sprog
(farsi). Men da de var kommet i gang, viste det sig, at det var Pasthi, som
nogle af afghanerne gik rundt og snakkede. Fluks brugte man bare endnu flere
skatteyderpenge på vildmandsfrådserierne med ublufærdigt at overbefamle
disse
for Herlev Rådhus så spændende fremmedmennesker. Og lykken stod det kække
Rådhus bi. For Afghanistan er, også hvad sprog anbelanger, opdelt i et
stærkt
forskelligartet væld. De mange kurdere i Danmark har et 3.000 år gammelt
sprog. Det er helt forskelligt fra de arabiske, persiske og tyrkiske sprog,
som er rigssprog i de lande, de kommer fra. Kurdisk er gennem århundreder i
bjergområder blevet til et hav af vidt forskellige dialekter og
underdialekter. Derfor er der langt mindre end fifty-fifty chance for, at to
kurdere kan forstå hinandens tale. Deres skriftsprog er helt uudviklet.
Stort
set er de analfabeter. Da ulændingene er spredt over Danmarks 275 kommuner,
er kommunikationsopgaven betragtelig. Nyrups formynderstat gennemsyres af
hobevis af regulerende myndighedsrestriktioner. Hver og en har sine
finurligheder og svært forståelige blanketter. Ligeværdige livschancer
forudsætter alskens tekniske detailoplysninger, så paragrafadressaterne uden
misforståelsesmuligheder opnår deres fulde ret. Og vel at mærke sådan, at
personlige oplysninger ikke lækker, og at den enkelte udlænding hurtigt
opvartes af personer, som efter deres køn, alder, religion, politiske
opfattelse og meget andet nyder tillid hos kunden. Han adskiller sig jo fra
normale butikskunder ved ikke selv at betale én øre af prisen for det, han
forlanger. Fuldt ud overlades det til de åh, så artige danske skatteydere
(vælgere). De fremmede har vidt forskellige baggrunde, så de hver for sig må
have mindst én tolk i hæren af støttepædagoger, hvormed den danske
offentlige
lakajsektor højagter dem. Fejlkilderne er utallige, når et selv for mange af
os danske ganske svært tilgængeligt, fintmasket offentligt vildvoksesystem
skal klare klienter fra ekstremt fremmede områder. Det gælder ikke blot
ansøgninger om asyl (kapitel 14 og 21), men også under hele det fortsatte
ophold her i landet. Hos læge, i retssager, på bistandskontorer, ved
skoleforældrekontakter osv. Man får en EDB-slip. Måske en gasregning, en
skattenedsættelse, en boligsikringsberegning eller noget helt fjerde. Løses
gåden herom, skal man finde ud af, hvad det betyder, og hvordan det
motiverer
til rationel tilrettelæggelse af ens fremtidsadfærd. »Sprogbarrierer under
den første kontakt med Arbejdsformidlingen skal overvindes ved hjælp af
tolke
med viden om arbejdsmarkedsforhold. Indvandrere og flygtninge skal have
mulighed for særlige inspirationskurser med tosproget lærer eller tolk, som
skal motivere dem til jobtræning og uddannelse «. (Folketingstidende
1993/94,
spalte 11837). Også på alskens andre områder skal der på hvert af de
pågældende sprog udarbejdes redegørelser for de særlige rettigheder og
pligter, vedkommende har - såvel konkret som på mere generel basis. Store
krav stilles til at oversættelserne er pinligt korrekte og at de hurtigt
ajourføres, såsnart der sker ændringer. Grevinde Danner-Stiftelsen blev for
en lille snes år siden modeangivende til at skabe kvindecentre for
voldstruede kvinder. Mange af dem nærmer sig nu at have majoritet af
ulandskvinder. Damer med ægteskabsknas stærkthungrer efter samtalepartnere
om
den situation, der optager 380% af deres fortumlede tankeverden. Disse
følelsesoprørte klienter har døgnet rundt et uendeligt stort behov for tolke
lige præcis fra deres egen hjemegn. Det vil være naivt at tro, at
ulandstolkene - som for eksempel dem i EF's tjeneste - blot er neutrale,
objektive formidlere. De spiller ofte hovedroller til at farve sagernes
udfald med egne ideologiopfattelser. De er derfor under stærk mistanke for
at
lægge ordene i munden på asylansøgere m.fl. De bliver nok så meget
fortolkere
som oversættere. Ikke sjældent vistnok endda de, der kreativt skaber
historien i deres eget idealbillede. Det har den, der senere skal afgøre
sagen, normalt ingen chance for at opdage eller gardere sig imod. Det er
simpelthen ikke muligt at skaffe nok tolke til de mange fremmedartede sprog.
Derfor tyes til folk, som personligt er dybt engageret med bastante
meninger,
sympatier og antipatier i relation til netop den geografiske region, hvorfra
den fremmede kommer. Tit må myndighederne tage til takke med tvivlsomme
eksistenser. Men praktisk må de udstyres med passagekort til at færdes frit
i
alskens omgivelser. En af de forbryder-kioskbaskere, der kommer ud af sligt,
læstes i B.T. 11. januar 1994. Ydermere savner tolkene oftest den
fagtekniske
viden, som er nødvendig i de særdeles specielle sagsforhold, de er ansatte
til at beskæftige sig med (medicinske, juridiske osv.). Det opfylder man
ikke
blot med Gyldendals Røde. Translatører skal samarbejde med specialister på
hvert eneste område. Både for danske og for tolkene er det svært præcist at
definere, hvad der for den fremmede p.t. er det uforståelige problem og
forklare forholdene uden at skabe mere usikkerhed end forståelse. Mangler i
tolkningen gør sagsbehandlinger langstrakte og usikre. Afgørelsernes
korrekthed bliver tilsvarende omtvistelige. De ligger herefter som åbne sår
med genoptagelsesanmodninger til følge. Uundgåeligt, at betydelige chancer
går tabt, og at nuancer i den fremmedes bevidsthed opforstørres urimeligt.
Det starter mange spiraler, som i den anden ende har drab på danskere,
erstatningssager mod danske myndigheder eller andre ulykkestyper. Sådan
vokser den offentlige sektor. Keine Hexerei - Nur Behändigkeit. Nina Harboe
fra Ringsted Kommunes flygtningeprojekt anviser i Danske Kommuner (19.
september 1991) den »løsning« at bruge så mange skattepenge på kvalificeret
tolkefunktion, at reel ligestilling for de fremmede fjerner frustrationer og
misforståelser. Dette er uladsiggørligt. Blot tilnærmelsesvis. De nye
sprogskabte udgifter er en af de mangfoldige udlændingeopvartninger, som i
det offentliges bogholderi mestendels forsvinder under et tusindtal af
kontobetegnelser, der ser ud som rent dansknationale. I regnskabsafsnittene
om politi, socialvæsen, administration, skoledrift osv. osv. Vistnok det
eneste hidtidige tilløb til at oplyse, hvor stor belastning dette
tragediecirkus løber op i for danske skattebetalere, er artiklen i Danskeren
februar 1991. Den antyder et datidigt gennemsnitstimehonorar på ca. 450
kroner brutto. Holder det, er vi oppe på en skatteyderudgift i
milliardstørrelse. Blot tolkebistand frembyder altså perspektiver, der vil
volde åndedrætsbesværligheder hos den finansminister, som Danmark har haft
til gode lige siden Thorkil Livrems afgang i 1953. Ham med bekymring for de
offentlige udgifters størrelse. En nyttig (men langtfra tilstrækkelig)
bremse
vil være, at storforbrugerne - kommunerne - afskæres fra statsrefusion.
Trivselsprioriteringen er, at de til rådighed værende danske skattepenge
først og fremmest anvendes til at mildne danskernes skrøbeligheder. I
tolkemiseren ligger derfor en selvstændig argumentation for, at den hårdt
tiltrængte udlændingelovsadministrations-rengøring skal indebære, at
grænsemyndighederne uden videre afviser indrejse for de fleste rejsende fra
eksotiske lande. Alene derved kan tolkeopgaven komme ned på et mindre
uoverkommeligt niveau. Kapitel 32

[Bo Warming]

"Per Hagemann" <per...@tdcadsl.dk> skrev i en meddelelse
news:4873d5fc$0$15875$edfa...@dtext01.news.tele.dk...

Fint at usenet får denne vigtige bog.

Den kan også downloades via www.glistrup.com og problemer med æ ø å kan
undgåes når man downloader på den rigtige måde. Mere herom når jeg er blevet
klogere på teknikken. - men halvdelen af de der har downloaded har været
heldige og har ikke haft problemer.

[Per Hagemann]

"Bo Warming" <bw...@bwng.dk> skrev i en meddelelse
news:MjWck.11552$lg....@fe68.usenetserver.com...

>
> Fint at usenet får denne vigtige bog.
>
> Den kan også downloades via www.glistrup.com og problemer med æ ø å kan
> undgåes når man downloader på den rigtige måde. Mere herom når jeg er
> blevet klogere på teknikken. - men halvdelen af de der har downloaded har
> været heldige og har ikke haft problemer.

Når man følger henvisningerne til webarkivet på den nuværende
www.glistrup.com kan man finde bøgerne om Straffesager, Vitser og Citater,
Retssagen mod Islamlobbyen og Menneskerettigheder. Derimod giver
henvisningen til De Fremmede i Landet, 1994 intet udbytte i webarkivet. Nu
har jeg dog fundet adgang til resten af 1994-bogen på min gamle pc, sådan at
det hele kan blive bragt i denne tråd, bortset fra en smule som slet ikke er
kommet med i den oprindelige indskanning.

Da der har bredt sig en myte om at Glistrup ikke var rigtigt velforvaret på
sine ældre dage, kunne det måske også være en ide at bringe noget Glistrup
har skrevet efter år 2000. Det tæller trods alt flere tusinde sider.

Her Glistrups forfatterskab anno 1994 og bøgerne på www.glistrup.com :

Mogens Glistrup har udgivet:

Skatteret

1957

Z-Folketingsgruppens dagbog

1976

EF med Z 1978

(2. udgave 1983)

Indkomstskatten - samfundets skurk

1979

Glistrup og Fremskridtspartiet

1982

Glistrup om Glistrupsagen

1983

Ud af skattereform-folderne

1986

Sådan reddes Danmark

1989

De fremmede i landet

1991

Straffesager

1992

Derudover et væld af indlæg i aviser og tidsskrifter, især i partibladet
Fremskridt og i Folketingstidende.

De fremmede i landet.

En oplysningsbog på 618 sider, der samler alle kendsgerninger af betydning
om noget helt nyt og skæbnesvangert i Danmarkshistorien:Tusinder af
mennesker strømmer ind fra fjerne lande og bosætter sig her.

Hvorfor kommer de? Hvordan vil de fortsætte? Hvilke rettigheder har de her i
landet? Hvordan opfører de sig?

- Det er bare nogle af de mange spørgsmål, der belyses indgående for den,
som fordyber sig i denne bog.

Emnerne er meget påtrængende. I det daglige som for hele Danmarks fremtid.

Den officielle skønmaling og fortielse af de virkelige problemer er Glistrup
ikke underkastet. Taktiske snedighederier har nul plads i hans stræben efter
sandheden.

Uden at noget fejes under gulvtæppet eller pakkes ind i vattet diplomati,
har bogen fuld damp på hele vejen igennem. Også de mest ømfindtlige punkter
og personbaggrunde analyseres. Helt uden tabuer.

Overvældende dokumentation gives for, at folketinget fejlede ved at vedtage
og opretholde gældende flygtningelov. Og for, at folketingernes
sarthedsfornemmelser for realistisk at gå lige på og hårdt har fået dem til
groft at forsømme indsats for at redde Danmark fra De fremmede i landet.

FYLDIGT STIKORDSREGISTER TIL BOGEN FINDES I DENS SLUTNING

Download Glistrups bog: De Fremmede i Landet, her.

Bogen er i Word format og pakket med Pkzip.

Download bøger gratis:

"De fremmede i landet"

af Mogens Glistrup

"Straffesager - beskyt ofrene mere end forbryderne"

af Mogens Glistrup

"Citater og vitser"

af Bo Warming

"Retssagen mod Islamlobbyen"

af Peter Neerup Buhl & Mogens Glistrup

"Menneskerettigheder i konflikt. Ytringsfrihed og national selvbestemmelse i
en folkevandringstid"

af Peter Neerup Buhl

[Per Hagemann]

KAPITEL 38 Multisamfund

Politikens Herbert Pundik knæfaldskapitulerer:

er gået. Nu kommer turen til Danmark. Multi-etnisk sameksistens er et

det er ligegyldige bagateller, som adskiller det fremmede fra den tryghed,
som man fornemmer i sin tilvante omgangskreds, og som
man ikke vil lade sig rokke ud af. Får man en sådan analyse forklaret af
velmenende goldautoriteter vil mange - uanset at de ikke kan mobilisere
rationelle modargumenter - reagere kontrært. Påtvungen
sameksistens er ikke holdbar.
Frustrationerne umuliggør udsondring af de tilfælde, hvor man går galt i
byen, fra situationer, hvor man (desværre) har ret i sin negative bedømmelse
af modparten. Derfor er der kæmpeodds imod tryggere
samliv mellem os og de fremmede.
Skal vi leve tæt på måske 20-25 kulturkredses folk, vil massevis af
stridigheder være uundgåelige. Hvorfor skal vi dog plages af, at der findes
utallige måder at være menneske på? Højtravenheder fordamper
i den gemene hverdag for nutidsdanskerne, som de er flest: Vanedyr, der vil
have tryghed, og for hvem forudsigelighed er et fundamentalt socialbehov.
Det er utåleligt, at roen i dagligtrummerummen bestandigt forstyrres ved, at
man ydmyges, når man ikke mobiliserer store dele af sin
psykiske energi på at hamle op med de fremmedes ukendte og derfor
aparte-virkende optræden og værdinormer.

Menneskeinstinktets udgangspunkt er jo at være usikker, vagtsom og
forbeholden over for det fremmede og derfor ukendte.
Tværkulturel sammentværing indebærer, at folk med forskellige
reaktionsmønstre i tusindvis af hverdage på rad og række skal leve tæt op ad
hinanden. Næsten som bag Sartres Lukkede Døre. I stedet for
kulturernes sammensmeltning opleves kultursammenstød.
Helt oplagt har mange danske fra tid til anden anfald af den spejdermoral,
at man skal lære nogle fremmede personligt at kende. The more we are
together, the happier we are. Man skal blot ud fra
enkeltvenskaber komme hinanden ved. Letsindig hallelujaoptimisme har dog
næppe to procent chance for varigt at reformere det danske samfund ved
fjernelse af indbyrdes mistro i overvældende omfang.
9. august 1994 kl. 16.07-16.14 søgte P1 at gøre det klart, at
vanskelighederne ikke skyldes de fremmede, men danskernes umodenhed. Center
for Interkulturel Pædagogik (husket fra kapitel 26, II, 12)
lægger derfor nu stor vægt på kurser for danske, så de kan lære at optræde
multikulturelt i Danmark på de fremmedes præmisser. Den danske stat betaler.
Men vi er nogle stykker, der simpelthen ikke vil betale den nådesløse pris,
at vi år efter år skal sidde så tæt på de skoldvarme fremmede, at de sidder
lårene af os.
Katastrofer udløses af de sociale, økonomiske og kulturelle kæmpespændinger,
som opstår ved fortsat masseindstrømning af mennesker med rod i kulturer
fjernt fra vor kreds. Samtlige enkeltelementer i det
liv, vi har indrettet os på, er i fare for påtvungne, dybtgående
forandringer.
Vi må nøgternt erkende, at i levevis, omgangsformer, begrebsværdier,
traditioner, vurderingsmålestokke osv., er forskellene simpelthen så store,
at de i de ufuldkomne menneskers verden ikke lader sig
overvinde ved et trylleslag eller magtbud fra oven. Det har intet at gøre
med, at den ene eller den anden skulle være »skyldig« i fejl eller
forsømmelser.

Og når en af parterne må væk, må det være de fremmede.
At trøste sig med B 65 eller andre integreringsvedtagelser er selvbedrag.
Lykkes en integrering overhovedet mellem stik modsatte folkeslag tager det
adskillige århundreder. Det mindes vi om ved at se os om
i verden de steder, hvor man har søgt at forene helt forskellige kulturer. I
1992 og 1993 gik mest opmærksomhed til tragedierne i Los Angeles og
Sarajevo.
Had, bitterhed og misundelse danner baggrund for letantændeligheden i et
multietnisk samfund. Som vi så typisk oplevede det april/maj 1992 i Englenes
By (Los Angeles), Miamis Floridaferieparadis og
andre USA-lokaliteter. Plyndringer, kæmpeildspåsættelser og massemord fra
afrikanere mod koreanere var, hvad Guds Eget Samfund måtte døje med. Og det
var blot en forlængelse af en mangeårig
tendens (se for eksempel storreportagen i Information den 2. november 1991).
Ole Schelde studierejste til USA. For at tage den aktuelle temperatur
på »folkeblandingseksperimentet«. Lige hjemkommen rapporterer han i
Berlingske 30. juli 1994: »Problemerne mellem
hvide og farvede - især sorte - bliver stadig større«.
Sovjet og Jugoslavien er eksempler på stærke statsmagter, som over årtier
med uhyre ressourceanvendelser søgte at tilvejebringe etnisk sammenhold i et
multikulturelt samfund. Men nationalismekræfterne
viste sig stærkere end Stalins og Titos langtidsvirkninger.
Jugoslavienproblematikken stammer fra Osmannerinvasionen i det 14.
århundrede.
Ravage voldes stadig af, at Cromwell bosatte engelske protestanter i Nord
Irland. Muslimer slås fortsat med hinduer i Indien og med armeniere i
Nagorno Karabak. Opslidende kampe forstyrrer den
folkeligt/nationale tryghed generation efter generation mellem selv
nærtstående grupper som baskere og andre iberere.
Overalt er Verdenshistoriens undervisning af os, at konfliktfyldt mistrivsel
bliver følgen af at have to eller flere afvigende kulturer indenfor samme
landområde.
Unægteligt har vi meget at lære af lande som Finland, (Schweiz) og Japan.
Hvad tilpasning til Danmark angår, har vi foreløbig kun få erfaringer. Det
største leverandørlands ambassadør (Balhi Ilkin) var herom helt
forbeholdsløs i Berlingske 21. februar 1993: »Den første generation
tyrkere er tabt.« Belægget findes bl.a. i en kæmpeundersøgelse fra Tyskland
af Ankaraprofessoren Ali Gitmez (Politiken 17. november 1991). Dens
resultater bekræftes i rapport fra Forbundet af Arbejdere
fra Tyrkiet (Berlingske den følgende dag).
Førstegenerations tyrkere lever som lukkede grupper. Anden og tredie
generationsbilledet tegner ikke lysere end deres forældres og
bedsteforældres
. Men hvis familierne kommer til at leve sammen i samme samfund i syv, to og
tyve eller endnu flere generationer, vil de nuværende forskelle nok være
væk. Fordi de fremmede ikke længere er fremmede
. For at komme så vidt, må millionvis af mennesker i »overgangsperioden« gå
ufatteligt meget ondt igennem. Selve det, at der er betydelige
minoritetsgrupper af diamentralt modsat kulturer medfører nemlig
langvarige, trælse århundreder, hvor samfundslivet - i og udenfor
Parlamentet - lammes af følelsesladede, eksplosionsfarlige normkonflikter og
andre stridigheder mellem skarpe modstridsinteresser i et
hyperfarligt mix. Det forlænges og forværres i lande, som sværmerisk
erstatter fortidens håndfaste fremskyndelse af assimilationsprocesser med
kælen for, at etniske mindretal skal bevare deres egenarter
(kapitel 28)
. At fortsætte på de galejer i et udbygget samfund som det danske er
stjerneforrykt. Hvorfor følge 1983-heterogenisterne, blot fordi deres
skadevirkninger måske - og måske ikke - kan blive udtømte i år
2283.
Plagerne er selvskabte. Årsagen er, at befolkningen har krydset så tåbeligt
ved folketingsvalg og tilsyneladende agter at fortsætte hermed.
Lettere bliver det ikke af, at danskerne som de er langt flest, i den grad
er indlevet i vore nutidige normer og baggrunde, at de ikke fatter den for
dem forunderlige verden, som dannes af de fleste udlændinges
moraler og skikke. Indbyrdes er de jo endog stærkt afvigende.
Det klogeste Mimi Jacobsen har sagt om udlændingepolitik fremkom 8. april
1992 (spalte 8818): »Det er svært med betonløsninger at foranstalte en
samlet indvandrerpolitik for 140 forskellige
nationaliteter med lige så mange forskellige kulturer.«
Men løsninger uden beton er tusindfold værre.
Man behøver ikke kende ret meget til almenmenneskelige reaktionsmønstre for
at være klar over det uundgåelige i, at mange fremmede i landet bliver
drevet ud i et storforbryderisk had til det danske
samfund. Eksemplerne dukker op dagligt. Men spredt og uden større
opmærksomhed. Dog mere end nok til hævede advarselspegefingre.

Den, der har øren
, han hør
e. Den, der har øj
ne, ha
n se

1990'ernes danske kultureliteakademikerskrivebordsvirkelighedsfornægtelser
må erstattes af Rudyard Kiplings 1890'evergreen »East is East and West is
West. Never they can unite«.
På vore breddegrader afsløres denne sandhed bl.a. i den oplysningsbog om
Vesterbros Unge, som Københavns kommune bekostede i efteråret
1991: »Fremmedarbejderne og os er så forskellige, at vi ikke
kan finde ud af at være på samme sted.« Hvor de går ind, går danskerne
derfor ud. På side 83 i bogen uddybes: »Der er 50 negre i Istedgade, der går
og sælger stoffer. Hvis du havde et stort fiskenet,
kunne du sprede det ud over Vesterbro og samle alt rakket op«.
I overklassens modsatte ende af samfundet bekræfter dagligrelationerne
ligefuldt Kipling. Læs blot Sven Burmesters beskrivelse af det globaliserede
akademikerarbejdsmiljø i Verdensbankens top
1971-1988. Den står på side 54-56 i brevbogen.
Velformulerede generaliserende sammenfatninger gives i Kaare Rud: »Hva skjer
med Norge?« (Slependen, 1989): Multikulturalismen er kulturens værste
fjende. Fordi sammenblandingen forringer hvert
enkelt af mindretalselementerne og efterlader identitetsvækket rodløshed.
Den forstærkes med større kriminalitet og andre sociale afvigelser. »Selve
kulturbegrepet har liten mening uten som differensiering
mellom ulike kulturer«, (side 20 og 63 samt - fra en lidt anderledes
synsvinkel - side 59 f).
Eksperimenter med sammensurier af vildtfremmede folkeslag skærper så megen
pinefuld mistrivsel og så mange faremomenter, at man skal holde sig langt
væk derfra. I al fald i 1990'ernes yndige land.
Uanset om medierne så kunne opblæse en fremmedforståelse, vil entusiasmen
snart brænde ud. Kun få vil gide ofre ressourcer på samliv med de fremmede.
Blandt andet fordi de indstrømmendes kaliber
varigt gør deres store flertal til et proletariat. Forholdet mellem
grupperne vil stadig forgråes og mange vil frygte at blive smadret af »de
andre«. Vor stammes overlevelse nødvendiggør, at vi beskytter os mod
fremmede forbrydere, danskhyggedræbere og sygdomsspredere. Vi må besinde os
på, at stor indvandringsfrihed bl.a. betyder indtrækning af tuberkulose,
tyfus, tropesygdomme og meget andet af
tilsvarende uønskelighed. (Danskeren 1991-5).
Til Weekendavisen 8. juli 1994 siger folketingsmand Jan Køpke Christensen
(FRP):

»På grund af smittefare er det næsten umuligt at indføre planter og dyr fra
tredielande uden et hav af godkendelser fra forskellige myndigheder. Derfor
er det helt indlysende, at der er noget galt med reglerne
vedrørende sygdomstests for asylansøgere og reglerne for rengøring og
hygiejne, når vi nu har konstateret udbrud af tuberkulose i de sønderjyske
asylcentre.
Man har det svineri, at man spytter på gulvet. Man skal have mere tjek på,
hvad de kommer ind med af sygdomme.«
Om AIDS findes en statusoversigt hos Bjerager 54 f. Sygdommen registreredes
første gang i 1980'ernes begyndelse. Det var i den østlige del af
Midtafrika: Men befolkningskommunikationen er så mægtig i
vor tid, at Thailand og Philippinerne nok har gjort Asien til verdensdelen
som nu har flest AIDS'ere.
Allerede er 15-20% i store afrikanske og asiatiske regioner angrebet af AIDS
og væksten er formidabel. Får de lov til at vælte ind over Danmark er det
uundgåeligt, at de vil forvolde enorme ulykker for
mange danske.
Statistikken fortæller, at ca. 50% af nyopdagede HIV-positive i Sverige er
indvandrere og flygtninge. Andelen er imidlertid større, fordi de
indstrømmende i vidt omfang vægrer sig mod
undersøgelse.
17. august samt 3. og 13. oktober 1993 rapporterede Jyllands-Posten,
Berlingske og B.T. om udbredt smitsom leverbetændelse (Hepatitis A) blandt
jugoslaviske asylsøgere.
Hos en meget stor del af vore gæster viser mandighed sig ved, at de
restriktionsfrit kan tiltvinge sig samleje med så mange forskelligartede
kvindfolk som muligt. Sikker kondom-sex strider mod deres
grundlæggende trang til selvudfoldelse.
Det er klart utilfældigt at de to første danske sager mod AIDS-massedræbere
angik en fra Haiti og en anden fra Elfenbenskysten. Yderligere formørkelse
indtraf 13. april 1994: Højesteret fastslog, at det slet
ikke var strafbart. (Det er tvivlsomt om det nytter stort, at folketinget
26. maj ved L 255 ændrede Borgerlig Straffelov. For at kunne dupere
kritikere i den kommende valgkamp med, at MF'erne skam ikke
er taget med bukserne nede om anklerne).
Budskabet styrker klart en af nærværende bogs hovedteser. Vesteuropa bør i
hobevis kappe sine bånd til
det meste af Afrika og meget af Asien.
Med USA som ankernation er der i vor kulturkreds stærk modstand mod rusgifte
i form af Narko. Muhamedanismen forbyder alkohol, men tillader Opium og
Hash.
En hovedårsag til danske narkomandødsfald er utvivlsomt, at mange af
invasionisterne klarer deres pengeproblemer ved at være narkostorkurerer.
Eksempelvis var den største Vesterbropolitifangst 5. august
1994 et
irakisk-algiersk foretagende (Ekstra Bladet 7. s.m.).
11. Juli 1994 gennemgik såvel Politiken som Jyllands-Posten den almindelig
trafik, at ulændingenarkohandlere rejser ind på turistvisum, søger asyl og
gifter sig med en dansk narkoluder.
Aktuelt fortæller 14. august 1993, at antallet af narkodødsfald år for år
sætter rekord. Lederen af Narkoinformationen, kriminalinspektør Mogens Lundh
angiver som årsag »integrationen af nationaliteter fra
de lande, som producerer Heroin«. Det har medført dels kraftigt prisfald,
dels at narkomisbrug nu findes overalt i Danmark.
Rigspolitiets Narkotikainformation slår heroinalarm 2. juledag 1992: Asiater
og Afrikanere har overtaget det danske marked. Deres ligaer er
professionelle danskerdræbere.
29. juli 1994 indeholdt Jyllands-Posten historisk, kemisk og medicinsk
oplysning om den hos os solgte stærkheroin.
21. juli 1994 er Jyllands-Posten på tæerne med, at mafiaer i Rusland og
Polen er igang med at opbygge produktionsapparater og tilrettelægge store
salgsfremstød på de vesteuropæiske markeder for Heroin
og Amfetamin.
Overensstemmende med World Health Organisations anvisninger placerede dansk
Sundhedsstyrelse fra 1993 Khat på narkofarelisten som reelt identisk med
Amfetamin, Speed og Ferietabletter. Forud for
denne kriminalisering importerede den somaliske klub i Aarhus flere gange
ugentlig pr. fragtfly friske Khat-blade. Henved en majoritet af Nordafrikas
befolkning er nemlig helt afgørende afhængige af
bestandigt at tygge dette stof. Nu er de altså henvist til smuglerindførsel
med heraf følgende forbrydelser og andre ulemper. Blot fordi Elisabeth
Arnold'erne ikke kan få ind i deres hjerner det hensigtsmæssige
i, at holde skæg for sig i Afrika og dansk snot for sig i Danmark, men i
stedet vil have uharmonisammenblanding i vort land.
Som forsidehistorie på Politiken 13. juli 1994 pranger de mange penge,
kommunekasserne taber på udlæg til børnebidrag, hvor faderen er udlænding.
Fædre fordufter, når restancen bliver for stor. Det
strider mod hans ærefølelse, at han ikke har det barn, som er hans og ikke
moderens. Ofte er det umuligt for myndighederne at identificere den fremmede
far i de mange tilfælde, hvor barnemoderen
udlægger en eller anden af de mange udlændinge, som Danmark kritikløst
tillader at opholde sig her. Sådan er multietnikkeriet i praksis.
Ikke blot fortrænger de fremmede vore egne fra læreranstalternes kvoterede
pladser. Det samme sker i venteliste-, institutions-, bolig- og
fængselskøerne og vel snart også i plejehjemskøen. De danske, der
kommer gennem nåleøjerne, får ofte ubehagelige besværligheder, når
ophobninger af de helt fremmedes skikke og vaner pestilerer danskernes
tilvante liv. Hvor de end færdes, må de affinde sig med
nedsættelse af deres livskvalitet, fordi der skal tages urimelige hensyn
til, at Danmark skal være »vore gæsters« land. Også på hvert og et af de
seks nævnte køeksemplers gebeter.
Masser af livsområder indebærer reelt uovervindelige
oplæringsvanskeligheder. Eksempelvis er fremmedes indlevelse i pligterne
ifølge vor indkomstskattejungle og mange andre overbureaukratreguleringer
ikke noget, der sker på en studs. Ph. d. Helle Lykke-Nielsen berettede i
Jyllands-Postens kronik 18. oktober 1993 om besværlighederne på hendes
universitetsforskningsarbejdsplads med at få det til at
fungere med arabiske kolleger, hvis tilvante koncept er streng autoritær
ledelsesform. Andetsteds kan den lange fastemåned, andre søn- og helligdage
og meget mere fostre store, store
samarbejdsvanskeligheder.
Bestikkelse, korruption og bedrageri er nødvendige hverdagsforeteelser for
ulands-kulturanerne.
Dansk underbemandet politi sættes ofte på personsøgning efter angiveligt
forsvundne fra deres bopæl i de (for os) særprægede forhold, der hersker i
ghettoområderne rundt om i Danmark.
Derudover skal Fredelige Danmark lægge kroppe og samfund til voldsomme
indbyrdes stridigheder på dansk område mellem de hundredvis af
vidtforskellige fremmede folkeslag, der vil slå sig ned her, uden
at vi i vor overdrevne »humanisme« sorterer hvilke etniske grupper, vi
ønsker i væsentligt omfang. Hver for sig har de jo vidtforskellige vaner,
sprog og værdinormer.
Under så fremmede forhold som de danske skærpes sammenholdet inden for hver
af de indstrømmedes etniske grupper. Alle danner en samlet front mod de
andre. Nationalitetsfølelsen stiger. Eventuelle
voldshæmninger falder. Til opretholdelse af egen selvrespekt kommer
hjemlandet og dets værdier, som tiden går, til at stå i en stadig mere og
mere forklaret stråleglans. Og meget langt går det i arv. Slægtled
efter slægtled.
Men uanset at indbyrdshadet er alfa og omega i de fremmedes liv, må det
fastslås som blodigt uretfærdigt, at det skal tære på danske faciliteter, at
der er opstået alskens den danske stat hamrende ligegyldige
krigsfantasterier fjernt fra Tryggevælde Å.
Det store gårdhaveanlæg ved Nørrebros Heimdalsgade åndede dansk sommeridyl
lørdag eftermiddag 4. juni 1994. Aldeles uventet for de solnydende danskere
var de pludseligt midt i en
filial af en snart 50 årig asiatisk grænsedragning. En pakistansk bande
mejede indere ned med tromlerevolver.
C'est la vie du Danemark.
Pinsedag havde det været klankampe i Hvidovre mellem Somaliere, der stak med
knive i hinandens maver og lunger.

Senere i juni var der iransk-kurdisk batalje i Hundige. Et fundet lig var
svært genkendeligt på grund af mængden og grusomheden i dræbende
ansigtsslag.
»Flere af de ansatte er bange for uro blandt asylansøgerne. Forleden dag gik
8 asylansøgere rundt i lejren med knojern synlige på hænderne, og der har
været tilfælde med knivstikkeri,
tilfælde som offentligheden ikke får kendskab til. Der har også været flere
andre konfrontationer. F.eks. kastede asylansøgerne på et tidspunkt sten og
flasker efter de biler fra
Flyvevåbnet, som skulle gennem lejren.
Alene i september har vi haft to tilfælde med ildspåsættelser af teltene,
som heldigvis er brandimprægnerede. Ellers kunne der være sket en
katastrofe. Når de ikke kan lide maden, der er af de
fineste råvarer og virkelig veltillavet, smider mange den blot i området, og
de gør intet selv for at holde det hele i orden, endsige gøre rent. Det må
det utroligt hårdt ophængte personale fra Røde Kors
tage sig af«.
Denne reportage stod i Amagerposten 7. oktober 1986. Men det er bestemt ikke
blevet bedre siden.
Man læser blot Røde Kors rapporten om 2884 af asylsøgernes hærværk, uro,
vold og trusler mod dets personale i perioden fra 1991 til april 1993.
Kommentaren hertil var: »Personalet skal lære noget om
asylansøgernes baggrund for bedre at forstå deres reaktioner.«
(Jyllands-Posten 14. maj 1994).
Alligevel tilkaldte Sandholmlejren 26. juli 1994 fire politikredse
(Hillerød, Helsingør, Lyngby og Gladsaxe), da et kæmpe bølleslagsmål i nogen
tid havde stået på mellem muhamedanske og østeuropæiske
asylsøgere. Også Hørsholm Sygehus måtte der trækkes på. 12 dage før havde
det dog blot været to politibetjente, der ved at trække stavene kom
nogenlunde uskadt ud af at blive overfaldet af tre fulde
Sandholmere (Berlingske 16. juli 1994).
15. april 1992 præsenteredes Silkeborg Ret for volds- og hærværksscener i et
Asylcenters vaskekælder, der var blevet filial af borgerkrigen mellem tre af
de jugoslaviske folkeslag med indblanding af nogle
iranere. Røde Kors eksemplificerede i Jyllands-Posten 8. oktober muslimsk
terror mod serbere ud over Danmarks asylcentre. Samvirkes sommernummer 1994
side 54 refererer serberen Zelijko for, at hans
asylcenter er præget af muhamedanernes vilde forargelseshad mod hans kone.
Hun er af muslimsk slægt, men har altså svigtet groft ved at gifte sig
med »en beskidt serber«.
I »Hvad med Danmark?« side 81 f står, at Dansk Røde Kors i mange tilfælde
hindres eller tyranniseres ved driften af asylcentre på grund af
asylansøgernes truende og voldelige adfærd. Overflyttes de til
andet center, fortsætter de. Så har man måttet indkvarterer dem under langt
flottere forhold på hotel.
Allerede seks år efter gik dette op for udlændingeministeriet, der uden
kildeangivelse godtager Jesper Langballes oplysninger i motiverne til lov
nr. 462 af 30. juni 1993. Den indførte derfor straffemuligheder
(§42 a stk. 2. §36 stk. 2, 1. pkt. og §60 stk. 1).
En iransk flygtning ansattes i dansk postvæsen. Her stjal han breve, der
måske kunne give hans gruppe i hjemlandet information om modstandere. Han
varetægtsfængsledes den 17. februar 1994.
Natten til den 10. februar 1993 udløste intern uenighed i en Tyrkerklub på
Nørrebrogade, at en fraktion hævnede sig med storbrandstiftelse. Heldet stod
brandvæsenet bi. Denne gang klarede man sig med,
at den københavnske myldretrafik blot blev til kaos denne ene morgen.
At kurdergangsterne PKK gik fri i de interne politiintriger omkring
Palmemordet, gør dem ikke mindre danskfarlige. Det bestialske knivstiksmord
i Brøndby Strand 4. november 1985 er et eksempel på,
hvad grundig tysk politijagt på kurderne forhåbentlig får opklaret
(Berlingske 6. september 1991). Marts 1992 samt juni og november 1993
frembød eksempler ud over Norden og det øvrige Europa på, at
Kurderne og Tyrkerne udkæmper deres indædte slagsmål i en konflikt, der er
os så uendelig uvedkommende. Til Københavns City kom striden med vold og
groft hærværk, da danskerne fejrede H.C.
Andersens 187-års fødselsdag.
»En 32-årig herboende kurder har i Østre Landsret fået et år og tre måneders
fængsel for 4. november sidste år at have kastet en brandbombe mod den
tyrkiske ambassades
handelsrådscenter i Borgergade i København«. (Berlingske 1. juli 1994).
Imdat Yilmar fra Kurdistan-komiteen for Danmark sagde til Jyllands-Posten 9.
november 1993, at flere bombeattentater er nødvendige, for at henlede
europæernes opmærksomhed på problemerne.
Kurdernes herværende kommandocentral ligger på Vesterbro (Dannebrogsgade 1).
6. juli 1994 besatte en halv snes kurdere det tyske konsulat i Åbenrå. Det
danske samfund (i første omgang politiet) blev herved indviklet i en os
uvedkommende kurdisk - tyrkisk strid. Blot fordi vi har givet
Kurdere adgang til vort land.
Vore gæster drager jævnligt gennem gaderne for at ophidse danskerne til at
tage parti for noget, der er os modbydeligt:
I sit vanlige frisksprog skildrer Annette Westrup, hvordan de herboende
muhamedanere - i vidt omfang såkaldte flygtninge - i februar 1989 under
politibeskyttelse trampede rundt i København for at
undertrykke Rushdie og hans danske forlægger, og hvordan de, der ikke
umiddelbart ville med, havde trusler fra deres eget miljø fygende om ørerne.
(Information 26. september 1992). Tilsvarende
hadfyldte demonstrationer til fordel for Iran-Ayatollaen fandt samtidig sted
ud over det øvrige Nordvesteuropa.
Den 31. august 1990 og igen i 1991 var det Irakerne (til fordel for Saddam
Hussein). I 1993 agiterede Muhamedaner-Quislinge på danske gader for, at vi
skal bekæmpe de kristne serbere og
kroater. Mange flere eksempler er forekommet og flere vil utvivlsomt følge
efter.
Efter at sådan noget er blevet banaliteter i lille Danmark, kan sagesløse
danske meget let bliver ramt ved et uheld. Og det gør ondt på den danske
skatteyder med de af gadekampe og andre blodfejder
forvoldte merudgifter til sygehuse, socialforsorg, rets- og fængselsvæsen.
Dagligt oplever vi små og store belastninger af danskernes tilværelser på
grund af de fremmedes manglende færdselskultur. Hvis man ville håndhæve
færdselsregler overfor asiater m.fl. lige så strikte som
overfor danske, ville myndighederne få kæmpemæssige besværligheder ved med
tolkemedvirken at foretage de mange småafhøringer, der præger den slags
sager, efterhånden som den sigtede skal
foreholdes de oplysninger, der under efterforskningen indløber fra for
eksempel teknikere, vidner osv.
Frankrig har et særligt udlændingepoliti, så man samme sted får behandlet
alle sager, hvor en fremmed er impliceret - alt fra asylspørgsmål til
færdselsforseelser.
Jørgen Chemnitz (flygtningechefen i Røde Kors) siger til Berlingske 28. maj
1993: »Asylsøgere, der er blevet taget for indbrud og lignende, går ligefrem
og griner af det danske system. De bliver afhørt,
løsladt og så tager det flere måneder, inden de kommer for en dommer. De
kriminelle asylsøgere er vant til mere kontant afregning«.
Et lærestykke om sikkert ikke utypiske tænkemåder hos fremmede
plattenslagere fik læseren i Berlingske 27.juni 1994:
»En indvandrer fra Sri Lanka har forsøgt at svindle sig til to millioner
kroner på sin kones livs- og ulykkesforsikring. Den 40-årige mand vendte
efter en rejste til Thailand tilbage til
bopælen i Svendborg, hvor han fortalte, at hustruen var omkommet ved en
motorcykelulykke.
Politirapport og dødsattest fra Thailand viste sig at være falske.« De
fremmedes hæmningsløse kriminalitet (spontan såvel som organiseret) skaber
allerede store danske menneskeulykker og
samfundsopløsningstrusler.
Danskerne har eksempelvis udviklet en fin selvbetjeningsbutikskultur.
Fremmede uden den baggrund fristes til i flok at operere, så de udnytter de
serverede tyverimuligheder. Virkningen bliver, at
selvbetjeningsfordelen for forbrugerne indsnævres. Berlingske 14. april 1994
berettede om mange butikstyverier i området omkring Sandholm. »Næsten
hveranden butikstyv, der blev pågrebet, kom fra
asylcentret.«

Høje Taastrup primo 1992 afdækkede, at store grupper af fremmedfamilierne
mangedobbeltforbedrer deres økonomi ved at lade deres børn (8-18 år) begå
milliontyverier i Tekstilforretninger, hvorefter
deres fædre sælger rovet.
TV Lorry beroliger 23. februar 1994 med, at bølgen af parcelhusindbrud fra
København i Syd til Hørsholm i Nord nu er ophørt, idet det har vist sig, at
den skyldtes en bande af nu arresterede Jugoslaver.
Samme ganske typiske banalsag om hvordan vore udlændingelovs MF'ere har
formet hverdagsliv i Danmark fik en ganske udførlig behandling i Det Grønne
Område 14. juni. Ni andre Jugoslaver fandt deres
snit til ca. 400 villaindbrud i Sydjylland (Jyllands-Posten 18. august
1993).
Fri Information juni 1994 har en udførlig skildring af, hvordan Jugoslaverne
i Sverige i stort omfang koncentrerer sig om tyveri fra folkepensionister.
En af de mange kronisk arbejdsløse, som har været her i flere år, iraneren
Saeid Muhammed forklarer en del af baggrunden: »Vi keder os meget her. Man
kan jo ikke spille fodbold og bordtennis
hele tiden hver dag«.
I enhver relevant diagnose ligger også en prognose.

Kort sagt: De danske, der er så uheldige, at der i deres nabolag kommer
muhamedanerkoncentrationer, løber betydelig risici for at blive udsat for
vold og hærværk fra mellemøsthedsporer, som keder sig i
det fredelige Danmark. Benzinbål og andre ildspåsættelser er også hyppige
følger. Adspredelsesbehovet hos landets gæster viser sig også ved, at der
kastes med sten, flasker, bohave etc. Dette er ikke
nogen acceptabel tingenes tilstand. Men den strækker sig ud over et
vidtrækkende spektrum: Narkohandel, værtshusraseri, jalousi og meget andet.
Forbrydelser med voldsanvendelse plager det førhen så fredelige Danmark. På
asylcentre, ungdomstræffesteder, socialkontorer osv. Blot fordi
1983-folketinget - uden endnu at være blevet straffet for det af
vælgerne - krystede de fremmede til Mor Danmarks barm.
Knivstikkeri og karatespark - snart måske også skydevåben - er blevet
hverdagstrivialiteter her i multietnikkernes første tiår.
29. marts 1994 slog Jyllands-Posten alarm: Danske våbendepoter bestjæles
kraftigt. Langt det meste af byttet havner i udlandet. Man skal være helt
udenfor det levende danske samfund, hvis man ikke
kombinerer det til den hypotese, at de uønskede fremmede i landet er dybt
involveret også i disse farligheder for det danske samfund.
Det er en særdeles vigtig folketingsopgave at tilrettelægge forholdene
sådan, at vold ikke hindrer mennesker i trygt at færdes i lovligt ærinde,
nårsomhelst og hvorsomhelst på gade, vej og sti og andetsteds i
Danmark, hvor de har ret til at være. Men de moderigtige og toneangivende
kredse vil det ofte anderledes.
Afslørende for, hvor ordinært det er blevet med Chicagoagtige tilstande i
det forhen så fredelige Danmark, er at man den 5. august 1994 skulle langt
ind i sin Berlinger for at finde en sag, der formentlig aldrig
får mere presseomtale end det lakonisk registrerede:
»Dommervagten fængslede i går en 41-årig tyrk for at have stukket en
urobetjent i armen med en kniv under tumulter i en døgnkiosk i Istedgade.
Betjenten måtte på hospitalet og have
syet stiksåret«.
En anden typisk illustration fandt læserne den 27. oktober 1990 i
Lolland-Falsters Folketidende. Udgangspunktet var et af de desværre
trivielle: Et par palæstinensere havde angrebet nogle danske med kniv
og jernkæde. De boede på et lokalt asylcenter. Dets leder undskylder med
dels, at arabere »er langt mere umiddelbare, end vi er vant til«, dels »at
de er meget nervøse«, fordi 1990-udviklingen har
bevirket at det ikke mere er selvfølgeligt, at de med lethed opnår den
asylret, som de har forlangt.

Jo mere vort land åbner op for at lade sig overskylle af danskfremmede
fantaster, des oftere vil vi opleve bindegale, uberegnelige
hypervoldsgrupper. Ofte emballeret i sekter, kulter, bander osv. Deres
aktiviteter vil jævnligt eksplodere i drab, tæv til højre og venstre og
invaliditetsforvoldelser. Skræk og rædsel indtræder i den danske
blødsødenhedsfolkeidyl. I vor tid er den ekstremt uforberedt på
stammekrigsagtige voldsjungler på dansk grund.
Også på dette felt hører Hillerød til blandt besynderlighedsdyrkerne.
Frederiksborg Amts Avis beretter 3. november 1990 om en bande af anden
generations kurdere m.fl. På byens Tekniske Skole
forarbejder de voldsvåben i skoletiden. Nu er det blevet så galt med at
bruge dem, at de lokale ungdomsskoler sender dem på en tur til Nordsverige.
Man regner med, at de fredeliggøres ved en uges tids
overlevelsessamvær i skove, bjerge og anden ødemark.
23. august 1992 kl. 19.51-20.01 fortæller DR TV's Søndagsavis om Københavns
NV. 5.000 af 45.000 indbyggere er fra Muhamedanien. Men de unge udlændinges
andel af kriminaliteten steg
fra 33% i 1990 til over halvdelen i 1991. Bander med medlemmer ned til 9-års
alderen begår butikstyverier, røverier, helt meningsløs vold osv. Politiets
henvendelser til forældrene sker forgæves.
Men TV's psykologbrigade ved bedre: Mere socialhjælpsvarme til vore gæster,
hvis forbrydelser blot er et nødråb om, at de vil roses og anerkendes.
Socialbistandschef Jørgen Adamsen supplerer med
at henvise til, at når Nordisk Fjers direktør skjuler en million i en
skuffe, er der ikke noget at sige til, at de unges moral går i forfald.
Det svenske Red Barnets februar 1992-rapport om heldagsgadebørn i Stockholm
giver kulderislinger. Det samme gjorde svensk TV2 5. maj 1994 kl. 7.02.
Blandt voldtægtsforbryderne i den svenske
hovedstad er de fremmede tolv gange overrepræsenterede.

Norsk politi aktiverede i maj 1992 TV med nødråb om, at nu var de fremmedes
voldtægter tyve gange så mange som nordmændenes og knivstikkerierne tolv
gange flere. Adskillige andre forfærdelsestal
findes på side 6 i Danskeren for september 1992 og side 17 i februar
1990-nummeret.
Kæmpesvøben i 1990'ernes USA er de mange mord. Derfor skjuler der sig enorme
forfærdeligheder under Finn Oelsners oplysning »46% af alle drab i USA i
1992 blev begået af sorte på hvide, asiater
eller spansktalende. Og hertil kommer så antallet af drab begået af sorte på
egne racefæller.
En anden bekymrende tendens er den vold og det had, som sorte islamiske
fundamentalister er ved at opbygge mod USA's jødiske befolkning« (Berlingske
kronik 14. juli 1994).
Frankfurts kriminalstatistik for 1990 oplyser udlændingenes andel til 57,3%
mordere, 55,9% røvere og 50,9% af voldsmændene.

Mange andre rapporteringer fra adskillige vesteuropæiske lande tyder på, at
terrorisme, narkoindsmugling og andre alvorlige samfundstrusler er langt
oftere forekommende blandt muhamedanere end i andre
befolkningsgrupper. Ingen kan være i tvivl om den europæiske almengyldighed
i den belgiske politimester Emmenuel Hermans udtalelse til Jyllands-Posten
19. maj 1991: »I de arabiske kvarterer er
kriminaliteten højere end andre steder«.
Tilsvarende katastrofer er under hastig optrapning i Danmark.
Flygtningehjælpklanen troede naivt, at blot man viste mildhed og
eftergivenhed over for groft kriminelle, ville de forbedre sig. Denne til
bevidstløshed gentagne messen overførte de på ulændinge, da de
begyndte at strømme ind i Danmark. Men blomsterbørnene opnåede blot ved
blåøjethed påny at få en demonstration af livets brutalitet. I stedet for
veltilpassede, tilfredse og taknemmelige gæster fostrede
man krævementalitet ud fra, at mere vil have mere.
Muhamedanerne (og andre) er hjemmefra vænnede til drakoniske straffe. Når de
kommer hertil, hvor sæderne er løse, går naturen hyppigt over optugtelsen.
Kød og blod på disse generelle
bemærkninger kan man bl.a. finde i reportagen i Dagbladet for 25. oktober
1993 om en Haugesund-asylsøgers homoseksuelle voldtægt af en norsk
flygtningeven.
Uanset at de fremmede endnu langt fra er nok til at danne nogen majoritet i
Danmark som helhed, er de mange nok til adskillige steder alvorligt at
forstyrre de danskes livsnydelser. De støtter jo hinanden i
bander og på mangfoldige andre måder.
Allerede er 35% af langtidsfængselsbrugerne udlændinge. Uanset at de
løslades efter 7/12 af straffetiden (mod 9/12 for danskere). Og kl. 8.08 den
16. juli 1993 oplyste Radioavisen, at asylsøgere stod for
27% af det seneste års opklarede tyverier i Holbæk Politikreds. Københavns
Politis årsstatistik viser, at 43% af de i dommervagten i 1993 fængslede er
af udenlandsk herkomst (mod ca. 9% af
befolkningen). »Ingen tvivl om, at anden generation indvandrere er
overrepræsenterede «, siger Vicepolitiinspektør Arne Stevns til Berlingske
19. januar 1994.
Samme sted beretter bladets Anders Wiig, at han den foregående dag var i
dommervagten: »En russisk asylsøger var snuppet i banken på Hovedbanegården
i København for at veksle
falske dollarsedler. Dem havde han fået, sagde han, af en anden russer og en
estlænder i Sandholmlejren. To russere, den ene på besøg for at studere
vestligt demokrati, var anholdt på Casino
Copenhagen. De sigtes for på to dage at have tømt spilleautomater for 11.000
kr. i femkroner ved at bryde de enarmede op med et koben. Et sådant
medbragte den ene, men han nægtede
alligevel.
En 33-årig tanzanianer fængsledes for grov vold efter overfald på en mand,
der risikerer at miste synet på det ene øje. En statsløs palæstinenser blev
fængslet for at snitte sin tidligere kærestes
halspulsåre over. Han blev anholdt med et falsk pas
. På narkofronten blev en mand fra Zimbabwe fængslet på sin 24 års
fødselsdag. Han var anholdt med 140 gram heroin og 60.000 kr. To gambianere
skal »sidde« anholdt, til det ad »naturlig
vej« afsløres, hvad de slugte, da de mødte politiet i Istedgade. Alt tyder
på, at det var heroin eller kokain. En marokkaner blev fængslet, fordi
politiet anholdt ham for butikstyveri et kvarter
efter, han var løsladt for tyveri fra en bil«
. Som så ofte i nyere europæisk historie er jøderne dem, det først og værst
går ud over. Allerede nu må det danske politi ofre personale på at bevogte
for eksempel Israels ambassade og
passagerflyvemaskiner samt hver lørdag synagogen i Krystalgade. Det er et
advarselstegn med en vognstang om, hvordan det vil gå andre danske,
efterhånden som de fremmede bliver flere og flere her i
landet
. Gammelpolitikerne vil ikke have, at danskerne får samlet overblik over,
hvor galt det allerede er blevet fat. Efter over 10 år i
justitsministerstolen fandt de
konservative omsider på at begære en statistik, da de lå på deres yderste
som ministre. Pia-efterfølgeren annullerede ordren, som hun fandt
for vattet. Dermed er vi tilbage til, at de danske muhamedaneres overkvoter
fortsat hører til de emner, hvor myndighederne sørger for, at
kriminalstatistikken er tavs. Udspurgt af Berlingske 20. januar 1994
fortæller Rigspolitimester Hans-Viggo Jensen imidlertid, at han kommer med
tallene i løbet af en måneds tid. Og noget kom der da fra ham den 2. maj
1994: Utvivlsom markant overkriminalitet hos de
fremmede, bl.a. vedrørende vold(tægt) og butikstyverier (henholdsvis 6,8 og
6,1 gange så meget pr. næse)
. I 1993 var der 71 drab. Udlændinge blev sigtet for de 15
. Omfattende stringente konklusioner er der i al fald ikke basis for i den
mangelfulde, upræcise rapport, som efterlader indtryk af bevidst udlægning
af tågebanker. Kritiske anmeldelser stod i Augustnumrene
af Fremskridt (side 35 af Knud Eriksen) og Facts (side 4 af Casper Black).
Noget mere oplysende - og deprimerende - er et par marts 1992 -
tidsskriftsartikler af Lotte Bøggild Mortensen (Dansk Politi nr. 3 og Dansk
Sociologi nr. 1).
Mellemfolkeligt Samvirke har udsendt en undersøgelse af 1988-domme med Hans
Juhler, Flemming Orth og Finn Schwarz som forfattere. De koncentrerede sig
om de 15-19 årige og
fandt 3% af danskere, 7% blandt tyrkere og jugoslaver og 9,9% af
afrikanerne.
Justitsministeriet bebuder, at den bedste oplysning kommer til næste år.
Selv om vore magthavere gav Danmarks Statistik lov til at oplyse, ville
tallene utvivlsomt blive alt for lave. Ofrene tør jo ikke indgive
anmeldelse. De frygter nemlig dels racismebeskyldninger, dels at
forbryderen og hans familie vil overfalde dem og deres familier korporligt.
Når de fremmede forbrydere endelig kommer til politiets kendskab er
efterforskningen langt besværligere end overfor
danske kriminelle. Sprogbarrierer er en forhindring. Fremmede lever oftest i
lukkede ghettosamfund. Her er det meget vanskeligt for dansk politi at
trænge ind. Professionelt politiarbejde kræver
tit indgående beskæftigelse med de dele af begivenhedsforløbet, som har
relationer til hjemlandet eller andet (fjernt) udland. Vidtløftighederne og
troværdighedsbevisfremskaffelser i den situation er oftest så
tidskrævende, at et iøvrigt overbebyrdet politi må skønne, at det kan sagen
slet ikke bære. Og selvfølgelig er der også politifolk, der, når de skal
prioritere de sager, de må lade ligge, påvirkes af, at medierne
ustandseligt er særdeles meget mere optaget af forbrydelser, danske begår
mod udlændinge end omvendt (bevisførelsen for denne påstand ville selvsagt
kræve en tyk bog, men at indtrykket er rigtigt
bekræftes af det ene eksempel efter det andet. Lad mig her nøjes med at
henvise til indlæg i Jyllands-Posten 19. august 1993).
En styrkelse af politipræferencen til ikke at bruge løs af ordensmagtens
sparsomme kræfter på udlændinge-problemerne følger af vore mediers
sædvanlige ensidighed. Også som den afspejler sig i W.
Feldrups læserbrev i Jyllands-Posten 4. juni 1994:
»Nu kan det snart være nok med de TV-stationers manipuleren med optøjerne på
Nørrebro. Efterhånden tror man, at det var politiet, der startede
urolighederne (og det er vel også
meningen med de utallige gentagelser)«.
Når herrerne optræder sådan, så følger som altid deres svende: MF'erne med
mediekløe, jfr. eksempelvis Berlingskes reportage 5. august 1994 om hetzen
mod Politidirektør Poul Eefsen. Denne gang var
det Ole Espersen, Elisabeth Arnold og Pernille Frahm, som var illoyale mod
Folkets Politibeskytter. De magtfyldte 68'er-skurke er også her bagmændene.
I deres forkvaklede socialsyn vil socialistfordrejede
advokater chikanere statens magtmonopolister. Selv vil de i deres
forkælelser ikke affinde sig med håndfast samfundsforsvar. Derfor hyler de
bestandigt op om retsgarantier, når politiet gør sin samfundspligt
mod nogen fra deres kreds af hærværkere, overfaldsmænd og andre
voldsforbrydere.

