On Sun, 10 Mar 2013 13:07:51 +0100, "P.N." <
2...@get2net.dk> wrote:
>Real religion kommer fra gud Sai Baba og ikke fra svindlere (som srila
>Prapuphada) der giftede sig med 11 årige piger.
Kæft, det kan ikke være sjovt at være dig, Pølle. Hvis du ikke var så
snotdum og bøvet ville jeg få helt medlidenhed med dig.
Det følgende foredrag af A.C. Bhaktivedanta Swami Prabhupada blev
holdt den 6. oktober 1969 i Conway Hall, London.
Mine damer og herrer, emnet for i dag er Veda`ernes lære. Hvad er
Veda`erne? Sanskritordet veda kan fortolkes på forskellige måder, men
betydningen er til syvende og sidst den samme. Veda betyder "viden".
En hvilken som helst type af viden, man godtager, er veda, for
Veda`ernes lære er den oprindelige kundskab. I den betingede tilstand
er vor kundskab på mange måder mangelfuld. Forskellen på en betinget
sjæl og en befriet sjæl er, at en betinget sjæl er underlagt fire fejl
og mangler. Den første er, at han uvægerligt begår fejltagelser.
I vort land blev for eksempel Mahatma Gandhi anset for at være en stor
personlighed, men han begik ikke desto mindre mange fejl. Ved
slutningen af sit liv advarede hans sekretær ham, "Mahatma Gandhi, tag
ikke til mødet i New Delhi. Nogle venner har fortalt mig, at der er
fare på færde." Men han lyttede ikke efter. Han insisterede på at tage
af sted, og resultatet var, at han blev dræbt. Selv store
personligheder som Mahatma Gandhi eller præsident Kennedy - der er så
mange af dem - begår fejl. Det er menneskeligt at fejle. Dette er blot
én af den betingede sjæls mangler.
En anden ufuldkommenhed er, at man er under illusion. Illusion vil
sige at anse noget for virkeligt, som ikke er det. Dette kaldes for
maya. Maya betyder "det, som ikke er". F.eks. anser alle kroppen for
at være identisk med selvet. Hvis jeg spørger en af jer, hvem
vedkommende er, vil han sige, "Jeg er John, jeg er en rig mand. Jeg er
dit, og jeg er dat." Dette er altsammen kropslig identifikation. I
virkelighededn er vi ikke denne krop. At tro dette, er en illusion.
Den tredje fejl er tilbøjeligheden til at bedrage. Alle har en
tilbøjelighed til at snyde andre. Selv om en person er den største
tåbe, udgiver han sig ofte for at være meget intelligent. Til trods
for at han som allerede påpeget lever i illusion, og begår
fejltagelser, fremsætter han sine teorier, som om de var fakta. Men
han kender ikke engang sig selv. Selv om han er ufuldkommen, skriver
han bøger om filosofi. Dette er den betingede sjæls sygdom. Det er
bedrageri.
Den sidste mangel er, at vi har ufuldkomne sanser. Vi er meget stolte
af vores øjne. Det hænder ofte, at nogen udfordrer mig: "Kan du vise
mig Gud?" Men har vi de øjne, der skal til for at se Gud? Vi vil
aldrig kunne se Ham, hvis vi ikke har øjnene til det. Hvis der f.eks.
lige nu blev mørkt i rummet, ville vi ikke engang kunne se vore egne
hænder. Så hvad kan vi se? Vi kan derfor ikke forvente at modtage
perfekt viden (veda) ved hjælp af disse ufuldkomne sanser. Med alle
disse brister kan vi i vort betingede liv ikke give fuldkommen
kundskab til nogen; ej heller er vi selv fuldkomne. Derfor accepterer
vi Veda`erne, som de er.
Nogle vil måske være tilbøjelige til at kalde Veda`erne hinduistiske,
men ordet "hindu" findes ikke i Veda'erne. Det er en udefra kommende
betegnelse. Vi er ikke hinduer. Den virkelige betegnelse for det, vi
følger, er varnasrama. Varnasram hentyder til dem, der følger
Veda`erne, og som anerkender samfundets inddeling i otte varna`er og
asrama`er. Der er fire sociale og fire åndelige grupperinger, som
under et kaldes varnasrama. I Bhagavad-gita [4.13] siges det, "Disse
inddelinger findes i et hvert samfund, for de er skabt af Gud."
