Bibelens mindste falskneri
http://www.biblen.info/Bibelen-1tim316.htm
Den, der er uærlig i det små, er også uærlig i det store (Lukas 16,10)
Sådan starter den ateistiske online bibel dette opslag. Jeg vil gøre
opmærksom på det forhold, som jeg startede med, i mit første indlæg om
ateisternes antikristne tilgang til Bibelen og den løgn denne tilgang
producere.
Salme 1,1 "Lykkelig den, som ikke vandrer efter ugudeliges råd"
Sagen drejer sig denne gang om endnu et påstået falskneri.
Sitet påstår :
I den danske Bibel fra 1897 er der et vers, der klokkeklart beviser, at
Jesus er Gud — Gud, der er blevet åbenbaret i kød:
den danske Bibel fra 1897 er der et vers, der klokkeklart beviser, at Jesus
er Gud — Gud, der er blevet åbenbaret i kød:
1 Timotheus 3,16 og uden Modsigelse stor er den Gudfrygtigheds hemmelighed:
Gud er aabenbaret i Kjød, er retfærdiggjort i Aand, seet af Engle, prædiket
iblandt Hedninger, troet i Verden, optagen i herlighed.(oversættelsen fra
1897)
Verset siger klokkerent, at Faderen og Sønnen er den samme, og får næsten
"bevist" Treenigheden i samme ombæring. Her kunne kirkefædrene hente
ammunition til deres endeløse (og ofte blodige) slagsmål mellem gnostikere,
monofysitter, monoteleter, dyoteleter, arianister og homousianere.(1)
Men de gamle kirkefædre brugte aldrig verset, og forklaringen er
(naturligvis), at der var tale om et falskneri, der heldigvis er fjernet
igen i vore dage. Sådan ser verset ud i moderne Bibler:
1 Timotheus 3,16 Og uimodsigelig stor er gudsfrygtens hemmelighed: Han blev
åbenbaret i kødet, retfærdiggjort i Ånden, set af englene, prædiket blandt
folkene, troet i verden, taget op i herligheden.
(Den autoriserede oversættelse fra 1992)
Nu står der bare, at "han", d.v.s. Jesus, var i kød — ikke noget om Gud.
/citat slut
Klippet ud her :
http://www.biblen.info/Bibelen-1tim316.htm
Denne indledning bruges herpå som en løftestang til den virkelige anklage
der ønskes fremhævet. Nemlig at der findes utallige falsknerier af denne
karrakter.
Som sandhedsvidne bringes en henvisning til codex aleksandrinus, der altså
ifølge den ateistiske onlinbibel, indeholder den rette oversættelse af
verset 1 Tim.3,16.
Men er dette korrekt ?
KJV har oversat verset sådan :
And without controversy great is the mystery of godliness: God was manifest
in the flesh, justified in the Spirit, seen of angels, preached unto the
Gentiles, believed on in the world, received up into glory.
1 Timothy - Chapter 3
http://www.blueletterbible.org/Bible.cfm?b=1Ti&c=3&v=1&t=KJV#conc/16
"GUD BLEV ÅBENBARET I KØD " siger KJV om Jesus.
Spørgsmålet er nu om den danske bibel af 1992 med grundtekst i bla. CODEX
ALEKSANDRINUS, er korrekt oversat i forhold til KJV gengivelsen. Ifølge
bibelen info er den danske, korrekt oversat, mens KJV er forfalsket.
KJV har brugt TEXTUS RECEPTUS i deres oversættelse fra græsk til engelsk og
dermed repræsentere KJV en anden tradition end DO1992 udgaven støtter sig
til. Hermed er sagen reduceret til et spørgmål om grundteksten der bruges i
oversættelsen. Forskellen i oversættelsen sker fordi DO1992 benytter sig af
den tekstkritiske tradition som for alvor slog igennem i oplysningstiden i
1800 tallet. KJV benytter sig af den traditionelle tekst, som har været i
brug af kristne i snart 2000 år også kaldet "den modtagede tekst". Den
oversættelse som bibelen info anklager for at være falsk, er altså den
tradionelle tekst som har lagt til grund for Bibelen lige siden den kristne
menigheds fødsel og det er derfor en alvorlig anklage vi har at gøre med
her. Jeg vil herunder bringe nogle udklip, oversat fra engelsk til dansk,
som kan kaste lys over denne anklages troværdighed og motiv.