Altid kan de opnå »ekspertstøtte« fra Amnesty, Dansk Retspolitisk Forening,
Universitetsfolk og andre rødblakkede, utroværdige, medieliderlige
interesseorganisationer.
De er totaldøve og dittoblinde over for det retstatsfundament, at man
prompte og loyalt skal efterkomme, hvad politifolk i tjeneste beordrer og
ellers affinde sig med at indkassere skade for hjemgæld. I
stedet hænger de sig i vilde »menneskeretsfortolkninger« af lovens mere
sekundære paragraffer.

Traditionelle retskanaler er ret ligegyldige for nutidens arvtagere efter
C.B. Henriques, Bondo Svane, og hvad førforrige generation af
storprokuratorer ellers hed. Nu om dage skyder advokatpraksis genvej
ved rænkespil med journalister (helst fra TV). Nok er de juraukyndige, men
de labber tilsvininger af politiet i sig. Blot det er tilstrækkeligt
malerisk og dermed medieegnet. Det gør så politikerne - herunder fx.
justitsminister Olsen - svage i koderne. Og så kan man tilmed altid
udslynge, at Danmark overtræder en eller anden af de mange
fjollekonventioner, som vi fik stanken af i
kapitel 12. Retslivet kommer mere og mere til at handle om, hvad der
postuleres at være »anerkendte internationale retsbeskyttelsesstandarder«.
Politiassistent Ole Hessel taler med massiv føje om uvidende ordkløveres
evindelige ubegrundede opkastninger af utrolige dimensioner. (Politiken 22.
juli 1994).
Det er inspirationer fra de venstresocialistiske Baader-Meinhof-terrorister
der er blæst ind over Danmark. Gadeoptøjerne omkring Verdensbanken og
Vietnam fødte det. BZ styrkede det, bl.a. i kraft af
daværende justitsminister Ninn-Hansens popjagende passivitet i 1986. Dansk
Retspolitisk Forening, UNHCR, KRIM og Amnesty - allesammen gemene
interesseorganisationer - er pådriverne for dem og
deres gangstervenner (autonome eller uautonome). »Ræsonnementet er det
enkle, at hvis politiet ikke griber ind, bliver der ingen sammenstød«
(Berlingskes ironifilosoferende leder 15. juni 1994). Hele
meningen med bøllernes tilstedeværelse er imidlertid at opnå uorden, vold og
hærværk, som man derefter får sine journalistvenner til at klynge politiet
op på.
I samme blad 25. juni 1994 læserbrevkommenterede Ulla Kusk:
»Terrorlignende aktioner som den på Nørrebro i København sidste år har til
formål at fremtvinge reaktioner, der kan bruges til at skabe angst og give
et vrangbillede af situationen, som
kan udnyttes. Det har derfor stor betydning, hvordan du og jeg og ganske
særligt pressen og de ledende politikere reagerer, når der er voldelige
aktioner. Reaktionerne bliver fulgt nøje af uromagerne. Jo
mere reaktion, jo bedre. Tankevækkende er, at der næsten altid ved voldelige
aktioner er dele af pressen, som helt »tilfældigt« er på stedet i god tid
til at dække begivenhederne fra starten. Uromagerne
adviserer pressen, og det kan være vanskeligt for en journalist at lade være
med at være en »nyttig idiot«, når der er en god historie lige foran næsen.
Og det kan være vanskeligt for politikerne
ikke at falde for journalistens fremstilling og derved hælde over mod
sympati for uromagerne. Hvis både medier og politikere langsomt begynder at
udvise forståelse og sympati for uromagernes synspunkter
og anerkende deres destruktive måde at komme til orde på, er vi på vej til
at bringe politiet i en situation, hvor de enten må give op over for vold og
terror eller vende det blinde øje til. Så længe uromagere
bliver taget i forsvar og forstået af fremtrædende mennesker, og politiet
bliver hængt ud, hvis de forsvarer sig, må vi indstille os på, at vold og
terror vil vokse i Danmark«.
Summen af, at politiet hele tiden har disse gridske sjakaler i haserne er
blevet, at uforholdsmæssigt mange sager henlægges »på grund af bevisets
stilling«. Og politiet foretrækker at bruge sine knappe
ressourcer på måske socialt at redde fodfæstet i samfundet til nogle helt
unge fremfor at beskæftige sig med »en stodder med 50 forhold, som er
bedøvende ligeglad med politiet« (politiassistent Hanne
Bergstrøm).
Ulrik Høj skildrede i Weekend Avisen for 20. juli 1990
herrefolksmentalitetsekcesserne:
»Hvis danskere f.eks. ikke danner æresport ved grænsen, når flygtninge og
indvandrere melder sig ved toldstedet, ja så er det racisme. Hvis danskere
ikke bryder ud i jubelråb ved meddelelsen
om, at der skal placeres et asylcenter i deres landsby, ja så er det også
racisme. Hvis danskere ikke synes, det er alle tiders med et multi-etnisk
samfund til afløsning af en tusindårig tradition for det modsatte,
ja så er det ren og skær racisme.
Danskere har pligt til at være humanister, altruister og menneskevenner.
Danskere har pligt til at åbne deres land for indvandring udefra. Danskere
har pligt til at acceptere det, de ikke bryder sig om.
Danskere har pligt til at mene, at mødet med de fremmede er en gave fra
himlen. Danskere har pligt til at glæde sig over konflikterne mellem
herboende mindretal og herboende danskere, thi disse
konflikter er fremmende for just tolerance, frisind og harmonisk
sameksistens.
Danskere har i det hele taget pligt til at gøre vold på sig selv, for hvis
de ikke gør det, er de racister.
Det siger fagets vogtere, mens de hidsigt tramper folk i hovedet med deres
pædagogik«.
Hvis ikke danske magthavere besinder sig og prioriterer danske interesser,
er der ingen, der gør det. Kun ved et vist mål af nationalistisk
fædrelandskærlighedsensidighed, nås Dansk Balance med alle de
andre. Ved nærmere eftersyn varetager de andre jo alene deres egne landes
interesser. Der kommer i al fald intet godt ud af at falde i den modsatte
grøft, at alt, hvad der er dansk er skidt, mens alt, hvad der
er fremmed er så næsegrusbeundringsværdigt, at et uoverskueligt multietnisk
rod gives muligheder for at hærge det fædreland, som vi danske holder af som
vort.
Indvandrerungdommen har forlængst afluret det danske system, at det gælder
om vedvarende at være groft forbryderisk. med svimlende fart at omstille sig
til de forandringer, som vor tid uafladeligt kræver i
vor civilisation.
»Forskellen på den røde og den brune fascisme er svær at få øje på.
Utroligt, at der stadig er folk, der tror på et system, der aldrig har ført
til andet end diktatur, fattigdom og et umådeligt miljøsvineri«.
(Mogens Andersen i Jyllands-Posten 1. juni 1994).
Den Store Åndsformørkelse brød endeligt sammen i 1980'ernes sidste halvdel.
Da havde 1968-snylterne imidlertid forlængst bidt sig fast i
Danmarksherskerpositionen. Den frygtelige inertiens lov (og deres
indbyrdes sammenspisthed) har muliggjort, at de - i stedet for at komme på
frilandsmuseum - usvækket fremturer med fædrelandssabotage. De har skabt ny
medgang for sig selv i miljøhysteri,
flygtningeindustri og tredie verdensbistand. Samt iøvrigt
underlødighedsgørelse af næsten alt, hvad de befatter sig med.
1968'erne har evnet at forhøje og forlænge ensretningens monopolisering ved
en enorm og frygtelig undertrykkende meningsterrorisme. Konsekvent og hele
tiden har deres udnævnelsespolitik været kun at
udpege folk med samme opfattelse som deres egen. Med grov magtfordrejning
har de forhindret ansættelser af dem uden for deres kreds og indbyrdes
skaffet jobs til hinanden. Uanset at de - på
og uden for Roskilde Universitet - i forfærdende grad mangler saglige
kvalifikationer, åndsspændstighed til fordomsfri tænkning og hverken kan
eller tør bevæge sig mange millimeter fra de fladpanderier,
betonkommunismen tvinger sine tilhængere ud i. Derfor den kraftige deroute
af de højere læreanstalters kvalitetsniveau, som har skadet Danmarks
internationale konkurrenceevne så meget det sidste kvarte
århundrede. At talenters slidsomme arbejde er det eneste holdbare fundament
for seriøsitet, er spoleret hos dem. Hele deres liv er de tilvænnet, at
stegte duer bestandigt dumper ned i deres Aladdinturbaner.
Tronbeklædere er journalister, universitetsfolk, embedsmænd og kunstnere.
Generelt belyses det bl.a. i Nepotismerapporten fra september 1993 og i
Professor Søren Egerods afskedssalve til Københavns
Universitet i Berlingskes kronik 15. juli 1993.
Blandt de mange skammelige eksempler vælger jeg her Jaques Blume. Da han i
januar 1993 ikke længere kunne tære på Universitetets finanslovsparagraf
under det teologiske fakultets afdeling for
Religionsfilosofi og Etik, ansattes han af Morten Kjærum på det statsbetalte
Center for Menneskerettigheder. Som udredningskonsulent til kortlæggelse af
minoritetsstudierne i Danmark. Med særligt henblik
på racisme-debatten.
Som vanligt var Kaare Rud de præcise afsløringers mand, da han i Tønsberg
Blad 19. december 1988 skrev:
»Den, som selv har økonomiske eller andre interesser av innvandring, vil
skjule disse under dekke av mer altruistiske motiver. Man må ikke la seg
villede av dette«.

(Der må være sket en fejl ved indskanningen af kap.38. Side 340-342 er
øjensynlig udskiftet med noget om 1968-generationen. I virkeligheden slutter
kap.38 således:)

"Jeg må indrømme, at de faktiske forhold er langt værre end skildret i
nuværende bog. Som i alle isbjerge henligger langt de fleste af de fremmedes
grueligheder i mørke. Blandt andet grundet magthaverundertrykkelsen af
såkaldt racistiske kendsgerninger, som ikke pleaser Flygtningevennernes
ragen til sig selv. Derved tegner de offentligt tilgængelige kilder et alt
for rosenrødt billede af det multikulturelle samfund.
Læseren må tilgive disse fortielsesbrister her i bogen. Soberhed har fået
mig til kun at skrive, hvad der kan dokumenteres."

[Per Hagemann]

KAPITEL 25 Skatteplyndring

I . Der var engang, da Danmark var et rigt land. Under Estrup disponerede vi
fornuftigt, og verdenskrigene gik stort set uden om os. Møjsommeligt
opbyggede vore formødre og forfædre det niveau, det danske samfund har nået.
Gennem flid, sparsommelighed og dygtighed førte de levestandarden helt i
top. Vel at mærke på solidt fundament.
På modsat pol finder vi 1968'ernes rødvinsgeneration. Den jamrer og klager i
det uendelige i stedet for at vedgå arv og gæld efter tidligere slægtsleds
sejghed. Og blufærdighed mod at falde det offentlige til byrde.
Vanvidsfolketingerne siden 1960 har tæret hårdt på det arvesølv, de overtog.
Længe var vor årsgennemsnitsindtægt dog højest i EF. Men fortsætter
hidtidigt ressourcesløseri, vil den lavere vækst fortsætte vor
nedadbakkekørsel og i
løbet af ca. 15 år bringe os ned i midten af 12-lande-gruppen.
Dorte Bennedsens æble faldt milevidt fra den stamme, hvorfra hendes
selvtænkende far sagde: »Det nytter ikke at blive så åndelig, at man
fornægter, at det først og fremmest er de økonomiske Forhold, som bestemmer
Samfundet«.
Hun, Jytte Andersen og (næsten) alle deres folketingskolleger vil så
skrækkeligt gerne solbestråles fra vælgerne for, at det er dem, der klarer
alle danskernes mangfoldige forskellige problemer. Det gør de så ved at øse
ud af
skatteydernes penge. Måned efter måned, år efter år fortsætter de med at
give efter for de klynkere, der hver eneste dag udtrækkes til mediernes
evige jagt på sentimentale solo-historier.
Med medieulvene som oppiskere forlanger alle særinteressefolk - og dermed
alle samfundets sektorer - overalt og til enhver tid ubegrænset
tilskudstilførsel. Når kampagnespærreilden sætter ind fra dem med de
stærkeste
lobby-PR-kanoner lukkes totalt af for, at saglig modargumentation på rimelig
vis overhovedet kan opnå ligeberettiget placering. Det ville jo forstyrre
den for publikum letfordøjelige gennemtyggede søbemad at medinddrage, at den
nu i
fokus værende enkeltsag ikke er ene om at stille krav til statens knappe
ressourcer.
Her har vi bacillen bag dansk skattesygdom.
I massiv modløshed reagerer de fleste danskere, der resigneret opgiver at få
rådighed over egne penge med et: When you cannot beat them, then join them.
Oversat til nudansk: Når man er plukket i skat, må statskassen da give den
modydelse, at man kompenseres for enhver udgift, der falder lidt uden for
dagen og vejen, eller som man kan se sit snit til at få dækket af det
offentlige.
De hundreder kronemilliader, som hvert år hales op af skatteydernes lommer,
fordeles mellem tusindvis af formål. Derfor er det forholdsmæssigt set
begrænset, hvad hver enkelt (ny) opgave koster. Det giver anledning til det
helt
forrykte bagvendte »argument«, at når det offentlige har råd til ditten, må
staten da også kunne overkomme at betale datten, som den pågældende gruppe
vil påkalde interesse for hos det folketing, der sidder ved vejkrydset,
hvorfra
skatteindtægterne videreekspederes.
Demand overload er det malende udtryk for, at summen af indbyggernes krav om
tilskud fra de offentlige kasser overbelaster disses bæreevne. En forøgelse
heraf opstår, når det rygtes, at nogle får imødekommet deres krav. Giver
politikerne først efter med en fjer, pustes det i store vælgergrupper med
andre interesser op til en hønsegård, som motiverer dem til højlydt og
truende at mase på overfor de vælgerangste genvalgstørstere. Øger de nogle
støtteordninger bringer de sig undertiden blot fra asken over i ilden. Den
enkelte mener, at hans byrde er blevet forøget sammenlignet med andres.
En desværre i reglen mere udslaggivende faktor er, at bevilges et
statstilskud på 100 millioner til fordel for en gruppe på 10.000, får de
gennemsnitligt 10.000 kroner. Men da der er over 3 millioner skatteydere,
stiger den enkeltes skat
kun med 1/3 procent heraf.
Der er simpelthen ikke råd til, at de bestemmende kapitulerer over for
postulatet om, at det moralsk og økonomisk vil højne samfundet at give
tilskud til netop den pressionsgruppe, som opnår egenfordele af øgede
offentlige udgifter på
det felt, der lige den dag bliver puttet i omtalefokus i TV's og andre
poppublikumsmedlidenhedskasser. Alle hævder de, at nok koster det lige i
øjeblikket statskassen noget, men det er blot en slags kortfristet lån. En
investering i
fremtiden ved at den forøgede statsudgift på lidt længere sigt vil tjene sig
selv ind gennem de følgevirkninger, som håndsrækningen udløser.
Danmarks ulykke er, at vor tids folketingsflertal er alt for lydhøre over
for lokkerlobbyisterne. Deres snak har som regel ikke hold i virkeligheden.
Når man redeligt og tilbunds, et for et, lidenskabsløst analyserer det
femcifrede antal
enkeltproblemer, der tilsammen udgør det nudanske politiske univers, ender
man oftest i, at såvel områdets egne forhold som nødvendigheden af, at
lovgivningen skal indpasses i helheden, fører til, at den bedste løsning er,
at den
offentlige sektor blander sig udenom og overlader til den enkelte private og
hans initiativer at være egen ulykkes eller lykkes smed ved, at staten
trækker sig ud af det pågældende område og overlader det til
markedskræfterne.
Når folketinget tror, at have hjulpet et sted ved øgede udgifter, bliver
resultatet hyppigt, at mindst lige så alvorlige vanskeligheder bobler op
andre steder.
De virkelige problemer er for det første, at så langt fra alle
ubehageligheder kan klares med statspenge. De øses derfor i vidt omfang ud
med tåbelighed. Ja direkte samfundsskadeligt på nogle områder (fx.
ulændingestøtten). For det
andet vil selv en uigennemskydelig argumentation for, at staten bør bruge
penge på dette eller hint, i de fleste tilfælde være interesseløs. For der
er mindst tusinde gange så mange gode formål, hvor det måske vil være
fornuftigt - i
langtidsperspektivet - at anvende statsmidler, end der vil være penge til
rådighed i Fremtidens Finanshovedkasse.
Så længe Danmark er et økonomisk knaphedssamfund, består folketingets
vigtigste opgave i at fastslå, hvilke velbegrundede offentlige pengeforbrug
der skal undlades. I stedet for at overveje at sige ja til ansøgninger skal
det udvise
kæmpebrutalitet ved at sige nej til hundredvis af offentlige udgifter, som
man vældigt gerne vil bruge penge til. Ved disponeringen af skatteydermidler
er nærighed i 1990'erne så langt at foretrække for gavmildhed. Totalt må
afvises
realitetsblottede demagogier som, »at det i et rigt samfund som vort ikke
kan passe, at der ikke skulle være penge til dette eller hint«.
Den offentlige sektor er i al fald ikke rig.
Exorbitantheden er jo let konstaterbar, når man sammenlægger statsunderskud
og skattetryk. Den nuværende tilstand er uholdbar kæmpeudfosning af årlige
multimilliarder.
De, som i umindelige tider har vænnet sig til offentlige tilskud, føler sig
fornærmede af hele deres sjæl, når der sker krænkelse af
deres »velerhvervede« ret til at fremture med at prinse den på medborgernes
bekostning. Af mange
grunde er den slags egoisme aldeles forfejlet. En gammel udgift er ikke pr.
automatik en god udgift i vor foranderlige verden. Tværtimod trives vore
alles økonomi ved, at foreteelser, der er ved at have overlevet sig selv,
smidigt afvikles
i hastigt tempo. Så plads gives til vækst for det, der nu er på vej til at
blive tidssvarende. For eksempel som følge af nye teknologier eller andre
præferencer hos den befolkning, som alt offentligt økonomisk virke har som
eksistensberettigelse at tjene.
På pygmæniveauet ligger også den almindelige politikermodel, at hvis der
endelig spares noget på et område, skal udgiften netop her pinedød udvides
med et tilsvarende beløb. Ynkelig var Flemming Kofod-Svendsens forsvar for
metoden i udlændingedebatten 27. november 1991 (spalte 2888). Samme rem af
samme betændte skind exponeredes af Helge Adam Møller og Peter Duetoft i
Folketingstidende 1993/94 spalterne 7684, 7686, 7687 og 7689.
Det er jo nemlig de offentlige udgifters samlede størrelse, der har passeret
bristepunktet. James Mellons Danmarksbeskrivelse »Og gode Danmark ...«
(Centrum 1992) udtrykker det sådan, at sagen i bund og grund drejer sig om,
at
politikerne vil hælde halvanden liter mælk og honning ud af en literflaske.
Lige som man ikke kan trække sig selv op ved hårene, er ubønhørlighederne
for et land, at summen af indtjeningerne hos dem, man vil føde på - egne
borgere og fremmede - ikke realøkonomisk kan være større end markedsværdien
af de
nyttegoder, samfundet producerer. Forsøger man at bryde det, genoprettes
balancen på dårligere vilkår ved valutakursfald og prisstigninger. Pt. er
statens og kommunernes udgifter mere end dobbelt så store som landet har råd
til.
Med andre ord: For over 40% af de nuværende udgiftsposters vedkommende er
der i den næste snes år end ikke råd til et pund lamperøg.
Uanset, hvor varmt bankende et hjerte, man så end måtte have for de
indrejsende, må man ydmygt respektere den offentlige sektors manglende
ydeevne i Fallittenborg-Danmark til oveni alt det andet også at smide danske
skattepenge
ned i det bundløse kar, som udlændingenes behov udgør.
Ulændingemilliarderne falder klart uden for den lille halvdel, der er grund
til at bevare (service til danske med sygdomsbekæmpelse, folkepension,
vejvæsen, politi m.v.).
Diakon A. Johannesen bebrejdede i Berlingske 29. september 1992 folketinget,
at »hensynet til flygtninge, indvandrere og deres sammenførte familier vejer
tungere i dagens Danmark end hensynet til vore gamle, handicappede,
enlige mødre og hjemløse.«
Lokalavisen fortalte 26. februar 1992, at der i Roskilde siden 1989 er
nedlagt 102 plejehjemspladser. Det er planlagt, at der indtil 1995 skal
nedlægges yderligere 150 pladser. Med udgangen af 1991 blev det private Sct.
Maria Plejehjem
nedlagt. Ydermere var der omfattende nedskæringer af hjemmehjælpen i 1991.
Til gengæld har Roskilde Kommune så fået råd til at støtte en nyoprettet
hyggeklub for indvandrerkvinder med et tilskud på 175.000 kr.
Den nye klub, som hedder Margueritten, betegnes som en »social klub«. De
deltagende kvinder er fortrinsvis fra Tyrkiet, Pakistan, Indien og Marokko.
Nok er 175.000 kroner ikke noget stort beløb sammenlignet med det
offentliges samlede udgiftsudskejelser. Men havet består af dråber. Og
beløbet indgår i, at folketinget har besluttet at stjæle af danskernes
indtjening et årligt tocifret
milliardbeløb til vildtfremmede. Begrundelsen for dette griseri er - som for
de mange andre pralerier - at det rige Danmark har råd til at være generøs.
Men hvad »Danmark« har råd til, må stort set bedømmes af den enkelte dansker
ud fra
hans egen pengepung. Det skal de 179 MF'ere blande sig uden om.
Naturligvis garnerer de også her med andre snøfterier: De, der er blevet sat
til at forvalte skatteydernes mønt, hulker hovent, at humanitet må man ikke
skænde ved at omveksle den til en profan pengepris. Humanitet overfor
ikke-danskere må de 179 (som alle øvrige danskere) imidlertid vise med deres
egne penge og ikke med, hvad de under trussel om vold (tvangsinddrivelser)
tilraner sig fra deres medborgere.
Vi lader os altså ikke slagte af, at levebrødshumanisterne i deres
upstairs-placering for at udstille egen selvgodhed vil nedtrampe de
landsmænd, der ikke bliver råd til at sørge for, når landets indtjening
flyder ud til de mest fremmede.
Ret beset er flygtningelobbyens holdning til den fordelingspolitiske
grundproblemstilling blot identisk med, hvad der så dybt tragisk præger
næsten alle (danske) vælgere:
Man fastlægger sine standpunkter ud fra, hvordan den interessegruppe, man
selv hører til, i nærmeste fremtid, kan rage mest til sig selv fra de
offentlige kasser. Bagefter går man i gang med at opstille en argumentation,
som opfinder
og styrker et alibi for at snabelsuge til egen fordel i medborgernes lommer.
For eksempel ved brug af det dårende fraseord »solidaritet«. Oversat til
nudansk betyder det: »Jeg vil ikke hjælpe dig, men hvis du ikke hjælper mig,
skal du
have rigtig dårlig samvittighed«.
Den mest knægtede menneskeret i Kjærum-Danmark er retten til selv at
bestemme, hvortil man vil bruge sin egen indtjening.
Den solidaritetssnakkende overklasses gilder betales jo i vidt omfang af
tvangsauktionstruede, som får deres liv klemt ud, fordi det enorme tryk fra
den offentlige sektor hindrer dem i - trods udvist kæmpeflid og
sparsommelighed - at få
privatøkonomiens ender til at hænge sammen.
Andre eksempler på offentligt fråds på ulændingeområder afsløres på de
fleste sider her i denne bog.
Det er forlorent, når samfundets selvglade, »pæne« støtter siger, at Danmark
har råd til at vælte formuer ud til de helt fremmede, men at danskerne ikke
som enkeltpersoner, af egen pengepung, frivilligt skal dokumentere redebon,
økonomisk gavmildhed.
Den enkelte må selv skabe sit eget liv og egen velfærd. Når det offentlige
afholder sig fra indblanding, vil danskerne normalt få mere for de samme
midler. For hvor staten betaler, ophører påpasselig sparsommelighed hos
brugeren.
Udover dette snævert kortsigtede cost/benefit-argument kan man på
mangfoldige områder forvente, at når barnepigestaten holder op med at
indpakke danskere i vat og andre kvælende emballager, vil deres mulighed og
anledning til
selv at tage flere initiativer for forløbet af deres tilværelser medføre en
flerdobling af Livskvalitet-Trivslen. Det gav livsvarme til de familier, som
tog Wienerbørn i 1918 og Finner i 1940. Hjemme hos Ole Espersen og
Enghavepræsten vil
man forhåbentlig finde ægte glæde ved - ligeledes for egen pengepung - nu at
huse Pinochetfordømmere og Libanesere.
Samfundsmæssigt vil det være befriende at følge Else Nielsens forslag i B.T.
den 3. februar 1993: »Flygtningehjælpen burde privatiseres. Mimi og Bengt
Burg kan sagtens huse 50 fremmede på deres gård i Karise.«
Vil fremmedvelgørerne ikke give naturalhjælp direkte fra menneske til
menneske, kan de jo blot sende penge til de mange privatindsamlere: Dansk
Flygtningehjælp, Røde Kors, Indvandrerforeninger, Menneskeretscentret,
Antiracismeorganisationer, Torturhospitalerne osv., osv.
Retsindighed overfor deres danske Næste kræver under alle omstændigheder, at
ødslepartierne holder op med at lade alle skatteydere betale for det, som
mange anser for topfædrelandsskadeligt.
Til trods for 20 år med tusindvis af konkrete spareforslag fra
Fremskridtsbevægelsen, grøftkører staten også i 1994 med at øge sin gæld.
Denne gang med ca. 47 milliarder.
Dansk offentlig sektors grovæderiske forslugenhed har forlængst gældsat
landet til højt op over trætoppene. Udbedring heraf kræver i de næste mange
år ekstraordinært store nedsættelser af de offentlige udgifter. Dels for at
tilbagebetale gælden. Dels for at kunne opnå trivselsfremskridt ved at
forkæle de konkurrencestærke erhverv med massive skattenedsættelser.
Burmester spidder reaktionsmønstret ved at påpege, at det parlamentariske
demokrati tenderer mod den nemmeste udvej: At låne sig ud af øjeblikkelige
problemer og fortrænge hensyntagen til, at det på langt sigt kan medføre
nationalt
sammenbrud. Og nu er det altså lykkedes folketingerne at fremture med
statsunderskud i en snes år.
Christiansborgernes skørlevned når det drejer sig om andre folks penge
rammer derved først og fremmest kommende årtier, men ænses ikke ved
førstkommende valg. Senere har tiden slettet alle klare spor efter, hvordan
skylden
fordeler sig mellem de enkelte folketingspartier for de med statsødsleriet
forbundne fremtidskatastrofer.
Trivselspartiet slås for, at det offentliges udgiftspolitik føres efter den
husholdningsøkonomiske snusfornuft om at sætte tæring efter næring. (Til
forebyggelse af misforståelser på dette punkt af fremstillingen nævnes, at
der
undertiden bør afviges herfra, men en sådan situation er vi meget langt fra
i det Danmark, hvis øjeblikkelige underskud alene skyldes stemmekøbspolitik
hos det fejge og ukyndige folketing, vi p.t. er belemret med).
For hovedmassen af offentlige udgifter gælder, at det er både anstødeligt og
torskedumt at mishandle danskernes alt for tomme tegnebøger til noget, de
ikke selv vil støtte, blot fordi et politikerflertal på måske 102 vil udøve
tvang
overfor 50.000 gange så mange mennesker. Endda ved den mest tabgivende
dispositionsfacon af alle: over det dødsyge, bureaukratbaserede,
overdimensionerede danske KGB-skattesystem.
Når skatteministeren ikke kan plukke hår af skaldede, skalperer han nemlig
befolkningens hovedbund.
Trivselspartiet vil gøre noget ved det. Men skattelettelser kan alene opnås
ved at nedsætte de offentlige udgifter. Jo flere offentlige udgifter til
folk udefra, des færre midler er der til at styrke eksistensgrundlaget for
vore egne. Hvad der
udbasuneres som humant over for de fremmede, er inhumant over for danskerne.
Særinteresseindoktrinørernes indpiskning om, hvor synd det er for netop
deres enkeltgrupper antyder, at miseren skyldes ond vilje og uduelighed hos
det offentlige. Efterhånden som dette dag efter dag forfører de svage
tilhængere, er
det disse selv, som det mest bliver synd for. Deres økonomiske velbefindende
beror nemlig først og fremmest på, at samfundet igen bliver rigt. Og den
eneste vej hertil er at opmuntre den, der evner at skabe og lede produktion.
Grundlaget for Fremtidens velbefindende i Danmark hentes nu engang ikke hos
vor menneskenaturstridige offentlige sektor, men fra de selvbjergede,
opfindsomme, flittige, sparsommelige dygtigheder. Disse enkeltpersoner skal
derfor
forkæles og ikke destrueres af Skattens Svøbe.
Det er overmolboagtigt at ødelægge disse velfærdens nøglepersoner med det
nuværende perverse skattesystem.
III. Men Sagsbehandleromklamrerstaten opfodres.
Hoveddrivkraften er umætteligt behov hos Nutidens Ridefogedklasse om at få
spændende, offentligt lønnet beskæftigelse. Derfor skal omsorgen drives ud
over alle faggrænser. Lægelige og juridiske er nogle. Endnu større
stormfloder
åbnes, når vi går over til det psykologiske: Det enkelte menneske skal have
bearbejdning af sin håbløshed, skyld, skam og frygt.
Mere jobskabende potentiale findes ikke, end hos de klienter, der fra helt
fremmede kulturer flytter til FrådseDanmark.
De bliver vildfarne og dermed omsorgskrævende - på grund af de voldsomme
kulturforskelle mellem det for dem tilvante og det helt anderledes
1994-Danmark. Men vort land bliver dårligere at leve i, jo flere
uberegnelige, usikre
mennesker vi har imellem os. Det er imidlertid en pauver
beskyttelsesforanstaltning herimod, at skabe det nye behov hos dem, at de
blot skal klynke hos det offentlige. De skulle aldrig være indladt i
Danmark.
Men det i de offentligt ansattes herskerspil helt afgørende trumfkort er, at
10.000 med et væld af forskellige, eksotiske tungemål og baggrunde kræver
langt flere sagsbefamlere og andre højt betalte offentlige embeder for at
producere
papirstabler til at udrede og løse misforståelser, angstpsykoser,
uvidenhedsusikkerheder osv., end hvad man for eksempel kan slippe af sted
med at bruge af embedsmænd på 10.000 fynboer. Forbrydelser, AIDS,
socialhjælp og
arbejdsløshed svælger de fremmede i.
Med forbillede i Henrik den Fjerdes 23. juli 1593-udtalelse siger
offentligsektorfolkene: »Antidanskhed er nok en lip-service værd«. Tre år
efter afsvor deres forbillede sit svigt. Men den kvalitet har vor tids
danske embedsmænd og
-damer ikke.
Indvandrerindustrien er blevet en kæmpeplante i undertrykkerklassens
ukrudtshave. Ikke blot ved lumsk politisk udnyttelse af medynksstrømninger.
Højttalende kynikere giver sig ud for filantroper for at blive brødfødt
overdådigt af
skatteyderne gennem spændende fede jobs i massevis til dem og deres.
Skatteformøblermodtagerbranchen i Danmark trækker altså på samme hammel som
afsenderindustrien (hidtil især i Levanten, Golfregionen og Jugoslavien),
med dens menneskesmuglerorganisationer og hvilke uhyggelige
bekendtskaber, vi ellers gjorde foran i kapitel 14.
Og det er det herligste tidsfordriv, når sagerne skal gennemdrøftes med
kolleger og fagfolk fra tilstødende områder. Det gør jo så lidt, at den
slags kaffeslabberads-intrigepludren er en arbejdstidsbortødslende, særdeles
ineffektiv og
ansvarsforflygtigende måde at misbruge skatteydernes penge på. Energi og
interesse afledes let til arbejdsligegyldige snakkerier. De ansattes kommen
hinanden ved i mødedille-molukkens hellige navn misbruger 10 medarbejdere i
fem
timer på noget, som en enkelt på ti minutter forhen afgjorde bedre. Fastere
og mindre kompromisudvandet. Men også så det var bestemmeren, der måtte
påtage sig besværet og dårligere kunne køre på frihjul over for
efterfølgende
kritik, der nu blot er dyneslåen i et gelékollektiv.
Den af Forlaget Kommuneinformation udsendte »Håndbog for Indvandrere og
Flygtninge« (1991) supplerer, »at livet som flygtningemedarbejder er en
oplevelse af meningsfyldthed. De sagsbehandlere, som plejer at møde
ressourcefattige danske, møder nu inspirerende klienter med samme sociale
status og uddannelsesniveau som dem selv. Mange behandlere siger, at for
første gang i deres professionelle liv har de oplevet, at de havde lyst til
at
lave det professionelle forhold om til et egentligt venskab. En del kvinder
beretter at de bliver seksuelt tiltrukket af disse mænd, som har en holdning
og en seksuel udstråling, som er yderst pirrende for dem.« Tilmed er deres
politiske holdninger som sagsbehandlernes.
Behovet fremstilles som umætteligt for nye stillinger: Integrationsledere,
fremmedsprogundervisere og så videre og så videre.
Med Kirsten Just Jeppesen og Charlotte Henius som administrationsledere er
Socialforskningsinstituttet terapibeskæftiget med boligintegrationen.
Af konsulenter for Fremmedsprogede elever har Danmark nu så mange, at de har
deres egen organisation (FOKU) med sekretariat på Ungdomshuset i Greve.
Kommunernes Landsforening barslede i foråret 1993 med, at kommunerne skal
sætte ind på en pluralistisk integrationspolitik, der gør det muligt for den
enkelte fremmede at bevare sin identitet.
Mange kommuner finder ikke deres almindelige sagsbehandlere gode nok til at
give de fremmede borgergrupper råd og vejledning i flygtningesager. Derfor
ansættes specialeksperter, der så finder nye tiltag, der skal indpasses i
det
kommunale budget. De kræver crème de la crème. Pr. 1. januar 1994 oprettede
Odense kommune således en særlig serviceafdeling for de fremmede - til at
begynde med ansatte den 21 socialrådgivere, administrativt personale og
tolkeformidlere. Karlebo, Nivå, Kokkedal, Hundested og Nyborg er på samme
bov.
Efter lang tids papirnusseri med problemet har Ikast i foråret 1994 sat skub
i kommunens tværkulturelle dialoger. Det sørger Ulla Mikkelsen for fra
telefon 97 15 15 11.
I Holstebro løber i sommeren 1994 en kulturlogokonkurrence. Førstepræmien er
en tamilsk, en dansk, en kurdisk, eller en arabisk middag for otte personer.
Det danske Sprog- og Litteraturselskab udsender fra 1998 en ny dansk ordbog
i seks bind. Ved udformningen tages særligt hensyn til dem med dansk som
andetsprog.
Når der kommer en ny sygdom ind i et legeme, breder den sig pø om pø til
andre organer. Samme lov gælder for den offentlige sektor. En illustration
fremkom 8. oktober 1993 i Kristeligt Dagblad-overskriften: »Flygtninge giver
præster
ekstra arbejde. Biskopperne efterlyser flere præstestillinger.«
Den, der på forhånd troede, at arbejdsugens timer ikke alle allerede var
optagne af arbejde for vore præster, får i teksten slynget et biskoppeligt
katalog i hovedet over de mange store pres, hvormed de kristusfornægtende
vildtfremmede overbebyrder dansk skatteyderlønnet præsteskab. Nummer eet,
er »at den stedlige sognepræst, hvor der er flygtninge, bestandig
mobiliseres til registreringsopgaver ved fødsel«.
Eksplosionsagtigt vokser de fremmedaldersgrupper, som tærer på ressourcerne
i det danske skattebetalte uddannelsesvæsen.
Børnehaver og andre institutioner må normere mere personale, når klienterne
rent sprogligt og på anden vis adskiller sig enormt fra dansk
almindelighed - og fra hinanden indbyrdes.
Merudgifter opstår, fordi ikke alle skoleklassers elever behersker det
danske sprog på ungefähr samme niveau. Mange uddannelser koster i Danmark
over en million kroner pr. stk. (plus den studerendes leveudgifter i
læreårene).
Ældreomsorgsbranchen ruster sig til, at det snart bliver deres tur til
ekspansion. Det ser vi lidt nærmere på nedenfor i kapitel 30.
Juli 1993-budgetanalysen skriver: »Et centralt led i
informationsformidlingen til flygtninge er løbende skriftlig information på
flygtningenes eget sprog, eksempelvis om flygtningenes rettigheder og
pligter, uddannelsessystemet,
boligområdet, sundhedsområdet mv. Som ledsagemateriale er der til pjecerne
udarbejdet lydbånd, video og lignende, der underbygger og illustrerer
informationerne i pjecerne.«
Man får en svimlende fornemmelse af områdets uendelighed ved at læse
Søndagsavisen 2. januar 1994. »HTs takster og zonesystemer kan være svære at
forstå. Manglende kendskab til reglerne har flere gange givet anledning til
problemer i busser og tog mellem chauffører og indvandrere og flygtninge.
Derfor har HT nu i samarbejde med Dansk Flygtningehjælp og Dansk Røde Kors
lavet brochurer på fremmedsprog. Her kan flygtninge og indvandrere
læse de vigtigste regler om, hvordan man rejser med bus og tog i
hovedstadsområdet.«
1994 indførte idollandet Sverige nye jobs som flygtningeguider, der leder
flygtninge enkeltvis ind i, hvad lokalsamfundet byder på i den offentlige
sektors service, foreningsliv m.m. Folkeudgaven af Birte Weiss' s 10. maj
1994-redegørelse oplyser på side 12, at dette er forbilledet for, at hun vil
lade millionerne rulle - alene 10 stk i 1994's få slutmåneder - for at
styrke kontaktfladerne imellem de jugoslaviske flygtninge indbyrdes og
imellem dem og
danskerne - altså en gang bestikkelse ud fra politikerforureningen: Den, der
smø'r godt, kør godt.
At give de fremmede adgang til og ophold i Danmark bødes der for, ved at
skatteydere skal betale milliard efter milliard med den undskyldning, at
offentligt ansatte skal have supplerende faglige færdigheder for at være
klædt på til at
betjene udlændinge.
Der skal selvsagt etableres kursusvirksomheder (baseret på forskning,
lærebogsmateriale og cirkulærer).
Kriminalforsorgens Kursuscenter har for fængsels- og forvaringspersonale en
række kurser om frihedsberøvede asylsøgere og indvandrere (telefon 31 85 85
00).
Arbejdsformidlingens personale skal tilføres supplerende viden for bedre at
kunne betjene de fremmede (Folketingstidende 1993/94 spalte 11.837). Med
samme formål skal erhvervsskolelærere efteruddannes i »gensidig
kulturforståelse« (1.c. 11.838).
»Kommende socialrådgivere har brug for mere viden om flygtninge og
asylsøgere. Lærdommen skal bl.a. hentes på Den Sociale Højskole i Århus,
hvorfra et fælleseuropæisk undervisningsprojekt skal koordineres. Sociale
højskoler i Berlin, Utrecht, Lund og Århus har netop modtaget et EU-tilskud
på 330.000 kr. til formålet.« (Jyllands-Posten 14. maj 1994).
Ribe amt forfærdiger et periodisk tidsskrift om den lokale
indvandrerundervisning, mens Tyrkerkonsulenttjenesten arbejder på det
tosprogede trebindsbogværk om »Tyrkernes Danmarkshistorie«.
Den skal følges op af et Museum for Indvandring »Det kunne være morsomt at
have den første kuffert, en indvandrer kom med til Danmark« hedder
efterlysningen i Aktuelt for 16. maj 1991. Skatteyderfinancieringen opnås
ved at
misbruge ordningen om langtidslediges beskæftigelse, og hvad kreativ
tænkning i øvrigt kan skaffe projektmageren (Kursuscenter for
Erhvervstræning, Moderne Teknologi og Integration).
Når den offentlige sektor får en stor gruppe med så mange forskelligartede
problemer, er det grænseløst, hvad man for eksempel skattefrit kan opnå af
herlige efteruddannelsesseminarer på fyrstelige kongresslappeafhoteller.
Udlandsrejser vanker der masser af.
Samspil februar 1994 indkalder for eksempel til 8-31 juli 1994 i Iowa, at
studere USA's erfaringer med at få en indvandrernation til at fungere. Man
kan medtage »pårørende, ægtefæller og børn« og kurset er »en blanding af
undervisning, studiebesøg, udflugter og socialt samvær«.
Mellemfolkeligt Samvirkes Nyhedsbrev juni 1994 side 11-12 er (næsten) helt
fyldt op med kaskader af arrangementer, hvor 1968'er-menigheden med familier
kan tilbringe deres sommer og ind imellem blive bekræftede i deres
overklassefordomme på udlændingeområdet. Hvis nogen kunne få adgang til
regnskabsbilagene, blev det givetvis afsløret, at en meget stor del af
fornøjelserne er betalt skattefrit til de ferierende over det offentliges
utal af
flygtningekonti.
De første seks augustdage i 1994 var i Finland møde om »Kvindens liv og
arbejde - glæde og frihed«. Nordisk Minister-råd er medarrangør. Der er
arabisk optræden, masser af dans og sang »og meget mere«. Samspil opfordrede
danske indvandrerkvinder til at være med. Børnepasning blev tilbudt, og der
var mulighed for økonomisk støtte.
Ingen har fantasi til at overskue, hvad de offentligt ansatte rager til sig
af danskligegyldige foretagender på danske skatteyderes bekostning.
Tag blot to tilfældige avisartikler fra bunken:
Weekendavisen 14. januar 1994 har et rejsebrev fra luksusdamen cand.psych,
Ph.D. Inger Agger. Hun blev udsendt af Udenrigsministeriet som koordinator
for EF's psyko-sociale projekter i Kroatien og Bosnien. Midt i al manglen
hos
de gemene jugoslavere på mad, boligopvarmning og lægehjælp poserer hun
patetisk henført i pladderromantiseringen, at hendes »psykologiske nødhjælp
er brændstof for sjælen«.
Fyens Stiftstidende berettede 21. november 1993 om
Middelfart-politibetjenten Jan Pieler, lige hjemkommet fra otte måneders
Kroatienophold med en snes danske kolleger. Arbejdet (som gav ham 100.000
kroner ekstra i lønposen) var
at kigge det lokale politi over skulderen for at skrive rapporter til FN i
New York om overholdelse af menneskerettighederne. Med efterfølgende
gruppe »de-briefing« på Ry Parkhotel med koner og kærester. Pieler mener, at
de kroatiske
erfaringer hjælper ham til bedre at forstå og løse politimæssige opgaver med
flygtninge herhjemme.
Hver gang det offentliges medarbejdere får vristet sig igennem med en ny
aktivitet for de fremmede, er den selvvoksende. Aldrig mangler ophøjede
foregivender, men det, der dækkes, er deres egne i bund og grund
snæversynede
begær.
Senere skal det hele løbende vurderes og (knopskydnings)udbygges. Der
udgives statusrapporter og andet narrehattemateriale. Nytten er ringe, fordi
forfatterne næsten altid er egeninteresserede i, at det beskrevne område
fremover
opnår øgede bevillinger.
Et klokkeklart eksempel stammer fra den radikale socialminister Aase Olesen.
Hun brugte løs af det danske socialvæsens midler til at iværksætte
projektarbejder over treårsperioden 1989-91. Da dette SUM-uvæsen omsider var
overstået, satte VK-regeringen folk på at evaluere det. Første resultat blev
syv permanente formidlingscentre, hvis kontakter skal bistå den videre
udvikling på socialområdet i hver deres regioner. Smartness i en
berlinmurtrængt
risikosituation for den danske venstrefløj.
Den første i CD's trefoldige socialministerdronningerække - den nuværende
vicestatsminister nummer eet - sagde på vejen mellem disse to ben: »Er vores
attitude, vores holdning til indvandrere, når de kommer hertil, i
virkeligheden
sådan, at vi gør så meget ud af at lade dem møde behandlere, undervisere,
folk, der skal tage sig af, folk der skal tage hånd om, folk, der skal sørge
for, og folk, der ved besked om, hvad der er godt for dem, at vi ufrivilligt
kommer
til at befordre den tankegang hos visse grupper af indvandrere, at det er et
behandlersamfund, de er kommet til, at de lige så godt kan læne sig tilbage,
fordi der kommer nogen og fortæller dem, hvad der er godt for dem, hvad de
skal. Det er et af de klassiske problemer i socialpolitikken som sådan, at
vi i for høj grad gør folk til sager, fortæller dem, hvad der er godt for
dem.« (Folketingstidende 1991/92 spalte 8817).

Sune Dalgaard skrev i »Hvad med Danmark?«:
»Der er ingen tvivl om, at stærke kræfter arbejder for, at vi skal
fortsætte.
Den ideologiske venstrefløjs holdning har jo hele tiden været klar nok. Dens
politiske motiver er måske mere slørede. Dertil kommer så det idealistiske
eller »humanitært« argumenterende sammensurium af verdensborgere,
kristelige,
flygtningevenner, antiracister, u-landshjælpere, diskriminationsbekæmpere og
hvad ved jeg, hos hvem selvanklager eller fikse ideer snarere end en
helhedsvurdering af mål og midler bestemmer grundholdningen. De
organisationer, der
har opnået magt og indflydelse samt masser af vellønnede stillinger gennem
den førte fremmedpolitik, er selvsagt også sikre støtter for dens
fortsættelse. I den forbindelse må man heller ikke glemme, at det for en
stor del er
veluddannede og velformulerende mennesker, de har knyttet til sig. Folk, som
i den nuværende beskæftigelsessituation for visse højtuddannede grupper kan
have svært ved at skaffe sig anden lige så god ansættelse, og som kan være
en effektiv kampstyrke, når det gælder propagandakampagner af den ene eller
anden art for fremmedkursens - og deres egne stillingers - opretholdelse.«
Detektivsnilde udkræves for bogholderiteknisk at lokalisere udgifterne til
de fremmedes selvbetjeningsadgang til de danske offentlige kasser:
Kommunalpolitikere, Røde Kors, Torturoffercentre, Dansk Flygtningehjælp og
de mange
andre som spreder ud til udlændinge, spekulerer ikke så meget på, hvad deres
gavmildhed koster. Der er nemlig stor statsrefusion. Sådan tikker det danske
smørhulsguldur ad mangfoldige åbne og dulgte veje moneter ned i de
fremmedes lommer.
I stigende omfang afholdes omkostninger af EF's kasser. For eksempel
Kommissionens og Parlamentets almindelige rådighedsbeløb og Socialfondens
flottenheimerier. Anmoder man derom i EF-kommissionen Østergade 61, 1004 K
(Tlf.
33 14 41 40) får man gratis tilsendt »Din guide til EU« med bl.a. alle
EF-kassernes låne- og tilskudseldoradoer. Men de har kun eet sted at hente
pengene: Fra skatteydere i EF. Altså også i Danmark.
Med støtte fra bl.a. EF har Dianalunds Ungdomshus produceret en TV-film om
de skygger, racismen kaster over Europa (B.T. 3. november 1993).
Mere gedulgt stikker politikerne deres fingre ned i hel- og halvoffentlige
fonde. Reelt tilhører de skatteyderne. Sådant organisatorisk makværk gælder
for eksempel tipsmidlerne, statsradioens licenskasse, Helsefonden,
Momsfonden,
koncessionerede selskaber, mange erhvervs- og arbejdsmarkedsfonde,
puljemidler til forsøg og udvikling osv., osv.
Da udenrigsministeren i 1991 ikke kunne få brugt alle de 7,8 milliarder, der
var bevilget til Ulandshjælp, fyldte han op med den kreative bogføring, at
der forsvandt over en halv milliard af regeringens spendering til modtagelse
af
flygtninge i Danmark over på den konto (Jyllands-Posten 15. og 16. maj
1992). Med variationer er temaet siden spillet da capo (Politiken 24. maj
1993).
I sit blad Flygtninge Nyt praler Dansk Flygtningehjælp 27. januar 1994 med
at være verdens største bidragyder til Bosniens muhamedanere, bl.a. med at
vedligeholde og forbedre deres huse. Offentlige såvel som private. Det
nævnes, at
352 millioner kroner hertil er modtaget fra Udenrigsministeriet.
De fremmedes bestandige marathonlange telefonsamtaler med deres hjemlande er
endnu et dræn i skatteydertegnebøgerne. Jydsk Telefon har nedsat en
specialgruppe til at udforske teletyverimetoder efter at det i årevis havde
vist sig,
at »en stor del af de ulovlige tapninger fra telekablet er foregået i
nærheden af et asylcenter«. Det fortælles i Jyllands-Posten 14. oktober
1992. Her gives også en række konkrete eksempler fra områdets
mangfoldigheder.
Allerede før 1993 var begyndt havde kulturminister Rostbøll lovet i det nye
år at støtte:
10 »Udslusningsprojekt for flygtninge fra Somalia i samarbejde mellem
Sønderjyllands Amtskommune og AMU-Haderslev.« Sønderjyllands Amtskommune v.
Lise Hansen, Aabenraa.
20 »To-dages sprogskole og tre dages ATB«. Kvindeligt Arbejderforbund, v.
Linda Enøe Møller, Holbæk.
30 »Viden og indsigt i lokalsamfundet«. Landsforbundet af Voksenundervisere,
v. Ingrid Hind, København.
40 »Iværksætterprojekt for indvandrere med henblik på at etablere
grossistvirksomhed inden for »etniske« fast-food-produkter«. Sprogskolen i
Taastrup, v. Helle Jensen, Taastrup, og
50 »Erhvervsrettet kursus for flygtninge m.h.t. at bruge den viden og
ressourcer som findes hos flygtninge«. Viborg Amt, v. Ruth Elling.
Galt var det, men værre skulle det blive. Før 1993 knapt var begyndt blev
det indenrigsministeriet, som fik skaltevalteretten. Man skal blot ringe til
Karina Floor på 33 12 33 80. Så har man stor chance for at være med i den
altid
umiddelbart forestående storbevillingsrunde i »Når mennesker
mødes«-projektet. (Side 7 i Mellemfolkeligt Samvirkes Nyhedsbrev marts
1994).
Vor stort set skattefinansierede teaterverden vælger aldrig at spille
stykker med neutrale - eller ligefrem danskvenlige - syn på
fremmedproblematikken. Derimod er et utal af forestillinger fyldt med
klynkende medynk med
invasionsfortropperne. Eksempelvis har Bernard-Kalt's været spillet såvel på
Det Kongelige Teater som på Fiolteatret.
Kulturfondens bevillingsmøde 23. november 1992 gav penge til
teaterforestillingen »De fremmede«. Den handler om indvandring til Nakskov.
Før-foråret 1994 opførte Fiolteatret en dansk-irakisk folkekomedie - udgivet
i bogform på forlaget Politisk Revy - om forståelse mellem de to kulturer.
»Svalen« er (i dansk oversættelse) navnet på et arabisk-sproget tidsskrift
med digte af Klaus Rifbjerg, Poul Borum o.l. Redaktionen har hjemme på
Københavns Universitets Institut for orientalsk Filologi. Forlaget er
Politisk Revy.
Kulturministeriet betaler. Uffe Ellemann og Jordans regering er klakører.
Starten fik Aarhus Stiftstidende til at falde på maven 23. november 1991.
Den danseinteresserede Tove Vestmø dyrker sin hobby med venner, som hun
indforskriver fra ind- og udland. Da hun kalder sit danseri om en ægyptisk
prinsesse fra for 4.000 år siden for »et indlæg mod fremmedhad og racisme«
og i
vidt omfang kun vil have kvinder som publikum, siger det sig selv, at hun
kan få store skatteyderbetalte tilskud. De konteres ud over
socialministeriet, Musikrådet og Københavns Kulturfond (Berlingske 24. maj
1991).
Landscentralen for Undervisningsmidler bruger løs af sine bevillinger bl.a.
til videoserier til ikke-danskere. For eksempel om, hvordan de danske
metoder adskiller sig fra de asiatiske, når man på en bæverding vil have fat
i en
smaddersød ung dansk pige, som man gerne vil have til at gå med sig hjem
(filmtitlen er »På cafe - mennesker mødes«).
Vil man have penge til noget, man kalder sygdomsprojekter, er mulighederne
legio. En 1994 nyhed er at ringe til »Sundhedspuljen«. (Drej 33 91 16 01).
En Sundhedsstyrelses-video beretter om AIDS på serbo-kroatisk.
I 400.000 eksemplarer omdeles i 1994 en 24 siders pjece om AIDS i Eritrea.
Det er en gave fra Det Danske Udenrigsministerium og Dansk Flygtningehjælp.
Gymnasieskolernes Lærerforenings Jubilæumspris tilfaldt 8. november 1993
Universitetslektor Anne Holmen for hendes udvikling af Danskundervisning af
tosprogede børn.
I »Colombusåret 1992« kunne folkeskolerne i Århus-området på telefon 86 12
20 78 rekvirere flygtninge som gæstelærere i dans, spil, sang og madlavning.
Og midt i maden fortalte de så skoleeleverne om deres eget liv og om
situationen i deres hjemlande. Hermed fejres altså Bertel Haarders
tiårsjubilæum som den skoleminister, der har udformet flest udanske
besværliggørelseselementer til skade for, at næste danskergeneration kan
skoleforberedes stærkest
muligt.
Arbejdernes Fællesorganisation i Ballerup afholdt 25. januar
1992 »kulinarisk og musikalsk kulturmøde« under fanfaren »Ballerup bygger
bro mellem forskellige kulturer«.
Sådan hamskifter det styrende Danmark fra, at private selv betaler deres
krobesøg til, at det bliver et offentligt anliggende henhørende under det
såkaldte gratisprincip.
Århus kommune smovser med sine skatteyderes penge som sponsor for en række
kommunalfjerne foretagender. For eksempel »Medieværkstedet for flygtninge og
indvandrere«, der bl.a. har fremstillet videofilm om kvinder som
komikere.
En overstrømmende pressedækningsoverdådighed har tekstreklameret for en
anden af udskejelserne i Smilets by: De to stort anlagte Festivaler »Images
of Africa«. Den første i juli 1991 og den anden i perioden 12. juni - 4.
juli 1993. Her
malker man foruden en række kommunekasser - i 1993 var det 21 - tillige
forskellige finanslovsparagraffer under udenrigs- og kulturministeriet. I
1991 brugtes nogle af midlerne til, at »3. verdens stemme« kunne udgive
bogen »Afrikas
puls«. Bogens hovedbudskab er, at herboende afrikanere skal bevæge sig væk
fra periferien af det danske samfund og ind i positioner med politisk
indflydelse og meningsdannelse.
I »Images of Africa« var en af de førende betegnende nok lektor ved Institut
for Udviklingsstudier på Roskilde Universitetscenter Bodil Folke
Frederiksen, som tilbragte 1980'erne med at give danske skattebetalere det
vederlag for sin
løn, at hun befattede sig med storbykultur i Kenya.
Yderligere smil stivnede, da Århus ridehus i ombygget stand i sommeren 1991
var rammen om tidages-festivalen »Tyrkisk inspiration«.
Samspil juni 1993 fortæller om, hvordan »Internationalt Kulturcenter« er
rykket ind i større lokaler, som Aarhus kommune bekoster (Indretning,
husleje, personale og øvrige drift). Her kan man arbejde politisk og udrydde
danskernes
fordomme om indvandrere.
Marius Andersens stad vil aldrig stå tilbage for Jyllands største by. Det
viste kommunens Flygtningesekretariat i weekenden 25.-26. maj 1991 med
storfestivalen »Det internationale Aalborg«. De lokale ulændinge boltrede
sig med
tværnational mimik.
CD's Forskningsministerium nåede at få statsmidler til at strømme ud til Jan
Hjarnøs Ribe Universitetet - Center for Mindretalsforskning.
I Aalborg Universitetscenters regnskabsmateriale finder man et
forskningsprojekt om latinamerikanske og mellemøstlige flygtningekvinders
sexuelle traumer i exilet.
Der er altså stadig fuld dækning for bemærkningen i Danskeren for februar
1990: »Koloniseringen af Danmark og Europa går systematisk videre på alle
områder. Støttet af vore egne og EF's pinger. Og betalt af de koloniserede«.