De sociale grupperinger er brahmana, kshatriya, vaisya og sudra.
Brahmana henviser til den mest intelligente klasse af mennesker; de,
som ved, hvad Brahman - den Absolutte Sandhed - er. Kshatriya`erne,
den administrerende gruppe, er den næste klasse af intelligente
mennesker. Derefter kommer vaisya`erne, handelsklassen. Disse
naturlige klassificeringer findes overalt. Det er et vedisk princip,
og det forlader vi os på. De vediske principper bør acceteres som
aksiomatiske sandheder, for der kan ikke forekomme fejl i dem.
Virkelig accept indebærer denne forståelse.
I Indien anses for eksemel komøg for rent, selv om komøg er et dyrs
afføring.
Et sted i Veda`erne siges det, at hvis man rører ved afføring, skal
man straks tage et bad. Men et andet sted står der, at en kos afføring
er ren. Hvis man smører komøg på et urent sted, bliver stedet rent.
Vor sunde fornuft vil indvende, at dette er en modsigelse. Set fra en
sædvanlig synsvinkel er det faktisk selvmodsigende. Ikke desto mindre
er det en kendsgerning, at kogødning er rent. I Calcutta blev komøg
analyseret af en fremstående videnskabsmand og læge, som påviste, at
det har alle antisetiske egenskaber.
Hvis i Indien en person siger til en anden, "Jeg forlanger du skal
gøre det," vil den anden spørge, "Hvad snakker du om? Er det en vedisk
forskrift, eller forventer du, jeg bare skal gøre, hvad du siger uden
indvendinger?" Vediske forskrifter bør ikke underlægges
fortolkninger.Yderst set vil man, hvis man omhyggeligt studerer disse
forskrifter, finde ud af, de alle er korrekte.
Veda`erne er ikke menneskelig viden. Vedisk kundskab kommer fra den
åndelige verden, fra Herren Krishna. Et andet navn for Veda`erne er
sruti. Sruti henviser til den viden, som modtages gennem at høre. Det
er ikke eksperimental viden. Sruti anses for at være som en moder. Vi
modtager megen viden fra vores mor. Hvis man for eksemel vil vide,
hvem ens far er, hvem kan da bedst give en svaret? Ens mor. Hvis
moderen siger, "Her er din far," kan man blive nødt til at godtage
det.
Det er ikke muligt at finde sin far ved hjæl af eksperimenter. Hvis
man ønsker at indhente kundskab om noget, der ligger udenfor ens
erfaring, eller eksperimentelle viden; det som er hinsides opfattelsen
af vore sanser, bliver man på tilsvarende måde nødt til at godtage
Veda`erne. Det kommer helt enkelt ikke på tale at ekserimentere.
Ekserimentet er allerede blevet udført. Det er allerede afgjort. Man
er simelthen nødt til at acceptere moderens fremstilling som sandhed.
Det er den eneste måde at stadfæste sin fars identitet på.
Veda`erne betragtes som moderen, og Brahma kaldes bedstefaderen eller
stamfaderen, for han var den første til at blive oplært i vedisk
kundskab. I begyndelsen var Brahma det første levende væsen. Han
modtog denne vediske viden, og videregav den til Narada og andre
disciple og sønner, og de i sin tur gav den til deres disciple.
Således nedstiger den vediske kundskab gennem discipelrækken. Det
bekræftes også i Bhagavad-gita, at den vediske kundskab kun kan
modtages på denne måde.
Hvis man foretager eksperimenter, vil man komme til de samme
konklusioner, men for at spare tid må man simpelthen acceptere de
vediske udsagn som de er. Hvis man vil vide, hvem ens far er, og man
anerkender sin mor som autoritet, kan man godtage det, hun siger, uden
diskussion. Der findes tre slags bevisførelse: pratyaksha, anumana og
sabda. Pratyaksha betyder "direkte bevis gennem sanserne". Emirisk
bevis er ikke fyldestgørende, for vore sanser er ikke perfekte. Vi ser
solen til dagligt, og for os ser den ud som en lille rund skive. I
virkeligheden er den langt, langt større end mange planeter.
