Kære venner,
Danske Kunsthåndværkere inviterer til fernisering fredag den 9. december fra 16-20 på en smuk og sanselig udstilling: Lag mellem lys og skygge af glasformgiver Maj-Britt Zelmer og keramiker Jakob Stig Isaksen.
Maj-Britt Zelmer og Jakob Stig Isaksen beviser med denne udstilling af unika kunsthåndværk og rumlige installationer, at de behersker kunsten at udfordre og udforske rummet og materialerne. De søger grænserne i materialet og arbejder begge med ”det kontrollerede tab af kontrol.”
Rummet og materialerne bearbejdes og strækkes til deres grænser. Derved opstår der nye muligheder og andre perspektiver i buddet på, hvad nutidens kunsthåndværk rummer. Centralt for udstillingen er måden, hvorpå rummet og lyset inddrages i oplevelsen af værkerne: Afhængig af lysindfald, tid og sted vil oplevelsen af de enkelte værker variere, og en dynamik opstår i et ellers tilsyneladende roligt nu.
Sted: Danske Kunsthåndværkeres projektrum. Officinet, Bredgade 66, København K.
Periode: fra den 13. december 2011 – 14. januar 2012
Kom og få en lysende klar oplevelse i en mørk tid!
--