IV . 1990 oplyste daværende indvandringsminister Maj-Lis Lw 40 milliarder
svenske kroner som flygtningeindvandringens årlige omkostninger for det
svenske samfund. Siden er tallet steget. Det er en væsentlig faktor bag det
påbegyndte sammenbrud af Folkehjemmets sociale tryghedssystem.
En sandhedsdruelig opgørelse over, hvad danske skatteydere betaler for de
fremmedes tilstedeværelse må selvsagt også medtage andele af personale og
generalomkostninger - for eksempel i ministerierne, hos ombudsmanden,
sygehusvæsen osv.
Herunder også: Domstoles og fængslers beskæftigelse med de fremmede. Et væld
af leveranceindkøb. Rengøring og andre serviceydelser. Øget tryk på
Christiania.
Det er næsten ikke til at forestille sig, hvad der løber på. Jyllands-Posten
havde for eksempel 18. oktober 1993, at mellem de mange politiudgifter, som
de fremmede forvolder, er ren og skær taxatransport. »Når det gælder
asylansøgere,
så kan der rekvireres assistance uden begrænsning. Der skal bare pareres
ordre« siger politikommissær Erik Krog-Nielsen om emnet.
I sommeren 1991 havde Dyremose følgende uld-i-mund svar på
folketingsspørgsmål S. 728: »Regeringen har ikke nogen opgørelse over de
samlede årlige udgifter til personer med overvejende udenlandsk tilknytning.
For det første
er der meget store afgrænsningsproblemer i relation til at definere denne
gruppe af personer. For det andet vil det ikke på baggrund af det
foreliggende regnskabsmateriale i stat og kommune være muligt på realistisk
vis at
specificere, hvilke offentlige udgifter denne gruppe modtager dels i form af
offentlige overførsler, dels i form af offentlige servicetilbud.«
Et mangeårigt pres på regeringen for at få dens viden offentliggjort affødte
omsider september 1991 en »Budgetanalyse« af flygtningeområdet udført af et
udvalg bestående af repræsentanter for en række ministerier, de kommunale
organisationer og Dansk Flygtningehjælp. Det så jo drabeligt ud. Men et
studium afslørede de 40 sider som en Mallebrokprædiken, der ikke oplyste
noget som helst væsentligt nyt.
Mere ærlig - og dermed forargelig - var Frederikshavns uslebne borgmester da
han stillet over for 12 præcise spørgsmål (i efteråret 1991) om dette
aktuelle emne i det danske folkestyres aktuelle liv udtalte, at han ikke
ville opsplitte
kontiene, »så man kan udlevere en del af vore borgere«.
En folkets tjener skal ikke optræde som befolkningens formynder ved at låse
af for, at debatten kan føres på grundlag af faktiske kendsgerninger.
Tværtimod er de folkevalgtes praktisk mest krævende og kvantitativt mest
betydningsfulde pligt nøje at vogte over og holde rede på deres forbrug af
skatteydernes penge og stå til skånselsløst ærligt regnskab overfor deres
øverste
arbejdsgiver, den danske vælger.
Men Frederikshavn-borgmesterens hovmodige letfærdighedsarrogance møder man
også hos folketingerne: »Jeg bryder mig ikke om at gøre mennesket op i
penge«, skriver Venstres Birthe Rønn Hornbech.

(De sidste 2 sider af kap.25 er tilsyneladende ikke indskannet.)

[Per Hagemann]

KAPITEL 26 Socialhjælp

Efterfølgere opbyggede for svage landsmænd i Danmark, er ved at ende som
tilløbsstykke for charlataner fra den hele verden. De flyver ind over os fra
helt fremmede, fjerne lande for at fortære de
kronebeholdninger, vi endnu har tilbage.
Skulle de overhovedet have noget, måtte de selvsagt gøre gavn for føden.
Masser af anvisninger på, hvordan det skal ske, kan hentes i mit lovforslag
nr. 254 af 12. april 1988.
Helt anderledes i det NuDanmark, der er depraveret til
overdådighedsudskejelser:
Salonkystbanesocialister i og uden for Det Radikale Venstre skriger hele
tiden op om, at den sociale bistandslov skam ikke kender til A og
B-mennesker. Den er tværtimod farveblind. De, der i folkesproget
hedder de fejlfarvede, gives »kun« det samme som de danske.
Selv om dette havde været korrekt, var det mere end slemt. Sådan er det
klare budskab (72% mod 23 og 5% ved ikke) fra Sonarundersøgelsen i
Jyllands-Posten 13. august 1992.

II. Den grumme diskriminationsvirkelighed er imidlertid, at de fremmede
endog får positiv særbehandling forærende i forhold til Mor Danmarks egne
børn.
Det sker på trods af, at FN's flygtningekonvention udtrykkeligt fastslår, at
flygtninge må affinde sig med ringere forsørgelsesniveau end danske
statsborgere, når der er tale om offentligt financierede ordninger
(artikel 24, b, ii).
Alligevel har de danske folkevalgte bestemt sig til at bortkaste den ene
skattemilliard efter den anden for at gøre de fremmede tilpas. Ulændinge er
i forfærdende stort omfang overrepræsenterede beløbs- og
frekvensmæssigt som modtagere på masser af regnskabskonti i dansk offentlig
sektor. Men som sædvanlig udløser gaver fra det offentlige utilfredshed hos
modtagerne. Uanset hvor meget de får, vil de altid
have mere og mere. Birte Weiss og Piel Christensen pisker de rørte vande op.
Der mangler jo aldrig overbydere, når det gælder forøgelser af offentlige
udgiftskonti.
Forskelsbehandlingen forekommer blandt andet på følgende punkter:
1) Danske skatteydere betaler ofte for ulændingens rejse fra hjemlandet.
Familiesammenføring og Jugoslaver er to hovedgrupper.
Mens danske bistandsmodtagere sjældent opnår etableringshjælp
(bistandslovens §46), er en sådan sædvanlig for de fremmede. Generøst
indkvarteres de i lange perioder på hoteller. Tålmodigt udbetaler
forvaltningerne penge til de fremmedes møbler, fjernsyn, tøj, cykler,
køleskabe og meget mere. Kostbare tidsskrifter udsendes til dem. Alt for den
danske skatteyders penge.
2) Ind under etableringshjælpen går alskens behandlingsformer, »f.eks.
akupunktur, fodterapi, hårtransplantationer, alm. massage, enetimer i
svømning, behandling på Rigshospitalets afdeling
for torturofre (uanset at klienten sandsynligvis aldrig har været udsat for
tortur). Herudover ydes ofte højskoleophold«. (Danskeren, september 1990).
Kommunerne ofrer væsentligt mere af sundhedsbudgettet på hver af de mange
fremmedbabyer end på gennemsnitsdanskerbarnet. For eksempel har Nyborg et
Jordemoder/sundhedsplejerske
netværksprojekt omkring tamilers graviditet og fødsel (en af ulykkerne ved,
at det ikke lykkedes Ninn-Hansen at stoppe Mimi Jakobsens kostbare
familiesammenføringer).
Samspil marts 1992 fortæller om, at syv kommuners social- og
sundhedsforvaltninger og syv tyrkiske kvinder drev intensiv studiekreds med
rejse til Tyrkiet, optagelse af to videoer og udgivelse af fem
rapporter.
Når moderkagen eller fostervandsprøve afslører et foster af hunkøn, begærer
de fremmede kvinder ofte abort. Hvis de kun kan få en pige, undervurderes
de. Undertiden udstødes de endog af familien.
Mellemfolkeligt Samvirke udgav august 1991 bogen »Unge indvandrerforældre«.
Forud gik en seminarrække. Projektet spænder meget vidt med
sundhedsplejersker, kulturantropologen Lotte Bøggild
Mortensen og journalist Bente Møller Sørensen. Ikke uventet kræver de endnu
mere forskning med specialanalyser af alle kulturer i Danmark. Behovet
oppustes for langt flere sundhedsplejersker til
hyppigt at besøge de fremmedes hjem for at få dem til totalt at ændre
sammensætningen af den kost, de giver deres børn. Der skal være tid til at
indoktrinere de fremmede til at opgive deres
hjemlands skikke og forhold og indleve sig i den danske fornuft. Også
i »overbelastede familierelationer« (hvad Mustafa og Mustafine så end
forbinder med dette begreb, for så vidt det overhovedet lader sig
oversætte til deres sprog).
Overlæge Margareta Mikkelsen, anslår, at 16% af indvandrerbørnene er
multihandicappede (Politiken 21. marts 1988).
De fremmedes og deres børns tænder er ikke perfekte. Navnlig fordi de spiser
mere slik og får mindre hjælp i hjemmet til tandbørstning. Derfor betaler
det offentlige for de fremmedes tandbehandling langt
mere rigeligt end til danskernes. Det sker bl.a. gennem eksperten i at
mingelere med den offentlige tilskudslovgivning, den såkaldte private
forening OASIS. Den blev oprettet i juni 1987 og har formået at få
stadigt større mængder af bl.a. psykologer, socialrådgivere,
afspændingspædagoger, fysioterapeuter, rådgivere, supervisere, undervisere
og bibliotekarer til at sidde henne på Strandboulevarden 92 og - mod
overenskomstmæssig betaling - være overmåde hjælpsomme over for de nye
danske (i 1993 kom de behandlede fra 27 nationer).
I juli 1993-Budgetanalysen hedder det: »En del af de flygtninge, der kommer
til Danmark, har væsentlige helbredsproblemer af fysisk, psykisk og
psykosocial karakter. Dansk
Flygtningehjælp søger at yde hjælp til flest mulige, men henviser endvidere
i ret stort omfang flygtninge til psykologbehandling, og afholder udgifterne
hertil efter bistandslovens §46 a.
Der er enkelte behandlingssteder for torturofre og andre psykisk stærkt
belastede flygtninge, men disse tilbud dækker langt fra de behandlingsbehov,
der er i flygtningegruppen«.
Skulle den bankerottruede danske stat endelig flottenheime sig med at være
verdenspioner med torturcentre, måtte det da være for verdens
højestbeskattede befolkning, hvoraf tusindvis hvert år brutalt køres
gennem livsforpestende og livsforkortende vridemaskiner efter vilkårlighed
fra de offentligt ansatte, der flæsker sig i deres betryggede,
medietiljublede hertugligheder, hvorfra de slet ikke fatter den raffinerede
ondskab de bøddelmæssigt vælter ud over produktionsnyttige landsmænd.
Det stikmodsatte illustrerer imidlertid de aktuelle tilstande in the state
of Denmark: »Rehabiliteringscentret for Torturofre i Sønderjylland åbner 1.
juni en afdeling i Esbjerg. Centret behandlede 68 torturofre i
1993«. (Berlingske 17. maj 1994). Heller ikke denne gang var en eneste
dansker med.
På Nørrebrogade i København ligger hovedsædet for det i Flygtninge Nyt 27.
januar 1994 beskrevne »Center for psyko-socialt arbejde med Flygtninge«
(CEPAR hedder det blandt venner). Drejer man
ned ad Skt. Hansgade, ser man T.T.T. (Transkulturelt Terapeutisk Team for
Unge Indvandrere og Flygtninge). Længere henne i gaden (i nr. 27) bistår
Københavns kommunes Indvandrerrådgivning dem
med sociokulturelle problemer. Som tryghedsfilter for disse er nogle af de
ansatte selv indvandrere.
Drejer man telefonnummer 31 26 98 50 fortæller Søren Hertz og hans stab,
hvordan det offentlige giver børnepsykiatriske tilbud til fremmede børn, ved
at man inddrager hele barnets situation, inklusive dets
familie og netværk. Den hertil påkrævede fremmedkulturindsigt mangler det
danske personale formentligt totalt.
Undervisningsministerens afsnit i regeringens flygtningeberetning af 2.
august 1991 oplyser, at »ministeriets folkeskoleafdeling har etableret en
kursusvirksomhed for skolepsykologer i Nordjyllands amt med
henblik på at uddanne skolepsykologerne til at give psykologisk hjælp til
flygtningebørn«.

8. august 1992 beretter Stifttidende om Aalborgs nye Psykiatriske Sygehus,
som skal fjerne flygtninges psykosomatiske og traumatiske stress.
Nordjyllands amt kører en §91-institution for foreløbig 25 flygtninge med
psykiske vanskeligheder.
Når klienten er aldeles fremmed, er det uoverkommeligt svært at afgrænse,
hvad der er egentlig sindsygdom, og hvad blot det fusentasteri, som jo er
nok så overrepræsenteret iblandt dem, der stikker af til
fjerne Danmark. De mange besværlige gør det for sagsbehandlerne naturligt og
menneskeligt undskyldeligt, at sende dem til mentalklinikker, når sådanne i
så righoldige mængder stilles til rådighed af
Danmarks regenter.
Forår 1994 startedes i Roskilde en »vækstgruppe for indvandrere og
flygtninge«. De mødes med danske socialrådgivere for i fællesskab
at »bearbejde sorg og tab - f.eks. af land, sprog, kultur, familie,
status og identiteter«.
Som særlig service overfor de fremmede hverver Socialforvaltningen i
Københavnsområdet dem til særlige kurser i svømning, cykling og gymnastik.
Via FOF (tlf. 48 71 32 38) kan udlændinge endog få
eneundervisning.
Københavns kommune udarbejdede i 1994
forbrugerrådgiveren »Sygesikringsbeviset og hvad det giver os ret til«.
Foreløbig har man dog kun lydbånd på kurdisk (under oversættelse til dansk),
samt pjecer
på urdu, arabisk og tyrkisk. Dem får man tilsendt via tlf. 35 30 34 00.
Behandlingen af fremmede beslaglægger uforholdsmæssigt meget af
sygdomsbekæmpernes tid. Der skal tolkes og tages hensyn til de fremmedes
overtro og andre afvigerholdninger til sygdomme. Mange af
sundhedssektorens eksperter misbruger alle- rede meget af deres kostbare tid
på at holde konferencer og skrive bøger om disse interessante emner.
Endog udover de nævnte forhold overbelaster de fremmede det offentlige
sundhedsvæsen i forhold til os hjemmefødninge. (Sådan er det i al fald i
Sverige, jfr. redegørelsen på side 18 i Fri Information juni
1994).
Alligevel føler mange ureflekterende danske, at det da i alt fald altid er
godt at bruge skattepenge på at forbedre menneskers sundhedstilstand. Men
sandheden er, at den begræsende faktor i det nutidige
Danmark ligger i, at der ikke er penge nok i hele landet til at gøre alt,
hvad der med den moderne udvikling i læge-, apoteker-, og hospitalsteknikker
er fornuft i. Derfor udløser enhver sundhedshjælp til
fremmede, at danske ikke kan behandles (må stå længere på venteliste).
Når man ved (kroniske) lidelser enten skal fravælge danske eller udenlandske
syge, bør det offentlige give landsmanden prioritet.
I kontrast til denne opfattelse propagerer Ombudsmanden i sin
bog »Flygtningeret« for, at sygdomme, der lader sig kurere i Danmark, burde
give patienten opholdstilladelse her. Der skulle gå år før danske
skatteydere kom til at lide under denne nyopfundne professorale
ekstravagance.
Men så en agurketidsdag i 1993 vandsmægtede en flok engelske journalister i
en Sarajevobar over, at de ikke kunne variere deres daglige historier nok.
Vips fandt de på at kreere en historie om børn, krig
og sygdom. De lokale muhamedanermyndigheder kunne hurtigt fremfinde snesevis
af mindreårige, der trængte til særligt kostbare lægebehandlinger. Aldrig så
snart var historien lanceret over aftenkaffe TV'et
rundt om i vor del af verden, før den ene regering efter den anden var i
telefonen for at få lov til at bruge deres sygehussektors bevillinger på
denne popularitetsskabende opgave. Danske Birte Weiss tegnede
sig med 4-5 dages forsinkelse for 41 stk og erhvervede derved trekvartsides
tekstreklame i B.T. den 12. august. Men hurtigt blev hendes PR-show en
fuser. Stolte Balkanlæger belærte hende om, at syge
jugoslaviske børn ikke var en vare for mondæne luksusdameshoppere fra
Francoise Sagans kollektion. Og danskere, der sejgt havde arbejdet sig op på
vore sygehuses ventelister, bekymredes over den
ekstra lidelsestid, de ville få, hvis det her mirakel med vups at skaffe
pladser på sygehusene til de fremmede, blot var begyndelsen til endnu flere
Weiss-personprofileringer.
Et par måneder senere fremkom et nyt typeeksempel, som udløstes af
Jeltsintroppernes angreb på Moskva-parlamentet. Een af de mange skudramte
fik med ilbud særflytransport til Odense Sygehus. Det
var en ikke særlig hårdt ramt. Men han var TV-journalist (Jyllands-Posten
12. oktober 1993).
Disse to sager banede vej for, at Indenrigsministeriets Zagreb-kontor nu
løbende sender mange med gode forbindelser til behandling på de i forvejen
overbelastede danske hospitaler. Rigshospitalet har 1994
modtaget ca. 300. Se nærmere Ministeriets Nyhedsbrev af 27. maj 1994 side
40-42 og Jyllands-Posten 21. juli 1994.
Vidtstrakt enighed om større omkostningsbevidsthed kan vel i al fald nås,
når man ser offentlige danske sundhedsbudgetter belastet med foreteelser,
som først og fremmest drejer sig om at hyppe de
fremmedes nationalistiske kartofler:
27. august 1991 redegør Jyllands-Posten eksempelvis for, at kredse med
tilknytning til Flygtningehjælpen og Århus Kommunehospital leverer
kvalitetsgodkendt, sygdomsfri sæd fra »deres egen race« til
indvandrerkvinder, som gerne vil insemineres.
4. februar 1991 oplyste Ugeskrift for Læger, at muslimske kvinder kan kræve
ikke-lægeligt begrundede henvisninger til kvindelige specialister (eventuelt
via reglerne om almenlægeskift).
Om sygehusenes vederlagsfrie udførelse af det i tredieverdenen almindelige
cirkumcisio-indgreb på småbørn oplyser Mellemfolkeligt Samvirkes Nyhedsbrev
for december 1991, at Hvidovre og
Frederiksberg Hospitaler omskærer umiddelbart efter fødslen mens
Rigshospitalet og Sundby Hospital kræver henvisning fra praktiserende læge.
Sidstnævnte sted skal barnet været fyldt to år.
3) Vedrørende skattebetalt bolighjælp mener Trivselspartiet:
Fremmede, der lovligt opholder sig i Danmark, kan bo hvor det passer dem.
Hvadenten de køber sig en bolig eller træffer (leje)aftale med en boligejer.
Men udgifterne må udlændingen selv klare. Eventuelt
med privatgaver fra venner, sympatisør-grupper eller andre, som vil gå i
fodsporene fra den barmhjertige Samaritan og betale af egen lomme (Lukas
10.35 og nedenfor kapitel 51). Men danske skattebilletter
og dansk restriktionsafskaffelsespolitik skal ikke belastes nævneværdigt af
de fremmedes boligproblemer.
De gældende regler om boligstøtte vrimler med favørparagraffer for de
fremmede. Nogle eksempler findes på side 53 i juli-Budgetanalysen fra 1993.
Andre i motiverne til B 92 af 18. juni 1992.
I »Hvad med Danmark?« skrev Jesper Langballe på side 94f: »Flygtningehjælpen
er mere large med at bevilge udgifter til stort depositum end
bistandskontorerne, der er nødsaget til at
efterleve de stramme regler efter kontanthjælpscirkulæret. Dette gælder
f.eks. i Københavns kommune. Flygtningehjælpen kører således kun efter
bistandsloven, hvor ingen takster er anført, og den
behøver ikke at følge kommunernes praksis. Endvidere spiller det en rolle,
at istandsættelsesregningerne er garanteret betalt af kommunen.
Denne ordning har udviklet sig, efter at nogle boligselskaber har haft meget
store regninger af denne art (30-45.000 kr.). De tilkendegav i den
anledning, at de ikke længere ønskede deres boliger beboet af
flygtninge, idet disse regninger senere skulle betales af de øvrige beboere.
Efter initiativ fra Christiansborg har boligselskaberne herefter fået nævnte
garanti, hvis lejlighederne beboes af flygtninge. Endelig
kræver nogle kommuner, at en dansk familie - evt. på bistandshjælp - skal
have en bruttoindkomst på 3 1/2 gange den mdl. husleje. Mange steder
anvendes disse regler ikke på flygtninge.«
Supplerende fidushjælp findes på siderne 80-83 i »Håndbog for indvandrere og
flygtninge«:
Flerdobbelt tilskud opnås for eksempel ved at indkvartere een familie i
flere lejligheder i samme hus i stedet for at have hele huset som et samlet
lejemål.
Ud over hele socialnasserområdet tragter ulændingene efter at få en påstået
storfamilie herop, så de i fællesskab kan stikke sugerør i den danske
statskasse for fremover at blive forsørget rigeligt uden at
udføre nogetsomhelst nyttigt. Boligfeltet er centralt, fordi stærkt øget
støtte ofte opnås, når husstanden udvides med børn og kvinder. Får man
større og bedre bolig, har man jo modtagelsesbase for endnu
flere fra hjemlandet.
4) 100% boligstøtte er en del af socialhjælpen til dem, der havner på
institutioner. Det er den skattebetalte socialsektors dyreste hovedområde.
Også her tager de fremmede uforholdsmæssigt meget for sig af
retterne.
10 Subsistensløse-foretagender overbelægges med udlændinge.
Se for eksempel Sundholm-reportagerne i Samspil 1993-1 p. 4f. Samt
Jyllands-Posten 8. april og 18. oktober 1993 (98% af beboerne var
udlændinge).
20 Afdøde Ungbo var pioner med særskilte bofællesskaber udelukkende for
muhamedanerkvinder. Det skete i Istedgade.
Kvindehuset i København havde i 1993 224-beboere. 83 heraf var fra 29
forskellige udlande (Politiken 8. maj 1994).
Jyllands-Posten skrev 8. januar 1993 om den accelererende
overrepræsentation:
»På Frelsens Hærs institution, »Den åbne dør«, for boligløse kvinder med
børn på Vesterbro i København er omkring halvdelen af beboerne udlændinge.
På herberget »Svendebjerggård« i Hvidovre skal to
ud af tre beboere være danskere. På »Krisecentret for Voldsramte Kvinder« i
Åbyhøj i Århus er knap en trediedel udlændinge. Kulturelt er det
vanskeligere for en udenlandsk kvinde at forlade sin mand. De
får problemer med familien«.
Alligevel udgør fremmede tvangsgifte ca. 40% af frekventrisserne på landets
21 kvindecentre.
Selv om de mange fordelinger på et utal af offentlige konti skaber
uigennemtrængelig uoverskuelighed, står det klart, at invasionsfortroppernes
hustruer og døtre vil kæmpebelaste danske skatteydere lang tid
fremover. De kommer uden forudsætninger for det danske arbejdsmarked. Men
får hurtigt smag for dansk kvindefrigørelse. Familiespændingen udløses ved,
at det formelt er manden, der smider dem ud.
Kvindecentre er gennemgangssteder. Årti efter årti vil de udsuge de
socialkonti, der til enhver tid byder mest (eventuelt kumulativt).
30 Pubertetsunge opdager i voksende tal, at dansk socialvæsen kan skaffe dem
egen bolig, når de kimser af de gamle derhjemme. Det var en hovedhistorie i
Politiken 11. juli 1994. Fra Den Sociale
Døgnvagt i København oplystes, at ulændingebørn i 1993 udgør 40% af de
indlogerede på Akutinstitutionen Frederiksholm og nu er ved at indtage
søsterinstitutionen i Lundtoftegade.
40 Jugoslavere og andre asylsøgere er for over 90%´s vedkommende
indkvarteret på asylcentre.
Antallet af asylcentre voksede fra 12 primo 1990 til 29 i juli 1992 og 153
den 6. juli 1994. De parkerede muhamedanere m.fl. blev i samme
fireårsperiode mere end tidoblet. 27.390 pladser kom kapaciteten
op på.
Mest betydende årsag til, at det er gået så galt, er at Danmark tog så mange
Jugoslavmuhamedanere, selv om der intet uforudset skete på Balkan, der blot
er 600 år efter den islamangrebskrig mod vor del af
Vesteuropa, som varede fra 711 til 1492. De ca. 18.000 jugoslaver har hidtil
boet i særskilte asylcentre, men nu skal mange af dem - selvfølgelig for den
danske stats regning - indkvarteres privat eller i
boliger, der oprettes for mindre grupper, jfr. nærmere det nye
bureaukratapparat, der opstables på side 6f, 13 og 17-19 i L 258 af 10. maj
1994 og i Jyllands-Posten 19. juli 1994.
Røde Kors har centrernes drift i entreprise.
Øster Højst (»Hvad med Danmark?« side 127 f), Ommestrup, Slette Strand,
Avnstrup, Gram, Odder og Blokhus er nogle af de småsamfund, som pludseligt
er totalændrede. Et ottende typisk eksempel er
Morup Mølle i Thy. Her boede ca. 90 danske da udlændingemyndighederne tog
hånd om kroen og på kort tid i efteråret 1992 placerede 160 jugoslaver.
Muhamedanere og kristne mellem hinanden.
Lidenlundslykken er imidlertid trygge liv i omgivelser, man kender fra
barnsben til død. Det har mange måttet sande, som er rejst til nye
lokaliteter. Ole Espersen bliver formentlig aldrig anerkendt som
bornholmsk, fordi hans bedstefar ikke er født der. Men hvor meget mere
ulykkessvangert er det da ikke med invasion af mennesker, der sprogligt og
på alle områder kommer fra noget helt anderledes.
For at forbedre lokalkontakten afholder Røde Kors årlige åbent
husarrangementer på asylcentrene. Første gang 21. august 1994.
En nærliggende besparelse ville være at tage imod de mange tilbud om gratis
indlogering hos private. Men det skal den magtfulde sagsbehandlerindustri
ikke have noget af (se for eksempel Jyllands-Posten 6.
september 1992 og 17. januar 1993 samt Aktuelt 10. april og Weekendavisen
18. juni 1993). I stedet fremhæver den, at kvaliteten må forhøjes på de
offentligt betalte asylcentre (Jyllands-Posten 7. oktober
1993 og Berlingske 18. januar 1994).
Men det offentliges opgave er alene at sørge for, at asylanten undgår
mishandling og kan få kost og logi, hvis han arbejder acceptabelt herfor. En
nok så skrabet lejr i Danmark vil under alle omstændigheder
være paradisisk sammenlignet med flygtningeophobningerne i for eksempel
Etiopien, Pakistan og Zaire.
I Jyllands-Posten 25. marts 1993 sendte Mogens Jørgensen »tankerne til de
flygtninge i Hong Kong, som i årevis opholder sig på hylder i små bure i
lejre, som er afspærret med pigtråd, og
som de ikke må forlade uden særlig tilladelse.«
Hvis det er for at redde livet (og ikke for at få bedre økonomi) en fremmed
er kommet til Danmark, er der ingen saglige indvendinger imod at give ham
offentlige ydelser under hjemlandets laveste niveau. Så
længe man ikke kan få ham verfet ud, må han anbringes i en lejr under de
mest skrabede - og dermed mest skatteydervenlige - forhold.
Dette er overensstemmende med hævdvunden international tradition.
Det var da også tilnærmelsesvis Johannes Kjærbøls dygtige politik i perioden
mellem maj 1945 og 1949, hvor der var oprindeligt 240.000 civilflygtninge
fra et naboland. Ikke integrering men internering plus
hurtigst mulig reeksport til Tyskland var opskriften. Storværket herom er
Henrik Havreheds disputats »De tyske flygtninge i Danmark 1945-49« (Odense
Universitetsforlag 1987).
Færøernes økonomiske deroute har efterladt flygtningeegnede bygninger.
Anvendes kan også forladte udsteder i Grønland. Her står solide bygninger,
maden kan jages og fiskes lige uden for døren.
Kultursammenstød undgås med mere end 100 kilometer til nærmeste mennesker.
Men sådan snusfornuft ligger de styrende fjernt (se for eksempel Schlüters
oktober 1992-spørgsmålssvar til Kim Behnke og
Birthe Rønn Hornbechs 1993-bog side 36).
Er grundlaget for den fremmedes komme til Danmark at opnå bedre
livskvalitet, må han også selv betale de hermed forbundne udgifter i videste
forstand. Tredieverdenens milliardbefolkninger skal ikke
gøre sig (beføjede) forestillinger om den danske skatteyder som en Mads
Dumprås, der i selvplagerfryd opsøger skattebilletudsugning for at forgylde
tilfældige fremmede. Eventuel hjælp
må være op til den enkelte dansker at yde ganske frivilligt på den måde og i
det omfang, han finder passende som en del af eget husstandsforbrug.
Når det gælder boliger og institutionspladser til danskere i Danmark,
knirker bureaukratiet til at formindske og fordyre fremskaffelsen. I mange
tilfælde hinsides det ladsiggørlige.
Men når det er fremmede i Danmark, er den ellers så adstadige offentlige
sektor blottet for hæmninger.

Det fik den brug for, da jugoslaviske muhamedanere væltede ind over landet.
Det var socialisten Per Stig Møller, som sluttede sit
herostratministerarbejde med et lovforslag (L 171) om i planlægningsloven at
indføje en ny §3a, der reelt fritager asylcentre for forpligtelser i henhold
til
plan- og zonelove. End ikke allerede vedtagne lokalplaner og byvedtægter
overholdes.
Ej heller lader man sig sinke synderligt af de tusindvis af restriktioner
(byggesag, brandsikring, fredningsnævn, nabohøringer, klageadgang osv), som
ellers martrer dette lands bygherrer. Det var jo næppe lige
det, der fik Børsens kronikør 5. april 1991 (Ib Jørgensen) til at
konkludere, at tiden er inde til at fordyre by- og regionalplanlægning ved
at »inddrage problemet med et voksende antal indvandrere«.
Som arvegods fra Schlüterregeringen overtog fru Weiss også et projekt om at
overplastre det ganske land med nye landsbyer reserveret fremmede.
Den første indviedes på Erik Eriksen-grundlovens 40-års dag - i Molbolandets
Hovedstad. Ud over centerfaciliteter rummer den seks 30 meter lange barakker
à 35 beboere. Yderligere nybyer er herefter i
hæsblæsende hast strøet ud over det ganske land. P.t. rækker planerne frem
til udgangen af 1995, hvor der vil være 10.500 af den slags pladser fordelt
på 54 steder.

5) Udover selve friboligen anskaffer staten ganske mange faciliteter. For
eksempel gives særskoleundervisning. Typisk 15 timer ugentlig til børn og 60
timer i alt til voksne. Oveni alle naturaliefordelene får
Asylansøgerne også løbende pengebetalinger fra skatteyderne. Det fastslås i
udlændingelovens §42 a.
Jyllands-Posten 18. februar 1993 oplyste minimumssatserne:
Lommepenge: 189 kr. om ugen (voksen). 28 kr. om ugen (børn under 14 år)
Kostpenge: 35 kr. om dagen (voksen). 22 kr. om dagen (børn)
Tøj: Ved ankomsten til landet får hver asylansøger udleveret tøj ud fra et
pointsystem. Ifølge Dansk Røde Kors har det typisk en samlet værdi omkring
750 kr. Derudover sengelinned.
Efter fem måneder: Ca. 165 kr. om måneden i tøjpenge.
6) Indvandrerne raser over den danske told på de mange guldsmykker, de har
med sig. De, som forstår vore gæsters kultur, fortæller, at det er horribelt
at beskatte det, som for muhamedanere
m.fl. modsvarer en danskers livsforsikring. Så nu tygger Told- og
Skattestyrelsen - forkortet TOSSEN - på, hvordan myndighederne afbøder den
Nød.
7) Mange flygtninge gelejdes ind i bistandslovens højeste takstklasse:
§43-Revalideringsbistand. Socialministeriets vejledning af 26. juni 1987
indlemmede dem i denne bistandsmodtagernes V.I.P.-gruppe fra
den dag, de starter som elever i Dansk Flygtningehjælps integrationsprogram.
Forbliver de indskrevet til undervisningen i halvandet år, bevarer de også
fremover bistandsydelser, som var de revalidenter.
En gennemsnitsflygtning får på denne konto mange gange så meget som en
dittodansker.
Når de fremmede har så let ved at skaffe midler til at købe
grønthandlerbutikker o.l. er pengemaskinen ofte revalideringsreglen. Da en
Vibyudlændingefamilie på socialbistand modtog kørekort og bil betalt af
socialforvaltningen, fik folketinget den Århushistorie fra kommunen, at
sådan ville man skam også have begunstiget en dansk familie i samme
situation (Folketingstidende 1987/88 2. samling spalte 827 f). Det
var derfor et mildt tilfælde, Sønderborgaktivisten meddelte som løbeseddel i
efteråret 1991: Fotokopi af et brev fra kommunen om, at 5 palæstinensere
havde fået 12.000 kroner hver til traktorkøretimer. I
Folketingstidende 1987/88, 1. samling, spalte 5787 f fortælles nærmere om en
flygtningefamilie, der gik udbetalt hjælp svarende til en årsløn på ca.
500.000 kroner.
Mod betaling af 3.950 kroner pr. næse kunne kommunerne få deres medarbejdere
på et af Dansk Flygtningehjælp den 3-5. maj 1994 arrangeret kursus i Vejle
Ådal om flygtningerevalidering.
8) Et andet almindeligt typetilfælde på favorisering foreligger, når de
fremmede deltager i voksenundervisning. Her kan de eksempelvis få
gebyrfrihed (et af områderne belyses i Folketingstidende 1988/89,
spalte 2323-2325). Også direkteuddannelsesstøtte benyttes. Og med lidt
manipulering kan det sammenknyttes med lønarbejde (for eksempel
skolerengøring). Så glider uddannelses- og arbejdstimerne over
i hinanden ved lønberegningen.
Danske kontanthjælpsmodtagere plages som bekendt af, at deres bistandssats
falder stærkt efter ni måneder. På side 62 f i Rigsrevisionens december
1993-beretning læser man, at sådan er det ikke for de
fremmede. Flygtningehjælpen opfandt til formålet den åbenbart dækningsløse
undskyldning, at man ikke kunne anvende bistandslovens
undtagelsesbestemmelse om »forrevalidering« en bloc, når klienten var
tilmeldt danskundervisning.
Et af Tysklands 1993-fif med at blive af med de fremmede var en
sociallovsændring. Tidligere var bistandshjælpen 500 DM månedlig. Det er nu
nedsat til 80. Og så giver man mad m.v. i form af
naturalydelser. Bl.a. på grund af de fremmedes - tildels religiøst
bestemte - madvaner, rejser mange derfor ud af Tyskland. Nogle vel for at
søge lykken hos Tysklands dumme Dänen-naboer.
9) Den særlige lave ungdomssats, som socialkontorerne opererer med over for
danske, benyttes ikke i forhold til unge flygtninge. Deres socialhjælp
udmåles efter fuld voksensats (godt 50% mere).
Formelt er ungdomsarbejdsløse - altså også danskere - underkastet samme
juraregler (bistandslovens §49 a-f samt lovene om kommunal
beskæftigelsesindsats, ungdomsskoler, produktionsskoler og
daghøjskoler). I det pulveriserende liv ofres imidlertid med mindre nytte
flere ressourcer, når vildtfremmede skal aktiveres i diverse
løntilskudsudløsende projekter (mundsmag serveres i kapitel 32).
10) Om arbejdsløshedsunderstøttelse/beskæftigelsesarbejde se ligeledes
kapitel 32. Om uddannelse kapitel 27-28. Daginstitutioner er emnet for
kapitel 29, mens tvangsfjernelser berøres i kapitel 27, III i.f.
Ældreforsorg/Pension har vi i kapitel 30.

11) I sædvanligvis de første 18 måneder efter vunden asylsag er Dansk
Flygtningehjælp socialkontor for flygtningen (bistandslovens §§10 og 134 a
og Socialministeriets bekendtgørelse nr. 14 af 4. januar
1993). Staten refunderer alle udgifterne. Gavmildheden hos
Flygtningehjælpens socialrådgivere er blandt andet derfor langt større end i
de skøn, som sagsbehandlerne anlægger på de kommunale
socialkontorer. Her er kun halv statsrefusion for deres gemene klienthob af
danske indfødte.
Det er ganske almindeligt, at flygtninge tager ubehersket for sig af §43
stk. 6-retterne ved at begære de længste og de dyreste
revalideringsuddannelser (læge, civilingeniør eller lignende). Når de 18
måneder
er gået, kan kommunens socialkontor dårligt afbryde en iværksat uddannelse.
Derfor fraviges næsten aldrig, hvad Flygtningehjælpen ifølge sit
overgivelsesbrev har stillet den fremmede i udsigt.
Der kastes derfor lange skygger fra Rigsrevisionens 7. december
1993-bemærkning om Flygtningehjælpen.
»Det er Rigsrevisionens indtryk, at ikke alle medarbejdere i tilstrækkeligt
omfang er opmærksomme på gældende retningslinier«.
Der lovedes bod og bedring med standardbureaukratforklaringer om, at »bl.a.
vil en række kontrol- og fejlsøgningsfunktioner blive indbygget i
flygtninge-hjælpens edb-system på udbetalingsområdet.«
Nogle sider henne får man så at vide, at i de mange sager, hvor der
udbetales for store beløb, kradser Flygtningehjælpen blot den fulde
statsrefusion hjem. Fejlsøgnings-EDB hjælper næppe meget, for der
noteres intetsteds, at der er udbetalt for meget. Den strikse
tilbagebetalingspraksis, som danskere i den slags situationer er ude for
(med vidtstrakte modregninger), slår sjældent igennem over for udlændinge
(p. 63 f og 67).
Et udslag af kommunernes bestandige kamp for at udvide deres eget område kom
i 9-radioavisen 30. marts 1992. Esbjergborgmesteren foreslog at skubbe Dansk
Flygtningehjælp helt ud, så hele
integrationsfasen placeres i kommunen straks fra asylbevillingen.
I kæmpebunken af de fremmedes utilfredshedstilkendegivelser, vælger jeg en
sober udformning, som den HaNan Taan har givet i et af Dansk
Flygtningehjælps hæfter: »Overgangen fra Dansk
Flygtningehjælps forsorg, som var af personlig art, til kommunens meget
upersonlige behandlingsforløb resulterede i, at jeg ikke ønskede at komme
til de aftalte møder. Jeg havde
forventet en større forståelse og en større indsigt i min kulturelle
baggrund.«

Typisk er Nazia Tabsum, som for Høje Tåstrups socialtilskudsmidler har det
dejligt med sine vuggestuebørn: »Min mand er ved at uddanne sig til
ingeniør, og senere vil vi gerne tilbage til Pakistan«.
(Berlingske Tidende 3. marts 1993).
Man læser ydermere i Den Danske Forenings særhæfte fra sommeren 1990 om de
virkelige fakta i udlændingepolitikken:
»Indvandrere og specielt flygtninge får bedre rådgivningsvejledning end
danske.
De ved nøjagtigt, hvilke knapper der skal trykkes på, og kan ofte køre
sagsbehandleren rundt. Allerede mens flygtningene er i Dansk
Flygtningehjælps regi, er der forskel på dem og danske. De får to
sagsbehandlere, nemlig en almindelig sagsbehandler og en boligsagsbehandler,
hvis primære formål er at putte dem ind før andre i boligkøen.
Man har endvidere udgifter til specielle indvandrerrådgivninger og
kvinderådgivninger. Møder en almindelig klient til samtale, koster denne
intet udover sagsbehandlerens løn. Mange indvandrere,
familiesammenførte og flygtninge møder derimod med tolke og venner, familie
m.v., der tolker og kræver og får ca. 180 kr. i timen (sædvanligvis for
mindst 2 timer).«

12) Et væld af andre fiduser organiseres efter alt at dømme på stribe. Det
danske samfund gennemsyres af komplicerede tilskudssystemer, som afgiver
utallige muligheder for udspekulerede
Flygtningehjælpere.

Komiteen for Udlændinges Retssikkerhed udgiver brugsanvisninger
(såsom »Sagsbehandlerhåndbogen«, »Gratis Glæder« og »Indvandrerhåndbogen«),
om, hvordan de fremmede til det yderste kan
kraftmalke danske offentlige kasser. Mellemfolkeligt Samvirke har med
statsstøtte produceret hundredevis af sider om det samme.
Den i Københavns kommune ansatte socialrådgiver Uzeyir Tireli udsendte i
1992 på socialdemokratforlaget Fremad den tyrkisk sprogede 142 siders
bog »Danimarkada Sosyal Haklar«. Heri udlægges de
sociale rettigheder for herboende tyrkere.
Et illustrerende eksempel er de mange, der strømmer ind i landet for at
blive gift med herboende. I januar 1991 har Den Sociale Ankestyrelse
bekræftet, at de umiddelbart har ret til dansk socialhjælp, »hvis
de har måttet opgive deres hidtidige arbejde for at flytte hertil.« Er de
nygifte opmærksomme herpå, er det kommunale socialkontor selvsagt uden blot
en kvart kinamands chance for at afkræfte en forklaring
om den tilflyttedes arbejdsforhold derovre i Asien.
Særdeles udbredt - såvel indenfor samme kommune, mellem forskellige kommuner
og mellem nabolande - er det, at en fremmed hæver sin socialhjælp og hurtigt
derefter - måske ved angivelse af andet navn
- påny får udbetalt kontantbistand for samme periode.
Fremmedinvasionen fortoner meget langt dansk sociallovs historiske
fundament, som er, at den kommunale socialforvaltnings medarbejdere har
nærkendskab til kunderne og dyb
loyalitet over for skatteyderne. Disse forudsætninger er mange steder gået
fløjten til danske supplikanter. Endnu værre står det oftest til, når den
hjælp-søgende er ikke-OECD'er. Skulle socialrådgiveren
tøve med at imødekomme et eller andet ønske, er den fremmede klient straks
oppe på mærkerne. Aggressivt truende og/eller jamrende fremmaner han
monomant nationalkulturelle traditioner, som
nødvendiggør, at netop han skal have tilskud til det ene eller andet eller
være fri for at opfylde danske myndighedskrav. Luften gennemhvirvles med
påstande om politisk forfølgelse, fremsættelse af
selvmordstrusler og udvisning af lignende fremmedadfærd.
Jungletrommerne gjalder mellem de fremmede, så de altid med forurettede
miner kan berette op og ned ad stolper og vægge om, at andre kommuners
praksis viser, at netop i deres specielle situation har de
retskrav på den specielle hjælp, som de forlanger.
Forvirrede og usikre over de efter Dansk Standard stærke følelsesudbrud
kapitulerer danske embedskvinder/mænd for afpresningen. Dels af frygt for at
blive udsat for vold, dels fordi de fremmede siges at
have været ude for så grumme meget ondt. Psykolog-1968'erne har jo også
instrueret om det moderigtige i at opvise hjælpeparathed, respekt, velvilje,
takt og diskretion, så snart man er inde på områder,
hvor der kan tænkes særlige (måske religiøst eller muhamedansk funderede)
normer, symboler, skikke og regler.
Værre end døden er det for vor tids socialarbejder, at blive beskyldt for
imperialistisk racisme og/eller lakajbeskyttelse af kapitalisternes
pengepugeregoistiske skattebetalerfedtethed.
Ulovligt lange snore gives udlændingene, som følge af berøringsangst, der
skyldes trommeilden af racismeindoktrineringer gennem de sidste mange år.
Men det er stort set ikke til at bevise, i hvilke tilfælde
Socialkontorpersonalets vildføring er villet. Med det roderi, der er i
sociallovgivningens bestandige, svært forståelige forandringer, må der
nemlig tildeles socialarbejderne en ganske vid fejltagelsesmargin på
deres uriasposter.
Men næppe nogen, der neutralt søger at danne sig et sandfærdigt indtryk af,
hvad der virkelig sker, vil være i tvivl om, at det ganske ofte lykkes
ulændingen at snakke og besnakke sig frem i første række og
der få opfyldt sine krav.
De bastante hverdags-adfærdsmønstre derude, hvor skattepengesvineriet
virkelige foregår, skal nok blive endnu værre efterhånden som stadig flere
flygtninge dukker op som socialvæsensansatte.
Virkelig fart frem mod denne ulykkelighed kom sidst i 1991: Århus kommune og
amt oprettede i fællig et »Center for Interkulturel Pædagogik«. Her kan
flygtninge og andre indvandrere forberede sig bl.a. på
20 ugers kurser til at gå videre i systemet til opnåelse af de
eksamensbeviser, som giver fuld kompetence i stillinger inden for social-,
pædagog- og sundhedssektorerne. Her svælger man, så det savler af
begejstring, i tanker om at arbejde i team. Det, der hidtil klaredes af een
dansker skulle gerne beskæftige yderligere een fra hvert af de områder, hvor
klienterne hører hjemme. Og det skal de jo uddannes til
med rigtig mange sociologer, psykologer og sådan nogle blandt
lærerkræfterne. Redskabet er ofte det UTB-system, som socialdemokratsindede
folketingsmedlemmer tror kan løse store dele af det danske
arbejdsløshedsproblem. Fede kroner svømmer derfor i flomme ind i mundene på
dem, der som undervisere eller med anden funktion skaffer sig plads på
lønlisten.
Ganske mange ulændinge udnytter i disse år sådanne gullaschkonjunkturer fra
de danske skatteyderes overflødighedshorn, så de i de næste år kan tage
plads på den side af skranken, hvorfra socialhjælp
udbetales. Gribes der ikke ind, vil en undrende omverden se et nyt
årtusinde, som siger spar to'er til, hvad der nogensinde før er drømt om af
socialkontorgavmildhed.
Et af statens indvandrerfremmedblade (Samspil) satte i årgang 1993 nummer 1
kød og blod herpå ved at lade Mandana Horsgaard berette side op og side ned
med de enstonige udgydelser, som uge efter
uge blev gentaget i P1's Regnbueudsendelser. Den nybagte socialrådgiver (på
en afhandling om heteroseksuelle med HIV) ved nok, hvilke store krav hun
stiller til fremmedvenligheden hos den danske
offentlige administrationsgren, hvor det overhovedet vil konvenere hende at
lægge sin dyrebare ekspertarbejdskraft. Hun er nemlig blevet uddannet, så
hun kan »bearbejde« de racistiske holdninger, som efter
hendes formening skulle være udbredt i Danmark.
Dansk lov giver fornuftigvis socialforvaltningernes personale mange
muligheder for at skønne efter en ansøgers individuelle forhold. Adgangen
hertil bør udvides, når man alene ser på danskere. De
fremmedes ankomst har imidlertid undergravet den finanspolitiske mulighed,
som først og sidst kræver fornøden ydmyghed til at spare på danske
skattekroner.
13) Bliver en invasionist grebet i sin afprøvning af grænserne for at
tiltuske sig danske skatteyderpenge, slipper han skrammefrit derfra ved at
stille sig helligt an.
Sådan gik det de mange ulandsfolk, der »kom til« at hæve boligsikring,
bistandshjælp, børnetilskud osv. De påstod frejdigt, at de skam ikke vidste,
at de skulle have børn her i landet for at få disse offentlige
tilskud (Aarhus Stiftstidende 12. august 1990).
Over årene 1990 og 1991 fik en iraner 13.300 kr. mere end han var berettiget
til ved samtidig at oppebære bistandshjælp og arbejdsløshedsunderstøttelse.
Byretten frifandt ham, fordi »han ikke var klar
over han ikke måtte modtage begge ydelser samtidigt« (Jydske/Vestkysten 24.
juni 1993).
14) Er det psykiske pres mod sagsbehandlerne ikke tilstrækkeligt
resultatopnående, går den fremmede tit over til slående argumenter.
Ekstra Bladet fortalte 13. juni 1991 om en iraner, der i en
børnefjernelsessag truede med at skyde et par af de ansatte på et af
Aalborgs socialcentre.
En anden iraner havde haft dansk opholdstilladelse fra 1985 og fandt sin
bistandshjælp for lav. Derfor gik han 17. maj 1991 op i Frederiksberg
Socialdirektorat og uddelte en lille halv snes knivstik. Kun én
af de angrebne døde (en mor til to børn). Sikkerhedsleder Flemming Meyer i
Århus Socialvæsen siger, at det kunne man da bare havde undgået ved at gøre
som i Århus. Her har kommunen ombygget
rådhuset, så der er sikker flugtvej for det truede personale. Uanset, hvor
den ophidsede muhamedaner opholder sig i lokalerne. Derudover sørger Meyer
for foredragsholdere og kurser for offentligt ansatte
om, hvordan de kan undvige konflikter med klienterne.
Frederiksbergs første reaktion var at ansætte en ekstra vagtmand og at
forlænge modtagelsesproceduren, når kunder henvender sig. Dernæst gjorde man
lokaliteterne hyggeligere under påskud af, at det vil
skabe en anti-vold atmosfære. Men karatekursus til medarbejderne betalte
kommunen også for, og 2 millioner anvendtes til rådhusombygning (Berlingske
22 og 30. september 1992). Panserglas,
alarmsystemer osv. er også på tale. På Ishøj Rådhus kan man kun indefra åbne
døren mellem sagsbehandlergangen og bistandsafdelingens venteværelse.
Hillerød millioninvesterer, så socialforvaltningen bl.a. får installeret
videoovervågning, de ansatte bliver udstyret med overfalds-alarmer, og der
indrettes flugtveje fra sagsbehandlernes kontorer.
20. maj 1992 forsideberetter Berlingske om, at såvel den danske som den
svenske socialrådgiverforening nu går over til, at mange ekspeditioner sker
på politistationen eller med politibetjente i betryggende
nærhed. Den, der er trænet i besættelsestids-avislæsning, undrer sig ikke
over, at de trykte meddelelser er renset for oplysning om de pågældende
klientgruppers nationaliteter.
Det Kriminalpræventive Råd har sammennørklet en Storrapport om, hvordan
terroren forebygges. Kunderne skal sidde i bløde stole og opvartes med
gratis kaffe, så falder deres aggressioner væk. Det var
hovedkonklusionen i Københavns Radios anmeldelse (25. november 1993 kl.
6.16-6.21).
Jo mere det offentlige forskanser sig, i des højere grad ødelægger man
selvsagt arbejdet med at gøre rådhuse m.v. til servicebutikker, hvor
kunderne lige kan droppe ind og få ønskede oplysninger eller på
stedet få klaret en eller anden ekspedition. Enhver af
forsvarsforanstaltningerne øger de i forvejen katastrofalt store offentlige
udgifter og besværliggør de særdeles ønskværdige opblødninger af en alt for
betonpræget regeldyneforvaltning. At ofre forenklingen af administrationen
på de kulturarvberigelser, et multietnisk samfund siges at begave os med, er
en uantagelig høj pris at betale for, at folketinget absolut
vil lukke muhamedanere ind i Danmark.
15) Når socialhjælpschecks underskrives langt mere large end til danskere i
tilsvarende situationer, finder kommunalt ansatte
kollaboratør-sagsbehandlere ofte trøst i bistandslovens §134 stk. 3.
Ifølge den gav staten fuld - og ikke kun halv - refusion efter regning for
socialhjælp til flygtninge i de første 6 1/2 år, efter at pågældende fik
opholdstilladelse.
VK-regeringens lovforslag L 82 af 30. oktober 1991 førte til, at 100%-satsen
nedsattes til 75%.
Efter de 6 1/2 år gælder bistandslovens almindelige regel om
fifty-fiftydeling af socialhjælpsudgifter mellem kommune og stat, men i
endnu 4 år nyder koranerne godt af andre tilskud, som dels ydes af staten,
dels af mellemkommunale udligninger.
Marts 1994 rejste Mellemfolkeligt Samvirke spørgsmål om, hvorvidt kommunerne
også skulle begunstiges for de fremmede »som har skiftet til dansk
statsborgerskab«. Det blev de - i fuldt omfang - ved lov
nr. 423 af 1. juni 1994.
Lov nr.463 af 30. juni 1993 (L. 334) gav kommunerne 1.000 kr. pr. asylsøger.
Derudover forhøjedes alle tilskud til dækning af kommunernes merudgifter til
de fremmede 10%. Det almindelige tilskud for
1994 blev derefter 18.330 kroner for fremmedsprogede 6-16 årige og 3.242
kroner for andre. Særlige tilskud gælder småbørn og andre grupper. Eller
relaterer til særområder som for eksempel boligstøtte
og institutionsudgifter. Indenrigsministeren forkæler herudover Ishøj og
andre med mange fremmede, når hun gør godt med de 50 millioner (1994-tal),
ministeriet kan strø om sig med til fattigprås-kommuner.
I finanslov 1993 var de største konti vedrørende statsrefusioner af
flygtningeudgifter til kommunerne Indenrigsministeriets 747,2 millioner og
socialministeriets §15.43.01 på 906,8 millioner.
Til Politiken 12. juli 1994 skriftede indenrigsministeren, at »højst et par
håndfulde mennesker i Danmark til fulde forstår ordningerne med de
betragtelige pengestrømmes vandring fra stat til kommune og
kommunerne imellem«. Det bliver ca. 35 milliarder i 1995 (incl. beløb, der
ikke relaterer til ulændinge).
Gentofte dokumenterede august 1993 et notat, hvorefter samspillet mellem de
mange tilskud indebærer, at det hyppigst er en kommunal overskudsforretning
at tage mange flygtninge.
Det er altså ofte dækningsløs selvros, når kommunerne hyklende slår sig for
brystet som generøse, humane flygtningemodtagere.
Mens statistikken pr. 1. januar 1993 har opsamlet 3,5% udenlandske
statsborgere (excl. asylansøgere) i Danmark som helhed, har
topscorerkommunen Ishøj 14,4%. De største byer har 8,6 (København)
og 5,5 (Aarhus).
At et målbevidst kommunestyre kan udrette noget bekræftede Farum. I
1970'erne og 1980'erne fik de dalrende intrigekommunalbestyrelser
tyrkertallet til at fordobles, hver gang, der var gået 57 måneder. I
1990 var fremmedprocenten herefter 6,0 eller ca. tre gange
amtsgennemsnittet. Men Brixtofteledelsen holdt procenten uændret. Selv om
amtet havde stigninger på ca. en femtedel.
Sådan var udgangspositionen, da områdets hidtil mest partipolitisk
indstillede minister, Birte Weiss, tiltrådte i januar 1993.
Allerede fra starten af sin ministerperiode luftede hun tanker om
tilskudsomlægninger til fordel for sin hjemkommune (København) og andre af
hendes politiske venner.
Det første bråvallaslag efter regeringsskiftet kom, da Hvidovres
socialdemokratiske byrådsflertal - 11 ud af 21 - iværksatte deres
1993-valgkamp.