Hvilken værdi har vort syn i den forbindelse? Derfor, for at kunne
lære noget om solen, er vi nødt til at læse bøger. Så direkte
opfattelse kan ikke lede til perfekt kundskab. Dernæst er der anumana,
induktiv viden: "Måske forholder det sig således"- man fremsætter
hypoteser. Darwins teori siger for eksemel,
at det godt kan være det forholdt sig således, eller måske forholder
det sig på en anden måde.
Det er ikke videnskab. Det er blot et forslag eller en idé, og heller
ikke det er fuldkomment. Hvis man imidlertid modtager kundskab fra
autoritative kilder, er den perfekt. Hvis man får en programoversigt
fra radiostationens autoriteter, kan den godtages. Man afviser den
ikke, og man behøver heller ikke at eksperimentere sig frem, for man
har allerede modtaget kundskaben fra autoritative kilder.
Vedisk viden kaldes shabda-pramana. Et anden betegnelse er sruti.
Sruti betyder, at denne kundskab helt enkelt skal modtages gennem at
lytte. Veda`erne forklarer, at vi er nødt til at lytte til en
autoritet for
at kunne forst transcendental viden. Transcendental viden er
kundskab, der kommer fra et sted hinsides dette univers. Indenfor
dette univers findes der materiel viden, og viden om hvad der findes
udenfor dette univers, kaldes transcendental kundskab. Vi kan ikke
engang nå til universets grænse, så hvordan kan vi gøre os håb om at
rejse til den åndelige verden? Det er således umuligt at erhverve sig
fuld viden ved egen hjælp. Der findes en åndelig verden, en anden
natur, som er hinsides det manifesterede og det umanifesterede. Men
hvordan kan vi vide, at der eksisterer en sfære, hvor planeterne og
indbyggerne er evige?
Kundskaben findes, men hvordan kan man ekseripmentere sig frem til
den? Det er ikke muligt. Derfor må vi søge vejledning i Veda`erne.
Dette kaldes vedisk viden. I vor Krishnabevidstheds-bevægelse modtager
vi viden fra den højeste autoritet, Krishna. Krishna anerkendes af
alle klasser af mennesker som den højeste autoritet.
Her taler jeg først og fremmest omåde to klasser af
transcendentalister. En gruppe af transcendentalister kaldes for
upersonalister, eller mayavadi`er. De går også under betegnelsen
vedantister, og ledes af Sankaracarya. Den anden klasse af
transcendentalister kaldes vaishnava`er og indbefatter personer som
Ramanujacarya, Madhvacarya og Vishnusvami. Både Sankara-samppradaya`en
og vaishnava-sampradaya`en anerkender Krishna som Guddommens Højeste
Personlighed. Sankaracarya regnes for en upersonlighedsfilosof, som
forkyndte upersonalisme, dvs. læren om den upersonlige Brahman, men
faktum er, at han i virkeligheden var en personalist.
I sin kommentar til Bhagavad-gita skrev han, "Narayana, Guddommens
Højeste Personlighed, er hinsides denne kosmiske manifestation." Og
han bekræftede,"Denne Guddommens Højeste Personlighed, Narayana, er
Krishna. Han er kommet som Devakis og Vasudevas søn." Her nævnte han
specielt navnene på Hans far og mor. Så Krishna anerkendes som
Guddommens Højeste Personlighed af alle transcendentalister. Derom
hersker der ingen tvivl. I Krishnabevidsthed får vi vores viden fra
Bhagavad-gita, som kommer direkte fra Krishna. Vi har udgivet
Bhagavad-gita Som Den Er, eftersom vi acceterer Krishnas ord uden
fortolkning. Dette er vedisk viden.
Eftersom den vediske viden er ren, godtager vi den som den er. Vi
acceterer alt, hvad Krishna siger. Det er hvad Krishnabevidsthed
indebærer. Denne fremgangsmåde er meget tidsbesarende. Hvis man nærmer
sig den rigtige autoritet eller kilde til viden, sparer man en masse
tid. For eksemel er der to måder at erhverve sig kundskab på i den
materielle verden: induktiv og deduktiv. Ved hjæl af den deduktive
metode kan man forstå, at mennesket er dødeligt. Min far siger,
mennesket er dødeligt, min søster siger, mennesket er dødeligt, alle
siger, mennesket er dødeligt - jeg behøver ikke foretage
eksperimenter. Jeg godtager det som et faktum, at mennesket er
dødeligt.
