Hurra for den demokratiske imperialisme (0603)
Kall, Mogens
------------------------------------------------------------
Hurra for den demokratiske imperialisme
Irak-krigen: Det lykkedes ikke krigsmodstanderne at stoppe krigen i Irak, og
forhåbentlig lykkes det heller ikke for dem at tabe freden. Det vil være en
katastrofe, hvis amerikanerne forlader Irak, før landet er helt stabiliseret
AF RASMUS HYLLEBERG
"Bush-regeringen har en efterkrigsplan om at gøre Irak til en demokratisk
succes. Hvis det lykkes, vil de også bruge planen i Florida". Sådan lyder
en af de morsomme vittigheder om perspektiverne for post-Saddam Irak.
Humoren er et godt redskab, fordi den hjælper os til at få proportioner
på virkeligheden. Blandt krigsmodstanderne konkluderer mange, at USA ikke
er et perfekt demokrati og derfor ikke kan bidrage til den demokratiske
opbygning i Irak. De betragter USAs tilstedeværelse som en besættelse og
kræver amerikansk exit hurtigst muligt. Holdningen trækkes skarpt op af den
palæstinensiske professor Marwan Bishara, der til Abu Dhabi TV (citeret i
flere danske aviser) for nylig sagde, at Irak blot havde fået udskiftet en
irakisk diktator med en amerikansk ditto.
Det er imidlertid en fantastisk forvrængning af virkeligheden, den ellers
nuancerede Bishara fodrer krigsmodstanderne og anti-Bush folkene med. Det
afslører vittigheden også. Den er netop morsom, fordi den udstiller det
groteske ved at sidestille to virkeligheder, der er så forskellige.
Modviljen eller endog hadet til USA får mange gode folk til at glemme
proportionerne fuldstændig. Det er selvfølgelig ganske gratis for os at
indtage de lette anti-ainerikanske synspunkter, men det kan få katastrofale
følger for irakerne, hvis USA ikke bliver og hjælper irakerne med også at
vinde freden.
Irakerne har lidt ufatteligt meget. Det er især Saddams skyld, men Vesten
bærer også et stort ansvar ved passivt blot at have set gennem fingre med de
ubeskrivelige forbrydelser gennem flere årtier. Selvom det således skulle
være sket for mange år siden, er det godt, at irakerne endelig er blevet
befriet. Nu skal freden vindes - og her er USAs engagement afgørende.
Inden krigen stillede mange krigsmodstandere spørgsmål ved, om irakerne
virkelig ville befries. Nu hvor krigen er tæt på at være slut, er det
åbenbart, at irakerne ikke savner Saddam. Men intet har man åbenbart lært.
Nu fremturer mange kritikere med, at USA er en farlig besættelsesmagt, og at
irakerne helst vil genopbygge deres land selv - og at USAs knusende militære
sejr ligefrem er en trussel mod verdensfreden, fordi andre lande som Syrien
og Saudi-Arabien er bange for, at turen snart kommer til dem.
Så godt går det nok ikke, men det opløftende perspektiv ville netop være,
hvis andre diktatorer begynder at frygte, at det er slut med omverdenens
hidtidige carte blanche til at undertrykke og behandle millioner af
mennesker som deres private legetøj. Kritikken er for øvrigt paradoksal,
fordi krigsmodstanderne anfægtede USAs logik ved at vælge Irak og Saddam som
deres mål for deres demokratiske imperialisme, når verden var fyldt med
andre statsautoriserede forbrydere. Derfor er det vel netop konsekvent,
hvis USA nu sammen med FN udarbejder en liste over slyngelstater, hvis
befolkninger skal befries.
Medierne har skildret krigens gru, og det er vigtigt, at den aldrig
fortrænges. Krig er brutal og koster uskyldige ofre. For nylig
personificeret i flere medier med billedet af en lille dreng, Ali, der havde
mistet arme og ben i en eksplosion fra en "befrielsesbombe". Spørgsmålet er
imidlertid - kynisk, javel, men også en del af den brutale virkelighed - om
det havde været bedre for Ali at miste sine ben og arme i Saddams makulator,
hvor han og torturbødlerne gennem mange år har muntret sig med at makulere
mennesker i levende live med benene først.
USA laver ganske vist også fejltagelser, men det er afgørende at have øje
for proportionerne. Irakerne har nu endelig fået muligheden for at
påbegynde en demokratisk proces, men USAs støtte er helt afgørende, hvis det
skal lykkes. Ingen forestiller sig, at det bliver en let opgave, men det
ville ikke være blevet lettere at opbygge et irakisk demokrati ved at give
Saddam 10-15 år mere ved magten.
Det helt afgørende er, at der ikke kommer et magttomrum efter Saddam,
hvor de forskellige etniske og religiøse grupper begynder at kæmpe om
magten. Så vil civilbefolkningen igen blive tabere - og krigens
berettigelse svær at få øje på. Virkeligheden er, at kun USA kan sikre
stabiliteten og har tilstrækkelig styrke til at skabe tillid til, at en
enkelt gruppe ikke sætter sig diktatorisk på magten. Derfor er problemet
ikke USAs tilstedeværelse, og det er absurd at tale om USA som et nyt
diktatur.