Balladen starter i februar 1993 med en rapport, hvorefter omkring halvdelen
af de i alt 5.630 indbyggere i Avedøre Stationsby levede enten af
kontanthjælp eller førtidspension. 18 procent af beboerne er
indvandrere. Der er megen kriminalitet i området. Kommunen bruger mange
ressourcer på sociale støtteforanstaltninger. F.eks. er der en stigning i
antallet af børn anbragt uden for eget hjem i Stationsbyen,
mens antallet er for nedadgående i den øvrige del af kommunen.
Stiftamtmand Henning Strøm er straks på pletten i sin
embedsmandsoverpertentlige rolle som Hvidovres Store Bastian. Men han har et
Tilsynsrådsbagland. 31. juli gør det et usædvanligt oprør mod ham.
Med 3 stemmer mod 2 træder det uklart vande. Dermed er sagen på bordet hos
chefen - indenrigsminister Birte Weiss. Og det i samme år, hvor hendes alle
tiders pamperparti havde genvundet
regeringsmagten på hyklerisk lov og orden (Tamilsagsumoral). Hun
gennemtrumfer tvangsbødepligt til Hvidovrepartifællerne startende 9. august
1993. Men de Hvidovrefolk vil ikke rammes på egen
pengepung. De finder figenbladet at skjule sig bag, da deres partimessias
holder en Himmel-Bjergprædiken dagen før med forjættelse om, at nu skal de
rige kommuner undgælde. Da borgmester Britta
Christensen så det i TV-avisen, valgte hun at falde til patten. Men nok er
Nyrup i Skanderborg, men han blev der ikke. Han kom tilbage til Syndens
Christiansborg. Britta-styrken var øget i byrådet, der skal
regere frem til udgangen af 1997.
1993-sammenkoblingen af udlændingeadministrationen til Kommunernes
Indenrigsministerium manifesterede sig i til syndebukke at udpege de
kommuner - Søllerød er yndligsofferet - hvis vælgere i tide har
været fædrelandssindede nok til ikke at ville score statstilskudskassen, men
langsigtet i nationens og egne interesser har afvist med boligtilskud at
hjælpe de fremmede, hvis tilstedeværelse her er
Hovedbjælken til Danmarks Ligkiste.

Socialdemokratpolitikken er at sætte partipolitiske modstanderkommuner i
gabestoks-skammekrogen. Stik modsat vort store partis så højt proklamerede
hovedprincip med at sætte mennesket i centrum.
Som så meget andet befolkningsfjendsk hos folketingsmedlemmerne er det
afgørende hensyntagen til egne partifæller. Socialdemokratiske borgmestre
skal ikke døje med ulemperne ved at huse de
fremmede. Sådan noget skal i videst muligt omfang tørres af på
VK-kommunerne.

Indbyggerne i de flygtningeprotektionistiske kommuner - typisk de borgerligt
styrede - bliver altså økonomisk kraftigere udsugede. Fru Weiss mener i
denne sag, at det indebærer kors at være
flygtningeoverbefolket. Hun har et fortrinligt afsæt i VK-regeringens
gaveforlig på Fandens junifødselsdag 1991 med Kommunernes Landsforening,
hvorefter de i forvejen overbebyrdede, uigennemsigtige
virvarsregler om mellemkommunal pengeudligning yderligere skal belastes med,
at kommunerne med få flygtninge fremover skal betale endnu mere til dem, der
har mange. Se for eksempel de 84, som fru
Weiss i sit hyrdindebrev af 14. december 1993 udtog til at åbne deres
checkhæfter.
Ved L 224 af 24. marts 1994 gik Birte Weiss yderligere adskillige hanefjed
længere i at begunstige flygtningekommunerne.
Og der var rent ud omkalfatringsstød i hendes basun, da hun anvendte
torturtommelskruer overfor de tilbageholdende kommuner ved sit barbaroplæg
35 dage senere til kommuneforslagene om
1995-økonomien.
Slagplanen for den fortsatte kamp kommer 7. juni 1994: 1,6 milliarder
skattekroner mobiliseres til gennemførelse af 30 byudvalgsforslag.
Formedelst 30 kr. pr. bind kan man købe udvalgets publikationer på
telefon 33 37 92 28.
I den herbehandlede forbindelse er vigtigst, at vanskeligt stillede kommuner
i hovedstadsområdet skal have flere udligningspenge fra de kommuner, som
Socialdemokratnæstformanden (det er også fru
Weiss) ikke mener gør så meget for »positiv integration« af de fremmede.
Mange kommuner meldte tilslutning til Ministeren for Storimport af
Muhamedanere. Antagelig fordi de herved fik tilført statslige midler til at
bryde den lokale stagnation og derfor helt bortkastede fine
nationale fornemmelser eller tanker for udviklingen på længere sigt.
Dødssejlere som overskydende hoteller og overambitionerede
(erhvervs)byggerier fik pludselig deres chancer i stedet for at blive
sparket
ud i tvangsauktionsskrotbunkens kulde.
I kappestriden mellem borgmestre om at fremstå som mest humane er Høje
Tåstrup et tankevækkende eksempel:
Alle nytilkomne fremmede opsøges af kommunens folk inden tre måneder efter
ankomst, så det kan blive noteret ned, hvad lige præcis den pågældende
ønsker af offentlig service. Kommunernes
Landsforenings 17. januar 1991-blad berømmer kommunen for at tage
tredieverdensfolk ind i fireårige projekter. Nænsomt tilpasses de her til ud
fra deres egne individuelle situationer at klare sig i det
danske samfund, som man nu definerer dette begreb blandt de kommunale
enøjninger. Kommunen var så snedig at kalde det et forsøg. Så kan
forestillingen nemlig opføres, uden at ens egne skatteydere og
vælgere skal betale. Kommunen skovler bare ind fra de mange
statsskatteyderkonti for tilskud til forsøgsprojekter. Da de penge
standsede, stoppede arbejdet også med erkendelsen af, at højst 2% af de
fremmede havde fået job eller uddannelsesplads ud af det. Garneret med
kommunale opfordringer til mere statsstøtte og tomtrøst om, at indvandrerne
skulle være blevet bedre til at tilpasse sig den danske
hverdag.
Finansieret af EF og Socialministeriet drev Høje Tåstrup kommune fra 1983
til 1991 »Legestedet«. En stor rapport er udsendt om, hvordan pengene gik
til at lære de tyrkiske og kurdiske børn at klæde sig
af og på, sætte sig op på en stol, spise selv, rydde op, vaske hænder og
lukke for vandhanen.
Ulla Søgaard Thomsen meddelte i det såkaldte 1991-forår: »Inden sommerferien
vil Høje Tåstrup kommune henvende sig til alle tyrkiske familier i kommunen,
som har børn på 4 eller 5 år, for at få dem til at
sende børnene i børnehave pr. 1. august. Hver børnehave får 12 tyrkiske
børn, som skal integreres i de eksisterende børnegrupper, så der bliver 6
tyrkiske og 18 danske børn i hver.« Tilbuddet til de 4-5
årige tyrkiske børn omfatter tre timer i børnehave hver dag til en pris på
300 kr. om måneden (de penge får man nok i ekstra socialhjælp). Samtidig
gives mødrene adgang til at deltage i en mødregruppe en
gang om ugen. Der er oprettet seks mødregrupper, og kommunen har ansat to
medarbejdere hertil.
Der er intet grundlag for at antage, at de anvendte skatteyderpenge ikke
andetsteds kunne have givet langt bedre udbytte.
Næsten samme forløb udspilledes i Brøndby med en »pædagogisk legestue« for
forskolebørn og deres mødre. Dog med den krølle på halen, at VS-prægede
lærerinder nogle år efter kom med
udokumenteret påstand om, at de, der havde været inde i BUPL'eriet, klarede
sig bedst i de første skoleklasser.
Kommunernes konkurrence om at hoppe og springe for de fremmede viser sig
også i et hav af andre skatteyderbetalte samlingssteder. Sydjysk
Universitetsforlag har i 1990 udsendt en hel bog udelukkende
om fem års erfaringer fra et omsorgsforsamlingshus for tyrkiske mødre, der
som 16-18-årige er eksporteret til Albertslund som brude til derboende
landsmænd.
CD's forsøg på synliggørelse for at komme over spærregrænsen inkluderer, at
socialministeriet (via telefon 33 92 92 50) deler ud til »privat«
socialarbejde. Aktiviteter, hvor frivillige foreninger samarbejder
med andre lokale aktører, f.eks. virksomheder, fagorganisationer og
interessegrupper med henblik på i fællesskab at løse lokale naboproblemer,
prioriteres højt. Her er der jo valgkrydser en gros at skovle
hjem til liste D.
16) B.T. gennemgik 12. februar 1990 et eksempel på, hvordan det går, når
vælgerne fremturer med at give så mange stemmer til andre end
Fremskridtspartierne:
»En nævningesag mod en pakistansk stor-godsejer, tiltalt som Godfather i en
kæmpeheroinsag, afslører et lystigt og ukontrolleret brug af skatteplagede
danskeres penge. Gennem mindst ti år har millionæren
Najabat Khan suget en formue ud af statskassen i invalidepension. De sociale
myndigheder var i sin tid så venlige at give ham pension, fordi hans ene
hånd blev ødelagt af pistolskud - angiveligt på grund af
en familiefejde.
Det store, sekscifrede beløb blev hovedsageligt sendt til Pakistan. Najabat
Khan brød sig ikke så meget om det danske klima. Han foretrak at slå sine
folder på kæmpegodset nær grænsen til Afghanistan i
selskab med blandt andet sin fraskilte kone.
Fordelen var også, at han for danskernes surt betalte skattekroner kunne
forsørge storfamilien.
En mindre del af invalidepensionen brugte hans medtiltalte sønner Faizal og
Sikander Khan i Danmark. De havde fuldmagt til at hæve efter behov.

Jorddrotten kom oprindelig til Danmark for en snes år siden som ubemidlet
gæstearbejder. Han fik job på en virksomhed i Nordsjælland. Her arbejdede
han indtil det famøse, invaliderende skud.
Ulykken synes til at bære. Najabat Khan fik en slags dæklejlighed på
Østerbro. Her opholdt han sig maksimalt fire måneder om året.
Da sønnerne Faizal og Sikander, i dag 20 og 22 år, blev gamle nok, kom de
til Danmark efter reglerne om familiesammenføring. Najabat Khan har tilstået
indsmugling af heroin. Men det ville han selv bruge.
Et helt kilo til en værdi af mindst to millioner kroner.
Han indsmuglede stoffet imprægneret i pap. Det er en kendt smuglermetode.
Heroinen kan senere vaskes ud og inddampes som pulver igen.

Foreløbig har han erklæret, at han er en meget velhavende mand med enorme
jordbesiddelser og formuer i pakistanske banker.

Det er almindelig praksis, at tidligere gæstearbejdere i Danmark kan få
sendt både folke- og invalidepension til deres egentlige hjemland.«

Denne praksis beror på, at Danmark i efterkrigstiden har indgået en hel del
aftaler med fremmede lande om at give deres borgere vidtgående rettigheder i
henhold til dansk sociallovgivning. Eksempelvis
tyrkerdræns-aftalen af 22. januar 1976 (Socialministeriets cirkulære nr. 9
af 18. januar 1978 om »konvention mellem Danmark og Tyrkiet om
socialsikring«). Fremskridtspartiet har kæmpet en hård - men i
Folketinget særdeles ensom - kamp mod dette forargelsesuvæsen, hvor Danmark
bruger løs af sine udlandslånte penge til fremmede, der engang har været i
Danmark. Men de syv partier der hårdhændet
farer frem over for danske handicappede og andre pensionister, smykker sig
med at være så fantastisk storsindede: De danske skatteydere, som betaler
gilderne, må da være stolte over, at deres fædreland
har oprettet denne »sociale eksport«, hvortil socialministeriet har et
helt »internationalt kontor«. De gør derfor kort proces mod formastelige
Fremskridtsfolk, når vi bare så meget som vil have sagen drøftet
(se for eksempel Folketingstidende 1979/80, 2. samling, spalte 11.315f).

III. Når presset er så stærkt fra de fremmede beror det på, at hver
tusindlap, der kan hales ud af systemet, repræsenterer en formue. Hvadenten
den sendes hjem til landsbyen eller investeres i for eksempel
Narkoimport fra østen eller Cigaretsmugling fra Polen med stjålne
(skrot)biler på returrejserne.
Det samlede resultat af sagsbehandlermafiaens godgørenhed over for de
fremmede, forties af det mangehovedede uhyre, som offentligsektoren er med
socialministerium, finansministerium, kommuner,
inden-og udenrigsministerium, Socialforskningsinstituttet,
Flygtningehjælpen, Danmarks Radio osv. osv.
Hvor ravruskende galt det er, blev Mediernes Sommerhistorie 1993. En
redaktionssekretær ved Aarhus Stiftstidende kom - måske af vanvare - til på
fremtrædende plads at oplyse nogle kæmpebeløb, som
socialkontorerne udbetaler til flygtninge. Magthaverkliken (med
rosenrødmaleren Karen Jespersen som frontfigur) søgte at mane det i jorden.
Uden realitetsimødegåelser. Blot ved at prygle løs på den
videnskabsmand (Ejvind Vesselbo), som er Folkets Helt.
Gennem årene har myndighederne haft styrke til at gennemføre tilsvarende
fortielsesneddysninger. Gildernes betalere - de menige danske skatteydere -
nøjes med spredte enkeltberetninger, som fra tid til
anden dukker op i debatten, om den forfærdende virkelighed:
Jyllands-Posten skrev således 14. december 1990 om to palæstinensiske
flygtninge, der via især børnefødsler og familiesammenføringer på få år blev
til 23. De lever alle af dansk bistandshjælp og lægger
beslag på seks lejligheder i skatteyderstøttet socialt byggeri.
Særnummeret af Danskeren for februar 1992 specificerer, hvordan et tamilsk
ægtepar med fem børn skattefrit modtager 21.579 kr. månedligt plus
særydelser (for eksempel medicin, briller, møbler,
børneudstyr, osv. osv.).
Berlingske 22 januar 1993 notitsbehandler en sag fra Den Sociale
Ankestyrelse om, hvorvidt Staten eller Løgstør skulle hænge på en 3,5
millions-regning for pleje af en enkelt psykisk syg vietnameser.
Den 10. juli 1990 læste man i B.T. om en tyrkisk familie på 15 personer i
Sønderborg, der udelukkende levede på hjælp fra det offentlige: For 20 år
siden kom to tyrkiske brødre til Danmark som
fremmedarbejdere. Hvor længe de havde arbejde, oplyses ikke, men det er i
hvert fald længe siden. De har hentet deres koner hertil, børn også, og
flere har de fået her. Svigerbørn importeres fra Tyrkiet.
Denne familie får ca. 60.000 kr. om måneden af det offentlige plus ekstra
tilskud af forskellig art. Trekvart millioner kroner skattefrit hvert år til
een tyrkisk familie. Blot fordi de to for 20 år siden havde
midlertidigt arbejde her. Grinende fortæller livsnyderne om, at det altid
lykkes for dem at blive fyret, når de sættes til beskæftigelsesarbejde. Og
at målet nu er, at deres børn og børnebørn »kommer godt ind
i tilværelsen« med en fin uddannelse.
Den 6. september 1991 holdtes retsmøde i Hvidovre om nogle marokkanere. De
havde overfaldet sagesløse danske med knivstik, spark og slag. Til sagen
oplyste kommunens socialforvaltning, at en af de
sigtede tilhørte en familie på otte, som giver heltidsbeskæftigelse til to
fuldtidsansatte i kommunen, der også havde betalt for, at hele familien
kunne holde to måneders ferie i Marokko.
Den 14. februar 1992 var en Iraker i Københavns dommervagt: Han fik asyl her
i 1989, men flyttede straks efter til Bulgarien. Danmark besøgte han dog
stadig, nemlig når han skulle op for at hæve på sin
bankkonto, hvorpå bistandskontoret troligt fortsatte med at indsætte danske
skatteyderes penge.
En af de varme sager i sommeren 1992 drejede sig om en flaneur, der spredte
AIDS til et væld af københavnske kvinder. Længe opretholdt myndighederne et
navneforbud. Da det omsider blev hævet, viste
det sig at være en Haitianer, som i årevis havde oppebåret dansk
bistandshjælp.

Mest forgiftende er dog Mehmet Ümit Necef (født 1952). Som 27-årig rejse han
fra sit land (Tyrkiet) til Danmark. Han betegnede sig selv som
socialistrevolutionær. Derfor fik han asyl. Danske skatteydere
har herefter betalt for ham. Blandt andet otte år på Københavns Universitets
kultursociologiske afdeling. Herfra vandrede han direkte over til Odense
Universitets Center for Mellemøststudier med den
arbejdsopgave at påpege fejl og mangler ved den danske offentlige sektors
behandling af de fremmede i landet, foreslå nye løsningsmodeller og i det
hele tage del i den danske udlændingedebat, som han
stempler som »alt, alt for ensporet«. Hans hovedproblem er at hindre, »at
indvandrerne i Danmark, især hans egne landsmænd bliver marginaliseret«. En
del af hans arbejde er i indland og udland at deltage i
kongresser, herunder dog næppe nogen, som vil Danmark det godt. Morgenposten
og Weekendavisen har beskrevet hans tilfælde udførligt. Henholdsvis 8.
december 1991 og 13. marts 1992.
Mange selvportrætter leverer manden i bogen »Jeg vil ikke være en simpel
fremmedarbejder som min far« (Odense Universitetsforlag 1994). Et
kærneudsagn står side 49: »Jeg har kunnet få SU og statslån i
årevis, selv om jeg ikke var dansk statsborger, da det danske samfund -
heldigvis - ikke opererer med etniske kategorier på det plan«.
Når han personligt har profiteret af SU-galskaben, er det for ham afgørende
argument til at forfægte, at så er det en ordning, som det danske samfund må
udbygge.
Styrkelse af denne reaktionsmåde er det som Danmark mindst af alt har brug
for. Skal landet overleve i sin nuværende forfatning, må alle lære, at
stemmeseddelkrydset skal afgives uden mindste skelen til,
hvad der skæpper for en selv personligt i fortid og nutid, men alene hvad
der sammenhængende gavner Danmarks Fremtid.
På nuværende degenerationsstadium er det mere end svært at få gennemslag for
denne selvindlysenhed hos danskerne. Det er derfor en katastrofe med
indslusning af udlændinge, som i deres primitive
rodløshed virker til at undergrave Danmarks Fundament.
I titlen og andetsteds i bogen (for eksempel side 42 og i kapitlerne 2, 5 og
6) er grundfilosofien foragt for den jævne mand, til hvis trivsel vi andre
jo først og fremmest har Danmark. Og ikke til
skidtvigtighedsexcesser fra Necef og andre parvenu-akademikere i
åndshovmodighedsarrogance.
Det var en selvfølge, at Danmarks Radio fejrede hans bogudgivelse som en
kæmpestor national lykke med underdanige, helt ukritiske hyldester til ham.
Bogen er betalt af Sygekassernes Helsefond.
Han skriver nu på et af Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd
bekostet projekt om anden generations tyrkere i Danmark.

IV. Danske skatteydertilskud flyder ad gedulgte kanaler til alskens helt
urimelige formål.
Påny dækker myndighederne totalt over de faktiske forhold. Derfor må
belysningen også her ske på grundlag af sporadiske eksempler:
Sammenstykning heraf godtgør, at fjerne landes landsbyer får levestandarden
markant forbedret gennem de overflødighedsbeløb, som det danske socialsystem
udbetaler herboende fremmede, og som fra
dem vandrer hjem til slægtninge.
Endnu farligere er det, at muhamedanerne i Danmark - til dels under
afpresning - yder penge, som direkte eller indirekte kommer deres
trosfællers terrororganisationer til gode.
27. december 1993 havde Jyllands-Posten en firespaltet forside,
hvortil »lederen af Kosovainformation i Danmark« (Riza Nikqui) berettede om,
hvordan man får stort set alle fra den muhamedanergruppe i
udlandet til hver måned at indbetale krigsskat til Stuttgarthovedkontoret.
Grusomhederne fra Liberation Tigers of Tamil Eelam er den officielle
undskyldning for, at Ceylonesere overhovedet har opnået opholdstilladelse i
Danmark og dermed stormfloder af danske
socialhjælpspenge. Alligevel betaler de løbende meget store bidrag til
Tigrenes kamp (Jyllands-Posten 6. marts 1990 samt 27. marts og 3. april
1994).

V. Også i EF-sammenhæng er Danmark her skævt placeret. Det skyldes vort i
andre forbindelser sagligt overlegne system med, at socialydelser bør gå
over de offentlige kasser. Kontinentaleuropa bygger i
stedet på arbejdsgiverafgift til særlige kasser, hvor de ansatte optjener
rettigheder efter, hvor meget de - på grundlag af længerevarende arbejde -
har indskudt af kontingenter. Her kommer de
indstrømmende lettere til kort.

VI. Centralt i analysen af de fremmedes socialhjælpsmisbrug står også, at
asiater o.l. er opvokset med, at omsorg får man fra familien og ikke hos det
offentlige. Men i Danmark er staten julemand hver dag,
uden at man selv skal gøre nogensomhelst indsats. Hvor kan man da drage
anden konklusion end, at danskerne er umådeligt rige og/eller umådeligt
dumme. Straks fra ankomsten puttenusses den fremmede
ind i den for ham uvante millionærstatus som dansk socialhjælpsmodtager. Og
en gang socialklient er også for denne gruppe i vidt omfang lig med altid
socialklient. Følgelig må det også på dette punkt
konkluderes, at skylden alene ligger hos de gammelpartier, som danske
vælgere i dyb bevidstløshed bliver ved med at genvælge.
Problemet løses derfor bedst ved, at danskerne (frem for at brokke sig
ukonstruktivt) fejer for egen dør ved aktivt at kaste folketingspartierne ud
af Christiansborgtemplet.
Så længe det ikke sker, må man resignere med Svend Burmester: »Fra et humant
synspunkt er den danske indstilling selvfølgelig beundringsværdig, men
sikkert kun holdbar, hvis man kunne overbevise de
store indvandrerlande om at føre en lignende politik. Og det er meget
usandsynligt. Så strømmen til Danmark kan nemt blive overvældende«.
De radikales Marianne-boss docerer imidlertid: »Det vigtigste er at skabe de
rette rammer, så indvandrerne får mulighed for at være selvhjulpne« (Aktuelt
18. november 1993).
Det burde være et minimumskrav ad modum USA, at indrejse altid nægtedes,
indtil der var stillet fuld betryggende sikkerhed for hjemrejseudgifterne
til afholdelse, så snart vedkommende ikke var i stand til -
for eksempel gennem familien, landsmænd, trosfæller eller andre private
sympatisører - at fremskaffe midler til livets løbende opretholdelse. De
nordamerikanske Fristater er altså stadig klart førende i den
traditionelle opfattelse: Ingen nytilkommen fremmed kan påregne at blive
opfanget af noget skatteyderfinancieret socialnet. »Værtslandet« overlader
det til fremmede at klare sig selv. Kan man alligevel ikke
forsørge sig selv, bliver den pågældende (familie) udvist.
Niels Larsen formulerede danske ønsketilstande i Jyllands-Posten 14.
november 1992: »Over for danskere er godgørenhed, f.eks. social- og
lægehjælp, en statsopgave. Over for fremmede bør al
hjælp være privatiseret. F.eks. gennem Folkekirkens Nødhjælp.«
For de folkemængder, som er trængt ind i Danmark med løgnagtige
flygtningehistorier er realiteten i skarp kontrast til Larsens oplæg: De
bliver aldrig nogensinde selvforsørgende ved rigtigt arbejde eller på
anden lovlig vis.
De er evighedssocialbistandere.
Og det er jo også derfor, de er kommet.
Det ved Du.
Og det ved Jeg.
Men vi ved det.
Hver for sig.

[Per Hagemann]

KAPITEL 44Muhamedanertruslens størrelse
Ludvig Erhards Wirtschaftswunder forvandlede 1950'ernes Vesttyskland fra
1945's ruinmarker til nutysk rigdom. Det gav plads til megen mellemøstlig
arbejdskraft. Et kort konjunkturtilbageslag midt i 1960'erne udløste, at
nogle rejste videre til Danmark.
Muhamedanerinvasionen af vort land fik mere gang i galocherne, da
økonomiindsprøjtningen omkring kildeskattens indførelse (de skattefrie år)
gav danske
virksomheder besvær med at skaffe sig al den arbejdskraft, de behøvede under
den brølende verdenskonjunktur i seksåret op til 1973-OPEC-krisen. En del
fremmedarbejdere ansattes på ekstremt mobile lønglidningshæmmende vilkår.
Løntrykkeriet skubbede danske arbejdere på overenskomstmæssig løn
(med overarbejdstillæg) ud af danske arbejdspladser. Danske fagforeningers
modstand iværksattes i efteråret 1970. Først og fremmest i form af det
principielt stadigt gældende indvandrerstop.
Danmarks Statistiks registreringer udviser, at de førhen ganske få fra
Tyrkiet, Pakistan og Jugoslavien i 1971 var vokset til 12.500.
Deres egen baggrund var, at de penge, de kunne få ud af det, skulle bruges
til, at de og deres familier hurtigt kunne få økonomisk rygstød til deres
fortsatte
tilværelse i deres hjemlande (se for eksempel de historiske gennemgange hos
Jørgen Bæk Simonsen og side 10 i Ole Hammers 1993-Mellemfolkeligt
Samvirkebog »Kommer de os ved?« samt Lone Abenth side 110f).
De midlertidige behov for de fremmede var uigenkaldeligt slut, da den danske
situation fra eftersommeren 1974 forvandledes til en uafbrudt, siden da
opretholdt arbejdsløshed. Ved dens udbrud var her i landet tilbage som
fremmedarbejdere et helt tilfældigt udpluk fra folkeoceanerne af
pakistanere, tyrkere,
marokkanere, jugoslaver m.fl.
De havde fået deres - efter hjemlige standarder - fyrstelige aflønning for
det arbejde, de få år før blev engageret til. Ingen af dem havde juridisk
eller moralsk krav på mere.
De var kommet for at arbejde, og nu var der ikke længere noget arbejde til
dem. Altså skulle de være vendt hjem, taknemmelige over deres gode tid i
Danmark. I stedet er de - foreløbig i en snes år - sluppet godt fra, at hele
den danske skatteyderbefolkning har undgældt for en tilsyneladende evigt
løbende
»efterløn«. Oveni det arbejdsvederlag, de havde aftalt med og forlængst fået
betalt af de respektive danske arbejdsgivere.
At de fik en arbejdsgivers lillefinger omkring 1970, berettiger dem selvsagt
ikke til således emsigt at gribe hele den danske hånd.
Paradoksets forklaring (som ikke udgør nogen undskyldning) er tydeligvis, at
deres appetit indfandt sig, mens de spiste ved de danske borde. Så i stedet
for
at rejse hjem, tog de deres familier herop. De formerer sig hurtigt og er
allerede i kraft heraf mangedoblede.
Resultatet er en hurtigt voksende styrke for den blandingskultur, at de
holdt fast ved deres muhamedanske idealer samtidig med, at de klarede en for
dem
giganthøj privatøkonomi. I kraft af det danske velfærdssystem: Arbejdsløs i
Danmark er fremfor beskæftigelse i hjemlandet en langt rigere tilværelse.
For dem selv. Og deres efterkommere i en uoverskuelig række af generationer.
Slægt vil nemlig følge Slægters Gang.
Alle agter tilsyneladende uanfægtet i den mangfoldighed, de udvikler sig
til, at blive siddende, som havde vore skattebetalere indbudt dem til
gæstebud i al
fremtid.
Med den menneskelige, veludviklede sans for grov historieforfalskning
opdigter muhamedanerne myter om, at de skulle være i deres gode ret. Typisk
er
Midtpunkt i Jyllands-Posten 5. marts 1992. Skrevet af en af de indrejste
(formanden for Tyrkisk-Dansk Forening Mustafa Üsüdürk).
De, som tror på, hvad folk i politik strør om sig med af
fremtidsforsikringer, har modtaget et bittert lærestykke med lange
fremtidsskygger, ved at erfare, at
det gik helt, helt anderledes, end der var lagt op til.
Ganske vist tilhørte de, der kom først til Danmark, tilfældigvis
pakistanersekten Ahmadiya. Dens stifter Mirza Ghulam Ahmad (1835-1908)
udråbte sig selv
til Muhameds i Sura 61.6 profeterede lederefterfølger og fuldkommengører,
Al-Mahdi. Alle sektens tilhængere skal derfor hver dag læse i mindst een af
de
ca. 80 bøger, han skrev. Deres ideologiske mål er kompromisser mellem
muhamedanismen, hinduismen og kristendommen. Tilpasset hertil er
koranudformning og korantolkning helt anderledes ufrastødende end den
dominerende.
Derfor forkastede de Frants Buhls koranoversættelse fra 1921 (deloptrykt
1954 i den på Gyldendal udsendte »Verdensreligionernes Hovedværker«). A.S.
Madsen udformede i stedet den Koran, der siden har været ret ene på det
dansksprogede marked. Den tilstræber ikke at være ordret. Men i stedet at
give en
fuld udfoldelse af det meningsindhold, som Ahmaddyrkerne lægger i den
arabiske tekst.
Den udkom på Borgens Forlag i 1967.
Samme år indviedes den nordiske regions første moske, Eriksminde Alle 2 i
Hvidovre. Den beherskes fortsat af Ahmadiya.
Sektens »Introduktion til Islam« udsendtes i 1973 (Gyldendal). Den
forjættede Messias (Guds fred være over ham) har angiveligt heri besvaret
spørgsmål
om hensigten med menneskeligt liv, midlerne til opnåelse heraf og
virkningerne på menneskets tilstand i livet. Før såvel som efter døden.
Blandt sektens senere aktiviteter kan nævnes kvartalsbladet »Sameksistens«
og dannelsen i 1991 af Dansk Islamisk Forening for Fred og Miljøbevarelse.
De
førende kræfter er folkeskolelærer Kaj Ove Krogh fra Holbæk/Jyderup og
Esbjergpræstesønnen Abdul-Salam Svend Aage Madsen.
Alt dette skal man ikke lade sig narre af. Ahmad er yt. Ahmadiyansekten
bekæmpes af alle andre Islamorganisationer. Den tæller mindre end een
procent af
verdens muhamedanere. I Danmark er nu færre end 200. Det muhamedanske
førerskab hertillands er forlængst overtaget af høge, som er repræsentative
for
Islam.
Muhamedanertruslen mod Danmarks overlevelse er derfor nu den samme som alle
andre steder, siden den i menneskehedshistorien skæbnesvangre
november 624, da muhamedanernes mål blev hele jordklodens erobring.
Ribe Universitetscenters etnograf Jan Hjarnøs socialantropologiske studier
afslører, at tyrkerne i de europæiske lande opretholder tætte forbindelser
såvel
til hjemegnen som til Tyrkiet som helhed. Blandt andet ved at være
storinvestorer i deres hjemlandsbyers villaer m.v.
Hjarnø samlede nogle af sine talrige samtaler i bogen »Kurdiske
Indvandrere« (1991). Her finder man meget materiale til underbyggelse af, at
overordentlig
mange reelt er sendt af sted som led i bevidst tyrkisk politik om at
eksportere arbejdskraft, som dels kan sende valuta hjem og dels holdes i
snor som
Tyrkiets agenter. Den enkelte, der således er en af spillets mangfoldige
brikker, kommer hertil med letfærdige påstande om politisk forfølgelse eller
via
proformaægteskaber med herboende.
De hader Danmark, men har ikke råd til at forlade os. Endsige ønske om at
svigte Muhamedanismens ordre om at undertvinge sig Alverden.
De fleste ideologier - også de religiøse - indeholder nok
intolerance-ingredienser. Men normalt nedslides de af den mekanisme, at
sæderne mildnes, som
tiden går. Sådan er Historiens lære (endnu) ikke med Profetens dyrkere.
Hussein Shehadeh er palæstinenser. Opvokset i Jerusalem og bosat i Danmark
fra 1967. I Exil december 1992 skriver han:
»En vesterlænding kan have svært ved at forstå, at en araber med en høj
teoretisk, verdslig uddannelse stadig kan tro, at Gud følger alle hans
skridt, men det tror han faktisk på.
Den traditionelle vestlige opfattelse er, at mennesket principielt er
universets herre, og hvad der endnu ikke er underlagt det, kan med tiden
underlægges gennem videnskabelige fremskridt. Sådanne tankegange er totalt
fremmede for en muslim.«
Ud fra en organisationsmæssig målestok er det mest fabelagtigt
beundringsværdige i muhamedanerhistorien, at man har formået at holde
massernes
entusiasme på højdepunktet og undgå alvorlige splittelser.
Hovedforklaringen på, at muhamedanismen så imponerende har kunnet holde sig
så stærk og uændret over kæmpeområder i tre verdensdele gennem de 14
århundreders kæmpeforandringer, er, at den griber ind i dagligdagen på langt
stærkere vis, end nogen religion nogensinde har domineret os vesterlændinge.
Uanset at Muhamed formentlig var analfabet, er han målt med PR-alen stadig
verdensrekordindehaver i markedsføring. Det er for snævert at kalde ham
hjernevasker. Mere præcist er den videregående glose: Totalsjælevasker.
Hver eneste muhamedaners mange daglige bøngentagelser hele livet igennem
udpensles tankevækkende af Pakistanmissionæren Jens Christensen på siderne
172-178 i hans livserfaringsopsummeringsværk »Konfrontation - Islam og
Kristendom« (Tidehvervs Forlag 1989). Ved solopgang, middag, sen eftermiddag
og skumring samt efter solnedgang aflægges trosbekendelsen. Ikke blot dennes
indhold er nøje fastlagt. Også udenomsværkerne er forskriftsfyldte. For
eksempel i 5. Sura vers 6 om de forudgående afvaskninger. Under hver bøn
ændres bedestillingen flere gange. Så tilgiften er fem daglige gymnastikker.

Foran kapitel 43 omtales, at muslimen hvert eneste døgn i en af årets
måneder gennem rigoristiske fasteregler træner i at udholde ubehageligheder
alene for
at lyde Allahs befalinger. Ramadanen er angerens tid, hvor sindet skal
ransages og renses for slemme og forkerte tilbøjeligheder. I faste- og
afholdenhedsmåneden skal den enkelte muhamedaner altså udfolde en indre
djihad.
Årets internationale stævnekulmination er Valfarten. Mindst een gang i sit
liv skal den rettroende deltage i denne Mekka-festival af overolympiske
dimensioner. Denne Hadj præger hans liv før, under og efter storoplevelsen.
Til strøtanker herom brugte Torben Rugbjerg Rasmussen Berlingske kronik i
juni 1993. Samme avis havde 29. maj 1994 en sigende reportage om, hvordan
det sydede af begejstring i Kastrup Lufthavn, da nogle af årets danskboende
deltagere fik heltemodtagelse ved deres tilbagekomst. Generelle omtaler af
valfarten finder man bl.a. hos Jes P. Asmussen p. 102 og 305-309 og Jan
Hjarnø
side 66-68.
En fjerde hjernevaskningsmetode overfor opsætsig egen tankevirksomhed er den
intellektuelle kraftpræstation - der tager energien fra næsten alt andet -
som
det kræver igen og igen at læse Koranen. Hermed tilbringer muslimen tusinder
af sit livs timer. Så selv menigmand kan store dele af den udenad. Ansporet
af
konkurrencer i Koranrecitation helt fra pogeskolen, hvor elevernes stolthed
er udenad at kunne fremsige flest mulige Koranvers.
Vedtægterne for mange muhamedanske skoler (også i Danmark) indledes med at
fastnagle hovedmålet »at undervise i den islamiske religion«. Og det er ikke
blot et fag som ethvert andet, men hele grundstammen i opdragelsen. Koranen
er børnenes første lærebog. Dens tryllekreds bliver det fixpunkt, hvorfra
hele
deres verden går. Koranlærerne er kerneplacerede i al uddannelse.
Børneopdragelsens hovedindhold er nemlig at indterpe et sammenhængende,
entydigt, uforanderligt verdensbillede. Fastfrysning af hver eneste af
muhamedanernes livsdagetilstande, familiemønster, æresbegreber,
værdiforestillinger og omgangsformer. Skolen skal forberede et konformt liv
i lydighed
efter muhamedanismens samfundsforskrifter, så voksentilværelsen udnyttes
mest rationelt til muhamedanismens fremtrængen. Pædagogmoralen befinder
sig altså universfjernt fra den omskiftelighed, åbenhed og overfladiskhed,
som gennemsyrer vor kulturkreds, hvor skolelovsformålsparagraf, opdragelse
og
undervisning sigter på noget helt, helt andet, nemlig selvstændige
lykkeindivider.

I Islams Verden er medier, politikertaler, skønlitteratur og al anden
offentlig fremføring spækket med korancitater. De mest kendte
koranformuleringer indoktrineres man med overalt - som med Coca Cola
reklamer, når man kører rundt i vor Guds Eget Fædreland.

Til yderligere indplantation af underkastelsen under Koranen tjener
forskellige ærbødighedskrav. Den skal læses, mens den ligger i hjertets
højde. Den må
aldrig lægges blandt andre bøger. Det er strafbart at udgive den med blot
een eneste trykfejl.
I det hele er muslimens liv gennemsyret af bestandig at skulle spænde
opmærksomheden for at efterkomme de detaljerede forskrifter for et hav af
ritualer. Muhameds allerstørste snedighed var hans spil på sociale
mekanismer hos brede masser i hans lære om, at jordelivet kun er et kort,
ret ligegyldigt
forspil. Centralest i Muhamedanismen står derfor forjættelsen i Sura 81,
vers 1-14:

»Når solen formørkes,
når stjernerne fordunkles,
når bjergene udjævnes,
når de svangre kameler forsømmes,
når de vilde dyr forsamles,
når havene oversvømmes,

når sjælene forenes,

og den levende begravede spørges,

for hvilken synd hun dræbtes,

når bogrullerne oprulles,
når himlen bortslides,
når afgrundsilden antændes,
når paradiset bringes nær,
skal enhver vide, hvad han har frembragt!«

Heraf fremgår, at almindelige afdøde må vente til den yderste dag på Allahs
dom. Helt anderledes, når den rettroende dør i strid, efter at have dræbt
mange
ikke-muhamedanere eller iøvrigt i kamp efter Muhameds direktiver. Så er han
Martyr. Som sådan er han med hjemmel i 3. Sura, vers 169 øjeblikkeligt
sikret
plads i Al-Jannah (Paradis). Her vil han leve til evig tid ved Allahs side i
den skyggefuldeste oase med lækker mad, masser af vand og et utal af
villige,
skønne, jævnaldrende jomfruer med store, strålende sorte øjne.
Vinder man denne Bingo, er det ligegyldigt, om det koster en alle goder i
det korte jordeliv. Værdien i kundskaber, adfærd og færdigheder måles derfor
på,
hvor nyttige hjælpemidler, de er for at komme i Paradis. Helst med det
samme.
Også vor tids Hverdagsmuhamedaner gennemsyres til stadighed af Koranens
Paradisforjættelser.
»Der er ingen tvivl om, at hele denne teori er levende i mange muslimers
forestillinger og ofte dukker op til overfladen«, er formuleringen hos
Tranholm-Mikkelsen. På side 95 i hans 1993-bog.
Mislykkes det at opnå den evige salighed, er alt fortabt. Menneskeliv, der
ikke disponeres Allah-behjælpeligt, ender nemlig i Sagar (Helvede). Her
slikker
flammernes tunger deres kød i glødende vind og kogende vand, beskygget af
sort røg og uden køling og vederkvægelse (Sura 56). Helvedes kvaler er den
uundgåelige retfærdighedsstraf for at krænke Islams Ære ved ikke at kæmpe
med dødsforagt, når Hellig Krig pågår (4. Sura, vers 149-150).
Disse forestillinger dominerede, da 417 PLO-terrorister i december 1992 slog
sig ned i telte på øde stormomsuste, sneklædte Libanonbjergtoppe og forblev
der til Israels totale kapitulation eet år senere.
Samtidig massakrerede muslimbosniere deres egne, for at serberfjenden kan
udlægges som den skyldige:
Sommeren 1992 blev nogle muslimbørn begravet i Sarajevo som påståede
krigsofre. Vestens TV var der. Et stort skyderi begyndte ude på kirkegården
med
yderligere dræbte til følge. Men det var muhamedanerne selv, der skød.
Typisk var det også, da de den 25. oktober 1993 myrdede Nødhjælpschauffør
Bjarne Vium Nielsen. For at hindre udkørsel af mad til de flere hundrede
tusinde hungerramte i det centrale Bosnien (Kristeligt Dagblad 28. oktober
1993).
Den måske krigsafgørende markedspladsbombning lørdag den 5. februar 1994
skyldtes ifølge Jyllands-Posten 19. s.m. på samme udspekulerede vis
muhamedanerne. Men da USA's TV-folkedomstol havde hængt serberne ud, før
undersøgelsesrapporten var skrevet, foretrak FN at undertrykke denne.
I 1990 udsendtes skolebogen »Islamiske børnesange«. På melodien »Altid
frejdig« læres:

»Muslim, kæmp for Allahs sag.
Dø i nætter dunkle.
Tænk da på Profetens flag.
Da vil sejr i øjet funkle.«
Mehmet Necef (præsenteret i kapitel 26, III i.f.) kalder det ikke
uanstændigt, men et »pudsigt« eksempel på, hvor snedigt Islam kan indsuge
dansk »lokal
kolorit« (Information 12. marts 1994).
Koranens Undsigelses Sura 47, Vers 17-18 fastslår, at de vantros gerninger
er forspildte. De skal alligevel til evig tid forblive i Helvedes Ild. Og i
vers 4
hedder det til de rettroende: »Dræber afgudsdyrkerne, hvor I træffer dem,
fanger dem og belejrer dem og led dem op i hvert skjulested. Når du møder de
vantro, så hug deres hoveder af, og når du har strakt dem til jorden, så
bind dem fast«.

Dette er den grundlæggende forpligtelse til djihad - hellig krig mod den
vestlige verdens hovmod med at sætte mennesket højere end dets guddommelige
skaber og finde et andet livsindhold end at tjene Ham gennem uafbrudt aktiv
handling og aktiv medleven i, hvad Allah har tilkendegivet som sin vilje.
Folkebevægelsen mod Nazismen (ved dens stifter og tidligere formand Povl
Ejner Nørager) skriver:
»Koranen i sin rabiate udlægning tolkes som om den, der er modstander af at
dræbe for Allah, ingen plads har i Islam og slet ikke i Paradis. Dolk,
gift, gevær og bomber er Islams hellige våben, siger ayatollaherne, og så er
det lige meget, om den »rettroende« kæmper i Mellemøsten,
Storbritanien eller Danmark.«
Citatet er fra 1991-bogen »Stemmer fra fortiden«. Handlingsbefalingen er
usvækket levende aktuel.
Udgangspunktet er en trossætning fra den skinbarlige Muhamed himself: »Islam
vil udbrede sig og udbredes dag og nat«.
»9. Sura, vers 29. og 4. Sura, vers 115 foreskriver fornedrelse og ydmygelse
af ikke-muslimer (»vi vil lade dem brænde i helvede, et slet rejsemål«). 3.
Sura, vers 118 forbyder udtrykkeligt venskab med ikke-muhamedanere.
»De, som er imod at slå nogen ihjel, har ingen plads i Islam. Vor profet
dræbte med sine egne velsignede hænder. Vor Imam Ali dræbte mere end syv
hundrede på én dag. Hvis troens overlevelse nødvendiggør, at der udgydes
blod, så er vi der for at udføre vor pligt« (Ayatollah Sadeq Khalkhali,
islamisk dommer).
»Hvis vi får heldet med os, vil vi sejre for troen. Hvis ikke, vil vi falde
som martyrer på slagmarken. Hvis vi frygter døden, som skæbnen har indviet
os til og foretrækker at leve som hunde, så fortjener vi både vore forfædres
og efterkommeres forbandelse. Hvis vi har mod til at gå i døden, vil vi
sikre frihed og lykke for dem, der følger os« (Enver Pasha, tyrkisk minister
og ved sin død i 1922 Túrkestans Emir).
Stifteren af Det muslimske Broderskab, Hassan al Banna uddyber: »Det er
Islams natur at dominere, ikke at blive domineret. At påtvinge alle
nationer Islams regler og udvide sin magt til den hele planet.«
»Fred med ikke-muslimske stater kan kun være provisorisk, da djihad skal
vare ved, indtil Islam hersker overalt.« (Jes P. Asmussen, p. 269).
»Målet er Verdens underkastelse under Islam« (Khadafi).
»Vort endelige mål er at indføre det islamiske kalifat over hele jorden«
(Algierprædikanten Ali Belhadj).
Vold og list går hånd i hånd med brutalitet i den blanding, som skønnes mest
hensigtsmæssig efter de til enhver tid herskende magtforhold. Underdanighed
afløses af despotisk terror, når mulighed byder sig.
Den vigtigste - religiøse såvel som juridiske og moralske - muhamedanerpligt
er loyalt, trofast, selvudslettende og ensrettet at udvide muhamedanismens
diktatorområde. Med magt, med svig, med børnefødselsforøgelse, med frihed
til at bryde enhver aftale med en vantro, med forhånelser mod dem, der
venligt
har taget imod de fremmede og samme retfærdiggørelse af alle andre
resultatsøgende midler: Hensigten helliger midlet. Kampiveren
detaljedokumenteres i skildringer af svig, snigmord, massakrer osv. i
Buhls »Muhameds Liv«. For eksempel på siderne 231, 242-245, 271 og 287.
Muhamed kommanderede gang efter gang, når hans tropper plyndrede de ikke
troende. I mere end 20 tilfælde var det eneste formål at skaffe
finansiering. Det
kaldes »ghaswaer«. Og kan af Benny Andersen indlemmes i hans Internationale
Ordbog som stamglosen til vort ord »razzia«.
Da der kæmpedes for den retfærdige sag, afviste Muhamed - som hans ætlinge i
Nudanmarks Anti-Racistbevægelse - at der skulle foreligge røveri eller
anden forbrydelse. Tilsvarende iværksatte han flere snigmord på fjender
(Tranholm side 46 og 47). Endog deres palmetræer fældede han (Sura 59, vers
5).
Den således af Muhamed opfundne totale krig mod de vantro skal vare lige
indtil »Religionen overalt er Guds« (Sura 8 vers 39). Eller som Jens
Christensen
udtrykte det: »Islam er ikke, hvad den skulle være, før ethvert land bøjer
knæ for et islamisk overherredømme.« Tranholm-Mikkelsens formulering
(side 95) er: »Enten hersker Islam i et område, eller også er det den
islamiske fyrstes pligt at søge det underlagt«.
»Krigen skal ikke kun føres med våben.
Det står muslimer frit at afbryde en hvilkensomhelst aftale indgået med
ikke-muslimer.« (D. Konzelman: »Den islamiske udfordring«, Gad, 1981,
side 35).
En hvilkensomhelst falsk bekendelse er også tilladt. Blot man ikke mener den
(Tranholm side 85).

Hundredtusindvis af variationer over disse hovedbudskaber forefindes.
Eksempelvis:
»Islam er religionen for agitation, revolution, blod, befrielse og
martyrium« (Shaikh Morteza Motahari).
»Vi må afvise demokratiet til fordel for Islam, som det enestående og
perfekte system, skabt af Den almægtige. Vores march er netop begyndt, og
Islam vil i
den sidste ende besejre Europa og USA« (Shaikh Saeed Shaaban, Trip).
»Folk siger, »Lyv ikke«. Men dette gælder ikke, når vi tjener Allahs vilje.
Han lærte mennesket at lyve, så vi kan redde os i vanskelige øjeblikke og
forvirre vore fjender« (Muhammed Navab-Safavi).
Et af Informations idoler - Günther Walraff - beretter i bladet 13. oktober
1993 om, at han var gæstetaler for 7.000 muhamedanere i Køln. Han prædikede
tolerancens velsignelser, men opdagede bagefter at arrangørernes tolke
spillede ham på næsen ved at oversætte, så hans meninger blev helt vendt om.
Jugoslavmuhamedanerne var givetvis blevet rendt over ende allerede i 1992,
hvis ikke Muhamedanerfantaster fra Afrika og Asien havde sørget for, at der
kom forstærkninger i form af krigsmidler. På grund af våbenembargoen mod
Jugoslavien og underdanighed for de bomstærke USA-reklamebureauer der
tilrettelægger Djihaden, er enkeltheder tys-tys mørkelagt. Men nok er
sluppet ud til at det står klart, at muhamedanersolidariteten lever i bedste
værstgående.
Englænderinden Joan Phillips har specialiseret sig i, hvad der virkeligt
hændte omkring Sjebrenica. I Information 23. juli 1994 dokumenterer hun,
hvordan
muhamedanernes massakresvælgen i de vestlige medier er blevet til ensidig
sortmaling af serberne.
Jyllands-Posten 17. august 1993 berettede om Den syvende Muslimske Brigade i
den bosniske regeringshærs Tredie Korps. Den plyndrer og nedbrænder
kroatiske byer, slagter børnene og afskærer de voksnes kønsdele, fingre,
øren og hoveder. Erobringen 4. november 1993 af den bosniske by Vares førte
prompte til tilsvarende udåder fra Muhamedanersoldaterne. (Information 5.
s.m.). Endnu værre var de muhamedanske massemyrderier (179 dræbte) om
morgenen 31. august 1992 i Trnovro (20 km. fra Sarajevo) jfr.
Jyllands-Posten 13. februar 1994. Muhamedanerpolitiet i Bosnien torterer og
myrder dem,
man har et mistænkelighedshorn i siden på (svensk TV 25. maj 1994 kl.
17.19).
Altsammen kvalitativt og kvantitativt langt værre end i Hebronmoskeen. Men
med de sort/hvide billeder de internationale medier har indsukret sig i,
blev det
selvsagt bagatelliseret til petitnotitser. Man skal jo gerne betjene seere,
lyttere og læsere på tegneserieniveauet. Det ville forvirre, hvis der kom
flimmer i,
hvem der er helte og hvem skurke. Pyt med sandheden lyder nu
journalistetikken.
15. februar 1994 varslede Berlingske, at 50.000 unge indonesere er rede til
at slås for fællerne i Bosnien, når mulighed måtte vise sig.
En metode for Islams Internationale er at udnytte FN's desperate behov for
at få mange soldater. Pakistan tilbød eksempelvis 3.000 i maj 1994. Om de
førstes afrejse rapporterede GT I Dag 23.s.m.
Muhameds ubarmhjertige kerneparole er vedholdende at udrydde alt, hvad der
ikke er muhamedansk, når lejlighed hertil l byder sig.
Når man i debatten ofte hører, at Djihad alene skal rettes mod den tidligere
polyteisme og ikke mod skriftfolkene (jøder og kristne), er det fup og
svindel.
Den baseres enten på de betydningsblottede Ahmadiya-afvigere eller på kilder
fra før 624, da Muhamed endnu ikke have styrke til at bekæmpe Biblens Folk.
Så sent som ved Valfarten 631 lod Muhamed oplæse Sura 9 vers 55, der
behandler Polyteisme en bagatel mildere end Bogfolkene, hvorfor det er
absurd at
påstå, at disse skulle være uden for Djihadforfølgelsen. Tværtimod udtværer
vers 29-33 specielt i relation til kristne og jøder alle de hårdeste
behandlingsformer, startende med befaling om jødernes totale udslettelse.
»Oh, I troende, hav ingen forbindelse med jøden eller den kristne. Den, der
betragter dem som ven, bliver som de« (5. Sura, vers 56). Sura 48 og
flere andre Koranskriftsteder supplerer: »Angrib dem fra baghold. Hug
hovedet af dem, indtil I har anrettet et stort blodbad blandt dem«.
Udryddelseslysten er selvsagt ikke svækket af den udbredte tro i den
muslimske eftertid om, at årsagen til Muhameds død 632 var, at en jødinde
forgiftede
den lammesteg, han spiste.
Auschwitz-gaskamrenes ældste forløber er Muhameds henrettelser af
Quraiza-jøderne.
Alt dette er ikke historiske kuriositeter. Nutidens muslimer er overalt
forpligtede til at følge Profetens handlemåde. Størst almenkendskab er der
vist til
Algiers henrettelse 30. maj 1957 (overensstemmende med Muhameds nedslagtning
i 626) af ca. 700 jøder over en grav. Med deres familier som
tvangsindlagte tilskuere.
I 1992 lå en pakistansk sag til frifindelse, fordi den myrdede kristne
skulle have talt nedsættende om Muhamed.
I 4. Sura, vers 77-105 udpensles, at ingen af satans venner - det vil sige
jøder og kristne - må muhamedanerne tage til ven. De skal gribes og dræbes,
hvor de end findes, og al deres ejendom konfiskeres. Før man slår dem ihjel
i djihaden, skal man dog så vidt gørligt kastrere dem for at hindre, at de
bevarer kønsdriften i det hinsidige. Metoden er i nyere tid i al fald
anvendt i Tyrkiet i massevis af tilfælde (ifølge udtalelser fra Anker
Jørgensens
bonkammerat Eccevit).
At muhamedanerne skulle elske jøder er just heller ikke budskabet fra det 20
århundredes Israelbekæmpelse. Eller fra Buenos Aires 18. juli 1994, da en
enkelt terroraktion myrdede næsten 100 jøder. Formentligt arrangeret af
Staten Iran.
I 1986-bogen »Den Islamiske bevægelses fremtid« skriver Muhammed Taci
Partori Sabzevari: »Den Almægtige har lovet os, at den dag vil komme, hvor
hele menneskeheden vil leve forenet under Islams banner, hvor halvmånen,
Muhammeds symbol, hersker allevegne. Men den dag må fremskyndes gennem
vor hellige krig, ved vor villighed til at ofre og udgyde det urene blod i
dem, som ikke ser det lys, som beriges fra Himlen af Muhammed«.
Derfor går hovedopdelingen i muhamedansk geografi mellem »Islams Hus«
og »Sværdets Område« (Dar al-Harb) - dette sidste omfatter alle de arealer,
der endnu ikke har muslimsk regimente. De udgør Islams Missionsmark
. Den øverste retslærde udtalte på det Islamiske Forskningsakademis
1968-kongres
: »At afstå fra hellig krig er kun tilladeligt i svaghedsperioder for atter
at samle kræfter til kommende konflikter«
. De seneste 1360 år har gjort muhamedanerangribere til eksperter i ikke at
gå forhastet frem, men målbevidst - ofte i det skjulte - at påvirke det
pågældende
område til at blive modent til at blive magterobret
. Når muhamedanerne kommer til et ikke-muslimsk land og i begyndelsen er få
og svage, dækker de deres slette spil under forholdsvis gode miner
. Indædt, vedholdende, uden at trættes og ofte med generationers afventende
tålmodighed, har de med vold søgt dominans, når mulighed herfor var opstået.
Til trods for vidtforskellige påvirkninger. Indsmigringsattituden aftager
nemlig efterhånden, som de bliver stærkere til at tilrane sig magt
. V.S. Naipaul har skrevet bogen »Blandt de rettroende - en islamisk rejse«.
Heri hævdes, at bag meget af den pakistanske udvandring ligger noget af en
planlægning udført af sagkyndige: Man undersøgte, hvilke lande det var
nemmest at komme ind i, hvordan man kan tage myndighederne ved næsen, få
arbejdstilladelse osv. Ankommet til et fremmed land skal man søge kontakt
med borgerrettighedskredse. Man skal appellere til følelser, »trykke på de
rette knapper«: I Vesteuropa tales om lighed, socialret, broderskab, fred,
uværdighed ved racediskrimination osv. Man skal danne pressionsgrupper.
Naipaul mere end antyder, at mange muslimer har den opfattelse, at de ikke i
forhold til fremmede behøver at holde samme regler som over for deres egne.
I
hvert fald er det åbenbart, at de hos os appellerer til idealer, de ofte
ikke selv har eller praktiserer
. På Møllemarksvej 70 i Odense sidder en muslimsk advokat (Adnan N. Wahab).
Han skrev 15. september 1991 i Jyllands-Posten
: »I øjeblikket er muslimerne ikke tilstrækkeligt stærke, så den hellige
krig føres taktisk på to måder: Der bygges nye moskeer i Europa og det
udviklede Vesten invaderes af flygtninge og gæstearbejdere. Der skal bygges
flere og flere moskeer. Muslimerne skal øges og atter øges i antal.
Når tiden er inde, indledes den blodige krig Djihad«
. De besejredes valg er omvendelse til Muhamedanismen eller tilintetgørelse.
Højst kan de som midlertidig sameksistensmulighed opnå at bevare visse dele
af deres ideologi mod at betale gigantiske brandskatter til de muslimske
herskeres videre krigsførelse. Sejrherrerne er selvsagt interesseret i ro i
det i går
erobrede, mens de koncentrerer sig om at vinde nye områder i dag og i morgen
. Wahab fortsætter
: »Terror og kampe er en obligatorisk religiøs pligt i alle lande, hvor
muslimer udgør ti procent af hele befolkningen. Når den muslimske hær
invaderer et nyt land, må muslimerne kun give det ikke-muslimske folk tre
muligheder
:1) De kan konvertere til den islamiske tro og opgive deres egen religion
.2) De kan acceptere at være indbyggere under islamisk styre. I dette
tilfælde kan de beholde deres gamle tro, men de skal betale en stor årlig
skat og vil
blive betragtet som tredierangsborgere, som ikke har menneskerettigheder
overhovedet.3) Den tilbageværende mulighed er, at alle mænd i den
kampdygtige
alder bliver halshugget. Alle kvinder og piger og unge drenge bliver solgt
som slaver«
. Det var i det ottende århundredes begyndelse under Kalif Umar den Anden,
at det klassiske Paradigma for den under 2) nævnte Slavekontrakt
udfærdigedes.
Centrale dele gengives på siderne 64-66 jfr. p. 50 i Verner
Tranholm-Mikkelsens gymnasielærebog »Islam« (Arnold Busck 1993)
. Rædslernes Dacapo så frygteligst ud i 1970'erne, da OPEC brugte
tommelskruer mod den vestlige hjertefunktion, energiforsyningen. De søgte at
overføre
I-landenes kapitalrigdomme til sig selv. Umådelige pengemængder investeredes
i opkøb af firmaer i vor del af verden. Hjernekraften hertil købtes i USA,
Europa og Japan, samtidig med at arbejdskulier til sheikfyrsternes egen
luksusbehagelighed indførtes fra den tredie verden. Takket være bruddet på
produktionsmonopolet drev den trusselform over
. I det sorte gulds sted er den nuværende hovedtrumf udnyttelse af Vestens
naive udlændingelov-liberalitet
. I den hidtidige krigsforberedelse mod os, må det befrygtes at
moskeopbygningen rejser større infiltreringsfare end den, Jyllands-Posten
advarede imod fra
Warzawapagtambassaderne i den kolde krigs tid
. Sprogligt betyder ordet Moské ganske vist kun »det sted, hvor man kaster
sig ned« - altså bønneplads
. De over 50, der efterhånden findes i Danmark, og deres præsteskab (Imamer)
finansieres i overvejende grad af hjemlige ministerier formidlet over deres
herværende diplomatbeskyttede repræsentationer
. Ugens vigtigste moskebegivenhed er middagsbønnen om fredagen. De, der
ligestiller dette med den religiøse opbyggelighed og hygge i en dansk
landsbys
Søndagshøjmesse, er ravruskende totalt galt på kareten. Det var Muhamed
selv, der indtil han blev dødssyg, forestod fredagsbønnen. Det var
eneherskerens
autoritative ordrer af enhver slags. Også den tradition er bevaret. Et
berømt eksempel er fra Kufa (i det nuværende Irak). Her tordnedes over
menigheden.
»Jeg ser hoveder, som rager op og er modne til afhugning. Jeg skal tage mig
af dem. Jeg ser blodet dryppe mellem turbanerne og skægget«. Siden
da er seancerne ikke kommet nærmere præsters forkyndelser af Syndernes
Forladelse.

