Hvad siger bibelen om familie?
jørgen
for hundrede år siden.
Jeg har mine forældre og en storesøster, det er den nære familie, dog har
jeg ikke kontakt med min søster for tiden. Så har jeg den øvrige eller ydre
familie, det er bla. tante, onkel's børn mv. Disse har jeg aldrig haft et
forhold til og måske er jeg ikke den eneste med sådan familie man kun er i
relation med biologisk.
Disse har aldrig hjulpet mig eller støttet mig, selvom de var bekendt med
min sygdom, frygtelige familietraume og at jeg blev sendt på kostskole i 5
år. Min far har været kontakten til denne gren af familie for det er hans
brødre, søster og deres børn, mine fætre, men af en eller anden grund var
vores besøg hos dem for min og min søsters vedkommende totalt overfladisk.
De voksne gad ikke interessere sig for os en døjt og talte aldrig med os. De
voksne spillede kort, røg cigar og højt humør, men de problemer der lå lige
under overfladen blev liggende der, uforløst. Problemer var ikke noget man
snakkede om, det var noget man snakkede udenom.
Umiddelbart vil jeg påstå at bibelen taler mere om relationen mellem kristne
end relationen mellem familiemedlemmer. Men helt ligegyldigt kan familien jo
ikke være når man tænker på den følelsesmæssige og opdragende magt den har,
især på børnene.
mvh jørgen.
Boerge Rahbech Jensen
"jørgen" <brothe...@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:40322216$0$94993$edfa...@dread11.news.tele.dk...
> Umiddelbart vil jeg påstå at bibelen taler mere om relationen mellem
kristne
> end relationen mellem familiemedlemmer.
Det er jeg meget enig i. Der fortælles dog meget om slægter og stammer, som
også er familier. Derudover er der skriftsteder, der fortæller om ægteskab,
hvor en mand og en kvinde forlader deres forældre for at blive ét kød, og et
enkelt skriftsted fortæller om en splittelse af familier, som Jesus vil give
anledning til.
Med venlig hilsen
Børge
Kall, Mogens
(news:40322216$0$94993$edfa...@dread11.news.tele.dk):
Hej Jørgen,
Uheldigvis har du været ude for (som du skriver) et frygtelige
familietraume, men her er du - statistisk set - undtagelsen fra regelen.
Jeg havde engang en ven, som havde haft en frygtelig autoritær far, og
det havde i den grad sat sit præg på sønnen, at han slet ikke kunne tro på,
at vor himmelske Fader ville ham det godt. Forstandsmæssigt kunne han måske
godt, men emotionelt havde han jo ingen erfaring, han kunne trække
paralleller med. Han var ofte mismodig pga. følelsesmæssig ensomhed.
Naiv som jeg jo er, tror jeg dog på, at Gud kan læge vores sår; genoprette
alt det som var (og er) gået i stykker.
Dog må vor hjerne først erfare *det gode* emotionelt, førend den kan
skippe de gamle ubehagelige indlæringer.
De fleste mennesker har dog gudskelov haft en såkaldt normal opvækst, og
Bibelen benytter ofte familierelationer som udgangspunkt (i ordenes positive
forstand) for at beskrive vort forhold til Gud og hinanden.
For eksempel siger Jesus: Elsk din næste som dig selv (Matt.22,39).
Der lægges - med andre ord - op til (som en selvfølgelighed), at man elsker
sig selv !!!
Skønt jeg ikke er din biologiske bror, Jørgen, er du dog min broder i troen,
og derfor tør jeg godt skrive til dig i mine indlæg personligt *Med
kærlig broder-hilsen*; netop fordi det er så vigtigt, at vi (som har valgt
at følge Herren) fremelsker det gode i hinanden. Det skulle gerne "smitte" i
ordets positive forstand, således at vi med tiden alle erfarer -
forhåbentlig også emotionelt - noget nyt i vores hjerner.
Hebræerbrevet kap 12 vers 10 er skrevet i "lidt" negative vendinger pga. at
emnet er tugtelse, men UDELADER vi dette, kunne der godt stå: "Vores
forældre elskede os efter bedste evne (og de var ikke altid lige dygtige
hertil), men Gud; Han elsker os uden betingelser".
Med kærlig broder-hilsen
Mogens Kall
The servant of Michael.
Earthquake-Alarm:
1396 news:Y%qTb.83160$jf4.5...@news000.worldonline.dk
Last-Informationfile:
1487 news:WR1Wb.87321$jf4.5...@news000.worldonline.dk
File-number:
0666+0869=1535
Anders Peter Johnsen
Problemet er vel sådan set at NTs opfattelse af familien - ganske logisk -
synes at ligge i forlængelse af GTs. Og det er jo stærkt patriarkalsk. Ergo
er kvinden jo - som Paulus jo siger direkte - i Nytestamentlig den DATIDIGE
opfattelse underlagt manden. Imidlertid lever vi så i en Verden, hvor både
kvinder og børn heldigvis også har fået visse rettigheder, der i datidens
verden var totalt utænkelige og det er da klart at der opstår visse
problemer - eller rettere: at problemer der også findes i den strengt
patriarkalske familie faktisk kommer op til overfladen - når det ikke
længere er "kæft, trit og retning."
Der er sket meget på familieområdet det sidste par generationer, især er
børn ikke længere - sådan som Jørgen desværre meget troværdigt beskriver -
bare nogle små irriterende væsener, der skal holde deres kæft, være artige
og lade være med at være i vejen, men de respekteres netop som mennesker,
blot formelt juridisk umyndige mennesker. Selvfølgelig er det den voksnes
ansvar om nødvendigt at kunne håndhæve sin egentlige autoritet, men dette er
heldigvis kun sjældent at der er behov for det, når man til en vis grad er
forpligtet til tage et barn seriøst i konstruktiv dialog i stedet for bare
at formane, skælde ud og tæske løs på det. Straf i gammeldags forstand er
alligevel intet værd, hvis barnet ikke et eller andet sted godt selv kan se,
at det har kvajet sig. Og i dèt tilfælde er det som regel straf nok i sig
selv. Gad vide hvor vi mon egentlig har lært denne mekanisme fra? ;-D
--
Mvh
Anders Peter Johnsen
Kall, Mogens
(news:QwvYb.91913$jf4.5...@news000.worldonline.dk):
DADDY-Break (2004-02-17, CET 22:25):
- "Et kærlighedsfællesskab ønsker Jeg ... at I må have."
means:
I wish You all have a love-affair (good-relationship, John.13,34).
With kind regards
Mogens Kall
The servant of Michael.
Earthquake-Alarm:
1396 news:Y%qTb.83160$jf4.5...@news000.worldonline.dk
Last-Informationfile:
1487 news:WR1Wb.87321$jf4.5...@news000.worldonline.dk
File-number:
0666+0870=1536