Hvad nutidens kristne behøver at vide om det græske Nye Testamente
Af G. W. Anderson,redaktionschef
TBS :
http://www.tbsbibles.org/
Den traditionelle tekst
Først og fremmest er det nødvendigt at forstå, hvad der menes med udtrykket
"traditionel tekst". I løbet af det 1. århundrede efter Kristi opstandelse,
ledte Gud, mænd til at nedskrive Hans Ord (2 Peter 1,21). Resultatet var
en gruppe af breve og bøger, skrevet på Koiné græsk (kaldet »oprindelige
håndskrifter"). Disse breve og bøger blev kopieret flere gange igennem
århundrederne og distribueret over hele verden. Disse kopier omfatter
manuskripter i Det Nye Testamente. Over 5.000 af disse græske manuskripter
har overlevet til i dag. Det store antal af disse græske manuskripter
understøtter det, der kaldes den byzantinske teksttraditionen, byzantinske
fordi de kom fra hele den græsk-talende verden på det tidspunkt. Disse
byzantinske håndskrifter repræsentere, hvad der kaldes den traditionelle
tekst i Det Nye Testamente. Den bedste trykte gengivelse af denne
byzantinske tekst-type er Textus Receptus (eller modtaget tekst). Ud over
de manuskripter, har vi også mange værker, hvor flere kirkefædre citerede
fra manuskripterne. John Burgon 1) har fastslået, at den grundlæggende
tekst, der bruges af mange kirkefædre er den samme som den tekst, der nu er
kendt som den byzantinske tekst.
Textus Receptus blev indsamlet fra en række byzantinske håndskrifter og
blev redigeret af en række forskellige personer, fra begyndelsen af
1500-tallet. Der var udgaver, redigeret af Erasmus, Stephens, Beza, de
Elzevirs, Mill og Scrivener. Disse udgaver afviger lidt fra hinanden, men
betragtes stadig som den samme grundlæggende tekst. Visse udgaver var
populære i forskellige lande og dannede grundlag for Det Nye Testamente
oversættelser. Textus Receptus (som det senere blev kendt) var den tekst,
der anvendes af Tyndale 2) og på skift af oversættere af den engelske
autoriserede (King James) Version af 1611 og andre oversættelser fra den
reformatoriske æra.
Den kritiske tekst
I løbet af det 19. og 20. århundrede, kom der en anden form for græsk Ny
Testamente i forgrunden, og disse bruges i de fleste moderne oversættelser
af det Nye Testamente. Den kritiske tekst, som den kaldes, er meget
forskellig fra den traditionelle tekst idet den udelader mange ord, vers og
passager, som findes i den modtagne (textus receptus) tekst og de
oversættelse der er baseret på den.
De moderne versioner er primært baseret på et græsk Ny Testamente, der
stammer fra en lille håndfuld græske manuskripter fra det 4. århundrede og
fremefter. To af disse manuskripter, som mange moderne forskere hævder,
skulle være overlegene i forhold til den byzantinske, er Sinai manuskriptet
og Vatikan manuskriptet (ca. 4. århundrede). Disse stammer fra en teksttype
der er kendt som den alexandrinske tekst (på grund af sin oprindelse i
Egypten), denne teksttype blev nævnt af tekst kritikere som Westcott og
Hort 3) som "Neutral teksten". De to manuskripter danner grundlag for det
græske Nye Testamente, kaldet den kritisk tekst, der har været udbredt og i
brug siden slutningen af det 19. århundrede. I de senere år har der været
et forsøg på at forbedre denne tekst ved at kalde det en "eklektisk" tekst
(hvilket betyder, at mange andre manuskripter bliver hørt i redigeringen og
udviklingen), men det er stadig en tekst, der som sit centrale grundlag,
har disse to manuskripter.
Problemer med den kritiske tekst
Det er problemer med mange undladelse, der karakteriserer dette græske Nye
Testamente. Vers og passager, som findes i skrifter af kirkefædrene fra
omkring 200 til 300 e.Kr. mangler i de alexandrinske Tekst manuskripter,
der stammer fra omkring 300 til 400 e.Kr. Hertil kommer, at disse tidlige
aflæsninger er fundet i håndskrifter dateret fra 500 e.Kr. og fremefter. Et
eksempel på dette er Mark 16,9-20: denne passage er fundet i skrifter af
Irenæus og Hippolytus i det 2. århundrede og er i næsten alle manuskripter
af Mark evangeliet fra 500 e.Kr. og fremefter. Det mangler i de to
Alexandrianske manuskripter, Sinai og Vatikanet.