Universelle århundredelange erfaringer advarer os om, at moskeer i
fjendelande er udrugningsreder (»sociale netværks-samlingspunkter«) -
psykisk som
materielt - til totalideologiens angreb på asylstaten (se for eksempel side
10 f i Danskeren oktober 1993 og David Pryce-Jones: »At War with
Modern-Islam's Challenge to the West« London 1993)
. Imam Ahmal Abu-Laban ved Vesterbrogades´ Al-Sauhu Moske sagde til Ekstra
Bladet 10. januar 1990, at danskerne nu er modne til Islam. Et år
senere erklærede han hellig-krig støtte til Saddam Hussein ved fredagsbøn i
København (Jyllands-Posten 27. januar 1991). December 1992 bekender han til
Exil: »Vi kan finde svar på alle vore spørgsmål i Koranen. Der er aldrig
noget at være i tvivl om. Der er kun det evige liv, og vi må alle stå til
ansvar på
dommens dag.« Samme blad fremhævede på side 11, at Moskeerne i Danmark »får
betydning for større og større grupper, som en del af deres fælles
hverdag«
. Samspil 1993-12 konkretiserer »at i moskeen er jævnligt møder om
samfundsrelevante emner som kommunalvalget i København eller udviklingen i
den
internationale politiske situation«
. Langt hedeste moskedebat herhjemme angik alligevel een, der aldrig blev
til noget: For at tækkes Araberstaterne i sin klokkerene
udenrigspolitik-opportunisme rodede Herostrat-olieminister Poul Nielson i
1981 den danske stat ud i ambassadernes Stormoskeprojekt på Amager. Efter 11
tumultår hindrede forkludringer, at blot en eneste byggesten blev lagt. Den
28. april 1993 ophævede staten så lejemålet, fordi muhamedanerne ikke have
betalt de 1.000 kroner, som var deres leje for året 1992/93 (dog skulle de
herudover betale grundskatten på ca. 400.000 kroner årligt).
Moske-modstanden er også betydelig i Frankrig. I Lille blev opførelsen af en
moske således hindret i 1985 og i Charuien-Chavagneux ødelagdes et
muslimsk bedested »ved en fejltagelse«.
Kari Vogt udsendte i 1993 på Cappelens Forlag værket »Islams Hus.
Verdensreligion på fremmarsj«. Særdeles udførligt giver hun ajourført
dokumentation
om de velorganiserede kampceller, som rækken af muslimske »broderskaber« har
opbygget til at kunne mobilisere Vesteuropas fremmedarbejdere, når den
gunstige tid er inde til kamp mod vore lande.
Over godt et dusin factsspækkede sider dækker kapitel 8 i Jørgen Bæk
Simonsens »Islam i Danmark« (1990) udviklingen i Det skandinaviske Islamic
Cultural Center, som muhamedanerlandenes ambassader grundlagde i 1971 og
siden har drevet. Den administrerende direktør lønnes af Libyen.
Den islamiske Verdensliga (Rabitat al-Alam al-Islam) sørger fra det
saudi-arabiske hovedsæde (i Mekka) for, at Islam på verdensplan kommer til
at indgå i
folks hverdag. I 1974 oprettede ligaen kontor i København. Hvor det findes
hensigtsmæssigt gives direkte pengetilskud. En omfattende forlags-, avis- og
tidsskriftsvirksomhed udøves. I Skt. Jørgens Søkvarter på Frederiksberg
opbygges et Center med administration, Nærradioen Fatiha, koranskole, moske
osv.
Heri indgår også ejendommen Vodroffsvej nr. 8, der i størstedelen af dette
århundrede har været et folkekirkeopinionsskabende institutanneks til det
teologiske fakultet ved Københavns Universitet.
Libyens ambassadør indviede i 1976 Islamisk Kulturcenters hovedsæde i
Utterslev.
Det islamiske Kulturcenter, Den islamiske Verdensliga og den ægyptiske
ambassade har store gebyrindtægter for at certificere, at dansk
landbrugseksport
stammer fra dyr, som er slagtet overensstemmende med den muhamedanske
halaimetode.
Tabligh-i-Djarnanat fra New Delhi-området har det overnationale mål at
genskabe et Islam praktiseret som på Muhameds og de første Kaliffers tid.
Med
organisationscentrum i Deusburg i England har bevægelsen stærk
gennemslagskraft ud over Europa. I Danmark er det vist foreløbig blot blevet
til, at
Frederiksværk kommune har stillet en moské til rådighed, og at der i
København er oprettet et forsamlingshus. Et af bevægelsens danske dæknavne
er
»Foreningen af studerende Muslimer«.
Også stærkt islam-konservativt er Barelli-ulamernes musliminstitut på
Vesterbrogade, mens Nørrebro fra 1984 har haft et såkaldt Muslim-Akademi.
Muhamedaner-Regionalkontoret for Vesteuropa - Avrupa Milli Görus Teskilatlar
i Köln - står blandt andet bag en af Helsingør-moskeerne,
Kokkedalmoskeen, Vesterbrogade-moskeen på Københavns Vesterbro og
tyrkerklubben i Grønnegade i Aarhus.
Blandet Saudiarabisk-Pakistansk er Islamic Foundation. Den driver sine
Europaaktiviteter fra Leicester i England. I Danmark har den arbejdet sammen
med
»Islamisk Studiebogsamling« (Nellikevej 30, 8240 Risskov). Dette forlag
grundlagdes i begyndelsen af 1970'erne af Khadijah Bjerring. 20 år efter
blev hun
den i offentligheden bedst kendte danske muslim, som har meldt sig ind i et
danskpatriotisk parti (se for eksempel Ekstra Bladet 21. september 1992).
De vigtigste kuwaitiske dækorganisationer i Danmark er tilsyneladende Den
Islamiske Forening og International Islamic Federation of Student
Organization
med danske hovedsæder henholdsvis på Vesterbro og i Valby.
I kampen for Muhamedanismens udbredelse på Fyn møder vi Foreningen
Al-Djamiya og det af den pakistanske regering financierede
verdensforetagende
Pakistan Islamic Wellfare Society.
Islamisk Informationskontor har Aarhus-telefonnummeret 86 19 77 01.
Ledet af Muhammad Tahir ul-Quadri i Lahore kæmper islamkoncernen Minhaj
ul-Quoran aggressivt for en verdensomspændende revolution til genrejsning
af muhamedanismens dominans-storhed og ditto værdighed via overtagelse af
alle statslige magtapparater. Hele samfundssystemet skal ændres til at være
skræddersyet til realiseringen af muhamedanismens grundlæggende opfattelser.
Hovedmidlet er målrettet opdragelse og uddannelse af de opvoksende
generationer. De danske underafdelinger er foreløbig centreret omkring
Valby, Ishøj, Gladsaxe og Lyngby. I »Islam i Danmark« citerer Bæk Simonsen
på
siderne 91-98 en række af bevægelsens militante programformuleringer.
Ajourføringsdetaljer stod i en Ekstra Bladskampagne i 1994 (fx. 15. og 18.
marts).
Organisationen forgyldes i vidt omfang ved at virke i folkeoplysningslovens
regi. De kommunale malkekøer rækker jo ganske langt, når man er vant til den
asketiske tilbageholdenhed, som ulandenes nød påtvinger.
Samme mageløse opdagelse er gjort af et hav af muhamedanerklubber, der er
oprettet lige fra 1968 ud fra den tilskudstænkning, som er en af de
integreringsformer, der er lykkedes bedst.
De danske skatteydere betaler også for ca. 60 koranskoler (ofte
sammenknyttet med en moske), fordi de har interessegrupper tilpasset den
danske
fritidslovgivning.
Mange af dem gør tillige brug af muligheden for vederlagsfrit at låne
lokaler i danske folkeskoler og biblioteker.
På muslimsk grundlag drives herudover en halv snes privatskoler baseret på
dansk friskolelov med 85% i tilskud (fra 1994). Den første startede med
skoleåret 1978/79 og siden er udbygningen sket støt og roligt med stort set
stigende elevtal i hver skole år for år.
I Slagelse fortæller rektor til Jyllands-Posten 9. juni 1991 om supplerende
økonomisk støtte fra Saudiarabien, og at »her på skolen gør vi børnene
stolte af
deres forfædre og stærke i deres tro«. Forældrekredse var så begejstrede, at
skolen måtte køre i toholdsdrift. Efterår 1991 søgte skolen om at udvide med
et
gymnasium. Men Slagelse kommune faldt ikke i svime over, at eleverne kunne
(størsteparten af) koranteksterne udenad. Den lagde i stedet vægt på kaos i
bl.a. fagligt niveau, lærerstab, brandsikring og fysisk miljø. Derfor
ophørte det årlige milliontilskud fra danske skatteydere pr. 1. september
1992 og skolen
gik konkurs (Berlingske 16. december 1991 samt 6. april, 11. august og 16.
december 1992).
På Frederiksberg ejes Al Agsa-skolen af den saudiarabiske stat. For at
oppebære de fede danske skatteydertilskud, må den opfylde nogle usaudiske
demokratimindstekrav. De resulterede i, at den araber, som i 1990 valgtes
til skoleleder, viste sig at være kurder. Den heraf affødte ballade har
siden
beskæftiget megen embedsmandskraft i Direktoratet for Frie Grundskoler.
Herfra beordredes ny generalforsamling. 2 dage før den - 23. november 1991 -
iværksattes brandstiftelsesangreb på skolen. Selve generalforsamlingen kom -
før første punkt på dagsordenen - til at bestå i korporlige stridigheder med
diverse slagvåben. Politi og skadestuer (også betalt af danske skatteydere)
blev derfor hovedaktører.
25. og 26. marts 1994 fortæller Berlingske om Islamisk Imam Skole i Århus
med årlige statstilskud på over 20.000 kroner pr. elev. Tilsynsførende med
undervisningsniveauet er en libaneser, der ikke kan dansk.
Alle disse edderkoppespind er med til hos den realistiske fremtidsforudsiger
at styrke frygten for, at vi blot oplever et forspil til noget endnu værre.
Ondvarsler kommer mange steder fra. Bl.a. England:
Gennem årtier er landet martret af muhamedansk iværksatte
borgerkrigslignende tilstande med nedbrænding af store byområder,
plyndringer o.l. Antallet af
dræbte og alvorligt sårede er væsentligt større end de opreklamerede tal fra
Rostock, Mölle, osv.
Berlingske fortalte 1. august 1990 om den store internationale Islamiske
Konference 1976. Den udmøntede strategien: »Når vi har vundet London for
Islam,
vil det ikke være vanskeligt at vinde hele den vestlige verden«. Herom kan
læses i den storstatus ultimo 1979, som Marius Baar leverer i sin
bog: »Vesten
må vælge«. (Siderne 79-98 gennemgår 1970'ernes musliminvasion i
Nordvesteuropa).
Pakistaneren, proiraneren Kallim Siddiqui, grundlagde 1983 Londons Muslimske
Institut. Det udgiver bl.a. tidsskriftet »Al-Hilal«, med programudtalelsen:
»Islam er igen på march. I de kommende årtier vil den islamiske revolution
som en uimodståelig strøm rive alt med sig i sit løb og endelig befri
folkene. Det
fordærvede Vesten vil kun finde lyset ved nu, da det er blevet deres tur, at
antage vor hellige profet Muhameds religion«.
På linie med det franske Allah-brødre-parti, kræves, at der i Europa sker
suveræne statsdannelser med egen lovgivning for muhamedanerne parallelt med,
hvad disse er ved at opnå i adskillige asiatiske regioner, hvor de udgør
store mindretal. Ifølge Erhvervsbladet for 9. august 1991 dannede Englands
muslimer derfor deres eget »parlament« med 200 medlemmer. Her udskrives de
love og regler, som skal efterleves. For eksempel om familieretlige forhold.
I begyndelsen af 1992 udsendte dette Englands Islamiske Parlament en
hvidbog. Den kræver bl.a. fuld skatteyderbetaling til Storbritaniens 300.000
muhamedanske elever i rent muslimske skoler og disses fritagelse for
undervisning i seksuallære samt andre anstødelige fag (Christian Science
Monitor 8.
januar 1992).
Tryk avler modtryk. Derfor er mange englændere - især unge - stærkt optagne
af at forsvare deres land mod muslimernes magtstræb. Og helt tilbage til
Imperietiden har United Kingdom traditioner at bygge videre på: Sir Oswald
Mosley hed mellemkrigstidslederen, men han blev et af Hitlerkrigens ofre.
(Henning Kochs 1994-disputats, p. 43f). Fra 1958 føres hans politiske kamp
videre af Northern League (stiftet af Roger Pearson, men i 1961 overtaget af
Colin Jordan). Senere tilkom bevægelser som National Front, The Flag Group
og The Political Soldiers.
Enoch Powell er den britte, der har raget højst op i efterkrigstiden. Han
når Churchillske højder (og er betydeligt bedre begavet) i sine bestræbelser
for at
vække sine landsmænd til en kamp mod den alvorligste trussel i vor tid. Hans
handicap er en dåbsattest fra 1912.
Bæk Simonsens mange interviews bekræfter, at for tyrkerne i Danmark bliver
de islamiske rødder mere vedkommende end forud for deres udvandring
derhjemmefra:
Vanskeligheder med at klare sig på arbejdsmarkedet og underkendelsen i det
danske samfund iøvrigt skaber mistænksomhed.
Frygten lurer for, at det omgivende danske samfund vil fremmedgøre hans
efterkommere ud i fortabelse - væk fra førstegenerationens forankring i de
mest
solide rammer, der er tilbage for deres omtumlede tilværelse: Trygheden i
barnetroen på Muhamedanernormernes Absoluditet. Især for pigerne
understreges
Islams mange krav til sømmelig og korrekt adfærd, så familiens ære ikke
bringes i tvivl.
Dansk frigjorthed og anden tøjlesløshed gør muslimen usikker. Vil hans børn
begynde at gå på diskoteker og drikke alkohol og på anden vis svigte
Koranens ordrer?
For ikke at blive trampet ned i samspilsramthed af det sammensurium, der for
dem står som Satans Spil, finder de det særligt nødvendigt med energi at
islamensrette børnene til at underordne sig familiens vognborgagtige
sammenhold i kadaverdisciplin. Chefpræsten ved Det Islamiske Kulturcenter
angiver
som sin hovedopgave - ud over at holde prædikener - med massiv
opdragelsespåvirkning at støtte forældrene i deres bestræbelser på at
forankre deres børn
(også de her fødte) i den eneste sammenhængende, altdækkende ideologi, som
de kender.
I Jyllands-Postens storportræt 8. april 1993 beskrev en 23-årig Tyrkinde,
hvordan Islam betyder alt for hende som andengenerationer. Ved at fundere
hendes
selvrespekt og stolthed. Helt parallel var Regnbuens halve time 21. s.m. Den
brugtes til en af hendes attenårige landsmænd, der brød med det danske
system,
fordi han jo ikke kunne komme sammen med sin danske kæreste i
Ramadanmåneden.

Mellemfolkeligt Samvirkes dokumentarhæfte nr. 3 i 1992 har fat i en Special
Ungdomsskoleklasse med nogle anderledes Indvandrerbørn: Forældrene har
ikke megen magt i det danske samfund. De unge er bedre til dansk, de kender
bedre deres rettigheder, og de kan true forældrene med at melde dem til
politiet, hvis de slår. En del forældre har efterhånden opgivet at
beskæftige sig med, hvad de unge laver. De kan alligevel ikke følge med, når
de er uden for
deres (fysiske) kontrol. Og de aner ikke hvad de laver, når de ikke er
hjemme. Alle 16-19 årige i klassen misunder de danske børn. Fordi der er så
få børn i
familien.
Cand.jur. Kirsten Just Jeppesen sagde til Jyllands-Posten 13. september
1992: »Når drengene bliver 13-14 år gider de ikke være hjemme, fordi de bor
elendigt og skal dele et lille værelse med en flok mindre søskende. Så
hænger de hellere på gaden og finder sammen med andre udlændinge med
samme problemer.
De føler, at tilværelsen i Danmark er meningsløs - uden fremtid. De ved, at
mange danskere ikke bryder sig om dem, og at de ikke har en levende
chance for at få et job. Mange kan måske dårligt læse eller skrive, og har
derfor ikke en levende chance for at klare tempoet på det danske
arbejdsmarked, hvor kravene set med deres øjne er enorme«.
Sådan er udgangspunkterne for de i 1990'ere i Danmark bosiddende
ungmuhamedanere.
Disse elementer har udkrystalliseret sig i en produktudvikling, hvoraf mange
fragmenter er beskrevet andetsteds (fx. kapitlerne 27, III i f, 38, 45, og
52, VII).
Her suppleres med:
Under bandenavnet »The Warriors« har unge tyrkere o.l. i København drevet
hærværk og korporligt tæsket de danske, som falder ind under gruppens
fornemmelser af provokerende racister. For eksempel fordi to-tre vader
grinende rundt på gaden. Overfaldene ledsages af, at man hugger »de hvide
svins«
penge. Aktiviteterne er mest intensive efter mørkets frembrud. Telefonkæder
sørger for, at warrioranerne altid er i overtal, når de går til angreb.
»Udlændingene vinder tit kampene, fordi de kan holde ud. De kan klare mere
smerte end danskerne. Danskerne opgiver, fordi det gør ondt. Når de begynder
at bløde, stikker de af« - sådan rapporterede en Warrior-marokkaner til
Gitte Jørgensens Interviewbog (p. 149).
Fra 1991 forskubbedes helhedsbilledet. Warrior-gruppedannelsen gik i
opløsning. Alt i alt blev de fremmede unge herefter mere hårdt kriminelle
med
gadevold, ejendomsødelæggelser, berigelsesforbrydelser osv. Men altså som
mange småkadrer. I København for eksempel Raiders, Psycho Youth, Black
Boys og 2000 F. Herom fortæller Jyllands-Posten 13. september 1992:
Indvandrerrådgivningen skønner, at mellem 1.000 og 2.000 unge indvandrere er
involveret i bandekriminaliteten. De er ofte iklædt italiensk modetøj, som
politibetjentene ikke selv har råd til.
»De fleste bander holder til i Københavns omegn, yngre medlemmer rekrutteres
helt ned til 10-11 år. Disse bander har stor mobilitet, de drager rundt i
Storkøbenhavn, hvor der foregår noget. Nogle af Københavns ungdomsklubber
har oplevet at få besøg af banderne til deres diskoteksfester, hvor der har
været ballade, slagsmål og skræk, både blandt klubmedlemmerne og
medarbejderne.«
Ørstedsparken midt i København er et af bandernes foretrukne arbejdsområder.
Politiet fraråder folk at bevæge sig ind i parken efter mørkets frembrud.
Tre palæstinensisk/libanesiske bander har gennem længere tid holdt til på
restauranter. De generer gæsterne, nægter at betale for maden og starter
hyppigt
slagsmål.
»Vor teori er, at grupperne har kontakt til konkurrerende restauranter, som
er ude på at få lukket stedet. Grupperne skal skabe så megen uro, at
kunderne skræmmes væk«, fortæller én af betjentene.
Den største bande tæller 26 medlemmer. Alle er indvandrere. Domfældelser
over dem er sket for bl.a. værtshusuorden, dokumentfalsk, tyveri, grov vold
og
ulovlig våbenbesiddelse.
I en anden bande er der otte, som alle er dømt for en række forskellige
forbrydelser.
De to bander er strengt hierakisk opbygget og har hver en tre-mands ledelse,
mens den tredie gruppe, der har 13 medlemmer - alle med indtil flere domme -
er mere løst organiseret.
Banderne har tidligere været i småkonflikter med hinanden, men politiet
mener, at der for nylig har fundet en mægling sted, så banderne nu er
begyndt at
samarbejde.
De registrerede bandemedlemmer er alle mellem 18 og 35 år, men dertil kommer
et ukendt antal supportere, i aldersklassen ned til 10-11 år.
»De yngste gør alt for at blive kendt og accepteret af gruppens ledelse, for
en dag at kunne blive optaget som medlem«, siger en af betjentene.
Siderne 15-17 i Fri Information juni 1994 meddeler lignende svenske
frontrapporter. Samtidig analyseres, hvordan medierne fortier og fordrejer,
så ingen
seer eller avislæser gives indtryk af, at landets gæster er skyld i noget
alvorligt.
1990'erne belyses også af en hverdagsagtig notits:
»En bande af sydlandsk udseende mænd i 15-17 års alderen søges af politiet
efter overfald på et amerikansk ægtepar på Rådhuspladsen i København.
Banden sparkede bl.a. parret og røvede en taske med danske og norske penge.
En 16-årig dreng er anholdt og fængslet i 11 dage. Endvidere eftersøges
bl.a.
en mørkhåret, fedladen ung mand i blå poloshirt.« (Berlingske 31. august
1993).
Politikernes basisopgave er at forudse, hvordan dette det nu foreliggende
historiske udgangspunkt vil ændre sig sammen med muhamedanerinvasionens
videre forløb. Politikernes hovedpligt er nemlig at tage højde for fremtiden
og på grundlag heraf tilrettelægge udviklingen. Så risikoen minimeres for,
at livet
bliver en forbandelse for vore efterkommere.
Fortiden er derimod sekundær. Den står det nemlig ikke i noget menneskes
magt at ændre med tilbagevirkende kraft. Derfor er det af underordnet
betydning
at pindehugges om, hvor mange fremmede, der hidtil er kommet til landet.
Uanset hvor fascinerende det så end er at fordybe sig - eventuelt
forsvinde - i indgående beskæftigelse med historiestudier.
På alskens andre områder baseres politikken da også på så gode prognoser,
som kan fremskaffes. Men at være forudseende på det vitale nationale område
stemples som racistmanisk.
Uden indgreb fra Folketinget (eller internationale lovgivningsorganer)
tegner fremtiden mange gange så grusom som fortidens fortidsstatistikker
(den
udførligste udsendt af Danmarks Statistik som nr. 43 i oktober 1991). Men
når der nu er smidt penge ud på sådan noget, skal man da anvende den liden
nytte,
det rummer.
Januar 1993 skrev Kommuneinformation i en pressemeddelelse »Danmark er med
sine ca. 350.000 indvandrere og flygtninge blevet et flerkulturelt
samfund.«
I Venstreposten maj 1993 beregner Finn Oelsner tallet pr. 1. januar til
354.923.
Indenrigsministeriet valgte at formulere sin seneste statusmeddelse: »Pr. 1.
januar 1994 befandt der sig 189.014 udenlandske statsborgere i Danmark,
hvilket svarer til 3,63% af den samlede befolkning. Næsten 60% af de
udenlandske statsborgere i Danmark er europæere.«
Endnu grovere beroligelsesforfalskning fandtes i Exil December 1992.
Kultursociolog Mehmet Necef forfægtede, at kun ca. 66.000 muslimer bor i
Danmark. Selv om dette tal havde været korrekt, vil muhamedanerne være i
flertal omkring år 2038. Beregningsbelæg herfor findes for eksempel på side
5-7
i særnummeret af Danskeren for juni 1990. Uddybninger står i tidsskriftet
november 1991, april 1992 og oktober 1993 (særnummeret) samt i Berlingske
12.
og 20. januar 1992.

Disse kilder er imidlertid nok for optimistiske:
Når Orientens folk etablerer danske brohoveder, danner de først ankomne
baser for, at familie, venner og bekendte følger efter i accelererende
indvandring.
Side 6-7 i Mellemfolkeligt Samvirkes Statistikhæfte pr. 1. januar 1993 viser
tilmed, at statsborgere fra de seks dominerende muhamedanerlande for ca. 44%
er mellem 0 og 9 år (mod 24% i hele befolkningen). Det er dem, der rykker
frem mod de fødedygtige aldre. Uroen bliver ikke mindre af, at aldersgruppen
i
de tolv EF-lande havde 40% i 1960 og siden er faldet jævnt, så det
sandsynligvis bliver 11% år 2020 (Eurostat 1992).
Når herværende muhamedanere gifter sig, er ægtefællerne sjældent danske
eller trosfæller vokset op i Danmark.
Når man har haft lykke og held til at komme væk fra egne forbandelseslande,
står det som grov svigten, at de, der blev tilbage ikke også kan deltage i
mælk
og honningsmovseriet. Og når så Danmark via familiesammenføringsparagraf 9
giver en hjælpende hånd til, at man kan få en landsmand(inde) over på den
lyse side af tilværelsen, ville det da være forbandet egoisme ikke at tage
ægtefælle derefter.
Vore naive lovgivere tror, på trods af kendsgerningerne i det pulveriserende
liv, at ægteskabsvielsesattester dokumenterer, at de to vil dele hele livet
sammen, og det må myndighederne så respektere. Men tankegangen er ofte det
modsatte. Kan man løfte en bekendt og/eller en pengebetaler op af for
eksempel landsbyfattigdomstrøstesløsheden i Tyrkiet, bruger man arrangerede
ægteskaber som et egnet redskab til den sociale opstigning.
Skulle den unge have nykker i retning af at ville have en med dansk bopæl,
kvæles undgomsegoismen gennem jerngrebsfamiliedisciplinen, der gennemtvinger
en brud(gom) fra en fjern kurdisk eller pakistansk landsby.
Familiearrangeringen rummer sædvanligvis klausuler om, at eksportørfamilien
skal betale ganske mange penge til den, der kan levere den evigtvarende
velstandsfremgang, som er indholdet i den forjættede danske
opholdstilladelse.4
Den muhamedanske vielsesmyndighed - også i Danmark - påser, at aftaler om
sådan mahr er opfyldt før ægteskabet.
De nygifte bosætter sig i Danmark. Sådan bliver een til to og de to hurtigt
til en mangfoldighed. Børnene bliver i hjemmet påvirket af bedsteforældrenes
vaner og skikke.
Den systematiske (teenage)brudeimport lægger altså grunden til, at tredie-
og fjerdegenerationerne vokser op som asiatiske muhamedanere. Ad modum
1960'ernes fremmedarbejdere.
Væsentligt er også, at mens en dannekvinde nuomdage kun yngler med 1,7 barn
gennemsnitligt, er fertiliteten væsentligt højere hos muhamedanerne. Det
seneste tal, jeg kender, er 7,8 (Syrien).
Uden kildeangivelse skriver Bjergager i sin 1994-bog på side 62: »at
muslimske kvinder får mange børn, fem-seks i gennemsnit.« Når
traditionskulturen er
sådan, skyldes det nok, at sexliv er et af de letteste tilgængelige goder
under primitive forhold. Dertil kommer, at jo flere børn man får, des flere
vil der
(efter at børne- og ungdomsdødeligheden har høstet sine måske 50%) være
tilbage som arbejdskraft og alderdomsforsørgere. Hvorvidt, hvor stærkt og
hvornår fødselsraten vil falde for dem, der flytter til vor del af verden,
henligger i fremtidens uvishedsmørke. At nedbryde dybtliggende tilvænninger
i
mennesketilværelsen tager sin lange tid. Også når den underliggende baggrund
er helt eller delvist ændret, er det sværere end at vende en supertanker.
På Hvidovre Hospital er man oppe på, at fremmedsprogede kvinder udgør 16% af
de fødende. For den, de forstår sig på talfremskrivninger, er der ingen
trøst at hente i det landsdækkende tal, at kun 6,5% af de i 1989 fødte
61.351 havde mødre uden dansk indfødsret.
Siden er tallet på fødsler i Danmark steget ganske stærkt. Til over 68.000 i
1993. Men jeg har ikke tilstrækkelig information til at give noget solidt
bud på,
hvor meget procenten 6,5 er øget.
Det skulle dog nødigt komme dertil, at danskerne af nationalpolitiske grunde
skulle opgive deres frihed til at få de børn, der passer dem bedst, og af
patriotiske årsager gå ind i et kapløb med, hvad Islams sønner pålægger
deres kvinder.
6 børn, der hver får 4 børn, betyder 24 børnebørn. Er man fortsat
firebørnsforældre er det 96 oldebørn og 384 tipoldebørn. Og med den tidlige
muhamedanske giftealder er de tipoldeforældre på samme tid, som det tager
danske at blive oldeforældre.
Fortsætter man principanalysen, vil en danskerklasse på for eksempel 30
danne 15 forældrepar, hvis de henter ægtefællen i klassen. 30 unge tyrkere,
som
gifter sig med en fra hjemlandet, bliver til 30 børnehusstande. Indfører man
det element i alle beregninger over populationsudviklingen i fire, fem
generationer, bliver man klogere på at fatte den grusomme dynamik i de
sandsynligste etniske prognoser.
Finn Oelsner skrev 23. august 1993 i Berlingske: »De officielle tal over de
13 københavnske kommuneskoler på Vesterbro og Nørrebro viser, at antallet af
indvandrerbørn her alene i 1992 var på 52%. Og ifølge samme talmateriale vil
tallet allerede i år 1996 ligge et sted mellem 60 og 70%. For slet ikke at
tale
om, hvad tallet med den nuværende udvikling vil være i år 2.000.« Allerede
nu tegner muhamedanerne sig for tæt på 90% af Københavns fremmedsprogede
folkeskoleelever.
Den 13. december 1991 barslede Danmarks Statistik for første gang med et
fremskrivningsforsøg. Statsembedsmændene opererer imidlertid med så
urealistiske udviklings-forventninger, at det eneste, der kan siges, er, at
det er for lavt et resultat, man kommer til (8-9% muhamedanere i Danmark i
år 2020
med uændret lovgivning).
Umiddelbart skulle man som det menneskeligt naturlige forvente, at den
flygtningeindustri, som stræber efter at finde Danmarks lykke i et
multietnisk
samfund, ville frydes over høje resultattal, for hvor mange udlændinge, som
er kommet og som forventes til landet.
Det kræver derfor en forklaring, hvorfor Dansk Flygtningehjælp og de andre
lobbysærinteresseinstitutioner altid kommer ud med tal, der er så åbenbart
for
lave, at det kun kan skyldes ønsket om at lyve/vildlede.
Årsagen er tydeligvis, at Piel-Christensen, Dorte Bennedsen og hvad de
ellers hedder har dårlig samvittighed over deres egen sag. De ved, hvor
upopulær
deres melen egen kage er i befolkningen. Derfor søger de at luske sig
beroligende igennem med nogle fantasital, hvorefter det ikke skulle være
så »galt«, og
at vi næsten ingen fremmede har. Selv om det da, hvis de pågældende troede
på deres egen forkyndelse, netop havde været galt, om der af alle
miliardanstrengelsespropagandaerne ikke var kommet flere til Danmark, end de
foregiver.
Denne forklarings rigtighed styrkes af, at de kredse, der her angribes, så
ofte tabubelægger virkeligheden, når den ikke stemmer overens med, hvad de
taktisk
foretrækker.
Nogle af de kendsgerninger, som Danmarks Statistik i det store og hele
lukkede sine øje for (for at være øjentjenere for sine politiske foresatte?)
var:
På side 4f i bogen »Befolkningsbomben« (Red Barnet 1993) skriver Hans Kornø
Rasmussen: »I de muslimske lande omkring Middelhavet bor 186 millioner
mennesker. I disse muslimske lande er ca. 40 procent af deres befolkninger
under 15 år og mere end halvdelen af befolkningen er under 18 år. Dynamiske
og
ambitiøse unge mennesker, der vil have noget ud af livet. I deres hjemland
kan en stor del af dem ikke engang få arbejde. Hvad er mere naturligt end at
søge
lykken i det forjættede Europa? Hvordan kan nogen tro, at man gennem længere
tid kan holde en sådan mængde unge væk fra den lykke, de hører så meget
om? De håbløse økonomiske vilkår, der tilbydes de opvoksende generationer,
fører nemt til politisk uro, hvor ungdommen søger inspiration og mening med
livet i Islams gamle værdier«.
Jorden i deres egne lande er mestendels ørkenagtig og gold og klimaet
væmmeligt varmt. Det er uforeneligt med muhamedanismens tilværelsesform at
overvinde vanskelighederne ved selv at opbygge moderne landbrug og byer.
Det, som Israel så strålende har klaret under ekstremt besværlige forhold i
1950'erne og følgende årtier, vil Islam eksempelvis blot gøgestjæle. I
tillæg til Hellig-krig-kravene til muhamedanerne er der således også andre
væsentlige
aggressionspresbegrundede u-balancer. De vil nok blive værst for Europa. Vi
ligger så nærved og virker så rige.
Jens Christensen skrev: »Der ligger i det muhamedanske folk verden over den
følelse, at Islam ikke er, hvad den skulle være, før ethvert land bøjer knæ
for
et islamisk overherredømme. Først da er Guds rige kommet på jord. Og når den
tid kommer, hvor der opstår en mand, der kan føre dem i hellig krig med håb
om at opnå verdens overherredømme, så vil 90 pct. af de ca. 335 millioner
muhamedanere i verden med et jubelråb kæmpe og dø på Allahs vej«.
De 335 på Jens Christensens tid er vokset - og vokser overordentligt
voldsomt. Der er nu 1100 millioner og forudses 2,5 milliarder i år 2025.
År 1900 blev der for hvert barn født i Vesteuropa født ét barn i lande
domineret af Islam. I dag er forholdet 1 til 12, og om 25 år forventeligt 1
til 25.
(Eduardo Farah i Danskerens Særudgave februar 1992).
Nuomdage sluger snart sagt hver eneste Ulandsby i TV, hvordan dagligdagen i
vor verden tilsyneladende svælger i glitrende luksusoplevelser. Og de
skoler,
som vor Ulandshjælp har foræret dem, følger op. At vore forfædre med flid,
nøjsomhed og dygtighed har bygget det op er hamrende ligegyldigt i
afroasiaternes drømmeovervejelser om at udnytte blot den mindste mulighed,
de øjner, for at emigrere, så de og deres børn kan få del i vore paradisers
overflodsvelstand og hurtigt erobre dem fra os. Alle kneb gælder, når det
drejer sig om at komme bort fra områder uden fremtidshåb. For at kolonisere
og
muhamedanisere de lande, hvis fortrinlige infrastrukturer, bygninger og
landbrugsjord osv. åbent byder sig til som lokkende modne frugter, der blot
skal
plukkes ned i turbanerne.
Trafikmuligheder er kommet til som hidtil ukendte affyringsramper og
landsmændsmodtagebaser er under opbygning i vor region. Des flere fremmede i
Danmark og des flere kontakter til ulandene, des stærkere magnet til at
trække endnu flere til vort land - informationsmuligheden hjem øges,
praktisk
rejsetilrettelæggelse lettes og husning af de nyankomne bliver nemmere. Det
er skidt for Puslingelandet sådan ligefrem selv at gøre opmærksom på sin
eksistens. Som for bagerbutikker, der udstiller sukkerkager, så først en
hveps og senere langt flere flyver ind.
Blandt julelegene er en hyppigt benyttet, at indrejser sker uden om
myndighedssystemet, og at ganske mange blandt de årlige 5 millioner turister
glemmer at
forlade Danmark igen.
Som gennemgået i kapitlerne 13, 14, 18 og 10 har Ninn-Hansen-loven fra 1983,
Mimi Jacobsens rejsefinanciering fra 1986, Hans Engells Jugoslaverlov fra
1992 og Birte Weiss's Zagrebkontor topnaivt åbnet ladeporte for en af danske
skatteydere betalt storimport.
For truslen mod Danmarks overlevelse er det fløjtende ligegyldigt, om
muhamedaneravantgarden er her illegalt, (kapitel 15), som asylsøgere, som
flygtninge, som fremmedarbejdere, som avlede og født i Danmark, som
naturaliserede danske statsborgere eller måske er pakistanere på engelske
pas.
Personen ændrer sig jo ikke, fordi juridiske spidsfindigheder klistrer anden
etiket på ham.
Men en biologisk erfaringslov går ud på, at de fleste arter (herunder
muhamedanere) til stadighed søger mod de bedste muligheder for artens
overlevelse og
ekspansion.

Blandt de blinde er den enøjede konge. Og blandt
fremmedbefolkningsvurderingerne er forholdet ligervis. Blandt myndighedsskøn
over
vækstrateforventningerne i det her i landet under opbygning værende
Muhamedanske Massiv er den stadigvæk mindst ukvalificerede rapporten fra 16.
oktober 1990 af Eyvind Vesselbo fra Danmarks Statistik og
Demografiprofessoren Poul Christian Matthiesen, Københavns Universitet.
Udgangspunktet er 145 mandlige fremmedarbejdere fra Tyrkiet, som i 1969/70
bosatte sig her. Familiesammenføringsregler, giftermål og fødsler har
resulteret i, at de 145 efter 20 år udgjorde en befolkning på 1824 personer.
Tallet havde været nul, hvis de 145 i tide var sendt hjem. Fortsætter den
hidtidige
udvikling vil gruppen ved årtusindskiftet være kommet op på ca. 8.566
personer (heraf 3.507 med familiesammenføringsreglerne som adgangsbillet).
Men det går selvsagt værre, hvis de 1824 i stadig stigende tempo trækker
flere og flere til sig fra Tyrkiet. Og det vil de jo nok.
Hvis de danske, der bliver tilbage, overhovedet bliver tålt af det
muhamedanske befolkningsflertal, vi vil have om 40-50 år under
Gammeltoft-Hansen-politikkens fortsættelse, vil de henslæbe deres liv i
undertrykte, bestandigt truede uslingekår.

[Per Hagemann]

KAPITEL 45Muhamedanerfrit område
I. En hovedforskel mellem de to kulturer er, at det videnskabsfunderede
Vesteuropa baseres på Tvivlens Nådegave, mens Koranfolkene ikke må vakle en
babytøddel i sikkerheden på, at deres egen sag har
100%'s universel gyldighed.
Det er ikke nudanskerens stil at førsteprioritere en verdensanskuelse og
derefter bruge sit liv i denne eneste ene storsags tjeneste ved med
flammende øjne at fastklamre sig ubrydeligt og selvfornægtende til
den. I Muhamedanismens tjeneste er de Allah-troende derimod blodtørstigt
rede til at slå os vantro ihjel og selv ofre deres jordiske liv.
Otto Leisners uhøjtidelige fædreland tilhører de Osvald Helmuth-ætlinge, som
kom ind fra Korsbæk med Halfdan Rasmussens Fire-tog. Vore tilværelsers
livskvalitet bygger på
fællestraditionerne herfra. De udløser ro, tryghed og velvære i vort lille
danske smørhul. Festligt, folkeligt og fornøjeligt vil vi have det. At kede
sig er noget af det værste.
Udslettelse af egen identitet og af egen livslykke er derimod en selvfølge
for muhamedaneren. I dyb skæbnetro affinder han sig med, at hvad der end
sker, er det Allahs Vilje. Som led i Islamfællesskabet skal
han blot være en af de mange arbejdsmyrer, der sikrer Islams værdighed og
magt.
De fleste danskere er indstillede på at udvise personligt initiativ.
Markedsøkonomisk udnytte de chancer, som løbende viser sig.
Stik modsat hviler Muhamedanerens fremtidssyn på, at Allah behersker alle
livets sider - såvel i forhold til samfundet som i den personlige
tilværelse.
Vi finder det mest trivselsfremmende, at det enkelte individ selv frit
afgør, hvorvidt hun eller han vil leve i husstand med andre.
Muhamedanismens klippegrund er slægtsbevidsthed: Enhvers hellige pligt er at
forsvare enhver krænkelse af enhver slægtnings ære. Familier og storklaner
har vægten, mens det enkelte individ i
folkemasserne ikke i sig selv er af betydning eller fortjener samfundets
respekt. Dydigt skal hun/han underkaste sig samhørighed med familie, slægt
og trosfæller. På dem må man ikke kaste skam gennem sin
adfærd. Muhamedanerstorfamilien levner altså ringe plads til
individualistiske behov og lyster. Hver enkelt er lænket ind i en stiv
hakkeorden. Ældstegenerationen har størst bestemmelsesret. Udenforstående
må ikke blande sig i Husfaderens bestemmelser. De unge skal blot lystre
artigt. Forældrene anser ligefrem deres liv som forspildt, hvis de ikke kan
kontrollere og styre deres børn, så de varigt indpodes de
ufravigelige muslimske absolutkrav. Rettigheder tilkommer ikke det enkelte
menneske, men alene gruppen, repræsenteret ved dens overhovede (ældste
mandlige medlem). Den voksne mand må ikke
beskæftige sig med husholdningsmæssige gøremål - det vil være en fornedrelse
for hele storfamilien i forhold til naboer og omverdenen i øvrigt.
Konetilværelsen er underdanighedsopvartning af manden
(Pashaen). Regler og forbud er tiltrækkende. Det giver nemlig harmoni, i
detaljer at vide, hvordan man selv og andre opfører sig. Frihed gør
tilværelsen unødigt besværlig, utryg og flimrende. Og er i
virkeligheden blot tomt flitterstads.
Denne de forkuedes individualitetsfornægtelse ligger fjernt fra 1990'er
danskernes friske, frimodige, omgangsformer, som fra piedestalen nedpiller
den, der fører sig frem som stærk mand og vil dominere og
lede omgivelserne. Som individuelle skabninger vil adskillige danskere åbent
tage distance til andre af vore landsmænd. Dansk sympati ligger hos de
svage.
Muhamedanernes strenghed, stolthed og styrkeglæde forekommer os at være
væmmelig foragt for det jævne almindelige menneske.
Vi hæger ikke om vor elite af usædvanligheder. Og da slet ikke, hvis de er
selvglade, oppustede alvorlighedsfolk. Skepsis over for autoriteter har vi
ikke blot lært af Poul Henningsen (1894-1967), men
allerede af hans 400 år ældre næsten navnebroder (Poul Helgesen).
I stedet for grønne misundelses-underkendelser af enhver, der er mere end de
fleste, bader muslimerne sig underdanigt i deres herskeres herlighed,
stolthed, magt, grusomhed og vilkårlighed. Hos dem ville
det aldrig kunne forekomme, at hele folket fra hytte til slot samledes
snesevis af lørdag aftener i begejstring omkring monologer med »Lorteland«
som det faste tema i analyse af eget samfund.
Vor blufærdighed (patosangst) går på at undvige - ofte med en hurtig, munter
parade - at der bliver ført tung, seriøs tale om mere dybtgående
alvorsproblemer.
Det virker opskruet, anmassende, teatralsk og uægte på os, når Muhamedaneren
i sorgens stunder græder og hyler offentligt i stedet for at trække sig
tilbage til sit lønkammer.
Vi har livshøjdepunkter, når vi uforpligtede griner og fjoller (dog
naturligvis med måde).
Det fattes overhovedet ikke af de muhamedanske strenge Alvorsmennesker. De
er trygge ved ensartethed siden det syvende århundrede. Deres
livstilrettelæggelse har holdt sig uhyggeligt konstant. 150 år før
Regnar Lodbrog havde de ud i al evighed én gang for alle fastlagt alt. Tungt
og restriktionsspækket har de fundet den evige Sandhed.
Hos os jages hektisk mangfoldighed og afveksling. Fordums klasseskel er
borte. I påklædning, tiltaleform og på mange andre punkter. Undseelighed ved
at være for kategoriske, slaphed og klap-nu-i er
dansk dagligdagsmønster. Højtravende lidenskabsskaberi-følelsesudbrud, store
tragedienneord og stablen sig op i positur er for os billigt, hyklerisk,
panegyrisk, hult blær.
Saddam Husseins måde at folketale bombastisk på i længde, svulstig
ordskvaldren, drabelig urealisme og selvhøjtidelig pompøs-fanatisme bringer
os helt i vildrede med, hvordan og hvor stærkt brovtende,
aggressiv stemmeføring giver pote til at ophidse Islams brede masser.
»Hovmod står for fald« er vor uforstående kommentar som tilslører at den
slags føles utroværdigt og giver kvalme, berøringsangst og gåsehud hos Bo
Bojesen-folkets jordbundne selvironikere. Vi blev
vaccineret af besættelsesårenes frasetyngede, nationale manifestationer.
Opstyltede storskryderpralhalse vinder derfor ikke megen respekt, når danske
mødes. Vor mentalitet er ukrigerisk. Veg og vattet
Hamletusikkerhed med trang til at være fleksible og konkrete. Det er vor
stil.
Lige stik modsat er Allahs Børn uflytteligt dogmebaserede, enøjede fantaster
under Korantraditionens guddommelige forbeholdsløse Jahvekrav.
Svend Auken, Gert Petersen, Leif Hermann, Pia Kjærsgaard m.fl. iførte sig
utroværdighedsglorier, da de i folketingsåbningsdebatten 4. oktober 1990
ubekymrede nedtonede muhamedanismen til blot at
være en religion mellem så mange andre religioner. Et halvt års tid senere
måtte de konservative gå til biddet og fastslå, at vi ikke her i landet vil
acceptere noget så muhamedanercentralt som
kvindediskrimination (spalte 4271).
Revolutioner, terror og krige skaber samfundsforandringerne hos dem.
Hos os glider udviklingen roligt og smertefrit. Vor tids korstog var Inge og
Sten Heglers. Deres placering i nudanske sind af usnerpethed drager os mod
Sodoma og Gomorra.
Men fortidens (og nutidens) Reberbahner frastøder muhamedanernes officielle
doktrinlære. Begge danskerkøns nydelse af livsformen med et bredt udvalg af
døgnfluede, erotiske muligheder fordømmes af
dem som gudsbespottelse og dermed stærkt strafværdigt.
Det danske væsens punkterende underdrivelseshumor ligger lysår fra
fanatisme, terror, blodige religionskrige, vendettaer og andre
yderlighedsvoldsomheder.
For muhamedanske folkeslag er sådan noget udfordringer og inspiration. En
del af livet.
Danskerens holden sjov virker pinligt, anstødeligt og umodent på
Allahdyrkere. Uforpligtende adfærd betragter de som Synd og Degeneration. I
det flade grins fædreland anser vi dem som nogle dødbidere.
Hvor lykken for danskeren er harmløse, kvikke pjatterier over en flok
bajere, er det værdighed og stolthed for muhamedaneren. Men det forbinder en
dansker med selvhøjtidelige narrehatstørvetrillerier.
De tager tilværelsen tungere og bærer nag langt længere og langt kraftigere,
end danske gør det. Familieæren - den kollektive sociale identitet - skal
forsvares. Om man så krampagtigt må ruge i lange år over
krænkelser, før lejlighed byder sig til at (knivstik)myrde den, der har
forset sig, eller nogen fra hans eller hendes slægt. Menneskelivets indhold
er derfor for mange at vente og vente, aldrig glemme
forsmædelsen og stadig kredse om opnåelsen af (æres)oprejsning gennem hævn:
Øje for øje, Tand for tand, Liv for liv. Denne blodhævnslivsstil rostes i de
højeste toner af Muhamed selv. Vedvarende had
mod afvigere som os fastholdes generation efter generation.
Set gennem nudanske briller gør det dem til urealistiske
tankespindsprincipdyrkere med opblæst stolthed og væmmeligt
værdighedshykleri.
Konsekvensmageri er ikke noget element i Den Danske Syge. Vi er formløse,
uhøjtidelige, nøgterne pragmatikere. Logik-terror og sammenhænge i
livsforholdene - det som gammelhøjtideligt kaldes ideologi
- scorede vor forrige statsminister mange points på at kalde noget bras.
Principrytteri er hos os et negativt ladet ord. Ret beset er det fordi det
enkelte menneske er vor ideologis centralpunkt, hvor deres er
underkastelse under Allahs altfavnende og beskyttende totalitære system. For
os er dette fantast-fatamorganaer og forlorne kulter. Sådan noget er vi
immune overfor. Vi engagerer os ikke varigt i sejge
virkeliggørelser af storladne, magelighedsforsagende pyramidebyggerier.
Den moderne dansker lader sig højst ophidse for en stund, men gider ikke
blive oppe på de samme høje nagler, når der sker så meget nyt. »Om hundrede
år er alting glemt« er et dansk, men bestemt ikke
noget islamisk refræn. Pedantgrundighed, kadaverdisciplin og konsekvens over
længere tid - det er ikke danskernes livsstil. Begejstres vi, er det for en
kort bemærkning.
Muhamedaneren, der har lidt nederlag, søger revanche med alvor og våben i
hånd.
Helt anderledes er danskerens fredsommelige sindelag: »Just som de mente,
hun lå i bånd og bast, da lo hun så hjerteligt, at alle lænker brast«. Vor
tids dansker portrætteres derimod ikke i verselinierne om
uforsagt at møde faren med foragt. Vi er rede til at snakke om hvadsomhelst.
Bare det ikke er alvorligt. For så dukker undseelighed og takt og tone op i
os. Når idealistfordringerne går op i en glødende
spids, bliver 90% af nutidsdanskerne hurtigt lunkne fodslæbere. Sans for
videregående konsekvenser hører ikke til det, som Danmark i de seneste år
har bekymret sig om at indpode landets børn.
Smerte er Allahs Vilje og derfor mere en livsnaturlighed for dem end for os.
Vi vil simpelthen ikke vide af tilværelsens meningsløse skaltevalten med
liv, velvære og helbred. For os er det uæstetisk. Embedsmandsvældet har at
afbøde det. Så vi kan lukke øjnene for det menneskeligt
urimelige i, at nogen skal have ondt.
Noget af det vigtigste er bevarelse af menneskeliv. Særligt inden for vor
egen omgangskreds.
Den slags er der i muhamedanerprioriteringen ikke så megen grund til at
pylre om. Når der nu venter de døde et bedre liv efter dette. Hele vejen
igennem gennemsyres muhamedanismen af en fra barnsben
oppisket middelaldergrumhed. Med frygt for at tabe ansigt. Det som gælder,
er prestige i andres øjne. »Begærligheden efter Bytte« og Krænkelse af
Slægtens ømtålelige Ære er de to dominerende
drivkræfter for arabernes lidenskab. Det fastslår det danske hovedbidrag til
muhamedanerforskningen (Universitetsprofessor Frants Buhls
storværk: »Muhameds Liv« (1903), tysksproget udgave 1930).
Muhamedanernes tilstedeværelse i Danmark udgør derfor sikkerhedsrisici for,
at vi indfødte myrdes, fordi en af os er kommet med en forlængst glemt
drillebemærkning eller har foretaget sig noget, vi selv
finder ligegyldigt, men som opfattes som besudlelse af islamittens ære.
De ser med foragt på det lade og eftergivende danske livsmønster, hvor
ballade for næsten enhver pris skal undgås, og forsvar for ubøjeligt skarpe
synspunkter derfor ikke dyrkes. De synes, vi har et let sind
og er letsindige, hvor danskeren finder det pinligt med utæmmet vildskab
eller anden usædvanlig opførsel. Forhåbningsfyldte stoler vi på, at det går
nok altsammen. Med hjælp af forbrugerstatens stadige
forøgelser af materiel rigdom: »En pilsner, lidt god mad, nusse med bilen,
se TV-sporten, høre pop og læse ugeblade« var livsudbuddet hos Louis
Miehe-Renards moderne Jeppe på Bjerget. Vore konflikter
er få og små. Vegt opgiver vi hurtigt ævret. Marguerite Viby sang det på
melodien »On the sunny side of the street: »Så la'r vi stå til. Hvad kæbnen
os vil, det aner vi ej. Lad jorden rulle rundt«.