Det er foruroligende, at så mange europæere har glemt, at vi var
afhængige af USA efter Anden Verdenskrig. Dengang talte den amerikanske
administration også om at trække deres tropper tilbage fra Europa, men
heldigvis gik det anderledes, og Marshall-hjælpen - hvor den økonomiske
støtte var én del og "besættelsen" af Tyskland en anden - er altid blevet
fremhævet som afgørende for stabiliteten i Europa. Det lykkedes at holde de
amerikanske tropper i Europa i mere end 50 år - ambitionen for Mellemøsten
bør være den samme.
"Besættelsesmagten" skal selvfølgelig helst have et FN-mandat, men det
skal være et stærkt FN-mandat, som kan sikre stabiliteten. Ellers kan det
være lige meget. FN har tidligere udstedt falske garantier, der har kostet
hundredtusinder uskyldige mennesker livet, fordi de velmente holdninger var
udskrevet på dækningsløse checks.
Spørgsmålet er imidlertid, om irakerne og befolkningen i Mellemøsten er
interesseret. Det er let at finde arabere, der som professor Bishara kræver
USA sparket ud. Og avisspalterne over hele verden vil de kommende uger og
måneder være fyldt med krav om, at Bush-diktaturet ophører. Her er der
virkelig behov for den kritiske journalistik. Langt mere kritisk end de
journalister, der frejdigt (dumt) berettede, at irakerne ikke ville befries.
Mange har nemlig interesse i at komme af med USA. Det gælder især dele
af den irakiske opposition, som ikke nødvendigvis har mere tilovers for
irakerne, end Saddam havde. Og det gælder flere af de øvrige mellemøstlige
diktaturer, der ikke er interesserede i, at USAs demokratiske imperialisme
lykkes. Men det er ikke nødvendigvis civilbefolkningens interesse. Derfor
er det nødvendigt, at alle gode kræfter insisterer på, at Irak skal
kontrolleres af USA og måske FN, indtil civilsamfundet har fået mod og kraft
nok til at tale sin egen sag.
En bekymring, som alle med rette gør sig, er, hvordan amerikansk
tilstedeværelse vil påvirke forholdet mellem Vesten og den arabiske verden,
populært udtrykt som et potentielt civilisationssammenstød. Mange frygter,
at Vestens tilstedeværelse i Mellemøsten vil fremme terror. Meget taler dog
for, at det forholder sig lige omvendt, fordi det eneste, der reelt kan
bekæmpe terror, er udvikling og en mere retfærdig verden. Paradokset er jo,
at araberne ikke hader USA eller Vesten - de drømmer om at blive en del af
den! Det er banal psykologi, at det man elsker, men ikke kan få, det
begynder man at hade for at kunne udstå smerten.
Den eneste måde at undgå et fremtidigt civilisationssammenstød på er
derfor at sikre en mere retfærdig verden. Det skal vi gøre ved at kæmpe for
mere udviklingsbistand og globale strukturfonde, der kan udjævne den
forkastelige forskel mellem rig og fattig. Men vi skal også være villige
til at sætte en stopper for diktatorer, der undertrykker og ydmyger deres
befolkninger. Også med magt.
Mellemøsten er fyldt med unge mennesker, der drømmer om at komme til
Vesten. Det er ikke, fordi de opfatter USA som en besættelsesmagt. Det er,
fordi de ved, at USA og Europa er nøglen til en bedre fremtid. Omkring 70
procent af de arabiske befolkninger er under 30 år og er desperate over
udsigten til en fremtid med analfabetisme, arbejdsløshed og undertrykkelse.
Hvis de ikke skal ende som terrorister, er det vigtigt, at de får troen på,
at Mellemøsten kan udvikle sig positivt. Og det haster.
Derfor er det ikke skræmmende, som flere og flere fremfører, at USAs magt
er så overvældende. Det er tværtimod opløftende, at det endelig er blevet
muligt at sætte handling bag, de mange flotte
menneskerettighedserklæringer. Den demokratiske imperialisme har foreløbig
vundet en halv sejr på den globale scene - forhåbentlig venter flere forude.
Rasmus Hylleberg er BA, scient.pol.
og medlem af Det Radikale Venstre
--- END of KD 2003-05-03 ------------------------
USA og England stjal ikke vort land, dengang 2. Verdenskrig sluttede
(for Danmarks vedkommende om aftenen d. 4. maj 1945).
Hurra for det!
USA og England vil heller ej stjæle den irakiske olie eller landet, for -
gør de det - da ved de også, at Verden vil kræve dem til regnskab for
tyverierne!
Tillykke med Jeres befrielsesdag, 9. April 2003 !!!
Hurra for det!
Mvh.
Mogens Kall
The servant of Michael
---------------------------------------------------------
Internal:
File-name:
Hurra for den demokratiske imperialisme (0603)
OUTPUT-Order:
DADDY-Break (2003-05-04, CET 12:53):
- "Den skal med (i dk.politik)."
This file has been sent to
dk.politik
Time for OUTPUT:
2003-05-05, Monday, CET 01:01, 58 years since the war
Peter Perlsø, 3000
> Hurra for den demokratiske imperialisme
>
> Irak-krigen: Det lykkedes ikke krigsmodstanderne at stoppe krigen i Irak, og
> forhåbentlig lykkes det heller ikke for dem at tabe freden. Det vil være en
> katastrofe, hvis amerikanerne forlader Irak, før landet er helt stabiliseret
Interessant udtryk! (Dem. Imp)
--
- Peter +45 5192 3981
Samfundsnasser, liberalt svin, nyracist, blasfemist
og psykisk syg. Det går godt, hva' ?