Dette er blot ét af mange eksempler på problemet med de mange ord, vers og
passager, der er udeladt fra de moderne versioner, men som findes i de
traditionelle eller byzantinske tekster i Det Nye Testamente, og dermed i
Textus Receptus. Den kritiske tekst afviger fra Textus Receptus teksten
5,337 gange, ifølge én beregning. Vatikan Manuskriptet udelader 2.877 ord i
evangelierne, Sinai manuskriptet 3,455 ord i evangelierne. Disse problemer
imellem Textus Receptus og den kritisk tekst er meget vigtigte for den
korrekte oversættelse og fortolkning af Det Nye Testamente. I modsætning
til den gennerelle mening hos tilhængere af den kritiske tekst, har disse
udeladelser den betydning at det påvirker lære og tro for de kristnes liv.
Flere eksempler på doktrinære problemer forårsaget af udeladelser fra den
kritiske tekst følger. Dette er på ingen måde en udtømmende liste.
Den moderne rekonstruererede kritiske tekst
undlader henvisning til jomfrufødslen i Lukas 2,33
undlader henvisning til Kristi guddommelighed i 1 Tim 3,16
undlader henvisning til Kristi guddommelighed i Romerbrevet 14,10 og 12
undlader henvisning til Kristi blod i Kolossenserbrevet 1,14
Desuden er en fejl skabt i Bibelen i Mark 1,2; i denne passage i den
kritiske tekst bliver Esajas gjort til forfatter af Malakias bogen. Der
er talrige steder i Det Nye Testamente hvor Jesu navn er udeladt fra den
kritiske tekst; halvfjerds gange er "Jesus" udeladt, og 29 gange er
'Kristus' udeladt.
Et andet problem med den moderne kritiske tekst er, at de to vigtigste
manuskripter, hvorpå denne tekst er konstrueret, Sinai og Vatikanet, er
uenige indbyrdes mere end 3.000 gange i evangelierne alene. Således at den
alexandrinske tekst præsenterer sig selv som en teksttype, der er
kendetegnet ved mange steder at indeholde en gengivelse som ikke er fælles
for de manuskripter der findes i dets egen tradition. Den kritiske tekst er
præget af en formulering, som på originalsproget er vanskelig, brat eller
endog umulig. Det ser ud til, at uanset hvor mærkelig eller afvigende
variant læsningen er, må det have været sådan i de oprindelige skrifter
fordi (som det hævdes undertiden) en skriftklog ville aldrig lave en
forandring, der er uenig med andre manuskripter, han ville, i stedet
foretage en ændring som ville gøre læsningen af en passage mere jævn.
Meget er sagt om dateringen af de alexandrinske manuskripter, de
er meget gamle, det er sandt, men vægten i studiet af tekst kritik bør ikke
være på, hvor gammel et manuskript er, men på hvor mange kopier, der
fjerner sig fra den oprindelige tekst der findes. Et manuskript, der er
blevet kopieret med en datering fra det 10. århundrede kunne have været den
femte version i en serie af kopier, beslægtet med det oprindelige skrift,
der kunne samtidig være et manuskript, dateret som kopieret i det 3.
århundrede og være nummer 100 i rækken af kopier. Fordi det er svært at
begrunde og forklare slægtsforskningen i en given familie af
manuskripter, er det vigtigt at bemærke, at alder er relativ i den
forstand, at man kunne have et korrupt 3. århundrede manuskript eller et
trofast 10. århundrede manuskript.
Et godt eksempel ville være at antage, at i år 3000 blev en kopi af den
engelske bibel fra 1970`erne fundet. Antag at denne Bibel blev regnet for
at være den ældste eksisterende Bibel til rådighed, og at denne Bibel viste
sig at afvige i hundredvis af steder fra Bibelen, der var i brug af kristne
i år 3000. Man kunne godt forestille sig de videnskabelige kritikere, med
deres metoder, ville fremhæve den gamle alder af en sådan Bibel, dens
opbygning og design viste en fin kvalitet, den var omhyggelig udført i sit
layout og papiret i høj kvalitet og så videre. Men deres argumenter ville
hurtigt falde fra hinanden, når de begynder at oversætte Bibelen til
moderne sprog på grundlag af denne gamle bog, og de kristne samtidig
opdagede, at denne version af Skriften var Ny Verden-Oversættelsen af
Jehovas Vidner.
Resten af artiklen og endnotes her :
http://www.trinitarianbiblesociety.org/site/articles/grktxt.html
Relaterede links :
1)
http://en.wikipedia.org/wiki/John_William_Burgon
2)
http://en.wikipedia.org/wiki/William_Tyndale
3)
http://en.wikipedia.org/wiki/The_New_Testament_in_the_Original_Greek
- -
E.D