Der er uoverstigelige afgrunde mellem denne blødsødne pjaltede modernitets
sværmen for det sorgløse og ubekymrede over til, hvad der sømmer sig for
Korandisciplen.
Allerede Holberg skrev: »I det øvrige kand man sige om den Danske Nation, at
den er fornøyelig og god at komme til Rette med og besynderlig lydig imod
Øvrigheden, thi der er fast intet
Land, hvor Oprør haver mindre Sted end udi Dannemark, hvilket er at
tilskrive en Middelvej, som denne Nation udi mange ting gaaer, saa den
siælden falder udi Ekstremiteter.«
I Dansk Ugeskrift 1843 nr. 85 fremdrog ærkedanskeren H.C. Ørsted de danske
nationalegenskaber godmodighed, fredsommelighed og munterhed. »En sky for
det yderlige«, kunstlede og ensidige, men
dermed også en ligevægt og ro, som kan udarte til ubevægelighed, uvirksomhed
og sløvhed.
Eller som Kosmopolitten Johs. V. Jensen udtrykte det i »Den ny Verden«
(1907): Veghed, lunkenhed og blødhed.
I »Det danske Magasin« 1954 bliver det i Martin A. Hansens version til, at
de fleste danske resignerer over al besiddelse af mere patetiske egenskaber
og højsætter dyder som jævnhed og fordragelighed.
»At kunne udtrykke dyster visdom spøgende er et gammelt dansk
holdningsideal«.
I Anne Linnets 1991-sang »Det er så dansk« møder vi udtryk
som »middelmådighed bli'r der værnet om«, »min kaffekop er lunken og ikke
drukket op«, »stik ikke din lykke og næse frem.
For pladsen er trang i en andedam«. Sidste vers konkluderer, at det hele
er »så rørende småt«.
Set fra Niels Højlunds pult er det danske »nysgerrighed, glæde, engagement,
optagethed. Af et liv, der hele tiden bevæger sig. Af en historie, der hele
tiden er på vej. Af en fremtid, som jeg føler mig ansvarlig
for at medvirke til. Men ikke kender bedre end så mange andre. Af et
samarbejde med andre mennesker, i opgør og tilslutning. Af en bestandig
dialog med andre og med mig selv« (Ekstra Bladet 19.juni
1994).
Velfærdsdanskeren brokker sig selvhævdende og uærbødigt, når nogen træder på
hans ligtorne. Det er samfundets skyld altsammen. Derfor hyler han op som en
jammerkommode, når for eksempel hans
telefon eller fjernsyn ikke fungerer i 10 minutter, eller livet byder på
andre trivielle småmodgange. Nærmest pr. refleks surmuler danskeren, at
staten da virkelig må klare ærterne, så han uforstyrret kan
fortsætte i sin forkælede komfort. Det anses for en menneskeret for
1990'ernes danskere, at alle livsaldres behov opfyldes. Det kan de kræve som
klienter hos det offentlige. Dets serviceapparat har bare at
stimulere borgernes underholdningsoplevelse i et varierende liv og aflaste
dem fra tilværelsens ubehageligheder, ulækkerheder og risici.
Mishandles den menige muhamedaner langt værre, udbryder han Allahu Ahkar
(Allah er stor). Resigneret affinder han sig med sin plads nederst på
samfundsstigen uden protest mod despotudskejelser fra
autoriteternes håndlangere. Allahs magt og majestæt er så overvældende, at
man kun roder sig ud i ulykkelighed ved at sætte sig op herimod i stedet for
i et og alt at søge sin tryghed og harmoni som Allahs
slave.
Naive og velmenende som radikale folketingskvinder forstår vi os ikke på
rænker med langsigtet henblik på at udrydde andre. På det jævne, på det
jævne, der har livet sat os stævne, der skal vi vor prøve
stå. Den fælles danske bevidsthed er, ved jorden at blive. Det tjener os
bedst. At have fast grund under fødderne og at ligge i ly og læ for verdens
vilde storme bekommer Lasse Lasse lille-folket bedre end
højtsvævende sæbeboble-luftkasteller. Hos os lavlændinge er det ikke
tilfældigt, at Vaudevillen »Landmandsliv« er folkeelsket romantik og
Tragedien »Romeo og Julie« udenlandsk. Hellere dyrke sin
boligindretning og sin have end kaste sig ud i bravader og filosofabstrakte
helhedsgrundsyn. Flest konflikter undgås (eller udskydes), når man som
halvhjertede kujoner smyger sig uden om at handle
ildsjælsstærkt. Selvhøjtidelighed, skarpe kanter og dybdegående
abstrakthensyn er ikke os. Om vi så smædes som småtskårne, lidenskabsløse
uden store rene linier, tager vi også det ganske uden anstød.
H.C. Andersens Konen med æggene og Aksel Sandemoses jantelov udmønter
skarpt, at med arrogance opnås såre lidt i Danmark. I vore hverdage søger vi
p.t.-sandheden. Uden falbelader. Uimponeret,
improviserende og svingende. Indpasset i dagligdagens stressbelastede
malstrømshvirvler, som man søger at bide rolige spidser på. Danskeren
styrter sig ikke ud i stormfyldte konflikter, men indretter sig
moderat, uprætentiøst i det jordnære og praktiske. I sikker
lyssynsforventning til, at det hele nok ordner sig med happy ending.
Vi baserer vore bæredygtige løsninger på de faktiske forholds krav og
jordbunden fornuft. L'art pour l'art er ikke den danske stolthed. Thaiernes
årtusindfastholdte hovedkaraktertræk er nøgternt at tage
bestik af de til enhver tid eksisterende forhold og så få det bedst
opnåelige ud af dem ved smidigt at tilpasse sig dem. Danskere har ganske
mange remme af samme skind. Altså totalt anderledes end
muslimers principfasthed.
Signalementet af danskerne er, at vi ikke er skabte til himmelblå højhed og
sønderslidende blæst. Men alene til at hyggenyggepusle os gennem vort
jordeliv i sutsko, fordragelighed og harmoni uden at
fornærme eller støde nogen. Middelvejen kalder vi gylden. Uanset, at den
ofte er grobund for middelmådighed og kortsigtethed. I enhver henseende er
det betegnende for os, at vor nationalret er frikadeller
med brun sovs og agurkesalat. Blot vi kan have det rart og bekvemt her og
nu, bekymrer det os ikke med vor lyssynede fremskridtstro, at syndfloden
kommer efter os. Nyd livet og tag det ikke for tungt
med, hvad der eventuelt kan komme. Blandt Kristen Helveg Petersens mange
ordflommer er den mest træffende: »Danskeren ænser ikke skriften på væggen,
før han står med ryggen mod muren«.
Velfærdsstatstankegangen har rykket danskerne højt op på verdensranglisten i
daglig ubekymret laden-stå-til. Principdoseringer blødgøres hurtigt i dansk
mentalitetsklima. Einsteins: »Alt er relativt« falder
godt i tråd med vor proportionsplacerede afstandtagen fra Absolutter.
De modsatte af danskerne er Moskeernes faste kunder, som kompromisløst og
rethaverisk klynger sig til ufravigelige befalinger.
Vi er moderate, udglattende understatementere.
De magter overhovedet ikke at fatte det glimt i øjnene, hvormed
danskerudtalelser skal tolkes.
I ubornert livsappetit svælger Peter Dansker i stjerneøjeblikke på Mallorcas
overfyldte strande, barer og grisefester.
Som berørt foran i kapitel 44 skal Muhamedanerne mindst een gang i livet
pilgrimsfarte til Muhameds Mekka under iagttagelse af strabadsfyldte,
restriktionsstramme adfærdsmønstre. Valfartens store
kysseoplevelse gælder den i mere end 2.000 år overbesuttede hellige
stenterning Ka'aba'en. Multietnisk samliv mellem muhamedanere og nudanske
giver hvert år store praktiske anstødsstene i
Ramadanmåneden.
Euforiske bedreværdsstemninger hos os er kortvarige. Det er noget med, at TV
oppisker begejstring for Peter Schmeichel eller Anja Andersen som nationens
frelsere. Og så kommer udløsningen ved
medaljetagernes folkevelkomst med pandekager på Kramer Mikkelsens Rådhus.
Men mindet sidder tilbage. Det er med til at befæste, at bag al vor
tilsyneladende selvneddrosling, »tror vi i ramme alvor, at
USA, Indien eller Italien kun er forskellige fra Danmark, fordi
amerikanerne, indere og italienere ikke har fået sig ordentligt indrettet.
Eftersom Danmark er det bedste land på jorden, kan vi ikke forestille os
andet, end at alle verdens mennesker hellere vil være danskere end tilhøre
alle disse mærkværdige nationer og kulturer«. (Anne Knudsen på side 215
i »Dansk Identitet«, Aarhus Universitetsforlag 1992).

Muhamedanerne fatter ikke en pind af, at danskere på samme tid ydmygt
erkender, at vort folk er lidet, men samtidig skråsikkert påstår, at vi i
enhver henseende - også i beskedenhed - overgår alle andre i
denne verden. Bevidst eller ubevidst foragter de den åndsforsnævring hos os,
at vi anser det som en ufuldkommenhed, at vi ikke her og nu til alle jordens
folkeslag kan omplante alle vore fordomme, vaner,
omgangsformer og anskuelser. Uanset, hvor forskelligartede de andre er i
baggrunde og levevis. Såvel indbyrdes, som til det ekstremsamfund, hvor det
nuværende Danmark placerer sig i rækken af
universets befolkningsgrupper. Her er et område, hvor jeg føler fuld
forståelse for de fremmede: I sammenligning mellem de to kulturer er
danskhedens afart af blufærdighed givetvis central. Men at definere
den i ord er så kompliceret, at den nødvendige plads til at gøre det
udtømmende langt fra kan afses indenfor nærværende bogs rammer.
At martres af, at man personligt moralsk har svigtet sit ansvar er hyppigere
hos mekkadyrkerne end i formynderstaten. I Jyllands-Posten 13. september
1992 læste man: »Indvandrernes forståelse af
begreberne retfærdighed og selvtægt volder både politiet og de sociale
myndigheder problemer.«
»Hvis en dansker mobber søsteren til en indvandrer, er det ifølge deres
normer helt i orden, at han får et par på hovedet. Sådan opfatter de
retfærdighed, og bliver derfor forvirrede, når vi i Danmark slår
hårdt ned på den slags. De kan simpelthen ikke orientere sig i vort
retssystem«, siger indvandrerkonsulent Ole Hammer, Mellemfolkeligt Samvirke.
I Muhamedanismens Absoluthed har de et universelt fixpunkt. Denne
helhedssammenhæng mellem alle fænomener skaber hos dem åndelig overlegenhed
i forhold til alle andre.
Hvor Muhamedanerne hænger sig nidkært og pertentligt i Koranens ord,
er »Forholdets Natur«, »Sund Fornuft og »Reale Grunde« det særligt
fremtrædende i dansk retskildelære.
Får de en sag hos myndighederne, vurderer de, at deres chancer for gevinst
øges ved at sledske/true sig ind hos sagsbehandleren. Så han afgør sagen ud
fra personlige motiver (for eksempel
venskabsforhold, bestikkelse eller frygt) og ikke ud fra det, som hos os
står som retstatens samfundsideal med tætte bind for Fru Justitias øjne.
Hvor muhamedanerlandene fungerer af og på korruption,
fortæller vi historien om advokaten, der meddelte sin bondemandsklient, at
han havde vundet en retssag. »Det vidste jeg da godt«, var svaret. »For jeg
har sendt dommeren en halv gris - og skrevet min
modpart på som afsender«.
Finn Gundelach og Ole Riis oplyser nok i deres bog »Danskernes Værdier«
(Sociologisk Forlag 1992), at 96% siger, at de tror på Gud. Men det er en
vag, blufærdig Kristendom, der opfattes som en
strengt privat sag for den enkelte. Det er for næsten alle danske taktløst,
at skilte med religiøs fanatisme, at ville drøfte religion med andre eller
forsøge at omvende den, man taler med. Man er noget til en
side, hvis man afgør samfundsforhold eller tilrettelægger sine dispositioner
alene baseret på, at sådan er nu engang Guds påbud og de rammer, Han har
fastsat. Præstens tale må ikke være anmassende eller
trænge ind i privatlivet. Kirken er jo for de fleste danskere blot sådan et
smukt traditionsbundet opvarmningssted for højtidsstemningsbaggrundens
tilvejebringelse. Det egentlige er hyggesammenkomsten
bagefter med mad og drikke. Hvadenten det er juleaften, dåb, konfirmation,
bryllup eller begravelse.
Muslimernes kraftkilde er deres bestandige bevidsthed om nærværet af den
Gudsmajestæt, som de kender ud og ind fra Muhameds beretninger. Deres
færden, tankeverdenen og
problemløsninger præges

(her mangler side 441-442 i den indskannede version, Per Hagemanns
kommentar)

II . A. Fra Muhameds død i 632 gik kun ca. 70 år, før hans hær fra
Mekkabystaten i det vestlige Centralarabien havde indtaget de umådelige
arealer fra det nordlige Indien i Øst til Marokkos
Atlanterhavskyst i Vest.
Erobringsbegærlige førte muhamedanerkrigerne derefter
Tolvhundredeogotteårs-invasionstogtet som en knib-tang mod Europa.
Krydsningen af Gibraltarstrædet skete i 711. Første gang Mørkets Magt måtte
vige indtrådte 732 (Slaget ved Poitiers). 10 år senere fødtes det
drengebarn, som - under navnet Karl den Store - blev
beskåret evner og held til at drive fronten så langt mod syd, at hans er
hovedæren for Danmarks opståen som Gormslægtens frimandsbårne kongedømme i
stedet for som et vasalsheikregimente. Dermed
bærer han også skylden for, at skandinavernes sommerfuglestøvtroskyldighed
nuomdage er ved at kaste os ud i det, der kan blive katastrofen over alle
katastrofer i Nordens Historie.
Ikke blot belastes danskerne af vor det-går-sgu-nok-sorgløshed. Men også af,
at Europafelttoget 711-1919 ikke vaccinerede os.
Mange indfødte sydeuropæere har derimod opnået en pæn portion immunitet ved
længe at være plagede af rædselsvækkende islamisk despotisme.
At maratonmareridtet ikke førte til smadring af vesteuropæisk kultur,
skyldes tilfældigheders nådige spil. De muslimske angriberes
Stalingradagtige tilbageslag indtraf 1492 (fæstningen Alhambra i Andalusien)
og 1683 (Wien).
Direktøren for Islamarkivet i Tyskland, Mohammed Salim Abdullah udtaler: »I
1683 trængte islamiske hære frem til Wien, men måtte vende om med uforrettet
sag. For mig står det fast: Allah sender
arbejderne til Vesten for at føre Islam til sejr. Derfor ville en
tilbagevenden af de islamiske arbejdere betyde et nyt tilbagetog fra
Vesten«.
Det gryende Rusland (Storfyrstendømmet Moskva) besejrede i 1480 den
muhamedanske Tatarinvasionsmagt. Herfra og til juni 1992 læses på siderne
27, 30f, 68, 161f, 224f, og 240-242 i Bent Jensens
»Den ny Ruslandshistorie«. Vi skal helt frem til Stalins brutaljernnæve før
Allahdyrkernes blodrus - for en 67 års periode - undertryktes effektivt. Men
Islamkraften er stor nok til, at dette kun blev en
parentes. Med et befolkningstal, der hastigt nærmer sig de 80 millioner, er
området fra 1991 opdelt dels i en række mindre regioner (nogle endda
autonome), dels i staterne Kirgistan, Adserbajdsjan,
Kasakhstan, Turkmenistan, Usbekistan og Tadsjibistan. Siden sommeren 1992
har der været fut i fejemøget. Muhamedanerklaner udkæmper enormt blodige
borgerkrige, hvor Rusland og andre naboer
støtter hver deres. I Georgien er det muhamedanske Abkhasere, som gør oprør.
I Nagoroj Karabakh og omegn bekæmper Islams Sønner grusomt de kristne. På
uhyggelig vis søger de at alliere sig med
Ivan. Og med Afghanere, for hvem barbarisme altid har været livsstilen.
Hinsides SNG- områdernes sydøstlige grænser kæmper store
muhamedaner-befolkninger deres fortiede - men tilsyneladende
særdeles frygtelige - kamp mod Peking-Kinahæren.
Som på Balkan terroriserede muhamedanske herskere gennem århundreder også
det forindiske Subkontinent. Men muhamedanerlandene Pakistan og Bangla Desh
hører fra 1947 ikke mere til den indiske
altovervejende hinduistiske nation. 96,7 millioner muhamedanere udgør dog
11,4% af Gandi-landets befolkning. Det er nok til at martre kæmpestaten.
Også på grund af Hinduflertallets stræben - bl.a. i
partiet BJP - efter, at fortidsulykkesmagerne ikke skal have nogen folkebase
at spire op fra i fremtiden. Stridighederne (især omkring de muhamedansk
dominerede Kashmir og Punjab) har allerede betydet
et femcifret antal dødsofre og tre krige mod Pakistan. Fremtiden kan meget
vel blive endnu mere blodig.
Helt forfærdeligt er det i Bangla Desh's sydøstre del. Buddhister udryddes i
hundredtusindvis for de Ulandsmilliarder, som Danmark og vore nabolande så
naivt sender hvert eneste år til Daccarregeringen.
Den er på vor Ulandsstøtteliste nummer 2. Kun Tanzania fik mere end de 186,8
millioner kroner, som danske skatteydere i 1993 forærede Bangla Desh.
Journalistupåagtede folkemord rager imidlertid danske M.F.'ere en papand.
Men da en enkelt venstrefordrejet forfatterinde i 1993 /94 rodede sig ind i
noget stærkt medieomtalt, kom der rynker på
Helle Degns næse og andre Slotsholmssnuder: Hvis den mere end 1200 år gamle
nordindiske religion håndhæves over for Society-Taslima, fratages Banglerne
dansk ulandshjælp (Aktuelt 12. juli 1994).
Med en score på over 150 millioner (mere end 90% af befolkningen) sætter
Indoneserne verdensrekord i muhamedanertal. De har nok også sikret sig
verdensrekorden i grusomhed. Barsklæsning findes hos
Amnesty, EF og i FN's rapport af 11. marts 1993. Højdepunkterne er dels
1965-myrderierne af henved en million kinesere, og dels den i 1975
påbegyndte islammisering på New Guinea (Østtimor).
Indonesisk militær har her dræbt en trediedel af den indfødte befolkning.
Det store Øriges mange politiske fanger grovtortureres. I Medan på Sumatra
gik muhamedanerne i foråret 1994 på voldsom hærgen
af forretninger tilhørende ikke-islamitter. En Borneo-rapport stod i
Politiken 1. maj 1994.
MORO-bevægelsen kæmper med stor ildkraft, for at Syd-Philippinerne skal
blive en selvstændig islamisk stat. Bønder pløkkes ned i massevis. Området
er en studierejse værd for Pol Pot. Han kan gøre
forstudier i Danskeren November 1991 med henvisninger.
Burmester berører i brevbogen side 122, hvordan malay-muhamedanerne nærer
hellig forfærdelse over glæden for svinekød, spiritus og kvinder hos landets
bærende lag - de 35% kinesere. Andre aspekter
fra landet behandledes i Jyllands-Posten 28. december 1992 samt 4. og 20.
februar 1993. Se også Berlingske 19. februar 1994.
Juli/august 1990 kom et af de mange andre skud for boven fra Trinidad. Da de
derværende muhamedanere havde nået 6% af befolkningstallet, var det nok til,
at et fundamentalistisk statskup
fem forfærdelige døgn i træk kunne holde landet i en terrorskruestik.

Katastrofeperspektivet i Afrika har som en af sine årsager, at da de
europæiske kolonisatorer rejste hjem omkring 1960, udnyttede den aggressive
helhedsfasttømrede muhamedanisme tomrummene til at
løbe de livshåbløshedsprægede samfund overende. Deres gamle stammekulturer
var uegnede til at klare alle problemer i det 20. århundrede, og Islam havde
det storfortrin ikke at være den hvide mands
livret.
En af Københavns Universitetslektorer i Berberisk udførlighedsskildrede i
Information 17. oktober 1992 folkemord i Mali, som truer med at brede sig
til Niger.
Gambia har 90% muslimer. Tchads befolkning oplever en lang periode med
lidelsesfyldte muhamedanske likvideringer. (Amnestyrapport herom kom 21.
april 1993).
Nigeria er det folkerigeste muhamedanerland i Afrika Syd for Sahara. I FN's
1992-befolkningsprognose er Nigeria et typisk uland: Vækst fra 113 millioner
indbyggere nu til 301 i 2025. Her forværres
bestandigt muhamedaner-vildskaben mod jesus- og jødetroende, jfr. for
eksempel Time International 1. juni 1992 og Jørgen E. Petersen i P1 22. juni
1993 kl. 22.48-22.58.
Ugandas muhamedanerprocent ligger kun på fem. Alligevel kunne de rædselsslå
hele landet igennem 1970'erne. Indtil deres leder (Idi Amin) emigrerede til
Saudi Arabien.
I de seneste år har den islamiske Sudan-republik indtaget Afrikas
førerposition som grusomst overfor ikke-muhamedanerne. Under kæmpemæssige
lidelser har disse holdt nogle Syd-Sudanske enklaver
(Øvre Nil, Bahr el Gazal og Jubka er nogle af de ægyptiske navne på disse
TV-upåagtede heltegolgataer). Ajourført til efteråret 1993 har FN's
menneskerettighedskommission udgivet en udførlig rapport
(anmeldt af Søren Mørch i Jyllands-Postens kronik 20. juli 1994). Berlingske
beskrev 20. maj 1993 en enkeltskæbne blandt de mange millioner: Et femårs
jødisk pigebarn blev i 1984 fængslet og i ni år
holdt som slave indtil det lykkedes hende at flygte.

Somalia ude på Afrikas Horn havde i 1960'erne ca. 70 politiske partier. Et
for hver klan. Det afløstes fra 1969 til 1991 af diktator Muhamed Siad
Barre. Til overmål var han socialist. Mange troede, at hans
voldsundertrykkelse, tortur og andre ondskaber aldrig kunne overgås. Men det
blev de, da Ali Mahdi Mohamed, Mohamed Aidad og andre klanførere også ville
have magt og islamiserede lovgivningen
mere og mere. Det er disse indbyrdes stridigheder, som er årsagen til den
kæmpemæssige nødhjælpsaktion fra vor del af verden. Men sålænge årsagerne
til at somalierne selv kun lader våbnene tale ikke
fjernes mere permanent, er de mange Red Barnet-penge til ringe nytte.B.
Islams første epoke som europæisk stormagt sluttede i 1919. Fordi
muhamedanerne var på tabersiden i første verdenskrig.
a. Uvidenhed, ligegyldighed og sjuskethed prægede de sejrherrer, som i
Sévrestraktaten af 10. august 1920 atomiserede Muhamedanien i en del
enkeltstater. Landegrænser blev draget ved ret tilfældige
streger i ørkensandet, uden omtanke for eller hensyntagen til indbyggerne.
Denne opsplitning har siden affødt indbyrdes kiv og strid. Øget ved, at
oliefund og befolkningseksplosion har delt staterne op i to
grupper: de hovedrige olieeksportører og de ludfattige
fremmedarbejdereksportører.
Assyrerne fandt sig i 1920 delt mellem Iran, Irak, Syrien og Tyrkiet. Alle
fire steder tæskes der løs på dem. Som det for eksempel vistes i TV1 16.
april 1994 kl. 14.30 og i Kristeligt Dagblad 16. juni 1994.
Tilsvarende vanskeliggjordes Kurdernes stræben efter et Kurdistan-fædreland.
Brutal militærvold er det, de får fra deres fem værtslande (Iran, Irak,
Syrien, SNG og Tyrkiet).
Allerede fra 1915 havde tyrkiske folkemord udslettet næsten 2 millioner
kristne armeniere. Kvinderne voldtoges og solgtes til haremerne.
Juli 1974 besatte Tyrkiet den nordligste trediedel af Cypern. Dertil har de
folkeflyttet 50.000 fastlandstyrkere, ombygget mange kirker til moskeer og
fattiggjort områdets befolkning, som er sunket ned i
stilstand. Kommunalvalget marts 1994 gav vælgerskredssejr til fanatiske
islampartier.
Den enes Nød, den andens Trøst. Dansk overlevelseskamp finder hjælp hver
gang, muhamedanerne svækkes ved at geråde i strid med hinanden.
Som for eksempel Iran/Irakkrigen (1980-88),
Albanien/Makedonien-skærmydslerne, Saudiarabernes imperialismefremstød mod
Yemen, Vest-Saharas oprør mod Marokko og Bihac-bosniernes mod
Sarajevo. Algier og Ægypten er to andre lovende eksempler. Borgerkrigsagtige
tilstande er måske også på vej i Iran (Politiken 23. juli 1994).
Hver gang er følgevirkningen svækkelse af den samlede muhamedanske styrke.
Blandt andet ved opsplitning mellem de forskellige muslimgrupper om, hvordan
de mener situationen skal tackles.
Et eksempel var Israels udslettelse 7. juni 1981 af Iraks atombombestation
Onrak. For lang tid hindredes Djihadkrigerne derved i hastig udbredelse af
verdenspolitisk styrke af allerværste karat. De vil jo
helst have brintbomber og alle de andre forfærdelige våben til rådighed i
store mængder. Varsler herom uddybes i Jyllands-Posten 24. februar 1993 og i
Berlingske 5. november s.å.
Vi skal også helhjertet være kistelykkelige over USA-aktioner som Carters
ørkenkørsel i Iran, Kadaffibombardementet i 1986 og George Bush's
1990/91-korstog, som kom ganske langt i udradering af
Irak og Kuwait. Sidegevinst her var, at sammenholdet mellem Islams
befolkninger yderligere svækkedes, da Saudi Arabien, Syrien og Ægypten lod
sig bestikke af Den Store USA-Satan til at bekrige den i
1937 fødte Saddam Hussein.
Næste gang Bush skulle have valg, valgte han at søge sin Irak-hjemmebane
succes gentaget i den tilsyneladende harmløse muhamedaner-stribe (fra
Albanien over Bosnien/Makedonien og Kosova til
Bulgarien), som Sévres-forfatterne i deres ukyndighed og overfladiskhed lod
forblive i Europa.
Vi danskere og vore naboer skal være særdeles taknemmelige for de
muhamedanerrensninger, som Serberne iværksatte fra 1992. At vi så tillod
nogle af Islamitterne at rejse mod Nord og ikke til
ideologifællerne mod Syd, må, hvad Danmark angår, alene bebrejdes vort
folketing (først og fremmest Uffe Ellemann-Jensen).
I EF er Grækerne af geografiske grunde dem, der har størst erfaring i Islams
fremstød mod Sydøsteuropa. Og da Sokrates' Fædreland også virker som visest
ud fra dansk interessemålestok, bør vi i EF
støtte Hellas-politikken på Balkan.
b. Kampen fra 9. december 1987 imod palæstinenserterrori- ster på
Intifadavestbredden er et af de mange eksempler på, at Israels
overlevelseskamp også er Danmarks kamp. Fordi den nu i et par
menneskealdre har bundet ganske store dele af arabernes kræfter.
Denne binding bliver næppe i overskuelig fremtid mindre som følge af
Rabin/Arafats Washingtongræsplæneaftale 13. september 1993. Herbert Pundiks
kommentar i Politiken 12. december 1993 angiver en
del kendsgerninger til styrkelse af denne forhåbning.
Trængte Stormænds indenrigspolitikforfængelighed erobrede påny
mediedækningen 4. maj 1994: Den ægyptiske diktator (Hosni Mubarak) fejrede
fødselsdag. Som prangende muhamedanerpotentat pomp-
og pragtede han ved at invitere 2.500 prominente udlændinge (herunder Helle
Degn og 39 andre udenrigsministre). Det hele lagt op på en uddybningsaftale
mellem PLO og Israels spinkle arbejderpartiflertal.
Lignende operetteagtig farce gik for sig, da forfængeligheden hos
musketervennerne (Rabin/Arafat/Peres) kildredes i Paris 6. juli 1994 ved, at
de - uden at nogen tog det ironisk op - delte en fredspris.
Endda ydet af det FN (Unesco), som også i hele dette sagsforløb har pyntet
sig med fjer, de overhovedet ingen adkomst har til.
Dansksindede skal ikke bedømme de første 7 1/2 måned i 1994 med så stor
pessimisme, som det evindelige pressegøgl umiddelbart fører ud i.
Terrorkamporganisationerne er svækket på tre hovedpunkter.
De skal bruge deres kræfter på noget for dem så uvant og uoverkommeligt, som
at få et (nyt) land til at fungere. Hverdagene vil gøre dem mere og mere
tvesynede overfor Arafat (Stor Fører eller Stor
Forræder?). Og de er på vej ud i egentlige kampe med Hamas og andre
søsterorganisationer.
C. Det endnu pågående krigsangreb, Muhamed indledte i 620'erne, har kostet
hundredtusindvis af europæeres lidelsesfulde død og endnu fleres
livstidsinvalidering.
Alarmklokkerne kimer i disse år i millionvis af europæiske hjem. De kalder
til fortsat kamp mod muhamedanisering af vore fædrelande. Islam er nemlig
vedholdende og opgiver ikke sådan uden videre sin
målrettede stræben efter død og udslettelse over den vantro Kristenhed.

Ret hurtigt var Muhamedanerverdenen i gang med rejsning efter 1920's
statsopdelingslædering.
Omkring 1925 oprettedes to ideologiske Enhedsbevægelser: Det Muslimske
Broderskab og Det Pakistanske Tabligh.
Stærke kræfter stræber henimod politisk/økonomiske foreninger mellem så
mange muhamedanske lande som muligt. Helst at gå sammen i een fælles
stormagt.
Endnu har man dog ikke haft held til at etablere fastere, mere langvarige
unioner.
Verdens kraftigste ekstremistudladninger i de senere årtier udgår vedvarende
i og fra muhamedanismens højborge i Mellemøsten: Vold, myrderier,
krigsagtige forhold og andre uhyrligheder i et omfang, der
både er forfærdende for dem, der søger at leve deres tilværelse i regionen,
og for opretholdelsen af hele den globale fred.
Det forkætrede Center for Mellemøststudier på Odense Universitet har da i al
fald den fordel, at dets leder (Ritt Bjerregaards mand) lever op til den
minimumfordring til en videnskabsmand, at han tør sige
herskermagten midt imod. Han oplyser, at hans forskning har ført til den -
for menigmand åbenbare - sandhed, at Europæere ikke har nogetsomhelst
særligt at lære af muhamedanere.
Barreau skriver: »Islam kom fra Ørkenen. Hvor den trænger frem, skaber den
Ørken«.
På det grusomste massakrerer rædselsherredømmer de folkeslag, over hvem
muhamedanerne tilkæmper sig magt.
For os drejer det sig alene om, at på Danmarks få kvadratkilometre, må
danskheden fritages for at blive kastet omkuld af den kæmpestore
muhamedanske menneskebrådsø.

III . Verden, som den nu engang te'r sig, har bragt Danmark ud i en gedigen
lys/mørke konfrontation.
Kahnal Ahmed har dansktekstet en muhamedansk salme:
»Hvor korset står på tårnets tegl,
og kastede sin skygge,
der rejses månes klare segl,
på det vor fremtid bygge.«
Melodien er »Nu falmer skoven trindt om land«.
Tryghed, fred og ro vil være dansk fortid, hvis vi konfronteres med et
massivt islæt af Muhameds Børn.
Hverken i 1340, 1658 eller efteråret 1864 eller før eller siden har vi stået
overfor så farlig en fjende. Enhver, der tør se realiteterne, møder så mange
advarselssignaler, at kursen må udstikkes, så vi bereder
os på det værste alternativ. Ingen af os burde slappe af i værnet af vor
egen hjemstavn mod infiltrationen fra denne klodes mest danskfremmede.
Fremover er det handlingerne, der tæller. Ikke de tirader, hvormed de
(bort)forklares, deres historiske baggrunde eller (indenrigs)politiske
rænker.
Lader vi os styre af Det radikale Venstres (herunder Per Stig Møllers)
mærkesag om national selvopgivelse, er det usandsynligt, at muhamedanerne
giver os lov til at være i Danmark på dansk facon.
Omfattende og dybtborende studier af muhamedanismen fører uundgåeligt til
bekræftelse af denne mere end 1200 år gamle opfattelse hos dansk
statsreligion.
Hvor og hvornår man finder større muhamedanersamlinger, opstår bøvl,
stridigheder, utryghed og tilbagegangstendenser.
At hjælpe en muhamedaner i dag, kan meget vel være at dræbe danskere i næste
generation.
Får Ninn-Hansen/Ole Espersen-katastrofen lov at fremture ned gennem resten
af 1990'erne, vil vi næppe klare pynten i den orkan af myrderier, som kommer
til at gå hen over Danmark.
Allerede om en lille snes år kan de særdeles aktive og målrettede
muhamedanere have nedtrampet Danmark. Alligevel ligger risikoen for, at
Danskheden kaputramler helt uden for forestillingsevnen hos
næsten alle vælgere i vort godtroenhedsland.
Store dele af det danske folk vader som lemminger mod afgrunden. Travlt
optagne af smådagens gøremål, der ikke levner tiden til oprør mod udueligt
gammelpartistyre. Omtankeløst nærer de fleste en
uafryddelig overbevisning om, at det nok skal gå af sig selv, så Danmark for
evigt vil bestå, som et Pandekagehus-glansbillede. Man savner kraft til
andet end forvisning om, at der skam ingen røvere er eller
kommer i den danske idyl.
Vi er ikke skabte til højhed og blæst. Helt uden for vor erfaringsskabte
tilværelse ligger, at vi er taget på sengen og inddraget i en liv eller
død-tragedie. Vel kan vi i dette årtusinde
affærdige den med vort sædvanlige husråd: »Take it easy og spis brød til«.
Men så kan næste årtusinde oprinde med, at alt er uigenkaldeligt dømt til at
glippe for danskheden.
Derfor er korrekt oplysning så samfundsvigtig.
Men hertil vil mediernes altdominerende røde lejesvende ikke medvirke.
Vælgerne bliver derfor ved med at have bind for øjnene.
Naivt fremturer de med at tildele folketingstaburetter til Ebba Strange,
Dorte Bennedsen, Elisabeth Arnold og de andre 172 syddanske pjok og
pjokinder, som p.t. formerer folketinget. De tør ikke andet
end logrende at underkaste sig den 1968'er stemning, hvormed medier og
selvbestaltet »kulturelite« terroriserer. Mange er endda ikke engang kommet
så vidt, at de har opfattet, hvor meget forskelligere og
meget grusommere, man er ovre på den anden side af den kløft, der opdeler
menneskeheden.
Som tiden smuldrer bort, uden at folketingerne fatter deres 1983-dumhed og
derved anspores til målbevidst indsats, mindskes vore muligheder dag for dag
for at hindre, at Danmark om få årtier lever under
muhamedansk tyranni. Diametralt modsat Nutidsdanskernes Trivselsidealer.
Danske folkevalgte må opgive deres dalrende undervurdering af den enøjethed,
terrorisme og massakren, som Khromeni, Khadafi og Hussein har inspireret
til, og som hundreder af millioner
muhamedanerfantaster er rede til at videreføre.
Vi står over for superfarlige folkeslag, der vokser eksplosivt i antal, og
som tror klippefast på deres værdier. Ikke blot udgår faren fra de kæmperige
oliediktaturer. Også de andre er
aldeles uden skrupler eller frygt. Fordi de opfatter sig som kæmpende i den
Højeste Sags tjeneste. Mod Vestens Monstre: Ugudelighed, Nydelsessyge og
Åndløshed.
Når de indstrømmende foregiver at have tilegnet sig vort kulturapproach, er
det antagelig oftest komediespil - i bedste fald en tynd fernis, som skaller
af, når situationen bliver til det.
Amir Taherïs værk »Holy Terror - The Inside Story of Islamic Terrorism«
(Sphere Books, London 1987) vælter i skrækscenarier. De kan bestemt ikke
afvises som hypokondre
angstfantasier.
Marian Keller i B.T. 6. juli 1993: »Danmark er et lille land i forhold til
Mellemøsten. Hvorfor sender vi ikke de muslimske flygtninge dertil? For det
første er der masser af penge i Mellemøsten, for det andet
er det mest hensynsfuldt over for muslimerne«.
Men de milliardrige oliesheiker synes bare det er helt fedt at overlade til
gælds- og skatteplagede Nordvesteuropa at betale kost og logi m.m. til de
islamiske brødre fra Iran, Palæstina og Bosnien. Trojas
byråd - Folketinget - betaler fyrsteligt for de trojanske hestestalde.
Flygtningelobbyen søger at forlokke os med juleeventyrsnak om, at vore
levevilkår baseret på moderne tiders teknologiske formåen stærkt og hurtigt
vil europæisere de opvoksende fremmedgenerationer, så
de indleves i dansk adfærd og derved får udhulet deres barnetro.
Mudderkviksand er formentlig fundamentet for markedsføringen af
optimismetroen om, at de mange muhamedanerfamilier, der er i færd med at
oversvømme vort område, over få årtier
kan og vil tilegne sig dansk livsholdning. For eksempel med reducerede
børnetal pr. gennemsnitskvinde og med at affinde sig med den
klientundersåtlydighed, som de bestemmende danske
embedsværk-formyndere kræver af herboende. Og ved, at mindre
muhamedindstillede Islamfraktioner opnår større indflydelse, end de har i
øjeblikket.
Ganske vist kan ingen med sikkerhed profetere, om strømmen af Hollywood
B-film i baglandets heltidigt åbne TV apparater vil få bugt med den gennem
mange århundreder så sejglivede muhamedanisme og
dermed trække tæppet væk under de herboende. Eller hvor langt andre
vestkulturkræfter vil komme i den retning i det 21. århundredes vanskeligt
overskuelige globale kæmpeomvæltninger.
Og de fleste detaljer er ikke tilgængelige for nogen udenforstående. Men
overtænkning af de sporaditeter, som mere eller mindre tilfældigt kommer
offentligt frem, fremkalder kuldegysninger. Hvad dækker
den dunkle uigennemsigtighed omkring muhamedanerinitiativerne her i landet
mon over?
Kirsten Lee o.l. påstår, at der kun er nogle få muslimer i Danmark, og at de
kun er her på det ophold, som er flygtninges midlertidige fristed i et helt
fremmed land. Hvis de har ret her, hvad i al verden skal de
så med alle de i kapitel 44 beskrevne foretagenders danske basers
virksomheder, organisationsformer, finansieringsmåder og aktiviteter?
Afsløringerne bekræfter i al fald den nøgterne observatør i, at fakta
massivt strider mod drømmesynene om flerkulturelle samfunds
velsignelsesrighed.
Det er utilgiveligt, hvis det danske statsstyre undlader at disponere ud fra
det forsigtigpeteri, at Muhamedanismen er en verdens-ødelæggerbevægelse og
muhamedanerne en stærk
fantastgruppe. At deres selvsikre hadefuldhed er dødsensfarlig alvor er ikke
blot Koranens tekst, men det er efterlevet kontinuerligt siden år 624.
Deres budskaber er bloddryppende, aggressiv hævnstraffende, undertrykkende,
totalitær og intolerant aktivistisk udfarende, uforsonlig ildhu. Politiske,
kulturelle, sociale, juridiske og alle andre gebeter er
totalindsovset med det religiøse sammensurrium til een for os svært fattelig
eksplosivitet. Frafald fra Islam straffes med døden. Udryddelse af vantro -
hvoraf Muhameds fjender især var jøder og kristne - er
devisen, hvor Islams sønner har erobret magten.
Det burde være mere tåbeligt end tilladt af politiet, når danske i magtfulde
stillinger kalkulerer med en hurtig, smertefri nedbrydning af det Islam, der
så længe har henstået så urokkeligt. Fortsætter
Christiansborgs ideologiske fløjtetønder det vovestykke at undervurdere det,
som i indeværende terroristæra er under opbygning inden for Danas
Grænsemure, tæller det jo så lidt, hovmodigt at
fornemme Islam som gammelt, forældet, afstumpet åndsmørke
. Deres mere end 1300 år gamle, aldrig opgivne faste praksis efterlader
ingen tvivl om, at når de kommer ovenpå, vil de ingen respekt vise for
danske skikke og levemåder. De vil frarøve os vor frihed og
stjæle vore ejendele
. Muhamedanerne har i al deres tid været så beslutsomme agressorer, at vi
ikke kan tillade os den letsindighed, at nøjes med skvattede bemærkninger
om, at det går såmænd nok og så lukke øjnene for, at
effektive modtræk ikke til dato er indført mod produktet af de mange
sneboldeeffekter, hvormed folketinget i hastig accelleration øger antallet
af de uønskede fremmede
. Hverken ubekvemmeligheder eller verdenssamfundets lokken rokker dem. Den
rene, traditionelle uforfalskede fundamentalistiske muhamedanisme er så
klart det, som holder dem oppe gennem lidelserne
og de - virkelige eller indbildte - forsmædelser, de gennemgår undervejs
. Skrækken for påny at blive ydmyget og krænket på sin ære af Vestverdenen
er en drivkraft af dimensioner. Aftenlandenes sorgløse strudsepolitik kimser
heraf
. Vi skal være 1.000 procent forsigtige med ikke at undervurdere den
muhamedanske fare for, at vore efterkommere ikke kan forblive Danske i
Danmark
. Går det galt får vi ikke nogen chance nummer to. Vi vil være tæsket sønder
og sammen
. Med umuligheden i sikkert at overskue fremtiden er fornuftsholdningen
derfor også her at anlægge landets politik efter at undgå den værst
tænkelige mulighed indenfor sandsynlighedens rammer. Viser det
sig fejlagtigt med den nuværende overbærenhedsmildhed og ditto blindhed
overfor muslimernes tilsyneladende hundehvalpenaive ubehjælpsomhed, kan
intet Forbrugerråd give os nogen Fortrydelsesret,
når danskerkulturen først er totalkollapset. Det er derimod let at sadle om,
hvis magthavernes skrøbelige hypotesehåb slår til, så viseren på verdensuret
ikke (endnu) er rykket så langt frem, som vi forsigtige
danske disponerer efter, når vi betragter den som flygtningepostulater og
familiesammenføring forklædte muhamedanerinvasion
. Men så længe man ikke er bombesikker på, at faren er borte for
djihadudslettelse af Danskheden, må Danmark leve efter parolen
:Enten sejrer Islam og vor verden dør
.Eller Vestcivilisationen overlever, og muhamedanismen forgår
.Ved at det dominerende muhamedanerland - Osmannernes - holdt på den tabende
hest i Første Verdenskrig, blev den dengang herskende profeti (Oswald
Spengler »Untergang des Abenlandes«) udskudt.
Men nu må varslerne fra dengang igen tages særdeles alvorligt
. Det gør Eduardo Farahs storanalyse i Danskerens særnummer for februar
1992. Den mundede ud i: Europas materielle og kulturelle førerstilling
overtages af Islam, fordi europæerne - moralsk
og kulturelt - er døende folk. Danskhyggens afslappede pluralisme kommer let
til kort overfor angreb fra muhamedanismens ensporede overbevisning om, at
livets mening er at fremme Islams udbredelse
og magt. Med al den gru, som spredes ved hæmningsløs brug af moderne våben
og eksplosiver

Rædselsscenarierne fra Stalins Bolsjevik-Sovjet kan meget let angive
minimumsniveau for, hvordan en muhamedanermagt vil tortere Danmark.
I Berlingske 11. februar 1994 skrev Torben Weirup om »det gamle trick med at
holde sig til, at Islam i teorien er en uhyre fredelig og tolerant religion,
der aldrig - i teorien - ville drømme om at
tvinge folk til at fornægte et muntert og virksomt liv på jord. Det var
stort set den samme argumentation, der reddede marxisterne i sin tid:
Teorien er skam god nok. Vi har blot ingen
eksempler på den virkeliggjorte socialisme.
« En hovedfigur i dagens danske magtelite (Ebba Strange) deklamerede i
Folketingstidende 1991/92 spalte 2869: »Den danske kultur er stærk nok til
at bære det«
. Måske er hun ikke så uenig med Nete Niss: »Når alt kommer til alt, er den
danske kultur så andet end øl, frikadeller og jantelov? Så hvorfor egentlig
beskytte sådan et misfoster? Hvis den danske kultur
ikke kan overleve fremmede kulturer og påvirkninger, er den så overhovedet
noget at gemme på? Lad os i stedet for den såkaldte danske »kultur« åbne for
tolerance, medmenneskelighed og hjertevarme«.
(Jyllands-Posten 10. februar 1994)
. Her foreligger tydeligvis tomtøndebravader fra den kreds, som Lenin så
hånligt navngav »nyttige idioter«
. 21. oktober 1993 fremhævede Thomas Tim Jensen heroverfor i
Jyllands-Posten, at i denne sammenhæng er det djærve, økonomiske
princip »lad falde hvad ikke kan stå« blot facade for almindelig
dovenskab eller endog for direkte ondsindet udanskhed
. »For spørger man dem, der fremfører sådanne synspunkter, om de er villige
til at kæmpe for danskhedens fremme, så den ikke bukker under, svarer de, at
hvis danskheden ikke kan
klare sig uden hjælp og korkbælte for at holde sig flydende, så farvel
. Dette er løs snak. Danskheden er jo ikke bare som drivtømmer på åbent hav
overladt til elementernes tilfældige rasen. Nej danskhed er en åndelig
størrelse. Og lever som en sådan kun
i kraft af vor stadige omsorg og interesse. Danskhed er en stadig
anstrengelse, som vi ansvarsfuldt må tage på os, hvis ikke danskheden - og
dermed vi selv - skal gå til grunde.«
Forskellen i holdningsprioriteringer og dermed i ekspertiseområder betyder,
at 1.000 danskere ikke kan stå sig, når 10 fanatikerinspirerede offensive og
udfarende fundamentalister maser sig frem.
Nudansk suttekludblødhed forslår intet overfor Islamfanatismens grusomhed.
Gode kulturer er ofte bukket under for intolerante aggressorer. Det giver
intet belæg for, at den danske egenart ikke skulle være bedre værd end at gå
til grunde, fordi den ikke kan stå sig i dysten mod
den indtrængende muhamedanske. Den svage har også adkomst til at leve - i al
fald i sit eget land.
Heri ligger bestemt ikke noget om, at de danske livsværdier er ringere end
muhamedanernes. Lige så lidt som tilfældet har været med de snesevis af
folkeslag, som muhamedanerbarbarerne
allerede har underlagt sig i fortid og nutid. Eller at Degunderne på
Kanarieøerne eller Inkaerne i Peru var undermålere i forhold til de
huserende spaniolske lejekrigsknægte. Maorierne over for de engelske
New Zealandnybyggere eller Australnegrene og Tasmanierne over for
Europa-emigrationen til den yngste verdensdel. Overalt udslettede de
indvandrende herrefolk den oprindelige, godtroende
befolkning. Den undervurderede de få europæere, som dukkede op i
begyndelsen. Men da deres indstrømning først havde taget fart, var det for
sent for de oprindelige indbyggere at stoppe den nådesløse
undertrykkelse, der gjorde dem til slaver og ligegyldigheder i deres eget
land.
1491 havde Europa og Amerika nogenlunde samme befolkningstal. 170 millioner
hvert sted. Hundrede år efter Columbus' ankomst til Amerika havde de
katolikker, som fulgte efter ham, dræbt 90% af de
indianere, hvis forfædre bosatte sig 30.000 år tidligere. Udryddelsen af
urbefolkningen fortsatte de næste 300 år. De resterende skulle tro på Den
Sande Gud og ikke deres egen. De var næsten alle
reduceret til kolonisatorernes husdyr eller i det mest humane alternativ,
museumsgenstande i særlige reservater.
Fortsætter SF-politikken, vil der næppe i år 2465 være nogen dansker, der
får lov til at leve op til vor tids indianere. De gives dog ytringsfrihed
til at oplyse, at Hitler og Stalin var famlende
dilettant-ungdomsforbrydere sammenlignet med Columbus, der muliggjorde
mordet på et helt kontinent. Udryddelsesmulighederne (teknologien m.v.) er
mangefold større for muhamedanererobrere af Europa
i det 21. århundrede.
Danskernes bevægelsesfrihed bliver indesluttet i reservatets snævre
indespærringer. Langt frygteligere end nogensinde oplevet af USA's rødhuder.
Det forfinede Romerrige levnedes 400 år, før det naivt lod Barbarerne
overskride Donau.
Mindre end tredive år er forløbet siden muhamedanerne begyndte i Danmark.
Fortidens vidner efterlader ringe tvivl om, at vort folk udslettes, hvis vi
i stedet for at handle effektivt, blot vælger lyriksnak af modellen »Aldrig
kan et folk forgå, som ikke vil det selv«.
De, som ikke er danskerhadere, må derfor sige nej til langt de fleste, der
ønsker at være tilflyttere hos os. Og da særligt de folkeslag, der truer på
samme vis som Amerika-emigranterne med at ydmyge og
udrydde den befolkning, som var her først. Vi vil bevare et Dansk Danmark.
I sin tale 31. december 1992 sagde Dronningen: »Vi, der har hjemme i
Danmark, er en del af en sammenhæng. Vi lever i et samfund, et fællesskab,
som vi selv er med til at udforme. Hverdag og
fest, privat og offentligt, altsammen bygger det på værdier og idealer, som
vi igennem generationer har været fælles om.
Også når vi er indbyrdes uenige, ved vi, hvor vi har hinanden. Det er, målt
med den øvrige verden, lidt af en sjældenhed, ja en gave«.
Men det at være født i et lykkehjul behøver ikke at forblive varemærket på
De Danskes Historie. Vi kan derfor ikke tillade os at se bort fra den
mulighed, at danskerne vil forsvinde i Danmark, hvis vi ikke
tager udlændingelovsskeen i en helt anden hånd.
Det sker blandt andet ved at stemme på Trivselspartiet, hver gang mulighed
byder sig.
Indeværende epoke er verdenshistoriens mest grænsenedbrydende.
Nationalstatsprincippet går i forfald. Alligevel har også vi danske lov at
have et geografisk territorium, som er vort og kun
tilhører andre i det omfang, danskerne fraskriver sig deres arvegods.
Efterhånden som internationalismen, højteknologien og hvad ellers er
fremtidens indebyrd, slår igennem i kommende
generationer, vil danskheden ændre sig. Men det er usikkert hvordan, hvornår
og hvor stærkt forandringerne finder sted. Derfor må nuets danske politik i
overvejende grad tilrettelægges efter det Danmark,
vi kender. Kun derved har vi nogenlunde fast grund under fødderne.
Og her og nu ønsker vi hverken at blive koloniserede eller koraniserede.

»Fra grænse og til grænse er kun kort
.Men dette Land er Vort.
«
Jo mindre et land, des lettere at løbe det over ende. Derfor må småstaterne
være ekstra vagtsomme.
Men uden at være selvovervurderende á la 1863's Nationalliberale.

Nu- og fremtidens verden er nemlig således, at det danske hovedresultat i
store træk bliver som Tysklands. Det vil være torskedumt at fortrænge den
kendsgerning. Ganske uanset, hvor
ubehagelig den end forekommer den enkelte.
Men det, at vi ikke i vor lilleputtethed kan rokke herved, er ingenlunde
nogen grund til, at vi ikke skal gøre alt, hvad vi overhovedet kan for at få
de danske tilstande så tålelige som overhovedet opnåeligt.
Tværtimod. Netop det, at smålandets egne muligheder er så begrænsede,
indebærer, at så har vi ikke råd til at bortkaste nogensomhelst af de
nyttegivende foranstaltninger, vi kan præstere.
Hver gang Danmark mænger sig med muhamedanske lande, øges risikoer for, at
den, vi rækker lillefingeren, efterhånden tager hele armen og derefter
udtværer alle danske med hud og hår.
Derfor gælder det at hytte Danmarks skind i ubemærkethed. Puslingelandet gør
bedst i at hygge sig i smug. Des færre kontakter vi har til den muhamedanske
verden, des større overlevelseschance for os.
Vor næstvigtigste sikkerhedspolitiske doktrin er, at Danernes fjenders
fjender er Danmarks naturlige venner.
Og så kan vort styre da i al fald lade være med at pålægge befolkningen
tunge byrder for aktivt at styrke Danskerdræbernes kræfter.

