Følgende artikkel er postet, ikke fordi den er ny, men fordi den er
relevant med hensyn til grupens tiltrækningskraft på ateister.
Forfatteren Niels Grønkjær er ikke en jeg normalt vil henvise til, måske
fordi jeg ikke forstår ham, så det er med forbehold at jeg poster den. Dog
syntes jeg at artiklen, i forhold til den ateistiske aktivitet man oplever
her i gruppen, har et budskab som jeg godt kan tilslutte mig.
Ateismens elendighed
af Niels Grønkjær dr. theol
Det er igen blevet moderne at være ateist. Ikke nødvendigvis fordi det er
blevet særlig udbredt, eller fordi der er tale om hvad den tyske filosof
Jürgen Habermas i 1970’erne kaldte masse-ateisme. Men de, der siger, at de
er ateister, taler højt og energisk. Hvad de mener er dog ofte dunkelt. De
siger, at de ikke tror på noget. Men man får ikke altid at vide, hvad dét
noget, som de ikke tror på, er. To former for ateisme kan imidlertid
skimtes.
Den ene form for ateisme er videnskabelig – hvilket næsten altid betyder
naturvidenskabelig. Således fejrer den engelske biolog Richard Dawkins
store triumfer i især den engelske og amerikanske verden med et budskab,
der – som han selv skriver – fordømmer troen på det overnaturlige i alle
dens former. Han er ateist, fordi han forstår sig i modsætning til teismen,
der forestiller sig, at der et eller andet sted eksisterer et uforanderligt
væsen, som engang har skabt verden. Hans ateisme er en reaktion mod en
sådan forestilling, mod teismen.
Dawkins fører på den baggrund en videnskabelig diskussion af spørgsmålet om
Guds eksistens eller ikke-eksistens. Han præsenterer en skala fra 1 til 7,
hvor 1 angiver en stærk teistisk tro på, at Gud med 100 procents sikkerhed
eksisterer, mens 7 angiver en tilsvarende sikker ateistisk viden om, at Gud
ikke eksisterer. Det er rørende, at Dawkins placerer sig selv på trin 6 –
for det kunne jo være...
Det er en elendig måde at tale om Gud på. Man kan i hvert fald godt komme i
tvivl om, hvorvidt det har noget med kristendom at gøre. Den kristne tro er
ikke først og fremmest en tro på, at Gud eksisterer, men en tro på hans
ord, på det budskab der kommer til os. Forkyndes for os. Hvis vi mente, at
vi skulle tro på Guds eksistens, ville vi – som Dawkins – være henvist til
næsvise sandsynlighedsberegninger. Troen på Guds ord, derimod, kommer til
os i vores liv med hinanden.
Der er en anden form for ateisme, en filosofisk ateisme. Således forsvarer
den franske filosof Michel Onfray den oplysningstænkning, der gennem
fornuften vil befri mennesket og menneskeheden fra religionens tvang. Vi må
af med religionerne, fordi de altid ender i en form for fundamentalisme,
der tilsidesætter friheden.
Denne filosofiske form for ateisme er ikke så elendig som den
videnskabelige. Her er der i det mindste tale om en vis forståelse for, at
religionen – og altså også kristendommen – angår måden hvorpå vi lever
vores liv. Men når Onfray fremstiller kristendommen som en monoteistisk
religion, der kun undertrykker menneskets naturlige liv og gør det ufrit,
så bliver det lidt småt.
For kristendommen har også bidraget til oplysningstænkningen. Det er f.eks.
ikke tilfældigt, at vores frihedsrettigheder og lighedsideer knæsættes i en
kristen kultur. De kan godt betragtes som en verdslig udløber af Paulus’
udsagn om, at det – når vi er Guds børn – ikke kommer an på, om man er jøde
eller græker, træl eller fri, mand eller kvinde. Kristendommen har på
forskellige måder sat sit præg på vores kultur, også på godt. Det er et
defensivt argument for kristendommens berettigelse. Men man behøver ikke
lade det blive ved det. De nye ateister bør vide, at vi, der kalder os
kristne, ikke tror på den Gud, som de tror, vi tror på. Både de
videnskabelige og de filosofiske ateister tænker sig, at vi tror på, at der
et eller andet sted eksisterer en uforanderlig Gud, som vi skal underkaste
os. De mener, at en sådan tro tilsidesætter vores viden, og at den hæmmer
vores livsudfoldelse.
