Irans A-våben (0504)
Kall, Mogens
---------------------------------------------------
Strategiske overvejelser bag iransk afventen
Globalt set: Irans ledere er bekymrede over Bush-administrationens doktrin
om ondskabens akse, som iranerne frygter kan betyde, at landet bliver det
næste på listen efter Irak. Netop derfor valgte Iran i et forsøg på at
afskrække USA fra et angreb at offentliggøre landets atomprogram, skriver
forskeren Reuel Marc Gerecht (der er tidligere CIA-agent, forsker ved
American Enterprise Institute).
AF REUEL MARC GERECHT
Forud for Irak-krigen kunne man iagttage en umiddelbart overraskende
kontrast mellem regimerne i henholdsvis Irak og Iran. For mens Iraks Saddam
Hussein havde travlt med at skabe forvirring i Vesten omkring sine ulovlige
våben, besluttede Iran - som et fremmeligt barns stolte far - at vise
verden, at landet har et nyt, underjordisk uranberigelseslaboratorium.
Men nu hvor krigen i Irak er i gang, hvordan vil mullaheme i Teheran
reagere på en amerikansk sejr i Irak? Vil de true de amerikanske soldater
og blande sig i Iraks nye regering?
Man må huske, at præstestyret og deres libanesiske allierede i 1983
brugte lastbilbomber til at sprænge USA ud af Libanon, da det så ud til, at
regeringen i Washington havde i sinde at oprette en politisk orden, der
stred mod Irans interesser. Siden da har landet gentagne gange brugt
terrorisme som statskunst.
Det særdeles anti-amerikanske bolværk for præstestyrets magt, Irans
revolutionsgarde, krydser den lange grænse mellem Iran og Irak, som det
passer dem. Garden har også en lille stående hær af eksilirakere,
al-Badr-brigaden; mange af dem deler deres beskytteres had til USA.
Irans præstestyre, der hjemme har problemer i form af systemkritiske,
populistiske præster og en demokratisk reformbevægelse ledet af studerende,
er uden tvivl alt andet end henrykt ved udsigten til et demokratisk Irak
født ved USAs mellemkomst.
Men trods alt dette er der gode chancer for, at Iran ikke vil komme på
tværs af USAs planer, ikke foreløbig i hvert fald. Det er der flere årsager
til, men først og fremmest Irans ønske om at udvikle atomvåben.
Irans første program for udvikling af atomenergi og -våben, der blev
oprettet under shahen, gik i stå på grund af den islamiske revolution.
Efter Saddam Husseins invasion af Iran i 1980 begyndte mange mullaher,
der havde ment, at shahens program var spild af penge, at tage det op til
fornyet overvejelse. Men det var det, at USA så let fik smidt Irak ud af
Kuwait i 1991, der omsider fik vendt opinionen og fik Iran til at genoptage
atomforskningen.
Dette skyldtes, at der var blevet udviklet en konsensus blandt præsterne:
Mullaheme var enige om, at hvis Saddam Hussein havde haft bomben, kunne USA
ikke have smidt ham ud af Kuwait så let. De besluttede derfor, at hvis Den
Islamiske Republik kunne udvikle atomvåben, ville de ikke behøve være
bekymrede for, at amerikanerne engang ville gøre mod dem, som de lige havde
gjort mod Irak.
Denne holdning blev for nylig udtrykt igen i den statslige iranske
nyhedstjeneste, da de i forbindelse med afsløringen af den nye fabrik sagde,
at "brugen af atomteknologi ville styrke Irans styres autoritet."
Iran råder over enorme mængder olie og gas, så elektricitet fremstillet
ved atomkraft gør intet for at fremme styrets "autoritet" - men det gør
atomvåben i realpolitikkens Mellemøsten. Og landets program er
sandsynligvis højst to år fra at nå sit mål.
I dag er Irans ledere langt mindre bekymrede for, hvad der sker i Irak,
end for Bush-regeringens doktrin om "ondskabens akse". Der har været
konstant snak om, hvorvidt Iran ville blive "den næste på listen". Mere og
mere tydelige pro-amerikanske holdninger, især blandt Irans ungdom, får kun
Irans ledere til at vente sig det værste.
Mullahernes beslutning om at stå offendigt frem med deres atomteknologi
synes således ikke kun at være rettet mod naboerne, men også at have til
formål at mindske risikoen for, at USA - som undskyldning for en
militæraktion - beskylder dem for at udvikle atomvåben i det skjulte.
Programmet blev sikkert udtænkt, så det kunne offentliggøres på et
belejligt tidspunkt, idet det centrifugebaserede system i laboratoriet gør
det muligt at arbejde hen imod fremstilling af våben, uden at man teknisk
set overtræder Det Internationale Atomenergiagenturs retningslinjer.
Det sidste, styret i Teheran ønsker nu, er, at revolutionsgarden eller
dens irakiske stedfortrædere foretager sig noget i Irak, der vækker
Bush-regeringens vrede.
Når præstestyret har fået atomvåben, vil det naturligvis være mere
sikkert for dem at prøve at påvirke Iraks politiske system, som næppe vil
være hugget i sten de første par år.
Og selv hvis iranerne ikke er så bekymrede for amerikanske angreb, som
jeg mistænker dem for, vil de sandsynligvis ikke foretage sig noget lige
nu - så de kan vurdere både alvoren af USAs intentioner om at være
fødselshjælper for Iraks demokrati, samt hvordan de vigtigste aktører i
Irak, sunnierne, shiitterne og kurderne, kommer overens efter Saddam
Husseins fald.
Det værst tænkelige udfald for Iran vil være, hvis amerikanerne ødelægger
sunniernes magtstruktur og giver Iraks flertal af shiitter stor politisk
magt.
Irans præstestyre, som også er shiitter, vil betragte et demokratisk Irak
domineret af sekulariserede shiitter som et foruroligende forbillede for
landets oprørske ungdom. Og de irakiske shiitter, som ofte har set skævt
til de persiske præsters overmod, vil måske begynde at tilbyde Irans
system-kritiske præster asyl og prædikestole.
Men selv i den situation ville Irans mullaher ikke gå i panik. De har
modvilligt vænnet sig til at have amerikanske soldater blandt sig - i
Afghanistan, Centralasien og Den Persiske Golf - og de ser ned på de i deres
øjne kulturelt og politisk usofistikerede irakere. Desuden ved de, at tiden
er på deres side.
De skal blot vente et par år, så har de atomvåben. Til den tid vil et
demokratisk Irak endnu ikke have overstået børnesygdommene. Og det vil
sikkert være mere gavnligt rent strategisk at udfordre USA i Irak.
NEW YORK TIMES SYNDICATE
Oversat af
Christina Witting Estrup
--- END of News ------------------------------------------
Reuel Marc Gerecht's vurdering har en væsentlig mangel:
Når vi har at gøre med fænomenet masse-psykose, er der to grupperinger: Den
ene gruppe har bevaret evnen "at kunne skelne død fra levende" (Stalinisme,
Maoisme osv., herunder styret i Nordkorea), modsat den anden (religiøs
vanvid, herunder Præstestyret i Iran).
Det úlovlige styre i Iran vil - i religiøs vanvid - kunne finde på at
angribe Isreal med A-våben, hvorved 3. Verdenskrig er et faktum (NMI-error
from the vally off Jehoshaphat, Josafats dal, 1985).
Mvh.
Mogens Kall
The servant of Michael
---------------------------------------------------------
Internal:
File-name:
Irans A-våben (0504)
This file has been send to
dk.politik
Time for OUTPUT:
2003-04-04, Friday, CET 20:54