Men når vor herskende klasse selv fortsætter at logre og indsmigre sig hos
landets fjender, kunne den - om den havde blot nogen anstændighed - i det
mindste ophøre med at vanskeliggøre indsatsen for os
patrioter, som af al vor kraft vil forsvare Fædrelandet.
Vi bør lytte til og rette os efter Ole Hyltofts budskab om, at mellemøstlige
generalstabers »farligste våben vil være den millionhær af muslimer, der er
trængt op i Europa den sidste snes år. De
ville kunne aktiveres som stærk femtekolonne her, hvis en stor-arabisk sheik
kalder til angreb«.
Den besindige Eks-Forbundskansler Helmuth Schmidt (1972-1982) refereredes i
Jyllands-Posten 16. august 1992 for udtalelsen:
»Jeg tror, at muslimerne en dag vil kaste sig over os«
. Samme advarsel genfindes i Maren fra Ishøjs nødskrig i B.T. (1. oktober
1992)
: »Danske børn må ikke lege med tyrkiske børn for de tyrkiske kvinder.
Nærmer danske børn sig tyrkiske børn, bliver danskerne gennet væk af de
tyrkiske mødre. Og i vaskekælderen
kan de danske mødre overhovedet ikke komme til«
. I en stadig læseværdig mammutlederforsideanalyse af spændingen mellem
Europa og Muhamedaner-Orienten påviste Jyllands-Posten den 27. juli 1873
Islams manglende modtagelighed for europæisk
civilisation: »Tyrkerne ser med Ringeagt ned på disse ... Aander og tager
kun imod saa meget af den tilbudte europæiske Politur, som lader sig forene
med det muhamedanske Hovmod.
« På nær 47 dage gik der 121 år før Weekendavisen tilsvarende oplyste
: »Kansler Helmuth Kohl udtalte fornylig noget, der kunne kaldes en
krigserklæring mod Islam og islamiske aktiviteter. Han sagde: »Den islamiske
bevægelse i Nordafrika er blevet
kilden til stigende bekymring i Bonn og Paris og bliver fulgt med den
største årvågenhed. Sikkerhedsplaner for Europa og Middelhavet bør nyde stor
opmærksomhed i lyset af, hvad der
er sket i Algier, Marokko og Tunis««
. Rigtige danskere er hverken i handling eller tale i tvivl om svaret på
Søren Krarups spørgsmål: »Er Danmark et internationalt herberg eller det
danske folks hjem?«
Danmark er Danernes land.
I »Det gamle guld« (1923) bind 2, kapitel 14, rister Morten Korch en
Kærlighedsrune til det Hverdagsdanmark, der byggede vort land. Ikke med
pralende storarmsving, men »nok så mange træk, der
kunne synes små og ubetydelige, men som blev store, fordi de var ægte,
menneskelige og sande - det Danmark, som alle danske ville elske og værne
om«.
Den, der fremmer eller medvirker til, at Danmark bliver et underområde i
Islam-Imperiet, gør sig skyldig i forræderi mod Danmark og det danske folk.
Enhver dansker skylder sine børn og børnebørn nu at komme op på mærkerne og
forblive der, til vi på ny kan fejre en 4. maj med at konstatere, at den
muhamedanske trussel er slået afgørende
tilbage. Det var så let i 1940 at høre faretrompeterne. Men risikoen er ikke
mindre, når fjenden ikke i samlede falankser vælter over os på eet
tidspunkt - kl. 4:17 den 9. april - men i stedet mindre larmende
trænger gradvis ind over en længere periode.
»Hvis tyrkerne og pakistanerne var kommet med geværer og kanoner, ville
ingen have nægtet os retten til at sætte os til modværge. Men når de bare
kommer og kommer og kommer, er
vi »racister«, hvis vi forlanger det stoppet«. (Ole Hasselbalch).
Imens tikker destruktionen ubarmhjertigt videre og videre frem mod the point
of no return.

Praksisstramningen i Schengen-Europa skulle nødigt lokke de uønskede til at
flytte til
Danmark. Vi skal være mindst lige så skraptafvisende.
Endnu kan Folketinget nå at ændre loven under behørig hensyntagen til
realiteterne. Men for hvert år, det tøver, sætter de fremmede sig sikrere og
sikrere i Danmarks saddel. Den almindelige
Christiansborgske handlingslammelse med bestandige udsættelser og
lappelovsløsninger vil næppe give vore børne- og oldebørn andet valg end
enten at forlade Danmark eller underkaste sig Islam.
Det er uslingeværk at forære de fremmede det Danmark, som utallige
generationer har opbygget, og som de nulevende danskere har fået i
forvaltning. Som betroet arvesølv, der skal videregives til vore
efterkommere i forbedret - og ikke i ødelagt - stand. Danmark er vort
hjemland. Vi har krav på at kunne bevare det som sådant.
De generationer, som gik lige før os, udryddede tuberkulosen, difterien og
børnelammelsen. Skal danske have mulighed for at forblive danske på dansk
jord er vor tids folkeopgave at arbejde målbevidst
henimod at gøre Danmark til muhamedanerfrit område.
Alle danskretsindige bør i handling genopdage John Mogensen appellen:

»Danmarks jord for de danske
Vi har plantet vort flag
Det bli'r stå'ne på pletten
Ingen tvivl om den sag
Vi har ejendomsretten
Værn om hver mark og hvert skel
Danmarks jord for de danske
For vi har pløjet den selv

Men landet er truet, visse personer gi'r faen i vor gamle kultur. De' på
tide, at Holger på Kronborg igen, lissom før vågner op af sin lur«
Forskellen på Gammeltofterne og Den Danske Forening er, at de herskende
disponerer i håbet om det bedste fremtidsscenarie, hvor de snusfornuftige
vil begrænse risikoen for, at det værste indtræffer.
Den, der opnår magten, bestemmer også historiens videre forløb. Under
muhamedansk styre sker det målbevidst, disciplineret og erfaringsbaseret.
Sandsynligheden er enorm for, at urbefolkningen snart
udryddes og i mellemtiden lever som despoternes rettighedsløse slaver.
Individualisme, selvtænkning og forbrugervalg vil nemlig være
forstyrrelseselementer, når muhamedanerne med mindst bøvl skal administrere
os.
Kun en tåbe frygter ikke Islam.
Vil danskerne ikke dige, må de sandsynligvis vige.
Derfor, kan det være Danmarks dødsattest, folketingsflertallet udskriver ved
at lalle rundt i ubekymret søvn. I stedet for ved målbevidst, hurtig,
effektiv handling at stække muhamedanerne her i landet.
Ønsket om muhamedanerfrit område bunder i selvopholdsesdrift og ikke (som vi
påduttes) i racisme. - Tværtimod er vor urolighed i meget høj grad baseret
på fremmedhadets fortjenstfulde antipol: en meget
høj grad af medmenneskelig forståelse af (helt) anderledes menneskers
reaktionsmåde.
Hvorlænge endnu skal vi vente på, at Elisabeth Arnold med følge kaster
slattenheden over bord og zoomer sig ind på realiteterne?
Det har de haft tid til siden 14. januar 1883. I den dags udgave af »Vort
Forsvar« havde sydsjællandske kvinder nemlig utvetydigt skåret problemet ud
i pap i form af en opfordring til lands- og folketinget om
at opfylde de folkevalgtes pligt:
»Glædes kan du, Danmarks fjende,
slibe skadefro dit sværd;
Danmarks hjerte kan det finde,
intet skjold hun agtes værd.

Folkeånd, hvor kan du sove,
drømme tungt om broderliv!
Danmarks børn, letsindig vove
I for penge hendes liv!

Danmark, vennehulde moder!
end du er din datters håb!
Hør vor stemme, danske broder!
Mærk på angsten i vort råb.

Lad ej fædrelandet segne
hen i trældomsnatten sort;
lad ej Danmarks ære blegne,
frels os fra den bitre tort.

Afgrundsdyb omkring os gaber,
mens med tvedragtblændet sind
frelsens dyre stund I taber,
til os mørket hyller ind.

Til det alt, hvorom I strede,
hvirvles bort af stormens brag,
og det land, I skulle frede
er et sønderslået vrag.

Da skal ingen skjaldestemme
smelte hjerter ved vor nød;
verden vil med hån fornemme
ak! Det gamle Danmarks død.

Vore børn, de vil os dømme,
de, som leger på vor arm,
når af barndoms lyse drømme
brat de vågner op med harm!

Føler den forhadte lænke,
ejer intet færdreland,
må med blusel panden sænke
for dets stolte banemand.

Er det muligt, ej at føle
gift i denne tankes bråd?
Mænd på tinge! Kan I nøle,
når der end måske er råd?«

[Per Hagemann]

KAPITEL 49 Folketings-tragedien
I. Når foretagender vokser sig store og dominerende, bliver organisationen
som sådan let målet i sig selv. Monopolisters livsberettigelse kvæles i
manglen på alvorlige konkurrent-udfordringer.
Begavet, uvildig årsagsanalyse af det nuværende danske samfunds dårligdomme
havner derfor næsten altid i svigt hos Folketingets gammelpartier. Deres rod
ligger i en helt anden tid med problemstillinger helt
forskellige fra de nuværende. Nu er de udlevede og forældede.
Dag efter dag, måned efter måned, årti efter årti afslører de brede
folketingsflertals magtbrynde uafladeligt, at de er blottet for
statsmandsevne til varigt at gavne landet. I stedet tyer de til kortsigtet
stemmekøbspolitik og selvhøjtidelig tilfredsstillelse af egen
forfængelighed. Stivnakkede og påståelige som eneste forsvarsattitude,
hvortil deres evner strækker (med Erling Olsen som forfriskende undtagelse).
Hvervet som MF'er opfattes kynisk som »det politiske spil«. Den aparte
verden bag Christiansborgs tykke mure er først og sidst opslugt af at
overholde »de politiske spilleregler« - dvs. hinandens indbyrdes
forhold. Med en Marie Antoinettes uvidenhedsforagt for livet udenfor.
De to verdener fremmedgøres derfor mere og mere fra hinanden.
I eksemplets form afsløres karakteren af de opståede uoverensstemmelser ved
eftertænksom læsning af følgende råddenskabsstinkende 29. december
1992-udtalelse fra lederen af det største parti:
»Hvis flygtninge bliver konfliktstof og trukket ned på et taktisk plan, og
hvis der bliver spekuleret i asylpolitikken, så bidrager vi alle til, at
hele samfundet løber ind i nogle frygtelige
konflikter.«
Hvilken fjernhed fra den gang regeringsformen var ung. Dengang lød
fanfaren: »Del jer efter anskuelser«. Nuomdage er det svært at opdrive
eksempler på reel uenighed indenfor de autoriserede partiers
kreds.
Stort set er det kun spilfægteri for galleriet, når slotsherskerne prædiker
væsentlige forskelle i ideologi mellem de ni p.t. opstillingsberettigede
partier.
Med fem styks jakkesæt og eet maskulint kvindfolk på slæb har Ritt
Bjerregaard på Spektrum i 1994 udsendt 240 siders bogen »Demokratiets lette
tilstand«. Heri beskrives, hvordan gammelpartierne
omkring 1960 fandt »det fælles fodslaw«. Nok opretholder de udadtil »deres
ideologiske selvopfattelser«, men de er fuldt ud »rettet mod fortiden«.
Denne utidssvarenhed giver en »spænding mellem, hvad
der gælder formelt, og hvad der er politisk realitet«.
»Den borgerlige blok« og »den socialistiske blok« er nostalgiske udtryk, som
alene fastholdes, fordi det virker dragende på vore ukyndige vælgere, som
politikerne er enige om at fuppe. Blokkene er i
virkeligheden en sammenflydende og sammenspist grå masse.
I 1929 stillede det socialdemokratiske Aarhusbyrådsmedlem Jens Perregaard en
ansøger til skoledirektørembedet spørgsmålet: »Er De Socialdemokrat? Ja
eller Nej.«
65 år senere er spørgsmålet: »Er du rede til at sætte dit kryds ved et af de
statsautoriserede ni valgflæskpartier? Ja eller Nej?« Men her ikke i
relation til et banalt job, men til at vinde sæde i
folkestyrets øverste organ.
Man kan nemlig ikke avancere indenfor folketingspartierne, hvis man går imod
partiledelsens dødemandskurs. Nye partier kan ikke overvinde de
overbureaukratiske, bekostelige lovhindringer, som de
monopolstyrede partier fra folketingsvalget 1994 har væltet ud over dem.
Gammelpartierne ser det som en vigtig opgave at mistænkeliggøre og
diskriminere retsindige nypartier, som derved mister tilslutning
hos det godtroende skikkelige vælgerfolk.
Partisystemernes fastfrysning igennem det 20. århundrede bevirker, at
dominanspartierne nu er gennemsyrede af forfald og alderdomssvækkelser. De
mangler evne og vilje til at omstille sig til at løse det 21.
århundredes problemer. Når de med deres gammelmedicin behandler tidens
samfundssygdomme, gør kuren patienterne mere syge.
Ved at partierne og personerne på stemmesedlen i praksis er ens, forsvinder
et hovedgrundlag for vor statsforfatnings-type.
I stedet for skarpe, tankevækkende velformuleringer spiser politikerne
befolkningen af med reelt indholdstomme, sprogligt ubehjælpsomme
almindeligheder. Til dække af, at der så at sige ikke findes
visionære, teknisk gennemførlige kvalitetsproblemanalyser hos de nuværende
MF'ere.
Udenfor valgdagen har den almindelige dansker uden fanden til oldemor alene
galluppisken til sin rådighed, hvis han vil påvirke »sine politikere«. Når
valget kommer bliver det erfaringsmæssigt ikke bedre.
Ved valg efter valg tegner de ryggesløse partier sig for (meget tæt på) 100%
af mandaterne.
Skylden for, at det er sådan, er i vidt omfang mediernes. Hele tiden
serverer de stene for brød. Men netop derfor har den samme presse let spil,
når valgkampen er inde til at narre det dårligt informerede folk
til at tro, at det her er som en fodboldkamp: Udfylde en tipskupon om,
hvorvidt Uffe eller Poul skal have den stærkeste taburetklæbelim.
I denne aldeles ligegyldige bogstavleg afspores valgkampene.
Når partierne ved hvert eneste valg betragter regeringsdannelse som
hovedspørgsmålet til vælgerne, beror det på, at ministre belønner
(parti)kammerater med offentlige stillinger, som borgerne over deres
skatter betaler lønnen for. Også andre forfængelighedsgoder (rejser, ordner,
middagsinvitationer, virak osv.) flyder først og fremmest til
regeringspartivennerne.
Hvem der skal være regering og hvem opposition, er imidlertid et særdeles
underordnet spørgsmål for landet. Og dermed for vælgerne. Dels er der reelt
ingen forskel på, hvilken regeringspolitik som føres.
Dels går vor grundlov ud på, at ministrene overensstemmende med ordets
sproglige betydning (tjenerne) blot står til rådighed for vort øverste
statsorgan, folketinget. Et valg drejer sig derfor om, hvordan
folketinget sammensættes. Det er det, der kan være af betydning for hvad,
der bydes samfundet.
For de over 99% af vælgerne, som ikke har nogen personlig hassan at dyrke i
partipamperiet, burde medierne alene oplyse om de meget store alvorlige
realproblemer: Arbejdsløshed,
EF-samarbejde, statsbankerottrussel, miljøbeskyttelse, offentlig
udgiftumådehold og deraf følgende uacceptabel skatteplyndring for blot at
nævne nogle enkelte.
Men ingen af disse spørgsmål kan løses tilfredsstillende på længere sigt,
hvis den igangværende muhamedanerbesættelse af Danmark får lov til at
Titanicdødedanse videre.
Da næsten alle de øvrige af de 179 alligevel ikke kan eller vil gøre saglige
indsatser, når de først er valgt, ville det være af stor folketingssaglig
værdi, om en eller helst flere af stemmeseddelkandidaterne
havde kyndig indsigt, arbejdsvilje og ditto evne. Blot een eller to
kvalificerede MF'ere med sådan statsmandskløgt kunne rent faktisk få ganske
store resultater igennem.
Afskyelig er de ni partiers selvvelbehageligt selvrosende, propagandistisk
indoktrinerende tomretorik. Opstablede kling-klangord med værdivildledning.
Alle Christiansborgere har gjort den mageløse
opdagelse, at de forfører næsten samtlige vælgere ved substansløse fagre
ord, flertydigheder, trivialiteter og vag tale. Banale, fladtrådte,
kalorietomme fraseligegyldigheder giver pote.
Linde strømme sovser ud af de ferme politikermunde med kaskader af plusord.
I farten magter vælgerne ikke at gennemanalysere de fortiede konsekvenser af
al den snak. Dette er en af de mange faktorer,
som mere og mere gør Danmark til en parodi på det, som er et demokratis
basis. Berlingske 9. april 1994 citerer Mimi Jakobsen: »Alt for mange
politikere bruger i dag en masse fine ord, som de tror
får dem til at virke så utroligt dygtige.«
Indbyrdes er folketingspolitikerne konforme i deres ord, taleindhold og
handlinger. Uanset hvilket parti de tilfældigvis er dumpet ned i. Den samme
hælden vand ud af ørerne om livskvalitet og om at gøre alt
og alle tilfredse. Overfladiskhed og mangel på detaljeindsigt, søges af alle
partier skjult med ophobninger af upræcise positivladede udtryk, som dels
imponerer rakket, dels bedøver (bedrager) de vælgere,
der gerne ville tænke selvstændigt.
I Berlingske 23. april 1994 oversatte Taus Randsholdt nogle af de gængseste
udgydelser. Blandt andet. »Tiden er ikke moden til gennemgribende reformer
betyder, at det vil koste stemmer at gøre det
rigtige.
- Vi må tænke på præcedens betyder, at hvis vi gør det rigtige nu, vil vi
også være tvunget til at gøre det rigtige næste gang.
- Det er ikke partiets politik betyder, at vi godt ved, den er gruelig gal,
men det vil koste stemmer at gøre det rigtige.
- Regeringen har udvist mod betyder, at regeringen har brugt skatteborgernes
penge for at få det til at se ud, som om den gør noget. Ægte mod behøver
ikke selvros.
- Debatten må ikke køre af sporet betyder, at modparten har ret, men at vi
ikke må indrømme det, for så smuldrer vor egen sag.
- Det drejer sig ikke om penge, men om princippet betyder,
at det drejer sig om penge
. - Befolkningen har krav på at vide, betyder, at befolkningen skal trættes
med en ligegyldighed, som politikeren anser for at være væsentlig.«
Ureflekterende slutter befolkningen så på valgdagen op om den smukt
klingende sorte tale med de skønfraser og almindeligheder, som ikke rummer
andet end, hvad alle er enige om, hvis man - hvad
vælgerne sjældent gør - giver sig til at dissekere, hvad den talende har
udtrykt. For ikke at støde nogen vælger fra sig, træder politikeren vande og
taler de tilstedeværende efter munden.
Det er sølle med MF'er »argumentet«, at det skulle være uklogt at anføre
dette eller hint. »For det kan folk ikke tåle eller lide at høre«. Så skal
folk fanden ta' mig opdrages til at udvise ubegrænset åndelig
åbenhed og spændstighed. Går man på akkord hermed, har man begivet sig ud på
Fortabelsens Vej. Gennem tiderne har den kostet Danskerne umådeligt dyrt.
Den altdominerende erfaring fra de sidste 500 års Danmarkshistorie er, at
landsledelsen er udygtig og fejg, når svære situationer opstår. Det
urovækkende er, at sjældent har det været så elendigt som i
perioden, siden H.C. Hansens død den 19. februar 1960.
Hovedpræget på folketingets indsigt er uforståenhed og kendsgerningsflugt.
Næppe har noget haft så monumental en folketingskarriere som folketingets
fader D.G. Monrad. På New Zeeland havde han fem års betænkningstid, før han
afklaret vendte tilbage og forelæste »om den
Lære, Danmark kunne uddrage af 1864«: »Når man ikke for Behagelighedens
Skyld vil leve i en Drømmeverden, men vil indaande Virkelighedens raa og
kolde Luft, vil man ikke lade
oppiskede Ønsker og grundløse Forhaabninger, men egen ædruelig Betragtning
bestemme sine Anskuelser.«
Der er nu gået dobbelt så lang tid siden vor tids 1864. Men ikke een fra
1983-nederlagsflertallet har vist åndsstyrke til en lignende
afklaringserkendelse.
Søren Krarup uddybede sygdomsbeskrivelsen i Ekstra Bladet 18. december 1991:
»De danske politikere reagerede på samme måde over for den tyske besættelse
af Danmark, som de i disse år reagerer på de fremmedes indvandring i
Danmark. I begge tilfælde
kommer begivenhederne bag på dem. Politikerne aner ikke, hvad de skal stille
op. Situationen løber dem over ende. Eller problemet har taget dem på
sengen.
I deres forvirring og rådvildhed stikker politikerne hovedet i busken og
søger at klare sig ved hjælp af fraser.
Sådan handlede de jo uimodsigeligt i den tyske besættelses første tre år.
Skridt for skridt, bid for bid, tilpassede de sig en skæbnesvanger
udvikling. Den overvældede dem. De havde
mistet alt overblik, initiativ og vilje til at stå fast.
Ligesom den ukontrollerede indvandring er kommet bag på vore dages danske
politikere, der ikke aner, hvad de skal stille op for at klare en
faretruende og hastigt accelerende situation,
og som derfor lukker øjnene for faren og skubber det hele fra sig og søger
at klare frisag og holde en facade ved hjælp af fraser
som »næstekærlighed« og »tolerance«.
Svage, bange mænd. Situationens rådvilde fanger.«
Personkarrierejagere har derfor i efterkrigstiden i stadig højere grad
domineret folketingsstolene. Forsvundet er, at landets ledelse skal
varetages af fædrelandets elite: Een Poulsgaard opvejer kvalitativt - men
ikke kvantitativt - hele seminaristflokken, som skæmmer Christiansborg med
deres skidtvigtigheder.
Deres position er katastrofesvanger i vor tid, hvor alle udviklinger har
større dimensioner og foregår lynhurtigere end i nogen anden tidsalder.
Gold mundhuggeriplapren træder i stedet for sagligt dybtgående, fordomsfri
statsmandsindsats til forbedring af Trivselsklimaet i Danmark.
Kun når veje, offentlige institutioner o.l. direkte vedrører ens lokale
valgkreds vågner man op til »selvstændighed«. Som Helge Sanders i sagen om
Herning Seminarium.
Christiansborg mistrives i værste velgående og er pilråddent.
De fatale skavanker ved Danmarksstyrets øverste organ er selvforstærkende. I
gruppen af dem, der søger opstilling til folketinget formindskes
talentmassen ganske kraftigt årti for årti.
Når det menneskemateriale, som de forkalkede partier kan fremskaffe til
stemmesedler, er for ringe til at kapere de enorme samfundsændringer, som
pågår i vor tid, skyldes det mange forskellige grunde, der
indbyrdes forstærker hinanden.
Egnede, engagerede talenter har nuomdage så stærkt pres fra masser af
forskellige valgmuligheder, at de ikke i deres tidstilrettelæggelse
tiltrækkes af at spilde tid på samvær med de uspændende mennesker
på Christiansborg og i kommunalbestyrelser.
Når politikernes virkelighedsopfattelser er så forkerte (forældede) bliver
resultaterne selvfølgelig derefter. Den manglende forståelse for, hvad der
rører sig, gør popularitetsjagten til et misfoster. Her
overvurderes stærkt politikernes egen kapacitet - deres evne og vilje til at
forudsige, planlægge og styre. Modsvarende undervurderes fatalt at for at
omplante det, de ønsker til realiteternes verden, kræves
bl.a. vedholdende indsats om det enkelte emne. Men i Vandfaldene af
udviklinger fortrænges det lynhurtigt af andre flimrende problemer, der
trænger sig på fra Tossekasse, Lobbyister og andre
Spielverderbere, somMF'erne render efter i deres
ufunderethedFolketingsmedlemmerne får deres løn for at gennemarbejde
lovsagerne, så de bliver klogere end folk (tænk, hvis læger ordinerede
medicin og
behandling ud fra samme kvaksalverrage, som præger de galluptalføjelige på
Christiansborg).
Systemet har som sine politikere fremavlet udvidende, dovne og
egoistcentrerede nassere. Deres svælgen i navlebeskuende selvtilfredshed
hindrer dem i at ofre tilstrækkelig tid udenfor receptionsløvernes
snobbefelt. Selv om der skam findes danskere, som har stærke behov (syge,
skatteplagede, ældre og handicappede).
Bestandigt viser gammelpartifolkene sig ikke at være voksne og hæderlige nok
til betroede poster. De koncentrerer sig nemlig om taburetter og fordele til
sig selv personligt. Fx. i vrimlen af
alskens råd og nævn, udvalg og kommissioner, som de har oprettet i deres
rådvildhed eller ved sinecureplaceringer, hvorfra de officielt skulle
kontrollere pengeinstitutter,
forsikringsselskaber, bolig- og energiselskaber osv. osv.. Læs for eksempel
herom lederne 17. og 14. august 1994 i henholdsvis Berlingske og
Jyllands-Posten.
Hovedvejen til at rage vellønsposter til sig selv og nære fæller er den fra
Per Gynt så velkendte: Gå uden om alt det ubehagelige.
Når MF'eren kæfter op med, hvad man på Christiansborg ved, at menigmand
labber i sig, er det underordnet, at han ikke kan eller vil gøre den
flidindsats at sætte sig ind i, hvad de forskellige (lov)sager
egentligt drejer sig om. Målt efter den alen er de landets mest upålidelige
og mest utroværdige arbejdskraft. Rent ud sagt holder de den troskyldige
befolkning for nar med holdningsblottet, højtravende
friløbs-snak.
Når de meler egen kage, bruger nutidens korrupte langt mere indirekte midler
end fortidens naivtprimitive med direkte salg af fordele for lyssky penge.
Gridske og bjergsomme forgylder vor tids
politikere egen privatøkonomi gennem bengnaveri, luksusrejser,
flotbespisninger (og bedrikninger), partitilskudslænsninger af de offentlige
kasser, valgkampstilskud, generøse
efterlønsordninger, pensionssærfavoriseringer, skattefradrag, jule-, og
fødselsdags-, jubilæums- osv.-gaver, vennetjenester, gratisarrangementer,
frynsegoder, naturalier og favørpriser.
Gennemskueligheden for udenforstående besværliggøres undertiden af, at den
direkte begunstigede kan være politikerens familie, vennekreds, elskerinde
eller anden forhåndenværende. Og de politiske
staldbrødre fodrer hinanden på kryds og tværs med gensidige begunstigelser.
Skulle det være korrekt, at Vorherre ser på viljen, er begæret efter at søge
personlig berigelse til sig selv på statens bekostning så udbredt i
gammelpartikredse, at det virker komisk med deres fede ord om
moral i dansk politik.
Det er indsmurt i edderkoppebureaukratikammeraterier. Og danske medier er så
nænsomme overfor de ledende politikere. Derfor må sandhedssøgeren vare sig
med at bruge ord som »banditter hele
bundtet« om det meste af MF-hyklerkorpset.
Dansk folkestyres fallissementstragedie er, at hele sværten af
magthaverpartier i stedet for ydmygt at indrømme egen uduelighed har
førsteprioriteret deres overlevelsesbehov ved at piedestalplacere sig selv
med stinkende bavlesavlen som »de ansvarlige«. Selv om partierne og deres
ledere ikke i mands minde i praksis har påtaget sig ansvar for
nogetsomhelst. Heller ikke de kæmpefædrelandsulykker, de har
forvoldt.
Da det trak op til rigsretssag mod folketingets nestor, sagde han med sin
lange erfaring: »Nu bliver der trængsel ved Slotsholmens håndvaske.« Det har
der også været - at dømme efter al den hytten eget
skind som er hovedpræget i Tamilsagens mange vidneforklaringer.
For selvfølgelig ved de fleste folketingere så udmærket, at det skal gå
galt, når de i deres kortsyn og hovmodighed så længe har fremturet i, hvad
der har været lettest for dem selv og aldeles afvist at tage
hensyn til livets realiteter.
Kyniske trøster de sig med Sølvhøjs konstatering af, at mands minde i
Danmark ikke strækker sig mere end højst en uges tid tilbage. Derfor vil de
næppe nogensinde komme til at stå til
ansvar for deres ugerningsvirke.
Svælget gaber mellem gammelpartiernes brovtende selvhøjtidelighed og ringe
saglighedskapacitet (allroundviden, flid og kreativ tankespændstighed til
hurtigt at mestre situationen).
Ikke siden Oluf Palmes hovmodige Gungren med konfliktknusen over hele jorden
ved at korrekse alle usocialister har verden oplevet en selvovervurdering,
som da Niels Helveg selvhøjtideligt hævede sin
højre pegefinger for at formane Kinas 1,2 milliarder til at være søde og
efterleve menneskerettighederne i henhold til Det Radikale Venstres
1905-Odenseprogram. Samtidig med at han stod med hatten i den
venstre hånd for at tigge ordrer til den sværm af kundekrukkesyge
erhvervsfolk, han medbragte til Riget i Midten.
Det er et forfængeligt håb, at folketinget vil give sig i kast med at
forbedre Danmark, når det har fået has på den opgave, der optager det så
meget, med at løse alle andre landes problemer.
Omstillingskravet til hver af de 179, er unærsynet at samtænke tusindvis af
forudsigelser om forventet fremtidsudvikling på titusindvis af
samfundsområder (herunder fremdiskontere teknologiforandringerne)
og ikke fordømme noget, fordi det er nyt og derfor uvant. Tværtimod: Af
nyudviklingen skal fremtiden leve. Derfor tiltrænges fordomsfri favorisering
af det meste nye næsten på alle folketingets
arbejdsområder: Væk med gammelpartierne. Væk med at jokke i svundne tiders
problemstillinger.
Men tingenes nuværende sørgelige tilstand er, at der udhvirvles synspunkter
i debatten, som ikke før deres fremførelse er gennemovervejet ved, at deres
konsekvenser er indarbejdet i sammenhængen.
MF'erne hverken evner eller lyster at gøre deres hjemmearbejde med at
beherske livets stadig skiftende og indbyrdes modstridende realiteter.
En afsløring med stor generel rækkevidde kom i dr.med. Kirsten Lee's
herostrat-vidneforklaring i Tamilsagen: Hun - der endda hørte til
folketingets mindst skriftukloge - forstod ikke et
kvæk af lovgivningsorganets arbejdsmateriale. Fordi det ikke var skrevet
på »husmoderdansk«.
Al politik handler om fremtiden. Og da det tager tid før de fleste
politikerbeslutninger virker, er det oftest om en noget fjernere fremtid.
Her kommer gammelpartipolitikerne til kort. Dels på grund af
manglende evner. Dels fordi de foretrækker at tækkes det altdominerende
folkeflertal, der af elendige journalister er hildet i alene at tale ud fra
forholdene, som de er eller har været. Dybt urealistiske
forudsættes, at sådan forbliver det uforandret.
Handlekraft og -evne er bandlyst, hvor ukendskabet til sagsmaterierne
bestandigt resulterer i strudsepolitiske rådvildheder, udskydelser og
forsinkelser. Det er igen ensbetydende med, at kræfterne alt for
sent forlader sagerne og derfor ikke kan bruges rationelt andetsteds.
Omverdenens usikkerhed om, hvad der egentligt vil komme fra Christiansborgs
vatnisser og hvornår, indebærer i sig selv ganske
betydelige samfundsskader.
Civilkurage mangler på Christiansborg.
At være fri for kritik båder egen bekvemmelighed. Derfor køber næsten alle
folketingsmedlemmer Fred for Penge. Hentedes de fra deres egne tegnebøger,
var det en privatsag. Men det
er de midler, som skatteborgerne surt har indtjent, og som folketinget
misbruger sin magt til at tvangsinddrive (stjæle) fra dem til absolut ikke
acceptable, offentlige formål. Dumt er det
også. Humanitetsskrålhalsene angriber jo under alle omstændigheder
politikerne. Dels fordi de er umættelige. Dels fordi politikerne har bibragt
dem den erfaring, at det betaler sig.
Enhver politik, som kan genoprette Danmark, vil tage hårdt på de medborgere,
der i slaphedsårtier har tilkæmpet sig tilskud og andre fordele, som landet
ikke har råd til. Deres protester må seriøse politikere
år efter år lægge døve øren til. Uanset hvad medier, galluptal og
interessegrupper hyler op om af forventelige skadevirkninger. P.t. har vi
næppe en eneste MF'er af den kvalitet, som både kan
udforme en sagligt rigtig løsning og fastholde den uden at ryste på hånden
igennem den stenede vej i de 10-12 år, som kræves, før alle og enhver vil
kunne indse ordningens rigtighed og det
forkerte i døgnfixerede journalisters trommeild derimod.
Skal danskerfremtiden betrygges, må vælgerne altså skifte over til
folketingsmedlemmer med det store samlede overblik, som i god tid - altså
uden tidspres over sig - tilrettelægger fremtidsforholdene
hensigtsmæssigt.
I beruselse over sødmen i egen magt er folketingerne (uden for
valgkamptiden) lige glade med almindelige mennesker og deres problemer.
Den typiske Christiansborgrod er i stedet så fascinationsopslugt af sit ridt
mellem mediefolk, embedsmænd og organisationer, at hun/han i sit inderste -
og dermed i sine handlinger - ikke regner danskerne
udenfor magthaverkredsene. Undtagen som stemmekvæg. Og her viser tonsvis af
erfaringer, at man slipper godt fra i valgkamp at sleske med tungetaleri.
Såsnart man har indkasseret
tilstrækkeligt med stemmer, er de populære løfter glemt. Men når næste valg
er i sigte, lader disse selvgodheds-ypperstepræster påny valgløfter springe
frem af deres pander. De strøer om sig med
julemandstilskud til alt og alle. Påny af andre folks (skatteydernes) penge.
Om nogetsteds gælder her ordsproget: Hellere en fugl i hånden end ti på
taget. Har man ikke straks fået et MF'er-løfte bastant udmaterialiseret, må
man nemlig hyppigt affinde sig med det omsonste i at ville
holde politikerne fast på deres løfter: Dels er de indbyrdes modstridende,
dels overstiger deres samlede udgiftssum, nationalproduktet adskillige
gange.
Det store flertal af middelmådigheder på folketingssalens stole har i
ekstrem grad annammet budskabet fra Almas Sonetter om, at man først og sidst
skal søge at behage. Og mest dem, der lige den dag er i
mediecentrum. Emballagen er vigtigere end indholdet. For i deres røverkule
er ambitionen kort. Men med den ubarmhjertige internationale
konkurrencesituation, vi står overfor, er det utvivlsomt, at danskene
ikke kan fortsætte livet i hængekøjer, orlov, ferie, kortarbejdstid, høje
minimallønninger, tryghedsklynken, kriminalforsorgspylren, ligelønskrav,
jantekompensationsforlangender, urentable uddannelser osv.,
osv.
År efter år, valgperiode efter valgperiode søger folketinget alligevel de
nemme, men kostbare løsninger. For at opfylde stærke vælgergruppers kort- og
snæversynede krav. De upopulære prioriteringer
smyger MF'erne sig uden om. Hak efter hak presses de offentlige udgifter
derved op i stadig mere jordfjerne stratosfærehøjder.
Folketingspolitikerne låser problemerne, hvor de skulle løse dem. De blændes
af deres lette adgang til uoverskuelige milliarder. Så kan det da ifølge
deres økonomianalfabetisme ikke gøre så meget, at de på
millionplanet optræder, som var de bestyrelse for en velgørende forening. Og
ikke for den danske stat.

Mange i magthaverkliken baserer endda deres eget skatteyderbetalte levebrød
på en stadig tilstrømning af de fremmede problemskabere.
Under overskriften »Tankeforstening« skriver Ole Hasselbalch:
»Danmark står for øjeblikket over for en af de største trusler nogensinde
mod befolkningens leveform, fred og ro. Truslens karakter er velbeskrevet
både i danske og internationale
kilder. I stedet for at tage passende forholdsregler over for den, handler
landets politiske flertal og dominerende opinionsdannere, som om deres
opgave var at varetage de menneskers
interesser, der trænger sig på udefra. Trods arbejdsløshed, indvandringsstop
og manglende udsigt til vellykket »integration« arbejder de uophørligt på at
få placeret flere og flere
fremmede i Danmark. Det er ikke for meget at sige, at de ansvarlige
politikere handler på nøjagtig samme måde, som hvis de havde været under
tvingende pres fra fremmede magter,
der søgte at få en overskudsbefolkning bosat i Danmark uden at ville
risikere de problemer, egentlig militær invasion kunne afføde. Hvorfor er
det umuligt at analysere og diskutere
problemet, uden at diskussionen forsøges kørt af sporet med grove,
udemokratiske midler?«
Kortsigtet Jubeloptimist-opportunisme gennemsyrede også det 20. århundredes
C.C. Hall. Danmark kom derfor ikke op af starthullerne til den påtrængende
folkelige opgave med muhamedanerfriholdelse af
landet i de 10 1/2 års ministertid, som spildtes med Sorgløse Poul Schlüter.
Tag blot følgende citater fra noget af det statsministeren i en enkelt
spalte (3154) fik sagt den 3. december 1991:
»Det er bydende nødvendigt, at vi taler sammen om forholdene og gør det
åbent. Ellers får vi ikke lejlighed til at korrigere myter, fordomme og
rygter.«
»Man kan godt være tilhænger af strammere regler, uden at denne holdning
overhovedet behøver at have sammenhæng med racisme eller fremmedhad«.
»Næres den folkelige debat alene af myten om, hvordan nogle få tror tingene
hænger sammen, er der for alvor risiko for, at racistiske holdninger får
fodfæste. En sådan udvikling kan vi
ikke passivt se på.«
»De få flygtninge skylder vi næstekærlighed, så de ikke bliver slået ihjel i
deres hjemland, og de er helt uden egen skyld i øget kriminalitet,
arbejdsløshed og samfundets økonomiske
problemer. Derfor er det afskyeligt fremmedhad at argumentere for skærpelse
af udlændingeloven.«
Han overså ganske, at folketingets opgave er at gribe ind i forhold, som vil
blive utilfredsstillende om en snes år, hvis man blot lader de bestående
tings tilstand gå deres skæve gang.
Denne evident rigtige iagttagelse reliefsætter, at en erklæring jo ikke uden
videre er sand, fordi Mimi Jakobsen og radikale ordførere gentager den
talløse gange.
Upålidelige og landsskadelige er de. Og tydeligvis totalblottede for
fordomsfri forståelse af den rivende koldudvikling, som vælter ind over os
udenvælts fra, efter at folketinget i 1983 rev propperne ud af det
danske varmtvandsbadekar. Det sørger de at kompensere med en
vi-alene-vide-arrogancehovenskab: Alle partier (undtagen Fremskridtspartiet)
dokumenterede ved folketingets racismedebat hin 3.
december 1991, at de stadig lever langt fra livets barske virkelighed. De
vedtog en dagsorden om, at statskassen skal forstærke sin indsats for at
skjule sandheden om de fremmede i landet, og for en
indvandrerpolitik, som fremturer ad de antidanske baner.
Mand og mand imellem hævdes, at det nok skyldes vægtlægning på egen nære
familie, at der antræffes en for befolkningen så kostbar
Patriotfjendtlighed, som den der findes hos standspersoner. Helt op til
Margrethe den Anden. Når Marianne Jelved kraftigt fremhæver sine børnebørns
forældre, er det i fremmeddebatten et underlødigt indslag. Benny Andersen
digter om fjerne århundreders indvandring af folk
fra vor kulturkreds samt om, at vi selvfølgeligt skal samhandle med de
fremmede og berige deres lande i det omfang, de vil have os. Som litteratur
er meget af det udmærket. Men uden mindste betydning for
løsningen af det nationale eksistensproblem, Danmark er ved at drive ind i.
Man bliver forstemt, når man forstår, hvor pudlens kærne er begravet ved at
læse hans udtalelser i Berlingske Søndag den 10.
august 1993. I en udredning for denne side af sit forfatterskab siger
han: »Jeg er gift med en pige med en anden hudfarve og har set de hårde og
fjendtlige blikke, hun kan blive mødt med«.
Fædrelandets reelle vanskeligheder tilkalkes, når nogen blander sine egne
personlige problemer ind i stillingtagen til samfundets forhold. Den må ske
ud fra hele befolkningens langsigtede tarv.
Tilsvarende irrelevante snæversyn genfindes hos MF'erne. For dem drejer det
sig om taktiske overvejelser over, hvordan de undgår at falde i svælget
mellem de to grupper, de skal eksistere på basis af:
Medier og vælgere. Dilemmaløsningen, der falder dem naturligt er upræcise
pænhedsfloskler.
Illustrativ er Hans Engell: I eftersommeren 1987 parerede han sin
partiførers vælgerskrækbegrundede ordre om, at de konservatives
valgmateriale til 100% skulle fortie alt om de fremmede.
Denne folkestyrefjendske tabubelægning kom - som følge af inertilovens
sløvhed - til også at gælde 1988- og 1990-valgkampagnerne.
Den 11. maj 1990, var en lille prås dog omsider gået op for Ninn-Hansens
efterfølgers efterfølger. Han udslynger et ikke specificeret udsagn om, at
nu skal fremmedlovgivningen ændres på et væld af
punkter. Schlüter følger det op i TV den 2. august.
Men kunne man stole på den snak?
Efter mere end et halvt års forløb kunne det i al fald konstateres, at der
overhovedet ingen ændring var sket. I foråret 1991 genbruger den skrantende
Engell sin vane tro sin veghed fra foråret 1990 om, at
han vil udarbejde et oplæg, som straks efter sommerferien skal være grundlag
for fordomsfrie forhandlinger mellem Folketingets partier, så
udlændingeloven til oktober kan tilpasses verdens realiteter,
der nu er helt anderledes end det efterhånden 50 år gamle flygtningebillede,
der var alfa og omega ved Folketingets udlændingelovsvedtagelse i 1983.
En af Engells mange gentagelser kom på det konservative landsråd 3. november
1991. Nu hed det sig, at han ville give Folketinget en redegørelse for
mulige ændringer i udlændingeloven. Det
havde altså foreløbig taget ham halvandet år ikke at spille ud med
nogetsomhelst, der kunne danne grundlag for lovrevision. Men otte dage
senere barslede bjerget da omsider med en diminutiv
museunge. Nogle vattede oplysninger skøjtede uden dybtgående analyser eller
blot antydning af forslag, som reelt kunne bidrage til nogetsomhelst, der
blot tangerede en løsning af kæmpeproblemerne.
Bevares, 11. november-oplægget trækker mest i den rigtige retning. Men der
er uhyggeligt langt fra det og over i realiteterne i verden udenfor
Christiansborg.
Og tidsrammen for det fornødne lovforslags fremsættelse blev i de følgende
måneder bestandigt fixeret til, at »det kommer om nogle få uger«.
Sammenhængen var stadig den samme: Engell anede ikke,
hvad han skulle mene. Vove et øje på sagen var ikke nærliggende for ham. Det
var så åbenbart for Marianne Jelved, Birte Weiss og de andre, at de ikke
drømte om at slå af på deres egne fordomme og
myter.

2. april 1992 kom omsider et lovforslag. Samme måned karakteriseredes det i
Danskeren:
»De indgreb, der lægges op til, er ganske utilstrækkelige til at afvende
ulykkerne. Det er alene de fremmede, man vil hjælpe og beskytte. Ikke
danskerne, der trues af de millioner, som
presser sig på udefra under alle mulige påskud. Millioner, som den hidtidige
tåbepolitik allerede har givet et kæmpebrohoved her i landet som basis for
den fortsatte invasion.
Når man ikke vil erkende virkeligheden, bliver løsningsforslagene
naturligvis virkelighedsfjerne.«
Amputeringen fortsatte, så slutvedtagelsen i Folketinget - 18. juni 1992 -
blev endnu mere forpjusket.
Fælles skibbrud, fælles trøst er det eneste godord til Engell. Hos hans
partifælleregering står det værre til: Da den førende samfundsanalytiker -
Asser Lundbeck - i marts 1993 fremsatte
sine 113 forslag til, hvordan Sverige slipper ud af krisen, manglede et
område: Udlændingelovgivningen. Fordi ministeriet Bildt her lider af
beslutningsangst (Fri Information august 1993).
Exakte, skarpsindige, konsekvensgennemarbejdede standpunkttagninger er ikke
sagen hos de dominerende gammelpolitikere. Sjældent når de længere end til
at kvartgennemtænke noget af de mange
nutidsanliggender, som de er sat til at løse bedst muligt. I stedet hengiver
de sig til intrigemageri.
På den danmarkshistorieskelsættende kulsorte fredag den 3. juni 1983 begik
de den største forbrydelse i folketingets historie. Vedtagelsen af den nye
udlændingelov, som - under uopmærksomhed fra
offentlighedens side - omstyrtede den faste tradition, at danske interesser
er eneafgørende for, om fremmede må bosætte sig her. Herfor stemte alle
folketingets partier mod Fremskridtspartiet.
Dette var et dybt, tragisk eksempel på, at de vælgere ikke er velovervejede,
som stemmer på de partier, som bestandigt har dokumenteret, at de i praksis
er massivt ligeglade med at sætte tæring efter
næring. Og som urokkeligt bakkes op af massiv ensstemmighed og ensrettethed
hos redaktører, organisationer, kulturpinger og hvad dette lands »elite«
ellers kan opdrive af burgøjseroverfladefloppere. I
deres blåøjethed magter de ikke af årenes mange nyhedstelegrammer, at
udskille fremtidens enorme udefra kommende folkemassepres som så langt den
kraftigste trussel.
Næppe nogen følte sig advaret, da Knud Holst i selvsamme 1983-forår (13.
maj) i Information offentliggjorde et digt med indledningsstrofen:

»Sov, lille Danmark i hyldetræs-læ
Lidt som et barn og lidt som et fæ.«

Det skæbnemættede 1983-højforrædderi havde langstrakte, kringlede rødder.
Hovedstrømmene startede 50 år, 4 måneder og fire dage før. Altså under
historiske forhold helt forskellige fra vor tid.
30. januar 1933 var natten, hvor Kanslergadeforliget gav grønt lys for den
velfærdsstat, hvis ideologi i det næste halve århundrede blev skandinavernes
børnemælk: Politik - altså samfundsmagtudøvelse -
skal føres ud fra eet eneste tankesæt: staten skal hjælpe de socialt svage.
Det var oprindeligt tænkt til indvortes brug. Men i 1968'er generationens
Danmark blev syllogismen: Vildtfremmede ulandsfolk er
svage. Derfor skal den danske stats kraft bruges på at forsørge disse svage,
når de banker på Danmarks dør. Denne Mimiismedoktrin røntgenbelyses nedenfor
i kapitel 51,2.
30. januar 1933 var imidlertid også dagen for Hitlers Machtübernahme. Nogle
tyske jøder, der søgte at fri sig for Naziideologiens forfølgelse, tog til
Tysklands nabolande. Også Danmark.
Til klaring heraf var udgangspunktet for den danske stat ikke blot den
traditionelle udlændingepolitik. Den var i det 18. og 19. århundrede
understøttet af to yderligere ideologivåben. 1776 velsignedes dansk
jura med et nyt begreb: Indfødsretten, Statsborgerskabet. Som altovervejende
hovedregel havde kun efterkommere efter 1770'ernes danskere folkeretlig
adkomst til at være i Danmark. Det
andet var den danske nationalisme, som var groet op som noget nyt hen over
det 1800-tal, hvor Kongens Enevoldsmagt smuldrede væk. Stående på de tre ben
afviste den danske stat i Hitlertiden
stort set at tage imod tyske jøder. I historiesandhedens tjeneste nævnes, at
det skete med majoriteter på over 90%. Såvel på Christiansborg som udenfor.
I de sidste to år før 4. maj 1945 var der en vis flugt væk fra Danmark.
Først og fremmest over Øresund. Den kaotiske 1943-45-periode blev kimen til
den internationalistiske orientering i Danmark, som
stadig er underlagt store folkelige brydninger og uklarheder, men som også
på Christiansborg har et knusende flertal på over 90%.
I kapitel 44 skildredes fremmedarbejder-indrejserne i årene fra 1965.
Sidst på året 1970 bragtes udlændingepolitiken herefter for første gang ind
som stridspunkt i folketinget.
Arbejderpartierne slog alarm. Med Venstresocialisterne blandt de mest
rabiate, udskreg de fagbevægelsens traditionelle uvilje mod social dumping.
Til forsvar for fremmedliberalitet
fremstod frem for nogen Arbejdsgiverforeningens politiske filial, Det
konservative Folkeparti (ordfører: Palle Simonsen).
Resultatet blev imidlertid en socialistsejr: Det Indvandrerstop, som stadig
er dansk udlændingerets formelle hovedregel.
Det Venstresocialistiske Parti røg ud af folketinget i 1971. Men i 1975 kom
det ind igen. Under førerskab af Preben Wilhjelm (nuværende chef for TV's
såkaldte faktaafdeling) var det aldeles forvandlet. Nu
herskede 1968'er generationens socialistinternationalisme. Det indebar bl.a.
et farvel til den del af Dansktrivslen, som skyldtes, at
fremmedpolitikområdet indtil da havde været så stilfærdigt og lidet
problemskabende.
Man begyndte de kampagnejagter, som siden er blevet en af hoveddrivkræfterne
for dansk udlændingejura. Den første angik en mexicanerterrorist.
Justitsminister Orla Møller udviste ham i bedste
overensstemmelse med den endnu gældende traditionelle udlændingeret.
Resultaterne blev, at Orla Møller måtte gå som minister, og at hans død blev
fremrykket. De tilbageblevne tyede til den gamle
politiske lære: Da fanden ville intet skulle ske, nedsatte han den første
komité. Udlændingelovsudvalget formeredes 14. december 1977 med solid
justitsministeriel majoritet. Det kunne regeringen så
modspille på, hver gang VS stormede frem. »Vi må vente på kommissionens
betænkning«, var det bestandige lammefromme svar.
September 1982 dannedes imidlertid en ny regering. Med fremmedvennen Palle
Simonsen som socialminister. To måneder efter fremtrylledes
Udlændingekommissionens betænkning. Den affødte allerede
efter endnu to måneder et regeringslovforslag til en helt ny udlændingelov.
Fem måneder senere førte det så ud i storkatastrofen 3. juni 1983.
Mentalbaggrunden var, at Christiansborg som vanligt befandt sig i en
uvidenhed på papegøjeplapreniveauet om, hvordan verden bevægede sig i
1980'erne. 50 år gamle vildveje blev herefter afgørende:
1) Lovpartierne aflirede at nutiden ikke skal behandle muhamedanerne, som en
(næsten) enig Rigsdag opførte sig overfor jøderne i 1930'erne.
Der er imidlertid ingen lighedspunkter af betydning mellem to
problemstillinger.
2) Grundindstillingen, at når vildtfremmede kommer til Danmark, fordi der er
krig i deres land, skal vi danske behandle dem ud fra samme
socialistvelfærdsbegreber, som vort broderland
Sverige udviste over for vore frihedskæmpere, da de måtte flygte fra krigen
i vort land.
3) Partierne misudnyttede, at menigvælgeren ikke af medierne tilvejebringes
den fornødne oversigt over finanslovshelhedsbilledet. De slipper derfor godt
fra den samvittighedsløse
lygtemand salvelsesfyldt at appellere til tilhørernes følelsesmæssige
sympati for velfærdsstatsideologien: Medmenneskelighed kræver, at den stærke
solidarisk hjælper den svage.
Fejltagelsen heri er ikke blot, at det er rivruskende galt at betegne
1990'ernes bankerottruede Danmark som stærkt, men endnu mere, at den, som
ulejliger sig med at bruge sin hjerne,
må erkende, at mere end 3 milliarder udlændinge er særdeles svagt stillede,
når de måles med gængs dansk alen. Men de mest nødlidende er bestemt ikke at
finde blandt de såkaldte
spontanflygtninge, som kapitel 14 tog ved vingebenet.
Den altovervældende mediedominans - og dermed magtbase - tilhører i Danmark
stadig skønmaler-tilsnigere som Politiken, Midteroprørerne og andre
velfærdsstatsurrealister med deres overvurderede
svensk/danske model. Baseret på, at staten bedst ved, hvad der tjener
borgeren bedst, er dens menneskesyn mere selvnavlebeskuende, fremtidsfjernt
og hovenintolerant end nogen anden »åndsretning«, som
har præget Danmark på denne side af seneste istid. I al fald, hvis man
bortser fra Christian den Sjettes Pietisme.

Men det meste snak fra de middelmådige gammelpartiers politikere skvatter
sammen ved konfrontationen med denne verdens kendsgerninger.
Det græder de ikke over. De vil bare bevare gammelpartiernes formelle magt
til at dirigere det hele. De affinder sig så med, at deres egen mangel på
kvalitet har tømt meget af indholdet ud af deres skal:
Ingen over, ingen ved siden af folketinget. Når de stolte Hørupord nuomdage
fremføres af MF'ere er det renlivet dumstolthed.
Magthaverne - og med dem samfundsborgerne - gør sig ikke klart, at
enkeltelementerne i ethvert menneskes adfærd foregår ud fra fem
vidtforskellige målestokke: Den politiske - Den juridiske - Den
religiøse - Den moralske (lig etiske) - Den videnskabsanalytiske
(fordomsfrie). Om mennesket i den enkelte situation foretrækker den ene,
anden, tredie, fjerde eller femte sfære er vedkommende individs
eget valg. Men når han træffer det, bør han på forhånd have afvejet
konsekvenserne ved, at han bliver mødt med reaktioner hentet fra en af de
andre fire sfærer (eller fra en anderledes bedømmelse af den
sektor, der har motiveret ham). Man må altså altid leve under Ole
Palsbo-kynismekravet: »Ta' hvad vil du ha'. Men betal, hvad det koster.«

Gør man sig ikke de skarpe grænser mellem de fem forskelligartede sfærer
klar, havner man i de imbecile mundhuggerier, som dagligt opleves. Et klart
eksempel på sådant plukfiskeri er en tidligere
folketingsformands (Svend Jacobsen) reflektioner i Maj 1994-nummeret af
Advokatrådets blad »Lov og Ret«.

Mimi Jakobsen er typen på den fordømmende moralist. Men fordømmelse er lig
med den defekt, der klarere udtrykkes med ordet snæversyn. Vil man kritisere
andres umoral, må man nøjes med at
konstatere, at de har anden moral end ens egen. Og så kan man selvfølgelig
begrunde, hvorfor man foretrækker den moral, man selv har.
De, der - som Mimi - ikke kan klare saglig argumentation, fabrikerer
etikbegreber, som de så kaster i hovedet på deres modstandere. Men den moral
hvert enkelt menneske vælger at have, er alene noget,
han kan bruge til at stille krav til sig selv ud fra sine egne anskuelser.
Vil man stille krav til andre er jura det effektive våben: Man må få
lovgivningsmagt, domstole eller administration til at forbyde det, man
anser for umoralsk.
Men det kan da også være, at man kan få de angivelige syndere til at skifte
adfærd ved at præsentere dem for religiøse påtrykninger eller
videnskabspræget fornuftsargumentation.
Hovsapolitikerpopulisterne dyrker vidtomtalte enkeltsager og jages derved
over i at overbrodere paragraffer med ufordøjelige detaljer, som fremkalder
mavesår og andre lidelser, der aldrig i offentligheden
bliver forbundet med deres medieliderlige ophavskvinder(mænd).
Folketingsmedlemmernes job er tværtimod at tage sig af sanering af
lovgivningen. Det burde derfor være afskedsgrund at foretrække enkeltsager i
væsentligt omfang. Men i virkelighedens verden er
ansættelsesmyndigheden (vælgerne) af medierne opdragne til at belønne
spektakulære personsager fremfor renfærdig lovgiverindsats.
Dette er en del af baggrunden for, at mange Rønn-Hornbech'er, Kirsten
Jacobsen'er og kolleger flyder over til at forgude juristerne. Men jura er
et hjælpemiddel for magthaverne og ikke andet. Sløks
vurdering af Højesteretsdommer Hornslets Tamilrapport af 14. januar 1993
affødte et af hans karakteristiske guldkorn: »Satte man en nonne til at
undersøge de moralske forhold i et bordel, kunne
man på forhånd gætte sig til indholdet i hendes rapport. Hvad forstår en
nonne sig på prostitution. Hvad forstår en jurist sig på politik?«

Da politikerne er juraens skabere, er det en af de popleflende
indsigtsødelæggerier, at forfægte, at de skal være særligt lovlydige.
Udgangspunktet er tværtimod, at et folketingsmedlems hovedjob er at
overveje, om han - ved at trykke på de grønne afstemningsknapper - skal
bryde gældende lov. Bedst udrustet til at klare det sagligt er den, som har
eksperimenteret på lovens yderkant. På samme måde
som den bedste lægehjælp baseres på indgående kendskab til bakterier og
virus.
At fremhæve disse grundlæggende systemforståelsesprincipper for
Christiansborgerne er mere uvirksomt end at slå vand på dyrelivets andre
gæs.
For MF'ere drejer det sig alligevel kun om at traske rundt i velkendte,
usandfærdige myter og derudfra lure på at komme først ud i medierne. På den
vis bliver deres orientering af offentligheden uundgåeligt
løsagtig tomsnak. Det er en uundgåelig følgevirkning af, at den nuværende
politikergeneration har valgt at være vejrhaner, der svinger efter
medievinden.