Men det er ikke den kristne Gud. Han er nemlig en levende Gud, som tager
del i menneskets liv. Han bliver menneske med alt hvad det indebærer. Han
dør også.
Ateisterne hævder jo også, at Gud er død. Men de mener noget andet med det.
De mener, at forestillingen om en uforanderligt eksisterende Gud ikke kan
opretholdes. Det kan de have ret i. Men hvad så?
For at formulere det tilspidset: Da den levende Gud dør på korset, dør
forestillingen om den uforanderligt eksisterende Gud. I stedet fremstår en
anden Gud: den Gud, der opstår. Den opstandne Gud er den levende Gud, som
ved sin død har dræbt døden.
Guds overvindelse af døden betyder også, at han har ’dræbt’ vores
indsnævrede forestillinger om livet. De idealer og de værdier, som vi måler
det med, kommer til kort. Ja, de er i grunden umenneskelige, fordi de
bliver til instrumenter, hvormed vi søger at bemægtige os livet. Med
evangeliernes forkyndelse af den levende Guds død og opstandelse åbnes en
ny livsmulighed. Den kan ikke rummes af de forestillinger, som vi gør os af
livet.
Ateisterne er for sent ude. De har ikke fattet, at den Gud, som de mener at
tage livet af, for længst er død. Ja, han blev egentlig dræbt, da den
levende Gud døde på korset. Evangeliernes forkyndelse er i dén forstand
ateistisk.
Den er mere radikal end de nye ateisters skingre forkyndelse. For disse
ateister har stadig idealer, som de sætter deres lid til; idealer som
f.eks. er udsprunget af videnskaben og oplysningstænkningen. De nærer en
’tro’ på, at mennesket kan forvalte sig selv på en menneskelig måde.
Men en sådan ’tro’ er farlig. Den fører i sidste ende til en udelukkelse af
alt det i livet, som mennesket ikke kan beherske. Dawkins drømmer om, at
den menneskelige drøm om ubegrænset viden bliver virkeliggjort. Onfray
drømmer om, at mennesket hengiver sig til at bruge og nyde denne verden,
som er den eneste, der findes. Hver på sin måde nærer de tiltro til
menneskets egne bestræbelser.
Men ateisternes naive drømme om fuld videns- og livsudfoldelse er ikke
uskyldige. Når og hvor de realiseres, vil de altid medføre vold: fordi de
er grænseløse og derfor vil rydde dét af vejen, som begrænser deres
virkeliggørelse. Når man vil afskaffe religionen, ryger der så meget andet
med i købet.
Evangeliet om troen på Guds ord er meget mere menneskeligt end ateismens
drømme. Det menneskelige ved det kristne evangelium består i, at det
forkynder, at mennesket kun kan blive menneskeligt gennem troen på noget
andet end sig selv: Gud. Hvad mere er: denne Gud indlader sig af sig selv
med noget andet end sig selv: mennesket.
Dermed forkyndes, at det ikke skal lykkes mennesket at gøre tilværelsen
umenneskelig ved at give efter for sin trang til at underkaste sig en
uforanderligt eksisterende Gud, ophøjede idealer eller betonfaste værdier.
Alt dette er ’dræbt’ med den levende Guds død på korset. Deraf opstår det
nye liv i troens frihed. Mennesket må befries fra sig selv for at blive
menneskeligt.
Kilde :
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/282957:Kronik--Ateismens-elendighed?article_page=1
- -
E.D