Musik kontra film
Sven
Grundlæggende hjælp til opgave ønskes.
Hvad er grunden til at vi gerne vil høre det samme musik igen og igen, mens
det er nok for langt de flestes vedkommende nok at se en film 1 eller
allerhøjest 2 gange?
Noget musik skal "læres" før det kan fange, f.eks Beethoven, Mozart og
Tjajkovskij, mens andet musik fanger de fleste i "første forsøg", f.eks
denne for børn http://www.youtube.com/watch?v=ZLsJyfN0ICU Rigtig mange
mennesker synes godt om denne børnesang første gang de hører den, og man kan
"have den i hovedet" et stykke tid efter den er færdig, så den (eller andre
sange) til sidst bliver irriterende at tænke på.
Modsat med film, næsten uanset hvor god den er, så er 1 (eller højst 2)
visninger nok. "Hvis man ser den igen, ved man jo hvem der er morderen
(thriller), man ved den onde dør til sidst (gyser), de bliver gift til sidst
(drama) osv osv. Men mht musikken ved vi jo også efter en eller flere
gennemlytninger hvad den næste sats / tone / omkvæd er, og alligevel lytter
vi gerne.
Mindre børn kan også godt lide at få fortalt den samme historie igen og igen
(pga trykhed?), mens vi voksne i de fleste tilfælde kun læser samme bog 1
eller 2 gange.
Er det forskellige dele af hjernen der kan lide musik kontra film? Musik må
være noget med genkendelse, men dette ville jo også direkte kunne siges om
film, selvom dette ikke er tilfældet.
Nogen der kan sige noget om den grundlæggende (forskellige) opfattelse vi
mennesker har af musik kontra film (og måske bøger)?
--
mvh
Sven
Niels P Sønderskov
Vi mangler stadig at vide hvilket niveau vi befinder os på? Og hvad du
har fået ud af at læse eventuel litteratur om fænomenet?
I første omgang vil jeg sige at det er meget tvivlsomt at sammenligne
perception af 'musik' med 'film' og eventuelt 'bøger'. Det er alt for
brede variable, som ikke kan håndteres på fornuftig vis.
--
Niels
Ib Baagře
> Sven skrev:
>> Grundlæggende hjælp til opgave ønskes.
>> Hvad er grunden til at vi gerne vil høre det samme musik igen og igen,
>> mens
>> det er nok for langt de flestes vedkommende nok at se en film 1 eller
>> allerhøjest 2 gange?
>> Er det forskellige dele af hjernen der kan lide musik kontra film? Musik
>> må
>> være noget med genkendelse, men dette ville jo også direkte kunne siges
>> om
>> film, selvom dette ikke er tilfældet.
>> Nogen der kan sige noget om den grundlæggende (forskellige) opfattelse vi
>> mennesker har af musik kontra film (og måske bøger)?
> Vi mangler stadig at vide hvilket niveau vi befinder os på? Og hvad du har
> fået ud af at læse eventuel litteratur om fænomenet?
Enig. For det handler jo om flere fuldtids universitetsfag. Og der er
skrevet kilometervis af bøger om æstetik gennem 200 år.
Men det er da et rigtig godt spørgsmål!
> I første omgang vil jeg sige at det er meget tvivlsomt at sammenligne
> perception af 'musik' med 'film' og eventuelt 'bøger'. Det er alt for
> brede variable, som ikke kan håndteres på fornuftig vis.
Jeg vil dog godt vove et øje: Svens spørgsmål handler i virkeligheden
om definitionen på kunst. Og jeg er glad på Svens vegne for, at han
har erkendt spørgsmålet. Vejen til svar og indsigt er at kunne undres.
Og jeg vil også gerne forsøge et par totalt forsimplede svar, der
naturligvis vil kunne angribes:
- Jo mere et værk (musik, film, roman, digt, maleri etc.) fremkalder
nye tanker og følelser i hjernen, nervesystemet og hormonerne,
dvs. jo mere værket udvider modtagerens indre horisont, jo bedre
kunst er det. Og jo bedre kunst, jo flere gange ønsker man at
genopleve værket. Indtil man har presset alt det ud af det, man
formår ud fra ens egne forudsætninger. Så er sagen død, og man
gider ikke høre/se den igen. Før man måske er blevet 30 år ældre
og nu med større livserfaring kan opleve nye sider af værket.
- Jo mere et kunstværk taler til den rationelle del af hjernen, jo
hurtigere bliver vi trætte af gentagelser. Fordi vi er udstyret med
en rationel hukommelse, kan "huske det udenad". Vores følelser
og motorik har nok hukommelse, men en kortvarig en, der selv
forlanger stadig opdatering for ikke at sygne hen. Det føles som
et savn efter at genopleve påvirkningerne fra kunstværket (eller
fra partneren eller smøgerne - hvilket fornemmelsen ligner).
- Romaner og især film taler overvejende til den rationelle hjerne.
Musik overvejende til følelser og motorik. Men begge dele
naturligvis mere eller mindre; der findes da film (porno- og
voldsfilm), der kun appellerer til hormonerne. Og som derfor
kræver gentagelse!
V.h. -- Ib
Sven
>> har fået ud af at læse eventuel litteratur om fænomenet?
>
> Enig. For det handler jo om flere fuldtids universitetsfag. Og der er
> skrevet kilometervis af bøger om æstetik gennem 200 år.