Størstedelen af Christiansborgpolitikerens arbejdsenergi ød- sles bort på
det flygtige overfladisk at skære hø og hakkelse i dagens
medietilfældigheder.
Megen tid spildes på pressemeddelser. Med henblik på, at opnå mest mulig
positiv omtale fra journalister i de mest betydende medier. Den saglige
kvalitet er bimlende ligegyldig. Politikerens
reklamekodex baseres nemlig ikke på at have et godt produkt. Tværtimod er
det produktet, der afpasses efter at få god mediereklame. For de fleste
MF'ere er nævnelse af deres eget navn det helt centrale.
Jo hyppigere det er publiceret, des større chance for mange personlige
stemmer ved kommende valg. For MF'ere er det altdominerende mål nemlig at
sikre eget personligt genvalg. Derfor fordrejer de deres
opgave fra at være kampen for Danmark til at blive slaget om Danmark.
Bakspejlsvendekåberier skal de nok svælge i, når skandalen om nogen tid
bliver ubortforklarlig. Men det haster med den
fremtidsrettede forudbetænksomhed. Det er det, hvortil samfundet har
politikere (Statsmænd). Ikke til at maksimere deres egne stemmetal.

Det rager imidlertid de nuværende folketingspartier en papand, at samfundet
er på vej ud i møget. Blot de selv kan profilere sig, så de bevarer deres
taburetter.
Burmester 1982 side 69 pædagogiserer med spørgsmålet: Hvordan gør
genvalgstørstige politikere deres hoser grønne hos Ringkøbings
marginalvælgere? Skattelettelser til specielt dem ville
virke for groft. Men samme virkning nås ved at placere et universitet hos
dem. Sådan er demokratiets problemer. »Det kan kun løses ved at det
politiske systems struktur ændres.« Side 71
uddybes: »Den bedste garanti ville være af afskaffe de politiske partier.«
Eneste undskyldning er, at det er mangel på indsigt, der får MF'tomkørerne
til alene at beskæftige sig med deres egen situation på kort sigt. De vide
ikke, hvad de gøre. Og det får vælgerne heller ikke at vide.
»De er der for at pleje deres egen forfængelighed. De kan lide magten. De
kan lide at være i medierne.« Sådan lød Kurt Hagemanns sammenfatning af
Erhvervsbladets kronik 3. marts 1994.
I mangel af hæderlighed, dybdeboring og samfundssammenhængsindsigt leverer
Christiansborgerne de fordærvbringende stene for brød, at de bestandigt
render efter øjebliksstemninger. Hæsblæsende farer
de op, så snart medierne - alle bestemt af seer- og oplagstal og/eller
journalistfordomme - har meddelt deres sædvanlige (oftest plantede) farvede
misfremstillinger af et emne. Deres dagsorden kaperer stort
set kun det aspekt, som TV-A, radioavis og aviser netop har besluttet at
give et døgnflueboom. Og deres valg og tolkninger af eksempler skyder ikke
efter fornuftssaglighedsindhold, men efter at være
medieegnede. Det vil sige korte og opsigtsvækkende. Herved befinder de sig
næsten altid langt borte fra virkelighedens centrale problemstillinger.
Favoriseret bliver de (grupper), som har mest journalist-bevågenhed.
Oppustning af hysteri og proportionsløs fremstilling og tju-hej-ageren er nu
engang det, der giver opmærksomhed, ære og penge til den fjerde statsmagt.
Det indretter folketingets otte medielidelige
pattebørnspartier sig derfor efter.
Typisk for hvordan de senest til folketinget valgte overhovedet ikke
fordyber sig i det saglige element i deres arbejde er afsløringen af, at
ikke een af de 40 folketingsmodtagere reagerede, da justitsministeriet
fremsendte svar om palæstinensernes sikkerhed i Libanon, men glemte at
vedhæfte en i følgeskrivelsen omtalt FN-redegørelse. Det var kardinalpunktet
i den sag - de radikales januar 1992-særlovsforslag -
som oppiskede et i to lige store blokke opsplittet folketing. Her var
MF'erne - som altid - optaget af at pudse egne facader i offentligheden,
mens de altså ikke spildte deres tid på at sætte sig ind i faktuelle
oplysninger om det emne, de skulle afgøre. Langsigtet helhedstænkning er
fjernere end en mose i Sibirien for langt de fleste folketingsmedlemmer og
for så at sige alle Christiansborgjournalister. Træffes en
saglighedsafgørelse en sjælden gang, formidles den i mediernes fremstilling
pr. journalistens lynjustits, som var det eneste væsentlige rævekager og
formidling af favører til gode venner. Eller endnu bedre: Den
ene »hader« den anden personligt.
Vigtigst for befolkningen er imidlertid detaljeret information om nøjagtigt
hvilke nye pligter og rettigheder, der er på vej igennem systemet. Når/hvis
de gennemføres er de jo betydningsfulde
for den enkeltes tilrettelæggelse af hans videre liv. Medierne har
imidlertid stadig færre medarbejdere, som mestrer disse spørgsmål, og som
redaktionssekretærerne vil give tilstrækkelig plads. De
foretrækker langt mere uvæsentlige personfikseringer og skandalesensationer.
Derudover refererer medierne folketingspolitikernes ukritiske opfølgen af en
kampagne, som en avis har rejst. For eksempel i
form af det lette at stille et ministerspørgsmål eller kalde til samråd.
Da landsdommer Knud Aksel Knudsen i november 1992 afleverede 1.018 sider
rapport med et højt lixtal, fældede S, SF, B og Z-flertallet vupti en
minister med over fem års ancennitet. Hovedgrundlaget
var, hvad de blev fortalt af den interviewende journalist, hvis budskab
udformedes ud fra, at der er mest avissalg og faglig prestige, når et
ministerhovede ruller.
Sådan er nutidens politikere tilvænnet, at de skal lystre journalisternes
krav om at udtale sig med det samme om bindstærke betænkninger etc. Men med
MF's underlødighedsniveau havde det ikke nyttet
noget at vente. Næsten intet centralt placeret folketingsmedlem drømmer om
at spilde indtil flere minutter på at studere saglige behandlingsoplæg. Og
gjorde de det, forstod de simpelthen
ikke, hvad der står.
Esse, non videre er en forlængst glemt leveregel for de flaneur-vindbøjtler,
som udgør Paragraffabrikkens store flertal, og som kun er interesserede i,
hvad der kan bringe dem i medierne. Derfor beskæftiger
de sig ikke med lovforslags saglige indhold, men kun med popeffekter. Det er
en hovedårsag til nutidslovgivernes rystende ringe saglige standard.
De, der kunne være samfundets fremmeste anførere, falder til det mest
bekvemme, nemlig at godtage mediernes løgnagtige påstande.
Ingen ved, hvad »folk« helst vil have, hvis de satte sig ind i sagerne i
alle deres sammenhænge. »Folk« forveksles tit med medier. Politikeres snak
om at have været på møder ude i landet, skal man ikke
imponeres af. Er der overhovedet realiteter bag, glemmes helt, at kun få går
til møder, og at færre ytrer sig. De, der gør det, har sjældent
afbalancerede, afklarede meninger, men hører ofte til bestemte typer,
der selvfølgelig er lige så gode som alle andre, men tydeligvis ikke
repræsentative.
I Jyllands-Posten 25. januar 1994 skrev Ole Hasselbalch:
»Indvandringspolitikken er nærmest blevet en slags legetøj - en skueplads,
hvor politikere og medier nogenlunde frit definerer og bortdefinerer
problemer og behov, og hvor det
afgørende som regel er at tage et stik hjem selv.
I det moderne informationssamfund har en politiker jo nemlig ikke først og
fremmest virkeligheden og vælgernes meninger som målestok for, hvad han kan
og bør gøre. Målestokken er
derimod hvad politikerkollegerne mener, samt hvad pressen viderebringer som
sund åndelig føde og omsætter i spørgsmål til ham eller hende. Dagsordenen
sættes ikke gennem
vælgernes stemninger og behov oplevet af politikerne ved selvsyn, men gennem
de vælgerstemninger, pressen udmaler.
Dette i voksende grad indirekte demokrati ville ikke være et problem, hvis
medierne loyalt og udtømmende rapporterede de sandheder, som en ubønhørlig
udvikling skaber. Men det gør
de ikke.
På vitale punkter - f.eks. inden for indvandringspolitikken - beskytter
medierne tværtimod politikerne mod at skulle svare på de mest afgørende
spørgsmål. Og for den, hvis vurderinger
ikke falder ind i mediernes gængse forestillinger, er det største problem
ikke at forklare grundlaget for den afvigende opfattelse. Nej, problemet er,
at forklaringen fordrejes - undertiden
endog forfalskes - samt at reportagen ikke er loyal over for begivenheder og
facts.«

II . Stik modsat de således faktisk foreliggende forhold må det stærkt
fremholdes, at nødvendigheden af selvstændigt tænkende klippeurokkelige
folketingere skærpes, fordi de nuværende medier
topprioriterer, at hver dag skal have sine solohistorier, der hævder sig i
konkurrencen om panikbævende skrækvisioner om umiddelbart forestående
dommedagskatastrofer.

Teknologien har nemlig begunstiget stordrift i vor tids medievirksomheder.
Men for at (for)blive stor, skal man gerne knytte an til de fremherskende
meninger. Derfor tør man ikke have andet end de
herskende opfattelser. På det punkt er medieverdenen derfor een
selvforstærkende kæmpeensretning. Men intet sandsynliggør, at vor tids
journalister har tilstrækkelig viden, indsigt eller dømmekraft (eller for
den sags skyld eftertankebegunstigende arbejdsforhold) til, at deres
karaktergivning til stort og småt skulle repræsentere det evigt sande.
Endsige betydningsfuldt vitaminrige. Danske medier foretrækker i
overvejende grad 1968'ernes emnekredse og anskuelser. Herudfra forsynes ord
og alskens andet med positive og negative ladninger. Årti efter årti giver
de allesammen samme opdeling af menneskeheden.
I betragtning af, at TV nuomdage er det mest hårdtslående medium til
offentligt at oppiske følelsesmæssige engagementer hos brede
befolkningsgrupper, er det - og endda i særlig grad for nærværende bogs
emnekreds - dybt tragisk, at TV1 blev overladt til de røde 1968'ere og TV2
til Tøger Seidenfaden, Jørgen Flindt Pedersen og Jens Gaardbo. Heri ligger
en hovedårsag til svigten af alsidighed og fair
fordeling af synspunkters udtryksmuligheder. Det giver ytringsfriheden alt
for dårlige kår i 1990'ernes Danmark.
Overflod af medlidenhedsskabende reportager fylder TV. Og blot den blødsødne
dansker ser en nepalesisk bjergged, der har fået en torn i foden, ophidses
han til, at det må hans Velfærdsstat da udbedre.
Men klakørerne er de skatteyderbetalte sagsbehandlerkadrer. De scorer kassen
hver gang Somalia, Rwanda og Bosnien har været på skærmen.
Ækelt er det at tilrettelægge statens handlingsmåder efter, hvad de kyniske
TV-folk vælger at udsprede i Aftenens Nyheder. Eller i enøjede såkaldte
Faktadokumentarprogrammer (Alex Frank Larsen, Stig
Andersen og de mange andre herremandsleflere). Alt tilrettelægges ud fra de
samfundskadelighedsvinkler, som TV-journalistkonformiteten er den farligste
forherliger af. Folks øren og øjne stænges ude fra
alt andet, end Kakofonien af kulturelitens indskrænkede fordomme.
Trivselspartiet har kendingsmelodien: »Vi er ikke som de andre«. Vi lader os
ikke bevæge af, hvad TV-A eller andre medier døgnaktuelt vælger af trække
frem i deres popunderholdningsjagtindoktrinering. I
stedet tilrettelægger vi vor politiks enkeltbestanddele efter moden, grundig
analyse af de følger, en foranstaltning vil have over perspektiver på flere
årtier. Flere seere og løssalgskøbere opnås nok gennem
særdeles konkrete historier baseret på sladder, sex, afsløringer,
kuriositeter, vold, personjagt og andet, som kan glide ned uden at ægge til
svært hjernearbejde. Men hverken markedsandelstilkæmpning eller
illusionsnumre er partiers samfundsfunktion. De skal bakse med det
langsigtede og i afvejningen, der fører til deres standpunkttagen, medtage
alle hensyn - også interesser og tilbøjeligheder hos den del af det
danske folk, som ikke er Trivselspartifans.
Folketingspolitikerne er totalt umulige til deres job, sålænge de ikke
frigør sig fra det medietyranni, som de i deres svaghed har underkastet sig.
Når danske politikere forråder det danske folk på det skammeligste og hyler
og skriger advarende imod, at frisktænkerpartier kommer ind i deres
formskærerlaug, skyldes det stor skræk for, at det forringer
genvalgsmuligheden, hvis man ikke bestandigt styrter af sted den vej de
tilfældige medievinde blæser den pågældende dag.

Traditionelt er folketingspartiernes folk særligt skræmte over at komme til
at mishage Flygtningehjælpsreklamens stik-i-rend-dreng den statslige
Danmarks Radio. Her føres (ikke blot i Kanal Slumstrup) an i
ensidig fædrelandssabotage baseret på, at Trivselsopfattelsen konsekvent
bliver gengivet i fordrejede propagandatilskårne skræmmebilleder - hvis den
da undtagelsesvis ikke helt forties.
Endog P3 mobiliseres. De særligt modtagelige lytterskarer skal hver mandag
have de tre bedste sendetimer med debatter m.v. om kulturmødet med Ulandene.
Uden dermed at rose andre medie-hjernevaskerier må Danmarks Radios lydradio
i det hele fremhæves som topscorer i det mest smalsporede og dermed
alsidighedsfornægtende.
Der foregår en intens personbevægelse mellem højtlønnede skatteforøgende
jobs på alle niveauer mellem Radio, øvrige medier og de andre venstresnoede
fremmedlobby-organer (Morten Kjærum, Ole
Hammer, Niels Ufer, Preben Wilhjelm og Tom Ahlberg er blot nogle fra
bjergets top)

Nu er det ikke her stedet til at afskrive hele marathonlønningslisten for
det superselvtilstrækkelige DR. Der er over 3.000 ansatte. Men for at vise
den manglende alsidighedsbredde kan de anførte navne da
suppleres med medlem af DR's bestyrelse, medieforsker ved Aarhus
Handelshøjskole Preben Sepstrup og hans Aarhus Universitet-kollega Frands
Mortensen. En af DR's mange kursusledere er Ib Poulsen,
som ved siden af er lektor på Københavns Universitet, mens en af DR's
interne medieforskere hedder Jens Rom Jensen. Kulturchef er Jan Haugaard
(Jacobs bror), hvis uddannelse består i at dumpe til
omsorgspædagogeksamen (B.T. 29. januar 1993).
Mindst lige så slemme er i det store og hele DR's valg af de mange
freelancere og påståede »eksperter«. Danmarks radio godtager normalt kun
dem, der - aldeles uanfægtet af socialismens kollaps -
propagerer for det ortodokse socialistsnæversyn.
Sammensætningen af Vennegruppen i Danmarks Radios personalestab, får man
også viden om på side 4 i juni 1994-Nyhedsbrevet fra Mellemfolkeligt
Samvirke: »Et blik rundt i kantinen viser umiddelbart, at
indvandrerne er pænt repræsenteret.«
Når ansættelsespolitikken føres ud fra den slags kriterier er det
forklarligt, at vi er mange lyttere, der dagligt ærgres over, at
udsendelsernes karat oftest befinder sig på et lige så infantilt og dermed
forbrugeruvenligt niveau som vælgeroplysningen i provinspressen, da hver by
havde en avis for hvert parti med det ene formål at bekræfte sine egne i, at
man selv var eviggode og de andre groft ondsindede
og dumme. Men i de elektroniske medier kan den almindelige dansker ikke
nuomdage skifte over til noget andet for også at annamme andre vinkler.

»Først og fremmest skal man sørge for, at også de meninger og holdninger som
man selv er imod, ja som man finder ligger uden for fordragelighedens
yderste grænse, får gode
muligheder for at komme til orde«.
Disse ord fra en af Danmarks Radios mangeårige ledere (Hans Sølvhøj)
tilsidesættes groft ved, at Danmarks Radio og andre medier i deres mange
afdelinger og nicher bestandigt finder deres snit til at køre
debatten dybt ned i muddergrøften med indfletninger af ensidige
missionerende indlæg og udtalelser fra 1968'er generationens venner. Det
stivnede undgomsoprørs overlevere vranginformerer de danske
vælgere. Hele tiden og altid.
I det opportunistiske P1 fortæller og udbrøler både formiddags- og
eftermiddags- og aftenfladen stærkt ensidigt
indvandrerfinsocialistakademikerpræk med arrogant apartheids-nedrakning af
os jævne
danskere.
Slumstrups Guys og Dolls hygger sig med, at ytringsfriheden skulle være et
magthaverdespotispecialprivilegium. Fra finelitens åndsformørkede
kakkelovnskroge råber de op om, at de skal have flere penge
fra skatteyderne (eller licensbetalerne, som er de samme). For eksempel til
flere chefstillinger.
Vildige overfladiskheder, fortielser, forplumringer og usandfærdigheder er
kendetegnende for Egon Clausen, Dessau, Svend Hansen, Mette Starck og
stribevis af udlændingestofredaktører.
Upåvirkede af kendsgerninger og stedfindende udvikling kværner Bette de Fine
Licht, Sperlingpigebørnene og de andre løs med socialistoverfladiskhederne,
som naivisterne slugte de påståede
paradisagtigheder årtier tilbage. De har aldrig gidet/evnet tilegne sig
andet. Nysgerrighedstvivlen blev hverken i vuggegaver eller senere skænket
DR's træge ensidighedsmasser. Så var de givetvis også
forlængst blevet fyret eller frosset ud. Som det for eksempel gik Arne
Myggen.
I stedet er statsforetagendet DR blevet de personlige fordommes
missionslegeplads for dem, der aldrig kommer ud af 1968'er puberteten.
Orientering (gentages daglig med 1968'er-propaganda) og andre
Evighedsserier er groft ensidigt og tendentiøst fjendevendt mod Danmarks
forsvarere.
Hverken isoleret eller i sammenhæng med DR's samlede programudbud opfyldes
institutionens grundlæggende alsidighedsforpligtelse.
Kvantitativt er det måske groveste eksempel Regnbuen. Også dens fem
forbandede år fik dog en ende, nemlig ved den sædvanlige
søndagsgenudsendelse 2. juledag 1993. Derefter lever den et liv efter
døden ved genudsendelser af gammelt båndoptagerkonserves, Divan-propaganda
og meget mere.
Jørgen Schleimann, der jo havde Danmarks Radios radioside som sit livs
arbejdsplads, kræver i Jyllands-Posten 11. januar 1994 brud på
radiomonopolet, fordi »de venstresnoede vækster blomstrer i fuldt
flor på uvidenhedens mark«.

Her er Kjeld Koplev en central type. I TV Lorry 7. april 1994 kl. 19.54
berettede han om, at han som fireårig flygtede med sin jødefamilie til
Sverige. »Derfor« afviser han harmdirrende,
at nogensomhelst kan være bekvemmelighedsflygtning. At forholdene skulle
være helt anderledes for dem, der i 1990'erne strømmer ind i Danmark er
fuldstændig sort tale for ham. Med
den fortid netop han har haft. Han inhalerede i sin ungdom en
DKP-opdragelse, før han fik sin magtfyldte P1 stilling, som nu i masser af
år har givet ham adgang til at skalte og valte med
den danske nation. Lysår fjernet fra Alle Tiders DR-Gigant (Gunnar NU med
adelsmærket Fair Play).
P1 1. oktober 1991 kl. 15 og 20 frembød et af de senere års tusindvis af
eksempler på hans slagside - som altid til fordel for fremmedinvasionisterne
(som i DR's vinter 1944-45): I et »Kulturmagasin«
stemplede han med vanlig arrogance-nedladenhed Den Danske Forenings Ebbe Vig
som producent af ikke-viden for med usandfærdighed at skræmme den danske
befolkning. Den
angrebne fik ingen mulighed for at kommentere. I stedet indkaldte Koplev den
frelste »ekspert« Inge Henningsen til at deltage i nedrakningen. Hun gad
ikke gå i gang med det svageste tilløb til saglig
tilbagevisning. Det ville også i sin umulighed have været en ynkelig affære.
Som altid i udsendelser af Koplev og hans mange ligesindede kørte P1 i
automatgear med benovet ukritiskhed uden antydning af at
tillade nuancerende afvigelser fra de kanoniserede 1968'er
VS-fladpandetheder.
26. april 1994 fik Koplev DR's største hæderspris med bl.a. 50.000 kroner.
For at investere sin egen privatperson i programmerne og dermed sætte
nutidskulturen ind i folkets bevidsthed.
Skulle historien nogensinde beflitte sig med ham, bliver dommen over ham og
ligesindedes (Birgitte Rahbek, Anette Bruun Johansen osv. osv.) mange
hundrede programtimer: Altid ensidige og partiske har
de som næsten alle andre DR-journalister og programmedarbejdere misudnyttet
deres 1968'er monopolmagt i Danmarks Radio til kun at missionere for deres
forkælede generations af virkeligheden
forkastede trossætninger. I et overfor deres egne opfattelser navlebeskuende
hallelujakor med højeste grad af foul play-undertrykkelser af alle andre -
sagligt formentlig langt bedre gennemtænkte og
funderede - opfattelser, som er i lodret modstrid med 1968'er bagstræbets
kvalmefremkaldende enfoldighed.
Illustrerende er Henrik Prins. Han indgik i kammerateriet for 25 år siden.
Aldrig har han præsteret indsigt i nogetsomhelst. Forlængst er han et
ringvrag. Men DR giver ham oceaner af foredragsprogrammer til
rå, uforbindende overfald på hvadsomhelst, der ikke er i kridthuset hos
københavnsk dogmatisk marxisme.
9. februar 1994 bekendtgjordes et Danmarks Radio millionprojekt. Man har
inviteret 16 forfattere, der skal udvikles i »et fælles væksthus«.
Den kgl. ildsprudende TV-avis og hele den øvrige presse har gennem årene
understøttet den herskende holdning i offentligheden, hvorefter masser af
udlændingeproblemer ikke må
omtales og anfægtes, fordi det opfattedes som uanstændigt at gøre det.
År efter år har DR goebbelsagtigt indoktrineret med uholdbare hulheder i så
at sige hver sætning, der er udspyet om fremmedpolitikken. Ensidigt
spytslikkerisk er DR følgagtig overfor
den nuværende besættelsesmagt. Danske patrioter levnes ikke bedre muligheder
for at få loyalt referat af deres synspunkter og selv komme til orde, end
1940'ernes Frihedsbevægelse
havde i forhold til den daværende besættelsesmagt. Dette har selvsagt
fordummet befolkningen. Ensretning er en katastrofe i et folkestyre. Og
ganske særligt når der som her er tale om
et helt nyt komplekst emne, hvis forhold er i hastig udvikling i en
foranderlig verden, og hvis indebyrd er, om danskerne kan overleve i
Danmark. Rent objektivt må det derfor fastslås, at
nok skal de nuværende 1968'er-medietyranner da have lov til at fremføre
deres samfundsdestruktive opfattelser og argumentere for dem. Men ledelsens
totale uegnethed fremgår af, at
dens meningsfæller næsten er alene om at have mikrofonadgang.
Underdanighedskrybende undlader DR´s medarbejdere at give dem
modsigelsesmodspil.
Reelt ligger Nudanmarks opinionsstyring hos Danmarks Radio. Og intetsteds
har den docerende ensretterfordummelse så gode kår. Herfra bestemmer man,
hvordan den enkelte
dansker kommer i det dårlige selskab, og hvad han har at mene, hvis han vil
undgå det.
I Aktuelt 18. maj 1994 strammes skruen af TV2's direktør: Hans hovedformål
er, at »fortælle, hvad der er godt og hvad der er ondt«. 1968'ernes
sædvanlige overmenneskepositur. Intet medie skal - bortset
fra kirkesiderne - indlade sig på sligt. De skal give faktiske oplysninger,
oplysninger og atter oplysninger. Hvis der skulle komme en journalist med
omtanke, vil han så opdage, at intet er godt og intet er ondt.
Alt består af bestanddele, som nogle ud fra deres livsholdning vil kalde det
ene og andre det andet. Og forskellige mennesker skal naturligvis have deres
frihed til at finde ondt, hvad andre synes er godt. Det
er åndsformørkende, at en Jørgen Flindt Pedersen - eller hvemsomhelst
anden - skal stille sig op som Vorherre med Pegepinden.
Journalisters bestandige blå- og sortstemplinger, som deler alt, der er
godt, fra det, der er ondt, presses i den grad ind i befolkningens sind, at
masser mister evne og lyst til at gennemtænke
materierne og derved danne deres egen vurdering. Mange fornemmer nok, at der
er noget rivende galt i mediernes indput. At gennemskue autoriteternes
løsagtige upålidelighed kræver imidlertid
tid og kraft ud over, hvad de fleste i deres dagligdage har ork og overskud
til.
Når følelserne svupper op på højkant til ødelæggelse af nøgterne, nuancerede
overvejelser skyldes det bl.a., at der dybt i de fleste ligger
Hollywoodfilmens i bund og grund løgnagtige opdeling af
menneskeheden i gode og onde. Så enkel er verden ikke. Den helligste pave
kan tage fejl og den blindeste høne finde et korn. Skal verden forbedres, må
man aldrig respektere nogetsomhelst
helligko-tabu, men afprøve ethvert standpunkt fordomsfrit.
Tonsvis af sand oplysning kommer aldrig til befolkningens kundskab, fordi
journalisterne fortier og dermed undertrykker dokumentation for, at meget
store dele af, hvad de siger og skriver kan aflives med de
tre små ord »det passer ikke«. De berigtigelsesprocedurer, der er i dansk
ret, er her blot skønskriverier uden reel effekt. Når dansksindede sjældne
gange kan få ordet, holdes de altid i håndjern af
journalist-afbrydere. Så de nationale synspunkter aldrig nogensinde kan
gives i vor egen sammenhængende fremstilling af vort syn på samfundets
problemer.
I et kvart århundrede har DR været i den hellige enfoldigstro, at her
fortælles det danske folk den eneste sandhed om den første den anden og den
tredie verden. Man ville ikke forvirres af nogensomhelst
afviger, der vil fremføre kendsgerninger. De ville jo hurtigt punktere den
opblæste ballon.
12. juli 1994 kl. 14 begyndte P1 en af sine sædvanlige ensidige
marathonørkenvandringer. En lang række bidragydere var indkaldt. Hver og
en - uden en eneste undtagelse som koncession til lovens
alsidighedsforlangende - var toppinger fra Flygtningelobbyen. Servilt
mikrofonholdende gav DR dem adgang til at holde enetaler over, hvad der var
vigtigst i det kommende år. Langt det hyppigste svar var:
Holdningsbearbejdning af befolkningens negative indstilling til de fremmede
i landet. Med andre ord, man er udmærket klar over, at mange har en anden
holdning end den på bjerget herskende.
Som lytter mindedes man overretssagfører Krenchel i DR's sidste krigsvinter.
Han argumenterede på samme vis. Begge gange sad man med troskyldig undren
over: Hvorfor bringer Danmarks Radio dog så
aldrig - og slet ikke med positivitet - det som befolkningen mener? Udtrykt
af befolkningen selv og ikke Krenchel/Hammer-indoktrinering af befolkningen.
Og hvorfor skal man holdningsbearbejde? Hvis det
virkelig er så strittende dumt, at befolkningen - nu som for 50 år siden -
holder med Danmark, måtte det være en smal sag at anføre argumenter derimod.
Pædagogisk bedst selvfølgelig ved at indkalde Langballe, Hasselbalch, Sune
Dalgaard og deres meningsfæller til debat på lige vilkår. Hvorfor skal man
ikke argumentere i åben, fri debat, men i stedet
»holdningsbearbejde«, hvilket ord vel er ensbetydende med at
propagandahjernevaske
. For at fjerne den gennem årtierne intensivt opbyggede slagside, må vi
andre have rigtig megen mikrofontid til at fremføre vore indvendinger og
uforstyrret begrunde vor helhedsopfattelse. Når vi således får
tilbagevist så at sige alt, hvad der i fremmedsagen har været i Danmarks
Radio i de seneste årtier, skal Slumstrupperne selvfølgelig have fuld
gensvarsmulighed og så fremdeles
. Emnet er supervigtigt. Det drejer sig jo om, hvorvidt licensbetalernes
børn og børnebørn skal kunne eksistere i Danmark. Derfor kan det ikke
sagligt forsvares at affærdige kravene med, at det er der
virkelig ikke tid til
. Det haster tværtimod enormt med denne totale ytringsfrihedsomkalfatring
. Selv om det danske fædrelands beskyttere udiskuterbart hidtil er tildelt
rædselsfulde vilkår, er det vigtigt - når man sjældne gange får adgang
dertil - at fremføre sandheden. Og det er
tåbeligt - med Ole Hasselbalchs holdning fra 1993 - at gøre Danmarks Radio
den tjeneste at afstå at deltage i dens udsendelser, fordi man ikke får fair
play
. Samfundsødelæggernes magt er nemlig så formidabel, at modstandsbevægelsen
ikke har rum til at give afkald på nogetsomhelst. Nødigt skulle nemlig samme
Hasselbalchs pessimisme gå i opfyldelse, når
han bebuder, at »desværre kommer alle disse medlemmer af
bekvemmelighedstænkningens tankedovne, trygge præsteskab næppe nogen sinde
til at betale prisen for det, de gør. Tværtimod vil de antagelig
kunne regne med til sin tid at dø mætte af dage, fede og tilfredse. For det
bliver først senere generationer, der kommer til at betale regningen for
deres letsindighed.«
Bjørn Palnæs havde fuldkommen ret i Berlingskeindlægget 3. oktober 1993:
»Vanæren for i mange år at have kvalt en åben og fordomsfri debat, fortiet
og undertrykt den objektive sandhed om indvandrere og »flygtninge« må
Berlingske Tidende og de øvrige
nyhedsmedier desværre dele med de politikere, der målbevidst og med held har
arbejdet hen imod at gøre Danmark til et multietnisk samfund. Man har
handlet hen over hovedet på det
store flertal i befolkningen, der ønsker en effektiv stramning af
udlændingeloven. »Den fjerde magt« har svigtet ved at alliere sig
med »Christiansborg«.«
En af hovedårsagerne hertil beskrives af Ole Hasselbalch: »En alt for stor
del af den danske journaliststand opfører sig mere som gymnasieelever med
pubertetsproblemer end som
ansvarsbevidste formidlere af loyal information om samfundets anliggender.
Første gang, hvor det er afgørende for det danske samfunds eksistens, at den
frie presse også virker som en fri
presse, har pressens tjenere i dominerende grad, båret af en ejendommelig
flokmentalitet, været ude af stand til at komme i tanke om, hvad denne
frihed forpligter til, og er æreløst løbet med strømmen.
Æreløst så vidt som det, der foregår, inden for andre brancher uden større
omsvøb ville blive karakteriseret som uhæderlighed. I stedet for at formidle
oplysning om virkeligheden, som den er,
filtrerer de informationerne gennem deres egen virkelighedsfjerne
tankeskabeloner. Politiske plattenslagere, fusentaster og regulære
opinionsterrorister af værste skuffe tegnes af den grund gang
på gang af pressen i farver, som var de det stik modsatte, medens der drives
klapjagt på ordentlige folk for at finde noget på dem, der kan konstrueres
til at være belastende. Og pressen
virker generelt set som et tæppe, bag hvilket de, der er ansvarlige for den
hovedløse politik, kan krybe i læ for en berettiget kritik og oven i købet
overdænge dem, der advarer, med
skidt og møg. Når politikerne og andre skal holdes ansvarlige for det, de
gør, må det som regel ske ikke med pressen men tværtimod under overvindelse
af de righoldige muligheder,
denne efterlader for, at ordgyderierne, løgnagtighederne og fortielserne kan
blive stående.
Situationen inden for journaliststanden kan have sammenhæng med, at det
lykkedes den ekstreme venstrefløj i sin tid at opnå bestemmende indflydelse
i journaliststandens fødelinie.«
Aarhus Journalisthøjskole og Danmarks Journalistforbunds opstigen har gjort
skrivekarlene i skreven som i elektronisk presse til eet fedt. Alle med
samme sødsuppegode guddomsgørelser. Demokrati,
ANC, menneskerettigheder, humanisme o.l. må kun males i hvidt. Satanbegreber
(ulandsskepsis, Le Pen, populisme) kun i sort. Facitlisterne er
uantastelige. Også for os, der gerne vil fremhæve gode og
dårlige nuancer i disse som i alle andre samfundsforeteelser. Presseetikken
er forrygende uetisk ved at undertrykke beskrivelse af de virkelige forhold,
som de faktisk er i deres mangfoldighed.
Enhedsjournaliststanden er een ubrydelig klan. Een for alle og alle for een
retter dekadencekonformiserede ind efter de samme meninger, holdninger og
fordomme.
Det skaber også ensartede politikere, som klart ved, hvor de skal gøre
lakajtjeneste for at komme i genvalgsposition, og hvem de må sky som
spedalskhedspesten, fordi de sortlistes som kasteløse urørlige
bærmer i socialistøgleynglens Emma Gad-kartoteker. Oftest bekommer det
folketingerne vel. I stedet for at skulle opbyde argumentationskræfter, som
de ikke besidder, kan de hæve sig ved at puste sig op,
som kalkunske haner til forloren forargelsesvreden: Den og den kan man
anstændigvis ikke diskutere med.
Det, som er opblæsthed, kan derfor med sandheden i behold ikke skildres
mildere end, at nutidens journalister i deres indavls-snæversyn er så
grundigt harmfulde over, at andre mennesker kan have andre
holdninger end deres egne selvretfærdige, at de mener at gøre gode gerninger
ved at udeholde fra den offentlige debat folk med afvigende meninger.
Beskidte synspunkter, man ikke bør pestilleres med, når
man nu selv bedst ved, hvad der er bedst for den danske befolkning.
Et af hovedårsagerne til miserens alvor er, at vi har en statsform -
folkestyret - som alene kan fungere hensigtsmæssigt, hvis den enkelte vælger
sætter sit valgkryds efter, hvad der gavner fædrelandet mest og
uden overhovedet at skele til, hvad han tror kortsigtet er bedst for ham
selv personligt eller hvilke andre usikre fornemmelser og følelser, han har.

Denne påkrævede vælgeradfærd er omkuldblæst af, at medieorkanen hele tiden
og altid kommer fra samme østkulde verdenshjørne (når det gælder det, der
burde have været samfundsinformation).
Det bliver så selvbekræftende: Når danskhedsforsvarere ikke får adgang til
medierne får de tilsyneladende - som for eksempel ved kommunalvalget
november 1993 - heller ingen
befolkningsopbakning, og opfattes derfor som betydningsløse minoriteter.
Vælgerne kan jo alene handle på basis af det der er oplyst til dem. Det
følelsespåkaldende, multigenudsendte og kuriøse PR-stof erindres bedst.
Derfor forvrides yderligere i vældig grad vælgernes egnethed
til på rimelig vis at udfylde deres rolle i samfundsstyringen. Den kræver
ydermere, at de bibringes kundskab om, hvordan enhver standpunkttagen må
efterprøves ved, at dens konsekvenser vurderes i
vekselspillet med alle de andre samfundskræfter. Alt for mange overser i
almindelig sløvhed eller travlhed med andre gøremål, at politik ikke er
enkelthistorier, men disses plads i sammenhængen. Viden og
ikke fornemmelser skaber basis for det statsstyre, som mest gavner
danskerne. Servering af fortygget føde er dræbende, når kostsammensætningen
er ensidig og unærende.
Folkestyrets krav til den enkelte vælger er i nutidens indviklede samfund,
så høje, at det er et overgreb mod det eneste ene liv, han har. Det er
usurperende at betale det med at gøre den enkelte til et led - på
linie med alle andre danske - i den øverste statsmagt. Det ville kræve, at
hver eneste dansker over 18 år satte sig nøje ind i uendelige stofmængder.
Når man har klaret dagens gøremål og brugt tid på sine særlige interesser er
det yderst begrænset, hvad der bliver tilbage af timer til at fordybe sig i
det lektiestuderearbejde af svært tilgængeligt teknisk
materiale, som man må kundskabsbeherske for, at ens stillingtagen til hvert
og et af de titusindvis af politiske enkeltemner sagligt kan være
tilstrækkeligt velfunderet.
Allerede de mængder af informationer, vælgeren udsættes for, hindrer ham i
at foretage meningsfuld bearbejdning.
Men endnu mere katastrofal er den manglende kvalitet. En af de sidste
Ikke-Fremskridtere, der dyrkede selvtænkende politik i folketingsarbejdet
var Poul Dam. Fra sit otium uddyber han, at det er umuligt i
medierne, at »følge med i relevante politiske aktiviteter. Pjatnyheder om
uvenskaber og episoder har jeg derimod set nok af.«
Vælgerens opgave bliver ikke lettere at klare derved, at den foregivne
information, han modtager, skal han behandle stærkt kildekritisk.
DR's ledestjerne er klarligen, at en fordrejelse opnår status som sandhed,
når den mange gange gentages uimodsagt.
Når dette mønster går igen overalt, bliver det som den parnasplacerede
Henning Fonsmark resigneret konstaterer: »Det er i de seneste årtier blevet
vanskeligere at ytre sig om samfundsmæssige anliggender i
Danmark, fordi territoriet for overvejelser bestandig bliver afpatruljeret
af en slags ghetto-tænkning, der på forhånd har grupperet, stemplet og
afvist det åbne ræsonnement, endnu inden
det har nået at blive overvejet.«
I sin partilederdagbog noterede Ulf Adelsohn, at »Man kan ikke forvente, at
journalisterne skal kunne citere korrekt. Det er forstemmende, at
massemedierne ikke kan behandle folk på en
anstændig måde.«
En folkeoplysning af de supervigtigste er at udbrede forståelse hos seere,
lyttere og aviskøbere for at det, de ser, hører og lærer meget langt alene
repræsenterer det, som den snævre kreds, der styrer TV,
radio og tryksagsformidlingen, fra klanens uredelige egeninteresse ikke
finder opportunt at bortcensurere.
For os med modsat livsopfattelse på mangfoldige områder er adgangen til at
komme med i samfundsdebatten stærkt begrænset/besværliggjort.
Befolkningens ulidelighedsreaktioner på Christiansborgbørnehaven bevirker,
at den ikke til hverdag vil berøre de sammenhængende Christiansborgopgaver
med en ildtang. De fleste aner ikke hvem, der er
gået ind for hvilke love, og hvad det præcist er for en lov, som er skyld i
deres berettigede utilfredshed på et område.
Politikerne har jo gjort det hele så uigennemsigtigt, ved, at alt er blevet
vævet ind i alt andet.
For den, der behersker propagandaapparatet, er danskerne altså lette at
lokke i kassen, fordi de foretrækker først og fremmest at bruge deres
kræfter på deres egen lilleverden og derfor
ikke højprioriterer de kræfter, som ville være fornødne for at sætte sig ind
i sagernes forløb i de politiske hverdage eller i de komplicerede
lovgivningsforhold iøvrigt.
Folk har andet at tage sig til, end at holde rede på nuancerne i den senere
indtrådte - dårligt oplyste - afkræftelse af de marskrigeriske overskrifter,
som fjoråret brændte ind i deres over- eller
underbevidsthed.
Frie disponeringsmuligheder skal der være for hver enkelt. Også den, som
værdsætter sit udseende langt højere end sit indseende. Eller sit kæledyr.
Eller at spille Ludo eller løbe marathon. Eller
hvadsomhelst andet (lovligt).
Skulle folk derudover have basis for at danne sig nogen funderet mening om,
hvordan folketingsarbejdet bedst udføres, skulle de gennemarbejde svært
tilgængeligt materiale i uoverskuelige stabelmængder og
af ubegribeligt indhold. Vor statsforms principkrav til hver enkelt vælger
er personlig stillingtagen til, hvad der er korrekt i de vidtforskellige
informationer, som foreligger vedrørende hvert eneste enkeltemne.
Før resultater heraf var opnået, ville mere end 98% af danskerne give
op. »Vi gider ikke, vi har ikke tid«, vil være et par af de almindeligste
undskyldninger.
Almenvælgeren har bestemt ikke lyst til at blive blandet ind i noget
politisk og derigennem personligt få noget i klemme (for eksempel på
socialen eller skatteforvaltningen).
En tremilliontedels medindflydelse - altså forsvindende lidt - ville den
enkelte folketingsvælger have, hvis demokratiidealet friktionsfrit
modsvarede virkeligheden. Det gør det let forståeligt, at det ikke er
særligt vigtigt for ret mange.
I stemmelokalet går de fleste tanker på sådan noget som det tilskud, der
loves deres egen gruppe. Det undervurderes, at politikerne lover tilsvarende
til alle andre strategisk placerede befolkningsgrupper. At
man generelt måtte mene, at staten skal have sund økonomi, overdøves ganske,
når man skal placere det eneste ene folketingsvalgkryds, man har i flere år.
Så forveksles landets samlede problemer med de
tiltag, der umiddelbart synes at gavne en selv. På VælgerLars var det
spildte Kennedyord, at man skal handle efter, hvad man kan gøre for sit land
og ikke efter, hvad det kan gøre for en selv.
En anden magthaver (Marquis de Flers) har sagt: »Demokrati er det navn, vi
giver folket, når vi har brug for det«.
Oversat til folketingsdansk lyder det »Selvfølgelig har demokratiet sine
ulemper. F.eks. vælgerne« (Otto Ludwig).
Saglig objektiv afbalancering heraf er journaliststandens væsentligste
samfundsmæssige berettigelse. Det letkøbte, letbehandlede, der nu præsteres
er ikke foreneligt med at mene noget alvorligt, når man
påstår, at man er demokrat.
Jesuitisk hedder det på side 34 i Mellemfolkeligt Samvirkes Marts
1994-årsberetning: »Den faktuelle information er blevet væsentligt bedre.
Bl.a. har Danmarks Radio (både i radio og tv), dagbladet
Politiken og flere fagblade gennemført målrettede kampagner for at skabe
større forståelse for de fremmede«.
Journalister fortrylles af smitte fra de finkulturelle. De vil så nødigt
hænges ud af de højtansete, velskrivende for at være provinsielle,
reaktionære, bondske og chauvinistiske. Så hellere deltage i
idiotiseringsracismekampagner mod jævne danskere. Dem mener man nemlig at
kunne opdrage. I al fald kan man ignorere dem.
Når (medie)klimaet reelt trækker holdningstænderne ud af de, der overlever
på Christiansborg, er det indlysende, at folketinget bliver tandløst og
derfor ingen nytte kan gøre i retning af at lede Danmark til
bedre vilkår.
Meget få folketingspolitikere har evner og mod til at være forud for TV-A,
B.T. og Politiken.
Viborgbispen Gunnar skrev i sin Jyske Lov (1241), at loven skal være ærlig,
ret, tålelig, nødtørftig og åbenbar, så alle vide og forstå, hvad loven
siger. Opfyldelsen heraf kræver at lovgiveren har
videnballast og mod til at stå fast overfor lobbymedier.

III. A. Poppolitik er at give folk overflod af det, de umiddelbart tror at
vide, at de kan lide. Fremskridts-Trivselsideologien derimod at servere,
hvad der efter dybtgående indsigt tjener den danske befolkning
i det lange løb.
Givetvis er det bekvemmere for fremmedkollaboratørerne at have et
Fremskridtsparti lige så slaskeagtigt, som de selv er. Men Z-partiet er
dannet med henblik på det stik modsatte. At være det ærlige parti,
som uden taktikskelen, lige på og hårdt siger og fastholder sandheden.
Historien har bevist, at Fremskridtspartiets Danmarksredningsoplæg indebærer
resultatopnående indflydelse, når partiet gør sig ud til bens. Alle andre er
derimod aldeles ligeglade med Z, når det bare slapt
flyder med dem og stemmer, som de vil i folketingssalen, og savner
karismatisk glød, der opflammer brede lag i NutidsDanmark.
Den, som har ret, skal ikke stå ret for den, som har uret. Havde
Fremskridtspartiet ikke råbt højt i 1970'erne og 1980'erne, var vi havnet i
endnu mere groteske omstændigheder.
Nærværende bogs problemkreds er typisk. I dette eksistensspørgsmål for
danskernes overlevelse er fornuftsudvikling fremskyndet ved, at
Fremskridtspartiet og ligesindede holdt brandvagter og stødte i
luren, mens de åh så pæne VKSFBDQ-partier dybsov. (Se for eksempel den
konservative ordfører 19. februar 1988: »Så er jeg da glad for, at man kan
se, at der er forskel på Det konservative Folkepartis
og Fremskridtspartiets flygtningepolitik. Vi ønsker ikke en skærpelse i
forhold til den lovgivning, som gælder.« (Spalte 6916)).
Uden Riemanns »De yngler som rotter«, min: »Et glas dejligt drikkevand
bliver dødbringende bare man putter 1 milligram arsenik i det« og masser
anden autoritetsrespektløs tale var de, der de
sidste årtier har forrådt Danmark, ikke engang delvis vågnet op, men havde
bare foregøglet sig selv deres egne fornemme humanismegodheder, og at der jo
ingen uro eller fare var i fremmedlovdelen af det
politiske spektrum.

Og det har der heller ikke været i nu snart fire kalenderår.
Hvor bedrøveligt, at Z-folketingsgruppen (momentant?) fra og med 1991
mistede sin eksistensberettigelse.
Endnu er desværre intet ændret på ynkeligheden. Pia Kjærsgaard holdt 4.
november 1993 sin sædvanlige hændervridende tale om, at hun gerne ville have
at vide, hvad regeringen ville. Statsministeren
gennemgik regeringens mange konkrete udspil (overholde internationale
forpligtelser, 21. punkts handlingsplanen, 6 lovforslag vedtaget i juni og
Byudvalgets 30 forslag fra oktober).
I sin mangel på dybtgående hjemmearbejdeforberedelser var Pia Kjærsgaard
aldeles ude af stand til at give nogetsomhelst igen på det af embedsmændene
til Nyrup leverede manuskript.
Holdningsløse opportunistpartier har vi p.t. otte af i Folketinget. Der er
ingen national grund til at arbejde for et niende.

B. Hermed er ikke på nogen måde kimset af, at praktisk politisk arbejde er
kompromis'er. I folketingssammenhæng på basis af at tælle til 90. Men et
politisk skrift må angive det sammenhængende ideal, der
skulle gennemføres, om man rådede over de 90. Og ikke til at udspy sirupsøde
sirenesange af værdiladede, flertydige og ikke klart definerede ord og
begreber.
Balancegang må vandres mellem holdning og studehandel.
Forbindelsen mellem de to bygges, når man skal beslutte sin stillingtagen
til en gennemførlig kompromismulighed, om hvilken man ikke tør tage
yderligere forhandling (eller anser sådan som håbløs). Så er ens
idealer fyrtårnet. Man siger ja, hvis man kommer det nærmere, og nej, hvis
man fjerner sig derfra.
Aldrig glemmes, at det gælder mest opnåeligt at fjerne forhindringer og
barrierer for, at Fremskridts/Trivslen kan vælde frem.
Uddrives den bestående fejghed ikke fra Danmarks kommandobro, kan Skibet
Danmark ikke holdes på ret køl.
De eksistensafgørende problemer er nemlig besværlige krabater. Jo længere
medierne - og dermed danskerne - koldt og kynisk holder frikvarter herfra,
des brutalere bliver vore efterkommeres opvågnen.
Hvad Lenins oldebørn og tipoldebørn må bøde for i de næste mange år, burde
omstemme danske vælgere. Så de ikke udsætter deres børn og børnebørn for en
endnu værre ørkenvandring.
Selv om demokratiet ikke kan bære den almindelige
guddommelighedsgørelseshyldest, er det nok - så langt øjet rækker frem - den
mindst dårlige grundsubstans for Danmarks Styre.
Den bedst fremtidstilpassede (og dermed forstandigste) måde at lette
problemet på er at afløse partisystemet med, at folketinget sammensættes ved
personafstemninger med Danmark som een valgkreds. I
Jyllands-Posten 9. juni 1981 udmøntede jeg dette i ti lovparagraffer.
Men forbedringer er ikke i sigte fra noget af de ni partier, som p.t. har
monopolet på at komme på stemmesedlen. Derfor kan man i øjeblikket som
folketingsvælger alene gavne danskheden ved at gøre sit til,
at Trivselspartiet (tlf. 42 85 36 05) bliver opstillingsberettiget.
Sker det, vil den værste hurdle være overvundet for, at forbedringen kan
komme bedst og hurtigst muligt.
Sker det ikke, gælder alligevel den naturlov, at tomrum altid vil blive
udfyldt. Når de, der er udset til at styre landet, i over 34 år i træk har
vist sig uegnede til det, vil andre magtfaktorer derfor sive ind. De
lapperier, der hidtil er sket ved, at magten de facto er overtaget af
embedsmænd og journalister, vil i det lidt længere løb ikke være
holdbarhedstilstrækkelige til at undgå en eksplosion.
IV. Sålænge vælgerne har det afgørende ord, må politikerne sikre, at alle,
der fremstiller sig til valg, får gode reelle muligheder for at kunne
sammenlignes med modkandidater. Det er derfor i dyb modstrid
med folkestyret, når nogle partier spedalskhedsgør andre ved for eksempel at
nægte at gå i diskussion med dem, som det eksempelvis skete i den
københavnske 1993-kommunalvalgkamp. Alle
borgerrepræsentationspartier - undtagen Venstre og Trivselspartiet - indgik
boycotaftale mod partier og kandidater, som de beskyldte for at være
racistiske (se for eksempel Ekstra Bladet for 7. september
1993). Førende var Socialdemokratiet, der samtidig holdt kongres under
fanfaren »Plads for alle - brug for alle«.
Kold søndenvind blæser endnu flere frø af ugræs ind over Danmarks hegn.
Den historiske basis går tilbage til, at efterkrigstidens stemninger gav
mestertaktikeren Konrad Adenauer råderum for at forbyde partier, hvis
meninger statsmagten fandt politisk utilstedelige. Denne mulighed
bruger hans lærling Helmuth Kohl i disse år til at få forbudt partier, der
ville trække mange stemmer fra hans Kristelige Demokratiske Union. Han
frygter især, at Patriotpartiet Republikanerne vil tage
forbundsmandater fra ham.
Straks sagde den danske folketingsformand til Jyllands-Posten (27. december
1992) at »demokratiet må have sine forsvarsgrænser«, og at en debat
herom »er vort demokratisk mest
påtrængende problem«.
Disse højtidsord modsvarer ikke de foreliggende kendsgerninger, nemlig, at
bataljerne blot iklædes politisk klædebon, fordi de tilfredsstiller de
agerendes medieliderlighed. Begår de vold eller hærværk, er
det selvsagt en sag for det almindelige kriminalpoliti på samme vis, som når
skakspillere, Greenpeacemedlemmer eller andre forser sig mod straffelov
eller politivedtægter. Men det er himmelråbende at
udråbe statsfare på grund af nogle sølle, umodne, usikre socialtabere. I
deres afstumpethed og kontakthunger burde de alene fremkalde medynk.
Som i Tyskland vil danske gammelpartipolitikere nok i givet fald camouflere
deres egentlige forehavende ved at begynde med nogle ligegyldige små
fantastsekter, men ingen kan være i tvivl om, at
gammelparti-interessen vil gælde partier, der forventes at erobre stole i
folketingssalen.
Havde de danske magthavere haft en lignende indstilling i 1870'erne, var det
19. århundredes mest fremadrettede partidannelse (Socialdemokratiet)
utvivlsomt blevet forbudt. Retsforståelsen er klart lavere
nu, end den var dengang, og partistormester Louis Pios ønskede ubestridt og
ubestrideligt at fremme sine mål gennem voldelig revolution.
Da Socialdemokraterne selv kom ovenpå var ærkefjenden deres
arbejderbevægelseskonkurrent, Kommunisterne. Den så liste A's partiledere
deres snit til at få forbudt i 1941. Da Hitlers besættelsesmagt
bad om at få anholdt 66 kommunister, sagde Stauning straks ja og arresterede
339. Dette har i lang tid givet anledning til voldsomme udladninger.
Følelsesfyldte og hysteriske. Men først og fremmest politisk
taktiske.
Sagligt vægtigst i bogbunken hævder sig Henning Kochs 592 siders »Demokrati
slå til. Statslig nødret, ordenspoliti og frihedsrettigheder 1932-45«
(Gyldendal 1994).
I surhed over, at Italiens Socialister tabte 1994-valgene, omdøbte
vildighedsfortagendet Danmarks Radio konsekvent og undtagelsesfrit et af
sejrherrepartierne (Nationalalliancen) til »Ny Facisterne«.
Danmarks i efterkrigstiden mest antidemokratiske folketingsparti -
Socialdemokratiet - søger at score vælgertilslutning ved at springe på denne
vogn.
Svar på tiltale kom fra Erik Bach i Ekstra Bladet 14. juni 1994: »I Danmark
holder socialdemokraterne sig ved magten ved hjælp af penge fra
fagforeninger, der forfølger folk på deres erhverv,
hvis de modsætter sig medlemskab.«
Det klinger så loreleilokkende, når H.P. Clausen i 1993 blot ville
forsvare »demokratiet«. Men verdenshistorien, fædrelandshistorien og mine
egne personlige erfaringer efter 30. januar 1971 har lært, at
demokrati for magthavere betyder, at de selv trods al forbenethed,
uduelighed og overlevethed kæmper med alle deres midler for at bevare deres
egen samfundsfjendtlige magt langt længere, end godt er.
Sådan bliver Clausens virkelige ærinde en afskyelig underløbning af
vælgerbefolkningen.
De, der sidder på magten, vil have den for sig selv. Og de er samtidig dem,
der selv definerer, hvem der skal udelukkes som udemokratiske, fascistiske
eller andet. Ledetråden er deres eget
fordomsbaserede snæversyn.
Lovforbud imod racistiske partier og andre organisationer løber tilmed ind i
bl.a. den vanskelighed, at magthaverne har så elendig
retssikkerhedsbevågenhed og så diffuse
racismebegreber, at de først og fremmest vil ramme dem, der generer dem
selv. Alt kan nemlig efter behag udlægges som afskyelig racisme.
Og i politiske anliggender er danske domstole traditionelt i ganske særlig
grad magtens viljeløse stempel.
Herimod er gummipragraf 78 i grundloven ingen reel beskyttelse. Og ejheller
flygtningeminister Birte Weiss's udtalelse til DR 13. februar 1993 kl.
10.43. At partiforbud ikke ville komme nu, begrundede hun
nemlig med, at problemet endnu ikke er så stort i Danmark.

V. De binder os på mund og hånd
.Men de kan ikke binde ånd