Kære Alle
Som bekendt har Lolland kommune igangsat projekt Fremtidens færger. Begrundelsen herfor er, at kommunen overvejer køb af elfærge.
Som det ser ud, har kommunen fået tilsagn på 25% som statstilskud, og kommunen skal selv finansiere 75%, - hvilket er i niveau 80 mio. kr.
Lolland kommune har ikke de midler, og der overvejes indgåelse af en leasingaftale. Den vil medføre en årlig udgift på ca. 7,5 mio. kr.
Lolland Færgefarts regnskab for de seneste år viser, at driften stort set betales af statsmidler og billetindtægter. Lolland kommune bidrager i gennemsnit med ca. 1 mio. kr. pr. år.
Kommunen er fattig og prioriterer, at den ikke har råd til at betale den nye leasingudgift, og derfor skal der findes besparelser på 7,5 mio. kr. - eller som de skriver i sagsfremstillingen 5 - 10 mio. kr.
Kommunen har udarbejdet vedlagte oplæg til Design af sejlruter og sejlplaner. Det er sendt til to af de igangværende arbejdsgrupper, som skal arbejde videre ud fra oplægget.
Oplægget er for os øboere og venner af Fejø temmelig skræmmende med de foreslåede reduktioner i sejlplanerne.
Oplægget er langt fra færdigbearbejdet, fx er der endnu ikke beregnet økonomiske virkninger ved gennemførelse.
Fejøforeningen vil helt overordnet helst fastholde tre færger til tre øer og dermed en uændret sejlplan.
Vi deltager dog selvsagt aktivt i arbejdsgrupperne.
Kommunen foreslår at reducere kapaciteten til to færger til tre øer. Det kan muligvis lade sig gøre i vinterhalvåret, men i sommermånederne er der run på og dermed næppe kapacitet nok i dagtimerne med turister og sommerhusejere til alle tre øer, udover trafik af øboerne, pendlere og servicefolk til øen.
Der er skitseret en sejlplan for formiddagen, som for Fejøs vedkommende ligner en mellemting mellem særplanen og vores almindelige sejlplan.
For det andet foreslår de én færge om aftenen efter kl. 18 eller 19. Det virker lige så urealistisk, med mindre man kun skal kunne komme hjem til øerne på ganske få tidspunkter.
Den mest sandsynlige besparelse er, at beredskabsfærgen kommer til at tage flere af de sene afgange (som den nu gør med 23:40/23:55 til/fra Fejø). Hvis Christine og Askø færgen stopper med at sejle tidligere på aftenen, spares der nemlig løn til personalet dér.
Fejøforeninger ser helst uændret antal afgange også om aftenen. Hvis dette kan opnås ved at Christine stopper med at sejle tidligere, fx kl 20, vil vi gerne drøfte dette.
Vi vælger at sende oplægget til mailinglisten i den foreliggende form.
Vi gør opmærksom på at dette er et oplæg, som måske - måske ikke kunne blive gældende ved anskaffelse af en elfærge hvor kommunen reducerer kapaciteten til to færger til tre øer.
- - -
Hvad kan vi ellers gøre - kan vi på nogen måde afhjælpe situationen?
Fejøforeningen vil i samarbejde med Sammenslutningen af Danske Småøer undersøge mulighed for øget statsfinansiering. Om få år vil færgerne for de 18 kommuner med småøer, være en af de største ”miljøsyndere”. Det burde måske være et statsanliggende at finansiere færgerne mere end de fattige kommuner. Den mulighed vil vi arbejde for at undersøge.
Fejøforeningen vil i samarbejde med gode kontakter undersøge mulighed for, om en af landets større fonde vil medvirke til finansiering af en elfærge. Denne mulighed skal afsøges i samarbejde med Lolland kommune.
Venlig hilsen
Fejøforeningen
Anne-Grethe, Vagn og Finn
Den 6. jan. 2023 kl. 17.55 skrev Anne-Grethe Laursen <gamme...@gmail.com>:
--
Du har modtaget denne besked, fordi du abonnerer på gruppen "Fejø" i Google Grupper.
Hvis du vil ophæve abonnementet på denne gruppe og ikke længere modtage mails fra den, skal du sende en mail til fejoe+un...@googlegroups.com.
Hvis du vil se denne diskussion på nettet, skal du besøge https://groups.google.com/d/msgid/fejoe/CAF7aoGS3D3HL24RX9EkJ2wi_dsJtnKeby%2BBriqj7UnuEsEQ8Hw%40mail.gmail.com.
<Fremtidens færger - kommunens oplæg med 3 scenarier.pdf>