> Men det er da et rigtig godt spørgsmål!
Vi befinder os såmænd bare på psykologistudie-niveau på dansk metals
fagskole. Dvs en tillægsopgave til arbejdspsykologi og bestemt ikke noget
med universitet eller lign. Så højt uddannet bliver jeg aldrig.
>> I første omgang vil jeg sige at det er meget tvivlsomt at sammenligne
>> perception af 'musik' med 'film' og eventuelt 'bøger'. Det er alt for
>> brede variable, som ikke kan håndteres på fornuftig vis.
Jamen, hvorfor er det så det? En film giver umiddelbart et meget stærkere
indtryk (og længerevarende, som regel) end et stykke musik man hører for
første gang (underforstået er her, at man også ser filmen for første gang).
Dette tror jeg så er fordi, filmen involverer flere sanser end musiklytning
incl. til en koncert. Kan det være korrekt?
Men det forklarer ikke hvorfor man gerne vil lytte til samme musik igen og
igen, men ikke se samme film igen og igen, uanset hvor god filmen er.
> - Romaner og især film taler overvejende til den rationelle hjerne.
> Musik overvejende til følelser og motorik. Men begge dele
> naturligvis mere eller mindre; der findes da film (porno- og
> voldsfilm), der kun appellerer til hormonerne. Og som derfor
> kræver gentagelse!
>
Dvs. den rationelle hjerne "gider" ikke gentagelser? Det passer måske så
også meget godt med, at mindre børn gerne vil se den samme film mange gange,
selvom de jo udmærket ved hvad der vil ske. Det er så deres følelser og ikke
den rationelle del af deres hjerner der mest opfatter historien/filmen.
--
mvh
Sven
Sven
>> har fået ud af at læse eventuel litteratur om fænomenet?
>
> Enig. For det handler jo om flere fuldtids universitetsfag. Og der er
> skrevet kilometervis af bøger om æstetik gennem 200 år.
> Men det er da et rigtig godt spørgsmål!
Vi befinder os såmænd bare på psykologistudie-niveau på dansk metals
fagskole. Dvs en tillægsopgave til arbejdspsykologi og bestemt ikke noget
med universitet eller lign. Så højt uddannet bliver jeg aldrig.
>> I første omgang vil jeg sige at det er meget tvivlsomt at sammenligne
>> perception af 'musik' med 'film' og eventuelt 'bøger'. Det er alt for
>> brede variable, som ikke kan håndteres på fornuftig vis.
Jamen, hvorfor er det så det? En film giver umiddelbart et meget stærkere
indtryk (og længerevarende, som regel) end et stykke musik man hører for
første gang (underforstået er her, at man også ser filmen for første gang).
Dette tror jeg så er fordi, filmen involverer flere sanser end musiklytning
incl. til en koncert. Kan det være korrekt?
Men det forklarer ikke hvorfor man gerne vil lytte til samme musik igen og
igen, men ikke se samme film igen og igen, uanset hvor god filmen er.
> - Romaner og især film taler overvejende til den rationelle hjerne.
> Musik overvejende til følelser og motorik. Men begge dele
> naturligvis mere eller mindre; der findes da film (porno- og
> voldsfilm), der kun appellerer til hormonerne. Og som derfor
> kræver gentagelse!
>
Dvs. den rationelle hjerne "gider" ikke gentagelser? Det passer måske så
Niels P Sønderskov
> Vi befinder os såmænd bare på psykologistudie-niveau på dansk metals
> fagskole. Dvs en tillægsopgave til arbejdspsykologi og bestemt ikke noget
> med universitet eller lign. Så højt uddannet bliver jeg aldrig.
Tiderne skifter. Det er ikke meget mere end 100 år siden smeden
repræsenterede den mest avancerede teknologi. Det forekommer mig nu at
dit emne er lidt ud over sædvanlig arbejdspsykologi?
>
>>> I første omgang vil jeg sige at det er meget tvivlsomt at sammenligne
>>> perception af 'musik' med 'film' og eventuelt 'bøger'. Det er alt for
>>> brede variable, som ikke kan håndteres på fornuftig vis.
>
> Jamen, hvorfor er det så det? En film giver umiddelbart et meget stærkere
> indtryk (og længerevarende, som regel) end et stykke musik man hører for
> første gang (underforstået er her, at man også ser filmen for første gang).
> Dette tror jeg så er fordi, filmen involverer flere sanser end musiklytning
> incl. til en koncert. Kan det være korrekt?
Det er muligt, men som tidligere sagt umuligt at sige noget fornuftigt
om. Indenfor psykologien har man på kedsommeligste vis været henvist til
at simplificere den slags til forsøg, hvor man bliver i stand til at
måle effekten af fx lyd (musik) alene og flere stimuli (film) samtidig.
Men så er vi jo et helt andet sted end dine overvejelser omkring
faktiske værker (kunst?).
> Men det forklarer ikke hvorfor man gerne vil lytte til samme musik igen og
> igen, men ikke se samme film igen og igen, uanset hvor god filmen er.
Det kommer meget an på hvem man er og hvilke film man ser eller hvilken
musik man hører. Fx har jeg det nok omvendt: Jeg ser gerne main stream
film igen ca hvert femte år, men hører helst ny musik hver gang.
--
Niels