Hvis jeg vil efterforske, hvorvidt mennesket er dødeligt eller ej,
ville jeg blive nødt til at studere hvert eneste menneske på jorden,
hvilket kan foranledige mig til at tro, at der måske findes et
udødeligt menneske; et som jeg blot ikke har set endnu. På den måde
findes der ingen ende på min forskning. På sanskrit kaldes denne
metode for aroha, den opstigende metode. Hvis man gennem sin
personlige bestræbelser, ved hjæl af sine ufuldkomne sanser, ønsker at
opnå kundskab, vil man aldrig nå frem til den rigtige konklusion.
Det er simpelthen umuligt.
I Brahma-samhita siges det: prøv blot at rejse med sindets hastighed.
Moderne flyvemaskiner kan flyve med over 3000 kilometer i timen, men
hvad er det i sammenligning med sindets hastighed? Hvis man sidder
hjemme hos sig selv og tænker på Indien, som er cirka 16000 kilometer
væk, befinder man sig med det samme i Indien. Ens sind er rejst
dertil. Så hurtigt er sindet. Derfor siges det, "Hvis man rejser med
denne hastighed i millioner af år, vil man stadigvæk ikke kunne nå
frem til den åndelige verden." Det er ikke muligt at nærme sig den
åndelige verden på den måde. Derfor foreskriver Veda`erne, at man bør
nærme sig en ægte åndelig mester, en guru. Ordet "pligt" anvendes i
den forbindelse. Det siges klart, "Man er helt enkelt forpligtiget til
at søge vejledning hos en ægte åndelig mester." Og hvad er en åndelig
mesters kvalifikation?
Han er en, som har forstået det vediske budskab ved at høre om det fra
den rette kilde, og han skal i praksis være solidt forankret i
Brahman. Disse to kvaliteter må han have. Ellers er han ikke ægte.
Denne Krishnabevidstheds-bevægelse er fuldstændigt autoriseret ifølge
de vediskeprincipper. I Bhagavad-gita siger Krishna,"Det virkelige mål
med vedisk forskning er at finde Krishna." I Brahma-samhita siges det
også, "Krishna, Govinda, har utallige former, men de er alle og den
samme." De er ikke ligesom vore fejlbarlige former. Krishnas form er
ufejlbarlig. Vores form har en begyndelse, men Hans form har ingen
begyndelse. Den er ananta. Hans form - alle Hans mangfoldige former -
har ingen ende. I min form sidder jeg f.eks. her og ikke hjemme i min
lejlighed. I sidder der og ikke i jeres lejligheder. Vi kan kun være
et sted af gangen. Krishna kan imidlertid være overalt på samme tid.
Han kan sidde i Goloka Vrindavana, og samtidig være til stede overalt
i alle universer, i hvert eneste atom - Han er altgennemtrængende. Han
er den oprindelige, den ældste person; men når man kigger på et
billede af Krishna, vil man se en ung mand femten eller tyve år. Man
vil aldrig se en gammel mand. I har sikkert set billeder fra
Bhagavad-gita af Krishna som vognstyrer. På det tidsunkt var Han over
100 år gammel. Selvom Han lignede en dreng, havde Han ikke desto
mindre oldebørn.
Krishna, Gud, bliver aldrig gammel. Dette er Hans suveræne kraft. Selv
hvis man ønsker at finde Krishna ved at studere den vediske
litteratur, vil man blive forvirret. Det er måske nok muligt, men det
er meget vanskeligt. Men det er meget nemt at lære Ham at kende fra
Hans hengivne. Hans hengivne kan videregive Ham til andre: "Her er
Han, tag Ham." Så kraftfulde er Krishnas hengivne.
Orindelig var der kun én Veda, og det var ikke nødvendigt at læse den.
Folk var så intelligente og havde så skarp hukommelse, at de kunne
forstå ting ved blot at høre dem gang fra den åndelige mesters mund.
De forstod straks den fulde betydning. Men for 5000 år siden nedskrev
Vyasadeva Veda`erne specielt for folk i denne tidsalder, Kali-yuga.
Han vidste, at folks livslængde med tiden ville blive drastiskt
forkortet, de ville få en meget dårlig hukommelse, og deres
intelligens ville blive svag. "Lad mig derfor kundgøre den vediske
kundskab i skreven form." Han opdelte Veda`erne i fire dele, 'g, Sama,
Atharva og Yajur, og gav sine forskellige disciple ansvaret for at
udbrede disse Veda`er.
Derefter tænkte han på de mindre intelligente mennesker-stri, sudra og
dvija-bandhu. Han havde kvindeklassens og sudra-klassens
(arbejderklassen) samt dvija-bandhu`ernes velfærd i sinde.
Dvija-bandhu henviser til dem, som er født i højtstående familier, men
som ikke besidder de fornødne egenskaber. En mand, som er født i en
brahmana-familie, men som ikke udviser brahminske kvaliteter, kaldes
for dvija-bandhu. For disse personer skrev han Mahabharata, som kaldes
Indiens Historie, samt de atten purana'er. Disse er alle dele af den
vediske litteratur: Purana'erne, Mahabharata, de fire Veda`er og
Upanishad`erne. Upanishad`erne er en del af Veda`erne.
Derefter sammenfattede Vyasadeva al vedisk kundskab i Vedanta-sutra,
som er specielt beregnet for lærde mænd og filosoffer. Dette værk
udgør den endelig konklusion på Veda`ernes lære. Vyasadeva skrev
personligt Vedanta-sutra under sin åndelige mester Naradas vejledning,
men på en eller anden måde var han stadig ikke tilfreds. Dette er i
sig selv en lang historie, som beskrives i Srimad Bhagavatam.
Vyasadeva var ikke tilfreds med sit værk selv efter at have nedskrevet
mange Purana`er og Upanishad`er. Ikke engang efter at have skrevet
Vedanta-sutra var han tilfreds. Da sagde hans åndelige mester Narada
til ham, "Du burde uddybe Vedanta-sutra yderligere." Vedanta betyder
"konklusionen på al viden", og konklusionen på al viden er Krishna.
Krishna siger, at kundskaben om Ham findes overalt i Veda`erne. Her
sigtes der til: Vedanta krtveda-vid eva caham. Krishna siger, "Det er
Mig, der har udarbejdet Vedanta-sutra, og det er Mig, der kender
Veda`erne." Derfor er Krishna det endelige mål. Dette forklares i alle
vaishnava-kommentarerne til Vedanta-filosofien.
Vi gaudiya-vaishnava`er har vor egen kommentar til
Vedanta-filosofien.Den hedder Govinda-bhashya, og er skrevet af
Baladeva Vidyabhushana.lignende måde findes der en kommentar af
Ramanujacarya og af Madhvacarya. Sankaracaryas version er ikke den
eneste kommentar. Der er mange Vedanta-kommentarer, men fordi
vaishnava`erne ikke var de første til at komme med en
Vedanta-kommentar, har nogen fået den fejlagtige opfattelse, at
Sankaracaryas kommentar er den eneste. I øvrigt skrev Vyasadeva selv
den perfekte Vedanta-kommentar, Srimad-Bhagavatam.
Srimad Bhagavatam begynder med indledningsstrofen fra Vedanta-sutra:
janmady asya yatah-den absolutte sandhed er den kilde fra hvilken
alting udspringer-og denne absolutte sandhed bliver forklaret fuldt ud
i Srimad Bhagavatam. Vedanta-sutra antyder blot, hvad Brahman, den
Absolutte Sandhed, er, nemlig altings udspring, men dette er en kort
sammenfatning. I Srimad Bhagavatam gives der en mere detaljeret
forklaring. Hvis alting kommer fra den Absolutte Sandhed, hvad er da
naturen af denne Absolutte Sandhed? Det forklares som sagt i
Srimad-Bhagavatam.
Den Absolutte Sandhed må nødvendigvis være bevidst, eftersom vi er
bevidste. Han er selvolyst og uafhængig (sva-rat). Vi udvikler vor
bevidsthed og kundskab ved at modtage viden fra andre, men om Ham
siges det, at Han er selvoplyst. Vedanta-sutra er sammenfatningen af
al vedisk kundskab, og i Srimad Bhagavatam bliver Vedanta-sutra
forklaret af forfatteren selv. Derfor ofordrer vi dem, som virkelig
ønsker at blive sat ind i vedisk viden, til at forstå denne kundskab
udfra de forklaringer som gives i Srimad Bhagavatam og Bhagavad-gita.